Retsforbundet og Det frie blad

Retsforbundet og Det frie blad.
fra Det Frie Blad, nr. 22, 1934
af Signe Bjørner

En kreds af retsforbundets medlemmer, blandt hvilke findes formanden, sekretæren og alle rigsdagsgruppens medlemmer samt overlæge Viggo Starcke, har udsendt et nyt ugeblad med det formål at få alle Retsforbundets medlemmer til at holde bladet som medlemsblad. Det bærer navnet Retsforbundet, det samme som Retsforbundets allerførste medlemsblad, det, der udkom i 1919 og senere – i 1920 – ved Det frie blads start gik op i dette sammen med flere andre ældre blade og tidsskrifter. Men i modsætning til det første medlemsblad og Det frie blad, der afløste dette, står det ikke åbent for fri diskussion. Man har ment det hensigtsmæssigt at begrænse dets opgave til at give udtryk for de tanker, der må betragtes som afklarede, dvs. for Retsforbundets program som et afgrænset, færdigt hele, således at bladet kan bruges i agitationsøjemed og som vejledning for de mange nye medlemmer og vælgere, der strømmer til, og som formentlig vil kunne forvirres af tilsyneladende uenighed som den, der kommer til orde gennem diskussioner.

Som medlemsblad skal Retsforbundet også være bindeled mellem kredsene, bringe oplysninger om møder, litteratur, om de forskellige virksomheder, der udfoldes, o.lign, alt sammen meget gavnligt og til gensidig hjælp. Og desuden om rigsdagsarbejdet!

Under det frie styre, som det må udfolde sig og indøves i vor egen organisation, er et blad som dette med nøje tilknytning til hovedledelsen og skrevet, som rigsdagsgruppen billiger det, dog næppe i længden tilstrækkelig elastisk til, at de øvrige aktive, dvs. styrende medlemmer kan føle sig tjent dermed. Et ganske nødvendigt supplement hertil er den åbne, fri presse, hvor der kan arbejdes på længere sigt, og hvortil de medlemmer kan henvises, der ønsker en videregående oplysning.

I det allerede udkomne første nummer af Retsforbundet henviser udgiverne da også loyalt til den allerede bestående retsstatspresse, og til et muligt samarbejde med Det frie Blad, hvorom der på foranledning af Retsforbundet er indledt forhandling.

Det frie Blads hensigt med at gå ind på et sådant samarbejde er givet i en redegørelse i Retsforbundet, der gengives nedenfor:

Retsstatens indførelse er et offentligt anliggende, og de foreliggende muligheder må derfor til enhver tid underkastes offentlig drøftelse. Dette har fra første færd været og er stadig Det frie Blads eksistensberettigelse.
Den åbne forhandling, uden hensyn til vedtagne programpunkter, alene med det formål at forny og afklare Retsforbundets livsindhold, foregår til stadighed i Det frie Blad.
På den ene side står en politisk opgave: udskillelsen af økonomiske interesser fra det politiske liv. Det rette skel mellem politik og økonomi er trukket op i Retsforbundets politiske program, det er en opgave for statsmagten. Den første fornødne løsning er givet i retfærdighedsloven om menneskers ligeret til jorden. Herom er ingen meningsforskel. Og dog kan der være enkeltheder, navnlig med hensyn til, hvorledes denne retfærdighed skal praktisk gennemføres, der stadig kræver forhandling, dvs. samarbejde. Der kan heller ikke være delte meninger om, at samstyre er den eneste rette arbejdsmåde, såvel indenfor Retsforbundet som i den stat, der skal udvikle og opretholde retsværnet og i de fri samstyrelser, der kan anvendes i det økonomiske liv. Men forståelse af samstyres metoder udvikles kun ved brugen.
Og på den anden side står åndslivets frigørelse såvel fra lovgivningsmagten som fra det økonomiske tryk som en opgave, der kræver sin løsning. Omend denne løsning allerede skimtes af dem, der har indlevet sig i Retsforbundets ledende principper, er der dog langt igen, inden man ved hjælp af samstyret har virkeliggjort åndslivets frihed og åndsarbejdernes personligt uafhængige eksistens.
Disse problemer ligger lige for, og der opstår stadig ny. Den redelige, saglige drøftelse og undersøgelse er mindst lige så nødvendig for vore ideers fremgang som de oplysende, agitatoriske artikler, der skal vække interessen og vinde nye proselytter. Det at blive sat i bevægelse hen imod retsstaten, er jo nemlig det modsatte af at slå sig til ro med en autoritets udtalelser. Proselytterne bliver søgere, medarbejdere. Det vil sige, de får brug for et frit forum, og finder da Det frie Blad som et helt nødvendigt supplement til de færdige programmer og oplysende skrifter og blade.
Diskussionerne er dog ingenlunde bladets væsentlige stof. Dørene holdes åbne for beslægtede emner, for de ny tanker i ind- og udland, for en levende vekselvirkning.
Det frie blad er frit og uafhængigt, også af Retsforbundet som organisation, og egner sig derfor godt til at røgte de ovenfor antydede opgaver, som ligger udenfor rammen af et medlemsblad i snævrere betydning.

Bortset fra, om man billiger et medlemsblad, som er begrænset til de opgaver, Retsforbundet stiller sig, eller om man tror på, at det i længden vil kunne opretholde denne begrænsning, vil det under de foreliggende omstændigheder vanskeligt kunne forsvares at skyde samarbejdet fra sig. Ud fra den overbevisning, at vor sags udvikling slet ikke kan undvære en fri presse, opfordrer jeg derfor medlemmerne til at gøre Det frie Blad til organet for det arbejde, som ikke skal tjene politiske nytteformål og ikke behøver at hæmme den politiske gruppes virksomhed, fordi det ikke – som indholdet af et medlemsblad kan binde Retsforbundets repræsentanter, men måske endog hjælpe til afklaring af deres problemer. Det vigtigste arbejde ligger fremdeles her!

Når vi altså skal have et afgrænset medlemsblad, må der arbejdes i Det frie Blad.