Henrik Ibsen – Front mod to sider

H. Thaarup, (1900)
Henrik Ibsen;
Set under en ny synsvinkel
Front mod to sider

Forord

Nærværende arbejde var i alle sine hovedtræk færdigt i november 1899, men viste sig allerede da noget for omfangsrigt til at optages i et tidsskrift, hvad oprindeligt havde været tanken. Kort efter udkom digterens nye arbejde Når vi døde vågner, og da en omtale af dette måtte synes at høre til i en Ibsenstudie, der først ville kunne se lyset flere måneder senere, så blev en udvidelse nødvendig, enkelte steder tillige en omarbejdelse for at få stoffet til at passe ind i den ændrede ramme; arbejdets karakter derimod blev uforandret, idet Ibsens seneste værk ikke kunne andet end bestyrke den opfattelse af digteren, der lå til grund for det oprindelige forsøg. Efter forlæggerens ønske måtte udgivelsen imidlertid opsættes til eftersommeren 1900; da bogen altså ikke ville udkomme straks efter pastor Schacks foredrag i koncertpalæet dette forår, hvad jeg havde ønsket, bestemte jeg mig til at lade enkelte partier af mit arbejde komme frem som en artikelrække i et herværende dagblad allerede i marts måned dette år, så at altså en lille del deraf har været trykt før.
København i juni 1900. H. Thaarup.

Indledende bemærkninger

“At leve – er kamp mod trolde
i hjertet og hjernens hvælv.
At digte – det er at holde
dommedag over sig selv”.
Henrik Ibsen.

I

Der har i lang tid i Danmark været to slags Ibsen-læsere, idet der var dem der forstod, dvs.: mente at forstå, og dem der rent ud sagde, at de ikke forstod. De “forstående” har atter gået i to retninger, den Brandesianske og den Schackske. De “uforstående” har, hver efter sit standpunkt, hældt dels til den Brandesianske dels til den Schackske retning, uden dog at indtage den ene retnings blindt beundrende eller den andens blindt fordømmende stade; de har nærmest holdt sig afventende. Til den sidste kategori af læsere, de afventende uforstående, har forf. af nærværende arbejde hørt, indtil i sommeren 98 det lille vers At leve er kamp mod trolde—— ” med ét slog ned i mig som en ærlig og klar ånds ærlige og klare bekendelse, hvorpå jeg tog mig for at læse Ibsen om igen med fuld tillid til digteren selv og med stor mistillid til alle kritikerne.

Denne syslen med digterens arbejder, fra det første til det sidste, har åbnet mit blik for mangt og meget og voldt mig så megen glæde, at jeg gerne ville bidrage mit til, at de, der som jeg selv hidtil har stået afventende, måtte føle sig opfordrede til en ret grundig omlæsning af digterens værker, der rummer en skat, som det vel er værd at få fat på. Men det går med Ibsens arbejder, som med den vingård, en døende fader efterlod sine sønner med anbefaling om at grave dybt for at finde den skat, han havde nedlagt deri – værkerne må ikke overfladisk gennemløbes, de må læses således, at man lever et stærkt tankeliv under læsningen; de er helt igennem, kort udtrykt, en opfordring til at tænke på egen hånd og til at leve på eget ansvar.

Man har noget, der hedder Aufforderung zum Tanze – denne bog burde egentlig hedde opfordring til Ibsen-læsning, idet en udtømmende undersøgelse af de enkelte Ibsen-figurer eller af digterens produktion i det hele, af nærliggende grunde ikke tilsigtes, medens dens formål simpelthen er dette, fra et almindeligt lægmandsstandpunkt at imødegå forskel lige anskuelser, som forhindrer ikke få mennesker i at påskønne digterens senere produktion, og ved denne imødegåelse, ledsaget af begrundede og på erfaring hvilende antydninger, at vække lysten til at læse Ibsen om igen med tilsidesættelse af enhver forudfattet mening, udelukkende på grundlag af ham selv, dvs. navnlig da af Kongsemnerne og af de monumentale værker Brand, Per Gynt og Kejser og Galilæer, hvilket omtrent vil sige så meget som at læse Ibsen forfra og ikke bagfra, hvad digteren jo i øvrigt selv har bedt os om i anledning af de talrige mistydninger [1].

En digter af Henrik Ibsens art må ses historisk og i sammenhæng; tager man ham således, da vil man erfare, at kontinuiteten i den hele digtning ikke er brudt, og at det endnu den dag i dag gælder, hvad Ibsen siger i et af sine digte: Jeg er, hvad jeg var mit hele liv. men netop herpå er det, at mange yndere af Ibsens tidligere digtning have mistet troen. A. Schack holder vel på, at der intet omslag har fundet sted; derimod påviser han en tilbagegang, “en jævnt nedadgående bevægelse”, der dog ikke på nogen måde skal være begrundet i alderdom eller i svækket evne, men i “en grundmangel i digterens individualitet, der måtte være afhjulpen, dersom han skulle have nået det høje mål, hvortil han sikkert af naturen var bestemt”. Mangelen, hedder det videre, har kun en tid lang, mens digteren stod på sit højeste, “været tilsløret”, og når den ikke er blevet afhjulpet, da siges grunden at være den, at digteren ikke, således som det f.eks. påvises at være tilfældet for Pal. Müllers vedkommende, har udviklet sig “sædeligt som ånd”, ikke har gennemgået nogen “etisk frihedsudvikling”. (Se Schacks bog om udviklingsgangen i Henrik Ibsens digtning 1896; det samme standpunkt indtages i hans pjece nu, 1900.)

På dette fundament har A. Schack rejst “en statelig bygning, båret af de 4 piller: skepticismen, den uægte dualisme, den forlorne idealisme og den selvtilfredse skepticisme. Disse er, efter Schack, de forskellige stadier i digterens liv, og i det sidste skal han sluttelig selv være havnet.

Ja, til et sådant resultat kommer man ved at identificere digterens egne anskuelser med de fremstillede vildfarelser, hvad mange har gjort; – eller endog digterens person med de fremstillede skikkelser, hvad der er sket siden fremkomsten af Bygmester Solness, (bl.a. ved A. Schack og G. Brandes).

Men med hvad ret gør man dette? Der findes næppe nogen mere objektiv digter end Henrik Ibsen, eller nogen, der har større sky for at underholde læserne med sig selv.

Om kortere eller længere tid vil man blive nødt til at indrømme at digteren, menneskelig talt, har nået det “høje mål hvortil han af naturen var bestemt”, nået det, ikke ad sædvanlige, før betrådte stier, men efter den lov, som hans geni har foreskrevet ham – og den får man smukt lade stå.

Få digtere er så mangfoldige som Ibsen, og hemmeligheden ved denne store mangfoldighed er en dyb, til grund liggende enfold i forbindelse med en klar erkendelse. Jo før vi indser dette jo bedre; thi ret tydet, er der næppe nogen samtidig, der i højere grad end Ibsen har evnen til at udvide og klare vort blik på mangfoldige områder, og netop nu tiltrænger vi herhjemme denne digters hjælp til værn mod en usund reaktion, der synes at true os ovenpå de halvt litterære, halvt journalistiske udskejelser, som man kun alt for sent er begyndt at gøre front imod, men som heller aldrig havde nået en sådan frodighed, dersom mennesker, der ifølge deres grundanskuelse for længe siden skulle have modtaget digteren som kampfælle for alt væsentligt og mod alt uvæsentligt, ikke i en dårlig anbragt forargelse halvvejs havde vendt ham ryggen og overladt ham til udnyttelse af erklærede Kristus-fjender og dekadenter dengang, da hans arbejder begyndte at gå samtiden ind på livet og blotte dens skader.

Men hvorfor kom dette “omslag”? (man burde i øvrigt ikke sige omslag, thi digterens grundlag er uforandret; han selv er den samme, anvender blot en anden arbejdsmåde). Det kom, fordi vi ikke havde agtet hans tidligere mindelser, da han mange år i forvejen havde påvist, at fremskridt var umulige, så længe man ville nøjes med “i det bestående at se det berettigede”, nøjes med “i opgavens løsning at se dens ide” – en betragtningsmåde, tilføjer digteren, “der skaber et inderligt velbefindende, men just ikke så megen klarhed”. – disse advarende ord er fra 67, fortalen til 2. udgave af Kærlighedens komedie. Og efter de angreb, digteren var genstand for i anledning af Et Dukkehjem og Gengangere hedder det om det sidste drama: “Man har sagt, at bogen forkynder nihilisme. Ingenlunde. Den befatter sig ikke med at forkynde noget som helst. Den peger kun hen på, at der gærer nihilisme under overfladen hjemme som andetsteds. Og således må det jo nødvendigvis være. En pastor Manders vil altid ægge en eller anden fru Alving frem. Og just fordi hun er en kvinde, vil hun, når hun engang har begyndt, gå til de yderste yderligheder”. (1882) – Gengangere er altså kun en gammel advarsel i ny form.

Som man ser, er det da på grund af sin høje værdsættelse af ideen, at digteren giver sig til at se løsningen grundigt efter i sømmene; dette skulle vi ikke have taget ham ilde op, men indset, at Ibsen, netop på grund af sit faste stade, var en mand, der altid måtte gøre front til to sider – front mod selvsikkerheden og dens følger (fald, eller døs, stilleståen, forsumpelse), og front mod det golde åndsaristokratis voldsmagt og det faunagtige i det menneskelige sanseliv.

Da de konservative ledere rundt om i landene vedblivende holdt så fast på det bestående, at de glemte at kritisere og sigte, da der var søvn og ikke liv og udvikling, da positiviteten var så svag, at den ikke magtede den truende nihilisme, så begyndte digteren at udkaste sine bomber. – Kærlighedens komedie og de følgende betydelige arbejder, Kongsemnerne, Brand, Per Gynt, Kejser og Galilæer havde ikke haft den tilsigtede virkning, og så kom i 79 Et Dukkehjem; denne bombe sprang med stor larm; således også flere af de efterfølgende. De skulle skræmme, og de har skræmt. Virkningen er øjensynlig, og der er nu stort liv på mange af de tidligere døde punkter. Mangfoldige af de daværende “døde” er vågnet, medens på den anden side mange af de daværende “vågne”, dvs.: dem, der straks syntes at forstå digteren, er gået op i et tomt og unaturligt åndslivs hovmod og dets golde selvfortæren, hvorfor de, lige så lidt som vi konservative, har kunnet se, at Ibsens arbejder altid har haft lige så stærkt manende ord til dem som til de døde, og at, lige fra 75, da digteren udsendte et rimbrev, digtet med de bekendte ord om “lig i lasten”, har mange af dramaerne haft direkte bud til gudsfornægtere og bekæmpere af den personlige gud, samt til “faunerne”, enten disse så er atlaskklædte, eller de går i vadmel som grosserer Werle og Ulfshejm, eller basker med rovfuglevinger som Rebekka, Solness og Hilde.

I Rosmersholm (86) lader digteren således gudsfornægteren ende rådløs og dådløs i Møllefossen trods alle hans gode og smukke planer om at reformere samfundet. Og lige fra 92 har digteren vist, hvorledes Julian, Kristus-bekæmperen fra Kejser og Galilæer, går igen i nutiden: Bygmester Solness vil være ved siden af Vorherre, “gøre det umulige ligesom han”, siger Solness i trods – han svimler og ligger knust ved tårnets fod. Dernæst er der Borkmann; han forlanger “riget og magten og æren” – og ender som “ulven i bur”. Og endelig nu sidst Rubek, kunstneren i Når vi døde vågner; han mestrer de to foregående, sætter sig på Vorherres plads og fordrer tilbedelse; både han og hans offer ender da, som de må, i tåge og sneskred, mens den lille fru Maja, hvem voldsmagten (rovfuglen kaldes Rubek i dramaet, og den samme benævnelse bruges om Solness, ligesom Borkmann benævnes ulv) frivilligt har sluppet, fordi den ikke kunne komme ud af det med frejdighed og sund sans, – mens Maja altså, så ubetydelig hun end synes åndsaristokratiet, har opdaget goldheden i den statelige professor Rubek, “faunen” i den stoute bjørnejæger og svinestien i det besungne jagtslot, men først og fremmest – pointet i det hele – at hun selv har været et dumt pigebarn. Den lille fru Maja kan vågne, og hendes erkendelse er ikke alene klar nok til at bringe hende til at indse sin tidligere vildfarelse, men, i modsætning til Irenes, tillige livskraftig og udholdende nok til at den kan bringe hende til at ville ud af vildfarelsen. Deri ligger hendes styrke, og derfor frygter vi ikke for, at hun skal blive stikkende i sin anden dumhed, strejftoget med faunen. Hun vil, som hun svarer denne på spørgsmålet: “Og så bagefter? —– ” sige ham “Pænt farvel og tak for følget”. –

Vækkelsen, siger altså det sidste drama, er så småt begyndt, og dette vil atter, med et ord fra Kejser og Galilæer, sige så meget som at menneskeånden begynder at ville gøre alvor af at kræve sin arv, den rette og på rette sted – og leve, leve som den rige guds rige ætling, der har ret til et umiddelbart og personligt forhold til sit udspring og derfor både ret og pligt til et rigt, skønt og lykkeligt liv i fremskridt og udvikling, timeligt og evigt.

For løftelsen af denne arv har digteren kæmpet hele sit liv, og nu synes han at skimte, at slægten begynder at ville det samme – denne slægt, der ligesom fru Maja er træt af det kolde og golde kunstige åndsliv og der, ligesom både Julian i Kejser og Galilæer og Maja i Epilogen, vel et øjeblik drages af de “vidunderlige” beretninger fra faunens verden, men umuligt kan finde virkeligheden skøn; denne slægt, der vel endnu som Maja famler i nogen usikkerhed og ikke er helt borte fra farlige og vildsomme stier, men som dog, atter ligesom Maja, ikke synes helt at have sat mennesket til, idet den endnu har en rest af sund sans, af godt hjertelag og af vilje, en rest, der gør, at den kan vågne, kan komme til sig selv igen.

Men skal ikke søvnen atter snarlig indfinde sig og vor opvågnen være halv ubevidst og uklar, da bør vi sikkert, hvad retning vi så end høre til, tage skridtet helt ud og med Maja blive små nok til at erkende, at vi har sovet, og at det er vor egen søvn og dumhed og ikke noget andet, eller nogen anden, der har alle skaderne på sin samvittighed.

Langt sundere end at kaste skylden fra os vil det da være at lægge os på sinde, hvad den bekendte franskmand Lavisse ganske nøgternt har udtalt for nogle få år siden:

“Hver gang der fremkommer et brud mellem to på hinanden følgende slægtled, må det falde tilbage på opdragelsen, eftersom det er dens sag at sørge for den nødvendige overføring og overgang mellem fortid og fremtid”. – “Opdrageren må leve i den samme tid som de, han vil opdrage; han må kende de mangfoldige indflydelser, der kunne få indpas i de unges, ja allerede i barnets sjæl, og som i denne fremkalde en så at sige forudfattet og instinktmæssig mistillid, modstand og oprørskhed”. – “Når en opdrager ikke ved besked med, eller når han foragter det, der udgør et slægtleds særlige karakter – – – så har man ham mistænkt for blot at ville træde de gamle spor, at være hårdnakket konservativ, og han bliver således ude af stand til at værne de unge mod illusionerne, ude af stand til at føre den gode sag og til at vinde ungdommen for den”.

Og den gode sag, det er vel det, der er det blivende gennem alle tider, det, der gælder for enhver menneskelig sjæl. Opdragelsens ydre mål og midler derimod må veksle med de forskellige tider – nutidens er, atter udtrykt med et ord af Lavisse “At udvikle frie ånder, der forstå at styre deres frihed”, eller, udtrykt med Ibsens ord og hele livsgerning, at kalde på sjælene.

Løsenet i den ungdom, der er noget ved, og der har lært at tænke selv, er da allerede nu: frihed under ansvar. –

Men hvem er da slægtens opdragere? Mon ikke i eminent forstand forældre, præster, pædagoger, digtere, læger, jurister, filosoffer, samt kongens og folkets kårne mænd, alle disse, der på grund af den stilling i livet, som de selv har valgt eller taget imod, indtager en fremskudt plads; men dernæst tillige hver enkelt mand og kvinde? –

Mon det derfor ikke ville være virksommere, om enhver i den generation, der nu harmes, greb i sin egen barm og hellere end i uangribelig storhed at skælde ungdommen, indrømmede sin medskyld, tog ungdommen i hånden med et: lad os alle begynde forfra, gamle så vel som unge, begynde på bedre grund, på ærlighedens grund, på ansvarlighedens grund.

Thi hvem tør sige, at den ældre slægt står ansvarsfri i alt det, der nu vækker dens bekymring for den unge slægt? Digteren med den altid årvågne samvittighed tør det i alt fald ikke. Ved en fest til hans ære (Kristiania 74) udtaler han bl.a.:

“Når jeg ved festlige lejligheder har fornummet mindelser som dyret i bjørnetrækkerens[2] hænder, så er det nærmest, fordi jeg selv har stået medansvarlig i en tid, der begrov en dejlig tanke under sang og klang”. – og senere i samme tale: “Hvo er den mand iblandt os, der ikke nu og da har følt og erkendt i sig en modsigelse imellem ord og handling, imellem vilje og opgave, imellem liv og lære overhovedet? Eller hvo er den iblandt os, der ikke, i alt fald i enkelte tilfælde, egoistisk har været sig selv nok, og halvt anende, halvt i god tro har besmykket dette forhold både for andre og for sig selv? Den samme tanke går igen i begrundelsen til det lille vers, der står som motto over nærværende arbejde og er af senere dato; der udtaler digteren, at ingen tør regne sig selv helt ansvarsfri lige over for sin tids almensynder. –

Og er ikke dette netop det rette standpunkt? Det standpunkt, der først egentlig giver den, der optræder revsende, både myndigheden og retten til at revse? Ikke at enhver har givet grov forargelse, men svaghed, mangel på blik for tidens krav; eller sløjhed, fejhed og andre negative rariteter have ikke lidet på deres kappe. –

Men hvor mangen ligefrem forargelse kan der ikke desuden være givet ungdommen? Når gudsfornægtelse, moralsk afmagt og faun-agtige udskejelser f. eks. bliver fremtrædende i et slægtleds litteratur, så kan man være temmelig vis på, at disse stærkt have stukket hovedet frem i det nærmest foregående slægtleds liv; og når dette har kunnet ske, får man en stærk mistanke om, at de have gået på hosesokker allerede i det slægtled, der gik lige forud. Således er jo slægtleddene kædede i hinanden, at “giftblomsten” oftest først springer ud i det tredje led.

Lad os engang se digterens syn på almenlivet i 50–60’erne, den tid, hvortil nogle af rodtrevlerne fra nutidens “giftblomst” synes at række:

Den embedsmandsmæssige, nivellerende provst i det dramatiske digt Brand, han, der holder på, at “Liv er ét og tro et andet”, siger om præsten Brand:

“Hør ham ej; han har ej tro
som det sømmer sig en kristen”,
og dertil svarer Brand:
“– Der nævnte du just bristen,
bristen for os begge to,
bristen for det spredte hele!
Troen ejes kun af sjæle
– peg på en, som er en sjæl!
– Peg på en, som ej har kastet
– bort sin egen bedste del,
– der han famled, der han hasted![3]

Her som overalt går Ibsen til skadens rod og taler dernæst om, hvor letsindigt mennesket omgås med sit oprindelige guddomspræg:

“Først i præget af jer slider,
lever jer til tobens-dyr, –
så til nådens port I tyr,
søger Gud som invalider!
Derfor må hans rige ramle.

Her har vi altså, som senere i Kejser og Galilæer profetien om det, der måtte komme, nihilismen. Men så hedder det videre – thi det stod jo til mennesker selv at hindre profetiens opfyldelse –:

“Kun med blodets friske sprøjt
gennem alle sindets årer
han dig til sin arving kårer!
Kun som barn du riget vinder;
did får ingen ind sig lirke.
Kom da både mænd og kvinder,
mød med friske barnekinder
frem i livets store kirke! –”

Men det blev ikke forbi med “lirkeriet”; der mødtes ikke frem med den “friske barnetro”, den, der har evne til at forvandles til “frejdig mandetro”, og derfor har slægten måttet bøde.

I Kærlighedens komedie finder digteren åbenbart, at en del af skadens rod stikker i den romantiske periode med dens bestikkende halve sandheder. Han river næsten med vold falk ud af hans æstetiske rus og planter ham midt i livet. Også i tidligere arbejder træffer man Ibsens syn for romantikkens farer: “Ej var døden så [dvs.: således] i min faders kvæde”, citerer G. Brandes i sin bog, Henrik Ibsen, 1898, tredje indtryk; og digteren forfølger disse halve sandheder gennem alle følgende værker. Således reddes vel Falk, men halvt om halvt ved et deus ex machina-træk, ud af alt det, som han i manglende selvkritik har gennemheglet de andre for, medens Per Gynt går til de yderste yderligheder af romantiske og æstetiske løgne, Helmers lider skibbrud på æstetikken, og Hedda Gabler, der ikke rummer en smule andet end den, går til bunds.

“Dog”, har digteren et sted sagt,
“stiger der pest af den svampede bund
da varsler det mod foryngelsens stund –

“Håbet slipper han aldrig! Trods alt hvad der siges, vil man engang blive nødt til at indrømme dette, og ligeledes dette, at et så levedygtigt håb som Ibsens må bunde i en levende tro.

De gamle grækere havde et dybsindigt sagn om havguden Neptuns søn, den mærkelige Proteus. Der fortælles, at han snart viste sig som ild, snart som vand, snart som dyr og snart som plante, men at han dog til sidst for dem, der med stærke arme holdt ham fast under enhver forvandling, viste sig i sin egen skikkelse og åbenbarede dem det sande.

I sin egen ivrige sandhedssøgen er Ibsen blevet vor tids Proteus. Forstås han vanskeligt, turde fejlen måske ligge deri, at vi er noget langsomme i væksten. Men desuden er det jo et fra historien såre velkendt fænomen, at en storånd ved sine arbejder i længere tid selv må have gennempløjet jordbunden og forberedt gemytterne, før den forstås, idet det netop er storåndens gerning at pege på det vordende, på det, for hvilket det snart virkelig optagne, snart overfladiske, men altid travle hverdagsliv skygger, medens det dog ligger i tiden, dels som en ubestemt længsel, dels som en modstand. Først lidt efter lidt – og dette forhold er jo ganske naturligt, om det end ikke er heldigt – vækkes den almene sans for hvad der kræves fremmet, forvandlet, og hvad der må af vejen som udslidt. Men da bliver det også de mennesker, der var ærligst i det gamle arbejde, som, om end de for vild, eller om end arbejdet var nok så beskedent, komme til at udgøre den jordbund, hvori det nye gror den sikreste og sundeste vækst; og at liv i det store er skønt, det er sikkert, men at

“Liv i det små kan også være smukt”

er ligeså sikkert, selv om det kun er en styver (Kærlighedens komedie), der udtaler disse ord.

––––

A. Schack anker over dualismen hos digteren; men Ibsen har en dualisme, der er ægte nok. I alle hans arbejder er striden standende; overalt er der brydning, og denne brydning, der skal stå til verdens sidste dag, den betegner digteren som en sag, der vedkommer hvert enkelt menneske. Brydningen står imellem det himmelbårne og det jordbundne i mennesket[4]; og fra sin første digtning lige til dato har Ibsen vist dels undergangen, dvs.; et forspildt jordeliv, hvor ikke det himmelbårne går af med sejren, dels forrådnelsen, eller den udhulede form, hvor man blot lader sig lede af ydre forhold, af mødende begivenheder. Dels også, som i Brand, forvildelsen, hvor man tror at kunne og skulle gøre alt selv. En anden “dualisme”, om man endelig vil, findes ganske vist også hos digteren, denne nemlig at have et meget skarpt blik for skaderne, manglerne, og et meget forstående syn på det stakkels syndige menneske; men dette skulle vel kristne mennesker mindst af alt bebrejde digteren? Ibsens arbejder gør på en ganske ualmindelig måde indtryk af at være bygget over selve Guds ord, ikke på nogen måde doktrinært, men således at forstå, at digterens egne, ualmindelig rige sjæleerfaringer og hans iagttagelse af livet rundt om har sagt ham, at her var sandheden; – Han har tænkt og han har søgt, og man føler, at hans bibellæsning har været ham en støtte og et korrektiv, så at han på lignende måde som Paulus har fundet skriften “nyttig til overbevisning, til rettelse, til optugtelse i retfærdighed”. Og i dette digterens standpunkt ligger sikkert årsagen til det betagende, som så mange søgende mennesker finder og stadigt har fundet ved disse mærkelige arbejder, selv om de ikke helt blev forstået. Ibsens målestok er det absolutte, mens vi dagligdags mennesker som oftest holde os til det relative. Ibsen er derfor som digter kommet til at betyde religion, men religion på en anden måde, end dette ord almindelig opfattes, ikke som noget særskilt, noget, hvorom der tales, prædikes, men som den store livsmagt, der skal gennemtrænge, forklare og løfte de tvende andre livsmagter, poesi og filosofi, så at der af dem alle tre fremkommer en enhed, et liv i skønhed og sandhed – et Guds rige på jorden. (se Brand, Kejser og Galilæer og talen i 87 – Norsk forfatterleksikon.)

Man skal vanskeligt finde nogen, der er bedre hjemme i den hellige skrift end netop Henrik Ibsen; har man først fået øje derfor, kan man ikke undlade at se, at alle hans arbejder har den som baggrund. Men teolog i almindelig forstand er han ikke, lige så lidt som han er nogen direkte moralprædikant. Frem for alt er han som før bemærket ikke doktrinær. Ironien er hans hovedfelt; den er tillige et af hans våben, og han har ret til at vende skarpsiden til, thi han er vel bevandret i dens anvendelse på sig selv, dybtgående som han er i sin psykologi. Men han er ikke, som Schack mener det, blevet stikkende i det negative; dette er ham kun et middel til at vække af døs og til at fremkalde udvikling.

Som digteren selv forsker, vejer og måler, således har han vækket andre til eftertanke, til selvsyn og til selvkritik. Han har revet os ud af flokken og stillet os enkeltvis til belysning for os selv, til erkendelse af skyld, af oprejsning og af deraf følgende ansvar. Ideligt har han anstillet lødighedsprøver: enhver falder eller står ved sit eget værd, dette værd, der på den ene side tit syner så stort udadtil, mens det dog i virkeligheden er ringe eller intet; eller som på den anden side for overfladiske øjne er lig nul, måske endogså tilsmudset, men som dog, når det kommer til stykket, har i alt fald noget af det ægte præg.

Man stiller blot forsøgsvis to sådanne skikkelser sammen som Hedda Gabler i dramaet af samme navn og Gina i Vildanden. Hvem er den mest tilsmudsede af de to? Den udadtil, i verdens øjne så beundrede og korrekte verdensdame, der i dristig fordringsfuldhed får hele sin omgivelse til at neje sig for hendes sjælløse person, eller den stakkels nøjsomme og flittige fotografkone med den ikke pletfri fortid, hun der ikke kan stille sig selv lavt nok – hvem af de to? Spørger digteren sin samtid.

Generalsdatteren står ikke i hjerte forhold til noget som helst i himlen eller på jorden, hverken i fortid, nutid eller fremtid, – ikke til Løvborg, ikke til ægtefællen, ikke til det ufødte barn – kun sig selv først og sidst, sit eget tilsmudsede indre selv i den fine skal, der for hende er blevet alt, så hun til sidst “ækles” over det “latterlige og lave, der lægger sig som en forbandelse over alt det, hun bare rører ved”. Hun har end ikke anelse om sammenhængen eller om, hvor hun skal søge grunden til sin fortvivlede sjæletomhed – er kun et vandrende lig.

Fotografkonen, hvis hele tankesæt vel ikke er mere udviklet, end at hun i sin fortid ikke ser andet end “disse gamle intrigerne, som hun næsten har glemt” – thi hendes følelse overfor mand og barn er ægte – hun “tar i” både når det gælder de levende og de døde; og hun, der ikke lægger mærke til mandens anmasselser overfor hende selv, tåler ingen anmasselser, når det gælder Vorherre. Da Hjalmar efter barnets død truer mod himlen:

“Å du deroppe –! Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette!”

hører man Ginas stilfærdige:

“Hys, hys, du må ikke anmasse dig så fælt. Vi havde vel ikke ret til at beholde hende, kan jeg tro.”

Ja, Ibsen forstår at flytte grænseskel og at tumle med værdibestemmelser. Som sin herre og mester spørger han kun om menneskesjælen i ethvert menneskehylster, og ikke om hylstret selv. Tag den korrekte Helmers i Et Dukkehjem og den alt andet end korrekte Krogstad i samme drama. I hvem af de to slår det varmeste hjerte, i hvem af dem er der mest sjæl? Ja nu, 21 år efter, er der vist ikke mange, der ved en alvorlig gennemlæsning af stykket er blinde for, at Helmers fra scene til scene, gennem egne og andres replikker er fremstillet som et menneske, hvis moralske rygrad er den absolutte egoisme, hvor maskeret den end fremtræder. Men ligesom Helmers selv tror sig retskaffen, kærlig, moralsk, religiøs, således fremhævedes, ved stykkets fremkomst, af de fleste mennesker hans fortræffelige egenskaber. I den almindelige debat dengang gjaldt det: Hvem har ret? Nora eller Helmers? – at Helmers i det hele og store var en stadsmand faldt det kun få ind at benægte, og om end datidens æstetiske autoritet herhjemme, G. Brandes, ikke er blind for hans egoisme, så skriver han dog:

“Det fine og store i Et Dukkehjem var især, at Ibsen havde indrømmet ægtemanden så meget. Hvad havde Ibsen ikke indrømmet denne mand! Han er en grundhæderlig, punktlig, retskaffen mand, en fortrinlig husholder, øm over sin selvstændighed over for fremmede og underordnede, en trofast ægtemand, en streng og kærlig fader, en godhjertet og æstetisk dannet mand osv.”

Men denne målestok er ikke digterens; hans målestok er som før nævnt det absolutte. Derfor spiller, i Et Dukkehjem som i de andre Ibsenske dramaer, figurernes indbyrdes ret og uret ikke nogen rolle for digteren selv. Det er ikke dette, han vil have afgjort, for der er her som overalt uret, endogså megen uret på begge sider. Det er da ret uheldigt, at det netop er denne indbyrdes ret og uret, der af gammel sædvane altid står for os som det vigtigste: der må dog være én, der står med palmer i hænderne! – nej, siger digteren, thi i absolut forstand er der aldrig nogen, der står med palmer i hænderne, og denne gamle sandhed trænge vi til at få ind på livet af os, slappe som vi er.

Fra og med Et Dukkehjem giver Ibsen os da overalt kun svært skrøbelige og syndefulde mennesker, akkurat som der leves i den overfladiske verden. Og syner en engang statelig, som Helmers f. Eks., da er det ikke absolut digterens fejl, om vi lade os narre – grunden kan bl.a. findes i vor relative målestok.

Men spørger man om, hvor digterens sympati skal søges, ja da bliver det åbenbart hos dem af skikkelserne, der i højeste grad har vilje og evne til at erkende deres egen ringhed og til at udvikle sjælelivet, det være sig nu hoved eller bipersoner. Oftest er det de i “intelligensens” eller “fornemhedens” øjne lavest stillede, Maja f.eks. i Når vi døde vågner, hos hvem digteren finder den naturlige sunde sans og en modtagelig jordbund; også hos Nora i Et Dukkehjem findes en sådan; hun har bl.a. dog hele tiden, trods alle sine fejl, haft følelsen af, at elskov i sig må rumme kærligheden, når der skal være tale om et sandt og kysk ægteskab. Helmers derimod kender kun elskov og er derved fuldt tilfredsstillet; at han ikke har så meget som en anelse om sin egen ringhed er indlysende. Havde han blot engang for alvor og i ærlighed stillet sig selv, den æstetiserende og embedsmandsmæssige bankchef, ved siden af den fra digterens hånd så åbenlyst gennemheglede Per Gynt, så var opdagelsen måske faldet ham lettere. Men anelser ligger nu engang hverken for Helmers’er eller for Hedda’er, der alle, i mere eller mindre ubevidst selvbeundring og selvbedrag, går omkring og tilrane sig andres beundring.

I Per Gynt har digteren de satiriske briller på og maler med stærke farver; i Et Dukkehjem er ironien det fremherskende. Og skønt man i begge tilfælde tilsyneladende har sagt “hus forbi”, så har dog intet af arbejderne været helt uden virkning; men så meget har Ibsen altid været forud for sin samtids opfattelse af det etiske, at den fulde virkning endnu hører fremtiden til. – Men hvorom alting er, for digteren selv har en Helmers vist næppe nogensinde haft større værdi end “Fanten”, “Skrønemageren”, “sir Peter”en m.m. Per Gynt; de er dannet over samme læst. Man anstiller blot, som et ganske enkelt forsøg, en sammenligning mellem Helmers’ forelskelse i og opfattelse af Nora, hans “lærkefugl”, “egern” m.m., og Per Gynts forhold til Anitra, der skal gøres til “Houri i paradiset”, og man mærker sig et par strofer som disse:

“– derfor er det godt i grunden
med det tomme pandehvælv.
Har man sjæl så er man bunden
i betragtning af sig selv.
Jeg tar plads i sjælestedet
og forøvrigt – status quo!”

Er ikke Helmers ganske af samme mening? Han vil, efter katastrofen som før denne, være Noras “samvittighed og vilje”, men for øvrigt – status quo. Og status quo er, for Helmers som for Per Gynt, “sultanstævne og babylonske haver”. – Og, som i dette vrængebillede af “kærlighed” således kunne linjerne drages videre hvad moral og religion angår; disse er ikke en smule bedre befæstede hos Helmers end hos Per Gynt. Man anstille selv forsøget! – tag stadsklæderne af Helmers og Per Gynt står der.

Det er i det hele utroligt, hvor meget vi af hedenskab og jødedom har trukket med os ind i kristenheden; – Ibsen belærer os fortræffeligt derom, og en af grundene, siger han i sit ejendommelige sprog – dette, der går ud på at vise afstanden mellem idealet og virkeligheden – en af grundene er denne, at kristenheden som helhed endnu aldrig har holdt pinse. Digteren forstår hvad der ville komme ud af at holde pinse – i Per Gynt lader han “kirkefolk” på skovstien synge:

“Velsignede morgen,
da gudsrigets tunger
traf jorden som flammende stål!
Fra jorden mod borgen
nu arvingen sjunger
på gudsrigets tungemål.” –

Per Gynt, almenmennesket, hører det, men kryber sammen i skræk og siger:

“Aldrig se did! Der er ørk og øde”. –

Lidt efter føjer han dog til:

“Jeg er ræd jeg var død længe før jeg døde”. –

Endelig er erkendelsen altså i begreb med at bryde frem hos ham. Det berettigede i “kødets” og “åndens rige”, (udtrykkene er fra Kejser og Galilæer) har digteren altid været villig til at anerkende; men disse rigers voldsmagt har han for længst dømt: med rene ord i det mægtige dobbeltdrama Kejser og Galilæer, og ad negativ vej i alle sine senere dramaer, der med stedse stigende styrke forlanger et varmt og frugtbart hjerte- og sjæleliv, i stedet for et liv udelukkende i “kød” eller “ånd”, disse der snart i forening, snart hver for sig til tider ikke ville sideordne sig, men forlanger dels overtaget, dels eneherredømmet, men som derfor også med naturnødvendighed, simpelthen som virkning af årsag, må ende henholdsvis i forrådnelse (Hedda Gabler) i svimlende fald, i stivnende malmkulde og i sneskredfyldte tåger (Solness, Borkmann, Rubek).

Sidste akt af sit dissekerarbejde har digteren forelagt os i Når vi døde vågner. Rubek er fuldstændig død, uigenkaldelig; han har dræbt sig selv, da han misbrugte sit ideal og kun søgte sin egen ære. – Ulfshejm er på vej til at dø, hvor spillevende han end for tiden lader, (både i dramaet og i livet); thi som påfuglefjerene er pillede af ravnen, “rovfuglen” Rubek, således er fåreklæderne kommet af ulven Ulfshejm, der ser sig selv opdaget som “faun” og sit besungne jagtslot som “svinesti”. Men med et lig og med et skræmsel bliver vi vel engang færdige og siger derfor som digteren med Majas ord:

“Åh! Hvor guddommelig let det kendes at vågne”

–––

II

I Kejser og Galilæer hedder det: “Kødets rige er opslugt af åndens rige, men åndens rige er ikke det afsluttende”; de senere dramaer fortæller, ad negativ vej, hvad digteren regner for det afsluttende: et rigt hjerte- og sjæleliv. Hvor dette mangler, der lader digteren ethvert køds- eller åndsrige falde, det være nok så stolt udviklet; og han afklæder den megen indbildte herlighed, som vi alle – kristne og ikke-kristne, præster og lægfolk – i vor blindhed stadigt fristes til at bøje[5] os for hos andre og ofte ubevidst eftertragte for os selv.

I det rige, der udelukkende er kødets, er alt, hvad der udgår fra sanserne, simpelthen natur og ret, hvor vildt det end ter sig. Den, der ikke respekterer dette synspunkt, kan gå hjem og lægge sig.

I det rige, der udelukkende er åndens, er der kun plads for overmennesker; de mange nuller er dels den nødvendige gødsel, dels den fremhævende baggrund. Nu og da trækkes et enkelt nul frem, sættes på piedestal en stund, så længe det kan bruges; ja, det når måske endog den ære, at fremkalde en velsignet episode for overmennesket, men bagefter kastes det bort som den døde rest. Som en udpresset citron. (se bl.a. Kærlighedens komedie, hvor det hedder: “Jeg brød blomsten – ” Lige meget, hvo der tar den døde rest”. (det samme er et af ledemotiverne i Når vi døde vågner – Rubek har så overmåde “let ved at glemme, når han bare vil”, dvs.: når det passer ham).

I “det tredje rige” derimod, det “der har sine levende kilder under Adams lund og under Golgatas kors” kunne alle få lov at leve, den mindste som den største. Der er ensidigheden ophævet og der kan, som digteren mange år efter (i 1887) siger med henblik på problemet “det tredje rige” i Kejser og Galilæer, “poesi, filosofi og religion kommer til at gå op i en højere enhed, kommer til at danne en livsmagt”.

Men denne forening betragtes nu almindeligvis som umulig; og spørger man hvorfor? Lyder svaret: fordi man aldrig har set andet, end at disse tre magter bekriger hverandre.

Mindes man nu ved slige umulighedserklæringer lige over for denne kongstanke i Kejser og Galilæer ikke uvilkårligt Skules og Håkons samtale om Norges forvandling fra et splidagtigt rige til et enigt folk, hvor “alle skal være ét herefter, og hvor alle skal vide med selv og skønne at de er ét” –?

Fra at betragte poesi, filosofi og religion som tre splidagtige magter vil digteren vække os til erkendelse af, at enede kunne de blive til en livsmagt.

Ugørligt! Udbryder Skule lige over for Håkons kongstanke; “Sligt melder aldrig Norges saga om før”.

Umuligt! Udbryder man over for digterens kongstanke. Sligt melder aldrig verdens saga om før.

Men er problemet godt og stort, hvad man ikke benægter, hvorfor da ikke fordre, at man straks og i fuld klarhed giver sig i kast med det som noget, der vedkommer enhver personlig, i stedet for at henstille dets løsning til “de sidste dage” og disses komme atter til en uendelig fjern fremtid? Man ved dog, at hvad der synes meget fjernt, det betragter man i almindelighed som sig uvedkommende, og en slig betragtningsmåde fremmer ikke energien.

Sættes målet ikke højere end vi kunne sigte, så er det berettiget; – og er ikke de høje mål netop det tiden trænger til? – ret beset, er så desuden denne ening ikke netop det, som det bedste i de bedste mennesker uvilkårligt higer mod? Og er ikke “det tredje rige” os lovet? Men hvad der er os lovet, det have vi både retten og pligten at stile imod. – da desuden alle tre, både poesi, filosofi og religion er uopløselig og nøje knyttede til jordelivet, skulle så ikke, nu da tanken engang er fremsat, deres forening synes at være den naturligste ting af verden? Tilmed er det en historisk påviselig kendsgerning at de, adskilte, hyppigt gå i forfald, og at menneskeslægten derfor ofte har haft perioder henholdsvis af råddenskab, af goldhed og af fanatisme; i disse sidste er det, at der hos oprørerne kan fremkaldes ytringer som “at det ser ud som om sønnen foragter faderens værk, og at det er for dette formastelige vanvid at han prises så højt”. (Den frafaldne Julian).

Foren de tre, da kommer “det tredje rige”, og i dette kan alt, hvad der er berettiget, hvad der duer, hvad der er af levedygtigt i de to andre riger få lov til at udfolde sig i skønhed og ligevægt – kød, ånd og sjæl forenede i et hjerteforhold. I dette rige bliver menneskeånden så rig, at den ikke finder sig selv fattig ved at erkende, at den ikke formår alt af sig selv, og at den, for at blive til en levende sjæl, må være og blive i en direkte og levende forbindelse med Gud. I dette rige er der udvikling indad, fremad og opad for den højeste og for den mest tarvelige begavelse – denne sidste, som åndsaristokraterne med deres tilranede overmenneskeprivilegier aldrig ved, hvad de skal stille op med og derfor beærer med deres dybeste foragt. I dette rige kan man frit erkende sig for en synder, fordi der er en mulighed for “at hæve sig af synden”, som det hedder et sted i ballonbrev; der skal ikke altid dækkes over af os selv, thi er der en som dømmer, så er der også en som oprejser; der falder man ikke hen i dorskhed eller i tryg sløjhed; der er en evig higen mod lys og herlighed og derfor en evig fremgang. Dér endelig er den skønhed tiden hungrer mod, som det atter hedder i det nysnævnte ballonbrev.

På dette rige har digteren peget i Kejser og Galilæer; på det kalder han i alle sine senere dramaer ved at vise, hvorhen vi føres ved ikke at leve deri. På dette er det, at han forgæves har gået og ventet, og på dette fæster hans langsynte spejderøje sig nu endelig med håb om opfyldelse, idet han ser det røre sig rundt om i landene, skønt alt, for almindelige øjne, endnu ser broget nok ud. Og i dette sit langsynte håb sætter han nu, ved sin epilog Når vi døde vågner, endelig et punktum for den negative digtning. – Men vil man forstå selve dette punktum, må man vel huske på, at dramaet i sin egenskab af epilog til de 20 års negative digtning endnu må høre med til den negative retning, og at den eneste forskel, der i formen kan være på dette og de foregående arbejder, er denne, at her uddrager digteren selv det positive – skønt atter i negativ dragt: “Når vi døde vågner”, hedder det, “så ser vi – at vi aldrig har levet.”

Thi det døde sjæleliv, det kolde åndsliv og det bryndefyldte kødsliv er ikke liv – ikke liv for den gudfødte sjæl.

Men skal erkendelsen af dette, ikke at have levet, nu ikke af os føles som noget uopretteligt, noget knugende, knusende, som det føltes af Irene og Rubek, (og fra hvilket de begge til allersidst i lidenskab og med vold ville bort), da må vi med fru Maja ånde ud af fuldt bryst og føle vor opvågnen som en guddommelig lettelse, der har en virkelig frigørende evne.

––––

Efter A. Schack er Ibsens livssyn imidlertid et helt andet. Digteren bliver identificeret med Solness, for ikke at tale om Rubek i det sidste drama; med denne skal ligheden være slående. At Ibsen har tillagt samme professor Rubek adskillige af de træk, hvormed mange har behaget at udstyre den karikatur af ham selv, som det sidste tiårs totale uforståenhed herhjemme har dannet, er iøjnefaldende nok. Men man er sikkert i høj grad på vildspor, når man betragter dette som andet end et lille drilagtigt udslag af digterens humor. – En god samvittigheds pagt med Gud giver altid et overlegent syn. Han ser, at der på mange punkter er liv og røre rundt om i landene, således for her blot at nævne ét eksempel, den frejdige, indenfor lovlige grænser holdte hævden af retfærdighed uden parti-, religions- og personsanseelse, kun for at hævde ret og ærlighed, som en lille skare modige franske i de senere år har gjort sig til talsmænd for – så har han da nået sit mål, vækkelsen, menneskeåndens revoltering, og er tilfreds, uanset om det af de færreste, midt i døgnets larm som vi står, erkendes, at ingen har givet vægtigere bidrag til opvågnende liv og til frit og uhildet blik på tingene end netop Ibsen.

“Europa er voksent og vågen er tiden”, skrev digteren engang. Ja, i Europa erkendes han af mange som foregangsmanden; og mens nietzschianismen – med forskelligt navn i forskellige lande – nu ligger i de sidste krampetrækninger, fordi den er negativ ikke alene i sin form, men også i sin grund, så bliver Ibsen stående, thi hos ham har det negative altid haft sin grund i en mægtig positivitet.

Prøver ånderne hedder det med rette, eftersom der er så mange falske røster. Men da liv er idel udvikling og forvandling burde de vel prøves i forhold til den evige sandhed og ikke i forhold til skiftende tiders skiftende dogmer, former og idealer (disse i en folkefjende såkaldte kortlevende sandheder). Det er dette mange af os have forsømt lige over for Ibsen. I stedet for med uhildet blik i digterens egne arbejder, de tidligere og de senere, at finde den mand, der aldrig svigter sit kald, men røgter sin gerning som han må og skal, er mange mennesker ved ideligt gentagne, løsrevne og derfor ofte misvisende brevcitater, offentliggjort af G. Brandes, kommet på den tanke at G. Brandes og Henrik Ibsen så omtrent betyder det samme.

Men ser vi nøjere til, erfarer vi, dels at perioden for samarbejde i egentlig forstand hovedsagelig falder i slutningen af 60erne – fra den tid skriver sig den ovennævnte engang så meget omtalte ytring om menneskeåndens revoltering – og dels viser det sig, at digterens og æstetikerens gerning efter den tid stedse har fjernet sig mere fra hinanden, idet den første aldrig har “revolteret” imod Gud eller mod selve kristendommen – tværtimod – men kun mod menneskeværk, dvs.: alt hvad der kunne hæmme den fribårne menneskeånds udvikling og fremskridt på den bane, Gud selv har anvist den.

– – –

At bedømme en samtidig digter af Ibsens art er vistnok meget vanskeligt; men da han nu næsten har levet længe nok til at kunne betragtes historisk, lettes forståelsen. For mig kom der tråd i hele digtningen, da jeg først havde fået øje på Ibsens syn på mennesket som den levende, personlige guds “ætling” (udtrykket er fra Brand), ikke som noget forbigående og kun gældende enkelte udvalgte, men som noget, der fastholdes gennem hele hans produktion og som gældende hvert eneste menneske. Overalt stødte jeg under den omlæsning, som jeg derpå foretog af alle værkerne, på en stærk etisk personlighed, hvilende på en dyb og åndelig opfattelse af de religiøse sandheder, uafhængig af al teologi, kun holdende sig til Kristi egen forkyndelse. Som Kristus ideligt revser uåndeligheden, ikke alene hos de skriftkloge, men også hos disciplene, således også Ibsen. Thi kristenheden h a r en skat at værne; derfor svinger han tugtens ris hyppigt og stærkt både over kirke og menighed på samme tid som han viser, at hedenskabet må falde – både oldtidens og det moderne – falde, fordi det ikke kan stå. – at digteren lader dets fald ske med en vis honnør, ligger sagtens deri, at han ofte har fundet det i besiddelse af en større kraft end den, der til de givne tider har været til stede indenfor kirke og menighed. Men, falde må det: ingen kan i hele Ibsens digtning påvise det sted, hvor han lader hedenskab eller vantro sejre. I Kongsemnerne og i Kejser og Galilæer viser han derimod kristendommens sejr, og dette kunne digteren gøre, fordi disse dramaer var dels fortidsbilleder med en fuldbyrdet kendsgerning, dels fremtidsbilleder med et glad håb. Men at digteren, da han fandt det nødvendigt at skride til bygningen af samtidsdramaer, ikke har kunnet skildre kristendommens sejr i det almene liv er da ret naturligt: så længe han i samfund, der bærer kristennavn, ikke ser kristendommen ført ud i livet, så længe må han tie med sejren, thi vi har med en digter at gøre, der føler sig i en stor herres tjeneste; han vil og skal noget; derfra hans uryggelige fasthed, derfra også hans myndighed og derfra endelig også hans opladte øje og øre. Det betroede hverv, “at rejse folket og bringe det til at tænke stort”, (ytringen er fra 66) må og skal røgtes; går det ikke på den ene, så må der tages fat på den anden måde.

Og han fandt ikke det gik. Digteren har været som en Diogenes, der har gået og lyst efter mennesker her i disse mange kristne samfund. Det begyndte han tidligt på “Peg på én, som er en sjæl!” hedder det i Brand – og i sit håb og sin forventning om at se dem dukke frem siger han i december 1870:

“Indtil da jeg i min stue
går med handsker af glacé;
indtil da jeg søger fredning,
digter fornemt på velin;
det vil harme godtfolks slæng,
jeg blir sagtens skældt for hedning”[6]
Men jeg har en skræk for sværmen,
vil ej stænkes til af bærmen,
vil forvente tidens nærmen
i en pletfri bryllupsklædning.”

Men det trak ud med “tidens nærmen”. I 10 år (fra 69 til 79) går han “med handsker af glacé”, fuldender kun Kejser og Galilæer, som han har arbejdet på siden 64, skriver enkelte digte og dramaet Samfundets støtter og er for øvrigt kun spejdende fra tårnets tinde som søster Anna i eventyret.

Men ventetiden bliver ham for lang, han ser intet komme, “glacéhandskerne” må af, og han devoverer sig. Men hvad dette må have kostet ham, derom får man en idé ved at læse digtet uden navn; det er skrevet mange år i forvejen og om en anden, men følgende linler føles dog som dybt personlige:

“kval, – og stumhed! Kan I, dværge,
fatte ofrets fulde vægt?
Ved I, hvad det er at sværge
troskabsed på fremmed værge,
alt tilhobe for at berge
skindet for en rådløs slægt?”

Således altså tidligere; men i 79 er digteren nået så vidt, at han villigt kan bringe offeret – det var jo også lidt mere end “skindet”, der skulle “berges for den rådløse slægt”. Med Et Dukkehjem begynder han da på sine “udklip” af livet; bombe efter bombe kaster han ind iblandt “de døde levende”, som han kalder os i Kejser og Galilæer, og som han allerede har haft syn for i skoledagene[7]. Nu skulle vi vækkes ved vrangbilleder, vi som levede uden kraft, vi som havde vor kristendom som en teori og ikke som en livsmagt, vi som skød både evangelium og digteriske storskikkelser ud af det daglige liv, ikke i åbenbar fornægtelse, men dels i ligegyldighed, dels som noget uopnåeligt, som noget, de r virkelig er alt for højt til at drages ned i det daglige –

“Under ugens dage seks
haler I Guds flag til dæks,
og det er kun på den syrende
at det ses mod himlen flyvende!” (Brand.)

– – –

Den, der vil komme til forståelse af Ibsen, må ikke gå udenom hans digte. Vel er nogle af disse ikke mere lettilgængelige end dramaerne, men har man dem først, da er de til gengæld i høj grad oplysende; ret betegnende er også deres rækkefølge, der ikke altid er den kronologiske. Her skal et enkelt af dem straks omtales: Lysræd 1859. Digteren taler først om det mod, der særtegner barnet om dagen, i modsætning til dets frygt for mørket, en frygt, der dog ikke har sin rod i andet end eventyrets spøgelser. Derpå går han over til omtale af det udviklede, vågne menneskes frygt: rædselen over selve livets spøgelser, en rædsel, der ikke har noget med natten at gøre, men tvært imod melder sig ved “morgensolens skin” –

“Nu er det dagens trolde,
nu er det livets larm,
der drysser alle de kolde
rædsler i min barm.”

Og derfor forvandles nu den samme nat, der for barnet er et skræmselsslør, til et tilflugtssted for digteren:

“Jeg gemmer mig under fligen
af nattens skræmselsslør;
da ruster sig al min higen
så ørnedjærv som før”.

Og hvilken higen? – ja, med det foregående vers for øje og med Ibsens øvrige digtning som baggrund svinder vel enhver tvivl om, at det er den evighedshigen, der fornemmes af et menneske med den stærke følelse af sit eget evighedspræg og med den store smerte over at se evighedsvæsener rundt omkring trave om i god forståelse med troldtøjet.

Slutningsstrofen

“Ja øver jeg engang et storværk,
da blir det en mørkets dåd” –

synes nu næsten en profeti om Ibsens senere gerning – truende og trøstesløse stå ordene, indtil øjet åbnes og vi lære at fatte den skjulte mening. Thi som en “mørkets dåd” står på en måde Ibsens digtning i den sidste femtedel af århundredet, men tillige som et “storværk”, der vil komme til at hedde: fra mørke til lys, gennem gåder til klarhed. Med ariadnetråden – Ibsens tro på mennesket som Guds ætling – i hånd linder man ud af den Ibsenske labyrint og havner hos en digter, der ikke, som den ulykkelige hovedperson i Kejser og Galilæer, ud af al sin higen får andet end det fortvivlede: “O sol, sol! Hvi bedrog du mig!” Men som

“drømmende sover, hvor
Farao drukned
og Moses slap over” – (se digtet Ved Port Said),

fordi han, som Moses, aldrig slap troen på sin Gud og frelser.

[1] Kopi af digterens henvendelse – i spidsen for den nye udgave af hans samlede værker–

Til læserne.
Da min forlægger rettede til mig det elskværdige forslag at foranstalte en samlet kronologisk udgave af mine litterære arbejder, indså jeg straks hvilke fordele dette foretagende ville frembyde til en rettere forståelse af bøgerne. Samtidig med min fremskridende produktion er yngre slægtled vokset op og jeg har oftere med beklagelse haft anledning til at bemærke at disses kendskab til mine bøger er betydelig mere indgående for de nyeres vedkommende end for de ældres. Herved er der sket et brud på den læsendes bevidsthed om sammenhængen mellem værkerne indbyrdes og heraf igen udleder jeg for en ikke ringe del den underlige, mangelfulde og misvisende tolkning og tydning, som mine senere arbejder fra så mange hold har været genstand for. Kun ved at opfatte og tilegne sig min samtlige produktion som en sammenhængende, kontinuerlig helhed vil man modtage det tilsigtede, træffende indtryk af de enkelte dele. Min venlige henstillen til læserne er derfor, kort og godt, den at man ikke vil lægge noget stykke foreløbig til side, ikke foreløbig springe noget over, men at man vil tilegne sig værkerne – gennemlæse og gennemleve dem – i den samme rækkefølge som den, hvori jeg har digtet dem.
Kristiania i marts 1898,
Henrik Ibsen.»

[2] Se digtet Mindets magt.
[3] Under Napoleons ophold på st. Helena faldt talen en dag på de forskellige verdensriger og deres fald – også Napoleons eget rige var genstand for drøftelse. Pludselig vender N. sig til en i kredsen og siger: “men Jesu Kristi rige, hvad mener du om det?“ – Med nogen forlegenhed kom svaret: “Sire, det har jeg virkelig aldrig haft tid til at tænke over”.
[4] “Vi er da jordmennesker alligevel” siger Rita i Lille Eyolf (1894) “Vi er lidt i slægt med hav og himmel også, Rita–” svarer Almers.
[5] Stærkt fremhævet i Hedda Gabler, hvor alle bøjer sig for glansbilledet Hedda.
[6] Ja, herpå har forf. af nærværende arbejde adskillig bekræftelse, endogså sort på hvidt.
[7] En af Ibsens skolekammerater i Skien, senere præst, gengiver i 1878 efter hukommelsen følgende stil, som Ibsen har skrevet i 14–15 års alderen: “Under en vandring over vidderne overraskedes vi af nattens mørke. Som Jakob fordum lagde vi os til hvile med stenene under vore hoveder. Mine kammerater slumrede snart; selv formåede jeg ikke at sove. Endelig sejrede trætheden over mig. Da stod i drømme en engel over mig, som sagde: Stå op og følg mig! – hvorhen vil du føre mig i dette mørke? – Kom, gentog han; et syn vil jeg lade dig se, menneskelivet i dets virkelighed og sandhed. – Så fulgte jeg, med banghed; og nedad gik det som over uhyre trin, indtil fjeldene buede sig over os til mægtige hvælvinger, og derudenfor lå en vældig dødningeby med alle dødens og forkrænkelighedens rædselsfulde spor og tegn: en hel verden liglagt, sunket sammen under dødens magt, en afbleget, visnet, udslukt herlighed. Over det alt sammen – et svagt, dæmrende lys, dystert som det, kirkemurene og et hvidmalet gravkors kaster over kirkegården, i mere lys, end de kunne give, de hvidblegede benrader, som i uendelige rækker opfyldte de dunkle rum. En isnende banghed kastede synet over mig der ved engelens side: Her ser du, alt er forfængelighed. Da kom der en susen som af de første svage slag af en begyndende storm, som et tusindfoldigt stønnende suk, og den vokste til en hvinende storm, så at de døde bevægedes og strakte armene ud i mod mig … og med et skrig vågnede jeg – våd af nattens kolde dug …!”
Genfortælleren mindes den åndeløse stilhed i klassen, da Ibsen oplæste denne stil; og at den har gjort indtryk på ham, er da tydeligt, siden han så trofast har bevaret den i sin erindring

Indhold
Forord
Indledende bemærkninger, I, II
Ibsen–Holberg  I – VI
Syntesen
“Det vordende”
Slutning

Bestil gratis pdf for at læse resten.