af Sophus Berthelsen
fra Den lige Vej, nr. 3, dec. 1920

Henry George idéernes betydning for vort folks politik har ingensinde været afhængig af Henry George foreningens virksomhed. Måske kan det endog, så mærkelig det kan lyde, med en vis ret siges, at Henry George foreningen kan have været en hindring for grundskylds idéernes vækst i vort folk, – nemlig såfremt og for så vidt de indenfor foreningens område udviklede gode kræfter derved er blevet afholdt fra at virke udadtil, som surdejen i dansk folkelig politik.

Og dette turde i nogen grad have været tilfældet. Det er aldrig foreninger som sådanne, der skaber åndelige værdier, men de enkelte, som særlig ofrer sig derfor; det er personlighederne, som skaber institutionerne, siger H. G. i foredraget om Moses.

Og alle foreninger har på forhånd den tendens, at holde medlemmerne sammen som i et hyttefad – afsondrede fra omgivelserne. Oftest med føje, nemlig hvor det er interessesammenslutninger, som i konkurrencekampen vil løfte sine medlemmer op over de andre partier eller etablere en direkte modsætning til disse. Som det gamle feltherre ord lyder: Stå samlede, gå adskilt! Når folket drager ud til kamp for at nedslå fjenden, da har den nøje sammenslutning i enhed sin afgørende betydning. Men omvendt: når man ikke vil nedslå fjender, men kun drage ud i den åndelige kamp, som består i at vinde venner og at oplyse om de store sandheder. Da må de enkelte gå adskilt, hver med sin personlighed. Ud for at vidne om sin sjæls grebethed. Ellers vindes den kamp ikke.

Derfor er det ikke underligt, om de mange gode ord og tanker, som – siden Den lige Vej blev H.G. Foreningens medlemmers eneste åndelige føde – har været optaget i dette blad, ikke i den grad er kommet ideernes vækst i vort folk til gode, – som hvis de samme gode ord og tanker var blevet spredt ud til langt videre kredse end netop den lille skare, som derved er blevet opbygget. Man kan let nok lave taleblomster som denne, at derved er bragt ammunition ud til medlemmerne i deres enlige skyttegrave og bud fra kampfællerne, – Dette militaristiske billede er jo ganske forfejlet. Medlemmerne skal jo netop ikke udrustes med håndgranater mod fjender. Men tværtimod med udbredte arme gøre alle folk til mesterens disciple ved at udbrede hans evangelium. Eller for at forlade billedtalen –hvorfor kunne medlemmerne ikke lige så godt tilegne sig sandhederne i Den lige vej, når disse i stedet for deri havde været stof i et frit ugeblad, som var spredt i 10 gange så mange eksemplarer?

Denne tankegang var netop den væsentligste grund til, at jeg i sin tid bestemt nægtede at lade RET blive til et sådant medlemsblad for en indelukket kreds af karske, som ikke havde lægedom behov – men (ikke uden ofre) gennem 16 år har gennemført planen om at lade RET være det udadvendte organ for vor bevægelse! Jeg tør tro, at det ikke har været uden betydning for vor sag.

Og netop derfor overgiver jeg nu med glæde mit blad til det nye ugeskrift, som har samme gode agitatoriske formål, og med langt flere og bedre kræfter vil kunne virke derfor. Jeg tvivler ikke om, at når nu alle gode George­mænd loyalt vil samle sig derom og støtte det nye blad, vil vore ideer få et nyt og strålende gennembrud i vort folk. Der står jo hundreder af tusinder og venter på det forløsende ord i den politiske og økonomiske misere, som vi sidder i.

Men en betingelse herfor er det, at Henry George foreningens medlemmer fuldt ud forstår, hvad de nu bør gøre, når de vil være tro imod vort høje formål.

Hidtil har utvivlsomt mange medlemmer stået i den fejlagtige tro, at de ved at gå ind i H. G. Foreningen og betale deres kontingent, derved ikke blot opfyldte alt, hvad de skyldte vor sag. Men samtidig opnåede ligesom i andre foreninger, visse håndgribelige særfordele som vederlag, og da navnlig dette at modtage et medlemsblad. For nogle står dette måske endog som det eneste eller dog væsentligste indhold af medlemskabet.

Og måske kan det for sådanne lyde højst mærkeligt, når vi nu kommer og siger: Nej, at være medlem af Henry George foreningen er en ærespligt for hver den, som er påvirket af mesterens tanke og føler sig frigjort derved! Den gæld, vi derved har fået, afbetaler vi lidt på ved – uden andet vederlag – at yde medlemsbidrag, og gennem mange sådanne sætte foreningen i stand til at støtte det udadvendte agitationsblad, som vi da, ligesom alle andre, må tegne os som abonnenter på, for at hente ammunition og bud fra kampfællerne. Helst må vi da tillige hjælpe bladet til gode artikler og meddelelser, og yde vort linjebidrag for deres optagelse. For de medlemmer, som ikke mener at have råd til dette sidste økonomiske offer, er der draget omsorg ved vor formands forslag om, at foreningens bidrag til bladet 2.000 kr. er til rådighed som linjebidrag for de af foreningens medlemmer, som ønsker at benytte sig deraf; ganske som i Den lige Vej vil da den af foreningen valgte redaktør lede anvendelsen af disse midler på bedste måde.

Og endelig kan vi yde vor sag måske den mest værdifulde støtte ved, når vi i det nye blad læser en særlig fortræffelig artikel, som rører vort hjerte eller oplyser vor forstand, da at påskønne dette ved at tilsende bladet et økonomisk bidrag, som kan yde vedkommende forfatter en kærkommen opmuntring og sætte ham i stand til at erholde sine trykningsudgifter dækkede og derved en fornyet opfordring til at skrive mere i samme ånd. I virkeligheden er dette jo den mest naturlige måde, hvorpå åndelige ydelser kan vederlægges.

Jeg kan ikke tænke mig nogen smukkere måde at ordne vor sags bladforhold på end den ovennævnte – for alvorlige og rettænkende Henry George venner.

Det kan vel nok ventes, at adskillige medlemmer ikke vil gå med til den nye ordning, fordi de kræver et direkte vederlag for deres penge, og ikke mener, at de får et sådant fremtidigt. Den afgang i medlemstal, som vor forening derved en overgang vil lide, må vi tage med sindsro. – Er hint vederlags-synspunkt virkelig de pågældende medlemmers eneste motiv til medlemsskabet, er dette ikke meget værd for vor sag, hvilken står højere end foreningen. Og vil de udgåede i stedet melde sig som abonnenter på det nye blad, betyder det måske endog en vinding for vor sag. Har de end ikke denne interesse for den, må vi måske .hellere undvære .dem i vore rækker.

Heldigst var det jo, om foreningens midler tillige kunde strække så vidt, at samtlige foreningens medlemmer i alt fald en måned eller to gratis kunne erholde det nye blad og derved gøre sig bekendt med, hvorledes del virker. Jeg tvivler ikke om, at hvis bladet ellers formår at opfylde de store forventninger, der nu stilles til det af så mange (det viser den alt skete tegning af garantikapital, artikelbidrag og abonnement), vil alle gode medlemmer af foreningen derved vindes som faste abonnenter til det nye blad, og dettes fremtid derved være sikret.

Derfor opfordrer jeg herved indtrængende alle gode venner og medarbejdere indenfor Henry George foreningens medlemskreds til nu at være med til at fremme den nye og gode ordning af bladspørgsmålet og derved af hele agitationen.

Det lader sig vistnok ikke nægte, at Henry George sagen i Danmark ikke i de seneste år har formået at vinde samme forståelse og ny fremgang, som under den store agitation for nogle år siden. Skal denne reformbevægelse på ny vinde frem i sin renhed og undgå den skæbne, som den har haft i visse andre lande: at blive forfladiget til en omlægning af nogle ejendomsskatter og til nogle undtagelseslove om såkaldte jordreformer, tiltrænges der nu et kraftigt agitatorisk fremstød i vort lands offentlige mening. Hertil vil et nyt selvstændigt økonomisk politisk ugeblad ledet af Henry George-venner og Retsforbundets mænd være der bedste middel. Giv det da denne håndsrækning.

København, 3. nov. 1920.

S. Berthelsen.