RETs småskri, nr. 40
Grundskat-reformen.
Et interview. Særtryk af Sorø Amtstidende (Dato?)

Fremkomsten af den nye oversættelse (af J. E. Lange) af Henry Georges store værk, Fremskridt og fattigdom vil sikkert bidrage meget til at skabe fornyet interesse for den berømte nationaløkonoms lære. For at kunne give vore læsere en muligst kort og klar forståelse ar kernen i denne, har vi henvendt os til en mand, som nærer varm interesse for denne sag, og som samtidig har et godt og anset navn i landbokredse, nemlig godsforvalter, sagfører S. Berthelsen, Høng, og bedt ham udtale sig om sagen. Hr. Berthelsens udtalelser faldt således:

– Ja, De har ret i, at Henry Georges lære fortjener den mest mulige udbredelse herhjemme. Den vil – her som i udlandet – sikkert blive den neutrale reformtanke, som på det økonomiske område samler mænd af alle partier. Men først gælder det om at udrydde alle de misforståelser om Henry George, som findes udbredt, selv helt op i universitetskredse – men som nu forhåbentlig vil ophøre.

Den mest almindelige fejltagelse – som desværre endog kan forekomme i en ellers velvillig anmeldelse af den ny bog – er at opfatte Henry Georges lære som krævende, at al jord skal være fælles ejendom. Dette kan måske siges på engelsk, hvor ejendomsret og besiddelse af jorden i reglen er på forskellige hænder. På dansk vil sætningen let blive opfattet, som om selve jorden kræves overtaget at det offentlige.

Men dette er stik imod Henry Georges lære – han vil netop ikke tillade stat eller kommune at overtage en eneste tomme af den i privat besiddelse værende jord – (ud over til jernbaner osv. som hidtil). Han respekterer fuldt ud alle skøder og markskel, og vil lige så lidt, at det offentlige skal overtage de private ejeres prioriteter. All sådant er kun socialistiske vildfarelser – og stridende mod Henry Georges tanker, måske endog udspredt for at dølge disses klarhed og renhed.

Hvad han derimod kræver, er, at en vis del af jordens værdi, – nemlig den del, som ikke skyldes påbygning, dyrkning og forbedring, men kun samfundets vækst og udvikling, altså den såkaldte rene jordrente – inddrages gennem beskatning til samfundets kasse. Dette er i virkeligheden en fuldstændig konservativ skattemåde, som findes i alle landes lovgivning – som godkendes f.eks. af en så konservativ politiker som professor Malzen i hans videnskabelige værker som en selvfølgelig ret for samfundet overfor den enkelte, men desværre i nyere tider er forladt, til skade for nationens økonomi. Den moderne skattemåde tager tværtimod alle skatterne bort fra jorden (som derved bliver dyrere for brugeren), og kaster dem over på arbejde og forbrug, under navn af told, bygningsafgift, indkomstskat o. lign. – Alle disse skatter kræver Henry George fjernet, fordi de beregnes i forhold til flid, fremskridt, sparsommelighed og dygtighed. Samfundet sit og den enkelte sit – det er Henry Georges valgsprog.

Men hvorledes kan denne skatteordning påvirke ikke blot de finansielle men også de sociale forhold – fattigdomsspørgsmålet?

Jo, siger Henry George, de sociale ulykker hidrører nemlig fra, at nationen har bortforæret de stigende jordværdier, som den selv daglig skaber, og overgivet dem til privat spekulation, hvorved den økonomiske rygrad, folkets fællesfond, er fjernet fra samfundslegemet. Pålægges derimod grundskat efter værdien, vil omvendt spekulation i jord formindskes og ophøre. Jord til synkende handelspriser bliver tilgængelig for de flittige hænder, arbejdslønnen løftes med disse muligheder for selvstændigt erhverv, og fattigdom bliver umulig for dem, som vil arbejde.

Men vil jordskatten ikke falde særlig hårdt på landbrugerne?

Nej, tværtimod – de vil miste langt flere told- og bygningsskatter, end de vil få ny grundskat, eftersom denne kun skal beregnes af den jordværdi, som bliver tilbage, når værdi af bygning, besætning, forbedring fratages. Mange jorder har ingen værdi derudover og vil da blive skattefri. Den høje arbejdsløn vil mulig endog bevirke, at adskillig dårlig jord ganske opgives – hvad der kun er en national vinding, idet mandsarbejde på god jord giver langt mere udbytte – mere end forholdsvis. Men dette vil for øvrigt ordne sig af sig selv efter de økonomiske prislove på det fri marked – uden noget statsindgreb.

Hvorledes er da forholdet mellem landbrugets nuværende toldbyrde og den ny grundværdiskat?

Ja, herom kan jeg netop henvise til min opgørelse ved det store toldmøde i Slagelse den 12. februar 1898.

Allerede den gang var forholdet, at den nuværende toldbyrde hvilede med ca. 16 kr. pr. td. herregårdshartkorn (over 12 tdr. htk.), ca. 32 kr. pr. td. gårdlands­hartkorn, ca. 80 kr. pr. td. husmandshartkorn og ca. 200 kr. pr. td. for mindre ejendomme, samt at hele denne byrde kunne afløses med en skat af ca. 19 kr. ligelig på alt hartkorn. Og en grundværdiskat som også lagdes på stations- og villabyernes værdier ville selvfølgelig blive endnu lettere for landbruget end en hartkornsskat (som kun falder på landbrugsjorden). Reformen ville derfor betyde en uhyre stor skattelettelse på landbruget, og en overførelse af skattebyrden på de dyre københavnske grunde, hvor 1 kv. alen koster lige så meget som en hel tønde land bondejord, og derfor også bør betale samme skat som denne.

Hvor vil grundskatten da særlig falde? spørger vi.

På københavnske grunde. Og da særlig på de ubebyggede og dårligt bebyggede, som trods deres gode beliggenhed holdes ude af bedst mulig brug af spekulanterne, som derimod ved grundskatten vil tvinges til efterhånden at “kaste jorden på markedet” til vigende priser, hvad der hurtigt vil medføre god og sund bebyggelse, prisfald på alle lejligheder og synkende varepriser. Grundskatten falder selvfølgelig ikke på lejerne, og det er ganske umuligt at overvælte den på disse.

Er denne jordspekulation da videre udbredt?

Ja, desværre har den smittet hele vort forretningsliv – endog i videre kredse end den egentlige terminsspekulation i varer. Jordspekulationen har erobret hele grunden under København, byens omegn helt op til Gilleleje og langs ud med banerne, alle stationsbyer og købstæderne er smittede deraf, – alt er opskruet, i forventning om privat at indkassere den gevinst, som samfundet skaber og selv burde have.

Hvorledes vil reformen påvirke pengemarkedet?

Den vil trykke den usunde del af pengemarkedet, men løfte den gode og nyttige del af kapitalmarkedet, som er arbejdets bedste forbundsfælle, den vil sænke kursen på alle monopolværdier, som består i kraft af privilegier og toldlov, den vil gøre pengene billigere og følgelig hidføre nye konverteringer af prioritetsgælden, til fordel for landbruget, bygningshåndværk og al anden naturlig industri.

Behøver reformen at komme pludselig?

Nej, tværtimod, den kan indføres jævnt og gradvis, så at ingen som helst berettiget interesse krænkes. Reformen vil mindre omstyrte noget end give de bestående kræfter en ny retning, så at de alle, også kapitalen, tvinges til at hjælpe med til samfundets fremskridt. Lovforslag og finansplaner ligger fuldt udarbejdede og rede til optagelse og gennemførelse i rolig og konservativ ånd.

Hvem er reformens værste fjender?

Ja, det bliver vistnok socialisterne, de egentlige tilhængere af Karl Marx’ lære. Mellem hans lære og Henry Georges er intet forlig muligt. Marxisterne mener, at staten skal overtage al produktion og har ret til alle værdier, så at statsmagten får rådigheden over al jord, bygninger og maskiner samt tvangsret over hver enkelt arbejders person. – George hævder, at statens gøremål bør indskrænkes til de egentlige monopoler (jernbaner, post o.lign.), at denne stalsdrift (ligesom nu) skal ske i fuld frihed, så at ingen tvinges til arbejde under staten, men kun påtager sig sådant, hvis staten byder ligeså gode vilkår, som han kan få andet sted eller ved arbejde på egen jord og at samfundet ikke har ret til alle værdier, men kun til dem, det selv skaber.

Hertil kan nu føjes:
Reformen er fuldstændig gennemført i nogle mindre samfund og væsentlig i kolonien Kiautschau samt en mængde australske kommuner, delvis i visse australske og amerikanske stater. Engelske og tyske kommuner, som i stigende grad indfører princippet. 70 større og mindre byer samt mangfoldige landkommuner i Tyskland har adopteret planen, og det engelske Venstre har optaget sagen på sit program – ligesom vort radikale venstre på Odense programmet. Men det må fastholdes, at tanken i grundværdiskatten fuldt ud kan og er blevet accepteret af alle partier; ingen moderne statsmand kan undlade at beskæftige sig dermed, de politiske partiers skælme vil blive afhængig af deres standpunkt til denne sag. Dens princip er vedlaget 2 gange i det engelske underhus, og grundværdiskatten er nu optaget på det nye venstreministeriums program. Den har erobret mere end den halve verden – den vil i løbet af kort tid erobre resten. Folket vil den – når det lærer den at kende. Dette er den eneste betingelse. Derfor tak for, at også De vil hjælpe til at sprede kundskab derom. Mere kræver vi ikke.

– Idet vi takker godsforvalter Berthelsen for hans interessante oplysninger skal vi slutte med al oplyse, at den danske Henry George Forening stiftedes 1902 og 1909 tæller 2.200 medlemmer. Bevægelsens organ, månedsskriftet RET, udkommer i et oplag af 4.000 og kan bestilles hos postvæsenet.

S.K.

Den danske Henry George-forening, der virker for en fredelig løsning af det sociale spørgsmål ad den af Henry George anviste vej, optager nye medlemmer til enhver tid ved henvendelse til foreningens sekretær, h. P. P. Hansen, Bredegade, Slagelse. – Medlemsbidrag kr. 1,50 årlig, for hvilket beløb medlemmerne erholder RET, tidsskrift for Mandsret og Landsret, organ for den danske Henry George bevægelse, uafhængigt månedsblad for folkelig retslære, og samfundsøkonomi, frit tilsendt. Årsabonnement på RET tegnes i boglader, hos postvæsenet og på bladets kontor i Slagelse á 3 kr.