Tom L. Johnson

af Johan Hansson,
Fra Tidsskriftet RET,  februar og marts 1909

I den nationaløkonomiske videnskab skriver Henry George:
Til August Lewis og Tom L. Johnson, Cleveland Ohio, som af egen tilskyndelse, uden forslag eller tanke fra min side, har hjulpet mig, så jeg kunne holde fri til at skrive bogen, tilegner jeg den med varm hengivenhed for hvad der således skyldes deres arbejde.

Derfor disse ord om Tom L. Johnson. Flere når/hvis jeg finder dem. /pma

Tom L. Johnson – ruineret!

Fra Amerika kommer den opsigtvækkende meddelelse, at vor ven Tom Johnson, Clevelands berømte borgmester, er ruineret. En af ejendommelighederne ved denne georgist var jo, at han var en forhenværende monopolist og ejede rigdom omkring 18-20 millioner kroner. Nu er han så fattig, at han har måttet forlade sin kostbare bolig i Clevelands rigmandskvarter og sælge sine kære automobiler – den rastløse mands eneste rekreation.

Hvorledes er dette gået til?

Ja, derom er vi ude af stand til at give indgående besked. Men ifølge Johnsons eget opgivende har han tabt sin væsentlige formue ved – som formynder for sin afdøde broders enke og børn – at indgå i broderens vidtløftige engagements i sporvognsaffærer i de østlige stater, og har af egne midler måttet bære tabet derved.

Johnson var tillige selv interesseret i et par andre forretninger, som gav tab på grund af den rådende amerikanske krise, – og her mistede han en del af sin store formue.

Hertil kommer, at Johnson i den sidste tid har haft stor modgang i sin clevelandske sporvognspolitik. En i oktober foretagen folkeafstemning om denne sag er således gået ham imod.

Men den, som tror, at Tom Johnson under trykket af disse modgangstider er nedslået og forsagt, han kender ham ej! Foran mig ligger et interview, som et af de største Chicago-blade har haft med ham. Det er fuldt af interessante synspunkter, nogle af megen psykologisk værdi; det giver den bedste forestilling om, hvilken usædvanlig mand han er.

“Hvorfor valgte jeg at tjene samfundet i stedet for at passe mine egne indbringende affærer? Aldeles ikke fordi jeg er nogen filantrop, thi det er jeg ikke. Det var rent selviske motiver, som lå til grund for min handlemåde. Jeg ønskede at være lykkelig og intet andet – da jeg afbrød mine forretninger for at optage offentlige sysler.
Jeg begyndte kampen i denne by med visse idealer for øje. Jeg ønskede at bekæmpe visse privilegier og særinteresser, og jeg havde allerede da bestemt mig for at opgive “working for dollars”. Jeg optog en virksomhed, hvoraf jeg ventede mig den største personlige tilfredsstillelse – og jeg har aldrig fortrudt mit valg. Disse sidste 7 arbejdsår har været de bedste i mit liv. Og jeg skal blive lykkelig også fremdeles. Vi må nu flytte hen til et lidet fordringsløst hus, men det var sådan vi begyndte. Og vi kunne se på livet med samme tilfredshed dér, som i det store palæ i Euclid Avenue.
“Man meddeler mig”, fortsætter Johnson, “at mine modstandere gør deres bedste for at bringe mig i finansielle vanskeligheder. Jeg har ventet dette. Jeg ved, at de gerne ønskede at nedslå mig, om de kunne. Andet kan man ikke vente af monopolvældet.
Men lad dem gøre, hvad de vil. De skal altid finde mig rustet med nye kampmuligheder. Jeg giver ikke op. Jeg er sund og rask og håbefuld, og de skal altid finde mig i fronten. Havde jeg været fej, så havde jeg unddraget mig denne kamp for Clevelands folk – og så havde jeg reddet min formue og øget den yderligere. Men jeg havde valgt min kurs og var ikke til sinds at ændre den.
At samle nye rigdomme interesserer mig ikke. Jeg antager, at jeg endnu kunne gå ned i Wall Street og ‘gøre’ en del penge. Jeg har købt og solgt med E. H. Harriman, og jeg kunne mulig gøre det igen. Men det er ikke min hensigt at gøre noget sådant.”

Johnson kommer tilbage til omtalen af sin offentlige virksomhed:

“Jeg ønsker, at de ikke misforstår, hvad jeg har udrettet som borgmester. Jeg har ikke arbejdet med tanken på belønning gennem folkets yndest og velvilje. Sligt kan man ikke regne med. Det er tilfredsstillelsen ved at udføre arbejde, jeg synes om, som holdt mig fast ved kampen.”

Johnson slutter sin redegørelse med følgende karakteristiske anmærkninger:

“Jeg føler mig ikke modfalden. Jeg er en fri mand, og det betyder en god del for mig. Og jeg har tillige mine venner. Tror de ikke selv det er noget værd, at disse mine venner er fuldt klar over, at jeg begyndte min borgmestergerning som rig og forlod den fattig. Værdien af alt dette er mere for mig end alle de penge, jeg har mistet.
Jeg agter at fortsætte, som jeg begyndte. Jeg agter at lade mig opstille som kandidat, når den nuværende valgperiode er udløbet.”

Så vidt Tom L. Johnson. Disse ord taler for sig selv. Vi har intet at tilføje.

Johan Hansson. Februar 1909.

Tom Johnsons kamp – en kamp for vor sag.

Det kan være af betydning at undersøge spørgsmålet: hvilken gavn gør Johnson som georgist, som jordværdireformven, under hans nuværende kamp, som sluger hans tid og kraft? Tom Johnson var jo dog en af Henry Georges intime venner, og han er jo en overbevist tilhænger af Georges lære og reformkrav. Men i så fald, svigter han da ikke sin pligt mod de store georgistiske opgaver ved sin borgmestervirksomhed og sine opslidende kampe i Cleveland? Det spørgsmål er ofte fremsat.

For at forstå sagen må vi forstå de amerikanske forhold og de vilkår, hvorunder georgisterne dér må virke. Vi må gøre os klart, hvilket håbløst stort arbejdsfelt de forenede stater er for en så fåtallig, øko­nomisk svag og dårlig organiseret bevægelse, som de amerikanske “single tax”-foreninger. Området er omtrent som Europas, folkemængden er 80-90 ‘millioner sjæle, hvoraf en god del ikke taler landets sprog og er yderlig ligegyldig for alle sociale rørelser. Sådanne forhold kan nok give anledning til at søge en særlig taktik, som kan virke fremmende for vor sag. Man virkede længe, og gør det fremdeles, omend i mindre grad, gennem foredrag, udbredelse af skrifter og blade, indlæg i dagbladene (som dog længe. Har været en utilgængelig fæstning for de amerikanske georgister). Men alle disse anstrengelser synes kun at bære ringe frugt. Og i denne nød lærte man sig nye udveje. Man begyndte at samle sig på stærkt begrænsede og forholdsvis let tilgængelige felter, i den hen­sigt at gennemføre sine ideer og siden lade den indvundne erfaring, den praktiske tillæmpnings resultater, tjene som strålekaster i den mørke sociale nat. Derfor grundedes i 1894 kolonien Fairhope i Alabama, derfor forsøgte man den energiske, kostbare, men endnu resultatløse agitation i den lille stat Delaware 1896. Derfor har de nylig omorganiserede ameri­kanske kammerater i indeværende år organiseret et intensivt oplysnings­ og agitationsarbejde i småstaterne Rhode Island og Maine.

Og heri finder vi også den fornemste forklaringsgrund til den beundringsværdige P. J. U’Rens mangeårige, seje, men også særdeles fremgangsrige kamp for staten Oregons politiske frigørelse. Han er fuldblods georgist, som ikke afviger hverken til højre eller til venstre, og endda kunne han gennem sin 13 år lange kamp kun beskæftige sig med politiske reformer i denne ene folkefattige stat. Han smedede værktøj, som Lincoln Steffens udtrykte sig, smedede og smedede indtil han nu er færdig til med skarpslebne våben at optage kampen for sit egentlige mål: den økonomiske frigørelse. Et af Rens “værktøj”, folkeafstemningen, anvendtes i år i jordværdiskatsagen. Men afstemningen gjaldt et kompromis, og skønt den erholdt et vakkert antal stemmer, faldt den dog. Ren holdt sig tilbage i denne kamp. Kompromis’et tiltalte ham ikke. Han ville ikke nøje sig med mindre end mulighed (det gælder et tillæg til skatteloven) for alle arbejdsprodukters fritagelse for skat. Næste gang går man næppe på akkord i så henseende. U’Ren har nu selv i egenskab af sekretær i statens jordværdireform-forening overtaget ledelsen af oplysningsarbejdet. Det skal blive fornøjeligt at følge begivenhederne i Oregon, når vi nærmer os næste folkeafstemning.

I samme lys må vi betragte tom Tom L. Johnsons kamp i Cleveland. Han er georgist og det egentlige formål med hans virksomhed i denne by er just at realisere vore ideer. Først måtte han imidlertid ligesom Ren i Oregon rydde grunden. I Oregon var det politisk ufrihed, som stængede vejen, i Cleveland de privilegerede aktieselskaber, sporvejsselskabet i særdeleshed, som bogstavelig havde de kommunale myndigheder i sin lomme, købte byrådsmedlemmer og borgmestre efter behov. Denne demoraliserede pesthule måtte nødvendigvis udrenses, inden noget stort kunne udrettes i Cleveland. Det privilegerede privatmonopol målte afskaffes og sporvognsdriften kommunaliseres. Til grund for Johnsons bekendte 3 cent-takst ligger den rigtige tanke, at offentlige værker bør billigst muligt og helst gratis stilles til almenhedens rådighed. Men han ville også give Clevelands befolkning et praktisk kursus i jordværdilæren, og derigennem fremskynde den kommende jordværdireform. Samtidig med at Johnson med· kæmpeenergi arbejdede på at rense Cleveland for korruptionen, har han og hans venner været virksomme med i staten Ohios lovgivende forsamling at få gennemført en lov, som giver kommunerne selvbestemmelsesret i beskatningsspørgsmål. Lykkes dette, og udsigterne er ikke fortvivlede, får Johnson tillige lov til at løse sporvognsspørgsmålet, og tillader man ham at stande på sin post endnu nogle år, så skulle vi inden længe finde, at den “bedst styrede stat i Amerika” dækker sine fornødenheder alene gennem grundværdiskat. Johnson har allerede opnået at gøre Cleveland til en ‘lyskaster’ i det store Amerika. Den fortræffelige administration, de i humanitær retning gennemførte reformer af politivæsenet, fængselsvæsenet, behandlingen al’ vanskelige børn; endvidere de gennemførte eller planlagte foranstaltninger til byens forskønnelse og sundhed etc., har gjort Cleveland under Johnsons styrelse berømt i vide kredse, også udenfor landets grænser. Clevelands eksempel på jordværdireformens område kommer derfor gennem dette forarbejde til at virke så meget stærkere.

Vi må nu blot håbe, at Tom Johnsons virksomhed ej får et hastigt slut gennem vælgernes fordomsfuldhed. Vi kan, som Johnson selv antyder, ikke være vis på, at masserne forstår at skatte, hvad Johnson allerede har udrettet og ønsker at udrette for Cleveland og derved for sit land.

Det konservative, men respektable New Yorker-blad Evening Post bemærkede lakonisk under omtalen af Johnsons tabte formue: “Ellers er det staden (og ikke borgmesteren), som plejer at gå fallit.”

Indser nu Clevelands vælgere, at deres største fører satte sin formue til, samtidig med at forholdene i deres by forbedredes under hans ledelse? Ville de indse, at Cleveland under hans fortsatte styrelse efter al sandsynlighed vil gå en endnu større og social lykkeligere fremtid i møde? Herpå kan vi ikke give svaret.

Men Johnson er tilfreds når han ved, at hans venner forstår ham. Burde vi ikke på en eller anden, nok så jævn måde vise, at Tom L. Johnson også på denne side Atlanten har venner, som forstår ham?

Johan Hansson, marts 1909