Ernst Brandes: Samfundsspørgsmål (1885)
Del 1: Befolkningslæren (Malthus)

Malthus’ lære og hans omgivelser

I slutningen af forrige århundrede offentliggjorde en englænder, som hed Godwin, planen til et nyt og lykkeligt samfund. Jorden skulle der være udstykket i parter, som hver kunne ernære sin mand, og alle skulle leve uden næringssorger. Kort derpå fremkom en imødegåelse, der var holdt i brevform, og hvori det blandt andet hed:

“En kort tid kan måske den paradisiske tilstand, som De udmaler, bestå. Længe kan den umuligt vare. Den kan det ikke, fordi naturlovene forbyder det. Menneskeslægten formerer sig altid så hurtigt den kan. Elendighed og laster hæmmer forøgelsen, og ingen andre midler kan gøre det. Ifølge naturens love vokser et fuldstændigt lykkeligt samfund hurtigt, og dersom De vil undersøge sagen, vil De finde, at fordobling indtræder hvert femogtyvende år. Men en lignende forøgelse af næringsmidlerne er en umulighed. Først dyrkes de bedste jorder, derpå de næstbedste og til sidst de allerdårligste, og hvert lavere trin bringer mindre udbytte. Ifølge naturens orden forøges næringsmidlerne efter en langsomt stigende aritmetisk skala; men menneskeslægten tiltager i et hurtigt voksende geometrisk forhold, hvis da ikke nød og laster sætter grænser for forøgelsen. Dersom De skaber et fuldstændigt lykkeligt samfund, vil dette snart formere sig til den grad, hvor lykken ophører, medens elendighed og slethed indfinder sig.”

Brevet gjorde opsigt, da det fremkom. Det var Malthus’ første korte redegørelse for hans senere så berømte befolkningslære, der har båret hans ry verden over. Nu til dags kender alle mennesker hans geometriske og aritmetiske rækker og hans påstand om jordens utilstrækkelighed til menneskenes ernæring. Hans autoritet var en gang stor, og den holdt sig længe. Den er efterhånden blevet rokket inden for de økonomiske forfatteres kreds; men ude i den store mængde består den til dels endnu, og den har endda fået en art yderligere bekræftelse ved den Malthusianske og den darwinske læres slægtskab. Hos mange mennesker er Malthus’ navn og befolkningslæren knyttet uadskilleligt til hinanden, og folk tror på hans lærdomme, skønt de ikke har noget synderligt kendskab til hans skrifter.

Man ville imidlertid næppe så ubeset, som man gør det, antage hans samfundsopfattelse for rigtig, dersom man vidste på hvilket usikkert grundlag hans hele system er opført, og man ville afskrækkes fra hans lære, dersom man ret kendte hele dens håbløshed og strenghed.

Allerede ovenstående brudstykke af hans brev giver indsigt i lærens håbløshed. Malthus forestiller sig et samfund så lykkeligt, som det kun kan opbygges i tankernes rige, og han påstår, at selv der må alle menneskehedens kræftskader hurtigt og uafviseligt indfinde sig. De skal komme, fordi naturens orden trænger til dem alle, som til de midler, hvormed overbefolkningen holdes borte. Lad udsvæ­velse, drik og fattigdom være udryddet, lad alle mennesker nyde en fuldstændig betrygget tilværelse og ikke føle mindste hang til lediggang eller anden last, verdensordenen skal dog snart føre alt tilbage til den gamle kendte tilstand. Den almindelige sundhed og lykke skal fremkalde overbefolkning og dermed nøden og sletheden. Selv den største, den vidunderligste omvæltning, der omskabte hele samfundets moralske og økonomiske tilstand, ville efter denne lære intet varigt udrette, og – hvad der er mere mistrøstigt – de handlinger og reformer, der ligger indenfor mulighedens grænser, ville alle blive uden den fjerneste virkelige betydning. Malthus’ trylleformular udelukker håbet i småt som i stort. Lykken avler overbefolkning, og overbefolkningen fremtvinger ulykken; i denne kreds bevæger hans tanker sig, og med denne kreds har han, efter sin mening, afstukket grænsen for det, som menneskelig handling og opofrelse kan udrette. Både praktiske mænd og teoretikere kunne spare sig meget af det arbejde, hvormed de håber at gøre gavn, dersom Malthus havde ret. Hans lære og håbet om fremgang har intet med hinanden at skaffe.

Læren er så streng, som den er håbløs. Der fandtes i England på Malthus’ tid tvungen fattigunderstøttelse; men ad snigveje unddrog kommuner og private sig deres forsørgelsespligt. Fattigfolk forhungrede i stort antal, og for dem, der virkeligt opnåede understøttelse, var denne ofte ikke stort bedre end den bitreste nød. Denne tilstand var efter Malthus’ mening et uskatteligt held, og han skrev, at dersom det havde været anderledes, og hvis loven om fattigunderstøttelse virkelig var blevet overholdt, ville fattigdommen have vokset velhavenheden over hovedet. I god overensstemmelse med hele sit system forlangte han lovens ophævelse; og da en af hans datidige modstandere bebrejdede ham hans hårdhed, svarede han:

“Hvem kan vel for et øjeblik betvivle at den lammesteg, der venter mig til middag, ikke var langt mere nødvendig for den hårdt slidende arbejder, der ikke har fået kødmad i den sidste uge, eller for den fattige familie, som må leve af en helt utilstrækkelig føde. Og dersom disse ulykkeliges antal ikke nødvendigvis måtte formere sig i samme forhold, hvori vi blindt tilfredsstillede deres nød, ville sådan hjælp – for så vidt den var mulig – være yderst gavnlig; og var dette ikke tilfældet, skulle jeg ikke have mindste betænkelighed ved at indrømme de fattiges ret til understøttelse. Men dersom denne ret blev indrømmet, ville fordringen på understøttelse vokse hurtigere end muligheden for hjælp. Vi ved det både af teori og erfaring. Et virkeligt forsøg på at understøtte alle trængende ville bringe menneskene i den fuldstændigste elendighed og i en almindelig armod. Og heraf følger da klart, at den måde, hvorpå vi har indrettet vort liv, og hvorved vi i praksis nægter de fattige ret til understøttelse, gavner dem bedre end alle de deklamationer, hvorved denne ret tilkendes dem i teorien.”

Den hårdhed, som disse linier ånder, er ikke en tilfældig opblussen i en polemisk hede. Hårdhed udgør en uadskillelig del af Malthus’ lære, og alle, der indrømmer hans forudsætningers rigtighed, må – dersom de tænker følgerigtigt – om denne sag dømme, ligesom han gjorde det. Hans oversætter og beundrer, tyskeren F. H. Hegewisch, udhæver endda i fortalen til den tyske bearbejdelse af befolkningslæren Malthus’ rigtige opfattelse af fattigvæsnet som bogens mest betydende punkt. Hegewisch skriver: “Malthus betragter fattigvæsnet med et filosofisk øje, hvis skarpe blik ikke blændes af nogen uoverlagt medlidenheds tårer. De fattige har ikke fjerneste ret til understøttelse, dette fremgår klart af hans værk, og de højt priste fattiganstalter, der beror på tvungen fattigunderstøttelse, har påtaget sig en umulig opgave og vil derfor om kortere eller længere tid gå til grunde. I overensstemmelse med Malthus forlangte Hegewisch den tvungne fattigunderstøttelse afskaffet, hvorimod tiggeriet skulle tillades, og de fattige helt prisgives til de privates forgodtbefindende. De tiggere der intet fik måtte omkomme.

For at de velhavende ikke skulle gøre skade i stedet for gavn, anbefalede Malthus dem stor forsigtighed med deres godgørenhed. Ikke burde de hjælpe der, hvor hjælpen kunne føre til families stiftelse; ikke der, hvor nøden skrev sig fra fattigfolks alt for store mængde, til hvem ingen beskæftigelse fandtes; og ikke der, hvor en talrig børneflok var ondets uhelbredelige årsag. I alle sådanne tilfælde var det nemlig i virkeligheden menneskekærligere at overlade de stakkels overkomplette til deres skæbne end at forlænge deres nød. Godgørenheden blev da væsentligt indskrænket til de veltjente gamle og til tilfælde af pludselig opstående uforudseelig nød, for eksempel ved oversvømmelser, jordskælv og lignende begivenheder. Dér kunne hjælpen være på sin plads; dog altid burde de ulykkelige vide: ret til at forlange havde de aldrig, og de fik kun hvad gode mennesker frivilligt gav dem.

For de fattige klassers vel blev der, hvis Malthus’ lære var rigtig, kun lidet at udrette. Når lykken altid bragte ulykke blev den ene tilstand omtrent så slet som den anden; og den økonomiske videnskab indskrumpede i så fald til en undersøgelse af det, der tjente de velhavende klasser bedst. Over en helt anden vidde spænder videnskaben, så snart man først er overbevist om Malthus’ fejlsyn.

Det økonomiske studium begynder da fornuftigvis med en undersøgelse af den lære, der bestemmer studiernes indhold.

______

På Malthus’ tid herskede der forhold, som særligt egnede sig til at henlede hans opmærksomhed på befolkningsspørgsmålet og til at skaffe hans lære ørenlyd. Malthus blev født i året 1766. Hans fader var en god ven og en forgudende beundrer af Jean Jacques Rousseau, og deres forhold var så intimt at Rousseau indsatte vennen til en af sine executores testamenti. Alle faderens omgivelser var ivrige Rousseau tilbedere, og den unge Malthus blev stadigt proppet med fortællinger om naturtilstandens herlighed, om den lykke menneskene ville nå, når de frigjorde sig for civilisationens bånd og om al den skade, som ejendomsretten havde forårsaget her i· verden[1]. Tiden var opfyldt med rousseauske ideer, og det vrimlede af allehånde planer, der lig den godwinske forbedrede samfundene ved at omforme alt fra grunden. Malthus’ tanker droges hen mod tidens spørgsmål og bort fra hans egentlige fag, teologien; og som det går så ofte, således gik det også her: sønnen reagerede imod faderens anskuelser. Malthus havde hørt sig overmæt på lovprisningerne over naturtilstandens herlighed, og han gav sig tvivlende til at undersøge om den højt priste naturorden tillod og sikrede menneskenes lykke.

Hans anskuelser var ikke helt nye, påstanden om jordens utilstrækkelighed til menneskenes ernæring findes spredt hos ældre forfattere, og en italiener, Ortes, skal endog en halv snes år før Malthus have skrevet en hel befolkningslære, der i meget lignede hans. Den opsigt, som Malthus vakte, og det ry, han hurtigt vandt, skyldes sikkert nok for en væsentlig del de daværende engelske forhold.

Når i rolige tider alt går nogenlunde jævnt, og folk ernærer sig omtrent så godt eller så slet, som de plejer, er der for publikum ingen særlig anledning til at beskæftige sig med det spørgsmål: Er der her på jorden plads for os alle? I tider, hvor mægtige samfundsomvæltninger gør mange mennesker brødløse, og ny og gennemgribende forandringer berøver masser af arbejdere deres erhverv, opstår tanken derimod let og naturligt; og på Malthus’ tid havde i England elendigheden antaget en udstrækning, der vel kunne bringe folk til at betvivle muligheden af hjælp.

Fattigbyrden var den gang vokset til en hidtil ukendt højde. Napoleonskrigene, med deres hindringer og standsninger af handel og samkvem, bidrog deres til den tilstedeværende nød, og i en endnu højere grad virkede Arkwrights, Watts og andre store opfinderes forbedringer af maskinerne. Damp- og maskinarbejde trådte i stedet for håndkraft, og ved væverstolene og i fabrikkerne indskrænkedes hændernes antal. I mængde blev arbejderne brødløse, og nødlidende og påtrængende mennesker bankede på alle døre. Hvad under, at man spurgte sig selv om hjælp var mulig, og hvad under at man modtog som en profet – eller rettere langt bedre end en profet – den forfatter, der med sikker overbevisning om sandheden forklarede, at ikke samfundene, ikke menneskene, men selve den ubøjelige naturorden var elendighedens årsag. Malthus var selvskreven til manges tilslutning, da han udførligt udviklede sin lære og forsvarede den med utallige statistiske data og med bestikkende ræsonnement; og trods lærens afskrækkende hårdhed var sindene den gang vel forberedte på at modtage den. Da han i det oven anførte brev erklærede det for en erfaringssætning at hvert tilfredsstillet krav avler nye og større fordringer, gav sikkert en mængde mennesker ham straks og på forhånd ret. Dette var netop hvad deres egen erfaring havde lært dem, og de havde allerede længe anset fattigunderstøttelsen for en håbløs øsen i et bundløst kar.

Nøden var den gang kommet alle mennesker så ubehagelig nær. Og den skreg så højt, at de rige, de velhavende og alle, der havde deres ordentlige udkomme, stadigt måtte spørge sig selv om deres moralske ret til de livets nydelser, de tillod sig, medens andre omkom af hunger. Dette var uhyggeligt; men slemt ville det også være at bøje sig for samvittighedens stemme og opofre en betydelig del af eget velvære. Hvad kunde da komme belejligere end Malthus’ lære! Den var liflig som god vin, der bringer en til at føle glæden over eget velbefindende, medens man glemmer alt andet. Malthus havde skrevet: nøden mangfoldiggøres i det forhold, hvori den afhjælpes. Dette ville tydeligt nok sige: hjælp en elendig, og I skaber en ulykkelig familie; hjælp hundrede fattige mennesker, og halvandet hundrede munde vil snart råbe på brød; og forsøg at understøtte dem alle, forsøg at hæve dem op til en ny og bedre tilværelse, og inden femogtyve år vil tusinder af familier, omkommende i smuds og elendighed, forbande det samfund, der en gang hjalp, og for hvem ny hjælp vil være en umulighed. Hjælp vil ikke længere gives, naturen nægter sin medvirkning og frembringer ikke det korn, der skulle stille hungeren. Herefter var da intet andet at gøre, end at hjælpe så få som muligt. Enhver må indrømme, at det er bedre at have kun halvandet hundrede menneskers elendighed end det hele samfunds på sin samvittighed; bedre at være skyld kun i en enkelt families nød end i halvandet hundrede menneskers; men dog allerbedst af alt, at være helt brødefri. Uden skyld i andres ulykke blev man ved at leve godtog rigeligt, spise sin lammesteg og drikke sin vin, og gemme godgørenheden til de usædvanlige tilfælde, til jordskælvene, oversvømmelserne og de veltjente gamle, der var ud over alderen til at sætte børn i verden og uden påhæng af yngre slægtninge, med hvem de kunne finde på at dele, og i hvem de kunne holde livet, indtil forøgelsen måske dog indtraf.

Malthus har altid talt mange troende blandt de velhavende klasser.

Lærens teologiske ændring

I 1798, nogen tid efter offentliggørelsen af brevet til Godwin, fulgte første udgave af befolkningslæren.

Et højt forargelsens skrig rejstes af de troende kristne. En algod gud havde skabt verden, det vidste de af deres bibel, og nu kom Malthus, en teolog og en gejstlig mand, og fortalte dem, at denne algodhed kun var dårlig bevendt. Han forlangte, at de skulle tro på nøden og på de menneskelige laster som på uafhjælpelige mangler ved skaberens værk.

Malthus bøjede af. Han kunne ikke andet, han ville selv være en troende kristen. Den viden, som han havde erhvervet gennem studier og undersøgelser, ændrede og tillempede han indtil dens resultater forekom ham i overensstemmelse med den tro, som han ville beholde. Men arbejdet blev ham besværligt nok og lykkedes ham kun dårligt. I fortalen til tredje udgave af bogen skrev han. “Jeg har forsøgt at formilde de beskeste slutninger, hvortil jeg var kommet”; og til denne noget naive erklæring tilføjede han et håb om, at der dog i denne hans ændring af slutningerne ikke måtte findes nogen forsyndelse imod rigtig tænkning. Men han var øjensynlig ikke vis i sin sag. Med en usikkerhed, der ellers er hans skivemåde fjern, henstiller han til læserne, om de vil modtage hans nye ændring eller ej. Han tænker sig, at mange vil betragte hans nye tilføjelser som betydningsløse eller urigtige; og til dem, der dømmer således, kan han kun sige: at de vedvarende må anse resultaterne fra første udgave som fuldt ud bestående og må forblive overbeviste om nødvendigheden og uhelbredeligheden af de lavere klassers elendige tilstand. Han tillader et “enten – eller” og overlader læserne valget. De, der ikke kan følge hans nye baner, må selv se at affinde sig med deres tro.

Det oprindelige grundlag for hans værk havde været: menneskene formerer sig hurtigere end næringsmidlerne. Ændret lyder sætningen: Menneskene besidder evnen og tilbøjeligheden til at formere sig hurtigere end næringsmidlerne; men de kan bekæmpe denne tilbøjelighed; og det må indrømmes, at de til en vis grad altid har gjort det. De kan undgå syndens og armodens nødvendighed, og når sletheden og elendigheden indfinder sig som følge af befolkningens alt for stærke tiltagen, er skylden herfor ikke Skaberens og ikke naturlovenes men menneskenes egen.

Heri ville Malthus kun se en ændring af værkets beskeste resultater; men i virkeligheden medførte forandringen en fuldstændig opgiven af det grundlag, hvorpå han havde kæmpet. Alle hans slutninger var formelt berettigede, så længe han gik ud fra sin første sætning og urokkelig troede på dens sandhed, slutningerne var da uafviselige følger af den overbefolkningstilstand, som han antog altid havde været og altid ville blive til stede; men hele sammenhængen opløstes, da han indrømmede, at de alt for mange fødsler ikke var nogen nødvendighed. Man se hans strid med Godwin. På grund af den ifølge naturens love uundgåelige overbefolkning havde Malthus nægtet ethvert lykkeligt samfund varig beståen. Indvendingens gyldighed bortfalder øjensynlig med overbefolkningens nødvendighed. Han havde fremdeles bekæmpet tvungen fattigunderstøttelse, fordi der ikke var og umuligt kunne være føde til alle mennesker; også denne hans påstand mistede sit grundlag, så snart han ikke længere var overbevist om, at enhver, der havde brødet, stiftede familie. Han havde endelig været berettiget til at betragte den daværende uhyre nød som uafvendelig, den gang han dømte som så: Overbefolkning er altid til stede, og følgelig må både den og dens tro ledsager, armoden, være her nu. Men han var derimod fuldstændig uberettiget til af nøden at slutte til overbefolkningen; thi til et folks forarmelse kan der gives mange andre årsager end denne.

Han indrømmede imidlertid aldrig ændringens betydning, og i de senere som i den første udgave af bogen behandlede han tvungen fattigunderstøttelse og godwinske planer som fuldstændige urimeligheder, hvis meningsløshed han uigendriveligt havde godtgjort.

Hans værk blev da fyldt med selvmodsigelser og ubeviste påstande, og i den anledning er han flere gange blevet beskyldt for mangel på tænkeevne. Denne dom turde måske dog være for hård. Mange af hans undersøgelser og udviklinger vidner om særdeles skarp tænkning, og når han i værkets hovedpunkter opretholdt slutningerne, skønt han havde opgivet forudsætningerne, er han noget undskyldelig. Sagen turde vel egentlig være den, at han selv inderst inde var ganske overbevist om ændringens fuldstændige betydningsløshed for det praktiske liv.

Selv efter værkets ændring stod det jo fast for Malthus, at menneskene har en tilbøjelighed til at blive alt for mange. Lykken blev mulig, når de bekæmpede denne tilbøjelighed, og dermed var den teologiske side af sagen afgjort; men den praktiske side var langt mere indviklet. Skulle lykken blive mere end en teologisk mulighed, og skulle den nogensinde nå herned på jorden, måtte menneskenes tilbøjelighed til at formere sig blive bekæmpet og overvundet af et tilstrækkeligt stort antal individer. Sandsynligheden for at dette skulle ske, var efter Malthus’ mening yderst ringe og næsten helt forsvindende.

Dette havde flere grunde. For det første betragtede Malthus alle de midler som ny-malthusianerne tillader imod børneforøgelse som synd og vederstyggelighed. Dem kunne han følgelig ikke anbefale, og på deres tiltagende anvendelse ville han ikke regne. Det gjaldt for ham om gennem ændringen at få syndens nødvendighed ud af verdensordenen, og han ville været dårlig hjulpet over for teologerne og sin egen samvittighed og tro, dersom han havde forandret synden fra at være overbefolkningens nødvendige følge til at blive det middel, hvorved overbefolkningen skulle undgås. Synden havde da lige godt været en nødvendig del af verdensordenen, dens plads i systemet var kun blevet noget forrykket. Malthus forlangte, at barnefødslerne skulle indskrænkes, men at alle dog skulle føre – det han kaldte – et dydigt liv. Ægtefolk burde viljeløst modtage det børneantal, der beskikkedes dem, og de ugifte skulle leve et i allerstrengeste forstand fuldstændigt kyskt levnet. Han ville kun indrømme mulighed for en brødefri undgåelse af overbefolkning, når disse fordringer blev opfyldte. Det måtte da allerede på grund af fordringernes strenghed være ham klart, at udsigten til det lyksalige uoverbefolkede samfund var særdeles svag. Men sandsynligheden ville ikke have forekommet ham stort bedre, selv om han havde være mindre streng.

“Misforholdet mellem næringsmidlernes og befolkningernes naturlige forøgelse forekom ham nemlig så betydeligt, at fødslerne måtte indskrænkes i en ganske overordentlig grad, dersom det skulle forslå. Først lejlighedsvis og da hans modstandere gik ham på klingen, nævnede han, hvor stærk en aftagen af ægteskaberne og barnefødslerne han anså for nødvendig. Han ytrede da, at egentlig intet ægteskab bør stiftes med mindre ægteparret besidder en kapital, der sammen med dets sædvanlige fortjeneste forslår til dets egen og seks børns ernæring og til at give børnene en opdragelse og understøttelse, der åbner dem udsigt til en samfundsstilling, så god som forældrenes. Kun dersom ægteskaberne blev i den grad sjældne, og når samtidigt ingen uægte børn fødtes, var overbefolkningsfaren foreløbigt besværget; men kun foreløbigt. Faren bliver efterhånden mere og mere truende, og stadigt aftager tallet på den brøkdel af mennesker, som kan tillade sig forældreglædernes luksus. Malthus har sikkert nok ikke rigtig for alvor troet på, at det på nogen som helst tænkelig måde, og selv om man tillod alt, hvad han fordømte, skulle være muligt: først at formå hele den besiddelsesløse del af befolkningen til en barnløs tilværelse, og dernæst år efter år yderligere at indskrænke tallet på dem, hvem en naturlig livsførelse kunne tillades. Det eneste middel, som han anbefalede til fremkaldelse af denne ideale samfundsstilstand, var på langt nær heller ikke kraftigt nok til styrke hans forhåbninger.

Fra prækestolen skulle præsterne, efter hans forslag, inden vielsen foreholde brudeparrene: at de nu stod i begreb med frivilligt at indtræde i en stand, hvis formål er menneskeslægtens forøgelse, at de selv bar det hele ansvar, og at de ikke måtte vente eller kræve hjælp af nogen, dersom de eller deres børn kom i nød. Talen kan være lige så god og måske bedre end andre vielsesformularer; men undere havde den næppe gjort, og den havde ikke bevæget mange brudepar til med uforrettet sag at vende om fra kirken og gå hjem til et kyskt cølibat, der måtte vedvare til parret havde nået den sjældne velhavenhedsgrad, ved hvilken de første seks børns fremtid er nogenlunde sikret. I øvrigt var Malthus tilbøjelig til at mene, at når ægteskaberne en gang i tiden gennemgående bliver så vel overvejede, kunne der være anledning at yde fast fattigunderstøttelse – til de ægtepar, der fik syv børn eller flere. En så betydelig børneflok lod sig ikke forudse, og den sikrede understøttelse, der først opnåedes ved det syvende barns fødsel, troede han ikke ville fremkalde letsindige ægteskaber.

Det er mærkeligt nok, at Malthus ofrede fattigvæsnets indretning i en sådan fantasistat en tanke; men det er derimod helt forståeligt, at han, efter at have indrømmet denne stats abstrakte mulighed, ganske roligt skrev videre, som om muligheden slet intet betød. Endog ny-malthusianere kan sikkert nemt blive enige om, at for menneskene fandtes der ingen redning fra overbefolkning og elendighed, dersom redningen kun lod sig vinde ved den af Malthus forlangte indskrænkning af ægteskaber og barnefødsler.

Hans ændring har da ingen praktisk værdi, og man får undersøge, hvorvidt han var berettiget til at påstå overfor dem, der frakendte den betydning: “At de må forblive overbeviste om nødvendigheden og uhelbredeligheden af de lavere klassers elendige tilstand.”

Midler mod overbefolkning

Malthus fyldte sit værk med beskrivelser af de forskellige måder, hvorpå befolkningernes antal til alle tider og hos alle menneskeracer er tvunget ned i højde med næringsmidlernes mængde. Dette emne lå ham ganske særligt på hjerte. Når det nemlig kunne lykkes ham at eftervise, hvorledes alle samfund stedse enten havde frigjort sig for en del af deres befolkning eller havde forhindret den naturlige tilvækst, mente han derved at have leveret et uomstødeligt bevis for den allestedsnærværende overbefolkningsfare.

Han havde hos gamle forfattere studeret hvorledes oldtidens folkeslag levede, af nyere værker kendte han den senere historie, og af rejsebeskrivelser, egne rejser og statistiske værker vidste han nogen besked om de samtidige civiliserede og uciviliserede nationers sæder og forhold.

Hans beskrivelser af mange forskellige vilde stammer og nationers liv ligner stærkt hinanden. Alle vegne fra kan han berette om kvindernes slemme mishandling, om hvorledes de bliver overlæssede med arbejde og tvungne til alt for tidligt samleje. De bliver derfor ufrugtbare i tidlig alder og fødslerne mindre hyppige, end de ellers ville være. Desuagtet forefindes der altid en overbefolkning, som må bortskaffes. Malthus’ efterstående skildring af livet hos en ved Hudson bugten boende indianerstamme giver en klar forestilling om den måde, hvorpå han tænkte sig overbefolkningen udryddet. Man mærke sig i særdeleshed citatets slutning, det er betegnende for hans hele opfattelse. Han beskriver tilstanden således:

Til de nævnte årsager, der forhindrer befolkningens tilvækst ved at hæmme fødslernes antal (ɔ: kvindernes mishandling osv.), må endnu nævnes alle de forhold, der hurtigt ødelægger disse menneskers liv. Det er den stadige krig med andre stammer, de evige indre stridigheder, deres gengældelses- og hævnfølelse, som fremkalder natlige snigmord og uskyldiges drab, dertil røgen og smudsigheden i deres elendige boliger, den slette kost, hvoraf de ernærer sig, og som fremkalder væmmelige hudsygdomme, og frem for alt en smitsot, der ligner kopper og bortriver dem i mængde.

I 1789 rasede denne sygdom iblandt dem. Den grasserede værre end kopperne, og ødelæggelsen var næsten utrolig. Ved de forhen mest beboede bugter og tilflugtssteder fandtes ikke længere et levende væsen, og i sandet var intet spor af nogen menneskelig fod. Til de døde var det overladt at begrave de døde. Klippehulerne var opfyldt af forrådnede lig, og vejene var mange steder bedækkede med menneskelige skeletter. En talrig stamme var ved sygdommen indskrumpet til kun tre personer, som endda for at undgå fuldstændig tilintetgørelse havde søgt tilflugt hos en anden stamme.

“Man skulle troet, at efter en så mægtig affolkning kunne den tilbageblevne ringe og spredte befolkning have fundet rigeligt udkomme. Det var naturligt at antage, at kødspise og planteføde måtte være tilstede i forholdsvis rigelig mængde og sammen med de sødyr, der fandtes ved stranden, havde været mere end tilstrækkelig til befolkningens ernæring. Men det har dog vist sig, (Malthus’ bog udkom 1798, altså kun 9 år efter den beskrevne sygdom) at i virkeligheden er befolkningen omtrent i højde med næringsmidlernes gennemsnitsmængde, og selv ringe uheld, slet vejr eller lignende fremkalder mangel. Der omtales på ny tilfælde af yderligere nød, og man har fundet indfødte afmagrede til skeletter og hungerdøden nær.”

Den forundring der kommer til orde i slutningen af dette citat, overgår hyppigt Malthus. Han beretter ofte om en eller anden betydelig affolkning, og han forbavses over, at den forventede forbedring af de overlevendes kår udebliver. Dog derfor falder det ham aldrig ind at tvivle om teoriens rigtighed, han antager blot at affolkningen ikke har været stærk nok. Om jesuitternes kolonier i Paraguay fortæller han, at de trods den ypperlige administration og trods de hyppige landesoter ikke blev forskånede for nød, og beskrivelsen af de vilde nationers livsvilkår ender han med følgende sætning: “Hverken i Syd- eller i Nordamerika hører vi om indianerstammer, der lever i velvære som følge af deres formindskede antal, og man turde ikke være meget langt fra sandheden, når man påstår, at selv nu og til trods for alle de beskrevne mægtige ødelæggelsesmidler er de amerikanske nationers gennemsnitsbefolkning dog – på få undtagelser nær – i højde med den gennemsnitsernæring, som de på deres nuværende udviklingspunkt kan skaffe sig.”

Hos de civiliserede folkeslag er det andre årsager end kvindernes mishandling, der formindsker fødslernes antal. I et land finder Malthus hindringen i militærtjenesten, de unge karle opsætter brylluppet indtil soldatertiden er omme, og de sent indgåede ægteskaber – på få undtagelser nær – i højde med den gennemsnitsernæring, som de på deres nuværende udviklingspunkt kan skaffe sig.”

Hos de civiliserede folkeslag er det andre årsager end kvindernes mishandling, der formindsker fødslernes antal. I et land finder Malthus hindringen i militærtjenesten, de unge karle opsætter brylluppet indtil soldatertiden er omme, og de sent indgåede ægteskaber frembringer forholdsvis få børn. Andet steds søger han årsagen i den blandt landbefolkningen herskende skik og brug, der forbyder de unge ægteskab, før de kan flytte ind i deres eget hus eller gård. I byerne lever en mængde kvinder, hvis udkomme er nogenlunde sikret, så længe de som ugift tyende opholder sig i deres herskabs hjem, hvorfor de hyppigst først gifter sig sent; og endelig medfører den stigende civilisation en større hensyntagen til ernæringsmuligheden. Han tror på noget fremskridt i så henseende, dog er hans bedømmelse af datidens mænd og kvinder ikke særdeles smigrende for nogen af parterne. Han ytrer sig derom på følgende forbeholdne og kølige måde: “Ganske sikkert må det indrømmes at den mandlige del af befolkningen ikke praktiserer den moralske afholdenhed stærkt; men jeg skulle dog være tilbøjelig til at tro, at den blandt os udøves noget mere end blandt de vilde nationer. Og om kvinderne turde det dog vel være utvivlsomt, at der af dem nu og i de europæiske civiliserede samfund findes et større forholdstal, der henlever en del af deres liv i dydig afholdenhed, end der fandtes blandt oldtidens uciviliserede folkeslag.”

Ved denne langsomt voksende dyd og ved andre midler, som Malthus misbilliger, formindskes fødslernes antal. Dog hos de civiliserede som hos de uciviliserede nationer forslår de hindrende midler slet ikke. Soldatertjenesten, landbrugernes sene giftermål, dyden og udyden, alt dette er langt fra nok, der bliver trods alt bestandigt alt for mange mennesker, og overbefolkningen må fjernes.

Malthus kan både føre bevis for denne overbefolknings tilstedeværelse, og han kan angive den måde, hvorpå den ødelægges. Beviset føres f.eks. på følgende måde. Han sammenligner dødslisterne fra to schweizer-kantoner af ens naturlig beskaffenhed og liggende tæt op til hinanden, og han finder en langt mindre gennemsnitslevealder for det ene kantons befolkning end for det andets. Da livsbetingelserne synes ganske ens er grunden til forskellen ham uforklarlig, indtil han har undersøgt fødselslisterne. Det viser sig da, at i kantonet med den korte levealder fødes det forholdsvis største antal børn, og hermed er da også gåden løst, og beviset for overbefolkningen præsteret. Dér hvor de fleste fødes, må de dø hurtigst; der kan nemlig kun skaffes mad til et vist antal munde, og sætter menneskene for mange børn i verden bringer naturen ligevægt i tingene ved at forkorte gennemsnitslevealderen. Ved lignende beviser får han overbefolkning konstateret overalt, alle vegne finder han mennesker nok, og mindre talrige fødsler ville efter hans tro ikke formindske befolkningernes antal men forlænge deres gennemsnitslevealder. Der var i England på hans tid tale om et lovforslag, hvorefter ugifte og barnløse skulle beskattes højere end andre; Malthus bekæmpede denne tanke, han skrev, at der allerede var alt for mange mennesker, de barnløse gavnede deres medborgere ved at forlænge deres livsmulighed, og det ville være en urimelighed og en uretfærdighed at beskatte dem hårdt.

De civiliserede nationers overbefolkning bortskaffes efter hans mening på følgende måde:

“Krigen, de store byers og fabrikkernes tavse men sikre ødelæggelse af livet, de fattiges slette boliger og dårlige kost – alt dette tilligemed de beskrevne hindringer for talrige fødsler forebygger befolkningernes tilvækst udover ernæringsmuligheden. Og dersom jeg må bruge et udtryk, der ganske sikkert ved første øjekast synes besynderligt, da vil jeg sige, at alt dette træder i stedet for de store og ødelæggende landesoter, der ellers måtte borttage, hvad der er overflødigt.”

En håbløs opremsning! Krig, usundt liv, slet kost, alt dette er stedfortræderne for fortidens pestsyger; og lykkedes det fredselskere og menneskevenner at forhindre krigene og forbedre de fattiges kår og boliger, skulle den hele vinding blive pestsygernes tilbagevenden.

Man får heldigvis bedre mod ved at bese denne liste nøjere.
––––––––––

Krig står øverst på listen; men den hører øjensynligt slet ikke hjemme der.

Krig kan fremkalde en overbefolkningstilstand; men den kan umuligt afskaffe eller formindske den.

Malthus har opført den på sin liste, fordi han så, hvorledes krigen stadigt skaffede en mængde mennesker ud af verden og nødsagede dem til at give afkald på andel i ernæringsmidlerne; – men dermed er endnu slet intet afgjort med hensyn til overbefolkningsspørgsmålet. Kun hvis krige skaffede de overlevende udsigt til bedre livsvilkår end de ellers ville have opnået, kunne krigene hjælpe på overbefolkningstilstanden; dersom det derimod må indrømmes, at selv den mest dødbringende krig ikke levner mere til hver af de overlevende, end han kunne have haft under den langvarigste og dybeste fred, kan det heller ikke benægtes at krigen ikke har formindsket overbefolkningen, det vil sige: misforholdet mellem befolkning og næringsmidler. I virkeligheden bliver den gavn, som krigene kan siges at skabe ved at formindske de tærendes antal, langt opvejet af den skade de forårsager, idet de formindsker den samlede produktions størrelse. Dette er så klart, at al videre påvisning deraf havde været overflødig, dersom ikke Malthus’ sætninger, og der iblandt også den om krigens gode virkninger, ikke var blevet gentaget så tit og troet så let.

Man overveje et øjeblik krigens virkninger for vort eget land. Vi forbereder os hvert år på krig og anskaffer materiel dertil. Vi indforskriver kanoner og kugler, krudt, geværer og sabler, og for alt dette krigsredskab, hvorpå der ikke er føde til et forsultent almisselem, giver vi i betaling landets frembringelser i en mængde, der kunne ernære tusinder. Hvert år indkaldes unge mennesker til tjenesten, de strækker arme og ben efter tælling, gør geværgreb i takt og marcherer i trit på fællederne, i dyrehaven og i lejren ved Hald. De ernæres i deres tjenestetid helt og holdent af den øvrige befolknings arbejde og gør ikke selv nogen gerning, der skaffer mad til en levende sjæl.

Med en bekostning der ville forslå til store og sunde arbejderkvarterers opførelse bygger vi søforter, som i fredstid måske afgiver bolig for en løjtnant med mandskab. Til militæret holdes en bestand på adskillige tusinde heste, der skal fodres op og passes. Alt dette forøger misforholdet mellem befolkning og ernæringsmidler; og skal balancen opgøres mellem krigens økonomiske gavn og skade, kommer alle disse udgifter foreløbig på debetsiden. I fredstid bliver kreditsiden kort. Et par artillerister sprængte i luften ved skydeforsøg på Amager, en halv snes soldater bukkende under for solstik på marchture, og lige så mange plagede til døde ved rå overbefalingsmænds slette behandling – dette kan vel omtrent udgøre et almindeligt fredsårs indtægtsposter og forslår øjensynligt slet intet imod udgiftssiden. Det er da også først i krigsårene at kreditsiden ret skal svulme op og overskride debetsidens størrelse. En svært blodig krig må der til, og mange mennesker må falde, inden der blot bliver balance mellem siderne, så at samfundene er befriede fra den overbefolkning, som krigens egne forberedelser har skabt; – men selv det største mandefald vil slet intet nytte, dersom kuglerne ikke vælger deres mål rigtigt. De må ikke gå hen og ramme arbejdsdygtige folk, der ved deres gerning plejede at skaffe brødet til sig selv og til flere, for sådanne folks død forøger blot befolkningens elendighed i stedet for at formindske den. Kuglerne må til mål vælge sig mindre børn, ældre mandlige og kvindelige pensionister, velnærede rentiers, kort sagt: folk, der – deres øvrige fortjenester af samfundet ubestridt – fortærer deres føde men intet nyttigt foretager sig, og hvis død derfor formindsker misforholdet imellem befolkning og ernæringsmidler. Som bekendt sammensættes imidlertid armeerne ikke af børn og affældige folk, og ved krigens slutning er forsørgerne ikke befriede fra den nødvendighed at skaffe føden til dem, de plejer at ernære; men unge og gamle har mistet deres forsørgere eller ser dem, der drog sunde ud, vende hjem værkbrudne og hjælpeløse.

Krigens umiddelbare virkninger kommer ligesom forberedelserne dertil på debetsiden, og kreditsiden forbliver tom. Man føje endnu hertil alle krigens ødelæggelser på ejendom: sammenskudte huse, nedtrådte marker og sprængte broer, og det vil være klart, at krigens virkninger muligvis fremskaffer men aldrig afskaffer en overbefolkningstilstand.

Malthus’ næste middel var usundt fabriksarbejde og al anstrengende virksomhed, der hurtigt forbruger mandens kraft og gør tidlig ende på hans liv. Den enes død skal være den andens brød, og når arbejdets usundhed hurtigt slår en anselig masse af den ældre arbejderstok ned, skal dette frelse en tilsvarende mængde af yngre folk fra at gå arbejdsløse og brødløse omkring. Dette er i virkeligheden fuldt så forkert, som ræsonnementet om krigen, om det end ser noget sandsynligere ud.

En tid af vort liv ernæres vi alle af andre, og dette tidsrums varighed kan måske sættes til gennemsnitligt de første fjorten leveår. Efter fjorten års alderen begynder da den virksomhed, der skal give samfundet erstatning for de år, hvori man omsonst har tæret på dets forråd. Når en arbejder opnår en sund virksomhed, en renlig bolig og gode luftige arbejdslokaler kan han måske arbejde til sit tresindstyvende år, og samfundet tager gavn af ham i seksogfyrretyve år til gengæld for de fjorten år, hvori det ernærede ham. Der bliver derimod kun enogtyve virksomme år, dersom manden på grund af usund livsførelse allerede dør i sit femogtredivte år. Og dette sidste skulle være det fordelagtigste for samfundet? Var talen om to maskiner ville ingen tvivle om, at til ens pris var den holdbareste den fordelagtigste; men ens pris – nemlig opfostringen – koster arbejderne enten deres liv bliver kort eller langt, og dog skulle det, omvendt af hvad der gælder for maskinerne, være bedst om arbejderen kun virkede kort. Grunden skulle være den, at medens maskiner intet brød spiser, forbruger arbejderne derimod fødemidler, der bliver ledige ved deres død. Arbejderne frembringer imidlertid i deres arbejdsår gennemsnitligt mere end de fortærer. Var dette ikke tilfældet, ville befolkningen ikke kunne forøges ja end ikke vedligeholdes, der ville nemlig i så fald mangle næringsmidler til den opvoksende og ikke endnu arbejdende slægt. Det er da klart: arbejderne frembringer i deres virksomhedsår en art overproduktion, og samfundene kan umuligt blive bedre stillede, dersom arbejdsårene og dermed denne overproduktion forringes.

Man kunne måske tro, at der i det foregående er sket en underskydelse, og man kunne indvende: arbejderne virker ikke til gavn for samfundet, de afleverer ikke overskuddet af deres produktion til en fælles kasse, der bekoster børneopdragelsen; og Malthus’ uret burde have været bevist ikke ved en teori om samfundets nytte af arbejderne og dets udgifter til børnene, men ved en betragtning af forholdene, som de er i det virkelige liv. Man forsøge da dette.

Hvor mon nøden sikrest må indfinde sig? I et agerdyrkende land, hvis hele befolkning lever længe nok til at opdrage børnene og til sammen med dem og børnebørnene at deltage i arbejdet, eller i et usundt minedistrikt, hvor alle forældrene omkring tredive års alderen dør fra et par uforsørgede børn. Spørgsmålet er opstillet så gunstigt som muligt for den malthusianske påstand. Dersom læren var rigtig, måtte overbefolkningen og elendigheden komme hurtigt og uafvendeligt dér, hvor alle opnår en høj alder; medens der skulle være den allerhøjeste grad af sandsynlighed for at undgå nøden, dér hvor alle dør tidligt. Enhver kan imidlertid se, at lige det modsatte er tilfældet. I den sunde og agerdyrkende egn er der en mulighed – større eller mindre efter forholdenes natur – for at elendigheden kan udeblive. I minedistriktet må fattighusene nødvendigvis være overfyldte med forældreløse, uforsørgede og hjælpeløse børn. Forældrenes tidlige død har nemlig slet intet gavnet, der forlanges endnu mere: børnene må også bort. Når både forældre og børn er udryddede, da er overbefolkningen ubestrideligt for en tid grundigt forbi; og når de udmarvede slægter helt er forsvundne, har det overanstrengende arbejde og det usunde liv gjort den nytte de kan gøre. De har skaffet nødlidende mennesker befrielse fra et liv, der vel allerede i forvejen intet liv var; nye skarer kan da rykke ind i de bortdragnes sted og ødelæggelsen begynde forfra. På den måde kan befolkningernes antal holdes nede; men overbefolkningen – misforholdet mellem de menneskeligt berettigede krav og deres tilfredsstillelse – helbredes heller ikke ved dette malthusianske lægemiddel.

Der gives for mange mennesker, lad nogle dø, og resten vil få det bedre. Dette er Malthus’ stadige tanke, og tjenligt synes ham ethvert middel, når det kun skaffer større albueplads. Han ville have ret, dersom overbefolkningen indtraf ved et bestemt folketal, for så kom det kun an på tallets formindskelse. Sendte himlen daglig en bestemt bunke føde ned til den forsultne menneskehed, blev der sikkert nok en portion ledig, hver gang en mund lukkedes, og det blev ligegyldigt om det var et barns mund, en arbejders eller en lediggængers; men da hverken menneskenes næring eller deres øvrige fornødenheder kommer flyvende fix og færdig fra himlen, og da alt må indvindes ved arbejde, bliver misforholdet større hver gang døden tager en af dem, hvis arbejde forslog til mere end hans eget forbrug.

Af Malthus’ liste over midlerne imod over befolkning må da foreløbigt stryges alt det, hvis ødelæggelse rammer voksne og arbejdende mennesker.

Den aritmetiske og geometriske række

Man er herved kommet et godt stykke nærmere til det punkt, hvorfra sandheden af Malthus’ hele befolkningslære kan overses.

Overbefolkningsfaren skal nemlig være stadigt voksende, vanskeligheden med at ernære de nytilkomne skal blive større alt eftersom menneskenes antal forøges; og hvis dette nu virkeligt var sandt, måtte de midler, hvormed overbefolkningen slås ned eller holdes borte, virke med en tilsvarende voksende styrke. Det var vanskeligt at bedømme midlernes magt, da listen var så lang; men nu da krigen, det usunde fabriksarbejde og meget andet er slettet, bliver det lettere at overse, hvorvidt de få tiloversblevne midler besidder en nødvendig og stedse tiltagende styrke.

Malthus har ikke selv gjort beregningen over farens vækst færdig; men han har givet det grundlag, ved hvis hjælp beregningen lader sig udføre ganske let. Han indrømmer, at der i dette hans grundlag kan være fejl; men dog kun sådanne fejl, som gør faren mindre end den virkelig er. Beregningen lader sig opgøre på grundlag af hans to rækker.

Menneskeslægtens naturlige tilvækst fremstiller han ved rækken:

1 – 2 – 4 – 8 – 16 – 32 … osv.,

Det er den såkaldte geometriske række. Mellem hvert af tallene skal tænkes et tidsrum af femogtyve år, der er den tid, hvori menneskeslægten ifølge Malthus ville fordoble sig, hvis ingen hindringer lagdes i vejen for forøgelsen.

Næringsmidlernes tiltagen fremstilles ved den aritmetiske række, det vil sige den naturlige talrække:

1–2–3–4–5– 6

idet der også her mellem hvert af tallene ligger femogtyve år.

Foretager man sammenstillingen af rækkerne, kommer man til følgende resultater.

De to første led er ens i begge rækker. De begynder begge med “1 – 2”, hvormed er udtrykt, at i de første femogtyve år for hvilke rækkerne havde gyldighed, eksisterede der endnu intet misforhold. I disse år turde menneskene formere sig frit og ville finde tilstrækkelige næringsmidler, selv om hverken pest eller krig forringede deres tal. Denne lykkelige periode faldt efter Malthus’ mening sammen med de første femogtyve år efter hans bogs udgivelse, i hint kvart århundrede skulle der være en mulighed for næringsmidlernes fordobling; senere derimod skulle de kun lade sig forøge i de mindre og mindre forhold, som rækken angiver.

For at regne med runde tal ansættes her årstallet for hans bogs udgivelse til 1775 og den daværende befolkning i et eller andet land til én million mennesker; og man vil da nemt se, hvor stærkt overbefolkningsfaren er vokset fra hans tid og til vor.

Ved året 1800 er befolkningen efter den geometriske række steget fra én til to millioner mennesker, et antal der også skal forefindes fordi tilvæksten er sket uhæmmet af alt for få næringsmidler.

Rækkernes afvigelse begynder med tidsrummet 1800-1825. Næringsmidlernes række vokser i denne tid fra 2 – 3; befolkningens derimod fra 2 – 4. Der kan umuligt til nogen tid eksistere mennesker, til hvem der ikke findes føde, og medens befolkningen, dersom den havde udviklet sig frit ville være vokset fra

2 – 4 millioner,
er den på grund af manglende næringsmidler kun steget fra
2 – 3 millioner

og i årene 1800–1825 er altså 1 million barnefødsler forhindret, eller en million menneskeliv ødelagte af mangel på føde.

Ved året 1850 stiller beregningen sig således:
Befolkningens række er steget fra 3 til 6 millioner,
Næringsmidlernes derimod kun fra 3 til 4 millioner
og fra 1825–1850 er altså 2 millioner eksistenser forhindrede.

For 1850-1875 bliver forskellen: 3 millioner,

Og nu mellem 1875 og 1900 er det 4 millioner menneskeliv, som de imod overbefolkningen virksomme midler bortskaffer fra et samfund, hvis tilbageblivende mængde kun er 5-6 millioner.

Man ser hvorledes tallet på den udhungrede og afværgede overbefolkning stadigt stiger. I vort fjerdedels århundrede er summen af de brudte og hindrede tilværelser fire gange så stor som den virkelige tilvækst, nemlig fire millioner imod en, og forholdet er forfærdeligt forværret siden århundredets begyndelse, hvor de to tal endnu vare lige store. Hvis nutidens mennesker levede som deres bedsteforældre gjorde, hvis man i 1884 giftede sig så hyppigt som i 1814 og hvis ægteskaberne gennemsnitlig gav samme børneflok, ville forældrene – dersom Malthus’ rækker var rigtige – se de fire femtedele af deres børn omkomme af hunger; eller også måtte de ældre ved et eller andet middel i en tidlig alder og i et tilstrækkeligt antal skaffes ud af verden for at gøre plads til børnene.

Dette er den soleklare følge af Malthus’ aritmetiske række, der kun vokser med tallet “en” ligegyldig enten begyndelsestallet er en, to eller seksten; resultatet heraf bliver at en befolkning på fire millioner i 1884 kun kan vokse med samme mængde, som en befolkning på en million i 1814.

Midt iblandt os måtte der da eksistere snigende kræfter, som med ustandselig voksende magt og helt umærkeligt – for hvem har vel nogensinde hørt dem nævne – ødelægger flere og flere tilværelser og bringer forøgelsen ned i højde med næringsmidlernes række. Det kan ikke være krigen, og ikke det usunde liv, for man har allerede set, at de kan ikke hjælpe; og selv om de kunne det, nogen stærkt forøget magt har de ikke erhvervet sig siden århundredets begyndelse. Krigene var den gang omtrent så hyppige og så blodige som nu, og livsbetingelserne for den store mængde er i de fleste civiliserede lande snarere forbedrede end forværrede i de sidste hundrede år.

Tilbage er da kun: Afholdenheden fra at sætte børn i verden og børnenes tidlige død. Begge dele er virksomme midler imod overbefolkning, de formindsker de tærendes og ikke de arbejdendes antal. Ganske sikkert er det ikke børn alene, der spiser uden at arbejde, der er andre om hvem det samme gælder, der gives ældre og yngre lediggængere, frivillige og ufrivillige arbejdets invalider, og en udryddelseskrig imod dem ville have hjulpet på overbefolkningen så godt som et formindsket antal barnefødsler; men da samfundene i de senere tider ikke har foretaget nogen sådan udryddelseskrig, er overbefolkningsfaren ikke bleven besværget derved. Det må da, for at tale i Malthus’ sprog, ene og alene være de færre barnefødsler og de hyppigere børnedødsfald, som er trådte i stedet for fortidens landesoter: den sorte død, pesten, kopperne og alle de øvrige sygdomme, som det efterhånden er lykkedes at afværge eller formilde.

I de seneste hundrede år er lægevidenskaben og jordemoderkunsten skredet fremad, børneasyler, veldædige stiftelser og hospitaler oprettede i mængde, beboelsesforholdene og skolelokalerne forbedrede, de store byers vandledninger og kloakafløb omordnede og gjort sundere og renligere, og i de mest fremskredne lande er børnene noget beskyttede imod overanstrengelse ved usundt fabriksarbejde. Den voksende civilisation har formindsket faren for hyppige børnedødsfald. I en eller anden stor by og i en eller anden usund egn har forholdene måske i et enkelt eller nogle få år været slettere end forhen, der er vel spredte eksempler derpå; men gennemgående er tilstanden i den civiliserede verden forbedret.

Da børnedødeligheden således er aftaget måtte børnefødslerne forholdsvise sjældenhed være tiltaget endnu mere end før forudsat, hvis Malthus’ rækker skulle være rigtige. En nulevende befolkning på fem millioner måtte altså end ikke tillade sig så stort et børneantal som for halvfjerdsindstyve år siden en befolkning på én million. Hvorledes dette resultat tilvejebragtes, om ved den af Malthus anbefalede kyske afholdenhed eller ved andre midler, blev for så vidt ligegyldigt, rækkerne kunne være rigtige, når blot fødslernes antal allerede var aftaget i det angivne forhold og fremdeles blev sjældnere år for år. Nogen stærkt tiltagende barnløshed viser sig imidlertid ikke. Folk gifter sig, får ægte og uægte børn eller forbliver barnløse, omtrent som deres bedsteforældre gjorde. Et enkelt år vokser fødslernes forholdsvise antal lidt i et eller andet land, et andet år aftager de lidt; men statistikken viser os ikke nogen tiltagende sjældenhed. I Frankrig har som bekendt mange ægtepar kun få børn, det stemmer med de dér herskende sømmelighedsbegreber, og et lignende forhold kendes også i andre landes rigere samfundsklasser; men dette er intet nyt, og det er ikke en skik, der skyldes den seneste tid, og den har ikke i noget land fået en udbredelse, der har reduceret fødslernes forholdsvise antal fra 5-1.

Den stedse stigende overbefolkningsfare er altså ikke blevet fjernet ved de eneste midler, der kunne have gjort det, og følgelig har faren heller ikke eksisteret. Den er et hjernespind, hvortil der intet tilsvarende findes i virkeligheden.

Sammenstillingen af de to rækker har givet et resultat, der tydeligt viser, at enten den ene af rækkerne eller begge må være helt forkerte.
––––––––––

På disse to rækker byggede Malthus hele sin økonomiske anskuelse og hele sin verdensopfattelse, og man skulle da tro, at han havde underkastet dem en omhyggelig undersøgelse og bilagt deres rigtighed med mange data. Han kom imidlertid ganske let til dem begge.

I et svar til en datidig kritiker ytrede han derom: “Man har sagt, at jeg har brugt foliobind for at bevise at menneskene tiltager i en geometrisk række og næringsmidlerne kun i en aritmetisk. Men dette er ikke ganske sandt. Den første af disse to sætninger betragter jeg som bevist ved beretningen om folketilvæksten i Amerika, og rigtigheden af den anden påstand er indlysende så hurtigt som den er fremsat. Mit værks hovedformål var at eftervise virkningen af de to love, deres gyldighed har jeg godtgjort på de første seks sider af bogen.”

Disse seks siders indhold er i korthed følgende:

Alt levende bærer i sig stærke spirer til formering, og der findes ikke den plante- eller dyreslægt, som ikke kunne opfylde jorden i kort tid, dersom den udfoldede sig frit. Menneskeslægten danner ingen undtagelse fra denne regel, og befolkningerne fordoblede sig omtrent hvert tolvte eller trettende år, dersom der slet ingen hindringer var for deres tiltagen, det vil sige: hvis hver kvinde fødte så tidligt og så hyppigt, som hun er i stand til, og hvis børnene blev i live. Det ville imidlertid være urimeligt at regne med en sådan forøgelseshastighed, den er ganske vist mulig, men den har aldrig været kendt og vil rimeligvis heller aldrig blive til virkelighed. Derimod kan man ganske trøstigt og uden fare for overdrivelse sætte det tidsrum, hvori fordoblingen naturligt foregår til femogtyve år. Man behøver da ikke at henholde sig til sandsynlighedsberegninger men kan beråbe sig på ubestridelige historiske kendsgerninger. Befolkningerne i nybyggede amerikanske kolonier har gentagende fordoblet sig i tyve år og i kortere tid, og denne fordobling er foregået trods anstrengende arbejde og krige mod indianerne. Sætter man nu femogtyve år i stedet for tyve, er fordoblingstiden angivet længere, end den i virkeligheden har vist sig nødvendig, og al beskyldning for overdrivelse bliver en umulighed.

Hermed anså Malthus rigtigheden af den geometriske række for bevist.

Til den aritmetiske række kom han på følgende måde: det er særdeles vanskeligt at vide, skriver han, i hvilket forhold næringsmidlerne kan forøges; men på en ting kan man være ganske sikker: deres forøgelse må ske efter en hel anden skala end befolkningens. Tusinde millioner mennesker fordobler sig fuldt så let som tusinde; men føden til de nye tusind millioner er langt vanskeligere at skaffe til veje end til det enkelte tusind.

Menneskene er indsnævrede indenfor et begrænset jordområde, det ene stykke land efter det andet inddrages under dyrkning. Og alt som årene går, bliver udbyttet mindre, fordi de gode jorder først er taget under bearbejdelse, hvorimod man senere må nøjes med de dårligere og til sidst med de allerdårligste, og når al jord er opdyrket, bliver fødemidlernes tilvækst afhængig ene og alene af dyrkningens forbedring, som ifølge al jords beskaffenhed giver et stadigt aftagende udbytte.

Der henligger endnu store dele af kloden helt uopdyrkede eller lidet udnyttede af en fåtallig og uvidende befolkning, og det kunne synes, at tog man disse landes opdyrkning med i beregningen ville resultatet endnu for lange tider blive et langt gunstigere, end når man kun regner med de allerede stærkt befolkede lande. Dog, det synes kun så. Vi har i virkeligheden næppe grund til nogensinde at vente særdeles store tilførsler fra hine egne, og de vil, i alt fald i en overskuelig fremtid, slet intet indhøste ud over deres eget behov. Deres forbedrede opdyrkning må nemlig enten ske ved deres egen befolkning, og kan da først indtræffe, når denne befolkning er nået op til et højere civilisationstrin, eller også må jordens opdyrkning besørges ved kolonister udsendte fra den gamle verden. I så fald må man begynde med at fortrænge de indfødte fra deres hjemstavne. Det er vel tvivlsomt om man har ret til at forjage folk fra hus og hjem og ødelægge hele nationer; men selvom man vælger denne fremgangsmåde bliver resultatet dog næppe indvundet bedre eller hurtigere. Nye kolonier kræver i begyndelsen understøttelse, de arbejder sig langsomt op til selvernæring, og først langt om længe kan de yde moderlandet tilførsler.

Fordelagtigere end på nyt land anvendes kræfterne på forbedring og fuldstændiggørelse af de gamle landes opdyrkning. Sandsynlighedsberegningen over jordens fremtidige høstudsigter bliver bedst, når man kun tager hensyn til de gamle stater. Aller gunstigst bliver resultatet, dersom man atter blandt de ældre stater udvælger den, hvis udsigter er de lyseste, og anslår den hele klode til at have samme gode udsigter, som dette heldigst stillede land. Det fremtidsbillede, man på den måde udkaster, bliver højst sandsynligt alt for lyst. Og ingen skal med rette kunne beskylde det for at være for mørkt.

“England turde vel være det land, som i højst grad besidder de betingelser, der muliggør en betydelig forøgelse af høstudbyttet. Det ejer store uopdyrkede arealer, og hos dets befolkning er kundskaben til landbrugsforhold almindelig udbredt og usædvanlig god. Dersom man indrømmer, at gennemsnitsudbyttet af høsten i de næste femogtyve år kunne blive dobbelt så stort som nu, havde man sandsynligvis indrømmet alt for meget, og langt mere, end man fornuftigvis kan vente. Dette resultat kunne da i alt fald kun opnås ved den bedst tænkelige politik og ved store opmuntringer til agerdyrkning.”

“Det er umuligt at antage, at udbyttet atter i de næste femogtyve år skulle blive fordoblet. En sådan formodning ville stride imod alt hvad vi ved om jordens egenskaber. De golde strækningers forbedring koster tid og arbejde; og for enhver, der kender det mindste til landbrugsanliggender, er det indlysende, at alt eftersom dyrkningen udstrækkes over større strækninger aftager regelmæssigt og trin efter trin den forøgelse af det årlige gennemsnitsudbytte, der kan indvindes. For bedre at blive i stand til en sammenligning imellem menneskenes og næringsmidlernes forøgelse vil vi imidlertid opstille en formodning, der uden at gøre fordring på nøjagtighed øjensynligt dømmer fordelagtigere om jordens frembringelsesevne, end vi er berettigede til på grundlag af vor erfaring.”

Vi sætter da, at den årlige tilvækst af gennemsnitsudbyttet ikke vil aftage, hvad den dog i virkeligheden sikkert vil gøre; og vi opstiller den forudsætning at høsten på denne ø hvert femogtyvende år skal vokse med en mængde lig den nuværende høst. End ikke det forhåbningsfuldeste menneske kan opstille en formodning om nogen større forøgelse. Hver plet her på øen måtte for at frembringe dette resultat inden få århundreder være opdyrket som en have.”

Dersom samme forudsætning anlægges på hele jorden, og når man altså indrømmer, at den menneskelige føde, som jorden afgiver, hvert femogtyvende år kan vokse med hele dens nuværende mængde, er denne formodede tilvækst langt større end den, vi i virkeligheden kan vente af menneskehedens anstrengelser.”

“Under hensyntagen til jordens gennemsnitstilstand og forudsættende de mest fordelagtige vilkår for det menneskelige arbejde, kan man med sikkerhed udsige: fødemidlerne kan umuligt forøges hurtigere end i en aritmetisk række.”

Så let som så kom Malthus til disse to rækker. Den geometriske række byggedes op på en eneste historisk kendsgerning, nemlig befolkningstilvæksten i nogle amerikanske kolonier; den aritmetiske række har end ikke en beregning at støtte sig til.
_____

Engelske landmænd var med deres erfaring Malthus behjælpelige ved overslaget af Englands og jordens høstudsigter. De gav sig i lag med deres overfladiske beregning uden at besidde noget som helst grundlag, de anede ikke det allerfjerneste om, hvor store eller små forandringer landbruget kunne undergå i fremtiden. Det er allerede mærkeligt, at .man kunne bevæge praktiske folk til at beskæftige sig med den art gisninger; men endnu mærkeligere er det dog at ingen af dem, da de dog nu en gang syslede med denne tanke, faldt på at vende sagen helt omkring. Malthus anmodede dem om at sige ham, hvor meget korn jorden vel i fremtiden ville bære, og så snart han fik besked herpå ville han forsøge en beregning over jordens fremtidsbefolkning. Det havde været helt rimeligt, om de havde anmodet ham om, at gøre begyndelsen. De kunne godt have svaret ham, at når han først ville meddele dem hvor mange mennesker jorden ville rumme år 1900, år 2000, osv., skulle de straks give sig i færd med at udregne, hvor stort et jordareal disse mennesker kunne opdyrke, og hvor meget korn de kunne indhøste. Selv med denne oplysning kunne beregningen være blevet svær nok; men uden den var det en fuldstændig umulighed blot at begynde noget, der lignede et overslag.

Således som rækken nu står, har den i virkeligheden kun et eneste støttepunkt, nemlig Malthus’ formodning om den stedse slettere beskaffenhed af den jord, der inddrages under dyrkning. De første sætninger, hvormed han indleder begrundelsen af den aritmetiske række, tager sig ret bestikkende ud. Men ser man nøjere til, opdager man let, at også de hviler ene og alene på overbevisningen om jordens aftagende merudbytte.

Han skriver nemlig: “Tusinde millioner mennesker fordobler sig så let som tusinde; men det er langt vanskeligere at skaffe føde til de nye tusinde millioner end til det enkelte tusinde. Når man læser dette, synes man først uvilkårligt, at Malthus ubetinget må have ret. Man gyser ved tanken om det Herkules arbejde at skaffe tusinde millioner mennesker mad og drikke, og man finder dette ulige vanskeligere end den forholdsvis lette opgave at forsørge et enkelt tusinde af nytilkomne. Man glemmer at overveje, hvor mange mennesker, der i hvert af tilfældene er om opgavens løsning. Der tales her om menneskehedens fordobling. I det første tilfælde er der tusinde millioner mennesker om at skaffe føde til andre tusinde millioner; i det sidste tilfælde er det tusinde mennesker, der kan sørge for et andet tusindes ernæring. De arbejdendes tal er forøget ganske i samme forhold som arbejdets størrelse, og hver mand har i begge tilfælde lige mange nytilkomne at forsørge. Den større vanskelighed ved de tusinde millioners ernæring ligger da øjensynligt ikke i det numerisk store tal, der straks gør indtryk. For Malthus repræsenterede det store og det lille tal de to fjernest fra hinanden liggende tidsaldre. Nutiden med dens hundreder millioner af mennesker, der efter hans forudsætning har inddraget under dyrkning den slette jord, som forfædrene lod ligge upåagtet, og hin forhistoriske periode, i hvilken jorden kun rummede i alt et tusinde mennesker, for hvem hele kloden stod åben, så at de frit kunne vælge sig de allerbedste jorder.

Den megen ledige jord skal imidlertid ikke have gjort urforfædrene tilværelsen let. Af de frugtbare og herreløse jorder rundt i alle fem verdensdele havde de vel omtrent den nytte, som den jyske hedes nuværende fattige befolkning har af de udmærket fede marker, der muligvis henligger herreløse og ubenyttede på en uopdaget og ubeboet ø i sydhavet. Hin tids mennesker kunne ikke bevæge sig langt omkring, dertil forslog hverken deres kundskaber eller deres befordringsmidler, og de var knyttede til den plet jord, hvorpå de var født og hvor omkring de kredsede. Malthus har selv beskrevet, hvorledes vilde folkeslag levede på hans tid, det vil sige 1800 år efter Kristi fødsel, man har læst om deres stinkende boliger, deres elendige kost og deres vilde sæder. De hævede sig ikke højt over dyrene; men endnu nærmere ved dyrenes standpunkt stod dog sikkert de første tusinde mennesker. Man er vel sandheden nærmere når man tænker sig dem som elendige væsner, levende af en skrækkelig, utilberedt og usund føde, og boende i huler, som de med sten og kæppe værgede imod de større dyrs angreb. End når man forestiller sig dem som fornuftige landmænd, der efter Malthus’ opskrift for historiens gang udvalgte den bedste jord til sig selv og udlagde den næstbedste i arv til børnene.

Det vil til evige tider blive uoplyst, hvor hurtigt de første tusinde mennesker fordoblede deres antal; men deres og deres børns liv var udsat for flere farer og mere besvær end de fleste nulevende menneskers, og derfor foregik rimeligvis befolkningsforøgelsen hos dem langsommere end i de nuværende samfund.

Havde Malthus rigtigt kendt deres levevis var hans liste over de midler, der frier fra overbefolkning, formodentlig bleven yderligere for· øget. Han havde da rimeligvis medtaget de første menneskers tilbøjelighed til at spise børnene, medens de endnu var små og lækre, og han havde sikkert hertil knyttet den bemærkning: at man måtte fordømme sådanne måltider men dog også erindre, at de første samfund netop herved havde undgået pesten, hungerdøden eller et af de andre lægemidler, hvormed naturen havde bragt tingene i orden, dersom menneskene ikke selv på denne dobbelt virksomme måde havde forøget næringsmidlernes mængde og formindsket befolkningernes.

Menneskene kunne i lange tider kun tage et ganske forsvindende hensyn til frugtbarheden i de egne, hvor de nedsatte sig. Der var mange grunde hertil. Det var ikke alene, fordi de kun kendte en ringe part af kloden og måtte slå sig ned, hvor de kunne komme til; men de besad desuden kun ringe evne til at bedømme frugtbarhedens grad, og al jord, hvis rigtige behandling krævede store forarbejder, måtte de lade ligge ubenyttet. Dybt ind i landenes indre trængte de første samfund ikke, de holdt sig til flodbredderne og til strandene, og megen jord som for tidligere generationer havde ligget gold og ufrugtbar, blev for efterfølgende slægter god og frugtbar, ja bedre end den, der forhen var opdyrket.

I den historiske tid har menneskene ikke bredt sig fra frugtbare til ufrugtbare egne. Vesteuropa: England, Frankrig, Germanien og Skandinavien tiltrak en gang indvandringen, nu går der en strøm af udvandring bort fra disse lande; men de europæiske kolonister, der nu befolker Amerika, Australien og Nordafrikas kyster drager ikke til egne ufrugtbarere end deres hjemstavne, hvis bebyggelse forfædrene begyndte for hundreder af år tilbage.

Der er heller ingen sandsynlighed for en nærliggende fremtid, i hvilken efterkommerne blive slettere stillet i så henseende end vi nu er. Endnu er kun en ringe del af jordkloden ordentligt opdyrket. Der findes i Afrika og i Australien under den gunstigste beliggenhed umådelige strækninger, som knapt endnu er undersøgt end sige kultiverede. Did hen, men næppe til egne af stadigt aftagende frugtbarhed, kommer udvandringen vel en gang til at gå, når de lande, der nu optager den, med tiden mister deres tiltrækningskraft.

Der er imidlertid enkelte lande – og deriblandt de, som interesserer os mest – for hvis vedkommende Malthus’ forudsætning om al god jords optagethed omtrent slår til. I de fleste gamle kulturlande henligger der næppe i ubenyttet stand synderlig megen jord, som med fordel kan opdyrkes. Der er vel eksempler på det modsatte, således i England, hvor lovgivningen begunstiger rigmænds ejendomsret til uhyre landbesiddelser, og hvor der for jagtsportens skyld henligger store arealer så godt som øde: men i vort eget land, som i flere andre, finder sådan stor bortødslen af jord ikke sted.

De stærkt kultiverede og bebyggede lande udgør kun en ringe brøkdel af jordens overflade, og deres fremtidsudsigter må beregnes efter faktorer, som Malthus helt miskendte eller overså,

I det hele og store og anvendt på hele jordkloden – det vil altså sige, når man forstår sætningen, således som Malthus ville have den forstået – er hans formodning om slettere og slettere jords opdyrkelse så fjernt fra sandheden som vel muligt. Denne urigtige formodning var det eneste støttepunkt for hans aritmetiske række. Ville man opbygge en for den hele jord gældende befolkningsrække og ene og alene begrunde denne på et skøn over det høstudbytte, som fremtiden kan give, blev resultatet lige det modsatte af hans. Man måtte forudse en foreløbigt stigende befolkningstilvækst, fordi der endnu i en lang fremtid vil være god jord nok, og dyrkningens udbytte må vokse i forhold til den større indsigt i landbrugsforhold og de bedre agerdyrkningsmaskiner.
____

Vi forsøger at forvisse os om, hvad der ville være befolkningens forøgelse, dersom menneskene var stillede helt frit.[2] Dette er den opgave som Malthus stiller sig, og hvorpå den geometriske række efter hans mening giver svar. Han forklarer meningen nærmere således: hvor hurtigt ville befolkningerne vokse, dersom menneskene kun fulgte sansernes drift og aldrig hørte efter fornuftens stemme, der spørger dem, om de ikke sætter børn i verden, til hvem de ikke kan skaffe livsfornødenhederne.

Inden man bedømmer den geometriske rækkes rigtighed, må man først forsøge at forstå, hvad Malthus mener med den naturlige befolkningsforøgelse. Denne ville fremkomme ifølge hans ovenstående forklaring, dersom intet menneske nogensinde brugte sin fornuft, og alle kun fulgte sansernes drift. Man kunne fristes til at svare, at under disse forudsætninger ville der slet ikke fremkomme en naturlig men en højst unaturlig befolkningsforøgelse, fordi det naturlige er, at nogle mennesker en gang imellem bruger deres fornuft. Dog denne indvending ville være mindre væsentlig, og Malthus kunne gerne have lov at kalde det for naturligt, som mange andre anser for unaturligt, når han blot fastholdt sin opfattelse. Så vidste vi, hvad han mente. Ulykkeligvis forekommer hans egen forklaring af den “naturlige” befolkningstilvækst også ham selv unaturlig, og han opgiver den hurtigt men giver ikke en ny og forståelig forklaring af ordet.

Hvert tolvte eller trettende år, fortæller Malthus, ville menneskeslægten fordobles, dersom hver kvinde fødte så tidligt og så hyppigt, som hun er i stand til. Dette ville kvinderne vel gøre, dersom alle kun fulgte sansernes drift og aldrig hørte efter deres fornuft. Tolv eller tretten år skulle altså efter Malthus’ egen forklaring vare de menneskelige samfunds “naturlige” fordoblingstid. Dog han regner ikke derpå. Han siger, at det vil han ikke gøre, fordi en sådan formeringshastighed i virkeligheden aldrig er set. Den naturlige befolkningstilvækst er for ham altså ikke længere det samme, som den tilvækst, der ifølge menneskets fysiske beskaffenhed er mulig; den er blevet ensbetydende med noget helt andet, nemlig med den tilvækst, der har fundet sted i de samfund, som har fordoblet sig hurtigst af alle. På en måde er denne forandrede opfattelse en forbedring. Det var lidt uhyggeligt, at man efter den første forklaring var til at betragte kvinderne ganske som høns med det eneste naturlige livskald at lægge æg og udruge kyllinger i størst mulige mængde. Efter den sidste opfattelse under Malthus dog kvinderne et lille pusterum uden at beskylde dem for unatur. På en anden måde er forandringen derimod en forværrelse, den har berøvet ordene “naturlig befolkningstilvækst” al rimelig mening. Hvorfor skal den befolkningsforøgelse, der en eller nogle få gange har fundet sted i nybyggede kolonier, monstro være den naturlige for alle verdens nationer og tider?

Der gives som bekendt mange årsager til, hvorfor kvinder ikke bliver mødre, eller ikke bliver det så tit som det var muligt, og disse årsager virker med større og mindre kraft i forskellige samfund og til forskellige tider. Hvilke af dem skal kaldes naturlige og hvilke unaturlige? Skal det være unaturligt at nogen kvinde lever ugift og barnløs, selvom dette i følge hendes natur er den tilstand hun foretrækker? Skal det være unaturligt om hun bliver hos den mand hun holder af, men med hvem hun ingen børn får? Er det unaturligt om hun ikke ønsker flere børn end hun kan opdrage, og ville det være naturligt om hver sund kvinde blev moder en gang om året fra atten og til tredive års alderen? Desuden afhænger befolkningsforøgelsens hastighed ikke alene af fødslernes hyppighed men også af gennemsnitslevealderen; men hvilken er da den naturlige gennemsnitslevealder. Er den ens i Paris og i Nordamerikas landdistrikter, og er det unaturligt om menneskene i de store byer dør tidligere end landbefolkningen? På alle disse og lignende spørgsmål indlader Malthus sig slet ikke.

En statistiker, der nu til dags ville forsøge at udfinde fattigdommens hæmmende indflydelse på befolkningsforøgelsen – og det var vel dette, som Malthus egentlig ville gøre – måtte sikkert nok bære sig ad helt anderledes end Malthus gjorde. Han ville formodentlig vælge sig et lille afgrænset område, f.eks. København. Han måtte inddele byens befolkning i rige, velhavende og fattige klasser; for hver af disse klasser statistisk fastsætte procentantallet af fødsler og gennemsnitslevealderen; og først når han var udrustet med dette materiale, kunne han beregne hvor hurtigt de rige, de velhavende og de fattige familier forøges her i København, og hvilken indflydelse formuen altså har på forøgelsen. Beregningen blev ganske sikkert vanskelig og formodentlig umulig for en by af Københavns størrelse. Det blev ikke godt at sige under hvilken rubrik de mennesker skulle opføres, hvis liv veksler imellem fattigdom og rigdom, og heller ikke blev det nemt at kende folks formueforhold; men var beregningen rigtigt opgjort, blev det vist nok højst tvivlsomt om den ikke ville give et resultat stik modsat det, hvortil Malthus kom. Det kunne ikke undre om det viste sig, at rigdom snarere end fattigdom øver hæmmende indflydelse på befolkningstilvæksten, for unægtelig opnår de fattige ikke de riges gennemsnitsalder; men børneflokken er til gengæld hyppigt betydeligt større.

Malthus gjorde sig sagen let. Han udvalgte blandt alle de statistiske tabeller de par stykker, der viste den hurtigste befolkningsforøgelse. Han brød sig ikke om, at de gjaldt nybyggede kolonier, hvis befolkning måske var indvandret uden synderligt påhæng af børn og gamle folk, og hvor der da let kunne forekomme et forholdsvist stort antal fødsler; han forandrede blot, for at undgå al beskyldning for overdrivelse, de tyve år, hvori fordoblingen var foregået, til femogtyve år, og erklærede derpå, at nu kendte han den naturlige fordoblingstid både for hele jordklodens befolkning og for hvert enkelt samfund.

Man ved ikke ret hvad der er vidunderligst: selve denne beregning eller det ry den har indbragt sin forfatter. Man tænke sig at en statistiker ville forsøge en sandsynlighedsberegning over det naturlige brændevinsforbrug, og at han forklarede meningen deraf, som den mængde brændevin, der ville fortæres, dersom alle var velhavende nok til at drikke uden hensyn til pengeudgiften. Han kunne opgøre beregningen således: han skaffede sig at vide, hvor meget brændevin der drikkes af mænd og kvinder, som arbejder hårdt i fri luft og i et koldt klima; deres forbrug reducerede han med en femtedel for at undgå al beskyldning for overdrivelse, og de øvrige fire femtedele erklærede han for det naturlige mål af brændevin, som alle ville drikke, dersom de kun fulgte sansernes drift og aldrig hørte efter fornuftens stemme, der spørger dem, om de ikke ruinerer sig selv ved denne overdrevne nydelse. Dette ville være et temmelig nøjagtigt sidestykke til Malthus’ geometriske række; men forfatteren ville næppe vinde berømmelse.

Så vist som det er, at ikke hver mand har lyst og evne til at drikke det kvantum brændevin, som en hårdfør arbejdsmand sætter til livs, så vist er det også, at hvert mandfolk ikke er skabt som kong Priamos og hver kvinde ikke som en Maren Amme.

Praktiske mænds dom

Det er egentlig ikke Malthus’ to rækker og heller ikke hans ræsonnement om landbrugets aftagende udbytte, der har overbevist så mange mennesker om den stadige overbefolkningsfare, det er langt snarere deres egen umiddelbare anskuelse af tingene, der forvisser dem om Malthus’ ret. Denne anskuelsesmåde kommer ikke ofte frem i økonomiske værker men overordentligt hyppigt i praktiske mænds samtaler, og når nogen forsøger at overbevise dem om Malthus’ fejlsyn, svarer de næsten altid med omtrent de ord, som en sagfører en gang anvendte i et lignende tilfælde.

“Det kan måske være”, ytrede han, “at nogle af Malthus’ teorier og meninger er urigtige; men i resultatet har han dog ret. Jeg begriber ærligt talt slet ikke, hvor nogen kan være blind for det som ethvert menneske kan se uden nogensinde at have beskæftiget sig med nationaløkonomi. Lad os tage sagen som praktiske folk, og tale om hvad vi kender. Jeg ved for eksempel, hvorledes det ser ud i sagførerstanden. I gamle dage var vi ikke så mange konkurrenter, og man kunne endnu få klienter, nu har hver familie sin juridiske kandidat, der skal fødes op med familiepraksis. Og nu vekselererne, er der måske ikke nok af dem? De yngre af dem har knapt en ordentlig kunde hver, og de må alle sammen drive spekulationer for at leve. Der er for mange vekselerere og for mange sagførere, det er hemmeligheden; slå halvdelen af dem ihjel, og der bliver alligevel knapt nok forretninger til de øvrige. Gå ned ad Østergade, kig ind af kræmmernes vinduer efter kunderne, og de vil bedre end af alle bøger se, om ikke halvdelen af butikkerne er overflødige. Det kan være at der i Amerika, Afrika og Australien er plads til millioner af mennesker, det ved jeg ikke; men her hjemme er vi skam alt for mange; og De ved for resten lige så godt som alle andre, hvor mange hunde, der er om hvert ben, og hvorledes vi er nærved at æde hinanden op.”

Man ser en smule nærmere på denne de praktiske folks tale. Der er for mange af alle mulige professioner, følgelig er der for mange i det hele, det er klart nok. Vi føjer sagføreren i hans ønske, og vi ihjelslår – selvfølgelig kun i tankerne – halvdelen af befolkningen og forsøger, hvor meget det har hjulpet. Der var forinden mandefaldet én sagfører per familie, nu har døden taget halvdelen af alle familierne og dermed halvdelen af sagførerne, der bliver endnu bestandig én sagfører til hver familie og den samme vanskelighed for at skaffe sig klienter. Når hver anden vekselerer og hver anden kunde er borte, får de overlevende vekselerere heller ikke flere kunder til deling end før. Denne upartiske bortrydden, der rammer alle mennesker i flæng, nytter øjensynligt slet ikke. Vi begynder blodbadet om igen og på en fornuftigere måde. Først bort med halvdelen af alle sagførerne, og de overlevende jurister har hver to familier at passe; dernæst kommer turen til hver anden vekselerer. Hver anden manufakturhandler osv. osv. Men hvor skal døden standse? De praktiske folk siger, at der er for mange af alle professioner, døden må gå alle klasser igennem, af dem alle skal halvdelen på kirkegården; – og resultatet bliver ganske det samme, som om vi straks havde slået den halve befolkning ihjel. Hver familie vil være belemret med sin jurist, de yngre vekselerere må fortsætte deres spekulationer, og den halvdel af Østergades butikker, der ikke er lukkede på grund af dødsfald, vil være lige så kundetom som forhen.

Akkurat lige så rigtigt – men heller ikke rigtigere end de praktiske folks ræsonnement – ville det være, om man sagde: alle herhjemme mangler kunder, gid befolkningen var fire gange så stor; og de var alle hjulpne.

Kundemanglen kan forklares på den ene måde så godt som på den anden, og man kommer ikke til nogen begrundet overbevisning om der enten er overbefolkning eller underbefolkning ved kun at betragte et sådant enkelt forhold.

Der er et par andre populære fordomme, der på lignende måde bestyrker troen på Malthus. Folk finder det så overordentlig klart, at menneskene ikke sådan uden videre kan blive ved at formere sig; der må jo til sidst her på jorden blive så myldrende fuldt, at man slet ikke kan røre sig. Hertil er der foreløbigt kun at bemærke: at den malthusianske lære ikke indeholder den fjerneste oplysning om, hvorledes denne jordens fremtidige overfyldning skal undgås. Man kan tælle fremad efter talrækken 1-2-3 eller efter rækken 1-2-4 eller efter hvilken som helst anden tiltagende række, om hvilken man antager at den rigtigt udtrykker menneskeslægtens vækst, og dersom man blot bliver tilstrækkeligt længe ved at tælle, vil man nå et tal, der er så stort som antallet af kvadrattommer på jordens overflade. Men man må tælle temmelig længe for at nå dertil, og tallet på jordens nuværende befolkning er langt derfra. Kun folk, der giver sig af med metafysiske undersøgelser, kan have fornøjelse af grublerier over hvad der vil ske, når jorden en gang i en fjern fremtid er blevet således overfyldt; vi andre derimod anstrenger ikke vore hjerner med spørgsmål, der ligger over menneskeligt begreb. Tilværelsens sidste afslutning ligesom dens første begyndelse er et mysterium, hvor over det ikke nytter at tænke; og i alt fald har den abstrakte mulighed for jordens en gang kommende overfyldning ikke det fjerneste at gøre med spørgsmålet om den nuværende overbefolkningstilstand eller den i de første århundreder eller rimeligvis årtusinder truende overbefolkningsfare.

Endelig bestyrker indholdet af den darwinske lære troen på Malthus. Alt levende, planter som dyr, formerer sig ifølge Darwin stærkere end ernæringsmuligheden tillader, og i kampen for tilværelsen bukker de svagere under. Der er imidlertid flere grunde, hvorfor denne lov ikke gælder for menneskene, eller ikke behøver at gælde for dem på samme måde, som for alt andet levende. For det første tillader menneskenes fornuft at tage hensyn til ernæringsmuligheden og dernæst frembringer menneskene ved deres arbejde forøgede mængder af næringsmidler; men intet af dette vides at gælde om træer, fisk eller kaniner.

Det er ret belærende at sammenstille et par tal fra den virkelige befolkningstilvækst med Malthus’ spådomme.

I året 1801 talte England 9 millioner og Danmark l million indbyggere; ved året 1881 var tallene vokset til henholdsvis 27 og 2 millioner. Efter Malthus’ forudsætning skulle tilvækstprocenten være i stadig falden og altså have været ringere i de sidste firs år end i de foregående århundreder. I virkeligheden har den derimod været større, hvad man kan se af en ganske let beregning. Befolkningen i England er i disse firs år tredoblet og i Danmark fordoblet; dersom forøgelsen i forrige tider var foregået med samme hastighed, ville befolkningsskalaen se således ud:

Da England og Danmark ved året 1400 havde betydeligt mere end henholdsvis 37.000 og 31.000 indbyggere, og da de på Gorm den Gamles tid må have haft adskilligt mere end tilsammen omtrent et tusinde beboere, er det uomstødeligt, at disse landes tilvækst i de foregående otte århundreder er sket langsommere end i de sidste firs år. Dog er disse år netop det tidsrum, i hvilket deres befolkninger har været tættest sammenpakkede og altså ifølge Malthus’ teori skulle have grebet til dårligere og dårligere jords dyrkning, hvorfor befolkningsforøgelsen skulle være foregået langsommere end nogensinde før.

Intet menneske kan kende grænserne for den befolkning, der kan rummes her hjemme, og heller ikke skal nogen kunne angive forøgelsens fremtidige hurtighed. Dertil ville fordres et umuligt kendskab til fremtidens civilisation. Danmark kan nu til dags med dets 2750 mennesker på kvadratmilen anses for ret vel befolket, og da i særdeleshed når den nuværende befolkningstæthed sammenlignes med den tidligere. I England, Belgien og Sachsen lever derimod fire gange så mange mennesker på kvadratmilen som her hjemme, og det er helt umuligt at vide, om Danmark ikke en gang vil rumme en lignende befolkningstæthed, og om man ikke til den tid vil se på vore forhold, som vi se på forfædrenes, hvis tal var indskrænket, fordi de ikke kendte og brugte landets hjælpekilder, så godt som vi. Den nuværende følelse af tilstrækkelig eller ulidelig befolkningstæthed beviser i så henseende intet; man kendte denne følelse allerede i langt tidligere tider, da Danmarks befolkning var yderst ringe imod nu, og Malthus fortæller for eksempel – hvad der vel til dels er sandt – at vikinger og normanner drog på erobringstogt, fordi der ikke var plads til dem i deres hjemstavne.

Befolkningstæthed og overbefolkning

Mellem menneskenes mængde og næringsmidlernes eksisterer der et dobbelt forhold. Næringsmidlerne begrænser menneskenes antal, dette er den ene side af sagen, og den hvorfor Malthus altid havde et åbent øje; men så vist som det er, at intet menneske lever uden føde, så vist er det også, at ingen af naturens frembringelser bliver egnet til menneskelig næring uden gennem menneskeligt arbejde; og derfor begrænser også menneskenes antal næringsmidlernes mængde. For denne anden side af sagen var Malthus alt for ofte blind.

Alt eftersom man ensidigt lægger hele vægten på den ene eller den anden side af dette dobbeltforhold kommer man til at fejle i forskellig retning.

Intet sted viser Malthus vel større tegn på sin ensidighed end der, hvor han omtaler den landesot, der herskede blandt indianerne. Folkerige stammer, fortæller han, smeltede ind til forholdsvis få personer, der tyndt og spredt befolkede landet. I de affolkede egne indfandt til hans forundring nøden sig på ny. Han kendte kun én forklaring: sygdommen havde ikke været hård nok; og han vidste kun ét middel: ny sygdom og død; og da der af en forhen talrig stamme kun er tre personer til overs, da disse udvandrer for at redde sig fra undergang, da den hele befolkning således er blevet overbefolkning, end ikke da falder det ham ind at søge elendighedens årsag i befolkningens fåtallighed; men han er stadig vis på, at der er alt for mange. Han tror, at den jordbund, der kort i forvejen ernærede talrige familier, nu ikke længere forslår til tre personers underhold, og han ser ikke, at højst sandsynligt var ikke jordbundens slette beskaffenhed skyld i overbefolkningen; men årsagen vel snarere at søge i den tilbageblevne ringe befolknings forsvindende magt over naturen. Seks hænder formår knapt at trække en fiskerbåd i land i slet vejr, og tre personers samlede anstrengelser er ude af stand til at udføre meget af det arbejde, der betinger frembringelsen af de menneskelige livsfornødenheder. I den egn, hvorfra de tre måtte udvandre, havde tretusinde måske kunnet leve.

I et skrift af Aug. Bebel anføres følgende ytring af den tyske kemiker Liebig: “Jorden er uudtømmelig og kan uafbrudt give den rigeligste afgrøde, når der kun er gødning og menneskeligt arbejde i tilstrækkelig mængde.” Det må her henstå uafgjort, hvorledes Liebig selv ville have denne sætning forstået; men tages den strengt efter sin ordlyd, giver den anledning til et fejlsyn, der går i modsat retning af Malthus’ misopfattelse. Uudtømmeligt er vel egentligt kun det, hvoraf der kan tages så tit og så meget, det skal være, uden at der dog nogensinde kommer tomhed til stede. I den forstand er ingen plet af jord, og altså heller ikke den hele jord, uudtømmelig. Var den det, måtte hver mark kunne føde alle de mennesker, der ville gøde og bearbejde den. Amager kunne da ernære milliarder af mennesker, og i intet land og til ingen tid kunne der blive tale om overbefolkning. Dette turde imidlertid være en alt for stærk tiltro til virkningen af gødning og menneskeligt arbejde. Tager man derimod Liebigs ytring ikke alt for bogstaveligt, og opfatter man den kun som et stærkt udtryk for den tanke, at intet menneske formår at se grænsen for jordens frembringelses- og ernæringsevne, bliver sætningen sand.

Udbyttet af det menneskelige arbejde vokser dels ligefrem i forhold til menneskenes tiltagende antal og kundskaber, og dernæst vokser det som følge af den tiltagende befolkningstæthed.

Intet land har nogensinde været opdyrket til den højeste fuldkommenhed, det vil sige således, at det absolut taget størst mulige udbytte var nået. Dyrkningens resultat kan altid forøges, og ikke alene – hvad der uden forklaring er tydeligt nok – ved kommende tiders større kundskaber, men fuldt så meget på grund af den voksende befolkningstæthed. Kendskabet til jordens bedste behandlingsmåde forslår nemlig ikke, der bliver kun mulighed for anvendelsen, når befolkningen har nået en vis højde. Alle landmænd handler, tvunget af nødvendigheden, som om de fuldt ud kendte denne lov.

En gård umiddelbart ved København drives anderledes, end om den lå fire eller otte mile ude i landet, og lå den der ville behandlingsmåden atter veksle, eftersom den nærmeste jernbanestation var nær eller fjern. Langt større forskel i behandlingsmåden, end der kan gives indenfor Sjællands eller Danmarks grænser, vil der findes imellem to ejendomme, den ene tæt ved London med nem adgang til køb af gødning og med ringe forsendelsesomkostninger for sine frembringelser, den anden dybt i Ruslands indre og langt fra nogen stor by og fra gode befordringsmidler. Den ene ejendom vil være undergivet havekultur, på den anden vil der kun blive indhøstet, hvad der kan frembringes uden alt for stort arbejde og udgift; og skulle det falde ejeren ind at forbedre driften ud over en vis, af beboelsesforholdene bestemt grænse, bliver resultatet tab.

Den tyske agronom og nationaløkonom V. Thunen anstiller i sit bekendte værk, Der isolirte Staat, en beregning, hvorefter rug er fuldstændig værdiløs, når den frembringes halvtredsindstyve mil fra forbrugsstedet og skal forsendes derhen med vogn. På henrejsen til salgsstedet og på hjemrejsen derfra fortærer nemlig hestene og kusken hele vognladningen. I denne afstand ville altså driften af rug udover landbrugerens eget forbrug ophøre, dersom rugens frembringelse intet kostede; men da man ikke høster uden foregående arbejde og udgift, bliver allerede en langt mindre afstand tilstrækkelig til at umuliggøre rugens drift, så snart hest og vogn er de eneste befordringsmidler.

Det er udenfor al tvivl at korn i Indien er blevet benyttet til brændsel, og det siges, at amerikansk korn er blevet brugt på samme måde, skriver englænderen Jevons i sin Nationaløkonomi. Det er da også højst rimeligt, at man i spredt befolkede egne med slette befordringsmidler og med vanskelige kommunikationsvilkår har foretrukket at brænde kornet og varme sig derved, frem for at sende det bort så langt, at forsendelsesomkostningerne slugte mere end den hele værdi. Men under sådanne forhold anvendes der selvfølgelig ikke på jordens drift det arbejde og den udgift, der sætter bedre befolkede egne i stand til at forøge høstens udbytte og næringsmidlernes mængde.

I de seneste tider har befordringsmidlernes overordentlige forbedring mægtigt fremskyndet udviklingens gang, og lande, der endnu nyligt kun sparsomt kunne udnytte deres jords evner, er hurtigt blevet i stand til at drive agerbruget op til en fuldkommenhedsgrad, der ellers først kunne være nået langsomt og ved en større befolkningstæthed. Jernbaner og dampskibe har gjort den nulevende slægt det muligt at udføre arbejder, der uden dem havde været kommende slægter forbeholdt. Den ene side af det vekselforhold, der består mellem menneskene og næringsmidlerne er undergået en usædvanlig hurtig udvikling. Foreløbig har virkningen vist sig i en stærk kornudførsel til fjerne egne fra det indre Rusland, Amerika, Ungarn og til dels også fra Danmark. Landmændene har haft nytte deraf; det har svaret regning for dem på deres jords drift at anvende udgifter, som tidligere kun var mulige på ejendomme, der lå nærmere ved afsætningsstederne. Efterhånden gør den anden side af vekselforholdet sig gældende. De rigeligere næringsmidler drager mennesker til sig. Hine store kornfrembringende lande udfører endnu deres landmandsfrembringelser i deres råstofagtige form og ernærer dermed andre landes befolkning: men ifølge den almindelige udvikling, som også vi her hjemme undergår, stræbes der hen mod en forædling af udførselsartiklerne. Først vokser mejeriernes, møllernes, klædefabrikkernes og alle de industriers betydning, der står i umiddelbar forbindelse med landbruget, og dernæst vokser alle andre industrigrene; de har alle det tilfælles: at suge forøget livskraft af den større mængde næringsmidler, der frembringes i deres umiddelbare nærhed. Byernes tilvækst følger landets opkomst. Kædens ringe griber da på ny ind i hinanden. Kornets frembringere og forbrugere er atter kommet hinanden nærmere, en yderligere forbedring af landbruget er blevet mulig, og hvert nyt fremskridt åbner udsigt til en videre horisont.

Malthus tænkte sig menneskehedens historie som en fremmarch gennem en spidst tilløbende hulvej, imod hvis stenmure flere og flere måtte trykkes ihjel, alt eftersom rækkerne udvidedes og vejen indsnævredes. I virkeligheden er det anderledes. Hver fremrykkende kolonne rydder vejen for den efterfølgende. En gang hamredes der løs på muren med blotte hænder og klodsede stenøkser, nu dundrer damphammeren imod stenen, og hvert slag skaffer forøget plads og stærkere lys; og hvor menneskene før kun så gold sandørken opdager de efterhånden frugtbare marker.

Når Malthus målte hvert enkelt lands fremtidsbefolkning efter dets eget fremtidige høstudbytte begik han en dobbelt fejl. Først var hans beregninger om de kommende tiders høst fantastiske og grundløse. Dernæst var det en aldeles urimelig antagelse, at befolkning og kornhøst i hvert enkelt land skulle stå i umiddelbart forhold til hinanden. Denne sidste fejl bliver indlysende, så snart man ser de grunde, som han havde til at begå den.

Han overvejede, hvorfra et stærkt bebygget europæisk land, skulle få korntilførsler, dersom befolkningen ikke kunne mættes af landets egen høst. Det ville efter hans mening være dårskab, om man regnede på de mindre stærkt befolkede verdensdele; og i det foregående er allerede hans ytringer om nye landes langsomme opdyrkning gengivet. På dette punkt har den historiske udvikling grundigt besørget gendrivelsen; der er knap forløbet halvhundrede år efter Malthus’ død, og Europa tager allerede nu en betydelig og en voksende del af sit kornforbrug fra hine unge egne, hvorfra Malthus ikke turde vente tilførsler i nogen overskuelig fremtid. Nu til dags har bladet vendt sig helt rundt, og de europæiske samfund skælver for de oversøiske massetilførsler, der trykker landejendommenes priser og landmændenes pengeindtægter.

På den mellemeuropæiske kornhandel burde heller intet land stole. Behovet kunne nok i et eller flere år blive dækket derved; men der kunne komme år, hvor de andre europæiske stater selv intet havde tilovers, og hunger og elendighed ville da komme over det letsindige samfund, der ikke havde sørget for sig selv.

Foruden forsigtighedshensynene kendte Malthus endnu en anden grund, hvorfor hvert land burde lægge særlig vægt på korndyrkning. Han var nemlig overbevist om at agerbrug var den mest fordelagtige art af al mulig virksomhed, så at det land, der regelmæssigt til betaling af sin kornindførsel frembragte andre udførselsgenstande, i virkeligheden gjorde en dårlig forretning og ernærede en mindre hjemlig befolkning, end det kunne have gjort ved at dyrke korn. Kornindførslen blev således ikke blot en farlig forretning, der nemt kunne mislykkes men også en slet forretning, selvom den lykkedes.

Denne tro på landbrugets fortrinsvise gavnlighed var på Malthus’ tid ganske almindelig, og man forsvarede den omtrent således: Ved al fabriksvirksomhed behandles et eller andet råstof, som allerede har en værdi inden dets bearbejdelse begynder. Et land, der udfører færdige fabrikata, indvinder altså kun salgssummen minus råstoffets værdi. Anderledes forholder det sig derimod med kornudførslen. Naturen forsyner gratis menneskene med landmændenes råstof, som man beholder, når man sælger produktet. Ved kornudførsel er hele salgssummen fortjeneste, ved alt salg af fabrikata er den det kun delvis, det er bedre at tjene det hele end en del, og følgelig er, kornudførsel den bedste forretning. Denne nu forældede økonomiske opfattelse deltes af Malthus; han forklarede den vidtløftigt på mange sider, og sluttede med at erklære en regelmæssig kornudførsel for betingelsen for et lands lykke og fremgang. En folketælling i England og Wales havde vist ham en forholdsvis aftagen af landbrugernes antal og en tiltagen af de handlendes og industridrivendes; han beklagede dette og gav sig til at undersøge, hvorledes det gik til at landet formåede at forsørge så mange uvirksomme forbrugere (idle consumers[3]).

En fornuftig regeret stat burde, efter Malthus’ forslag, i gode og almindelige høstår henlægge en reservebeholdning af korn, hvorpå der kunne tæres i dårlige år, så at landet altid kunne brødføde sig selv. Denne forholdsregel ville regelmæssigt, det forudså han, fremkalde flere dødsfald end ellers nødvendigt, mennesker ville stadig omkomme af hunger og kunne have levet af det opsparede korn; men uden en sådan henlægning ville et enkelt misvækstår afstedkomme forfærdelig ødelæggelse og tabet af menneskeliv i et år blive større end summen af alle de efterhånden opofrede tilværelser.

Hverken denne regeringspolitik eller dens forudsætninger vil nu til dags finde mange troende. Man måtte imidlertid kende Malthus’ opfattelse af landbrugets forhold til anden virksomhed for at forstå, at han end ikke for et land som England påregnede industriens hjælp til befolkningens ernæring.

Alle nutidens bestræbelser går i den stik modsatte retning af den, som Malthus anbefalede. Udførselsgenstandene forarbejdes til deres størst mulige fuldkommenhed, og helst udførte man kun færdige fabrikata og indførte alene råstoffer. Enhver ved nu, at fabrikanter og handlende, som Malthus kaldte Englands uvirksomme forbrugere, skaffer englænderne brød fuldt så vel som de jordbrugere gør det, der dyrker de engelske marker. De mest ufordøjelige sager: kul, jern og stentøj gør som udførselsgenstande ganske samme nytte som korn og smør; og til trods for Malthus’ spådom om de kornindførende landes nødvendige tilbagegang er netop nutidens mest fremskredne nationer kornindførende og har allerede været det i mange år. De har udviklet deres industri, og ernærer en større befolkning end deres egne kornmarker mætter.

En fornuftigere anvendelse af råstofferne virker som en forøgelse af deres mængde[4], og enhver forbedret indretning af det praktiske livs former forebygger overbefolkning lige så godt som ny jords bearbejdelse. Telegrafen, der i rette tid kalder kornet derhen, hvor der er brug derfor, Suez kanalen, som forkorter dampskibene vejen og formindsker forbruget af kul og arbejdskraft, maskinerne, der letter råstoffernes omdannelse, fremskaffer livsbetingelser fuldt så vel som en forbedret plovkonstruktion.

Til en beregning af jordens fremtidsudsigter ville derfor end ikke kendskabet til fremtidens agerbrug forslå, der ville desuden kræves en forudseen af alle de opdagelser og opfindelser, som også på alle andre områder er menneskene forbeholdt.

I det dobbeltforhold, der eksisterer imellem næringsmidler og befolkning, er den ene side nogenlunde konstant. En nulevende dansk mand behøver omtrent samme mængde mad og drikke, som hans bedstefaders bedstefader fortærede. Den anden side af forholdet er derimod stærkt forandret. Hvert enkelt menneskes arbejdskraft frembringer nu langt flere næringsmidler end forhen, og udbyttet vedbliver foreløbig at vokse med menneskenes antal og kundskaber. Naturens love fremtvinger da ikke en stadigt voksende overbefolkningsfare og bereder ikke menneskene et stedse elendigere liv; de tillader en stigende befolkningsforøgelse og et større mål af livsnydelser til hvert enkelt individ.

Samfundsmæssig overbefolkning

I det foregående er ordet “overbefolkningstilstand” stadigt benyttet i den malthusianske betydning, nemlig som betegnelse for den “naturnødvendig” elendighed, der opstår så snart menneskene formerer sig hurtigere end næringsmidlerne tillader. Der gives imidlertid overbefolkningstilstande, som ikke er naturnødvendige. Omgivelserne kan forslå til et forøget antal menneskers ernæring, kundskaben til hjælpekildernes rigtige benyttelse kan være til stede, og dog kan der blive både overbefolkning og mangel. Med vore nuværende ejendomsformer og retsbegreber truer overbefolkningsfaren endda snarest netop under de forhold, hvor den er fjernest fra at være naturnødvendig.

Når menneskeligt snilde lægger ny kraft i arbejdet, når livsfornødenhederne indvindes i stærkt forøget mål og med formindsket slid, når de døde omgivelser således tillader en betydelig tilvækst af menneskenes tal, træder vore samfundsformer hindrende i vejen for befolkningernes ernæring. Der kommer da overbefolkning; men den opstår ikke naturnødvendigt: ikke ifølge naturens love og på grund af naturens svigtende og utilstrækkelige medvirkning. Den kommer samfundsnødvendigt, ifølge vore samfundslove og på grund af samfundets svigtende og utilstrækkelige beskyttelse af dem, der forarmes ved de opdagelser og foranstaltninger, som skaber rigdom.

Den store nød på Malthus’ tid var, som tidligere sagt, væsentligt fremkaldt ved industriens fremskridt. Det var den gang blevet lettere at forfærdige værktøj, arbejdsmaskiner, agerdyrkningsredskaber, befordringsmidler, beklædningsgenstande og meget andet. De nyere fabrikata var ikke blot billigere men også hensigtsmæssigere end de gamle, en større og forbedret mængde af livsfornødenheder fandtes indenfor befolkningernes rækkevidde, og ved ligelig fordeling var der blevet en større lod til hvert enkelt menneske. Samfundets love begunstigede en anden fordeling, der gjorde nogle langt rigere andre endnu fattigere end forhen.

Overbefolkningen opstod i det øjeblik fabrikanterne afskedigede en del af deres arbejdere og erstattede dem med maskiner; men denne overbefolkning var selvfølgelig ikke en naturnødvendighed. De forbedrede maskiner havde sikkert nok ikke gjort det umuligt at ernære dem. Der kunne brødfødes tidligere, da man kun besad mangelfuldere hjælpemidler. Efter de nye opdagelser havde imidlertid ingen længere umiddelbar pengefordel af arbejdernes ernæring, og de afskedigede arbejdere blev en samfundsmæssig overbefolkning.

Vil man ret tydeligt se forskellen på de to arter af overbefolkning, da tænke man sig følgende forhold. På en stor landejendom lever en hel lille befolkning. Nogle er fæstere, forvaltere og forpagtere, de fleste er husmænd, håndværkere og arbejdsfolk. Gården drives efter gammeldags regler, der benyttes megen håndkraft og kun få maskiner. Den største del af befolkningen slår sig igennem så som så, folkene lever på små jordlodder og fuldstændiggør deres erhverv dels ved arbejde på godset dels ved lidt hjemmeindustri. Godsejeren står sig heller ikke synderlig godt, han lever naturligvis bedre end folkene men dog ikke rigtigt efter sin stand. Han kan ikke foretage sig rejser og må lade godsets folk forfærdige mange sager, som han langt hellere forskrev fra hovedstaden. Hans nødvendige udgifter er alt for store, der arbejder så mange mennesker på godset, og alle skal lønnes af hans indtægter, inden der bliver noget til overs til ham selv. Fortsættes godsets drift bestandigt på gammeldags måde bliver der fare for den naturnødvendige overbefolkningstilstand. Den kommer, når familierne på godset efterhånden forøges, medens det høstudbytte, der skal ernære dem alle, bliver omtrent uforandret. Denne fare er imidlertid ikke synderlig truende i tider, som de nærværende. Det er derimod en mere nærliggende mulighed, at godsejeren forbedrer driften stærkt. Han lader markerne dræne, anskaffer sig pløje-, meje- og tærskemaskiner og forøger som fornuftig mand sine indtægter, idet han indhøster mere og lønner færre arbejdere end før. Han kan da leve standsmæssigt, de indførte forbedringer gør ham rigere, han kan foretage sig rejser, kan tilbringe vinteren i hovedstaden, og kan forskrive køretøjer og luksusgenstande ud til godset. Men derude skabes der efterhånden en samfundsmæssig overbefolkning. En del af husmændene, håndværkerne og arbejdsfolkene er blevet overflødige. Og for godsejerne gælder det om, at blive af med dem. Det større høstudbytte skal jo for at give ham den rette fordel helst indhøstes af så få mennesker, som på nogen måde muligt.

Folk sættes udenfor erhverv ved hvert fremskridt, der medfører en arbejdsbesparelse. De får, dersom det går dem helt galt, til gengæld fordring på en mager fattigunderstøttelse med en tilgift af en endnu magrere trøst. Fuldblods Manchester-økonomer fortæller nemlig gerne ved sådanne lejligheder om den forøgede arbejdsefterspørgsel, der nødvendigvis opstår i andre fag, så snart en eller anden opfindelse eller arbejdsbesparelse foranlediger afskedigelser i enkelte fag. Der er ganske sikkert noget sandt i denne økonomiske læresætning; men for den afskedigede arbejder er det slemt, at den forøgede efterspørgsel godt kan lade vente på sig, længere end han kan tåle at vente; og at efterspørgslen, når den endelig kommer, nemt kan optræde med krav på færdigheder helt forskellige fra hans. Den gang, de engelske bomuldsvæverier i stor målestok afskedigede arbejdere og indførte maskiner, gik det formodentligt således, som det efter Manchester teorierne skal gå. Bomuldstøj blev rimeligvis billigere, folk gav færre penge ud dertil, og for de sparede penge købte de vel andre ting. Arbejderne i mange forskellige fag fik da forøget beskæftigelse; men for den afskedigede engelske håndvæver, der sammen med sin familie gik tiggergang, var det slet ingen trøst, at fløjlsvæverne i Lyon eller guldsmedene i Paris efterhånden fik god brug for flere arbejdere. Ham kunne de dog ikke bruge, han forstod hverken deres håndtering eller deres sprog, og han anede knapt i hvilken by og i hvilket fag efterspørgslen optrådte.

Før sammenlignedes menneskehedens historie med en fremmarch, hvor hvert nyt fremskridt åbnede lysere udsigter, nu derimod siges hver ny opdagelse og hver ny forbedring at drage ulykker efter sig, store eller små i forhold til opfindelsernes eller forbedringernes betydning. De to fremstillinger modsiger ikke hinanden. Enhver, der foretager sig noget nyttigt, arbejder på vejens ryddeliggørelse; alle slår løs på den mur, der indsnævrer menneskenes fremmarch; men nedrivningsarbejdet foregår uden indbyrdes aftale og uden fælles plan. Enhver hamrer løs, hvor han kan komme til; og den, der fører de mægtigste slag, gør ganske sikkert den største nytte, og åbner efterkommerne de bredeste veje; men de af hans samtidige, der bliver skamslåede af de murbrokker, som han slår løs, har ikke stor grund til at velsigne ham. De civiliserede nationer forenede sig ved Suez kanalens åbning i jubel over Lesseps geni. Ingen fornuftig mand vil heller nogensinde bestride kanalens betydning for fremskridt og velvære; men næppe vil heller nogen modsige, at den dag søvejen mellem Europa og Asien var bleven forkortet, havde mange rederier fået et hårdt knæk. Skibene tilbagelagde rejserne i kortere tid end før, færre fartøjer udrettede den gerning, hvortil der tidligere behøvedes flere, og efterspørgslen efter skibe aftog i forhold til kanalens voksende benyttelse. Andre årsager har vel medvirket til de senere års lave fragter, det er umuligt nøjagtigt at udregne, hvor meget der skyldes denne, og hvor meget der skyldes hin årsag; men når i 1883 Stavangers halve købmandsverden fallerede eller var på fallittens rand, fordi dens skibsparters værdi var forsvundet, og når i 1884 mange rederier blev ruinerede og fartøjer oplagte ubenyttede rundt i alle verdens lande, fordi fragterne knapt kunne dække rejseudgifterne, bærer Lesseps med rette beundrede værk utvivlsomt sin store del af skylden. Mange stenblokke, meget sand og jord slog Lesseps arbejdere løs for at berede kanalens leje. Stenene ramte fjernt og nær og slog benene fra mangen sømand, der næppe anede, hvorfra slaget kom; og sandet og jorden tårnede sig op og tilstoppede de veje, som folk plejede at gå for at hente deres brød. Efterhånden vokser handel og samfærdsel atter på grund af den forkortede søvej, skibsfarten får måske et opsving, der svarer til eller overgår den midlertidige skade; men en sådan udvikling sker langsomt ­ det koster tid, inden handelsstanden finder sig til rette i de forandrede forhold, inden de nødvendige forbindelser knyttes og indarbejdes, og inden de varer forefindes, som passer til forsendelserne. I fremtiden, når alt dette har udviklet sig regelmæssigt, bliver Suez kanalen til gavn for alle; i nutiden virker den som ethvert andet fremskridt, den beriger nogle og forarmer andre.

De anførte eksempler viser, hvorledes overbefolkning og nød opstår uden naturnødvendighed og uden de lidendes egen skyld. Det ligger udenfor denne afhandlings ramme at angive de midler, hvormed en samfundsmæssig overbefolkning kan modarbejdes; men for at undgå en måske nærliggende misforståelse, skal jeg ganske kort angive grundene, hvorfor frelsen efter min mening ikke kan søges i den rene socialisme. Det er ganske vist vanskeligt at diskutere, hvad socialismen kan udrette eller ikke kan udrette, fordi det er umuligt nøjagtigt at bestemme, hvad der menes med socialisme. Der er så mange arter. Man kan dog skelne mellem to hovedgrupper. De har et fælles kendemærke. De er begge overbeviste om det uretfærdige i den nuværende fordeling af velvære og fattigdom. Derom er imidlertid mange andre enige, der ikke kalder sig socialister.

Den ene gruppe forlanger arbejdets udbytte fordelt i forhold til hver mands gerning. Gennemførelsen af denne gruppes ideer støder på vanskeligheder af dobbelt art. Dersom enhver skal have betalt efter sin gerning, vil den, der arbejder mest, bedst eller heldigst, opnå det højeste vederlag og vil have mulighed for at opsamle privatformue eller privatkapital. Derved vil der ske brud på den socialistiske ordning, og samfundet vil på ny blive delt i kapitalister og besiddelsesløse. Dette er den ene vanskelighed. Den anden ligger i umuligheden af at finde nogen som helst målestok for nytten af hver enkelt mands gerning.

Det er som bekendt en socialistisk fordring, at al jord skal være fælles ejendom. Blev denne fordring virkelighed, ville vanskelighederne straks vise sig. Staten skulde rimeligvis bortforpagte jorderne. Forpagterne ville ved gunstige konjunkturer blive velhavere, eller om man vil udtrykke det så, de ville få deres gerning betalt højere end dens værdi. Dernæst ville de folk, der skulle være forpagteren behjælpelige med jordens dyrkning, slet ikke mærke til nogen forandring. Arbejderne ville under den ny ordning så lidt som under den gamle finde plads hos de jordbrugere, der kunne undvære dem. Landarbejderne må nødvendigvis udgøre et langt større antal end forpagterne, og det store flertal af befolkningen ville da ikke høste nogen som helst nytte af det nye system. Et fælleseje af jord forbundet med bortforpagtning kan følgelig slet ikke opfylde hensigten.

Skulle jorden derimod ikke bortforpagtes, men enhver – driftsbestyrer som malkepige – lønnes i forhold til sin gerning, ville umuligheden af denne lønningsmådes gennemførelse først rigtigt vise sig. Det vil altid blive en fuldstændig umulighed at beregne, hvor meget af høstudbyttet, der kommer på driftsbestyrerens arbejde, og hvor meget på avlskarlens; eller hvor meget af køernes mælk der retfærdigt tilfalder malkepigen, røgteren og den mand, der har bygget kostalden. Socialisterne har selv en stærk overbevisning om deres ret og mener, at alle disse vanskeligheder nemt klares, når socialismen kommer til roret. For mig er derimod disse vanskeligheder afgørende, og jeg forstår ikke ret, at de ikke er det for alle. Den sætning: “Enhver skal lønnes i forhold til sin gerning” forekommer mig betydningsløs, så længe det henstår aldeles uoplyst, hvorledes forholdet mellem gerning og løn kan udfindes.

Den anden hovedgruppe af socialister anerkender ikke ovenstående sætning som sit program, og årsagerne hertil falder til dels sammen med de oven anførte. Desuden gøres der fra denne side gældende, at retfærdigheden kun ville ske liden fyldest, dersom den højt begavede skulle have høj løn; medens den svagt begavede, foruden den sorg at være åndelig eller legemlig undermåler, endnu dertil skulde have den krænkelse at lønnes mindre godt end andre. Den radikale og hadefulde tyske dr. E. Dühring kan måske betragtes som videnskabelig repræsentant for denne gruppe. Han behandler med stolt hån både Lassalle og Karl Marx og skriver i sin Kritische Geschichte der Nationalökonomie und des Socialismus, at han kun medtager disse to mænd på grund af deres historiske betydning; han frakender deres værker enhver videnskabelig værdi og betragter deres hele samfundsopfattelse som tegn på snæverhjertethed og pengetilbedelse. “Enhver skal have efter sin fornødenhed,” således lyder denne socialistiske gruppes fordring. Fordringen er forståelig men næppe gennemførlig. I en stat, hvor alle havde ubetinget ret til deres fornødenheders tilfredsstillelse, ville sikkert mange mennesker anslå deres fornødenheder meget højt og deres arbejdsevne særdeles ringe og samfundet løbe stor fare for elendighed – måske ikke på grund af den uretfærdige fordeling af jordens goder – men snarere fordi der næppe blev ret meget til deling.

Hverken det ene eller andet af disse to socialistiske programmer egner sig til at frelse samfundene; men hermed skal ikke være sagt, at socialisternes klager er uberettigede, og hermed er heller ikke udtalt nogen dom over de enkelte reformer, som de forlanger.

De store samfundsomvæltninger rammer ikke altid de besiddelsesløse. Suezkanalen har for eksempel, således som beskrevet, ødelagt mange privatformuer; men i reglen beskytter lovgivningsmagterne og samfundsforholdene langt bedre og fyldigere de formuende end de besiddelsesløse.

En af de mest menneskekærlige samfundsomvæltninger, som den nyere historie kender – en omvæltning hvis eneste årsag var medfølelse med de fortrykte – viser bedst hvilken forskel der gøres på den riges og den fattiges ret; og det endog i de øjeblikke, da alle gode følelser er oppe. I 1833 gennemførtes i England loven om slaveriets afskaffelse; den havde i lang tid stået på dagsordenen, store vanskeligheder måtte besejres, inden målet blev nået, og sagen kostede England et betydeligt pengeoffer. For slavernes ret kæmpede Englands bedste mænd; men selv de fandt denne ret uendelig ringe. Både frisindede og konservative forstod derimod slaveejernes ret fuldt ud. Efter W. N. Molesworth History of England (vol. I. Cap. 5) aftrykkes her et par linjer, der giver et begreb om den forhandling, der gik forud for loven, og om de betingelser, hvorunder loven gennemførtes.

Molesworth skriver:

“Regeringens medlemmer var lovens talsmænd. De fandt understøttelse blandt andet hos den glimrende Macauley, hvis indflydelse ved denne lejlighed var endnu større end ellers, fordi han var en søn af Zachary Macauley, der havde været en af de forreste i den skare af vejbanere, der sammen med Wilberforce og Clarkson havde kæmpet for frigivelsen på en tid, da sejren var fjern og sagen upopulær. De kappedes om at vise, hvilket stort fremskridt det ville være, når slaveriet forandredes til en art bundet tyendeforhold (apprenticeship). Dette tyendeforholds varighed var af forholdsvis mindre betydning, forudsat at det blot blev fastsat som en mellemtilstand mellem slaveri og fuldstændig frihed. Idet de holdt på denne forholdsregel anerkendte de ejendomsretten” (det vil sige slaveejernes ejendomsret til slaverne, der skulde frikøbes men ikke frigives – “de forlangte afskaffelse af de korporlige revselser, tilsagde negrene agtelse for deres privatliv og for deres nærmeste og kæreste slægtskabsforhold, og sikrede dem en ikke ubetydelig del af deres arbejdes frembringelser.”

Regeringens oprindelige forslag tilstod slaveejerne et lån på femten millioner pund sterling; men regeringen frygtede for ikke at kunne gennemføre loven uden med et større vederlag til slaveejerne, og disse fik da, i stedet for et lån på femten, en gave på tyve millioner pund sterling, det vil sige trehundredeogtres millioner kroner “som vederlag for tabet af deres slaver”. Med denne forandring og med en læretid for negrene af syv år blev loven gennemført.

Molesworth er en forstandig og oplyst historiker, han er fuld af ros og begejstring over englændernes ædelmodighed, han fremhæver hvorledes deres retfærdighedsfølelse og menneskekærlighed drev dem til at tage halvfjerdehundrede millioner kroner af nationalformuen på en tid, da landet trængte hårdt til penge; – men det falder ham ikke ind med en tanke, om pengene ikke snarere var tilkommet slaverne end slaveejerne. Ham forekommer det, at når englænderne sikrede negrene en overgangstid af syv år, i hvilken tid de hverken kunne købes, sælges eller piskes af deres herskab, og når deres koner og døtre i disse år ikke længere med magt turde fratages dem, da havde de opnået alt, hvad de med billighed kunne forlange. Efter de syv år fik de deres frihed og måtte selvom, hvad de kunne begynde med den kapital, som de havde opsparet af den “ikke ubetydelige andel”, der var dem sikret af deres arbejdsudbytte. Historieskriverne dømmer i almindelighed på samme måde som Molesworth, og negerfrigivelsen står antegnet i historien som en af Englands bedste og hæderligste gerninger – og måske med rette. Den kan da tages som eksempel på den retfærdighedsfølelse der hersker, når der ædelmodigt skal skiftes mellem rig og fattig: til de rige ydedes der i klingende mønt erstatning for det tab samfundsomvæltningen forårsagede dem. Pengene toges af den fælles kasse, hvortil både rige og fattige bidrog; men de fattige formodentlig mest. De fattige opnåede en betinget frihed til at hjælpe sig selv.

Omtrent således går det ved mange af de lejligheder, hvor staten griber fordelende ind. Den viser en stor respekt for de bestående privatformuer men et forholdsvist ringe hensyn til samfundets fattige elementer.

En krig eller forberedelserne dertil opsluger for eksempel en del af nationalformuen. Til dagligt brug og så længe formuerne kun giver indtægter er alle enige om, at nationalformuen er lig summen af alle de enkelte privatformuer. De formuende anerkender aktiverne som særeje, passiverne får derimod gerne lov at være fællesejendom. Man tager selvfølgeligt midlertidigt krigsomkostningerne eller krigserstatningen hos dem, der har noget; man kan jo ikke tage hos dem, der intet har. Pengene opkræves imidlertid nødigt som skat, derimod langt hellere og oftere i form af lån, med en velklingende frase kaldes dette “at lægge byrden over på efterkommerne”. I virkeligheden er lånets virkning den: at tvinge de besiddelsesløse til at opspare og skænke til de besiddende en ny formue i stedet for den tabte.

Det er ikke meningen at gennemgå alle de midler, hvorved staterne og samfunds, ordningen begunstiger de rige på de fattiges bekostning. Dette ville være ensbetydende med at skrive den halve nationaløkonomi,

Nationaløkonomien har nemlig to opgaver. Den ene er: at angive den måde, hvorpå staterne bedst indretter deres lovgivning for at fremkalde den størst mulige produktion eller – som man også kan udtrykke det samme – at beskrive den samfundsordning der sikrest udelukker den overbefolkningsfare, som opstår naturnødvendigt, når produktionen er for ringe i forhold til befolkningen. Den anden opgave er: at angive den måde, hvorpå staterne bedst indretter deres lovgivning for at fremkalde en tilfredsstillende fordeling af produktionen. Eller – som man også kan udtrykke det samme – at beskrive den samfundsordning, der sikrest udelukker den overbefolkningsfare, som opstår når en alt for stor del af produktionen tilfalder en ringe brøkdel af befolkningen.

Slutning

De foregående undersøgelsers resultater kan kort sammenfattes på følgende måde.

En befolkningslære af den art, som Malthus opstillede, er et fantasteri. Der gives ikke den fjerneste mulighed for blot tilnærmelsesvis at udfinde den række, som rigtigt angiver næringsmidlernes fremtidige tilvækst. Forøgelsen er afhængig af menneskeåndens fremskridt og af menneskenes antal.

Endnu umuligere er det at udfinde den række, som skal angive den “naturlige” befolkningstilvækst. Det kunne endda være vanskeligt nok blot at angive hvad der menes med ordene “naturlig befolkningstilvækst”.

Nationaløkonomien giver sig da ikke af med at beregne den fremtidige befolkningsmængdes størrelse men indskrænker sig til at angive de midler, der fremkalder eller fjerner en truende overbefolkningsfare.

Malthus anså krig, usundt liv og ødelæggende sygdomme for gode lægemidler. I virkeligheden forøger eller fremkalder de overbefolkningsfaren, de fjerner den aldrig. Fredsvenner, menneskeelskere og læger behøver ikke at frygte for at deres bestræbelser, når de lykkes, naturnødvendigt fremkalder ny elendighed.

Frelsen skulle efter Malthus’ mening komme gennem en samfundsordning, hvor hvert individ sørgede for sig, medens de nødlidende overlodes til deres skæbne, og alle forblev barnløse undtagen de få, der ved deres ægteskabs stiftelse var sikre på at kunne ernære en børneflok. Så megen unatur og så megen hårdhed behøves ikke.

De nuværende civiliserede samfund ved det af erfaring. De har gennemført tvungen fattigunderstøttelse, de lader ikke de fattige dø af sult, befolkningens store mængde indgår ægteskaber og sætter børn i verden, og samfundene er dog ikke nedstyrtede i en almindelig elendighed.

Der er selvfølgelig grænser for størrelsen af det udbytte, som hver mands arbejde kan fravriste naturen, og altså også grænser for det antal børn, som hvert samfund kan ernære. Fødes der børn, til hvem der umuligt kan skaffes ernæring, omkommer de ganske sikkert hurtigt. Der er imidlertid ved stigende civilisation og ved voksende befolkningstæthed overordentlig ringe sandsynlighed for et børneantal så stort, at ernæringen skulle blive en umulighed. Menneskenes arbejde vinder stedse en større skabende kraft, og ifølge naturens orden kan efterhånden en stadigt større del af befolkningen ernære en familie og ernære den tåleligt godt.

Samfundslovene kan imidlertid så godt som naturlovene fremkalde en overbefolknings· fare. Den samfundsmæssige overbefolkning opstår, når enkelte tiltager sig en alt for stor del af den samlede produktion, og når der derfor bliver for lidt til de øvrige. Denne samfundsnødvendige overbefolkning truer under vore forhold hyppigere end den naturnødvendige.

“Den der sår, planter og indhegner, skulle til gengæld ikke have ret til høsten” En smuk filosofi for hallunker!” skrev Voltaire. Indrømmer man Voltaires ret til at karakterisere Rousseaus sætning som hallunk-filosofi, da må man også indrømme, at “hallunk-filosofi” i mange tilfælde bestemmer godernes fordeling i vore samfund. Hvor hyppigt høstes der ikke af den, der aldrig såede, plantede eller indhegnede, og hvor uendeligt ringe er ikke mange gange udbyttet for den, der har sået, plantet og arbejdet hele sit liv.

NOTER

[1] I socialistiske skrifter anføres hyppigt en ytring af Rousseau, der giver en god prøve på hans opfattelse af ejendomsretten. Den lyder således: “Den første, der indhegnede et jordstykke og dristede sig til at sige: “Dette tilhører mig”, og som fandt enfoldige mennesker, der troede ham, blev det borgerlige samfunds grundlægger. Den mand, der havde omstyrtet hegnet eller udfyldt grøften og havde tilråbt sine samtidige: “Vogt eder for at tro denne bedrager, I er fortabte, dersom I glemmer, at høsten tilhører os alle. Og at jorden tilhører ingen, for hvilke forbrydelser, krige og mord, for hvilken elendighed og for hvor mange rædselsgerninger havde denne mand ikke sparet menneskeheden.”

Voltaire havde hertil i sit eksemplar af Rousseaus værker med blyant tilføjet følgende bemærkning: “Hvad behager! Den, der sår, planter og indhegner, skulle til gengæld ikke have retten til høsten i …. Men et uretfærdigt og tyvagtigt menneske skulle kunne være blevet menneskehedens velgører! En smuk filosofi for hallunker.” Voltaire: Le sottisier).

[2] We endeavour to ascertain what would be the natural increase of population if left to exert itself with perfect freedom.

[3] Hos Holberg spørger også den pantsatte bondedreng med forundring: “Hvoraf lever vel disse mange folk her i byen? Thi jeg ser hverken ager eller eng, hverken stude eller heste, ikke et svin en gang”. Og Pernille svarer overgivent i Malthus’ ånd: “Stude og svin er her nok af, men man lever ellers her i byen af dig og andre bønders slid og arbejde.”

[4] I et lille skrift af S. Thorup og I.C. Dirckinck-Holmfeld: Hvorledes skaffes god daglig kost for den billigste pris? findes følgende mærkelige oplysning: “På grund af en latterlig fordom lader man i København, som i de fleste større steder i Europa, det ved slagtningen udtømte blod gå til spilde, i det allerhøjeste anvender man en lille del af svineblodet til blodpølser og kaster derved bogstaveligt talt i rendestenen en uhyre mængde næringsstof, der i godhed og næringsværdi fuldstændigt står ved siden af det ferske kød efter prof. Panums beregning beløber den på denne måde udtømte og spildte mængde blod alene for de i Danmark slagtede dyr sig til omtrent 14 millioner pund årligt. Da nu 1 pund blod i næringsværdi i virkeligheden næsten svarer til 1 pund magert kød, så undlader vi altså på denne måde som næring årligt at benytte 14 millioner pund fersk kød til en værdi af omtrent 7 millioner kroner. Og det alene på grund af uvidenhed og fordomme!”