C. N. Starcke:
Feuerbach – En monografi (1883)
Her kun Fortale
Bestil pdf for at læse resten

Fortale

Enhver monografi er på en måde også en historisk studie, og derfor vil også kun sådanne mænd egne sig til at behandles i monografisk fremstilling, hvis forhold til deres tid er et overlegent forhold; det må kunne se ud, som om det er tiden, der er optaget i dem; det må ikke være dem, der have deres plads i en eller anden krog af tiden. Interessen for en sådan mand hviler først og fremmest derpå, at han åbenbarer, hvad der rørte sig dybest i hans tid; han må fremstille ligesom den kærne, hvoraf fremtiden spirer frem. Skjult og utilgængelig for det almindelige øje, dækket af en skal af tilsyneladende heterogene fænomener, arbejder livet i denne kærne, indtil det en dag gennem bryder skallen og bliver synligt for alle som det, det er. Da studser de fleste og skynder sig at notere, at der er sket et, omslag i tidens bevidsthed, medens der i virkeligheden kun har fundet en naturlig udvikling sted. Skallen, det, der nu efter gennembruddet viser sig som det transitoriske, syntes tidligere at omspænde alt; det bredte sig som gyldigt i sig selv, medens det i virkeligheden kun havde den betydning at dække for det svage liv. Kun det levende og selvgyldige kan bære en monografi; skallen for sig ville stå død og forstenet.

På denne vis har jeg anset Feuerbach for egnet til en monografisk fremstilling. Hans tænkning er intet system, men en udvikling, der er: givet ved sig selv, fordi den er tidsalderens egen væsentlige udvikling. Hvad vi i vore dage se som frugten af hin tid, det søger netop sådanne forudsætninger, som karakterisere Feuerbaeh. Først og fremmest er livet stærkt i Feuerbachs tanke; hvilken vækst og formforandring har der ikke fundet sted fra den unge teologiske Heidelberger student til Bruckberger privatdocenten; og dog er kontinuiteten bevaret; anskuelse har afløst anskuelse, men stadig i kraft af det, samme princip, hall levede ikke i en stadig opdagelse af, at hvad han hidindtil havde tænkt var falsk, således som man til dels kan sige det om Schelling; Feuerbach slap i virkeligheden aldrig en eneste af sine tanker; han omsatte dem i en levende proces og kastede de ernæringsudygtige slakker bort.

Den tid, hvori Feuerbachs virksomhed falder, star os endnu så nær ind på livet, at vi må være yderst forsigtige med at fælde nogen endegyldig dom over den. For os har et sådant skøn over vore fædres tid stor betydning, idet vi i grunden først derigennem kunne få rede på, hvad der rører sig i vor egen tid, hvad der nu er kærne, og hvad der er skal. Skulle vi ud fra vor tids næsten alt opslugende interesse for eksakt, forskning pa alle områder såvel i politik som i videnskab og kunst, vove nogen slutning tilbage til den nærmeste fortid, da ville vi føle os fristede til at give dens inderste kærne en realistisk karakter i men gå vi ud fra hin tid, som den gik og stod, og slutte derfra frem til vor egen, da får alt et andet udseende; det realistiske i vor tid bliver en skal, et middel, kærnen derimod idealistisk Feuerbach er just det originale udkast til denne idealistiske tid i realismens klædedragt.

Ville vi opsøge en i hjertet realistisk tid, da er det forrige århundrede. Det dygtige, borgerlige, håndværksmæssige spillede her hovedrollen; idealerne fandt ikke synderlig videre udbredelse, end de kunne omsættes i klingende valuta af en eller anden art. Egoismen gjordes i bogstavelig forstand til moralens princip, ikke således, at det idealske i moralens kendsgerninger bidrog til at udvide begrebet egoisme ved at kaste sit skær tilbage over det, men netop således, at egoismen beholdt hele sit tørre beregnende fysiognomi, for hvis medusablik det moralske ideale blev til sten. En voldsom eksplosion og ikke en rolig vækst brød idealet en vej gennem dette panser, da Rousseau tog ordet for følelsen; i nogen tid gik kampen op og ned; følelsen ville ikke vide af skranker af nogen som helst slags; men alt eksisterende mit nu engang antage fast form og skikkelse; det kommer blot an på, at finde den rette form, der ikke forulemper sit indhold.

I revolutionen af 178l var alt endnu ubestemt; man talte om menneskerettighed er, men disse var og blev fraser, så længe de ikke kunne angive noget bestemt, reelt, hvortil mennesket havde ret. Den hellige alliance forstod fortræffelig at vende en sådan frase så længe, til den blev den blodigste ironi. Det er under denne ironis tryk, at Feuerbachs ungdom falder, og det er netop gennem opposition imod denne ironi, at han bringer sig selv til klarhed over hvad det var, han ville. Ligesom folkenes tilbagetrængte og indestængte længsel efter menneskerettigheder i begyndelsen kun havde svage former, således går det også med Feuerbachs stræben: Det må komme til fornuftens eneherredømme! er hans devise, og gives der vel nogen gudsjammerligere frase? Fastere og bestemtere blev fordringerne, indtil revolutionen af 1848 på ny satte alle grænser til side og hengav sig til den naive forestilling, at man blot behøvede at ville, så stod det der. Frankfurter parlamentet var anarkisk, den statsbygning, det opførte, var som Swifts berømte hus, der trods alle indre modsigelser var bygget så fuldkomment efter alle ligevægtens love, at det styrtede om, da den første spurv fløj imod det.[i] Det var anden gang, idealerne løb panden mod virkelighedens hårde og skarpe klippevæg og faldt blødende til jorden; men derved blev de drevet ind i sig selv; de lærte at få respekt for det virkelige, og det er alene i denne respekt, at vor tids realisme består; men grunden, underbygningen til det hele vedbliver ikke des mindre at være idealisme. Realismen er for os intet mere end et værn mod at komme på afveje, idet vi følge vore ideale strømninger. Medlidenhed, kærlighed, begejstring for sandhed og ret, er det ikke ideale magter? Miste de deres idealitet, fordi de klæde sig i virkelige former og ikke ville spanke om i kejserens nye klæder? Nej, først når de opløses og i sønderlemmet skikkelse kastes ud imellem de brutale realiteter, opgive idealerne ånden; en naturlig berøring med realiteterne gør dem kun fra blege skyggebilleder til rødkindede væsener af kød og blod. Til fuld klarhed over dette nåede Feuerbach først hen imod 1848; han var forud for revolutionen, men havde netop derfor tabt det ord, som tiden nærmest var indrettet på at høre. Da det gik op for folkene, at det, som det havde skortet på, var sans for realiteten, så blev Moleschotts og Vogts materialisme en tid lang den fane, man fulgte; men forskellen mellem denne og Feuerbachs ‘Menschenthum’ har Feuerbach selv tilstrækkelig pointeret.

Karakteristisk for Feuerbachs filosofi er dens i mange henseender aforistiske og usystematiske form. Den måde, han tænker på, er så ejendommelig, at man vanskelig kan forsøge på i noget videre omfang at fremstille hans filosofi i anden form, end han selv har givet den. Og dog er det netop en fremstillings pligt vel at bevare det ejendommelige i stilen og metoden, men endnu mere at ordne stoffet således, at oversigten lettes. Hvorledes man nu end i denne henseende vil træffe sit valg, så vil der bestandig kunne strides om. hvad der var det rette; et valg frembyder sine fordele i en retning, et andet i en anden. Jeg har været af den mening, at vil man komme Feuerbach så nær som mulig, så må man ikke presse hans filosofi ind i alt for stramme rubrikker. Stilen og karakteren søger jeg bibeholdt, idet jeg simpelthen følger Feuerbachs vækst fra skrift til skrift; oversigten lettes tilstrækkelig ved en dobbelt inddeling, en saglig og en genetisk.

Hvad den saglige inddeling angår, da har Feuerbach med fuld bevidsthed søgt at bane nye veje i 3 retninger, om han end næsten bestandig arbejdede på alle tre på engang. Disse tre retninger er: metafysik, religionsfilosofi og etik. Skarpt kunne han ikke adskille disse forskellige objekter, fordi hans filosofi er organisk, den er alt for meget et levende åndende sammensat væsen til at noget kunne være ham en genstand for den abstrakte metafysiske spekulation, uden fordi og for så vidt det var objekt for religion og moral; og i hans øjne er dernæst kun det en genstand for moralen, som tillige kan være genstand for religiøs dyrkelse, så religionsfilosofien måtte synes at blive centrum i hans filosofi.[ii] Men med navne må man være yderst varsom hos Feuerbach; ved religion forstår han kun det højeste anliggende for det praktiske liv, hvorfor etikken må blive den spids, hvori fremstillingen løber ud. At hovedvægten i fremstillingen lægges på det teoretiske fundament, metafysikken, forsvarer sig selv. Man må imidlertid ikke forlange, at den følgende fremstilling ikke skulle komme til at afhandle noget under metafysikken, som senere må tages op på ny under de andre rubrikker; den er jo en fremstilling af Feuerbachs filosofi, og hvorledes skulle den da kunne adskille, hvad Feuerbach ikke har skilt, fordi han ikke ville skille det:

“Mig gælder ingen metafysisk lov, som ikke kan eftervises som naturlov”, skriver han til Chr. Kapp i 1840[iii] og kun som naturlige, virkelige kendsgerninger har også religion og etik nogen betydning for ham.

Den genetiske inddeling vil særlig komme til anvendelse ved hovedafsnittet af fremstillingen nemlig metafysikken. Forud for en fremstilling af den tid, da Feuerbach trådte frem, vil man ikke rigtig kunne gøre rede for denne inddeling, der som oversigtsmiddel må strække sig videre end Feuerbachs ipsissima opera.

Om Feuerbachs karakter er det vanskeligt i alle retninger at fælde nogen dom. Det materiale, som foreligger, er forholdsvis sparsomt. Det er, foruden den alt anførte brevveksling med Kapp: “L. Feuerbach in seinem Briefwechsel und Nachlass sowie in seiner philosophischen Oharakterentwicklung. dargestellt von Karl Grun, Leipzig”, Winter 1874. I-II. Før der foreligger flere breve, og helst om de mest dagligdags ting, vil det være umuligt at tegne noget sammenhængende billede af den store tænkers person; selv hans personlige bekendte som f. eks. J. Duboc har ikke formået at løse denne sikkert meget vanskelige opgave.[iv]

Så meget er sikkert, at Feuerbach tidligt blev moden i sin tanke, men om han nogensinde blev, hvad man kalder moden til livet, det er, hvad man ikke kan afgøre. Han kom til verden den 28. juli 1804 i Landshut, men faderens, den berømte retslærde, embedsforflyttelser førte familien herfra til München, derpå til Bamberg og så til Ansbach, hvor Ludwig blev student 1822. Det følgende år gik han som teologisk student til Heidelberg Men heller ikke her kom han til ro; misfornøjet med alle sine lærere, undtagen Daub, forlod han allerede 1824 Heidelberg og gik til Berlin, lokket af Hegels ry. Her kastede han sig snart ganske over filosofien og disputerede 1828 i Erlangen, hvor han siden holdt forelæsninger indtil 1832, da han trak sig tilbage, fordi han ingen ansættelse kunne opnå nogetsteds; grunden hertil var, at man havde ham. stærkt mistænkt for at være forfatter til skriftet: Gedanken über Tod und Unsterblichkeit, 1830. Det heri konstaterede brud med den positive kristendom blev den anstødssten, hvorpå Feuerbachs universitetsstilling uigenkaldelig strandede, og om han end senere med selvfølelse oftere erklærede: Jeg er kun noget, så længe jeg intet er![v] så, synes det dog, efter hvad man kan dømme, som om denne tilsidesættelse har givet hans sind noget vildt og målløst for ikke at tale om, at den var den indirekte årsag til hans slette økonomiske stilling, som ofte tyngede hårdt på ham. Så vidt man kan se, var Feuerbach netop egnet til universitetslærer; at han forstod at samle tilhørere, viste han både ved sine første forelæsninger 1829-1832 som også senere 1835-1836, da han en kort stund atter prøvede på at trænge igennem ad den akademiske vej. Jeg omtaler i denne forbindelse slet ikke Heidelberger forelæsningerne 1848-1849, da disse blev båret oppe af så mange ydre omstændigheder.

Det var ikke tilsidesættelsen, der krænkede Feuerbach; tværtimod følte han sig “stolt” over den, og hans  senere forbitrelse mod Chr. Kapp, der ville skaffe ham en lærestol i Freiburg (Baden) 1840, i Heidelberg 1842[vi], kan måske finde sin tilstrækkelige forklaring i, at han troede, man antog, der endnu et eller andet sted i ham lurede et håb om et professorat, et ærgerrigt og ikke blot økonomisk håb, medens for længst professornavnet for ham havde tabt al sin ærværdighed. Men når han 1840 skriver: “Et talent mangler mig; det formalfilosofiske, det systematiske, encyklopædisk-metodiske talent, eller jeg har i det mindste aldrig dyrket det og ikke lagt vind derpå, i det mindste ved den nuværende tilstand af filosofien og videnskaben” [vii], så ligger deri en beklagelse; og skulle denne være fremmed for følel­sen af, at universitetsvirksomheden på en let og naturlig måde ville have givet hans talent denne udvikling? Hvis man antager, at Feuerbach har følt dette, da finder man en forklaring på det bitre, misfornøjede i Feuerbachs sind, som så ofte skaffer sig luft i klagende toner.

Dertil kommer hans mislige pekuniære stilling.

På Bruckberg porcelænsfabrik lærte han Bertha Løw at kende og giftede sig med hende 1837. Deres indkomster vare små[viii], deres bolig på Bruckberg var vel kønt beliggende, men den nærmeste by var Ansbach med sine kvægmarkeder! For en videnskabsmand er byen nødvendig; han har alt for mange hjælpekilder behov, som landet ikke kan skaffe ham; hvad således en intolerant regering havde begyndt, fuldendte skæbnen, Feuerbach var isoleret. I en henseende virkede landlivet gunstig; natursansen fandt rigelig næring; af fulde lunger indåndede han landlivets robuste luft uden at hjemfalde til landboens umiddelbare obskurantisme; Feuerbachs naturbehov antog straks en videnskabelig karakter, og han kastede sig over geologien. Det er interessant at lægge mærke til, at Feuerbach ikke tilskriver naturen selv, men et menneske sin fri interesse for naturen. “Det er dig, skriver han 1840 til Chr. Kapp, som har bragt en længe undertrykt, men for længst efter forløsning smægtende tilbøjelighed til en voldsom eksplosion”[ix]. Omgangen med mennesker af sin egen art var for Feuerbach lige så nødvendig som at sove og spise; mennesket bliver til igennem naturen; men det bliver først til menneske ved et menneske; dette er et tema, som den fra mennesker afspærrede Bruckbergerfilosof varierer i det uendelige.

Men havde han da ikke sin hustru? – Enhver ved, hvor langt kvindens uddannelse ligger fra mandens, hvor umulig det er for en mand i kvinden at finde erstatning for mænds selskab. Hist og her et sjældent eksempel på en kvinde, der er manden jævnbyrdig; men som oftest – nej! Og nu Bertha Løw? Jeg finder ikke et eneste brev fra hende, så hvad hun var, kan alene sluttes af, hvad hun var for sin mand. Grün meddeler en mængde breve fra ham til hende; men mærkelig nok have de alle mere eller mindre filosofisk interesse, cl. v. s. de hjerteudtalelser, der findes, bære langt mere præget af, at Feuerbach forholder sig til kærligheden overhovedet end til denne bestemte kærlighed, Bertha, Det er ikke min mening at betvivle hans varme og store hengivenhed for hende; men jeg mener, at man ar de foreliggende aktstykker ikke kan slutte, at hun har været mere for ham end så mange andre; først og fremmest tør man ikke slutte, at særlig hun skulle haft magten til at bringe i lave i hans sjæl, hvad skæbnen bragte i ulave. Forskellig er f. eks. konen, han skriver i til sin kone og til fru Emilie Kapp, hans kusine; denne sidste har åbenbart været mere for hans forstand, end hustruen var. Mærkværdig er det ellers, at han i sin stadige længsel efter Kapps kun rent forbigående omtaler sin hustru. I konflikten mellem Kapp og Feuerbach træder fru Emilie mæglende frem, hun har således været af de kvinder. der kunne hjælpe deres mænd i mere end husførelsen; om fru Bertha hører man intet, og dog var Feuerbach efter Kapps udsagn, en mand, der vanskelig kunne beslutte sig og altså måtte være særlig åben for en hustrus støtte. Selv skriver han rigtignok med en vis stolthed, et vist udseende af en umådelig beslutsomhed: “Kun hvor tiden er der til beslutning og handling, kun da beslutter og handler jeg”[x]; men dette turde netop være tegn på det modsatte; thi den, som føler med sig selv, at han er vaklende og usikker, tager netop aldrig beslutning før i det yderste øjeblik. Denne usikkerhed er for det første en almindelig egenskab hos alle mennesker, som leve ensomt og stille, og der kunne en kvinde hjælpe så uhyre meget; for det andet finder man ofte denne usikkerhed hos mennesker, hvis væsentligste liv er refleksionen, de blive ikke rask færdig med afvejelsen af pro et contra, og særlig slemt stiller sagen sig, når et sådant menneske ikke har nogen fast ydre målestok at grade sin handling med, som f. eks. en offentlig virksomhed. Er dette ikke netop velsignelsen ved en pligtgerning, at den samler karakteren? Grün anfører en karakteristik, som dr. C. Beyer giver af Feuerbach[xi], men er hovedtrækket i dette billede end den alvorlige tænker, så skimter man dog tydelig bagved den ubehjælpsomme verdensmand, d.v.s den mand, som vanskelig beslutter, om han end nok så gerne vil ville. Siger Feuerbach ikke selv, at han kun vanskelig bliver herre over sine ydre omstændigheder, han distraheres let, skriver vanskelig og er i det hele under en umådelig indflydelse af vejret, sine stemninger o. desl., alt sammen tegn på ubeslutsomhed. “De har, skriver han til sin kusine, sandsynligvis troet, at deres kære fætter, Fritz Kapp, ingen velkommen gæst er. Rigtignok faldt hans ankomst i en højst ulykkelig periode, i krisen, hvor jeg træffer afgørelse om et bestemt vinterarbejde, hvilken periode sædvanligvis hos mig er forbundet med voldsomme storme og kun under betingelse af fuldstændig uforstyrrethed udefra går over i den tilfredsstillede virksomheds lykkelige periode.”[xii]

Denne delthed i viljen, tænker jeg, er Feuerbachs melankolske sind. Ved siden deraf besad han en usædvanlig stor personlig elskværdighed, hvorom navnlig Bolin fra Helsingfors aflægger smukke vidnesbyrd. Medlidende og velgørende, allerede under sin studentertid i Berlin, bevarede han disse egenskaber hele sit liv igennem. Desværre kom han selv i sit livs aften til at trænge til andres velvilje. Bruckberg faldt i en ågerkarls hænder, og han måtte forlade sit mangeårige opholdssted 1860 og tage ind i en yderst ubekvem bolig ved Nürnberg. Foruden at boligen var slet, var han her ofte blottet for det nødvendige, og venner af hans tænkning måtte træde hjælpende til. Efter gentagne slagtilfælde døde han d. 13. sept. 1872.

Med hans filosofi hænger denne hans livsskæbne således sammen, at den, der lider meget, ønsker meget, Han følte, at mangen en byrde, han nu næsten segnede under, ikke ville være falden i hans lod, om ikke alle disse hans betydning som videnskabsmand uvedkommende hensyn havde drevet ham ud af den vej, hvor hans evner ville have fundet den naturligste Udvikling. Han følte sig i strid med alt det herskende, til sidst endogså med tidsånden, men han følte sig i slægt med det bedste hos menneskene, og til dem stod derfor hans fremtidshåb. Det, han følte sig i slægt med, var udviklingen, der gør menneskene klogere og derfor bedre, thi det er klogt, lærer han, at unde andre lykken, dvs. at være god; men det, han stred imod, det, under hvis vægt han segnede, så han, var et årtusinder gammelt bjærg af vrange anskuelser, en af disse tog han sigte på, så skulle det hele ramle sammen; det var religionen eller rettere tilbedelsen af en transmundan, personlig, fuldkommen Gud. Siden Aristoteles dage har filosofien anerkendt denne forestilling, men også bestandig opdaget, at enhver form, hvorunder den søger at begribe den, er umulig. Det er materialismens betydning i filosofiens historie, bestandig at holde bevidstheden vågen og opmærksom på det umulige i, at der på engang kan være en virkelig gud og en virkelig verden. Den virkelige gud eller den virkelige verden! Her er valget ikke svært. Men hvad. er den virkelige verden? I dette punkt er Feuerbach mere end materialist, det er i hans besvarelse af dette spørgsmål, at vi mene at genkende spiren til det, der bevæger tænkeren i vore dage; kun spiren, ganske vist, men hvilken kraft i den spæde spire, at den har kunnet sprænge et sligt klippepandser. Derfor kunne vi nu røre os så frit, fordi andre har sprængt lænkerne, og hvilken uhyre opgave dette var, forstår enhver. Ikke ville derfor Feuerbach nøjes med at indføre et nyt videnskabeligt princip, nej, han ville indføre en ny religion, der ikke som den gamle skulle lære menneskene at knæle for en allerede færdig, lyslevende, overmægtig gud, men lære dem at leve og virke således, at om mulig en guddommelig eksistens i tidernes løb kunne beredes de kommende slægter Det er denne lære, som j eg har foresat mig at skildre i dens fødsel og vækst.

[i] Briefwechsel zwischen L. Feuerbach und Chr. Kapp 1832-1848, Herausgegeben und eingeleitet vom Aug. Kapp. 1876. Einleitung pag. 29.
[ii] Se Vorrede til hans sidste arbejde: Sammtl. Werke, Bd. X
[iii] Kapp, pag. 84, 1883. Nr. VI.
[iv] Duboc: Gegen den Strom, 2te Ausg.
[v] Kapp, pag, 114. Sämmt. W, Bd. II Curriculum vitae pag, 403
[vi] Se Kapp, pag. 171 ff.
[vii] Kapp, pag. 119.
[viii] Se Grün, I., pllg. 222.
[ix] Kapp, pag. 85.
[x] Kapp, pag. 144.
[xi] Grün, I, pag. 223.
[xii] Kapp, pag. 233.