Retsstaten 1917

Tidsskrift for Retsdemokratisk Politik
1917 – 1920

Fra RETSSTATEN
Bd. I, søndag den 7. januar 1917

Om Bladets stiftelse:

RETSSTATENs vigtigste opgave
RETSSTATEN er et blad, der har sat sig til opgave at søge vej ud af det politiske mørke, der mere og mere lukker sig om os både i den indre og i den ydre politik. Det vil fremtræde som en saglig indsigelse imod en “demokratisk” udvikling, der i frihedens navn truer med at kvæle al personlig frihed og al individuel ret.
Den demoralisation, vort parlamentariske liv har udfoldet i sin korte levetid, og den umyndighedstilstand, hvori folket har hensat sig selv i tillid til demokratiske fraser og folkelig salvelse, har længe været forudset. Det har for år og dag siden været prædiket – men for døve øren – at ethvert flertal, hvis kompetence ikke nøjagtig begrænsedes efter bestemte principper, naturligvis som alle magthavere ville misbruge sin magt og øve vold imod den personlige ret. Karakteren af magtstat afhænger ikke af, om man regeres af en eller af de 3/4 dele af landets befolkning, eller, om man inddrager samtlige kvinder og børn under valgretten. At flertallet som sådant ikke har ubetinget hals- og håndsret over den enkelte, får man vel i reglen de fleste hæderlige mennesker til teoretisk at indrømme. Men stilles politikere overfor konkrete spørgsmål, tager de glat væk indrømmelsen tilbage. I det mindste er der ingen, som gør sig den ulejlighed at undersøge, hvor langt retten strækker sig. De fleste politiske afgørelser træffes a la dyrtidstillæg; man drager en kridtstreg et ganske vilkårligt sted: folk under 3000 kr. skal have dyrtidshjælp, folk over denne grænse skal intet have. Med andre ord, man tillader sig at anvende borgernes fælleseje ganske hen i vejret og ganske egenmægtigt.
Demokrati skal jo en gang i tiden have betydet folkestyre. Det styre, vi har nu, er et brutalt, principløst magtstyre, hvor enkelte partier eller klasser søger at bringe sine partifæller eller klassefæller så mange fordele som muligt på de andres bekostning. Det ville ikke lyde kønt, om politikerne vedgik dette; derfor hedder det uvægerlig, at enhver af de “reformer”, som lovgiverne året rundt sveder for at frembringe, er nødvendige for folkets velfærd. Nu burde jo slige almennyttige love have en blid medfart. Hvis lovgiverne udelukkende var opflammede af denne uegennyttige interesse for fædrelandets vel, måtte vort offentlige liv forme sig som en idyl, og politikerne foregå os andre med eksempler på loyale og noble omgangsformer.
Og hvor kan det da være, at virkeligheden byder os et helt andet billede? Er det ikke så, at beskaffenheden ad de midler, der må opbydes for at fremme de politiske planer, længe har været af en sådan art, at det næsten har været nødvendigt at overlade valpladsen til bladenes professionelle folk, hvem en æreskændende injurie mere eller mindre ikke rører det bitterste.
Udviklingen af partistyret medfører altså, at det blev en slags professionals som kaprede den politiske indflydelse. Ingenlunde professionals i sagkundskab, folk, der viste dygtighed og kyndighed i statssager, og som havde anvendt et helt liv til at sætte sig ind i en eller anden ting. Nej, den slags folk anses nærmest for ubekvemme og generende i det offentlige liv. Men professionals i den kunst at suggerere “folket” på talerstole, at overbrøle hverandre, mestre i intriger og i at undergrave hinanden i perfidi og bagvaskelse. Derfor er journalisten den selvskrevne mand til at erobre den politiske magt. – Men hvorfor for øvrigt sige noget ondt om journalisten, som vi jo alle bruger; det er jo vor sag at passe på, at han holder sig til sin borgerlige Næring og ikke bruger os.
Skulle man nævne nogen bestemt ydre begivenhed, som har kaldt RETSSTATEN frem, måtte det blive den nye grundlov. Hvem der er den rigtige fader til dette demokratiske misfoster, ved vi ikke. Man udlægger i almindelighed Hr. Klaus Berntsen; men børn, der kommer til verden under så lyssky forhold som dette, har gerne  flere fædre. Og dog bliver det ikke engang dem, der kommer til at bære alimentationsbidragene; vi kommer alle til at bøde. For øvrigt kom barnet åbenbart for tidligt til verden og har måttet tilbringe sine første leveår i en kuvøse – efter sigende af sølv.
Det, vi retsdemokrater har at indvende imod denne grundlov, er ikke, at valgretten blev udvidet til at omfatte alle myndige, kvinder som mænd, eller at pengeprivilegiet blev afskaffet. Aldeles ikke. Det, vi indvender, er dels, at denne valgret blev gjort illusorisk ved en umulig valglov, dels at en valgretsudvidelse selvfølgelig ikke yder den ringeste garanti for, at individets frihed og ret bliver bedre beskyttet end forud. Thi ved flertallets magtstilling som sådan er der jo ikke derved rokket det allermindste, og ingen af grundlovens fædre har gjort sig den ulejlighed at spekulere over, hvad et flertal overhovedet kan have ret til at gøre – eller snarere, hvad det ikke kan have ret til at gøre. Denne grænse vil det være RETSSTATENs vigtigste opgave at drage, dels ved at opstille principperne derfor, dels ved at anvende dem overfor aktuelle problemer.
Den demokratiske udvikling styrer jo mere og mere imod formynderstaten. Den politik, der vil behandle den voksne befolkning som børn, der er ude af stand til at styre deres egne sager, gælder som den højeste statsmandskunst. Fra vuggen til graven ‘beskyttes’ vi i stigende grad; vi modtager almisser og subventioner (det vil sige nogle af os), og vi forbydes dit og forbydes dat. Den af  Bentham og Stuart Mill opfundne velfærdsmoral, hvis tendens har gennemsyret al lovgivning i Europa i det meste af forrige århundrede, blev en sand lækkerbisken for alle dem, der betragter politik som interessekamp, kamp for egen valgkreds eller egne standsfæller. Thi hvor gives den reform i verden, som ikke lader sig maskere med “hensynet til den almindelige velfærd”? Størst mulig velfærd for det størst mulige antal betyder det ikke knæsættelse af flertallets ubetingede ret overfor mindretallet. Med rette er dette moralsystem, i Høffdingsk tilsnit, blevet betegnet som moral for den liberale Vælgerforening.
Er det da ikke en anmasselse at spørge så gode, så velgørende, så beskyttende og velvillige mennesker, om et mindretal eller endog enkeltmand aldeles ingen ret har? – Dog næppe, thi foruden retten til at eksistere og den utvivlsomme ret til at betale skatter, flertallet beredvillig indrømmer mindretallet, synes der ikke at være synderlig at holde sig til. For blot at nævne en bagatel som det at være medbestemmende om, hvad pengene skal bruges til – har man mage til frækhed? Nej, i moderne demokratisk politik hedder det: Jeg drikker, og Du betaler!
Over denne læst er så at sige al vor lovgivning skåret. Hele den såkaldte sociale lovgivning er bygget på, at der et eller andet vilkårligt sted i befolkningen slås en tyk streg mellem de nydende og de ydende. Det drejer sig aldeles ikke om at afgøre, hvem der har ret til at nyde, og hvem der har pligt til at yde. Til de nydende hører først og fremmest de, der drives sammen af en stor fælles økonomisk interesse, og som er talstærke nok til at overmande de spredt fægtende. Man skulle forsværge det, men landets bærende erhverv, landbruget hører også til dem, der melder sig som trængende. En røst som den, der for et par år siden lød i “Politiken” fra en landmand, hører absolut til de undtagelser, der bekræfter reglen. Han sagde: “Vi landmænd kan nu godt undvære almisse, og der er da vist heller ikke ret mange, der ønsker sig den, når de tænker sig om. Retfærdighed er nu bedre end barmhjertighed. l hvert fald i statshusholdningen Om statstilskud burde der ikke med rette kunne siges af skatteyderne, som de er flest, at det er penge, der kun er til for dem, som bedst forstår at skrabe til sig.”
Den mand tilhører, i hvert fald efter sin anskuelse, retsdemokratiet; men den slags folk  er  for  tiden  husvilde;  thi  de  interessepolitiske  partier  er  døve  for  sådan tale.
Forbud og indskrænkninger af enhver art er meget yndede af nutidens demokratiske partier. Naturligvis maskeres de med uskyldige navne: forbud mod kvinders natarbejde i visse virksomheder f.eks. bliver til ‘beskyttelse’. Stadig har vi billedet af en velmenende, faderlig regering, der i kraft af velfærdsprincippet føler trang til at behandle befolkningen som umyndige, hvem de samtidig fralister en ret.
Hvor skal nu pengene til alle disse slette love, al denne overlegislation, som englænderne siger, komme fra? Ja, her møder vi det samme billede. Statsmagten mener sig ikke, således som private folk, forpligtet til at skelne imellem mit og dit. Man tager, hvor man lettest kan komme til. Man beskatter ‘efter evne’, som det så smukt hedder, dvs. man følger de mindst agtværdige borgeres eksempel og opsnuser, hvor de største boxer er at finde. Det, det gælder om, er at ramme borgerne; man gider ikke undersøge, om en indtægt er tjent ved hæderligt arbejde og erhverv eller ved monopoler, det offentlige sanktionerer. Non olet, pengene lugter ikke, hvor de så kommer fra.
Og forslår de således indkomne penge ikke, har vi den udvej at stifte gæld. Denne offentlige gældsstiftelse er måske et af de aller betænkeligste kapitler i demokratiets nyere historie. I Danmark er statsgælden siden 1894 steget fra 182 mio. kr. til 460 mio. kr. pr. 31. marts 1916. Desuden foreslår man nu at låne 75 mio. kr. yderligere. Men er dette ikke den mest fuldkomne ansvarsløshed overfor efterkommerne? Er det hæderligt? Ja, er det blot forretningsmæssigt?*) Ville ikke enhver privatmand, der ledede sin forretning efter de principper som vore nuværende finansministre, blive umyndiggjort og sat under administration. Men vi retsdemokrater vil indskrænke os til her som ved alle lignende lejligheder at spørge: er det ret?

     *) Vi kan end ikke berømme det forretningsmæssige fremsyn, der giver sig udslag i at realisere stumperne: Hvorledes, det var jo 75 mio., vi skulle bruge? – storartet, vi har jo vores kolonier. Amerika er jo villig til at betale netop de 75. Non olet.

     Vil man have det stærkeste indtryk af, hvor demokratiet i øjeblikket styrer hen, skal man dog betragte dets stilling til forfatningen. Man kan kortest karakterisere den som en uafbrudt kamp for at bevare magten for visse partier, visse partiførere og fjerne selve befolkningen og da særlig dens uafhængige elementer fra al indflydelse. Den nye grundlov med tilhørende valglov er et tro spejlbillede af disse tendenser. Det frie, personlige valg er nu så godt som udelukket. Vil man stemme, har man at holde sig til de mænd, der udpeges af partiernes førere. Og ydermere har man skabt en privilegeret stilling for de bestående partier ved at kræve, at der skal 10.000 vælgere til for at danne et nyt parti.**) Det er mig bekendt, at der indenfor et af de demokratiske partier stilledes forslag om at indskrænke antallet til 5.000. Ubønhørligt nej! Thi det gjaldt netop om at holde bevægelser som den retsdemokratiske nede. At lade vælgerne selv træde til ved initiativ eller folkeafstemning, er der ikke tale om; vælgerne må helst holdes i baggrunden så længe som muligt; derfor 4 år mellem valgene i stedet for 3. Imod al denne gensidige livsforsikring for faste partier og mandater vil retsdemokratiet træde op med sine krav om en fuldkommen individuel og fri valgret og om folkeafstemning. Og vi agter ikke at lade os tvinge ind i noget af de bestående klassepartier eller at blive medansvarlige for deres gerninger.

     **) Arkitekten for den nye rigsdagsbygning har fundet et lykkeligt udtryk for den institution, huset snart skal rumme, idet han har ladet fire parti-førere, udhuggede i granit, danne vagt ved indgangen, en for hvert af vore ‘anerkendte’ partier. Til deres ære må det siges, at de synes meget trykkede af situationen. Læg mærke til deres stillinger og udtryk. En lider af de frygteligste Hovedsmerter, en anden har åbenbart Kvalme og må holde sig på panden. De andre to ser ud, som havde de Mavepine. Ovenover findes en tom plads bestemt for en passende inskription. Efter sigende skal der stå: Først partierne – så fædrelandet! Et andet forslag lyder: Her realiseres landsdele.

     Ved de sidste par års politik skal vi ikke i særlig grad fæste os. Som alle ved, har vort mest ‘frisindede’ parti af krigen taget anledning til at føre en politik, der må bringe os til at tvivle om, hvorvidt vi endnu har en konstitution. Som bekendt er folk lette at regere under paniktilstande, og den panik, der ikke skabtes af forholdene, skulle de regerende partier nok være mænd for lave. Men det gik altså således, at under krigen måtte demokratiet skrive sit eget uduelighedspas. Den nye grundlov kunne ikke bruges, valg måtte ikke finde sted. Og dog er det vel under vanskelige forhold, at en tings gode egenskaber skal vise sig; under rolige forhold kan man sagtens klare sig med dårlige grundlove. Og vi har i det mindste fået at se og føle, hvor det er vore magthavere gerne vil hen. Magtdemokratiet er kommet for skade at røbe noget af sit indvortes.
Vi har fået indskrænkninger af pressefriheden, tillæg til straffeloven, der straffer opposition imod den af de politiske partier knæsatte politik; vi har fået processer, der ved et mærkeligt uheld altid sigtede mod politiske modstandere. Overraskelsen, fait accompli, er blevet et meget yndet middel til at hindre diskussioner og mulig opposition; vi behøver blot at nævne den vestindiske sag, hvis øvrige karakteristiske træk det her er overflødigt at fremdrage. Hemmeligheden i diplomatiet har det ikke altid været en tom i øjet på demokratiet? Nu kan man med en vis ret sige, at den ikke lader sig afskaffe med et slag; men nogen iver i denne retning udvises dog næppe af det ministerium, der selv kræver den i visse tilfælde. Om Danmarks udenrigske politik ved befolkningen den dag i dag ikke et muk; i den vestindiske sag måtte en stærk opinion fremtvinge en lille smule lys; hvad vi under krigen har for med Sverige og Norge, foregår i dybeste Dølgsmål.
De økonomiske vanskeligheder imødegås med ganske planløse lejlighedslove efter skemaet: almisser til den ene side, plyndring til den anden. Fordelingen ganske efter forgodtbefindende; ja, regeringen føler sig stærk nok til at konkurrere med Vorherre om at lave om på de økonomiske naturlove ved sine maksimalprisforanstaltninger, hvis fiasko nationaløkonomer for over 100 år siden har forudset.
Nogen mere hovedløs flytten rundt med værdierne end sket er i disse år, skal man lede efter. Lån og direkte undtagelsesbeskatning – det er alt, hvad regeringspartiet har kunnet finde på, foruden oprømningen af landsdele. Ganske vist interesserer de sig meget for beskatning af monopoler, men det er kun på programmet. I praksis har de trods ihærdig søgen ikke kunnet linde et eneste monopol. Nu var landbrugets merfortjeneste blot i krigens første år 100 mio. kr., og det er vist lavt sat, hvis man anslår grundværdistigningen her i landet under krigen til 1 mia. Hvad om renten heraf var anvendt til kompensation af prisstigningen på de nødvendigste levnedsmidler. Men nej, vi har jo endnu ingen vurdering. Kunne vi da heller ikke have fået den i løbet af krigens halvtredje år? Politisk var der intet i vejen, thi alle partier har jo en grundværdistigningsskat på deres Program.

Når jeg ovenfor udtalte, at det måtte anses som tvivlsomt, hvorvidt vi endnu har en konstitution, sigter jeg til, at regeringen har lagt det ene tryk efter de andet på pressen og den offentlige mening. Men i det øjeblik en regering er stærk nok til at kue politisk opposition, er det ude med det parlamentariske liv. Og folket har faktisk været svagt nok til at lade sig sin frie mening om regeringens politik fravriste. I al fald på det udenrigspolitiske område. Her besidder regeringen faktisk gennem sine tillæg til straffeloven midler til at slå ubekvemme meninger om dens udenrigspolitik ned. Men et folk lever ikke længer under en forfatning, når halvdelen af dets anliggender unddrages offentlig kontrol. Hvis folket fraskriver sig retten til at opponere mod en bestående partiregering på det udenrigspolitiske område, har det ingen beføjelse til at kalde sig demokrati. Den mulige risiko, der er forbundet med uhindret opposition, må en parlamentarisk regering finde sig i, i onde som i gode tider.
Imod alt dette vender retsdemokratiet sig med en sagtmodig henstilling, som vi med englænderne kan udtrykke således: Please govern us as little as possibie. – Vi er ikke anarkister, vi ved, at vi skal regeres – men endelig så lidt som mulig! Og vi tror, at vi har det forud for andre politisk tænkende mennesker, at vi nøjagtig ved, hvor langt vi vil regeres, og på hvilke områder vi ikke vil regeres. Hele vort program går ud på at drage denne delingslinje. Vi hævder, at vi først og fremmest er mennesker, først derefter statsmaskiner. Vi har vore individuelle rettigheder, som endog tidens store afgud, staten, må være så god at respektere. Kan vi få vore medborgere til at se denne grænse og hjælpe os med at skaffe den respekteret, skimter vi en udvej, den eneste, i det politiske mørke. Vi skal i dette tidsskrift gøre detaljeret rede for dette standpunkt. Her skal blot til slut peges på, at der er en uløselig sammenhæng mellem den indre og den ydre, mellemfolkelige retstilstand, idet de rettigheder, som kræves respekterede indadtil i statslivet, for en væsentlig del er de samme, hvis krænkelse er krigens vigtigste årsager.
Retsdemokratiet hævder, at ethvert menneskeligt væsen er en selvstændig, uerstattelig værdibærer, hvis indre liv absolut bør respekteres, og hvis ydre livsudfoldelser bør have lov til at udfolde sig i frihed, så længe de ikke gør indgreb i andres tilsvarende retsområder. Enhver er derfor indenfor disse grænser suveræn herre over sin person, sin tale, sine handlinger og sin tid, og der gives ikke den magt i verden, der har nogen ret til at bruge ham som middel til at fremme sine formål. End ikke den forgudede statsorganisation har under påskuddet af solidaritet ret til at bruge ham imod sin vilje til at tjene statsformål eller nationale formål.
Ligesom det i den indre politik fører  til et helt andet frihedsbegreb end det, vi er vante til at se demokratiet udfolde: flertallets frihed til at undertrykke den enkelte, og som man snarere kunne kalde ‘den organiserede frihedsberøvelse’, således vil det i mellemfolkelig politik vise sig som respekt for den nationale bestemmelsesret, retten til eget styre, eget  sprog og forsamlingsfrihed, osv. Stillingen til den tvungne militærudskrivning vil bestemmes heraf. Det er ikke svært at se, at denne såkaldte almindelige værnepligt, som er demokratiets ægtefødte barn, med alle sine konsekvenser af millionhære, af folkekrige og flerårigt fangenskab, er den frygteligste lænke, menneskeheden nogensinde har smedet til sig selv. Også denne “frihed” var det vel bedst at ryste af sig.
Og ligesom retsprincipperne i den indre politik må tilkende individerne ubetinget ejendomsret til de værdier, deres produktivitet har skabt, men derimod hævde ligestillethed med hensyn til naturværdierne, således vil dette synspunkt overført til den ydre politik medføre krav om frihandel, frihed på havet og åbendørs politik i kolonierne, altså netop sådanne krav, som er egnede til at fjerne de vigtigste krigsårsager.
Hvad endelig drømmen om en international retsorganisation angår, drømmen om ‘Europas forenede Stater’, som man nok nu tør nævne uden at blamere sig, efter at både Bethmann-Hollweg og Asquith har antydet den, da kan man vel gå ud fra, at retsprincippernes gennemførelse indenfor den enkelte stat ikke ville være den dårligste forberedelse til en sådan tilstand. I en mellemstatlig retsorganisation ville den nuværende magtstat med sit klasseregimente og sit partityranni sikkert gøre en dårlig figur.

     Severin Christensen