C. Lambek
Det bestandige i menneskelivet (1931)

Første kapitel 

Halvliv og halvviden

Det betydningsfuldeste systemskifte i menneskeslægtens historie fandt sted, da tyngdepunktet i vor tilværelse rykkede over fra at ligge i herredømmet over de ydre kår til at ligge i den fremadskridende organisering af menneskets indre. Der sattes hermed et nyt skel i de levende væseners række, langt bemærkelsesværdigere end forskellen mellem mennesket og dyrene eller mellem dyr og plante. Skiftet betød, at det hos mennesket, som udgør dets væsentligste ejendommelighed, fornuft eller ånd, nåede til fuldmyndighed og tiltrådte sin endelige opgave. Over den menneskelige tilværelses kaos tændtes et nyt håb, et styrende princip: vort indre væsens lovgivning.

Naturligvis skete denne forandring ikke pludseligt ved en omskabelsesakt, men gennem en kontinuerlig udvikling, strakt over århundreder eller årtusinder; ej heller fandt den sted hos alle folkeslag samtidig eller hos alle individer indenfor samme folk på engang. Men hos samtlige såkaldte kulturfolk er systemskiftet en tydelig kendsgerning og ifølge sin betydning den vigtigste mærkepæl i den historiske udvikling. Man har derfor lov at undres over, at historikerne ikke har noteret begivenheden. Der er aldrig sket noget, som mere trængte til at indprentes i den almindelige bevidsthed. Det ser ikke tillidvækkende ud, at historieforskningen fortaber sig i den omstændeligste interesse for myriader af petitesser (som oven i købet gerne har tabt deres aktive betydning), mens det vigtigste lades upåagtet.

Endnu er intet kulturfolk kommet til erkendelse af de umådelige forskydninger i virkelighedsbilledet, som uvægerligt er fulgt med denne tyngdepunktforandring. Den offentlige bevidsthed er ikke blevet averteret, og som følge deraf har tankerne kun spredt og sporadisk vendt sig til at tage konsekvenserne op og bringe den praktiske livsførelse i overensstemmelse med den forandrede virkelighed. I en tid som vor, der praler af sin realitetssans, leves der mere blindt og fantastisk end nogensinde. Den mørkeste middelalder havde ikke større skyklapper for øjnene end nutiden. Overtroen går blot i andre retninger.

Det kraftigste tilløb til at skabe den manglende tidssvarende virkelighedserkendelse er gjort af kristendommen, hvis klart bevidste hovedtema er: det indres overvejende betydning. “Hvad nytter det dig at vinde den ganske verden, om du tager skade på din sjæl?” Men tilløbet forfejledes, derved at kristendommen aldrig har vendt sig til at tage jordelivets timelige problemer op. Halvt eller helt skyder tankegangene ovenover og udover mod et fjernere sigte, sjælens frelse og oprejsning i det hinsides. Her skal kun kendsgerningen fastslås, at ved sin indstilling hidtil har kristendommen ikke løst opgaven at føre menneskene til timelig virkelighedserkendelse. Den har ladet “denne verden” fremdeles være jammerdal og tilstræbt at give evigheden en desto større strålekraft.

For at rive menneskeheden ud af dens fra urgammel tid nedarvede overtro på de ydre tings overragende betydning – for at løse den rent humane opgave at give sjælene kraft og rejsning til et jordeliv, som lod menneskets sande værd og høje muligheder komme til syne, måtte man have givet plads for en anden parole, i det mindste som supplement: Hvad gavner det dig at vinde hele verden, hvis du har en gold, kaotisk sjæl, så at din tilværelse trods alle ydre goder kun bliver et ørkesløst sammensurium af fattige, forkrøblede oplevelser? Ingen religion, og heller ikke videnskaben, har taget sig for at organisere det indre menneske.

Hvis følgerne heraf ikke falder enhver i øjnene, kommer det vel af, at de er for store i forhold til synsvidden; for små er de ikke. Dyrene, som vi hovmoder os overfor og behandler som væsener af lavere værdighed, lever efter alt at dømme et ret helstøbt liv, i fuld væsensudfoldelse og tæt kontakt med deres forudsætninger – derfor spillevende i alle ledemod, sande i deres rørelser, rene for humbug. Trods al deres uvidenhed gør de næppe andre dumheder end dem, de bøder med livet for. Det er, i al beskedenhed, en tilværelse præget af gyldighed og harmoni.

Hvordan står det til med os? Er det ikke om menneskenes forvaltning af livet, at der er sagt: “Forfængelighed, alt er forfængelighed!” Hvor dybt er vi ikke sønderbrudte af urede, opædte af frugtesløsheder, vanføre af indbildninger, forvirrede af skuffelser, overladte til tomheder. Vi roser os af ansvarlighed, af sammenhæng, men har kun flitterstads at skjule vor nøgenhed i. Vi bryster os af vor kundskab, af mangfoldig forudseenhed, men er bunduvidende om livets væsentligste krav og vilkår, dem som er sat af vort indre væsens lovgivning. Menneskeslægten, skabningens krone, lever et vagabonderende, forhutlet halvliv, fordi den til orientering for sin livsførelse kun besidder en i bund og grund sammenhængsløs halvviden.

Om de ydre tings væsen og betydning og om den mangfoldige mekanik, der bestemmer deres ordning i forhold. Til vort tarv, vides der god besked. Men de forborgne indre forbindelser mellem livets utallige enkeltheder er så godt som ukendt. Og dog er det denne indre sammenhæng mellem vore spredte oplevelser og handlinger, der i bund og grund bestemmer udbyttet af vore anstrengelser. Det er faktisk heraf, alle værdier har deres udspring, og det er heri, at alt, hvad der har betydning for os, sluttelig samler sig.

Det er vanskeligt i få træk at give et billede af den mærkelige dobbelthed i vor tilværelse, der er kaldt den ydre og den indre verden. Al vor oplevelse er direkte eller indirekte et sammenspil mellem begge. Vor organisme og eksistenserne i omverdenen befinder sig i stadig, vidtforgrenet vekselvirken med hinanden. Vor opfattelse bliver halv, vor bedømmelse skæv, hvis vi kun har forståelse til den ene side. Den, der lever i indadvendte betragtninger, og den, der lever udadvendt, er lige store fantaster. Begge verdener er lige virkelige og gør sig gældende i vort liv med samme ubrydelige nødvendighed.

Det egentlige indhold i den umådelige proces, der kaldes kulturudviklingen, er uden tvivl de forandringer, den lidt efter lidt har bundfældet i mennesket selv. Vore begreber om kulturopgaverne i fortid og nutid bliver falske og kommer til at virke som ledetråde til udartning og forfald, hvis denne menneskets indre forvandling lades ude af betragtning. Den danner det bestandig springende punkt, hvorom udviklingsprocessen svinger. De subjektive omdannelser giver sig udslag i en mængde fluktuationer i tingenes betydning, en stadig forandring af målestokkene.

Søger vi at gøre os rede for, hvori denne forvandling består, så finder vi, at det centrale deri uden tvivl er en stadig voksende levendegørelse, en mangfoldigere aktivering af den indre sammenhæng, vi kalder jeget: individet bliver en rigere jordbund for ønsker, interesser, impulser; dets bestræbelser forlænger sig og forgrener sig, dets tanker omspænder videre kredse; af dets indre vælder stadig flere og mere forskelligartede rørelser og forlangender frem. Disse kildespring indefra ompræger oplevelserne.

I alt dette, der kan betegnes som en fremadskridende forskelsrigdom, følsomhed og livlighed i menneskesindene, findes atter en indre kerne: den gådefulde proces vi kalder aktivitetsudfoldelse eller subjektiv energi – selvstyrelse og selvforvaltning. Hvad dette vil sige, giver kulturstudier kun ringe indblik i, men vi kan iagttage det hver dag hos os selv. Det er forborgne indre tilblivelser, som synes at fremkomme ved, at jeget undergår snart denne snart hin selvomdannelse. Ved første øjekast kan denne opfattelse måske se påfaldende ud, men det synes virkelig indlysende, at vi overhovedet kun kan gøre indsatser i livets gang såvel som i de ydre begivenheders løb netop i kraft af selvomdannelser. Vor aktivitet må i alle sine former bunde i, at der udvikler sig forandringer i os selv. Hvad skulde vi kunne foretage os andet? Vi har umiddelbart og direkte ikke herredømme over andet end vor egen organisme; vore livsvirksomheder rækker ikke ud over deres egen kreds, deres indre forbindelser. Når vi frembringer legemsbevægelser og derigennem bevirker forandringer i omverdenens ting og forhold, sker det altid i kraft af ændringer i os selv, gennem indre omformninger, hvoraf muskelspændinger er de mest fremtrædende. Og i al vor overvejen, tænken og beslutten er omdannelser det bestemmende. Overalt hvor vor omtanke og vurdering ikke resulterer i at bekræfte det bestående jeg, er vi inde på at omorganisere vort indre.

Hvis vi var uden evne til at præstere dette gådefulde indre røre, der giver sig udslag i selvomdannelser, vilde vi åbenbart være prisgivet de ydre tilskikkelser og kun eksistere som en kastebold for omverdenens tilfældigheder, ligesom de livløse ting. Det er uden tvivl de subjektive aktivitetsudfoldelser, særlig sindets skiftende aktivitet i sansning, tanke, følelse og handlen, der er kernepunktet i det at være levende. Ikke vor liden og tålen, ikke vor føjelighed, men de aktive omdannelser i vort indre, er den røde tråd i vor tilværelse, det centrale i alt, oplevelsernes marv.

Med sin stærkt øgede sjælelige forskelsrigdom og levendegørelse, med sin mangfoldighed af ønsker og behov, er kulturmennesket kommet ind i en omskabelsens svikmølle, der hastigt ruller videre, til knald eller fald. I modsætning hertil lever planter, dyr og lavtstående mennesker i en temmelig stabil tilstand, der kan karakteriseres som vanebundethed. Tyngdepunktet i deres liv kommer derfor til at ligge i de ydre kår. Deres aktivitet er mere fastlagt og maskinmæssig, den består i forbigående omformninger, der gennem det normale forandringskredsløb i organismen hurtigt føres tilbage til den tidligere status. Samme faste gangart finder vi i vore normale legemlige livsvirksomheder, de vegetative funktioner og muskelbevægelserne. Sjælelivet derimod er, som den senest påbyggede “etage”, mere plastisk, ligesom også dets særlige væsen giver langt rigere muligheder for nyskabelser. Det er her, i den sjælelige aktivitet og i organisationen af den umådelige mangfoldighed, der rører sig i nutidsmenneskets sind, at nøglen til vor fremtid ligger.

Vor tilværelse er individuel, vi er formet som individer. Det vil sige, at alt hvad vi opfatter som vor tilværelses kreds, både den ydre og den indre verden, i grunden kun består i eller repræsenteres af vore egne livsvirksomheder, idet de ydre eksistenser alene gør sig gældende for os ved at påvirke vor livsudfoldelse. Alle individets livsvirksomheder hænger sammen indbyrdes, korresponderer med hinanden, bygger direkte eller indirekte på hinandens medvirken, så at de simpelthen kan siges at leve af hinanden, og de danner et sluttet system, hvoraf det er umuligt for jeget ved nogen som helst aktivitet at bryde ud. Ingen livsvirksomhed har muligheder for andet end at forbinde sig med andre indenfor kredsen, ændre dem i en eller anden retning og gennem vekselvirkningen eventuelt forandre sig selv.

Hermed er det givet, at den indre organisations vellykkethed, forbindelsernes frugtbarhed, frodighed og harmoni, udgør en af vore fundamentale livsbetingelser. Ligesom ydre vold eller ydre mangler kan ruinere os, og ligesom svigtende helbred kan lamme og udmarve os, kan også sindets goldhed og urede undergrave hele vor tilværelse. I samme grad sjælelivet er slapt, usammenhængende og disharmonisk, taber de ydre goder deres værdi.

Individet får ikke anden oplevelse end de livsstrømninger, det formår selv at udfolde eller ved ydre eksistensers hjælp fremkalde indenfor sit hylster. Dets udbytte af livet beror på, hvor rige og sammenhængende elle

r hvor fattige og kaotiske disse oplevelser former sig. Af den ydre verdens påvirkninger alene kan ingen leve. Hvis disse indstrømninger udefra ikke har organiseret forbindelse med indre drivfjedre, en eller anden sindets higen, vil oplevelserne hurtigt blive tomme. Enhver kan let overbevise sig om, i hvilken grad vi lever af egen frembringelse. Langt den største del af vore oplevelser skaber vi selv i kraft af vort eget sindsindhold og egen energi, og i så godt som al oplevelse er dette indefra frembragte det eneste, som får anden betydning for os end tant og tidsfordriv. Evner vi ikke selv at udfolde liv, opnår vi midt i den rigeste ydre overdådighed kun en ludfattig tilværelse.

Fysisk lever vi af stof- og energitilførsler fra omverdenen, men sjæleligt lever vi hovedsagelig af vore egne initiativer. Er der ingen higen og drivkraft i os, hvoraf vedholdende bestræbelser fremgår, vil vore tankebevægelser og vort handlingsliv falde i smuld af mangel på bærekraft og hurtigt opløses. Til at fylde sindet får vi kun et sammensurium af vagabonderende ideer og flygtige følelser, der drysser ud i overfladisk geskæftighed. Uden kildespring af sjælelig aktivitet vil heller ikke livsimpulserne udefra blive andet end et virvar af stumpe pirringer, der hastigt taber sig og overlader sindet til dets egen slaphed og kedsommelighed.

Når menneskene lider skibbrud og synes, at alle livsudsigter styrter sammen for dem til en ruinhob uden mening, plejer de gerne at skyde skylden fra sig ved at henvise til årsager, der ligger udenfor dem selv: tilværelsens orden er urimelig og fuld af svig, livet er et virvar af modsigelser, som ingen kan hitte rede i, en drejende kværn hvori vi hjælpeløst males sønder. Eller medmenneskenes falskhed og lavhed skulle bære skylden. Men disse anklager svæver i luften, så længe man ikke har undersøgt, om det sørgelige udfald ikke skyldes en mere nærliggende årsag, nemlig at man selv har vanrøgtet de muligheder, livet bød på. Med hvilken begrundelse kan vi stille krav til verdensordenen eller et nådigt forsyn? Det er så temmelig ud i det blå. Og af menneskene kan vi vel i hvert fald ikke forlange, at de skal være bedre end vi selv. Lad os ikke gå uden om sagens kerne, som er, at vi er væsener begavede med aktivitet; en mægtig nådegave har vi fået: enhver af os sidder hver dag på ny “i udspillet”. Hvad skulle vi kunne kræve andet og mere, end at tilværelsen rundhåndet byder os en overdådighed af gode, reelle tilbud, som det bliver vor egen sag at bringe resultater ud af? Vor første fornødenhed er at lære at leve. Forsømmer vi dette krav til os selv, bliver vore øvrige fordringer til livet problematiske.

Hvad er egentlig sandheden om menneskene rundt omkring os? I det ydre gør de fleste et nogenlunde velkonserveret indtryk, men er det andet end en maske? Langt flere end man aner ender vist nok i stille fortvivlelse som sidste stadium. Vi ser bort fra dem, som på en eller anden kunstig måde slipper uforsøgt gennem livet. Men af dem, der når til sådan alder og modenhed, at de gennem fuldbragte erfaringer kommer til at høste, hvad de har sået, må sikkert de allerfleste i stilhed erkende, at de føler sig dybt skuffet af livet. Ikke fordi de ser sig ruinerede af enkelte bestemte dårskaber eller vanheld, men “sådan i det hele taget”. Det er et dybere og uhjælpeligere forlis, det er forfærdeligere og skånselsløsere end alle sorger: det er intetheden, der samler sig om dem og kvæler dem. Hvilket forlis kan være totalere, end at livsfrodigheden, strømmene der vælder frem i sindet, taber sig, forflygtiges og svinder hen? Hvad i alverden skal et menneske gøre, i hvem kildespringene er udtømte eller tilstoppede?

Hvad er der sket med disse mennesker? Udvortes set intet, eller så godt som intet i sammenligning med den indre forandring. De er løbet tomme og er blevet øde i sind. Forhåbningerne til livet har som ved en usporlig forvandling mistet deres kraft. Den hemmelighedsfulde energi til at gro og frembringe er ikke mere. Selv ville disse mennesker sige, at de simpelthen er kommen til at se nøgternt. Illusionernes skæl er faldet fra deres øjne, en ubønhørlig afklaring er trængt dem til marv og ben. De kan ikke længere, som de har gjort før, leve på naiviteter. De små krusninger, det daglige, uvilkårlige bølgespil i oplevelserne, fanger dem ikke mere. Forfængelighedens drømme og indbildningernes gøglesyner er ophørt at dåre dem. Og forgæves søger de efter, hvad de i stedet skal vende deres sind til. De lodder barnagtigheden i det halsende kapløb mellem mennesker om at overtrumfe hinanden. Hvilket tåbeligt rend! De spørger sig selv, om livet mon er andet end en masse gebærder, der løber ud i ingenting? Hvor findes en gerning, værd at udrette, fast og stærk af indhold? Opnåelser med virkelig næring i? Glæder der ikke har bærme på bunden? Møje der ikke er tom? Livet behøver ansporelser og perspektiver, levende forjættelser, der strækker sig gennem dagene og årene og indgyder alt, hvad de rører ved, friskhed og ny tilskyndelse. Uden dette kildevæld fra usynlige dybder er der ingen levendegørelse. Tilværelsen bliver kun en daglig, beskæmmende kamp for at værge sig mod den yderste nød, sammenfaldet.

Hvorfor er denne skæbne ikke blot tusinders lod, men snarere regel end undtagelse? Det er jo ikke de ringeste eller de i sædvanlig forstand skyldigste, der rammes af den. Mindst af alt er det tåberne, de letsindige og sorgløse, de hjerne- eller hjertetomme – for dem er der dårskaber nok at leve af, en overflod af sæbebobler at lege med, fabler og skin i massevis. Tværtimod er det de redeligt forstandige, der hjemsøges, de ansvarligt sindede, de klarhedssøgende, altså netop dem, hos hvem den officielle udadvendte livsforståelse fortrinsvis skulle stå sin prøve.

Er dette den modning og høst, naturen har beskikket menneskene? Nej, ingen virkelige tegn tyder på, at vi efter naturens orden skulle være bestemte til at gå i stå, så snart vi har opspist vor arvelod – så snart barndommens friskhed og ungdommens lettro og fyrigheder er afblomstrede i os. Heller ikke kan det fra naturens side være strafbart at rense sig for pjank. Når al oplevelses næringskilde, aktiviteten, dør hos så mange mennesker, så snart de kommer til en vis “modenhedsalder”, er grunden efter al sandsynlighed: mangel på røgt og pleje. Sindets kildespring har aldrig fået deres ordentlige næring og aldrig fundet de nødvendige betingelser for at blive holdbare. Man har drysset sig bort i tilfældige livligheder i stedet for at grundlægge bestræbelser, der havde rod nok, dybde, omfang og næringskraft, som gav varighed. Livet i dem har aldrig nået den fulde rejsning, der betegnes ved ord som alvor, ægthed, gyldighed. Det har kun artet sig til spredte tilløb, et urede af halvheder og tilfældigheder, der ikke kunne give andet resultat end armod. Den dag da man efter naturens orden skulle til at leve på sit indhold, fandtes der intet. Besvigelsen ligger i, at man ikke havde anet, det behøvedes, men dryssede afsted i den tro, at alt fremdeles ville “gå af sig selv”. Intet kan koste dyrere end at misforstå livet.

Det er vanskeligt at forklare, hvad der mangler. Ordene og begreberne derfor er endnu ikke skabt. Kundskaberne, der skulle oplyse denne del eller side af vort væsen, er næppe nok begyndt at dæmre frem i vage anelser. Men opdyrkningen af mennesket til sjælelig levendegørelse i kraft af personlig sammenhæng kan ikke længere forsømmes. Organisationen af menneskets indre er blevet et spørgsmål om liv eller død. Vort ydre livsmiljø er blevet stadig mere kompliceret, vi selv er blevet mere og mere indviklede væsner. Livets brogethed og tingenes mangfoldighed samler sig til et virvar, der er ved at kvæle alt og alle. Der kan ikke være tvivl om, at det er i os selv, forviklingen ligger. Derfor er det en forbavsende fejlvurdering, vi i nutiden er vidne til, når bestræbelserne stadig endnu samler sig om at fremskaffe stedse flere ydre livsmidler og en mere broget kundskab om udvortes forhold, mens sjælene nødlidende vansmægter af mangfoldig blindhed, opløsning og vildrede.

Sammenhæng i vor livsførelse er et uafviseligt naturkrav. I alle ting er vi den lov undergivet, at hvert af vore foretagender, hvad enten det drejer sig om tankers og følelsers gang eller om ydre handlinger, uvægerligt slår tilbage på os selv, med godt eller ondt, med nød eller befrielse; thi enhver af vore bevægelser hænger sammen med indre omdannelser, der mere eller mindre stiller os på en ny fod. Liver efter sit væsen bevægelse og forvandling. Intet skridt, vi tager i vor livsførelse, er neutralt. Følgerne vil hjemsøge os før eller senere. Forsømmelser kan være ligeså skæbnesvangre som dumdristige indgreb i tingenes gang. Vor tilværelse er uhjælpeligt på godt eller ondt trivsel, hvis vi vælger rigtigt, vanheld, hvis vi vælger forkert. Sammenhængene i vort indre danner den eneste vejledning, vi har at ty til. Findes der ingen sammenhæng, eller kun en overfladisk og vilkårlig, bliver forvirring og forgæveshed vor lod.

Det er derfor, at vi føler vor tilværelses umådelige sammensathed på engang som en velsignelse og en forbandelse. Det er derfor, at vore oplevelser for det meste former sig til blandinger af herlighed og kval. Som Jeppe i baronens seng må vi udbryde: “Jeg er ikke gal, jeg er ikke klog, jeg er fattig, jeg er rig, jeg er en stakkels bonde, jeg er kejser.. a..a.. hjælp!” Et tryllerige af muligheder omgiver os, vi rører os mellem utallige tillokkelser, men griber vi efter dem, finder vi os på underfundig vis bundne af hensyn og tyngede af lænker, som fortid og fremtid omslynger os med på alle leder. Thi bagved livsmangfoldigheden, mylderet af fragmentariske enkeltheder, hvori vor tilværelse er udstykket, gør et forborgent system af forbindelsesbehov sig gældende. Fragmenterne vedkommer hinanden. Det søndrede forlanger at samles. Ellers opløses vor tilværelse til lede og vanmagt. I alle ting stræber livet med hver eneste fiber efter sammenhæng. Målet over alle mål er helstøbthed.

De skjulte, uhåndgribelige sammenhængskrav i vor natur, som er aktivitetens kilde og stadige næring, betegnes undertiden som livets uskrevne love. Det er disse forborgne sammenhængskrav i menneskenaturen, som den nyere kulturudvikling alt for længe er gået på tværs af. De åndelige behov kan ikke ustraffet tilsidesættes. Et sporskifte må gøres, hvis det håb om fremgang til lysere kår, der utålmodigt rører sig i de moderne kultursamfund, ikke skal ende i en kæmpemæssig skuffelse og forvirring. Ved siden af de sociale forholds ordning er det åndslivets problemer, kræfterne må sættes ind på.

Imidlertid er der ingen grund til at kaste vrag på noget af de goder, som den tilbagelagte ensidige kulturudvikling har gjort til almeneje. Det gøres ikke behov at vende ryggen til “verdens lyst”, munterhed og livligt samkvem. Hvad det drejer sig om, er at gøre disse glæder sandere, give dem sundhedens former og farve. Der skal ikke prædikes forsagelse eller underkastelse under mystiske pligtbud. Noget sådant ville heller ikke nytte. Den tugtens vej, dydsprædikanterne gerne henviser til, har altid været håbløs og er det nu mere end nogensinde. Det ligger i menneskenaturen at søge livsnydelse, og hvad kulturen går ud på, er ikke at baste og binde vort væsen, men at fuldkomme det. Der må skabes forudsætninger for at ændre livsnydelsen ved et radikalt sporskifte.

Gennem årtusinders anskuelsesundervisning har den lære sat sig fast i sindene, at vejen til at opnå en rigere tilværelse er at forskaffe sig det mest mulige af ydre goder. Men selvfølgelig gælder det ikke blot om at højne sine udvortes kår, man må også højne sig selv. Programmet rigdom, magt og ære er kun et fattigmandsprogram, et proletarideal. Men hvordan skal dette kunne gøres forståeligt for menigmand, så længe forestillingerne om, at der findes en hel verden af andre glæder, endnu er vage og uudformede? Denne anden verden er aldrig blevet oplyst. Sjælens virksomhedsudfoldelse som kilde til livsnydelse er kun kendt af de indviede. Sandt at sige er det ikke til at undres over, at materialismen florerer, så længe åndslivet famler om i uklarhed. De herskende tilstande er ikke den brede befolknings skam, det er de videndes skam.

Vi må se den kendsgerning i øjnene, at åndslivet i ordets verdslige forstand aldrig er kommet til gennembrud. Et net af fordomme, uvidenhed og vilkårlige påstande har hidtil hindret menneskeånden i at vise sin evne til at omskabe livet. Årtusinders granskning af åndens virken og frembringelser har ikke sat anden frugt end nogle såkaldte åndsvidenskaber, der nærmest står som hjælpeløse tilskuere overfor menneskelivets virvar.

Andet kapitel – Forberedende undersøgelser

I. Det usigelige i sjælelivet.

Fra alle sider erkendes det, at åndslivet er langt det vanskeligste af alle forskningsområder. Hovedgrunden hertil har Jean Paul udtrykt i en enkelt sætning: “Der innere Mensch hat keine Zunge”. Vi formår i virkeligheden ikke at skelne klart, hvad der foregår i vort indre, netop det væsentligste deraf lader sig kun antydningsvist udtrykke i tankeform. At udrede strømningerne og omskiftelserne i vort bevidsthedsliv er en opgave, der går ud på intet mindre end at fastholde det uhåndgribelige, give det formløse form og finde ord for det usigelige.

Selviagttagelsen formår kun at gribe de overfladiske former og træk af begivenhederne i den forunderlige indre verden, der kaldes vort sjæleliv. Det er disse lidet sigende træk, man sædvanlig fremstiller under navn af sanse- og forestillingspsykologien. Denne side af bevidsthedslivet vil nærværende skrift kun i allernødtørftigste omfang beskæftige sig med. Det er de dunkle, for vor direkte opfattelse næsten utilgængelige regioner af sjælelivet, vi i det følgende skal opsøge. Det er nemlig her, at det egentlige i vore oplevelser skjuler sig. Det “stoflige” eller forestillingsmæssige i bevidsthedslivet repræsenterer åbenbart kun overfladiske forskelligheder, men viser os ikke det bærende og bestemmende i strømningerne og forandringerne. Med andre ord: Det er betydnings· eller værdiindholdet i vore oplevelser, vi skal søge at få tag i.

Dette indhold åbenbarer sig kun på dunkel og ubestemt måde for selviagttagelsen. Det lader sig ikke eksakt beskrive. Selv de mest velbekendte daglige foreteelser som tålmodighed, håb, nysgerrighed, bekymring, interesse og hensigt er ubeskrivelige, og en nøgle til forståelsen af deres indhold og væsen er ikke fundet. Ingen kan sige, hvad der er drivfjederen eller bærekraften i dem, hvad der giver dem indflydelse og retning. At der findes noget bagved det synlige stof- og forestillingsmæssige i vort bevidsthedsindhold, og at det just er dette bagvedliggende, hvorom al interesse til sidst drejer sig, er der vidnesbyrd nok om. Alle mennesker ved det. Fra gammel tid har det været betegnet som “den del, hjertet tager i tingene og begivenhederne”. Det forestillingsmæssige bevidsthedsindhold skifter på mangfoldige måder virkekraft, sammenhæng og sigte, skønt det at se til bevarer sin identitet. Man har givet det bagvedliggende skjulte indhold i vore oplevelser navn af følelse og vilje. Men det tjener jo ikke til synderlig oplysning at hefte et navn på fænomenerne. Stort andet end en sådan navnepåklistring er psykologien ikke nået til overfor det, vi her taler om, interesseindholdet i de sjælelige omskiftelser. Så snart man spørger om virkelige oplysninger, om praktisk brugelig livskundskab, bøjer psykologien gerne af og skjuler sin hjælpeløshed i intetsigende vendinger. Det er det manglende, vi i de følgende kapitler skal søge at grave frem, så vidt muligt, i håb om at fremskaffe i altfald nogle indledende grundtræk af en aktivitets- og værdilære. Hvori kan det uhåndgribelige indhold i vore oplevelser bestå? Efter alt at dømme må det dreje sig om dynamiske foreteelser, forandringsforplantninger. I forbindelse med de forestillingsmæssige omskiftelser, som selviagttagelsen er i stand til at gribe, foregår der rimeligvis i os mangfoldige indre ændringer og omdannelser, som har deres kilde i sammenspillet mellem forskellighederne, vor bevidsthed øjeblik efter øjeblik spænder om. Som vi snart skal komme til i det følgende, må vi på forhånd gå ud fra, at der foregår indbyrdes vekselvirkninger mellem de samtidige foreteelser på det psykiske område, og det er indlysende, at disse sammenspil mellem forskellighederne netop må blive så flygtige, formløse og forvandlingsrige, som iagttagelsen viser, da de indre forudsætninger og virksomheder må være i uafladelig omskiftelse.

Det er ikke uforståeligt, at selviagttagelsen, hvis væsen hovedsagelig er reproduktion og forestillingsmæssig sammenlignen, ikke kan gribe disse strømninger, langt mindre skelne grundene til de subjektive omdannelser, der antagelig er begivenhedernes kerne. Reproduktion og overhovedet alt det forestillingsmæssige i sjælelivet hænger i bund og grund sammen med strukturdannelser, fikserede grundlag for funktionerne. Hvad erindringen kan vise os, er kun de blivende eller rettere de forblevne fikserede ordninger, men ikke de fluktuerende indre forandringer i livsvirksomhederne, imens de forløber. Eller endnu skarpere udtrykt: hvad tanken er i stand til at genkalde til bevidsthed, er egentlig slet ikke den tidligere funktion med dens levende særegenheder, dens vitalitet og datidige betydning, men kun en funktion “i de samme baner”, som måske i det nye nu har en ganske anden livsintensitet og virken end den forrige. Det kan sammenlignes med, at heller ikke en bestemt muskelbevægelse, som vi jævnlig udfører, eller pulsslagene, der løber gennem vore årer, gang efter gang er ens, de er utvivlsomt mere eller mindre vekslende i funktion eller vitalitetsform; kun fra strukturens side er de identiske, det er de samme sæt af fikserede ordninger, funktionerne udfolder sig på grundlag af.

Disse omskiftelser eller indre omdannelser i livsvirksomhederne, der sandsynligvis fluktuerer fra nu til nu, vil jeg kalde vitalitetsændringer. Beror følelses- og viljesfænomenerne på sådanne forandringer, så forstår vi, at de ikke i egentlig forstand kan erindres, men kun ad indirekte veje så at sige kortlægges. Thi disse bølgegange i livsvirksomhedernes sprudlen og groen, samt omskiftelserne i deres indbyrdes levende sammenspil, må åbenbart være en hel verden for sig, bagved det forestillingsmæssige eller stoflige, der kun er udtryk for tilstedeværende strukturer. Vi forstår tillige, at der ikke lader sig drage bestemte grænser mellem følelses- og viljeslivet, det vil antagelig sige mellem de i øjeblikket skeende vitalitetsændringer og de fremtidige virkninger deraf, thi skeen og virken hænger på bunden sammen og kan ikke løses fra hinanden.

Har vi således dannet os en vis forestilling om beskaffenheden af de fænomener, vi vil undersøge, så må det første spørgsmål blive, om vi da slet ikke har holdepunkter af nogen art overfor disse bølgegange i vor livsudfoldelse? Aflejrer de intet som helst i vor erindring, hvortil vi kan støtte os?

Det er en almindelig kendsgerning, som man kan få bekræftet hos enhver, at vi mennesker ved meget mere, end vi har evne til at udtrykke – meget mere end vi formår at gøre os selv rede for. Man plejer at sige, at vi har det på følelsen, eller vi har det i os som en dømmeevne og sporsans, måske undertiden som et indre syn, der dog tegner sig med træk, som ingen forestilling kan gengive. Dette personlige vidende er så at sige fastgroet i vort indre og kan ikke løsgøres for erindringen, det er bundfældet og ubevægeligt. Hver gang det dukker op og viser sig i et flygtigt glimt, er det en udelelig helhed; prøver skelneevnen at pille det itu, bliver det straks til intet. Det kan måske betegnes som en mellemting af hukommelse og sindelag, nærmest det sidste, en fremglimten som om en sindelagsformation ramtes af en lyskaster. Og denne lyskaster, som alene formår at opvække dette vidende, er: en lignende situation, et tænkt eller i nuet virkeliggjort livsforhold, der svarer til pågældende sindelagsformation. Det synes altså at være en kundskab af samme bundne natur som en genkendelse, der jo blot har evne til at svare ja eller nej på en given tiltale, erklære overensstemmelse eller uoverensstemmelse. Det passer godt til vor antagelse, thi mon ikke forskellen mellem det ny og det kendte netop er en forskel i vitalitet, et ændret forløb.

Det er i kraft af disse særegne, underligt bundne og ugribelige sindsaflejringer, at vi besidder en “instinktiv” dømmekraft, en “intuitiv” opfattelsesevne, der i utallige tilfælde virker som vor eneste vejleder. Det er f.eks. også ved hjælp af disse bundne erindringer, at vi skelner mellem “ægte” kunstneriske frembringelser og “åndløse” imitationer. Det egentlige indhold i sand kunst skal altid “læses mellem linjerne”, det består netop i, at indtrykkene, vi modtager, fremkalder i os den slags åbenbaringer og genklange, hvorom her tales; de udløser strømme af vor bundne viden; mens ved kunstefterligningerne denne skjulte levende kerne mangler eller i alt fald er uoriginal, de graver intet nyt og overraskende frem, og når de føles som “hule og tomme”, er det, fordi de hovedsagelig rører sig med det påtagelige ved tingene uden at gribe dem om roden og oplyse deres hemmeligheder.

Der kan næppe være tvivl om, at denne vor erindrings underverden af stum og immobil viden er afspejlinger af det “bagvedliggende” i vore oplevelser, værdisiden af tingene, følelses- og viljesfænomenerne, hvoraf sikkert den inderste og egentlige sammenhæng i vort liver vævet. Hvis det er rigtigt, hvad vor fornuftmæssige omtanke påstår, at kun strukturdannelser kan give erindring, må vi antage, at der ved siden af den forestillingsmæssige struktur – den såkaldte forestillingsassociation findes andre strukturaflejringer i os, som livsvirksomhedernes bølgegange og skiftende sammenspil afsætter.

Det næste spørgsmål må blive, hvad nytte der kan drages af de påviste holdepunkter? Det er en slags “indre stemmer”, som kun kan svare ja eller nej. Heraf følger, at de i forskningsøjemed ikke kan bruges til andet end at verificere eller forkaste fremsatte ideer, hypotetiske fortolkninger af den dunkle skrift, som livserfaringen afsætter i vor bevidsthed. Men hvordan tilkendegiver stemmerne fra vort indre, om de godkender eller forkaster? Da alt vort sindsindhold må bestå i livsvirksomheder, kan denne ja- og nejsigen næppe ytre sig på anden måde end gennem forskelle i sindstilstande, et forskelligt åndeligt befindende. Hypotetiske fortolkninger, som stemmer med de indhøstede livserfaringer, fremkalder en “sandhedsfølelse” , det vil sige en tilstand af befrielse, klargørelse og befæstelse, mens nej-sigen ytrer sig ved en følelse af forplumring, uro og hæmning. Om pålideligheden af disse “svar” kan der tvistes, men vi har intet andet at holde os til, da en logisk udredende sammenligning mellem den hypotetiske påstand og vor i sindets dyb bundne livskundskab ikke er mulig. Navnlig vil det være vanskeligt at skelne mellem halvrigtigheder og fuld overensstemmelse. Erfaringen viser i rigt mål, at halvsandheder ofte har vundet tiltro som nøgler til flere og større gåder, end de virkelig kunne opklare. Problemet er, hvordan vi kan sikre os, at godkendelserne bliver afgrænsede til, hvad der virkelig stemmer overens?

Det vil straks være indlysende, at der aldrig kan dømmes ud fra enkelte personlige livserfaringer. I sådanne vil altid flere eller færre tilfældige omstændigheder og specielle indflydelser gøre sig gældende. Selvom menneskene ikke i høj grad var forfaldne til at tro og fastslå, hvad der stemmer med deres ønsker, vil dog personlige opfattelser, der er påvirkede af individets særegenheder, allerhøjest have gyldighed for det individuelle levnedsløb. Derfor er det givet, at skal vi have håb om at nå til en sikker erkendelse, må vi søge at fremdrage de træk i livet, der gælder overalt og altid. Vi må holde os til det almene og gennemgående, som virker bestemmende i ethvert levnedsløb. Det vil med andre ord sige de fundamentale træk i livets konstruktion. Kun med hypoteser af den beskaffenhed vil vi have tilstrækkelig sikkerhed for, at verifikationen bliver gennemgribende. En påstand af den art kan ikke nøjes med at passe ind hist og her i livserfaringen, den må passe ind overalt, hvor den efter sit indhold hører hjemme. Den vil så at sige komme til at løbe spidsrod gennem hele livserfaringen.

Disse grundtræk, vi søger, er en række ubekendte, der som en indre kerne af bestandigheder antages at gå igen i vore oplevelser og bestemme deres sammenhæng, på lignende måde som de såkaldte naturkræfter bestemmer både de enkelte fysiske begivenheder og deres sammenspil i det totale verdensforløb. Denne sammenligning halter stærkt på grund af den dybe ulighed mellem liv og mekanik, men den kan dog tjene til at vise, at de skjulte grundtræk, vi søger, efter al sandsynlighed ikke kan hverken udformes til fuld bestemthed eller verificeres uafhængigt af hinanden, men kun i forening. De må nemlig optræde i mangfoldig vekslende forbindelse og sammenspil, så at de i de forskellige erfaringer viser sig i en mere eller mindre forskellig skikkelse, idet de afgrænser hinanden snart på den ene snart på den anden led.

Opgaven må derfor komme til at gå ud på at konstruere et samlet system af hypoteser, der i forening kan virke som et tydningsinstrument til fortolkning af livsfænomenerne, specielt de sjælelige. Ærede læsere, som møder med krav om “eksakt” forskning, må jeg derfor anbefale enten at springe fra her eller at lægge disse forestillinger til side. Med det program, at hvert skridt skal bevises, vil man aldrig komme nogen vegne på det åndelige område. Alt hvad jeg kan stille i udsigt på de efterfølgende sider, er hypoteser, som ikke mangler en rimelig begrundelse og sandsynliggørelse.

At gøre det tilsyneladende umulige muligt ved at konstruere et sammenhængende spørge- og tydningssystem er ingenlunde ukendt indenfor videnskaben; tværtimod har denne forskningsmåde på næsten alle områder været hovedmidlet til fremgang. Pionerarbejde af større format gøres gerne på den vis, mens “eksakte metoder” er noget, som videnskabens bagtropper og hærskarerne af docerende professorer trøster sig med. Men i grunden kan man godt sige, at enhver realvidenskab taget i sin helhed ikke er andet end et tydningsinstrument, ved hvis hjælp vor iagttagelses- og opfattelsesevne er skærpet og udvidet, så vi er i stand til at se mere, end den enkelte erfaring direkte siger os.

Jeg har valgt nærv. bogs titel for at fremhæve den opgave, der efter min mening ligger i første linje. Det er det bestandige og fundamentale i menneskelivet, opmærksomheden må rettes imod; af andre byggeemner lader et tydningsinstrument sig ikke danne. Jeg nærer ingen illusioner om at kunne præstere andet og mere end ufuldkomne begyndelser. Det hovedsagelige turde også være, om det kan lykkes at vise, at der findes en vej til i alt fald i nogen måde at kaste lys over åndslivets problemer, så andre vil fortsætte arbejdet.

II. Forholdet mellem materie og bevidsthed.

Til imødegåelse af visse sandsynlige misforståelser må jeg til de foregående indledningsbetragtninger endnu føje en kort fremstilling af mit syn på det gamle stridsemne: forholdet mellem det psykiske og det fysiske. Hele måden, hvorpå jeg i det følgende tager åndslivets foreteelser op til undersøgelse, er nemlig præget af en bestemt anskuelse om dette spørgsmål.

En udbredt påstand, som støttes af mange autoriteter og derved har slået rødder i den almindelige bevidsthed, går ud på, at sjælelivet skulle danne en slags adskilt etage eller region i vor tilværelse, som i et og alt passer sig selv, så at der skulle eksistere to områder, det psykiske og det fysiske, der er totalt lukkede for indflydelser fra hinanden. Muligheden af et sådant dobbeltunivers eller dobbeltsidigt univers a + b, skal jeg lade stå hen, skønt det rigtignok synes plat umuligt, at det ene univers da kan vide noget om det andet, eller at et x, sjælen eller jeget, kan vide af begge. Men jeg bestrider afgjort, at denne anskuelse er andet end løst og uklart hjernespind. Den begrundelse, påstanden skulle hvile på, viser sig at være uholdbar. Det er en kendsgerning så sikker som nogen, at der intet som helst vides om grænserne for vekselvirkningen hverken for den fysiske eller den psykiske regions vedkommende, altså heller intet om, hvorvidt der finder nogen korrespondance sted mellem dem eller ikke. Loven om energiens beståen, der påberåbes, har ingen anvendelse her, idet sikkert ingen fysiker vil påstå at kende alle tænkelige omsætningsformer af fysisk energi eller at kunne holde rede på, om noget “smutter over” i de psykiske fænomener. Det er kun et kort åremål, siden nye udstrålingsformer opdagedes, og mere af lignende “smutteri” kan nok forventes. Ligeså uholdbare er de slutninger, man drager ud fra de fysiske og de psykiske fænomeners påståede totale ulighed i karakter. Man har aldeles ingen total opfattelse hverken af den ene eller den anden slags fænomener, altså heller ikke af, om deres indbyrdes ulighed i væsen er total eller ikke. Især fremhæver man, at de fysiske fænomener “udfolder sig i rummet”, de psykiske derimod ikke. Men man ved intet om, hvor dybtgående og betydningsfuld denne forskel er. Både rum- og tidsudstrækning, enhver art af “afstand”, er noget, vi selv fabrikerer, og begge disse opfattelsesformer er påviseligt af samme rod, kun overfladisk forskellige. Da ingen kan benægte, at psykiske fænomener udfolder sig i tiden, bliver nævnte ulighed overfladisk. Både tids- og rums-“udfoldelsen” stammer fra vore indtryks og forestillingers uden-for-hinanden-væren og afløsen hinanden; begge dele beror på en og samme impossibilitet, som i øvrigt også logikken hviler på, nemlig at to eller flere ulige funktioner ikke kan bringes til at opgå i hinanden, falde sammen i en “enkelt” eller “ensartet” tilsyneladelse, de kan kun forbindes enten “ved siden af” hinanden eller “efter” hinanden. Kort sagt: forskelligheder må ligge “udenfor” hinanden i sjælelivet ligesom i “rummet”. Hvad mener man om opfattelse af samklange, forskellige lyde samtidig – er det ikke en slags “rumsudfoldelse”?

Jeg kan ikke finde anden gennemgående forskel mellem de to regioner end følgende: Det mærkelige ved sjælelivet er, at alle samtidige psykiske foreteelser normalt påvirker hinanden indbyrdes. Det er denne – indenfor hvert vågent øjeblik altomfattende –korrespondance eller vekselvirkning mellem de sjælelige forskelligheder, som er blevet kaldt syntesen eller den alm. forholdslov. Det er simpelthen dette indbyrdes forhold og ikke andet, der ligger i ordet bevidsthed. De fysisk farvede begreber på virkning og vekselvirkning er objektivt set fuldkommen ensbetydende med de psykisk farvede begreber omfatten, sammenfatten, bevidsthed, samtidig “viden af”. Syntetisk sameksistens eller forbundethed vil jo sige, at de samtidige forskelligheder er sig hinanden bevidst, mærker eller føler hinandens tilstedeværelse og gennem denne gensidige viden af hinanden er bragt i sammenknytning, eller, som Bergson siger, gennemtrænger hinanden. Men dette er ensbetydende med vor opfattelse af vekselvirken. I bund og grund er der ved bevidsthedsfænomenerne intet andet forunderligt og fra det fysiske verdensbillede væsensforskelligt end just denne ufattelige “sensibilitet” eller sammenhæng mellem alle samtidige sjælelige forskelligheder hos samme individ. Denne indbyrdes vekselvirken synes for sjælelivets vedkommende ubegrænset i sin rigdom og mangfoldighed, mens vekselvirkningen mellem fysiske objekter er indskrænket til forholdsvis få slags påvirkninger, få forandringsarter. Hvad kan en sten eller en metalklump tænkes at være sig “bevidst” af samtidige vekselvirkende forandringer? Det er åbenbart uhyre fattigt i sammenligning med, hvad et menneske kan omfatte af sjælelige forskelligheder i et bevidstheds-øjeblik. Denne umådelige forskel i vekselvirkningsrigdom og ændringsmangfoldighed turde være alt, hvad vi kan fastslå angående væsensuligheden mellem det fysiske og det psykiske. De fysiske begivenheder står ikke tilbage i kvikhed; lysets hastighed er mere lynsnar end de sjælelige omvekslinger.

Det forekommer mig, at denne skillelinje mellem materie og ånd ikke giver grundlag for såkaldte materialistiske anskuelser, tværtimod vil der vanskelig kunne rejses noget stærkere bolværk mod materialisme i enhver forstand. Heller ikke tages der med denne skillelinje parti i religiøse spørgsmål. Vi kan ikke se udover vort eget væsens grænser, i hvert fald må vi antage, at mangt og meget i verden ligger udenfor vor opfattelse. Følgelig kan vi ikke absolut afvise muligheden af, at der findes “noget højere” end menneskeånden, en endnu mere vidunderlig vekselvirkningsrigdom, stigende måske til det ufatteligste af alt: alvidenhed, almagt, alordnende hensigter.

Tredie kapitel – Grundtræk og fundamentale brydninger

I. Grundvolden for alt liv: vitalitetsændringer.

Det er ikke blot nu og da under særlige omstændigheder, at livet antager en dramatisk karakter. Forandringsstrømning og omdannelse er selve grundelementet, hvoraf vor tilværelse som levende væsener er bygget op. Enhver livsvirksomhed består i ændringsforløb.

Da vort levnedsløb er en rækkefølge af mangfoldige sideløbende tilstandsændringer, der direkte eller indirekte korresponderer indbyrdes og fra øjeblik til øjeblik afføder forandrede forhold, må vi uafbrudt være i smeltediglen, som det hedder. Men hvordan kan dette forliges med den kendsgerning, at vi fra dag til dag og fra år til år forbliver os selv lig eller i alt fald i mange henseender holder os temmelig uforandrede? Kun på en eneste måde kan det blive begribeligt: den fortsatte strøm af forandringer må kunne føre til gentagelser, ved at ændringsforløbene står i et sådant indbyrdes forhold, at de arbejder i modsatte retninger og ophæver hinandens virkninger. Grundet på sammenspillet mellem livsvirksomhederne kan derved dannes en slags kredsløb, hvorved atter og atter de tidligere forhold i det væsentlige genoprettes.

Heraf kan ses, at det er ubeføjet, når man har anklaget livet for at være irrationelt i sin konstruktion, på grund af at det rummer en mængde modstridende tilbøjeligheder og behov. På anden måde kan livet ikke eksistere; det kan, da dets natur er ændringsforløb, ikke konstitueres anderledes. Hvis livet ingen modsætningsforhold måtte indeholde, ville der ingen bestandigheder fremkomme i vor tilværelse – ingen fast orden, ingen gentagelser, der tillader os at planlægge vor fremtid, ingen logik, hvorved vi kan hitte rede i os selv og verden, intet vi kan bygge på og holde os til. Thi forbindelsen mellem vore livsvirksomheder, der simpelthen er betingelsen for, at vi overhovedet kan leve et minut til ende, ville sprænges, eller rettere aldrig være opstået, hvis ændringsforløbene i os ikke gennem funktionsskifte bevægede sig i kreds, tilbage til de tidligere udgangspunkter. Men dette synes umuligt, medmindre en mængde af livsvirksomhederne direkte eller indirekte bevæger sig i modsatte retninger, dannende afbrydelser og kontraster til hinanden.

Lidt bedre mening er der i en anden anklage, man har rejst. Da livet er en forbindelse af ændringsforløb, må vor tilværelse blive fuld af uholdbarheder, vi er henviste til at leve på underlag, der stadig skrider. Det er dette vort behov af mangfoldig fornyelse, der gør livet til en stadig kamp. Der gives ikke hvile eller blivende fodfæste i naiv forstand. Ingen velbeholdenhed er skænket os engang for alle eller kan med et kup vindes engang for alle. Stadig kommer der på ny skred hist eller her i vor basis, opløsninger indtræder, som kan brede sig og true alt, hvad vi møjsommeligt har opbygget. Vort liver efter sin beskaffenhed en u1ifladelig brydekamp for at afværge forfald. Som fuglen i luften og svømmeren i vandet kan vi kun holde os oppe ved at udfolde virksomhed. Bestræbelse er en nødvendig del af livets grundvilkår.

Men det er så langt fra, at disse kår er i uløselig modstrid med den higen, naturen har nedlagt i os: trangen til glæder,. Mangfoldig trivsel og oplivelse. L bund og grund er livets væsen virksomhed, og fejlen turde være vor egen, om der ikke sprudler kilder af virkelyst i os. Hver begæring, der bor i os, hvert ønske vi nærer, går ud på at tilvejebringe forandringer og skabe til· stande, som ikke forud er tilstede. Ingen nydelse eller tilfredsstillelse er mulig uden gennem friske tilvirkninger enten i os selv eller i omverdenen. Uforandrethed i tilstand og tanke er ensbetydende med tomhed. Hele vor natur higer mod at bevæges og sættes i røre. Vore virke· evner er midlerne dertil. I hvert fald kan der ikke tænkes andre midler, hvormed vi ville være bedre tjent, thi at overlade til de ydre tilskikkelser at spille på os efter deres tilfældige kommen og gåen kunne næppe være at foretrække. Tanken om tilfredshed, i betydning af at være færdig med sin stræben, er et falsk ideal. Det er et urimeligt forlangende, som undertiden stilles til folk, at de skal slå sig til ro med deres opnåede livsgoder og nøjes med at glæde sig over, hvad de har. Deri er der alt for lidt bevægelse. Man kan nok være glad og tilfreds med mangfoldige livsenkeltheder, men som helhed er en sådan stagnerende tilværelse treven og søvndyssende, den vil hurtigt blive fattig på tilfredsstillelse.

Men skønt vi lever af forandring, er som bekendt ikke alle forandringer os lige kærkomne; nogle er os til behag, mens andre fremkalder modvilje. Denne forskel gennemtrænger hele vor tilværelse til dens rod. Den gør hele vor livsudfoldelse til en fortsat vælgen og vragen. Ikke blot i det ydre krydser vi os bestandig frem mellem tiltrækkende og frastødende ting, også i vort indre brydes ønsker og modønsker uophørligt.

Da så godt som alle livsproblemer drejer sig om disse brydninger, vil det være af højeste betydning at komme til det bestandige i menneskelivet.

Klarhed over dem, så vidt det med nutidens ringe viden er muligt. Det er en lang vej, må jeg forberede læseren på. For at komme i gang dermed må vi ind på at anstille betragtninger over livsvirksomhederne enkeltvis. Det skal ikke skjules, at disse undersøgelser møder mange vanskeligheder, men nogen anden fremgangsmåde er ikke fundet og vil næppe kunne findes.

Af hensyn til mulige misforståelser må det forud bemærkes, at det sammensatte forløb i vor organisme ikke består af lutter levende led. På utallige punkter findes ind imellem de egentlige livsvirksomheder indskudt mekaniske forløb, fysiske og kemiske processer, der danner en slags broer eller mellemled mellem livsprocesserne. Det er naturligvis livsrørelserne alene, vi skal betragte.

Livsvirksomhederne udspringer af gådefulde ophav, som det ialfald er håbløst at søge opklaret ad psykologisk vej. Alt hvad den umiddelbare opfattelsesevne formår, er at følge dem i deres forløb og muligvis skelne indtrædende ændringer i dem. Når de ved senere lejligheder viser sig på ny i forbindelser, der giver fornøden sikkerhed for identificering, kan vi måske danne os en fore· stilling om, hvordan de varierer ved at indgå i anden sammenhæng og komme under ændrede forudsætninger. Man kan strides om pålideligheden af disse genkendelser, f.eks. identificeringen af et specielt indtryk eller en bestemt hensigt, en forhåbning eller bekymring; men det er dog en kendsgerning, at vi alle i det daglige liv bygger på sådanne identificeringer i utallige tilfælde, og at de tjener os til god praktisk vejledning. Man har især peget på vanskeligheden ved at skille samtidige uensartede livsvirksomheder ud fra hinanden. Det psykiske nu er en samlet strøm, siger man, en helhedsdannelse. Men det går dog ikke så vidt, at vor psykiske oplevelse øjeblik efter øjeblik slet ikke lader sig analysere. Ikke blot fysiologisk, men også psykologisk har man i ikke ringe omfang ment at kunne dissekere funktionerne. Jeg skal senere komme tilbage til dette spørgsmål.

Selv biologer, der nødig vil se andet i livsfænomenerne end kompliceret mekanik, griber dog til ordet stræben, når de skal udtrykke, hvad der kendetegner livsytringerne. Desværre definerer de ikke, hvori det særegne ved stræben består. Også hos mekaniske forløb kan der jo tales om bestemt sigte og om en tiltagen og aftagen, der ikke er ulig den stigen og falden i livsvirksomhederne, vi kalder oplivelse og depression. Foreløbig nøjes jeg med at karakterisere livsvirksomhedernes stræben således, at de hver især arbejder eller udfolder sig i bestemte retninger. Selvom det ofte er praktisk at udtrykke dette ved, at de bevæges af drivkræfter eller formål, skal slige udtryk altid forstås sådan, at det villende og drivende ligger i selve livsstrømningens forplantning, dens fængen eller groen videre.

Retningen, hvori livsvirksomhederne hver især stræber at udfolde sig, viser sig tydeligst ved, at de under visse forhold antager en livligere eller mere svulmende karakter, som om de tog til at blusse eller sprudle kraftigere, mens de i andre tilfælde taber deres fængkraft og fyrighed, mattes eller ebber ud. Disse forskelle i livsintensiteten eller virksomhedsfylden kalder jeg som tidligere nævnt vitalitetsforskelle. I sproget findes en mængde udtryk for sådanne forskelle: villighed eller modstræben, opsathed eller utilbøjelighed, iver eller trevenhed, udholden eller svigten, fortrøstning eller opgiven, vågenhed eller sløvhed, interesse eller ligegyldighed oma.

Disse forandringer lader sig hverken beskrive eller demonstrere. Der gives ingen anden mulighed for at godtgøre deres eksistens end at henvise til enhvers personlige erfaring. Overfor den, som ikke kender f.eks. forskellen mellem tilbøjelighed og uvilje, eller mellem begær og mættelse, og som ikke godkender, at det er samme forskel, der viser sig i tusinder af tilfælde i sagligt set vidt forskellige oplevelser, findes der intet bevismiddel; thi at ordenes brug nyder almindelig anerkendelse, og at folk forstår hinanden udmærket, når der siges “jeg har lyst til” eller jeg “gider ikke”, kan jo altid bortforklares, hvis det endelig skal være. Det er ikke muligt at isolere disse erfaringer, så de træder håndgribeligt frem, forskellene skjuler sig “bagved” det forestillingsmæssige eller stoflige (saglige) i oplevelserne.

Ligeså lidt kan det bevises, at det drejer sig om ændringer eller forskelle i vitalitetsudfoldelsen. Der kan kun spørges: hvad andet kan det vel dreje sig om? Og der kan peges på sandsynligheden af, at livsvirksomhederne ikke hver gang forløber med samme livlighed, fylde, effektivitet, harmoniske afgrænsning, eller hvori ændringerne nu kan tænkes at bestå; men at de varierer i deres gang eller omfang som følge af vekslende forudsætninger og skiftende sammenhæng, muligvis på mange forskellige måder. Skønt ændringernes natur er os ubekendt, så vi kun kan hefte skønsmæssige betegnelser på dem, vil der næppe kunne rejses nogen begrundet tvivl om, at vi her står overfor de forborgne forskelle og forandringer i vor oplevelse, der ligger til grund for følelses- og viljesfænomenerne og dermed for vore værdi- og aktivitetsbegreber. Det falder så naturligt som vel muligt. Hvad andet skulle vi kunne tænke os, det egentlig kommer an på for levende væsener end just ændringerne i livsstrømningerne og dermed følgende forandringer i sammenspillet mellem de mange forskellige livsvirksomheder. Organismen spænder over? Der kan ikke ske andet med os end forandringer i vor livsudfoldelse; der kan ikke knytte sig magtpåliggenhed til andet, man kan ikke vise hen på noget andet, det skulle komme an på.

I forestillingen om, at enhver livsvirksomhed indeholder en stræben, må ligge, at den arbejder hen imod et resultat, mod at tilvejebringe visse tilstande eller forhold. Er dette nået, har den så at sige løbet sin line ud, fuldført sin løbebane; dens drivfjeder rækker ikke længer; den er, hvad vi kalder tilfredsstillet eller mættet. Ud fra denne forestilling, at livsvirksomhederne hver især gennemskrider en løbebane, antager adskillige begreber, som hidtil har tegnet sig uklart, en bestemtere skikkelse. Hvad vi kalder erhvervelse, vinding, fremgang, vil enten sige, at en eller anden levende proces rykker fremad hen imod sin opfyldelse, eller at betingelser, som forud har manglet for en sådan fremrykning, bliver tilvejebragt. Al nydelse og tilfredsstillelse består i sådanne tilnærmelser, samtlige værdibegreber drejer sig om at få livsvirksomheder til at skride fremad eller om at hindre tilbageslag, undermineringer, depression. Forholdet mellem umiddelbare og middelbare værdier er. Det ganske simple, at enhver fremrykning eller underbyggelse (sikring, begrundelse) er værdi (umiddelbar), og hvad der tjener som forudsætning eller middel dertil, har værdi (middelbar).

Kendetegnet på, at en livsstrømning er nået til den fuldførelse, vi betegner som dens mål, er, at den “lægger sig til ro”, ophører på ejendommelig modstandsløs måde, idet den ligesom opløser sig i vederkvægelse, en hvilefuld afspænding, kaldet fred. Forskellen mellem tilfredsstillethed og utilfredsstillethed lader sig ikke beskrive, men enhver vil godkende, at der er en meget tydelig forskel mellem vor uvillige given slip på en bestræbelse eller begæring, som afbrydes uden at være fyldestgjort, og den livsalige ro og klarhed, hvormed sindet “henlægger” det fuldførte, hvis hele higen er udløst eller i alt fald bragt til et hvilepunkt. Hvad vi opgiver, frafalder sindet nødigt, ligesom under et sug af savn og tyngsel, hvorimod vi har en følelse af frigjorthed, når vi lader det færdiggjorte bag os.

Når vore ønsker og handlinger møder hindringer, som truer med at afskære deres fremrykning, kan der reageres overfor standsningen på to forskellige måder. Hindringen kan have den virkning at opægge bestræbelsen til nye tilløb og forsøg; men omvendt kan den i andre tilfælde bevirke, at ævred opgives. Denne mærkelige indre elasticitet i livsvirksomhederne, at de kan “stemme sig op” eller “tage sig sammen” overfor hindringer og afbrydelser, er vel, når alt kommer til alt, det egentlige kendemærke, som adskiller levende stræben fra mekaniske forløb. Denne tagen igen overfor modstande og forstyrrelser har åbenbart sin rod i et mere eller mindre kompliceret system af selvomdannelser hos livsvirksomhederne, der sandsynligvis atter hænger sammen med sammenspillet mellem de forskellige aktuelle rørelser indenfor organismen i det pågældende nu. Selvomdannelse og indre organisation er kilden til vor aktivitet.

Med den fattige viden, nutiden besidder angående vitalitetsændringerne, kan vi ingen forestilling danne os om, hvori de forandringer består, som ligger til grund for øget ihærdighed, energiopbydelse o. Des!., eller for “henfalden” i modløshed og passivitet. Ligeså lidt kan der gøres rede for, hvad indholdet egentlig er af de vitalitetsformer, der kaldes forhåbning, tålmodighed, længsel, tro; eller af depressionsformer som smerte, anstrengelse, lede, overmættelse, afsky, skuffelse o.desl. Det eneste, vi med sikkerhed kan opfatte, er, at vitalitetsændringerne – og hermed vitalitetsformerne – fordeler sig i to hovedgrupper, positive og negative, bestyrkelser og svækkelser, fremgang og tilbagegang, oplivelser og hensynken i nedslåethed. Det er delingen mellem godt og ondt, taget i umiddelbar forstand. Når det i praksis er så vanskeligt at drage grænsen mellem godt og ondt, ligger det i, at oplivelser, f.eks. kunstige stimulanser, indbildte forhåbninger, kan være skråplaner til senere depressioner, mens omvendt skuffelser, tab og lidelser kan give stødet til fremarbejdelse af højere livsduelighed, en bredere og sikrere basis.

Når en begæring eller bestræbelse har gennemløbet rækken af forandringstrin indtil fuldmættethed, har den udtømt sin bevægkraft. Så længe denne mættede tilstand består, kan der ikke udvindes nogen lyst eller tilfredsstillelse af den. Sker der ikke en reduktion til umættethed, hvorved begæringen så at sige genopstår af døde, vil individet have mistet et livsmotiv, en drivkraft. Vi skulle altså, ved at have held til at få vore ønsker opfyldt og vore behov dækkede, efterhånden kunne forarmes og komme i nød for tilstrækkelige drivkræfter til at holde vor tilværelse i sving. Tværtimod – som vi troede – at komme til velstand, er vi blevet blankede af ved at “have lykken med os”.

Erfaringen viser rigtigheden af denne betragtning. Det er ikke noget paradoks, men fuld virkelighed, at mennesker på denne måde kan reduceres til vrag. For folk med snævre jordbundne sind, uden skaberkraft, er medgang en farlig sag, de kan blive tappede for livsmotiver, så der udover de elementære daglige fornødenheder bliver alt for lidt tilbage for sind og tanker at røre sig efter. Det er aftapninger af denne art, man har kaldt lykkens nemesis. Som man ser, er det intet mysterium, men den naturligste ting af verden, ligeså indlysende som at ilden i kakkelovnen· slukkes, når brændstoffet er fortæret til aske.

En del af vore livsvirksomheder bliver “fornyede” eller “forfriskede” ad umærkbare veje, idet deres spændkraft genfødes ved det normale kredsløb af vegetative processer, som, uden at vi mærker det, besørger tilstandsændringer, hvorved virksomhederne får forudsætninger for at “begynde forfra” og gennemløbe de samme forandringstrin som tidligere. På denne vis genopstår vor madlyst flere gange daglig, og ligeledes vort velbehag ved legemlig og sjælelig motion. Hver morgen vågner vi med forfriskede sanser, genoprettet virkelyst og nyt mod. Så længe dette kredsløb bevares i effektiv stand, kan vi ikke gå helt bankerot på livsmotiver. Og vi har i så fald forudsætninger for at producere nye ønsker til erstatning for dem, der er udtømte ved at gå i opfyldelse. Når den legemlige sundhed er bevaret, er det altid muligt ved vågenhed og energi at udforme sig et nyt fond af bestræbelser, der er righoldige nok til at fylde dagene med friske tilskyndelser, forhåbninger og perspektiver, som atter gør tilværelsen levende. I virkeligheden er der for karske mennesker ikke noget, der hedder blaserthed, fortørret sind, afstumpet sans for livets foreteelser. Det er kun forvænning – ladhed og indbildning.

Ved siden af den forfriskelse, det legemlige kredsløb afsætter, tjener lykkens omvekslinger i stor udstrækning til at give menneskenes tilværelse “nyt salt”. Verden giver mangt et knubs og stød, som rykker tankerne ud af deres indgroede gænge, vender blikket i ny retninger, udvider sindet og skaber friske baggrunde for oplevelserne. Forbenede stakler, der er ved at forgå af stejl selvgodhed, kantethed og forstokkethed, kan ved at komme i trængsler levendegøres til mangfoldig ny modtagelighed og rørighed.

I forbindelse med livets hårde nødvendigheder giver den rytme af stigen og fald, de fleste menneskeskæbner udviser, en nyttig modgift mod forvænning. Ligesom børnene, der om vinteren kælker på bakkeskråningerne, må købe sig hver tur nedad ved møjsommeligt at arbejde sig op igen, således erhverver vi, ved at døje ondt, fornyet evne til at nyde godt. Uden forudgående bekymringer føles ingen glæde ved vundne betryggelser. Uden vanskeligheder og besvær ingen kraftig fornemmelse af dygtig udretten, ingen frejdighed ved at besidde ordnende evner. Uden tvivlens kvaler ingen følelse af velsignelsen ved sindets genvundne fred. Kun på baggrund af stridens farer og betryk kommer sejren til at betyde triumf. Det er det samme forhold, en åndfuld franskmand har udtrykt ved at sige, at skaberen har måttet lade det blive vinter for at kunne lade det blive sommer.

Det ondes problem er ikke så ligetil, som det gerne op· fattes. Hvis livets ting ikke skal miste deres saft og kraft, må vi røre os mellem fyndige forskelle. I alt fald indtil videre må der sikkert sættes spørgsmålstegn ved det gamle klagemål over, at sorrig og glæde vandrer til· hobe, at lys og skygge skifter over vore dage. Måske er savn, nederlag, tab og modgang ikke blotte og bare onder, men nødvendige tilbehør, uden hvilke livet ville tabe sin bevægelsesrigdom .og vore glæder miste den baggrund, mod hvilken de lyser. Modsætninger og brydninger bevarer sindets spændkraft og vidde. Ingen kan sige, om menneskene engang i fremtiden, ved hjælp af større ind· sigt i livets vanskelige kunst, vil kunne undvære de bitre tilsætninger af malurt. Men for os, der endnu tumler om i mangfoldig vankundighed, er et liv “på godt og ondt” vistnok det tjenligste.

Gamle tiders visdom bekræfter sig stadig endnu. Her i denne forbindelse er der grund til at erkende sandheden i den tusindårige formaning om ydmyghed, uden hvilken menneskehjertet fordærves. Salige er de fattige! Hvo, som sig selv fornedrer, skal ophøjes! De mindste skal være de største! Hvad disse sætninger vil sige, er den simple, dybe lære, at livet bestandig på ny må søge tilbage til sin urgrund, til oprindeligheden, til den pure umiddelbarhed, for at tage alting fra bunden. Deraf kommer “hjertets renhed”, deraf får tingene deres fulde størrelse, åbenbarer deres sande indhold, genvinder deres friske farver. Ved at stryge al sin vundne besiddelse af sig tvættes sjælen; sindets modtagelighed fordybes. Modsætningen til denne besiddelsesløshed er hovmodet, opblæstheden, forvænningen, det mæskede og proppede sind. Størst er på sin vis den, som har rum og modtagelighed for mest.

II. Selvopholdelsen.

Det anses almindeligt for at være en selvfølge, at der ingen tvivl kan herske om gyldigheden af de identiteter, hvormed der opereres i den menneskelige tænkning og i vor iagttagelse af omverdenens foreteelser. Ikke blot lægmanden, men også den videnskabelige kritik synes ganske enfoldigt at gå ud fra, at vore sanseapparater arbejder uforandret fra dag til dag, og at vore forestillinger generindres i nøjagtig samme skikkelse den ene gang efter den anden. Ellers ville jo al logik bryde sammen.

Jeg skal ikke her gå videre med spørgsmålet om disse identificeringers overensstemmelse med virkelighedsforløbet, men indskrænke mig til at påpege en konsekvens, der umiddelbart viser sig.

Hvordan kan disse antagne identiteter forliges med, at enhver livsvirksomhed må opfattes som et ændringsforløb? Hvis denne opfattelse holder stik, må jo vore sanseindtryk og tankereproduktioner meget hurtigt omdanne pågældende organer og dermed ophæve identitetsforholdet. Ved blot at benyttes engang bliver en fotografisk plade uduelig til at optage et nyt billede; hvorfor ændrer sanseindtrykkene ikke øjets nethinde på lignende vis, så at nye påvirkninger møder andre forud· sætninger end før og derfor ikke kan afspejle sig identisk gang efter gang? Hvorfor ændres vor hørelse, smag og lugt ikke gennem sansernes brug, så at samme ydre påvirkninger giver os andre indtryk i dag end i går, hvorved logikken i vore opfattelser af omverdenen ville sønderbrydes? Hvordan kan det være, at vi ikke ved gang efter gang at genkalde os bestemte forestillinger nedbryder eller forvansker hukommelsen af dem, så den logiske grundsætning a = a mister sin gyldighed?

Fastholder vi identiteternes gyldighed, synes det at blive en uvægerlig konsekvens, at der i mellemtiden mellem gentagelserne må foregå indre forandringer i de respektive organer, som genopretter status quo i hver enkelt af disse. Ellers kan de ikke fungere konstant, ikke frembringe virkelighedssvarende identiteter. Og videre følger, at disse genoprettelsesprocesser – der antagelig er af samme rod som vækst- og regenerationsfænomeneme – må have forskellig skikkelse hos de forskellige organer, da disse åbenbart hver har sin ejendommelige identitet at opretholde og altså særegne selvopholdelsespræstationer at udføre. Ja velsagtens må hver eneste arbejdende celle, selvom den er af samme konstruktion som nabocellerne, have sine særegne og derfor selvstændige selvopholdelsesopgaver at løse, da deres foregående arbejde næppe kan være forløbet fuldkornmen ens, hver har sandsynligvis sine specielle forudsætninger at rette sig efter. Der må følgelig være utallige selvopholdelsescentrer i vor organisme.

Det er indlysende, at hvis ikke hvert enkelt led i organismen bevarede sin identitet ved atter og atter at arbejde sig tilbage til status quo, ville sammenspillet mellem livsvirksomhederne meget hurtigt gå i forfald; de indre forbindelser ville ophøre, livet rinde ud og organismen opløses.

Den almindelige kendsgerning, at vi dag efter dag og år efter år kender os selv igen nogenlunde, og at de beregninger, vi bygger på identificeringerne i vor sanseiagttagelse og tænken, i det store og hele viser sig at holde stik i praksis, turde være borgen for, at der foregår en vrimmel af indbyrdes vidt forskellige selvopholdelsesvirksomheder i os. Vi står her uden tvivl overfor et fundamentalt træk hos alle levende væsener. Det er ikke blot hos de forskellige organismer taget som helheder, at selvopholdelsesdriften virker i skikkelse af en centralstyrelse, men der må eksistere en selvstændig identitetsstræben hos hvert levende led, hvoraf organismen er bygget, og denne mangfoldighed af specielle selvopholdelsesvirksomheder er antagelig det tilgrundliggende, hvoraf fænomenet centralstyrelse fremgår.

Det ville kræve uforholdsmæssig plads her at gennemgå de forskellige erfaringsvidnesbyrd, jeg gennem en årrække er stødt på, til begrundelse for den her fremsatte opfattelse af selvopholdelsesdriften. Jeg må nøjes med at henvise til de eksempler, der er samlet side 43-55 i mit skrift Livsvurdering. I øvrigt giver nærværende bog den opmærksomme læser rig anledning til at prøve opfattelsens rigtighed, da størstedelen af de efterfølgende betragtninger bygger på den.

Også i den uorganiske natur findes foreteelser, der synes at være tilløb til eller antydninger i retning af en selvopholdelsesstræben af lignende karakter. Bl.a. finder jeg i et naturvidenskabeligt skrift følgende: “Elektronhyllerne omkring atomkernerne bestemmer stoffernes fysiske og kemiske egenskaber, idet ydre påvirkninger som lys, varme og kemiske agenser kun virker på hyllet og ikke når ind til kernerne. Slige påvirkninger kan ændre elektronernes baner, løsrive elektroner og tilføje nye, og det mærkelige er, at når påvirkningerne ophører, genoprettes hurtigt elektronhyllets oprindelige normale tilstand med bestemte elektrontal og bestemt fordeling af elektronbanerne”. Den af mig fremhævede sætning taler ligefrem om en selvopholdelsesvirken, en identitetsstræben “indefra” hos atomet. Og når som bekendt atomerne forbinder sig på forskellig vis til uligeartede molekyler, er det vel ikke frit for i nogen måde at minde om forbindelsen af uensartede levende led til en organisme, i hvis sammensætning der ligger en mangesidig udrustning til selvvedligeholdelse baseret på de enkelte leds identitetsstræben. Kendes der ikke delvise nedbrydninger (indholdsformindskelser) hos molekyler, der gør disse “aktive” i henseende til komplettering, altså på en måde “stræbende” i genopbyggende retning? De organiske molekyler er jo i høj grad sammensatte – proteinmolekylets variationsmuligheder siges at nå op i kvadrillioner – hvilket giver en forståelse af, at de er i stand til uendelig rigere indbyrdes vekselvirken end de fattigere uorganiske molekyler. Antager vi, at nervernes og særlig den grå hjernebarks konstitution giver særlige betingelser for udfoldelse af disse vekselvirkningsmuligheder, synes der, set fra fysisk side, at være et vist grundlag for den tidligere fremsatte opfattelse af forskellen mellem det fysiske og det psykiske.

Endskønt der med en vis ret kan tales om nervesystemet som organ for en centralstyrelse, er det en misforståelse, at man derved i mindste måde kommer bort fra, at sammenspillet mellem organismens forskellige led må bunde i en mere eller mindre omfattende selvstændighed hos disse. Hver nervecelle må jo præstere et selvstændigt vedligeholdelsesarbejde. Og det er en fantastisk ide, at initiativerne til millioner af cellers indbyrdes forskellige og stadig varierende funktionsskifte eller funktionsændringer til genoprettelse af identiteten skulle udgå fra et centralorgan for selvopholdelsen. Det turde være ganske utænkeligt, opgaven ville på den måde blive så kompliceret, at det overgår alle begreber.

Cellerne er livets fundamentale værksteder, og det ligger nær at antage, at hver levende celle har sin stabiliseringskerne, hvorfra impulserne til de skiftende reguleringer og genopbyggelsesprocesser udspringer, så at der efter enhver forrykkelse af den indre orden og tilstand stadigt søges tilbage til status quo. Kortsagt at hvert levende led i organismen har sin specielle selvopholdelsesdrift, og at disse forskellige “drivfjedre” – gennem sammenspillet mellem de i hvert nu aktuelle livsvirksomheder – snart forener sig til en “fællesaktion”, snart måske brydes indbyrdes (fænomener som tvivl, vaklen, modsigelse oma.). Af denne vekselvirken kan subjektive omdannelser af selvet tænkes at udspringe.

De særlige handlinger, der efter den gængse opfattelse står som typiske udslag af selvopholdelsesdriften, kan tænkes at komme i stand ved, at det ordinære samspil mellem direkte vekselvirkende led lider en dybtgående forstyrrelse. Kommer en gruppe celler derved i nød, bliver vel selvopholdelsesvirksomhederne til afhjælpning af forstyrrelsen så højspændte og koncentrerede, at gruppens korrespondance med den øvrige organisme undergår skarpe ændringer. Korrespondenterne vil på deres side reagere mod denne situation ved at udfolde den slags virksomhed, der har fået navn af “gensidig hjælp”, “naturens selvhjælp”. På denne måde går det muligvis til, når ernæringsmangler giver sig udslag i, at appetitfornemmelserne overfor de savnede tilførsler viser tiltagende livlighed og lystbetoning, eller når sjælelige savn giver sig udslag i fantasifulde længselsudmalinger.

Efter min opfattelse kan begrebet selvopholdelse ikke afgrænses snævrere end til at omfatte alle former af værn om det bestående, for så vidt organismen har accepteret det eller vænnet sig dertil, så ingen uvilkårlige reaktioner rejser sig derimod. Til selvhævdelsen skulle altså høre ikke blot reparationer af allehånde aftæringer og tab, uorden og svækkelse, afværgelser af farer, reaktion mod afbrydelser, tvivl og forvirring; men desuden alt hvad der tjener til fremtidig sikring og betryggelse af vundne goder. Kortsagt: en almindelig vedligeholdelsesstræben, der følger regelen “bordet fanger” . Dette stemmer med erfaringen. Da vi senere ved analysen af viljesakten vil møde disse fastholdelsesfænome. Her skal jeg her indskrænke mig til at nævne, at vi endog opfatter vore uvisse fremtidsforhåbninger som en slags ejendom og reagerer imod at miste dem. Man kan skabe sig savn ved at vugge sig ind i forestillinger om blot tænkelige forbedringer. Man kan fatte afsmag for den bestående virkelighed ved at udmale sig ideale tilstande. Det er lettere at opretholde et helt system af tilvante uretfærdigheder end at indføre en enkelt ny krænkelse af den personlige frihed og ligeberettigelse i samfundet.

Ved vore fremtidsprojekter gør selvopholdelsesdriften sig gældende i form af krav om holdbarhed. Hvad vi opbygger og planlægger til brug i kommende dage må, for at danne basis for vore udsigter og forhåbninger, have solid beståen, så vi trygt kan forlade os på det så langt ud i fremtiden, som vor forestilling om dets anvendelse strækker sig. Det er disse holdbarhedskrav, der er indholdet i vore begreber om sandhed og virkelighed. Alle nye ideer, som udformer sig i os, må have en grundvold at bygge på, og når det erindres, at det hele drejer sig om forbindelse af livsvirksomheder, vil det være indlysende, at der ingen anden fast grundvold kan gives, end den del af vor åndelige sammenhæng, vi betragter som urokkelig; det vil sige de vitalitetsforbindelser, der er gået over til at beherskes fuldstændig af identitetsstræben, så deres indbyrdes orden ikke stilles i tvivl. Det er på sådanne til ren selvopholdelse overgåede “forvisninger”, at vi opbygger alle vore begrundelser, motiveringer og beviser. Når alskens upålidelighed, svig, falskhed, holdningsløshed, løgn og indbildninger uvilkårlig byder os imod, beror det på, at det er en uvægerlig forudsætning for alt liv at støtte sig på en fast organiseret grundstamme af livsvirksomheder (for sjælelivets vedkommende forestillinger), som udelukkende holdes indstillet på konservering, uberørt af reformatoriske omdannelser (for sjælelivets vedkommende: hævet over tvivl). Organisation af nye dannelser kan overhovedet kun ske på grundlag af flere eller færre fastlagte livsformer. At sætte spørgsmålstegn ved alt eller at give hele sit selv til pris for eksperimentering er at overgive sig til total forvirring.

Selvopholdelsesdriften, som vi i det foregående har opfattet den, leder til forståelse af den dunkleste og mest universelle trang i menneskenaturen: trangen til sammenhæng. Denne lægger sig for dagen ikke blot i vor uvilkårlige sky for splittelse og vaklen, vor paniske rædsel for dybtgående brud og sprængninger i vor personlighed, men tillige i vor længsel efter helhed og fuld omfatten, en længsel der sluttelig fører ud i et krav om at få hele tilværelsens indhold af spredte fragmentariske forskelligheder forbundet til et harmonisk hele. Sammenhængstrangen har sin rod i den gensidige afhængighed mellem organismens bestanddele, idet livsvirksomhederne bygger på hinanden og derfor alle sammen direkte eller indirekte kommer hinanden ved. Ifølge dette forhold må hver livsenkelthed reagere imod at komme ud i isolation, hvorved dens selvopholdelse undermineres; løsrevethed betyder undergang, betydningsløshed. Set som positivt livsmotiv udspringer det gensidige sammenhold af, at hvert enkelt led stræber at bevare sig gennem selvstændige genoprettelsesreaktioner.

Ligesom en celle eller en større legemsdel, der rives ud af forbindelsen med helheden, må visne og dø, således bliver også allehånde psykiske foreteelser indholdsløse og meningsforladte, når de ingen sammenkædning har med det øvrige sindsindhold. Hverken i sanseopfattelse, tankeliv eller handlen kan vi udholde sammenhængsløshed. Vi finder det ulideligt at hvirvles af sted i en strøm af kaotiske forskelligheder. Alt nyt, vi møder, søger vi at bestemme og orientere os overfor, så det henføres til en eller anden kendt rubrik i vor viden. Det uordnede sætter uvilkårlig vor kombineringsevne i virksomhed, ligesom det uforståelige ægger vor tydningsevne. Vore viljer lammes, når de bliver sig bevidst ingenting at føre til. Alt, hvad der taber sig i forbindelsesløshed, viger vor tanke og følelse tilbage for.

Når vi både intellektuelt og æstetisk søger at forme helheder, forbinde det spredte og komplettere det fragmentariske, hænger det sammen med, at vore øjeblikke til enhver tid kun spænder over små udsnit af livet, som først ved at kædes sammen med fortidens erfaringer og fremtidens indhold forvandles fra at være uselvstændige brudstykker til at ses som betydningsfulde led i en vidtstrakt tingenes gang. Det mere eller mindre hvileløse præg, vore øjeblikke som regel har, stammer fra, at vi således må gribe ud i fortid og fremtid, for at de rent momentane foreteelser kan få mening, vægt og fylde ved at sammenkædes med livets øvrige indhold.

III. Viljesakten.

I sjælelivet fremkommer en særlig form af stræben, som kaldes vilje. Det er vanskeligt at sætte bestemte skel mellem de såkaldte vilkårlige handlinger og tankebevægelser, der foregår “med vidende og vilje”, og de uvilkårlige bevægelser, der bryder frem ubetænkt, uforvarende og ligesom i blinde. Men alle er enige om, at den antydede forskel eksisterer, og det er klart, at den praktiske interesse hovedsagelig knytter sig til førstnævnte slags, de egentlige viljesbevægelser. Det er det særlige indhold, der kommer til syne i dem, vi i dette afsnit skal søge at danne os et begreb om.

Fra gammel tid har den opfattelse gjort sig gældende, at der i enhver af os skulle befinde sig et med vurderingsevne udstyret subjekt eller jeg, der tager de fremdukkende oplevelser i øjesyn og evner at gribe ind i dem, vælge og vrage, sætte fart i det ene og bremse det andet. Men ved denne forklaring af viljesfænomenet flyttes bare gåden længere tilbage, over i en “indre person”, hvis gøren og laden man står ganske uforstående overfor. Skal vi vinde nogen indsigt i viljesfænomenets væsen og oprindelse, må vi holde fast på, at sjælelivet – ligesom de legemlige processer og det mekaniske årsagsforløb i omverdenen – er en fortsat frembringelsesproces.

Deraf følger imidlertid ikke, at vi må kaste forestillingen om et subjekt eller jeg bort. Hverken sproget eller tænkningen kan undvære dette begreb, ja der behøves endog flere forskellige jegbegreber, og der er simpelthen ikke anden udvej end at præcisere dem nærmere, så man er klar over, hvad der tales om. Her hvor vi har med det villende, aktive jeg at gøre, kan der næppe være nogen tvivl om, hvad vi skal forstå ved ordet; viljens ophav må være: sammenspillet eller vekselvirkningen mellem forskellighederne i nuets aktuelle bevidsthedsindhold. Jegbegrebet ligger altså her i vekselvirkningen af nuets psykiske rørelser. Som vi senere vil komme til, er dette næppe tilstrækkeligt til at forklare hele viljesbevægelsens virken, men foreløbig holder vi os dertil.

For at lette forståelsen af den frembringelsesproces, en viljesakt består af, forekommer det mig hensigtsmæssigst at begynde bagfra. Vi tænker os altså, at der er fremkommen et sådant fænomen, som vi i daglig tale kalder en vilje eller hensigt, og spørger, hvad denne viljesbevægelse kan udrette, hvilken indsats den mon er i stand til at præstere, hvordan den kan gribe ind i begivenhedernes gang?

Ligesom en klaverspiller kun kan anslå de strenge, der findes indbyggede i instrumentet, må antagelig viljen være indskrænket til at ændre brugen (vitalitetsformen) af de organisationer, der findes udformede i den individuelle organisme. Det ligger udenfor al sandsynlighed, at viljen i et nu skulle kunne fremtrylle ny organisationer, den må holde sig til den udrustning, organismen i det givne nu frembyder. Indrømmes dette, vil viljen være indskrænket til at udøve tre forskellige påvirkninger: l) forstærkelse eller 2) hæmning af flere eller færre af nuets aktuelle livsvirksomheder, eller 3) aktualisering (virksomhedsfremkaldelse) af organisationer, der i øjeblikket ikke er i aktivitet; i sjælelivet er sådanne aktualiseringer velkendte under navn af tankefremkaldelser, opvækkelse af slumrende forestillinger. Med andre ord vil viljen ad disse tre forskellige veje kunne bevirke, at nuets samlede livsudfoldelse omformes og ændrer retning.

Vi kan nu søge at danne os en begyndende forestilling om viljesbevægelsens beskaffenhed ved at spørge, hvordan de tre nævnte ændringer, virksomhedstiltagen, hæmning og aktualisering kan tænkes at fremkomme? Når i sjælelivet en aktuel forestilling eller et indtryk “vækker” dermed associerede forestillinger til aktiv fremtræden, antages det almindeligt at ske gennem en eller anden ukendt slags aktivitetsforplantning. På samme måde menes det at gå til, når handlingsforestillinger fremkalder muskelinnervationer. Overalt i vor erfaring skal der en bevægelse til at fremkalde en ny bevægelse. Virksomhedstiltagen må vistnok tænkes at fremkomme på lignende måde, enten ved at en kraftigere livsvirksomhed animerer en svagere, eller ved at virksomheder indbyrdes animerer hinanden, idet de gensidigt medfører gunstigere betingelser for hinanden, end hver især forud fandt. Hvad endelig hæmningerne angår, ligger det nærmest at antage, at de er af indirekte oprindelse. Det kan vanskelig tænkes, at den ene virksomhed direkte kuer den anden ned. Man må huske på, at der i livsudfoldelsen næppe kan være tale om nogen slags inerti. I alt fald de sjælelige virksomheder vedvarer kun i kraft af stadig genfrembringelse, ligesom en elektrisk lampe kun vedbliver at lyse, så længe den producerende strøm fornyes. Virksomhedsaftagen eller udslukkelse må derfor vistnok fremkomme ved, at den ene virksomhed griber forstyrrende ind i forudsætningerne eller virksomhedsgrundlaget for den anden. Forholdet kan udtrykkes ved, at hæmning er et fortrængningsfænomen.

Erfaringen bekræfter det. Vi kan ikke direkte neddæmpe vore sanseindtryk, men kun indirekte afbryde eller moderere dem ved at aflukke eller begrænse påvirkningernes indstrømning i sanseapparatet, eller ved at rette opmærksomheden i andre retninger. Ligeså lidt kan vi direkte afsvække givne forestillinger eller trykke dem ned i glemsel; tværtimod vil enhver direkte tankehenvendelse på dem kun virke til at fæstne og bestyrke dem. Vil vi dæmpe ubehagelige forestillinger eller bringe dem i forglemmelse, har vi ikke andet middel dertil end at koncentrere os om andre emner, i kraft af hvis optræden de trænges i baggrunden og ligesom skjules for tanken. F.eks. opnår vi ikke at befri os for unyttige ærgrelser ved at sysle med dem, men kun ved at opsøge og fastholde andre tankebeskæftigelser. På samme måde med samvittighedsnag, som vi søger at bortmane ved selvretfærdiggørelser. Disse kunstgreb består altid i, at vi udenom “det ømme punkt” ligesom opfører en ringvold af bortforklaringer, snilde omposteringer i sagens sammenhæng, der opfanger tanken og leder den uden om det mislige. Også ved den oprigtige anger og gåen i rette med sig selv er det en borttrængning, der sker. Man forkaster sin tidligere handlemåde og sætter et nyt sindelag op, som ved at træde i stedet for det tidligere reducerer dette til noget affærdiget og uvirkeligt.

Holder disse betragtninger stik, kommer vi til det meget simple og ligefremme resultat, at viljens indsats i livets gang altid består i animeringer, vitalitetsændringer i positiv retning, idet både aktualiseringer, virksomhedsforstærkelser og hæmninger fremkommer direkte eller indirekte af animeringer. Det tyder i retning af, at viljesfænomenets kerne, selve viljesdannelsen, må bestå i, at en større eller mindre gruppe af aktualiteter i øjeblikkets bevidsthedskreds opnår forhøjet vitalitet, så de gør sig kraftigere gældende og dermed påvirker de øvrige aktualiteter i nuets miljø anderledes end før, dels i positiv, fremhævende retning, dels i negativ, fortrængende retning. Kommer hertil fremkaldelse af nye virksomheder, så forstår vi, at viljesgruppen fremkalder forskydninger af bevidsthedskredsen, idet denne så at sige tyndes ud og taber sig på nogle kanter, mens den udvider og forlænger sig i en bestemt retning. Det er dette, der i daglig tale kaldes sindsindstilling, tankeretning, hensigt: tankefortsættelse med fastlagt perspektiv.

At der danner sig en vilje, skulle da simpelthen bestå i, at der ved det aktuelle røre indenfor nuets bevidsthedskreds kommer forbindelser i stand mellem forskelligheder – eller grupper af forskelligheder – der gensidig animerer hinanden, hvorved der så at sige opstår en bølgetop af vitalitetsforhøjelser. Det svarer nøje til, hvad vi kan iagttage i vort indre: en vekslen af skiftende fremhævelser, hvoraf nogle “fastholdes” til videre tankeforfølgning og måske løber ud i de pointeringer, vi kalder forsæt og beslutning, eller de bevirker akcentuering af handlingsforestillinger, der automatisk efterfølges af muskelinnervationer. Det er med andre ord de koncentrative sindsforandringer, det drejer sig om.

Ligesom de øvrige vitalitetsændringer lader koncentrationsfænomenerne sig ikke beskrive. Men at de i rigt mål både eksisterer og optegner sig i vor erfaring (jvf. 2. Kap. I afsnit), turde tilstrækkeligt fremgå af, at der næppe findes noget forhold i verden, som sproget har en mangfoldigere vrimmel af udtryk for. Hvad kan heller være vigtigere for os at lægge mærke til end vor tagen stilling til, hvad der møder os i omverdenen eller i vort indre, vor udvælgen blandt alle disse ting, der præsenterer sig, tiltrækningen og frastødningen, de udøver på os. Det er koncentrativ omfatten og sindsindstilling, man betegner med ord som opmærksomheds- og tankehenvendelse, samtykke, bifald, tillid, overbevisning, bekræftelse, fastholden, godkendelse, beslutning, forsæt, gyldighed, pålidelighed, tilråden, tro, udholdenhed oma. De modsatte udtryk såsom benægtelse, afvisning, mistillid, forkastelse, fraråden, opgiven o.desl. betegner sindets decentralisering og “trækken sig tilbage” fra pågældende emner. At træffe et valg vil sige at foretage en fremhævelse, som bestyrker det valgte til at gøre sig gældende. Tryghed betegner en koncentrativ vedholden, der ikke anfægtes, mens tålmodighed betyder en vedholden, der er forbundet med større eller mindre anstrengelse. Utålmodighed betegner en koncentration, der nærmer sig til at briste.

Det stemmer ikke med almindelig sprogbrug at lade koncentration og vilje betyde det samme, men til trods herfor kan disse fænomener jo godt være af samme beskaffenhed. Med vilje menes gerne noget “styrende”, som består og virker gennem længere tid, mens de fleste koncentrationer kun udøver forbigående indflydelse, måske blot et øjeblik eller få øjeblikke igennem. Der gives også koncentrationer (uvilkårlige), som ikke er af subjektiv oprindelse, men skyldes ydre indtryks intensitet. Når vi “af egen drift” vender vor opmærksomhed fra det ene til det andet, kaldes koncentrationen vilkårlig. Det er sådanne vilkårlige koncentrationer, der virker “ledende” under vore overvejelser, under tankearbejde, der forfølger bestemte ideer, samt under vore handlingers udførelse, hvor der jo næsten ved hvert skridt er småbestemmelser at træffe. Ud fra den antagelse, at viljer og vilkårlige koncentrationer er fænomener af samme art, skal nu spørgsmålet tages op, hvordan de fremkommer. Som forhen nævnt må deres ophav søges i vekselvirkningen mellem nuets aktuelle livsvirksomheder.

I det levende nu, der stadig skrider fremad og får nyt indhold ifølge den uophørlige forandringsstrømning omkring os og i os, kommer efterhånden enkelthederne i vor tilværelse i berøring med hinanden, de bliver så at sige præsenteret for hinanden; og hver for sig, kan man næsten sige, lærer de verden at kende ved således at optræde i skiftende forbindelser og under vekslende forudsætninger. Hvad nyt kan der opstå derved? Ser vi bort fra dannelsen af ny erindringsforbindelser – den såkaldte berøringsassociation – som ikke interesserer os i denne sammenhæng, kan der tænkes at opstå forbindelser, som jeg i alt fald foreløbig vil anslå til at være af en anden art, nemlig beroende på særlig levende samvirken, der giver sig udslag i gensidig fastholdelse. Da det drejer sig om en art af sammenhæng, som ikke tidligere har figureret i psykologien, vil jeg kalde dem vitalitetsforbindelser.

Det er almindeligt kendt, at vore forestillinger og indtryk ikke trives lige godt i de vekslende forbindelser, hvori de optræder. Deres habitus forandrer sig, deres livlighed, deres charme, duft og farve, deres vægt og betydning skifter med de forskellige sammenhæng, hvori de indgår. Der kan næppe være tvivl om, hvad dette beror på. De forskellige virksomheder, der mødes i nuet og udfolder deres aktivitet samtidig, forløber ikke uafhængig af hinanden, men udøver en større eller mindre gensidig indflydelse. Visse forbindelser harmonerer, dvs. støtter, animerer, klargør hinanden, mens andre undergraver, forstyrrer, misklæder hinanden. Af denne vekslende bestyrkelse eller svækkelse, livlighed eller dødhed, der har sin rod i vitalitetsforbindelsen, kan viljes- og koncentrationsfænomenerne opstå.

Er der i den sjælelige mangfoldighed, som nuets bevidsthedskreds omfatter, ingen elementer eller grupper, der særlig “sætter fart” i hinanden, vil ingen kendelig fremhævelse (koncentration) eller fastholdelse (vilje) fremkomme; øjeblikket bliver nærmest indifferent og falder i drys, man lader indtryk og forestillinger komme og gå, som de vil. Helhedstilstanden kaldes passivitet. Derimod opstår der et koncentrations- eller viljesfænomen, når flere eller færre enkeltheder indenfor den aktuelle bevidsthedskreds animerer hinanden indbyrdes. Dermed rejser sig ikke blot en vitalitetsbølge, en tænding og opblussen af forhøjet virksomhed, men der opstår også et særligt sammenhold mellem pågældende forskelligheder. Ifølge den opfattelse af selvopholdelsesdriften, der fremstilledes i foregående afsnit, vil disse virksomheder reagere mod en opløsning af den samvirken, der er kommet i stand. De vil, som det hedder, fastholde hinanden. Det er i virkeligheden det samme, som møder os overalt i livet, f.eks. at hvad der fryder os, vil vi ikke slippe; hvad vi mener har betydning for os, vil vi have sat i værk; en hund vil ikke miste sit kødben.

Tydeligst træder opfattelsens rigtighed måske frem, når man betragter de hyppige tilfælde, hvor viljesmotivet tilsyneladende er negativt. En stor del af vore bestræbelser går ud på at genoprette eller afværge tab, forringelser, skader o.desl. Virker bekymringer af den art ikke snarere deprimerende end animerende? I første øjeblik måske (da ingen vilje har fået tid til at danne sig), men ellers ikke, medmindre det drejer sig om noget uopretteligt. Er der udsigter til, at det skete kan repareres, eller at den truende fare kan afværges, viser erfaringen, at disse forhåbninger (d.e. animeringer) virker som kraftige ansporelser, der optænder en sindsenergi og livlighed, som ikke fandtes forud. Og kilden til denne energi er uden tvivl selvopholdelsesprincippet: fastholdelse af det vundne, bevaring af ethvert indtrådt fremskridt. Ved depressionerne, hvorfra viljesbevægelsen udgik, åbnedes ligesom en sluse for selvopholdelsesvirksomheder, der tidligere, da man anså sig for velbevaret på vedkommende punkter, var lukket og derfor ikke afgav noget viljesmotiv. Vi ser, at hvad enten viljen går ud på at fastholde en opstået vitalitetsforhøjelse eller den går ud på at reparere en indtrådt forringelse, er fastholdelsesbestræbelserne af ganske samme positive karakter, nemlig sigtende mod at opretholde en vitalitetsforhøjelse. I begge tilfælde drejer det sig om at genvinde status quo ante: i det ene at reparere en indtrådt depression, i det andet at fastknytte en forbindelse, der er begyndt at opløses. Det er nemlig, som vi skal se, en genknytning, der er tale om.

En fastholdelse kan være dvælende, som når vort blik hænger ved noget, der henrykker os. Men i så fald kalder vi det lyst, ikke vilje. Et sådant dvælende forhold opløser sig snart, da vor opmærksomhed og vor tanke, på grund af de sjælelige foreteelsers kortvarige natur, ikke kan holde sig stille ret længe. Når to eller flere psykiske forskelligheder fastholder hinanden, vil sammenholdet mellem dem altid forme sig sådan, at sindet uden helt at slippe nogen af dem vender sig snart mod den ene snart mod den anden. Selviagttagelsen viser tydeligt, at fastholdelsen har dette udseende: som om de forskellige led i viljesmotivet vekselvis fremkalder hinanden på ny, så sindet ligesom kommer til at svinge mellem dem. Grænsen mellem lyst og vilje, dvælen og genknytning er ikke skarp. En bestræbelse eller vilje fremkommer først med en dalen i vitalitetsudfoldelsen, det drejer sig altid om en genvindelse.

Fastholdelsessammenhængen mellem forskellighederne, der er sammenknyttede i viljesmotivet, bevirker i første linje den betydningsfulde forandring, at nuets øvrige forestillinger og indtryk ved at holdes i baggrunden taber deres kraft, falder i smuld og drysser bort. Viljesmotivet bliver hvad man kalder associationscentrum, det vil sige bestemmende og retningsgivende, et “fremadrettet” tankeperspektiv.

Spørgsmålet bliver nu, om vi med denne opfattelse af viljesfænomenet har fået alting med? Når viljen skal kunne virke styrende, må det efter hele vor betragtningsmåde ske ved, at den psykiske gruppe, der hæver sig frem, vinder en slags overmagt, en særfordel i konkurrencen med nuets øvrige indhold. Består denne særfordel udelukkende i, at viljesmotivet dels bestyrkes ved at opnå forhøjet vitalitet, dels kommer til at beherske de påfølgende øjeblikkes reproduktive forløb? Det forekommer mig tvivlsomt. En kendsgerning, som hidtil ikke er omtalt, tyder på, at vi ikke er nået til bunds i sagen: den koncentrative akt er udelelig, vi formår kun at koncentrere os i én retning ad gangen, om én “sammenhørende” psykisk gruppe. Dette leder tanken hen på, at en særlig faktor gør sig gældende, en forborgen særfordel, hvorom der konkurreres. Hvad det kan være, er vi kun i stand til at danne os løse formodninger om. Man fristes til at tænke på de vegetative livsvirksomheder, der bærer bevidsthedsudfoldelsen oppe. Består der muligvis et konkurrenceforhold mellem nuets bevidsthedsvirksomheder i henseende til “ernæring”? Vi ville hermed have en forklaring på fortrængning og hæmning. Helt blottet for sandsynlighed er denne formodning vel ikke. Det er i alt fald en kendsgerning, at der gør sig konkurrence gældende på det vegetative område. Blodet strømmer særlig rigeligt til de dele af legemet, hvor der i øjeblikket arbejdes kraftigst; bl.a. er det bekendt, at stærk fordøjelsesvirksomhed efter et rigeligt måltid svækker tænkeevnen og “gør magelig”, fordi maven kræver blodtilførsel på hjernens og musklernes bekostning.

At koncentrativ fremhævelse og de for viljen karakteristiske fastholdelsesbevægelser virkelig tilfører pågældende psykiske grupper en bestyrkelse, et plus af livskraft, kan tydeligt iagttages. Tankeforbindelser, der har nydt en sådan pointering, viser sig, næste gang de dukker .op i erindringen, at besidde øget vågenhed og evne til at gøre sig gældende. Det er gennem fremhævelse og koncentrativt eftertryk, at forsætter og beslutninger dannes. Ved det opnåede fremstød i vitalitet opøves de til større energi og udholdenhed; andet og mere end en sådan særlig livsintensitet og standhaftighed udmærker næppe beslutningen og forsættet frem for andre forestillinger. Som modstykke til disse forhøjede vitalitetsformer viser erfaringen, at når vi ifølge overvejelse har forkastet en ide, vil denne, når den senere melder sig for tanken, være præget deraf, den er undergået en svækkelse, der betegnes ved ord som modløs, forsagt, usikker, ubestemt.

At viljesfænomenet bunder i en animerende vitalitetsforbindelse, viser sig særlig tydeligt derigennem, at forsætter reduceres og falder bort ved at blive realiserede. De mister derved deres tidligere opsathed i bestemt retning. Forklaringen ligger i, at de efter at være afbrugt ikke længere er midler, der kan animere formålsforestillingen, deres “betydning” er forbi. Det overflødige er til besvær. I stedet for at møde koncentrativ fastholdelse affærdiges de til ubemærkethed. I dette forhold, at det afbrugte er til ulejlighed, ligger åbenbart grunden til den gamle erfaring, som udtrykkes i ordsproget “utak er verdens løn”. Taknemlighed hører kun hjemme i historiske betragtninger. Når fortjenester, man har indlagt sig, ikke længere har nogen direkte mission i fremtidsarbejdet, men kun figurerer i mindet, bliver de distraherende momenter i dagens strid, der efter sin natur må være fremadrettet, ikke tilbageskuende.

Den i nærv. afsnit fremsatte besvarelse af det gamle problem om viljesenergien (psykisk aktivitet) bestyrkes ved, at det efter al sandsynlighed er tilsvarende forhold, der træffes, hvor fysiske påvirkninger animerer f.eks. vegetative livsvirksomheder ; bl.a. når hos den sultne liflig madduft forøger spytafsondringen, eller når indtagne fødemidler sætter mavekirtlerne i virksomhed. At fysiske agenser fremkalder eller stimulerer livsvirksomheder, er næppe væsensforskelligt fra, at livsvirksomheder animerer eller deprimerer hinanden.

IV. Opretholdelsen af livsrørets effektive omfang.

Selvopholdelsesdriften værner om alt, hvad vi i videste forstand har gjort til vort eje, alt, hvad vi udadtil eller indadtil har opbygget os som grundlag for vor livsførelse. Tab og forringelser heri føles som direkte skår i de tilvante forudsætninger; det er indgreb, mod hvilke selvopholdelsesdriften uvilkårligt og umiddelbart reagerer. Men der gives en hel anden art af forringelser, som vor selvhævdelse ikke er direkte ømfindtlig overfor og derfor værner os langt dårligere imod. Disse forringelser kan snige sig uforvarende over os, fordi de er af in· direkte, uhåndgribelig natur.

Det drejer sig om formindskelser i vor vivacitet: tab af spændstighed, tilbagegang i livlighed, indskrumpninger i vor oplagthed til aktivitet. Derved fortyndes efterhånden det levende røre, som dag efter dag gennemstrømmer os; oplevelser og indtryk fænger ikke i vort sind som før og mister deres frodige omfang. Det er ikke egentlige nedbrydende indvirkninger, der er tale om, ingen slags overlast; men forfaldet består i, at livsstrømningen, både sindets udspænding og vore legemlige rørelsers kvikhed, lidt efter lidt aftager.

Der kan næppe være tvivl om, at vor tilværelses to grundpiller, struktur og funktion, er intimt forbundne; og som følge deraf trues vi af to slags affældighed. Ikke blot sker der rundt om i organismen afslid, hvorved strukturer bliver invalide, så der må produceres erstatninger; men også i henseende til funktionernes livlighed og fulde samspil lever vi i stadig kamp mod forfald. Forbening i stive livsformer, vanesløvhed, afslappelse, banalitet, bornerthed er udtryk for, at livsrøret i os sløjer af og skrumper ind af mangel på friske overvindelser og fængende impulser. Det er dette, der ligger til grund for paradokset, at stilstand er tilbagegang. Ved et liv i magelighed med nemme fastlagte sysler forsumper vi. Oplevelserne forfladiges og sindet snævres ind, hvis ikke tankerne vedligeholder en levende aktivitet, der fører til friske opfattelser, ny modtagelighed og nye opgaver. Vi kan ganske vist ikke leve uden at være rodfæstede i en omfattende kreds af gentagelser, men vi kan heller ikke leve af gentagelser alene. Er vi åndelig stillestående, bliver repetitionerne snart til forslidte afhaspninger, tomme og øde som fængselsgange.

Når digterne taler om den hellige ild, der skal holdes ved lige i menneskene, er det disse uhåndgribelige livsværdier, der hentydes til – åndens spændstighed, levendegørelse og fremdrift. Men så vidt jeg kan se, gives der intet, som advarer os mod den gradvise fortabelse af disse værdier, undtagen sammenligninger mellem det forbigangne og det nærværende. Der findes ikke i vor natur nedlagt nogen drift, som reagerer mod, ·at vi fortørres, afslappes og bliver små. Det måtte være en drift, som tilkendegav sig i form af en almindelig åndelig udvidelsestrang, en hunger og tørst hos allehånde psykiske formationer efter at vokse til bestandig større righoldighed. Jeg har tidligere været i tvivl, om ikke en sådan vækstdrift eksisterede, men efter fornyet overvejelse mener jeg afgjort, at det ikke er tilfældet. De mange tegn, som tyder i den retning, må opfattes simpelthen som udslag af, at al livsnydelse er knyttet til livsvirksomhedernes fremadskriden i deres stræben. Naturen har med sin sædvanlige simplicitas overladt det til os selv at opdage, at prisen for varig nydelse overalt er virksomhed. Denne opfattelse bestyrkes ved, at en almindelig vækst- eller skaberdrift sikkert i mangfoldige henseender ville betyde en dødelig risiko for os. Vækst er ligeså farlig som ild at lege med. Naturen har uden tvivl gjort klogt i kun at give os drifter af bevarende art. Efter min formening eksisterer der ikke andre drifter end selvopholdelses- og forplantningsdriften, der begge tydeligt nok er organisationsbevarende, idet de hver på sit hold tilskynder til, at dels de individuelle dels de generelle organisationsformer bliver fornyede. Drifterne rækker til status quo ante og ikke videre.

Hvad er det da, som driver os til videreudvikling og nyskabende aktivitet? Som vi snart skal komme ind på, foregår de åndelige nydannelser i os på en måde, som er yderst jævn og ligetil, og de spirer frem i så rigeligt mål, at de i fuldeste omfang dækker vort behov. Men da livsstrømningernes rindende flod i os jo langtfra næres ved nydannelser alene, vil det være hensigtsmæssigt først at betragte de andre kilder og tilløb, som tjener til at holde vor bevægelsesrigdom vedlige.

Det legemlige kredsløb af funktioner er det som regel forholdsvis let at holde i passende gænge. Det kropslige maskineri er så fastlagt i sin sammenhæng og så automatisk virkende, at funktionerne holdes vedlige med temmelig ringe pasning. Men af det velvære og de incitamenter, som denne kropslige cirkulation i bedste fald skænker os, kan vi ikke leve, den giver ikke vore øjeblikke synderligt indhold; det hedder sig endda, at jo sundere legemet er, desto mindre mærker man til det. Skal tilværelsen ikke arte sig til en lang kedsommelighed, gælder det om at skaffe sig sindsindhold af livlig art. Det er om denne opgave – om bevidsthedslivets rigdom og frodighed – at så at sige hele levekunsten samler sig, da vor tilværelse i bund og grund egentlig ikke består i andet end en række bevidsthedsøjeblikke.

Husker man på, hvor flygtigt ethvert sindsindhold er, hvor hurtigt tanker, indtryk og stemninger udtømmes og henvejres, hvor tit vor hu forlanger at skifte, og hvor vekslende enhver optagethed må sno og vende sig for at holde sig levende, så vil det forstås, at det ingen let opgave er øjeblik efter øjeblik og dag efter dag at holde sit sind levende beskæftiget. Der kræves en hærskare af forudsætninger. Fysisk næring kan vi nøjes med at indtage nogle gange daglig, men for at bevidsthedslivet ikke skal synke hen og opløses i et drys af trivialiteter, kræves der daglig tusinder og atter tusinder af friske tilførsler. Hvor får vi dem fra?

Det falder straks i øjnene, at de allerfleste af vore sysselsættelser og oplevelser har hentet deres stof fra omverdenen og dens begivenheder. I grunden kan man godt sige, at alt vort sindsindhold enten ligefrem beskæftiger sig med et eller andet i vor omverden eller dog til sidst har henblik derpå. Selvom vi er optaget af at bringe vore egne tanker i orden eller på anden måde sætte skik på os selv, er det bestandig ud fra en bagtanke om, at disse forbedringer af jeget skal anvendes udadtil. Det hænger sammen med, at vi umulig kan være os selv nok, enhver af os ville hurtigt komme i den ynkeligste mangel på virksomhed, hvis vi ikke drog omverdenens levende skabninger, ting og forhold ind i vore beskæftigelsescirkler. Menneskets sjæl er i ligeså høj grad som dets legeme afhængig af omverdenen.

Men på den anden side kan blotte og bare påfyldninger udefra umuligt holde bevidsthedsstrømmen vedlige. Ikke fordi der mangler stof til uendelig afveksling. Omverdenen rummer en uudtømmelig vrimmel af ting at hente indtryk fra og et uafladeligt begivenhedsrøre, hvorfra både sind og sans kan opfange påvirkning. Og skulle man tilfældigvis være for ugidelig eller for stupid til ved egen opfindsomhed at få sit sind sat i bevægelse af disse ydre påvirkninger, findes der et stort verdensmarked med tillavede adspredelser og underholdninger, der leverer bevidsthedsstrøm næsten som på patteflaske. Der er altså mere end nok af påfyldninger at få. Men alverdens brogethed og alverdens aviser og forlystelsesindustri forslår ikke til at holde selv det mest overfladiske sind fri for overhåndtagende kedsomhed. Hvis påvirkningerne udefra ikke indgår forbindelse med varige interesser hos individet og derigennem udløser strømme af foretagsomhed, vil resultatet kun blive en forvirret klimpren på sjælens instrument – en materialisme ligeså tom og uudholdelig som den koncert, et toårs barn frembringer ved at daske med hænderne på et klaver.

Det moderne, såkaldte kulturliv kan for det almindelige publikums vedkommende betragtes som et stort anlagt forsøg på at skabe et fyldigt bevidsthedsliv ved fodring, gennem rigelig påhældning af stof og impulser udefra. Det har vist sig kun at give sulteføde. Hvad der således hobes ind i sindene, uden andet at bygge på end modtagerens tankeløse forslugenhed, vil som oftest kun vække en flygtig bevægelse, forbigående som et klingklang. Hvor lidt virkelig næring der findes deri, ser man bedst ved at lægge mærke til, hvor hurtigt emnerne afdankes; ved at bruges som krydderi og tidsfordriv bliver de inden længe så arme og forladte at se til som alskens ragelse, der kastes i skraldebøtten. Kun i første omgang så længe emnerne virker ny, skænker de en forbigående oplivelse og forfriskelse, en smule psykisk motion; men i længden bliver sindene fortørrede og afjaskede af at leve ved den slags åndsføde. Det er en vagabonderen i tilværelsens vrimmel, leddeløst fra det ene til det andet, uden anden frugt end en verdenskundskab, der i det højeste har makulaturværdi. Som regel fører denne ernæringsmåde til den ynkværdige sygdom psykisk anæmi, hvis bedst kendte symptom er jagten efter pirringer og sensationer.

Der er to hovedbetingelser for at bevidsthedslivet kan vinde kraft og frodighed. Det må for det første være sammenhængende. Fra stund til stund og fra dag til dag må den overvejende del af oplevelserne stå i fortsat kontakt med hinanden, tråde af levende interesse må slynge sig fra det ene til det andet. Det vil atter sige, at bevidsthedsindholdet i det store og hele må være aktivt præget, båret af en eller anden fremdrift, som har sin rod i en varig higen. Ved at hengive os til tidsfordriv, alskens letbenet afveksling, skæmt og vid, kan vi finde rekreation; småpuslerier kan være læskende ved deres rolige klarhed og overskuelighed; men åndelig næring finder vi kun i det, som udløser en eller anden stræben og fremdrift i vort sind, bringer noget i os til at gro og folde sig ud. Det er de indre kildespring, det higende og søgende i os, der er ophavet til alle vore betydende sindsrigdomme.

For det andet må bevidsthedsstrømmen i det lange løb bæres af et omfattende vekselspil mellem omverdenens eksistenser og vort tankeindhold, et fortsat forløb af henvendelser og gensvar, tiltale og modbemærkninger. Men dette levende spil af vekselvirkninger, der lige så vel kan udspinde sig mellem os og tingene som af vore forhold til medmenneskene, har atter sin kilde i vor egen aktivitet. Det er ene og alene vor ønskerigdom, som levendegør omverdenen for os og indgyder alle ting deres betydning.

Bevidsthedslivets trivsel beror da i bund og grund på, at individet får sin stræben vakt, formet og udfoldet til stadig videre forgrening. Spørgsmålet kommer derfor til at løbe ud på, hvor ydedygtig vor natur er til frembringelse af bestræbelser? De personlige forskelle i så henseende skal jeg ikke komme ind på. Men i al almindelighed gælder, at naturen har sørget særdeles rigeligt for os i den retning. Skulle vi klage, måtte det snarere blive over alt for stor yppighed end over mangel. Mennesker, som trods upåklageligt helbred er bestræbelsesfattige, kan uden videre betegnes som misdannelser.

Som en foræring fra naturens hånd kan de tilskyndelser anses, som vore drifter indgiver os. Disse begæringer og behov opstår uden hjælp af vor opfindsomhed, og de tænder energi selv i den dovneste. Men hvor vidt forslår de? Hvor omspændende er de? Strækker disse drivfjedre til at udfylde vore dage helt, og formår de at levendegøre den ganske verden for os? Er glæderne, de skænker os, rige nok til med deres stråleskær at omfatte skabningens vrimmel?

På en måde er drifterne uudtømmelige kilder at øse af. Der er ingen ende på, hvad der kan opnås, og hvor langt forsorgene kan strækkes ud. Man kan stadig skrabe rigere forsyninger til sig og bygge den ene sikkerhedsvold uden om den anden til værn for det erhvervede. Men der er det uheldige derved, at ønskerne bliver stadig svagere, mere vilkårlige og indholdsløse, jo mere de fjerner sig fra deres rod og forgrener sig ud i specialiteter. Hvad har den velforsynede tilbage yderligere at erhverve sig? Hvad appetit har den mætte og tilfredsstillede? Hvormed kan den betryggede ydermere betrygge sig? Der bliver til sidst ikke stort at lægge til. Har man ikke andre opgaver at leve af, må man for ikke at hjemfalde til sindstomhed kaste sig ud i påhit, der egentlig kun får magtpåliggenhed, fordi de er den fattige velhavers “eneste lam”. Det er meget træffende, når vox populi hefter endelsen -syge til disse bestræbelser: havesyge, herskesyge, pragtsyge, æresyge osv. For folk, der hovedsagelig har nøjedes med at leve på driftmotiverne, er der næsten kun én redning fra disse afveje: forældre, hvis personlige ønsker er afblomstrede, kan koncentrere deres interesse om afkommet og således ad en omvej begynde forfra på det samme repertoire.

Ved siden af dette at drifterne kun har tilstrækkelig fynd indenfor et vist tøjrslag, svækkes deres værdi som drivkræfter ved, at der er noget trædemølleagtigt ved oplevelserne, de fører til. Det hele samler sig jo i grunden i at dreje rundt og atter rundt i samme gænge. Udsigterne er jordbundne og snor sig i kringel. Der mangler perspektiv og den inciterende fornyelse, som vindes ved at “komme af flækken”.

Men dette er just det allervigtigste for bevidsthedslivet: tankernes stærke og fulde fremadspænding. På nutidsmenneskets stade er det simpelthen en livsnødvendighed, at der i sindene lever et eller andet udsyn, et mulighedernes rige, der hæver sig højt og vidt over det givne, for at tankerne kan få luft og drages afsted. Prøver vi blot et øjeblik at tænke os lænkede til det allerede opnåede, enhver til hvad han har vundet sig, vil det føles som et fængsel. En eller anden fremtidsdrøm må vi have, hvis ikke livets kilder i vort indre skal ebbe ud. Et af beviserne derpå er religionernes ælde og udbredelse. Grundtrækket i al religion er just fremtidsperspektivets livgivende magt, den løftende og befriende dragningskraft, det skænker sindet. Et forventningens perspektiv, en sfære af idealer og muligheder er for enhver, der hæver sig blot til et jævnmål af omtanke, ligeså nødvendig som det daglige brød. Tilfredshed kan vi aldrig nå, stagnation er vor natur imod, men netop fordi vi ikke er skabte for tilfredshed, må der være en indre lysets verden, hvis væsen er forjættelse. Det er dette behov, der er indholdet i den gamle lære om tro, håb og kærlighed som åndens næring.

Naturens magter i vort indre spørger aldeles ikke om, hvorvidt vi vil tro denne lære og rette os derefter eller ikke. Naturens virken går sin gang og spotter de formastelige, som vil skjule denne livsnødvendighed for menneskene eller bortfortolke den. Det simple forhold er, at den menneskelige tanke ifølge sit væsen uvilkårligt i hvert sind skaber en rigdom af fremskridtsperspektiver, der omgiver vor tilværelse med en sfære af ubegrænsede udsyn, ligesom himmelrummets dybder omspænder jorden til alle sider.

Hvordan sker det?

Når undtages de få stunder, hvor vi dvæler i minder om det forbigangne, kan vort tankeliv overhovedet ikke røre sig uden at forme de elementære figurer, vi kalder: at foretrække det ene for det andet. Er det ikke ethvert menneskes lod hver eneste dag at møde snart noget opmuntrende, snart noget nedstemmende, hist et gunstigt sammentræf, her et uheld? Lys og skygge skifter. Vi træffer nogle mennesker, som er imødekommende, andre er modvillige; nogle ting er interessante, andre kedelige.

Hundreder af sådanne uligheder byder livet på, en uendelighed af værdiforskelle. Vi kan derfor ikke undgå mange gange daglig at gøre sammenligninger og foretrække det ene for det andet. Men derved føres vi uvilkårlig til at danne os forestillinger om mulige forbedringer. Ifølge vor stræbende natur holder vi fast på det opmuntrende og løfterige, mens vi ønsker at udrydde, hvad der nedstemmer eller irriterer os. Der opstår drømme om, at verden kunne være bedre, og at vi selv kunne være klogere og sandere, snart på en led, snart på en anden. Tankerne derom kommer lige så uvilkårligt som vore åndedrag. Fremtid vil altid fremskridt, det er naturens lov.

For ret at komme til forståelse af fremskridtsideernes karakter og deres betydning for livstotaliteten, må vi danne os en oversigt over, hvad hele den mægtige kreds af bestræbelser, der kommer til verden gennem det menneskelige bevidsthedsliv, egentlig går ud på. I forrige afsnit betragtede vi kun de almene træk, der så at sige udgør viljens støbeform, nu må vi rette opmærksomheden på indholdet, som rører sig i vore viljer og formål.

Der gives to hovedarter af bestræbelser, de middelbare og de umiddelbare. De første kaldes gerne: stræben efter formål, de sidste: æstetisk lyst eller tilskyndelse. Begge opstår i kraft af kombinationer, der udvikler sig af nuets psykiske røre; og begge går ud på vitalitetsforhøjelser. Forskellen er, at formålsbestræbelserne ikke kan vokse sig færdige umiddelbart og straks, fordi de sigter mod opnåelser, som ikke kan realiseres, førend en række mellemtrin eller midler er bragt til udførelse; deres virkeliggørelse, som det kaldes, beror på forudsætninger, der ikke lader sig tilvejebringe øjeblikkelig.

Derimod lader de æstetiske opnåelser sig realisere umiddelbart, de bygges op ved midler, der er forhånden, af materiale, der så at sige ligger parat og ikke først skal produceres. Mens tyngdepunktet i formålsbestræbelserne ligger i produktionen eller indhentningen af midlerne, altså i årsagsforholdene, er problemerne, som den æstetiske stræben har at løse, hovedsagelig kombinations- eller kompositionsproblemer. Ved den æstetiske produktion, hvad enten den består i smagsudvælgelse eller i kunstnerisk skaben, drejer det sig væsentligst kun om det rette fund, den heldige sammenstilling af psykiske faktorer, idet den tilstræbte vitalitetsforhøjelse er et produkt af vitalitetsforbindelserne alene. Der kan ganske vist være tale om sådanne små frembringende foretagender som at flytte blikket, dreje hovedet, indtage en anden stilling o.desl., men i øvrigt består skabelsesprocessen i den psykiske søgen, der kaldes påfund, fantasibevægelser; det er gennem disse, at de tilfredsstillende vitalitetsforbindelser findes.

Mens vor formålsstræben går ud på at tilvejebringe de varige grundlag og mere eller mindre varige midler, livet skal bruge, kan æstetisk produktion karakteriseres som formning af det levende nu: det er kunsten at gøre øjeblikket livfuldt og stort. Af de givne forskelligheder sammenstilles en gruppe, hvis led harmonerer indbyrdes, “klæder” hinanden, giver hinanden farve, duft, festivitas, livligt sammenspil, dybde, fasthed, helstøbthed, ro, eller hvad nu de forskellige nuancer af æstetisk behag hedder. Alt det øvrige øjebliksindhold, der ikke tjener som passende baggrund for denne dominerende gruppe, skydes bort eller forbises. Udrensning og udeladelse hører gerne med som reversen i den æstetiske udvælgelse.

Grundtrækkene i vor formålsstræben er akkurat de samme som i de æstetiske kombinationer: vitalitetsforbindelser, der giver sig udslag i vitalitetsforhøjelser. For at få forståelsen deraf må vi gå helt til bunds i den proces, der kaldes virkeliggørelse eller realisation.

Det menneskelige sjæleliv er præget af en dybtgående afhængighed. Vort tankeliv består kun i afspejlinger af virkeligheder, vi har mødt; vore forestillinger er kun tegn eller symboler for noget, som ikke er nærværende, nemlig forbindelser med omverdenen. Men forestillingerne repræsenterer muligheder for, at disse forbindelser kan oprettes igen, så at vi på ny oplever de tilsvarende fyldigere vitalitetformer, der kaldes fornemmelser, virkelighed eller fuld nærværelse. Nogle af disse oplevelser søger vi, andre vil vi undgå. Opgaven for vor formålsstræben bliver, ved hjælp af kundskab om hvordan de forskellige forandringer frembringes, at manøvrere så· dan, at ønskerne går i opfyldelse. Lettest er i regelen undgåelserne, men dem kan vi ikke leve af, de indeholder ingen næring. Ved den positive formålsforfølgning forvikles sagen ved, at det som oftest ikke er et enkelt sæt af ydre indvirkninger, der søges, men en hel situation, der skal genskabes eller nyskabes. Den samlede virkeliggørelse (gruppen af vitalitetsforbindelser) skal da plukkes sammen fra mange hold. Det drejer sig ikke alene om den pågældende ydre situation, tillige må de indre forudsætninger, som ønsket oprindelig er startet på, være opfyldt, hvis bestræbelsen ikke skal forfejle sit mål. De fleste skuffelser hidrører netop fra, at folk ikke har taget denne sidste betingelse i betragtning. De udvortes opnåelser, som vor stræben mest er rettet på, får ringe værdi, dersom de subjektive faktorer, den personlige tilstrækkelighed, svigter.

Erfaringen bekræfter, at vort tankeliv i bund og grund er længselsbetonet, fordi vi i vore forestillinger kun ejer afblegede billeder af det fraværende, mao. fortyndede vitalitetsformer, som ifølge selvopholdelsesdriften begærer at genvinde samme fyndighed, de tidligere har hævet sig til. Vi har bestandig følelsen af, at vore reproducerede forestillinger ikke er andet end foreløbigheder, en slags løfter, der venter på at blive indløst. Det er denne længselsbetoning, som afgiver drivkraften i vort formålsbevægede tankeliv.

Naturen har nemlig forsynet tankelivet med midler til at imødekomme forestillingernes attrå efter at leve op på ny til kraftigere form. Det sker gennem bestemte vitalitetsforbindelser. Herom straks.

Ejendommeligt nok findes der også en art æstetisk “genopståen af døde”. Ved retouchering af minder kan disse renses for deprimerende eller forstyrrende ingredienser, deres hovedlinjer trækkes op, udfyldninger føjes til ved fantasiens hjælp; derigennem kan erindringen af det svundne “forskønnes” og “pyntes”, så den måske endog overgår den tidligere. Oplevelse i livfuldhed. Disse retoucheringer spiller som bekendt en overordentlig stor rolle; for nogle mennesker udgør de endog den daglige hovednæring for bevidsthedslivet.

Af anden art er de vitalitetsforbindelser, der sætter liv i vor formålsstræben. Når vi finder midler, hvorved vi tror at kunne virkeliggøre vore formål, tændes der en forhåbning; forestillingen om midlet animerer formålsforestillingen til større livfuldhed, og omvendt skabes der herved “interesse” for midlet, dvs. en vitalitetsforhøjelse, der gør midlet til forsæt. Efterhånden som midlerne realiseres, rykker formålet sin opfyldelse “nærmere”, hvorved forhåbningen forstærkes. Vi ser altså, at formålsforfølgning simpelthen består i, at reproduktionens “afblegede billeder” omsættes til fuldere vitalitetsformer.

Iagttagelsen bekræfter dette med al ønskelig tydelighed derved, at både målets og midlets forestillinger hver for sig deprimeres, hvis vitalitetsforbindelsen mellem dem brydes; f.eks. når der på en eller anden måde rejser sig tvivl om, at planen fører til noget. Formålsforestillingen bliver derved udsigtsløs og reduceres til et stillestående “fromt ønske”, midlet mister sin interesse. Begge dele betyder afkræftelse.

Hovedsummen af disse betragtninger over tankelivet kan nu uddrages. Resultatet er klart og simpelt. Det livgivende element, som sætter tankerne i røre og ægger dem til fremkaldelser, hvorved bevidsthedskredsen udvides, er vitalitetsforbindelsen – dels forbindelser mellem tankerne indbyrdes, dels forbindelser med omverdenen. Animeringerne, som fremkommer herved, er løftestangen i vor tilværelse. Det er det store under, som livet rummer, at vi har det i vor egen magt at skabe værdier –levendegørelser, forhøjet styrke, en fyldigere og mere sprudlende bevidsthedsstrømning – simpelthen ved at “være lydig” mod disse erfarede animeringer, fastholde dem, fremme dem og værne dem mod indflydelser, der vil sønderbryde dem. Den store opgave bliver vor indre organisation, kombineringen af vore livsvirksomheder, så de trives i forening uden at snigløbe hinanden direkte eller indirekte.

Naturen har bestemt os til værdiskabende væsener. Vor hu drages bestandig uvilkårligt fra det ringere til det bedre, fra fattigere til rigere livsudfoldelse. Men det er kun i bevidsthedslivet, at disse dragninger kan give sig udslag i omkombinering af livsvirksomhederne. De psykiske forskelligheder, som mødes i det levende nu, er på gådefuld vis så rørige, så rige på omdannelsesevne, at nye forbindelser kan stiftes mellem dem; i kraft af at alle forskelligheder i nuet vekselvirker, kan de livsvirksomheder, som harmonerer og bestyrker hinanden, “finde sammen”.

Alle forskydninger, som vor stræbende natur avler (vel at mærke direkte avler), går ud på at afløse noget ringere med noget bedre. Erfaringen bekræfter det. Er det ikke vort væsens lov overalt at “vælge det bedste”, for så vidt vi har begreber om, hvad der er bedst? Vi taler her som sagt kun om de umiddelbare valg, ikke om hvad der i fremtiden skader eller gavner os med sine fjernere, indirekte følger; disse gør sig kun gældende i vor overvejelse, når forestillingerne om dem enten ved erfaring eller gennem belæring er knyttede til nuets aktualiteter, som vi vælger imellem. Det er i kraft af disse associationer, at vi ofte afviser øjeblikkelige behageligheder og i stedet vælger ubehageligheder (deprimerede vitalitetsformer) som gennemgangsled til goder. Men hvad enten valgene er umiddelbare eller komplicerede, vælger vi altid af to goder det største, af to onder det mindste; og når talen er om valg mellem ulige midler, foretrækker vi – alt andet lige – de letteste, eller som man siger, at nå vore mål med den mindste bekostning af anstrengelser og ofre.

Af denne almindelige tendens følger ganske ligefremt, at fremskridtsideerne må komme til at gennemsyre hele vort tanke- og bestræbelsesliv. Ser vi bort fra defekte og fordærvede individer, vil disse ideer, der i sig samler kvintessensen af tusinder og atter tusinder af foretrækninger, være så mange og så omfattende, at de “blander sig i alt”. Da vor hu altid søger mod det bedste, vi øjner, vil disse idealer, i hvilke vore rigeste og lykkeligste oplevelser er krystalliserede til fremskridtsperspektiver, naturligvis gøre sig gældende i vore bestræbelser. Højt og vidt over alle små gøremål for dagen og vejen vil de blive det, hvorefter vi stiler. Vi vil ikke nøjes med at søge blotte og bare gentagelser, ikke nøjes med det givne. Og ligesom fremskridtstankerne bliver vor stærkeste fortrøstning, kernen i vort livsmod og den store samlende kraft i vort sind, vil det altid være menneskets højeste stolthed at udrette noget, der kan blive stående og hjælpe livet fremad.

Men overfor hele denne anskuelse rejser sig et kontraspørgsmål: når vore livsvirksomheder således i småt og stort arbejder i retning af vækst og fremgang, hvordan kan det da være, at resultatet så ofte er kummerligt? Hvoraf kommer det, at vor tilværelse ligger under for skuffelse og forfald i så stort omfang, som erfaringen viser? Herom i næste afsnit.

V. Depressioner.

Noget bevis for den velbekendte sætning, at alt i verden er underkastet nødvendighedens lov, kan ikke opstilles. Men vi er ifølge vor natur ude af stand til at tænke os, at noget i vor tilværelse skulle være lovløst eller “frit”. Et noget, der grundløst skifter, forvandlende sig til bunds uden nogen indre bestandighed, opløser sig for vor tanke til noget komplet udflydende og ubestemmeligt; det ville for os ikke være “samme” ting optrædende i forskellige skikkelser, men vi måtte efter hver forvandling opfatte det som en ny ting, der intet har med det forrige at gøre. Der ville altså ikke engang kunne tales om forvandling, men kun om forskelligheder uden forbindelse med hinanden. Grunden til, at vi holder fast på al tings lovmæssighed, ligger til sidst i os selv, i vor tankes natur og i livets behov, thi uden lovmæssighed bliver ikke blot alle vore tanker vildfarende og usammenhængende, men også alle vore bestræbelser bliver meningsløse; de bygger på faste forandringslove; uden sådanne falder hele vor selvstyrelse håbløst i smuld. Livets tarv kræver lovmæssigheden. At nødvendighedens “klippegrund” ligger i os, viser sig også på en anden måde. Nødvendighedens love kunne ikke øve mindste tvang eller tryk på vor livsudfoldelse, hvis ikke vor egen vilje førte os i konflikt med dem. Ellers kunne vi simpelthen undgå at støde mod dem, idet vi kunne lægge vor vej uden om deres spærringer og boltre os i retninger, hvor de ikke er til hinder. Det er altså på grund af den indre stædighed i vor lyst, stræben og vilje, at vi tørner imod nødvendighederne. Det er vor egen naturs bestemthed eller lovmæssighed, der på bunden er det tvingende. Det kan også udtrykkes sådan, at nødvendighedens lov – for så vidt den kommer os ved – i sidste instans vil sige vore livsrørelsers afhængighed, vore livsbehov. Derfor er al begrundelse til sidst et argumentum ad hominem, en henvisning til livets tarv, der alene bestemmer, hvad der vedkommer os, og hvad vi kan lade uænset. Det drejer sig aldeles ikke om, hvilke nødvendigheder der findes i verden. Intet kan blive nødvendigt for os, medmindre vor egen vilje sætter os ufravigelige bud, som bringer os i kast med nødvendighederne, holder os fast i et forhold til dem og tvinger os til på en eller anden måde at gå i spand med dem. På alle områder er derfor tvindingen mellem vilje og nødvendighed den sidste ankergrund i vor tilværelse. Denne tvinding er al tænknings hovedhjørnesten.

Måske kan vi bedst danne os en forestilling om nødvendighederne ved at kalde dem tingenes egenvilje, begivenhedernes egenvilje, eller naturens uforanderlige væsen og ubrydelige gænge, både i omverdenen og i vor organisme.

Det er fra denne tingenes uvægerlige gang, eller rettere fra vore ønskers og behovs sammenstød med tingenes naturbestemte forløb, at enhver art af ubehag, nød, savn, ulykke, udartning og forfald stammer. Oversat i livets sprog kommer det til at hedde, at det er nødvendighedernes tryk på vore livsvirksomheder – konflikterne mellem tingenes egenmægtige gang og vore begæringers retning – der er årsag til alle hæmninger og sammenbrud i vore livsvirksomheder, med andre ord til alle arter af depressioner.

Alt ondt, vi rammes af, kommer til os i form af depressioner, hvorved jeg forstår allehånde forringede vitalitetsformer eller totale forstyrrelser af vore livsvirksomheder. Her kommer vi til besvarelsen af spørgsmålet fra forrige afsnit, hvordan det kan være, at livets virken i os, til trods for at denne virken altid kun producerer fremgang, i så stort omfang giver ringhed, kval og elende til resultat? Det er fordi livsvirksomhederne løber på skjulte skær, som nødvendighederne sætter op imod dem. Livsfunktionerne er jo ikke alene i verden, men kun en begivenhedsstrømning blandt mange andre, og de er heller ikke selv “fri”, men bestemte af deres eget væsen og afhængige af komplicerede forudsætninger. Der er mange muligheder for, at de vil kunne brydes og kvæles.

Inden vi vender os til at tage depressionernes brogede vrimmel nærmere i øjesyn, skal der gøres opmærksom på, at disse “nedbrydende tendenser” ikke bør anses blot og bart som ubehageligheder, men at de på en måde virker til gavn for os. De taler rådgivende til os. Depressionerne er, kan man sige, de uundværlige varselsråb, som livsforløbene i os afgiver, hvorved det kundgøres for vor bevidsthed, hvad vi skal tage os i agt for. Ikke blot advarer de os overfor ydre indvirkninger og forhold, som i den givne skikkelse har et eller andet misligt ved sig, men de vækker os også til vagtsomhed overfor vore egne misgreb. De afslører vore fejltagelser og hilder vore letsindigheder i et net af bryderier. Ligesom organismen har brug for at skille sig af med strukturer, der ved slid, overlast eller udartning er blevet uegnede, hører det også til dens tarv at befri sig for vitalitetsforbindelser, der er ufrugtbare eller virker forstyrrende. Det er i de fleste tilfælde vore synder og vore uheld, vor uvidenhed og ufærdighed, der nedkalder depressioner over os, og disse virker hen til at opløse de pågældende forbindelser.

Depressioner og deres modsætninger animeringer er så at sige de to forskellige slags “træninger”, hvoraf livet benytter sig. Animeringerne bestyrker virksomhederne, depressionerne svækker dem, så de, næste gang de aktualiseres, viser sig “ombetonede”, henholdsvis energibetonede og afmattede. Animeringerne stifter vitalitetsforbindelser gennem fremhævelse, koncentration, fastholdelse og formålsforfølgning. Depressionerne bevirker decentralisation, undflyen, forladen, og virker derved opløsende på vedkommende forbindelse.

Men set på anden led er depressionerne unægtelig den store forbandelse, som hviler over livet. De er “syndefaldet”, der driver os ud af paradiset. De er eventyrets “trold med hundrede hoveder”, der vokser ud igen så rask som de afhugges. De er “den store bøjg”, der dølger sig i tågen og overfalder os fra utallige baghold. Uden dem ville livet i os trives og stadig højne sig, som dets stræben er. Uden depressionernes modangreb ville det være den letteste sag af verden at blive et energisk menneske, yppig i skaberkraft, mod, forhåbningsrigdom, i stand til at udvide sine tankers bæreevne til et omfang af viden, klogskab og dyd, som i nutiden synes utroligt. Dette er forjættelsen, som er givet menneskelivet: bortskaf depressionerne og al denne herlighed skal gives dig! Det er bl.a. “livets mening”.

Vi kan sagtens bygge op, det er ingen sag, hvis blot sammenføjningerne viser sig holdbare. Hvad der tager vore kræfter og lammer vor fremdrift, er bestandig, at det opbyggede falder i grus og efterlader os skuffede, nedslagne, forvirrede og tvivlende. Vi slides op af sisyfosarbejde, det er den nøgne sandhed. Og det er indlysende, at der ingen befrielse gives fra denne snigende fortærelse undtagen gennem organisationen af vort sjæleliv, gennem livskundskab. At menneskeheden nogensinde skulle rejse sig af sin fornedrelsestilstand, blot ved at forbedre den fysiske teknik og samfundslivet, er en håbløs tanke.

Gennem de foregående afsnit, der omhandlede “opdriften” i sjælelivet, kan læseren have fået det indtryk, at der stilles store krav om energi og selvovervindelse for at skabe et rigt sindsindhold. Men det er jo en kendsgerning, at hos den energiske og dygtige føles aktivitet ikke som en anstrengelse. Opgaverne løses “med liv og lyst”, bevægelserne, der skal opbydes, strømmer villigt frem, arbejdet og den vågne omsigt forener sig til en levende optagethed og frisk udretten, der bæres oppe af sin egen frugtbarhed. Når det føles tungt at udfolde virksomhed, skyldes det som regel ikke selve kraftforbruget, men indvirkninger af deprimerende natur: urede i tingene, uklarhed i tankerne, arbejdets ensformighed, tvære udsigter o.desl. Der kendes tilfælde, hvor selv en anspændt aktivitet er idel lyst. Fodboldspil er mindst lige så energiforbrugende som grøftegravning, og dog går det første som en dans, det sidste trevent og dødt. Hele forskellen ligger i vitalitetsforbindelserne. Det opslidende i livet er ikke selve arbejdet og kampen, men mængden af deprimerende forestillinger, den umådelige vrimmel af forgævesheder, der gør sindene tunge og lamslåede. Den usynlige centnerbyrde, som tynger vor tilværelse, er opstået ved, at utallige af vore bestræbelser er bristet sammen, at en hærskare af forviklinger stemmer op for vore tankers løb, at vore rigeste og bedste hensigter kvæles i udsigtsløshed. Langsomt afstumpes vort sind, sløves mod og forhåbning, ved at vi atter og atter må lægge vore planer om, gå tilbage og begynde forfra, reparere og genrejse det sønderfaldne, samle ny marv efter at have forblødt os på skuffelser.

Depressioner kan lignes ved en slags amputation, som det aktive jeg undergår og må regenerere sig efter, for på ny at komme i sving. Jeg tør ikke trætte læseren med at gennemgå samtlige typer af deprimerende forløb, men indskrænker mig til at belyse en del karakteristiske tilfælde.

Når vore bestræbelser møder hindringer, som vi ingen udsigt har til at overvinde, eller som det ville kræve urimelige ofre at få bugt med, indtræder den depression, der kaldes opgiven eller afkald. Enhver forgæveshed både i tankearbejde og i ydre handlen virker nedslående. Bestræbelsen klippes af, idet al tanke om at komme videre ender i forkastelse, fordi der stødes på modsætningsforhold. Selvom en gennemførelse i og for sig var mulig, kan vi ikke for en enkelt bestræbelses skyld nedbryde vore øvrige livsudsigter. Thi det er jo sådan, at vor samlede stræben går i ring og forener sig om at bygge videre på det vundne livsgrundlag. Så snart blikket vendes mod fremtiden, kommer alle værdier til at hænge i hob med hinanden. Samspillet mellem dem, det samlede grundlags opretholdelse, er betingelsen for, at såvel de nye som de tidligere opnåelser kan holde hvad de lover.

Utallige depressioner, som man kan finde eksempler på i enhver overvejelse, stammer fra, at den brogede vrimmel af ønsker, vi nærer, idelig krydser hinanden i deres gennemførelse. Dels afskærer de hinanden direkte, idet de forlanger uforenelige ting; dels underminerer de hinanden ved deres eftervirkninger, idet enhver iværksat forandring giver bagslag til en eller anden side. Intet er så galt, at det jo er godt for noget, plejer man at sige, men det omvendte gælder også, ethvert vundet gode har sin skyggeside. Ved ethvert valg forspilder man andre muligheder, hvert ja betyder frafaldelse i andre retninger. “I valet och kvalet” hedder det meget betegnende på svensk. Et ønskes gennemførelse er en proces, hvorved man kommer i en ny situation; derved kan vilkårene forringes for andre ønsker. Kort sagt vi modarbejder idelig os selv, krydser vore egne planer, og da vor viden gør os forudseende overfor disse konflikter, må vore overvejelser som regel krydse sig frem mellem skær. Det er denne indre modstrid mellem vore mangfoldige fornødenheder og begæringer, der er tankelivets stadige hemsko. Vor pønsen og tænken er en evindelig brydekamp med komplikationer (forkastelser) og kræver derfor en sej udholdenhed i at overvinde depressioner.

En mængde bestræbelser frafaldes af ugidelighed eller af fejhed. I selve nederlagets øjeblik, da man krymper sig tilbage fra opgaven, former disse depressioner sig mindre skarpe og bratte, end når man f.eks. rammes af et tab eller ser en forventning briste. Men bagslaget er mere skæbnesvangert. Man bliver ikke ringere af at møde modstand, tværtimod virker det som en opfordring til at øge selvets kraft og evne. Men man gør sig selv lille ved at krympe sig, undslå sig for anstrengelse eller risiko, dreje sine egne formål af kurs for at liste uden om ubehageligheder. Kommer man først ind på at vige af for livets utallige færdselshindringer og kun rykke frem, hvor bekvemme smutveje åbner sig, er man på skråplanet mod selvfornedrelse.

Tvivl, forvirring, vaklen, forlegenhed, vildrede betegner forløb, hvori bevidsthedslivet ligger under for en række deprimerende afbrydelser. Tanken er ligesom omklamret af en strømhvirvel, hvori alle påbegyndelser sønderbrydes. Knap har en idé eller et forsæt dannet sig, før et andet tankemotiv stiller sig på tværs deraf. Den ene omkalfatring afløser den anden og hindrer enhver vedholdende koncentration, alt er splittelse og spredning. På lignende måde er enhver uklarhed en hængesæk, som tanken ikke kan passere uden at lammes. Det er samme brydningsforhold, der gør uorden frastødende, bekymringer urolige og nysgerrighedens uvished plagsom.

Ingen forestilling kan leve uden at have forbindelser, hvormed den vedligeholder et eller andet samkvem; den isolerede idé hjemfalder til tomhed og meningsløshed.

Heller ikke indtryk kan undvære et miljø eller i det mindste en baggrund at korrespondere med, det løsrevne bliver pinligt, stift og stumpt. Dette er forklaringen f.eks. på ubehaget ved et stikkende blik, en monotont vedvarende lyd, som påtrænger sig, eller ved stiv påståelighed, der ikke er modtagelig for omtanke. Det samme er tilfældet med pralerier, overdreven ros eller dadel, hvis begrundelse smuldrer bort ved et øjebliks eftertanke, så det fremførte bliver stående isoleret tilbage.

Ikke blot afbrydelse, decentralisation, uforenelighed, forbindelsesløshed giver depression, men der findes også negative vitalitetsforbindelser. De opstår naturligvis ikke ved subjektiv udvælgelse, men ved at pågældende forskelligheder optræder således forholdsbestemte, at de påtvinges hinanden. Eksempler herpå er de æstetiske sammenstillinger, der virker dødt, vilkårligt, brutalt, grelt o.desl. En anden gruppe af tilfælde fremkommer ved værdiernes indbyrdes konkurrence. Den ene værdi kan virke fordunklende og tilsidesættende på den anden ved at “overtrumfe” den. Forudsætningen for, at det ene således kan tage glansen af det andet, er et sådant indbyrdes forhold, at den sejrende værdi helt eller delvis kan træde i stedet for og overflødiggøre den overtrumfede. Disse over- og underlegenhedsforhold spiller en meget stor rolle.

I og for sig bliver man jo ikke ringere ved at måtte erkende sin underlegenhed overfor andre, men man føler sig uvilkårlig “nedsat” derved, også bortset fra tabet af de ydre fordele, som anerkendelse medfører. Den tidligere fulde tro til de værdier, man selv lever i, har med underlegenhedsforholdet fået et knæk[1]. Livet er en fortsat udvælgelse på alle områder, det ringere bortkastes for at give plads for det bedre. Deraf menneskenes umådelige ivrighed efter at overstråle hinanden og placere sig på de linjer, hvor de kommer i forgrunden.

Overlegenhedsmanien raser alle vegne, ofte med en hidsighed, som om spørgsmålet at komme forrest i kapløbet var livets vigtigste. Heroverfor kan det være nyttigt at erindre, at hele postyret dog kun drejer sig om løsningen af et enkelt og tilmed ret uvæsentligt depressionsproblem. Og hvad mere er: problemet kan løses på en anden og mere frugtbar måde. Man behøver ikke ved synet af andres fortrin at svækkes i tilfredsheden med sit eget. Sammenligningen kan ved hjælp af en aktiv sindsindstilling bringes til at virke opløftende i stedet for deprimerende. Det naturlige og ligefremme syn på andres fortrin fører til ønsket om at arbejde sig frem til et lignende stade, og følgen deraf bliver en følelse af animerende beundring i stedet for misundelse. Deprimeringen er her som i mange andre tilfælde kun et svaghedstegn, man stempler sig som svækling. Ligesom modstand både kan virke æggende og nedslående, kan synet af andres overlegenhed give sig to udslag, på den ene side ønsket om at nedsætte konkurrenten, på den anden side stræben efter at hæve sig selv; begge måder tilsigter at genoprette ligevægten, men mens genoprettelsen i første tilfælde gerne er indbildt, bliver den i sidste tilfælde mere reel.

Lidt anderledes ligger forholdet ved de depressioner, der fremkalder vrede og had. Spiren er her altid et positivt ønske om at befri sig for et forstyrrende indgreb, en eller anden forulempelse. Men ulykken er, at der i disse tilfælde ikke gives andet middel til frigørelse end modangreb, hvorved ophavsmanden uskadeliggøres. I første stadium, vreden, nøjes man med eftertrykkeligt at sætte urostifteren “på plads”, så man fremtidig kan være i fred. Men viser dette sig ikke at være nok, opstår forestillingen om, at der ingen anden udvej er end at gøre ham lam ved at tilføje ham skade. Deraf hadets ødelæggelseslyst. Der vil næppe kunne findes anden løsning på dette konfliktforhold end en upartisk retsorden, en højere instans, der sætter uangribelige skel mellem mit og dit og pacificerer parterne ved at overtage bevogtningen af de satte grænser. Problemet kan ikke løses ved den enkeltes sindsindstilling, men kun som et socialt anliggende.

Tvang virker deprimerende ved at sætte noget ringere i stedet for noget bedre, vel at mærke efter den tvungnes egen øjeblikkelige vurdering. Hvad man tvinges til at acceptere efter andres diktat, koncentrerer sindet sig ikke så fuldt om, som hvad man af egen drift bestemmer sig til. Yderligere øges det deprimerende i tvangen ved, at denne i princippet sætter subjektiviteten ud af kraft. Jegets virken reduceres til et tjenende redskab for andres hensigter. Men at opgive sin selvbestemmelsesret er et skråplan til opgivelse af alt, en total underminering, hvorved den samlede selvopholdelsesdrift mobiliseres til modstand.

Når forstyrrende ydre påvirkninger fremkalder depressioner, der giver sig udslag i irritation og opfarenhed, kommer det af, at påvirkningerne ved at påtvinge sig opmærksomheden hindrer koncentrationen om det, man af eget valg beskæftiger sig med. Er man uoptaget, virker de samme indtryk måske interessevækkende, idet der da intet undertrykkes i modtagerens sind. Disse tilfælde bekræfter min opfattelse af, hvad fastholdelse består i, samt at den har sin rod i de enkelte psykiske virksomheders selvopholdelsesdrift. I øvrigt giver alle hidtil nævnte depressionsfænomener tydelig bekræftelse på, at de enkelte bestræbelsesmotiver hver for sig stræber tilbage til den højere vitalitetsform, de tidligere var nået til; reaktionerne viser, at hvert viljesmotiv rummer selvopholdelsesdrift.

Dog må jeg indrømme, at der findes en gruppe af lammelser, som ikke fremkalder reaktioner i retning af virksomhedernes genrejsning. Det er sådanne fænomener som overmættelse, lede, overanstrengelse, der sigtes til. Det er naturligst at regne dem med blandt depressionerne, men de indtager en særstilling, idet de vistnok nærmest består i deformerende ændringer i strukturgrundlaget for pågældende livsvirksomheder. Disse lammelser opstår ved overdrivelse, overfodring, langvarige eller alt for hyppige påvirkninger o.desl. Til samme gruppe hører smertefornemmelserne, der ligeledes nærmest må antages at hænge sammen med forløb, som molesterer bestående struktur.

Til slutning skal jeg omtale en ejendommelig og meget vigtig klasse af depressioner, der kan betegnes som brist i det aktive jegs organisation: vore bestræbelsers sammenhæng og fundament. Hele vor livsførelse er bygget på en mængde sammenføjninger, vi kalder vor viden, endvidere på en mængde opfattelser, vi kalder vore overbevisninger, og endelig på en mængde viljesformer, som vi, drevet af lyst og trang, har udformet til et større eller mindre omfang. Møder vi påstande eller erfaringer, som rokker ved disse sammenhæng i vor aktivitetsudfoldelse, får vi et lignende chok, som når vi er ved at tabe fodfæstet. Vi vakler og søger støtte, hvorved vi kan holde os oprejst. Det er disse depressioner, som driver os til at søge stadig dyberegående begrundelse for vor antagne viden, begrundelse for vore meninger, begrundelse for vor stræben.

Indadtil danner vore tilskyndelser og viljer grundlaget. Vi søger ikke viden eller overbevisning af anden grund, end fordi vor livsvilje behøver disse fundamenter for at kunne eksistere i tankeform og føle sig sikker i sin beståen og virken. Nogen selvstændig værdi har viden ikke, det skulle da være en rent æstetisk; en mægtig vidensammenhæng er en skønhedsåbenbaring, som få kunstværker kan stå mål med, men det kunne også opnås, selv om begrundelsen manglede og det hele blot var fantasi. Når vi søger sikkerhed og gyldighed, en fast grundvold at bygge vort liv på, er det til betryggelse for vor fremtidige livsudfoldelse, ikke til øjeblikslyst. Og det dybeste holdepunkt for denne betryggelse er atter vore ønskers beståen, uforanderligheden af de drivfjedre, som virker i os. Er denne del af grundvolden pålidelig?

Vor egen stræben er vort yderste fodfæste i livet, alle tings livgivende kraft. Men de levende væld af ønsker og behov i os er ikke uforanderlige. Man behøver blot at erindre, at barnets ønsker er meget forskellige fra den voksnes, ligesom alderdommen gerne bringer omvæltninger i livsattråen. Der gives ikke andet, som er fast, end de almene træk i livsudfoldelsen. De fundamentale former og forhold i menneskets opbygning vil efter al sandsynlighed vare, så længe menneskelivet består. De følger os gennem alle alderens og den fremadskridende udviklings omskiftelser. De er klippegrunden i vor tilværelse.

I anden række stoler vi på de øvrige “naturlove”, sædvanlig kaldet årsagslovene. Men heller ikke her er vor erkendelse nået til bunds, og selvom så var, har vi ingen borgen for, at den nuværende “naturens orden” på jordkloden er holdbar. Da jorden var en tågemasse i rummet, så denne orden ialfald betydelig anderledes ud, dengang var der ingen plads for vore affærer. Når vi stoler på årsagslovene, er det, fordi vi intet bedre kan finde at trygge os til. Bevises kan de ikke, logikken i dem er skjult for vor opfattelse, om end vi tror, den findes. Det egentlige kit, som holder vor årsagsopfattelse sammen, er den rent praktiske kendsgerning, at livets gang ikke kan standse og lade os have betænkningstid ud i det blå; vore behov trænger på og nøder os til at træffe et valg. Vi stoler på årsagslovene, fordi der intet solidere gives at stole på.

Nødvendigheden af at træffe et valg er også grundvolden for de mange overbevisninger, vi danner os som rettesnore for vor tænken og handlen på mange områder, hvor den hidtil opnåede viden lader os mere eller mindre i stikken. Livet behøver fastheder. Alt for megen tvivl ville gøre det hele til et ufremkommeligt roderi, der snart ville udtømme vore kræfter og lamme os med håbløshed. At viden og tro fører strid med hinanden, er i sin orden, det sker just i befæstelsens tjeneste. Foreløbig ia1fald er troen et uundværligt supplement til vor ringe viden. Heller ikke så skrøbelig en støttepille som den personlige selvtillid, der ofte arter sig naragtigt nok, kan undværes. En mængde depressioner ville blive uhelbredelige, hvis denne for logik temmelig blottede begrundelse ikke virkede.

Som tidligere omtalt er depressionerne hovedbyrden, der mere end alt andet tynger og lammer livet. I første linje gælder det naturligvis om at undgå dem; først i anden linje kommer det an på, som lejlighedsvist antydet i det foregående, at finde måder til at helbrede dem.

Den rigtige vej til at formindske depressionernes antal og vægt er selvfølgelig: øget indsigt i livets vanskelige kunst. Men dermed har det jo lange udsigter. Den jævne mand, der må se at klare dagen og vejen på lempeligste måde, ser sig derfor om efter andre udveje. En af disse består i at begrænse sin stræben til, hvad man har en overvejende sandsynlighed for at kunne opnå; man “holder sig til jorden” og undgår at “bilde sig noget ind”. Det er denne snusfornuft –  trægheden overfor det uoverskuelige, angsten for at komme ud i eventyr – som folk så ofte må høre hånsord for. Men hvad klogere kan de arme stakler gøre, når vismændene dog ikke har nogen rigtig vejledning at byde dem? I betragtning af, at der kun eksisterer en højst utilstrækkelig livskundskab, er denne moderate verdensforsagelse nok værd at respektere. Hvor havde vi mon været henne uden den? Men ganske vist kan snusfornuften overdrives. Hvo intet vover, intet vinder. Giver man sine bestræbelser et alt for nøjsomt omfang, får man et magert udbytte, ikke blot af de ydre muligheder, men især af sine egne evner og udviklingsbetingelser. Det nøgterne forsigtige realitetsmenneske stiller sig på et trin, der kan sammenlignes med finder- og samlerstadiet i kulturhistorien. Det er overalt den skabende tendens, der har båret menneskeslægten frem, og det gælder ligeså fuldt i individets levnedsløb som i slægtens.

Blandt sværmen af depressioner findes en hel del, der kan henregnes til kategorien unødige bekymringer. Til forebyggelse af dem kan sorgløshed og letsindighed være brugelige. Det er dog – i nogen grad med rette – en berygtet udvej. Selvfølgelig er livets faldgruber ikke så venlige at flytte sig, fordi man styrer intetanende løs på dem. Selvom frejdigheden faktisk bærer igennem mange komplikationer, hvor den småtskårne ængstelighed ville komme galt afsted, kan det dog ikke nægtes, at sorgløshedens væsen er snæverhed. Det er at gå med skyklapper, og skyldes som regel frygtagtighed mere end mod. Men på den anden side: ethvert menneske er nødsaget til at begrænse sig, tvunget af den håbløse uoverkommelighed i de utallige opgaver, livet lægger for hver mands fod. Enhver nødes til at bruge skyklapperne, ellers slides vi bogstavelig talt op, længe før vi når at få noget udrettet. Som sorgløsheden er de små lams lune kappe, er den også de seendes og kækkes uundværlige hjælpemiddel.

Men uden om den enkelte er kredsen af den hele nærmere eller fjernere menneskehed. Vi kan forliges med vor egen afstumpede virkekreds, vor ensidige stræben og delvise indsigt, ved at se hen til, at vi indgår i en arbejdets deling, en løften i flok, der spænder langt videre, end nogens tanke formår at rumme. Under dette synspunkt falder den enkeltes bekymringer og personlige behov til jorden. Her gælder kun det ene simple: vi skal igennem. Kampen må tages op i sin helhed med livets arvefjende, depressionens hydra.

Når denne fjende i øjeblikket er stærkere, mere allestedsnærværende end nogensinde, skyldes det den umådelige brogethed og indviklethed i nutidsmenneskets tilværelse. Men en reaktionær simplificering af denne faretruende livsmangfoldighed, der er på nippet til at føre kulturen ud i sprængning og forfald, kan ikke være vejen. Der kan ikke slås af på den levendegørelse, der er vundet, den sindenes vidde og rørighed, som er den inderste kerne i kulturens skaberværk. Derfor kan vejen igennem kun være én: orden og beherskelse. Hidtil ligger nutidens livsmangfoldighed for den allerstørste del i kaotisk uorden som legetøj i et barnekammer. Det er dette roderi, der skal afløses. Det er den forenkling og klargørelse, som organisering skænker, vi må søge. I første linje gælder det om, at de såkaldte moralske begreber klargøres. Herom senere i 4. kapitel.

VI. Det levende nu.

Alverden beherskes af den gådefulde kendsgerning, der hedder tidens skriden. Overalt i universet er nuet på flugt, det rinder ubønhørligt bort og afløses af nye øjeblikke, der ikke er som de foregående. På hver lille plet i vor daglige omgivelse kan spores en mangfoldig. Hed af forandringsstrømninger, der uafladelig bølger afsted, nogle langsommere, andre hastigere, og de omkombinerer sig hvert sekund til nye vekselvirkninger. Denne vekslen afsætter i vort bevidsthedsliv særlige træk, som vi må betragte for at opfatte det aktuelle nu, leveøjeblikket, i dets fulde betydning.

Tænker vi os, at der ud fra det nærværende nu lægges et samtidighedssnit gennem alle universets fremadskridende og vekselvirkende forandringsstrømme, så er alt, hvad der således befinder sig i tidshøjde med nuet (alt samtidig eksisterende) det eneste i verden, som besidder virkelighedskarakter. Intet andet har virkekraft til at ændre noget som helst eller frembringe noget nyt. Ja det må præciseres til, at disse myriader af aktualiteter i leveøjeblikket er det eneste, som i egentlig forstand eksisterer. Det er nemlig indlysende, at det fortidige er forsvundet, det er totalt opslugt eller medgået til at danne det i nuet værende, og på den anden side er det fremtidige endnu ikke blevet til, nuet er først i færd med at frembringe det. Det nærværende øjebliks indhold føder det næste øjebliks eksistenser, som atter avler det kommende. Det aktuelle nu er smeltedigelen, hvori al virken foregår, og vi må også for bevidsthedslivets vedkommende fastholde, at leveøjeblikket er “den snævre port”, hvoraf al vor handlen og selvomdannelse må udstrømme, værkstedet for alle vor aktivitets frembringelser.

Tidsperspektiverne tilbage i fortiden og ud i fremtiden er blot noget, der dannes i vor bevidsthed. Et sandskorn eller en anden død ting aner – hvis ingen til vor bevidsthed svarende virksomhed foregår i det – intet som helst hverken om rum eller tid, opfatter ingen omgivelse, intet før eller efter. Hvordan kan det gå til, at vi mennesker har disse underbare udsyn frem og tilbage i tiden og til alle sider i rummet? Det synes kun muligt ved, at der af forbigangne indtryk og tankebevægelser er dannet organer eller organisationer i os, som vi i det givne nu kan genoplive til virksomhed, så nuets bevidsthedsstrøm udvides. Det er i virkeligheden ikke fortiden, der er bevaret, men nuets aktuelle livsstrømning, der på grundlag af organisationer, som under tidsløbet har bevaret deres identitet, føder efterligninger af det fortidige. Og hvad fremtidsudsynene angår, må de bestå af slige reproduktioner, som ved jegets aktivitet er konverterede til forudseen og forventninger – strengt taget kun fremkastede ideer, som nuets bevidsthedsvirksomhed producerer. Grænserne mellem leveøjeblikkets aktive jeg, som producerer, og det passive eller varende jeg, på grundlag af hvilket der produceres, formår vi ikke at drage, disse grænser er bestandig flydende, men vor opfattelse er nødt til at operere med begge.

Det skete kan ikke gøres usket, fortiden kan vi kun dvæle ved i tanken, men ikke forandre. Vi, der lever af forandring, må da for at mætte vor higen efter liv søge til nuet og håbet for at finde næring. Men nuet er, uden forventningernes udsyn, snævert og lille. Det rent øjeblikkelige er snart udrunden og afløses af tomhed og kedsomhed, hvis ikke vi behandler nuet aktivt, fremtidsskabende.

Resultatet af denne opgørelse er det samme, som vi tidligere ad anden vej har fundet, nemlig at bestræbelser er de væsentligste kilder til vedligeholdelse af et rigtstrømmende bevidsthedsliv. Set ud fra nuet som grundlinje kan bestræbelsen lignes ved et springvand, hvoraf der sprudler kaskader af vekslende psykiske frembringelser: reproduktion af tidligere erfaringer, nye iagttagelser og bemærkelser, indfald, overvejelser, handlinger, forventninger. Erfaringen bekræfter, at så godt som hele vort bevidsthedsliv er fremadrettet. Og på alle livsområder er det denne produktion af fremkastede ideer, der udstråler fra vore arbejdende ønsker, som stadig på ny gør omverdenen levende og magtpåliggende for os.

Men som det ovenfor blev antydet, forudsætter bestræbelsen et varende jeg. Når man bringer ofre for at erhverve sig et gode, sker det i håb om at opleve den fremtidige nydelse deraf. Når man dygtiggør sig, er det i forventning om et fortsat levnedsløb under sådanne vilkår, at den opnåede duelighed kommer til at virke frugtbringende. Hvis denne jegfortsættelse, hvorom her er tale, altid indskrænkede sig til den del af individualiteten, der kaldes bevarelsen af liv og helbred, kunne vi lade sagen ligge. Men der findes også en åndelig jegfortsættelse. Det vil sige de organisationer af bevidsthedslivet, der fortsætter sig automtisk. Selv den enfoldigste har en forestilling om dette jegs eksistens, det vil sige om mulighederne for selvfortabelse, selvfornedring, opløsning, forstyrrelse af den tankens fred, der kaldes en rolig samvittighed osv. Da selvopholdelsesdriften reagerer mod enhver forestilling om forringelser af denne art, bliver leveøjeblikket uvilkårlig undergivet en fordring om, at de selvomdannelser, der iværksættes, ikke må beskadige de åndelige varigheder, man ønsker opretholdt som fremtidigt livsgrundlag, med andre ord personligheden. Denne fordring er spiren til den moralske følelse. Den kan udvikles i det ubegrænsede. Kun selvopholdelsesreaktionerne er spontane, den videre udvikling sker ad omtankens vej. Man opdager, at personligheden kan tage skade ved krænkelser og forsømmelser, og af fremskridtsidéerne udvikler sig krav om hensyntagen til en stadig fortsat, positiv opbyggelse.

Endnu kun en tilføjelse.

Trods alle forskelle i art og retning viser de menneskelige bestræbelser en fælles almen tendens. De går alle ud på at give nuets og fremtidens leveøjeblikke større livsindhold, at gøre livsstrømningen til en stadigt mere svulmende flod.

De æstetiske bestræbelser sigter direkte på øjeblikkets ekspansion. Skemaet for den æstetiske frembringelse er altid det samme og kan beskrives således: første trin består i udvælgelse og sammenstilling af forskelligheder, som harmonerer indbyrdes og animerer hinanden; dermed dannes et æstetisk motiv. Andet trin består i en gennemført bortfjernelse af alt overflødigt og forstyrrende påhæng, der klæber ved motivet. Efter denne lutring er motivet modent til at udvide sig, det henter fra nuets periferi eller fra fantasiens gemmer stof til så megen udfyldning og videreudbygning, som grundmotivet kan bære, uden at der går brud på helheden. Tydeligere kan det ikke være, at sigtet for hele processen er: større sindsfylde, nuets stigen til højere livfuldhed, øget dybde og vælde.

Men det samme går i grunden også al vor formåls stræben ud på. Blot er forjættelserne fjernere, og vejene anderledes. Vi søger ad tusinder af omveje at indhente og skabe en mangfoldighed af betingelser, som vi håber vil bevirke, at vore oplevelser dag efter dag og år efter år kan få større mægtighed, frodigere indhold og kraftigere rejsning. Det er den samme higen, samme drøm om livets ekspansion.

Det spørgsmål, som blev forbigået s. 35, skal nu tages op. Man har påstået, at den analytisk-syntetiske opfattelse af sjælelivets foreteelser – og dermed også hele den fremgangsmåde, jeg har fulgt i det foregående – bygger på urigtige forudsætninger. Ethvert bevidsthedsøjeblik, siger man, udgør en udelelig helhed, en sammenhængende strøm, så at de enkeltheder, vi kan udskille indenfor øjeblikkets bevidsthedskreds, er i bund og grund uselvstændige; de kan ikke antages at have faste egenskaber, så man ved at forfølge dem fra gang til gang kan få deres karakter og virken oplyst.

Hertil skal først bemærkes, at denne påstand selv er ude i det svævende. Ingen ved endnu, hvor gennemgribende sammenhængen er mellem forskellighederne indenfor nuets bevidsthedskreds. I grunden er al erfaring, også den fysiske og biologiske, kun en mangfoldig varieret opfattelse af, hvad der kommer ud af allehånde forbindelser. For så vidt kan der overalt tales om udelelige helheder; enhver virken fremgår af en forbindelse af forudsætninger, og det er kun gennem sådan virken, at fysiske stoffer røber deres fysiske og kemiske egenskaber; altså også her kan “bestanddelene” siges at være uselvstændige. Men hvordan er overhovedet vekselvirkning – og dermed også “udelelige helheder” – tænkelig uden en vis selvstændighed hos enkelthederne? Begrebet syntese forudsætter analyse. Det er umuligt at komme uden om denne korrelation.

Et enkelt sandhedskorn er der vistnok i protesten mod den sønderdelende psykologiske metode. På en måde er vi virkelig hvert øjeblik en udelelig psykisk enhed, idet vi nemlig kun kan koncentrere os i en retning ad gangen. Her står vi antagelig ved sagens kerne. Men denne kendsgerning er ikke drabelig nok til at slå den analytiske metode ihjel. Betegnende nok er vi i det fore· gående just ad analytisk vej nået til en ikke usandsynlig forklaring på dette forhold, at enhver viljesakt og koncentrativ indstilling udgør en sammenhængende helhed. Vi kom til den anskuelse, at viljesaktiviteten var en frugt af fremkomne vitalitetsforbindelser, altså netop uforståelig gennem analytisk partering, idet de sammenfattede forskelligheder intet røber derom, når de betragtes hver for sig.

Endvidere er det en kendsgerning, at koncentrationen ikke blot er en syntetisk akt, men på samme tid en analytisk. Den omfatter ikke hele nuets bevidsthedsindhold, men udskiller dele deraf. Det vil sige, at vi gennem koncentration og viljesudfoldelser så at sige spalter og kløver øjeblikkets psykiske strøm, som det derfor er vildledende at kalde en udelelig helhed.

For yderligere at tydeliggøre forholdet skal jeg beskrive den analytiske proces, som jeg mener den former sig. Derved møder vi just et andet udelelighedsforhold, som gør sig gældende i sjælelivet og følgelig bør tages med i betragtning ved diskussionen om den analytiske metodes gyldighed.

Der findes meget stærke, efter min mening afgørende, vidnesbyrd om, at hvert øjebliks psykiske oplevelse erindres under et som et udeleligt billede, dog således at ikke alt i dette øjebliksbillede fremtræder lige klart eller stærkt i erindringen. Ved senere lejligheder kan en flerhed af sådanne øjebliksbilleder fra fortiden genkaldes til samtidig fremtræden i erindringen, og herved vil der så godt som altid ske en udvælgelse, en analytisk forskydning. Der dannes jo ved denne sammenfatning et nyt øjebliksbillede, men i dette vil ganske naturligt de svagere og utydeligere partier af de tidligere øjeblikkes indhold ikke blive “overført” i så klar tegning, at de senere kan erindres. De vil simpelthen tabes, drysse bort gennem glemselens sold. Alt hvad vi kalder tankebearbejdelse, sammenligning, logisk udredning, oversigtsopfattelse, generalisation m. M. Består i sådanne “omfotograferinger” af tankeindholdet, m. A. O. Analytiske processer. Enhver fastholdelse kommer til at virke som en udskillelse og fraspaltning, idet den trækker de fremhævede enkeltheder over i et nyt øjeblik, hvor de er befriede for alt “uvedkommende” og danner et erindringsbillede for sig, som senere kan fremkaldes.

Vi kan altså “selvstændiggøre” enhver enkelthed, enhver forskelsopfattelse i sjælelivet, hvorom vor tanke eller vor iagttagelse formår at koncentrere sig. Det stemmer fuldkommen med, hvad selviagttagelsen viser os. Vi kan udskille forskellighederne fra hinanden, ikke ved egentlig dissektion, men ved at omforme bevidsthedsstrømmen fra ‘nu’ til ‘nu’ og derigennem få nye øjebliksbilleder, ved hvis hjælp analytiske sondringer kan foretages.

VII. Fundamentale brydninger.

Den rolle, modsætningerne i vor natur har at udføre i livets tjeneste, er sandsynligvis ikke udtømt med, at de – som tidligere nævnt –danner grundlaget for vor selvopholdelse ved at muliggøre gentagelser. Ialfald har vistnok nogle af modsætningerne ved siden heraf en anden og endnu mere hemmelighedsfuld betydning. De stifter en række brydningsforhold, som der er grund til at tro at livet ikke i det lange løb kan undvære.

Fysikerne taler om muligheden af en såkaldt varmedød på kloderne og i himmelrummet, som skulle opstå ved, at energiforskellene efterhånden udlignes, hvorved der lidt efter lidt vil indtræde, om ikke fuldstændig begivenhedsløshed, så dog en reduktion af forskellighedernes vekselvirken, der ikke giver vilkår for menneskelivets fortsættelse på jorden. Det er muligt, at en fare af lignende art, en stivnen og dorskhed på grund af forskellenes udjævning, lurer indenfor enhver organisme og navnlig truer mennesket, hos hvem livets spil er mest sammensat.

Kender vi ikke i høj grad til, at livets emner bliver forslidte, så de knap sætter os i bevægelse længer? Erfarer vi ikke, at tingene taber deres glans og spænding for os, så snart vi har overvundet dem så vidt, at de er blevet nemheder og selvfølgeligheder? Er en mængde af vore formål ikke at ligne ved urværk, der løber ud, men med den fatale forskel, at de ikke kan trækkes op igen.

Hvorfra skal den mangfoldige fornyelse komme, vi trænger til? Er det tilstrækkeligt, at naturen har udrustet os med skabende evner og med uvilkårlig tilbøjelighed til at danne fremskridtsidéer? Ingen kan vel sige det med sikkerhed. Men det ser ialfald ud som et fingerpeg, at vort væsen uimodsigeligt rummer fundamentale modsætninger, der aldrig kan udtømmes. De er en slags “pæle i kødet”, hvorfra ansporelser stadig udgår.

Det gælder vistnok for alle levende væsener, at det individuelle livsforløb til stadighed virker på engang bevarende og omformende på vedkommende organisme. I hvert fald viser dette modsætningsforhold, som jeg for kortheds skyld vil kalde identitetsbrydningen, sig tydeligt i menneskelivet. Vi er aldrig den ene dag som den anden; ikke blot er oplevelserne forskellige, men vi er heller ikke selv i et og alt uforandrede. Ligesom verdensforløbet uden om os stadig skrider fremad og fra dag til dag bringer mange ting i nyt leje, afsætter livsforløbet i os også forrykkelser; vi glider ind i nye situationer, mere eller mindre mærkbare omskiftelser indtræder i vort befindende, nogle af vore tanker kommer i drift og indtager andre stillinger end forud. Selv i et kort spand af tid er forandringernes mangfoldighed større, end vi kan opregne. Nye oplevelser afsætter hver dag nye billeder i vor erindring, og omvendt rykker med hver dags nyoptagethed mange fjernere erindringer glemselen nærmere. Nag opstår eller vrede lægger sig, uro dæmpes og glattes ud. Det er klart, at disse ændringer må fremkalde brydninger mellem gammelt og nyt i vort indre, livsforløbene må på flere eller færre punkter bryde deres vaner og danne sig ny samspil, “tilpasse” sig efter de ændrede forhold.

Med nutidens fattige viden kan vi ikke danne os noget pålideligt billede af disse begivenheder. Men på den anden side kommer vi ingen vegne uden at stille spørgsmål til erfaringen. Hvad er “det bestående”, der bliver brudt og omformet? Brydninger mellem livsvirksomheder giver sig udslag i vitalitetsændringer, men der finder efter al sandsynlighed også en anden brydning sted, nemlig mellem de i øjeblikket bestående organisationer (eller strukturer) og de aktuelle livsvirksomheder. Det er vel rimeligt at antage, at allehånde livsvirksomheder består i “omsætninger”, det vil sige nedbrydninger eller opbygninger, eller en kombination af begge dele. Jeg har nu gjort mig den formodning, at disse omsætninger i visse tilfælde kan være af sådan art og omfang, at de ændrer strukturkernerne, hvorfra de spontant påfølgende genoprettelsesvirksomheder udspringer. I så fald efterlader funktionen en omformning af livsgrundlaget i sammenligning med det tidligere; man kan kalde det en ny tilpasning, der kan være enten positiv eller negativ, snart bestyrkende og udvidende, snart svækkende for senere brug.

Måske rammer denne antagelse ikke de virkelige forhold. Men der kan næppe være tvivl om, at der eksisterer en øvelsens og sløvelsens lov, det vil sige at strukturgrundlaget i visse måder assimilerer sig efter de fordringer, funktionerne stiller. Eller som man siger: funktionerne sætter “spor”, efterlader sig “dispositioner” for fremtiden. Ligesom man kan træne muskler op ved med passende mellemrum at bruge dem til grænsen af deres usvækkede ydeevne, eller omvendt gøre dem dovne ved korte og magelige bevægelser, kan også de sjælelige virksomheder opøves til større oplagthed, vågenhed, energi og spændvidde gennem stimulerende brug, eller omvendt forfalde til dorskhed ved splittelse, ligegyldighed og slaphed. Fænomener som vanesløvhed, bornerthed, åndelig forbening kommer ikke af at bevæge sig i gentagelser, men af at gentagelsen “mister sit salt”, det vil sige sin levende aktivitet og fuldspændthed. Alt hvad man omfatter med interesse og lægger sin oprigtighed i, holder sig friskt trods nok så mange gentagelser.

En anden fundamental brydning, der gennemtrænger hele vor livsførelse, er den aldrig hvilende modstrid mellem vilje og evne, mellem vor stræben i alle dens former og nødvendighederne, som er udtryk for den lovmæssige sammenhæng i tilværelsen. Ligesom floderne på deres bugtede vej mod havet foretager hver drejning i kraft af breddernes modstand, må også vore ønsker ofte bøje af for nødvendighedernes bud og søge sig frem ad underligt slyngede veje. Vi kan vænne os til nødvendighederne og føje os glat efter dem for ikke at spilde vore kræfter i unyttig trods, men forsoningen bliver aldrig fuldstændig; inderst inde formørkes vore sind alligevel af gnidningsmodstanden, når modsætningerne skurer mod hinanden.

Det kunne synes, som om vor brydekamp med nødvendighederne på forhånd var håbløs og kun kan volde os fortræd. Men sådan er det ikke. Tværtimod er dette modsætningsforhold en uudtømmelig kilde til liv og forhåbning. Modstand ægger, og derhos viser det sig atter og atter, at når man går virkeligheden på klingen, åbenbarer den uanede muligheder. Ved menneskeligt snilde kan naturnødvendighederne forvandles fra at være os fjendske til at blive vore villige tjenere. Kundskab og teknik er tryllemagterne, hvormed vi bringer naturforløbene til at samvirke med vor stræben. Livet kunne slet ikke eksistere uden på mangfoldig vis at forbinde sig med natursammenhængenes egenmægtige virken. Vi kan ikke engang drikke et glas vand uden ved hjælp af den samme tyngdekraft, der i andre tilfælde kommer os på tværs. I det hele taget er forholdet mellem nødvendighederne og vore bestræbelser alt andet end stillestående og kedeligt; det myldrer med muligheder, der er desto rigere på spænding, jo mindre vi hengiver os til den luksus at dyrke vor egen slaphed og tungnemhed. Det er ikke sandt, at naturen har lagt os i ubrydelige lænker og stænget os inde bag nødvendighedernes fængselsmure. Skønt bevidsthedslivet kun er i sin vorden og bestandig er blevet tilsidesat og gjort til træl for det materialistiske jobberi, har det allerede brudt sig gennem mangen spærring. Mange af lænkerne, vi bærer, er blot vor egen eftergivenheds åg.

Et fundamentalt modsætningsforhold i vor natur ytrer sig i den evige tovtrækning mellem vor sammenhængstrang og livets uvægerlige spaltning i et utal af enkeltheder. For at få noget udrettet er vi nødt til at samle vort sind om få ting ad gangen; rundt om os ligger verden med tusinder af regioner, og vi kan kun være et sted på samme tid. Selv når tanken favner videst og lodder dybest, berører den kun en ringe del af tilværelsens umådelige rige, af livets uendelige sammensathed. Stund efter stund og dag efter dag overkommer vi kun at færdes i enkelte kringelkroge af denne helhed, men bestandig kalder altet på vor tanke; fra nær og fjern hvisker kendte og fremmede røster i vort øre om alt, hvad der er til; det bliver mangen, gang kun en fjern summen, der indgyder os udve, en dunkel manen, der forfølger os. Men selv den største tåbe har dog en tydelig forståelse af, at han længes efter at udvide sit sind, give og modtage med alle sanser og alle tanker. Og selv den mest hovmodige og stivnakkede alvider ved, at vi er små og ingen dybere længsel har end at vokse os større.

Det er sammenhængsbrydningen, der bl.a. Ligger til grund for den endeløse strid mellem øjeblikkets lyst og hensynene til den fjernere fremtid, mellem det enkelte ønskes umættelighed og de andre ønskers påmindelser. Ingen kan skille denne trætte. Her som ved de andre fundamentale modsætningsforhold er striden ulægelig. Intet menneske vil nogensinde nå til den indre samdrægtighed, hvorom vi drømmer, når vi stundom søger at hæve os til oversigt over de stridende kræfters virvar. Vi må trøste os med, at denne brydekamp mellem tilbøjelighederne i sig selv rummer en forjættelse, og hellere spørge os selv, om vi kunne undvære den. Måske har naturen været klogere end vi, det er sket før.

Foruden de fundamentale brydninger virker også en del andre modsætningsforhold af mindre dybtgående karakter. Som eksempel nævnes det velkendte spændingsforhold mellem realitet og idealitet. Ved det reelle forstås her: det i praksis udformede og virkeliggjorte, det allerede realiserede; mens det ideelle kun eksisterer i tanken i form af fremtidsplaner, længsler, mere eller mindre uklare og uprøvede forestillinger. Man kan også kalde det konservatisme og fremskridt.

Da det menneskelige tankeliv for den allerstørste del bæres og levendegøres af fremtidsforhåbninger, hvoraf atter den væsentligste del er fremskridtsidéer, er det givet, at en livsførelse i stillestående tilknytning til de givne forhold og den gældende praksis ikke kan være at fore· trække. Det er et skråplan til kineseri, til lavpandethed og trangsynet påståelighed. Mennesketanken kræver “luft under vingerne” for at trives. De store håb, de vide syner, idealernes lys over hverdagen, er åndens daglige brød. Men set fra modsat side gælder det også, at al skaben må gå ud fra det forhåndenværende. Der gives intet andet værksted for frembringelse end det aktuelle nu, og de herskende tilstande og forhold må derfor lægges til grund, de er i en vis forstand materialet, hvoraf det nye skal skabes og udvindes. Resultatet af disse to krav bliver, at hvad der egentlig behøves, er den fulde og ligelige samvirken mellem idé og virkelighed. Men vi er jo alle ensidige og løber gerne ud i overdrivelse. Realismen bliver flad, forstokket, gold. Idealismen bliver romantisk, vidtsvævende, forfalden til blot at mætte følelsen, altså uden skaberkraft. På grund af disse udartninger fremkommer, i stedet for samvirken mellem realitet og idealitet, et indbyrdes tovtrækningsforhold mellem åndelig ekspansion og snusfornuftig konsolideringspolitik.

Der kan ikke gøres rede for, hvad betydning alle disse brydninger har. Deres virkninger på sindene går sikkert dybere, end nogen formår at lodde. Er de blot “pæle i kødet”, som eksisterer i kraft af uovervindelige naturnødvendigheder? Eller hører de med til livets hemmelighedsfulde skaberplan som incitamenter, der ikke kan undværes? Jeg er tilbøjelig til at mene dette sidste, men det er en trossag. Det synes mig en naturlig antagelse, at brydningerne skal til for at holde vore sind åbne, hindre os i at gro fast og forfalde i afstumpet rutine. De gennemsyrer os, som det synes, til vort væsens bund med en levendegørende uro og ansporelse, der bevarer vor elasticitet og evne til selvovervindelser. De genføder os stadig til ny vågenhed.

Hvad ville der ske, hvis de ikke eksisterede? Der findes i menneskenaturen en tendens, som fører hen imod en udjævning og afslappelse af de indre spændingsforhold, altså noget lignende som den føromtalte varmedød i universet. Det er den livsøkonomiske tendens; den tragter efter større og større nemhed, besparende begrænsninger, voksende ekspedithed. Men der findes som bekendt også hos alle organismer en modsat tendens: til ødselhed, produktion af overflødigheder, et overdådighedshang. Hvad ville der ske, dersom disse modsætninger ikke holdt hinanden stangen, men den økonomiske tendens tog herredømmet? Og ville den ikke vinde overhånd, hvis brydningerne ikke fandtes?

Det er vistnok muligt indenfor den almindelige livserfaring at finde antydninger af, hvad en overvejende livsøkonomisk tendens fører til. I vore unge dage, da livet strømmer friskt i os, er vi ekspansivt stemte, vi har råd til et og andet, vi er offerduelige, frejdige og nysgerrige. Men med alderen bliver vi mere og mere satte, “praktisk anlagte” hedder det, vi kender vor fordel. Mange går et skridt videre i økonomi: til at tage verden, som den er, og sig selv som man er. Thi dette her at lave om på tingene er for tungt at bakse med, og det betaler sig elendigt. Lad Rundetårn stå! Bedre at indrette sig bedst muligt med det givne. Så bliver da ledestjernen: at danne sig en lun rede – mit Sorgenfri, My castle! Det drejer sig om velforsørgethed i alle udvortes retninger, en befæstet livsstilling, hus og hjem, formue, social position, og til daglig næring adspredelser og bekvemmeligheder. Overfor verdens evindelige uro og klage indluller man sig i selvbehagelige meninger, der nemt holdes oppe ved hjælp af påståelighed. Således omgærdet føler man sig endelig i tryg ligevægt. Javist! Unægtelig kan man udbryde: løbet er fuldendt! Man har gjort sig så arbejdsløs næsten som barnet i moders liv. Man har fundet en leveform, der nærmer sig fostertilstanden.

Fjerde kapitel – Vitalsammenhængen

I. Moralens grundvold.

Ved vitalsammenhængen forstår jeg det afhængighedsforhold, som består mellem organismens forskellige livsvirksomheder (virksomhedsgrupper) og derfor naturligvis også mellem dens organisationer. Ingen vil bestride, at alle organismer er forbindelser af uensartede organiske led, som hver virker sit, men dog enten direkte eller indirekte arbejder hinanden i hænde, underbyggende, udfyldende, fortsættende hinandens virksomhed. De er led i et sammenhængende system af ydelser, som for en stor del danner et i sig selv tilbagevendende kredsløb, så at den enkelte virksomhed kan betegnes både som middel til den anden og som formål for den. Man kan efter behag kalde det arbejdsdeling, gensidig hjælp, organiseret samvirken. Afhængighedsforholdet ytrer sig også som indbyrdes konkurrence mellem de forskellige behov og ønsker. I øvrigt henvises til, at vitalsammenhængen er belyst fra forskellig side adskillige steder i det foregående, således s. 49, 57, 83, 95-96.

Forskellen mellem vitalsammenhæng og vitalitetsforbindelse træder måske tydeligst frem gennem en rent praktisk betragtning. Ved vitalitetsforbindelse forstås en direkte aktuel samvirken mellem samtidig optrædende livsvirksomheder, der enten bestyrker eller svækker hinanden; hvorimod vitalsammenhængen praktisk talt altid er et afhængighedsforhold mellem adskilte oplevelser, spredte på forskellige livsområder. Man kan også sige, at det næsten altid drejer sig om forudgående oplevelsers indflydelse på senere følgende.

Livet eksisterer kun som en sammenkædet mangfoldighed af forløb, der indbyrdes bærer og betinger hinanden. Det er dette nødvendige følgeskab, eller snarere de krav, som opstår deraf, der sammenfattes under begrebet vitalsammenhængen. Det betyder, at vrimmelen af vore ønsker og behov må samordnes og afvejes i forhold til hinanden, ellers vil det ene volde det andet afbræk, forhindring eller vantrivsel. Tvedragt vil opstå, vildrede og opløsning indfinde sig. Breder det ene formål sig på det andets bekostning, vil der som regel til den ene side ske forsømmelser, der stifter svækkelse og forfald, til den anden side overdrivelser, som leder til udartning. Mod alle sådanne forstyrrelser af vitalsammenhængen reagerer pågældende livsvirksomheder, der er bragt til at van· trives. Med selvopholdelsens ihærdighed søger de at fastholde og genoprette de forbindelser, hvoraf de ifølge naturens orden skal leve. Det er vor såkaldte selvbeherskelse, som altid fremkommer ved, at de forskellige fornødenheder og begæringer, der optræder i os, regulerer hinanden.

Selvom den mangfoldige sammenkædning og vekselvirken mellem de forskellige virksomhedsgrupper i organismen naturligvis i mangt og meget har bestemt vor fysiske struktur og dermed givet sig synlige udslag i vore forskellige legemsorganers indbyrdes lejring, kan dog vitalsammenhængen ikke erkendes tydeligt ad den vej. Det må tværtimod fastholdes, at den ifølge sit væsen er helt og holdent usynlig i fysisk forstand og kun røber sig gennem vitalitetsændringer, stigen og falden i pågældende livsvirksomheder. Den kan vise sig i animeringer, f.eks. når kraftig motion stimulerer appetitten. En gruppe livsvirksomheder kan anspores og mere eller mindre varigt styrkes til øget ydedygtighed, ved at der gennem andre livsvirksomheder skabes gunstigere forudsætninger for dem; de får derved så at sige en frugtbarere jordbund at nære sig af. Disse i vitalsammenhængen bundende muligheder for livsekspansion skal imidlertid ikke omtales videre her. Jeg betragter i nærv. kapitel særlig de negative udslag: krænkelserne af de mangfoldige sammenhængsbehov, der gør sig gældende i ethvert menneskeliv.

Ikke uden grund tales der om de menneskelige begæringers umættelighed. Det er hvert enkelt ønskes natur at se blindt på sit og trænge på, så langt der findes muligheder for stigende lyst og tilfredsstillelse. Kommer hertil, at vort sind i ubegrænset mål kan fostre ny forlangender, vil det forstås, at ønskerne let bliver alt for mange og fordringsfulde i forhold til, hvad organismen i sin helhed formår at yde. Vitalsammenhængen kommer heroverfor til at virke som et slags bremsesystem, en afbrydende og fordelende regulator.

Denne funktion udøves altid på samme måde: ved depressioner, stammende fra en eller anden opstået forstyrrelse indenfor den kreds af betingelser, hvorpå vedkommende livsvirksomhed hviler. Det er dette, man i daglig tale kalder, at denne eller hin levevis, nydelse eller handlemåde “straffer sig selv”. Overdrivelser giver bagslag, forsømmelser drager mangel og forfald efter sig.

Har man lagt sig karaktertræk til, der kommer hinanden på tværs, eller nærer man hensigter, der ikke indbyrdes kan forliges i deres udførelse, opstår sindskonflikter: uro, nag, fortrydelse, ufrihed, holdningsløshed. Gennem disse depressioner udøver vitalsammenhængen en på urokkelige naturnødvendigheder begrundet myndighed, der sætter sig til doms over vor livsførelse.

Også vore fremtidsplaner blander den sig i. Efterhånden som indhøstede erfaringer og andres opdragende belæring giver det opvoksende individ evne til at forudse begivenhedernes gang, både for det indre livs vedkommende og i de ydre forhold, afløses og erstattes vitalsammenhængens straffevirksomhed af en omfattende hæmningsvirksomhed. De deprimerede forestillinger, som enten gennem smertelige erfaringer eller advarende formaninger er indpodede i sindet, virker som faresignaler, der varsler tanken om, hvilke ubehageligheder der lurer i pågældende forbindelser, hvilke ubønhørlige følger dette eller hint skridt vil føre til. Vitalsammenhængen er dermed nået til at give sig udtryk i psykiske vitalitetsforbindelser. Den afspejler sig i bevidsthedens verden i form af tankeperspektiver, som tjener til orientering for livsførelsen.

Disse hæmmende og begrænsende forestillinger, der bremser vore ønskers umættelighed og tvinger dem til at samordne sig, så de forliges indbyrdes og antager holdbare former – hele denne forudseenhed, hvorigennem i første linje vitalsammenhængen og i tilknytning dertil også den ydre verdens sammenhæng bliver os bevidst og påtvinger os sine lovbundne betingelser, grundlægger den moralske dømmekraft.

Vitalsammenhængen er grundvolden for de moralske hensyn, ophavet til de moralske krav. Afhængighedsforholdet mellem vore livsvirksomheder, den mangfoldigt forgrenede skjulte forbindelse mellem vore leveøjeblikke fra dag til dag, mellem vore handlinger, mellem vore forskellige fornødenheder og tilbøjeligheder, er grunden til, at vi, – for at undgå lammelse og forkrøbling på flere eller færre punkter i vort levned – drives til at føje os ind under den orden og sammenhæng, der kaldes moralens bud.

Disse buds styrke og urokkelighed bunder i de naturnødvendige forbindelser mellem vore livsvirksomheder. De menneskelige værdiers verden er ikke vilkårlig, tilfældig og sammenhængsløs i sin opbygning. Overalt gælder, at det ene slags livsindhold har flere eller færre andre til forudsætning. Hver oplevelse står i skjult “underjordisk” forbindelse med andre, eller kan ialfald være præget af forudgående forsømmelser eller overdrivelser på andre livsområder. Der ville ingen moral eksistere, hvis det ikke var sådan, at den ene livsudfoldelse i større eller mindre udstrækning trænger til andre og bestemmes af dem i sin vitalitet.

Alene forståelsen af det naturbundne i menneskelivets gang og vilkår gør moralen begribelig for os og grundfæster den i vore tanker som noget, vi ikke blot må, men må ville. Her står vi overfor begrebet “det rigtige”, som har voldt filosofferne så mange knuder –dette underlige begreb “det rette”, der rummer mere end begreber som det sande, det nødvendige, det gode eller det skønne, nemlig en sammensmeltning af ønske og bundethed. Forståelsen af den moralske livsorden og sammenhæng bringer os til at følge kravene, ikke i følelsen af en barsk nødvendighed, men som vejen til livets fylde; de er født af livets eget grundbehov, trangen til indre sammenhæng. De tjener ene og alene til at konsolidere livet.

Jeg skelner mellem moral i videste forstand, omfattende alle de hensyn til livstotaliteten, som stammer af vitalsammenhængen og er alment begrundede i menneskenaturen; og et snævrere moralområde, bestemt af en speciel gruppe depressioner, der kan betegnes ved ordet skyldforhold. Her i nærv. afsnit holder jeg mig til førstnævnte område, den generelle moral.

Adskillige vil måske opponere mod foranstående bestemmelse af moralens væsen, hvorefter de moralske krav ikke skulle have sigte på i egentlig forstand at højne mennesket og drive det fremad ved at opstille forbilledlige idealer, men at kravene principielt kun er af værdibeskyttende, afværgende natur: en appel til mennesket om ikke at gøre sig selv skade, subsidiært at genoprette skete beskadigelser. Skulle moralen ikke spænde videre end til den gennemførte omsorg for jegets sammenhæng, helhed og indre harmoni, en omsorg for, at jegets livsduelighed ikke skal svækkes, hverken ved at dets livstotalitet kommer til at lide af mangler og forsømmelser, eller ved at den indeholder uforeneligheder, som modvirker og undergraver hinanden?

Beviset kan kun føres ved nærmere at udforme denne opfattelse og jævnføre den med erfaringens vidnesbyrd. Hvis man, som jeg mener, ikke kan komme bort fra, at det moralske krav er sammenhængskravet i os, jegets behov af helstøbthed, konsolidering og harmoni, så vil der næppe kunne findes nogen anden kilde til virkekraften i moralens forlangender end selvopholdelsesdriften. Men denne er udelukkende af bevarende, værdifastholdende natur, subsidiært genoprettende. Vort liv drejer sig i bund og grund om vore livsvirksomheders stigen og falden i vitalitet, eventuelt også om hvorvidt givne livsudfoldelser fremtidig skal bibeholdes eller elimineres af livstotaliteten. Intet af det, som med trivsel lever i os, vil dø, alt livskraftigt reagerer imod at blive krænket og tilsidesat af andre bestanddele i den organiske helhed. Deraf rejser sig krav om harmonisk samvirken mellem alt, hvad vor stræben fastholder som en livsbestanddel, enten fordi det uvilkårligt begæres, eller fordi det er erkendt som et uundværligt tilbehør i livstotaliteten, en nødvendig betingelse for dennes uforringede opretholdelse.

I begge tilfælde drejer det sig om at indskrænke ønsker, tilbøjeligheder, bestræbelser, der har bredt sig for meget. Både overdrivelser og forsømmelser rettes ved en sådan given plads. Og hvordan kan disse indskrænkninger ske, da jo hvert af vore ønsker er opsat på at mætte sig helt og brede sig til de yderste grænser af sin rækkevidde? Intet andet kan begrænse livsvirksomhederne, så de kan indgå i samdrægtig orden, end netop vitalsammenhængens kategoriske nægtelser, det vil sige depressionsfænomenerne. Det er overalt disse nægtelser – enten svækkelser eller afbrydelser – der er midlet til reguleringen af vor stræben.

Selviagttagelsen viser også, at de moralske domme eller bud, hvor som helst de optræder for at dirigere vor livsførelse, grunder sig på depressioner. Hvad disse domme gør gældende, er overalt, at hvis de ikke adlydes, vil der indtræffe noget galt – skader, tab, ydmygelser, tvang, svækkelser, urede, forvirring, opløsning – eller at bestående tryk fortsat vil lamme livsudfoldelsen på dette eller hint punkt. Der ville ingen moral eksistere, hvis der ikke gaves depressioner. Var livet og verden sådan, at intet var udsat for at “gå galt”, så at vi ingen værre risiko løb end at vælge mindre goder frem for større, eller gå glip af glæder, vi kunne have opnået, så ville der ingen moralsk fordømmelse findes. Man ville lade fortiden hvile og ikke rette anke mod det skete, som jo ikke kan rettes. Man ville blot sige: fremtidig skal det gå bedre. Den moralske rippen op i tingene for at påpege den rette orden, ville miste sin bebrejdende karakter og forvandle sig til en venlig rådgivning. Angeren, naget ville forsvinde af verden. Ingenting ville være “forbuden frugt”.

Moralen har til sidst sin oprindelse deri, at vi ikke kan slå os til ro med deprimerede livsformer: vi kan ikke godkende sådanne ingredienser i vor tilværelse som smerte, væmmelse, tryk, skuffelse, uro, nagende forestillinger, frygt osv. De er “ømme punkter” i vort jeg, centrer hvorfra lammelse af vor livsudfoldelse udbreder sig. Vitalsammenhængen reagerer mod at beholde dem, vor stræben kan ikke acceptere dem, vore tanker om fremtiden kan ikke forlige sig med dem. Det hører vort væsen til uvilkårligt at oprøres mod depressioner, undgå dem eller befri os for dem, og denne uvilkårlige oprørstendens er drivfjederen bl.a. til moralen.

Det er en udbredt mening, at det menneskelige viljesliv er så individuelt bestemt, at der ingen almengyldige rettesnore kan opstilles. Denne opfattelse kan ikke godkendes. Trods alle subjektive afvigelser eksisterer der en fuldkommen almen viljeslov, hvoraf visse rettesnore kan udledes. Den lyder: intet menneske vil depressioner af nogen art vel at mærke for disses egen skyld. Depressioner kan kun villes som midler til attråede goder, altså kun i kraft af et overvindelsesmotiv, hvis animerende kraft (“tiltrækning”) må være større end depressionens nedslående (“frastødning”). F.eks. kan vi for at hjælpe på vort helbred tage ildesmagende miksturer. For at bortrydde karaktersvagheder kan vi kæmpe os igennem en anger- og forbedringsperiode. For at ordne derangerede ydre forhold kan vi døje ydmygelser. Hysteriske personer kan opsøge smerter som stimulerende midler. Folk, der lider af kedsomhed og åndelig tomhed, kan med forsæt indvikle sig i farer og eventyr for at komme i spænding og aktivitet. Men intet menneske vil depression slet og ret, det er imod viljens natur.

Skulle det virkelig være sådan, at menneskene er mere enige i, hvad de ikke vil, end i, hvad de positivt vil? Et fingerpeg i den retning turde det være, at de sociale rettesnore, som har formået at holde sig gennem tiderne trods alskens omskiftelse i forholdene, alle sammen principielt er af forbydende karakter: du må ikke ihjelslå, ikke stjæle, ikke bryde dine løfter, ikke fare med svig osv. Disse retskaffenhedsregler siger intet om, hvad man skal stræbe efter, men fastslår blot visse overtrædelser, man ikke må begå i de bestræbelser, man har valgt at slå ind på.

Det tyder på, at udsigterne for en nejmoral tegner sig anderledes og gunstigere end for en jamoral. Hvordan vi ønsker at være, hvad vi vil give os af med og hvilke besiddelser vi attrår at have, kan der ikke opstilles regler for; men ingen af os vil miste noget af de goder, vi hver især har inkorporeret i vor personlige tilværelse, og som vi fremdeles sætter pris på. Vi kan heller ikke komme uden om, at der nødvendigvis består eller fremkommer visse afhængighedsforhold mellem disse goder indbyrdes, når de skal indgå i samme individuelle livstotalitet. Ligeså lidt kan det nægtes, at individerne, som holder til indenfor samme sociale kreds, står i visse indbyrdes afhængighedsforhold i henseende til de sociale goder, de vil nyde.

I disse almengyldige fastholdelser og naturnødvendige reguleringer (afkald) findes grundlag for en nejmoral. Men for en jamoral bliver der intet andet område tilbage at befatte sig med end valget mellem de forskellige muligheder for positive erhvervelser i fremtiden, og her er det netop, at der ingen almen enighed kan blive. Den individuelle eller sociale fremtidsudvikling, retningslinjerne for det individuelle eller sociale fremskridt, er sager, som efter deres natur ikke kan eller skal afgøres engang for alle, men være åbne spørgsmå1. At lægge udviklingen i bånd og bast vil møde protest fra alle sider, det står i modstrid med den personlige selvbestemmelsesret, som enhver ønsker sig ifølge det almengyldige forhold, at tvangsbestemmelser virker deprimerende – afskærende og undertrykkende.

Nejmoralen virker i første linje forbydende, snart totalt nægtende, snart begrænsende. Men i anden linje kan den virke positivt påbydende. Den deprimerende udsigt til forringelser i livstotaliteten kan drive til positive handlinger for at undgå fremtidige forsømmelser eller genoprette sket skade. Hvordan kan det gå til?

Som al anden afværgelse sker det ved, at sindets koncentration slår over på stedfortrædende muligheder, som foretrækkes. De øvrige processer i livstotaliteten ægges til selvhævdelse. Til sidst ligger grunden i, at den samlede livsstrømning altid omfatter en mangfoldighed af sideløbende funktioner i positiv fremadskriden. Ingen deprimerende forestilling kan sætte dæmning for hele strømmen. Af totaliteten skyder til enhver tid mangt et “vil” frem, som forlanger at gå sin videre gang. Disse positive strømninger, den uvilkårlige fremdrift i jeget som helhed, kan simpelthen ikke standses ad tankens vej, strømmen vil og må en eller anden positiv vej ud; en indre tvang (imperativ) driver til at træffe et valg mellem de foreliggende positive muligheder. Med andre ord, en påbydelse.

Før eller senere tilspidser dette valg sig og kan ikke opsættes. Det tydeligste eksempel er måske åndedrættets vedligeholdelse. Her har viljen et yderst ringe spillerum, hverken indånding eller udånding kan opsættes ret længe, og da ingen formår at begå selvmord på den måde, fremkommer hurtigt en absolut nødvendighed, et positivt “må”, som livstotaliteten afføder. På lignende måde bliver det en nødvendighed f.eks. at indtage næringsmidler, hvis man da ikke accepterer tanken om at dø. Som næsten altid, hvor det drejer sig om et positivt “må”, levnes der i første omgang viljen et bredt spillerum. Nødvendigheden af at tage føde til sig har ikke præciseret form, idet der er mange forskellige næringsmidler og forskaffelsesmåder at vælge imellem. Men i det øjeblik, da forholdenes tryk gør enhver tanke om videre opsættelse magtesløs, må der vælges, og den udvej, der da gribes til, får karakteren af en tvingende nødvendighed.

Når et positivt “må” formuleres gennem omtanke, sker det ved, at til sidst alle udveje på en nær er forkastede eller spærrede. Den totale livsstrøm virker da tvingende i pågældende retning. F.eks. må en uformuende person, som er for ærekær til at tigge, låne, stjæle eller melde sig til offentlig forsorg, inden længe gribe til et eller andet erhvervsarbejde for at skaffe sig underhold.

Det er altid jegets totalitet, der virker påbydende. Der kan ikke peges på noget enkelt livsgode, som er umisteligt for enhver, så det kan danne grundlag for almene moralske påbud. Der gives næppe nogen livsværdi! Som der ikke findes historiske eksempler på, at mennesker har ofret for den resterende jegtotalitets skyld. Orientalske tiggere har tilføjet sig selv hårrejsende uhelbredelige legemsbeskadigelser for at blive skikkede til deres næringsvej. Søjlehelgener har valgt en lod fuld af lidelser og forsagelser for at vinde ry for hellighed eller for at høste belønning hinsides. End ikke livets opretholdelse er et absolut krav, som ikke en eller anden positiv idé kan tilsidesætte for at drive sin krig igennem. Motivet til selvmord er utvivlsomt altid af jasigende karakter, ofte en befrielses-eller hævntanke, som lover at føre bestemte deprimerede idéer til genoprejsning.

Moralfilosoffernes gamle projekt om en værdiernes rangordning på basis af et højeste gode er ikke blot en fantastisk ide, som fuldstændig mangler holdepunkter i den virkelige verden, men et sådant moralsystem ville, selvom det lod sig udforme og begrunde, hurtigt gøre fiasko i praktisk brug. Alverden ville gøre oprør mod at blive sådan klemt inde i forskrifter. Mennesket ville simpelthen bede om at blive skabt om for at få luft. Det dyrebareste i livet, vor higen og stræben, ville blive forgiftet og sygne hen. Hvis noget skulle nævnes som det højeste gode, kan intet findes, som er umisteligere end dette rindende væld i os. Men vor pønsen og skaben fordrer fri bane for at være til, den lever netop af at kaste sig ud i omvurderinger, omforme og omgruppere livets ting for at bringe nye værdier for lyset. Aktivitet er eo ipso omdannelse.

Hverken individuelt eller alment lader der sig opstille en bestemt plan for livstotalitetens opretholdelse og fremgang, som kan påvises at være den mest frugtbare. Her er rum for stadig eksperimenteren angående de ypperste vitalitetsforbindelser. Den dag vil næppe nogensinde komme, da det kan antages, at den fuldkomneste sammenstilling og ordning af vor tilværelses utallige enkeltheder er opnået, bl.a. fordi livet stadig omdanner sig og skaber nyt. Fremtiden lader sig aldrig udtømmende beregne. Komplikationer kan indtræffe, som gør selv de sindrigste planer uholdbare. Det må overlades den enkelte på eget ansvar at samordne sine positive bestræbelser. Det drejer sig om en udvælgelsens og begrænsningens kunst, som enhver må udøve for egen regning efter sine personlige betingelser og sin særegne ydre situation.

Når tanken om en positiv retningsgivende moral må opgives, skyldes det ikke, at begrebet det gode i og for sig er mere ubestemmeligt end begrebet det onde. Ligeså afgjort som menneskene ønsker sig forskånede for allehånde svækkelser og forstyrrelser af deres livsvirksomheder, ligeså undtagelsesløst er al menneskelig stræben rettet mod vitalitetsforhøjelser af en eller anden art, eller nøjagtigere udtrykt: mod livsvirksomhedernes fuldførelse. Fundamentet for en jamoral er for så vidt ligeså fast som nejmoralens. Hele forskellen ligger i, at livets videre· udvikling og fremgang er ubestemmelig, fordi den er uskabt, altså til enhver tid endnu ikke åbenbaret for erfaringen, hvorimod tilbageskridt, misgreb og forfald tegner sig eksakt i erfaringen, så der er muligheder for at bestemme dem. Hvad nejmoralen tager sigte på, er at markere de overtrædelser og forsømmelser, som har vist sig at være faldgruber.

Det betyder dog ikke, at der ingen vejledning kan gives angående den positive leveretning. Denne vejledning må blot søges andetsteds og i anden form. Det drejer sig om en almindelig livskundskab, som ved hver praktisk anvendelse må suppleres og tillempes gennem personligt omdømme. Hvert nyt bidrag til en sammenhængende livsforståelse vil betyde et skridt hen imod den oversigt og dømmekraft, som behøves, for at livsharmonien fra at være et fjernt og tåget begreb kan træde frem som en opgave, det i nogen måde kan lykkes at løse.

II. Skyldforhold.

Da moralbegrebet i tidernes løb har haft en omtumlet tilværelse, er det ikke let at holde sig i overensstemmelse både med fornuften og med overleveret sprogbrug. Men idet vi nu går over til at betragte de særegne forhold, som ligger til grund for følelserne af skyld eller pligt, kommer vi i det mindste i nærheden af, hvad man sædvanlig forstår ved moral. Skyldfølelse og samvittighed er i alt væsentligt det samme, og det er vel den almindelige opfattelse, at moralens enemærker begrænser sig til de anliggender, hvor samvittigheden taler med.

Skyld eller forpligtelse findes kun i forhold til en kontrapart udenfor jeget. Det er meningsløst at tale om at skylde sig selv noget. Samme jeg kan ikke være både yder og nyder af et tilgodehavende. I så fald måtte man opdele jeget i parceller snart på en led snart på en anden, efter hvad sagen drejede sig om. Men en sådan regnskabsføring mellem jegets forskellige dele er både umulig og hensigtsløs. Samarbejdet indenfor jeget ytrer sig, som vi har set i forrige afsnit, ikke ved bestemte positive anfordringer. Fænomener som tålmodighed, selvbeherskelse, selvretfærdiggørelse, selvopdragelse o.lign., hvorved den ene del af jeget synes at komme den anden til hjælp, udspringer af depressioner, som truer med at opløse vitalsammenhængen på et eller andet punkt; der· ved ægges korresponderende livsvirksomheder til at fastholde eller reparere forbindelsen for deres egen opholdelses skyld, altså som selvforsvar, ikke som en skyldighed. Naturligvis ytrer sig herved heller ingen skyldfølelse.

Den ejendommelige depression, som kaldes skyldfølelse eller samvittighedsnag, har altid sin grund i, at man har tilføjet andre levende væsener tab af livsværdier. Det kan være et dyr, et menneske, et guddommeligt væsen, man derigennem har handlet imod. Samvittigheden kræver, at sådanne krænkelser skal undgås, eller hvis de allerede er sket, genoprettes. Det kan ikke være begrundet i klogskabshensyn til egen fordel, da man føler sig skyldbetynget også ved at have fortrædiget et dyr eller en vildfremmed person, som man ingen udsigt har til at træffe oftere.

Hvordan kan det være, at vi således deprimeres ved tanken om værditab, der ligger udenfor vor egeninteresse? Det ser næsten ud som en udvidelse af selvopholdelsesdriften udover organismens grænser, en umiddelbar tagen del i vore medskabningers livsvirksomheder. Virker da vor bevidsthed om andre levende væseners lidelser som sting, der gør ondt i os? Ja derom er ingen tvivl, og forklaringen er meget simpel. Det beror på, at vi opfatter andre levende væsener ud fra os selv. Når vi mener at forstå deres oplevelser, er det ved at genkalde vore egne erfaringer under lignende forhold. Mine forestillinger om andres genvordigheder er dannet ud fra erindringsbilleder af ubehageligheder, jeg selv har gennemgået. Man kan ikke “føle deltagelse” for andre på anden måde end ved at danne sådanne tankebilleder i sin bevidsthed. Men deraf følger, at min deltagelse i andres ubehagelige tilskikkelser psykologisk set slet og ret er depressioner, der optræder i min bevidsthed. Og intet kan være naturligere, end at min selvopholdelsesdrift reagerer mod disse de· pressioner ligeså uvilkårligt som overfor mine egne genvordigheder. Forskellen er kun, at jeg har lettere ved at glemme og se bort fra, hvad der har ramt andre, end fra mine egne lidelser. Andres tab forfølger mig jo ikke ud i fremtiden, deres sorger klæber ikke ved mig med samme uafvendelighed som mine egne. Jeg kan blive af med disse depressioner blot ved at vende tanken bort og ikke bryde mig om dem mere.

Men her kommer vi just til det ejendommelige ved skyldfølelsen. Denne frihed til at vende sig bort og ikke bekymre sig mere, gælder ikke, hvis man selv gennem sine handlinger er årsag i pågældende lidelse. Tanken om det forvoldte klæber med en naturlovs stædighed ved forvolderen. Som ophavsmand er man ikke udenfor sagen, men knyttet ind i den. Der gives ingen mulighed for at ryste ansvarsforbindelsen af sig, thi det er i kraft af en ganske tilsvarende forbindelse (som kan kaldes frembringelsessammenhængen), at man gør krav på at høste frugterne af sit arbejde og at regne sig sine gode gerninger til fortjeneste. Ansvarssammenhængen påtvinger sig enhver, fordi ingen kan undvære selv at gøre frembringelsessammenhængen gældende som en livslov. Hele vor eksistens kommer i forvirring uden den regel, at det frembragte skal følge frembringeren.

Tillige gør den særegenhed sig gældende, at trykket af forestillingerne om det begåede overgreb, med andre ord den depression, der kaldes samvittighedsnag eller skyld, kun “kan ophæves ved, at der ydes oprejsning for den tilføjede skade. Det skal være den, hvem overgrebet har ramt, der modtager oprejsningen, ellers repareres forholdet ikke; og det skal være den, der er skyld i den skete fortræd, som yder oprejsningen, ellers befries forvolderen ikke for skyldforestillingen. Det er det forhold, man kalder tilgodehavende. En skyldner kan ikke betale sin gæld ved at yde samme beløb til veldædige formål, ej heller mister kreditor sit tilgodehavende ved at vinde samme beløb i lotteriet, skønt begge parter ad disse veje hver for sig synes at opnå balance. Depressionen vedbliver at nage, indtil skaden er sonet af forvolderen ved ydelser, der opvejer den lidte tort og derfor så vidt muligt gør det skete usket, “gør det godt igen”. Naget sidder indtil da som en smertende “torn” i bevidstheden. Forholdet er, som man ser, et ganske andet, end når man har gjort sig selv en eller anden fortræd; det kan man “stå igennem”, lægge bag sig og glemme, eller man kan få det oprettet ved vinding og held på andre områder. Men skyld mod andre er uudslettet, så længe den bestemte tilføjede skade ikke er repareret. Først da udglattes depressionen og samvittigheden tier.

Indfries skylden ikke, får det personlige selv en plet på sig, hvorved det blotstiller sig for ydmygelser. Hvert menneske har i sit indre et centralt område, som er grundlaget for alt, hvad individet “føler sig et med”, og ophav til alle dets personlige initiativer. Det er selvets og livstotalitetens inderste kerne, som man ikke kan sige sig løs fra, men må “stå inde for”. Rummer denne personlige kerne noget uholdbart, noget “uforsvarligt”, som man “ikke kan være bekendt”, logiske eller praktiske uforeneligheder, der indbyrdes forkaster hinanden, så erfares den særegne intime lammelse, som udtrykkes ved, at man “skammer sig over sig selv”. Når vort selvs inderste helligdom lider en sådan skade, føler vi en ydmygelse, overfor hvilken vi er aldeles hjælpeløse, thi hvorfra skal oprejsning komme, når selve grundlaget i os må forkastes. Det er disse depressioner, der er skyldfølelsernes dybest liggende udspring.

Det er tilfælde af usonet skyld, vi har betragtet. Men de samme træk findes, hvor samvittigheden blot optræder advarende eller forbydende. Det drejer sig da om tænkte handlinger, og man forestiller sig, hvilke følger de vil drage efter sig. Samvittighedens manen er her tanken om, hvad man vil pådrage sig af nagende sindsindhold eller andre genvordigheder, hvis man indvikler sig i skyldforhold.

De her fremdragne faktiske træk af samvittighedslivet viser, at dette ganske vist er betinget af en vis åndsudvikling, men ellers ikke i nogen henseende tids- eller samfundsbestemt. Enhver organisme vil befri sig for lammende “torne i kødet”. Det er en kendsgerning, at individet selvstændigt frembringer samvittighedsdomme uden påtryk udefra, uden andres diktat om hvad der er ret og vrangt, blot ud fra sin almindelige livserfaring om forvoldelse af skade og om frembringelsessammenhængens lov. Det hele har en almenmenneskelig karakter.

Men et andet spørgsmål er, hvorvidt der kan bygges morallove på dette grundlag. Herimod rejser sig en vægtig betænkelighed. Det må indrømmes, at både den logik og den åndelige helstøbthed, som betinger samvittighedslivets fulde omfang, endnu er og sandsynligvis altid vil være en sjældenhed. Der mangler en udformning, som gør samvittighedsdommene alment begribelige og almengyldige i upartiskhed – med andre ord en fuldstændiggørelse af samvittighedslivet. Historisk er dette undergået indgribende forandringer. Respekten for medskabningerne præges endnu i vore dage på mange måder af vilkårlighed. Den ulige magtfordeling har altid i større eller mindre omfang overskygget det jævnbyrdighedsforhold, som skulle være en logisk følge af, at individet opfatter andre i sin egen lignelse. Selvom slaveri og trældom udvortes set er afskaffet i civiliserede nationer, er der endnu langt til, at høj og lav måles med samme alen, og endnu hersker stor forvirring angående mit og dit, så begrebet overgreb (og dermed skyldforholdene) opfattes højst afvigende. Det er tvivlsomt, om gennemsnitsmennesket i en overskuelig fremtid vil hæve sig til en upartiskhed og fuld omtanke, der gør samvittigheden lige redebon og fintmærkende overfor ven og fjende, bekendte og ubekendte. De individuelle samvittigheder vil sandsynligvis altid være haltende og uens· virkende, så man ikke ved at henholde sig til deres kendelser opnår en moralsk orden, der yder alle samme ret og skel.

Det er denne mangel, retsmoralen har søgt at afhjælpe, idet den har tilstræbt en almengyldig udredning af skyldforholdene, dog kun indenfor et begrænset område, nemlig de almene sociale forhold, som egner sig til og påkræver fastlæggelse gennem lovgivning. Det kan også udtrykkes således, at retsmoralen går ud på at skabe en systematisk og fuldstændig udredning af begrebet overgreb mellem mennesker indbyrdes. Eller med andre ord en klarlægning af den enkeltes naturlige rådigheds- eller ejendomsrettigheder ud fra frembringelsessammenhængens lov og princippet om alles ligeret, der jo som vi har set ligger til grund for samvittighedslivet og er logisk uimodsigelige. Den retsmoralske lærebygning er opstået i Danmark, så jeg kan nøjes med at henvise til den eksisterende litteratur; de udførligste fremstillinger findes i Severin Christensens Retsstaten“, Sev. Christensen, Axel Dam og C. Lambek Retsmoral i privatliv og statsstyre samt sidstnævnte forfatters Retsstat eller socialisme.

Når retsmoralen ikke er trængt stærkere igennem, end tilfældet er hidtil, skyldes det muligvis, at læseverdenen har haft vanskelighed ved at få øje på, hvori det nye og afgørende i dette moralsystem egentlig ligger. Det er jo sådan, at retsmoralen ingen nye grundsætninger indfører, men udelukkende bygger på gamle anerkendte sandheder, på fornødenheder og krav, der som en art naturlove har gjort sig gældende i de menneskelige samfund fra tidernes morgen: trangen til social orden og fred, krav om ejendomsret, social ligeberettigelse for alle, personlig frihed, ansvar. Det nye ligger altså ikke i nogen enkelt af de bærende ideer, men i opdagelsen af, at de ved at uddybes og forbindes former sig til et sammenhængende og afgrænset system, der omslutter alle sociale skyldforhold og tillige præciserer skyldens eller overgrebets udstrækning, så at samtlige grænseskel (mellem mit og dit, fælles og privat), som er nødvendige til den praktiske bestemmelse af kravenes omfang, træder bestemt frem. Tidligere har hver enkelt af de officielt anerkendte grundsætninger, hvorpå retsmoralen bygger, faktisk kun fundet en haltende og udflydende anvendelse i praksis, fordi den nævnte systematisering har manglet. Det er denne systematisering, der er kernen i det hele. Retsmoralen står og falder med, at den udgør en logisk sammenhængende, sluttet helhed, omfattende alle sociale skyldforhold, så at individernes indbyrdes regnskab i samfundsmæssig henseende kan gøres op og på uafviselig måde forlange godkendelse, idet der overalt i systemet bygges på de samme almene grundsætninger. Derved sikres, at der ikke kræves andet og mere af nogen, end vedkommende selv nyder og selv kræver af medmenneskene som sit sociale livsgrundlag.

Retsmoralen er den første morallære, som klart og principielt indskrænker sig til at være nejmoral. Det er den første morallære, som bygger på en erkendelse af, at samvittighedslivet drejer sig om en bestemt gruppe depressioner, om skyldforhold. Ved sin systematiske udformning af ideen “enhver sit”, hvorigennem skyldforholdene præciseres, har den for de sociale forholds vedkommende praktisk talt repareret ufuldkommenhederne i det individuelle samvittighedsliv, og med andre ord skabt forudsætninger for almengyldige samvittighedsdomme. Efter min opfattelse er det denne forbindelse med samvittighedslivet, som gør, at retsmoralen ikke blot er en lære om midler, en hensigtsmæssighedslære til opnåelse af ydre goder, men bliver en moral.

Et hovedpunkt, man kan godt sige hovedpunktet i retsmoralen, er forsvarligheden af, at kravene i fornødent fald gennemføres ved tvang: at den retsmoralske ordning (retsstaten) tør håndhæves af organiserede sociale og internationale magtfaktorer. Begrundelsen heraf ser efter min opfattelse således ud. Retsmoralen indskrænker sig ikke til at anvise individet de rette midler til at vinde andres tillid og opnå social tryghed. Ganske vist er disse ydre goder uundværlige for enhver, men heraf følger ikke, at individet tvangsmæssigt kan bindes til de anviste midler. Faktisk kan de nævnte goder, om end mindre fuldkomment, vindes ad andre veje. Flertalsherredømme kan sikre en vis social tryghed, som i lang tid er fundet tålelig god. Enkeltmands tillid kan vindes ad andre veje, hvorom sætningen “verden vil bedrages” vidner. Hvor mange lurendrejere har ikke nydt overdådig tillid! Man kan ikke i al almindelighed forbyde og straffe den enkeltes anvendelse af ureglementerede midler. Kernepunktet ligger i, om midlerne anvendes for egen regning eller ikke; man kan først straffe dem, når de krænker andre. Det er hensynet til andre, værgemålet mod overgreb, der er det afgørende. Den sociale ordning kan ikke være privatsag, men må indbefatte gensidighed. Anvendelsen af “urigtige” midler kommer derfor her til at rumme overgreb, som stifter skyldforhold. Det er på de almengyldige grundtræk i samvittighedslivet, magtanvendelsen er begrundet. Det, man straffer, må der være noget indeni mennesket, som forbyder.

De sociale gensidighedsforhold er ikke det eneste felt, samvittighedslivet omfatter; også på andre områder kan skyldforhold opstå. Den almenmenneskelige trang til sammenhæng, som intet tænkende væsen kan fornægte, har til følge, at det ikke kan findes forsvarligt at “save den gren over, hvorpå man selv sidder”. Vi står alle i forhold til en og anden værdi udenfor os selv, som vi føler os i pagt med og hvis ukrænkede beståen og virken vi ikke vil undvære. F.eks. en sag, vi har gjort til vor, et ideal, vi har indordnet os under, gode magter, vi støtter os til. Overfor sådanne værdier føler man sig indgået i forbund og derfor i et vist ansvarsforhold, så man ikke kan frigøre sig for en bevidsthed om skyld, hvis man handler imod deres tarv eller svigter dem, i stedet for at bekende sig til dem og stå dem bi. Denne medansvarlighed grunder sig til sidst på anskuelser og forhåbninger, man selv ved frit personligt valg har dannet sig, og skyldighedsforholdet til pågældende værdier får derfor en rent personlig karakter. Man “sætter sig selv i skat” til dem og afviser andre menneskers indblanding deri, også meningsfællers. Det er, som man siger, “en sag mellem den enkelte og hans samvittighed”. Alle ydelser kræver derfor frivillighed, i kraft af at hele tilknytningsforholdet hviler på fri personlig meningsdannelse og ikke griber ind i medmenneskenes anliggender. Man vil blot ikke være snylter overfor vedkommende værdier, men indtage den værdigere stilling som aktiv forbundsfælle. Man kan ikke samtidig bryde sin pagt og blive i den.

Overfor disse skyldforhold gør sig ofte en misforståelse gældende. Det forholder sig ikke sådan, at valget eller udkårelsen af disse værdier, den personlige meningsdannelse hvorigennem man knytter sig til dem, er en samvittighedssag. Derom kan der kun være tale, hvis det drejer sig om et faktisk udnyttelsesforhold, en faktisk afhængighed, som består og virker, hvad enten man anerkender den eller ikke. Men i alle tilfælde hvor udkåringen og tilslutningen er en fri personlig akt, indtræder samvittighedsforholdet først med denne, altså efter at valget er truffet. Forud eksisterer der ingen skyldighed. Førend man er “blevet sig bevidst” og har valgt og godkendt, er man ikke forbundsfælle og medansvarlig. Ellers var der ingen meningsfrihed, intet valg, men kun en forudbestemt dom, et rent lydighedsforhold. Den påstand, at samvittigheden skulle være en vejviser for vore fundamentale valg, har ingen psykologiske holdepunkter, det er en religiøs påstand.

III. For lidt og for meget.

Af de mangfoldige virksomheder, der må udføres for at holde nutidsmenneskets sammensatte tilværelse gående i uforringet stand, kan kun en meget ringe del forenes til at foregå samtidig. De fleste ting, enhver af os daglig har at varetage, kræver en særegen kombination af bestemte livsvirksomheder og lægger derved praktisk talt beslag på hele organismen, idet de ikke lader sig forbinde med andre beskæftigelser. De forskellige gøremål må derfor søge sig plads i tidsrækken af øjeblikke, og vi nødes til idelig at skifte fra det ene til det andet.

Den praktiske følge heraf er, at de forskellige formål kommer i konkurrenceforhold til hinanden. Jo mere af tid og kræfter det enkelte ønske eller behov beslaglægger, des mindre plads bliver der for de øvrige formål. Dette faktiske konkurrenceforhold afføder· to problemer vedrørende livstotaliteten. 1: Hvor stor en kreds af formål skal vi lade vor aktivitet omspænde? Gør vi muligvis klogt i at indskrænke vor ønskeseddel? Eller måske at udvide den? 2: Hvor stort et råderum skal der indenfor den valgte kreds af formål gives hvert enkelt ønske eller behov?

I begge disse spørgsmål spiller åbenbart allehånde individuelle ejendommeligheder ind: personlig energi, evnerigdom, tilbøjeligheder, ydre vilkår. Problemerne kan derfor ingen almen løsning finde, kun en personlig. Men ikke nok hermed, heller ikke for den enkeltes vedkommende kan spørgsmålene besvares engang for alle, de må stadig stå åbne. Dels kan jo ingen vide, om ikke en anden sammensætning af livstotaliteten, eller en anden omfangsfordeling, ville vise sig mere frugtbar. Dels kan der hænde hundreder af ting, som omstyrter de gjorte beregninger. På den anden side kan man heller ikke i det evindelige gøre sig til prøveklud for eksperimenter og opsætte afgørelserne. At løbe fra det ene til det andet er vel det ringeste af alt, tilmed fører det kun til upålidelige erfaringer. Thi man stifter ikke ordentligt bekendtskab med andet end “det man for alvor vil”.

Der gives ikke anden afgørelse af disse spørgsmål end at søge svar hos vitalsammenhængen gennem erfaring. Det drejer sig om forhold, som menneskelig logik ikke kan udrede. Ingen formår at lodde dybderne i livsenkelthedernes utallige sammenspil, hvis totalitet oven i købet stadig undergår ændringer gennem livets fremadskriden og gennem uventede tilskikkelser. Vitalitetsforbindelsernes hemmeligheder kommer vi næppe nogensinde til bunds i. Vi kan kun i grove og overfladiske træk aflæse vitalsammenhængens reaktioner på de valg, vi har truffet.

Hvilke kombinationer der lykkes og hvilke der mislykkes, hvad der virker styrkende og hvad der virker svækkende, hvilken livstotalitet der gør vor tilværelse rigtstrømmende eller bringer os i armod, herom har erfaringerne talt til menneskeslægten i årtusinder. De opsamlede resultater deraf skulle findes i nutidens livsvisdom. Men hvor er den at træffe? Findes den anderledes end adspredt i underlige stumper, mere eller mindre ubrugelige? Det meste er vel gået i graven med de døde, fordi der ingensinde har eksisteret en livskundskab, der formåede at give erfaringerne mæle – tyde, ordne og samle dem.

Det kraftigste forsøg på at bevare opsamlet livserfaring i formuleret skikkelse findes ikke hos videnskaben, men nedlagt i ordsprog, skikke og folkelige traditioner om dyder og laster. Endogså det vanskelige problem om livstotalitetens omfang har den folkelige fornuft haft syn for. “Den, der vil have alt, hvad han ser, må græde, når andre ler”. “Hvem der blander sig i alt, får intet udrettet”. “Der må sættes stævne efter evne”. Man har altså set, at livssammenhængen sprænges og tingene udarter, når der bunkes for meget i hob. En vis samling og sluttethed må til, hvis sindet skal beholde sin styrke, og hvis frugtbarhed skal opnås. Ellers bliver intet “gjort til gavns”. Mennesker, som er “utætte” og “uden midtpunkt” fortaber sig i påbegyndelser, som drysser bort hver ad sin kant uden nogensinde at forbinde sig til noget ægte og solidt.

Den traditionelle lære om dyder og laster står højt over størstedelen af den teoretiserende moralfilosofi både i træfsikkerhed og udførlighed. Den væsentligste indvending mod disse leveregler er, at bedømmelsen i stort omfang er foretaget ud fra tilskuerstandpunktet og ikke udelukkende efter, hvad pågældende leveformer betyder i den individuelle sammenhæng, hvori de optræder. Naturligvis er det ikke uden betydning, hvordan denne eller hin personlige egenskab passer i andres kram, om den har den offentlige mening med eller imod sig; men dette hensyn ligger efter min opfattelse udenfor moralen, idet denne drejer sig om “pæle i kødet”, misforhold indenfor den individuelle livstotalitet, hvorfra opløsninger af dennes indre sammenhæng udbreder sig.

De folkelige moraltraditioner er langt bestemtere i deres nægtelser end i deres positive opfordringer. Fordømmelsen af lasterne har nærmest karakteren af forbud, mens den ros, der ydes dyderne, snarere er påskønnelser end udtryk for forlangender. Også i anden henseende stemmer den folkelige morallære med den opfattelse, der er gjort gældende i det foregående. Ved at gennemgå den lange og brogede række af laster vil man se, at det så godt som overalt drejer sig om forsyndelser mod vitalsammenhængen. Lasterne er ikke totalt forkastelige, de er ikke fule helt til bunds, men i visse måder og i et vist omfang er de forsvarlige. De er bare overdrivelser af noget, som normalt hører livet til, og som indenfor passende grænser er uskyldigt. Lasterne stammer af naturlige tilbøjeligheder og behov, som i pågældende tilfælde er udviklede til en sådan overfrodighed, at de direkte eller indirekte virker undergravende på andre livsværdier og derfor fremkalder uorden og forfald i den samlede livsførelse. Typiske eksempler er fråseri, drukkenskab og andre ekstravagerende livsnydelser, der ikke blot overbelaster dele af organismen, men ofte tillige afføder forsømmelser, måske svigtende evne til at opfylde sine forpligtelser. Det fordømmelige ligger ikke i selve nydelserne, der opnås, men i hvad de drager med sig. Det samme gælder overfor skavanker som gerrighed, praleri, snakkesalighed, fejhed, trættekærhed. Det er regulære livsudfoldelser – erhvervelyst, selvhævdelse, forsigtighed –der har antaget opsvulmede dimensioner.

Næsten på alle områder er det vanskeligt at ramme den gyldne middelvej mellem for lidt og for meget. Det falder måske tydeligst i øjnene ved at lægge mærke til, at også dyderne kan overdrives og blive til unoder; det gælder også for deres vedkommende om at træffe de rette grænser. F.eks. kan ordenssans og samvittighedsfuldhed udarte til smålighed og pedantisk omstændelighed. Godhed og hjælpsomhed kan overskride det rimelige, man kalder det da bjørnetjenester, trættende omsorg, unødig indblanding i andres forhold. Gavmildhed kan i stedet for at virke styrkende på modtagerne undergrave deres vilje og evne til at hjælpe sig selv. Slår moderkærligheden over i forkælelse, virker den til at gøre barnet udueligt og give det falske forestillinger om, hvordan livet er. Mod kan udarte til dumdristighed. Beskedenhed ophører at være en dyd, når den hindrer dådskraften. Karakterfasthed er fortræffelig, men vokser den til at blive kantethed og principrytteri, bliver værdien tvivlsom.

Med den fremadskridende udvikling opstår der jævnlig i tidens løb større eller mindre ændringer dels i de ydre livsvilkår, dels i menneskenes interesser og sindelag. Som følge deraf kan der ske forrykkelser i mål· og vægtforholdet mellem de forskellige livsværdier. Tillige kan det vel siges, at voksende indsigt i nogen grad udvider den menneskelige dømmekraft. Betyder nu alt dette, at moralen forvandler sig med tidernes skiften og udviklingens omvekslende retning? Jeg kan ikke se rettere, end at det – fraset dømmekraftens vækst – drejer sig om overfladiske omvurderinger, som ikke rokker grundforholdene, hvoraf moralens væsen bestemmes. Det har til alle tider været trangen til sjælelig sammenhæng, kravet om livsøkonomi, især frigørelse for lammende skyldforhold, som har fremkaldt den moralske bedømmelse og givet moralens bud regulerende kraft. Historien viser ingen ændring i disse moralens grundtræk, og psykologisk set taler alt for, at de hører til det bestandige i menneskelivet.

Femte kapitel  –  Spredte tilføjelser

De emner, som behandles her, ligger ganske vist indenfor bogens rammer, det bestandige i menneskelivet, men de hører ikke med blandt de grundlæggende træk, som må søges oplyst, for at en sammenhængende livsforståelse kan få et fundament at bygge på og begynde at danne sig. Når jeg har ment, at de efterfølgende betragtninger naturligt kunne føjes til, er det fordi de i nogen måde kan tjene som prøve på, om den opfattelse af livets væsen og retning, som jeg i det foregående har søgt at tegne og begrunde, kan gøre fyldest i praksis ved at virke orienterende overfor hverdagslivets spørgsmål.

I

Uden at sige for meget kan man nok påstå, at den tusindårige strid om egoismen har været ført med ringe forståelse og har bragt så lidt klarhed, at det den dag i dag er tvivlsomt, på hvilken af siderne vankundigheden er størst. Det samme kan forresten siges om de allerfleste andre åndelige spørgsmål, der atter og atter har været på dagsordenen under menneskehedens uendelig lange og langsomme vandring mod større klarhed, større evne til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt.

At egoisten vækker mishag hos andre mennesker, må siges at være naturligt og rimeligt, men det er ikke derom, det drejer sig. Ligeså misvisende er det at føre moralske eller religiøse påstande i marken; de rører ikke ved sagens kerne og har derfor ingen kraft. Vi er alle nødt til i stor udstrækning at være egoister, det vil sige at foretrække vore egne sager for andres, og det er fuldkommen uholdbart at betegne egoismen i al almindelighed enten som moralsk forkastelig eller som noget syndigt.

Når egoisten afholder sig fra at begå overgreb mod sin næste, er han uangribelig udefra. Jeg kan sige det sådan, at spørgsmålet næstekærlighed eller egoisme er i bund og grund et individuelt problem. Hos hver enkelt af os er det et indre spørgsmål, nemlig et spørgsmål om, hvad indhold og gestalt jeget ifølge sin beskaffenhed skal have, når vi stræber hen imod at leve efter vor naturs væsen og krav.

Beviserne herfor er så pålidelige, som beviser overhovedet kan være i denne ufuldkomne verden. Vi er formede som individer, det vil sige at vor tilværelse består udelukkende af de livsvirksomheder, der rører sig hos hver især indenfor det individuelle hylster. Disse livsvirksomheder er på mangfoldige måder sammenkædede indbyrdes; enhver livsvirksomhed er så at sige ophængt i andre, bæres og næres af andre, og det er derfor en absolut umulighed for individet at komme udenfor denne livsvirksomhedernes kædegang indenfor jeget.

Intet menneske kan nogensinde opleve andet end sine egne livsvirksomheder, eller er i stand til at foretage sig andet end at ændre sin egen livsudfoldelse, hvad enten disse ændringer fremkaldes ved hjælp af ydre påvirkninger eller de er frembragt indefra. Som følge heraf må alle motiver ligge i individet, og alle mål, vi kan sætte os, må sluttelig gå tilbage på os selv, de kan kun bestå i ændringer, som ønskes fremkaldt i jegets livsudfoldelse.

Resultatet må blive, at hele menneskets tragten er egocentrisk: den drejer sig om den personlige livsudfoldelses omfang og beskaffenhed. Derved er intet at rokke. Sådan er vort væsens grundvold.

Hvordan fremkommer da næstekærligheden, og hvori består den? Thi det er jo en utvivlsom kendsgerning, at der eksisterer hvad man kalder uselviske motiver, interesse og opofrelse for andre uden skelen til egen fordel. Ja, det kan endogså rolig påstås, at sådanne medfølelser og handlinger findes hos ethvert voksent menneske, også hos de mest topmålte egoister.

Forklaringen er simpel og ligetil. Som det tidligere blev sagt ved omtalen af samvittighedslivet, opfatter vi vore medmennesker ud fra os selv. Mine forestillinger om andres glæder og sorger er dannet på grundlag af mine erindringer om den medgang og modgang, jeg selv har oplevet. Med andre ord, min deltagelse for andre er simpelthen mine egne forestillinger, mine egne livsvirksomheder. Når jeg har medfølelse med andre, er det faktisk mig selv, der lider, og mig selv, der glædes.

Hele forskellen er, at jeg har lettere ved at glemme og se bort fra, hvad der har ramt andre, end fra mine egne tilskikkelser. Andres tab og skader forfølger mig ikke ud i fremtiden, de klæber ikke fast ved mig, sådan som min egen gevinst eller tab gør. Jeg kan befri mig fra andres lidelser blot ved at vende tanken bort og ikke bryde mig om dem mere. Det er kun så længe jeg følger oprigtigt deltagende med i andres oplevelser, at deres glæder og sorger virker på mig, som om de var mine egne.

Man ser da, at hele spørgsmålet indskrænker sig til, om vi mennesker hver især i vort liv har brug for medfølelser med andre og delagtighed i deres oplevelser. Kunne vi ikke lige så godt undvære at nedtrykkes ved deres ulykke og oplives ved deres trivsel og fremgang? Er vore medfølelser til tab og besvær for os, eller er de til berigelse? Her ligger problemet.

Intet menneske kan være sig selv nok, det vil sige ingen kan leve af sine egne indre forskelle og indre rørelser. Det ville blive alt for fattigt. Skal vi holde vort sjæleliv i stadig levende strømning, kan det kun ske ved, at vi gør os modtagelige for en rigdom af impulser fra omverdenen. Men de forbindelser, vi kan skabe mellem os og de livløse ting omkring os, er langtfra nok til at tilfredsstille vort behov. De døde ting er stumme og udeltagende overfor os, vi har for lidt at korrespondere med dem om. De er fremmede for, hvad der rører sig i os. Righoldige bliver vore forbindelser med den omgivende verden-først, når vi vender os til de levende væsener og knytter samkvem med dem.

Findes der ikke i alle menneskehjerter – hvis de da ikke er udtrættede eller overbebyrdede – en attrå efter større livsomfang, en higen efter at gøre strømmene, der rinder gennem sindet, stadigt rigere, mangfoldigere, frodigere? Denne længsel er så dybtliggende og allestedsnærværende, at vi kun uklart kan beskrive den, men den lever i os alle. Hvem synes ikke, at hans verden er for trang, for stillestående og i mange måder tom, så at livet kommer til at indeholde alt for mange døde pletter, for mange tvære og kedsommelige ting?

Men det er ikke verdens og tingenes skyld. Den virkelige forklaring er, at vi er plagede af vor egen dorskhed og ligegyldighed, vor egen tomhed og lidenhed. Aldrig så længe vi er karske af sind og helbred, slukkes længselen efter stadig mere liv i os, længselen efter at omfatte mere af tilværelsens bevægede indhold. Det er denne attrå, som er den fælles kilde til al uforfængelig ærgerrighed, til videlyst, til higen efter overblik, magt, indflydelse, til drømme om en stadig dybere forståelse af livet og om sjælsevner af fantastisk vælde.

Men hvis alt dette er sandt, er vi i modsigelse til os selv, hvis vi bryder os fejl om den endeløse vrimmel af skabninger omkring os, der er levende som vi og stedt i de samme livets kampe og trængsler som vi. Deres hjerter banker i takt med vort. Her ligger en verden af delagtighed åben for enhver, tilgængelig blot ved at lukke sit sind op for den, se den og forstå den. Den ligger åben ikke blot for den kundskabsrige, men ligeså vel for den enfoldige af hjerte. Medfølelsens verden er vel endog snarere den fattiges og troskyldiges rigdom end en husvalelsens kilde for de kloge hoveder.

Denne samfølelse med den levende omverden bidrager i umådeligt omfang til at sætte liv i vore tanker. Den giver vore opfattelser af, hvad der tildrager sig omkring os, en dybere baggrund og et langt større indhold af levende kraft. Den skænker os en umådelig mangfoldighed af interesser og bestræbelser, vi ellers ikke ville have. Den betyder i sandhed en erobring af større livsindhold. Den betyder en mægtig udvidelse og levendegørelse af jeget.

Heri ligger næstekærlighedens umiddelbare betydning og dens hovedværdi. Men ved siden heraf har den en anden betydning, som ligeledes er uvurderlig. Al sand medfølelse er i sit væsen positiv og samdrægtig. Og deri ligger, at den uvilkårlig skaber sammenhæng i vor indre verden, idet vore tanker om andre kommer til at falde harmonisk i tråd med vore tanker om os selv. Uden samfølelse med vore medmennesker får vi vort indre spaltet i to fjendtlige verdener, ialtfald to verdener der er fremmede for hinanden. Enhver tvedragt mellem vor egen stræben og andres betyder en tvedragt i vort sind. Fylder ethvert fjendskab os ikke med hidsig argumenteren og med planer, der er betændte af disharmonier? Strør man ikke gifte i sit eget sind, når man bagtaler andre? Eller når man forholder sig til dem som konkurrenter, med hvem man ligger i tovtrækning om allehånde fordele?

Den uvurderlige styrke og dybe rodfæstethed, som alene det sammenhængende sind ejer, vinder man kun ved at anlægge samme positive betragtningsmåde overfor andre, som man anvender overfor sine egne sager og forhold. Det er denne indre helstøbthed, som ytrer sig ved at gøre mennesker åbne, rolige og klare i deres færd. Denne karakter er langt mere en værdi for individet end en dyd udadtil.

Men i samme grad man forstår næstekærlighedens væsen og betydning, indser man også, at den ingenting duer til, hvis den er uægte, løs og halv. Pjanket eller hyklet deltagelse for andre bereder kun skuffelse og tomhed.

Men for at næstekærligheden skal blive sand, må den være absolut frivillig. Den medfølelse og interesse, der er kunstigt drevet frem ved pres udefra, f. Eks. Ved den offentlige menings tryk eller ved personlige bebrejdelser, måtte hellere have været sparet. Lad endelig enhver selv bestemme, i hvor stor udstrækning han har råd til at se sig om i verden og bryde sig om andres skæbne. Egoismens væsen er simpelthen fattigdom, indsnævrethed, mangel på frodighed. Men hvis nogen befinder sig bedre i deres snæversind og ligegladhed end ved at leve rigt optaget, så lad dem i fred have lov dertil. Alle kan jo ikke overkomme lige meget. Navnlig når det drejer sig om åndskraft, er der utrolig mange Per Eriksen’er til.

Jeg har lagt hovedvægten, ikke på næstekærlighedens værdi for dem, der modtager den, men for giveren. Herom blot et par ord til. Hver især er vi mennesker efter vort væsens ubønhørlige lov absolut ene. Vi kan ikke “eje” andre, men kun på mangfoldig vis korrespondere med dem – udveksle indtryk, påvirkninger, impulser, et levende vekselspil af spørgsmål og svar. Ser vi nøjere på dette samkvem, er det indlysende, at ingen kan “have” eller “få” andet end sin egen del af den indbyrdes korrespondance. Simpelthen fordi ingen kan opleve andet end sine egne livsvirksomheder, det er derfor bogstavelig sandt, at enhver “får”, hvad han “giver”. Det er den sandhed, der ligger i ordet, at det er saligere at give end at modtage.

Enhver får sin egen indsats. Enhver bestemmer selv ved sin forståelse og sit sinds gavmildhed, ved dybden af sin modtagelighed, om samlivet med andre skal blive rigt eller fattigt, alvor eller spilfægteri. Lurendrejeren fører først og fremmest sig selv bag lyset, han gør sin egen del af samkvemmet hul og tom.

Sædvanlig når der tales om næstekærlighed, er det dens betydning for modtageren, der tænkes på, måske tillige dens mildnende indflydelse på verdens gang. Og det er jo sandt nok, at medmenneskenes venlighed, interesse og sande hengivenhed er en af de uundværlige livsværdier. For mange ville verden synes øde og mørk, hvis denne lysgiver manglede. Alligevel tror jeg ikke, at vægten skal lægges her, på næstekærlighedens ydre værdi. Jeg advarer mod denne opfattelse, fordi den egentlig stiller tingene på hovedet og giver et fordrejet billede af forholdene. Næstekærligheden skal gro frem og udfolde sig, så langt og så vidt den har livskraft, men den skal ikke forlanges. Omgivelserne skal ikke diktere den eller bestemme, hvordan den skal arte sig.

Sådan som medfølelsen har udviklet sig, navnlig siden humanitetens tidsalder satte ind, er den i mangt og meget blevet til noget temmelig værdiløst, ofte udarter den til at være ansvarsløs og pjanket. Man affærdiger andres nød ved at betale sin skattebillet og overlader resten i den beskikkede øvrigheds hænder. Man har pressens og Politikens lejetjenere til at tænke for sig. Man giver den fattige en skilling ved døren for at tilfredsstille et øjebliks mere personlige godsindethed, men i øvrigt uden at ane, hvad det er, man befatter sig med. Man hører om nogen, der har begået uret, sympatiserer med de lidende, fælder en rask dom og lader derefter fem være lige. Se på den selskabelige udveksling af hensynsfuldheder og tanke-for-hinanden – har den ikke nærmest karakteren af en byttehandel? Det er måske verdens mest sjuskede handel, hvor velvilje og påtrængenhed blander sig med hinanden og meget ofte går i kompagni med den mest yndede af alle folkeforlystelser: sladder.

Meget af det, som regnes for godhed mod andre, er i virkeligheden selvforsorg. Når den ængstede klynger sig til sin støtte, eller når den uselvstændige tiljubler sin vejleder, er deres følelser at ligne ved et klæbestof, de udsveder for at hæfte sig fast ved et redningsanker. At forherlige sin velynder eller rose sine meningsfæller er næsten som at klappe sig selv bifaldende på skulderen.

Næstekærlighed, der fremkaldes udefra ved trykket af medmenneskenes forventninger og opfordringer, kommer unaturligt til verden og bliver gerne af mere eller mindre spekulativ beskaffenhed. Helt fri for bihensigter bliver næstekærligheden bedst, når den skyder uvilkårligt frem af indre tilskyndelser, det vil sige når medfølelsen er ren gave, der ikke forlanger andet end at gøre vel, skabe trivsel, lindring eller glæde. Denne kurs er den eneste virkelig frugtbare. Men her er det af vigtighed, at modtageren forstår at tage imod den på samme måde, som en gave, der ikke skal betales med tak-snak eller med gengaver, men blot lykkes efter sin hensigt. Hvis den ikke gør det, er alt det øvrige frugtesløst.

Den sjælelige udveksling af gensidig deltagelse er et vekselspil, som for en stor del holdes i gang ved, at det ene skridt fremkalder det andet. Denne vekselvirkning kan på utallige måder gå i stå, enten ved at hjerterne løber tomme, eller ved at der, som man siger, kommer en kæp i hjulet. Jeg skal ikke komme ind på alle disse forskellige tilfælde, men nøjes med at berøre en enkelt ting, som særlig er værd at nævne.

Det er vanskeligt at røre ved andres personlige anliggender uden hverken at blive nærgående eller svæve ud i intetsigende bemærkninger. Det er plat umuligt, at det ene menneske kan fungere som styreorgan for det andet, og derfor er det også en umulighed, at nogen virkelig kan overtage ansvaret for andres vælgen og vragen. Der behøves en meget indgående personlig forståelse og en høj grad af takt, hvis man skal driste sig til at optræde som vejleder for andre på anden måde end upersonligt. Enhver må se sig om i livet for egen regning og have fuld frihed til at gøre sin egen dømmekraft gældende. Indtil det er sket, indtil pågældende selv har dannet sig en mening, er andres rådgivning malplaceret. Det er en form for egoisme, hvis man vil føre andre i ledebånd eller på· trykke dem sine anskuelser. Frisind er, trods megen tale derom, endnu et særsyn blandt mennesker. Det er nedslående, fordi frisindet vel er den fineste prøvesten for næstekærlighedens ægthed. Den bedste grundvold, hvorpå menneskers deltagelse for hinanden kan bygge, er parternes ligestilling og selvstændighed.

Blandt filosoffer har der været strid om, hvorvidt næstekærlighed på bunden er egenkærlighed, eller der findes en fuldkommen ren sympati. Man kan svare både ja og nej. Men allerbedst kan der svares, at spørgsmålet er temmelig ligegyldigt. Det er kun en strid om ord. Medfølelsens værdi og rolle i menneskelivet bliver den samme.

II

Er det sandt, hvad ansete granskere har påstået, at religionen har sin rod i de skuffelser og nederlag, tilværelsen bereder menneskene? Er det de dystre skyggesider, livet har, og .den mangeartede forkrøbling, som bestandig har været alles lod, der giver tankerne om “en anden verden” kraft?

Vi har set, at moralen stammer fra depressioner, men religionens væsen er ikke nejsigende. Grundvolden for den religiøse længsel og tro er tværtimod en positiv tilslutning til bestemte værdiforestillinger, som søges realiserede. Det synes derfor en urimelig tanke, at religionen skulle have sit udspring af nødlidende livsvirksomheder.

Man kan også stille spørgsmålet således: Ville det helt lykkelige menneske være modtagelig for nogen religion? Ville det ikke tage tingene og livet umiddelbart, uden at spørge efter noget hvorfor? For den, der finder fuld glæde og mættelse ved det solbelyste indhold, dagene fører med sig i deres løb, er der jo ingen grund til at rykke tankerne løs derfra for at spejde efter fjerne, tågede muligheder bagved.

Naturligvis spiller livets skyggesider en rolle som baggrund for religionen; de giver drivkraft til længselen efter rigere lys, de vækker skaberkraften i de religiøse fore· stillinger. Men selve indholdet i religionen må være et “mere”, en tilføjelse til hvad jordelivet bringer. Dens hovedværdi kan ikke bestå i en helbredelse af de sjælesår, som menneskene har pådraget sig i tilværelseskampen.

Men både religionens forkyndere og hovedmassen af dens bekendere befinder sig åbenbart i dyb forvirring angående dette punkt. Kirkepolitikerne er ikke store forsagere, når det drejer sig om at vinde tilslutning; de forsømmer ikke at slå på allehånde strenge, som giver genklang i menneskehjerterne. Og vender man sig til de enkelte bekendere, for hvem religionen hovedsagelig er en personlig sag, finder man også her i meget vid udstrækning, at grundmotivet er de “trøstegrunde”, trosforestillingerne skænker. Folk søger helsebod for det verdslige livs tomhed og disharmoni. De søger redning fra tanken om, at alt, hvad vort hjerte klynger sig til, svigter og forgår. De ser menneskets dybe uformuenhed, de ser sygdommen og døden som alherskere i naturen og i tidens ubønhørlige gang; alt veksler, fornyes og forgår, og overfor denne omhvirvlen af alle ting, hvori intet af det menneskelige kan have tryghed og varighed, gribes de af trangen til støttepunkter. De finder denne trang udløst ved tanken om et højere, mægtigere og værdigere væsen. Eller der søges en højere, retfærdigere verdensorden, løn og straf hinsides til udligning af de forfærdelige uligheder i jordelivet.

Mere i dagligdagens plan ligger den oprejsning, man henter overfor sine personlige sorger og nederlag gennem tanken om en kærlig gud, et altformående forsyn og de ubegrænsede muligheder, der åbner sig med et nyt liv efter døden. Her er trøst for sorgen over, at man ved døden adskilles fra sine kære; her er befrielse fra det jordiske livs hæslige følgeskab af lave fornødenheder, smuds og skam, fra gravens mørke og tidens uendelighed. I bønnen overgiver man sine bekymringer og sin usikkerhed i en højere varetægt. Forestillingen om en bestemt retningslinje og mening med livet danner en tilflugt, når man føler sig splittet og sønderdelt af verdens mangfoldighed, eller når man forvirres af tingenes sammenhængsløshed.

Så forståeligt alt dette end er, verdsligt og menneskeligt set, synes det stridende mod al mening, at det skulle være religionens egentlige indhold. Hvis ikke man vil kalde madding og fiskedræt det samme, hører hele denne “religionens trøst” det timelige liv til. Det er hjælpeforestillinger, der gør færden ad den knudrede jordiske løbebane lettere og behageligere; men det ville ingen forskel gøre, om det hele religiøse fremtidssyn blot var sindrige indbildninger, der snildeligt var sikrede mod at blive opklarede, idet de er forlagt til en anden tilværelse, hvorfra vi ingen beretninger kan indhente. At menneskene i hobetal så at sige abonnerer på disse forestillinger, må fornuftigvis være intetsigende i religiøs henseende. Hvad der sker ved dem, er blot jordisk lægegerning. Men religionen må, ifølge sin påstands art og mening, gå ud på at fremkalde en udvikling hos mennesket, omdannelser i menneskesjælene, der danner en forberedelse og bro til det hinsidige. Den må gå ud på at forbinde to verdener, en kendt og en ukendt. Og ganske unægtelig må dette ske ved, at “det evige og guddommelige” drages ind i jordelivet og bringes til en omend ufuldkommen udfoldelse her. Denne “trange vej” er ikke til at komme udenom. Anden prøve på religionens sandhed gives ikke end realisationen af en sådan udvikling, der har karakteren “ikke af denne verden”.

Der er intet i vejen for, at religionen forbinder sig med allehånde barmhjertighedsgerninger og sjælelig forplejning af timelig art; men den må ikke sammenblandes og forveksles med disse værdier, der, hårdt sagt, kun er en plasterbehandling af rent jordisk værkbrudenhed.

Denne sammenblanding er en forsyndelse ikke blot mod religionens ide, men også mod sjælelivets organisation. Skønt jeg her nærmest har talt om, hvad religion betyder i dag for os, drejer det sig alligevel om et forhold af bestandig gyldighed. Jordelivet skal bære sig selv. Hvis det ikke kan det, skal det lære at kunne det. Jordelivet har krav på indenfor sine uomtvistelige enemærker at udfolde sig uden kunstige støttemidler; det skal netop vise, hvad det kan ved egen kraft, for at også religionen kan indtage sin rette plads. Menneskene finder sig ikke opfordrede til at tage hele deres evne til selvhjælp i brug, dersom de ved “smertestillende midler” unddrages den fulde oplevelse af livets vanskeligheder. Det svarer til, at de syge ikke i fornødent omfang ville søge lægehjælp eller bruge hygiejnisk forebyggelse, hvis sygdommene ikke var ledsaget af ubehageligheder. De åndelige depressioner har deres naturmæssige betydning ved at stille opgaver og ægge mangfoldig styrke frem i sindene. Det kan ikke være den religiøse påvirknings opgave at underbinde og forkludre de rent menneskelige anliggender.

Den religiøse forkyndelse må selv være interesseret i at bygge på holdbar grund. Men det er fornuftigvis uholdbart, hvis den vil leve af at yde menneskesjælene sådanne tjenester, som en rent menneskelig viden og levekunst kan yde, eller ialfald kan nå til at yde. Det er det fuldbårne menneskeliv, religionen skal måle sig med – ikke et forkrøblet og vantrevent, den skal vise sin kraft overfor. Den skal heller ikke tage ansvaret fra menneskene ved at henvise dem til en blind underkastelse og selvopgivende venten efter tegn og indgivelser fra oven.

Religionen udrydder sig selv, i samme grad den rent ud agt forputter sig i mysteriet, troens usynlige navlestreng mellem gud og menneske, sådan at ingen selvstændighed levnes dette sidste. Indholdet i et højere væsens kalden på menneskesjælen kan kun være sjælens aktivitet valg og vilje til en bestemt udvikling, hvis retningslinjer må være synliggjorte for menneskeøjne, da der ellers hverken kan vælges eller villes. Den enkeltes religiøse alvor og virkeliggjorte lydighed kan kun måles ved hans egen tagen fat, hans aktive medarbejderskab, men ikke ved den tilintetgørelse at reducere sig selv til et passivt gennemgangsled.

Kirkepolitikken har ikke lov til at kvæle det religiøse liv ved at lede det ud på golde veje. Har de religiøse ideer, som meget tyder på, en værdi, så længe menneskeheden består, så er det opgaven at holde kilden frisk og løbet klart. Religionens sande indhold er åndelig aktivitet og skaberkraft. Det drejer sig om skattegravning i menneskets indre, længst inde i sjælens dyb, hvor vort væsens og vore længslers rodforbindelser samler sig. Det drejer sig om at åbne horisonter og vise veje for menneskene, ikke til at afkaste deres byrder og skyde genveje ud af deres trængsler, men til at vinde dybere styrke og højere lys over deres tilværelse, for i kraft deraf at kæmpe livets kamp i fuldere omfang, mere oprejste og sejrrige, i tæt forbindelse med hvert led i den værdiernes kæde, hvori dette vort menneskeliv er beo fæstet.

III

Et af de tydeligste vidnesbyrd om menneskeåndens evne til at omskabe livet er den forvandling af naturfølelsen, som fandt sted for hen ved et par århundreder siden. Det er næppe nogen overvurdering at henregne denne den moderne naturglædes tilblivelse blandt kulturens betydeligste landvindinger. Det var intet nyt territorium, der kom til, som når nye verdensdele opdages, eller når upåagtede naturkræfter udskilles og tages i anvendelse. Det var kun et åndeligt skaberværk, der foldede sig ud. Men ligefuldt blev verden gjort større derved i et omfang, som meget vel kan sammenlignes med, hvad Amerikas opdagelse eller dampkraftens udnyttelse har betydet. Naturomgivelserne, som vi lever iblandt hver dag til alle årstider, forvandledes fra noget halvt fremmed og ligegyldigt til noget fortroligt og livfuldt. En ny nydelseskilde af uforlignelig rigdom, friskhed og sundhed blev skabt, og tilmed en nydelseskilde der åbner sig lige gavmildt for fattig som for rig.

Menneskene i ældre tider var ikke helt blottede for naturfølelse, men de forholdt sig hovedsagelig passivt modtagende overfor indtrykkene. Man opfattede naturens foreteelser ud fra sit eget tarv, i lys af sine personlige forestillinger om medgang og modgang. Tiltalende fandt man det blide vejr, den bekvemme vej, de frugtbare strækninger, det velplejede og velordnede. Grimt var det hærgede træ, den forfaldne bygning, alt vantrevent og uskøttet, det ildevarslende og det øde. Man følte sig frastødt af allehånde udslag af tingenes barske egenvilje og egetvæsen, som modsiger den menneskelige stræben. Med træg ligegyldighed betragtede man, hvad der ikke trådte i forhold til menneskenaturen, det var tomt ragelse, eller vildmark og øderegion, sindet uvekommende.

Nu råder dette snævre syn på naturen ikke længer. Vi har lært at skyde vort eget befindende og vore egne målestokke til side som noget uvedkommende, og idet vi selvforglemmende hensætter os i naturens fremtoninger, fremtræder hver af disse for os i sin egenartede væremåde. Vi levendegør dem ved at hengive vort sind til dem og opgå i deres fra vore kår vidt forskellige tilværelse. Ved at øse af vor egen erfarings uudtømmelige fond søger vi at tyde deres væsensfylde og tilskikkelser.

Nogle få eksempler: Vi er ude i det fri, og et eller andet i omgivelserne fanger vor opmærksomhed. I samme øjeblik løsgøres vi umærkeligt af tyngdekraftens bånd og rykkes bort fra stedet, hvor vi står – for hist henne at stige og dale med jordsmonnets hævninger og sænkninger, runde os omkring bakker og tuer, strømme af sted med den friske bæk, svæve med de langtdrivende skyer. Sammen med mælkebøttens flyvende fnug føler vi os fjerlette, den gumlende ko låner os sin trygge ro, svalens dristige sving indgyder os smidighed. Et øjeblik er vi travle med møllens ivrige vinger eller lunefulde med den flagrende sommerfugl. Himlens mægtige vidde, stjernernes fjerne højhed rejser sig i os som buer af fuldspændt kraft. Egens ælde taler dybt og stille om længst forgangne fastbyggede åremål. Fra birketræernes fine grene, der svajer i vinden, vifter sommerens lette ynde os i møde.

For det opladte øje og sind viser der sig uanede forskelle selv i de mest dagligdags ting. En pind, der er stukket i jorden, måske efterladt af legende børn, er noget af det ødeste at se. Det stirrer ud af den, at den er hensat der som en stiv vilkårlighed og nu er meningsforladt, stejl i sin forglemthed. Betragt så, som modsætning dertil, en tulipanstængel med sin blomst. Den er i fortrolig samhørighed med jorden, hvori den står, hjemligt og trygt. Rodfæstet ranker den sig op, løftende fra det skjulte sit stumme selv, det strålende bæger, ind i verdens vrimmel. Dens hele holdning er gennemtrængt af vilje og styrke, dens levende bøjning åbenbarer, at den kan svaje sig efter lyset og luftens lunefulde strøg.

Eller se på et gammelt hus, der i umindelige tider har stået på sin plads, og sammenlign det med en nyopført bygning. Hvilken himmelvid forskel, og hvor fuld af dybe forborgenheder er ikke uligheden. Selvom det nye hus står nok så strunk i linjerne og blank i farverne, måske behængt med smykker som en selskabsklædt dame, hvad vejer alt dette mod en gammel sindig bygning, usvigelig grundfæstet hvor den står, gennem åringers broderskab sammenvokset med jorden. Og på skjult måde synes der at være en inderlig sammenhæng mellem den gamle bygnings forskellige dele, mellem tag og mur, mellem skorsten og tagryg, mur og vindue, væg og dør, endog mellem de allermindste ting; hver knast og sprække er som hjemmehørende, hvor den befinder sig, og synes at være god bekendt med sine omgivelser til alle sider, som havde de tit talt sammen indbyrdes, hjulpet hinanden når de var i betryk, drøftet tiderne og deres gang; alle ved de, hvor lange årene er, og hvordan alskens vejrlig fornemmes, når det drager hen over mur og mønning.

De anførte eksempler er lige ud ad landevejen, de forudsætter hos naturbeskueren ikke andet end en ganske dagligdags erindring og ukunstlet følsomhed for tingenes væsen. Men ved hjælp af kunstneriske evner kan der naturligvis skabes langt mere omfattende syner og sammenhæng. For ikke at komme for langt bort fra, hvad der med jævn åndelig udrustning kan præsteres, skal jeg nøjes med at gengive, hvad en engelsk naturdigter af beskedent format fik ud af fra sin sygeseng at høre en fugl synge i trætoppen udenfor vinduet: “fuglen i træet ytrer vindens tanke, den er græssets og markblomsternes spæde stemme, det grønne blad finder ord i dens røst. Duggens frisk· hed og solskinnets glimt gennem skyerne, luftens vel· lugt og pinseliljens farve er udtrykt i dens sang. Tonerne stiger op uden tanke, som saften i den gren, hvorpå fuglen sidder” (Richard Jeffries). Selvom den ide, der her virker som forbindelsesleddet mellem enkelthederne, naturligvis er opdigtet for det. Sammes skyld, vil enhver dog let fornemme kompositionens næsten lydefri ægthed. De naturindtryk, der er knyttet i hob, står i naturlig samstemmighed med hinanden; de løfter hinanden som på usynlige skuldre og ranker sig i fælles kraft. Det er, som i en nøddeskal, hemmeligheden i alle åndelige værdier.

Når naturfølelsens forvandling er fremdraget her, ligger det just i, at den på typisk måde anskueliggør, hvori åndsværdier består, og hvordan de bliver til. Det har været til hinder både for opfattelsen af åndsværdierne og for åndelig frembringelse, at disse værdier har været omgivne med en vis mystik. Tværtimod er de, så vidt menneskelige øjne kan se, noget ret dagligdags. Den første begyndelse til åndelige værdier består i, at “noget levende” skyder op og udfolder sig i menneskets sind. Det sker ganske naturligt, da jo vore tanker hver dag i nogen grad blander sig på en ny måde eller i hvert fald berører de kendte ting anderledes end før. Al åndelig frembringelse skyder op af ny vitalitetsforbindelser, eller som det i daglig tale hedder: ny erfaring, nye synsmåder, nye indfald. Åndslivet drejer sig simpelthen om levendegørelsen af menneskets bevidsthedsindhold, hovedsagelig tankelivet, der jo er bæreren af de fleste og vigtigste transporter fra dag til dag og fra år til år i levnedsløbet. Og midlet til både at fæstne og frugtbargøre, hvad der således kommer op i os af levende strømninger, er organisation af bevidsthedsindholdet, udarbejdelsen af rigere og rigere sammenhæng, sigtende mod det uopnåelige mål, der kaldes helstøbthed. Alt dette er ganske vist fuldt af uløste gåder, men det er ikke mere mystisk, end hverdagsbegivenhederne i vor tilværelse er. Der er i og for sig intet deri, som ikke enhver kan gøre, hvis blot man forstår den ubeskrivelige kunst, som udtrykkes ved: at være naturlig, jævn, ligefrem, sand.

Vi kommer da her ved bogens slutning til det samme, hvormed vi begyndte: organisationen af vort indre. Den betyder i vort liv alle tings begyndelse og alle tings ende. Det er den, vi lever på; hver dags oplevelser udstråler fra den og fører atter tilbage til den; her løber vor tilværelses talløse tråde sammen og fletter i det skjulte vor skæbnes tråd.

Vi ønsker at mestre vor tilværelse i alle dens forgreninger; at levendegøre og gennemtrænge enhver ting, vi møder; at gøre alle vore øjeblikke rigtstrømmende; hvert nu udstrakt til at være en verden, der fylder os helt. Men alt dette afhænger af, hvorvidt og hvordan vi kan få livsenkelthederne til at hænge sammen, og det vil atter sige: få vrimmelen af livsvirksomheder, der bølger, strømmer og veksler i os fra nu til nu, således ordnet og kædet til hinanden, at det ene løfter og ansporer det andet, idet forskellighederne finder sammen og bærer hinanden hen imod fuldførelse, i stedet for at blande sig vilkårligt og løbe i kaos, hvorved livsstrømningen kvæles og slukkes.

Det drejer sig om vitalitetsforbindelser; ikke fornemmelig om “forestillingsassociationer”, ordnet viden, men især om de dybere, gådefulde sammenkædninger, som vor stræben afsætter – den sammenhæng i os, der skabes af viljes-  og følelsesstrømninger. Disse forbindelser er så at sige vor åndelige muskulatur, der stadig er i levende omdannelse. Selv når vitalitetsforbindelserne stivner til vaner, dogmatiske meninger, forbenet karakter og livssyn, er de dog stadig gennemstrømmede af levende vilje og bestemte af ordnende tankemagt, så de i væsen er forskellige fra den automatiske (associative) sammenhæng mellem forestillinger, der mekanisk udløser hinanden. Der er aktivitet i dem, de er fødte af en oversigt og udgør et led i en helhedsorganisation af livsudfoldelsen.

Ingen af enkelthederne i vor tilværelse kan blive levende, magtfuld, rig eller vidtfavnende uden gennem forbindelser med andre større eller mindre livsfragmenter. Kun sammenkædninger skaber den pulseren og anspænding, hvoraf aktivitetens kildespring vælder ud. Men måderne, hvorpå livsenkelthederne kan forbinde sig, er utallige; en uendelighed af kombinationsmuligheder frembyder sig. Hvert menneske har sin egen organisation, mere eller mindre forskellig fra andres; snart ligger forskel· len i, at tankerne drejer sig om andre centrer, snart at de svinger i andre baner om samme centrum, viger af på andre punkter, slynger sig over i andre sammenspil, bestemte af tusind ejendommeligheder både i livsindholdets ordning og dets uordnethed.

I én henseende er vi dog alle undergivet samme lov. Den sammenhæng, hvorom her tales, livsudfoldelsens organisering, kan kun skabes på en eneste måde: gennem aktivitet. Det er ved vor aktive vågenhed og omsigt, vor viljebetonede tagen stilling til livets foreteelser, vor kraftige formålsforfølgning, vor faste holdning i modgang og fristelser, vore forhåbningers og idealers levende higen, at vi skaber de hemmelighedsfulde støbninger, hvori “åndens gerning” i os består.

Dermed vil det også være temmelig indlysende, at organisatoriske resultater i det store og hele kun nås gennem udholdenhed. Man må “lægge sten på sten” åringer igennem for at få bygget en og anden fløj af det mægtige bygningsværk, der hedder et fast og levende selv. På nogle områder bruger man ord som kyskhed, renhed, retlinethed for at betegne denne udholdenhed i en bestemt aktiv retning; på andre områder taler man om trofasthed, tålmodighed, ihærdighed, rygrad. Modsætningerne hertil er al slags føjteri, løsagtighed, udflyden – den ligeglade sjæl, chancerytteren, driverten. Der kommer ingen indre sammenhæng ud af det. Man opnår derved kun et elendigt lille, intetsigende selv, der driver om som en flydende spån på tilskikkelsernes bølger.

Vi kan herudfra i hovedsagen bedømme, hvor forgæves det er at søge sin lykke i de såkaldte nydelser, at leve på pirringer af sjæl og legeme, fornøjelser, adspredelser, stimulanser, afvekslingens mangfoldige lyst. Det stifter ringe åndelig sammenhæng, ofte snarere opløsning, smuldring, besk eftersmag, kraftesløshed, selvopgiven. Det er en slags rovdrift, hvormed man væsentlig blot stjæler kraften af livets ting ved at bruge dem til øjeblikslyst, rive dem ud af deres sammenhæng og gøre dem ufrugtbare. Det er tingenes alvor, vi skal leve af, ikke af den flygtige næring, vi kan få ud af dem ved at omgås dem strejfvist.

Den, som lægger an på at forskaffe sig livsværdier pr. levering straks, får ikke fat i ret mange. De fleste og største kan ikke komme sådan, som “stegte duer”. I de fleste tilfælde er to betingelser absolut nødvendige. For det første må man give kredit. Man får ikke ‘stort ud af hverken mennesker eller sager, hvis man ikke møder dem med en udstrakt redebonhed. De oplader sig først ret i det lange løb, og hvad vigtigere er, man får dem ikke dybt nok indlevet og rodfæstet i sit eget sind ved at se dem under synspunktet pr. straks. Naturen skænker os overalt kun et begyndelsesskub, den første gnist og flamme, der tænder vor hu i en eller anden retning. Resten må vi selv lægge til. Resten vinder vi ved at åbne pågældende impuls en passende kredit. Den, der kun vil reflektere på sikre udsigter, høster overfladiske værdier, thi at høste vil i dette vort liv for størstedelen sige at skabe.

For det andet må man bevare en urokkelig indstilling mod det positive. Syndefald kan ingen undgå, bl.a. er det ganske umuligt for et levende menneske ikke at blive irriteret og opbragt nu og da. Men man kan altid genvinde fatningen. Alt levendes lover frugtbarhed, men i kraft deraf skal ondt og godt ikke have samme behandling: det ene skal glemmes, det andet huskes. Thi på ondt bygger man ikke videre, dertil er kun det gode skabt. Intet menneske bliver stærkt og rigt, som ikke forstår at lægge alt, hvad der er ufrugtbart, over i det forbigangne. Lad det gå “til skyggernes rige”, blive afkræftet eller glemt. Hele den levende naturs virken går ud på at lægge det mislykkede bag sig, overvinde tab, bøde skader, udslette forvildelser – alt sådant er blot som korte ophold på vejen – for derefter at bygge videre på livets positiviteter. Ak hvilken verden, om al skyld og modskyld skulle huskes og forfægtes! Den skarpe idealisme, der ingen overbærenhed kender til, har tabt sporet og er på vej hen imod at gøre verden til et helvede og hvert menneske til en furie. Et “gammelt ord” har også her sagt det rigtige: “Hvo som er uden skyld, kaste den første sten”.

Disse få bemærkninger skal på ingen måde opfattes som andet og mere end fragmentariske belysninger af det umådeligt komplicerede problem åndelig sammenhængsdannelse. De skal kun tjene som en antydning af, at det ikke er helt håbløst at søge efter faste retningslinjer, blivende holdepunkter. Man skal blot ikke søge dem væsentligst i ydre samfunds- og arbejdsformer, synlige skikke og leveregler, ikke i et dogmatisk udformet livssyn, der leder menneskenes leven og stræben ind i sindrigt sammenstillede rammer, hvor hver ting får sin plads anvist. Alle sådanne forsøg er bestandig bristede; efter kortere eller længere tids forløb sprænger livet –gennem sin voksekraft, gennem hele sit strømmende og omdannende forløb – altid på ny disse sammenhængssystemer. Alt tyder på, at de kun har været og fremdeles blot vil være kunstige støttemidler, en slags krykker eller gangkurve, menneskeånden behøver, hvor som helst den er umoden, svag og vaklevorn. Vi er knap i stand til at danne os en rigtig forestilling om, hvordan et åndelig fuldvoksent menneske ser ud. Men det er i alt fald en naturlig tanke, at et sådant ikke ville behøve synderlig andet reglement at gå efter end en veludviklet livsforståelse. Hvis denne formodning er rigtig, er dermed også sagt, hvad vej vi skal søge for at finde retningslinjer og holdepunkter for åndelig sammenhængsdannelse, for udviklingen af vort åndsliv.

Det er en misforståelse, at selv et så omfattende ødelæggelsesværk som verdenskrigen kunne have rystet “Europas kultur” i dens grundvold og fuger, hvis Europas folkeslag havde haft en virkelig kultur, hvilende i en sammenhængende livsforståelse. Et sådant bygningsværk modstår alle storme. Det var kun en kulturfernis, der gik i smuld, en masse uægtheder, der styrtede sammen. Det viste sig allertydeligst derigennem, at efterkrigstiden formede sig som en fortsættelse af opløsningsværket, en yderligere demaskering. Virkelige kulturfolk ville have foretrukket en opbyggelsesproces. Kultur og positivitet er uadskillelige.

Hvordan står vi den dag i dag? Til trods for at mangt og meget befinder sig i en tilsyneladende adstadig gænge, er det åbenbart for alle tænkende, at vi er inde i en yderst kritisk situation, bespændt af farer; hvis lumskhed øges ved, at de er af for store dimensioner til at røbe sig i dagligdagen.

Nutidslivet er i sin brede almindelighed næsten helt blottet for åndelig sammenhæng, navnlig sammenhæng mellem det ydre og det indre. Mennesket er gået i stykker, livets ting er så at sige splittet for alle vinde. Det vil være nok at nævne, at arbejde og nydelse i det store og hele er skilt ud fra hinanden, hver tilhørende sin verden, med et svælg imellem sig. Fornødenhed og luksus bor hver sit sted. På samme måde er hundrede andre ting skilte, som burde være forbundne, fordi de kun i forening giver hinanden ret skikkelse, vægt og værd. Man praler endogså .med ikke at tro på noget, ikke stole på nogen, ikke gå i brechen for nogen ting, som om det hele næsten kunne være lige meget. Og endda spørger disse samme mennesker om “livets mening”. Var det ikke rimeligst først og fremmest at søge den i livet selv, inden man anbringer den udenfor, som en fjern udenfor liggende hensigt? Der kan i hvert fald gives det svar, at splittet liv har ingen mening, det fører kun til, at alle ting forvanskes og forkrøbles.

Det har været min hensigt at vise dette og at søge en vej ud deraf. Om nogen vil høre min røst, er ikke mit ansvar. Jeg besidder ingen veltalenhed, ønsker ikke engang at besidde den, fordi ordenes sving alt for ofte drejer tanken bort fra at følge realiteternes slyngede spor. Men jeg har beflittet mig på at tale klart, solidt og rent ud, så vidt jeg har kunnet skelne foreteelsernes væsentlige indhold.

[1] Denne depression bekræfter rigtigheden af min opfattelse af viljesfænomenet, nemlig at koncentrationen virker direkte styrkende og befordrende på det foretrukne og derigennem – ifølge et ukendt konkurrenceforhold – fortrængende på det ikke-foretrukne.