Kr. Erslev
Valdemarernes storhedstid (1898)
(udvalgte afsnit)
Middelalderens jordvurdering
og matrikelansættelser
Til alle tider har det haft stor interesse at få et lands jorder værdsatte på en vis, for alle fælles måde; kun derved kan det nås, at de på jordbrugeren hvilende pligter kan fordeles på en nogenlunde retfærdig måde. I nyere tid er dette som bekendt opnået ved en matrikulering af landet, og det mål, der anvendes, er tønde hartkorn. At en bonde havde jord på een tønde hartkorn, betød oprindelig, at hans afgift til godsejeren, omsat i korn, var lig een tønde »hårdt korn«, dvs. byg og rug; nu er tønde hartkorn blevet et mål for forholdet mellem jordens areal og dens godhed. Vi ved af rig erfaring, at matrikuleringen i det højeste er rigtig i selve det øjeblik, da den gennemføres; landbrugets frem- eller tilbagegang, ulige på de forskellige ejendomme, vil snart gøre, at matrikelansættelsen ikke svarer til virkeligheden. Alligevel bygger man videre på matriklen, erkendende, at den dog tilnærmelsesvis giver et værdimål for jorden, indtil der kommer et tidspunkt, da virkeligheden er gledet så langt bort fra ansættelsen, at man på ny må optage den store og vanskelige opgave at udarbejde en ny matrikel. Christian V’s matrikel stod på den måde næsten halvandet hundredår, før den afløstes af den i Frederik VI’s tid udarbejdede, og denne er nu på mange punkter meget forældet.
Også middelalderen har haft sine matrikelansættelser, og en nærmere forståelse af dem er det første vilkår for at forstå vore ældre landboforhold. Vi træffer en værdsættelse af jorderne efter mark guld, der atter deltes i sølvmarker, og vi ser en taxation at jorderne efter den skyld, census, der hvilede på dem; for den første værdsættelsesmåde kender vi middelalderens eget navn, guldvurderingen (gulz wirthing), den anden kan vi vel i nærmeste overensstemmelse med selve udtryksmåden kalde skyldtaxationen. Guldvurderingen havde sit hovedområde på Jydske Lovs territorium, altså i Jylland og Fyn; skyldtaxationen var trængt igennem overalt, hvor Sjællandske Lov herskede, altså foruden på selve hovedøen også på øerne syd derfor. Begge disse værdsættelsesmåder kendes fra valdemarernes tid, og om de går tilbage til en tidligere tidsalder, er meget tvivlsomt. Men bag ved dem skimtes en ældre og mere ufuldkommen jordvurdering, udtrykt i bol.
Den, der sidst har behandlet disse spørgsmål i sammenhæng, er Paludan-Müller i det fyldige tillæg, som han føjede til sin prøvelse af Valdemars Jordebog(*). Hans fremstilling her har de fortræffelige egenskaber, som træder frem i alt, hvad forfatteren skrev; man føler helt igennem, at han har syslet længe med disse indviklede forhold og gennemtænkt dem på det nøjeste, før han nedskrev sine udslag, og der er derfor over fremstillingen en klarhed og forståelighed, der efterlader det dybeste indtryk hos læseren. Med rette er de forklaringer, Paludan-Müller her har givet til forståelse af vore ældre landboforhold, altid blevet værdsatte meget højt, og det viser sig også, at Joh. Steenstrup(**), der så skarpt bekæmpede Paludan-Müllers opfattelse af jordebogen, stiller sig helt anderledes over for hans tydninger af middelalderens jordvurdering; på et enkelt hovedpunkt nær slutter han sig nøje til sin forgænger, og særlig hvad den »østdanske skyldtaxering« angår, har han fattet sig i stor korthed, åbenbart fordi det stod for ham således, at Paludan-Müller fuldt ud havde opklaret dennes karakter.
*) Videnskab. Selsk. Skrifter, 5. Række, hist.-philos. Afd. IV, 229.
**) Studier over Kong Valdemars Jordebog. 1874.
Jeg har selv også tidligere haft den samme opfattelse; et nøjere studium af Paludan-Müllers meninger har dog på adskillige punkter ført mig på andre tanker, og jeg tror, at disse forhold meget kræver en ny prøvelse. Paludan-Müller fremstiller sine resultater under en stadig polemik mod sine forgængere, af hvilke Velschow(*) er den vigtigste, og det er sikkert, at han også på adskillige steder har ret over for denne, men det er meget langt fra, at det er tilfældet i alt. Når Velschow ved disse forhold alle vegne så regelmæssighed og orden, kunne det vel trænges til, at man i stedet lagde vægten på de mange uregelmæssigheder og uensartetheder, der fremtræder; når han i matrikelbestemmelsen overalt så en af staten gennemført værdsættelse af landets jorder, kunne det være rigtigt en gang at prøve, om man ikke skulle søge en forklaring nedenfra i stedet for ovenfra, og se, om matrikelbestemmelserne dog ikke snarere var selvgroede end statspåbudte. Alt dette har Paludan-Müller gjort, og han danner derved en naturlig og tillige frugtbar reaktion imod de Velschowske synsmåder. Imidlertid er han vistnok kommet meget for langt over til den modsatte side, og det kunne vel være på tide at søge den gyldne middelvej.
*) Især i hans disputats: de institutis militaribus danorum. 1831.
At finde denne mellemvej ved kritisk at følge hele Paludan-Müller fremstilling ville dog næppe være den heldigste fremgangsmåde; end mindre ville det lønne sig af Velschows bevisførelser at søge at udsondre, hvad der er rigtigt, fra det meget, som allerede Paludan-Müller har påvist som urigtigt. Heller må man tage sagen op til helt ny behandling, selv om det kun kan ske i store træk, og det er da dette, jeg agter at gøre i det følgende. Indledningvis må jeg dvæle lidt ved middelalderens møntregning og kornmål, som er en nødvendig forudsætning for at forstå matrikelberegningen.
1. Møntregning og kornmål.
Møntregningen frembyder ingen vanskeligheder. Den egentlige regningsenhed var marken, der deltes i 8 øre; på en øre taltes 3 ørtuger, på en ørtug 10 penninge. Kun den sidste møntsort udmøntedes, og 240 penninge var altså lig een mark. På latin kaldtes penningen denarius, ørtugen solidus; men det sidste ord bør ikke oversættes med skilling, en benævnelse, der først indkommer i Danmark med den lybske møntregning.
Paludan-Müllers behandling af disse forhold betegnede intet fremskridt. Han brugte stadig for solidus udtrykket skilling og kom i sammenhæng dermed også ind på den tanke, at den gammeldanske mark ligesom den lybske deltes i 16 skilling. Det sidste blev imødegået både af Steenstrup og af mig og behøver sikkert ikke videre at drøftes.
Hvad ørtugens penningetal angår, søgte Paludan-Müller at godtgøre, at dette var 12, ikke 10, som man havde ment siden Luxdorphs dage, og han fulgtes heri både af O. Nielsen og Steenstrup, uden at disse dog fremførte nye bevisligheder. Dette bifald fra modstandernes side har åbenbart vakt Paludan-Müllers kritik, og i stridsskriftet mod Steenstrup antyder han, at han nu er blevet »mere tilbøjelig til at anerkende en skilling på 10 denarer«. I sit svar kom Steenstrup da også ind på dette spørgsmål og anførte selv et bevis på ørtugens tideling; dog mente han, at denne tideling var noget senere fremkommet og fastholdt sin tidligere antagelse om det 13. århundredes inddeling af »skillingen«. — Umiddelbart efter udtalte jeg, der dengang havde syslet meget med numismatik, at det ubetinget i måtte hævdes, at der altid var regnet 10 penninge på ørtugen(*), en mening, der siden også er fremsat af Hauberg(**).
*) Danske samlinger 2 r. IV, 140 f.
**) Årb. F. Nord. Oldkyndighed 1884, s. 249.
De kildesteder, der giver oplysning om ørtugens penningetal, er ikke mange; i de testamenter o.l., der er os overleverede, kommer man sjældent så langt ned som til ørtugen og kun rent undtagelsesvis til penningen. Heldigvis peger de få kildesteder alle i samme retning:
- Skåne o. 1200: Anders Sunesøn gengiver tre gange skånske lovs øre ved 30 penninge (Thorsens udg. 145, 169-194).
- Skanørloven, en fiskerilov (fra Valdemar Sejrs tid?): Tolden for læst sild er ørtug, for ½ læst 5 penninge (Schlyter, Sveriges gml. Lagar IX, 496).
- 1332 ytrer en pavelig indsamler: sciendum est, quod 10 denarii faciunt solidum (Munch, pavelige nuntiers regnskabsbøger 69).
- Skåne o. 1350: 15 denarii sættes lig 1½. solidus (Lunde domkapitels gavebøger, ved Weeke 136).
- Samtidig: 20 denarii sættes lig 2 solidi (smstds. 310).
- Sjælland o. 1370: 1 ora terræ, videlicet 30 denarii terræ (Roskildebogen, SRD. Vu, 66).
Af disse kildesteder anfører Paludan-Müller kun det første og det sidste, og begge søger han at bortforklare: »Anders Sunesøn gengiver ellers lovens øre med ora«, og det er da et stort spørgsmål, om han på de tre anførte steder har ment, at en øre penge er 30 penninge, eller om han ikke netop har villet give en anden størrelse af bøden end øre« ; stedet i Roskildebogen »viser netop ved den forklarende tilsætning til øre jord, at her var et usædvanligt forhold, der som undtagelse bestyrker regelen«. Det første er for løst til at behøve imødegåelse, forklaringen af det andet sted er meget søgt, og ser man på sammenhængen, forstår man let, hvorfor skriveren her har nævnt ørens penningetal, thi lige før og lige efter omtales jorder, hvis skyld angives alene i penninge.
Positivt bygger Paludan-Müller sin påstand om 12 penninge på ørtugen kun på et eneste sted, en sammentælling i Roskildebogen, der viser, at 2 gange 9 penninge er regnet lig ½ øre. Mod værdien af dette bevissted anførte jeg tidligere, at »det skriver sig fra 1370, det vil sige fra en tid, da den danske regning var helt overgroet af fremmede regningsmåder, hvis solidus stadig regnedes til 12 denarer«, og at det derfor måtte opfattes som en forvanskning af de ældre forhold. En anden forklaring ligger dog nærmere. Her tales ikke om penge, men om jordskyld, og skønt denne sikkert nok havde sit udgangspunkt fra møntregningen, var den dog i tidens løb kommet i nøjeste forhold til kornmålet, hvis skæpper sattes lig penninge. Men i kornmålet regnede man på denne tid, synes det, 12 skæpper på ørtugen, og det er da vist dette forhold, der her er indsat også ved jordskylden.
Når Paludan-Müllers tolvdeling af ørtugen ene bevistes ved dette sidste kildested, bliver det lidt underligt, at Steenstrup, stadig kunne fastholde rigtigheden deraf for det 13. århundrede, samtidig med at han selv godtgjorde, at man i det følgende havde regnet 10 penninge; hvad vægt man så end vil tillægge Roskildebogens sidste beregning, er det dog vist, at den stammer fra en endnu senere tid i det 14. Århundrede end det af Steenstrup fremførte bevis på tidelingen(*).
*). Når forf. selv ikke har anført noget bevis for den af ham tidligere tolvdeling af ørtugen, kan jeg kun løselig formode, at han derved har bygget på den iagttagelse, at »6 penninge« og 3 »penninge« ofte forekommer som bøde- eller toldsats i de ældste gildeskråer og i de sønderjydske stadsretter. Man føres derved ganske vist let til den tanke, at disse penningetal vel har svaret til en halv og en fjerdedel ørtug; men uden støtte andensteds bliver dette dog meget usikkert. I det mindste i skråerne findes også summen fem penninge. At tolvdelingen af »solidus«, der var herskende i Tyskland, tidlig er trængt ind i Sønderjylland, er dog rimeligt nok.
Det kan tilføjes, at man i Norge delte ørtugen i 10 penninge; i Sverige synes ørtugen i Svealandskaberne at være delt i 8, i Gotaland derimod i 16 penninge, men enkeltvis spores også en tolvdeling (Hildebrand, Sveriges medeltid 1, 773 f.).
Kornmålet frembyder derimod visse vanskeligheder. Der er vel ingen tvivl om de større regningsenheder; thi disse var de samme som ved møntregningen: en mark korn, også kaldet en læst, deltes i 8 øre, øren atter i 3 ørtuger; dertil kom tillige som noget for kornet ejendommeligt en inddeling af marken i 12 pund. Men tvivlen kommer frem, hvor spørgsmålet bliver om skæppens forhold til disse regningsenheder. Herom haves fra tiden før år 1400 kun yderst få oplysninger, og disse passer ikke godt sammen; før vi ser nærmere på dem, vil det derfor være rettest at klare os spørgsmålet fra en anden side.
Vi ved god besked om kornmålet, således som det var i Danmark i begyndelsen af den nyere tid; Arent Berntsens bekendte værk fra 1656 om »Danmarks frugtbare herlighed« forklarer os datidens kornmål i alle enkeltheder, og hvad han opgiver herom, gælder også for det 16. århundrede, således som det ses af de talrige, fra denne tidsalder bevarede regnskaber. På den anden side hersker der også fuldstændig enighed om, hvorledes kornmålet er fremkommet i den ældre middelalder; man er enig om, at det har lånt sine benævnelser fra møntregningen og med navnene også hele regningsforholdet. Dette må være sket på et tidspunkt, da een skæppe korn, det eneste virkelige kornmål, kostede een penning, den eneste udprægede møntsort, og man har da fra denne tid taget marken, øren og ørtugen fra møntregningen og overført dem til kornet. Der er virkelig en tradition om, at kornet stod i denne pris i Erik Ejegods dage, og endnu meget senere fastholdt man det samme forhold; man ser af Skånske Lov, at brandhjælp kunne ydes enten med een penning eller med een skæppe byg.
Kornmålet i middelalderens senere århundreder danner jo nu mellemleddet mellem det ældste kornmål og det, der brugtes lige efter middelalderen; lad os da se på denne begyndelse og denne slutning for ad den vej at trænge ind i den udvikling, der har ført fra det ene til det andet.
Det oprindelige kornmål er, som allerede sagt, ganske som møntregningen, kun at der i stedet for dennes penning sættes skæppe. En mark korn har da talt 240 skæpper, en ørtug ti. På modsat side står det således, at man i det 16. århundrede omtrent hele Danmark over vel endnu regnede marken til 8 øre, og øren til 3 ørtuger, men ved skæppetallet fremtrådte der den største forskel imellem de forskellige kornarter; af rug regnede man 240 skæpper på marken, af byg derimod 288 og af havre endog 480. Ligheden med og forskellen fra det første udgangspunkt er da den, at rugen har beholdt det oprindelige skæppetal, ti på ørtugen; af byg har man derimod regnet 12 skæpper på ørtugen og af havre dobbelt så mange skæpper som af rug.
Når man således har indført at regne et yderst afvigende skæppetal på regningsenhederne, ligger grunden til, at man er slået ind på denne vej, klart for øjnene. Det hænger sammen med de tre kornarters prisforhold; byggen er lidt billigere end rug, havre ansloges i ældre tid til kun at have halv så stor værdi som rugen, og ved at regne med de forskellige skæppetal for hver kornart opnåede man da, at een mark korn af hver art var omtrent af samme værdi, og på samme vis alle de andre regningsenheder, øren, ørtugen og pundet. Fordelen herved var den, at man kunne fastsætte en landgilde i “korn” uden nærmere at bestemme hvad art korn; bonden kunne da betale sin landgilde med den slags korn, som han havde tilovers, men han måtte ganske vist, når han ville betale sin skyldige ørtug korn i havre, heraf give dobbelt så mange skæpper, som hvis han leverede den i rug.
Først herved forstår man da dette i sig selv påfaldende, at man i middelalderen træffer afgifter fastsatte i annona, korn(*), uendelig meget oftere, end der nævnes en bestemt kornart. Det kunne gøres, fordi der af de forskellige kornarter regnedes et ulige antal skæpper på regningsenhederne, men således nuanceret, at der altid udkom den samme værdi. Forholdet har sin analogi i den måde, hvorpå man fastsatte pengeafgifter; da mønten var af meget ulige værdi og der foruden den indenlandske mønt også var mange fremmede møntsorter i omløb, fastsatte man pengebeløbene i mark sølv, der da kunne betales med danske penninge efter eet forhold, med sterlinge efter et andet o.s.fr.
*) ved annona forstodes i ældre tid alle tre kornarter, således som det ses af det ofte forekommende udtryk: annona tripartita eller triplex annona, sml. Repertorium nr. 2789: 9 oras annonæ tripartitæ, scilicet 3 oras siliginis, 3 oras ordei et 3 oras avenæ. Fra 14. århundrede af blev det dog det almindelige ved annona kun at forstå rug og byg, se f.eks. Repert. 3281.
Heri ligger da forklaringen for, hvorledes man fra det fælles udgangspunkt: 240 skæpper på marken, er nået til dels det samme tal for rugen, dels til 288 og 480 skæpper for de andre kornsorter. Spørgsmålet bliver kun, på hvad tid denne ændring er indført.
Dertil er at svare, at for havrens vedkommende er det rimeligvis sket fra første færd. Havren har sikkert aldrig stået i samme pris som rugen og byggen, og prisforskellen har vist oprindelig været den samme, som man siden anså for den normale, at havre måtte værdsættes halvt mod de andre kornsorter. Dette stadfæstes af det nysomtalte sted i Skånske Lov; thi penningen kunne her ombyttes med en skæppe byg, men ville man yde den i havre, skulle der gives to skæpper. Ville man da på den tid have det ud, at een mark havre i værdi faldt sammen med een mark af de andre kornarter — og det udkrævedes af hele regnemåden med mark korn — må der allerede dengang være regnet det dobbelte antal skæpper på marken. Ved havre er der da al grund til at tro, at det fra senere tider kendte skæppetal er helt oprindeligt.
Herimod strider nu ganske vist et regnestykke i Roskildebogen (SRD. VII, 22), hvorefter 19 afgifter, hver på 14 skp. havre, sammenlægges til 13 pd. 6 skp.; dette giver 240 skp. på marken. Når Paludan-Müller og Steenstrup, ene støttende sig herpå, mener at kunne slå denne regnemåde fast som hele middelalderens, forekommer det dog, at de tillægger dette enkelte kildested for stor en beviskraft; der er altfor meget, der peger i anden retning. Først og fremmest har vi udtrykket »mark korn« uden nærmere bestemmelse; hvorledes kunne det bruges, når havre kun betød lige så mange skæpper som af rug altså en meget mindre værdi? De to forfattere vil svare, at der ved annona kun tænktes på de sidste kornarter, ikke på havre; men dette står i strid med, at middelalderen selv undertiden bestemmer »kornet« lidt nærmere ved at sige: annona tripartita, her er altså havren med(*). Vil man da tænke sig, at havren har samme skæppetal som rug og byg, må man så vistnok tilføje den yderligere formodning, at havreskæppen var dobbelt så stor som den almindelige kornskæppe; herved kommer man imidlertid i strid med stedet i skånske lov, hvor 1 skp. byg sættes lig 2 skp. havre, hvad der netop stemmer med et fælles skæppemål, som opvejes af den forskellige værdi(**).
*) Se foregående anm. Sml. Også Roskildebogen (SRD. VII, 69): curia principalis Swenstorp, ad quam, potest seminari large tres lastæ annonæ communiter de omni frumento, videlicet ordeo, siligine et avena.
**) På en særegen havreskæppe kunne tyde et andet sted i Roskildebogen, hvor det hedder om Kindvig (SRD. VII, 7), at denne bys jorder i udsæd regnes (computabuntur), quantum potest continere modius, sicut mensuratur avena. Dette er dog vel kun et kejtet udtryk for, at jorden er regnet efter udsæd i mark havre med det for denne kornart ejendommelige skæppetal. Denne forklaring ligger i alt fald nærmest, når det i natholdslisten i Valdemars Jordebog hedder: marca myrti mensurati, sicut mensuratur avena.
Jeg tror derfor, at man bør foretrække at erklære sammenregningen på det anførte sted for fejl, beroende på en misforståelse af skriveren, der er kommet til at regne efter rugskæppeberegningen, hvor han burde have nyttet havreskæppens særlige regnemåde. På lignende vis har jo den samme jordebog et sted, som det synes, forvansket jordskyldberegningen ved at indsætte ortugens skæppetal (ovfr. s. 8).
Der er i selve stedet noget, der gør formodningen om en fejl i sammentællingen ret rimelig. Det opgives, at hver øre jord i Vallingerød giver i afgift »1 øre byg, i pund rug og 14 skp. havre«, men det hedder også, at hver øre jord giver »3 pund korn i tredelt korn (in triplici annona). Dette sidste, der åbenbart er den ældre bestemmelse af landgilden, ville regelmæssig fordelt give et pund (eller 2/3 øre) af hver kornart, og der er altså foretaget den ændring, at der i stedet gives mere byg og mindre havre. Der er tillagt ½ øre byg, hvad der rimeligvis svarer til 12 skp. (jfr. ndfr.); men hvor mange skæpper havre er der til gengæld fradraget? Ja, hvis havrepundet virkelig talte 20 skp. er der kun fraregnet 6 skæpper, altså halvt så mange, som der er tillagt af byg, noget ganske urimeligt, siden byggen jo var af større værdi end havren. Regner man derimod med 480 skp. havre på marken eller 40 på pundet, bliver omlægningen forståelig; der er da afdraget 26 skp. havre, hvad der passer godt; man kunne sige, at de 24 skp. ligefrem svarer til de tilkomne 12 skp. byg, og at der yderligere er slået 2 skp. af, for at formå bønderne til at gå ind på omlægningen. — Det kan tilføjes, at man derimod ikke kan få mening i omlægningen, hvis man tænker sig havreskæppen dobbelt så stor som bygskæppen.
Prisforskellen mellem rug og byg er mindre, og at den straks skulle have ført til et afvigende skæppetal, er ikke rimeligt. Vi ser da også, at man i Ribeegnen i tiden ved år 1300 regnede både rug og byg ganske ens, og at der af hver taltes 10 skæpper på ørtugen, altså 240 på marken. Derimod træder den senere regnemåde for byggen klart frem i Esrom Klosters Jordebog fra 1497, idet her et pund korn, når det ydes med byg, ydes med 24 skæpper, medens det leveret i rug udgør 20 skæpper; det sidste svarer til den gamle tideling af ørtugen, det første til en tolvdeling.
Midt imellem Ribeoplysningerne fra omkring 1300 – de 200 år yngre angivelser fra Esrom står nogle antydninger fra det fjortende århundrede, der hverken stemmer med det ene eller andet. Man ser af et skånsk brev af 1348 (Dipl. Svec. VI, 58), at der tales om solidi cum 10 modiis annonce, hvad der jo ret klart viser, at kornørtugen ikke var lig 10 skæpper, og man synes i Roskildebogen fra o. 1370 at spore, både at annona, hvormed der på dette tidspunkt nærmest mentes rug og byg, regnedes ens, og at deraf regnedes 12 skp. på ørtugen.
Det synes da, at skæppeantallet for rug og byg har været noget vaklende. Vil man uden videre lade de lokale oplysninger fra hver tidsalder gælde for hele landet, får man ud, at der oprindelig regnedes 240 skp. af begge kornarter på marken, i det 14. århundrede derimod 288 skp., indtil man i det 15. årh. for rugens vedkommende vendte tilbage til den gamle regnemåde. Men overgangen kan jo også være sket på anden måde og til ulige tid i de forskellige egne af landet. Holder man sig til valdemarernes tid alene, bliver det vist det rimeligste at tænke sig, at rug og byg endnu er regnet ens og da på den oprindelige vis med 240 skp. på marken.
Om oplysningerne fra Ribeegnen se Steenstrup s. 252. Når denne imidlertid undrer sig over her at finde en deling af kornmålet efter 1 : 8 : 3: 10, må det jo erindres, at han med Paludan-Müller gik ud fra, at pengemarken havde en deling af ørtugen i 12 penninge; hylder man ikke denne opfattelse, bliver riberdelingen simpelt hen den oprindelige, fra penge til korn overførte, deling af marken i 240 penninge. Hvor Steenstrup et sted ved ørtug tilføjer: »(12 skæpper) må dette indskud da udgå. Det ejendommelige ved riberregningen ligger ene i, at der her foruden ørtug bruges to andre navne om tiskæppen, dels lagena (tønde), dels »den større skæppe« eller »riberskæppen« (modius Ripensis). Både ved rug og byg regnes der 10 skæpper på dette større mål.
Regnemåden i Esrom Klosters Jordebog (Codex Esromensis, udg. Af 0. Nielsen, s. 264) ses klart, når man sammenstiller landgildeopgivelserne her med de tilsvarende i selve skøderne, der findes andensteds i brevbogen. I Lystrup har klostret 2 bønder, der tilsammen giver 3 pund korn; i skødet af 1485 anføres derimod, at de hver giver 15 skp. rug og 18 skp. byg (s. 270, 241); pund byg har altså 24 skp., pund rug 20 skp. Samme regnemåde viser sig gentagne gange, når man sammenstiller jordebogens opgivelser om Esbønderup med Kong Hans’s skøde herpå (s. 275, 185); Brydens 6½ pund korn i skødet anføres i jordebogen som 3 pund 5 skp. rug, 3 pund 6 byg, o.s.fr. Man forstår nu, at der i jordebogen atter og atter fremtræder en landgilde på 15 skp. byg, 18 skp. rug (s. 265, 268, 269, 272, 273); det svarer til 1½ pund korn(*).
*) Det bør dog anføres, at eet sted kunne tyde på, at der undertiden både af rug og byg er regnet 24 skp. på pundet. S. 271 står: Eyelstrop dabit ½ pund korn annuatim; det underlige dabit kunne nok tyde på, at vi her har den gård i Ejlstrup, som et par år i forvejen var bortmageskiftet fra klostret (s. 184), og i mageskiftet opgives dens landgilde som: 6 skp. rug og 6 skp. byg.
Fra tiden mellem Ribeoplysningerne og Esrom-jordebogen er der hidtil ikke påvist sikre beviser på den ene eller anden regnemåde. Paludan-Müller og Steenstrup mener vel i Roskildebogen at have fundet et regnestykke, der klart godtgør, at der af byg er regnet 24 skp. på pundet, men dette beror på en ret kuriøs selvskuffelse. Det anførte sted taler nemlig ikke et ord om skæppe; det udregnes at 19 gange 1 øre byg er 2 mark 4½ pund, og heraf kan ganske vist ses, at 1 øre er 1½ pund, men heller ikke mere. De to forfattere har gjort sig selv overflødig ulejlighed ved at vise, at regnestykket går op, når man regner 36 skp. på øren; det slår selvfølgelig lige så godt til, når man regner bygøren til 30 skp., pundet til 20. Fra det på denne mærkelige måde fundne skæppetal for byggen slutter så Paludan-Müller til rugen, Steenstrup tillige til hveden, alene støttet på, at disse kornarter må være regnede ens!
Derimod har Steenstrup rigtig fremdraget nogle kildesteder, der peger på, at både byg og rug i det 14. årh. er regnet med 12 skp. på ørtugen, idet han foruden det skånske brev henviser til, at i Roskildebogen sættes ved Manderup (s. 48) landgilden af en fjerding til 1 øre korn, af en halv fjerding til 18 skp. Den sidste landgilde forekommer også et par andre steder i Roskildebogen (s. 2, 48), og det synes sandsynligt nok, at der bag ved den ligger det ofte forekommende: ½ ora annonæ.
Vil man sammenstille kornmålet i valdemarernes tid med vor tids, må man fra mark- og pundregningen søge vejen over til tønden, som først fra det 17. århundrede har været den herskende. Allerede i Chr. IV’s tid brugtes næsten i hele riget den endnu brugte korntønde, men der regnedes på den i de forskellige provinser et ulige antal skæpper; m.a.o. Skæppemålet var forskelligt. Hvorledes denne ulighed er fremkommet, har endnu ingen forsøgt at oplyse. Jeg tør heller ikke indlade mig derpå og kan heldigvis forsvare at lade dette problem ligge. I det følgende kommer jeg nemlig så godt som ikke til at benytte andre oplysninger om kornmål end sådanne, der stammer fra Sjælland, Øerne syd derfor og vore gamle landsdele på den anden side Øresund, og for alle disse egne er forholdet meget simpelt. Her regnedes alle vegne 6 skæpper korn på tønden (først ved forordning 1. maj 1683 indførtes i stedet 8 skp.), og at disse skæpper var af samme størrelse som i middelalderen, er der ingen grund til at betvivle. Reduktionen bliver da for rug, at een mark eller læst, som det siden kaldtes, var lig 40 td. (een øre lig 5 td.); ved byggen er forholdet lidt uklart, og her skal marken måske som senere sættes til 48 td.; for valdemarstiden tvivler jeg dog derom og foretrækker at regne byg som rug, jfr. ovenfor.
At omsætte datidens angivelser af priser eller indtægter til nutidsmønt volder ingen vanskeligheder, når de er anførte i sølv, hvad der ofte er tilfældet; da datiden ikke formåede at fremstille metallet helt rent, kan man omtrentlig anslå een mark sølv til 35-36 kroner. Noget vanskeligere bliver det, når angivelserne er i penge (denarii), da de virkelige mønter på valdemarernes tid allerede havde fjernet sig meget fra den ideale tidsalder, da de var af rent sølv. Ved slutningen af valdemarstiden gik der omtrent 3 mark penge på een mark sølv, og snart sank pengenes værdi yderligere, hvorom udtømmende oplysninger findes hos Hauberg.
Mere oplysende end blot at angive datidsmøntens metalværdi var det dog, om man kunne få nogen ide om dens købeevne, altså om forholdet mellem datidens priser og vore. Spørgsmålet lader sig kun besvare i de groveste træk, så få oplysninger som der haves derom. De prisangivelser, der kendes for landets produkter fra det 13. århundrede, er samlede af Steenstrup (S. 254, 256f.); jeg har intet yderligere fundet, derimod nok en hel del prisangivelser fra tiden efter, der i det store og hele stemmer godt med tidligere og gør, at man bygger noget mere tillidsfuldt på disse.
I slutningen af Valdemar Sejrs tid kunne een mark korn af de forskellige kornsorter værdsættes til 2 mark sølv eller o. 70 kroner. Det er jo et helt andet prisforhold, end da kornmarken og sølvmarken var af samme værdi, og endda har dette vistnok været i tilfældet ikke så meget længe forud; den ovenomtalte bestemmelse i Skånske Lov peger herpå. Den anførte pris for kornmarken giver for tønden 1 kr. 75 øre; ved år 1500, før den store prisstigning indtrådte, var prisen noget, men ikke meget lavere. — En okse kostede ved år 1250 6 øre sølv, en ko 4 øre eller henholdsvis o. 27 og 18 kroner; for disse produkter var priserne ved middelalderens slutning langt lavere, kun omtrent en tredjedel.
Will. Scharling mener, at pengenes købeevne ved år 1500 omtrent var otte gange så stor som i tiåret 186o-70. For valdemarernes tid synes man ikke at komme fuldt så højt op, og vil man have et begreb om, hvad een mark sølv i datiden egentlig betyder, bør man vel regne den til en fem-seks gange metalværdien eller omtrent 200 kroner.
Een vare synes dog i datiden at have været uforholdsmæssig lavere i pris end de andre, og det er jorden. Vanskelighederne ved her at sammenligne fortidens priser med nutidens er ganske vist overordentlige, men noget kan man alligevel skimte.
På Sjælland møder vi en jordtaxering som vi snart skal studere nærmere; man talte om jord på een øre i skyld, når en gård havde så meget tilliggende i byens vange, at deri kunne sås hvert år een øre eller 5 td. korn. Da man fulgte trevangssystemet, var pløjelandet i virkeligheden en halv gang større, og dertil kom andel i udmarken; en sådan gård må have haft et areal, der har svaret til mindst 10 td. land. En gård af denne størrelse ville vel i vore dage stå for een tønde hartkorn og betales med en 6-8000 kr.; i det 13. århundrede og tiden nærmest derefter solgtes een øre land oftest for mindre end 200 kr. Her er vi da nede ved mindst 30 gange lavere priser.
Endda spores det, at jordpriserne havde været endnu lavere nogle menneskealdre tidligere, ligesom det jo også var tilfældet med kornets pris. I Jylland har man en gammel værdiansættelse for jord i den såkaldte guldvurdering, der efter mine tanker stammer fra de første valdemarers tid. Een mark gulds jord betød jord, hvis salgspris kunne sættes til een mark guld eller 8 mark sølv. (280 kr.). Men så vidt vi kan se, mente man i datiden, at til en sådan gård efter jydsk vurderingsmåde svarede på Sjælland en gård med 8 ørtug jord i skyld. Otte ørtug er 2 2/3 øre, og det synes da, at prisen for een øre land på dette tidligere tidspunkt kun har været o. 100 kroner.
Hundrede kroner for noget, der kan antages at svare til en tønde hartkorn, — for mange vil dette lyde ganske utroligt, og det er da måske rigtigst at tilføje, at man ingenlunde behøver at gå tilbage til valdemarernes tid for at finde en så lav jordpris i Danmark; thi netop den samme pris betaltes der ved midten af forrige århundrede.
Jeg har fundet efterfølgende jordpriser, alle fra Sjælland; priserne er angivne i mark penge, og reduktionen af disse til mark sølv kan kun ske med nogen usikkerhed.
| 1259 | (Esrombogen 129): 2 ørtug jord for 30 mark penninge (omtr. = 7½ mk. omtr. 11 mark s. | Pris for 1 øre jord omtr. 11 Mk. sølv |
| 1259 | (Sorøbogen: SRD IV, 498): 2 øre i skyld for 36 mark (o = 9 mk. sølv) | – 4½ – |
| 1261 | (Weinwich, Stevns Herred 12) 1 ørtug skyld ansættes til værdi af dels 8, dels 10 mk. (0. = 2-2½ mk. s.) | – 6 — 7½ – |
| 1282 | (Regesta *546): Prisen for ørtug skyld sætte til 6 mk. hallandske penninge, hvoraf der skulle regnes 5 mark på 1 mk. s. (1) | omtr. 3 3/5 |
| 1282 | (Suhm X, 1014): 8 ørtug for 73 mk. (=16 1/3 mk. sølv) | – 6 – |
| 1297 | (Sorøbogen 496): 7 øre for 130 mk. (=o. 23 mk. s). | – 3 1/3- |
| 1307 | (sstds. 511): 2 øre for 120 mk. (=o. 15 mk. s.) | – 7½ – |
| 1318 | (sstds. 515): 7 ørtug for 11 mk. (= o. 11 mk. s.) | – 5 – |
| 1327 | (sstds. 498): 4 øre for 160 mk. (=o. 16 mk. s.) | – 4 – |
| 1329 | (Repert 1566): ½ øre for 40 mk (=o. 4 mk. s.) | – 8 – |
Dertil kan føjes de jordpriser, som Århusbogen (SRD. VI, 423 f.) opgiver for kapitlets sjællandske ejendomme; i to landsbyer i Ods herred angives begge steder, at 30 mk. penge er den regelmæssige pris for een øre land (og det skønt der i den ene by kunne sås dobbelt mod den anden, ligesom også landgilden var højere). Opgivelserne findes i et afsnit, dere r skrevet i frste årti af 14. årh., da sølvmarken må sættes lig o. 6 mark penge. Prisen for een øre jord bliver da herefter 5 mark sølv.
På Falster solgtes 1277 3 øre 1½ denar jord for 42 mark (SRD. IV, 356) eller o. 10 mk. s. Pris for 1 øre: o 3 mk. sølv.
1) Denne prisopgivelse har særlig vægt, fordi det drejer sig om betydeligt gods, ialt 12 mark mindre end 1 øre. Der nævnes hallandske penge, fordi sælgeren er de hallandske grevers frænde, Otto af Ravensberg; køberen er derimod en sjællænder, Olaf Takesøn (udgiveren læser, sikkert urigtigt, Tabesun), og byen Lethofte, hvori godset ligger, skal vistnok også søges på Sjælland; mulig er det Levetofte eller Lejrstofte, måske dog snarere Luderup, hvori Olaf ejede gods allerede forinden (SRD. IV, 512).
Skyldtaxationen
Noter er anført bagest…
For denne matrikelmåde er, som allerede sagt, middelalderens eget navn ikke overleveret os. Udtryksmåden er imidlertid fast og klar; det hedder: terree untus marcæ in censu, d.e. jorder på een mark i skyld, una ora terræ in censu, d.e. een øre land i skyld, eller lidt omdrejet: census trium orarum in terra, en skyld af 3 øre i land. Når jeg da kalder dette en skyldtaxation af jorden, holder jeg mig strengt til selve tidens udtryksmåde .
Til nærmere forståelse af denne taxation må man først søge at klare sig, hvad der menes med ordet Census eller på dansk Skyld, og på den anden side at fatte, hvad det er for mark og ører, der her nævnes; vi ved jo nemlig, at disse navne fandtes både i metalregningen og i kornmålet, der havde lånt dem fra metallet, og når der da her tales om mark og ører, kan der være underforstået både korn og sølv (eller penge).
Det sidste tvivlsmål kan heldigvis klares hurtigt. Benævnelserne i kornmålet og i metalregningen er vel de samme, så længe der er tale om de højere regningsenheder, men kommer man ned til de virkelig brugte mindste mål, skiller de to regningsmåder sig jo ud fra hinanden; mindstemålet hedder i kornmålet skæppe, modius, i pengeregningen penning eller denar; dertil har kornmålet et for det ejendommeligt udtryk i benævnelsen pund, der ikke kendes ved sølv. Takket være denne forskel er det let at afgøre, om skyldtaxationen mener korn eller metal.
Det er for det første betegnende, at skyldtaxationen ikke benytter udtrykket pund; man kan tale om, at en jord skylder et pund korn i landgilde, eller om jord, der kan tage et pund korn i udsæd; men blandt de hundreder og atter hundreder eksempler, man har på angivelse af jordskylden, finder man aldrig: jord på visse pund »i skyld«. Peger dette allerede på den rette forklaring, er det aldeles afgørende, at mindstemålet i skyld hedder penning, ikke skæppe. Naturligvis er det sjældent at finde så små jordstykker, at denne betegnelse fremtræder; men hvor det er tilfældet, er udtryksmåden stående og fast; det hedder: terra unius denarii in censu. Herpå er der eksempler allerede i Valdemars Jordebog, og andre findes fra hele den følgende tid, hvori denne skyldtaxation var i brug .
Det er derfor ganske umiskendeligt, hvad taxationen mener med sine mål; der tænkes ikke på korn, men på metal, og der kan i det højeste være tvivl om, hvorvidt man skal underforstå sølv eller penge. Ubetinget mest sandsynligt er det dog, at der menes sølv; pengenes godhed var jo hurtig skiftende, og det ville være unaturligt at benytte dem ved en taxation, der skulle have blivende værdi.
Fuldt så let er det ikke at udfinde, hvad der menes med ordet skyld. Kun det må stå fast, at der tales om en afgift; det ligger lige klart i det danske udtryk og i det dertil svarende latinske ord, og det stadfæstes også af selve kilderne, hvori der tales om »jord af en årlig skyld på en halv mark penge« (terra de censu dimidiæ marcæ nummorum annuatim), »jord på 13 ørtug i årlig skyld« (in censu annuo) . Men menes der ved ordet census i skyldtaxationen en afgift til den private godsejer eller tænkes der på en afgift til staten? Angiver censusansættelsen, hvad landgilde der skulle gå af jorden eller hvad skat der skulle ydes af den? Selve ordet kan her intet oplyse; det bruges om den privatretlige landgilde, således som det bl.a. ses af de nysanførte eksempler; men det anvendes også, hvor der tales om en offentlig skat; Frislands afgift til kongen, der bestod af viingift og stud, kaldes i Valdemars Jordebog census (s. 46), den midsommerskat, der gaves i byerne, betegnes på latin som æstivalis census (Dipl. Arnemagn. I, 247).
Skyldtaxationens udbredelse taler imidlertid stærkt for, at den census, der derved pålignedes, var en ydelse til staten. Den anvendes over hele det område, på hvilket Sjællandske Lov gjaldt; al jord her var skyldsat på denne måde. Endnu har vi i Falsterlisten i Valdemars Jordebog et fuldstændigt udtog af denne øs matrikel; sogn for sogn angives, hvad hver bys jorder beløb sig til i mark og øre skyld. Der kan da ikke godt være tvivl om at denne jordvurdering er udgået fra staten; på en eller anden tid er der foretaget en taxation af alle jorder på Sjælland og de syd derfor liggende øer, og på forhånd må man formode; at den offentlige taxation er foretaget med en statsbyrde for øje.
I virkeligheden ved vi også, at netop den byrde, der var datidens første og vigtigste ydelse, ledingspligten nemlig, var pålignet efter skyldtaxationen. Til ydelse af leding var landet delt i havne, og af hver havn skulle der, når leding udbødes, stilles een mand til skibshæren. Nu hedder det i forordningen for Sjælland af 1284 § 11:
Hvo som har mark skyld eller 9 øre eller 10 øre eller og 11 øre i jord, rede deraf en fuld havn; men har han 12 øre skyld, da rede han for halvanden havn.
Det, der udtales her, er jo kun en nærmere følge af en ikke udtalt grundregel, den, at mark skyld yder fuld havn. Som oftest ejede bonden ikke så megen jord, og flere bønder dannede derfor i forening det lægd, der havde pligten til at rede havn; i forordningen træffes nu bestemmelse for det mere usædvanlige tilfælde, at en bonde endda ejede mere end een mark i skyld.
Ledingspligten fremtræder imidlertid i datiden ikke blot som en personlig ydelse; det var fastslået ved skik og brug, at når kongen ikke udbød selve ledingen, skulle bønderne i stedet give en ledingsafgift. Når det i Hallandslisten siges, at der i dette landskab var 534 havne, tilføjes det: »eller lige så mange mark sølv«; det betyder, at når leding ikke udskreves, betaltes der af hver havn til kongen een mark sølv. Også et par andre steder nævnes denne afgift for leding, og når afløsningen her angives som 3 mk. penge af hver havn, svarer det i virkeligheden ganske til Hallandslistens opgivelse; thi i Valdemarernes tid var 3 mark penge netop lig een mark sølv (sml. Steenstrup s. 198f.).
Den grundregel, vi ovenfor fandt for ledingspligtens fordeling, bliver da ikke blot, at der af hver mark i skyld ydedes havn, men tillige, at der, når kongen tillod ledingens afløsning med penge, af hver mark in censu betaltes een mark sølv. Og her står vi da ved den simple og næsten selvindlysende forklaring for, hvad der mentes med jordernes taxation til skyld; at jorder er satte til en vis skyld, betyder ligefrem, at de skyldte så meget i ledingsafløsning. Terræ unius marcæ in censu ydede een mark sølv; census duarum orarum in terra betegner jord, der ydede 2 øre, når ledingen blev afløst med penge.
Må det da fastholdes, at ordet census i skyldtaxationen ligefrem betegner en ydelse til staten, så er det jo rimeligt nok, at man er kommet til at bruge dette udtryk, fordi det forud var almindeligt, at det nyttedes om landboens faste afgift til jordejeren, og at man overhovedet, før man nåede til denne offentlige taxation, har været vant til at bruge en lignende udtryksmåde om fæstejord. Vi træffer da også fx. i et skånsk brev fra 1145 jorderne opregnede dels efter bol, dels blot med deres afgift, og hele udtryksmåden minder ganske om den, der siden anvendtes i skyldtaxationen:
Item præbendas instituit cum terris et censu subscripto: Præbenda sacerdotalis Birkibyarge: in gudisbo ½ mansus, malum ½ mansus, Nes 5 solidi, Bensthorp 8 solidos… Øthestathæ ½ marcam … Gøteleue 3 mansi et 7 solidi, 2 marchæ de Holm …
På samme vis ser vi, at Jydske Lov III, 13, når den taler om, hvad landboen yder jordejeren, ligefrem nytter ordene: at skyld, der ganske svarer til: in censu.
Der er endogså noget, der taler for, at landgilden i datiden som regel var af samme størrelse som den ydelse, kronen fik i afløsning for leding. På det nysanførte sted af Jydske Lov fastsættes, at den landbo, der reder 8 ørtug sølv »at skyld« skal i ledingen udgøre tredingshavn, dvs. hvert tredje år stille en mand; tre fæstebønder, der tilsammen i landgilde ydede een mark sølv, ville da komme til at yde fuld havn eller i afløsning derfor een mark sølv. Dette svarer jo ganske til, hvad der efter den sjællandske forordning krævedes af een mark i skyld.
Herved føres vi over til det spørgsmål: hvorledes har man udfundet, hvor meget jord der skulle ansættes til at udrede een mark i skyld eller i ledingsafløsning, som vi nu kan udtrykke det. Er skylden ikke lignet efter landgilden? Har man ikke ansat en jord til at yde een mark til staten, fordi den, bortfæstet til en landbo, ville komme til at yde sin ejer een mark i landgilde?
Denne formodning ville dog kun delvis ramme sandheden. Det er rimeligt nok, at man ved fordelingen af ledingsbyrden og pengeafløsningen derfor har haft landboens forhold til grundejeren for øje, og at man også ved fastsættelsen af, hvor megen jord der burde yde een mark i ledingsskat, som udgangspunkt har brugt den jord, der i fæsteafgift ydede een mark sølv. Men det er lidet troligt, at man ligefrem har taxeret al jord efter, hvad den passende burde yde godsherren. En meget stor del af landets jorder, vistnok den største part, dyrkedes jo af selvejende bønder, og selv af de jorder, som ikke dreves af ejeren personligt, gaves langtfra altid en fast landgilde. Brydeforholdet var jo overordentlig udbredt og bryden var en forvalter eller forpagter, der som oftest ydede sin godsherre en vis kvotadel af høsten, ikke lige meget hvert år. Med andre ord, datiden kunne måske nytte landgilden som udgangspunkt for taxeringen, men ikke som grundlag for den helt igennem .
Den vej, man gik, var da også påviselig en anden, en mere direkte og mere rationel. Man ansatte jorden til skyld efter den udsæd, den kunne tage, og det således, at en jord, der kunne tage een mark korn i udsæd, ansattes til een mark (sølv) i skyld.
At skyldtaxeringen var bygget på en ansættelse af udsæden og det således, at der på jord, som sattes til 1 øre skyld, kunne sås een øre, kan kun godtgøres ved hjælp af en eneste kilde, men denne leverer også talrige og aldeles overtydende beviser på, at det var således. Det er nemlig Roskildebogen, den omfattende og detaljerede jordebog over den sjællandske biskops jordegods, der stammer fra tiden omkr. 1370. Her er nemlig som regel anført, hvad skyld der lå til hver gård, og ofte forekommer denne angivelse også fuldt udskrevet, således som vi kender den fra breve; det hedder, at den og den gård har et vist antal øre eller ørtuger in censu. Men ret naturligt har skriveren ikke fundet det umagen værd altid at bruge den fuldstændige udtryksmåde, og meget oftere skriver han da i stedet blot: Jord på een øre o.lign., og i stedet for dette fremtræder så en gang imellem og åbenbart som aldeles enstydigt udtrykket jord på 1 øre i udsæd, og straks efter tales der igen om øre jord eller om øre jord i skyld. Jeg tager nogle exempler fra SRD. VII, 32-33, der klart viser, hvorledes det ene uden forskel spiller over i det andet:
Sonethorp sunt 6 solidi terrarum in censu. Et sunt ibidem 2 curiæ, quarum quælibet habet 2 solidos terræ in censu …
Øfræby sunt 7 oræ terræ cum dimidia ora terræ in semine, de quibus 2 curiæ sunt, quarum quælibet habet 2 oras terræ…
Ydreby sunt 13 oræ terræ cum dimidia…
Nakke: una curia principalis, habens 7 oras terræ in censu . . . Item 2 curiæ ibidem, quarum quælibet habet oram terræ….
Attæthorp: 1 curia, habens 2 oras terræ.
Gislinge: 1 curia habens 10 solidos terræ in censu.
Thortslunde: 10 oræ terræ et 1 solidus.
Dette, at jord i skyld ganske dækker jord i udsæd, udtaler jordebogen selv et sted, vist ret tilfældig; men det ligger bag ved dens hele tankegang. Når den giver en særlig oplysning om udsæden, knyttes denne til angivelsen af skylden og fremtræder som regel kun, når den virkelige udsæd afviger meget fra skyldsættelsen, således at denne bliver vildledende. Af en lignende grund findes udsæden oftest angivet ved Ornum ; thi sådanne var ikke rebdragne og skyldsatte, og her måtte da udsædsangivelsen erstatte den sædvanlige skyldangivelse.
Når denne bispelige jordebog i det hele lægger så megen vægt på at få skyldopgivelser for alle jorder, kan det overhovedet ikke være som ansættelse til skat; den gamle ledingsordning var på dette tidspunkt fuldstændig opløst, og i alt fald var bispens tjenere jo fritagne for alle ydelser til staten. Den stadige anførelse af skylden har sin grund i, at denne indeholder en værdsættelse af jorderne, af deres »kvantitet, som jordebogen selv kalder det med et ikke helt korrekt udtryk. Som sådan har den betydning, fordi forholdet mellem fæsterens jord og hans landgilde fremlyser af den, og i virkeligheden er hele taxationen her også hørt op at være en taxation til offentlig skat. Det ser man tydeligt af en notits om Solbjærg by uden for København (s. 102); denne tæller otte bol, men, hedder det, da disse var meget rige i udsæd, er byen Nyby nylig blevet grundlagt ud af dem, og den anføres nu med tre bol; altså, bispen har udfundet, at landboerne i Solbjærg har givet for lidt landgilde i forhold til deres gårdes tilliggende, og han har så ved rebning fået taget så meget jord fra dem, at han har kunnet grundlægge Nyby. Skattetaxationen er bibeholdt som jordtaxation og kan stadig ændres, når de virkelige forhold kommer for langt bort fra ansættelsen.
Roskildebogen oplyser endelig, at man ved beregningen af udsæden kun har taget hensyn til, hvad der virkelig besåedes i eet år, altså efter trevangssystemet til udsæden i de to vange. Dette fremgår af en notits s. 105, hvorefter der på byen Elmelundes jorder i hvert af et bols vange kun kan sås 4 pund korn; thi dette kun bliver kun forståeligt, når man ene holder sig til de to vange; mentes der udsæden i alle 3, ville dette jo for hvert bol give 12 pund eller een mark, altså netop det regelmæssige. Man har da i så henseende allerede i middelalderen fulgt den samme praksis, der kendes fra det 17. århundrede og som ganske vist i sig selv er den ene naturlige.
Skyldtaxationens væsen synes herefter at foreligge ganske klart. Med fordelingen af ledingen for øje er jorderne blevet taxerede, og taxeringen angiver den afgift, som kongen kunne kræve i stedet for selve ledingsydelsen; taxeringen bygger på en værdsættelse af jorderne gennem den udsæd, de kunne modtage på taxationens tid. Af taxationen kan man altså direkte udlæse, hvor meget der skulle ydes i ledingsafløsning af jorden; indirekte ligger der tillige i den, hvor meget udsæd vedkommende jord kunne tage, og ydermere er der grund til at tro, at den oprindelige landgilde af jorden havde samme størrelse som afgiften for leding.
————–
Den forklaring, jeg i det foregående har givet af skyldtaxationen, er ganske afvigende fra de opfattelser af denne, som dels Velschow, dels Paludan-Müller (til hvem Steenstrup sluttede sig) har fremsat; men der er det ejendommelige, at min tydning på en vis måde optager de to ældre i sig. Forholdet er kortelig udtrykt det, at Velschow forklarede taxationen som en på landgilden bygget matrikelansættelse; det rigtige heri er, at man, som det synes, har fastsat ledingsafløsningen for al jord til det beløb, der ansås som passende landgilde for fæstejord. Paludan-Müller påstod, at der ved taxationens census mentes udsæden, heri er det rigtige, at man virkelig ansatte en jord til en ledingsafgift af een mark eller een øre sølv, når der i den kunne sås henholdsvis een mark eller een øre korn.
Der er ringe grund til at gå ind på en nærmere kritik af Velschows mening. Hans tanke om, at man har taget den virkelige landgilde og lagt den til grund for statstaxeringen, bygger især på en analogi med, hvorledes man i det 17. århundrede gik frem for at udfinde en ejendoms »hartkorn«; det urigtige i denne sammenligning er omtalt ovenfor. Derimod må Paludan-Müllers opfattelse ikke blot siges at være den i øjeblikket herskende, men den er også fremsat på en sådan måde, at den ved gennemlæsningen virker i høj grad overbevisende. Over for den skylder jeg da vel en nøjere påvisning af dens urigtighed. Det går for øvrigt her som så ofte hos denne lige så skarpsindige som ensidige gransker; han gør ved selve påbegyndelsen af sin undersøgelse et lille fejlskridt, og ud herfra fortsætter han da sin vej i lige linie, uden at bryde sig om alle de vanskeligheder, han møder, og fjernende sig længer og længer fra det rette.
Grundfejlen ved hele Paludan-Müllers opfattelse og ved den bevisførelse, han fremlægger for den, er, at han ikke har indset, at det udtryk, det først og sidst kommer an på, er ordet skyld eller census; når der i skyldtaxationen tales først om jord, derefter om visse mål (mark, øre osv.), endelig om skyld, så er det hverken det første eller det andet, men ene og alene det sidste, der er det afgørende for forståelsen af taxationen .
Ganske modsat begynder Paludan-Müller sine udviklinger med at omtale mark jord og øre jord, uden straks at oplyse, at dette kun er forkortede udtryk, og at det talt helt ud hedder: mark jord i skyld, øre jord i skyld. Idet han nu skal forklare, hvad middelalderen mente, når den talte om mark eller øre jord, så synes det ham yderst nemt og ligefremt; han påpeger, at middelalderen også taler om jord med tilføjet angivelse af udsæden og anfører nogle eksempler derpå: en jord, der kan besås med en halv mark korn, en gård med 10 øre jord i udsæd o.s.fr. Heraf slutter han da, egentlig som en ganske selvfølgelig sag, at der ved udtrykkene »mark jord« og »øre jord«, mentes mark og øre jord i udsæd; de kortere udtryk forklares af den fyldigere udtryksmåde, som vi finder andensteds.
Dette kunne jo være nogenlunde overbevisende, om det virkelig hed: »mark jord«, »øre jord«, men, som allerede sagt er dette kun en forkortet udtryksmåde, og der underforstås in censu, i skyld. Det forkortede udtryk findes ret hyppig i Roskildebispens store jordebog, fordi det her ikke kunne misforstås; når man atter og atter havde talt om mark og øre jord »i skyld«, kom man let til i stedet blot at sige mark eller øre jord; hvor denne skyldtaxation derimod anvendes i skødebreve og andre dokumenter, er det yderst sjældent, at der bruges andet end den fyldigere form. Det er da sikkert denne, der skal forklares, og nu prøve man på at indsætte den i Paludan-Müllers ovenfor antydede bevisførelse. Altså, udtrykket jord på een mark i skyld (in censu) forklares let ved, at vi andensteds finder talt om jord på een mark i udsæd (in semme), – man ser straks, at slutningen så langtfra er selvindlysende, at den tværtimod ganske svæver i luften. At slutte fra det ene til det andet, er jo ganske som man i vore dage ville sige: vi finder udtrykkene »jord på een tønde hartkorn« og »jord på een tønde land«, og deraf kan vi altså slutte, at een tønde hartkorn betyder een tønde land. Og dog gentages tanken af Steenstrup og her med benyttelse af det fuldstændige udtryk: »den jord, hvori man udsåede 1 mark korn, kom naturlig nok til at kaldes 1 mark jord (terra unius marcæ in censu)«. »Naturlig« bliver dette åbenbart kun, fordi udtrykket in censu ikke er medtaget i den danske oversættelse.
Efter at Paludan-Müller således på en i virkeligheden såre lidet overbevisende måde har godtgjort, at mark jord betyder mark korn i udsæd, kommer han til selve ordet skyld, og forståelsen af dette udtryk er da for ham på forhånd givet; det betegner den taxerede udsæd.
På dette punkt går hans bevisførelse dog især ud på at afvise andre forståelser af ordet skyld, mindre på umiddelbart at påvise, hvorfor man er kommet til at anvende ordet skyld om udsæden. Her falder det ikke forf. vanskeligt at afvise den indvending, der kan hentes fra, at den taxerede skyld og den virkelige udsæd i adskillige tilfælde, hvor begge opgives, ikke er lige store; det, siger Paludan-Müller, hænger sammen med, at jorden var taxeret til udsæd i en eller anden fjern fortid, og denne taxation blev da stående, selv om den virkelige udsæd ved agerbrugets frem- og tilbagegang fjernede sig mer eller mindre fra den oprindelige ansættelse. Dette er uimodsigeligt; fra denne side kan hans opfattelse ikke omstødes.
Langt vægtigere er derimod den indvending, der støtter sig på, at ordet census dog ubetinget må betegne en afgift, og når Paludan-Müller også sejrrigt afviser dette, skyldes sejren ene, at han i sin imødegåelse af denne indvending blander to ting sammen, som han ellers skarpt nok holder ude fra hinanden, nemlig den virkelige afgift og den oprindelig taxerede Census.
Han indrømmer selv, at Census påviselig i visse tilfælde betegner den afgift, der gaves af jorden, men i skyldtaxationen skal dette ved udtrykket in censu ikke kunne være ordets mening. Dette negative anser forfatteren for aldeles klart; »det er den nødvendige forudsætning for at forstå bøgerne« (d.e. Jordebøgerne), og at det er så, »bliver især tydeligt på sådanne steder, hvor skylden og afgiften nævnes ved siden af hinanden og derved bestemt adskilles, så at vildfarelse er umulig«; herpå anføres da et par eksempler fra det 15. århundrede og et par andre fra Valdemars jordebog. Det er nu sikkert nok, at der findes talløse eksempler på, at den virkelige landgilde ikke faldt sammen med skylden efter taxationen; men hvad fremgår deraf? Åbenbart kun dette ene, at skylden er en matrikelstørrelse, der blev stående uforandret, medens den virkelige afgift ændredes.
Ad denne vej kan man da sikkert ikke godtgøre, at Velschow havde uret, når han påstod, at Census i skyldtaxationen betød en i fortiden taxeret landgilde. Endnu mindre rammes man naturligvis af denne bevisførelse, når man som jeg forklarer Census som en skat til staten, denne mulighed, der ligger så nær, men som underlig nok slet ikke er kommet de ældre granskere i tankerne.
Det står da meget dårligt til med Paludan-Müllers forsøg på at godtgøre, at skyld i taxationen ikke kan betyde en afgift; i dette negative fortaber han sig imidlertid så ganske, at han egentlig slet ikke kommer ind på det positive, på at give en forklaring af, at man i taxationen faldt på at bruge dette udtryk Census om udsæden. Hvad han siger derom, er væsentlig dette: »oprindelig, foran de historiske mindesmærkers tid, har dette (mark, øre osv.) vel været den virkelige udsæd; men denne bestemmelse er blevet stående så længe, at den efterhånden har fjernet sig fra udsædens virkelige mål og er bleven til en matrikelstørrelse, om man vil tillade ordet, der i bøgerne kaldes på latin Census, på dansk skyld«; udtrykket »skyld«, »er nærmere i slægt med vort hartkorn end med landgilde«. Atter her da den ligesom på forhånd givne ting, at skylden er udsæden, men intet ord til forklaring for, at man gengav den taxerede udsæd ved ordet »skyld«, som i betydning slet ikke har noget slægtskab med udsæd. Eller skal beviset ligge i sammenstillingen med det moderne udtryk hartkorn? Ganske vist betyder en tønde hartkorn nu noget helt andet end, hvad der ligger i ordet, men det har jo til forudsætning en historisk udvikling, hvorefter »tønde hartkorn« oprindelig betød netop en tønde hårdt korn, som bonden ydede i afgift. Men hvorledes er middelalderen kommet til at tale om »skyld«? Analogien kan da atter kun bevise, at ordet skyld, i taxationen eller forud for den må have betydet afgift; men hvor er den bro, der herfra fører over til udsæden?
Ikke alene kan vi ikke se overgangen, men vi kan se det modsatte. Når Paludan-Müller og Steenstrup atter og atter kommer tilbage til dette, at skylden angiver udsæden, så er een forudsætning nødvendig, ikke blot for at bevise dette, men for overhovedet at gøre tanken mulig; det er dette, at skyldansættelsen med sin »mark« og »øre« mener »mark korn«, og »øre korn«. Dette er da også noget, der står for begge forfatterne som en given sag, hvorfor de aldeles ikke behøver at føre noget bevis. Men kildernes udtryk viser nu netop, at der under mark og øre er underforstået ikke korn, men metal, penge eller sølv.
Det er allerede påfaldende, at der altid, når udsæden for et jordstykke angives, tales om korn, men at dette ord aldrig medtages i skyldtaxationen; det hedder: »jord med to øre korn i udsæd«, men »jord på to øre i skyld«. Afgørende er dog først, hvad den laveste enhed i skyldopgivelserne kaldes; thi netop her går jo metalmålet og kornmålet ud fra hinanden; hvad der hist hedder penning, denarius, hedder her skæppe, modius. Var der da i skyldtaxationen virkelig underforstået korn, måtte det utvivlsomt hedde: »jord af een skæppe i skyld«, terra unius modii in censit. Men således, hedder det netop ikke, derimod ene og alene »jord af een penning i skyld«, terra unius denarii in censu. Det er sikkert og uomtvistet, begge forfatterne anfører selv eksempler derpå, men de har ikke fattet, at dermed var det givet, at den hele talen frem og tilbage om »skylden« som betegnelse for udsæden falder til jorden .
Når det fastholdes, at der i skyldtaxationen ved mark og øre netop ikke er underforstået korn, så falder herved også lys over det sidste bidrag, Paludan-Müller har givet til forståelsen af denne taxation. Til syvende og sidst fremsætter han nemlig den tanke, at udsæden vel har været grundlaget for fastsættelsen af afgiften, og siger så, at »vi i mange tilfælde ser et ligemål mellem skyld og afgift, der lader formode, at der engang har været en tid, da skylden og afgiften vare lige store, landgilden lig den oprindelige udsæd«. Denne tanke, der allerede var fremme hos Velschow, er yderligere søgt godtgjort af Steenstrup, og det er også sikkert nok, at der virkelig er mange eksempler på, at der af »een øre jord i skyld« gaves een øre korn i landgilde og tilsvarende. Men var da i sådanne tilfælde »skylden« og afgiften lige store? Nej, netop ikke; thi skyldens øre er jo sølv, ikke korn, og een øre korn var i Valdemar Sejrs tid og senere af langt større værdi end een øre sølv. Skulle man da igennem disse tilfælde kunne skimte det oprindelige forhold, så fremgår det heraf, at skylden ikke var lig udsæd og landgilde, men noget helt andet .
Lad mig til denne belysning af Paludan-Müllers opfattelse af skyldtaxationen blot endnu føje, at det jo er ganske klart, hvorledes forfatteren er ført ind på hele sin tankegang. Han har taget sit udgangspunkt i Roskildebogen, og heraf sluttet, at mark jord i udsæd og mark jord i skyld var netop det samme; derved er det på forhånd kommet til at stå som givet for ham, at marken i skyldberegningen var mark korn. Ud herfra er han da gået videre, har afvist den Velchowske idee, at skylden var den taxerede landgilde, og er overhovedet kommet ind på sin forgæves kamp mod alt, hvad der naturlig må ligge i ordet skyld. Begynder man som jeg modsat med at klare, at der ved mark her netop ikke kan underforstås korn, og fæster man så fremfor alt opmærksomheden på selve ordet skyld, kommer man let og naturligt ind i en anden tankerække, og det viser sig da sluttelig, at mark skyld og mark udsæd ganske vist falder helt sammen i Roskildebogen. Men dette alene, fordi den skat, der var lignet efter skyld, på den tid var gået ganske af brug, medens skatteligningen var blevet stående, fordi den indirekte var en taxation af udsæden.
Guldvurderingen
I denne jordværdsættelsesmåde formår vi ikke at trænge så dybt ind som ved skyldtaxationen. Medens denne sidste er en direkte taxering af jorderne til skat, angives ved guldvurderingen derimod ejendommens værdi; at en ejendom er ansat til de og de mark guld, vil sige, at det er dens taxerede pris, dens rette værdi. Ansættelsen brugtes derfor når en jord skulle sælges og da efter lovens bud først tilbydes frænderne; den betaling, der kunne kræves af disse, udfandtes netop ved at tage den taxerede pris i mark guld og omsætte disse i mark penge. Men vurderingen blev også lagt til grund for ledingsbyrdens fordeling ligesom for skattepålæg, i det mindste under Erik Menved.
Hvorledes man oprindelig taxerede jorderne til mark guld, skimtes i det brev, hvori guldvurderingen første gang fremtræder. Det er Knud VI’s gavebrev til knudsbrødrene i Odense 1183; det gods, som kongen overdrager disse, betegnes her som terras 20 marearum auri secundum pecuniarii pretii earum pensationem et pensionem, og vurderingen har således dels støttet sig til selve den pris, kongen havde betalt for jorderne, dels til den afgift eller landgilde, der gik af dem. På den anden side er der også en antydning af, at man har haft bestemte vurderingsmåder for de enkelte dele, hvoraf en gårds tilliggende bestod; i Århusbogen hedder det, at 16 svinslag, hvormed vel mentes svin på olden, regnedes for een mark guld, og rimeligvis har man særlig taget hensyn til, hvor megen udsæd den taxerede jord kunne tage.
Hvorledes man ud fra udsæd og anden art brug beregnede ejendommens værdi, ved vi ikke; derimod synes reglerne for ledingsbyrdens fordeling, således som disse gives i Jydske Lov, at vi se, efter hvilken målestok man har beregnet jordens værdi ud fra landgilden . Medens loven nemlig inddeler selvejergårdene i klasser efter deres guldvurdering, fordeles landbogårdene efter den afgift (skyld) der af dem udrededes til grundejeren, og da man vist med fuldkommen ret altid har ment, at lovens tanke var at fordele byrden ligelig for de to arter af gods, har man da heri en ligefrem jævnsides stilling af guldvurderingen og landgilden. Tredingshavn, d.e. den pligt at stille een mand, hver tredje gang leding udbødes, udredes af selvejerbonde, som ejer een mark guld, og af landbo, der skylder 8 ørtug sølv; sekstingshavn, een mand hvert sjette år, ydes af selvejendom på 4 mark sølv (=½ mark guld) og af landbo med 4 ørtugs landgilde. Det ses da, at guldvurderingen er 24 gange landgildens beløb.
Det herved angivne forhold mellem kapitalværdi og dens årlige udbytte har sidestykker fra Danmark i senere tider; da den skånske herregård Ellinge solgtes 1512, fastsattes købesummen til 24 mark dansk for hver marks rente, som dertil ligger, og ved det store salg af tidligere kirkegods 1544 bestemtes prisen ved at tage de årlige godsindtægter 25 gange . Men det svarer også ganske til en gammel jordvurdering, der var i brug i visse dele af vort naboland Sverige . Her taltes om mark og øre land, og dermed mentes jord, der i værdi var lig med en mark eller en øre sølv; men tillige var det en regel, at der af denne jord skulle ydes 1/24 af værdien i skat (eller i landgilde; thi også her spores det samme, som vi har ment at kunne skimte i Danmark, at den offentlige skat og afgiften til den private grundejer var af samme størrelse). Denne jordvurdering findes fjernt fra Danmarks grænse, helt oppe i Svealandskaberne, men i karakter og beregningsmåde svarer den ganske til vor guldvurdering.
Jydske lovs ledingsbestemmelser tillader endelig også at se, hvilket forhold der efter tidens egen opfattelse var mellem den sjællandske skyldtaxation og guldvurderingen i Jylland. Vi ved jo, at ledingen var lignet efter skyldtaxationen således, at der af een mark i skyld udrededes fuld havn. Selve dette sidste begreb findes nu strengt taget ikke i Jylland efter Valdemar Sejrs lov; som regel kan efter denne en bonde ikke komme til at yde mere end tredingshavn, og til at yde en fuld havn hørte her tre bønder, hver med een mark guld i jord. Men hvad der på Sjælland udrededes af jorder på een mark i skyld, rededes da i Jylland af jorder på tre mark guld, og dertil svarer også, at der af fæstejord af samme størrelse i afgift udrededes 3 gange 8 ørtuger i sølv eller een mark. Baggrunden for den hele ordning, der 1241 indførtes i eller fastsloges for Jylland, er da rimeligvis den nøjere fordeling, der i Sjælland var bygget på skyldtaxationen; ved fæstegods tog man slet ikke hensyn til den allerede noget forældede guldvurdering, men byggede på fæsterens landgilde, fordi på Sjælland, ledingsafløsningen var sat lig med den fæsteafgift, der kunne udredes af landbojord; ved selvejerjord, hvor dette ikke kunne gøres, ansattes fordelingen efter samme forhold.
Man får herved vistnok forklaringen af de tremarksmænd, der fremtræder i Jylland som særlig ansete bønder. De nævnes i Jydske Lov II, 51: Nævninger skulle være … De, der »thriggi marc mæn« ere, adelbonde og ej bryde eller landbo, men de, der opholde for dem fuldt landeværn. Alle nyere retshistorikere er enige i at fortolke tremarksmænd som mænd, der ejer 3 mark (gulds) jord , og om dem siges altså at de opholder fuldt landeværn; dette ord må dog her ikke tages i strengeste betydning (som landeforsvaret i modsætningen til ledingen), men tværtimod opfattes som den almindelige krigstjeneste eller leding . Fuldt landeværn betegner da den stadige krigstjeneste i modsætning til, at fattigere kun skulle møde skiftevis til ledingen, eller med andre ord, at tremarksmænd var pligtige til at rede fuld havn, netop ligesom ejerne af 1 mark (sølvs) skyld endnu senere var det på Sjælland .
Har ledingsbyrden da været fordelt efter samme grundtanke i Jylland som på Sjælland svarer een mark gulds jord til jord på 1/3 mark i skyld, og dette vil atter sige jord, der kunne tage en tredjedel mark korn eller 2 2/3 Øre i udsæd. Dette udslag stemmer også ret godt med, hvad Steenstrup har udfundet om forholdet mellem mark guld i jord og jordens virkelige udsæd, idet han fra en jordebog over Århus Kapitelsgods har fremdraget henved en snes steder, hvor både guldvurderingen og udsæden opgives. Medens jordebogsoplysningerne stammer fra begyndelsen af det 14. årh., var vurderingen mindst halvandet hundred år ældre; der er derfor naturligvis store indbyrdes uoverensstemmelser, og skønt det drejer sig om større ejendomme, varierer den gennemsnitlige sæd for een mark guld lige fra 1 1/3 øre til 3 1/5, ja endog 5 øre. Ret gennemgående bevæger den sig omkring 2 ører , og nogle fynske opgivelser fra 1295 er endda snarest lidt højere. Dette synes mig da at kunne bestyrke, at det oprindelige forhold mellem skyldtaxationen efter udsæd og guldvurderingen var som ovenfor angivet.
Som tillæg til Lovhåndskrifterne fra 16. årh. findes ofte en opskrift »Om gammel jorddeling«, der også er benyttet af Arent Berntsen (II, 24), og heri findes forskellige opstillinger angående forholdet mellem mark guld, mark sølv, bol mm. Paludan-Müller er ved en prøvelse af disse meddelelser kommet til et rent negativt resultat og mener, at man kun spilder sin tid ved at ville bringe orden i den forvirring, der hersker her (s. 253 anm.). Da jeg var nået til den ovenfor udviklede opfattelse af forholdet mellem guldvurdering og skyldtaxation, faldt det mig ind, om man ikke derved havde fået nøglen til at fatte disse gamle forestillinger. Og se, det viste sig virkelig, at de blev forståelige. Ganske vist kun forståelige, ikke altid rigtige. De er vel undertiden det sidste, men deres indbyrdes modsigelser viser dog, at der også må være misforståelse med i spillet. Misforståelserne ses imidlertid nu at være af den art, at man dog kan fatte, hvorledes de er kommet frem.
Jeg tager optegnelserne i den form, hvori Arent Berntsen har dem; de lovhåndskrifter, jeg har efterset, har i alt væsentligt det samme. Det hedder da heri:
24 mark jord gør et bol.
Dette er, når bolet tages efter skyldtaxationen, jo ganske rigtigt. Bolet var 1 mark eller 8 øre i skyld; det var i værdi lig 24 mark (sølv).
Fremdeles:
1 mark guld er 8 mark sølv eller 8 ørtug sølv.
Dette, der tilsyneladende er så modsigende, er rettelig forstået, aldeles korrekt. Guldmarken er ikke blot otte gange så mange mark i sølv, men en mark gulds jord svarer til jord på 8 ørtug (sølv) i skyld.
1 mark guld er 3 mark sølv.
Denne angivelse, der jo er i skarp modstrid med den foregående, er allerede faldet Arent Berntsen for brystet, men den er lige så gammel som den foregående, og i lovhåndskrifterne tilføjes endog, at den gælder »overalt i Danmark«. Reddes kan den sikkert nok ikke; jeg formoder, at den er kommet frem ved en forbytning. Man har haft den opgivelse, at 3 mark guld var lig 1 mark sølv; og da det syntes at stride mod al fornuft, at guldmarken skulle være mindre værd end sølvmarken, har man søgt at få mening deri ved at bytte benævnelserne om. Imidlertid er det jo netop ganske rigtigt, at 3 mark gulds jord er lig med jorder på 1 mark sølv i skyld.
Endelig forekommer den opgivelse, at
12 mk. guld eller 36 mk. sølv er lig et bol.
Også dette kan jo kun bero på en misforståelse, og værdiforholdet mellem guld og sølv er åbenbart hentet fra foregående ligning, således at man kun nøjes med a forklare det ene eller det andet, enten guldmarkerne eller sølvmarkerne. Allerede dette er imidlertid vanskeligt. Måske kan man dog se den vej, man er gået, når man mindes, at i disse optegnelser hedder det gennemgående, at mark sølv er lig 12 øre ; thi går man ud herfra, kan man virkelig komme til den anførte ligning: 1 øre jord i skyld er jo 3 mk. sølv i værdi, og regner man nu 12 øre på marken, bliver 1 mark i skyld eller 1 bol = 36 mark sølv i værdi.
Jeg skal ved denne lejlighed fremdrage en anden opstilling af noget lignende natur, som forekommer allerede i et lovhåndskrift fra 1472 (Arnemagn. Saml. 8vo, 17, bl. 101v) og i mange yngre . Den lyder således:
-Item 24 fur jord gør en ager.
-2 ager gør en fjerding jord.
-8 favne jord udi en eng er en fjerding (“feyring”).
-16 fjerding (“feyring”) jord gør en otting.
-4 ottinge gør et bol jord.
-½ bol jord gør 6 mark guld.
-et helt bol jord gør 12 mk. guld.
-4 fjerding jord gør 8 mark sølv.
-8 fjerding jord gør 16 mark sølv.
Denne forskrevne jord er de agre og de enge, som bonden har under sin plov og sin le, og ej andre jorder.
Hele denne beregning synes gådefuld fra ende til anden.
Omrids af matrikelbestemmelsernes udvikling i
Danmark indtil Christian V’s matrikel.
Bol og plov
Baggrunden for middelalderens forsøg på at bestemme jordens værdi er landsbyfællesskabet. I hver landsby er der en del gårde; til hver sådan hører en tofte, en bestemt del af byens agerjord og en kvotaandel i byens fælled. Den gården tilhørende del af agerjorden består af stykker, spredte over hele bymarken, et i hvert agerskifte, og disse stykker var ikke mærkede med bestemte grænser, kunne ikke være det, fordi ageren undertiden hørte op at være pløjeland og i stedet ligesom fælleden brugtes til kreaturernes græsning. Her fik da værdiansættelsen sin første opgave, den at fastslå, hvor stor del af det enkelte agerskifte der tilkom hver gård.
Dette blev udfundet ved rebning; hele agerskiftet opmåltes med rebet, og hvad der tilkom den enkelte gård udfandtes ved division, idet man vidste, hvor stor brøkdel der tilkom den i forhold til byens andre gårde. Grundbegrebet er her bol. En by tæller et vist antal bol, i fx. otte; een af byens gårde har et helt bol, får altså ved rebningen en ottendedel af ageren; en anden har en fjerding (bol), får altså 1/32 del af ageren.
Da den udenlandske kultur med kristendommen trængte ind i Danmark, blev det gammeldanske ord bol på latin gengivet med mansus, og vi ser derigennem det nordiske bols slægtskab med en række lignende jordbrugsudtryk rundt om i de germanske lande. Mansus svarer til Tysklands Hufe, til Englands hide og alle vegne ligger der i disse ord den samme grundbegreb: en mansus er jorder af den størrelse og godhed, at de kan underholde en familie på frimandsvis, så at indehaveren er i stand til at leve som en god bonde og opfylde de pligter, der påhviler en sådan. Således ligger der i begrebet mansus en værdibestemmelse af jorden; mansus er, om man så vil, en matrikelstørrelse, om end af meget ubestemt og omtrentlig karakter. Bag ved det ligger naturligvis ingen opmåling af arealet, hvad der allerede umuliggjordes ved, at der til hver mansus hørte mange jordstykker, heller ikke en nøjere vurdering af jordens godhed. Bolets størrelse blev bestemt på en helt anden måde; det kaldte man en mansus, der kunne bearbejdes med een plov.
På denne baggrund må man forstå de tarvelige oplysninger, som vore egne kilder giver om ordet bol. Også i Danmark har bolet sikkert ikke været blot en delingsbestemmelse for hver enkelt bys jorder; hver by er sat til et vist, større eller mindre antal bol, fordi man til bolet har knyttet dette begreb om, at det skulle være en fuld ejendom. At bolet virkelig opfattedes som et fast værdimål, ses tydeligt i et brev til Odense Knudsbrødre fra 1180; her siges det, at Valdemar den Store havde tilstået klostret al kongelig ret over dets godser på Fyn, som efter værdisættelse svarer til et tal af 30 bol, det være sig i skove, godser, byer, godser, enge eller agre. Der er da også al grund til at tro, at bolet har dannet grundlaget for fordelingen af de offentlige byrder, og først og fremmest, at ledingsbyrden har været fordelt efter bol. Direkte at bevise dette vil vist være vanskeligt; men både udenlandske paralleller og de i Danmark senere fremtrædende forhold peger på, at bolet svarer til fuld havn, at indehaveren af et bol har været pligtig til at gå i leding, hver gang denne udbødes.
Det nærmere mål for bolet har vistnok i Danmark været det samme som i andre germanske lande: bolet er faldet sammen med en plovs land. Man ser endnu i Jydske Lov, at Plovs Ærje opfattes som den egentlige fulde ejendom. Ved ledingspligten er een mark gulds jord minimalgrænsen for første klasse, men maksimalgrænsen er een plovs land; en bonde, der ikke har en fuld plovs ærje, må udfylde det manglende ved køb; men har han den fulde plovs jord og køber mere til, skal han af denne købejord rede lige så meget leding, som der før gik af den (III, 18). Noget lignende ved herremanden; har denne ikke fuld plovs ærje, må han fæste det manglende til sig og endda have denne fæstejord ledingsfri (III, 15). Heri ligger da allerede, at bol og plovs jord er forskellige udtryk for grundbegrebet »fuld ejendom«, men også i virkeligheden svarer de til hinanden; i Roskildebogen svarer ret regelmæssigt bol til, hvad der kan dyrkes med een plov, og på Falster var der efter listerne* i Valdemars jordebog på den ene side 363 bol, på den anden 430 plove.
Paludan-Müllers behandling af bolet er lidet tilfredsstillende. Han kan naturligvis forbeholde sig ret til at stille sig skeptisk over for den forudsætning angående landets første bebyggelsesmåde, som for Olufsen og Velschow lå bag ved deres opfattelse af de senere landboforhold; men det er en stor mangel, at han ikke har betonet bolets nøje forhold til byfællesskabet. Han når derved til at nægte, at bolet bestod af spredte jordstykker over hele bymarken, og mener i stedet, at det var et sammenhængende jordstykke; Bolet skal være et geometrisk arealmål. Dette er sikkert på forhånd utroligt, så vist som det urgamle fællesskab netop umuliggør, at der inden for bymarken kan have været sådanne sammenhængende jordstykker, og de beviser, Paludan-Müller anfører derfor, slår da ingenlunde til. At mange byer kun talte eet bol, betyder jo kun, at sådanne torper havde så lidt jord i sammenligning med de ældre adelbyer, at deres hele bymark sattes lig eet bol. At jordstykker eller gårde betegnes som liggende i et bol, er ikke mere underligt end at der tales om halve- eller fjerdingsbol; det hele kompleks, der gik ind under begrebet bol, var udstykket, enten således, at det var fordelt i mindre brøkdele, så at der til hver af disse hørte den samme del i alle de enkelte jordstykker, eller at bolets del i det og det bestemte agerskifte var udsondret .
Denne tanke om bolets geometriske natur gør så Paludan-Müller ganske uforstående over for alt det, der tyder på, at bolet er et værdibegreb, væsentlig ens over hele Danmark eller i det mindste inden for vidtstrakte egne her i landet. I stedet betoner han, at det »ikke behøver at bevises«, at bolene var ganske forskellige landet over; »enhver, der har læst kildeskrifterne, erkender det for notorisk«. Notorisk er dog kun dette, at bolene, da de i Valdemarernes tid omtaxeredes i mark guld eller i mark skyld viser sig at være af yderst ulige værdi; men ud herfra kan man dog ikke uden videre slå fast, at de også oprindelig var det. Hvad Paludan-Müller idelig indskærper om de senere taxationer, nemlig at virkeligheden snart fjernede sig langt fra den een gang ansatte værdi, det gælder jo fuldt ud også for bolansættelsen, ja måtte her vise sig endnu stærkere, fordi bolene går tilbage til en tid, da landets hele opdyrkning sikkert stod uendelig tilbage for, hvad den var nået til i middelalderens midterste del.
På dette punkt er Steenstrup nærmere ved sandheden, men heller ikke hans betragtninger synes mig helt rammende. Når han mener, at bolet i Sjælland og Lolland har været et fast mål, lig med een mark i skyld, så synes dønne bevisførelse rigtignok allerede på forhånd afvist af Paludan-Müller, der så slående har godtgjort, at bolet her ligefrem har tabt sin gamle betydning og er gået ind som led i den ny taxation (jvf. nedenfor). Det urigtige i Steenstrups tankegang fremtræder ved Falster, hvor vi umiddelbart kan se de gamle bols omtaxation til skyldsætningen efter mark. Havde han ret, så skulle den her fremtrædende ulige taxation af bolene jo godtgøre, at bolet på Falster ikke oprindelig var et fast værdimål; men hvor urimeligt er det ikke, at bolet skulle være opfattet på een måde på denne lille ø, på en helt anden på de større naboøer mod vest og nord. Nej, grunden er, at vi i Falsterlisten kan se selve de gamle bol, der i tidens løb havde fået en såre afvigende værdi, i Sjælland og Lolland derimod kun de ny bol, det gamle navn med den ny betydning. Fra disse sidste kan man måske skimte det oprindelige forhold, men ikke direkte bevise det.
Modsat kan jeg naturligvis end mindre være enig med Steenstrup, når han, følgende Paludan-Müller, fastslår, at bolet i Jylland »hverken var bestemt i størrelse eller egenskab«.
Bolinddelingen var ikke en helt uforanderlig matrikelansættelse af landet. Når jordens opdyrkning skred fremad, kunne en ejendom vokse sig så stor, at hvad man tidligere havde kaldt bol, nu blev sat lig med flere; men alligevel har man naturlig nok som regel holdt fast ved den een gang vedtagne bolinddeling så længe, som det på nogen måde kunne gå an, og først da uligheden mellem bolene blev alt for overvældende stor, skred man til at tage et nyt grundlag for fordelingen af ledingsbyrden. Til en sådan ny værdisættelsesmåde nåede man i Danmark i Valdmarernes tid, men har staten end lagt den sidste hånd på værket, har den dog sikkert nok derved knyttet sig til bestemmelsesmåder, der allerede var i brug mand og mand imellem i det private liv.
Udsæden
Når man skulle fastsætte en jords værdi, kunne dette ske ved ligefrem at tage den pris, som den havde ved salg, eller også kunne man tage hensyn til det overskud, den kunne give sin ejer; det sidste var især let at bestemme ved gods, der var bortfæstet mod en bestemt afgift, da det så blot gjaldt om at kapitalisere det derved givne årsoverskud. Både fæsteafgiften og jordprisen var dog i sig selv afledede værdier, der stammede fra en vurdering af selve jordens godhed; mere direkte angaves denne derimod, når man kunne opgive, hvad høstudbytte der fremkom af den. Dette var naturligvis så vekslende i de enkelte år, at det ikke var let at uddrage et gennemsnit af det; alligevel har man ofte ment at kunne gøre det, og når fx. Ribe Oldemoder angiver, at kapitlets bryder skal yde det i afgift en tredjedel af høstudbyttet, tilføjes ofte en angivelse af, hvad dette sædvanlig kunne beløbe sig til. Rimeligere var det dog i stedet at se på, hvad udsæd jorden kunne modtage; heri lå jo på een gang en bestemmelse af arealet og af dettes godhed, og dette har da åbenbart også for middelalderen og endnu længe efter stået som hovedmidlet til at bestemme en jords værdi.
På grund af den afgørende vægt, man lagde på udsædens størrelse, lå det nær at opnævne jorden efter udsæden, på samme vis som man i det 17. årh. kom til at kalde det areal en tønde land, der i udsæd kunne tage en tønde korn. Lignende benævnelser, der på een gang antyder jordens areal og godhed, findes da også allerede fra middelalderen og fremtræder særlig stærkt udviklede i egnen om Ribe, hvor den gamle Ribe Oldemoder yder os fyldige oplysninger. Man kan her gennem de varierende udtryk tydelig forfølge, hvorledes benævnelserne udvikler sig. Udgangspunktet er, at der ved jorden opgives, hvad udsæd den kunne modtage: agri, in quibus seminatur ½ marca annonæ (Oldemoder 103); terræ ad seminandum 14 oræ annonæ (79); terræ, videlicet circa 2 solidatus in semine (103). Derefter tales om selve jorden med kornmål, idet udsædens art tilføjes: in wilsleefh marc terræ dimidiæ marchæ sunt, in qiuibus seminatur avena, item terræ 12 solidorum, in quibus seminatur siligo (82). Endelig når man da til ligefrem at tale om mark, ørtug eller skæpper land, og tillige fremtræder da her den for egnen ejendommelige tønde (lagena), der var lig een ørtug (sml. Ovfr.): terræ trium modiorum, terræ unius lagenæ eller omdrejet: 1 solidus terrarum, 1 lagena terrarum (66).
Man kan herved komme til udtryk, der ganske minder om dem, der anvendes i skyldtaxationen, hvor dennes fuldstændige udtryksform forkortes ved udeladelse af in censu; men forskellen viser sig dog ved, at der her modsat i skyldtaxationen underforstås korn, når der tales om mark eller øre land (terra 7 orarum annonæ, Oldem. 62) og derfor også bruges de for kornmålet ejendommelige betegnelser skæppe og tønde .
Lignende betegnelsesmåder forekommer, dog sjældent også i andre dele af landet, fx. på Lolland 1356: 12 pundland (Repert. 2514), på Sjælland 1381: una curia cum 6 modeis terrarum (Repert. 3329).
Guldvurderingen
På denne baggrund fremtræder nu først guldvurderingen, der nævnes første gang på Fyn i året 83 og som i de følgende menneskealdre spores rundt i Danmark. Allerede i Valdemars Jordebog omtales den som en antiqua estimatio; den havde da altså allerede karakteren af en matrikulering, hvorved jordernes værdi var fastsat een gang for alle ved en taxation. Men var denne matrikulering foretaget af det offentlige eller var den kun af lokal natur, fastsat af hver by særskilt? Herom stredes i sin tid Olufsen og Velschow, senere Paludan-Müller og Steenstrup. Så meget synes dog at turde siges med sikkerhed, at selvom guldvurderingen mulig er vokset op på det rent kommunale område og først kun har tilsigtet en retfærdigere fordeling af de byrder, der påhvilede byens mænd i fællesskab, som fx. at hegne byens marker, har den dog ikke kunnet lægges til grund for ledingsbyrden, uden at have fået en vis offentlig sanktion. Og i sig selv er det jo også klart, at man ikke i een egn har ment et med een mark gulds jord, i en anden noget helt andet; man må ved bedømmelsen af, hvad der var een mark guld værd, have haft visse regler, som ikke kan have været synderlig afvigende.
Skyldtaxationen
Lidt senere viser skyldtaxationen sig; den nævnes ikke før i det 13. århundrede, og Falsterlisten, der indeholder selve ommatrikuleringen af den ældre tids bol til »mark i skyld«, gør det rimeligt, at hele taxationen tilhører Valdemar Sejrs tid. Denne måde for skyldsætningen var langt klarere end guldvurderingen. Man tog direkte selve udsæden og ansatte skylden i et simpelt forhold dertil. Intet under da, at denne skyldtaxation snart fortrængte guldvurderingen ganske fra Sjællandske Lovs område og her blev herskende for lang tid. I andre egne er den derimod ikke trængt igennem; der findes næppe noget spor af den øst for Øresund , og i Jylland måtte Valdemar Sejr ved de ledingsbestemmelser, han indsatte i Jydske Lov, nøjes med at benytte guldvurderingen. Dette hænger vist nøje sammen med, at kun på øerne var det regelmæssige trevangsbrug trængt så godt som helt igennem; her var det da let at sige, hvor megen udsæd der hvert år medgik til jorderne, fordi regelmæssig en trediedel af bymarken lodes ubesået. Anderledes i Jylland, hvor man åbenbart i middelalderen ligesom endnu helt hen til vore dage har brugt andre dyrkningsmåder; når et jordstykke her kunne besås flere år i træk og derefter måske atter i adskillige år henligge i hvile, var det ikke så let at bestemme den årlige gennemsnitsudsæd.
Overgang fra bol til skyld
Det har sin interesse nærmere at studere, hvorledes man foretog overgangen fra den ældre værdsættelsesmåde efter bol til de senere skyldsætninger, ikke mindst ved det lys, der derved kastes tilbage på bolene.
Klart ses det, hvorledes man inden for Sjællandske Lovs område gik over fra bolene til skyldtaxationen. Grundenheden i denne er jord på een mark i skyld, af hvilken der ydes fuld havn; men dette er jo netop det krav, der må formodes at være stillet til de gamle bol, og den ny taxation fremtræder da straks i det næreste slægtskab med den ældre; det er en ligefrem fortsættelse deraf, om man vil, en ny og bedre udgave af den gamle. Grundenheden i dem begge er den samme, den fulde ejendom, der var stor nok til at tillade indehaveren at yde fuld ledingstjeneste.
For et enkelt landskabs vedkommende kan vi umiddelbart se overgangen fra de gamle bol til skyldsætningen. I Falsterlisten i Valdemars Jordebog har vi jo by for by opgivet jordernes ansættelse efter den ny skyldtaxation; men jævnsides opføres tillige boltallet, og hele listen eller den fuldstændige matrikel, hvoraf den er et udtog, kan da betegnes som selve ommatrikulationen af Falster fra den gamle til den ny jordvurdering. Omskrivningen viser sig nærmere at være foregået på den vis , at 92 bol ligefrem er omsatte til et tilsvarende tal mark i skyld; 124 bol er satte til 11/3 mark (eller meget nær derved), og 84 til 2 mark hver. Dertil kommer endnu 10 bol, der tilsammen er satte til 16½ mark, og en by, der siges at have 5 bol, hver til 2 eller 3 mark. Ellers er der på hele øen kun 36 bol, der er sat til højere skyld end 2 mark for hver; tilsammen når deres skyld o. 140 mark. Til mindre end een mark er kun taxeret et eneste bol, der er sat til 16 ørtug.
Hovedresultatet heraf er da først, at den ny taxation har udvist at Falster kunne svare en højere ledingsbyrde, end den gjorde efter bolinddelingen; har øen efter denne af sine 363 bol været pligtig til at stille det samme tal mænd til leding, så kom den efter skyldtaxationen til at stille over 600, idet der i alt er o. 620 mark i skyld på øen. Dette er jo også naturligt og netop, hvad man kunne vente. Landbruget har på denne tid været i stærk fremgang; nye jorder er inddragne under ploven, og en omtaxation måtte da føre til en højere skyldsætning; ganske på samme måde ville jo en ny matrikulering i vore dage udvise, at landbruget siden matriklen af 1844 var i høj grad udvidet og forbedret . Som regel er derfor de gamle bol blevet sat højere i skyld, end de var før, men man er dog kun undtagelsesvis kommet til at sætte 1 bol til mere_end 2 mark, og det er værd at lægge mærke til, hvor disse undtagelser findes. Næsten alle de 36 bol der er blevet taxerede højere, findes i små torper, der kun har bestået af eet bol; det er altså nybyggerbyer, der er voksede op uden for de gamle adelbyer og som naturlig nok har haft en helt anden udviklings- og vokseevne end disse ældre bondebyer. Der er da blandt disse også eet bol, der er blevet taxeret så højt som til 8 mark i skyld, og 2 er hver sat til 6 mark .
Hvorledes det gik med bolene, efter at de var blevet omtaxerede til skyld, ser vi på Sjælland og det på en særdeles karakteristisk måde. Her er de gamle bol åbenbart helt blevet glemte, men navnet er husket, og bol har ligefrem fået den betydning at være een mark i skyld. Ordet bol er ganske blevet slugt af den ny inddeling; man taler om, at bolet har 8 øre, og modsat deler man »mark i skyld« som om det var et bol, i fire fjerdinger eller 8 ottinger. Heri ligger da ingenlunde, at bolet før omtaxationen netop altid havde denne størrelse; bolet har, som Paludan-Müller træffende udtrykker det, »lært at tale med fremmed tunge« og er gået ind som led i den ny skyldtaxation. De gamle bol er forsvundne ved omtaxationen, og denne har sikkert vist, at de i tidens løb på Sjælland havde fået lige så afvigende værdi, som vi ser det på Falster . Men at man i den ny taxation kunne bruge ordet bol om grundenheden, det vidner klart om, at det ny begreb mark i skyld dækkede det gamle bol for så vidt, som der deraf krævedes den samme byrde i leding, der forud var krævet af bolet.
Fra Jylland har vi kun få og spredte angivelser af bolets forhold til den her siden indførte guldvurdering. Må det antages, at guldvurderingens forhold til skyldtaxationen er dette, at der til een mark i skyld svarer tre mark gulds jorder, skulle bolet, om dette i Jylland havde samme størrelse som på Sjælland, jo svare til sådanne 3 mk. guld. De bevarede jævnførelser af bol og mark guld synes dog at pege på, at ved ommatrikuleringen blev bolet gennemgående vurderet højere; ofte er det sat lig 8 mk. guld, men der findes også endnu meget højere omskrivninger, lige op til 40 mk. guld, og modsat er der måske ikke fra Jylland eksempler på lavere ommatrikuleringer (derimod findes i Lollandslisten: wantæworæ 6 bol, valent 18 mr. auri). Mulig ligger det i, at inden for Jydske Lovs område har man fra første færd med bol ment et større værdimål end i Østdanmark; snarere ville jeg dog tro, at det hænger sammen med, at opdyrkningen i Jylland i lang tid har stået tilbage for øernes, og at de gamle bol derfor her var så meget større i areal, og så, da dyrkningen tog opsving, voksede op til at blive mere værdifulde end bolene på øerne, hvor kornavlen allerede omtales som rig af Adam af Bremen.
Matrikuleringens forfald
De to matrikelansættelser, der begge fremkom i Valdemarernes tid, havde dengang som deres vigtigste bestemmelse at tjene til grundlag for de offentlige byrder. Ledingen blev fordelt efter dem, og rimeligvis er også den anden offentlige byrde, som tiden kendte, studen, blevet lignet på mark skyld og mark guld.
I tiden efter Valdemarerne kom imidlertid det af disse gennemførte ledings- og skattesystem snart i fuld opløsning; efter den største målestok forsvandt de små selvejerbønder og veg pladsen for fæstebønd under de privilegerede klasser, og sådanne blev helt fri for regelmæssige ydelser til staten. Hermed tabte matrikuleringerne temmelig hurtigt deres betydning for staten.
Helt gik de derfor ikke af minde, thi de beholdt en vis interesse for kommunerne og for godsejerne. Mindst gælder dette om guldvurderingen; denne afløste dog i selve de enkelte byer aldrig helt den gamle jorddeling i bol, fjerdinger og ottinger, og kun i en stor del af Sønderjylland har guldvurderingen lige til vore dage spillet en rolle. Skyldtaxationen derimod var længe i praktisk brug; den afgav jo indirekte målet for udsæden, og som sådan havde den stadig interesse for værdsættelsen af en jord, medens guldvurderingen kun angav dennes pris i en fjern fortid. Man ser da også af Roskildebogen, at i det 14. årh. er skyldtaxationen i den grad blevet opfattet som en blot udsædstaxation, at den aldeles ikke mere står som en gammel, offentlig matrikulering, der ikke kan ændres; man kan, hvis den faktiske udsæd er blevet meget anderledes end, hvad taxationen angiver, uden videre ændre denne, således at skyldansættelsen bliver bragt i overensstemmelse med den nu anvendte udsæd (ovfr. s. 32). I løbet af det følgende århundrede ophørte dog også anførelsen af denne skyldsætning.
I den følgende tid nøjedes man da med til målestok for jords værdi at bruge den landgilde, der gaves deraf. Størsteparten af landets jord dreves nu af landboer, som gav en fast landgilde til grundejeren, og også selvejernes skatter til staten havde nu fået karakteren af en landgildeydelse. Ved alle ejendomsforandringer var det da tilstrækkeligt at regne med denne landgilde, der ikke kunne ændres og derfor angav grundejerens udbytte af jorden; og de ny offentlige skatter, der pålagdes til den ene eller anden tid, lignedes på bønderklasserne uden hensyn til, om den enkelte bonde havde noget mere jord end den anden, idet det blot tilføjedes i skattebrevene, at »den rige skulle hjælpe den fattige«.
Enevældens matrikler
Det blev en af den ny enevældes første opgaver her at skaffe bedre orden til veje og ved gennemførelsen af en ny matrikulering at få et grundlag for en ligeligere fordeling af skattebyrden. Man tog straks fat på værket, og allerede 1664 var Frederik III’s matrikel fuldendt, for allerede en snes år senere at blive afløst af Christian V’s.
Frederik III byggede sin matrikel på den landgilde, der gaves landet rundt; de endnu bevarede forarbejder til matriklen viser dog, at man herved ikke nøjedes med at spørge efter landgilden og med at omsætte alle de forskellige ydelser, hvoraf denne bestod, i »hartkorn«, d.e. byg og rug, men at man tillige søgte en nøjere bestemmelse af jordernes værdi, idet man for hver bonde søgte oplysning om hans udsædshartkorn.
Dette sidste begreb stammer fra de store mageskifter, der i Frederik II’s tid foregik mellem kronen og adelen. Ved disse omfattende ejendomshandeler mente man ikke at kunne nøjes med som ellers ved godsbytter at bygge på landgilden; faktisk var denne jo yderst ulige og kronen kunne være udsat for, at den i bytte for en gård, der havde rigt jordtilliggende og med lethed kunne bære sin landgilde, fik en anden, der vel ydede det samme, men kun med stor vanskelighed, således at man kunne forudse, at fæsteren enten ville bede om nedsættelse eller gå fra gården.
For at sikre sig herimod blev ved den besigtigelse, der gik forud for mageskiftet, bønderne spurgte om deres jorders værdi. De måtte opgive hvor meget de kunne så af de forskellige kornarter, hvor mange læs hø de kunne høste på deres enge og hvor mange svin de kunne holde i skoven. Alt dette blev efter de sædvanlige taxationsregler omsat til hartkorn, og så regnede man, at der til hver tønde hartkorn i landgilde burde svare 3 tønder i udsæd. Man tog derfor den sum, man var nået til gennem bondens opgivelser om udsæd mm. og dividerede den med tre; det derved udkomne var udsædshartkornet eller, som det også kaldtes, ejendomshartkornet. Mere træffende kunne vi kalde det den ideale landgilde, den afgift, som bonden burde betale, efter hvad han havde i jord .
Når Frederik III da søgte oplysninger både om udsæds- og om landgildehartkornet, var dette altså ganske overensstemmende med en herskende praksis, og man har rimeligvis tænkt sig at ville bygge selve matriklen op enten på udsædshartkornet alene eller mulig på en udjævning af begge arter opgivelser. Da det kom til stykket, opgav man dog at tage noget hensyn til udsæden, og landet blev helt igennem matrikuleret efter den faktiske landgilde .
Kender man denne forhistorie for Frederik III’s matrikel, vil man fatte, at datiden straks har været klar over, at den derved givne løsning af matrikelproblemet kun kunne være rent foreløbig. Man havde måttet nøjes med at lægge den faktiske landgilde til grund; men man var sig det uheldige herved fuldt bevidst, og deri ligger da, at matrikuleringen blev taget op fra ny allerede i den følgende konges tid. Det karakteristiske ved Christian V’s matrikel bliver også, at den helt opgiver at spørge om, hvad bønderne betaler i landgilde; i stedet stræber den ved opmåling af arealet og ved værdsættelse af jordens godhed at opnå en ligeligere fastsættelse af hartkornet. Men det hartkorn, man herved ville nå til, var da netop det gamle udsædshartkorn i dets modsætning til landgildehartkornet. Når man fx. af jævngod jord ansatte tre tønder land, hvori der kunne udsås tre tønder byg, til een td. hartkorn, så har vi jo her netop den gængse måde til at udfinde udsædshartkornet, summen af udsæden divideret med tre; hartkornet her udtrykker ikke, hvad bonden virkelig ydede i landgilde af sin jord, men hvad han efter dennes beskaffenhed passende burde yde. Med andre ord, medens Frederik III’s matrikel, tvunget af nødvendigheden, måtte nøjes med at tage sin basis i, hvad bonden faktisk ydede i landgilde, byggedes Christian V’s på den ideale landgilde, der fandtes udtrykt i udsædshartkornet .
Det vil klart fremgå af den her givne udsigt over matrikelmåderne i Danmark, hvilken rolle derved udsæden har spillet. Ligesom udsædens mængde har givet os vore arealmål for det dyrkede land, har man tillige ved hjælp af den søgt at værdsætte jorden lige fra det tidspunkt, da man opgav blot at bygge på, hvad der kunne dyrkes med een plov. Men ret karakteristisk er det også, at udsæden, der allerede spiller en så stor rolle i Valdemarstiden, dog trænges tilbage i lang tid af landgilden, for så atter at dukke op. At man slog sig til ro med den landgilde, som bonden gav, så ulige denne end var, betyder, at administrationen ikke magtede den opgave selv at skaffe et rationelt grundlag for skatterne på landejendomme. Det har da også altid været anset for en stor ære for enevælden, at den på dette punkt formåede at gennemføre en bedre ordning. Ikke mindre ærefuldt er det dog for vore middelalderlige Valdemarer, at de allerede har været inde på den vej, som så mange århundreder efter atter blev betrådt; det vidner om en kraftig omsorg for landets bedste, en stor myndighed hos kongemagten i datiden.
Noter:
1) Det danske ord skyld i denne betydning forekommer allerede 1261 (Weinwich, Stevns Herred 10). Når der i Valdemars Jordebog, Hovedstykket, under Falster står: Getæsby skyld (s. 29), synes ordet her at betyde landgilde ligesom i Jydske Lov, jfr. en exkurs i tillægget til dette skrift.
2) Valdemars Jordebog s. 32: 9 oras in censu et 7 denarios; Repertorium nr. 449, 1284, 1501, 1560, 1727, 2035, Udat. 302. Endnu i Roskildebogen (o. 1370) fastholdes det, at skyldberegningen regner med denarer, ikke med skæpper; modsætningen træder skarpt frem, fx. S. 42: 2 curiæ, quarum quælibet habet 2 oras et 9 denarios terræ et dat 3 pund et 9 modios annonæ. Udsæden angives derimod selvfølgelig efter skæpper: duo fundi, unus, in quo possunt seminari 2 modii annonæ, item alter, in quo possunt seminari 4 modii et ultra. Modsat har jeg ikke truffet noget eksempel på, at skæppe er sat i forbindelse med: in censu; muligvis er dette dog nok sket en eller anden gang på den tid, da skyldberegningen havde mistet sin oprindelige praktiske betydning og kun huskedes, fordi den gav et mål for udsæden. Derimod findes der nok eksempler på, at der tales om skæppe land eller pund land, men da uden at skylden er med; herom nedenfor.
3) Sorøbogen: SRD. IV, 467, 475.
4) Det kan bemærkes, at ordet skyld i den latinske oversættelse gengives med pensio; i det hele er det sidste udtryk vel senere blevet det almindelige for landgilden, netop fordi ordet census havde fået en derfra forskellig teknisk betydning.
5) Man må her ikke lade sig vildlede af en analogi med Frederik III’s matrikel. Ved denne tog man til basis den privatretlige landgilde; men man kunne det, fordi så godt som al skattepligtig jord var fæste, og fordi tillige landgilden var blevet en fast uforanderlig post for hver gård. Man taxerede da ikke jorderne til landgilde, men man tog den forhåndenværende landgilde og baserede derpå fordelingen af skattebyrden til staten.
6) S. 32: Ællinge sunt 3 marcæ terræ, quæ faciunt 3 marcas in semine. Den sidste oplysning er måske medtaget, fordi der her er det usædvanlige forhold, at landgilden før havde været lavere; det modsatte var oftere tilfældet.
7) S. 45: curia principalis habet 12 oras terræ, est terra larga in semine. S. 27: curia principalis habet 12 oras, quæ sunt large in semine 4 marcæ. S. 54: Jursthorp habet 4 marcas terræ, et quælibet marca terrae continet large in semine 2 marcas annonæ.
8) S. 27: Birkingæ habet 17½ oras terræ et unum ornummæ, in quo seminantur 6 oræ. Sml. s. 30, 62
9) S. 27: Inquiratur de quantitate terrae hujus villæ. Derefter ved en tilføjelse: habet terram 12 orarum et 3½ sol. terrarum. Sml. S. 54: Nescitur, quantum hæc duo oppida habent de terra.
10) Når både Paludan-Müller og Steenstrup ofte taler om en »skyldsætning efter udsæd«, bør det mærkes, at tonen her ligger på det sidste ord, ikke på »skyldsætning«, i stedet for hvilket de lige så godt kunne have brugt taxation, matrikulering eller lignende udtryk. Med andre ord, skyldsætning svarer her ikke til kildernes census, skyld, om end ganske vist dette ord mer eller mindre ubevidst har ført til, at de to forfattere oftere bruger udtrykket skyldsætning end andre ligetydige ord.
11) Medens Steenstrup ikke har haft øje for svagheden i Paludan-Müllers opfattelse af ordet skyld, fremgår det af en anmærkning, som O. Nielsen har føjet til sin udgave af Valdemars Jordebog (s. iv), at denne forfatter med rette har indset, at Census nødvendigvis må betyde en afgift. Han har dog ikke haft mod til at gennemføre denne tanke, ligesom det også ses, at han på samme måde som ældre granskere ved ordet Census i taxationen kun har tænkt på landgilden.
12) Det er så meget mere påfaldende, at hverken Paludan Müller eller Steenstrup har haft øje for, hvad der kan udlæses af skyldtaxationens brug af ordet penning, som Velschow i det mindste har berørt den vanskelighed, dette frembyder, når man ved census vil underforstå korn. Han forklarer anvendelsen af penningen derved, at man jo af de forskellige kornarter regnede et ulige skæppeantal på de højere regningsenheder; i skyldansættelsen brugte man da i stedet penningen, hvoraf der altid regnedes lige mange på marken. Forklaringen er i sig selv ikke meget overbevisende, og den kan slet ikke hjælpe Paludan Müller og Steenstrup, thi disse holdt jo netop i modsætning til Velschow på, at der af alle kornarter taltes lige mange skæpper på marken. Men des mere grund havde disse forfattere da haft til at forklare, hvorledes »penningen« kunne blive anvendt om korn i skyldtaxationen.
13) Jeg kommer siden i anden sammenhæng tilbage til forholdet mellem udsæd og landgilde.
14) Jeg har allerede flygtigt antydet dette i Hist. Tidsskr. 5. R.V, 526 og derved også omtalt, at A. D. Jørgensen har haft blik for det samme.
15) 1512: Styffe, bidrag til skandin. hist. IV, cxli. 1544: Erslev, Konge og Lensmand xlij (med rettelse s. 143). Det gamle grundforhold een ørtug i afgift svarende til een mark i værdi, fremtræder 1351 i Skåne, da en gæld på 16 mk. penge betaltes ved at afstå en gård, som pro censu ydede 16 ørtug penge; Repertorium Nr. 2327.
16) Sml. Styffe, Skandinavien under unionstiden, 2. uppl. S. 97; H. Hildebrand, Sveriges medeltid, I, 243, 949.
17) Stemann, Retshist. S. 183; Secher i Abhandl. Zu K. V. Maurer 1893 s. 272; Matzen, Retshist., Proces 81 (hvor dog sætningen: men de osv. med urette er henført til: bryde eller landbo.)
18) Jydske Lov III, 9 bruger også landeværn som lig leding.
19) Således opfatter også Velschow det (Hist. Tidsskr. I, 135), men når han videre forstår det fulde landeværn som udredelsen af tredingshavn, er dette åbenbart ikke holdbart.
20) Når forf. selv (s. 61) uddrager det resultat, at »udsæden i een mark guld findes overalt at være henved 2 ører«, må han her have brugt ordet »henved« i betydningen af »omtrent«. Af 17 opgivelser er de 9 på 2 øre eller derover.
21) Denne opgivelse støttes i lovhåndskrifterne ofte på en henvisning til Eriks Lov 3. Bog; der tænkes vel på III, 46, hvorefter 4 mk. sølv er lig 6 mk. penge. Heraf kan da udlæses, at 12 øre (penge) var = 1 mark sølv.
22) Således Arnemagn. Saml. 8vo, 10, bl. 3 (fra 1490), 12mo, 447, 12mo, 454, o.fl.; Sml. Arent Berntsen II, 23. I håndskriftet fra 1472 står i øvrigt ved en overspringelse: 8 favne jord gør en otting, og derefter ved en fejlskrift: 3 ottinge gør et bol jord.
23) Efter at ovenstående forlængst var skrevet, er Paludan-Müllers opfattelse af bolets geometriske natur blevet imødegået. af P. L a u r i d s e n (Årb. f. nord. Oldkyndighed 1896, s. 150 ff.). Da denne forfatter ellers i Paludan-Müller hilser en forbundsfælle i kampen mod den almindelige agrarhistoriske opfattelse af fællesskabets udvikling, må man prise ham des mere for at han her slår sværdet ud af sin forgængers hånd.
24) Når det i Oldemor 83 hedder: item in syndærnees mare in Terris Kanuti ælf census 6 ripensium modiorum ordei, viser fortsættelsen (etiam 2 marchæ cum 4 solidis de pratis 26 plaustratorum feni), at census her er landgilde.
25) Jeg udtaler mig lidt vagt herom. Sagen er den, at skyldtaxationens Sjællandske karakter, som ingen tidligere har haft øje for, først gik op for mig på et tidspunkt, da min indsamling af materiale i det væsentlige var tilendebragt. Imidlertid er jeg dog temmelig vis på, at der ikke findes eksempler på denne matrikulering uden for Sjælland og smålandene, i det mindste for den tid, da den virkelig betød en taxation til offentlig skat.
26) Sml. den tabellariske oversigt over Falsterlisten i tillægget.
27) At den ny matrikel ikke ved sine tdr. hartkorn udviser en overordentlig fremgang over for Christian V’s matrikel, ligger simpelt hen i, at det var forud bestemt, at matriklen af 1844 i hovedsummen af tdr. htk. skulle svare til den gamle. Efter matrikuleringens fuldendelse blev da alt reduceret i forhold hertil.
28) Blandt de 36 bol er der foruden sådanne torper på eet bol (to endda kun på hvert et halvt bol) blot fire byer på to bol hver og en enkelt på 4 bol.
29) Når Roskildebogen ved Arløse oplyser os om, at her regnedes 12 øre på bolet, er dette sikkert undtagelsesvis de gamle bol, der ikke er gået i glemme. – Fra den regel, at bol dækker mark i skyld, synes der at forekomme en afvigelse i Roskildebogen (SRD. VII, 18), hvor der står: terram duarum marcharum, videlicet tria bool. Udgaven er her dog vildledende. Selve det originale håndskrift viser, at der oprindelig kun stod: terram duarum marcharum; men ved en rettelse er duarum marcharum udslettet og i stedet indsat Videlicet tria bool.
30) Ved magelægsforretningerne vurderedes derefter hver gård på den vis, at man til dens landgildehartkorn føjede udsædshartkornet og dividerede det udkomne med to. Meningen hermed er klar; man lagde til den faktiske landgilde den ideale og nåede ved at tage mellemproportionalen mellem begge dele at gå den gyldne middelvej mellem, hvad bonden ydede, og hvad han burde yde. – Om hele denne magelægsmåde findes udførlig underretning i Arent Berntsens værk: Danmarks og Norges frugtbare herlighed (1656), ligesom han også indgående behandler det spørgsmål, hvorledes ny landgilde skal ansættes ved jorder, der hidtil ikke er satte til landgilde. Dette sker stadig ved at beregne jordernes udsæd og dividere det udkomne med 8; men grunden dertil oplyser forfatteren kun mere i forbigående (II, 83: »efterat ofver ald Danmarck gemenlig af hver tre tynder sæd, som årlig kand saais, 1 tynde korn til landgild skal udgifvis«), åbenbart, fordi det har været en så vitterlig sag, at det i sig selv stod klart for alle. Paludan-Müller har dog, som det synes, ikke ret forstået grunden til denne division (s. 244).
32) Kun hvor denne ikke kunne opgives, altså især ved hovedgårdsjorderne, tog man i stedet udsæden som grundlag, idet man så her dividerede den virkelige udsæd med tre for at få hartkornet ud. – Denne art jorder blev da ingenlunde ansatte til hartkorn »efter et blot skøn«, som det idelig siges.
33) Matrikelarbejderne fra enevældens første tid fortjente meget at gøres til genstand for en monografisk behandling; der hersker derom adskillige fejlagtige forestillinger. Blandt andet kan det fremhæves, at det er ganske urigtigt, når Velschow (sml. Hist. Tidsskr. IV, 401 anm.) mente, at en td. land blev sat til 14000 kvadratalen, fordi dette fladerum svarede til udsæd af een td. byg, når en trediedel deraf lå brak. Man begyndte modsat med at fradrage, hvad der kunne antages årlig at ligge brak, og det er netop af besået land, at man regnede 14000 kvadratalen til een td. udsæd. Også i vore dage svarer een td. udsæd og een td. land nøje til hinanden, og når det altid siges, at man i »gamle dage« såede tættere end nu, må disse »gamle dage« da ligge efter Christian V’s tid.