fra Det Frie Blad, nr. 22, 1934
af Signe Bjørner
I diskussionen om Retsforbundets presse, der med rette optager dem, der er interesserede i vore ideers fremgang, anlægges der så forskellige synspunkter, at det er vanskeligt for parterne at mødes. Ud fra hver sine forudsætninger har de nemlig ret hver for sig. Går man ud fra, at Retsforbundet i sit færdige program har sagt det sidste ord, og at det nu bare gælder om at samle magt til at gennemføre det, så har de ret, der vil, at det skal “være slut med diskussionerne om teorierne, og at der skal tages fat på det praktiske arbejde”.
Sådan skriver redaktør Skovby i sin artikel: “På skillevejen” i Nyt dagblad og fortsætter:
“Alle omkring os stormer frem mod de i vore øjne gale mål, de har fået anvist; kun vi står stadig passive på skillevejen og diskuterer om, på hvilken måde vi bedst sætter os i bevægelse mod retsstaten.”
Det er for så vidt et godt billede: Besat som af onde ånder stormer man frem mod undergangen. Det er umenneskeligt. Det er en ond tids og usandfærdige påstandes endelige forløb. Men vi er mennesker med gensidig respekt for hverandres muligheder, og vi “står stille” for at orientere os ved fælles hjælp. I bevægelse mod retsstaten er vi dog stadig – i færd med at opbygge den. Vi er den ny tid, og har forkastet fortidens udslidte metoder. I vore samhjælpsmetoder er der ingen galskab. Besættelsen overlader vi til dem, der må dø ud, inden retsstaten nås, om der så er aldrig så megen metode eller organisation i deres galskab. Vor magt ligger i målets rigtighed.
I en kronik: Ytringsfrihed skriver realskolebestyrer Holger Egekvist i Nyt Dagblad bl.a.:
“Organer for Danmark’s Retsforbund, der vil sprede oplysning om retsideerne uden at stille spalterne til rådighed for dem, der vil imødegå de fremsatte synspunkter og påstande, er skadelige for sagen. Hvis et emne ikke er behandlet så klart, al ingen fristes til imødegåelse, og redaktionen alligevel nægter at optage en forhandling derom, da er pågældende organ sat i klasse med andre partifarvede blade, hvis opgave ikke er at tjene sandheden, og hvis retsbegreb er forplumret. Herom er der ingen tvivl.
Indenfor Danmarks Retsforbund vil der altid være spørgsmål, som skal overvejes og drøftes. På intet stadium i bevægelsens liv vil dette kunne undgås. Hvis menigmand skal tie stille, selvom han har noget betydningsfuldt at sige, da svinder kraften, og livsfrodige spirer må dø. Uden ytringsfrihed og mulighed for at komme til orde dér, hvor lytterne eller læserne findes, vil mange ihærdige og begejstrede retsstatsfolk ikke kunne trives inden for D.R.s rammer. Herom kan man være evigt forvisset. Og at tilsløre en faktisk tilstedeværende uenighed, er jo intet mindre end dumhed. Tåler bevægelsen ikke, at vi åbenlyst kæmper os frem til klarhed på de punkter (altid i periferien), hvor uklarhed endnu råder, da sejrer vor bevægelse aldrig i det danske folks sind. Og netop den menige læser, ikke-skribenten, har krav på, at vi taler frit og åbent om tingene. Ligeledes skylder vi ham, der står på trappen, ærligt at vise ham, at hvor sikre vi end føler os med hensyn til vore grundsynspunkters rigtighed og styrke, så er det ikke lutter idyl, der hersker indenfor vore døre. Det bliver heller ikke tilfældet i fremtiden – heldigvis! For da så det galt ud. Om fremgangslinien vil der altid være uenighed, – hos os såvel som hos andre. Hvorfor dog skjule det? Skal vi optræde som hyklere? Eller kæmpe med åben pande?
Vi skal kæmpe, hvor kampen er nødvendig For livets og sandhedens skyld. Men med blanke våben skal kampen fores, -ærligt og redeligt, uden skumle bihensigter og uden bagholdsangreb. Kan vi kæmpe sådan: under ytringsfrihedens fane, med blanke våben, bag uplettet skjold, ærlig overbevisning og med agtelse for den anden part, når hans mening fremføres urbant og sagligt, da tåler vor bevægelse storartet, at vi viser vort ansigt, som det er, – ja, vi vil høste anerkendelse derfor.
Danmarks Retsforbunds “officielle mening” er blevet efterlyst. Vi ønsker ikke at høre den! Et organ for noget i den retning får vi forhåbentlig aldrig. Hvis noget i den retning skulle stikke næsen frem, vil alle retsindige retsstatsfolk trykke pågældende næse dygtigt flad. Forhåbentlig!
Ytringsfriheden er en livsbetingelse for retstanken.”
Retsstatsbladets tidligere redaktør, Hans Kongsø, skriver ligeledes i Nyt Dagblad bl.a.:
“Den presse, som Danmarks Retsforbund skaber, bør være en kulturel nyskabelse på sit område. Intet mere og intet mindre. Al efterligning af den amerikanske storavis med den åndløse sensationsjag er af det onde. Det tjener ikke idéen. Overtroen på, at man kan liste retstatstanker ned i folk som amerikank olie i børn, har vel nok efterhånden haft sin bedste tid, efter at dens resultater har afsløret deres magerhed. Retsstatspressen skal være stærkt og kraftigt præget af de idéer, den har til opgave at kæmpe for, og så skal den være fri.
Dette vil sige, at den i stedet for at virke som døde monumenter over autoriserede meninger, hvorom der ikke skal være diskussion, skal være gennemstrømmet af det levende liv, som åbenbarer sig også i rigdom på forskellige anskuelser om forståelsen af de rette måder at kæmpe for retsstatens gennemførelse på.”
Hr. Kongsø har ret i, ud fra denne forudsætning, at retsstatspressen må adskille sig på afgørende vis fra den politiske partipresse, endogså med hensyn til loyalitet over modstandere, og at dette er en af grundbetingelserne for en nyskabelse indenfor dansk presse.
Lad da meningerne brydes i vor presse, også om pressen selv, som er et så vigtigt organ for åndelig frihed, og helt uundværlig i vort arbejde for at sætte de nødvendige skel mellem retsstatens og de private opgaver.