Bidrag til Ibsen-kritikken

C. Lambek
Bidrag til Ibsen-kritikken (1899)

Indhold

Indledende redegørelser
Kærlighedens komedie
**
Brand
Per Gynt
Et dukkehjem
En folkefjende10
Vildanden
Rosmersholm
Hedda Gabler
Bygmester Solness
John Gabriel Borkman
Almindelige bemærkninger

Indledende redegørelser

Hvad der falder ind under begrebet bedømmelse af forfatteren som individualitet, som evneindehaver osv. interesserer mig meget lidt. Især når talen er om Ibsen, interesserer det mig næsten intet at efterspore forfatterejen­dom­me­lig­hederne; thi hos ham har de grumme lidt betydning for opfattelsen af hans arbejder og heller ingen selvstændig skøn­hedsværdi. Den historiske redegørelse for det utvivlsomme fremskridt, han har hidført, ligger mig lige så lidt på sinde. Disse og mange andre ting, der sædvanlig menes at påhvile kritikeren, anser jeg for nipsting af kritik at være. De bevæger sig i det periferiske.

Det centrale er læserne, ikke forfatteren. Hvad kritikeren derfor skal bearbejde og afklare, er læserens blik på det enkelte værk og de enkelte ting i de enkelte værker. Om det, man kalder forfatterbilledet, får liv og samling, er sekundært og mindst vigtigt. Om læsernes indtryk af de enkelte værker får liv og samling er det primære og vigtigste. Det er dette indtryk, som er kritikerens centrale objekt. Det er dette indtryk, hvis almeneste livsnerve kritikeren skal finde og opgløde. Det er læsernes tanker over værket, som kritikeren skal få til at springe ud af dybe, omfattende kilder. I størst muligt omfang at bore læsernes indtryk ned til dets kildespring, det er opgaven, som først af alt ligger for. Alt andet er kritisk nips, og alt andet svæver så temmelig i luften, så længe denne boring ikke er foretaget.

Ved denne opgave er imidlertid først og fremmest det at erindre, at læserne skifter med tiderne; det indtryk, værkerne gør, forandres. Hvad man fandt godt for ti år siden, finder vi nu selvfølgeligt. Tanker og stemningsformninger, som dengang var levende, var fremskridt, har nu tilbagelagthedens præg over sig. Javist! javist! siger vi, når de fremføres for os, og vi går skyndsomt over til at tænke på andre ting. Det i et værk, som var levende og centralt for ti år siden, kan ofte slet ikke bores levende nu og er ikke mere det centrale. På grund af disse forskydninger i læseverdenen er det, at den historisk-retfærdige bestemmelse af værket er en kritisk biting, for ikke at sige noget værre. Det centrale objekt for kritikerens arbejde er det i værkerne, som for tiden kan bores dybest levende, altså det, som for tiden er moderne eller har de fulde betingelser for at kunne blive det. Og den retning, i hvilken kritikeren skal se ud over værkerne, er den retning, hvori det moderne bevæger sig. Kun det er rigtig frugtbart: at sætte sit arbejde ind på de punkter, hvor der for tiden leves ægte og dybt; eller på punkter, hvor der for tiden trænges til fremskridt og kultur, for at ikke de levende bevægelser, der er fremme, skal forsumpe i uklarhed og overfladiskhed. Først i anden række og langt bagefter kildeboringen ned til det moderne kommer den historisk retfærdige betragtning af værket. Allersidst, som en ubetydelighed, kommer anbringelsen af en passende glorie om forfatterens hoved, — han er kun én, læserne tælles i tusinder.

Mit bidrag til Ibsen-kritikken må gerne kaldes ensidigt. Jeg betragter ikke alle værkerne. Nogle tilsideskyder jeg, fordi jeg ikke kan få øje på deres tilstrækkelig moderne betydning. Således Kejser og galilæer. Et enkelt udskyder jeg, fordi dets hele tankegang i det, der går ud over, hvad enhver i vore dage ved, er mig så dybt usmagelig og forpestet med teatereffekt, at det er mig umuligt at dvæle ved det. Jeg mener Gengangere. — Endvidere betragter jeg ikke hele udviklingsgangen i værkerne, kun enkelte af dens træk. Jeg betragter ikke værkerne fra den æstetiske side eller den dramaturgiske. Jeg betragter som regel kun hovedfigurer, hos bifigurer kun deres intime relationer til hovedfigurerne. Jeg tegner lige så lidt den dramatiske bevægelses rids. Jeg har kun opmærksomhed for en eneste ting, som jeg anser for den væsentlige: den psykologiske gennemlysning af hovedpersonerne og deres forhold.

Hvilken værdi løsningen af denne opgave har, vil jeg anbefale læserne at tænke over, når de er kommet til ende med de efterfølgende afhandlinger. Så meget vil dog allerede her være klart. At man kun ad psykologisk vej vil kunne få fast greb under de ibsenske karakterdramaer og problemdramaer. Uden fuld og forstående opfattelse af de sjælelige grundtræk, hvoraf karaktererne og problemerne udspringer, og på basis af hvilke de bevæger sig, vil man være ganske afmægtig til at bedømme dramaerne, se, hvad i dem, der har dybde, og hvad der blot er periferisk udfyldning. Men netop dette, bestemmelsen af dybderne, fortolkningen, ved alle og enhver spiller stor rolle, når talen er om Ibsens værker, thi langt fra alt i dem er ligetil at gribe. Ibsen har da også som få forfattere lidt under divergerende og overfladiske fortolkninger; det kunne være på tide at søge en afslutning på disse misgreb. En sådan afgørelse kan kun hidføres ved en psykologisk gennemlysning.

Endvidere er den glorie, der fra mange hold anbringes om Ibsen, i færd med at sterilisere; hans værker anses som autoritative forskninger; når man er i overensstemmelse med ham, er man vel forvaret og tillige på højde med den højeste viden. Jeg tror imidlertid, vi er i færd med at komme ret langt ud over Ibsens tænkemåde og domsresultater; det moderne fremskridt færdes ikke direkte på hans veje, om det end på mange måder berører dem. Der foreligger da den opgave at vise blikket noget ud over ham og spænde det i en noget anden retning. Dette kan kun gøres gennem psykologiske udviklinger.

Endelig nærer jeg, gennem adskillige år fastere og fastere, den overbevisning, at man ikke kan gøre noget mere moderne end skrive psykologi. Tidens trang går i den retning. Alle væsentlige nulevende problemer, af ikke-økonomisk art, har deres løsning liggende i den retning. Hvad liv der stagnerer og forkludres, hvad kamp der er løben ud i steril, ørkesløs trætte, ses oftest at være forulykket af mangel på psykologisk tankeopstilling. Vi stikker på mangfoldige områder i uføre og vanmagtens småting, fordi vi ikke véd klar basis under vore bevægelser. Basis vil sige sjælekundskab. Vi har da kun én dyb ting at ville, at skulle: at finde den klare bund for den sjælskultur, som vi uvilkårligt, i ubevidst sammenhæng, har dannet, og som vi lever vort eneste liv i og elsker så højt, som vi elsker det, der er os værdifuldest. Det bliver nu mere og mere klart for alle, at menneskets verden ikke er andet end menneskets sjæleliv. Vi havner i psykologien, enten vi vil eller ej. Grunden til, at vi ikke alle er havnet deri for længe siden og på virkningsfuldere måde, er den, at der i al verdens litteraturer, vor med, ikke eksisterer nogen virkelig psykologi, hverken i spredt eller systematisk form, men kun et virvar af for største delen tarvelige, tørre, unyttige begreber for sjælelige tildragelser og sjælelig væremåde. Det hele skal først oparbejdes. Jeg drister mig ikke til at mene, at jeg, i denne bog eller nogensinde, skulle kunne levere noget helt; hvad jeg tror at kunne levere, er kun begyndelser, forsøg og indøvelser, som går i den rigtige retning. Man må da spænde sin tålmodighed som den, der har en lang vej, og man må rette sit blik langt og utrætteligt som den, hvis mål ligger dybt inde i det fjerne.

Kærlighedens komedie

Den, der er kendt på landet, vil have set en kornager om foråret, i den tid sæden begynder at skyde op af den harvede grund. De små plantepile på ageren står ikke tæt sammen, de dækker langtfra grunden, giver blot et grønbrunt skær, når man lader blikket løbe hen over den. Der er en egen kækhed over disse små pile, der stikker op af jorden, deres farve er den begyndende frodigheds farve, og jordbunden, hvori de står, ses at være under kultur. Et lignende indtryk som dette får man af Kærlighedens komedie. Her begynder den moderne Ibsen at vise sig — om end kun i små spredte spirer. Her er de første korte rids af en del kritiske horisonter, som i senere værker får langt større omfang; her er prøver på de nøgterne iagttagelser, hvori Ibsen senere bliver mester. Kærlighedens komedie er hans første bredt anlagte forsøg på at blotstille menneskelivets væsen.

Jeg mener det berettiget, ja nødvendigt at betragte og bedømme Kærlighedens komedie som et forsøg på at belyse det menneskelige kærlighedsliv som helhed; ikke alene dets tåbelige former. Man kan jo ikke latterliggøre en ting uden, i det mindste antydningsvist, at vise, hvori fejlen ved den består. Man må have en målestok at måle den på, og denne målestok er tegningen af tingen, som den burde have været. Det er da ret umuligt at ironisere over enkelte former af kærlighed uden som basis for ironien at se på kærlighedslivet som helhed eller dog opstille nogle former af den, som kan stå for kritik. Man finder ikke en krøbling mærkværdig, med mindre man engang har set en velvoksen person. Fordringen om en positiv idébasis som baggrund for den negative ironi og kritik bliver især uafviselig gennem den omstændighed, at Kærlighedens komedie er et idédrama. Man kan ikke tale om de optrædende personer som individualiteter og karakterer; man må tale om idéudviklinger, tankebelysninger, personificerede syns­punkter, abstrakte alderstrin. Men kritiske idébelysninger er ganske umulige uden opstillingen af baggrundsperspektiver som de antydede.

Spørger man, om der findes sådanne i Kærlighedens komedie, bliver svaret ja. Men straks må man tilføje: de findes ikke i tilstrækkelig stærke og omfattende former, stykket lider af stor grunduklarhed, kritikken og ironien er på væsentlige punkter uvederhæftig. Man har følelsen af, at forfatteren oprindelig har villet noget mere og dybere end det, han har nået. Stykket myldrer af ufærdige ansatser og netop ansatser, der går i retning af den manglende positive basis. Der findes udbrud af kæk og højtstilende villen, men de bliver kun til små plantepile, henstrøede som enkeltheder i replikker. Det er især hos Falk og Svanhild, man finder dem. Derfor er disse to personer højst løjerlige, af idépersonifikationer at være; der er noget brudt og tvefoldigt i deres støbning. —

Jeg skal søge at trænge ind i stykkets forhold.

Hvad er det dog for en meningsløs forudsætning, dette krav, at kærlighedsfølelsen skal vare uforandret fra den dag, den har nået sit højdepunkt! Ingen med halv forstand og derover ser i vore dage så robust på den slags sager, at de slår en følelse fast i en uforanderlig skikkelse. Idealet er tværtimod, at kærlighedsfølelsen, som af natur er mangtomfattende, slår så mange volter som Proteus. Det eneste, der kan ønskes uforanderligt, er gæringskraften, hvormed stemninger omtumles, spændingen, hvormed viljer dannes og syder over tankerne. Men Ibsen har jo netop ikke set på disse bevægelseskræfter og forlangt deres vedvaren. Han har set på selve følelsesdannelserne og spurgt om deres konstans. Hvorfor så ikke også ironisere over vejret, fordi det ikke hver dag er som den foregående? Her fremtræder i grel form en fejl, Ibsen så tit begår. Han ser logisk på livet, han opererer med stillestående begreber (a = a). Men livet er lutter bevægelse, forandring, proces; vil man begribe dets logik, må man begribe dets bevægelseslove. Denne dybde har Ibsens psykologi ikke her, og ikke siden. Alle ser, at man kan ikke ironisere over vejrets skiften, så længe man ikke kender vejrets bevægelseslove, og selvom man kender dem, gør man det ikke endda. Det samme burde være klart med hensyn til sjælelige fænomener af sammensat natur, som f.eks. kærlighedsfølelsen. Den er ikke; den dannes hver dag på ny, det er dens eneste konstans.

En Ibsenbeundrer kunne finde på at sige: det har slet ikke været Ibsens mening at satirisere over folks kærlighedsfølelser som ting, der hurtigt fik svindsot. Han har derimod villet spotte over, at menneskene ikke havde øje for deres følelsers naturlige forkrænkelighed, ikke øjnede bevægelsesloven, der dominerer det hele, men mente, at kærligheden var evig, og byggede på denne forudsætning. — Vendingen er imidlertid uheldig. Har det været Ibsens tanke, så har han derigennem vist en utilladelig blindhed for kærlighedens væsen og nerve. Thi intet båder kærligheden bedre end tro på dens vedvaren. Enfoldig tillid til den, enfoldig byggen på den. Hvilken unaturlighed, hvilken dummepeter-logik at bringe elskende til at se udover deres egen kærlighed, når deres eneste opgave er den at bygge alt deres liv ind under den! Livsoversigt af den art bringer jo kun forstyrrelse og avler hæslige tankefordrejelser ud i det flade og slappe. Det er en forstyrrelse, der rangerer lige med de gamle jomfruers snadren i Kærlighedens komedie. Ibsen kan aldrig have ment det på den vis.

Hvis man endelig vil behandle fænomenet kærlighedens ophøren, må man hellere gøre det på følgende måde: I godtfolk! kan man sige, skamskænd ikke med hæslige navne den kærlighed, som er forbi. Kald den ikke bedrag, indbildning, drøm, dårekistefagter. Få den formet og præget i jert minde som noget godt. En dejlig galskab, der engang har skinnet over eders tanker så lyst, som solen over de grønneste blade. Begå ikke så umandigt og uklart fuskeri med livet, at I skammer jer, at I græmmer jer. I tog ikke fejl, da I elskede; thi hvad I ville, var at leve, at pulsere friskt og mægtigt. Og I levede! Tænk efter, eders tankers plumpe hævn, fordi I ikke lever det længer!

Men denne tankegang er Ibsen heller slet ikke inde på. Hans personer, Styver, Stråmand, Lind, beklager ikke selv, at deres kærlighed er død eller døende; de er veltilfredse med dens forløb. Det er Falk, som klager over synet af dette forløb ned ad bakke. Og Ibsen med ham. Det hele er udvendigt tilskuerens kritik, ikke en gennemlysning af oplevelsers indre processer.

Under dette synspunkt falder de ansatser, der er til en positiv basis. Falk taler om livsløgnen hos de andre, han imødegår med skarpe våben den, af dumhed samvittighedsblottede, mening, de har: at deres kærlighedsliv er blevet til, hvad det skulle; at de ikke har vanskøttet kærligheden, men røgtet den efter dens natur. Han springer ud i det hånlige indfald ‘Amors norske skyttetidende’. Svanhilds replikker falder harmfulde, da Falk foreslår hende at leve vårdagens jubel med ham, så længe vårdagen varer, og siden nøjes med bevidstheden om at have spillet rollen som vindkraft for hans digterdrage. Man hører Ibsens alvorlige og dybtmente åndedrag i disse udfald. Ibsen vil noget, han vil oparbejde en kritisk samvittighed, han vil fjerne skadedyr fra en smuk blomst. Sådanne skadedyr er også de gamle tanters myrekrybende indblandinger i affærer, som af natur er intime, forbeholdt to; den officielle deklaration; de platte praktiske forsorg osv.

Man lægge mærke til, hvorledes disse positive tendenser har en til tilskuersynspunktet svarende udvendig og overfladisk karakter. Dybere end at værne kærlighedsfølelsen mod ødelæggende indvirkninger udefra ville det være at overveje, hvorledes dens indre livskraft kunne udvikles. Man siger, at den fuldstændig sunde organisme ikke kan angribes, om man så dænger den med bakterier. Det havde da vel været nok så dybtgående, om Ibsen havde rettet sin opmærksomhed på at diagnosticere den indre sygdom eller sundhed i følelsen, hvis liv han behandler. Thi der er jo ingen tvivl om, at hvis Linds kærlighed ikke havde været af så tarvelig art, ville infusorierne ikke have skadet den. Luften omkring os kan vi aldrig få renset for sygdomsspirer, den opgave er det tåbeligt at forfølge som en hovedsag. Bedre opgave er den: at gøre kærlighedsfølelsens organisme sund og modstandskraftig. Hvad Ibsen bidrager i den retning, er yderst uklart. Han viser os en på kærlighedslivets område dådløs ungdom, hvis stemninger står stille og forsumper i uklarhed, de er blotte stemningsbrus, underlagte ikke det organiske livs, men den fysiske fordampnings lov. Men ironien herover er så snævert anlagt, at man ikke ser, der er anden lov til end den fysiske fordampnings. Han viser os endvidere en fortørret alderdom, der med sammensunken sjæl drager sit arbejdslæs gennem verden og nusler med små impotente stemninger over livets opgaver og livets lykke. Denne ungdom har visselig kun ‘romantik, som går af med tiden’, og den ‘taber sin proces for alle retter’. Denne alderdom kan kun være et bundløst ødelæggende billede for ungdommen at se på, en harmelig livsløgn at spotte. Men hvorfor ikke antyde, at der er en anden ungdom og en anden alderdom til, hvorfor ikke anvise udvej ud af uføret? Når det dog er livets sag og kærlighedens sag, han vil føre, hvorfor så fylde stykket ganske med disse småting og forhutlinger? Man er ikke færdig med at tale om en sygdom, førend man har sagt, hvorpå den beror, hvad den skyldes, hvoraf den har sit udspring, og — om muligt — angivet midler til dens helbredelse: der er i stykket god plads til en person — om ikke en mand, så en kvinde —, i hvis ord, handlinger, viljer alt dette kunne være sagt. Hos Svanhild findes ansatser dertil, men de er kvalte i svøbet.

Denne ufuldstændighed i Ibsens greb over emnet skyldes måske den omstændighed, at hans tanke under udarbejdelsen har forfulgt mere end en hovedlinje. Efter første gennemlæsning af Kærlighedens komedie stod det for mig som et spørgsmål, om ikke modsætningen mellem umoden ungdom og åndløs, overmoden alderdom var stykkets grundakkord.

Falks indledningssang, figuren Guldstad m.m. syntes mig kun at have fuld betydning under dette synspunkt. Der er virkelig også i henseende til at gennemlyse denne modsætning leveret noget fuldstændigere, end der er leveret i andre henseender. Det skal siden ses. Men også her må man indføre den anke, at Ibsen har set alt for sterilt på dårligdommen. Umoden ungdom er jo ikke noget galt i og for sig, den er kim og spirer, hvori der skal være vækstsymptomer. Der er blot fejl, hvis der ingen vækst er. Men det er her ikke vist, at der ingen er. Stykket spiller i et tidsrum af et døgn eller så; i den tid kan man ikke forlange stor udvikling. Hver ting må da bedømmes efter sin mulighed, sin spænding, sin favnevidde. Denne belysning er ikke foretaget. Tværtimod. Der smages på tingene sådan som man prøver en moden frugt; når den ikke duer straks, så duer den overhovedet ikke. Desuden mangler enhver dybere målestok eller basis for forkastelsen; man ser ikke, hvilke krav der skal være fyldestgjorte, for at tingen kan være god nok. Det ville have befriet Kærlighedens komedie for et knugende tryk af ufremkommelighed, om Ibsen havde kunnet sige: jeg ved bedre besked end disse tåber! Se her, sådan skulle det være!

Han har ikke sagt det. Thi jeg vil alvorligt værge digteren mod den ‘mening’, som en af hans beundrende kritikere har tillagt ham, at kærlighedsforsagelsen, forlæggelsen af det hele til ‘mindets åndehjem’, hvor det kan bevares i uforkrænkelighed, at dette skulle være den eftersøgte udvej. Denne udvej er den imbecileste af alle. En sådan mening kan den mand, der har skrevet Brands 4. akt, ikke have.

Man priser hos Ibsen den objektivitetens plastik, der er hans virkeform. Man tror, at det altid er den allerrigtigste og fineste kunst at henstille figurerne blot med deres egne konturer og så lade folk selv finde dommen ud eller i øvrigt tænke og finde ud, hvad de kan bedst. Jeg tror ikke på dette. Jeg tror ikke, en kunstner kan lægge noget dybere og bedre ind i sit værk end just sin tendens, kun at denne tendens ikke skal være overfladisk tale om midler, men netop en belysning af, hvad han anser for liv og livsværdi, mål i sig selv. Den centrale mening med al digten kan ikke være nogen anden end at give livets ting den fuldest mulige, mest centrale belysning med hensyn til deres umiddelbare livsværdi. Men denne belysning falder i Kærlighedens komedie helt forkert på nogle af de væsentligste ting. Jeg skal forsøge at vise det og derigennem, hvad jeg forstår ved ordet livsbelysning.

Falks ungdom er ikke ilde. Han åbenbarer i indledningssangen det rette livsinstinkt. Tænke og føle i den stil omtrent gør netop den ungdom, der er gylden. Det er øjeblikkets liv, man må dyrke, mens man er pur ung. Øjeblikkenes liv er grundlaget for alt andet, nemmer man ikke dette liv, nemmer man ingenting grundigt. Man skal høre alle øjeblikkenes forskellige stemmer, suge alle deres arter af lys og røre, udføre den skelnen, de opfordrer til; leve med øjeblikkenes mod og tro, forsagthed og forstemninger. Verdensindholdets ting skal først leves enkeltvist, langt senere kommer sammenhængen og livsoversigten. Tingenes umiddelbare smag og duft skal leves. Forfra med den enfoldigste opmærksomhed, de mest direkte tankegreb må man begynde; uden dette får de senere tanke- og stemningssamlinger ikke fuldt liv, viljer ikke fuld kraft og alsidig udspænding. Livsoversigtens omtanke hører ikke hjemme på begyndelsesstadierne. Alle sjælens grundbevægelser må man gennemleve umiddelbart: glæde, sorg, overmod, tungsind, kækhed, forlegenhed, ærlighed, uærlighed, åndsnærværelse, forfjamskelse osv. Man ved, at nye violiner skal spilles op, og det sker vist lige så godt gennem skalaer og simple melodier som gennem lærde kompositioner; blot skal det være af alle slags, springende raske og vemodigt langsomme, hårdt og sart; tonen skal strækkes, bøjes, formes i alle retninger og svævestillinger. Det unge menneske skal spilles op ligesom den ny violin: og det eneste der er at iagttage, er, at livslysten ikke går for ensidigt i byen og bliver hængende på en tone. Grundelementernes uhyre mangfoldighed må gennemgås, og friskheden må altid opretholdes. En sådan opspillet sjæl vil aldrig få en åndløs alderdom, en tør modenhed. At leve sig frem til levende modenhed er det ganske simple: at indsamle spændkraft over forestillingerne i så stor fylde og så klar nuancering som muligt. Er dette gjort, så dannes alt, hvad øvrigt der hører til en stor og bevægelsesrig individualitet, af sig selv, sikkert og let, simpelthen i tankernes medfør. Falk har altså fat i ungdomslivets rigtige røde tråd. Og rundt om i sine replikker åbenbarer han klare tanke- og stemningsansatser, der tyder på god, frodig intelligensvækst. Men så — med et kast, uden forklaring, optræder han som voksen hanekylling. Og med et andet sæt, uden forklaring, optræder han som slaphale. Og han dømmes efter de to ting alene. Ibsen har ikke belyst hans ungdom som en ungdom, hvori der var ideale muligheder. Han har kun belyst ham som hanekylling og slaphale; han har belyst ham som et vegt, tomt, sentimentalt brus af illusionære stemninger. Det er vel at mærke Ibsen selv, der gør dem illusionære, de er det ikke i eget medfør og bliver ikke praktisk prøvede. Hele personen Falk rangeres ud af de geledder, hvori han har søgt plads, et umulighedsskær kastes over ham som helhed. Dette, mener jeg, er forkert belysning. Han skulle tværtimod have haft et stærkt mulighedsskær over sig. Guldstad kunne have sagt, som så mange kloge formyndere siger til umoden ungdom: gå ud i verden et par år og lev på din egen konto; det andet kan vi opsætte så længe.

Den samme fejl gentager sig i mindre målestok med Lind. Denne troskyldige sjæl er virkelig betaget. Der er ægte udspiling i ham et øjeblik, han føler store horisonter dæmre, kilder vælde. Selvom nu dette kun varer kort og er en brusning blot, der ikke vandt fasthed og viderevækst, ville så alligevel ikke opgaven være den så godt som muligt at vise denne opbrusning som en uendelig værdi; at udtvinde i få rids, hvilken begyndelsesfart til store, livsfyldende bevægelser den er. En sådan angivelse ville give læseren indsigt i kærlighedsfølelsens væsen, thi alt deri beror på den dybe begyndelsesbevægelse. Og Linds frafald, den hele forhutling, der sker i ham, hvor ville den ikke fremtræde skarpt og dybt på baggrund af et sådant mulighedsperspektiv, — helt anderledes end nu, thi nu ses frafaldet flovt. Og skønt det kærlighedens begyndelsesstade, hvorpå Lind står, i og for sig er godt nok, tror man dog, at hans senere elendighed har sin rod i det, og man foragter det med. Hvor forkert! Den rette belysning ville være angivelsen af, hvilke fortræffelige værdier og ansatser, der et øjeblik var fremme i ham, og årsagen til, at de gik til grunde. Årsagen dertil var ikke tanterne og deklarationen, men personens åndelige uformuenhed i det hele taget. Den er ikke vist. Stykket spiller på tanterne og deklarationen.

Bristen genfindes i figuren Svanhild. Hun har ret prægtige anlæg. Øjensynlig forstår hun at vælge og vrage med megen bestemthed, hun fylder ikke sin sjæl, sin tid med allehånde, men kun med, hvad der fylder hendes hjerte og forstand; denne renlighedstrang, denne kritiske vågen over sin egen sjælemættelse er en grundbetingelse for smuk vækst. Den, der ikke holder sig for god til noget som helst, men hopper med til alt, hvad der ingen ‘fare’ er ved, bliver ingenting til; den, der sladrer sig ind i alt muligt, roder sig ind i forhold til alle mulige individer og lader forholdene vokse, hvad vej de vil, en sådan bliver ingenting til. Man må ikke være uselvstændig, man må ikke lade forholdene og menneskene og tilfældet bestemme, hvad man skal bruge sin tid til, fylde sin tanke med, arbejde på og drømme om. Rankt må man bære sit hoved, lige så rank må man bære sin lyst og sin vilje; øjnene må man holde åbne og virksomme, lige så åben og virksom må man holde sin kritiske sans, sin smag; uden dette får man intet bygget op i sin sjæl, men strør sig hen i vrøvl og ingenting. Svanhild har åbenbart det rigtige anlæg i denne henseende. Hun har endnu mere. Hun har kraft og klarhed til at kræve noget betydeligt af livet. Ikke vil hun trampes under hestens hov som sagaens Svanhilde, nej hun vil sidde på dens ryg, føre tøjlerne, føle luften suse gennem sit hår og gennem hestens manke. Dybe krævende instinkter har hun, og det har kun den kvinde, der også har dybe evner til at give og bevare. Alle dybe krav er både krav og tilbud, stiler ind i samliv, hvor der gives og tages, høres og svares stort og ligeligt fra begge sider. Thi liv er altid brydning og sammenstrømning af ting, der kommer hver fra sin side og vejer hinanden op. Flade krav findes hos den, som ingenting kan selv, men vil underholdes, løftes, bevæges, hygges, i det hele taget omtumles på en stemningsgivende måde. Svanhild har først og fremmest aktivitet, hun vil leve, virke, give de dybeste gaver, arbejde, lide, ville. Man hører det i hendes prægtige replik til Falk. Hun viser på sin søster og siger:

—, har hun ikke delt
sit sjæleguld med ham og alle frænder,
sat ud sin kapital på hundred hænder.
Hos ingen af dem har hun alt at kræve,
for ingen af dem har hun helt at leve.
O jeg er tifold rigere end hun,
jeg har en eneste i verden kun!

Ibsen har her glimtvis givet en dyb belysning af kærlighedens væsen. Det er en simpel sandhed, som få ser, at kærlighed er samliv mellem to, og at alt beror på denne koncentration af opmærksomheden. Mange synes det snævert og fattigt at fængsle sig til et enkelt menneske. De sjælløse tåber! Intet er rigt som det. Alt bliver småt, splittet, brudt i stumper og sammenhængsløshed, når man lever med mange; alt bliver stort, når man lever inderligt med een; hengivelse, tillid, forventning, ømhed, angst, offer og gave, næsten alt, hvad nævnes kan, bliver stort. En skønne dag førend man ved af det, og uden at man ret kan begribe det, har man stemninger og bevægelser af sådan vælde, inderlighed og med så mangfoldigt spil, at intet i livet ellers kan sammenlignes dermed. Det beror alene på trofastheden i ens opmærksomhed, den enfoldige udelthed i ens sans og iagttagelser. Svanhild har dette ægte kærlighedsinstinkt.

Se — for at begribe lidt af kærlighedens væsen — hvorledes elskende gensidigt sætter hinanden i dyb og lykkelig aktivitet. De stiller en uendelighed af forventninger til hinanden, og forventninger er foranledninger, som inciterer. En forventning, der stilles til en af den, man elsker, føler man som et tøbrud i sit indre. Man springer op, man lever. Livet består i at have lykkelige foranledninger, virksomhed, der fører til glæde. Hvad vil man hellere end tilfredsstille den, man elsker? Man lever sin egen lykke deri, gyder sol over sine egne håb, former sin længsel til virkelighed derigennem, føler sin kraft og evne som værdier, der kommer gådefuldt helt til deres ret. Hvad var mandens mandighed, om ikke kvinden fandt den smuk, tog den som en rig gave, smilte og bød med fulde hænder sin ynde til gengæld. Det er loven om tilbud og efterspørgsel, der hersker; al velstand, kærlighedens mest, beror på iagttagelsen af denne lov. Derfor er intet vigtigt som det, at tilbud og efterspørgsel skinner klart frem og omfatter så meget som muligt. Den, der vil sørge for sig selv og har nok i sig selv, er på vej ud af samlivet, ikke ind i det. I kærlighedsforhold er al sådan personlig isolation en hån. — Betragt dernæst kærlighedens stolthed. Den udspringer af trangen til at være smuk i den elskedes øjne, at hævde sig som særlig individualitet dvs. som den, der har noget at give. Samliv beror på gensidige indsatser, og disse må ikke udtværes, men holdes klare. Man må føle sig som den, der evner og yder noget, ellers har man mistet sin kraft og falder sammen i forholdet. Dette er den selvstændighed, man skal have. Læg mærke til, hvor elskende gensidigt gør hinanden stolte, hvor de ‘føler sig’ i hinandens selskab. De føler sig forstået og herligt værdsat af hinanden; de føler sig udsat for hinandens opmærksomhed og vil derfor ‘vise sig’. Dette er af stor værdi. At ville vise sig er at ville være smuk; gennem denne vilje frembringes kraft, omtanke, sans for virkeligt at forme sig smukt; elskende vækker hinanden til skønhed, fremkalder hinandens evner, kultiverer hinandens opførsel. Kultur er skønhed, og skønhed er lykke. Når man er ene, falder man noget sammen, sjusker i sine bevægelser; det er hæsligt og ulykkeligt. Er man sammen med andre, bliver man straks mere spændstig og smuk. Hvad man gør for ‘alverdens øjne’, former man uvilkårligt på ædel og skøn vis, derfor har ‘alverdens øjne’ stor kultiverende indflydelse på hver og en. Men det er kun overfladen, der på denne måde kultiveres. Venner og fortrolige kultiverer dvs. forskønner og lykkeliggør hinanden dybere. Af tifold større kraft og udstrækning er dog et kærlighedsforhold; hvis det er ægte og dybt, gennemformer det ens sjæl til bunds, skaber holdning, liv, renhed, skønhed i småt og stort. — Man har her et par af kærlighedsfølelsens uvik­lings­træk; der er mange flere, lige så store; men de nævnte vil være tilstrækkelige til at vise, at de bevægelseskilder, som ‘forelskelsens opbrusning’ åbner i os, er uendelige i rigdom, varighed og vækst; desto mere man øser af dem desto uudtømmeligere er de. Når man har vist disse udviklingsrids, da kan man spotte over kærlighedens ophør, og da har man en målestok for Linds ‘fald’ og Falks umodenhed.

Man kan nu måle dybden i Ibsens belysning af forholdene. Nægte kan Ibsen ikke, at en del af disse anlæg og udviklinger findes i Falks og Svanhilds forhold. Men dog slænger han det hele i havet som ubrugeligt glimmerstads. Han belyser ikke, hvilke værdier og muligheder der er, peger ikke på dem og siger: alt dette går til grunde, så elendige er menneskene, så dybt sviger de kaldet i sig! Og endda er det i en tid, da Ibsen har begyndt at tænke over kaldet, menneskenes kald, livets mening. Og det er i et idédrama om kærlighed. Pludselig, uden nogen klar grund falder Falks og Svanhilds forhold sammen, man hører et latterligt gisp, et par fraser om mindets åndehjem og tvivlens haglslag, og det hele er forbi, som havde det kun været et korthus.

Den, der blæser forholdet omkuld, er personifikationen Guldstad. Han er ikke just den allertørreste alderdom, hans fornuft er ikke sammensat af de allertarveligste abstraktioner og har følgelig ikke mistet ethvert begreb om tildragelsernes levende kerne. Men han er dog livsoversigtens talsmand. Han går omkring i stykket med en mildt fordøjet livserfaring. Hvor Falk er inde i poetisk flugt, gør Guldstad praktisk nøjagtige udkast. Soliditet og forsynlighed er hans kæpheste. Han har den rolle at afsløre de veritable ungdomsillusioner, og på den rolle vinder han Svanhild fra Falk.

Heller ikke Guldstad synes mig at være rigtigt belyst. Ibsen har ikke gjort synlig hos ham den praktiskhedstryne, han i virkeligheden har. Havde Falk været klog nok, kunne han ved et par lejligheder have gennemhånet ham til marv og ben og gjort ham uskadelig. Guldstad taler om at skrive sig læns — om man digtede al sin forråd af poesi ind i et værk i dag, hvad har man så til i morgen? spørger han. Hvilken blottelse manden giver sig gennem dette spørgsmål! Den ægte digtnings kilder kan ikke tømmes ved for stor udførsel. Tværtimod. At digte noget stort er i den henseende blot at erhverve sig forøget evne til at se verden og bevæges af den. Man erhverver sig vivacitet. Vivaciteten er livets hovedspørgsmål, og Guldstad, livsoversigtens talsmand, er uvidende derom, uden grundigt blik for vivacitetsværdierne. Han ville ellers ikke gå omkring for at slappe og afspænde ungdommens bevægelser med sin fornuft; thi det er nemlig det, han gør; han afspænder, han vejleder ikke. Ungdommens alt for store fremtidshåb og selvtillid behandler han som overdrivelser, ikke som værdifulde længsler, arbejdsplaner og støttestave; de er vind i sejlene; og de skal benyttes, ikke standses. Man skal bedømme dem, ikke efter deres umodenhed og illusionære karakter, men efter deres frugtbarhed, den livsudspiling, de afstedkommer. Guldstad skulle ses som den, der lægger afkræftende hæmsko på ungdommens bevægelser.

Svanhild burde ikke have taget ham, men holdt sig rank. Hendes overgang til ham er en hæslig fornedring og ikke belyst som en sådan. I forholdet mellem ham og hende mangler det allervigtigste, kærlighedslivets conditio sine qua non, — den bevægelsernes begyndelseshastighed, hvorpå alt beror, den berusende grebethed, som gør opmærksomhedens koncentration naturlig og tankernes sammenstrømninger uvilkårlige. Uden dette er alt dødt og bliver alt småt. Til kærlighedsliv hører en kærlighedsfølelse.

Meget mere hører der til. Bl.a. nogenlunde udviklede individualiteter. Mand og kvinde må så vidt muligt være færdige med dannelsen af deres selv forinden de giver sig i færd med at være til for hinandens skyld. Kærlighedens vedvaren og vækst beror på et sammenspil mellem livsudfoldelser fra begge sider, ord, opførsel, handlinger, stemninger osv. Har disse livsudfoldelser ikke hos begge en vis modenhed og færdigbyggethed, bliver samlivet snævert og meget ufuldstændigt i lykke; elskovsstemningerne vil udgøre langt den vægtigste del, bliver den eneste kerne, og alt andet biting. I denne form er kærligheden underlagt den fysiske fordampnings lov; en ringe håndspålæggelse, et lille tryk eller tankeknæk dræber den let. Stærk og levedygtig er den kun, når den afføder opgaver, stiller forlangender, der spiller i tusinde retninger over hele livet og forgrener sig over myriader af ting og forhold. Givende dem farve, stemningsfart, stil. Til denne kolossale forgrening og inkarnation i den sjælelige organisme udkræves individuel modenhed. Det er vel i denne henseende, der er brist hos de unge folk i Kærlighedens komedie.

Det er rigtigt, at der er overvejende mange umodne kærlighedsforhold i verden, lette at dræbe, hurtigt udslukte, værd at håne, som man håner pjank. Det er fortjenstfuldt, at Ibsen med digterisk kraft og vid har bygget vor opmærksomhed veje ind på disse områder. Men han har kun sat sagen i gang, ikke gjort den færdig til brug. Vi må se langt ud over ham, vi må have langt dybere greb under tingene. Muligvis var Kærlighedens komedie dengang den udkom, både moderne og dyb i tænkning og syn. Den er det ikke nu. Og jeg har ikke tanke for at bedømme historisk, søger alene at fange og kaste ud det lys af forståelse og livsklarhed, der er ved at bryde frem nu. Jeg mener, dette er vigtigere end al historie. Ibsens ry og fortjenester er desuden så store, at han kan tåle en sådan behandling.

Udgivet som paperback og som ePUB i 2010