fra tidsskriftet Grundskyld, nr 2, 1939
Af grosserer J. L. Bjørner.
Tænker man sig det forholdsvis korte tidsrum af et lille hundrede år tilbage, da lå København endnu inde bag sine volde, som Christian IV og Frederik III havde trukket dem i en næsten hel cirkel omkring byen. Men voldkronerne var nu klædt med gamle elmetræer. Kun bastionerne stod træløse, men på hver af dem stod en vejrmølle, der havde travlt med at male mel for byens bagere. Nedenfor de stejle voldskrænter nede ved stadsgraven løb “Kirsebærgangene”, alle københavnerdrenges fryd. På den anden side stadsgraven strakte fæstningsterrænets glacis sig ud i det åbne land. Fra voldenes fire porte, Øster-, Nørre-, Vester- og Amagerport, gik vejene til og fra byen, og langs disse veje skød forstæder rask frem, navnlig udenfor Nørre og Vesterport. Vesterport var der allerede taget hul på.
Dér, hvor Københavns nye rådhus nu står, lå indtil omkring 1885 en bastion med byernes eneste stubmølle – Luciemøllen – populært kaldet Lusemøllen. Da den blev nedrevet, var den ikke mere aflægs, end at den blev bygget op ude på sjælland, hvor den stod i mange år og gjorde gavn. Heroppe ved Luciemøllen har Georg Carstensen stået og set over stadsgraven og beregnet det stykke af fæstningsterrænet, der nu udgør Tivoli. Carstensen var “fornøjelsesråd”. Han havde studeret friluftsetablissementer i udlandet, navnlig i London og Paris, og nu skulle København også være med. Dog har Carstensen sikkert ikke anet, at hans “sommer-tivoli” med tiden skulle komme til langt at overgå, hvad London og Paris havde og senere har fået i den retning, og at hans Tivoli skulle opnå international berømmelse.
Så lejede han da i 1843 af Københavns kommandant de små 11 tønder land (senere rundet op til ca. 14 tdr. land), der senere har udgjort Tivoli. Arealets størrelse er som et stort husmandsbrug, og Carstensen skulle betale 1.000 kr. i årlig leje. Men så mageskiftede krigsministeriet fæstningsterrænet med Københavns kommune, og lejen af tivoligrunden begyndte at stige.
Man tilbød Carstensen at købe hele arealet for en pris, der var en brøkdel af den nuværende årlige lejesum. Heldigvis sagde han nej, og derved reddedes dette areal for en senere byggespekulation, der for længst ville have lukket Tivoli. Guldhønen blev ikke slagtet.
Det kneb i begyndelsen med beplantning og bygninger i Tivoli, men Carstensen red to kæpheste: godt med kulørte lygter og godt med god musik. Desuden havde han et eget tag på at anlægge det hele på en bred folkelig måde. Det første år besøgtes etablissementet af 174,000 gæster. Omkring århundredskiftet var besøget steget til 650.000 og i 1938 til over 2 millioner gæster.
Nu betaler aktieselskabet “Københavns sommer-tivoli” godt 430,000 kr. i årlig leje af grunden plus ca. 200.000 årlig i forlystelsesskat til staten. Disse tal er meget interessante, navnlig i betragtning af, at Tivoli kun har åbent i godt og vel 4 måneder årligt. Grunden er nu vurderet til 9 millioner kroner. Det er et godt aktiv, som Københavns kommune har her, og som ikke har kostet den noget og i en lang årrække givet en mægtig lejeindtægt i kommunens kasse. Men dertil kommer den fortjeneste, som kommunen har som leverandør af gas og elektricitet.
Der er intet over Tivoli, der minder om, at det ligger på gammelt fæstningsterræn, udover at Tivolisøen er en stump af den gamle stadsgrav. De bygninger, som A/S Tivoli har opført på grunden, står bogført til ca. 3½ million kroner. Det kan altså udmærket lade sig gøre at bygge på “grundskyldsjord”. Tivolis årsregnskab viser, at den største udgift, etablissementet har, er til den underholdning, som bydes enhver besøgende for den beskedne entre af 50 øre, nemlig ca. 750.000 kr. årligt til musik, kunstneriske friluftsforestillinger, festarrangements, tivoli-garden og fyrværkeri.
Tivoli er et skoleeksempel på, hvad der på en forstandig måde kan komme ud af salg af jord i offentlig eje på grundrente-betingelser. Entreen til Tivoli er den samme nu som for 50 år siden, aktieselskabet tjener godt, og det offentlige har uden bekostning fået sig en høne, der hvert år lægger rare, vægtige guldæg. Hertil kommer, at Tivoli er blevet en kæmpereklame for os ude i verden, ingen anden storby har et sådant friluftsanlæg i byens centrum: folkeligt, billigt og kunstnerisk.
Man må håbe, at den siddende skattekommission i sommer vil gå flittigt i Tivoli og lade sig fornøje og belære om grundskyldsprincippets rigtighed. “Sig noget, Pjerrot” råber børnene derinde foran Pantomimeteatret og råber så hurra, når Pjerrot siger noget. “Sig noget, skattekommission; sig grundskyld!”, så slipper vi for de andre skatter, og så vil hele folket råbe hurra.
***
Tivoli har siden købt jorden af Københavns Kommune. Opdatering om dette, når/hvius jeg finder det. / pma