Brandes: Værdilæren

Ernst Brandes: Samfundsspørgsmål (1885)
Del 2: Værdilæren

Den jernhårde lønningslov

Malthus havde udtalt sig om den skæbne, der i de gamle bebyggede samfund ventede den besiddelsesløse arbejderklasse, såfremt den ikke fandt sysselsættelse og erhverv. Hans dom havde lydt på: hungerdød.

David Ricardo[1], en yngre samtidig og meningsfælle af Malthus, stadfæstede og skærpede dommen. Han udtalte sig om den skæbne, der som regel ventede de samme mennesker, dersom de var heldige nok til at finde sysselsættelse og erhverv. Hans dom lød på den elendigste tilværelse.

Arbejdslønnen indtager i følge hans lønningsteori[2] sin naturlige højde, så snart den giver de beskæftigede arbejdere midlerne til at leve og vedligeholde racen uden tilvækst og uden aftagen.

“Lønnen kan hæve sig op over dette punkt; men da vokser arbejdernes antal som følge af arbejdets høje pris. Lønningerne falder derfor på ny til deres naturlige højde, og undertiden bliver reaktionen endog stærk nok til at trykke dem ned derunder. Arbejdernes skæbne bliver helt beklagelsesværdig, så snart lønnen synker under sin naturlige højde; fattigdom forbyder dem da at købe de genstande, som vanen har gjort fuldstændigt nødvendige for dem. Lønnen hæver sig først igen op til sit naturlige standpunkt, når enten arbejdernes antal gennem savn og lidelser er formindsket, eller når efterspørgslen efter arbejdskraft tiltager. Da kan arbejderne atter en gang skaffe sig de beskedne nydelser, hvortil den naturlige løn forslår”.

Man må ikke tro, at den naturlige arbejdsløn altid og overalt er ens, den retter sig efter arbejdernes fordringer til livet. “Engelske arbejdere ville betragte deres løn, som unaturlig lav og utilstrækkelig til at ernære deres familier, dersom lønnen kun forslog til at skaffe dem kartofler til føde og elendige jordhytter til bolig; men en sådan løn forekommer menneskene at være tilstrækkelig i andre lande, hvor livet er billigt og fornødenhederne færre og lette at tilfredsstille.” I disse lande bliver den naturlige arbejdsløn derfor lavere end i England.

Dernæst veksler den naturlige arbejdsløn sammen med priserne på arbejdernes fornødenheds genstande “En stigning i disse genstandes pris bevirker en stigning i den naturlige arbejdsløn, og denne går ned, når disse sagers pris falder!”

Dette er nogle af hovedpunkterne i Ricardos såkaldte “Jernhårde lønningslov”.

Nøjsomhed hjælper, ifølge denne lov, ikke arbejderne stort, og billige priser på fødemidler og andre nødvendigheds genstande gavner dem heller ikke meget. Begge dele trykker den naturlige arbejdsløn ned.

Lovens videre følger er efter ricardos tid blevet omstridt i det uendelige.

Socialistiske forfattere har i den jernhårde lønningslov fundet et bevis for nødvendigheden af en samfunds revolution: således som samfundene nu er ordnede, siger de, trykkes arbejdslønnen ned til et utåleligt lavmål, og følgelig må samfundsordningen helt forandres, dersom arbejdernes stilling skal forbedres.

Konservative økonomer har derimod netop i denne samme lov fundet beviset for det uberettigede i de socialistiske reformønsker. Værdiernes forskellige højder, påstår de, bestemmes gennem økonomiske love. Den jernhårde lønningslov er en sådan økonomisk lov, den hersker overalt uden at være optaget i nationernes eller samfundenes skrevne lovsamlinger; den – og ikke regeringsmagt eller kapitalister – er skyld i den lave arbejdsløn. Loven må, ifølge disse økonomers mening, gøre sig gældende under en hvilken som helst ordning, og en samfundsrevolution skal derfor ikke kunne gavne arbejderne.

Den jernhårde lønningslovs ubøjelige magt under de nuværende samfundsforhold er da blevet anerkendt som en kendsgerning af forfattere tilhørende helt modsatte økonomiske retninger; de har været uenige om lovens følger men enige om dens eksistens – og dog er denne eksistens mere end tvivlsom.

Læren om de love, der bestemmer arbejdslønnens højde, er en del af den hele værdilære. Den jernhårde lønningslov er en del af en ganske fejlagtig værdilære.

Den engelske skoles værdilære

Værdilæren holdt sig i det væsentlige uforandret gennem hele den skole af højt ansete engelske og skotske økonomer, der begyndte med Adam Smith og gennem Malthus og Ricardo fortsattes ned til Stuart Mill.

Stuart Mill, skolens sidste betydende forfatter, fulgte i denne del af økonomien troligt forgængernes spor. Det er mærkeligt nok, at han ikke afveg derfra, han havde gennem mange undersøgelser opdaget en betydelig mængde tilfælde, i hvilke den Adam Smith’skc hovedregel for al værdiansættelse slet ikke slog til; men han betragtede alle disse tilfælde som undtagelser og nærede ikke fjerneste tvivl om hovedreglens rigtighed. Man ser hans blinde tillid bedst af den ilde berygtede sætning, som han skrev i indledningen til sin værdilære: “Lykkeligvis er der i læren om tingenes værdi intet at opklare for nærværende eller nogen tilkommende forfatter. Teorien om denne sag er fuldendt og fremstillingens tydelighed den eneste vanskelighed, som bliver at overvinde.[3]

En videnskabsmand må nødigt tro sin videnskab fuldendt, dobbelt uheldig bliver denne tro, når den er så slet begrundet som Mills; og der er i denne anledning i de senere år sagt mange nedsættende ord om ham.

Med nogen forskellighed hos skolens forskellige forfattere går den engelske skoles “fuldendte” værdilære ud på følgende:

Der eksisterer to arter af værdi: brugsværdi og bytteværdi. En genstand, der helt mangler brugsværdi, har heller ingen bytteværdi; fordi intet menneske giver noget som helst i bytte for aldeles ubrugelige ting. Brugsværdi er imidlertid ikke den eneste betingelse for bytteværdi. Mange højst nyttige, ja ganske uundværlige ting – for eksempel: fersk vand – er helt uden bytteværdi, de mangler da en af de andre nødvendige betingelser: enten sjældenheden eller den egenskab at kunne tilegnes og overdrages. Enhver genstand, der opfylder alle disse tre betingelser besidder bytteværdi.

Den større eller mindre brugsværdi er ikke bestemmende for højden af bytteværdien. En smukt slebet diamant besidder en helt forsvindende brugsværdi men en overordentlig høj bytteværdi, og et knivsblad af guld er af ringere brugsværdi men af højere bytteværdi end et knivsblad af stål.

Mængden af det menneskelige arbejde, der er medgået til en genstands forfærdigelse, bestemmer højden af dens bytteværdi. Dette er det naturlige; og således må det have været fra de første samfunds begyndelse. I et primitivt samfund kender alle af egen erfaring lidt til alle mulige sysselsættelser og ved hvor meget arbejde, der kræves til forfærdigelsen af de få genstande, som der bruges. Ingen begår i et sådant samfund den dumhed at bortbytte en ting, der har kostet to dages arbejde, imod en anden ting, der er gjort færdig på én dag; men der gives to af den sidste art genstande for en af de første. Genstandenes bytteværdi kommer derfor i et sådant samfund naturligt til at forholde sig til hinanden som tallene på de vedkommende arbejdsdage eller arbejdstimer.

Således også i de nuværende samfund: genstandene er billige eller dyre i forhold til det arbejde, de har kostet; og enhver vare har en naturlig salgspris, der foruden at dække alle dens frembringelses omkostninger giver en passende fortjeneste til de handlende og fabrikanter gennem hvis hænder den er gået. Som regel bliver varerne solgt for denne naturlige pris. Dog må reglen forstås med en begrænsning, som Stuart Mill forklarer på følgende måde:

Varerne kan hæve sig over eller synke under deres naturlige værdi; men priserne stræber altid derhen, “og enhver afvigelse derfra er kun en midlertidig uregelmæssighed, der selv øjeblikkeligt fremkalder kræfter, som stræber efter dens ophævelse. Tag gennemsnitsprisen for et tilstrækkelig antal år, og svingningerne over og under linjen vil udjævne hinanden. Gennemsnittet af markedspriserne vil stemme med de naturlige priser; men dog træffer de sjældent sammen på noget vist givet punkt. Havet stræber efter at indtage en plan flade men er aldrig i fuldstændig ligevægt; det kruses af bølger og bevæges af storm, dog på åben sø er et punkt aldrig til stadighed højere end et andet, de hæver og sænker sig alle skiftevis, og havet beholder sin flade.”[4]

“Tilbud og efterspørgsel indvirker forstyrrende på værdierne, dog kun for et tidsrum så langt som fornødent til at ordne tilbuddets størrelse, og medens tilbud og efterspørgsel behersker værdiernes svingninger, adlyder de selv en magt, der tvinger værdierne hen imod produktionsomkostningerne og ville fæstne dem ejer, dersom ikke forstyrrende indflydelser atter på ny fremkaldte svingninger.”[5]

“Genstandene har foruden deres midlertidige værdi også en stadig værdi, eller som man kan kalde det en naturlig værdi, og efter enhver svingning stræber markedsværdien tilbage dertil. Svingningerne hæver hinanden, således at alle værdigenstande gennemsnitligt ombyttes omtrent i forhold til den naturlige værdi.”[6]

Denne stadige bevægelse hen imod de naturlige priser skal nu til dags lige som i de primitive samfund have sin årsag i den alle mennesker iboende tilbøjelighed til at bringe det størst mulige udbytte ud af deres virksomhed. Enhver arbejder derfor helst på frembringelsen af de varer, hvis salgsværdi har hævet sig over den naturlige værdi, en forholdsvis stærk tilstrømning finder sted til de vedkommende erhvervsgrene, og det forøgede tilbud af deres frembringelser trykker efterhånden priserne ned til – eller under – det naturlige punkt. Til gengæld arbejder ingen gerne på varer, hvis salgsværdi ikke dækker frembringelsesomkostningerne, der bliver afgang eller forholdsvis ringe tilgang til disse erhvervsgrene, og deres frembringelser udbydes i formindsket målestok, indtil priserne på ny hæver sig til – eller over – deres naturlige standpunkt.

Man ser den nøje sammenhæng mellem denne værdilære og den jernhårde lønningslov: varernes naturlige pris er lig deres frembringelsesomkostninger; arbejdernes naturlige løn bliver efter samme regel lig de omkostninger, der medgår til arbejderskarens ernæring og vedligeholdelse. Varerne hæver sig over den naturlige højde, når efterspørgslen overskrider tilbuddet; arbejderne har også udsigt til en midlertidig høj løn; den fremkommer ved udsædvanlig stærk efterspørgsel efter arbejdskraft og vedvarer, indtil den selv har bevirket en befolkningsforøgelse. Når tilbuddet derimod bliver større end efterspørgslen, falder prisen på arbejde lige som prisen på enhver anden vare; og denne eventualitet skulde for arbejdslønnens vedkommende være overordentlig nærliggende, fordi der ifølge Malthus’ lære – på hvis rigtighed Ricardo troede – næsten altid fandtes fattige arbejdere i overflod. Arbejdslønnen måtte da blive på det unaturligt lave standpunkt, indtil arbejderskarens formindskede antal eller kapitalens forøgelse bevirkede en opgang.

Prisen på arbejde rettede sig således i et og alt efter hovedreglerne for al værdiansættelse.

Der fandtes derimod andre priser, som dannede undtagelser. Der gives nemlig varer, hvis mængde af en eller anden grund enten slet ikke lader sig forøge eller dog ikke kan forøges ubegrænset. For deres vedkommende kunne det stærke tilbud, som skulle trykke de unaturligt høje priser ikke komme til at virke fuldt ud.

De ældre forfattere af den engelske skole kendte kun forholdsvis få af disse undtagelser. De nævnte for det første alle varer, hvis fabrikation er beskyttet gennem regeringsmonopoler, hvorfor konkurrencen ikke kan trykke deres priser, selvom de giver en nok så høj og unaturlig fortjeneste. Efter at have nævnt disse kunstigt monopoliserede sager skrev Ricardo videre: “Der gives ting, hvis værdi kun afhænger af deres sjældenhed. Intet arbejde kan forøge deres mængde, og deres pris kan ikke trykkes ned på grund af et forøget tilbud. Det er for eksempel: kostbare malerier og statuer, sjældne bøger og mønter, fine vine, som kun kan presses af druer fra bestemte og snævert begrænsede egne, og hvoraf der følgelig kun kan eksistere en ringe mængde. Deres værdi er fuldstændig uafhængig af den arbejdsmængde, der var nødvendig til deres frembringelse og bestemmes kun af formuen, smagen og lunerne hos de mennesker, som har lyst til at eje dem.”

“Sådanne sager udgør imidlertid kun en meget ringe del af de varer, der dagligt udveksles. De allerfleste genstande, som man ønsker at besidde, er fremskaffet ved arbejde. Og når det fornødne arbejde anvendes, kan de forøges ikke blot i et enkelt men i flere lande og i en mængde, for hvilken det næsten er umuligt at angive nogen grænse.”

Det er disse få Ricardo’ske undtagelser, der hos Mill er svulmet op således, at de burde have vakt hans tvivl om hovedreglens sandhed.

Han kender foruden den Ricardo’ske liste følgende genstande med absolut monopolværdi: huse og bygninger i byer af bestemt begrænset omfang, for eksempel i Venedig og i alle befæstede byer. Dernæst heldigt beliggende huse i alle mulige byer, og smukt beliggende bygninger og parker i egne, der ellers er fattige på naturskønhed. Endvidere: landejendomme i alle helt bebyggede og opdyrkede lande, og ud i tiden muligvis al jordejendom. Alt dette – der har en ganske anden økonomisk betydning end Ricardos sjældne mønter og malerier – tillægger Mill en ubetinget monopolværdi, fordi mængden deraf umuligt kan forøges ved menneskeligt arbejde.

Så kender han andre sager, som besidder betinget monopolværdi. Der er for eksempel: kornvarer. Han vil ikke tillægge dem ubetinget monopolværdi, fordi deres mængde kan forøges gennem arbejde, og så snart kornpriserne stiger, anlægges der også efter hans mening ny kapital i agerbruget, hvorved høstudbyttet vokser, og priserne daler. I tiden fra høst til høst kan kornmængden imidlertid umuligt forøges; og sultne mennesker venter ikke et år på brød men betaler kornvarerne med en monopolpris, som ikke står i noget som helst naturligt forhold til frembringelsesomkostningerne. Med mange andre sager går det på samme måde: deres mængde kan kun forøges, dersom der levnes fabrikanterne den tilbørlige tid, og også disse sager besidder derfor en lignende midlertidig monopolværdi.

Videre forklarer Mill: at to ting af ganske ens beskaffenhed i mange tilfælde kan være frembragte med ulige besvær. To tønder kul, begge lige gode, kan være hentet op fra gruber af ulige dybde. På markedet betinger de lige gode kul imidlertid ens pris uden hensyn til deres forskellige frembringelsesomkostninger, og de billigt tilvejebragte kul må altså enten sælges med unaturlig stor fordel, eller også må det være de andre, som sælges urimeligt billigt. Efter Mills forklaring bestemmer de dyrest frembragte kul prisen på alle kul. Enhver kulgrube, hvis bearbejdelse foregår under heldigere betingelser end de, der hersker i den uheldigst situerede af alle bearbejdede gruber, sælger følgelig stadigt til unaturligt høje priser.

Man se nu, hvor mange undtagelser Mill efterhånden har samlet.

Der eksisterer for det første ikke mange varer, hvormed det forholder sig anderledes end med kul; forskellige omstændigheder bevirker næsten altid, at lige gode varer frembringes med ulige omkostninger.

Jordejendommene i de bebyggede lande, husene i de fleste store byer, kornvarerne og flere andre ting af lignende økonomisk betydning var alt indlemmede i undtagelsernes rækker, og den sidste undtagelsesklasse opsluger omtrent alle de manglende værdigenstande.

Hovedreglen er forkert; derfor fandt Mill så uendelig mange undtagelser fra dens gyldighed.

Vi tænker os en handel om en værdigenstand og forsøger at undersøge, hvorvidt den “naturlige” pris vil stemme med salgsprisen. Til handelens genstand vælger vi et skib, fordi skibe vanskeligt kan besidde nogen monopol. Værdi. De kan bygges i ubegrænset antal, de betales aldrig – således som huse eller landejendomme – dyrt på grund af deres smukke eller heldige beliggenhed, og et skib er ikke på samme måde som korn eller brød en nødvendighedsartikel, hvorfor man betaler en nødpris.

Der er et tilfælde, i hvilket den Mill’ske hovedregel bliver bestemmende for størrelsen af skibets købesum. Skibet vil blive betalt med den såkaldte naturlige værdi, såfremt køberen bestiller dets bygning på et skibsværft og forpligter sig til at betale: alle de af bygningen flydende omkostninger og en passende fortjeneste til værftet, – for denne pris er netop overensstemmende med Mills forklaring af den naturlige værdi. I dette tilfælde foreligger der imidlertid slet intet egentligt køb og salg. Køberen er den virkelige bygherre, og den pris, hvori skibet kommer til at stå ham, kan godt være helt forskellig fra skibets markedsværdi.

Køber og sælger må i salgsøjeblikket stå overfor hinanden ubundne af enhver foregående kontrakt, dersom markedsprisen skal udfindes.

Et fuldt færdigt ganske nyt skib ligger altså ved skibsbyggerens værft og udbydes til salg. Køber og sælger begynder at købslå.

Skibsbyggeren taler først. “Han er en ligefrem mand og holder af åbenhed og ærlighed i forretninger. Han handler helst med kortene på bordet og fremlægger derfor anlægsregnskabet: skibet står værftet 250.000 kroner. Det er til salg imod en passende fortjeneste, og om den kan der handles.

Køberen finder anlægssummen høj, den er større, end han havde tænkt sig.

Skibsbyggeren forsikrer: “Ikke en øre er der ført for meget på regnskabet. Køberen må gerne gå det igennem post for post. Han skal få hele skibet forærende, dersom han finder en fejl. Men en ting vil skibsbyggeren ærligt sige ham. Her på værftet bliver der ført rigtigt regnskab, og materialet er opført med hvad det virkeligt har kostet, for man har ingen gavn af at narre sig selv. Priserne på tømmer og jern var måske nok højere, den gang materialet blev indkøbt, end de er nu; og arbejdslønnen har da heller ikke været billig, for skibstømrerne gennemførte netop deres strejke, da skibets bygning lige var påbegyndt. Folkene er nu mere myge; men den gang måtte man betale hvad de forlangte. Skibet koster ham 250.000 kroner, og han sælger hverken uden fortjeneste eller med tab, for han vil ikke ende med at sælge skjorten fra kroppen.”

Efter at sælgeren af bedste evne har talt for sin naturlige pris kommer køberen: “Han besvarer åbenhed med ligefremhed og lægger også sine kort på bordet. Han handler aldrig uden at kende besked om priserne, og han har da blandt andet sendt en ganske nøjagtig beskrivelse af skibet til et skibsbyggerfirma i Skotland. Han har fået svar derpå. Firmaet vil påtage sig bygningen af et ganske lignende skib. Prisen er 200.000 kroner: skibet leveret her i havnen. Det skotske firma er kendt både for rigdom og hæderlighed og tilbyder ingen kontrakt, der giver det tab. Det er måske den almindelige nedgang i priserne, der gør forskellen, for flere andre værfter sender omtrent lignende tilbud. Mere end omtrent 200.000 kroner er skibet ikke værd, for den pris må det sælges, dersom der skal komme forretning i stand. Han foretrækker det færdige skib, dersom der kun er tale om en ringe forskel; men man finder ikke 50.000 kr. i rendestenen, og for den sum betaler det sig at vente på det nye skib, der skal bygges.”

Skibsbyggeren får sikkert ikke sin naturlige pris, dersom begge parter har lagt uforfalskede kort på bordet. Erfaringen vil lære ham, at der ikke er nogen sammenhæng mellem naturlig værdi og salgspris, og når det en gang træffer sig, at han bygger et skib, medens materiale og arbejdsløn er billige, og først sælger det, når de er stegne, lader han sikkert sin erfaring gå videre og lærer køberen, at man ikke sælger en genstand billigt, alene fordi man har købt den billigt.

Ved afslutning af en forretning spørges der ikke om fortiden, og der tages intet hensyn til den pris, hvorfor sælgeren i sin tid har erhvervet salgsgenstanden – det være sig nu et sjældent maleri, en fabrik eller et skib. Hvad der derimod betyder noget, er den pris, hvorfor en lignende genstand kan skaffes. Reproduktionsomkostningerne øver indflydelse på prisen, produktionsomkostningerne gør det ikke. Daglig kan man se beviser herfor i avisernes handelsberetninger. En kaffedepeche melder for eksempel udsigter til en god kaffehøst, og straks falder priserne på alle kaffebeholdningerne, hvis produktionsomkostninger dog ikke er formindskede. Eller beretningerne indeholder meddelelser om roesukkerindustriens fremgang i Europa, og alle oplag af rørsukker synker i pris, og en del af de værdier, der er nedlagt i Vestindiens sukkerplantager, går til grunde.

Det gør allerede en ikke ringe forskel om man sætter reproduktionsomkostningerne i stedet for produktionsomkostningerne. Der er blandt andet sagt og skrevet meget om den retfærdighed, som nødvendigvis måtte gøre sig gældende gennem de økonomiske love, fordi de tvang værdierne hen imod produktionsomkostningerne; denne retfærdighed lader sig langt vanskeligere udlede af prisernes forhold til reproduktionsomkostningerne.

Den engelske autoritære skoles værdilære har imidlertid ganske andre fejl end denne. Man må vende dens hovedregel helt om, dersom den skal blive rigtig. I virkeligheden bestemmer ikke produktionsomkostningerne salgsværdien; men salgsværdiernes højde bestemmer produktionsomkostningernes størrelse.

Vi vælger først et nærliggende og kun lidet indviklet eksempel: en bog.

En forfatter bringer sit manuskript til en forlægger og forklarer, “at han har behandlet et tørt emne og efter evne fremstillet det tydeligt. Det har kostet ham ulejlighed, derfor vil han gerne have sit manuskript godt betalt. Og han vil også gerne have bogen smukt trykt. Det høje honorar og det smukke udstyr vil forøge forlæggerens produktionsomkostninger ved bogen; men han kan til gengæld sætte salgsprisen højt.”

Forslaget ville være yderst rimeligt, dersom salgsprisen lod sig indrette efter produktionsomkostningerne.

Forlæggeren svarer imidlertid uden fjerneste tvivl, “at honorar og udstyr, det vil sige bogens produktionsomkostninger, nødvendigvis må indrettes efter bogens formodede salgsværdi; og da folk ikke har synderlig lyst hverken til at læse eller købe den art bøger, må produktionsomkostningerne i dette tilfælde holdes inden for beskedne grænser.” Forlæggeren er en høflig og velvillig mand, han tilføjer derfor et par beklagende ord, fordi han ikke kan betale bogen efter dens godhed; “men publikums smag er nu en gang ikke anderledes og afgør i virkeligheden honorarets størrelse.”

Folk skriver undertiden bøger af andre årsager end for honorarets skyld, og forlæggernes forhold til forfatterne kan derfor synes et undtagelsestilfælde og forskelligt fra forholdet til de arbejdere, der formentligt vil tjene penge ved deres virksomhed. Vi vender derfor tilbage til det tidligere eksempel og undersøger: om ikke også et skibs produktionsomkostninger bestemmes af dets salgsværdi.

Produktionsomkostningerne er efter Mills forklaring: lig de af skibets bygning flydende omkostninger plus en passende fortjeneste til bygherren. Det turde straks være klart, at den sidste del af produktionsomkostningerne ene og alene bestemmes af salgsværdiens højde. Der er ingen fortjeneste så høj, at den forekommer bygherren upassende eller unaturlig. Alle handlende er i så henseende ens, de sælger så dyrt som muligt; og det eneste, der ville forekomme dem ganske upassende eller unaturligt, var: om de lod sig nøje med mindre, end de kunne få. Skibet stod ifølge det tidligere eksempel skibsbyggeren selv i 250.000 kroner; om dets naturlige værdi bliver 260.000 eller 300.000 kroner afhænger øjensynligt ene og alene af markedsprisen. Endvidere har skibsbyggeren ikke udgivet alle de 250.000 kroner til arbejdsløn; men for en del af pengene har han købt jern, tømmer og maskiner. Disse varer er gået gennem andre driftsherrers hænder og på nogle af dem er der måske tjent fem, på andre halvtreds procent, og på enkelte er der vel blevet tab. Markedspriserne har bestemt disse forskellige fortjenesters positive eller negative størrelse, og de er alle indgået i skibets produktionsomkostninger. Tilbage er endnu arbejdslønnen. Denne er ganske vist ikke så variabel som driftsherrernes fortjeneste; men dog retter også den sig i sidste instans efter salgsværdierne. Arbejderne ved det af erfaring: Deres strejker lykkes snarest, når de af dem fabrikerede varer er i høj værdi, hvorimod lønningerne hyppigt nedsættes, når varernes markedspris falder.

Salgsværdien indvirker således på størrelsen af alle de faktorer, der tilsammen udgør varernes naturlige værdi, og det kan følgelig umuligt være den naturlige værdi, der bestemmer salgsværdien.

Nytte

Vi forkaster da den ældre engelske værdilære og undersøger: om der ikke i virkeligheden er langt større sammenhæng mellem genstandenes nytte og værdi, end de autoritære engelske økonomer indrømmede.

De fandt i utallige tilfælde en skrigende uoverensstemmelse mellem nytte og værdi, eller – som de kaldte det – mellem brugsværdi og bytteværdi; men den måde, hvorpå de indblandede deres moralbegreber i undersøgelser, hvormed moralen slet intet har at skaffe, er øjensynligt nok en af de væsentligste årsager hertil.

De fraskrev for eksempel diamanter al brugsværdi[7] og havde formodentlig selv en meget forståelig og berettiget moralsk ringeagt for diamanternes glimmer; men de overså: at andre mennesker dømmer ganske anderledes. En dame betaler for eksempel et diamantsmykke med en formue; hun kender pengenes betydning, véd at købesummen ville forslå til at sikre en families lykke og viser ved sit købmandskab klart: at diamanterne trods hendes viden forekommer hende det nyttigste af alt det, som hun kan få for pengene. Følte hun ikke således, ville hun ikke købe diamanterne, men andre ting, som hun anså for nyttigere. Man kan gerne kalde en sådan heftig attrå efter luksus for unaturlig og for et tegn på fordærvet moralfølelse; men attråen er vitterligt til stede og må medregnes, dersom man skal forstå de love, der bestemmer værdiforholdene. Det er i øvrigt ikke alene de velhavende, som har en stærk lyst til de i moralsk forstand unyttige sager; fattigfolk er ikke bedre: de udgiver for eksempel adskillige penge til brændevin, der i mange tilfælde endda er værre end unyttig. Den synsmåde, der frakendte diamanterne al brugsværdi, burde følgerigt have udtalt samme dom over mange andre sager, som en mængde mennesker anser for meget nyttige.

En sådan bedømmelse har imidlertid intet at gøre med undersøgelsen om årsagerne til værdiforholdene. “I den økonomiske videnskab må menneskene betragtes, som de virkelig er, men ikke som de burde være.”[8] Enkelte mennesker vil pynte sig, andre vil drikke, og nogle vil begge dele; og værdierne retter sig efter menneskenes tilbøjeligheder, hvor umoralske disse end er. Værdilæren må erklære alle genstande, hvis besiddelse tilfredsstiller en tilstedeværende tilbøjelighed, for nyttige; den kan hverken undtage diamanter eller brændevin, så lidt som mordredskaber, silketrikot, cigarer eller falske nøgler. Morallærens dom om det nyttige stemmer da ikke altid overens med værdilærens; dog må dette ikke misforstås og udlægges som om økonomien underkendte moralisternes dom; – ja, det vil måske forekomme nogle læsere overflødigt, at man forsvarer sig imod en sådan misforståelse; men i omtrent hundrede år er Adam Smith stadig i utallige skrifter blevet beskyldt for hårdhjertet egoisme, alene fordi han i sit hovedværk gik ud fra den menneskelige egenkærlighed som den væsentligste drivfjeder til menneskenes handlinger – og med samme ret kunne en forfatter beskyldes for umoralitet, fordi han går ud fra den anskuelse: at menneskenes umoralske så godt som deres moralske tilbøjeligheder øver indflydelse på værdiforholdene. Værdilæren underkender ikke moralens domme; den beskæftiger sig slet ikke med moralske undersøgelser; det går den, ligesom det efter Goethes sigende går poesien: den højagter moralen men retter sig ikke efter den.[9] Årsagerne til poesiens og værdilærens kølige forhold til moralen er ensartede. Poesien skal skildre menneskenes lidenskaber sandt og bliver løgnagtig eller slet poesi, dersom den fremstiller menneskene anderledes end de virkelig er; og på samme måde bliver værdilæren falsk, dersom den forudsætter, at menneskene ringeagter ting, hvor efter de i virkeligheden tørster.

Til fastslåen af den betydning, som ordet nytte har i værdilæren, kan man benytte Benthams definition: “Ved nytte forstås,” skriver han, “den egenskab, hvorved en genstand kan skaffe den eller dem, hvis interesse kommer i betragtning: gavn, fordel, glæde eller lykke; eller hvorved den kan fri dem fra: fortræd, sorg, smerter eller ulykke.”[10] Dette udtrykker fuldstændigt værdilærens mening med ordet, idet den dog udelukkende tager hen­syn til vedkommendes egen dom, om hvad der skaffer ham glæde eller sorg. Desuden bryder den sig kun om den dom, som han fælder i det øjeblik, da hans “interesse kommer i betragtning”, medens hans foregående eller efterfølgende mening om sagen bliver ganske ligegyldig. Adskillige mennesker har om morgenen og på alle de tider, hvor de ikke drikker, en levende følelse af brændevinens skadelighed; men om aftenen, eller så snart spørgsmålet får aktuel interesse, forandrer de mening. Det er kun denne sidste dom og slet ikke deres morgenmoral, som har betydning for værdilæren.

Nytten hæfter da ikke ved genstandene, den opstår, veksler og forsvinder sammen med menneskenes forskellige opfattelser og forhold. Det er ikke alene moralbegreberne, der har indflydelse. Mænd med ens moralsk dannelse og udvikling dømmer himmelvidt forskelligt om samme genstands nytte. Franskmændene havde rimeligvis under den tysk-franske krig anset geværkugle i hjertet på general Moltke for yderst nyttig; tyskerne – eller i alt fald generalen selv – havde sikkert en anden bedømmelse.

Genstandenes nytte veksler regelmæssigt med deres mængde.

Adam Smith nævnte rent og fersk vand i modsætning til diamanter som noget særdeles nyttigt, ja ganske uundværligt. Vand besidder imidlertid så lidt som nogen anden genstand en ubetinget nytte. Når regnen strømmer ned fra himlen, så at floderne går over deres bredder, trænger ind i husene, oversvømmer markerne og drukner menneske og dyr, bliver vandet skadeligt. En vis mængde: så meget som fornødent til menneskenes og dyrenes ernæring, besidder den allerhøjeste nyttighedsgrad. Efterhånden som vandets mængde tiltager, aftager nyttighedsgraden. De fleste mennesker holder det for særdeles nyttigt at vaske hænder og ansigt temmelig hyppigt; videregående badeforetagender forekommer allerede mange en luksus, hvis nytte ikke ret ofte synes dem indlysende. I de fleste byer skaffer man indbyggerne så meget vand som fornødent til vask af trapper og gulve: det anses for nødvendigt. Rigelig gadevanding har derimod mere karakter af en overdådighed; den anvendes fortrinsvis i brede og velhavende gader men betragtes som unyttig, eller i alt fald som meget undværlig, i fattige og stinkende kvarterer. Er der tilstrækkeligt vand til alle renlighedsforanstaltninger plejes forskønnelseshensynene, vandspring indrettes og zirplæner vandes; men til sidst kommer der et punkt, hvor enhver yderligere forøgelse af vandmængden kun bliver til besvær, fordi ingen har brug for mere deraf.

Fersk vand gennemløber da efter denne betragtningsmåde hele skalaen: fuldstændig uundværlig – overordentlig nyttig – ganske behagelig – hel ligegyldig – besværlig ­ ødelæggende.

Man kommer til et helt andet resultat, dersom man ikke undersøger nytten af mere eller mindre vand; men derimod spørger om den nytte, som menneskene har af, at der over hovedet eksisterer vand. På et sådant spørgsmål må tydeligt nok svares: at denne nytte er alt for stor til at kunne udmåles. Værdilæren har imidlertid sjældent anledning til at beskæftige sig med den nytte, menneskene har af en uundværlig genstands hele mængde: dvs. af alt korn, alt vand eller lignende. Spørgsmålet foreligger sjældent i livet, derfor forekommer det også sjældent i værdilæren, hvorimod det andet spørgsmål: om nytten af “et mere eller mindre” hyppigt bliver at afgøre.

Det forholder sig med andre sager ligesom med drikkevand: nytten af forøgelsen aftager gradvist. Og i forhold til den mængde, der – allerede inden forøgelsen finder sted – er til rådighed for de mennesker, hvis dom afgør nytten.

En vis mængde fødemidler er nødvendig til livets opbold og besidder den allerhøjeste nyttighedsgrad. En forøgelse af denne mængde kan undværes – men ikke gerne; og de fleste mennesker anser to til tre daglige måltider for særdeles nyttige. En større forøgelse er endnu langt fra helt unyttig; dog alt eftersom mængden vokser, aftager nytten; og ikke blot den medicinske nytte – hvorom der selvfølgelig her slet ikke er tale – men også den øjeblikkelige nytte eller tilfredsstillelse, som vedkommende føler ved det forøgede antal måltider eller retter; og hvor stærkt madlysten end kan strækkes, der kommer dog for enhver et punkt, da en yderligere forøgelse af madmængden bliver ham fuldstændig ligegyldig eller unyttig.

Formue eftertragtes vistnok umætteligere end noget som helst andet. “Man får nok af alt: af mad og af drikke og af kvinders kærtegn. Men af penge får man aldrig nok”; og en formueforøgelse glæder endog dem, der slet ikke har den fjerneste anvendelse derfor. Rigmænd bestræber sig for pengefortjeneste, skønt beløbet af deres faste og sikre indtægter overskrider alle de udgifter, som de ønsker at afholde. Den forøgede besiddelse i sig selv er dem en glæde: de føler vellyst ved at se deres kapitalkonto vokse, endog når de frygter for den anvendelse pengene i kommende tider kan få.

Der lever således i udlandet en meget bekendt børsmand på omtrent en halvfjerds år, han er mange gange millionær og højst tarvelig i sine vaner. Han hader både sin kone og hendes børn og fortæller gerne til alle og enhver: at han mest af alt frygter for en pludselig død, der kunne forhindre ham fra på dødslejet at bortskænke hele sin formue. Dette vil han gøre: ikke fordi han nærer et ønske om at gavne nogen bestemt person eller anstalt men for at forårsage sin familie den størst mulige ærgrelse og skade. Ved testamente tør han ikke bortgive pengene, det ville ikke blive respekteret; og før i sidste øjeblik vil han ikke give slip på en betydende del af formuen, dertil elsker han rigdommen alt for højt. Han arbejder endnu bestandig på dens forøgelse, skønt han ved: at pengene dog måske bliver til gavn for dem, som han ønsker alt mulig ondt. En umætteligere kærlighed til penge findes vel vanskeligt; og dog er glæden eller nytten af formuens forøgelse efterhånden aftaget selv for denne pengetilbedende mand. Rigdommen har gjort ham ligegyldig for mindre fortjenester. Det går ham, ligesom det går de fleste meget formuende folk; det er kun større fortjenester, der volder dem rigtig glæde, og hvis nytte forekommer dem stor nok til at opveje ubehageligheden af nogen videre anstrengelse.

En rig mand tager nogle hundrede kroner med, dersom han kan erhverve dem uden stort besvær; en fattig mand arbejder strengt blot på en usikker forhåbning om at kunne tjene dem. Også pengenes nytte aftager da i forhold til rigdommen.

Ligesom nytten ikke hefter ved genstandene men veksler efter menneskenes opfattelse og forhold, således også værdien, eller – som englænderne kaldte det – bytteværdien.

Når værdilæren tillægger en genstand værdi, betegner den dermed: den omstændighed at genstanden kan ombyttes i et eller andet forhold imod en anden genstand.[11]

Værdi

Det er da omstændighederne og ikke genstandenes egenskaber, som afgør om der kan tillægges genstandene værdi og hvilket deres værdiforhold bliver.

Således forholder det sig også i virkeligheden: gødning er værre end værdiløs byerne, hvor man betaler for at få den afhentet, den besidder værdi på landet – en landejendoms værdiforhold forandres, når der ymtes om en jernbanestation i dens nærhed – det danske høstudbyttes værdiforhold afhænger af Amerikas høstresultat – de slagtede dyrs blod forbliver værdiløst, så længe slagterne på grund af folks fordomme lader det løbe i rendestenene, og får værdi, når fordommen fortaber sig – og arbejdernes salgsvare, deres arbejdskraft, opnår et for arbejderne gunstigere værdiforhold, når de i enighed heldigt gennemfører en strejke, end når de modstandsløst lader arbejdsgiverne fastsætte lønnen.

Genstandene har følgelig ingen fast dem iboende værdi, så lidt som de har en naturlig værdi.[12]

Værdiangivelse betyder: bestemmelse af det forhold, hvori to eller flere genstande ombyttes imod hinanden. Det turde følgelig være klart: at vil man udtrykke sig korrekt, bør man aldrig tale om en tings værdi. Til værdiangivelse hører der øjensynlig mindst to genstande.[13]

Hvad er gulds værdi? Spørgsmålet vil sige: i hvilket forhold lader guld sig ombytte imod en eller anden genstand. Besvarelsen bliver først mulig, og spørgsmålet får altså kun mening, når man ved imod hvilken anden genstand guldet skal ombyttes.

Lad det være sølv, og lad atten pund sølv kunne ombyttes imod et pund guld, og
Værdien af guldet / Værdien af sølvet = 18 / 1
eller guldets værdi er lig: atten gange sølvets værdi.

Lad det andet led derimod være sukker, og lad firetusinde pund sukker kunne købes for et pund guld, og
Værdien af guldet / Værdien af sukkeret = 4000 / 1
eller guldets værdi er lig: firetusinde gange sukkerets værdi.

Kendskabet til to forskellige genstandes værdiforhold til samme tredje genstand oplyser om deres indbyrdes værdiforhold. Det fremgår således af de ovenstående to værdiforhold, at
sølvets værdi / sukkerets værdi = 4000 / 18

I vore samfund byttes de materielle genstande eller de immaterielle tjenester (dvs. for eksempel: lægers, juristers og lønarbejderes gerning), hvorfor de byttende har umiddelbar behov, sjældent imod hinanden. Som regel sælges og købes både varer og personlige tjenester for penge. Prisangivelse betyder: bestemmelse af det forhold, hvori en genstand[14] bortbyttes imod landets mønt. Et kendskab til forskellige genstandes priser giver følgelig oplysning om deres indbyrdes værdiforhold.

Salget imod penge er kun et gennemgangsled. Penge efterstræbes ikke således som fødemidler og klæder for deres umiddelbare nyttes skyld; men fordi der for dem kan købes andre sager. En sælger får følgelig kun gavn af en højere salgspris, såfremt denne højere pris ikke – så snart han på sin side optræder som køber – medfører en ganske tilsvarende merudgift for ham. Det blev for eksempel ganske uvæsentligt for lønarbejdere, der har tre kroner dagløn, om den forhøjedes til seks kroner, dersom en sådan lønningsforhøjelse med nødvendighed medførte en fordobling af prisen på alle deres indkøb.

Det vil i denne afhandling blive forsøgt at give et bidrag til forståelse: først af de omstændigheder, der indvirker på de forskellige materielle genstandes priser og værdiforhold; og dernæst af de omstændigheder der – til trods for ethvert industrielt fremskridt – trykker et overvejende antal lønarbejdere ned i de usleste kår.

Nogen udtømmende behandling indbilder nærværende forfatter sig imidlertid ikke at kunne give disse spørgsmål. Der eksisterer næppe – end ikke blandt de berømteste økonomiske forfattere – nogen, der med rette kan tiltro sig sådan evne.

Man kan nu til dags se: at den Mill’ske tillid til værdilærens fuldendthed var så ubegrundet som vel mulig, at hele det grundlag, hvorpå han og hans skole byggede, er fuldstændig uholdbart og styrter sammen, når der røres derved, at man følgelig ikke hjælper sig med en ændring og en oplysende tilsætning hist og her; men at arbejdet skal gøres om på helt anden basis.

Men netop fordi de forfattere, der i øvrigt hjalp den økonomiske videnskab længst frem, gav denne del deraf en fuldstændig fejl behandling og slog sig til tåls med bevidstheden om arbejdets fuldendthed, er vor indsigt i disse spørgsmål ganske ufuldkommen.

Man er ikke ude over begyndelsesgrundene.

Først og fremmest ser man tydeligt, at man helt må opgive benyttelsen af den værdimåler, hvoraf de Mill’ske økonomer betjente sig. Den duer slet ikke.

Værdi og arbejde

Det var de på værdigenstandenes forarbejdelse anvendte arbejdsmængder, som skulle afgøre de naturlige prisers højde og værdiforholdet.

Nu er det jo imidlertid vitterligt nok – hvad for resten alle økonomiske forfattere altid har indrømmet – at arbejder, som enkelte mennesker har gjort færdige i få timer, regelmæssigt betales fuldt så højt, som arbejder, der har kostet andre mennesker dage eller uger. Et maleri, udført i en måned af en anset kunstmaler og professor ved akademiet, opnår sædvanligvis en langt bedre pris end tredive skiltemageres dagsarbejde; og når en ingeniør gør tegning til et skib betales hans tid langt bedre end smedesvendens, der slår naglerne ind.

Man ville komme til de snurrigste resultater – fjernt fra alle virkelige tilstande – dersom man satte genstandenes pris i ligefremt forhold til den arbejdstid, deres fuldførelse har kostet.

Derfor inddeler alle de forfattere, som i en eller anden form hylder teorien om værdiernes afhængighed af arbejdsmængden, arbejderne i klasser. Den ene kaldes: gennemsnitsarbejdere, almindelige eller ukvalificerede arbejdere; den anden klasse kaldes: kvalificerede arbejdere, potenserede arbejdere eller lignende. Disse kvalificerede arbejderes gerning skulle indgå i værdigenstandenes pris med et mangefold af de ukvalificerede arbejderes; og de kvalificerede og de ukvalificerede arbejderes løn skulde forholde sig til hinanden som deres dygtighed. Denne inddeling og denne hensyntagen til arbejdets art foruden til dets mængde hjælper ikke det fjerneste. Man har gennem denne inddeling fået at vide: den vare, den kvalificerede arbejder har skabt i løbet af en time, skal have samme naturlige pris som den vare, hvortil den ukvalificerede og kun en fjerdedel så dygtige arbejder har benyttet fire timer. Men hvorledes måler man vel hvilken arbejder, der er fire gang så dygtig som en anden? Derom har de Mill’ske økonomer aldrig oplyst deres læsere.

Og i virkeligheden mangler man enhver målestok, der kan gradere dygtigheden hos folk af forskellige fag.

Der eksisterer en uendelighed af kvalificerede arbejdere. De findes blandt folk, der arbejder for egen regning og for løn, og man træffer dem i alle stænder og livsstillinger. Der er: kønne manufakturhandlerkommisser med glatte tunger og veltalende præster, dygtige jurister og lærde professorer, geniale købmænd og store humbugmagere – alle disse og mange andre kommer utvivlsomt ikke ind under gennemsnitsarbejdernes klasse. Alt eftersom en af disse folks dygtighed er enten fire, fem eller måske hundrede gange så stor som en gennemsnitsarbejders, skal hans løn være fire, fem eller hundrede gange så stor som dennes. Hvor mange almindelige arbejderes dygtighed går der vel på en arkitekts?

Og dernæst: forholdet mellem disse forskellige kvalificerede arbejderes løn skal være lig forholdet mellem deres dygtighed. Man forsøger da at bestemme: hvor mange gange en lærd professors dygtighed går op i en manufakturhandlerkommis.

Disse opgaver måtte løses, inden den Mill’ske målestok blev brugelig. Men end ikke dette forslog. Der var endnu et spørgsmål at afgøre.

Man måtte nemlig også have at vide: hvem der er gennemsnitsarbejderen.

Lønarbejdernes klasse strækker sig fra de højtstillede bankdirektører til de folk, der slår sten ved landevejene. Mellem disse yderpunkter ligger en uendelighed af trin. Hvem er “arbejderen”? Skal derved forstås de aller slettest stillede mennesker, mangler vi følgelig ethvert grundlag for beregningen af alle de øvriges lønninger; og skal “arbejderen” derimod være håndværkssvenden, som har fået sit fags almindelige uddannelse, er vi dels ikke stort bedre farne, og dels kan vi nemt se, at forudsætningen om alle disse fagarbejderes overensstemmende fortjeneste slet ikke slår til.[15]

Man hjalp sig nogenlunde i den engelske økonomi, når det gjaldt en beregning over den naturlige pris på genstande, der var frembragt alene af såkaldte gennemsnitsarbejdere. Beregningerne herover var vel forkerte, men dog forståelige. Derimod var man i virkeligheden fuldstændigt ude af stand til at opgøre nogen virkelig beregning af den “naturlige” pris på sager, hvis forfærdigelse skyldtes medvirkning af “kvalificerede” arbejdere. Man indbildte sig at gøre en beregning men sluttede kun i en ring.

De to beregningsmåder ser omtrent således ud: tres “almindelige” arbejdere opfører et hus. Udgiften til grund, materiale, renter osv. udgør 20.000 kroner. De får huset færdigt i 100 arbejdsdage, og dets “naturlige” pris udfindes da således: daglønnen betragtes som givet. Nogle holder for, at den skal være lig gennemsnittet af alle “almindelige” arbejderes dagløn; andre mener den skal være lig det beløb, der netop er nødvendigt til arbejdernes ernæring. Lad den på en af disse eller på en lignende måde være bestemt til for eksempel tre kroner. Husets “naturlige” pris bliver da 38.000 kroner, dvs.: 20.000 + 60 x 100 x 3.

Dette er en forståelig men en forkert beregning.

Dernæst: en maler udfører et portræt i løbet af tredive dage. Dets pris skal være lig mandens dagløn multipliceret med tredive. Hvorledes lærer man vel hans dagløn at kende? Man forhører sig om portrættets pris, og får man denne opgivet til for eksempel tretusinde kroner, ved man, at daglønnen er hundrede kroner. Der gives ingen anden udvej: man kan hverken komme til et resultat ved en gennemsnitsberegning af alle maleres dagløn eller ved en sammenligning mellem deres dygtighed. Så snart man derimod ad den oven anviste praktiske vej har udfundet mandens dagløn, finder man nemt maleriets “naturlige” pris. Den bliver tretusinde kroner, fordi portrættet er malet i tredive dage a hundrede kroner.

Når man dividerer og multiplicerer rigtigt, slår beregningen altid til. Men den oplyser intet om årsagen til prisens højde.

Da den naturlige værditeori imidlertid har opnået en så overordentlig stor udbredelse – det er ikke alene hele den Adam Smith’ske skole, som hylder den, men Karl Marx og hans socialistiske tilhængere ræsonnerer på temmelig lignende måde – så lad os et øjeblik se, hvad der var teoriens allerførste grundlag.

Adam Smith havde skrevet følgende sætning, der senere er gentaget i det uendelige: “Hos en jægernation vil en bæver naturligt ombyttes imod to rådyr, dersom det sædvanligvis koster dobbelt så meget arbejde at dræbe en bæver som et rådyr.” Til den passus, hvori denne sætning forekommer, føjede Ricardo bifaldende og beundrende: “Dette er i virkeligheden grundlaget for alle tings bytteværdi.”

Det er vanskeligt at vide noget sikkert om omsætningsforholdene hos fortidens jægernationer; men sandheden af den Smith’ske påstand er i alt fald alt andet end indlysende. Sæt: at der på hvert af de to rådyr fandtes dobbelt så meget spiseligt kød og brugeligt skind som på hele bæveren. Da bliver det vanskeligt at begribe, hvorfor en forfrossen og forsulten jægerfamilie nogensinde skulle have givet de to fede dyr for den magre kat. Mon man ikke snarere lod bæverjægeren beholde sin vanskelige fangst og spiste sig mæt i dyrekødet?

Hverken Adam Smith eller Ricardo mente imidlertid, at bytteforretningen kom i stand, fordi det sædvanligvis kostede lige lang tid at opjage disse to fangster. De antog derimod, at intet menneske benyttede tiden til besværlig bæverjagt frem for til nem rådyrjagt, når den højere bytteværdi ikke gav erstatning for den større ulejlighed.

Det kunne være vanskeligt at hitte noget billede, der bedre end det af Adam Smith benyttede, illustrerer denne tankegangs urimelighed. Når en jæger får en bæver på skud, kan han enten lade den løbe eller forsøge at skyde den. Flere muligheder frembyder der sig ikke for nutidens jægere, og flere gaves der heller ikke i fortiden. Bæverne stod aldrig nogensinde rolige og ventede, indtil jægeren fik oplysning om bytteværdien efter markedspris. Fortidens jægere bar sig sikkert ad ligesom nutidens: De lod ikke bæveren slippe på en formodning om, at den kun var halvandet rådyr værd; end ikke når de havde rendt efter den i en tid, hvori de ellers plejede at fange to rådyr. Hvorfor skulle de vel have båret sig så dumt ad? De fik da ikke de to rådyr, fordi bæveren løb.

Når jagten begynder, ved man ikke altid om man kommer hjem med tom eller fyldt pose eller hvad posens indhold bliver. Af den fangst man får og af den pris, der tillægges fangsten, afhænger arbejdets løn.

Og selvom det i svundne dage skulle have været anderledes, så meget er i alt fald sikkert: nu til dags handler og bytter folk med hverandre af hensyn til fremtiden og ikke til fortiden. De overvejer gensidigt den nytte, de venter sig af købmandskabet; men de sammenligner ikke hver især deres eget besvær eller bekostning ved erhvervelsen af den ene genstand med modpartens besvær eller bekostning ved erhvervelsen af den anden.

En københavner mageskifter for eksempel sin ejendom her i byen lige om lige med en landejendom. Denne sidste tiltrækker ham ens stærkt, enten den er indvundet ved et af de dyreste og uheldigste inddæmningsforetagender eller ved et af de allerheldigste. Og byejendommen tiltaler ikke landmanden bedre, dersom den er opført for byggelån til ågerrenter, end når bygherren har haft 4% penge.

Ejendommenes forhistorie får slet ingen direkte betydning.

Er forretningen kommet i stand, kan man derimod sikkert slutte: københavneren fandt landejendommen den nyttigste, men landmanden havde den modsatte anskuelse.

En afvigelse mellem de to handlende parters nytteopfattelse er en nødvendig betingelse for enhver forretnings istandkommen.

Værdilæren må derfor tage følgende vej.

Ud fra nytteopfattelserne må den forklare salgsgenstandenes priser og deres værdiforhold.

Først når man på denne måde er kommet til klarhed over de årsager, som bevirker, at enkelte genstande, frembragte med lidet arbejde, hyppigt betales langt højere end andre, hvis fuldførelse har kostet længere tid, kan man videre forsøge at se de omstændigheder, som bevirker lønnens ulige fordeling mellem mennesker, der ved forenet arbejde har frembragt hver enkelt af de forskellige værdigenstande.

Pengenes værdi

I nutidens omsætninger danner penge det almindelige gennemgangsled; og det ville – som alt bemærket – i mange tilfælde være ganske ligegyldigt, om alle priser var netop så og så høje. Eller om de alle var dobbelt eller halvt så høje. Helt ligegyldig blev en sådan prisforandring dog langtfra.

Et almindeligt prisfald begunstiger de mennesker, hvis indtægter er fastsat til et bestemt pengebeløb, og gør derimod indgåede pengeforpligtelser tungere at bære, såfremt pengene skal skaffes ved indvinding af arbejdsløn eller ved salg af alt indkøbte varer.

Lige så vigtigt som det bliver at se de omstændigheder, der påvirker de forskellige salgsgenstandes indbyrdes værdiforhold, lige så vigtigt er det da også, at kende de omstændigheder der – uden med nødvendighed at forrykke disse forhold – bevirker gennemgående prisforandringer.

Det gælder da om at forstå, hvad der bevirker gulds og sølvs værdiforhold til salgsgenstandene.

De ædle metaller søgtes oprindeligt til forfærdigelse af smykker, indgik i omsætningen og ombyttedes imod andre genstande i forhold til den umiddelbare nytte, der blev tillagt dem og de genstande, hvorimod de ombyttedes. Deres nytte bedømtes den gang på samme måde, hvorpå diamanters og lignende sagers nytte bedømmes nu til dags. Vi kommer senere til at forklare den nytteopfattelse, der ·gør sig gældende overfor sådanne sager.

Gulds og sølvs faktiske kostbarhed gjorde dem egnede til omsætningsmidler, fordi et ringe og let transportabelt kvantum af dem kunne ombyttes imod store mængder af de allerfleste genstande. Dertil kom endvidere deres holdbarhed, styrke og evne til at adskilles, præges, og på ny sammensmeltes.

Den omstændighed, at de efterhånden blev de almindelige omsætningsmidler forøgede yderligere deres nytte. Dersom nogensinde enten sølv eller guld eller begge disse metaller skulle ophøre at anvendes i denne egenskab, svinder deres nytte atter ind.

Den allernyeste tid har leveret bevis herfor. I begyndelsen og midten af halvfjerdserne antog nogle af de lande, hvori sølv forhen havde cirkuleret, guldmøntfond. Forandringen strakte sig kun over en ringe brøkdel af det område, hvor sølvet herskede, og reformen blev endda ikke helt gennemført: Tyskland afskrækkedes, som bekendt, på halvvejen og har endnu en betydelig sølvmængde i cirkulation og behold. Først når også dette sølv en gang bliver realiseret, vil forandringen vise sin fulde virkning. Selv den forholdsvis ringe og ufuldførte reform formindskede imidlertid sølvets nytte betydeligt. Tidligere blev 31 pund sølv agtet lige så nyttigt som 2 pund guld. Forholdet forandrede sig hurtigt til omtrent 36:2. Et lod københavnsk prøvesølv, hvis pris tidligere svarede til omtrent 1 krone 92 øre, faldt til hen ad 1 krone 70 øre.

For tiden bruges guld og sølv – hvert metal indenfor sit territorium – til afgørelse af omsætningerne. Jævnsides med dem benyttes pengerepræsentativer og kreditmidler.

Værdiforholdet mellem de ædle metaller og de forskellige salgsgenstande bestemmes: af forholdet mellem deres egen mængde (i møntet form og barrer men ikke i form af smykker og lignende sager) og mængden af de omsætninger der gennem dem skal reguleres – dernæst af omløbshastigheden – og endelig af udstrækningen af kreditmidlernes benyttelse.

Dersom alle handler afgjordes straks og i rede penge, ville summen af de samtidigt afsluttede handlers beløb umuligt nogensinde kunne overstige summen af alle eksisterende penge. Hvorledes hver enkelt pengebesidder fordelte sine udgifter mellem forskellige køb, og hvor mange penge, der holdtes tilbage for senere indkøbs skyld, bliver en sag for sig, der senere skal behandles, men sikkert er det: salgsgenstandene kunne umuligt indbringe sælgerne mere end alt det møntede og umøntede guld og sølv, der fandtes i købernes eje.

En forøgelse af pengemængden bidrager til en almindelig prisstigning. Dette århundredes høje priser imod fortidens er for en væsentlig del en følge af de seneste tiders guld- og sølvproduktion. Den har været langt større, end hvad man nogensinde før kendte.

Forøgelsen af omsætningsgenstandenes mængde øver derimod den modsatte virkning. Det er derfor en af guld- og sølvstatistikernes idelige opgaver, at beregne hvorvidt guld- og sølvproduktionen holder skridt med den tiltagende befolkning, med arbejdets større produktivkraft og med den af disse årsager stadigt tiltagende handel. Dersom alle priser ikke efterhånden atter skal falde, må der enten år for år bringes mere ædelt metal i cirkulation eller også må kreditmidler og pengerepræsentativer anvendes i stadigt større udstrækning.

Det er da klart, at den omtalte overgang fra sølv- til guldfod har bidraget til at trykke priserne ned i de lande, der forhen havde guldfod og er blevet derved, hvorimod den har bidraget til at hæve priserne i de lande, der vedblivende betjener sig af sølv som betalingsmiddel.

Foruden pengenes mængde får hurtigheden, hvormed de går fra hånd til hånd, indflydelse på det hele prisniveau. Jo større hurtighed, des højere pris – og omvendt.

Man kan fra virkeligheden tage et eksempel på en særlig langsom omsætning, og man vil se, hvorledes den trykker priserne ned.

Den prøjsiske stat forvarer i Juliustårnet i Spandau en rigskrigsskat på 120 millioner Mark i rede penge, som overensstemmende med prøjsisk regeringspolitik holdes i beredskab til anvendelse ved en krigs udbrud for atter at henlægges hurtigst muligt efter krigens slutning. I tiden fra henlæggelse til benyttelse, bliver det øjensynligt nok ganske uden betydning for prisernes højde om disse penge er under lås og lukke eller om de aldrig var udgravede af jordens skød. Priserne bliver i al den tid så lave, som om de 120 millioner mark slet ikke eksisterede.

De fleste mennesker, som har råd dertil, anlægger et diminutivt Juliustårn og fylder det mere eller mindre godt efter omstændighederne og vekslende sindsstemning. I særdeleshed gør de skiftende tider forskel på størrelsen af købmænds kontante beholdninger. Frygter de for eksempel af en eller anden årsag vigende priser, da holder de sig ængsteligt tilbage, gemmer deres penge og indskrænker deres indkøb til forbrugernes behov. Havde købmændene været mindre forknytte, var pengene strømmet fra kornhandlere til landmænd, fra disse til kolonialhandlere, gødningsfabrikanter, forhandlere af agerbrugsredskaber og så fremdeles; nu derimod må den hele omsætning besørges uden hensyn til de penge, der urørte beror i de med rette eller urette forsagte købmænds pengeskabe.

Bankvæsenets og pengeinstitutternes udvikling har noget neutraliseret virkningen af købmænds og pengemænds vekslende henlæggen af kontante penge. Udviklingen har desuden fremmet omsætningshastigheden.

Der eksisterede forhen banker, som i bogstavelig forstand ejede metaldækning for alle deposita; vor tid har imidlertid set den sidste af disse banker forsvinde: ifølge Bismarcks ordre hævedes hamburger banken ved stadens inkorporation i det tyske rige. Denne solideste af alle bankindretninger gjorde ingen udlån og udgav ingen sedler: sølvet blev i kældrene, indtil de oprindelige indskydere eller retsefterfølgere forlangte det udleveret. Bankens virksomhed indskrænkede sig til: at være en lettelse for omsætningen. Uden bankens mellemkomst havde hver købmand måttet holde kontante beholdninger til afgørelse af daglige udbetalinger, som kunne afkræves ham, inden forventede indbetalinger indgik i hans kasse. Bankens virksomhed fritog ham herfor, idet dens bogholdere sammenlignede hvad hver storkøbmand havde at modtage og at udbetale og ordnede hele omsætningen i få minutter ved transport fra konto til konto.

Selv denne gammeldags bankmaner bidrog således til at formindske pengebehovet.

De nuværende banker og pengeinstitutter virker for det første på lignende måde, som den hævede hamburgerbank, og udfolder dernæst en hel anden virksomhed. Hverken banker, sparekasser eller lignende institutioner beholder nu til dags alle de betroede penge i kældrene; de sætter tværtimod den allerstørste del deraf hurtigst muligt i omløb. Man går ved denne fremgangsmåde ud fra den stadigt på ny bekræftede erfaring, at kun meget få af indskyderne samtidigt falder på at forlange deres penge igen; og en samtidig tilfredsstillelse af alle kreditorer er i virkeligheden en fuldstændig umulighed. Der indestår for eksempel alene i de københavnske sparekasser større kapitaler end hele den her i landet eksisterende guldmængde; og lagde man sammen de beløb, som alle kreditorer hvert givet øjeblik har ret til at forlange udbetalt af alle de bestående solvente banker, sparekasser og lignende indretninger, blev summen langt større end alt det guld og sølv, der findes her på jorden. Pengenes disponibilitet for alle kreditorer er da en illusion. Der holdes i virkeligheden ikke uden for cirkulation alle de beløb, som hver enkelt indbilder sig at have disponibel.

Denne ordning af pengeinstitutterne har følgelig, lige så vel som metalfundene, bidraget til at drive alle priser i vejret.

En indskrænkning af pengeinstitutternes virksomhed, en mistro til deres og til købmændenes betalingsevne, fremkalder følgelig en almindelig prisnedgang.

Dette ses tydeligst under pengekriser, hvor omsætningen vrager de betalingsmidler, som kort i forvejen villigt blev taget som ækvivalent for penge. Mistroen, der hyppigt selv er affødt af lave priser, fremkalder da endnu lavere priser. Der bliver – som det populært og rigtigt hedder – “ingen penge iblandt folk”.

Under akutte og voldsomme pengekriser antager denne pengemangel hyppigt sådan udstrækning og giver så stærke udslag, at staterne nødsages til at skride hjælpende ind; og man får da atter lejlighed til at iagttage, hvorledes pengemængdens forøgelse hurtigt hjælper priserne op. Man har oplevet dette mange gange i England, hvor bankakten suspenderes hver gang, der er noget særdeles på færde. Vi så det samme her hjemme i 1857. Varer var under den daværende krise gået ned i ukendt lave priser, eller de var rettere sagt omtrent usælgelige. Ingen havde penge, fordi alle gemte alt, hvad de kunne skrabe sammen, til imødegåelse af egne forpligtelser. Nationalbanken var nødsaget til at afslå endog solide købmænd lån imod fuld sikkerhed; den vovede hverken at angribe sin metalbeholdning eller at udgive sedler, hvis indløsning kunne blive forlangt. Da kom staten banken til hjælp, og denne genoptog udlånsvirksomheden. Skønt udlånene i begyndelsen holdtes indenfor de snævreste og forsigtigste grænser, hjalp det straks. Varepriserne hævede sig en smule, mistilliden fortog sig, de ængsteligt lukkede Juliustårne åbnede deres dør først på klem og senere på vid gab, og indholdet vandrede enten direkte over i omsætningen eller gik tilbage til banker og sparekasser for derfra at finde vej til publikum og varesælgere. Veksler, bogkredit og panteobligationer blev atter god betaling, og priserne steg hurtigt omtrent til deres gamle standpunkter.

Det udviklede kreditsystem bidrager da ikke blot til alle prisers regelmæssige forhøjelse men forårsager også periodiske, febrilske op­ og nedgange.

Det kunne synes, som om der i denne fremstilling var tillagt pengenes større eller mindre mængde og kredittens udvidelse eller indskrænkning en overdreven betydning. Det vil måske forekomme enkelte læsere således. De kunde ræsonneres som så: ser man hen til alle eksisterende værdigenstande: faste ejendomme, jorder, skibe, jernballer, varer osv. osv. repræsenterer de “en værdi” af mange, mange milliarder. Alene Danmarks nationalformue anslås for eksempel til milliarder af kroner, og overfor dette store tal må det da være temmelig betydningsløst, om der her i landet cirkulerer 60 eller 120 millioner kroner i guld, og om kreditten udstrækker sig over en halv snes millioner mere eller mindre. På samme måde kunne man ræsonnere om de større lande og om dem alle tilsammen.

Man ville imidlertid ved et sådant ræsonnement overse, at guldets og sølvets værdiforhold til salgsgenstandene ikke bestemmes ved på den ene side at samle alle værdigenstande og på den anden side mængden af guld, sølv og pengerepræsentativer; men at værdiforholdet findes ved en sammenligning mellem penge og pengerepræsentativernes mængde og mængden af de værdigenstande, der i hvert givet øjeblik bliver genstand for omsætning.

Fremdeles kunne en lidt overfladisk betragtning af omsætningsforholdene lede til den anskuelse, at pengene og pengerepræsentativernes mængde må være i stadig stigning, såfremt producenter og købmænd skal kunne opnå deres virksomheds hensigt. Enhver vil sælge sine varer for flere penge end anskaffelsen har kostet ham, og de allerfleste ønsker ved årets slutning at besidde flere penge end ved dets begyndelse, og man kunne da synes, at dette kun blev muligt, når pengemængden stadigt voksede.

Der findes til enhver tid enkelte – flere eller færre efter de vekslende tider – hvem produktionen og varesalget bringer tab; men man opstillede en aldeles urimelig forudsætning, dersom man antog, at tabene og fortjenesterne regelmæssigt gik lige op. Besad man fuldstændige fortegnelser både over de penge, som alle vareproducenter og vareforhandlere i løbet af et år havde udgivet for råstof, arbejdsløn osv., og over de penge, som de i samme tidsrum havde taget ind for varesalg, vilde man sikkert nok regnskabsmæssigt finde betydeligt overskud; og dette overskud ville slet ikke være begrænset til de nyskabte penges beløb eller stå i nogen som helst forbindelse dermed.

På den anden side er det sikkert nok en fuldstændig umulighed, at der i virkeligheden kan tages flere penge ind end de, der udgives, plus de, der skabes fra nyt.

Den tilsyneladende modsigelse hæves, så snart man erindrer, at folk vel anslår men ikke henlægger deres fortjeneste i penge. En fabrikant, hvis varesalg i løbet af et år har indbragt ham for eksempel hundredetusinde kroner mere end hans samlede fabrikationsudgifter og forbrug, regner sig for hundredetusinde kroner rigere end året forud, men har i de sjældneste tilfælde hundredetusinde kroner kontante penge mere i kassen end ved sin sidste balance. Han har rimeligvis udgivet omtrent alle disse penge enten til udvidelse af bedriften, eller til betaling af gæld eller til udlån.

Alle kunne meget godt stadig tjene penge og lægge penge ope skønt pengemængden blev uforandret.

Omsætningens gang er som regel følgende:

Producenten bringer sine produkter til marked, og opnår han salg, benyttes pengene dels til indkøb af andre producenters produkter, dels til udredelse af arbejdsløn. Lønarbejderen udgiver sin pengeindtægt på lignende måde.

Alle penge vender da tilbage til markedet, og forskellen mellem de mere og mindre indbringende virksomheder viser sig i større eller mindre indkøb af genstande, tjenlige til forbrug, luksusudfoldelse og formueforøgelse samt i antagelse af flere eller færre lønarbejdere til personlig opvartning.

Værdiforhold

Vi tænkte os før et mageskifte mellem en københavnsk ejendom og en landejendom. Ved en sådan bytteforretning gør fire forskellige nyttehensyn sig gældende: landmanden og københavneren har nemlig begge to deres mening om begge ejendommes nytte. Der var blevet fire hensyn, selvom den ene part havde købt den andens ejendom for penge: nemlig køberens og sælgerens bedømmelse af pengenes og af ejendommenes nytte.

Det kunne da synes, som om vi altid til forståelse af de bevæggrunde, der leder til en forretnings afslutning måtte forklare os disse fire nyttehensyn og udfinde årsagerne til deres afvigelse.

Sagen bliver dog noget mindre indviklet eller forholder sig i alt fald lidt anderledes.

Den nuværende produktionsmåde medfører, at producenterne frembringer og ophober varer ganske uden hensyn til deres eget eller deres nærmeste omgivelsers forbrug. Den yderst ringe del af deres frembringelser, hvoraf de undertiden selv kan drage nytte, bliver helt forsvindende imod den del, som de ønsker solgt, og som kun kan blive dem nyttig gennem salg. En papir- eller klædefabrikant har i virkeligheden ingen selvstændig opfattelse af sit lagers nytte. Han kan højest afgive et skøn over den nytte, som han antager at køberne tillægger varerne.

Hermed er dog ingenlunde sagt, at producentens nytteopfattelse er uden betydning. Den har imidlertid gjort sin virkning forinden den færdige vare udbydes til salg og prisen fastsættes.

Den gang landmanden besluttede sig til dyrkning af sukkerroer i stedet for korn – eller omvendt – gjorde han sin nytteopfattelse gældende. Han valgte den art, der forekom ham nyttigst; ɔ: om hvilken han antog, at den ville give ham størst overskud. Han bidrog ved sit valg til at forøge mængden og trykke de kommende priser på det produkt, hvis dyrkning han valgte, og til at formindske mængden og hæve prisen på det produkt, hvis dyrkning han undlod; men har han først truffet sit valg og bragt høsten i lade, er hans indflydelse på prisen i hans egenskab af producent forbi, og han bliver nødsaget til at sælge for de priser, som købernes nytteopfattelse foreskriver.

Kun en udvej står betingelsesvis producenten åben: han kan opsætte salget og spekulere i en kommende tids bedre priser. Den virkning han herved udøver på prisen, skylder han imidlertid ikke sin egenskab af producent. Enhver anden, købmand eller spekulant, har fuldt så godt som producenten i sin magt at henlægge et parti varer i håb om vinding.

Priserne på de eksisterende salgsvarer bestemmes altså dels af forbrugernes nytteopfattelse, dels af købmændenes skøn over de forandringer denne nytteopfattelse vil undergå. Den fremtidige produktion afhænger derimod til dels af prisernes højde.

Med andre ord: prisen på det sukker, der nu er i markedet, bestemmes ved købernes bedømmelse af pengenes og sukkerets nytte. Størrelsen af den fremtidige sukkerproduktion påvirkes af de priser, hvormed sukkeret nu betales.

Vi undersøger først, hvorledes nytten af forskellige varer bedømmes og hvorledes deres priser kan antages at variere med den vekslende mængde, hvori de udbydes.

Kornpriserne falder som bekendt efter en rigelig høst, eller rettere allerede ved udsigten dertil. De falder endda så stærkt, at kornets producenter som regel står sig bedre ved en gennemgående dårlig end ved en god høst.

En statistisk opgørelse af forholdet mellem de betalte priser og den producerede kornmængde er nu til dags, hvor den halve jordklode er omtrent et kornmarked, så godt som en umulighed. Det turde blive lige vanskeligt at erholde oplysning om det samlede høstudbytte og om alle de betalte priser. Der foreligger fra ældre tid, hvor markederne var lettere overskuelige, følgende skala:

Høstudbytte: 1 – 0,9 – 0,8 – 0,7 – 0,6 – 0,5
Pris: 1 – 1,3 – 1,8 – 2,6 – 3,8 – 5,5
Høstens samlede pengeværdi: 1 – 1,17 – 1.44 – 1,82 – 2,28 – 2,75

Tallet “en” betegner her en såkaldt middelhøst, og skalaen viser prisstigningen efterhånden som høstudbyttet synker under det sædvanlige. Flere ansete forfattere er ad forskellige veje kommet til resultater, der omtrent stemmer med denne skala. Dens gyldighed under alle forhold turde dog være højst tvivlsom – prisforholdet er alt for indviklet til at kunne bestemmes alene af den enkelte vares mængde – men skalaen har vistnok i mange tilfælde slået omtrent til; og en tredobling af høstens pengeværdi ved et høstudbytte, kun halvt så stort, som det sædvanlige, har intet usandsynligt ved sig.

Forklaringen turde ligge i følgende forhold: ethvert menneske anvender sine penge på den måde, der forekommer ham nyttigst, og fordeler sine udgifter til klæder, føde, brændsel, husleje osv. efter sin smag, der selvfølgelig igen er påvirket af alle livsforhold.

Så snart en vare er frembragt i usædvanlig mængde gælder det for producenterne om at fremkalde et tilsvarende forøget forbrug: enten må de tidligere forbrugere købe mere end før, eller der må opstå nye forbrugere, eller begge disse omstændigheder må virke i forening.

Der er elasticitet i hvert menneskes forbrugsevne og forbrugslyst overfor forskellige sager; men udvidelses- og sammentrækningsevnen er højst afvigende og retter sig til dels efter genstandenes beskaffenhed.

Der gives vist næppe noget menneske, som kan sige, hvor mange kjoler en forfængelig dame må have, inden hun umuligt kunne finde på at købe flere – dronning Elisabeth brugte efter sigende en ny kjole hver dag. Heller ikke vil det være nemt at udfinde, hvor mange og store slotte en konge skal have, inden han føler sig tilfredsstillet – paverne, de anerkendte overhoveder for fattigdommens og forsagelsens religion, fandt det i deres velmagtsdage nyttigt at anlægge alene til vinterresidens et bygningskompleks af paladser med en halv snes tusinde værelser.

Af silkekjoler, slotte og lignende sager kan der da tilsyneladende gå et ganske ubegrænset antal på hvert kvindeligt og mandligt individ.

Det forholder sig anderledes med kornvarer. Der er grænser for fordøjelsesevnen.

Der eksisterer til enhver tid og enten kornpriserne er høje eller lave – når der da ikke netop er hungersnød på færde – mange mennesker, som køber og spiser så meget brød, at de i den henseende er fuldt tilfredsstillede. Udgiften hertil betyder så lidt, og brød er en sådan nødvendighedsartikel, at der for mange velhavende folk aldrig opstår spørgsmål om et indskrænket brødforbrug på grund af høje priser. Og ligesom en prisforhøjelse ikke afskrækker dem fra deres sædvanlige forbrug, frister en prisnedsættelse dem ikke til forøget indkøb.

Lad nu høsten have givet et usædvanligt godt udbytte: for eksempel ti procent større end foregående år. Overskuddet kan ikke anbringes blandt velhavende folk, som ikke vil spise mere end i fjor. Køberne må søges blandt dem, der hidtil nøjedes med mindre brød, end de gerne havde haft. De har god brug for et større kvantum, og dets nytte forekommer dem stor; men deres opfattelse af pengenes nytte er også en helt anden, end de velhavende folks. Ængsteligt sammenligner de nytten af det forøgede brødindkøb med den merudgift, som dertil er nødvendig; og det forslog slet ikke at tilbyde dem en tiendedel mere brød for en tiendedel mere penge. Dette valg stod dem alt tidligere åbent. Og de valgte at undvære brødet og at anvende pengene på anden måde. Prisen må længere ned, inden de optræder som større købere.

Er høstudbyttet ikke ti, men tyve, tredive eller fyrretyve procent over det sædvanlige, skal der endnu flere forbrugere til. De må søges i fattigere og fattigere klasser og fristes med lavere og lavere tilbud. Og da det er umuligt at holde to priser på ensartede kornvarer – man får ikke rige folk til at betale kornet dyrt, samtidig med at det sælges billigt til de fattigere – trykkes priserne ned i højde med de fattiges betalingsevne.

For alle varepriser gælder følgende regel: de må ned så langt, at der opstår købelyst til hele den mængde, der skal sælges.

Er kornhøsten slettere end sædvanlig, stiger priserne så hurtigt, som de faldt tilforn. Ligesom sælgerne måtte tiltrække et tarveligere og tarveligere publikum til køb af den forøgede kornmængde, således må de købere, der ikke vil give afkald på deres sædvanlige kornforbrug, betale priser så høje, at brødet tages ud af munden på alle, der ville købe, dersom priserne blot var noget lavere.

Derfor gælder da også følgende almindelige regel: priserne må op så højt, at den udbudte mængde tages bort fra dem, der ville købe. Men kun til lavere priser.

Medens disse to regler er almengyldige, ser man derimod let, at årsagerne, der for· klarede kornprisernes svingninger ved forandring i udbuddets mængde, ikke uden videre lader sig overføre på andre varer: de taber jo ikke alle lige hurtigt deres nytte for den enkelte forbruger.

En sammenligning mellem svingningerne i sukker- og kornpriserne ved vekslende tilbud turde for eksempel vise betydelig afvigelse.

Der findes forholdsvis mange mennesker, som allerede ved en ringe prisstigning indskrænker deres sukkerforbrug. En gennemgående dårlig sukkerhøst gør derfor næppe sukkerproducenterne den gavn, som den slette kornhøst gør kornproducenterne – og en rigtig god høst gør dem rimeligvis endnu større skade. Et forøget sukkerforbrug er nemlig i almindelighed anset for et langt mindre gode ved et forøget kornforbrug; og sukker må derfor dale endnu stærkere i pris, før den store og tarvelige befolkning sætter sig på et betydeligt udvidet forbrug deraf.

Detailhandlere i kolonialfaget mærker umiddelbart, hvorledes kunderne indskrænker deres sukkerindkøb ved prisstigning, og de afhenter derfor selv mindre fra grossisternes lagre. Forrådene svinder langsomt, og priserne stiger vanskeligt til en svimlende højde. Er sukkermarkedet derimod overfyldt med varer, synes det næsten som om intet prisfald forslog til fremkaldelse af det tilsvarende voksende forbrug.

En grafisk fremstilling af sukker- og kornpriserne ville betegne de ved slettere og slettere høst stigende priser med to linjer, der uregelmæssigt bølgeformet bevægede sig opad – kornlinjen stejlere end sukkerlinjen. Prisfaldet ville betegnes ved to linjer uregelmæssigt bugtende sig nedefter –. Og sukkerlinjens fald blev brattere end kornlinjens.

Hermed er imidlertid kun taget hensyn til forbrugernes nytteopfattelse, men ikke til købmændenes skøn derover.

Det kornforråd, der skal forslå til et helt eller halvt år, indhøstes, så at sige under et. Det ophobes foreløbigt på lagre og kommer først lidt efter lidt og gennem en lang række af mellemmænd til forbrugerne. Har høsten været særdeles god, forsendes der fra kornudførende lande ladning på ladning, og til kornindførende lande ankommer der helt uvante mængder. Mellemhandlere og spekulanter danner sig på grundlag af høst- og markedsberetninger et skøn om kommende priser – men et ganske usikkert skøn. Købmænd er en nervøs menneskerace og bliver hurtigt bange, så snart en vare tilbydes i store mængder til vigende priser. De ser ikke nedgangens grænser og køber kun uvilligt. De salgslystne producenter underbyder ideligt hverandre, og prisen kan til en tid falde dybt under den grænse, som kornets mængde og forbrugernes nytteopfattelse egentlig foreskriver. Bladet plejer at vende sig helt pludseligt. De ivrigste sælgere – de, der var ængsteligst eller i stærkest pengetrang – er blevet af med deres varer, som er kommet over på fastere og stærkere hænder; desuden har forbruget efterhånden fortæret en del af den såkaldte overproduktion. Spekulationskøberne får da nyt mod og “idé” for artiklen, der stiger så hurtigt og uregelmæssigt som den faldt. – Hvad her er sagt om købmændenes indflydelse på kornpriserne lader sig fuldt så vel anvende på sukkerpriserne.

Om mange sager gælder det, at hvor usædvanligt sjældne de end i et vist givet øjeblik kan være, de opnår dog ikke nemt usædvanligt høje priser, såfremt der er formodning om en kommende stærk produktion. For fødemidlernes vedkommende gælder dette kun til dels. Den sult, som føles i dag, kan ikke mættes af hvad der skal indhøstes og udbydes ad åre; og forbrugerne kan derfor ikke opsætte deres indkøb, selvom de temmelig sikkert kan vide, at fremtiden bringer ny forsyning og billigere priser. For forhandlerne er hensynet til fremtiden derimod af særlig vigtighed, der er for dem al mulig god grund til henlæggelse af store lagre ved slette høstudsigter, og til hurtigst mulig oprømning af lagrene ved gode udsigter. Derfor virker beretningerne om høstforventningerne ideligt på fødemidlernes priser.

Prisen på luksusgenstande, for eksempel malerier og diamanter, afhænger af velhavende folks nytteopfattelse. Når disse har tilfredsstillet deres fornødenheder af de lavere grader, anvender de resten af deres indtægter til indkøb dels af luksussager og dels af værdigenstande, der fremtidigt kan forøge deres indtægter.

De senere tiders overordentlig stærkt stegne priser på malerier af ældre mestre er næppe begrundet i rigmænds voksende kærlighed til kunst, men snarere i tiltagende rigdom. Der er blandt de nulevende malere adskillige, som opnår særdeles høje priser for deres frembringelser, fordi rige folk finder stor fornøjelse og tilfredsstillet forfængelighed i besiddelse af malerierne. Andre malere tilfredsstiller ikke det velhavende malerikøbende publikums smag og får deres værker langt dårligere betalt. Det er ikke talentløse malere alene, hvis billeder er i ringe pris. Kunstværdi og pris har ingen som helst nødvendig forbindelse med hinanden. Hyppigt opnår en maler højere og højere priser, efterhånden som hans billeders kunstværdi aftager. En ung portrætmaler, som er ærlig, kunstelskende og talentfuld nok til at afbilde folk, således som de ser ud, kommer efter al sandsynlighed på sulteføde. Samtiden kender originalerne tilstrækkeligt og finder sandhedstro gengivelser ganske unyttige; men slår maleren med årene af på kunstens fordringer, fjerner han fra de velhavende køberes portrætter de mættede og nagende lidenskabers uappetitlige mærker, afbilder han værdige, tænkende mænd, uskyldige, ædle kvinder og opvakte børn, skyer han som pesten sujetter, fremstillende armod og såkaldt hæslighed – da kommer hans billeder i pris, for så bliver det en fornøjelse at se og at eje dem.

Lysten til pynt og fornøjelsen ved at bære velhavenhed til skue frister til diamantkøb, og når store og sjældne diamanter sælges til de nuværende priser, da er dette, fordi der på enkelte hænder findes ophobet så store formuer, at summer, der forekommer de allerfleste mennesker ganske særdeles nyttige, kun besidder ringe nytte for ejerne. Der gjordes for nogle år tilbage store diamantfund. Diamanthandlerne måtte dels friste deres forrige publikum til ny køb med billigere priser, dels måtte de søge et trin længere ned ad velhavenhedens stige; og priserne faldt temmelig stærkt, fordi de ny købere havde en anden nytteopfattelse end de ældre.[16]

Det velhavende malerikøbende publikum kan vanskelig tænkes mættet med malerier, der falder i dets smag. Sælgerne af sådanne varer har derfor endnu aldrig behøvet at henvende sig til et virkeligt tarveligt publikum og kommer vel næppe nogensinde dertil. Med diamanter kunde det gå anderledes. Glæden over diamanternes skønhedsglans er vel den svageste spore til købet. Mægtigere virker lysten til at besidde, hvad så uendelig få har råd til at købe. Skete der store diamantfund, og blev diamanterne så almindelige, som de krystalefterligninger, der skuffer alle undtagen fagmænd, kom diamanternes priser vel omtrent i niveau med hine efterligningers.

Reproduktionen af afdøde kunstneres værker er en umulighed og reproduktionen af store og sjældne diamanter en uberegnelig tilfældighed, derfor udøver hensynet til de priser, hvori en fremtidsproduktion kunne nedbringe disse sager, ingen indflydelse på den pris, hvormed køberen betaler de nu eksisterende sjældne diamanter og gamle kunstværker. Medens købernes umiddelbare nytteopfattelse afgjorde priserne på de hidtil nævnte sager, eksisterer der andre værdigenstande, for hvis vedkommende en dobbelt nytteopfattelse gør sig gældende.

Folk køber for eksempel skibe og huse af andre årsager end fordi de enten selv vil sejle dermed, bo deri eller sælge dem igen. Priserne, de betaler derfor, retter sig efter den forrentning, som de venter sig deraf. Men forrentningens størrelse afhænger af lejernes og fragternes højde, og altså af andre menneskers nytteopfattelse. En tilvækst i ledige huslejligheders antal trykker lejerne ned, og en forøgelse af fragtsøgende skibe forårsager fald i fragtsatserne, men faldene foregår ikke efter samme skala. Attråen efter rigeligt husrum begrænses kun af betalingsevnen, hvorimod antallet af rejsende og vareforsendelser har grænser, hvor billige sørejserne end bliver. Skibe nærmer sig derfor hurtigere end huse til den absolutte unytte, og fragtsatser falder lettere og brattere end lejepriser.

Hensynet til reproduktionen begrænser stigningen, men ikke faldet i skibspriserne. I gode fragtår foretrækkes færdige skibe, frem for de, der skal bygges; dog betales der kun så meget ud over nybygningernes pris, som rederne antager at kunne få ind i den tid bygningen ville vare. Er fragtmarkedet derimod af en eller anden årsag overfyldt med fragtsøgende skibe – det være sig fordi søvejene er forkortede, handelen formindsket eller fordi der i et foregående tidsrum er bygget usædvanlig meget – synker af nærliggende årsager de eksisterende skibes pris, ofte dybt under omkostningerne ved nybygninger.

Når en bybefolkning aftager i antal og rigdom, da falder ejendommenes pris under bekostningen ved nyopførelser. Tiltager derimod en by i folkemængde, da vokser nytten og stiger lejeindtægten af husene i dens befærdede gader, og dermed stiger også vedkommende ejendommes priser. Hensynet til reproduktionen bliver ingen hindring for prisstigningens højde, og dette af den simple grund, at lignende befærdede gader og heldigt beliggende huse aldeles ikke vilkår1igt lader sig reproducere. Vokser København til Londons størrelse, kan husene i byens midte opnå priser, så høje som de, der, nu betales i Londons city; og udvikler London sig til det dobbelte af sin nærværende befolkningsmængde, vil de enorme priser, hvormed ejendommene dér alt nu betales, stige yderligere i vejret.

Af disse spredte eksempler turde det da være klart, hvorledes forskellige genstandes priser veksler efter forskellige skalaer og ikke i ligeligt forhold til den større eller mindre mængde, hvori de udbydes.

Det turde fremdeles være klart, at alle priser desuden gensidigt påvirker hverandre.

Vi så ovenfor, hvorledes en mislykket kornhøst aftvang kornforbrugerne en usædvanlig udgift. Havde vi ikke standset skalaen ved et høstudbytte, halvt så stort som det almindelige, men fortsat den videre og beregnet prisen for fuldstændige misvækstår, ville kornindkøbet have slugt endnu flere af forbrugernes penge. Des mere man udgiver til brød, des mindre har man tilovers til andre indkøb, og da dette ræsonnement også har gyldighed overfor andre varer, bliver det tydeligt nok, at de forskellige priser øver gensidig indflydelse på hinanden.

Følgende billede turde give en forestilling om denne påvirknings art og om den måde, hvorpå hver enkelt vares pris udfindes.

Man tænke sig hver enkelt bys hele handel samlet i en hal. Derhen bringes fuldstændig fortegnelse over alt, hvad der ønskes solgt. Oversigten er gjort så let som mulig, og hver enkelt salgsartikel har sit kontor. I forhallen findes kontorerne for de almindelige fødemidler og lignende nødvendighedsartikler, og efterhånden som man trænger længere og længere ind, træffes de kontorer, der erfaringsmæssigt samler færre og færre købere om sig.

Sælgerne opgiver ved indleveringen, om de ønsker ubetinget salg – eller kun vil sælge til bestemt pris – eller om mængden, de vil sælge, afhænger af prisen, de kan nå.

Som regel for omsætningen gælder: regnskabsførerne i de forskellige kontorer ansætter priserne så ofte det forlanges, og ensartede varer sælges ikke ved samme opgørelse til forskellige priser.

De sager der bringes til markedet er for det første: varer, som producenterne har frembragt i salgsøjemed , og som de hidtil ikke har kunnet skille sig ved på sådan måde, at de er gået over i de virkelige forbrugeres hænder. Disse varer bliver udbudt enten af producenterne selv, eller af handlende, der har overtaget dem. For disse sagers vedkommende er sælgerne, som tidligere bemærket, under en art salgstvang; de behøver vel ikke at sælge på en bestemt dag eller time men kan umuligt beholde varerne for bestandig.

Endvidere er der andre sager, som skønt de alt en eller flere gange er solgt til ikke-handlende, dog atter vende tilbage til markedet. Det er for eksempel: jordejendomme, huse, skibe, og desuden enkelte vanskeligt opslidelige luksus- og forbrugssager, for eksempel: malerier, diamanter, møbler osv. Om disse sager er det ikke sikkert, at de ubetinget skal sælges: ejerne agter måske kun at skille sig ved dem, såfremt en bestemt pris kan nås. Vi forudsatte imidlertid for alle sælgere fuldstændig frihed til at gøre salget afhængigt af prisen. Og det bliver ganske lille forskel, om det er en diamanthandler, der holder en diamant i titusinde kroner, fordi han føler sig overbevist om med tiden at opnå denne pris. Eller om en privatmand handler netop på samme måde, fordi han agter at beholde diamanten, dersom han ikke kan få titusinde kroner derfor.

Købernes anmeldelser svarer nøjagtigt til sælgernes, og indeholder altså: meddelelse om købet skal ske til enhver pris, eller om mængde og pris skal rette sig efter hinanden.

Herimod kunde man nu indvende. At det er urigtigt at forudsætte købs- og salgstilbuddene så lidet indviklede.

Fattige folk gør i virkeligheden størrelsen af ethvert af deres indkøb afhængig ikke alene af vedkommende vares pris, men desuden af en mængde andre priser. Bliver kød dem for dyrt, forsøger de at skaffe sig brød eller tager måske i mangel heraf til takke med kartofler. Følgelig afhænger den mængde kartofler, de køber, både af brødets og af kartoflernes pris. Og desuden: fuldt så nødvendigt, som det er at skaffe sig føde, fuldt så vigtigt bliver det også, at udgiften hertil ikke sluger alt, men at der er noget tilovers til klæder og brændsel osv. Derfor bestemmer en mængde mennesker sig end ikke til indkøb af det simpleste fødemiddel uden samtidig at tage hensyn til priserne på alle de andre sager, hvorfor de endvidere har brug.

Den samme kombinerede hensyntagen gælder for rige køberes vedkommende, kun at den først viser sig ved de dyrere sager: hvor mange Brysseler tæpper, der købes, kan for eksempel nemt være afhængig af højere eller lavere priser på rummelige lejligheder.

Denne tankegang er uimodsigelig korrekt; men det ville være urimeligt at forudsætte, at enhver, der afslutter et køb, skulle have fuldstændig vished om priserne på alle de andre ting, hvorfor han enten har brug eller senere får brug. Man handler i virkeligheden i hvert enkelt tilfælde på en formodning om andre prisers højde, og slår formodningen ikke til, må de fremtidige indkøb rette sig efter de foregående.

De opstillede salgs- og købsanmeldelser svarer derfor netop til de overvejelser, som vi alle anstiller ved vore køb og salg.

I den beskrevne forretningshal udvikler omsætningen sig således: Af køberne møder nogle med mange penge, andre med yderst få. Uligheden er netop lige så stor, som den i virkeligheden bestående ulighed i pengebesiddelse.

Enhver søger derhen, hvor de sager forhandles, hvorfor han har brug. I forhallen har omtrent alle ærinde. De velhavende forbrugskøbere angiver her kort og godt deres behov, som de bestemmer uden hensyn til pris; derimod gør købmænd, der handler med disse sager, såvel som de fattigere forbrugskøbere deres indkøbs størrelse afhængigt af prisen. Der er forskel på den melmængde, en rig melgrosserer og en fattig kone køber, men begges købstilbud har det fællesmærke, at mængde og pris afhænger af hinanden.

De i hvedemelkontoret indkomne salgstilbud ser således ud:

1) 500 # forlanges solgt til enhver pris.
2) 2000 # skal sælges til 8 øre eller de 500 # deraf, dersom prisen bliver 7 øre.
3) 3000 # skal sælges til 9 øre eller de 1000 # deraf, dersom prisen bliver 8 øre.
4) 5000 # skal sælges til 10 øre eller de 3000 # deraf, dersom prisen bliver 9 øre.

Der er købere for:
5) 200 # til enhver pris.
6) 500 # til 9 øre, eller dersom prisen er 8 øre, da 700 #
7) 800 # til 8 øre, eller dersom prisen er 7 øre, da 1000 #
8) 3000 # til 7 øre.

Der foreligger desuden tilbud om salg til højere priser og tilbud om køb til billigere priser. De optælles slet ikke, da de bliver uden betydning.
Prisen fastsættes til 8 øre.

Ingen anden pris ville tilfredsstille alle berettigede krav, og heller ikke ville nogen anden pris stemme med den forhen givne regel, hvorefter prisen altid skal ned så langt og op så højt, at hele den varemængde, der ubetinget skal sælges, bliver afsat, medens varerne samtidigt tages bort fra dem, der ville købe, dersom prisen var billigere.

Man kan på følgende måde anstille prøve:

Ved en pris af 8 øre omsættes der i alt 1700 #. Varerne leveres af sælgerne under 1). De var villige til uanset prisen at afgive 500 #. Disse sælgere bliver af med alt deres anmeldte mel. Hos sælgerne under 2) og 3) tages der tilsammen 1200 #, og hos hver af dem 2/5 af deres til denne pris anmeldte varer. De har forlangt 8 øre, og dertil kan de umuligt afsætte mere. Endelig må sælgerne under 4) finde sig i intet at sælge; deres pris er 9 øre, og behovet tilfredsstilles af andre sælgere, som lader sig nøje med lavere pris.

Forsøger man at sætte prisen 1 øre op, vil man finde, at der da kun kan sælges 700 # af de til 9 øre anmeldte 8500 #. Der var ved sådan prisansættelse sket sælgerne af de resterende 7800 # uret. Deres salgsforlangender var forblevet uopfyldte, skønt der var utilfredsstillede købere, som gerne havde betalt de priser, hvormed de var til sinds at lade sig nøje.

Hvad køberne angår, da ser man, at ved prisansættelsen af 8 øre bliver de under 5) og 6) opførte købere fuldt tilfredsstillede, de under 7) delvis, medens de under 8) slet ikke kommer i betragtning.

En prøve af samme art, som den ovenstående vil også for købernes vedkommende vise, at medens alle deres berettigede krav nu er opfyldt, havde det været umuligt at ansætte prisen enten til 7 øre eller til nogen anden end netop den valgte pris.

Samtidig med at melprisen i en by bliver 8 øre, stiller den sig muligvis andetsteds enten højere eller lavere. Købmændene holder sig imidlertid stadigt underrettede om andre pladsers priser, og deres hensyntagen til bedre salgs- og købsudsigter på andre steder, bevæger dem til idelige forandringer i deres købs- og salgstilbud. Havde melprisen for eksempel et eller andet sted stået højere end 8 øre, – og så meget højere, at der efter betaling af forsendelses- og andre omkostninger endnu blev udsigt til stor eller fristende fortjeneste var melet næppe blevet solgt for 8 øre. Enten havde køberne forhøjet deres tilbud eller sælgerne trukket deres tilbage. Jo nærmere to byer er hinanden, og jo færre forhindringer, der findes for samkvemmet dem imellem, des lettere udlignes uligheden i deres priser.

Beregningen opgøres på den anførte måde i alle de kontorer, hvor der er mulighed derfor. Vi vil senere se, at prisen ikke i alle tilfælde lader sig fastsætte med denne nøjagtighed.

Kun de købere, hvis hele pengeforråd ikke medgår til de første nødvendighedsartikler, trænger videre frem, og efterhånden som man kommer længere ind i salen, aftager både menneskemængden og anmeldelserne om køb til enhver pris. Derimod forlanges selv dyre sager ubetinget solgte. Denne forudsætning stemmer med virkeligheden: silkevarer og kostbare stoffer stilles hyppigt til absolut bortsalg. De sælges dog ikke for hvergarnspriser, fordi købernes nytteopfattelse forbyder det. Melsælgerne, som i ovenstående eksempel ubetinget ville af med deres varer, fik 8 øre, fordi køberne måtte tage melet væk fra de lysthavende, der bød 7 øre. De dyrere sager opnår af samme årsag deres pris.

Vi kan nu nogenlunde se, hvor ofte hver enkelt varepris må forandres: i melkontoret gør det foreløbig ingen forskel hvor mange sælgere, der anmeldes til højere pris end 8 øre, da der hertil endnu er 1800 # usolgt. Der er på den anden side intet, som skal sælges billigere, og det er følgelig også uden virkning på prisen, om der kommer købstilbud til lavere pris. Købere, der vil betale 8 øre, kan få indtil 1800 #. Kommer der enten salgstilbud billigere end 8 øre eller købstilbud for mere end 1800 # og til højere pris, må beregningen opgøres på ny.

En forhøjelse af prisen på en eller flere af de første fornødenhedsartikler vil bidrage til at hæve prisen på alle de sager, der kan træde i stedet derfor. Bliver melet for eksempel sat op til 9 øre, søger nogle af de skuffede købere hen til kontorerne for andre billige fødemidler. Drives deres priser nu også op, og kommer den nødvendigste føde til at medføre usædvanlig udgift, da bliver købstilbuddene for beklædningsgenstande rimeligvis formindskede. Og så fremdeles. Sælgerne er på deres side fuldt så bevægelige som køberne og forandrer ideligt deres fordringer, efter hvad de antager for opnåeligt.

Des flere penge, der gives ud i forhallen des færre bliver der til indkøb i salens indre. Og da luksusvarerne til syvende og sidst skal sælges, lige så vel som nødvendighedsartiklerne, indeholder en høj pris på nødvendighedsartikler et moment, der tjener til at trykke prisen på luksussager.

Dernæst har øjensynligt nok den større eller mindre ulighed i pengebesiddelse indflydelse både på nødvendigheds- og luksusartiklernes priser. Samme pengemængde fordelt ligeligt mellem køberne – i stedet for på den ulige måde, der stemmer med virkeligheden – gav højere priser i forhallen og de nærmest derefter følgende kontorer, men lavere priser i hallens indre.

Der sker hvert øjeblik omfordeling af pengene. Producenter og handlende modtager deres salgsbeløb, og optræder derefter som købere af de sager, der for dem er råstoffer, og gør bud derpå: dels i forhold til den pris, de har opnået for deres varer, dels i forhold til den mængde varer de har solgt.

Alt dette sammen med idelige varetilførsler bringer priserne og følgelig også alle værdiforhold i stadig uro.

Den beregningsmåde, vi anvendte til at finde melpriserne, lader sig, som alt bemærket, ikke anvende i alle tilfælde.

Grundlaget for beregningen er en forudsætning om salgsgenstandenes delelighed. Korn, kul, jern, brænde, kartofler, beklædningsgenstande og overhovedet de allerfleste sager kan i virkeligheden udstykkes i uendelig små dele. Salgsgenstande kan imidlertid være af den art, at enhver deling er en fuldstændig umulighed.

Lad det være et maleri af Rafael, der skal sælges. Køberen kan ikke tilbyde at tage en fjerdedel af maleriet, dersom prisen er så og så høj, derimod halvdelen, når prisen bliver lidt billigere, og endelig det hele, hvis han kan få det for den og den pris. Enhver lysthavende må byde på hele maleriet, og sælgeren kan ikke vælge den fordelagtigste udstykningsmåde. Vi kan sætte, at ejeren har taget den bestemmelse, at sælge maleriet, dersom nogen vil give 300,000 kroner derfor. Tre forskellige lysthavende er mødt. Den ene har tænkt sig at ville give højst 350.000 kroner, den anden 400.000, den tredje 500.000. Selv dette fuldstændige kendskab til købernes og sælgerens hensigter forslår ikke til fastsættelse af prisen. Alle priser mellem lidt over 400.000 og indtil 500.000 kroner er lige retfærdige:

Blev maleriet – under de givne forudsætninger – solgt ved auktion opnåede det næppe mere end lidt over 400.000 kroner; for ved et auktionssalg slår den højstbydende sig fornuftigvis til tåls, når han har budt den næstbydende over. Forhandlede parterne derimod direkte med hinanden, afhang det af deres forskellige forretningsdygtighed om prisen blev nær de fire eller fuldt ud femhundredetusinde kroner.

En lignende om end mindre stor usikkerhed i prisen gør sig gældende overfor andre sager, som forekommer i handel og vandel hyppigere end Rafael’ske malerier. En byejendom kan være udelelig som et maleri, men usikkerheden i dens pris bliver mindre, fordi ejendommen ikke er en så sjælden vare som maleriet. Man kan ved et ejendomskøb i reglen ræsonnere som så: enten tager jeg denne ejendom for denne pris, eller en af de andre, der er til salg og kun forekommer mig lidt bedre eller værre, for en lidt højere eller lavere pris. Denne mulighed for erhvervelsen af større eller mindre ejendomme virker tilnærmelsesvis som muligheden for købet af en større eller mindre del af de udbudte varer.

Er ejendommen af ganske særlig art bliver vanskeligheden ved sammenligning imidlertid større og spillerummet, indenfor hvilket prisen bevæger sig, undertiden ret betydeligt. Der vil for eksempel let blive mere rum for handel, når der er tale om en københavnsk ejendom, indrettet til teaterbrug, end når handelen drejer sig om en almindelig beboelsesbygning.

Når den givne teori ikke forslår til at finde udelelige og sjældne sagers nøjagtige pris, da er dette ikke en fejl ved teorien. Grunden er den, at købernes og sælgernes nytteopfattelse i disse tilfælde kun foreskriver en maksimal- og en minimalgrænse, medens selve den pris, hvortil handel bliver afsluttet, er tilfældighed underkastet.

Spørgsmålet bliver dernæst: hvor nær det virkelige livs priser på almindelige handelsvarer kommer de priser, der ville udfindes ved den anvendte beregning. For selvom det er rigtigt, at ethvert menneske, snart som køber og snart som sælger, anstiller overvejelser af den beskrevne art, har man dog aldrig fuldstændig oversigt over hele markedet, og man giver heller ikke åben meddelelse om sine hensigter. Det kunne da synes yderst tvivlsomt, om hemmeligholdelse ikke omstødte hele beregningsmåden.

For den store handels vedkommende kan man imidlertid vide, at dette ikke er tilfældet.

På berliner-fondsbørsen sættes der daglig kurs og beregnes pris for obligationer og aktier netop på den måde, hvorpå vi beregnede melprisen. Berliner-børsens fondsmæglere samler købernes og sælgernes opgaver, udfører beregninger og afslutter forretninger til den mellemkurs, der tilfredsstiller alle berettigede krav. For enkelte spekulationspapirers vedkommende har det imidlertid vist sig umuligt at lægge bånd på berliner-børsfolkenes handlefrihed. De afventer ikke mellemkursens fastsættelse men afslutter forretninger til priser, hvorom parterne indbyrdes enes. Foruden den officielle mellemkursforretning finder der da i disse papirer en officiøs forretning sted, hvis omsætningskurser optages i berliner-kurssedlerne. Disse frit fastsatte kurser afviger under almindelige rolige forhold kun overordentlig lidt fra de officielle kurser. På særligt bevægede dage, når stemningen veksler mellem fredshåb og krigsfrygt, eller telegrammer i børstiden bringer højst vigtige kommercielle meddelelser, bevæger de fri kurser sig vel temmelig vildt op og ned. Grunden er den, at både købere og sælgere på sådanne dage i et nu, og ofte flere gange i løbet af en børs, forandrer alle deres tilbud. Markedets tilstand er da undergået en gennemgribende forandring og derfor veksler alle værdiforhold. I hvert enkelt givet øjeblik afviger de på børsen betalte priser imidlertid næppe synderligt fra dem, der vilde findes ved en mellemkurs beregning. Man kan vide dette af den sikkerhed, hvormed den fri handel på rolige dage finder denne pris.

Der er ingen årsag til at tvivle om, at hvad der således gælder for berlinerbørsen også har gyldighed for andre børser. Hele det nøje daglige børssamliv afføder hos de agerende børsbesøgere en evne til at gætte hverandres tanker og hensigter. De arbejder desuden alle i det væsentlige under samme stemningsindtryk, de mærker nemt om sælgerne er forknytte eller køberne modige; af den ivrighed eller langsomhed, hvormed der slås til, iagttager de hurtigt, om de har budt unødig højt eller netop nok; og giver de end undertiden for et eller andet ringe indkøb lidt højere pris end øjeblikkets markedsforhold udkrævede, eller sælger de en enkelt gang en kende for billigt, de finder sig dog snart til rette, og finder hvilken pris de nødvendigvis må indrømme for at udføre deres salgs- og købsordrer.

Forudsætningen om den nøjagtige prisberegning indeholder da for børsforretningers vedkommende næppe nogen væsentlig afvigelse fra det virkelige forretningslivs resultater.

Detailhandelen, således som den bevæger sig i de store byers forskellige kvarterer, i købstæder og på landet kan måske for hvert bykvarters, købstads og sogns vedkommende betragtes som et særskilt børsliv.

Hvert enkelt af disse områder har forbindelse med de nærmeste forretningscentrer, men en besværligere og kostbarere forbindelse end den, der eksisterer mellem to store børser, selvom disse er adskilt ved langt betydeligere vejlængder.

Butikspriserne i Christianshavns eller Nyboders små udsalgssteder er således i nogen afhængighed af Københavns engros priser; men i ringere afhængighed end den, der forbinder engros priserne i København og Hamborg med hinanden. Vejen fra de køben­havnske grosserere til de hamborgske kolle­gaer er i virkeligheden nemmere end til de christianshavnske butikkers kundekreds, og fra denne til grossisternes lagre er vejen så godt som ufremkommelig. Ude på Christianshavn afviger priserne i ensartede udsalgssteder imidlertid næppe stort fra hinanden, så lidt som de gør dette i butikkerne i byens andre kvarterer eller i landsogne og købstæder, hver taget som en helhed for sig.

Detailhandelens priser bevæger sig langt mindre febrilsk end den store handels. Til de stemninger, der forbigående sætte børserne i bevægelse og hurtigt forløber, mærker detailhandlernes kunder slet intet; og selv et varigt prisfald bruger hyppigt en såre lang tid om at nå dem. Det underbud, der skulle opstå gennem detailhandlernes konkurrence, forsinkes nemlig ofte ved udtrykkelig eller stiltiende overenskomst. Et sådant sammenhold blandt detailhandlere bliver vel aldrig af ubegrænset varighed, sluttelig bryder altid en af konkurrenterne ud og tvinger de andre til at gøre følge; men en rum tid kan det godt holde sig, og bedst når konkurrence fra andre markeder er umulig eller yderst besværlig. Her i København har vi for eksempel set brødpriserne uforandrede trods melprisernes stærke dalen. Bagerne har afpasset udbuddets størrelse efter det antal købere, der betaler de gamle priser, og de har haft forholdsvis let derved, fordi en udefra kommende konkurrence med tilbud om billigere salg af hvedebrød omtrent er en umulighed.

Medens det på børserne er en ivrig samtalen, forhøren sig og følen sig for, der holder ensartede varer i ens priser, træder der for detailhandelens vedkommende i stedet herfor en kontrol, der udøves dels af kunderne dels af forhandlerne selv, idet disse som regel af hensyn til deres handel ikke vover at sætte deres priser helt anderledes end de ligestillede konkurrenters.
________

Gennem den foregående undersøgelse er der tilsigtet en forklaring af de omstændigheder, der afgør priserne på de i forvejen frembragte salgsgenstande.

Man har set: hvorledes pengenes mængde, deres fordeling, kreditmidlernes større eller mindre benyttelse, omløbets hurtighed, mængden af alle salgsgenstande og mængden af selv den enkelte vare influerede på den pris, hvormed den blev betalt.

Havde man liggende for sig meddelelse om alle samtidigt afsluttede handler og betalte priser, ville man kende alle vedkommende værdiforhold. Besad man fremdeles meddelelse om alle de foregående handler og priser, kunne man deraf se forandringen i værdiforholdene. Det vilde derimod være en fuldstændig fejltagelse fra disse meddelelser og sammenligninger umiddelbart at slutte sig til priser og værdiforhold for alle usolgte varer og uudbudte værdigenstande. Selvom disse sager var udbudte og solgte netop i det øjeblik, for hvilket meddelelserne gjaldt, havde de dog ikke opnået netop de kendte priser. Deres udbud havde forandret alle værdiforhold. Hvilken pris de opnår, hvilket forhold deres forskellige priser kommer til at indtage til hinanden, afhænger af markedstilstanden på den dag, hvor deres salg virkeligt finder sted.

Arbejderne og industriens fremskridt

Forinden vi går videre, turde det være rigtigt først at se, hvor meget der faktisk er sandt i den anskuelse, der sætter den store befolknings og særligt lønarbejdernes vekslende velfærd i nøje forbindelse med det industrielle fremskridt.

Der blev allerede tidligt spået arbejderne stor glæde af industriens opkomst.

I hin fjerne fortid, da vandmøllen første gang indførtes fra orienten til Europa – det var i slutningen af den romerske republiks tider – besang en græsk poet, Antiparos, den nye opfindelse således:

“I slaver, som drejer møllens hjul, spar eders hænder og sov i fred…
– lad det skraldende hanegal lyde forgæves, det forkynder dagens komme, men I kan sove.
Demeter har befalet det, og de unge kvinders arbejde udføres af najader.
Smidige og lette drejer de møllens hjul. De griber om egerne og bevæger den tunge møllesten.
Lev nu uden arbejde vore fædres lykkelige liv. Nyd de velgerninger, hvormed guderne overøser os.”

Til sådan højsang gav maskinerne den gang anledning. Efter at de har virket i en totusinde år er begejstringen ringere. Den bekendte belgiske økonom, Emile de Laveleye, optrykker dette stykke fortids romantik; men sanddru realistisk tilføjer han:

“Ak ja, maskiner skaber lykke, velvære og fritid; men for hvem? Dette er knudepunktet.
Tre tilfælde kan tænkes.
Enten kan maskinerne frigøre et stadigt større antal mennesker for alt arbejde, medens de, der virkelig bestiller noget, slider så stærkt som forhen.
Eller intet menneske får større fritid, fordi den tid, hvori der kunne hviles, anvendes til forfærdigelse af luksusgenstande.
Eller endelig kan det gå efter Antiparos’ forudsætning, så at maskinerne formindsker arbejdstiden og skaffer alle – også arbejderne – forøget velvære.
I den fremadskridende civilisations interesse – ikke af hensyn til en forøget produktion – var det ønskeligt, om den sidste mulighed blev til virkelighed.
I reglen indtræffer imidlertid enten det første eller det andet tilfælde.”[17]

Stor iagttagelsesevne udfordres der da heller ikke til at se, hvorledes virkeligheden har gjort Antiparos’ spådomme til skamme. Fortidens vandmøller er længst erstattede af fuldstændigere maskiner. De lette og smidige najader er rene sinker imod vore dages motorer; og dog sparer arbejderne ikke deres hænder; men inden hanegal må mænd, kvinder og børn til arbejde, såfremt de ikke skal finde fabriksdøren stængt og lønnen helt eller halvt forbrudt.

Foruden Laveleyes tre tilfælde er der endnu en fjerde måde, hvorpå maskinerne kan virke og har virket. De har gjort forhen ubeboelige egne beboelige. Man ville imidlertid spænde forventningerne om maskinernes magt alt for højt, dersom man tiltroede dem evne til at forvandle jordens fattigste og mest afsides egne til paradisiske haver, hvor mennesker kunne leve uden hårdt arbejde.

Der findes her til lands, så vel som andre sted, jord, der først nu er blevet beboelige, men hvis dyrkning endnu bestandig kun forslår til den der arbejdende befolknings nødtørftigste ernæring. Således beskafne er vel for eksempel de sletteste af de opdyrkede jorder på eller ved den jyske hede. Kendetegnet på sådan tilstand er: jordens fuldstændige værdiløshed.

På få undtagelser nær ser hele dan· mark ganske anderledes ud. Jordbruget havde alt inden den nyeste tid givet udbytte langt ud over hvad der udfordres til de arbejdendes tarveligste ernæring; og forbedrede agerbrugsmaskiner og befordringsmidler har sammen med voksende landbrugskundskab foranlediget et yderligere stort opsving.

Velhavenheden bredte sig i lange tider ud over landbostanden.

Kom den jordens ejere og lønarbejderne nogenlunde ligeligt til gode?

Hvilket af Laveleyes tre tilfælde indtraf? Blev livet lettere og nydelsesrigere for alle de virkelige arbejdende? Eller skabtes der rum for flere ørkesløse tilværelser? Eller blev det ejernes luksus, som steg, medens lønarbejdernes kår holdt sig omtrent uforandret slette?

Betragter man forholdene på velhavende landmænds ejendomme, falder svaret af sig selv.

Man kan holde sig til Københavns nærmeste omgivelser, altså netop til den egn, hvor her i landet nutidens fremskridt har virket føleligst, hvor ejendommenes indtægter så vel som jordernes pris i handel og vandel indtil den allernyeste tid steg år for år, hvor ejernes voksende velstand præger sig i våningshusenes ombygning og udstyrelse, ligesom i familiernes dragt og levemåde – og man vil på en mængde gårde finde så slet aflagte arbejdere, at man kan sige sig selv: meget slettere end de lever, levede arbejdere næppe nogensinde, for stort værre tilstand er knap mulig.

De modstandsvageste individer behandles ubarmhjertigst. Unge kraftige karle har det bedre, dem er det undertiden vanskeligere at holde på; de kan finde anden sysselsættelse og til nød udvandre, dersom det går dem alt for ilde. Men vil man vide, hvad der bydes en arbejder, da opsøger man for eksempel røgterens værelse, og man skal på ikke få ejendomme finde et stinkende og halvmørkt lukaf, beliggende mellem kostald og svinehus, og befængt med rotter og utøj. Røgteren får endda være glad for de nætter, han tilbringer der. Om sommeren, når kvæget står ude, forflyttes residensen ud på marken. Manden sover dog ikke under åben himmel men i sit røgterhus. Det triller han omkring, eftersom dyrene flyttes. Huset er let sammentømret af tynde planker, og både regn, blæst og kulde går gennem tag og vægge. Man påstår hvad der formodentlig er sandt – at mere end et eller højst to år holder røgterne sjældent dette liv ud. I løbet af den tid bliver de ødelagt af gigt og anden sygdom, hvorfor de kommer på sognets sygehus, og der forsøger man så, om skaden kan rettes en gang endnu.

Røgterne lider af vor nationale last; og deres drikfældighed anføres ofte til undskyldning for ·deres slette behandling. Brændevinen ikke alene svækker deres sundhed og sluger en del af deres knappe pengeløn, men berøver dem altså også deres arbejdsgiveres velvilje. De deler i så henseende skæbne med en del af gårdens kvindelige befolkning, for hvilken det også forekommer mangen en velstående og forfinet gårdmandsfamilie vanskeligt at vedligeholde interessen.

Det er malkepigerne, hvis levnet ødelægger al velvillig følelse for dem hos deres herskaber. Pigernes sands for det sømmelige er efter sigende ganske uudviklet. Det skal hyppigt hænde, at en pige angiver forskellige barnefædre til hvert af sine børn.

Der indrømmes på mejerierne ikke hver pige et værelse, de får endda sjældent hver sin seng. To og to deler de natteleje med hinanden – og hvad der som følge heraf vanskeligt kan undgås – med hinandens kærester. En ung bondepige må være i besiddelse af usædvanlig stor selvbeherskelse, dersom hun under sådanne forhold ikke hurtigt bliver pari med de andre piger. Dr. Claudius Wilckens beskriver i sin sociologi nogle australske stammer, hvis ægteskabelige institutioner han betegner som en tilstand mellem kvindefællesskab og polygami – man kan også finde denne samlivsform på danske mejerier, som sysselsætter flere kvinder end mænd.

Landmændene ræsonnerer som så: Hvorledes skulle man vel fatte interesse for mennesker, der lever således? Det var sikkert mere berettiget at spørge: hvorledes skulde røgterne bevare sig for drikfældighed, og malkepigerne blive anderledes end de er, når de huses så uanstændigt? Men ganske uden hensyn til, hvad der her er virkning eller årsag, står det i alt fald fast: landbovæsnets hele store fremskridt har ikke formået at skaffe alle velhavende landmænds arbejdere menneskeligt husly.

Der er danske landmænd, som behandler deres folk bedre, og der er endda dem, for hvem en behandling, så elendig som den beskrevne, ligger så fjern, at de vægrer sig ved at tro på beskrivelsens sandhed. Sand er den dog. Uudtagelserne viser kun vedkommende driftsherres større humanitet men ikke tilværelsen af en økonomisk lov, der uafhængig af driftsherrens vilje, og så snart det går ham bedre, frembringer en forbedret stilling for hans arbejdere. Eksisterede der en sådan lov, havde den for længst, og i løbet af den for dansk agerbrug lange og glimrende periode, tvunget hver landmand til at ombygge røgternes svinske og usunde kammer til et nogenlunde ordentligt værelse, hvor aftenfuldskab ikke blev nødvendig betingelse for nattesøvn.

Udlandets forhold svarer til vore. Man finder overalt industrigrene, som ved maskinernes udvikling og konjunkturernes gunst beriger nuværende eller forhenværende driftsherrer, medens arbejderne lever elendigt. Kularbejdernes strejke i Anzin gjorde alle bekendt med deres jammerlige kår. Ejernes glimrende udbytte var vitterligt nok i hele Frankrig. Utvivlsomt har driftsherrerne der, som her, samme forsvarsgrunde, både de moralske og de økonomiske, det vil sige: arbejdernes usædelighed og drikfældighed og de nuværende ejeres ringe driftsoverskud, fordi meget medgår til forrentning af høje købesummer.

Alt dette kan i mange tilfælde være sandt nok; men fuldt så sande og pålidelige er også beretningerne om lønarbejdernes nød.

Forbindelsen mellem fremgang i arbejdets produktivkraft og fremgang i lønarbejdernes kår viser sig da at være yderst ringe.

Det var en digter, der spåede Grækenlands arbejdere held af maskinernes indførelse; og i en uklar digterhjerne hørte sådant håb også bedst hjemme. Et forstandsmenneske havde vel dømt anderledes.

Der arbejdedes i Grækenland af ufri slaver, og til “slaverne” henvendte Antiparos sin sang; men ser man rigtigt til bliver det klart, at for slavearbejderes vedkommende var forudsigelsen fuldstændig urimelig. Forbedrede arbejdsmaskiner åbner i virkeligheden ikke ufri mennesker fjerneste udsigt til mageligere liv eller rigeligere vederlag.

Skønt forholdene i en stat, der benytter slavearbejde, ikke længere har umiddelbar betydning for os, betragter man dem dog et øjeblik, fordi det derved straks og tydeligt viser sig, hvad der danner mur imellem industriens fremskridt og materiel fremgang for den store befolkning.

Man tænker sig en mægtig slavehersker: en af Ægyptens faraoner. Han ejer utalte rigdomme og byder over myriader af trælle. Han besidder, skulle man synes, alt, hvad et menneske kan begære: slotte og pragtfulde haver, fyldte skatkamre og dynger af kunstsager, letsejlende skibe og hurtigløbende heste. Hans harem er befolket af verdens skønneste drenge og piger, hans bord bugner under kostelige retter og udsøgte vine.

Nye ønsker er hans eneste uopfyldte begær.

Han gransker og finder: på hans bud stables vældige stenmasser på hinanden i svimlende højde. Det massive stenhylster skal efter tusinder af år, når hans magt kun er et sagn, bevare magtens mumie imod forrådnelse.

Og pyramiderne står endnu som talende mindesmærker om hensynsløs og vanvittig misbrug af arme menneskers arbejdskraft – tydelige illustrationer til løsningen af den gåde: hvorfor kommer menneskeligt snilde og arbejde ikke befolkningerne til gode.

Trods tydeligheden er illustrationen kun blevet lidt forstået. Lærde folk studerede og tydede stenenes indskrifter; men selve stenmassens store rune har de ikke villet råde. Man ved nu: hvem af Ægyptens konger, der rejste dette stenbjerg og hvem der rejste hint. Utallige lærebøger fortæller herom, og denne lærdom er vistnok såre nyttig; men nytten af dens udbredelse er for intet at regne imod den gavn det ville være, om det ret blev indprentet folk: at de riges luksus er de fattiges ruin, og at pragtbygninger opført til kongers og kejseres forherligelse er vidnesbyrd om nationernes trældomstilstand.

Vejen op imod pyramiderne er besåede med stenmonumenter. Uhyre sphinxer af sten, sindbilleder på herskernes magt. Ud imod beskueren vender de menneskeligt åsyn og bryst; men kommer man bag om udyrene, opdager man rovdyrets krop og kløer.

Efter sagnet forlangte sphinxen menneskeoffer på menneskeoffer, indtil den store gåde var løst; men så snart løsningen blev fundet, sank den selv afmægtig i afgrunden.

Rovdyrene ligger trygt på deres solide stenfundamenter og ser spottende ned på enfoldige mennesker, som ikke gætter gåden – fattige nationer nødsages endnu bestandig til at bygge pragtfulde monumenter til hæder for henvisnet herskerglans.

Hvad havde bedre arbejdsmidler vel hjulpet de ægyptiske trælle? Datidens indsigt i bygningskunst var betydelig. Arbejdsmåden fortræffelig. Pyramiderne beviser begge dele. Men de viser også, at lysten til pragtudfoldelse ingen grænser kender. Ved bedre maskiner var pyramiderne vokset i tal, højde og omfang. Befolkningens nød var blevet uforandret, herskerens pragtudfoldelse steget.

I en slavestat, hvor arbejderne viljeløst kommanderes til hvilket som helst arbejde, udøver industrielt fremskridt ingen anden virkning.

Nutidens arbejdere besidder en ubestridt ret til frit at vælge deres virksomhed, og ingen direkte tvang kan anvendes imod dem, dersom de nægter medvirkning til foretagender, som de anser for unyttige eller skadelige.

De danske arbejdere er stærkt imod genopførelsen af Christiansborg slot; men beslutter man sig til kongeborgens opbygning, står arbejderne magtesløse og må brænde sten og rejse mure til riddersale, hvis pragt de aldrig får at se, og til lakejgemakker, hvori de næppe nok får lov at komme ind.

Denne ulyst bliver ganske ligegyldig. Man spørger ikke arbejderne: hvad arbejde vil I helst udføre? Synes I måske det var bedst, om I brændte ler til drænrør, så at landets kultur blev forbedret hurtigst muligt? Eller kender I et andet arbejde, der lover bedre resultat? Eller er også I af den mening, at Danmarks velstand er tilstrækkelig, og at I intet nyttigere kan foretage eder end en forøgelse af kongeborgenes antal?

Sig os eders mening – eller rettere – vis os den. I kan handle frit! De af eder, der er fuldt tilfredse med Deres nærværende kår og ikke ønsker dem bedre for efterkommerne, de komme hid, og der skal blive udbetalt dem løn for monumentets opførelse. De, der kommer, bør imidlertid forstå: slottets fuldførelse forøger hverken landets velstand eller den fond, hvoraf arbejderne i kommende år skal ernæres, med et gran. Kun de iblandt eder bør deltage i arbejdet, som frem for eget velvære elsker græske kolonader, knejsende kongespir, prægtige sale og al den anden pragt, hvori svundne tiders mænd ser vidnesbyrd om nationernes fædrelandssind.

Valget er frit!

For der er også rigeligt arbejde og lige så god løn til dem, der har anden smag; og så mange af eder, der ønsker det, kan her hjemme deltage i den store nationernes gerning, der år efter år genskaber og forøger den langsomt voksende fond, der er nødvendig til en voksende befolknings ernæring. Denne gerning, hvortil Danmark yder en ringe skærv, giver sig ikke udslag i glimrende monumenter, som bliver genstand for efterkommernes beundring eller hån. Dens udbytte er kun: bedre livsvilkår for den store mængde i kommende år.

Vælg frit!

Man taler ikke således til arbejderne. Usandheden ville være alt for åbenbar. Det er jo tydeligt nok, at i virkeligheden besidder arbejderne ikke stort større indflydelse på anvendelsen af arbejdskraften end de ægyptiske slaver havde. De besiddende – de, der sidder inde med statens formue, og ejerne af de private formuer – træffer bestemmelsen og udbetaler kun løn til arbejderne, når disse udfører netop den gerning, der forlanges af dem.

Det kan imidlertid synes, som om de besiddende heller ikke altid står fri i deres valg men ved en økonomisk nødvendighed tvinges til: enten at anvende arbejdskraften netop på den måde, de gør, eller til helt at give afkald på arbejdernes sysselsættelse. Dette gælder vel ikke om foretagender af den art som slotsbygninger, de påoctroyeres kendeligt nok ikke af nogen økonomisk nødvendighed. I en mængde andre tilfælde kunne man derimod sige: de besiddende er fuldt så tvungne i deres valg som de besiddelsesløse, og det ville være fuldstændigt meningsløst om et forøget antal driftsherrer og kapitalister lagde sig enten efter kornavl, kartoffeldyrkning eller frembringelse af lignende nødvendighedsartikler, når det dog er vitterligt, at beholdningerne heraf er så store, at de knapt kan sælges; og priserne derpå så lave, at produktionen næsten giver tab. Driftsherrerne må, enten de vil eller ej, lægge sig efter produktion af de genstande, hvorefter der er en efterspørgsel, som dækker udgifterne og levner fortjeneste.

Dette ræsonnement er rigtigt. Det er imidlertid ikke i deres egenskab af driftsherrer at de besiddende bestemmer produktionens retning. Deres indflydelse herpå øver de i egenskab af forbrugere. I samfund, hvor der eksisterede mindre ulighed i formuernes fordeling, blev der ringere luksusudfoldelse, og færre driftsherrer ville give sig af med luksusartiklers frembringelse. Når derimod uligheden i kår stadig vokser og derved forøger luksusforbruget, tiltager også produktionen af luksussager.

Den del af befolkningerne, der må nøjes med tilfredsstillelsen af de allertarveligste fornødenheder, øver ingen viljebestemt indflydelse på produktionens gang. Forholdenes magt tvinger den til at bruge sine indtægter netop således, som den gør. Først de, der har noget ud over det absolut nødvendige, får indflydelse. Man ved da også dette så særdeles godt, når talen kommer på arbejderstanden, og overordentlig hyppigt må denne høre, at dens drikkelyst er årsag til stort spild af råstof og arbejdskraft. Med evnen til forbrug vokser indflydelsen, og jo mere af arbejdskraften, der anvendes på frembringelsen af den art sager, som faktisk ligger udenfor den store befolknings rækkeevne, des mindre bliver der til overs til denne befolkning.

Der frembyder sig da to spørgsmål:

For det første: den luksus, der udfoldes i de nærværende samfund og særligt herhjemme, er den så betydende, at den lægger beslag på en væsentlig del af arbejdskraften, eller er de velhavende ikke i et så ringe mindretal, at deres forbrug bliver uden væsentlig indflydelse på det hele samfunds velvære?

Og dernæst: selvom luksusforbruget faktisk formindsker den store befolknings velvære, ville det så derfor være rigtigt, om staten eller samfundet fordømte det, og med tilsidesættelse af andre hensyn ene og alene bestræbte sig for at hæve den store befolknings velstand i vejret?

Til besvarelse af det første af disse to spørgsmål giver formuefordelingen nogen vejledning. Den viser de velhavendes magt til luksusudfoldelse.

Det er en udspredt overtro, at de riges formue, udstykket imellem alle, forslog overordentlig lidt. Til bestyrkelse heraf ynder man at fortælle anekdoten om Rothschild i Frankfurt, der gav de to socialister hver en thaler og bad dem slå sig til tåls, fordi de nu havde fået, hvad der tilkom dem, når han delte sin formue ligeligt mellem de fyrretyve millioner tyskere.

Svaret var en nem udflugt for en åndrig rigmand i en snæver vending; men mere betyder det heller ikke.

Man kan tage listen over Københavns skatteydere for sig, og man vil komme til et ganske andet resultat.

På skattelisten for 1882[18] opførtes 31.237 skatteydere med en samlet indtægt af hen ad 85 millioner kroner. Omtrent de 12 millioner – det vil sige syvendedelen af den hele indtægt – tilfaldt 157 personer med fra 40-400.000 kroner årlig indtægt.

Omtrent 32 millioner kom på 1362 personers part; de havde fra 10-400.000 kroner årlig. De øvrige 30.000 personers indtægt udgjorde ikke det dobbelte af disse 1362 højstbeskattedes.

Tænker man sig det rothschildske eksperiment med den ligelige fordeling gennemført her i København mellem alle skatteydere, blev der omtrent 2500 kroner årsindtægt til hver af dem; og over halvdelen af skatteyderne ville derved få deres indtægt mere end fordoblet. Der var nemlig omtrent 17.500 skatteydere med kun 8- 1200 kroner årlig indtægt. Andre 6.000 skatteydere, der var ansatte til 14-2400 kroner, ville få deres indtægt mere eller mindre anseligt forøgede.

Blev eksperimentet ikke indskrænket til skatteyderne, men skulle hele Københavns befolkning medtages, kunne beregningen måske opgøres således:

Der levede i København omtrent 55.000 familier.

Antager man hver skatteyder for familieforsørger var der 31,200 familier med en årsindtægt af: 85 millioner, og 13.800 familier, som skattekommissionen anslog til mindre end 800 kroners årsindtægt for hver. Sætter man deres indtægt til gennemsnitligt 600 kroner pr. familie giver det: 8 millioner

Tilsammen altså 93 millioner – eller gennemsnitligt 1700 kroner pr. familie.

Fordelingen havde da mere end fordoblet årsindtægten for 23.000 familier – det var hen imod halvdelen af den hele befolkning – som enten slet ikke var ansat til skat eller kun anslået til 800 kroners indtægt; og hen ad 10.000 andre familier med indtægt fra 10-1400 kroner havde fået deres kår væsentligt forbedrede.

Beregningen gør ingen fordring på nøjagtighed. En ganske nøjagtig beregning havde været spildt ulejlighed, da skattelistens indtægtsangivelser i sig selv er unøjagtige. Opstillingen viser imidlertid tilstrækkelig tydeligt, hvorledes en ligelig fordeling ikke blot bragte de rige ned men også hævede de fattige og i en sådan grad, at samfundet derved blev helt forandret.

Indtægten viser kun forskellen i forbrugsevnen, den viser intet om selve forbruget.

Den i 1880 her i København foretagne folketælling gav blandt andet følgende vejledning:

8.323 husstande beboede lejligheder på 1 værelse, og 9.455 husstande beboede lejligheder på 5 værelser og derover. Foruden disse 17.778 husstande var der endnu her i byen 32.000 andre husstande, for hvis vedkommende folketællingen gav den oplysning, at de beboede 2-4 værelsers lejligheder.

De 9.455 bedst boende familier bestod gennemsnitligt af lidt flere personer end de 8.323 dårligst boende; til gengæld fulgte der sikkert flere bekvemmeligheder med de store end med de små lejligheder. For at undgå overdrivelse af de velhavendes husrum kan man anslå hver af de 9.455 lejligheder til kun 6 værelser – de 7.000 af dem indeholdt 5-7 værelser, de øvrige 2.400 lejligheder mere end 7 værelser.

Beregningen giver da følgende resultat:

Til 17.778 husstande fandtes der i alt: 6 x 9.455 + 8.323 værelser = omtrent 65.000 værelser, eller gennemsnitligt 3-4 værelser til hver husstand. Det er omtrent det samme antal, som de 32.000 husstande allerede i virkeligheden besad.

En beregning over beboelsesforholdene giver da ganske samme resultat som en beregning over indtægterne, og viser, hvorledes en ligelig fordeling afhjalp al den værste nød.

Hensigten med disse beregninger er selvfølgelig kun den: at påvise det fejlsyn, hvori man gør sig skyldig, ved at antage en fordeling af de riges luksus blandt de fattige så umærkelig som en dråbe i havet.

Og denne ofte ytrede tvivl om betydningen af luksusforbruget er vel egentlig ret beset ganske urimelig. Den besvaredes måske bedst og kortest med det spørgsmål: hvorledes skulle det vel gå til, at arbejdernes kår til trods for arbejdets hurtigt voksende produktivkraft forbedres så uendelig langsomt, dersom årsagen ikke netop var kræfternes anvendelse til øjemed, som ikke kommer arbejderne til gode?

Det andet spørgsmål: tvivlen om de enkeltes berettigelse til en luksus, der langt overskrider, hvad der er opnåeligt for den store befolkning, afgøres ikke gennem økonomiske ræsonnementer alene. Besvarelsen afhænger af den enkeltes moralske følelse og livsopfattelse. Nogle anser det for opgaven: at højne det almindelige niveau ved spidsernes beskæring; andre ønsker derimod: at masserne skal holdes nede og spidserne højt – og da ingen menneskehjerne begriber tilværelsens hensigt, træffes valget mellem disse to anskuelser ikke ad forstandens vej.

Ernest Renan udgav en gang nogle filosofiske eller teologiske drømmerier, hvori han sysselsatte sig med gisninger om ting, der ligger over menneskeligt begreb, og der forekommer i bogen en samtale om tilværelsens hensigt. En af de talende ytrer sig omtrent således:

Tilværelsens mål er menneskeåndens højst mulige udvikling; og for denne udvikling betyder den store hob slet intet. Om nutidens arbejdere sulter eller lever godt, om gennemsnitslevealderen nu til dags er halvtreds eller tres år, bliver så uvæsentligt for efterkommerne, som trællenes liv i det gamle Grækenland eller Ægypten er for os. De eneste mennesker, der har betydning, er de få udvalgte ånder, som rager højt op over mængden; og for dem bør alle andre arbejde. Udvid stadig tallet på dem, der lever uden kamp for tilværelsen og er fri for næringssorger, tilfredsstil hvert af deres ønsker, skaf stilhed omkring dem, lad dem nyde alt, hvad kunst, litteratur, videnskab og andre menneskers arbejde skaber af stort, smukt og attråværdigt; og i samliv med hinanden vil de uddanne deres ånd, og tilværelsens hensigt bliver nået.

Denne synsmåde er ikke Renans egen, men en af de mange, der krydser hans hjerne. Forstandsmæssigt lader den sig måske forsvare fuldt så godt som den stik modsatte, der i kunst, videnskab og litteratur, i de store ånders gerning og i den hele befolknings arbejde kun ser midlerne til at bringe os alle videre frem, og til at skaffe alle et stigende velvære.

De, der hylder denne sidste anskuelse, fordømmer ikke kunst og videnskab, der for dem vel ikke står som målet men som midler til at komme målet nærmere. De vil heller ikke, at velvære, pragt og luksus skal fjernes fra tilværelsen; tværtimod, de ønsker at hvad der nu gælder for et velvære, som kun få kan opnå, må blive flere og flere til del; og de er end ikke modstandere af forskel i kår, for de forstår, at forskellen kan gøre nytte som pirringsmiddel til kræfternes anspændelse. Men de betragter det som et onde – om end som et måske nødvendigt onde – at nogle alt fra fødslen besidder så rigelige midler, at al spore til nyttig virksomhed mangler dem; de finder det skadeligt, når samfundsordenen fremkalder en voksende ulighed i kår, der ikke er begrundet i forskellig arbejdsudfoldelse. De anser det ikke for ligegyldigt, om befolkningens kræfter anvendes til fortrinsvis gavn for enkelte; de tror slet ikke på, at de store ånder bedst udklækkes i rigmænds samfund, for de finder flere af åndens heroer blandt fattige arbejderes børn end blandt de fødte millionærer, der henlever deres tid i sorgfri pragt og glans.

De ser, hvorledes samfundene i praksis har frigjort sig for Malthus’ teorier, idet man nu til dags handler, som om man havde forstået, at nationerne ikke styrter sig i almindelig elendighed, fordi de skaffer “livsfornødenhederne af første grad” til enhver; og de håber, at der nu må arbejdes hen på frigørelsen fra Ricardos teorier, så at det næste skridt kan blive: samfundsreformer, der giver alle samfundets medlemmer mulighed for erhvervelsen af “livsfornødenhederne af anden grade”[19].

Et af midlerne til at nå dette mål er: at se de hindringer, der for tiden spærrer vejen.

Produktionsbetingelserne i de nuværende samfund

Den tidligere undersøgelse omhandlede de eksisterende sagers priser og værdiforhold. Den var – om man så vil – et bidrag til tilbuddet og efterspørgslens teori.

Det blev ganske uden betydning for hin undersøgelse, om der var anvendt meget eller lidt arbejde på genstandenes frembringelse: man fandt slet intet, der gjorde det usandsynligt, at Koh-i·nor opnåede højere pris end skibsladninger af kul, skønt en uvidende inder erhvervede diamanten ved at bukke sig; medens kullene med uendeligt besvær og ved mange kvalificerede og ukvalificerede arbejderes forenede gerning uddrages af jordens indre og bragtes i forbrugernes besiddelse.

Ligevægten – harmonien – i den økonomiske udvikling skulle tilvejebringes gennem produktionen eller rettere gennem reproduktionen. Der skulle opstå fornyet eller forøget produktion af sager, som havde indbragt høje priser for lidt arbejde; og formindsket eller standset produktion af genstande, hvis priser havde givet ringe udbytte for stort besvær. Når produktionen fik lov at vælge sine egne veje, når konkurrencen bevægede sig frit, skulle ens begavelser opnå ens løn, og afvigelserne fra sådan regelmæssighed blive som havets skvulpen, der snart hæver et punkt og snart sænker det igen, men aldrig til stadighed holder noget punkt højere end et andet.

For at forstå, hvorfor en sådan ligevægt ikke kommer til stede, må vi undersøge de betingelser, hvorunder produktionen foregår og konkurrencen virker.

Men først en bemærkning. Man ser nu til dags tydeligt nok, at hvor fri konkurrencen end formelt kan være, der gives dog uoverstigelige skranker, som forhindrer ens begavelser fra at konkurrere imod hinanden, og varerne fra at komme i priser, der svarer til det arbejde deres fremstilling kræver. De engelske økonomer så det også. De undervurderede og miskendte imidlertid hindringernes betydning og lovede sig derfor alt for meget af den fri konkurrences indførelse. Men når Adam Smiths gerning i vore dage kritiseres, er der en ting, som alt for ofte glemmes.

Socialistiske forfattere omtaler Adam Smith som en bourgeois-økonom uden hjerte for arbejdernes vel. Dette er helt urigtigt.

Bourgeoisiet højtideligholdt hans hundredeårsfest med taler og mindesmærker og har nu til dags knæsat hans økonomi – rigtignok ryster man den af sig en gang imellem, når den kommer på tværs – men da han levede, var tonen en anden. Adam Smith var ultra-radikal. Hin tids radikalisme er blevet konservativ bourgeois-økonomi; men Adam Smith bør ikke regnes med blandt en bestående samfundsordens dumt forstokkede forsvarere. Hans liv var en oppositionsmands modige, dygtige og sejrrige kamp imod monopoler og megen lovlig institueret uretfærdighed[20].

De engelske økonomers opfattelse af produktionens gang og af kapitalens, kapitalrentens og jordrentens art og betydning er i korthed følgende:

Tre ting, sagde de, er nødvendige betingelser for produktion: naturens medvirkning, kapital og arbejdskraft.

For naturens medvirkning betales intet – for så vidt den naturkraft, der skal benyttes, er til stede i ubegrænset mængde.

Så længe udmærket jord alle vegne henlå unyttet, kunne enhver omsonst tage gavn af jordens spireevne. Efterhånden blev dette anderledes. For at skaffe jord til menneskenes ernæring medtoges slettere og slettere jord (man kender denne teori fra Malthus) og priserne på denne slette jords frembringelser måtte nødvendigvis – for ellers var denne jord ikke blevet bearbejdet – indeholde vederlag både for det på dens dyrkning anvendte arbejde og for den dertil benyttede kapital. Dårlig jords frembringelser koster anvendelse enten af mere arbejde eller af mere kapital end god jords; men de kan ikke sælges til bedre priser. Følgelig opnår god jord en indtægt, udover hvad der er fornødent til dens drift. Denne merindtægt – jordrenten – veksler efter jordernes godhed og kan ikke forringes ved nogen vilkårlig påført konkurrence.

Medens man altså for jordrentens vedkommende indrømmede tilstedeværelsen af en konkurrencefri indtægt, ræsonnerede man anderledes om kapitalrenten.

Stuart Mill forklarer kapitalbegrebet således: “Hvad kapitalen gør for produktionen er at afgive: det ly, den beskyttelse, de redskaber og det arbejdsstof (the tools and materials) som arbejdet udfordrer, og at ernære og på anden måde opretholde arbejderen under produktionens udførelse. Dette er de tjenester, som nutidens arbejde forlanger af fortidens arbejde og af dens arbejdsfrembringelser. Hvad der anvendes på denne måde – c): til at forsyne produktivt arbejde med dets nødvendige betingelser – er kapital.[21] Hvad der derimod anvendes til at forsyne uproduktivt arbejde med dets nødvendige betingelser: for eksempel hvad der medgår til underhold af en rig mands talrige tjenestetyende, er efter Stuart Mills videre udvikling ikke kapital.

Da nu kapital efter denne forklaring er frembragt ved arbejde, fandt man det ganske naturligt, at genstande, hvis fremstilling krævede stor kapitalanvendelse – det vil altså sige: stor anvendelse af hengemte arbejdsprodukter – nødvendigvis måtte betales højere end andre genstande, som under i øvrigt lige forhold, var frembragt ved mindre kapitalanvendelse; og når dette vitterligt fandt sted, og når kapitalister som følge heraf tilsyneladende nød indtægter uden arbejde, så fandt man heri intet brud men en bekræftelse på reglen om forholdsmæssighed mellem arbejde og arbejdsudbytte.

Med kapitalen går det, sagde man, som med arbejdet: den søger de særligt indbringende virksomheder, og al kapitalrente stræber derfor imod et niveau. Ulighed i rentefod ved forskellig kapitalanvendelse er enten kun tilsyneladende – og virkelig begrundet højere og lavere assurancepræmie for forskellig kapitalrisiko – eller også er den rent forbigående og bliver udjævnet, når kapitalisterne får øje på uligheden.

Kapitalrente er en nødvendig betingelse for kapitalopsparing; og sank renten til nul, eller forsvandt lysten til kapitalhenlæggelse, blev arbejderne ilde stedte og ville snart mangle både fødemidler og arbejdsredskaber.

Da kapitalen kun kan gøres frugtbringende gennem benyttelse, og da dertil nu kræves arbejdskraft, søger kapitalisterne arbejdere; og kapitalisternes indbyrdes konkurrence driver arbejdslønnen op til det højeste punkt, den kan nå ligesom den fri konkurrence mellem sælgerne tvinger alle salgsvarer ned i den billigste pris, hvortil de kan sælges.

Således omtrent lød disse økonomers ræsonnement[22].

Det bedste ved denne teori er vel påvisningen af den konkurrencefri indtægt, som jord giver – dog rækkevidden og betydningen heraf er langt større end forudsat hos hine forfattere.

Lidet logisk er derimod definitionen af kapital. Hertil medregnes det arbejdsstof, hvori arbejderen arbejder; men samtidigt bliver det dog fastslået, at al kapital skylder forudgående arbejde sin oprindelse. Materialet, hvori der arbejdes, er imidlertid i virkeligheden undertiden frembragt ved arbejde og undertiden ikke, og hvilken oprindelse det end har, gør det lige god tjeneste som kapital. En naturlig østersbanke, til hvis anlæg intet menneske har rørt en hånd, er ikke slettere bearbejdelsesmateriale end en kunstig banke. Man må vel enten regne dem begge eller ingen af dem til besidderens kapital.

Helt illusorisk er endelig den på grundlag af denne kapitalteori forkyndte lønningsfondslære. Den sagde: på den ene side står kapitalen, der søger arbejdere; på den anden side arbejderne, der søger sysselsættelse. Når arbejdernes antal divideres ind i kapitalens størrelse, får man at vide, hvor meget der er til hver af dem. Og arbejderne kan bære sig ad som de vil, de opnår dog kun den ledige kapitals fordeling mellem sig. Presser de på ét sted, og opnår nogle af dem derved højere løn, går det ud over deres kammerater, til hvem der bliver mindre.

Denne teori er tydelig nok kun en leg med ord. Har man nemlig først erklæret “Kapital” for ensbetydende med alt det, der anvendes til at forsyne produktivt arbejde med dets nødvendige betingelser, og har man altså med Stuart Mill udelukket fra kapital det, der medgår til kapitalejernes forbrug og til deres luksusudfoldelse, bliver det ganske sikkert ubestrideligt sandt, at det produktive arbejde umuligt kan erholde rådighed over mere end netop over kapitalen; men lønningsfondslæren lader henstå ganske ubesvaret det spørgsmål, hvorpå der – efter at kapital var defineret på den anførte måde – netop forlangtes svar.

Den ældre engelske økonomi giver da ingen besvarelse af de spørgsmål, den troede at løse; og efterhånden som dette er gået op for flere og flere, er sagen bleven optaget til fornyet drøftelse.

Når det imidlertid i begyndelsen af denne afhandling ytredes, at økonomien ikke er ud over begyndelsesgrundene, da mentes dermed fornemmelig følgende: man står endnu usikker og famlende overfor spørgsmål som disse: hvorledes bliver produktionsudbyttet under de og de omstændigheder fordelt mellem driftsherrer, lønarbejdere, kapital- og jordrentenydere? Hvilken forandring i fordelingsmåden indtræder der under forandrede omstændigheder? Og er det overhovedet muligt at besvare disse spørgsmål?

Der findes forfattere, som forlanger opgavens løsning udtrykt i bestemte matematiske formler – det turde vist være tvivlsomt om denne fordring nogensinde bliver tilfredsstillet.

Grænselinjerne mellem driftsherrefortjeneste, kapital- og jordrente er – forekommer det mig – næsten ikke til at finde.

Man tænke sig for eksempel en landejendom med god jord i Københavns umiddelbare nærhed! Bestyret af en indsigtsfuld og kyndig ejer, som har anvendt penge på gårdens forbedring. Gården giver utvivlsomt jordrente, for god jord i Københavns nærhed kunne indbringe forpagtningsafgift, om den så i århundreder ikke var blevet behandlet bedre end Nørre Fælled. Gården afkaster også kapitalrente, for de gjorte forbedringer bidrager til overskuddet; og delvis skyldes dette overskud endelig til driftsherrens personlige ledelse, for en mindre kyndig landmand havde udbragt et ringere resultat. Tre årsager medvirker da til gårdens overskud; men selvom den dygtigste økonomiske videnskabsmand fik alle gårdens regnskaber forelagte, bestemte han næppe, hvilken andel der tilkom dem hver.

Når det er så vanskeligt at finde fordelingsmåden i det enkelte tilfælde, turde det måske blive helt umuligt at fastsætte den almengyldige matematiske fordelingsformel.

Men enten det nu er fremtiden forbeholdt at finde denne formel eller ej: man behøver i alt fald ikke at afvente dens fastsættelse for at se det, der forhen angaves som denne afhandlings anden opgave, nemlig: de omstændigheder, der – til trods for ethvert industrielt fremskridt – trykker et overvejende antal lønarbejdere ned i de usleste kår.

Man kan nemlig med fuld berettigelse betragte både kapital- og jordrenten – kapitalrenten dog med enkelte undtagelser – som dele af driftsoverskuddet; og man vil da se, hvorledes udviklingens gang lægger en voksende del af produktionsudbyttet over til den samlede driftsherrefortjeneste.

Det turde være nødvendigt, inden vi går over til udviklingen heraf, at angive den betydning, som jeg tillægger ordet: “kapital” og enkelte andre økonomiske grundbegreber.

Alt, hvad en person lovligt besidder, er hans formue.

Kapital er den del af formuen, der anvendes i det øjemed at skaffe besidderen indtægt.

Arbejdskraft, kundskaber, glimrende evner er hverken kapital eller formue, hvor stor en indtægt, de end giver. En fejret skuespillerinde, der får tusinde francs for en spilleaften, har lettere adgang til erhvervelse af formue end de fleste andre; men ejer hun end ikke den kjole, hvori hun optræder, er hun kun lidet formuende og slet ikke kapitalist.

Efter foranstående definition bliver det anvendelsen, der bestemmer, hvorvidt en genstand er kapital eller ej. Et hus kan således være kapital; men er det ikke altid. Når en rig mand ejer det og bebor alle dets etager, giver det ham ingen indtægt. Det hører, ligesom stuernes møbler, til den del af hans formue, som han anvender på sit eget velvære. Går huset over til en ny ejer, der udlejer det, bliver det kapital. – Dersom læsere skulle finde det urimeligt, at en og samme ting snart kaldes kapital og snart ikke, da bedes de erindre, at i overordentlig mange tilfælde afgør anvendelsen både hvad en ting er og hedder. Opium er alt efter anvendelsen: medicin, beruselsesmiddel eller gift, et par støvler er salgsvarer, så længe de usolgte henstår på skomagerens disk, og de kan ophøre at være det, medens de endnu befinder sig urørte på samme sted, og blot fordi en køber har bestemt sig for dem.

En genstand er lige god kapital, enten den er frembragt ved arbejde eller ej. Den naturlige og den kunstige østersbanke er begge kapital, for så vidt de er taget i besiddelse og bearbejdes, og under samme forudsætning er al verdens guld- og sølvminer og kulminer kapital. Fiskene i havet er ikke kapital, fordi de ikke er noget menneskes formue, fiskene i en indsø kan være det[23].

Kapitalens indhold er følgelig mangeartet. Det består blandt andet: i de af naturen skabte genstande, hvori menneskene arbejder, og fremdeles i arbejdsmaskiner, værktøj, transportmidler, beboelsesrum, varer og udestående fordringer. Arbejdsredskaber er kapital, enten de benyttes af ejeren eller af lønarbejdere, for i begge tilfælde anvendes de til at skaffe deres besidder indtægt: et koffardiskib er kapital, enten det føres af ejeren eller af en lønnet kaptajn; og høvlebænken, som snedkersvenden benytter ligeså, hvad enten den er hans egen eller tilhører hans arbejdsgiver.

Kapitalrente frembringes i modsætning til kapital altid ved arbejde – dog selvfølgelig ikke altid ved rentenyderens arbejde – og denne forskel mellem kapital og kapitalrente er begrundet deri: at vel giver naturen omsonst en del af det materiale, hvori der arbejdes, og samfundslove gør det til kapital, men kun arbejde formår at bringe indtægt ud af kapitalen.

Kapitalrente kan, som ovenfor bemærket, ikke ubetinget betragtes som del af driftsherrefortjenesten.

Uafhængig af enhver driftsherrefortjeneste er således den rente, der udbetales af autoriteter med ret til skatteopkrævning: stats og kommunelån kan skaffe långiveren kapitalrente, selvom låntageren har anvendt hele den lånte kapital i uproduktive øjemed. De nødvendige rentebeløb indkræves gennem skatter og afleveres til obligationsejerne.

Denne art af rentenydelse får i nutiden en stedse voksende betydning. De store krige, der fra forrige århundredes slutning og indtil vore dage stadig påføres befolkningerne af de forskellige landes regeringer, og de enorme krigs- og militærudgifter bidrager mægtigt dertil.

Den moderne finanspolitik, der dækker disse statsudgifter ved lån, er en ulykke for landene og en uretfærdighed imod de fattige klasser. Krigene ville være sjældnere, dersom de, der træffer afgørelserne, følte krigenes tryk hårdere – man anstrenger sig stærkere for at afvende et større end et mindre onde. Og krig ville føles af de – overalt regerende – velhavende klasser som et langt større onde, når man ikke dækkede udgifterne ved lån: da ville hver ny krigs udbrud aftvinge de besiddende øjeblikkelig udlevering af en del af deres formue – nu åbner både krigens forberedelser og selve kapital. Ordningen er desuden en uretfærdighed; og end ikke, som så megen anden økonomisk uretfærdighed, begrundet i vanskeligheden ved at finde en bedre løsning. Fattige folk, der ikke ejer andet end deres lidet efterspurgte arbejdskraft, tvinges til at udsætte sig for lemlæstelse og efterfølgende nød: det er deres pligt; thi sit fædreland skylder man alt – dette “alt”, der skyldes til fædrelandet, bliver for de velhavende folks vedkommende til en evigtvarende rente, som fædrelandet skylder dem[24].

Statslånsrenten danner den væsentligste undtagelse fra den regel, at kapitalrente er en del af driftsherrefortjenesten. De øvrige undtagelser har kun lille betydning. Der anbringes kapital i udlån til arbejdere og embedsmænd, og den rente disse folk betaler er ingen del af nogen driftsherrefortjeneste men af deres arbejdsløn; og endelig gøres der udlån til personer, som bruger mere end deres indtægter og skaffer renten ved salg af deres ejendele. Alle disse udlån – til embedsmænd, arbejdere og formueforbrugere – har af nærliggende grunde yderst snævre grænser; og den kapitalrente, som derved indvindes, betyder uendelig lidt i forhold til den kapitalrente, der indvindes som driftsherrefortjeneste.

Reglen er da denne: kapitalens anbringelse i en forretning, der giver driftsoverskud, er – på de nævnte undtagelser nær – betingelse for kapitalrentenydelse.

At det forholder sig således, når kapitalen er anbragt i kapitalbesidderens egen forretning, derom turde der vel næppe være tvivl; men at driftsoverskud også er betingelse for rentenydelse, så snart kapitalen er anbragt i en fremmeds forretning, er måske mindre indlysende. Man må da undersøge, om renten dog ikke i begge tilfælde er betinget af overskud.

En købmand etablerer en forretning og benytter udelukkende sin egen kapital. Den har han anbragt i de varer, hvormed han handler. Efter et års forløb hæver han forretningen og realiserer varelageret.

Dersom varesalget har indbragt mere, end vareindkøbet plus forretningsudgifterne har kostet, dersom der altså er et overskud, kan manden fordele dette og benævne en del deraf: rente; en anden del: fortjeneste; og måske en tredje del: den ham selv tilkommende arbejdsløn. Denne inddeling bliver nærmest en sag mellem ham og hans hovedbog. Han kan drage grænserne på mange måder. Han kan for eksempel sige: jeg kunne uden mindste ulejlighed have tjent så og så mange procent af mine penge, efter denne rentefod beregner jeg et års rente, og kun det overskydende er fortjeneste. – Eller han kan sige: hele året bestilte jeg ikke det fjerneste men lod mine folk besørge alt. Det er da tydeligt nok, at hvad der tilfalder mig, må skyldes min kapital, og den indtægt, som en kapital giver, er rente; altså er hele fortjenesten rente. – Eller endelig: ingen af mine folk sled så hårdt som jeg. For lignende besvær i en andens tjeneste havde jeg opnået så og så høj en løn; og min kapital har følgelig kun indbragt mig forretningsoverskuddet minus denne løn.

Han kan ræsonnere på disse og på en halv snes andre måder, og de kan vel omtrent alle være lige gode. Han kan da få høj eller lav rente ganske efter eget behag – men kun for så vidt der er overskud og kun indtil overskuddets beløb. Er der intet overskud nytter ingen af ræsonnementerne det allermindste.

Man kan da opstille den omvendte forudsætning.

Købmanden ejer ikke en øre og handler ene og alene ved hjælp af andre folks penge, hvoraf han skal svare en bestemt rente. Långivernes retskrav på rente forslår lige så lidt til at skaffe dem rentenydelse, som driftsherrens kapitalindskud forslog til at skaffe ham fortjeneste; og har forretningen intet overskud givet, redder kapitalejeren end ikke den hele kapital men opnår højst tilbagebetaling af pengene minus driftsherrens forbrug.

Kapitalister kan ganske sikkert anvende sådan forsigtighed i deres udlånsvirksomhed, at muligheden for tab af kapital eller rente bliver yderst ringe. De kan vælge låntagerne blandt særdeles rige folk, eller de kan sikre sig gennem pant; men om de end har første prioritet i en højt vurderet ejendom; eller om de ejer kreditforenings obligationer med pant i mange grundejendomme og med retskrav på flere solidarisk forbundne skyldnere: et tilstedeværende driftsoverskud bliver dog altid – på de nævnte undtagelser nær – betingelse for kapitalrente.

Man kan følgelig betragte kapitalister, der har udlånt deres kapitaler, som passive deltagere i de forretninger, der skal give dem rente.

Der er mange økonomiske forfattere, som ræsonnerer således: udbyttet af alt produktivt arbejde fordeles mellem arbejderne og kapitalisterne; og den samlede produktion genfindes altså i arbejdslønnen + kapitalrenten.

Det turde efter min mening være rigtigere at sige: udbyttet af alt produktivt arbejde fordeles mellem driftsoverskud og arbejdsløn.

En forskellig økonomisk opfattelse ligger til grund for disse to afvigende udtryksmåder.

At der foruden kapitalister og arbejdere endnu er en tredje part, nemlig driftsherrerne, der tager deres part af udbyttet, er selvfølgelig ikke de forfattere ubekendt, som udtrykker sig på den førstnævnte måde; men, siger de, driftsherrerne arbejder, der tilkommer dem løn derfor: driftsherrefortjenesten er arbejdsløn.

Det turde nu for det første vist nok være uhensigtsmæssigt, at benævne lønarbejdernes og driftsherrernes vederlag med samme ord – dette er dog mindre væsentligt.

Men når disse forfattere på den anførte måde har bortforklaret driftsherrefortjenesten, ræsonnerer de videre og siger: man kan nemt se, hvor meget af produktionen, der ikke tilfalder arbejderne; thi hvor meget renten er, det ved man af banknoteringerne og af kurserne på statspapirer. Og heraf udledes der da to slutninger. Den ene slutning er denne: i alle kapitalrige lande: i England, Frankrig, Holland er renten lav, altså tager kapitalisterne her kun en ringe del af udbyttet, og dette er en fordel, som kapitalopsamlingen har bragt arbejderne. Den anden slutning er denne: det åbne markeds rente viser om der er kapitalmangel eller mangel på arbejdskraft; og stiger renten, da må arbejderne deri se et slemt varsel om kapitalmangel og lavere arbejdsløn.

Begge disse slutninger betragter jeg som forkerte. Bankrenten er ingen målestok for kapitalisternes andel i produktionen; og lav rente i det åbne marked betyder ikke efterspørgsel efter arbejdskraft. Tværtimod. De omstændigheder, der fremkalder høj rente, bevirker også undertiden en stigning i arbejdslønnen.

Jeg opstiller altså fordelingsmåden således:

Produktionsudbytte – driftsoverskud + arbejdsløn; og skal forklare hvilken betydning jeg lægger i ordet: driftsoverskud.

Det udbytte en forretning giver efter at arbejdsløn og alle forretningsudgifter er betalt kalder jeg: driftsoverskud.

Benytter driftsherren kun sin egen kapital i forretningen, og har han altså ingen rente at udrede, bliver for hans vedkommende: driftsoverskud = driftsherrefortjeneste. Har han derimod fremmede folks penge at forrente, fordeles driftsoverskuddet mellem rente og driftsherrefortjeneste.

Man ser, at når ordene benyttes således, bliver en landejendoms driftsoverskud lige stort, enten den er belemret med mange eller med få prioriteter – men driftsherrens fortjeneste synker selvfølgelig, når prioriteterne stiger.

Efter således at have forklaret min opfattelse af enkelte økonomiske grundbegreber, hvormed vi i det efterfølgende kommer til at sysselsætte os; skal jeg i få sætninger sammenfatte den økonomiske opfattelse, for hvilken der i det efterfølgende skal gøres nærmere rede.

Min teori er følgende:

Der eksisterer hverken mellem de forskellige fag eller indenfor det enkelte fag en konkurrence, som bringer nogen som helst proportionalitet i driftsoverskuddet; hverken når dette betragtes som helhed eller når det opløses i sine enkelte dele. De forskellige driftsherrers indtægter forholder sig ikke til hinanden hverken som deres arbejdsudfoldelse eller som deres dygtighed; og kapitalrenten har ikke fjerneste sammenhæng med det arbejde, kapitalens fremstilling har krævet.

Konkurrence mellem driftsherrerne støder på vanskeligheder, der gør det fuldstændigt utænkeligt, at der skulde komme ligevægt i deres fortjeneste.

Konkurrence mellem driftsherrerne og lønarbejdere er som oftest en umulighed og forekommer kun sjældent og betingelsesvis.

Arbejdslønnens højde bestemmes til enhver tid på lignende måde, som de eksisterende salgsvarers priser. Disse afgjordes af købernes nytteopfattelse. – Arbejdslønnens højde afgøres af driftsherrernes nytteopfattelse. Dog at der for arbejdslønnen er en minimalgrænse, hvorunder den ikke kan synke.

Varepriserne kom ikke op i den højde, som de velhavende købere havde betalt, hellere end de havde givet afkald på varekøbet. – Arbejdslønnen stiger heller ikke op til det, som virksomheder med stort driftsoverskud betalte, hellere end vedkommende driftsherrer gav afkald på lønarbejdernes gerning.

Arbejdslønnen synker ned til sin minimalgrænse – for så vidt humanitetshensyn ikke gør sig gældende – for alle lønarbejdere, der gensidigt kan erstatte hinanden, dersom de ikke alle kan erholde sysselsættelse hos driftsherrer, hvis nytteopfattelse tillader dem at betale mere end dette lavmål af løn.

Driftsherrer

Min første sætning var denne: der eksisterer ikke nogen som helst forholdsmæssighed mellem de forskellige driftsoverskud.

Lægger man foreløbig teorierne til side, glemmer man alt det, der så uendelig ofte er forklaret, om hvorledes den fri konkurrence nivellerer og bringer harmoni til veje, ser man på forholdene, således som de viser sig for umiddelbar iagttagelse, skal man vel vanskeligt kunne benægte sandheden af denne sætning.

Er der i vort samfund, hvor den fri konkurrence hersker, virkelig ingen driftsherre, som i længere tid har beholdt en usædvanlig stor indtægt?

Mon det dog ikke turde betragtes som en vitterlig sag, at for eksempel et stort ølbryggeri her til lands i en årrække har indbragt sin driftsherre langt større overskud, end der tjenes i de allerfleste andre virksomheder, som råder over lignende kapital? Har ikke mange mennesker vidst dette med al den sikkerhed, hvormed man overhovedet kan bedømme andre menneskers indtægter? Der kan vel næppe være nogen tvivl herom. Og dog oprettedes der ikke i alle disse år stadigt flere ølbryggerier, som undersolgte hverandre med billigere og billigere øl indtil alle bryggeres fortjeneste sank ned i den “passende” eller “naturlige” højde. Hvorfor skete dette ikke?

Dersom tingene forholdt sig, som englænderne fremstillede dem, dersom enhver kun havde at forhøre sig om hvilket fag, der afkastede størst driftsherrefortjeneste, og derpå kunne vælge sig dette fag og lade sig nøje med nihundrede og halvfems tusinde kroner årlig, når den tidligere fortjeneste havde været en million – ja, så blev tingene uforklarlig.

Ligesom der findes driftsherrer, der i lang tid har beholdt en usædvanlig høj fortjeneste, findes der da ikke også andre driftsherrer, som slægtled efter slægtled har arbejdet med en usædvanlig ringe – eller om vil – en “unaturlig” ringe fortjeneste?

Der lever langs Danmarks kyster en hel fiskerbefolkning, der hverken er dummere eller udygtigere end den øvrige danske købstads­ og landbefolkning; men medens nogle af landets andre borgere tjener store penge, findes der i den hele fiskerbefolkning sikkert ikke en mand, der tjener – ja, det er slet ikke værd at tale om en million kroner om året – men der er næppe nogen fisker, som tjener blot hundrededelen heraf. Fiskerne forlader dog ikke deres nuværende levevej for en mere indbringende.

De pilker med meget besvær deres magre torsk, skønt intet menneske giver dem fede rådyr i bytte.

Al sådan ulighed er gnidningsmodstand, forklarer de økonomiske forfattere. Forholdene bør, siger de, ikke bedømmes efter et enkelt øjebliks tilstand; man skal iagttage udviklingen i et længere tidsrum, og in the long run udlignes alle forskelle: det høje bliver lavt, og det lave højt.

Selvom denne påstand var rigtig, og hvis det altså forholdt sig så: at om tohundrede, hundrede eller halvtreds år bliver det ølbryggernes lod at leje deres tarveligt møblerede stadsestuer ud til sommerophold for kunstnere og at lade deres fruer besørge kunstnernes opvartning; medens fiskerne bliver fremtidens kunstbeskyttende rigmænd, turde det dog måske være urimeligt, at betragte en sådan tingenes gang, en sådan evig skiften mellem op og ned, som en harmonisk udvikling med tendens til ligevægt – men for resten: Der er vel i virkeligheden næppe nogen, som er fuldstændig sikker på, at fiskeri om flere eller færre år bliver en mere indbringende sysselsættelse, end det nu er.

Den kommende nivellering er tvivlsom, den nuværende ulighed håndgribelig. Den viser sig overalt: der eksisterer urtekræmmere, manufakturhandlere og snedkere, der knapt kan brødføde sig, medens deres kollegaer bliver rige folk; der er fabrikker, som giver deres aktionærer tredive procent, og andre betaler hverken udbytte til aktionærerne eller rente til prioritetshaverne – og dersom den foran opstillede sætning er rigtig: dersom arbejdslønnen ikke kommer op til det punkt, som enkelte driftsherrer med stort driftsoverskud kunne betale, men altid må ned så langt at alle kan få sysselsættelse, da bliver for arbejdernes vedkommende formodningen om en kommende nivellering i driftsherrefortjenesten af langt mindre betydning end visheden om den bestående ulighed.

Fremdeles opstillede jeg den sætning. At der kun undtagelsesvis og betingelsesvis er mulighed for konkurrence mellem lønarbejdere og driftsherrer.

Heller ikke herom kan der vel være tvivl.

Således som produktionsforholdene er ordnede, afholder driftsherrerne forlods alle udgifter ved produktionen og får deres udlæg tilbagebetalt ved produktets salg. Kun de, der enten besidder egne midler eller gennem lån erholder rådighed over fremmede midler, kan gøre udlæg. Da betingelsen for at optage lån som regel er besiddelse af formue, er formuebesiddelse betingelse for driftsherrevirksomhed.

Konkurrencen af alle imod alle indskrænkes da gennem den nuværende ulige formuefordeling. Denne giver nogle mulighed for driftsherrevirksomhed og tvinger andre til at være lønarbejdere.

Beskrivelsen af denne ulige formuefordelings historiske oprindelse foreligger ikke her. Den er opgave for historieskrivning. Historikeren må forklare: hvorledes det er gået til, at kapitalen – hvad enten den er skænket af naturen eller indvundet ved arbejde – har klumpet sig sammen på forholdsvis få individers hænder, der råder over umådelige, store og middelstore formuer, og at de allerstørste formuer findes i adelige familiers besiddelse, og altså netop er tilfaldet de mennesker, der arbejder mindst og udviser ringest afholdenhed og sparsommelighed; hvorimod den store befolkning, som af god grund aldrig forødte ret meget, og slægt efter slægt bearbejdede Italiens frugtbare jord, Englands kulminer og Tysklands jernværker fødes så kapitalfattig, som om dens arbejde havde været spildt på de mest utaknemmelige virksomheder og aldrig havde forøget kapitalmængden.

Men uden at komme ind på beskrivelsen af den uret som de mægtigere altid har udøvet imod de svagere, må man regne med resultatet, således som dette foreligger i de nu bestående samfundsforhold. Og i stedet for at ræsonnere om tilstandene i et ikke eksisterende samfund, hvor alle egner sig lige godt til al virksomhed, og hvor enhver har adgang til valg af den mest indbringende sysselsættelse, opstiller vi følgende forudsætninger, der svarer til det virkelige livs forhold: produktionen og den hele forretningsvirksomhed ledes af driftsherrer, som i højst forskellig grad råder over egne og lånte kapitaler; driftsherrerne gør hinanden til enhver tit al den konkurrence, som de finder forenelig med deres interesser; og indenfor hvert fag konkurrerer de om køb af de for faget egnede råstoffer, om salg af de færdige produkter og om antagelse af lønarbejdere med de evner og den uddannelse, som faget kræver. For så vidt forskelligartede virksomheder enten anvender samme råstoffer eller sælger produkter, der kan erstatte hinanden, eller benytter lønarbejdere af samme uddannelse, konkurrerer også disse fag gensidigt med hinanden – men om nogen virksom konkurrence mellem alle driftsherrer er der aldrig tale.

Blandt lønarbejderne findes der enkelte – men forholdsvis få – hvem adgangen til driftsherrevirksomhed står åben; disse enkelte ejer enten arvet kapital eller kan få kapital til låns eller har opsparet noget af deres løn; og når disse folk tjener som lønarbejdere, er årsagen hertil enten den: at de i deres tjenende stilling opnår større fortjeneste, end de kan forvente af selvstændig virksomhed; eller også er stillingen for dem et middel til erhvervelse af kundskaber, hvorfor de har brug i fremtiden. Den allerstørste del af lønarbejderne tvinges derimod af kapitalmangel til at forblive i denne stilling; og lønarbejderne konkurrerer kun med hinanden, for så vidt de kan erstatte hinanden.

Ud fra disse forudsætninger forsøger vi at se produktionens gang og produktionsudbyttets fordeling.

Enhver driftsherrevirksomhed er baseret på et skøn over kommende markedstilstande; og dette skøn er atter begrundet på kendskab til tidligere betalte priser og til markedets øjeblikkelige tilstand. Den tidligere undersøgelse viste, hvor usikkert dette skøn altid må være på grund af de mange forskellige omstændigheder, der indvirker på hver enkelt vares pris; men til trods for skønnets usikkerhed, må driftsherrerne dog gå derefter; for de har ingen anden rettesnor. De kan forsøge at udvide deres bedrift, dersom de forudser et fristende overskud; de kan indskrænke eller standse den, når de frygter et dårligt resultat; og de kan – for så vidt deres kapital ikke er bundet til en bestemt anvendelse – omlægge deres virksomhed; men nogen sikkerhed for at vælge rigtigt har de aldrig.

Afvigelserne i driftsherrernes indtægter skyldes: deres forskellige flid og dygtighed, konjunkturerne i og størrelsen og arten af deres kapital.

Det bemærkedes tidligere, at man aldeles ikke formår at sammenligne dygtigheden hos folk af forskellige fag, og man kan heller ikke grade dygtigheden hos folk af samme fag; men om vi end mangler enhver dygtighedsmåler, er det dog utvivlsomt: at vi ikke alle er lige udygtige. Driftsherrer, hvis dygtighed rager op over kollegaernes, besidder en mulighed – men hverken en sikkerhed eller en nødvendig betingelse – for opnåelse af en usædvanlig indtægt.

Hvilken art dygtighed skulle det vel være, som enten afgav sikkerhed eller var betingelse for store indtægters erhvervelse?

Der er en art dygtighed, som består; omfattende kundskaber og skarp forstand. Den er en udmærket ting og hjælper undertiden godt frem; men betingelse for store indtægters erhvervelse er den sikkert nok ikke. Der findes blandt de rigeste driftsherrer adskillige, som hverken har synderlige kundskaber eller megen forstand, og dog tjener de formuer. Til gengæld eksisterer der blandt driftsherrerne ypperlige hoveder og kundskabsrige mennesker, som aldrig har indvundet mere, end en yderst mager fortjeneste.

Så er der andre arter af dygtighed: fabrikantdygtigheden, som viser sig i stoffernes formålstjenstlige behandling; købmandsdygtigheden, der overser markedet, så godt det lader sig gøre, og indretter virksomheden derefter; reklamemagernes dygtighed, der udbasuner egen ros i alverdens aviser, og får den udskregne vare anset for bedre end den er – alle disse evner er indbringende egenskaber; og hver en driftsherre, der i fortrinlig grad besidder dem, kan holde sin indtægt op over konkurrenternes; men en ubetinget sikkerhed for rigdomserhvervelse afgiver de ikke. Den ypperste sagkundskab afværger ikke pengetab under uheldige konjunkturer; kun bliver tabene mindre, end de var blevet ved ringere dygtighed. Den bedst uddannede danske landmand tjener ikke store penge, dersom der år efter år kommer dårlig høst her i landet, men god høst andre steder; den dygtigste skibsbygger kan få det hårdt nok, når skibsbyggeriet på grund af lave fragter går i stå; og den genialeste ølbrygger vil se sin indtægt væsentligt formindsket, dersom afholdenhedsmændene vinder overhånd.

Man kunne sige: nej, det er klart nok; ingen af disse dygtigheder er afgørende; den dygtighed, hvorpå det kommer an, er af helt anden art. Den består i denne forunderlige evne, som enkelte mennesker besidder, til forud at mærke om en forretning bliver god. Visse folk ved at komme med i indbringende foretagender og at holde sig fjernt fra alle dårlige. – Dersom en sådan sporsans virkelig eksisterede, var den unægtelig en sikker fører til rigdom; men der findes ikke det menneske, som er begavet med ufejlbarligt fremsyn. Et skøn over den nærmeste fremtid er alt, hvad man magter, de fjernere tider ligger helt i tåge; og de producerende driftsherrer, landmændene så vel som fabrikanterne, går altid mere eller mindre i blinde. Deres indtægter afhænger, foruden af deres dygtighed og flid, af fremtidige konkurrenters antal og sammenhold, af vejr og vind, af politiske forhold og af meget andet, som ganske umuligt lader sig forudse.

End ikke indenfor samme fag vil driftsherrernes dygtighed og indtægter svare til hinanden; thi i virkeligheden består den største driftsherredygtighed i en forening af alle de foregående egenskaber: flid, skarp forstand, fagkundskab, åbent øje for den fremtid, der kan skimtes, og evne til at gøre reklame – men til alt dette må der endnu føjes en egenskab, som ofte slår bom for rigdomserhvervelse. Denne egenskab er: begrænsning indenfor det område, som kan magtes. Driftsherrer, der aldrig indgår forpligtelser, som konjunkturerne kan hindre dem i at opfylde, er dygtigere end de, der løber denne fare; men bærer lykken med, bliver de udygtigste de rigeste.

Den forskellige dygtighed får altså vel indflydelse på størrelsen af driftsherrernes forskellige indtægter; men så lidt som man plejer at slutte fra rigdom til dygtighed, så lidt gik det omvendt an, at slutte fra dygtighedsgraden – dersom man kendte den – til rigdommen.

Driftsherrernes virksomhed bevæger sig væsentligst på tre områder. Enten arbejder de umiddelbart i det af naturen givne materiale: ved landmandsvirksomheden i dens forskellige former, ved bearbejdelse af miner, og lignende – eller de beriger de alt frembragte råstoffer i mere fuldendt form: ved fabriksvirksomhed og håndværk – eller de optræder som mellemmænd mellem de egentlige producenter og forbrugere: ved handels- og transportforetagender.

Betragter vi først den førstnævnte art af driftsherrevirksomhed og da særligt agerbruget, finder vi i de allerfleste ældre agerdyrkende lande den samme udvikling, som vi kender fra danske forhold. En voksende og tættere befolkning viste i lang tid efterspørgsel efter livets første fornødenheder; og skønt forbedrede agerbrugsmaskiner og lettere kommunikationsmidler stadigt gjorde det billigere for landmændene at indhøste jordens frembringelser og at bringe dem til marked, faldt kornpriserne dog ikke – det forbød købernes nytteopfattelse – og heller ikke opstod der en ny konkurrence, som tvang landejendommenes driftsoverskud ned; thi betingelsen for en sådan ny konkurrences opkomst manglede: lignende frugtbare og heldigt beliggende jorder var ikke til at få omsonst.

Det er øjensynligt nok ikke de på landet sysselsatte lønarbejdere, der har taget de større og større fordele hjem, som agerbruget efterhånden har bragt jordens dyrkere. Karlene og pigerne, hele den tjenende besætning på godsejernes, gårdmændenes og de mindre bønders ejendomme, opnår ingen fordel, når stigende kornpriser eller billigere transportmidler gør deres arbejdsgiveres driftsoverskud større; dette bliver for disse lønarbejdere lige så uvæsentligt som jordens oprindelige større eller mindre frugtbarhed. Man kan se dette, allerede inden man undersøger de omstændigheder, der bestemmer lønnens højde. Dersom det var lønarbejderne, der tog de af natur- eller samfundsforholdene begunstigede foretagenders usædvanlige fordele hjem, måtte god og dårlig jord være i ens pris. Driftsherrer ville ikke betale højere pris for den gode jord, hvorpå der med ringe arbejde kan høstes store kornmængder, og hvorfra høsten med få udgifter kan bringes til marked, end for den slette jord, der kræver meget slid for lidet udbytte, dersom det var lønarbejderne, der havde fordelen af jordens godhed. De arbejdere, der medvirker ved sært indbringende agerbrug, har det i virkeligheden hyppigt ikke bedre, og undertiden slettere end de, der tjener på ejendomme, som betaler sig mådeligt: jordarbejderne lever elendigt i verdens frugtbareste egne; og det er endnu ikke set, at en dansk landejendomsbesidder har været nødsaget til at lønne sine folk bedre, fordi ny jernbaneanlæg forringede hans udgifter.

I den seneste tid er der foregået et omslag i den bevægelse, der hidtil stadigt gav vækst i det danske agerbrugs driftsoverskud. Upåagtede jorder, fjerne egne, hvis produktion tidligere var uden betydning for os ligesom for de store europæiske markeder, er kommet nærmere. De har sendt deres frembringelser derhen, hvor priserne lovede stort driftsoverskud, og det større tilbud har bragt priserne ned. Det forlyder allerede ved de nuværende priser ikke sjældent fra danske landmænd, at jordens drift herhjemme knapt længere betaler sig. Dette kan imidlertid umuligt være rigtigt. I modstrid til sådanne udsagn står den kendsgerning: at al jord her i landet – den sletteste hedejord undtaget – besidder værdi[25], hvad der ikke ville være tilfældet, dersom jorden ikke gav ejerne indtægt ud over udgifterne til driften. Landmændene ser imidlertid sagen fra et andet synspunkt, og når de klager over at jordens drift ikke betaler sig, mener de: at den kun dårligt forrenter ejendommenes købesummer. En del landmænd har erhvervet deres gårde den gang kornpriserne var højere end nu; købesummerne blev indrettede efter datidens større driftsoverskud, og da driften nu betaler sig noget slettere end forhen, siger de: at den slet ikke betaler sig.

Der er imidlertid i virkeligheden foregået følgende: agerbrugets glimrende periode forvandlede en stedse større del af dets driftsoverskud fra driftsherrefortjeneste til kapitalrente. Hver gang en gård skiftede ejer – enten dette så skete ved salg eller arv – blev den takseret om til højere og højere pris. Det samme overskud, der forrentede den tidligere besidders købesum og desuden levnede ham en rigtig god eller endog en usædvanlig brillant driftsherrefortjeneste, gav den nye besidder en langt ringere indtægt, fordi renterne slugte mere og mere. Og spørgsmålet om hvor meget der skulle kaldes rente, og hvor meget der var fortjeneste, blev som regel meget mere end et bogholderianliggende. Kun for de ejendommes vedkommende, der overgik til en arving, som ikke havde nødig at skifte med nogen, blev det en temmelig ligegyldig sag, om ejendommen var takseret så eller så; men var der medarvinger, og blev der – som det hyppigt er tilfældet – udstedt prioriteter til dem for deres arvepart, forholdt sagen sig anderledes. Sammenhængen blev i så fald akkurat den samme, som når en køber erhverver en ejendom, hvis fulde købesum han ikke formår at udrede og hvortil han skaffer penge ved prioritetslån. Ejendommen skal da svare den rente, som driftsherren har forpligtet sig til at udrede, og prioritetshaverne betragter med juridisk ret rentefordringen – ikke som en del af et driftsoverskud, hvis tilstedeværelse er afhængig af konjunkturerne – men som et retskrav, der ubetinget skal fyldestgøres, hvad enten ejendommen giver overskud eller ej.

Og har en ejendom i lange tider givet et usædvanligt stort driftsoverskud, og har den hyppigt skiftet ejermænd, kan det næsten synes som om hele det store overskud var forsvundet. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Overskuddet er kun gået fra den aktive driftsherre over til de passive. Det sande forhold ses vanskeligt ved landejendomme, fordi det for deres vedkommende er umuligt at vide, hvor megen egen kapital besidderen efterhånden har anvendt på jordens forbedring; men betragter man andre foretagender, hvis anlægssum, overskud og nærværende pris kan konstateres, får man lettere øje på sammenhængen.

I 1857 tilvejebragtes den til bygning af Suezkanalen nødvendige kapital ved forskelligartede indskud. Man erholdt stifterandele imod betaling af 5000 francs, og aktier for 500 francs. Der forbeholdtes stifterandelene en broderpart af det overskud, der blev til fordeling efter at aktionærerne havde erholdt en vis nærmere bestemt rente. Ved året 1880 havde kanalen givet sådant udbytte og berettigede til sådanne forventninger, at stifterandelene var steget til 380.000 francs, og aktierne til 1320 francs[26]; senere steg disse sidste yderligere til 3500 francs og faldt derpå igen betydeligt. Selvom fremtidens udbyttefordelinger i dette selskab holder alt, hvad de lovede i 1880, er der øjensynlig en mulighed for, at de, der købte andele og aktier til omtrent 400.000 og 3.500 francs, kun lige opnår en almindelig forrentning af deres penge; og hvis man ville forudsætte, at der ikke var en af de oprindelige deltagere tilbage i selskabet, men at alle nuværende deltagere havde købt sig ind til de allerhøjeste priser, kunne det altså hænde: at slet ingen af de nuværende driftsherrer fik nogen usædvanlig fordel af kanalen – og dog giver denne aldeles upåtvivleligt en overordentlig høj indtægt i forhold til de oprindelige aktie- og stifterindskud.

Det forholder sig ganske på samme måde med en mængde danske landejendomme; og driftsherrefortjenesten er nu særdeles betydelig for landmænd, der har besiddet deres ejendomme i en lang årrække; men for dem, som har købt i de seneste tider, stiller sagen sig ligesom for de aktionærer i Suez-kanalen, der har købt aktier til høj pris.

Men hvorledes kan man vide, at de højere priser på danske landejendomme ikke ene og alene skyldes forbedringer, som ejerne efterhånden har indført – er det sikkert at prisstigningen er andet og mere end et vederlag for den afholdenhed ejerne udviste, idet de undlod at forbruge al deres indtægt og sparsommeligt anlagde en del af deres formue som kapital i jordens forbedring – og fordres der ikke en statistik for at gøre det klart, om den hele prisstigning ikke udelukkende er begrundet i den tidligere omtalte forandring i pengenes almindelige købeevne?

Man ved uden statistik meget godt, at de 400.000 francs, som en stifterandel i Suez-kanalen kunne sælges for i 1880, havde større almindelig købeevne, end de 5.000 francs, hvormed den var indbetalt i 1857, og fuldt så vel ved man, at prisstigningen i de danske landejendomme fra århundredets begyndelse og til nu betyder mere end en blot nominel og ligegyldig forandring i deres pengeværdi.

Et enkelttilfælde kan oplyse om stigningens betydning. Omtrent ved århundredets begyndelse døde en af Danmarks største jordgodsejere og efterlod sine pengesager i en elendig forfatning. På godset hvilede der en efter datidens værdiforhold betydelig prioritetsgæld, og hverken de sidste års renter eller de kongelige skatter var helt betalt. I forhold til de nuværende priser på jord og til de indtægter, godset nu giver, ville denne hele skyld ikke have haft fjerneste alvorlige betydning; men forpligtelserne var den gang så overvældende, at der blandt boets administratorer var stemning for at den umyndige arving burde gå fra arv og gæld. Først efter lang og alvorlig overvejelse lod man ham overtage arven. Dette gods, der knapt kunde bære hin ringe gæld, er nu behæftet med en langt større prioritetsbyrde, og ikke alene forrenter det denne med lethed, men det levner besidderen ­ den omtalte arvings sønnesøn – en næsten fyrstelig indtægt. Og ganske vist er der på denne, som på de allerfleste andre danske ejendomme, i tidens løb indført forbedringer; men disse har ikke påtvunget ejerne nogen sparsommelighed. Taksationerne over godset har stadigt lydt på større og større beløb; og ejerne har kunnet forbruge hele deres indtægt og ved lån skaffe kapital til alle forbedringer. Driftsherrefortjenesten steg hver gang der optoges et nyt lån, som anvendtes i produktivt øjemed.

Dette tilfælde er ikke enestående; man vil tværtimod finde en temmelig lignende sagernes gang på de allerfleste danske landejendomme. Om ejendommene var stærkt forgældede ved århundredets begyndelse, og om besidderne tog pengene til de efterhånden indførte forbedringer ud af de rigelige indtægter, som omstændighedernes magt skænkede dem; eller om de brugte alt hvad de tjente, og gennemførte forbedringerne med fremmede penge – dette er selvfølgeligt forskelligt på de forskellige ejendomme; men de stedse voksende indtægter såvel som ejendommenes stigende pengeværdi var i lang tid fælles for dem alle.

Folk vænnede sig da efterhånden til den tanke, at danske jorder stedse vilde stige i pris, og de blev derfor betalt så højt, at køberne – når man kun tog hensyn til købsøjeblikkets priser på landmandsfrembringelser – nøjedes med en ringere kapitalrente end de forpligtede sig til at betale prioritetshaverne. Det var således for en hel eller halv snes år siden ikke sjældent, at en landejendom betaltes med for eksempel 400.000 kroner, at der deri indestod 4 og 4½% prioriteter for 250.000 kroner, og at køberen efter de nærmest foregående års driftsregnskaber kun kunne vente sig 3 eller 3½% af de udbetalte 150.000 kroner. Køberne regnede imidlertid på kommende prisstigninger, der skulle give dem vederlag for den øjeblikkelige ringere forrentning; og regningen slog først fejl, da den billigere og livligere forbindelse med Amerika og de russiske og ungarske jernbaneanlæg forandrede Europas markedsforhold – og da det så viste sig, at mange af de nuværende ejere og driftsherrer havde påtaget sig renteforpligtelser, som slugte det meste af driftsoverskuddet, udfandt man, som sagt, at der næsten intet driftsoverskud var, og fandt heri en økonomisk forsvarsgrund for lønarbejdernes slette behandling.

Jordernes forskellige bonitet, deres beliggenhed nær eller fjern fra de større byer, fra havne og jernbanestationer betinger det virkelige og yderst afvigende driftsoverskud, hvorimod driftsherrernes forhold til prioritetshaverne, og disses fordring på større eller mindre andel i driftsoverskuddet, er det rent tilfældige.

Det er da for landmændenes vedkommende fornemmelig deres kapitals art, der forhindrer enhver nivellerende konkurrence; og dette samme forhold genfinder vi ved de fleste andre driftsherrevirksomheder, der går ud på umiddelbar bearbejdelse af det af naturen givne materiale. Ligesom det efterhånden har betalt sig at inddrage under dyrkning jord, der forhen henlå unyttet, således har også bjergværks- og minedrift antaget stedse større dimensioner; men i intet af disse tilfælde har konkurrencen formået at bringe varerne i priser, der forholder sig til hinanden som arbejdsudfoldelsen; hvorimod driftsoverskuddene er steget med befolkningstætheden og med de forbedrede arbejdsmåder; og størst er de – indenfor hvert fag – der, hvor det bearbejdede materiale er righoldigst og heldigst beliggende.

Man så af de ovenanførte priser på Suez-kanal aktierne, at for transportforetagenders vedkommende er der heller intet til hinder for et ganske usædvanligt højt overskud. De ved regeringsforanstaltning monopoliserede jernbaner og kanaler indtager ganske samme stilling som de ved naturforholdene monopoliserede virksomheder: indtægterne vokser ved tiltagende befolkning og samkvem, og der består ikke fjerneste sammenhæng mellem anlægskapital og overskud.

Om hvor meget af det, vi tilkøber os, kan vi nu vel egentlig sige: vi betaler det kun med den pris, der er nødvendig for at formå nogen til at udføre det med fremstillingen forbundne arbejde? Indeholder ikke prisen på de fleste genstande en monopol, eller “jordrente” foruden vederlaget for arbejdsudfoldelsen; og er ikke i virkeligheden næsten alt frembragt ved hjælp af et bearbejdelsesmateriale, som på hvert enkelt sted og tidspunkt kun forefindes i begrænset mængde, og for hvis benyttelse besidderen aftvinger forbrugeren en afgiftsydelse: gælder dette ikke om: de allerfleste beklædningsgenstande og fødemidler; om alt det brændsel, hvorved fødemidlerne tilberedes, husene opvarmes og fabrikkerne drives; om det jern, tømmer og sten, hvoraf vore boliger er opført, og om meget andet? De nioghalvfems procent af de sager, som vi tilhandler os af hinanden, svarer vel jordrente. Men når det forholder sig således, og når altså: danske landmænd ved salg af deres frembringelser erholder “jordrente” i ordets egentligste forstand – men atter ved køb af maskiner, kul og kunstgødning svarer monopolrente til engelske eller andre udenlandske producenter; når ejerne af Frankrigs vinbjerge og vinmarker får deres varer betalte langt ud over driftsudgifternes beløb men atter betaler korn, kaffe, silkevarer og uldne stoffer med højere priser, end disse sagers frembringelse har kostet; bliver hele denne monopolafgift da ikke en temmelig ligegyldig sag og en indbildt glæde for producenterne, der giver ud med den ene hånd, hvad de tager ind med den anden?

For det første er “jordrente” – dersom vi vil benytte dette ord som fællesbetegnelse – ikke overalt ens: man sætter for eksempel hundrede mand til agerdyrkningsarbejde på Sjælland, andre hundrede til minearbejde i England, og atter hundrede til vinavl i Frankrig; og prisen på deres arbejdsprodukter forslår i alle tre tilfælde regelmæssigt til langt mere end til dækning af deres arbejdsløn og til amortisation og almindelig forrentning af den til indkøbet af arbejdsmaskinerne anvendte kapital; men overskuddet bliver ganske forskelligt og størst for de arbejdsprodukter, som forbrugerne anser for nyttigst.

Dernæst: af det arbejde, der ikke indtager nogen begunstiget stilling, hæver de monopoliserede virksomheder afgift uden at svare nogen afgift til det; og skønt vi, som sagt, betaler jordrente af næsten alt, hvad vi køber, er det dog på langt nær ikke alle driftsherrer, der får andel deri. Prisen på vore klædningsstykker indbefatter for eksempel en jordrente til landmanden, der har leveret ulden; men skrædderen, der besørgede syningen, indtog måske ingen særlig begunstiget og konkurrencedækket stilling.

Ethvert lands væsentligste industrier og dets beboeres hovederhverv bestemmes ved arten af det bearbejdelsesmateriale, som landet fornemmelig besidder; og jo større nytte der tillægges dets råprodukter, des bedre for dets begunstigede – aktive og passive – driftsherrer. Den engelske rigdom hviler således på Englands kul- og jernlag og er bygget op af den høje jordrente, der indvindes ved disse produkters salg; den her til lands herskende velstand vokser op af Danmarks fede jord; og Island er forblevet et fattigt land, fordi dets frembringelser agtes lidet nyttige og må sælges for priser, der ikke forslår til stort mere end til den dér arbejdende befolknings tarvelige ernæring.

Gradationen afspejler sig tydeligt nok i driftsherrernes forskellige luksusudfoldelse – men ikke i lønarbejdernes velvære: Englands kapitalister udstyrer deres boliger med orientalsk pragt, bebor i hjemmet pragtfulde slotte og ejer villaer i indlandet, i Skotland og ved Schweiz’ og Italiens skønneste søer. I ekvipager forspændt med fire og seks heste, med pudrede kuske på bukken og to til tre skrammererede (fra fransk, chamarre: udstafferede, udmajede / pma) tjenere på bagsmækken kører de til væddeløb, hvor arabiske fuldblodsheste løber om titusinder af pund sterling. Danske kapitaliser lever heller ikke ilde; men deres herresæder og villaer, deres ekvipager og væddeløb er helt tarvelige imod de engelske. De islandske kapitalisters luksusudfoldelse tilhører væsentligst sagahistorien. Men af Englands, Danmarks og Islands lønarbejdere bliver de engelske vel slettest behandlet, og de islandske døjer måske mindst ondt.

De erhverv, der opstår ved siden af hvert lands oprindelige og naturbestemte industrier, vokser i betydning, efterhånden som de råstoffer, der tjener til mange menneskers forsyning, indvindes ved forholdsvis færres og færres arbejde; og overalt søger en stigende befolkning sysselsættelse ved fabriksarbejde, håndværk og handel. Byerne drager, som bekendt, landbefolkningerne til sig.

Det er for det første klart, at det er formuefordelingen på hjemstedet og i de lande, hvormed der er forbindelse, som bestemmer retningen for denne videre udvikling af industrien. Om der skal gives råstofferne denne eller hin form og anvendelse, det afhænger af, hvorvidt producenterne skal søge afsætning hos en befolkning af jævnt gennemgående velhavenhed, eller hos en, der er delt i et ringe og rigt mindretal og i et stort og fattigt flertal. Industrien arbejder og har altid arbejdet for dem, der besidder noget; og i forrige tider, den gang befolkningerne, i højere grad end det nu er tilfældet, afgav deres indtægter til fyrstelige, adelige og gejstlige herrer arbejdede industrien i overvejende grad til fordel for disse – derom aflægger både fortidens historie og mindesmærker tydelige vidnesbyrd – og nu, da en del af bonde- og borgerstanden er rykket frem i velhavenhed, medens den store befolkning er forblevet bundfattig som tilforn, giver dette forhold vor tids industri sit præg; thi endog de mest humane driftsherrer lader sig i deres forretningsvirksomhed ikke lede af filantropiske hensyn og lægger sig ikke efter frembringelse af genstande, hvortil der – rent menneskeligt set – er størst trang men forsøger at fremstille varer, hvorefter der er en til betalingsevne knyttet efterspørgsel.

Dernæst er det klart: at i disse erhvervsgrene – s m går ud på de alt tilvejebragte råstoffers bearbejdelse og forhandling – og for hvis vedkommende intet uden arbejde eller vederlag indvundet materiale forvandler sig til indtægtsgivende kapital og heller ingen kunstige eller naturlige monopoler hindrer konkurrencens frie udfoldelse; der måtte konkurrencens nivellerende virkning ytre sig – dersom en nivellering var mulig. Men ligesom vi allerede har set, at uligheden også indenfor disse frie virksomheder i virkeligheden er tårnhøj, således er det heller ikke vanskeligt at se årsagerne, hvorfor det må være således.

Konjunkturernes uberegnelighed er den første hindring for enhver virkelig ligevægt.

De engelske økonomiske forfattere måtte nødvendigvis ifølge hele deres grundanskuelse tillægge konjunkturerne en alt for ringe betydning. Ubevidst vendte de jo op og ned på den orden, hvori produktion og varesalg følger på hinanden, og idet de bestandig ræsonnerede som så: intet menneske påtager sig et besværligt eller bekosteligt arbejde, når han kan opnå samme resultat ved ringere kraftudfoldelse; gik de tydelig nok ud fra den forudsætning, at vareproducenterne – i alt fald som regel – forinden de påbegyndte vareproduktionen kunne forudse salgsresultatet, og at skuffelser og fejltagelser blev undtagelser. Medens reglen dog i virkeligheden er den: at salgsresultatet er ukendt og uberegneligt.

Konjunkturernes betydning er i særdeleshed stor for alle de virksomheders vedkommende, der kræver lange og kostbare forberedelser; og når der for eksempel er tale om fabriksvirksomhed, kan man sammen med de engelske økonomer godt forudsætte, at fornuftige mennesker kun anlægger fabrikker, når de tror, at driften vil give dem mindst det samme overskud, som de kunne opnå ved anden pengeanvendelse; men det ville derimod være fuldstændig urimeligt at antage, at der skulle være den fjerneste mulighed for en beregning af det driftsoverskud, som en nyanlagt fabrik vil komme til at give i det tidsrum, hvorpå dens varighed er beregnet. Man har her til lands anlagt papirfabrikker, sukkerfabrikker og mange andre industrielle foretagender, der aldrig havde set dagens lys, dersom resultatet havde været forudset.

Mangeartede omstændigheder kan være skyld i en fejlslagning af alle de forhåbninger, som oprindeligt var knyttede til en fabrikationsvirksomhed. Der kan samtidigt være opstået en mængde ensartede fabriksanlæg: alle skal de vedligeholde driften, de konkurrerer derfor med hinanden om købet af råstoffet og om salget af produktet, og driver udgifterne op men indtægterne ned for hinanden – eller en kollega forsøger at ødelægge sine konkurrenter: han udvider sin virksomhed, sætter salgsprisen urimelig lavt og tvinger de andre til at følge med – eller der opstår et nyt produkt, som er billigt at fremstille, og som kan tjene til erstatning for den vare, på hvis tilvirkning vedkommende fabrik er indrettet – eller produktet går af mode – eller råstoffet stiger i pris. Så snart et af disse tilfælde eller andre lignende omstændigheder indtræffer, kan driftsoverskuddet synke ned så langt, at selv den ringeste forhøjelse i arbejdslønnen ville bringe det til helt at forsvinde og ville bevirke, at driftsherren måtte standse driften for at undgå virkeligt driftstab.

Det er på den anden side heller ikke vanskeligt at indse, hvorledes det kan gå til at enkelte fabrikker gennem lange tider kan bevare en usædvanlig stor indtægt. For det første har jo ikke enhver adgang til at skaffe sig underretning om denne eller hin fabriks større eller mindre overskud, og forstår vedkommende driftsherre at hemmeligholde sin store indtægt, da mangler øjensynligt den spore, der skulle drive til ny og ivrig konkurrence. Og dernæst: dersom ikke alene fabrikationens overskud, men også selve fabrikationsmåden kun er kendt af de indviede, kan konkurrencen nemt blive enten væsentligt forsinket eller helt umuliggjort. Det ville fremdeles være en fejltagelse at tro, at konkurrerende fabrikker som regel arbejder under ens betingelser, og at den pris, som levner den ene fabrik en høj fortjeneste, også nødvendigvis skulle give den anden et lignende resultat. Fabrikkernes beliggenhed gør forskel: de fabrikker, som er nærmest ved købs- og salgsstederne for råstofferne og salgsproduktet, har forspring frem for konkurrenterne. Og oplandets størrelse gør forskel: de store landes industrielle foretagender, der finder afsætning for en masseproduktion, kan have stor indtægt ved priser, der giver mindre foretagender tab.

Når konjunkturerne medfører stigende efterspørgsel efter en vare, når for eksempel her til lands en voksende tilbøjelighed for øldrikning giver de bestående bryggerier mulighed for salg af store kvantiteter til priser, der levner betydeligt driftsoverskud; da går det hverken nemt eller hurtigt med oprettelsen af nye fabrikker, som nivellerende nedbringer de alt udarbejdede fabrikkers indtægter. Først hengår der tid, inden kapitalister får øjnene op for forretningens godhed og får sagen ordentligt undersøgt, og det varer noget inden de fatter deres beslutning og forskaffer sig sagkyndig bistand eller uddannelse. Er dette sket skal fabrikkerne anlægges. Så kan produktionen begynde. Men et nyt bryggeri konkurrerer hverken den første dag eller de første år på lige fod med et gammelt og indarbejdet. Forsøgsvis arbejder det sig frem for at finde hvilket produkt, der falder i folks smag. Med underbud og reklame skal det trænge sig ind i de bestående bryggeriers kundekreds, og det må kæmpe imod forhandlernes ulyst til at sysselsætte sig med afsætningen af andet øl, end det forbrugerne plejer at forlange. Det nye bryggeri kommer på større udgifter og mindre indtægter end det ældre. Dette har kunde på kunde, der bor dør om dør, hint begynder med en kunde hist og en anden her; og udgifterne til omkørslen sluger alene en forholdsvis betydelig del af indtægten. Endvidere kan det ældre bryggeri angive for sine kuske, hvem der har gjort bestillinger, og hvor varerne skal afleveres; medens den ny forretning nødsages til at give kuskene provision, for at de skal være interesserede i at skaffe det mindre renommerede produkt indpas og afsætning. På disse og på utallige lignende måder bevarer den ældre forretning i lang tid fortrinet. Og som følge af alt dette indtræffer hyppigt følgende: I de første år af den ny forretnings beståen betaler den sig slet eller giver endog driftstab; og når andre kapitalister erfarer dette, slutter de deraf, at den store indtægt egentlig ikke er knyttet til selve forretningens art men udelukkende skyldes vedkommende driftsherres genialitet; og fristelsen til oprettelsen af en forøget konkurrence forsvinder. Er der så hengået en del år, og har de gode konjunkturer holdt sig, da viser det sig måske, at også den nyoprettede forretning, der nu har overstået børnesygdommene, giver et sjældent brillant overskud. Så kommer de ny konkurrenter, der imidlertid får en lignende trængselsperiode at gennemgå; og til syvende og sidst – men det kan godt vare mange tider – bliver ølbryggeriet måske en yderst tarvelig forretning, der kun giver selv de ældste og bedst indarbejdede forretninger et ganske knapt overskud.

En tilfældig omstændighed har her hjemme bidraget til gennem lange tider at bevare et overordentligt betydeligt driftsoverskud for enkelte industrier. Vor forældede toldtarif er nemlig således indrettet, at nogle industrier, som kun sysselsætter ganske få arbejdere, nyder en særdeles høj beskyttelse; de har derfor kunnet opnå urimeligt høje priser for deres produkter og tilsvarende store driftsoverskud.

Mange mennesker har vidst dette; men man har stadigt betragtet dette forhold som ganske forbigående. Der har jo nemlig år efter år, og atter og atter, været tale om toldtariffens ændring; og kapitalister har manglet mod til anlæg af nye konkurrerende fabrikker. De har sagt sig selv, at den ny toldlov højst sandsynligt ville forandre de bestemmelser, der pålægger os alle skat til fordel for et par allerede i forvejen rige driftsherrer – og da den ny toldlov stadigt er udeblevet, har de ældre forretninger uforstyrret fortsat deres indbringende virksomhed; og de får vel næppe nogen ny konkurrence, så længe den nuværende usikkerhed består.

Midt under al den økonomiske disharmoni, der berøver mange industridrivende frugten af anstrengt, velovervejet og dygtigt arbejde, og skænker andre mennesker rigdom, skønt de ingen synderlig virksomhed udfolder, er der imidlertid en bevægelse, som på en mængde forskellige industrielle områder foregår regelmæssigt og stadigt fremadskridende: De store industrier knuser efterhånden de mindre. Efterhånden som fabriksdrift og maskinarbejde har erstattet håndværk og håndarbejde, er de mindre håndværkeres beståen blevet vanskeligere eller helt umulig; og hvor der før bestod en mængde småmestre med et begrænset personale af faguddannede svende og lærlinge, finder man nu store foretagender med hele skarer af lønarbejdere, til hvis særlige uddannelse der hyppigt kun stilles ringe fordringer. Hvad nu den almindelige handelsvirksomhed angår, da er det kun folk, der slet intet har set af det virkelige forretningsliv, som kan indbilde sig, at der skulle være nogen mulighed for gennem en eller anden formel at fastslå den indtægt, der tilfalder de driftsherrer og den kapital, som er engageret i den store handel. Alt er her afhængigt af uforudseelige konjunkturer; og den samme driftsherre, der det ene år tjener store penge, vil med en ganske lignende forretningsførelse det næste år sætte penge til, for måske atter det tredje år på ny at tjene. Og har man set børslivet på nært hold, føler man sig kun lidet fristet til at sætte dygtighed og rigdomserhvervelse i absolut forbindelse med hinanden. En tysk økonomisk forfatter har udtalt den sætning, at “vejen til millionerne altid snor sig snævert forbi tugthusdøren”; og denne dom over de milliontjenende købmænds færd vandrer fra det ene økonomiske værk til det andet og synes at vinde anerkendelse som en af de, i øvrigt så yderst sjældne, ubestridelige økonomiske grundsætninger. Sætningen er imidlertid ikke ganske sand. Der fører også mindre farlige veje fra fattig begyndelse til svimlende rigdom, og der gives blandt købmandstandens millionærer folk, som sindigt og redeligt lagde krone til krone, og først efterhånden som deres formue voksede, påtog sig forretninger, der ved siden af udsigt til stor fortjeneste medførte betydeligt pekuniært ansvar. Dog alfar er denne vej ikke. De allerfleste købmænd, som fra de meniges rækker tjente sig ind i millionærernes samfund, skylder deres karriere til det mod, hvormed de – så længe de kun ejede lidt udsatte deres kreditorer for tabene på de forretninger, hvis heldige udfald indbragte de hundredetusinder hvoraf millionerne består. Er formuen først tjent, det være sig på den ene eller på den anden måde, giver den besidderen overtaget i kampen mod de mindre velhavende kolleger; for i de fleste handelsfag nyder de rigeste købmand fortrinsvis adgang til valg af kunder, og ofte bliver kun, hvad de vrager, til overs til konkurrenterne.

Trods al den store handels uberegnelighed bliver dog uomtvisteligt højdepunktet for den fortjeneste, der kommer på hver enkelt driftsherres del, påvirket af omgivelserne. I Paris eller London tjenes der for eksempel i enkelte store korn- og bankierforretninger årligt millioner; i København driver sjældent nogen det til mere end hundredetusinder; og i Korsør eller Nyborg gør allerede en langt ringere indtægt folk til fremragende matadorer. Årsagen er let nok at se; og udtrykt i det Adam Smith’ske billedsprog ville den vel lyde således: når jagtrevieret er fattigt på vildt, bringer selv den vældigste jæger kun ringe udbytte hjem fra jagten. Han kan have det sikreste øje og den fasteste hånd, så at alt, hvad der kommer indenfor skudvidde, bliver hans bytte; og han kan udsætte de snedigste fodangler og snarer – når ofrene mangler, nytter alt dette kun lidt. Lad derimod en dygtig jæger få råderum i et vildtopfyldt terræn, han vil vende overlæsset hjem; og når dyrene er behørigt flåede og tilberedte efter kunstens regler, vil der være fuldt op af kosteligt pelsværdi og af delikat spise til ham og hans slægt.

Uden billeder finder sagen sin forklaring i de forretningsmængder, der søger til befolkningscentrerne og naturligt må søge derhen. Fordi de kun dér kan finde deres afgørelse.

For detailhandelens vedkommende genfinder vi de samme forhold: forretningerne strømmer til byernes midtpunkter. Et butikslokale på Boulevard Montmartre i Paris har fortrinet frem for et lokale i en af Paris’ sidegader, ganske ligesom butikkerne på Østergade snarere end de i Møntergade drager gode og indbringende kunders søgning til sig.

Der er da ikke et af industriens eller handelens områder, hvor alle vedkommende driftsherrer konkurrerer med hinanden på lige fod og med lige resultat. Kunne man analysere hver enkelt varepris, det vil sige, kunne man i hvert enkelt tilfælde finde hvilken brøkdel af prisen, der tilfalder lønarbejderne, og hvilken brøkdel, der tilfalder de driftsherrer, som leder fabrikationen, forsendelsen og forhandlingen, ville man undertiden finde en stor, undertiden kun en lille driftsherrefortjeneste, og enkelte gange ville driftsherrernes andel indgå negativt i priser, som end ikke dækker den udbetalte arbejdsløn. Samlede man fremdeles driftsherrefortjenesterne og rubricerede dem under vedkommende driftsherrers navne, ville man finde, at enkelte driftsherrer indkasserer store indtægter, og at disse på én hånd samlede store driftsherrefortjenester som regel er i frodig vækst, medens de mindre driftsherreindtægter derimod hyppigt står i stampe og mange gange visner helt bort.

Man kan da foreløbig se, at det Stuart Mill’skc billede, der sammenlignede forstyrrelserne i forholdet mellem pris og arbejde med havets skvulpen, passer dårligt. På åben sø standser ingen dæmning bevægelserne, og derfor beholder havet sin flade trods al bølgegang; men for den fri bevægelse fra fag til fag og for de uheldigst situeredes bestræbelser efter at komme i højde med de begunstigede gives der mange dæmninger. Sammenligningen burde derfor være draget – ikke med det åbne havs vand – men med vandet, således som dette findes spredt over hele jordens overflade. Alt vand stræber imod en flade, men højt over havets vandstand, helt oppe på bjergene findes store indsøer, og andet steds ligger søernes vandspejl dybt under havets. Undertiden er vandet inddæmmet ved kunst, undertiden ved natur og undertiden forstærker kunsten de naturlige dæmninger.

En jordrystelse måtte der til for at Vierwaldstädtersøen skulle skride ned ad bjergets sider, eller for at verdenshavet skulle oversvømme egnen om det Kaspiske Hav og bringe dets vandspejl op i højde med oceanets – og en samfundsomvæltning af hidtil ganske uforklaret art måtte der til for at bringe ligevægt i forholdet mellem varernes priser og fremstillingsarbejdet.

Rentefod

Medens der næppe eksisterer nogen påviselig grænse for den højde, hvortil en driftsherrefortjeneste kan stige, og hvorpå den varigt kan holde sig, gives der derimod en art minimalgrænse, hvorunder den i længden vanskeligt kan falde. Denne grænse finder sit udtryk i det åbne markeds rentefod. Ingen driftsherrevirksomhed fortsættes nemlig ret længe, såfremt driftsherren mistvivler om derigennem at opnå mindst denne rente af sin disponible kapital – men vel at mærke – virksomheden vil fornuftigvis kun blive standset, når det er den disponible eller løse kapital, der ikke forventes at kunne afkaste denne rente; hvorimod et ringere udbytte af den fast anlagte kapital ikke giver anledning til forretningsstandsning. Udtørringen af en sø kan for eksempel have slugt mange millioner, dyrkningen af de tørlagte arealer indbringer måske kun et årligt driftsoverskud af nogle tusinde kroner, som knap repræsenterer en procent af anlægskapitalen, og rentefoden i det åbne marked kan være fire procent; og dog vil driften fornuftigvis blive fortsat; thi en standsning ville som eneste resultat medføre tabet af det tilstedeværende ringe overskud. Men lad sagen derimod stå således, at digernes vedligeholdelse eller udtørringens fuldendelse kræver ny kapitalindskud; og disse vil kun blive ydet, dersom der er håb om, at de vil give et driftsoverskud, som noget overskrider det åbne markeds rentefod. Er der ingen plads for sådant håb, foretrækker kapitalbesidderen at trække rente af sin kapital gennem udlån.

Med det åbne markeds rentefod menes: den rente, der til enhver tid ad let tilgængelige veje kan opnås af de sikreste pengeudlån, og altså fornemmelig ved diskontering af solide veksler, ved køb af de bedst ansete offentlige og private obligationer og gældsbeviser eller ved indlån til banker, sparekasser og lignende pengeinstitutter.

Udlånskapitalen består af de penge, hvorfor besidderne hverken har anvendelse til øjeblikkeligt forbrug eller til driften af de af dem ledede forretninger.

Låntagerne er som regel driftsherrer, der gennem lånenes stiftelse håber at forøge deres forretningers driftsoverskud med mere end rentens beløb.

Rentefodens højde bestemmes, så snart kapitalens størrelse er givet, af den nytte, som låntagerne venter at opnå. Dette må imidlertid forstås ganske på samme måde som forhen, da det forklaredes, hvorledes nyttehensynene afgjorde varepriserne, og renten må følgelig altid ned så langt i at hele den pengemængde, der absolut skal anbringes, finder anvendelse, og den må op så højt, at kapitalen tages bort fra dem, der gerne ville låne til billigere rente.

Lad der således blandt lånsøgerne være nogle enkelte i som føler sig fuldstændig forvissede om, at pengene skal skaffe dem en årlig indtægt af halvhundrede procent, og som ville give fyrretyve procent for at erholde lån, dersom de ikke kunne få dem billigere; lad der være andre, som venter sig ti eller tyve pro cent, og lad de fleste kun gøre regning på en langt ringere indtægt af kapitalen i og det åbne markeds rente bliver hverken fyrre eller tyve procent, undtagen i det tilfælde, at de, der i nødsfald ville give så høj rente, både havde anvendelse for hele den udbudte kapital og kunne opnå at få den betroet. I modsat fald bliver renten lavere, og den må, ligesom alle priser, ned til det punkt, hvor tilbud og efterspørgsel på den forhen beskrevne måde dækker hinanden.

Den tidligere opstillede regel, hvorefter ensartede varer sælges til ens pris i samme marked og til samme tidspunkt, har for udlånsvirksomhedens vedkommende i én henseende større gyldighed end på noget andet forretningsområde i en anden henseende derimod langt ringere gyldighed.

Reglen led nemlig for varehandelens vedkommende afbræk på grund af de vanskeligheder, der er forbundne med bedømmelsen af varers kvalitet. Køberne er mange gange helt ukyndige og ved ikke, om de til ens priser udbudte varer også virkelig er lige gode. Derfor får sælgernes ry for hæderlighed en vis betydning, og de mest ansete købmænd får hyppigt de bedste priser. Desuden kan køber og sælger ikke altid overse det hele varemarked, og der bliver plads for nogen uregelmæssighed. På udlånsmarkedet eksisterer disse vanskeligheder kun i ringere grad. Penge har for det første ingen kvalitet, der skal bedømmes; og det bliver derfor en aldeles ligegyldig sag for låntageren, hvem der er långiveren. Lånebetingelserne er det eneste væsentlige moment. Og da dernæst både banker og offentlige pengeinstitutter offentliggør deres udlånsrente, finder enhver nemt det billigste lånested, hvor alle, der byder lige god og antagelig sikkerhed, kommer til at betale ens rente.

Når renten dog intet øjeblik er fuldstændig ensartet for alle den art lån, da ligger dette dels i lånenes forskellige varighed. Undertiden er de kortvarige lån og undertiden de længste lån de billigste. Næres der nemlig af en eller anden årsag en almindelig forventning om en kommende stigning i rentefoden, da foretrækker långiverne de korte udlån, der åbner dem udsigt til snarlig fordel af den forventede højere rente; og de korteste lån bliver i så fald de billigste. Anses derimod en nedgang i renten for sandsynlig, da bliver långiverne lystne efter lange udlån, medens låntagerne foretrækker de kortere; og de længere udlån afsluttes da billigere end de kortere. Endvidere får den forskellige sikkerhedsgrad nogen indflydelse. De større banker og pengeinstitutter udlåner ganske sikkert kun penge, såfremt de anser sig trygge på forrentning og tilbagebetaling; men da intet som helst udlån er absolut sikkert, bliver trygheden altid relativ; og selv indenfor de såkaldte sikre låns kreds er der plads for nuancer, som naturligt giver sig udtryk gennem en bagatel højere eller lavere rente. At endelig små lån, hvis ekspedition er særlig besværlig, må betales dyrere end større lån, turde være indlysende; og forretningsgangen ved det københavnske assistenshus viser for eksempel hvorledes selv en meget høj og for låntagerne yderst byrdefuld rente bliver nødvendig, dersom ekspeditionens kostbarhed ikke skal sluge hele renteindtægten.

Men medens renteuligheden på det åbne pengemarked altså enten er yderst ubetydelig eller finder sin forklaring i de her beskrevne forhold, eksisterer der udenfor dette marked en hel udlånsvirksomhed, for hvilken reglen om den ensartede rente slet ikke gælder.

Adgangen til det store “åbne” pengemarked er spærret for mange. De udelukkede optager deres pengelån andet sted og til højere rente. Dette rentetillæg udgør undertiden kun brøkdele af en procent om året, stiger undertiden til flere procent og undertiden til ukendte højder. Lånenes sikkerhed forholder sig slet ikke altid omvendt til rentefodens størrelse – dette turde da i alt fald kun gælde de allerdyreste lån, som i reglen stiftes af og hos lige uhyggelige individer; hvad derimod de billigere af disse lån angår, findes der blandt vedkommende låntagere i virkeligheden fuldt så solide og – i forhold til deres forpligtelsers omfang – fuldt så formuende folk som blandt bankernes debitorer. Disse folk må dog betale noget mere end bankrenten; undertiden fordi de ikke kan præstere bankmæssig sikkerhed, undertiden fordi de er helt ukendte i bankdirektørernes kreds. De søger mest til privat bankier- og vekselerforretninger, der bedre end store banker formår at undersøge hver enkelt låntagers forhold; og erfaringen viser, hvorledes sådanne mindre pengeforretninger mange gange opererer fuldt så sikkert og hyppigt endda med bedre resultat end de store og til bestemte regler bundne pengeinstitutter.

Når altså en betydelig udlånsvirksomhed alle vegne og stadigt oppebærer mere end bankrenten, ville det alene af denne årsag være urigtigt at betragte denne som målestok for kapitalisternes andel i produktionsudbyttet; men der foreligger desuden ganske andre støttepunkter for den tidligere fremsatte påstand om det fejlagtige i en sådan opfattelse.

Det fremgår for det første af det foregående, at på de indarbejdede forretningers driftsoverskud får bankrentens højde kun betingelsesvis indflydelse. Renten kan være omkring fire procent, og både landejendomme, fabrikker, avisforetagender og mange andre forretninger kan desuagtet give hundrede procent af anlægskapitalen eller købesummen. Den lavere bankrente får ganske vist indflydelse på nogle af disse forretningers rentabilitet, nemlig for så vidt kapitalister, der har penge at anlægge, gør de indbringende forretninger konkurrence; og jo lavere udlånsrenten er, des større bliver lysten til at anlægge konkurrence imod mange forskellige foretagender. Kapitalisterne er imidlertid – som alt bemærket – hyppigt helt magtesløse i deres bestræbelser for at etablere konkurrence imod ældre og indbringende foretagender; og når vejen spærres af en eller anden hindring, fremkommer der ikke en forøgelse af de højt betalte produkters mængde og et fald i deres priser, men derimod en stigning af prisen på selve de foretagender, hvori den indbringende produktion foregår – og jo lavere bankrenten er, des højere stiger disse priser.

Dernæst begår man en anden fejl, når man med bank- eller udlånsrenten måler den del af produktionsudbyttet, som ikke tilfalder lønarbejderne; man tager nemlig da kun hensyn til den fordel, som kapitalen skaffer långiverne men overser låntagernes fordel af kapitalbenyttelsen og det turde vel gælde som en almindelig regel – da hensynet til långiverne ikke bevæger noget menneske til at optage lån – at enhver som optager et lån til sin forretnings drift, venter sig egen fordel af pengene. Og da vi omtalte, hvad der bestemmer rentefodens højde, forudsatte vi også, at låntagerne forventede ganske forskellig nytte af lånene.

Forventningerne er ikke ens og resultaterne bliver ikke lige gode.

Dette strider imod de almindelige økonomiske lærebøgers forudsætninger. Man plejer nemlig at docere, at når en eller anden pengeanvendelse lover usædvanlig god fordel, styrer ledige kapitaler fortrinsvis derhen, hvorfor alle ny kapitalanlæg skulle give ens fordel, selv om de ikke opnåede samme fordel som de ældre kapitalanlæg. Hertil er imidlertid at bemærke: dels er der ingenlunde altid plads for et stort nyt kapitalanlæg dér, hvor en vis begrænset kapitalanvendelse kan give godt udbytte; og dels er låntagere ofte ude af stand til at erholde rådighed over al den kapital, som de ønsker til låns og hvoraf de venter og får stor fordel.

Et par eksempler kan oplyse dette.

Lad os for eksempel antage: anlægget af en ny havn lover stor fortjeneste og kan tilvejebringes for et par millioner kroner. Dem skaffer vedkommende bolværksejere sig til låns; men for det dobbelte beløb har de slet ingen anvendelse, og for andre gives der ingen lejlighed til anlægget af en konkurrerende havn med lignende udsigter. Hvad de to millioner indbringer ud over långivernes rente, bliver låntagernes nytte af kapitalen; og denne nytte kan procentvis godt være langt større end nytten af flere andre samtidige kapitalanlæg.

Eller lad os tænke os følgende overordentligt almindelige tilfælde: en lidet formuende fabrikant nærer den sikre forventning, at optagelsen af et lån vil gøre ham betydelig nytte, og han lånte gerne store beløb selv til høj rente men må nøjes med et mindre lån, fordi ingen vil betro ham mere end dette. Hans forventninger går i opfyldelse: ved den lånte kapitals hjælp vokser hans driftsherrefortjeneste nemlig stærkt, og også her ville man – når man beregnede forøgelsen procentvis af lånets beløb – finde hans nytte af lånet langt betydeligere end den nytte, som flere samtidige store låntagere opnår af deres lån.

Disse eksempler er fuldt overensstemmende med hvad der dagligt indtræffer: lånsøgerne erholder ikke altid til låns hele det beløb, som de ønsker – d mindre lån give dem ofte en betydelig indtægtsforøgelse – og kapitalister besidder langtfra altid den mulighed gennem en anden driftsherres mellemkomst at etablere en konkurrence, der skaffer lignende fordel af en større kapital.

Sagen er jo nemlig den: så længe kapitalen henligger som rede penge, giver den i virkeligheden slet ingen indtægt. Indtægten begynder først, når pengene er omsat til fast kapital; men i samme øjeblik denne omsætning er foregået, opstår alle de forhen beskrevne hindringer for en nivellerende konkurrence mellem de forskellige arter af kapitalanlæg.

Forinden vi forsøger at se hvilken indflydelse en højere eller lavere bankrente får rå lønarbejdernes andel i produktionsudbyttet, må vi først undersøge de omstændigheder, der bevirker rentens stigen og falden i det åbne marked.

Foreløbig turde det imidlertid være rigtigt at gøre opmærksom på følgende: den umiddelbare iagttagelse af forholdene bekræfter aldeles ikke påstanden om en sammenhæng mellem lav rentefod og høj arbejdsløn. Den engelske bankrente var for eksempel i indeværende år ualmindelig lav: man diskonterede veksler i London både til en og til en halv procent pro anno; men dog led engelske arbejdere i usædvanlig mængde under fuldstændig arbejdsløshed og synkende arbejdsløn. Og vi oplevede herhjemme noget ganske tilsvarende om end i mindre udpræget form: vor bankrente var efter danske forhold lav, nemlig omkring tre og en halv procent; men derfor blev efterspørgslen efter arbejdskraft dog ikke livligere. – d en var snarere ringere end i foregående år, hvor bankrenten var højere. Og ikke alene pengene var rigeligt til stede, pakhuse og lagre lå både her og i London og på alle Europas og Amerikas stapelpladser overfyldte med varer, og endda netop med de varer, som er tjenlige til befolkningernes ernæring – korn, sukker, kaffe osv. Markederne bugnede af al den kapital, som efter teorierne burde søge arbejdskraften og forbedre arbejdernes kår; men praksis og teori kom slet ikke i overensstemmelse.

Kapital og arbejdere fandt ikke hinanden: guldet forblev i bankernes kældre, varerne i pakhusene, og arbejderne sultede – “fordi ingen ville spise al den føde, som deres hænders gerning havde frembragt”.

Når vi nu forsøger at se den virkelige sammenhæng, må vi først gøre os det klart, at to forskellige faktorer indvirker på rentefodens højde. Dette turde tydeligt fremgå af følgende opstilling. Lad os forudsætte, at der her i landet i et vist givet øjeblik findes tyve millioner kroner, hvorfor der søges anvendelse gennem udlån; og til de atten af disse millioner er der acceptable låntagere, som om fornødent betalte fire og en halv procent eller en endnu højere rente, fordi de venter sig en større nytte af lånene; til de sidste to millioner er der derimod kun låntagere ved en rentefod af fire procent; og til yderligere beløb kun ved en endnu lavere rente. – Renten bliver da ifølge den forhen opstillede regel, og såfremt alle tyve millioner skal anbringes, fire procent.

Øjensynligt nok er det da kapitalens størrelse sammenholdt med låntagernes nytteopfattelse, der afgør rentefodens højde. Renten vil stige eller falde: enten når den ene af disse faktorer undergår forandring, medens den anden bliver uforandret; eller når begge faktorer undergår forandringer, som ikke dækker hinanden. Renten bliver således i det ovenfor opstillede tilfælde fire og en halv procent i stedet for fire, såvel når udlånskapitalen nedsættes fra tyve til atten millioner kroner, som og når det forudsættes, at der findes låntagere, som hellere end at give afkald på lånene, betaler fire og en halv procent for hele det uforandret store beløb på tyve millioner kroner.

Der bliver derimod hverken op- eller nedgang i renten, så snart forandringerne i udlånskapitalen og i låntagernes nytteopfattelse dækker hinanden. Dette kan indtræffe. Udlånskapitalen består nemlig i penge – rede penge eller banksedler – og den til udlån disponible pengemængde kan vokse eller aftage netop i samme forhold, hvori hele den samlede pengemængde forandres. Dette sker, så snart enten guld- og sølvfund eller en udvidelse af seddeludstedelserne forøger pengemængden. Eller når f.eks. afskaffelsen af sølv som omsætningsmiddel indskrænker den. Ingen af disse omstændigheder får nogen varig indflydelse på rentens højde, fordi de efterhånden påvirker låntagernes nytteopfattelse på samme måde som de forandrer udlånskapitalens mængde. Nytten af mange penge er jo nemlig ikke ubetinget større end nytten af færre; og når der for eksempel i dag betales en million i rente for et års rådighed over tyve millioner kroner, men kun en halv million for ti millioner, da er dette ikke fordi de tyve millioner henlagt i et skab yngler flere kroner i løbet af et år, end de ti millioner kunne sætte i verden. Anvendt på denne måde er de ti og de tyve millioner akkurat lige unyttige. Det eneste væsentlige er: hvad der ved køb kan erhverves for pengene, og hvor mange penge der atter kan tages ind ved salget af det købte. Man erindrer imidlertid af den tidligere fremstilling, hvorledes omsætningsmidlernes mængde bestemmer ajle priser, og hvorledes penge i dag havde besiddet det dobbelte af deres nuværende købeevne, dersom alle hidtidige guld- og sølvfund kun havde haft det halve af deres virkelige omfang. Man havde følgelig under denne forudsætning – for ti millioner kroner kunnet købe de råstoffer og antage den arbejdskraft, der nu koster det dobbelte – men de færdige varer havde da også kun indbragt halvdelen af deres nuværende salgssum; og lånsøgere, som nu ønsker tyve millioner og ved hjælp af denne kapital forfærdiger varer, som sælges for en og tyve millioner, havde da kun haft anvendelse for ti millioner, der havde indbragt dem ti og en halv million. Låntagernes nytte af pengene var således i begge tilfælde blevet fem procent af kapitalen; og renten havde følgelig i dag været ganske den samme, som den nu er, selvom alle de mønter og barrer, der er i omløb og behold, havde besiddet det dobbelte af deres nuværende vægt, og om så alle sedler havde lydt på det dobbelte af deres pålydende.

Omsætningsmidlernes absolutte mængde er da ligegyldig. Dette gælder derimod ingenlunde om de pludselige forandringer, som denne mængde undertiden undergår. Disse øver indflydelse. Dog ikke således, at renten falder, når mængden forøges, og stiger, når mængden indskrænkes. Tværtimod. En pludselig stærk forøgelse af pengemængden driver snarest renten i vejret, og en formindskelse gør den modsatte virkning. Årsagerne hertil vil blive tydelige, så snart vi kommer til at undersøge de momenter, der påvirker låntagernes nytteopfattelse.

Foruden selve pengemængdens forøgelse eller formindskelse er der imidlertid andre årsager, som forandrer udlånskapitalens størrelse.

Det ligger i sagens natur, at den disponible udlånskapital altid er yderst ringe både i forhold til det pengebeløb, hvortil hele den eksisterende kapitalmængde værdsættes, og i forhold til de til enhver tid udlånte beløbs størrelse. Udlånskapitalen må nemlig ikke forveksles med den udlånte kapital. Man gjorde for eksempel en fuldstændig fejlregning, dersom man ansatte den her til lands til udlån disponible pengemængde efter de i vore sparekasser og pengeinstitutter indestående beløb. Kun en ringe brøkdel heraf er ubetinget disponibel; den allerstørste del er allerede anbragt i udlån; og selvfølgelig på sådan måde, at disponibiliteten afhænger af låntagernes evne til at skaffe andre og virkeligt disponible penge, hvormed tilbagebetaling kan præsteres.

Udlånskapitalen henligger som regel kun ubenyttet i en yderst kort tid: pengene går hurtigt over til låntagerne, der udgiver dem til indkøb af bearbejdelsesmateriale og arbejdsredskaber og til udbetaling af arbejdsløn. Det er derfor på en måde ukorrekt at tale om udlånskapitalens vækst og aftagen – ukorrekt for så vidt denne udtryksmåde medfører en forestilling om, at denne kapital vokser idet der lægges krone til krone; og aftager, når der tages af bunken. Bevægelsen går ikke således for sig. Den opsparede kapital forbruges og erstattes. Og dersom udlånskapitalen her til lands i dag for eksempel er ti eller tyve millioner kroner større eller mindre, end den var for fem år siden, vil dette ikke sige, at vi lidt efter lidt har forøget eller formindsket den daværende beholdning. Af de penge, der for fem år siden var disponible til udlån, har uendelig lidt henligget roligt; og den allerstørste del – tilligemed det meste af, hvad der i mellemtiden blev opsparet – er forvandlet til indtægtsgivende værdigenstande: huse, skibe, fabrikker, arbejdsredskaber osv.. osv. De opsparede kapitaler repræsenteres for långivernes vedkommende af forskelligartede gældsbeviser, der mest lyder på bestemte pengesummer; men egentlig beviser de kun debitors andel i ejendomsretten til de nyskabte sager, som udgør den i virkeligheden i disse år opsparede og indtægtsbringende kapital.

Den i øjeblikket tilstedeværende udlånskapital består følgelig af de allerseneste tiders opsparinger, der endnu er uanvendte og ingen indtægt giver. Man kunne imidlertid imod denne definition på den disponible udlånskapital indvende, at definitionen næsten bringer udlånskapitalen til helt at forsvinde. Med det omfang som pengeinstitutternes benyttelse har nået, er der overordentlig sjældent nogen, som besidder en pengebeholdning, som ingen indtægt giver. De allerfleste mennesker indsætter deres kassebeholdninger – så snart disse blot udgør nogle få hundrede kroner – i et pengeinstitut, der som regel godtgør rente fra selve indbetalingsøjeblikket; og omflytningen fra den private besidders skuffe til pengeinstituttets jernkasse kunne altså synes tilstrækkelig til at forvandle den disponible kapital til udlånt kapital. Det forholder sig dog ikke således. Når pengeinstitutter udbetaler rente af kassebeholdninger, som de skylder bort, underkaster de sig et foreløbigt tab. De håber at indvinde dette, efterhånden som det lykkes dem at anbringe de stadigt indgående penge i indtægtsgivende udlån, og ved forskellen mellem den rente, de tager og giver.

Indsætningen i sparekasser og banker hverken forøger eller formindsker udlånskapitalens størrelse, den samler kun pengene på enkelte for lånsøgere let tilgængelige steder.

Det er da den nærmest foregående tids opsparingslyst og opsparingsevne, som bestemmer størrelsen af den i hvert givet øjeblik tilstedeværende udlånskapital.

Hvad nu opsparingslysten angår, turde det være umuligt ganske bestemt at angive de omstændigheder, hvorunder den fremmes og hæmmes. For en del er den afhængig af individuelle tilbøjeligheder, og det vil f.eks. næppe være muligt i al almindelighed at afgøre, om opsparingen bliver størst, når en årsindtægt på hundrede tusinde kroner tænkes fordelt ligeligt mellem to familier, eller når den ene familie får de halvfems tusinde kroner og den anden de ti tusinde. Heller ikke turde det være muligt at afgøre om høj eller lav rentefod ægger stærkest til kapitalopsamling. De almindelige økonomiske lærebøgers forfattere har rigtignok for længst afgjort dette spørgsmål, og utallige gange har de forklaret, at høj rente fremmer og lav rente hæmmer sparsommelighedslysten – men sagen turde desuagtet være ganske tvivlsom. Den gængse forklaring lyder således: høj rente frister stærkest til sparsommelighed; for der er langt større fornøjelse ved opsparing, når hvert hundrede kroner giver fem kroner om året, end når det giver to; og dersom rentefoden sank til kun en halv procent, ville næsten al opsparingslyst bukke under for fristelsen til øjeblikkeligt forbrug.

Denne betragtningsmåde er – det ser man nemt – i nøje overensstemmelse med hele den engelske teori og udmunder i den forklaring, at såvel en unaturlig høj som en unaturlig lav rentefod af sig selv fremkalder tilstande, der bringer renten hen på det naturlige standpunkt. Forklaringen har imidlertid den mangel, at den stik modsatte opfattelse fuldt så vel – og måske endda bedre – lader sig forsvare. Det turde nemlig være vitterligt, at en meget betydelig del af de mennesker, som opsparer kapital, arbejder med et bestemt mål for øje. De ønsker at erhverve en indtægt, der sætter dem i stand til en vis livsførelse, og så snart målet er nået, og når de altså uden indtægtsforøgelse kan leve i kår, der tilfredsstiller dem; sparer de mindre ivrigt end forhen og ophører endda undertiden helt at forøge deres kapital. Jo lavere renten er, des større årsag får de da til fortsat sparsommelighed – og det turde følgelig være lidt urimeligt uden videre at betragte høj rente som den bedste spore til kapitalopsamling.

Men medens der således er individuelle tilbøjeligheder og økonomiske markedstilstande, hvis indflydelse ikke kan angives nøjagtigt og uomtvisteligt, er der derimod andre faktorer af bestemt påviselig betydning.

Først og fremmest er det en uomgængelig betingelse for al opsparing, at den, der skal spare, må have en indtægt, som noget overstiger det til hans ernæring nødvendige beløb. Dette gælder for nationerne så vel som for de enkelte individer: og enhver kapitalopsamling bliver en umulighed i lande, hvor enten den naturlige beskaffenhed er så ufrugtbar eller befolkningstætheden så ringe, at alt indbyggernes arbejde kun frembringer de nødvendigste livsbetingelser. Man kan tænke sig som yderpunkter: erhvervsvilkårene på Jyllands hedestrøg, i Ruslands ufrugtbareste egne, på Island og under de nordligste af jordens beboede breddegrader. Og som modsætning hertil forholdene i Frankrig, Holland eller Belgien. Hist forslår arbejdet knapt til fremskaffelse af årets fornødenheder, og der bliver derfor hverken megen tid eller arbejdskraft tilovers til tilvejebringelsen af et overskud, svarende til det, hvormed udlånskapitalen i de sidstnævnte lande stadigt og hurtigt fornyes.

Når vi imidlertid i denne sammenhæng nævner landenes forskellige frugtbarhed som den første og væsentligste faktor, må ordet frugtbarhed ikke forstås i dets snævreste betydning. Grønland kunne til trods for hele sin goldhed stadigt opspare stor udlånskapital, dersom dets kryolitbrud var tilstrækkeligt righoldige, og dersom andre nationer agtede kryolitten så nyttig, at de betalte store mængder deraf med høje priser. Hvor hurtigt udlånskapitalen i så fald opsamledes, og hvilket omfang den nåede, ville ikke alene afhænge af den producerede kryolitmængde, men desuden af priserne, hvormed denne blev betalt.

Udførselsgenstandenes priser får selv i de frugtbareste lande indflydelse på kapitalopsamlingens hurtighed.

Foruden landenes naturlige beskaffenhed og befolkningens tæthed bliver endvidere af betydning den ved fortidens samfundsorden skabte indtægtsfordeling. Vistnok er det, som ovenfor bemærket, umuligt at angive hvorledes en årsindtægt på hundredetusinde kroner skulle fordeles mellem to familier for at fremkalde størst sparsommelighed; men det er derimod let at se, at i det hele og store foregår kapitalopsamlingen hurtigere og hurtigere, jo mere ulige indtægterne er fordelte.

Lad os for eksempel sætte, at de nioghalvfems procent af Englands befolkning for tiden lever af indtægter, der lige forslår til deres fornødenheder; medens de velhavende og rige kun udgør den sidste procent – og vi vil have en indtægtsfordeling så heldig for næste års kapitalopsamling som vel tænkelig.

Lykkedes det de fattige ved et eller andet middel at forøge deres indtægter på de riges bekostning med fem eller ti procent, ville dette øjensynligt hæmme kapitalopsamlingen. Mennesker, hvis liv forløber under bitre savn, har en så påtrængende brug for få kroners indtægtsforøgelse, at pengenes indbetaling i en sparekasse yderst sjældent vil forekomme dem den bedste anvendelse. Langt snarere skaffer de sig bedre mad, klæder eller drikke. Og medens forøgelsen af de fattiges andel i produktionsudbyttet altså kun i særdeles ringe grad bidrog til kapitalopsamlingen, blev denne derimod rimeligvis betydeligt forringet ved beskæringen af de velhavendes part. Rige folk opsparer som regel ikke lige meget, enten deres indtægter er noget større eller mindre: de sætter det ikke som deres fornemste opgave at opspare en vis pengesum og indretter ikke deres levevis derefter. Det almindelige er: at de først og fremmest fører det liv, de er vant til, og at opsparingen svinder ind sammen med indtægterne.

At man stadigt forefinder stor udlånskapital i de lande, der forener stor frugtbarhed, rigelig frembringelse af gavnlige og i andre lande sjældne råstoffer, med en overordentlig ulige indtægtsfordeling, er da fuldt så rimeligt, som at renten i disse lande som regel er lavere end andet sted. For ihvorvel udlånskapitalen ikke er bundet til et bestemt marked, men kan søge derhen, hvor renten er højest, foretrækker kapitalbesidderen dog som oftest hjemlige udlån, fordi vanskeligheden ved at bedømme lånenes sikkerhed vokser med afstanden mellem låntager og långiver.

Der hersker, som bekendt, til et og samme tidspunkt, men i forskellige lande, forskelligt begær efter pengelån; og ligeledes forekommer der i et og samme land – men til forskellige tider – snart livlig efterspørgsel efter store beløb til høj rente og snart forgæves udbud af forholdsvis små summer til en lavere rente. Vi forsøger nu at se arten af de årsager, som ligger til grund for disse kendsgerninger, eller med andre ord: at se beskaffenheden af de omstændigheder, der påvirker låntageres skiftende nytteopfattelse.

Samfundsudviklingen åbner bestandig adgang til ny indtægtsgivende pengeanlæg; men undertiden spærres adgangen op på vid gab, synlig for alle og med plads for mange, undertiden er adgangen snæver og vanskelig at hitte.

Der gives tider, hvor industri-, agerbrug og befordringsvæsnet kun undergår yderst få forandringer; og disse tider afløses af andre, hvor opfindelsesevnen giver sig mægtige udslag. Da forældes pludselig hidtil benyttede agerbrugs-, fabrikations- og befordringsmåder, og der bliver efterspørgsel efter store disponible kapitaler til anskaffelse af nyt materiel.

Man har i dette århundrede set, hvorledes en enkelt gren af en ny opfindelse kan suge kapital til sig. Af de i de sidste årtier opsparede beløb har milliarder af kroner fundet anvendelse i europæiske og amerikanske jernbaner. Vi havde ganske sikkert under ingen omstændighed nu til dags ladet os nøje med de samme landeveje og de samme diligencer, som fandtes tilfredsstillende for halvhundrede år tilbage; men dersom ikke jernbanerne, overalt hvor de er anlagt, havde gjort en stor del af det gamle materiel overflødigt og til en vis grad ubrugeligt, havde der ikke været anledning til at kassere så meget deraf. En gradvis fornyelse, forbedring og forøgelse havde været tilstrækkelig, og der var dertil medgået en langt ringere disponibel kapital, end der udfordredes, da fremgangsmåden blev en ganske anden.

Så snart de første små anlæg – de forbandt, som bekendt, forskellige fabrikker med hinanden og med deres havnepladser – havde bevist hvilken uhyre lettelse jernbaneskinner i forbindelse med damplokomotiver ydede samfærdslen, skred man til bygningen af de store baner, som udstråler fra verdensbyerne. Og kyndige og beregnende forretningsfolk indså snart, at selv om en stor del af disse baners anlægssum tilvejebragtes ved pengelån, hvorfor der bevilligedes mere end den da gældende rentefod, var der dog udsigt til et driftsoverskud, som kunne levne endog en usædvanlig god driftsherrefortjeneste. Banerne fra London til Dover og fra Calais til Paris var utvivlsomt blevet anlagt – lige såvel som mange andre hovedbaner – selvom renterne af deres prioritetsobligationer havde måttet stipuleres højere, end de i virkeligheden blev stipulerede. De lande, som havde rigelig disponibel kapital, sørgede først og fremmest for anlæg af deres egne hovedbaner, og englænderne fuldførte for eksempel jernbanen mellem London og Liverpool, inden de bekymrede sig om linjen Bukarest-Konstantinopel; men efterhånden som de baner, der åbnede sikrest udsigt til levende færdsel og glimrende pekuniær indtægt blev færdige, tog man fat på sidelinjerne, de fjernere liggende foretagender og banenettene mellem byerne af anden, tredje og fjerde rang. Her stillede forholdene sig imidlertid lidt efter lidt anderledes end ved de først omtalte baneanlæg. De ringere eller de mindre sikre forventninger tvang til begrænsning af produktionsomkostningerne. Man kunne ved disse baner, så lidt som i noget andet tilfælde, indrette foretagendernes fremtidsindtægter efter tilvejebringelsesomkostningernes størrelse, og man måtte da gå den modsatte vej og afpasse produktionsomkostningerne efter de forventede indtægter, eller – for så vidt dette ikke lod sig gøre – måtte man undlade udførelsen af påtænkte eller ønskelige anlæg. Jernbanebygningerne øvede da efterhånden en mindre stærk tiltrækningskraft på kapitalen.

Man indskrænkede sig til udvidelse af de baner, hvis færdsel forslog til dækning af forøgede udgifter til fornyelse og forbedring af materiellet – samt til nyanlæg hen til hidtil oversete pladser og til byer, hvis tiltagende befolkning eller voksende kommercielle betydning lovede en indtægt, hvorpå man forhen Umulig havde kunnet gøre regning.

Denne udviklingsgang finder imidlertid kun sted, for så vidt bygningen af jernbanerne overlades til privat foretagelseslyst. Gribes der derimod ind af autoriteter – det være nu enten stat eller kommune – og tilsiges der långiverne en rente, som udbetales dem uden hensyn til banernes driftsoverskud, bliver der selvfølgelig intet til hinder for en uberegnelig udvidelse af jernbanenettene og for anlæg af linjer, om hvilke enhver kan sige sig selv, at de hverken vil skaffe en driftsherrefortjeneste eller endog blot den rente, der skal udbetales til de långivende kapitalister.

Ser vi bort fra statens indgriben, da er den ovenfor beskrevne udvikling den normale, og den gentager sig ved alle opfindelsers indførelse i det praktiske liv. Størrelsen af den kapital, som tiltrækkes, er selvfølgelig forskellig efter opfindelsernes art; men det fælles er: at så længe den nyttebringende anvendelse ligger lige for hånden, lægger opfindelserne beslag på større kapital end senere, når de mest påtrængende tilfælde er mættede. Og ligesom der en gang var en periode, hvori alle europæiske hovedveje omdannedes til skinneveje, og disse blev udstyret med helt nyt materiel; således forårsagede opfindelser til andre tider snart gennemgribende omvæltninger af agerbruget og snart af den industrielle virksomhed. Den disponible kapital drages således snart fortrinsvis i den ene og snart i den anden retning.

Ikke alle opfindelser egner sig til samme almene og udbredte anvendelse som jernbaneanlæggene. Det skyldes fremskridt på ingeniørvidenskabens område, at Suez-kanalen kunne bygges og Panama-kanalen påbegyndes; men en total omvæltning af det hele kanalbygningssystem – en omvæltning, som muliggjorde nyttige kanalanlæg i alle lande, og medførte ombygning af alle eksisterende kunstige vandveje – en sådan omvæltning har vi endnu ej oplevet. Den art fremskridt, som har udelukkende eller væsentlig betydning for enkelte lande, giver anledning til, at nyttebringende kapitalanlæg kan finde sted netop der. Og der gives foruden sådanne fremskridt og opfindelser andre årsager, som har samme virkning. Alt hvad der sker i verden, lige fra de store historiske begivenheder og ned til ganske ubetydelige fremtoninger – som for eksempel skiftende moder – fremkalder vekslende nytteopfattelse overfor forskellige frembringelser og i sammenhæng dermed også vekslende forventning om den indtægt, der kan nås af de forskellige landes industrier.

Endelig får enhver større forandring, der foregår med de ædle metallers anvendelse som betalingsmidler, med den mængde, hvori de cirkulerer, såvel som og med bank- og seddelsystemet en indgribende indflydelse på rentens højde.

I tider som de nærværende, hvor sølvets område er blevet begrænset, og omsætninger, der forhen afgjordes med sølv reguleres ved guld; hvor dernæst Nordamerika, Italien og til dels Frankrig – efter at have forskaffet sig de fornødne guldbeholdninger – har indført betaling med guldmønt i stedet for med sedler; og hvor endelig det tyske rige har omordnet sit bankvæsen og indskrænket seddelmassen – i sådanne tider er det naturligt, at en overvejende del af de i guld udtrykte priser bevæger sig ned efter, og dybere og dybere efterhånden som virkningerne af alle disse forholdsregler gør sig gældende, stadigt vigende priser svækker i høj grad foretagelseslysten og nedstemmer forventningerne om den nytte, som optagelsen af nye lån kan forskaffe en låntager; for når man bestandig ser, hvorledes en stor mængde driftsherrer, og deriblandt folk af overlegen dygtighed, sætter formuer til, fordi synkende priser omstøder alle deres beregninger, da mindskes tilbøjeligheden til nye foretagenders grundlæggelse og til udvidelse af de ældre. Selvom prisnedgangen traf alle varer nogenlunde ligeligt, og om altså til eksempel sukkerroedyrkerne til gengæld for en mindre indtægt ved salget af roerne kunde nøjes med ringere udgifter til kul og skibsfragt til levnedsmidler og til drikkevarer forslog dette kun lidt. Den nærmeste følge af en sådan tilstand ville være: at ikke alene roedyrkerne, men også de kornfrembringende landmænd såvel som kulmineejere og skibsredere indkasserede et ringere driftsoverskud end påregnet. Og da en betydelig del af det forventede overskud i virkeligheden er bortlovet til prioritetshavere og andre långivere, medfører prisfaldet, dersom det er tilstrækkelig stort, en mængde driftsherrers ruin.

En sådan tilstand må ifølge sagens natur være en overgangstilstand af en begrænset varighed, der imidlertid umuligt lader sig forudberegne. Afslutningen kan komme på forskellig måde. I fald der hverken indtræder en forøget guldproduktion eller en voksende benyttelse af pengerepræsentativer, bliver de lavere priser, som først ansås for abnorme og forbigående, efterhånden de normale. Når som følge heraf de driftsherrer, hvis forpligtelser kun kunne bæres ved de gamle priser, er bukket under for en mere eller mindre udbredt handelskrise, kommer alt på en måde igen i den gamle gænge. Forskellen bliver kun den, at alle værdigenstande anslås til ringere pengeværdi end før; men idet de lavere priser lægges til grund for alle beregninger, kommer de ikke længere driftsherrerne overraskende, hæmmer ikke længere foretagelseslysten og trykker følgelig ikke rentefoden ned. – I modsat fald – ɔ: dersom guldproduktionen eller omsætningsmidlernes mængde på ny forøges – hæver prisniveauet sig igen. Og foregår forøgelsen regelmæssigt gennem et længere tidsrum, så at alle priser kommer i vedblivende stigning, da bidrager dette til en voksende efterspørgsel efter pengelån. For så rimeligt som det er, at man føler sig betænkelig ved at erhverve et eller andet aktiv og derimod pådrage sig en pengeforpligtelse, så snart man ser, hvorledes alle genstandes pengeværdi bestandig skrumper ind; så rimeligt er det, at folk bliver modige, når udviklingen synligt går den modsatte vej.

Det turde da være tydeligt, at såvel en stigning som en nedgang i det åbne markeds rentefod kan have yderst forskellige årsager. Stigningen kan således enten være begrundet i et voksende forbrug og en deraf følgende ringere opsparing, eller i en stærk foretagelseslyst, ansporet ved udsigt til god fortjeneste; og nedgangen kan være bevirket enten af en større sparsommelighed eller af en ulyst til nye foretagender.

Men hvad enten op- eller nedgangen er udslag af dette eller hint, i en henseende turde virkningen af rentefodens forandringer dog altid ytre sig ens.

Stiger renten, da bliver dette – ganske uden hensyn til stigningens årsag – en fordel ikke alene for dem, der ejer en virkelig disponibel og i rede penge bestående udlånskapital; men desforuden for adskillige af dem, hvis kapital var anbragt i udlån, allerede inden stigningen fandt sted. Og jo længere tid renten holder sig på det højere standpunkt, des flere ældre udlånsgivere kommer stigningen til gode. Det er jo nemlig yderst sjældent, at lån henstår uopsigelige og uden nogen fastsat forfaldstid; i reglen er de afsluttede enten på et bestemt åremål eller opsigelige med et vist varsel; og når det åbne markeds rentefod stiger op over den i ældre gældsbeviser fastsatte rente, kommer låntagerne, efterhånden som deres lån forfalder eller opsiges, i den nødvendighed at måtte bevillige den rente, långiverne kunne opnå ved ny udlån. Steg renten herhjemme for eksempel til seks procent, og holdt den sig i et åremål på denne højde, da nødsagedes lidt efter lidt en større og større mængde af købstads- og landejendomsbesiddere til at omskrive prioritetsobligationer, som nu lyder på fire og fire og en halv procent, til seks procents obligationer. Der ville da finde en omfordeling sted til gunst for långiverne og til skade for de aktive driftsherrer.

Og omvendt: når renten i England, Frankrig eller Holland fra højere standpunkter efterhånden er sunket ned til omkring to procent, har denne bevægelse utvivlsomt bragt aktive driftsherrer indtægt på de passive driftsherrers bekostning.

Der kunne imod dette ræsonnement indvendes, at alt eftersom en højere eller lavere rentefod bringer reproduktionsomkostningerne op eller ned, må der foregå en tilsvarende forandring i priserne på de varer, ved hvis salg renten indvindes, og følgelig også en forandring i det hele driftsoverskud, så at driftsherrefortjenesten skulle blive ens, enten renten steg eller· faldt. Denne indvending er imidlertid kun rigtig for de foretagender, der hverken er beskyttet ved noget kunstigt eller naturligt monopol af kortere eller længere varighed. Hvad derimod alle de foretagender angår, som af en eller anden årsag helt eller til dels står udenfor den almindelige konkurrence, gælder indvendingen øjensynligt nok slet ikke. Og så lidt som danske landmænd for eksempel ville betvivle, at en renteforhøjelse bragte dem et tab, som de hverken kunne indvinde ved at forlange højere priser for deres produkter eller ved at knappe af på arbejdernes løn; så lidt er der grund til at betvivle, at besiddere af engelske landejendomme, kulminer eller jernværker gennem den lavere og lavere engelske rentefod opnåede fordele, hvorpå de ikke gav slip hverken ved prisnedsættelser eller lønningsforhøjelser.

Overvejer man dernæst, hvor meget den til enhver tid udlånte kapital overstiger den disponible kapital – og man kan danne sig en forestilling om forholdet ved en sammenligning mellem bankers og sparekassers udlånte og ledige kapitaler – og ser man fremdeles hen til hvor stor en del af den udlånte kapital der henstår netop i foretagender, som er udenfor almindelig konkurrence, bliver det klart, at en omfordeling mellem aktive og passive driftsherrer må regnes som en af de væsentligere følger af rentefodens forandringer.

Arbejdsløn

Vi forsøger at se, hvad der bestemmer arbejdslønnens højde og nøjere at forklare og belyse de desangående ovenfor fremsatte påstande.

Den første af disse lød således:

“Arbejdslønnens højde bestemmes til enhver tid på lignende måde som de eksisterende salgsvarers priser. Disse afgjordes af købernes nytteopfattelse – arbejdslønnens højde bestemmes af driftsherrernes nytteopfattelse. Dog at der for arbejdslønnen er en minimalgrænse, hvorunder den ikke kan falde.”

Vor tidligere undersøgelse af de forskellige værdigenstandes værdiforhold byggedes over den forudsætning, at handlende parter altid sammenligner nytten af genstande, som de erhverver eller skiller sig ved, med nytten af pengene, som de derfor betaler eller erholder. Vi går for arbejdslønnens vedkommende ud fra følgende ganske tilsvarende forudsætning: arbejdsgiveren overvejer, om det er nyttigst, at udrede den forlangte løn og sikre sig arbejderens gerning, eller om han bør anvende pengene på anden måde; medens arbejderen på sin side kun sælger sin arbejdskraft, dersom dette forekommer ham at være den nyttigste anvendelse af den.

Der kommer da efter denne opfattelse ingen kontrakt i stand mellem arbejdsgiver og arbejder, når ikke begge parter finder kontrakten nyttig for sig.

Men ligesom vi for værdigenstandenes vedkommende til en vis grad så bort fra sælgernes nytteopfattelse, fordi denne blev uden umiddelbar betydning, så snart varerne var frembragt og ophobet på lager; således kan vi også til en vis grad se bort fra arbejdernes nytteopfattelse.

I vore samfund har besiddelsesløse arbejdere intet valg. De er lige så tvungne til at søge arbejdsgivere, som varesælgere til at søge forbrugere; og deres opfattelse af den nytte, som deres arbejde gør samfundet eller driftsherrer, er uvæsentlig, fordi de hvilken mening de end har – dog er nødsaget til at tage arbejde hos den højstbydende arbejdsgiver.

Arbejdsgivernes nytteopfattelse bliver afgørende for den konkurrence, som de indbyrdes vil gøre hinanden om arbejdskraftens erhvervelse, og den alene bestemmer de forskellige lønningers højde.

De love, som behersker arbejdslønningerne, afviger imidlertid på et enkelt punkt fra dem, der ordner varepriserne.

Varer sælges hyppigt langt under den pris, som deres frembringelse har kostet og deres genfrembringelse ville koste; og der gives ingen vare, for hvis vedkommende en minimalpris kan fastsættes.

For arbejdslønningerne eksisterer der en minimalgrænse. Denne falder omtrent der, hvor Ricardo fandt den “naturlige” arbejdsløn, og grænsen er ens for alle arbejdere, som lever under samme klimatiske forhold og med samme absolutte livsfornødenheder.

Lønarbejdere vil nemlig ikke blot finde det unyttigt at arbejde, men endog ganske umuligt, dersom lønnen ikke forslår til deres tarveligste ernæring. Her findes altså den absolutte minimalgrænse. Og kommer lønnen ikke op så højt, at den er tilstrækkelig både til arbejdernes tarveligste ernæring og til racens vedligeholdelse – dette lavmål af løn er, som man erindrer, Ricardos naturlige arbejdsløn – går arbejdet overordentlig hurtigt i stå. I længere tid kan arbejdslønnen umuligt holde sig under denne grænse.

Derimod gives der slet ingen almengyldig maksimalgrænse for arbejdslønningerne; men deres højdepunkter bestemmes i hvert enkelt tilfælde af vedkommende arbejdsgivers nytteopfattelse. Når man vil forstå driftsherrers og arbejdsgiveres bedømmelse af arbejdernes nytte, må man først og fremmest undgå den fejl, som de engelske økonomer begik ved bedømmelsen af tingenes nytte. Et ordnet renovationsvæsen er for eksempel ikke alene overordentlig nyttigt for en stor by, det er endda fuldstændigt uundværligt; i et mejeri må man nødvendigvis have folk til at malke køerne; og ved de allerfleste foretagender behøver man mennesker, som kan bruge deres arme og ben, men til hvis tænkeevne fordringerne er ringe. Renovationsfolk, malkepiger og muskelstærke karle er da i mange tilfælde så uundværlige som korn og vand; men lige så lidt som nytten af den enkelte sæk korn agtes højt, så snart alle pakhuse er overfyldt; så lidt tillægger arbejdsgiveren den enkelte arbejder stor nytte, når der findes tusinder og tusinder af mennesker med evne og vilje til at indtræde i hans sted. Vi forsøgte ikke forhen at udfinde nytten af alt vand eller af alt korn, og at bringe disse sagers pris i samklang dermed; og vi sysselsætter os her ikke med nytten af alle arbejderes samlede gerning. Den er alt for stor til at kunne værdsættes. Men ligesom vi ovenfor forklarede, hvorfor en enkelt partikel af en i det hele og store uundværlig vare kan blive ganske unyttig og derfor værdiløs; således vil vi nu søge at forstå, hvorfor en arbejders løn kan blive yderst ringe, selv om samfundet knapt kunne bestå, dersom ingen ville udføre hans gerning.

Ingen driftsherre lader sig aftvinge en så høj løn, at det forekommer ham nyttigere at give afkald på arbejderens tjeneste end at udrede den forlangte løn. Han vil finde dette: så snart arbejderen forlanger mere end andre lige så anvendelige arbejdere; og såfremt fordringens tilfredsstillelse enten ville drive varernes produktionsomkostninger op over deres formodede salgspris eller ville gøre arbejdets udførelse ved håndkraft dyrere end ved maskinarbejde.

I lande af yderst ringe frugtbarhed, hvor arbejdet akkurat forslår til de arbejdendes tarveligste ernæring, falder arbejdslønnens maksimal- og minimalgrænse med nødvendighed sammen. Dette har imidlertid kun liden praktisk betydning for os, som lever i et samfund, hvor enhver uden vanskelighed kan iagttage, at arbejdsudbyttet har bedre forslag.

For os er det vigtigere at forstå, at selv i velhavende samfund findes der arbejdere, hvis løn må holde sig helt nede ved minimalgrænsen. Også herhjemme kan driftsherrer være ganske ude af stand til at yde deres arbejdere mere end den aller nødtørftigste løn.

En del af de kvindelige syarbejdere her i byen afgiver vistnok et eksempel på en sådan uheldig stillet arbejderklasse.

Syerskerne lønnes, som bekendt, i en overvejende grad ganske elendigt. Deres arbejdsgivere erklærer, at varernes salgspriser forbyder enhver væsentlig lønforhøjelse; og dette udsagn er formodentlig i mange tilfælde sandt. Der eksisterer heri København – og for øvrigt i næsten alle større byer – et utal af faguddannede syersker og dilettanter, som søger erhverv eller bierhverv ved syning; og som følge heraf frembringes der da syarbejder i sådan mængde, at endog sager, der har krævet stor flid og kunstfærdighed, må sælges billigt. Sattes priserne i vejret, ville køberne dels indskrænke deres forbrug, dels selv udføre en del af deres syarbejde. Syning er jo en gerning, som de fleste kvinder forstår sig på.

Disse lave priser tvinger syerskernes løn ned; og deres kår bliver næppe væsentlig forbedrede, før der drages flere og flere kvinder bort fra denne sysselsættelse og hen til andre. Når der da udbydes en forholdsvis ringere mængde af syarbejde, stiger nyttighejsgraden og prisen, og derved indtræder mulighed for en mindre ussel løn. Indtil dette sker, bliver det syerskernes lod: til gengæld for mange dages anstrengende arbejde at modtage en betaling, hvorfor de kun kan købe, hvad andre mennesker har frembragt i løbet af langt kortere tid, hyppigt i løbet af få timer. Dette kan umuligt være anderledes – syerskernes arbejdsgivere må indrette produktionsomkostningerne efter varernes salgspriser.

Lignende omstændigheder som de her nævnte, trykker også andre fagarbejderes løn helt ned til minimalgrænsen; dog sjældent med sådan varighed som i dette tilfælde, hvor den slette tilstand har bestået uforandret gennem lange tider. Den har holdt sig så længe på grund af den befæstede fordom, som driver kvinder til at sky mere indbringende virksomheder og til fortrinsvis at kaste sig over denne “kvindelige” sysselsættelse. Den næste af de forhen fremsatte påstande lød således:

“Varepriserne kom ikke op i den højde, som de velhavende købere havde betalt, hellere end de havde givet afkald på varerne. – Arbejdslønnen stiger heller ikke op til det, som virksomheder med stort driftsoverskud betalte, hellere end vedkommende driftsherrer gav afkald på lønarbejdernes gerning.”

At dette forholder sig så, og at arbejdslønnen ikke retter sig efter de heldigst situerede arbejdsgiveres betalingsevne, men at den må ned til det punkt, hvor alle arbejdssøgende kan erholde sysselsættelse – derpå turde måske foreløbigt det kvindelige københavnske tjenestetyendes stilling afgive et tydeligt bevis.

Disse folk lønnes som regel ganske elendigt. Pengelønnen rækker sjældent stort ud over tyendets nødvendigste udgifter; og beboelsesrummene, som afgives til pigekamre, er mest utilladelig slette. Har en tjenestepige med den dygtighed, som udkræves i almindelige borgerlige huse, arbejdet så længe hun formåede, og i den tid vendt og drejet hver skilling, må hun være fornøjet, om hun foruden den medfølgende gigt eller anden svagelighed – har opsparet en sum, hvoraf hun hverken kan leve eller dø.

Behageligheden ved at læsse husholdningens byrdefuldeste del fra sig er slet ikke ringe; og utallige familier gav sikkert nok mere end den nuværende løn, hellere end de indskrænkede tallet på deres tyende; men ikke alle tjenestesøgende kan erholde pladser i velhavende huse. Lønnen retter sig efter betalingsevnen hos de fattigste af dem, der holder tyende, og hvis tilbud må medtages for at tilfredsstille alle søgende.

Det er imidlertid klart, at når alle tjenestetyende her er regnet under et, stemmer denne forudsætning ikke med virkeligheden. Der eksisterer blandt de kvindelige såvel som blandt de mandlige tjenestefolks store skarer utallige afskygninger af færdigheder, der gør vedkommende egnet til forskellige arter af pladser. Ikke alle tjenestefolk kan erstatte hinanden, og de kan følgelig heller ikke alle konkurrere med hinanden. Men indenfor hver enkelt klasse af tjenestefolk reguleres lønningerne efter den her givne regel.

Det ville være ganske urimeligt, om man imod denne opfattelse ville indvende, at dersom velhavende folk virkelig fandt nytten af deres tjenestefolk uforholdsmæssig stor i sammenligning med udgifterne til kost og løn, ville de antage langt flere folk til deres personlige opvartning end dem, de nu sysselsætter. For også her gælder den forhen givne regel, hvorefter nytten aftager gradvist og i forhold til den mængde, der allerede inden forøgelsen finder sted, er til rådighed for de mennesker, hvis dom afgør nytten. Familier, for hvem en eller to tjenestefolk er omtrent uundværlige, finder det allerede temmelig unyttigt at have tre, og fandt måske, at fire kun var til besvær; og at de ikke forøger deres tyendepersonale, er da ikke i fjerneste måde noget bevis på, at de ikke – om fornødent – gav højere løn til dem, de virkeligt sysselsætter.

Tjenestefolks slette løn er ikke alene en god illustration til den ovenanførte lov men også til den humanitet, der udvises overfor fattige arbejdere.

Når produktive arbejdere lønnes slet af velhavende driftsherrer, kan der tænkes mange undskyldningsgrunde herfor, ja endda forsvarsgrunde så gode, at al undskyldning bliver overflødig; det ville således – dersom man erkender den ovenstående fremstillings rigtighed – være urimeligt at gøre driftsherrerne ansvarlige for syerskernes slette løn. Og selv i andre tilfælde, hvor der ikke foreligger nogen tvingende nødvendighed for slet betaling, er det mange gange let at forstå, at humanitetsfølelsen svækkes; således f. eks. Når arbejdsgiver og arbejder lever fjernt fra hinanden og uden noget som helst personligt samkvem.

Forholdet mellem herskab og tyende turde af alle forhold mellem arbejdsgiver og arbejder være det, der snarest skulle fremkalde de følelser, som kunne forhindre velhavende folk fra at byde den aldeles usle løn, hvormed de tjenende kan nødsages til at nøjes. Begge parter lever tæt op ad hinanden med nøje kendskab til de gensidige livsvilkår; og herskaberne anser sig for berettigede til af tjenestefolkenes samfølelse at forlange hjælp ud over det aftalte arbejde, så snart særlige omstændigheder gør ekstra arbejde nødvendigt. Det lå da overordentlig nær at føle sig forpligtet til gengæld. Hertil kommer endvidere, at alle de undskyldninger og forsvarsgrunde, der kan have gyldighed overfor de produktive arbejdere, er helt betydningsløse overfor tyendet; og når dette lønnes slet af velhavende herskaber, kan der herfor kun anføres en eneste årsag: gerrighed.

Af disse grunde er tjenestefolkenes behandling et udmærket termometer for medfølelsen med fattige arbejdere.

Hvor meget gøres der nu for tyendet udover det nødvendige?

Der gives her i byen enkelte familier, som sørger overordentlig godt for deres folk, både i den tid de har dem i deres tjeneste, og når de er udtjente; og en del andre familier giver en løn, der er lidt højere end hvad de havde nødig at betale for tjenestefolk af den klasse, som de ønsker at have. Men det almindelige er: at hvert forlangende om højere løn, sundere arbejdsvilkår eller kortere arbejdstid støder på sej modstand hos de velhavende samfundsklassers store flertal. Vi betragter med gammel hævd tjenestefolkene som forpligtede til at nøjes med urimelig lidt; og nye fordringer betragtes halvvejs som uforskammetheder, tegn på usund nydelsessyge, og en sørgelig kontrast til de svundne gode tider. Da folkene kunne behandles værre end nu, og hvor de efter sagsberetningerne dog hang med oprigtig hengivenhed ved deres herskaber. – Man behøver blot at have set de rum, der i københavnske lejligheder, beregnede på velhavende folk, findes indrettet til pigekamre, for at vide, at den her givne fremstilling af tjenestefolkenes slette kår ikke overdriver. Og de københavnske tilstande er næppe noget undtagelsestilfælde.

Når medfølelsen selv i dette forhold virker så uendelig svagt, kan man let danne sig en forestilling om denne følelses ringe betydning for andre slet stillede arbejdere, for hvis dårlige løn undskyldningsgrundene ligger langt nærmere for hånden.

Det ville derimod være ganske urimeligt at betragte tjenestefolkenes unødigt hårde kår som norm for hele den offervillighed og hjælpsomhed, der findes indenfor det velhavende samfund. Mange mennesker besidder en overordentlig stærk medlidenhedsfølelse – kun ytrer den sig ikke overfor dem, der har det slettest. Særligt i vort samfund synes medlidenhed og trang gerne at forholde sig omvendt til hinanden. Jo elendigere et menneske lever og stedse har levet, des ringere hjælp kan han vente. Aftager trangen, stiger hjælpen. Offervilligheden kommer op til sit højdepunkt, når den lægger sig for dagen overfor dem, hvem samfundsordenen skænker det højeste velvære for et ørkesløst liv.

Den sidste af de fremsatte påstande om arbejdslønnen lød således:

“Arbejdslønnen synker ned til sin minimalgrænse – for så vidt humanitetshensyn ikke gør sig gældende – for alle lønarbejdere, der gensidigt kan erstatte hinanden, dersom de ikke alle kan erholde sysselsættelse hos driftsherrer, hvis nytteopfattelse tillader dem at betale mere end dette lavmål af løn.”

Denne sætning turde indeholde forklaringen af en overordentlig stor mængde arbejderes slette stilling.

Ethvert sundt og stærkt menneske magter efter en yderst kort læretid meget af den gerning, som er at udføre ved jordbrug, i fabrikker og miner og ved forskellige andre virksomheder. Således har det været altid, således er det endnu; og i nutiden måske endda i forøget grad, fordi maskinindustrien har gjort megen faguddannelse overflødig. Men det gælder om alle disse mennesker, der uden stor ulempe gensidigt kan overtage hinandens virksomhed, at de særdeles vanskeligt skal opnå mere end de ringeste livsvilkår. Det hjælper dem intet, om det foretagende, hvorved de arbejder, levner et glimrende driftsoverskud, eller om det land, hvori de lever, bugner af rigdom; og for at de skulle kunne gennemføre en fordring på bedre løn, udfordredes der: enten en humanitet hos deres arbejdsgivere, så at disse indrømmede arbejderne mere end disse kan tiltvinge sig; eller lovgivningsbestemmelser, som fastslog grænsen for arbejdsløn og arbejdstid; eller endelig måtte årsagen, som skulle hjælpe dem, være den næsten utænkelige fremtoning, at der ingen steds i verden herskede hverken en økonomisk nødstilstand eller uheldige arbejderforhold, og at det derfor blev driftsherrerne umuligt at forskaffe sig et erstatningsmandskab, der tog til takke med aldeles elendige vilkår.

Den følgende tabel turde gøre dette aldeles klart, og den viser tillige, hvor meget denne slettest stillede arbejderklasses løn hæver sig under visse givne forudsætninger.

Vi antager:

1000 mand søger arbejde, og nøden tvinger dem til at tage imod en hvilken som helst løn.
Derimod findes der følgende driftsherrer, der søger folk:
300 mand søges af arbejdsgivere, som om fornødent gav 5 kroner dagløn.
100 mand søges af arbejdsgivere, som om fornødent gav 3 kroner dagløn.
200 mand søges af arbejdsgivere, som om fornødent gav 1¼ krone dagløn.
200 mand søges af arbejdsgivere, som højest kan give l krone dagløn. Desuden søger en mængde driftsherrer flere tusinde arbejdere, men kun til lavere løn end en krone.
Lad en krone være arbejdslønnens absolutte minimalgrænse.

Var arbejdslønnen en almindelig vare, sank lønnen ned under en krone, idet der måtte medtages så mange lavere tilbud, at alle tusinde mand fik pladser. Nu derimod bliver lønnen en krone. Af de tusinde mand får følgelig de ottehundrede sysselsættelse, medens de tohundrede enten må leve af understøttelse, sulte ihjel, eller stjæle til livets ophold – alt efter den moral og retstilstand, der hersker i det samfund, hvori de lever.

De sekshundrede mand, som – dersom arbejdernes tal havde været ringere – kunne have opnået mere end en krone dagløn, må nøjes med samme lave betaling som de andre. Forsøger de at fremtvinge højere løn, kan driftsherrerne lade dem gå og finder øjensynligt ganske let andre folk i deres sted. Resultatet var blevet det samme, dersom vi – i stedet for at forudsætte en efterspørgsel efter trehundrede mand til fem kroner og efter hundrede mand til tre kroner – havde byttet tallene om og regnet, at hundrede mand kunne opnå fem kroner, men trehundrede mand tre kroner. Eller med andre ord: om nogle heldigt stillede virksomheder tjener mere eller mindre, bliver uden nogen som helst umiddelbar indflydelse på denne arbejderklasses lønningsforhold. Magter vedkommende driftsherrer ikke at sysselsætte hele arbejdermængden, går lønnen ikke op eller ned sammen med forandringerne i deres driftsoverskud.

Når dansk fabriksvirksomhed enten på grund af tilfældige omstændigheder eller gennem toldbeskyttelse opnår glimrende resultater, og fabriksherrerne af hensyn til deres egne forretninger kunne give ordentlig løn, kommer dette ikke disse arbejdere til nytte, såfremt de danske landmænd ikke samtidigt konkurrerer om erhvervelse af arbejdskraft til en løn, som går op over minimalgrænsen. Og antager vi fremdeles, at det hjemlige agerbrug også befinder sig i yppig fremgang, gør dette heller ingen forskel, så længe der fra Tyskland eller Sverige kan indforskrives karle og piger, som forgæves søger sysselsættelse i deres hjem. Man ved i hvilken udstrækning der herhjemme gøres brug af en sådan indforskrivning, og man ved også, hvorledes rige franske kulmineejere sender bud til Belgien om nyt mandskab, og hvorledes amerikanske arbejdsgivere holder arbejdslønnen nede ved indvandrende kinesere.

Vi forudsætter fremdeles en for denne arbejderklasse yderst gunstig situation og iagttager hvilken ringe gavn, den vil høste deraf.

Lad os antage tallet på arbejderne som i ovenstående tabel er ansat til tusinde for konstant. Det vil altså sige: vi tænker os et samfund, der frivilligt eller nødtvungent er udelukket fra enhver indforskrivning af arbejdere. I dette aflukkede samfund opstår en ny industri, hvortil der knyttes de allerstørste forventninger, så at driftsherrerne, hellere end de opgav den, betalte fire, fem eller seks kroner i dagløn til ukyndige arbejdere. Vi forudsætter, at der til denne industri skal anvendes femhundrede sådanne folk, indsætter dette tal i tabellen og undersøger dets indflydelse på arbejdslønnens højde.

Til minimallønnen og derover bliver der brug for tretten hundrede mennesker. Der findes vedblivende kun tusinde arbejdssøgende. Resultaterne bliver da; for det første: driftsherrerne med anvendelse for tohundrede mand til højest en krone dagløn, nødsages til at standse de forretninger, der ikke kan bære forøgede produktionsomkostninger og altså ikke kan bestå ved den nu indtrådte højere arbejdsløn. Dernæst: den næste driftsherreklasse – ɔ: den med evnen til at give en og en kvart krone dagløn, og som hidtil slap med en krone – sætter lønnen den kvarte krone op og mister dog halvdelen af arbejderne. Endelig: daglønnen for alle tusinde mand bliver en og en kvart krone; ifølge den almindelige lov, der driver priserne op til det punkt, som de må indtage for at de omhandlede genstande kan blive borttagne fra dem, der ville erhverve dem til lavere priser; og ned så langt, at der bliver købelyst for alt, hvad der skal sælges.

Således blev ordningen, dersom et reguleringskontor med fuldstændigt overblik over driftsherrernes tilbud og arbejdernes antal fordelte arbejderne til de forskellige virksomheder i henhold til de love, der i det hele og store behersker det økonomiske liv. I praksis går selvfølgelig ikke alt efter en snor; og da ingen ordnende myndighed skrider ind, ville det særligt være urimeligt at antage, at netop de uheldigst stillede virksomheder måtte give afkald på halvdelen af deres arbejdere, når man dog samtidigt hermed forudsætter akkurat samme lønningshøjde overalt. Mellem virkeligheden og den her opstillede tabel turde afvigelsen nærmest være den: at de driftsherrer, som har evne til at betale mere end den ganske nødvendige løn, undertiden betaler en bagatel derover og derved sikrer sig den faste arbejderstok, hvorfor de har brug; medens de andre driftsherrer, der nødvendigvis må indskrænke arbejdslønnen til den sletteste betaling, hvorfor folk i øjeblikket kan fås, ikke alle og altid finder så mange arbejdere, som de kunne anvende. Derfor mindsker eller standser snart den ene og snart den anden af dem sin virksomhed; og der kommer på den måde ligevægt mellem tilbuddet af den betræffende art arbejdskraft og efterspørgslen derefter. At det tillæg, der frivilligt – om man så vil – ydes disse slettest stillede arbejdere, i virkeligheden er særdeles ringe, derom belæres man af praksis, idet man nemt kan iagttage, at deres løn omtrent er ens, hvor de end arbejder. Og man forstår let, at tillægget heller ikke behøver at være stort; idet enhver driftsherre, der giver sine folk blot nok så lidt ud over den løn, som andre arbejdsgivere betaler for lignende gerning, kan være temmelig sikker på at beholde sine arbejdere, og han kommer i alt fald ikke i forlegenhed, hvis de forlader ham. Han får nemt erstatning for tabet.

Tabellens tal kunde synes helt vilkårligt valgte. Vi forudsatte, at så og så mange driftsherrer kan stå sig ved at give den og den løn, andre derimod noget mindre, og så fremdeles. Resultatet var blevet forskelligt under andre forudsætninger. Tabellens form er imidlertid ikke helt tilfældig. Det stemmer nemlig med den hele i nærværende afhandling forfægtede økonomiske anskuelse. At driftsherrernes betalingsevne er ansat i gradationer – med de overalt herskende tilstande, at enkelte driftsherrers betalingsevne er anslået yderst lavt – og at der endelig er tænkt muligheden af en ny industri med evne til at bære usædvanlig høj arbejdsløn, stemmer med hvad der i virkeligheden kan indtræffe, idet netop ny industrier undertiden rummer de bedste og sikreste udsigter til høj fortjeneste.

Og hvad tabellen viser, er da dette: at om der i et eller andet samfund opstår en omfangsrig industri, som i betydelig grad øger driftsherrernes fortjeneste; og selvom denne industris store arbejderbehov rekrutteres ud af’ den hjemlige befolkning, hæver alt dette dog i bedste fald den talrige og slettest stillede arbejderklasses løn uendelig lidet i vejret.

Blandt de mange forskellige virksomheder, som gør brug af de hidtil omhandlede arbejderes gerning, et der kun yderst få, der ikke samtidigt dermed sysselsætter højere betalte arbejdere. Disse folks lønninger udfindes i alt væsentligt på samme måde som ovenfor angivet – dog at der for deres vedkommende bliver at tage hensyn til den løn, som deres driftsherrer må udrede til de slettere stillede arbejdere.

Til nærmere forklaring af meningen hermed tjener følgende eksempel: en håndværksmester påtænker forfærdigelsen af en vare. Dertil udfordres en faguddannet svends og en medhjælpers samarbejde. For at finde højdepunktet for svendens løn, må der tages hensyn ikke alene til mesterens udgifter til råmaterialer, rentetab osv., men desuden til medhjælperlønnen. Mesteren vil sammenregne alt dette, drage summen fra varens formodede salgspris; og svendens løn må holdes indenfor sådanne grænser, at der efter denne beregning bliver rum for en driftsherrefortjeneste. Ellers opgiver mesteren arbejdets udførelse.

Der vil ved de højere og højere betalte arbejderes løn bestandig blive taget hensyn til den voksende mængde af slettere betalte medvirkende arbejdere.

Man kunne imidlertid spørge: hvilken rimelig årsag er der til at antage, at de højere lønningers udstrækning begrænses af de lavere? Var det ikke fuldt så rimeligt at gå den modsatte vej, og altså først bestemme driftsherrernes udgifter til de heldigst stillede arbejdere; dernæst at se, hvor meget der bliver tilovers til den næstfølgende klasse, og til sidst at fastsætte den uheldigst stillede arbejderklasses løn i forhold til det, de øvrige har levnet?

Man kan tænke, hvorledes sagen går til i praksis.

Hvorledes mon landmænd, fabrikanter, en forsamling af bankrådsmedlemmer eller af bladudgivere ræsonnerer, når de overvejer, hvor store lønninger deres forretninger kan bære. Mon således: en forvalter, driftsbestyrer, bankdirektør eller redaktør må nødvendigvis have den og den gage, som er den bekendte markedspris på bankdirektører, redaktører osv. – og tilovers for de øvrige bliver der følgelig kun så og så meget? Eller skulle de ikke snarere gøre følgende beregning: jord og fabriksarbejdere, kontorister og bankbude, sættere og aviskoner – de forlanger for tiden så og så meget, billigere får man dem næppe, og følgelig kan der under hensyntagen til det forventede driftsoverskud højest blive den og den gage til den overordnede? Man kan næppe tvivle om, hvor praktiske folk vælger beregningens udgangspunkt. Om en bladredaktør skal have femtusinde eller fyrretusinde kroner årligt afgøres i forhold til det enkelte foretagendes godhed – og på den måde, som senere skal eftervises – men at aviskonerne skal have omtrent lige så få kroner om ugen, som alle andre blade betaler, det betragtes på forhånd som givet.

Det er heller ikke vanskeligt at se, hvorfor beregningen må opgøres på denne måde.

Lønningerne for den laveste arbejderklasse er afhængige af den hele markedstilstand, som ovenfor forklaret. Og hver enkelt driftsherre kan med rette sige sig selv, at ihvorvel hans efterspørgsel efter arbejdere nødvendigvis får nogen indflydelse på lønniveauet, bliver hans evne til at hæve eller sænke dette dog uendelig ringe. Anderledes for de faguddannede arbejdere. Deres løn bestemmes ikke af den hele markedstilstand, men af forholdene indenfor deres eget fag, altså af et langt snævrere område, der tilspidses mere og mere, efterhånden som vi kommer til arbejdere af mere og mere speciel uddannelse, så at de højest lønnede arbejderes ve og vel hyppigt endda er knyttet til et enkelt bestemt foretagendes skæbne.

I teori som i praksis må følgelig de lavest stillede arbejderes løn beregnes først.

Vi vender da tilbage til det tidligere eksempel: en håndværksmester lader en svend og en medhjælper forfærdige en vare. Mesteren opgør beregningen på den anførte måde og kommer til det resultat, at fem kroner er den højeste dagløn, han kan stå sig ved at udrede til svenden. Dette bliver da maksimalgrænsen for hvad denne i dette tilfælde kan nå. Hvor nær den virkelige løn kommer denne grænse, afgøres da således: lønnen bliver fuldt fem kroner, såfremt de mestre, som kan stå sig ved at give denne løn, har sysselsættelse for alle de arbejdere, hvis færdighed berettiger dem til at komme i betragtning, i modsat fald bliver den lavere, og udfindes på den sædvanlige måde.

De mestre af faget, som ikke kan bestå ved den gældende løn, må indstille selvstændig virksomhed – de, som akkurat kan udrede den men ganske umuligt mere, holder deres forretninger indenfor et område. Der kan overkommes uden hjælp af højere lønnede folk, og endelig bliver der hos nogle af de mestre, hos hvem driftsoverskuddet tillader det, plads for folk, der kan opnå bedre løn.

Da arbejdere af forskellige fag ikke kan erstatte hinanden, bliver der intet til hinder for forskellige lønningshøjder i forskellige fag. I det samme samfund, hvor murersvendenes løn er tre kroner, kan skibstømrernes gerne samtidigt være fire kroner; og til en anden tid kan forholdet være lige det omvendte.

Så snart der indføres maskiner, som udfører det arbejde, hvortil der forhen udkrævedes faguddannede arbejdere, bliver som følge deraf enkelte arbejderes kundskaber overflødige, og disse folk synker ned i en lavere stående arbejderklasse og konkurrerer med denne om det arbejde, hvortil færre forkundskaber forlanges.

Medens enhver dygtighedssammenligning mellem folk af forskellige fag er en umulighed, bliver det derimod let at anstille en sådan mellem arbejdere af samme fag. Dog ikke således, at man bestemmer, hvor mange gange den ene er dygtigere end den anden, eller hvor mange »gennemsnitsarbejdere, der går på en særlig flink arbejder. Sådanne beregninger lader sig sjældent udføre. Men selv den kendsgerning, at nogle arbejdere er dygtigere end andre, betvivler ingen arbejdsgiver. Han ser, hvorledes enkelte kan benyttes på overordnede ledende poster, medens andre kun er brugbare under nøje kontrol, og at nogle – foruden at kunne udføre samme arbejde som de andre – magter ting, som hine ikke evner. Hver indenfor deres fag bliver de særligt dygtige arbejdere søgt af arbejdsgivere, hvis forretninger kan bære mere end udgifterne til de før omtalte fagarbejdere af en mere almindelig uddannelse. De anvendes til kontrollerende og overordnede poster og til udførelsen af de arbejder, som de alene formår. Deres forholdsvise fåtallighed sikrer dem højere løn, dog kun for så vidt der er anvendelse for deres særlige evner og fornødne konkurrence blandt driftsherrerne om erhvervelsen af deres tjeneste. I øvrigt findes deres løns højde på almindelig måde.

Denne vor sædvanlige beregningsmåde bliver ubrugelig, når vi kommer op til de allerhøjeste klasser af lønarbejdere, for eksempel til lederne af store industrielle og kommercielle foretagender, til folk, som har hævet sig til disse stillinger ved anseelse for ganske sjælden dygtighed. Deres arbejdskraft er en alt for fin vare og af en alt for særlig art til at der for den kan fastsættes nogen markedspris; og lønningerne er her en lignende vilkårlighed underkastet, som den, der gjorde sig gældende ved sjældne malerier og ejendomme og lignende ting. Der findes i hvert enkelt tilfælde en maksimalgrænse for deres løn, hvorover arbejdsgiveren på grund af sin nytteopfattelse af deres tjeneste ikke lader sig drive; og en minimalgrænse, hvorunder deres nytteopfattelse altid vil forhindre lønnen fra at falde; men mellem disse to yderpunkter kan der ligge betydelig afstand; og hvor nær lønnen falder ved den ene grænse eller den anden, afhænger af de to parters pengebegærlighed, karakter og snildhed. Det samme gælder – dog med mindre spillerum for lønnens størrelse – for de højest stillede funktionærer i mindre forretninger, så snart deres særlige indsigt i forretningen bevirker, at deres arbejdsgiver bedømmer deres nytte helt anderledes end hans konkurrenter kunne gøre.

Overfor de højere stillede lønarbejdere gør humanitetsfølelsen sig som regel stærkt gældende. Er de ansatte ved store og rige foretagender, oppebærer de hyppigt en betydeligt bedre løn end den, der i ringere forretninger tilstås folk, som agtes for deres jævninge. Den ihærdighed, hvormed arbejdsgivere bestræber sig for at bringe deres slettest lønnede arbejderes løn ned til det øjeblikkelige lavmål, udviser de sjældnere overfor de godt lønnede.

Et hensyn er hidtil helt forbigået både for de laveste og for de højeste lønningers vedkommende, nemlig: hensynet til den mulighed, at lønarbejderne etablerer selvstændig virksomhed og benytter den erhvervede fagkundskab til konkurrence med fagets bestående driftsherrer.

Vi forklarede tidligere, hvorledes arbejderen er afskåret fra denne mulighed, såfremt han hverken ejer kapital eller kan skaffe den til låns, og at den kun står de arbejdere åben, som enten besidder opsparet løn, arv eller kredit. De lavest stillede arbejdere, som lever fra hånden til munden, er faktisk så godt som helt udelukkede. Deres arveparter er forsvindende små, deres opsparinger nødvendigvis lig nul, og tilliden til deres betalingsevne utilstrækkelig til at skaffe dem kredit. Muligheden begynder først for de arbejdere, som er kommet højere op; de gør brug deraf, når de tror at se fordel derved; og de driftsherrevirksomheder, hvortil der udfordres mindst kapital, er ifølge sagens natur udsat for den største og mest udbredte konkurrence.

Fiskerinæringen er et eksempel på en virksomhed af denne art. En fiskerbåd med tilbehør koster næppe mere, end at mangen sparsommelig arbejder – uden just at have nydt nogen særdeles høj løn – kan overkomme at købe den, når der vises ham en smule tillid og velvilje; og den koster i alt fald langt mindre end de fleste andre virksomheders driftsmateriel. Her skiller da intet uoverstigeligt grænseskel lønarbejdere fra driftsherrevirksomhed, og de benytter sig heraf, så at der opstår en talrig fiskerbefolkning, selvom udbyttet er ganske tarveligt. De undlader ikke at gå ind i denne bedrift, selvom driftsoverskuddet er slettere end i mange andre virksomheder; thi for dem står valget sjældent imellem enten at være fiskere eller for eksempel ølbryggere men hyppigere imellem: fiskeri for egen regning eller forhyring.

Fiskerinæringen er intet enestående eksempel; og i virksomheder, hvori der foreligger lignende forhold, finder man sjældent nogen ret betydelig forskel i kår mellem driftsherrerne og de af deres arbejdere, som er dem omtrent jævnbyrdige i kundskaber. Begge parter lever som regel jævnt kummerligt. Lysten til at slippe ind i selvstændig stilling vil nemlig bringe mange til at benytte den forholdsvis lette adgang; som følge heraf opstår der stærkt udbud af disse virksomheders frembringelser, og deres nyttighedsgrad og priser bliver så lave, at hverken driftsherre eller lønarbejder opnår nogen misundelsesværdig indtægt.

I de allerfleste tilfælde er derimod udsigten til konkurrence på lige fod med driftsherrerne yderst ringe for de lønarbejdere, som kun ejer deres tjenestetids opsparinger. Hindringernes art: besværligheden ved at skaffe fornøden kapital, de indarbejdede forretningers forspring osv. osv. – alt dette er forhen omtalt. Foreligger der imidlertid den fjerneste mulighed, bryder lønarbejderen selvfølgelig igennem; og fra forskellige forretningers lidet formuende personale udgår der stadigt driftsherrer til nye og konkurrerende foretagender. Disse folk gør sjældent de bedste af de bestående forretninger stort afbræk; konkurrencen kommer som regel til at stå mellem de nye forretninger og de uheldigst stillede af de ældre.

Det kan vanskeligt være anderledes. Er en bys velhavende kvarterer fyldt med rige butikker, udgår der fra handelsbetjentenes klasse principaler; men under den her givne forudsætning – når de altså kun ejer hvad de opsparede i deres tjenestetid – overkommer de allerfærreste af dem at leje i hovedgaderne og at udstyre lokalerne med den nødvendige luksus og de tilsvarende kostbare lagre. De søger nødtvungne til mindre heldige handelskvarterer, hvor husleje og etableringsomkostninger er billigere, og konkurrerer med de der etablerede handlende om en tarvelig eller spredt befolknings søgning. Har en urtekræmmersvend tjent under heldige forhold, levet sparsommeligt og opsparet nogle tusinde kroner, ser han sig måske i stand til at etablere en forretning på Nørrebro; hvilket næppe gør hans forrige principal på Kongens Nytorv større afbræk i næringen end det, en stor maskinfabrikant lider, når en af hans arbejdere åbner en smedje i en sidegade.

Virkelig konkurrence med store og indbringende foretagender oprettes mest af de enkelte lønarbejdere, der på en måde er fødte driftsherrer, idet de – som tidligere omtalt – altid betragtede deres tjenestetid som en overgangsperiode, der måtte gennemgås, for at de kunne erhverve fornødne kundskaber til fremtidig driftsherrevirksomhed. Hvor vanskeligt det kan blive endog for disse folk at komme på lige fod med ældre konkurrenter, også dette er tidligere forklaret.

Overgangen fra lønarbejder til driftsherre foregår da ikke under sådanne omstændigheder, at den kan udjævne eller mildne end ikke den allerstørste ulighed i de to klassers kår; og heller ikke formår den at bringe ud af verden den gradation i driftsherrefortjenesterne, hvis faktiske tilstedeværelse er grundlaget for den foregående fremstilling af lønningsforholdene.

Rentefod og arbejdsløn

Ligesom vi tidligere først særskilt undersøgte de omstændigheder, der påvirker forskellige varepriser, og dernæst efterviste, hvorledes alle varepriserne gensidigt påvirker hinanden, således forsøger vi nu – så vidt muligt – at undersøge vekselforholdet mellem rente og arbejdsløn.

Vi angav i det foregående rentens maksimalgrænse for hvert enkelt forekommende tilfælde således: Driftsherren skønner om sine varers salgspris; sammenholder dermed udgifterne til råstof og arbejdsløn: forskellen afgiver maksimalgrænsen for den rente, som han vil betale. Vi betragtede altså her arbejdslønnens højde som givet.

Men da vi så gik over til arbejdslønnen, byttede vi om og ræsonnerede som så: driftsherren skønner om salgsudbyttet, sammenholder dette med udgift til råstof og rente: forskellen afgiver maksimalgrænsen for den arbejdsløn, som han vil betale. – Her betragtede vi altså renten som givet.

Vi havde kun en ligning med to ubekendte størrelser, og hjalp os, idet vi skiftevis behandlede den ene og den anden af dem som bekendte. Det er klart, at dette er ganske ufyldestgørende, og at opgaven var uløselig, dersom der ikke kunne opstilles endnu en ligning med de samme to ubekendte størrelser. Vi er hjulpet, såfremt vi kan opgive et bestemt forhold dem imellem; for når man ikke alene ved, at

A > x + y;

Men tillige at:

x/y = m

har man også højdepunkterne for x og y bestemt afgrænsede, idet:

y < A / m + 1 og x < Am /m+1

Spørgsmålet bliver da dette: Besidder driftsherrer mulighed for sammenligning mellem nytten af en udgift til arbejdsløn, hvorfor der erhverves brugsret over menneskeligt arbejde; og nytten af en udgift til kapitalrente, hvorfor der erhverves brugsret til kapital?

Svaret bliver i mange tilfælde ubetinget benægtende.

Et bankrådsmedlem kan for eksempel ganske umuligt komme til at overveje: om hans bank står sig bedre ved en kapitaludgift til en direktørmaskine eller ved udredelse af direktørens løn; og en skibsreder ikke: om han helst skal betale folk for at svømme over havet med kornsække på ryggen, eller om han bør købe skib. Ingen maskine kan udføre direktørgerningen, og et skib lader sig ikke erstatte af nok så mange nøgne svømmere.

I andre tilfælde er der vel en ganske abstrakt mulighed for sammenligning; men valget kommer slet ikke til at ligge for i praksis, fordi ingen driftsherre noget øjeblik kan overveje, om han skal anvende menneskelig arbejdskraft i stedet for lidet kostbare maskiner, der udretter langt mere end uendelig mange menneskehænder tilsammen kunne overkomme. En landmand ville vel aldrig undlade at anskaffe en ny plov i stedet for en ubrugelig ældre, end ikke om han skulde betale hundrede pro cent rente, og kunne få arbejdere til minimallønnen.

Dog endelig kommer der tilfælde, hvor svaret bliver ubetinget bekræftende, og hvor der ikke alene foreligger en mulighed for sammenligning, men hvor tvivlen om den nyttigste driftsmåde virkelig er til stede og afgøres ved hensyntagen til arbejdslønnens højde og til rentefodens. Disse tvivlsmålstilfælde er til enhver tid mangfoldige, og indtræffer netop dér, hvor vi har brug for forholdsangivelse mellem nytten af arbejde og kapital.

At enhver landmand skal have en plov, det er, som sagt, udenfor overvejelse; men en lignende almengyldig nødvendighed foreligger der ikke, så snart talen kommer på kombinerede meje- og tærskemaskiner. På enkelte gårde er disse maskiner selvskrevne, på andre kan der ikke være tanke om anskaffelsen – og i en mængde tilfælde står landmænd vaklende mellem ja og nej. Og ganske tilsvarende tilstande forefindes på alle mulige områder. Til befordring af varer udfordres vogn eller skib. På nogle ruter er jernbaner eller dampskibe en given nødvendighed, på andre ville deres anvendelse være fuldstændig vanvid – og endelig: utallige tvivlstilfælde. I al fabriksvirksomhed: snart ubetinget anskaffelse af de dyreste og sindrigste maskiner, snart tvungen indskrænkning til det tarveligste materiel og endelig: overgangstilfældene med uvished om hensigtsmæssigheden af dampkraft, gasmaskiner, maskinvævning for håndvæv, sættemaskiner for sættere, osv. – stadig tvivl om hensigtsmæssigheden af indretninger, som fordrer kapitalanvendelse og sparer arbejdsløn.

For driftsherrernes nytteopfattelse er arbejdsløn og kapitalrente i alle sådanne tilfælde blevet kommensurable størrelser, imellem hvilke der etableres et vist givet forhold. De vil ræsonnere som så: kan vi rejse penge til maskinkøb til den og den rente, da stifter vi lån med fordel og afskediger arbejdere, hvem vi betaler så og så meget i løn – ved en noget højere rente forsvinder fordelen, og nytten af udgift til kapitalrente bliver lig nytten af udgift til arbejdsløn – og skal pengene betales endnu dyrere, bliver det fordelagtigst at beholde arbejderne.

Hvor talrige de tilfælde end kan være, hvor der eksisterer en mulighed for sammenligning og forholdsangivelse; de omfatter dog ikke alle låntagere. Og det næste spørgsmål bliver da dette: om disse enkelte forholdsangivelser hjælper os ud over vanskelighederne?

Man må erindre: rentefodens højde afgøres ved hensyntagen til de laveste tilbud, som må medtages, for at hele den udbudte kapital kan anbringes. Alle de låntagere, hvis nytteopfattelse byder dem at stifte lån, selvom renten var langt højere end den, de virkelig må betale, tager forlods deres behov ud af markedet; og kampen om rentefodens virkelige højde står til enhver tid mellem låntagere, der gik ud af markedet, såfremt renten steg, og lånsøgere, der kom til, såfremt den dalede. Men det er netop disse: de afgørende låntageres nytteopfattelse, som vi fuldt ud forstår. Netop de driftsherrer, som vakler mellem anvendelse af kapital eller arbejde, de forøger eller formindsker deres kapitalbehov ved enhver forandring i rentefodens og arbejdslønnens højde.

Andre låntagere trækker sig imidlertid også ud af lånemarkedet, så snart renten stiger. Det turde således være vitterligt, at købmænd og grundejere hyppigst agter at købe varepartier eller at foranstalte byggeforetagender, såfremt de kan skaffe sig penge til fire og en halv procent, medens de opgiver deres forsæt, når renten er fem, og udvider bedriften, når den er fire. Nogen sammenligning mellem nytten af kapital og arbejdere kan umuligt være afgørende for disse overvejelser og beslutninger, som dog ganske ubestrideligt øver indflydelse på pengemarkedet.

Men når dette er tilfældet, bliver ikke da den opstillede forholdsangivelse halv og ufuldstændig besked?

Den væsentligste del af de årlige opsparinger anbringes overalt i arbejdsbesparende maskiner. Der hører særdeles ringe iagttagelsesevne til at se dette. Hvad er det vel, der væsentligt repræsenterer Englands, Hollands og Frankrigs store opsparinger? Sikkert nok ikke et usædvanlig stort antal af lejehuse – intet menneske, der har set sig det ringeste om i verden, kan påstå, at størrelsen og bekvemmeligheden af huse, der udbydes til leje, vokser jævnsides med kapitalopsamlingen. Heller ikke genfindes denne i varelagrenes forøgelse – England har ubetinget tjent kapital i de sidste fem år; men dets varelagre kan desuagtet nu være ringere end for fem år siden. Udslaget af foregående tiders opsparinger er da hverken talrige og gode beboelsesrum eller store lagre, nej, det er af helt anden art: skinneveje eller kanaler til hver en købstad, uendelige jernbanetog og talrige dampskibe, fabrik ved fabrik, nutidens bedste arbejdsmidler anvendte på hvert et område inden landets egne grænser, medejerret til udlandets jernbaner og kanaler – alt dette er kapitalopsamlingens usvigelige mærker.

Dog, selvom dette er aldeles tydeligt, og om det altså ville være tåbelighed at benægte, at netop arbejdsmaskiner er den opsparede kapitals aldeles overvejende anvendelsesmåde; det må alligevel indrømmes, at den kan gøres rentebringende ad andre veje. De lånsøgere, hvis nytteopfattelse er uoplyst, kan være nok så fåtallige; den fuldstændige forklaring på rentefodens højde har vi dog kun, når vi helt ud forstår også dem.

Når maskinernes store betydning for arbejdsløn og rentefod først er en given sag, kan vi imidlertid med fuldstændig sikkerhed foreløbig drage følgende slutning: både rentefod og arbejdsløn havde i dag været helt forskellige fra deres nuværende faktiske standpunkter, dersom maskinudviklingen havde været en anden, end den virkelig har været.

Og lad os nu nøjere undersøge de beregninger, som anstilles af driftsherrer, der sammenligner kapitalrente og arbejdsløn. En bogtrykker overvejer f.eks., om han skal anskaffe en sættemaskine. Han erkyndiger sig om dens pris, og anslår den udgift, som købet ville forvolde ham. Den i øjeblikket gældende rente bliver denne beregnings grundlag, ligesom den gældende sætterløn er grundlaget for beregningen over besparelsen i arbejdsløn. Vi kan fuldstændigt forstå mandens beregninger – og vi kan tydeligt se, at deres resultat muligvis slet ikke holder stik. Bestemmer han sig for maskinens anskaffelse, er nemlig grundlaget straks forrykket. Hans beslutning bidrager muligvis både til at trykke sætterlønnen og til at hæve renten. Den første af disse muligheder vil næppe nogen benægte, hvorimod det måske kan forekomme tvivlsomt, om anskaffelse af en eller af et par sådanne maskiner virkelig kan øve indflydelse på rentens højde. I virkeligheden kan selv det ubetydeligste kapitalanlæg få betydning; men for tydeligheds skyld vælger vi endnu et eksempel, hvor beregningens usikkerhed netop tydeligst viser sig på rentens område. Når danske landmænd overvejer, i hvilket omfang de bør anskaffe meje- og tærskemaskiner og andre af nutidens forbedrede arbejdsmidler, og når de opgør deres beregninger på den oven anførte måde, bliver det – i modsætning til det foregående tilfælde – yderst usandsynligt, at regningens rigtighed omstødes af en uformodet stærk nedgang i landarbejdernes løn. Denne er allerede nu for største delen så dybt nede, at en betydelig nedgang næsten er utænkelig. Her bliver det derimod en ganske nærliggende mulighed, at renten stiger over den beregnede højde, og at stigningen netop væsentlig bevirkes ved kostbarheden af de her i landet og andet steds indførte forbedringer i agerbruget.

Heraf fremgår da følgende: endog de driftsherrer, som besidder den bedste mulighed for sammenligning mellem nytten af kapital og arbejdere, og som måske hyppigt indbilder sig at gøre et sikkert overslag, regner i virkeligheden med ukendte størrelser – hvad der dog selvfølgelig aldeles ikke forhindrer, at vi fuldstændigt tydeligt ser, hvorledes de når deres resultat, og altså også forstår deres nytteopfattelse. De går ud fra det bestående forhold mellem kapitalrente og arbejdsløn; og de forudsætter, at dette forhold – der er fremgået af fortidens industrielle udvikling – holder sig omtrent uforandret i fremtiden.

Og netop således bærer de långivere sig ad, hvis nytteopfattelse det hidtil ikke lykkedes os helt at forklare. Også de slutter fra fortidens og nutidens kendte tilstande til fremtidens. Grundejeren, der kun vil bygge for fire og en halv procents penge, har som grundlag for denne beslutning en hensyntagen ikke alene til råstoffernes pris og formodningen om den påtænkte bygnings pengeværdi men desuden til den i øjeblikket gældende arbejdsløn; og han stoler på, at denne ikke undergår væsentlige forandringer under byggeperioden.

Vi kan nu fuldstændigere end forhen forklare bevægelsen på de forskellige pengemarkeder, ved hvilken forklaring det dog stadigt må erindres, at hvert marked kun står åbent for dem, der nyder vedkommende långiveres tillid, og kun indenfor de grænser, som tilliden afstikker.

Ubetinget tilfredsstillede bliver lånsøgere, som ikke afskrækkes af en nok så høj rente. Dette gælder om forbrugslånerne, ɔ: stater, som skal bruge penge, og ikke vil opkræve skat, og privatfolk, for hvem lån er en nødvendig eksistensbetingelse. Dersom låntagere af denne art havde anvendelse for mere end hele den disponible kapital, ville den eneste tænkelige dæmning for rentens stigning være den mulighed, at nogle af dem dog måske opgav deres låneforsæt ved en uventet høj rente. Et sådant enormt forbrug blandt disse låntagere lader sig imidlertid vanskeligt tænke: tilliden til private forbrugslånere er svag; og stater afpasser i reglen størrelsen af deres lån efter tilstanden på det marked, til hvilket de henvender sig. Der vil da i virkeligheden altid findes ledig kapital også til den næste klasse af lånsøgere.

Denne dannes af låntagere, som ifølge deres kendskab til de gældende varepriser, til rentefodens og arbejdslønnens højde, intet øjeblik betvivler at kunne stå sig ved at betale mere end den aktuelle rente.

Den sidste klasse består af alle dem, der af de ovenfor beskrevne årsager er fast bestemte på kun at ville give netop denne rente.

Helt udenfor lånemarkedet – men beredte til at træde ind – findes driftsherrer, hvem den gældende rente forekommer noget for høj.

Skulle et reguleringskontor besørge fordelingen, ville den tredje klasse kun få sine lånebegæringer opfyldte i forhold til den kapital, som blev tilovers efter at de to første klasser var fuldt tilfredsstillede.

I praksis går sagen således til: ethvert pengeinstitut må og skal udlåne hele sin kapital på en kontant beholdning nær, som hverken må svulme for stærkt op eller skrumpes for meget ind. Bevarer denne beholdning sin passende størrelse, viser dette, at med de dagligt indgående penge tilfredsstilles alle tre klasser fuldt ud og der bliver ingen anledning til forandring i rentens højde.

Vokser beholdningen stærkt, sættes renten ned; og blandt de driftsherrer, der hidtil holdt sig udenfor markedet, og særlig blandt dem, der gjorde dette, fordi de ved den hidtil gældende rente fandt benyttelsen af arbejdere billigere end maskinanvendelse, opstår der ny låntagere, og et forøget antal maskiner erstatter arbejdskraft. Dersom arbejdslønnen som følge heraf falder, lægger fremtidige lånsøgere den lavere arbejdsløn til grund for deres beregninger.

Angribes beholdningen mere end ønskeligt, eller forudser pengeinstitutternes bestyrelser udstedelsen af statslån, omfattende jernbanebygninger eller lignende foranstaltninger, der vil lægge beslag på kapital, sættes renten i vejret. En del af anden klasses lånsøgere tvinges derved ned i tredje klasse; og de, der forhen udgjorde denne sidste klasse, men endnu ikke har fået deres lån ordnede, går ud af markedet.

Vi har i denne opstilling ikke fastsat rentefodens højde uden hensyntagen til arbejdslønnen, hvad der ville have været en meningsløshed. Heller ikke udfinder vi højdepunktet for den kapitalrente, som en driftsherre kan betale, af ligningen:

Formodet salgsoverskud (A) > udgift til kapitalrente (x) +udgift til arbejdsløn (y);

idet vi fingerer, at y er en uforanderlig og kendt størrelse; men vi har i stedet for y indsat x i det forhold, hvori nytten af kapitalrente og arbejdsløn må stå til hinanden efter de afgørende driftsherrers nytteopfattelse; og betegner vi, ligesom før, dette forhold ved m, har vi bestemt højdepunktet for x ud af ligningen:

A > x+ x/m

Når renten på denne måde er bestemt, bliver der fuldgod mening i det foregående afsnit om arbejdsløn.

Det står tilbage nøjere at forklare, hvorledes det går til, at et overvejende antal lønarbejdere vedvarende holdes nede i de elendigste kår til trods for industriens fremskridt, driftsherrernes mægtige kapitalopsamlinger, rentefodens lave standpunkt og dens stadige fald; og hvorfor en kortvarig forbedring i lønarbejdernes stilling hyppigt, om end ikke altid, indtræffer samtidigt med en stigning af renten. Forklaringen ligger til dels alt i de foregående opstillinger. De viste både, hvor let et overvejende antal arbejderes løn blev trykket ned til minimalgrænsen, og hvorledes store kapitalopsamlinger og lavere og lavere rente fremkalder voksende anvendelse af maskiner i stedet for arbejdskraft og derved øver tryk på mange lønningsforhold.

En fuldstændig fremstilling af alle virkningerne og vekselvirkningerne, der opstår ved hver en forandring i rentens højde, turde være en alt for stor opgave til at den for tiden kan magtes; men helt uforstående behøver man dog ikke at blive.

Til udgangspunkt for en undersøgelse vælger vi vore hjemlige forhold, således som disse er beskafne i det øjeblik, hvor nærværende linjer nedskrives: renten ret lav i sammenligning med foregående års – årsagen hertil ikke de seneste tiders store opsparinger men manglende foretagelseslyst – landarbejdernes løn for en stor del nede ved minimalgrænsen – de københavnske arbejdere levende så kummerligt som byens beboelsesstatistik angiver – befolkningen i regelmæssig tilvækst – indforskrivning af udenlandske arbejdere tilladt – og fattigforsørgelse lovbefalet.

Dette er forudsætningerne.

Vi bestræber os for at finde arten af den forandring, der skulle kunne hidføre en forbedring til gavn for de slettest stillede arbejdere.

Blandt de omstændigheder, der kan drive den nuværende rente i vejret, må først og fremmest regnes en tilvækst i pengebehovet hos de folk, der vanskeligt lader sig afskrække ved en nok så høj rente, dem vi ovenfor henregnede til låntagerne af første klasse. Det er ikke helt usandsynligt, at deres krav til lånemarkedet tiltager, for de senere års uventet ringe driftsoverskud forslår ikke alle vegne til dækning af indgåede forpligtelser og til fortsættelse af den vante levevis. Optagelse af lån bliver vel i adskillige tilfælde den foreløbige udvej.

Skønt næppe noget menneske kan mene, at en på dette grundlag opstående rentestigning bliver til arbejdernes gavn, betragter vi for fuldstændigheds skyld dog de nærmeste virkninger af en sådan eventualitet.

Forbrugslånerne driver renten i vejret for alle lånsøgere og for en del skyldnere; og forretninger, som ved de nuværende markedstilstande lige giver en kneben driftsherrefortjeneste, kan efter en rentestigning kun bestå ved nedsættelse af arbejdslønnen. Enten må deres arbejdere efter rentestigningen finde sig i en lønreduktion – eller lønningerne er allerede nu på deres yderste lavpunkt, hvorfor enhver nedsættelse bliver umulig. Og i dette sidste tilfælde nødsages vedkommende driftsherrer til at afskedige arbejdere og til at standse eller indskrænke de virksomheder, som hverken kan bære forøgede udgifter eller kan opnå erstatning for den forøgede renteafgift. Da forbrugslånene ikke fremkalder ny foretagenders grundlæggelse og heller ikke udvidelse af de bestående, bliver der for de arbejdere, hvis løn af de ovennævnte årsager forlanges nedsat, intet andet valg end eftergivenhed eller udvandring. Vil de blive herhjemme, må de i fremtiden, ligesom i nutiden og fortiden, lade deres løn bestemme af betalingsevnen hos de slettest situerede af de bestående forretninger. Og fattigvæsnet eller udvandring bliver det alternativ, der kommer til at foreligge de arbejdere, som ikke længere kan erholde sysselsættelse end ikke til minimallønnen. Lønreduktionerne indskrænker sig, som forhen forklaret, ikke til de virksomheder, for hvilke den er blevet en nødvendighed; også heldigere stillede driftsherrer får det i deres magt at knappe af på arbejdernes løn. De vil gøre det indenfor den grænse, som deres humanitetsfølelse foreskriver dem, og gennem nedsættelsen skaffe sig delvis, hel eller rigelig erstatning for den forøgede renteudgift. Driftsherrer, som udelukkende virker med egen kapital, og hvem der altså ikke påhviler nogen rentebetaling, kan således erhverve usædvanlig store indtægter netop i de tider, hvis tryk hviler stærkt – på mange andre.

Man kan anstille en art prøve på fremstillingens rigtighed, idet man sammenligner de resultater, hvortil vi her er nået ad teoretisk vej, med det praktiske livs erfaringer. Det forekommer mig, at prøven bestyrker teorien. I krisetider, hvor alverden befinder sig i pengeforlegenhed og gerne optog lån til høj rente, træffer man netop: talrige foretagender, der med alle midler kæmper for tilværelsen og kun består kampen ved lønreduktioner; dertil udstrakt arbejdsløshed, usædvanlig stærk tilflugt til fattigvæsnet; og midt i al nøden store og velhavende forretninger, som skovler penge ind.

Hvad er det da for en omfordeling af produktionsudbyttet, der foregår i sådanne tider? Mon ikke denne: det samlede produktionsudbytte er blevet forringet i sammenligning med foregående års, om end ikke kvalitativt så dog i henseende til værdiforholdet mellem landets indførsels – og udførselsgenstande. Rentenyderne indskrænker ikke deres forbrug; de har ingen årsag dertil, så længe driftsherrerne skaffer udvej til betalingen af den skyldige rente. Driftsherrerne krymper sig ved at betragte forandringen som andet end en overgangstilstand og skifter i reglen først levevis, når kreditten stopper og nøden tvinger. Og da det formindskede produktionsudbytte på et punkt må give sig udslag i formindsket forbrug, bliver arbejderne, som ovenfor beskrevet, den lidende part.

Vi henregnede fremdeles staterne blandt låntagerne af første klasse. Et dansk statslån ligger for tiden ikke helt udenfor mulighedens grænse. Nogle af statsmyndighederne fører en politik, der – om den lykkes – nemt kan skabe nye statsobligationer. Det er ministrene og landstingsflertallet, talsmændene for ønsker, der næres af befolkningens mest velhavende del. Disse repræsentanter for dem, der for allerstørste delen kun kender nød af navn, anser udvidelse af militærvæsnet samt fæstningsbygning for livsopgaver og slotsbygning for en påtrængende nødvendighed; og da fæstningernes finansielle side drøftedes i landstinget, blev det antydet, at man måske ikke burde lade nutiden bære hele udgiften til overordentlige militærforanstaltninger, at det kunne være urigtigt i dette øjemed enten at påligne nye og store skatter eller at angribe statens kassebeholdning alt for stærkt – da denne rettere burde anvendes på anden måde – og at det formålstjenligste vel var: optagelsen af et statslån, hvorved byrden af disse foranstaltninger skulle væltes over på en senere tid. – Det forblev uoplyst, hvor langt denne vidunderlige operation skulle udstrækkes; og det henstår uafgjort, om den nu levende generation eventuelt skal være ædelmodig og påtage sig byrden om nogle få år; eller om den skal være ukærlig og lægge byrden over på børnene og børnebørnene; eller om man skal skyde byrden et ordentligt stykke, en fire eller fem århundreder, ud i tiden. Det sidste var dog vistnok det rigtigste; for har man lyst og evne til mirakler, bør man gøre dem til gavns; og så skal man fornuftigvis ikke lægge byrden af dagens udførte gerning over til næste dag eller til det kommende år; men man skal flytte den helt bort fra nutiden og den nærmeste fremtid og over til de sene efterkommere, for hvem det er yderst vanskeligt i dag at føle nogen interesse. – Udskydelsens varighed henstår som sagt uafgjort; men det sikre er, at muligheden for et nyt statslån er til stede; og vi bestræber os for at se virkningerne af en sådan udstedelse for arbejdslønnens vedkommende.

I én henseende stiller sagen sig ganske ens, enten renten drives i vejret af privatfolk, der låner til forbrug, eller af stater, der låner til militærforanstaltninger. Størrelsen af det forventede driftsoverskud sætter i dette tilfælde så lidt som i det foregående grænse for lånets rente. Derfor er følgerne af et statslån til dels de samme, som de ovenfor beskrevne: ved tilbud om høj rente dræber staten bestående forretninger og hindrer nye foretagenders opkomst. Den gør dette i det omfang, som er nødvendigt for at statslånsbeløbet kan blive ledigt. I andre henseender bliver der imidlertid forskel. Medens private lånere sjældent fremkalder nye industrier, men i det højeste bidrager til at holde forbruget og vareefterspørgslen på den tilvante højde, stiller sagen sig anderledes, dersom regeringen optager lån til Københavns befæstning og Christiansborg. Sådanne byggeforetagender fremkalder nyt forretningsliv og kræver mange menneskers medvirkning; en betydelig del af lånebeløbet ville medgå – om end ikke til indenlandske arbejdere – så dog til folk, der udførte deres gerning og forbrugte penge her i landet; og det er ingen urimelig antagelse, at antallet af de således sysselsatte arbejdere måske blev større, end antallet på dem, der af de ovennævnte årsager gjordes brødløse.

Det lader sig ikke på forhånd sige, om arbejdslønnen herhjemme derved kom i kortvarig stigning. Hvor meget af lånebeløbet, der ville medgå til udenlandsk materiel, hvor stor en indvandring af svenske, tyske og engelske arbejdere vi fik at se, derom kan intet vides; og selvom man ville antage, at en patriotisk regering kun benyttede indfødte arbejdere til det nationale byggeri, eksisterer der dog ingen lov, som forbyder private arbejdsgivere at tage arbejdskraft fra udlandet, så snart store hjemlige foretagender hindrer dem i at beholde deres forrige mandskab til billig løn.

Vi kan imidlertid forudsætte den for danske arbejdere under disse omstændigheder aller fordelagtigste eventualitet, ɔ: en stigning af arbejdslønnen sammen med en stigning i renten. Arbejdsdygtige individer, som nu af mangel på sysselsættelse må tage fattigunderstøttelse, kommer da i virksomhed; de, der er helt nede ved minimallønnen, opnår det ubetydelige tillæg, som de i bedste fald kan vente; og talrige fag – arbejdere får gavn af de store og lønnende regerings – bestillinger, der bevirker, at maskinfabrikanter, snedkere, tømrere, murere og andre driftsherrer hellere end de giver afkald på delagtighed i arbejdets udførelse – udbetaler både højere rente og højere arbejdsløn.

Alt bliver for en tid rosenrødt – men tilstanden forværrer sig hurtigt og særligt for lønarbejderne. For så lidt som det var blevet til økonomisk gavn for nulevende arbejdere, om den foregående slægt havde bygget slotte og fæstninger, så lidt bliver det til varig økonomisk nytte for fremtidige lønningsforhold, om det nuværende ministerium får myndighed eller magt til iværksættelse af sine planer.

Så snart de overordentlige byggeforetagender er fuldført, ophører den usædvanlige efterspørgsel efter arbejdskraft – men forpligtelsen til gældens forrentning består. Pengene hertil skaffes gennem skatter. En opadskridende formue- og indtægtsskat, der tager forholdsvis mest hos de store formuer og indtægter og hos de mennesker, for hvem pengene har den mindste nyttighedsgrad, er selvfølgelig udenfor omtalt. Man ville være begyndt hermed og havde intet lån stiftet, dersom en sådan skat stemte med de regerende samfundslags retfærdighedsfølelse. Nej, pengene skal inddrives på anden måde, og enten gennem skatter på forbruget eller på bedriften. Man vrider og vånder sig mellem disse to udveje. Vælger man den første, kommer man nødvendigvis til at beskatte den store befolknings almindelige forbrugsgenstande, da de er de eneste, som giver ordentlig indtægt, og man fordyrer da umiddelbart livet for arbejderne; vælger man bedriften til skatteobjekt, rammer man dem indirekte, idet driftsherrerne, der finder varernes salgsudbytte forringet med skattens beløb, kun kan bestå ved udbetaling af lavere arbejdsløn. Og det tryk, der på den ene eller den anden af disse måder lægges på arbejderne, bliver dobbelt føleligt, fordi statens usædvanlige hyggeforetagender uundgåeligt har ført industrien og arbejdernes uddannelse i retninger, som under forandrede forhold mister i betydning.

At bygge fæstninger og slotte for lånte penge giver for arbejdernes vedkommende i bedste fald til resultat: en kortvarig lønningsforhøjelse fulgt af et tilbagefald til tilstande, som bliver slettere end de nuværende.

Også på denne fremstilling kan vi anstille en art prøve. Både tyske og franske regeringer har opført forsvars- og pragtbygninger, der en tid gav driftsherrer og arbejdere god fortjeneste. Begge lande har set deres statsgæld vokse, og begge steder står man nu rådvild overfor skattespørgsmålet. Snart lægger man skatterne på forbruget, for derpå – når trykket synes at blive alt for hårdt – at flytte dem over snart på den ene og snart på den anden industri; og når man da atter frygter, at heller ikke disse industrier kan tåle byrden, godtgør man med den ene hånd hvad man tog med den anden; og man giver sukkerfabrikker og dampskibsselskaber præmier og subvention, samtidig med at man lægger skat på korn, sukker, vin, øl og på hver en vareomsætning. Under alle disse beskatninger og omflytninger lever arbejdernes store mængde fuldt så slet som nogensinde.

Forsøger vi fremdeles at se den omfordelingsproces, der her foregår, da turde det vel være denne: man begynder med at tilsige kapitalbesidderne en rente, fuldt så høj som den, de kan vente af andet sikkert kapitalanlæg. Renten skal udredes, skønt byggeforetagenderne intet indbringer; og såfremt disse byggeforetagender kræver usædvanlig stærk medvirkning af indenlandske arbejdere og et usædvanligt ringe indkøb af udenlandsk materiel, opnår arbejderne for en tid en noget forhøjet løn. Endelig tager man år efter andet pengene til rentebetalingerne fra den hele befolkning; og både her til lands og i de fleste andre lande sker dette erfaringsmæssigt på sådan måde, at den fattigste befolkning rammes hårdest atter her bliver de besiddelsesløse arbejdere da den lidende part.

De muligheder, der under en fortsættelse af de nuværende forretningsforhold kan komme til at øve indflydelse på rentens højde, synes altså ikke at åbne lønarbejderne lysere udsigter; en fortsættelse af forretningssløjheden kan selvfølgelig heller ikke forbedre deres stilling, da uforandrede årsager giver ens virkning i fremtiden og i nutiden; og at en yderligere forværring af tilstandene – for eksempel ved gentagende slet høst her til lands og god i løst anden steds, eller stærkt dalende priser på Danmarks udførselsartikler og stigende priser på indførslen – endnu mindre kan være redningsmidlet, behøver næppe nogen forklaring.

Men når derimod alt forandrede sig til det bedre? Når dansk agerbrug, industri og handel atter kom i frodig opblomstren, når driftsherrernes store mængde på ny mærkede, hvorledes deres indtægter steg år for år og deres aktivers pengeværdi tog til, når de stadig lagde store kapitaler op – ville dette da ikke blive den tilstand, der samtidigt med at den gav de øverste samfundslag evne til forøget velvære, også gennem kapitalopsamlingen trykkede rentefoden ned, og gennem kapitalens efterspørgsel efter arbejdere hævede arbejdslønningerne i vejret?

Vi forsøger at gennemtænke dette spørgsmål.

Nogen ubetinget nødvendighed for virkelig stigende kapitalopsamling jævnsides med voksende evne dertil foreligger der øjensynligt nok slet ikke. Når driftsherrernes indtægter pludselig steg, fik de det i deres magt, at anvende det forøgede udbytte udelukkende til eget velvære; og sikkert nok ville forandringen da også dels medføre talrige ombygninger af herregårde, opførelsen af prægtige villaer og andre lignende foretagender, der kun giver lønarbejdere kortvarig fortjeneste; og dels ville den fremkalde stærkere indførsel af fine manufakturvarer, som fløjl og silketøjer, af kunstsager, dyre vine, ædle heste, diamantsmykker og meget andet. Hvis tilstedeværelse og forbrug her i landet har særdeles ringe eller slet ingen betydning for fattige danske arbejdere. Men det ville være en ganske urimelig antagelse, at hele tilvæksten skulle få sådan anvendelse.

Formuerne er så ulige fordelte herhjemme, og en mængde af de mennesker, hvem indtægtsforøgelsen kom til gode, besidder allerede nu en så rigelig indtægt og nyder et så behageligt liv, at deres ønsker om større øjeblikkeligt velvære umuligt kan antages at være stærkere end deres lyst til at skabe sig selv og deres nærmeste en mere betrygget fremtid. Der ville da utvivlsomt under forbedrede forhold foregå en noget større kapitalopsamling end den, der nu finder sted.

Om dette gav anledning til en øjeblikkelig nedgang i renten, forekommer mig ganske usikkert; men at forandringen ikke medførte nogen gennemgående og varig forbedring af de her i landet levende lønarbejderes kår synes mig sikkert.

Forretninger, som før betalte sig glimrende eller rigtig godt, ville love et endnu bedre overskud; driftsherrer, som forhen knap kunne bestå, fik håb om velstand; og der grundlagdes foretagender, som ved de hidtidige priser var uigennemførlige. Dette er de første følger af en prisstigning på landets udførselsgenstande. Vedkommende driftsherrers nytteopfattelse undergår en gennemgående forandring, så at der på en mængde områder opstår lyst til udvidelse af bedriften og efterspørgsel både efter ledig kapital og arbejdskraft. Forudsætter vi foreløbig, at den stærkere efterspørgsel efter kapital dækkedes af den større kapitalopsamling, har vi den tilstand, der snarest skulle drive arbejdslønnen i vejret, idet de forretninger, hvis tarvelige men nødvendige beståen hidtil dikterede arbejdslønningernes højde, enten kommer med i fremgangen og må sætte lønnen i vejret for at beholde deres folk; eller bliver uden for fremgangen, i hvilket fald de må afgive personale til de heldigere situerede foretagender, der skal udvides eller grundlægges til trods for en lønforhøjelse.

Den danske arbejderbefolknings egen tilvækst bliver den første hindring for at lønforhøjelserne går fra mulighedernes rige over i virkelighedens. Dog er der ingen årsag til at antage denne hindring for uovervindelig stor.

Værre er det derimod, at den indfødte befolkning skal konkurrere med al den indvandring, som opstår, så snart der viser sig mulighed for at opnå lidt højere løn eller lidt bedre livsvilkår her end anden steds. Allerede dette forhold gør det yderst sandsynligt, at en fremgang i agerbrug og industri først og fremmest fremkalder tilgang af udenlandske arbejdere, og i særdeleshed af arbejdere af den laveste klasse, der kan anvendes omtrent lige godt alle vegne og i enhver virksomhed.

Fagarbejderne med en uddannelse, der var afpasset efter vore hjemlige forhold, ville stå noget mere sikrede imod denne konkurrence; og allerbedst udsigt til ordentlig lønforhøjelse åbnede der sig for de højest stillede lønarbejdere, hvis nøje kendskab til hjemlige forretningsforhold, til enkelte forretningsgrene eller enkelte forretningers hele indretning gjorde dem omtrent uerstattelige ved udenlandske folk.

Det første udslag af de forandrede forhold bliver således: forøget virksomhed, tiltagende befolkning, og’ en lønforhøjelse, hvis betydning bliver ringest for de i for vejen slettest stillede arbejdere og størst for de heldigst stillede.

Når de gode år, kapitalopsamlingerne og efterspørgslen efter større og større arbejdskraft vedbliver, når driftsherrernes besvær med at skaffe brugbare arbejdere vokser, når folkene stiller stedse højere og urimeligere fordringer, indtræffer den næste hindring for arbejdslønnens stigning.

Der kommer kapital i markedet så rigeligt som før og til lige så billig rente; men derimod er arbejdslønnen steget. En ligefrem udvidelse af bestående forretninger bliver da for mange driftsherrer en langt mindre fristende sag end en ombytten af håndarbejde imod maskinkraft; og overalt, hvor denne forandring gennemføres, sættes der arbejdere ledige; de mister fordelen af erhvervede kundskaber, og trykker lønnen ned for al den gerning, hvorom de kan og nødvendigvis må konkurrere.

Oplever vi en tilstrækkelig lang række af gode år, kan vi herhjemme nå den samme tilstand, som nu findes i de kapital rigeste lande, hvor renten er lavere end anden steds, dels fordi man foretrækker hjemlige for udenlandske pengeanlæg, og dels fordi det – alt eftersom kapitaler ophobes – hyppigere og hyppigere bliver nødvendigt at anbringe dem i maskiner, selvom disse er af den beskaffenhed, at de kun medfører en ganske ringe besparelse af f.eks. to procent årlig rente.

Hvor hurtigt rentefoden sank under sådanne forhold blev da væsentligt afhængigt af de industrielle opfindelsers art. Udviklingen kunne på dette punkt en tid stå i stampe, så at den ledige kapital måtte anlægges i slettere og slettere maskiner – ɔ: i maskiner, som i ringere og ringere grad sparede arbejdsløn – eller det kunne hænde, at de mekaniske fremskridt lærte kapitalisterne anvendelse af helt nye og særdeles fortrinlige maskiner, der for en tid drev renten i vejret. Såfremt disse maskiners forfærdigelse udfordrede betydelig medvirkning af indenlandske arbejdere, blev en samtidig stigning af rente og arbejdsløn ret vel mulig. Dog ville selvfølgelig de fuldførte maskiner hurtig atter drive arbejdslønnen ned, og jo fortræffeligere de bliver, des stærkere virkning vil de øve.

For Danmarks vedkommende blev de endelige resultater af en lang række gode år følgende: voksende evne hos kapitalister og driftsherrer til luksusudfoldelse – befolkningens stærke tilvækst ved indvandring og ved fødslernes overskud over dødsfaldene – maskinanvendelse på områder, hvor vi nu ikke kender dertil – forbedrede maskiner, der hvor disse alt nu er i brug – en uregelmæssig stigen og falden af renten, dog med tendens til lavere og lavere rentefod – forholdsvis tiltagen af den slettest stillede arbejderklasses antal – og livsvilkårene for den overvejende mængde af lønarbejdere omtrent så slette som nu.

Man kan anstille en prøve også på denne fremstillings rigtighed.

England har gennemlevet en periode mere langvarig og glimrende end det falder i de fleste andre landes lod; og resultaterne er vel omtrent blevet de ovenfor beskrevne. – dog, hvorfor gå over vandet for at finde eksempler. Danmark har fra midten af århundredet og til vore dage været i fremgang på agerbrugets, industriens og handelens områder, og – de nuværende tilstande er frugten deraf.

Landet har besiddet kapital til krigsførelse, militærforanstaltninger og hofhold, til jernbaner, fabrikker og dampskibe, til pragtbygninger i by og på land, og til en luksus, som var ukendt for halvhundrede år siden. Det ved vi alle. Og vi ved også, hvorledes københavnske arbejdere bor, og hvorledes landarbejderne lever; og hvem der ikke ved det, kan enten læse sig det til i Københavns beboelsesstatistik, eller kan se det med egne øjne ved besøg i fattigkasernerne på Christianshavn og i andre arbejderkvarterer og ved udflugter til Københavns nærmeste omegn.

Når tredive til fyrretyve års stærke fremgang har givet disse resultater, turde det vel være ganske urimeligt at vente dem bedre af en ny opblomstring.

Forsøger vi dernæst at skildre den omfordeling der foregår, så snart produktionsudbyttet er i stadig tilvækst, turde det være rigtigt først at gøre opmærksom på følgende:

Vi har gentagende set, hvorledes rentefod og arbejdsløn undertiden kommer i samtidig stigning. Dette kunne imidlertid synes en modsigelse til den ovenfor opstillede formel, hvorefter summen af udgift til arbejdsløn og rente skal være mindre end det forventede salgsoverskud. Fra denne formel kunde man mulig videre slutte, at enten måtte den ene af de to addender blive mindre, når den anden blev større; eller dersom begge samtidigt skulle vokse, måtte dette da i alt fald være som følge af en samtidigt dermed foregående stigning i salgsoverskuddet; medens dobbeltstigningen derimod ganske umuligt skulle kunne finde sted ved påbegyndelsen af jernbanebygninger eller ved lignende foranstaltninger, som vel ud i tiden kan forøge salgsoverskuddet, men ikke øjeblikkeligt kan have denne virkning. Ved et sådant ræsonnement ville man imidlertid overse, at det ikke er landets samlede overskud, der bestemmer rentens og arbejdslønnens højde; men derimod de slettest situerede af de bestående forretningers i og når store og lovende foretagender tager både kapital og arbejdere bort fra mindre gode forretninger, vokser i virkeligheden den størrelse, hvis omfang begrænser kapitalrentens og arbejdslønnens højde.

Ved enhver anskaffelse af store og kostbare maskiner bliver den foreløbige omfordeling denne: det samlede produktionsudbytte aftager ved arbejdskraftens anvendelse til foretagender, som først ad åre giver udbytte – forøgede parter tilfalder desuagtet både lønarbejderne, ejerne af disponibel kapital og ejerne af de gældsbeviser, hvis rente sættes i vejret – tabet træffer driftsherrer, hvis driftsoverskud tillader dem, at betale mere end den gældende rente og arbejdsløn, og for hvem overskuddet under de forandrede forhold forringes.

Så snart maskinerne imidlertid er fuldendte og blevne til virkelig lettelse for handelen, industrien eller agerbruget, bliver den endelige omfordeling en ganske anden: det hele produktionsudbytte kommer i vækst arbejdernes antal forøges, men den part, der gennemsnitligt falder på hver enkelt arbejder, forringes – ikke alene selve produktionsforøgelsen men også arbejdernes tab overgår til driftsoverskuddet og bliver indtægt for aktive eller passive driftsherrer.

Overproduktion og midler mod lave priser

Hvert et fremskridt på maskinudviklingens område trykker da arbejderes løn ned. Sætterne lider ved sættemaskiners indførelse, håndvæverne ved maskinvæve, håndværkere ved fabriksindustriens konkurrence, og så fremdeles.

Men erholder arbejderne ikke rigelig erstatning for deres tab, om end ikke øjeblikkeligt, så dog i tidens løb?

Hvad udretter vel alle disse maskiner andet end en varefrembringelse, der foregår med stedse større lethed og i stigende mængde, og hvad anden udvej står der vel driftsherrerne åben, end at bringe hele denne varemængde til marked; og at finde sig i de lavere priser, der foreskrives af større udbud og lettere genfrembringelse?

Kan det ikke være arbejderne ligegyldigt, om deres pengeløn synker, burde de end ikke fornuftigvis være velfornøjede derover, når det dog er givet, at de samme omstændigheder, som fremkalder denne nedgang, bevirker et prisfald på alle deres fornødenheder, så at den lavere løn får en større købeevne, end den højere løn havde?

Således opstilledes disse spørgsmål utallige gange med besvarelsen lagt til rette i selve spørgsmålenes indhold; og på denne måde forklaredes atter og atter den lykke, som maskinudviklingen bringer ikke alene enkelte samfundsklasser, men det hele samfund.

Selvfølgelig fremstiller alle disse maskiner varer, og selvfølgelig bringer driftsherrerne varerne til marked og tager de priser, som markedstilstanden påtvinger dem. Men hvilke varer tror man vel, at driftsherrerne helst bringer til marked? Dog vel sagtens dem, hvorfor de venter at finde både købelyst og betalingsevne. Det forklaredes forhen i afsnittet om værdiforhold, hvorledes voksende ulighed i pengebesiddelse giver højere priser på luksusgenstande og lavere priser på livets første fornødenheder; og når driftsherrer gennem prisfaldet får at mærke, at faldet i arbejdslønnen umuliggør fordelagtigt salg af forøgede mængder af arbejdernes forbrugsartikler; hvorimod prisstigningen på luksusartikler lærer dem, at de velhavende klassers købeevne er vokset; sætter de fløjl og silke på væverstolen hellere end billigere stoffer, og opfører huse med seks og otte værelsers lejligheder hellere end arbejderboliger. Så trænges en stedse større del af byens befolkning sammen i Adelgades overbefolkede baghuse, medens de nye kvarterer breder sig med elegante lejligheder; og butikkerne på Østergade udstiller og sælger dyrere og dyrere stoffer, medens Københavns understøttelsesforening melder om stigende elendighed.

Det bliver driftsherrernes opgave at afpasse produktionen efter købeevnen, og forfejler de denne opgave, indtræder den tilstand, som de frygter næsten mest af alt, og som de benævner overproduktion.

Utallige økonomiske forfattere har bestridt muligheden af en overproduktionstilstand. De har påstået: at al produktion har sit formål udenfor produktionsvirksomheden, at dens øjemed er den rigeligste tilfredsstillelse af det størst mulige antal forbrugere, og at al tale om overproduktion bliver meningsløs, så længe der findes mennesker med utilfredsstillede ønsker.

Disse forfattere har naturligvis ret. Produktionen af luksusgenstande kan ganske umuligt nogensinde overgå forbrugsevnen; og hvad livsfornødenhederne angår, eksisterer der vel mulighed for en frembringelse, der forslog til alles fuldstændige forsyning og desuden levnede en helt unyttig overproduktion; men i virkeligheden er der yderst få arbejdsfrembringelser, hvoraf alle får blot tilnærmelsesvis, hvad de kunne ønske. Der findes for tiden rimeligvis kun en eneste vareartikel, om hvilken det kan tænkes, at en stærk produktionsforøgelse frembragte en ubestridelig overproduktion. Det er den artikel, i hvis forbrug der er ringest elasticitet. Kun til fyrstelige eller adelige personer og til særligt forpestede lig bruges der to eller flere ligkister; almindelige dødelige slår sig fuldstændigt fund til ro i den ene kiste, der i vore samfund sjældent nægtes nogen; og var ligkistemarkedet overfyldt, lod man formodentlig ligkistefabrikanterne beholde deres overproduktion til trods for alle prisafslag.

Men udenfor dette, og nogle få lignende tilfælde, bliver det ganske sikkert meningsløst at tale om overproduktion, så snart ordet skal have den ovenfor forklarede betydning. Driftsherrerne mener imidlertid noget helt andet dermed.

Man kunne tro, at de med overproduktion betegnede tilstande, som dem, der trykker syerskernes løn ned til minimalgrænsen. Her ville betegnelsen egentlig være på sin plads, for når en vare frembringes i sådanne mængder, at salgspriserne kun giver flittige arbejdere sulteføde, kunne man nok med en vis ret tale om overproduktion. Ordets gængse betydning er dog heller ikke denne.

Enhver salgspris, der skuffer driftsherrernes forventning, er efter deres mening tegn på overproduktion. De benytter denne betegnelse, selvom de lavere priser endnu levner et nok så betydeligt driftsoverskud, der godt kunde bære en overordentlig høj arbejdsløn, og selvom den vare, hvorom talen er, henhører til dem, der fortrinsvis burde gøres tilgængelige for flere og flere.

At driftsherrerne ganske uden tanke på varernes art og befolkningernes trang klager over overproduktion, vil næppe nogen, der kender købmænds talebrug, benægte; snarere turde det måske blive bestridt, at sådanne klager kan komme til orde ved priser, der endnu levner betydeligt om end aftagende driftsoverskud dog også rigtigheden heraf må utvivlsomt indrømmes, såfremt man erindrer, at driftsoverskud ikke er ensbetydende med driftsherrefortjeneste. Mange landmænd – både danske og udenlandske – råber højlydt om overproduktion, skønt deres ejendomme giver stort overskud.

Benytter vi imidlertid ordet i købmandsbetydningen, er det klart, at “overproduktionen” snarest indfinder sig i økonomiske overgangsperioder. Har et land til eksempel gennemlevet en lang række heldige år med voksende luksusudfoldelse og tilsvarende udvikling af luksusindustrien; og indfinder der sig derpå dårlige år, hvor velhavende folks købelyst og købeevne aftager, vil fabrikanterne og forhandlerne af luksussager ufejlbarligt fortælle om overproduktion. De havde indrettet deres køb af råstoffer og færdige sager, de udbetalte arbejdslønningers højde, forretningslokalernes udstyr – kort: alle deres produktionsudgifter – efter de forventede salgspriser, og bliver disse ringere end beregnet, forekommer det de skuffede driftsherrer fuldstændig ubestrideligt, at produktionen er bleven alt for stor.

Ganske på samme måde forholder det sig, når forbedrede arbejdsmaskiner og befordringsmidler på en gang muliggør forøget frembringelse af fødemidler og trykker arbejdslønningerne ned, ingen magter under sådanne forhold at forudberegne forandringernes hele rækkevidde; driftsherrerne støtter som sædvanlig deres skøn over fremtidspriserne på kendskabet til nutidens markedstilstand og aner ikke det prisfald, som ganske nødvendigt må komme, når der udbydes forøgede varemængder til en befolkning, hvis betalingsevne er forringet. Når erfaringen sluttelig belærer dem herom, fyldes aviser, vare – og børsberetninger med veråb om overproduktion af korn, kaffe, sukker, uld og utallige andre sager, hvortil millioner af mennesker føler bitter trang.

En sådan overproduktionstilstand kan under ingen omstændigheder vare ved i det uendelige, den ophører, efterhånden som producenterne opdager, hvilken tåbelighed de begår ved at tilbyde forøgede varemængder til de fattigere i stedet for til de rigere; og udviklingen kommer da af sig selv i den forhen beskrevne gænge med en passende forringet frembringelse af almindelige forbrugsgenstande og arbejdskraftens anvendelse til forøget fremstilling af luksussager, men det tager tid, inden man finder sig nogenlunde til rette; og i overgangsperioden kommer alle værdiforhold i en ganske usædvanlig uro, som er højst uhyggelig ikke alene for de driftsherrer, der forregner sig, men desuden for alle udlånende pengeinstitutter og derigennem for hele det velhavende samfund. Der opstår derfor i sådanne tider et almindeligt forlangende om kunstige dæmninger imod prisfaldet; og magter driftsherrerne ikke selv at opføre disse, fordrer de regeringernes hjælp dertil.

Midlet imod lav pris på en eller anden artikel består altid i en indskrænkning af produktionen.

Indskrænkningen må iværksættes på forskellig måde efter varens og markedets art, men udføres den med tilbørlig kraft, er den altid et overordentligt hensigtssvarende middel. Læserne kan vide dette af den tidligere fremstilling af forholdet mellem de producerede kornmængder og de derfor betalte priser; hvoraf det fremgik, hvorledes en mindre varemængde kan blive flere penge værd end en større. Også på en mindre teoretisk måde kan man for øvrigt blive overbevist herom, for eksempel ved at se hen til de tilstande, der hersker i Frankrig, Italien og Østrig, hvor regeringerne har forbeholdt sig eneret på tobaksfabrikationen. Hensigten med disse monopoler er hverken at skaffe undersåtterne rigelig og billig forsyning med god tobak eller at sikre tobaksfabriksarbejderne ordentlig løn; formålet er ene og alene at skaffe vedkommende stater den størst mulige indtægt af tobakken, der – vistnok med rette – anses for et fortrinligt skatteobjekt. Man opnår hensigten gennem produktionens begrænsning: af virkelig fin tobak udbydes der et så ringe kvantum, at det helt og holdent kan afsættes til folk, der lever som om de var millionærer; for en nogenlunde rygelig cigar forlanges der priser, som kun velhavende folk kan betale; og den store befolkning køber en ganske elendig vare til uforholdsmæssig høj pris. Regeringerne tjener på denne måde langt flere penge, end de kunne gøre ved et hvilket som helst andet forretningsprincip.

En tilsvarende ordning må nødvendigvis være alle driftsherrers økonomiske ideal – for så vidt de kun tager hensyn til deres egne interesser – og de søger at komme idealet så nær som muligt. Dog de opnår det sjældent fuldstændigt. Det er selvfølgeligt altid ulige besværligere for privatfolk end for regeringer at aflukke et marked for al fremmed tilførsel og at forbeholde sig selv eneret på dets forsyning. Ivrigst i deres bestræbelser bliver driftsherrerne imidlertid, så snart overproduktionen er mest truende, og da finder de også snarest lovgivningsmagternes understøttelse.

Sammenslutning og indbyrdes bindende aftaler er, hvad driftsherrer selv formår at udrette til formålets opnåelse. Snart sker sammenslutningen ligefrem og åbenlyst, idet fabrikker, transportforetagender og købmandsforretninger sammensmeltes i enkelte store selskaber, der ødelægger eller opkøber de mindre konkurrenter. Snart er sammenslutningen af en løsere art og mindre åbenbar. Undertiden træffer konkurrenterne, indbyrdes aftale om priserne, undertiden deler de markedet imellem sig, så at hver enkelt producent eller hver enkelt gruppe af producenter og forhandlere bliver enerådig på sit område.

Det er vanskeligt nok at efterspore den art private aftaler. F. Kleinwächter, statsvidenskabelig professor ved universitetet i Czernowitz, har imidlertid gjort deres eftersøgning til genstand for et særligt studium, og i sin bog Die Karteller[27] oplyser han at have fundet karteller (ɔ: overenskomster mellem producenter, og særlig mellem driftsherrer i samme fag, med det formål nogenlunde at gøre ende på den skrankeløse indbyrdes konkurrence) mellem jern- og stålfabrikanter, mellem kulgrubeejere, mellem jernbaner og dampskibsforetagender, mellem banker, mellem teaterdirektører, mellem ølbryggere, papirfabrikanter, glasfabrikanter, manufakturvarefabrikanter, dynamit- og svovlstikkefabrikanter osv. Kartellernes indhold er forskellige, nogle af dem ordner ligefrem produktionens størrelse, andre regulerer artiklens pris, og andre forener begge disse formål; men selv de karteller, der formelt kun sætter prisgrænse, indskrænker i virkeligheden produktionen, fordi de høje priser alene lader sig opretholde ved et knapt tilmålt udbud.

Kartellerne sættes ikke altid igennem ved de blideste midler. Kleinwächter oplyser for eksempel, hvorledes et af de karteller, der senere viste sig gavnligst for producenterne, kun gennemførtes ved en af de største og rigeste bryggeres trussel om at ruinere sine samtlige konkurrenter, dersom de ikke gik ind på overenskomsten.

Kartellernes historie bliver vel næppe nogensinde fuldstændig skrevet, dertil skjuler mange af dem sig alt for godt; og på at skrive de danske kartellers historie er der aldrig gjort forsøg. I praksis kender imidlertid danske fabrikanter og handlende ikke alene nytten af de store og al konkurrence opslugende sammenslutninger men forstår også godt kartellernes brug. Derpå findes der eksempler nok. De danske papirfabrikanter har således mange gange sluttet karteller, snart omfattende alle fabrikkerne, snart nogle enkelte af dem; gødningsfabrikanterne afsluttede for nogle år siden et kartel, der – så vidt vides – opkøbte et par konkurrenter og forbandt de øvrige fabrikker ved faste aftaler; og vort hele bogmarked er for udenlandske forlagsartiklers vedkommende tydeligt nok bundet ved et kartel.

Sammenslutningerne og aftalerne får imidlertid kun fuldstændig virkning, såfremt alle konkurrenterne kommer med i ringen, og er de spredte over hele jordens overflade, bliver tingen uoverkommelig for driftsherrerne alene. De må have regeringernes hjælp, og den ydes dem da i form af toldbeskyttende love. Kan driftsherrerne først opnå en toldbeskyttelse, der faktisk udelukker udenlandske konkurrenter fra markedet; og kan de dernæst slutte sig sammen med et rigtigt kraftigt kartel, der forknytter eller ruinerer alle ny opkommende indenlandske konkurrenter, bliver de på deres områder næsten lige så mægtige og enerådige som de franske, italienske og østrigske monopoliserede tobaksfabrikker.

Der eksisterer imidlertid en omstændighed, som gør situationen overordentlig besværlig for driftsherrerne. Det er nemlig godt nok, at de alle indser, hvor meget et stort udbud skader deres interesser, og hvorledes enhver forøgelse trykker prisen ned for hele salget; hver især ved imidlertid også og fuldt så vel, at en indskrænkning af hans produktion slet ikke ville medføre en forholdsvis besparelse i hans udgifter; men at hvert stykke vare kom til at stå ham betydeligt dyrere, når han i stedet for at lade sin fabrik og sine maskiner arbejde med fuld kraft i den hele arbejdstid kun lod dem gå med halv kraft eller i den halve tid. Som følge heraf bliver opgaven ikke let; det gælder nemlig om intet mindre, end om at give produktionen den størst mulige udstrækning, og udbuddet af færdige varer den størst mulige begrænsning.

Dette dobbeltforhold ligger til grund for den forretningsoptræden, der for tiden søges gennemført på utallige områder. Hvert enkelt lands producenter holder priserne højt på deres egne hjemlige markeder, selvom de derved umuliggør den nødvendige afsætning; og overproduktionen sendes til udlandet og sælges der til en hvilken som helst pris og hyppigt langt billigere, end hvad producenterne opnår hjemme.

Dersom det kun var et enkelt land, som led af overproduktion, lod tingen sig let nok gennemføre, men da snart alle lande er i samme velsignede omstændigheder, og alle producerer alt for meget, opstår der uendelige forviklinger af den snurrigste art. Tyskland sender sin overproduktion af papir til Danmark, og Danmark sin til tyskland; Frankrig truer Tyskland med en sukkeroversvømmelse, og tyskerne lurer på at blive af med deres sukker i Frankrig; Amerika vil sælge sit overflødige korn i Europa, og europæerne betragter det som en af nutidens store ulykker, at amerikanerne ikke alene kan undvære kornindførsel, men endog har meget mere korn end de forbruger.

Da det nu ikke nytter de forskellige landes driftsherrer at blive deres egen overproduktion kvit, når de til gengæld skal se deres markeder belemrede med nabolandenes, må regeringerne stadig komme dem til ny undsætning; og der føres mellem landene en økonomisk krig, hvis smukke formål er følgende: så meget som muligt af landets frembringelser skal ud over grænsen for at fortæres og forbruges af udlændinge, der skal have dem selv for et skambud – men for himlens skyld skal al indførsel holdes borte; og om udlændinge end vil sælge det sødeste sukker, det stærkeste papir og de billigste klæder for sporpris, bør undersåtterne dog købe dyre og dårlige hjemmegjorte varer. Midlerne til sejrrig gennemførelse af denne krig er dels beskyttelsestold, der sættes op så højt, at den omtrent bliver lig indførselsforbud; dels belønningspræmier til indenlandske driftsherrer for udførsel af landets produktion.

Denne handelspolitik anses nu snart for den eneste saliggørende, og dersom nogen falder på at indvende, at den er i åbenbar modstrid til de grundsætninger, der forfægtedes af den højtpriste Adam Smith, hvem bourgeoisiet hædrer som økonomiens fader, og som hele sit liv igennem bekæmpede monopoler og beskyttelse, bliver der svaret: at nu til dags retter man sig ikke efter doktriner eller teorier; man er ikke længere ubetinget frihandelsmand, men heller ikke ubetinget beskyttelsesmand; man handler i hvert foreliggende tilfælde således, som landets interesser byder, og skærmer det nationale arbejde imod en ødelæggende konkurrence fra udlandet.

Herpå kunne der med god ret gives det gensvar: at det er meget vanskeligt at finde hvad betydning det kan have for det praktiske liv, enten der føres en ubetinget beskyttelsespolitik, eller beskyttelsen indskrænkes til de industrier, som trues af udlandets konkurrence, da denne politik dog på et hår ligner beskyttelsesmændenes.

Men denne indvending har dog mindre betydning; for regeringerne og driftsherrerne har naturligvis god ret til at fornægte de teorier, som de tidligere anså for rigtige; og at de dækker deres tilbagetog ved at give den forældede og igennem adskillige år fordømte handelspolitik et nyt navn er temmelig ligegyldigt og ganske menneskeligt.

Men spørger man derpå videre, om det da ikke kunne være rigtigt at udstrække beskyttelsen, så at den ikke alene gjaldt det nationale arbejde, men også de nationale arbejdere – da kommer de Adam Smith’ske teorier om den heldbringende frie konkurrence atter til ære og værdighed. Man får at vide: det går slet ikke an at indskrænke arbejdstiden, da dette medførte en forringelse af produktionen, hvad der er den største økonomiske ulykke, som kan times et land – det ville være en meningsløshed ad administrativ vej at sætte nogen som helst grænse for arbejdslønnen, der af sig selv til enhver tid kommer op til det højdepunkt, som bestemmes ved forholdet mellem kapitalens efterspørgsel om menneskelig arbejdskraft og arbejdernes antal – og ethvert industrielt fremskridt er en lykke for lønarbejderne, fordi der derved fremkommer billige priser på livsfornødenhederne.

Man har set, hvilken ringe vægt jeg for mit vedkommende tillægger disse sætninger; men man ser også, hvorledes de handler, der hylder dem i teorien.

Lave varepriser skal være arbejdernes vederlag for den skade, som maskinudviklingen og den fri konkurrence forårsager dem. Høje priser er tidens løsen.

Midler mod lav arbejdsløn

Samfundene griber vel ikke direkte ind i forholdet mellem arbejdsgiver og arbejder; men det ville dog være en usand påstand, at de slet intet foretager til arbejdernes beskyttelse. Forinden vi imidlertid ser, hvad der gøres ad lovgivningsvej og gennem administrative forholdsregler, undersøger vi hvilken kraft de midler besidder, som fattige arbejdere selv kan gøre gældende for at komme op til højere arbejdsløn eller bedre livsvilkår.

Der er da først et middel, som adskillige økonomiske forfattere tillægger stor vægt; men hvorom jeg kan fatte mig ganske kort; fordi det selv uden forklaring vil være klart, at jeg må betragte det som aldeles virkningsløst.

Den Ricardo’ske forklaring om den “naturlige” arbejdsløn, der akkurat forslog til eksistensbetingelserne, blev hos senere engelske forfattere afløst af en anden opfattelse. Man fortalte – og man fortæller endnu bestandig – at det ikke er prisen på arbejdernes absolutte livsfornødenheder, som bestemmer arbejdslønnens højde; men at denne derimod er afhængig af arbejdernes standard of life, et kedsommeligt og overflødigt fremmedord, hvormed danske økonomiske forfattere betegner: arbejdernes tilvante levevis. Det er for mig vanskeligt at forstå, hvorledes noget menneske kan tro på den art økonomi. Arbejderne må ligesom alle andre mennesker indrette deres levevis efter deres indtægter; de er fuldstændigt ude af stand til at erholde højere arbejdsløn, fordi de har lyst til at leve bedre end før; og arbejdslønnen kan udmærket godt gå ned, om arbejderne end nærer den allerstærkeste utilbøjelighed til at gøre nogen som helst indskrænkning i deres tilvante levevis.

Dernæst er der det middel, som vore dages arbejdere hyppigst forsøger, og som for resten heller ikke var ukendt i fortiden.

Arbejdernes sammenslutning og deres strejker danner et nøjagtigt sidestykke til driftsherrernes sammenhold – men der er en himmelvid forskel på regeringernes og lovgivningens stilling til de to ensartede bestræbelser efter at fremtvinge høje priser og høj arbejdsløn. Driftsherrernes foreninger begunstiger man på den foran beskrevne måde; arbejdernes enten forbyder man eller lægger dem i alt fald de størst mulige hindringer i vejen.

Til heldig gennemførelse af en strejke udfordres der ikke alene ordholdende og opofrende sammenhold mellem indenlandske arbejdere men et internationalt forbund, som forhindrer indvandring fra udlandet. Internationale, arbejdernes store forening, er alle vegne lyst i rigernes akt, og dens medlemmer forfølges som forbrydere. Alle landes domstole har dømt den som en revolutionær og samfundsfarlig forening. Det er muligt, at den virkeligt udviklede sig hertil; i sin første begyndelse var den det ikke. Den opstod endog under de allerbedste auspicier. Napoleon III understøttede franske arbejderes massebesøg ved londoner verdensudstillingen, og de sendtes derover, ikke alene for at vinde kendskab til industriens udvikling men desuden “for at fremme en venskabelig forbindelse mellem franske og engelske arbejdere, der skulle lære at forstå den solidaritet, der forbandt dem.” Således skrev man den gang; og rejsens formål blev til dels opnået. De engelske arbejdere fejrede i 1862 deres franske brødre med en fest, hvor de dannede det internationale broderskab La fraternisation internationale), der blev spiren til den senere større forening. Næste år, april 1863, holdt Gladstone en af sine store parlamentstaler, hvori han behandlede arbejderspørgsmålet. Han talte om, hvorledes nationalrigdommen, handelen og industrien i de senest forløbne 20 år havde taget et aldrig før set opsving; medens arbejdernes stilling i de samme tyve år var blevet vanskeligere og slettere; og da Internationale endelig stiftedes i 1864, og da Karl Marx udsendte foreningens første manifest, gengav han Gladstones ord og påberåbte sig med ubestridelig berettigelse talens indhold som et fuldgyldigt bevis for nødvendigheden af arbejdernes større andel i produktionsudbyttet. Manifestet var i øvrigt i enhver henseende moderat.[28]

I vore dage holder mistænksomt politi vagt ved hvert et internationalt arbejdermøde, som det ikke er lykkedes at forhindre eller skjule; og man søger på alle måder ikke alene at kue enhver forståelse mellem de forskellige landes arbejdere, men også at fortrædige de lokale arbejderforeninger. Allerede dette forhold besværliggør arbejdernes sejr.

Hertil kommer endnu andre omstændigheder. Selvom arbejderne iværksætter deres strejker med fortrinligt sammenhold og under heldige betingelser og hverken generes af udenlandske eller indenlandske konkurrenter; de taber dog, så snart arbejdsgiverne har klar erkendelse af egen magt. Det bliver et sammenstød mellem en jydepotte og en kanonkugle, hvor kuglen går uskadt hen over jydepottens stumper. Andre landes arbejdere har alt hyppigt gjort denne erfaring; og de danske arbejdere undgår den næppe. En tid lang havde de engelske trades-unions overtaget i kampen mod driftsherrerne; de rådede over arbejdernes opsparinger og anvendte dem til understøttelse af strejkende arbejdere, derfor kunne disse holde længe ud, og driftsherrerne gav efter, når kampen blev alt for kostbar og langvarig. Efterhånden lærte arbejdsgiverne imidlertid, at efterligne arbejdernes organisation; de lod ikke længere den enkelte driftsherre eller det enkelte fag, imod hvem strejken var erklæret, i stikken; de forbandt sig solidarisk og afslog næsten altid arbejdernes fordringer; for de magtede af nærliggende årsager at udholde kampen længere tid end arbejderforeningerne. Nu til dags stoler engelske arbejdere derfor kun i ringe grad på strejkernes heldige gennemførelse, og the trades-unions yder nødigt bidrag til strejker. Af disse grunde ender da de allerfærreste arbejdsnedlæggelser efter arbejdernes ønske; og omtrent hver gang de ad denne vej forsøger en forbedring af deres stilling, bliver deres yderligere forarmelse det endelige resultat.[29]

Billig eller gratis skoleundervisning til fattigfolks børn er samfundenes første hjælp til lønarbejderne, et almindeligt mundheld fortæller, at kundskab er rigdommens og magtens kilde; og man kunne da antage en forbedret elementærundervisning for et af de midler, der har fremmet og fremdeles vil fremme arbejdernes vel. Det forholder sig dog ikke ganske således.

Enhver særlig uddannelse, begavelse eller færdighed åbner, således som forhen forklaret, lønarbejderne udsigt til fortrinsvis god indtægt; men bibringer man alle indbyrdes konkurrerende arbejdere det samme mål og den samme art af forøgede kundskaber, får ingen af dem umiddelbar økonomisk gavn af undervisningen. Fattige folks forbedrede opdragelse skærper deres følelse for lidelser og bringer dem til ivrigere deltagelse i de sociale rørelser, der vel en gang fører til et resultat; men den medfører ingen direkte forbedring af deres kår.[30]

Forskellen mellem arbejdernes gennemgående slettere eller bedre oplæring må i økonomisk henseende blive ganske den samme, som forskellen mellem deres udrustning med slettere eller bedre arbejdsmidler, eller mellem deres anvendelse til dyrkning af slettere eller bedre jord. Når arbejderne på den ene eller den anden af disse måder sættes i stand til virksommere kraftudfoldelse, bliver resultatet ganske sikkert en forøgelse af det samlede produktionsudbytte men derimod slet ikke forøgelse af arbejdernes andel.

Man har bragt det dertil, at læse – og skrivefærdigheden i flere og flere tilfælde er blevet en nødvendig betingelse for sysselsættelse og uendelig mange driftsherrer antager yderst nødigt nogen aldeles uvidende mand i sin tjeneste; men selv de arbejdere, der har opnået almindelig skoleuddannelse, må hyppigt nøjes med minimallønnen; og værre kunne de ikke være stillet, om de så ikke kendte ét bogstav.

Og dersom man både her og andet steds oprettede for eksempel syskoler, hvor alle kvindelige syarbejdere fik en uddannelse, så god som den, der nu indbringer de særligt flinke iblandt dem en usædvanlig høj syløn, ville det ikke blive de lavere lønninger, der kom i stigning; men de bedre ville synke ned i det almindelige niveau. Alle syarbejdersker kunne nemlig i så fald konkurrere med hinanden og gensidigt erstatte hinanden; og hvorledes dette virker på lønningsforholdene er tidligere forklaret.

Tvungen fattigunderstøttelse, forbedrede hospitaler, gratis lægehjælp, forbud imod alt for usunde boliger og imod misbrug af børn til fabriksarbejde, og et par andre humane forholdsregler af lignende art – turde vel være de eneste hidtil gennemførte statsforanstaltninger, som har gjort den uheldigst stillede arbejderklasse sand og varig økonomisk gavn.

Hvorledes ordentlig sygehjælp nytter, behøver ingen forklaring; og hvad de øvrige nævnte forholdsregler angår, bidrager de alle til at hæve minimallønnen. Så snart samfundene forbyder lønarbejdernes alt for slette behandling og tager sig af de arbejdsløse, bliver arbejdslønnens laveste standpunkt ikke længere afhængig af prisen på livets absolutte fornødenheder men af bekostningen ved den sletteste tilværelse, som staten tåler. Den art love giver som første udslag følgende omfordeling: ophør af de foretagender, som umuligt kan bære forøgede udgifter; højere arbejdsløn over hele linjen for alle de slettest lønnede arbejdere; formindskelse af driftsoverskuddene og forøgelse af udgiften til fattigvæsenet. De videre følger bliver: aftagende luksusproduktion og luksusforbrug; voksende produktion og forbrug af nødvendighedsgenstande; og sundere økonomiske tilstande.

Gennemførelsen af disse forskellige humane love betegner da et virkeligt fremskridt imod Malthus’ tid, hvor man modsatte sig endog den tarveligste lovbefalede understøttelse, fordi man troede, at den måtte forvandle de besiddelsesløse til altfortærende uhyrer, der uden selv at blive federe, ville sluge alle samfundets velnærede køer. –

Noget er der altså foretaget for de fattige i de forløbne hundrede år; og der findes vel dem, som mener, at der endog er udrettet ganske overordentlig meget, at man kun højst forsigtigt og yderst langsomt tør gå videre, og at de besiddende kan føle berettiget stolthed over den humanitetsfølelse, som de har lagt for dagen gennem disse love. Imod alt, hvad der i vore dage foreslås til arbejdernes bedre beskyttelse, rejses der en hærskare af betænkeligheder, og der findes store, skjulte farer i alle forslagene. Inden man lader sig forskrække deraf, burde man imidlertid overveje følgende: ikke en eneste af de ovenanførte love blev nogensinde gennemført uden hård kamp. Modstanden imod den tvungne fattigunderstøttelse blev efterfulgt af en fuldt så sej modstand imod fabriksloven. Man forlangte den gang, at den fri konkurrence skulle respekteres; man fortalte at produktionen aftog, når arbejdslønnen blev tvunget i vejret; og fabriksherrer påstod, at deres fabrikker ville gå helt i stå, dersom man forhindrede den uindskrænkede benyttelse af børns arbejde. Det regnede ned med forudsigelser om produktionsstandsning og deraf flydende mangel og ulykke. Men ikke en af disse spådomme gik i opfyldelse; og til trods for produktionsomkostningernes forøgelse lider vi for tiden ikke af produktionsmangel men af overproduktion. Der turde da være al anledning til at anse spådommenes forudsætninger for fejlagtige men yderst ringe årsag til respekt for nye forudsigelser af lignende art eller til frygt for videregående humane lovgivningsforanstaltninger.

Og hvad stoltheden over den udviste humanitet angår; da har ganske sikkert medfølelse for de fattige været det eneste motiv til enkelte af disse love men slet ikke til dem alle. Når man for eksempel rydder op i en bys uhumskeste kvarterer eller forbyder fugtige kælderrums beboelse, sker dette ikke uden hensyntagen til de frygtede smitsomme sygdomme, der fra fattige og svinske kvarterer kan brede sig over hele byen. –

Opregningen af de midler, der for tiden anvendes imod lav arbejdsløn, turde være udtømt. Vi har set, at de er få og lidet virksomme.

I øvrigt overlades det til de besiddelsesløse arbejdere at bjærge sig selv; og man fortæller dem, at en voksende kapitalopsamling bringer ivrigere spørgsmål efter deres arbejdskraft og forbedrer deres kår. Vi har imidlertid også set, at arbejderne blev bittert skuffede, dersom de skænkede denne tale tillid.

Hungerdød eller den elendigste tilværelse; således lød den dom, som Malthus og Ricardo forkyndte for arbejderbefolkningerne: naturens love skulle ikke tillade noget andet valg.

Dommen blev bygget på fejlagtige præmisser; men forudsigelsen er gået i opfyldelse.

I vore samfund lever den overvejende del af befolkningerne så slet, som var der sandhed både i Malthus’ befolkningslære og i Ricardo’s jernhårde lønningslov.

Slutning

Den første af nærværende bogs to afhandlinger blev skrevet i fjor – i år havde jeg næppe søgt eksemplet på ruinerede skibsredere i Stavanger.

For et par måneder siden, medens nærværende bog var i trykken, og 18 år efter første del, udkom anden og sidste del af Das Kapital. Udgivelsen er efter Marx’ død besørget af Friedrieh Engels. Jeg bemærker dette i anledning af anmærkningen til pag. 140.

Min opfattelse af begreberne nytte og værdi har jeg lært af W. Jevons’ The Theology of Politieal Eeonomy. Det er en bog, som enhver, der interesserer sig for nationaløkonomi, burde kende. Den indeholder væsentligst en fremstilling af efterspørgslens og tilbuddets teori, udtrykt i grafiske figurer og matematiske formler. J. var ikke fag matematiker, og enhver, der – ligesom jeg selv – besidder blot de tarveligste matematiske forkundskaber, kan følge hans fremstilling. Han anser økonomien for en matematisk videnskab; men han indrømmer, at dens lærdomme, lige så vel som enhver matematisk læresætning, kan udtrykkes i det almindelige sprog og uden matematiske formler, når man blot vil anvende den fornødne tid og udførlighed på fremstillingen. Denne nødvendighed for at bruge mange ord, hvor en matematiker kan nøjes med få tegn, har bidraget til at give min bog et større omfang, end jeg fra begyndelsen tilsigtede eller ønskede. Men selvom jeg havde magtet en matematisk fremstilling, jeg havde dog næppe benyttet den. Jevons takker i fortalen til anden udgave af ovennævnte bog forskellige af sine korrespondenter (og deriblandt hr. Harald Westergaard i København), fordi de har tilrådet ham at forkorte og præcisere fremstillingen ved hjælp af differentialberegninger; men han svarer dem, at han foretrækker en for ham selv og for andre lettere forståelig og mere vidtløftig bevisførelse. En lignende tankegang havde under alle omstændigheder afholdt mig fra anvendelsen af det matematiske tegnsprog.

Jeg har lært meget af Jevons; men det er ingenlunde min hensigt at dække mig under hans ansete navn. Ikke alene fremstillingsmåden men også indholdet af min afhandling er helt forskellig fra hans nationaløkonomi, og mine tanker og meninger er ikke hans.

En fremstilling af de økonomiske love, der under de bestående samfundsforhold bestemmer de forskellige genstandes værdiforhold, og af de love, der afgør produktionsudbyttets fordeling, det er den opgave, til hvis løsning jeg har forsøgt at bidrage.

Jeg har – og på dette punkt i overensstemmelse med Jevons – valgt en fremgangsmåde, der er i absolut modstrid både med den autoritære engelske økonomi og med den Marx’ske socialisme. Disse skolers forfattere bestemmer først arbejdslønnens og produktionsomkostningernes højde, og gør dernæst de forskellige genstandes priser eller værdi afhængig af den arbejdsudfoldelse, som fremstillingen koster. Jeg har derimod forsøgt, først at forklare, hvad der bestemmer genstandenes værdiforhold og priser, og dernæst at undersøge lovene for produktionsudbyttets fordeling.

At denne vej er den rette, betvivler jeg intet øjeblik. Jeg kender intet middel, der fremtvinger høj værdsættelse af genstande, der har kostet meget arbejde; og forstår ikke, hvorledes det skal forhindres, at genstande betales højt, når de agtes nyttige og attrås ivrigt, selvom deres fremstilling er faldet aldrig så let.

Det bliver da de vekslende nytteopfattelser men ikke arbejdsudfoldelsen, der bestemmer alle værdigenstandes værdiforhold.

Når jeg til slut ved at forfølge denne tankegang er kommet til det resultat, at befolkningernes store mængde under de nuværende samfundsforhold nødvendigvis må leve elendigt, og at al økonomisk fremgang væsentligst ytrer sig i de få velhavendes større og større luksusudfoldelse, ser jeg heri intet der strider imod det praktiske livs erfaringer; og når det fortælles, at større og større kapitalopsamling, levende handel og industri, og agerbrugets forbedring gavner besiddelsesløse arbejdere, da tror jeg ikke derpå; for både i de frugtbareste lande og i dem, der har opsparet størst kapital, lever store arbejderskarer så slet, at et værre liv næppe var udholdeligt.

Her i Danmark er landarbejderne vel den del af befolkningen, der har det hårdest; og dog er deres liv næppe fuldt så uhyggeligt, som enkelte arbejderes, der i rigere lande må udføre en slet betalt gerning i underjordiske og forpestede minegange. De danske arbejdere skylder imidlertid ingen tak herfor hverken til vore bedre samfundsinstitutioner eller til deres driftsherrers større humanitet.

En fremstilling af de nuværende økonomiske tilstande, det er da hvad jeg har forsøgt. En drøftelse af mulige forbedringer har derimod ligget ganske udenfor min bogs plan, og jeg har ingen steds indladt mig direkte derpå.

Hvad gavn skal en sådan fremstilling gøre?

Ja, hvorfor lærer man medicinske studenter det menneskelige legemes organisme at kende, inden man giver dem tilladelse til at behandle syge folk?

Er samfundet da sygt?

På Malthus’ tid hed sygdommen: overbefolkning. Der var alt for lidt af korn og af alle andre fødemidler: derfor skulle folk naturnødvendigt sulte ihjel.

Nu hedder den samme sygdom: overproduktion. Der er alt for meget af korn og af alle andre fødemidler; derfor skal talrige arbejdere ikke kunne tjene deres brød.

(d. 28. oktober l885).

NOTER

[1] David Ricardo var søn af jødiske forældre, der fra Holland udvandrede til England. Han blev født 1772 i London og tilbragte sit liv i England, hvor han som købmand erhvervede en betydelig formue og som økonomisk forfatter en nok som bekendt anseelse.

[2] D. Ricardo: On the Principles of Political Economy and Taxation. Chapter V, “On wages”.

[3] Happily, there is nothing in the laws of value which remains for the present or any future writer to clear up; the theory of the subject is complete: the only difficulty to be overcome is that of staling it as to solve by anticipation the chief perplexities which occur in applying it: and to do this, some minuteness of exposition, and considerable demands on the patience of the reader are unavoidable.

(Stuart Mill: Principles of Political Economy, Book III, Chapter I § I).

[4] Stuart Mill: Principles of Political Economy, Book III, Chapter III § I

[5] Stuart Mill: Principles of Political Economy, Book III, Chapter III § II

[6] Stuart Mill: Principles of Political Economy, Book III, Chapter VI § I

[7] Stuart Mill dømte dog ikke således. Han havde på dette som på mange andre punkter selvfølgelig rigtigere meninger end mange af forgængerne.

[8] S. Jevons: The Theory of Political Economy: Chapter III: Theory of Utility.

[9] An die Moralisten,

Lehret, das ziemet euch wohl, auch wir vereben die sitte;
aber die Muse lässt sich nicht gebieten von euch.

(Goethe)

[10] “By utility is meant that property in any object, whereby it tends to produce benefit, advantage, pleasure, good or happiness, or to prevent the happening of mischief, pain, evil or unhappiness to the party whose interest is considered.” / Bentham: Introduction to the Principles of Moral and Legislation.

[11] “There are doubtless, qualities inherent in such a substance as gold or iron which influence its value, but the word Value, so far it can be correctly used, merely expresses the circumstance of its exchanging in a certain ratio for some other substance.”

Jevons: Theory of Political Economy: Theory of Exchange.)

[12] “Hidtil har ingen kemiker opdaget bytteværdi, perler eller diamanter, skriver Karl Marx (Das Kapital. Erster abschnitt. D. Der Fetischcharakter der Waare und sein Geheimniss.) i en polemik imod de økonomer, der tillægger genstandene en dem iboende værdi (valeur intrinsèque).

Marx selv udledte imidlertid, som bekendt, varernes værdi af den til deres forfærdigelse medgåede arbejdsmængde. (“Ein Gebrauchswerth oder gut hat also nur einen Werth, weil abstrakt menschliche Arbeit in ihm vergegenständlicht oder materialisiert ist. Wie nun die Größe eines Werths messen? Durch das Quantum der in ihm enthaltenen werthbildenden Substanz, der Arbeit.” Das Kapital: Erster Abschnitt. A. Die Waare.)

Men lige så lidt som nogen kemiker har opdaget værdisubstans i perler eller diamanter, lige så lidt har nogen økonom opdaget trylleformlen, hvorved mennesker tvinges til at værdsætte genstandene i forhold til det arbejde, de har krævet.

En genstand kan have fordret nok så meget arbejde, den vil dog blive værdsat lavere end en anden genstand, der har kostet mindre arbejde, dersom denne sidste genstand i salgsøjeblikket forekommer både køber og sælger at være den nyttigste af de to.

Vanskeligheden ved at finde et sådant tvangsmiddel hindrede formodentlig Karl Marx i at fuldende Das Kapital, hvis første del allerede udkom 1867.

Man ser: Marx og Ricardo stemmer overens i opfattelsen af arbejdet som værdiernes grundlag. Deres uenighed ligger på andre punkter, og særligt i deres anskuelser om forholdet mellem driftsherrer, kapitalister og arbejdere. Marx antager: at kapitalister og driftsherrer tilvender sig uberettiget fordel på arbejdernes bekostning; Ricardo finder ingen sådan uretfærdighed.

[13] Man har af en foregående anmærkning set, at idet Jevons omtaler en genstands værdi, tilføjer han: “For så vidt denne udtryksmåde korrekt lader sig bruge”; og han ombytter gerne ordet værdi med betegnelsen: “det forhold, hvori genstandene ombyttes” (Ratio af exchange)

“Værdi” kan sikkert bruges i andre betydninger end i den, der tillægges det af Jevons og efter ham i nærværende afhandling. Det farlige ved ordet er dets vekslende betydninger.

I daglig tale bruges “værdi” og “pris” snart i flæng som ensbetydende; snart skal værdi være noget mere stabilt end pris. Det fortælles for eksempel: at en ejendom af høj værdi er solgt til billig pris. Meningen hermed turde vel i reglen være den: at ejendommens pris tidligere var højere end nu, og at prisen efter den talendes formening snart på ny stiger.

Desuden bruges værdi som synonym for nytte og på en mængde andre måder.

Den forvirring, der afstedkommes i samtaler ved anvendelse af dette ord, har mindre at sige. Slemt er det derimod, at ordets forskellige betydninger afstedkommer forvirring i videnskabelige økonomiske og statistiske undersøgelser.

Hr. Prof. Falbe-Hansen anmeldte således i januar i år i Nationaløkonomisk Forening en undersøgelse af den danske nationalformues pengeværdi (se Nationaløkonomisk Tidsskrifts l. hefte 1885). Lignende undersøgelser er tidligere foretagne både her til lands og i andre lande. De får altid en overordentlig abstrakt – næsten fantastisk – karakter, der gør det særdeles nødvendigt skarpt at definere meningen af ordet værdi og at fastholde den en gang givne definition.

Ifølge tidsskriftet ytrede hr. F-H: “Formuen kunne beregnes på to måder, enten kunne man søge dens effektive og øjeblikkelige salgsværdi (dvs. salgspris) om nødvendigt ved auktionssalg, eller man kunne søge dens værdi for ejeren i hans besiddelse som indtægtskilde. Det er denne sidste værdi, man vil søge at finde.”

Kun en lille tid lykkedes det at holde denne – for øvrigt højst snurrige – definition fast.

Hr. F-H forklarede: de danske landejendommes salgsværdi er ringere end deres indtægtsværdi, og da det er denne sidste værdi, som skal findes, tager han intet hensyn til salgsværdien men beregner en indtægtsværdi ved at kapitalisere landejendommenes formodede indtægter efter en rentefod af 4%.

Krigsflåden, museerne og de offentlige samlinger medregnes slet ikke i nationalformuens “Værdi”, fordi de ingen indtægter giver.

Så langt gjaldt altså definitionen.

Men derpå kommer nationalbankens og landets guldbeholdning: 62 millioner kroner. Den medregnes. Dog giver guldet i bankens kældre sikkert ingen indtægt. Det går på samme mande med klæder og indbo; de anslås sammen med redskaber og handelsvarer til et par tusinde millioner kroner. Men hverken klæder eller indbo har værdi for ejerne i hans besiddelse som indtægtskilde.

Handelsflådens værdi er dernæst beregnet af chefen for skibsmålingskontoret. Mon han kender koffardiskibenes indtægter?

Vil man ret se den forvirring, der opstår, når en mængde mennesker diskuterer tingenes “værdi”, medens hver af de talende bruger ordet på sin maner, da læser man den økonomiske forhandling, der i Nationaløkonomisk Forening fulgte efter prof. Falbe-Hansens foredrag om værdien af Danmarks nationalformue.

[14] Sproget mangler et ord for det engelske “Commodity”, der i økonomien omfatter alt, hvad der anses for nyttigt: både materielle genstande og immaterielle tjenester. For at undgå gentagelser benytter jeg, når ingen misforståelse deraf kan opslå, “genstand” som fællesbetegnelse for begge dele.

[15] Efter Københavns industristatistik for 1882 tjente for eksempel svendene i billedskærerfaget gennemsnitlig to kroner og femoghalvfjerds øre daglig for ti timers arbejde; men svendene i guldtrækkerfaget gennemsnitligt fire kroner for ni timers arbejde. Lønningerne i de forskellige fag afveg i det hele ret betydeligt fra hinanden.

Der findes i tabelværket en rubrik med oplysninger om lønningerne i de tre sidste år, og ved en mængde både af de bedste og sletteste lønninger, findes bemærket “uforandret”.

[16] Bearbejdelsen af de brasilianske diamantgruber skal i mange tider have været særdeles lidet indbringende, derom stemmer mange beretninger overens. Karl Marx meddeler følgende: “Nach Eschwege hatte 1823 die achtzigjährige Gesamtausbeute der brasilianischen Diamantgruben noch nicht den preis des 1½ jährigen Durchsnittsprodukts der brasilianischen zucker- oder Kaffeeplanzungen erreicht, obgleich sie viel mehr Arbeit darstellte, also mehr Werth” (Karl Marx: Das Kapital: Erster Abschnitt: die Waare)

Man swr det mærkværdige resultat, der fremkommer, når værdierne gøres afhængige af arbejdsmængden. Diamantens værdi skal ifølge det tidligere citat af Marx måles ved: “Das Quantum der in ihm enhaltenen werthbildenden Substanz, der Arbeit”; og da det nu viser sig, at diamanternes pris er ringere end prisen på andre genstande, som er frembragt ved lignende arbejdsudfoldelse kommer Marx logisk rigtigt til det – i særdeleshed for en socialistisk forfatter – mærkværdige resultat: at diamanternes værdi er højere end deres pris.

[17] Emile de Laveleye. Le socialisme contemporain. Chapitre VI. Les socialistes conservateurs.

[18] Se Københavns kommunes regnskab for 1882.

[19] Udtrykkene “Livsfornødenhederne af første og anden grad” er den tyske økonom, A. Wagners. Han sætter det som nutidens opgave at skaffe alle livsfornødenhederne af anden grad.

[20] Man læser følgende udtalelse af Adam Smith og man vil forstå, hvem hans modstandere var, og hvor blødt det leje, de redte ham.

“Ry og ros for indsigt i handelssager, popularitet og indflydelse i rige og mægtige samfundsklasser bliver den til del, der understøtter hvert et forslag til bestyrkelse af monopolernes magt. Men stiller man sig i opposition til de rige monopolisters planer – og besidder man tilstrækkelig autoritet til at krydse dem – forslår hverken anerkendt hæderlighed, høj rang eller tjenester, man har vist samfundet, til beskyttelse imod de gemeneste skældsord, de nedrigste bagtalelser og de skændigste personlige forhånelser. Man undgår end ikke virkelig overlast, den påføres en af de skuffede og rasende monopolisters frække voldsomhed.”

(Se: W. Bagehot: Adam Smith and our modern Economy.)

[21] Stuart Mill: Principles of Political Economy. Vol. I, Chapter IV § 3.

[22] Denne korte gengivelse af kapital– og jordrenteteorien indeholder selvfølgelig ikke de forskellige afskygninger, der forekommer hos forskellige forfattere. Alene definitionerne på modsætningen mellem “kapital” og “formue” kunne fylde et lille bind.

[23] Man kender den berømte spare- og afholdenhedsteori, der i lang tid gjaldt for almengyldig og optoges i utallige lærebøger: al kapital skulle være frugten af besidderens eller retsforgængeres arbejde og opsamlet ved sparsommelighed og afholdenhed.

  1. Bagehot gør ganske morsomt spøg med denne teori.

Vi kan tænke os, således skriver han omtrent, en musselmand, der efterlader sine arvinger et harem fyldt med dejlige circassierinder.

I orienten er et harem kapital, fuldt så vel som en kvægbestand her til lands.

Tror man nu virkelig, at disse circassierinder er den afdødes opsparede arbejde, og at han kom i besiddelse af dem som følge af sin afholdenhed?

[24] I England – kapitalrigdommens, statsgældens og fattigdommens frugtbareste jord – har en betydelig del af statsgælden en endnu mærkeligere oprindelse.

Engelske konger belønnede i tidligere århundreder deres elskerinder, disses familie og børn med oprettelse af arvelige, evigtvarende og: godt lønnede sinecureposter eller med ret til skatteopkrævning. Sinecurerne og skatterne blev efterhånden ophævet; men englænderne holder ejendomsretten hellig, og for de afskaffede privilegier blev der givet erstatning i engelske statsobligationer, hvis rente svarer til indtægten af de ophævede privilegier.

Karl den 2. gav hertugerne af Richmond evigtvarende ret til afgiftsnydelse af alle kul, der førtes ned ad Tyne floden og forbrugtes i England. Parlamentet hævede i 1825 denne ret og forøgede Englands gæld med ni millioner kroner, som hertugens arvinger fik.

Samme konge skænkede ligeledes hertugerne af Grafton – den første hertug af Grafton var kongens søn – mange smukke embeder og privilegier. Udløsningen forøgede Englands gæld med otte millioner kroner.

Listen over lignende udløsninger er lang og beløbene store.

[25] Pris /pma

[26] Tallene er taget fra Lesseps indbydelse til tegning af aktier i Panamakanalen. Han meddelte dem dér, for at tilskynde til deltagelse i dette foretagende.

[27] Se en anmeldelse i Nationaløkonomisk Tidsskrifts 4. hefte for 1883, hvilken anmeldelses udtog af bogen er benyttet her.

[28] Se nærmere herom: Emile de Laveleye: Le socialisme contemporain chapitre III. Grandeur et dekadence de l’Internationale.

[29] Efter hver en endt, lykket eller mislykket, strejke foretages der gerne en opgørelse af arbejdernes tab ved arbejdsstandsningen. I disse opgørelser beregnes tabet næsten altid til det dobbelte af hvad det virkeligt udgør.

Har arbejderne for eksempel forspildt en arbejdsløn af 100.000 kroner, og har meningsfæller foræret dem en lignende sum, eller har de taget beløbet af deres opsparede kassebeholdninger, får man tabet til 200.000 kroner. Dette er naturligvis galt.

Militarismens modstandere begår i øvrigt bestandigt en ganske lignende fejl. De regner nemlig som så: officerer og soldater koster landet så og så mange millioner i løn om året og gør ingen gavn; bestilte de noget nyttigt, kunne de tjene så og så mange millioner; hvorpå begge beløb lægges sammen, og angives som samfundets tab af soldatervæsnet.

[30] Adolph Wagner. “Kulturfolkene foretager alt, hvad der står i deres magt, for i ethvert individ at vække bevidsthed om menneskeværdigheden; åndsevnerne udvikles selv hos de i økonomisk og social henseende slettest stillede klasser. Derved bliver enhver mere ømtålelig i kampen for tilværelsen, og ønskerne om social og økonomisk fremgang stærkere end før. Det ville være den største grusomhed planmæssigt at vække bevidstheden gennem skoleundervisningen, og derpå al tilråbe masserne: “Lad ethvert håb fare, efter Naturens orden kan kun enkelte af eder nå frem til bedre kår” – en påstand, der desuden bliver mere og mere usand, alt eftersom produktionsteknikken skrider frem.

“Denne side af den almindelige skoleundervisning, dens sammenhæng med det sociale spørgsmål er hidtil kun blevet lidt drøftet. Man burde dog ikke glemme, at også i denne henseende er vor tidsalder helt forskellig fra de tidligere historiske perioder: elementærundervisning for den hele befolkning lige til den elendigste proletar, bogtrykkerkunsten gjort tilgængelig for alle – og så undrer man sig over, at masserne ikke slår sig til ro med ABC og katekismus! Gjorde de det, var der rimeligere grund til forundring. Den almindelige skolepligt er under disse omstændigheder et dristigt eksperiment.” (Grundlegung: Drittes Kapitel. Dritter Abschnitt §135).

  1. vil selvfølgelig ikke arbejdernes skoleuddannelse til livs, hans ord er rettet mod den samfundsorden, der uden naturnødvendighed holder arbejderne nede i deres nuværende stilling, og oven i købet dumdristigt gør dem tilstanden dobbelt uudholdelig. Hos en fra Wagner vidt forskellig forfatter kommer kuriøst nok en ganske lignende tankegang til orde. J. K. Huysmans indfletter i sin bizarre roman A rebours følgende episode:

En ung bundfattig fyr opnår indblik på nært hold i rige folks vellevned og får en kort stund sin vakte attrå tilfredsstillet. Så lukkes døren for ham; og han har valg mellem resignation eller forbrydelse. Og forfatteren ræsonnerer omtrent som så:

“Al følelse af sorg har sin rod i opdragelsen. Vi føler stærkere og hader bitrere, efterhånden som vor tænkeevne vokser. Jo mere man udvikler forstanden og følelsen hos samfundets bundfattige arme djævle, des stærkere gror deres lidelser og had.”

Den unge mands historie er en aliegori på den almindelige og tvlulgne undervisning. Den spærrer de ulykkeliges øjne vidt op: de ser solbeskinnede tilværelser; og de forstår, at der findes nydelser, langt attråværdigere end dem, som de kan opnau. Var man medlidende, stak. Man deres øjne ud, hellere end man gjorde dem klarsynede.»