fra Det Frie Blad, nr. 22, 1926
af Edgar Høier.

Må jeg – ganske ukaldet – få lov til at fremsætte nogle spredte bemærkninger om dette såre vigtige spørgsmål. Det skal være et hastigt forsøg på orientering angående forslagene til en fri presse og en presse til oplysning om og fremme af retsstatsidéerne. 

I nogle få år var disse jo næsten identisk indenfor rammen Det Frie Blad, men i de sidste par år har der som bekendt været et ikke absolut frugtbringende røre i bladsagen. Der er gjort en del forsøg, som alle har kostet penge; i et enkelt tilfælde med så stærkt eftersmæk, at arbejdet for Retsforbundet så at sige er gået helt i stå i en bestemt landsdel på grund af den tyngende gæld, som bladforsøget endte med. 

NB. Lad mig her – for sikkerheds skyld – fremhæve, at jeg ikke skriver disse linier for Retsforbundet i min egenskab af at være forbundets sekretær. Det har jeg slet intet mandat til – og skriver altså for ‘egen regning’, men jeg vil selvfølgelig ikke være i stand til at bedømme situationen, uden at bruge de erfaringer, som det at være sekretær i Retsforbundet har givet mig. 

I 1921 blev tidsskrifterne RET, Den Lige Vej, Retsstaten og Retsforbundet samlet i Det Frie Blad (Uafhængigt retspolitisk Ugeblad). Ca. 2 år senere startedes Aarhus Amts Avis (nu Retsstatsbladet) og i nøje tilknytning dertil Retsstatsavisen for øerne. 

For 1½ år siden begyndte Henry George Foreningen udsendelsen af månedsbladet Grundskyld. 

Retsforbundets Struer kreds har i snart ½ år udsendt et lille blad: Struer Tidende – nærmest et agitationsblad – finansieret som annonceblad. 

Retsforbundets kredse i København gjorde for 2 år siden et forsøg på at udgive et lille 14 dages blad: Retsstaten, men det er kun blevet til udgivelsen af agitationsbladet: Retsstaten, der kommer ca. 6 gange årligt i store oplag. 

Dertil kommer Graves Kristensens bladplan, som jo er kendt af de fleste – og altsammen har del jo været drøftet på utallige bladmøder. Hvor de forskelligste anskuelser om løsningen af bladspørgsmålet er blevet fremsat. 

Under alt dette har Det Frie Blad uge efter uge gjort et stort oplysningsarbejde og ydet en uvurderlig indsats gennem sin stræben efter at skabe samarbejde mellem dem, der vil fremme retsstaten. 

Og hver gang forsøget med et nyt blad blev gjort, mistede Det Frie Blad skribenter, bidragydere, holdere – og de vendte ikke alle tilbage, når forsøget mislykkedes (et forsøg kan jo godt være ‘mislykket’, selvom det ikke går i stykker). Dette bør vi huske, når vi gang på gang eksperimenterer og beder om finansiel støtte – det er jo næsten de samme mennesker, der må holde for – og vi må gøre os klart, at det er ikke nok, at vi ønsker, at Det Frie Blad må trives godt og gøre sin mission – det er i sig selv et så interessant og genialt forsøg på løsningen af den frie presse, at det fortjener den fornødne støtte og anerkendelse af virkeligt frisindede mennesker, som ikke af partihensyn undervurderer arbejdet på langt sigt. 

For at sætte sagen på spidsen, vil jeg sige: Det Frie Blad er organ for ideen – Retsstatsbladet for propagandaen – begge dele er ønskelige i arbejdet, men kan vi overkomme begge? Jeg mener absolut ja – men jeg fremsætter dette så udfordrende, fordi vi skal være klar over, hvad vi eventuelt kan slå i stykker, hvis vi ikke ser os for – og vurderer rigtigt! 

Det Frie Blad har – som del fremgår af regnskabet for 1925 – et ikke helt lille driftsunderskud. Dette skyldes ikke alene, at bladet i 1925 har været meget smukkere i udstyr end før – og bragt meget mere stof end i de foregående år, men navnlig, at abonnent­tallet er for lavt. 

Nu kommer så dr. med. Kjer-Petersen med sin erfaring i presseproblemet og foreslår, at man snarest bør gøre Det Frie Blad til et 4­sidigt dagblad, og han ledsager sin artikel desangående med et årsbudget, om hvilket der nok kan diskuteres noget. Men navnlig må man lægge mærke til, at bladets pris ikke er angivet noget steds, og med 2000 abonnenter vil dette lille dagblad komme til at koste ca. 60 kr. pr. år – thi det skal økonomisk bæres af holderne og må ikke tage imod forretningsannoncer; men hvis bladet får færre end de 2000 holdere, bliver det jo meget dyrt. Og jeg anser det næppe for sandsynligt, at der findes f.eks. 500 mennesker, der er villige til at abonnere på et sådant blad, når de skal betale denne meget høje pris. 

Selvom man finder, at det er meget ønskeligt at få et frit dagblad startet, må man – synes jeg – kraftigt fraråde, at forsøget gøres med Det Frie Blad, bl.a. fordi det vil være uhyre vanskeligt at rejse dette igen som ugeblad, hvis det måtte ‘gå ind’ som dagblad. 

Det Frie Blad bør bestå som ugeblad – tidsskrift – men med 4-5 gange så mange abonnenter som nu (desuden kan der jo godt samtidig arbejdes for at få gjort til Retsstatsbladet gjort til dagblad). 

Men opgaven for os må i øjeblikket være den at sikre Det Frie Blad ved at skaffe det mange flere holdere. 

Vi vurderer næppe Det Frie Blads betydning højt nok. – Det læses jo over hele landet, ikke alene af abonnenter, men på læsestuer, lærerværelser, højskoler m.m. Talrige udtalelser viser, at det læses med stor interesse, og det citeres ikke sjældent i uddrag i andre blade. 

Dets betydning for Retsforbundet – i hvert fald under den nuværende bladledelse – er uhyre stor og alsidig, men herom tør jeg intet skrive, da ‘censor’ alias redaktøren sikkert ikke vil lade det slippe igennem. 

Redaktørens ‘programtale’ i nr. 21 var god, klar og dejlig bestemt! Og alle, der ikke har personlig ærgerrighed som bevæggrund til at skrive, og som ikke er konstant mistænksomme overfor ethvert indgreb fra ledelsen, ønsker sikkert bladet ledet netop som anført i den redegørelse. 

Med hensyn til muligheden af overgang til pressebureau, som red. foreslår, vil jeg tillade mig at tvivle på, at dette er helt gennemtænkt. 

Pressebureau er en opgave, der skal løses foruden at opretholde bladet. For øvrigt virker det jo næsten sådan allerede nu, hvor artikler eller brudstykker af artikler for nylig har været optrykt i Kristeligt Dagblad, Vendsyssel Folkeblad, Vort folk, Lolland-Falsters Venstreblad, Kolding Avis o.fl. 

Lad os da i fremtiden vise vor taknemlighed mod bladet – dets idé og skabere – ved at vise lederne tillid og hjælpsomhed og ved energisk agitation for bladets videre udbredelse – en ikke ringe måde at praktisere sin indsats for retsstatsidéernes vækst i vort folk. 

Utallige er de breve og samtaler, hvori jeg har set og hørt Det Frie Blad omtalt med levende interesse – og ofte med personlig taknemlighed – og det gælder sikkert for flere end den, der skrev følgende, at:

“Retsstatens idéer gror i mit sind og afklares for min bevidsthed, når jeg læser mange af Det Frie Blad indholdsrige, tankevækkende og klare artikler.”