N.P. Jensen: Skattereformen af 1903
fra Socialøkonomisk Samfunds Skrifter. V. 1903.

Indledning.

Som nødvendigt udgangspunkt for en kritisk vurdering af den skattereform, der nu er gennemført, må man først og fremmest gøre sig klart, hvad der til enhver tid bør være det ledende princip i al beskatning – ligegyldigt hvilke teorier, man end i hovedsagen hylder. 

I tidligere tider, da administrationen ikke på langt nær var i stand til at løse de opgaver, der i vore dage stilles til den, var det ganske naturligt at anvende de beskatningsformer, der lettest lod sig gennemføre på en for statskassen tilfredsstillende måde, og som resultatet af denne politik fremkom de to hovedformer, der nu igennem flere århundreder har været kernepunktet i vor beskatning: – de direkte skatter, der hvilede som faste, til dels uforanderlige afgifter af jord eller bygninger, og de indirekte, således som vi kender dem særlig i form af toldbyrder. 

Med den mere udviklede statsstyrelse og den vågnende kritik også overfor beskatningsspørgsmålet er der imidlertid siden sidste halvdel af det 18. århundrede fremkommet en række skatteteorier, som vel på mange punkter er i indbyrdes modstrid, men som dog ikke desto mindre har det tilfælles at fordre retfærdighed for dem, der må bære skatterne; – man brød staven over den politik, der satte det som hovedformålet at skaffe de flest mulige penge med den mindst mulige ulejlighed, og rejste kravet om borgernes lige ret for loven, retfærdighed og hensynsfuldhed overfor skatteyderne, således som det f.ex. findes udtrykt i Adam Smiths bekendte sætninger *). 

*) Jvf. V. Falbe Hansen: Finansvidenskab, I del, side 156.

 Uden her at komme nærmere ind på de forskellige skatteteorier skal opmærksomheden blot henledes på, at det i virkeligheden er det samme resultat, der tilsigtes, når den ene hævder, at enhver skal betale skat i forhold til sin evne, medens det fra anden side lyder, at borgernes bidrag til staten skal beregnes i forhold til den ‘nytte’, de har af staten, eller i forhold til de samfundsværdier, de råder over. Hvorvidt en mands skat skal fastsættes på grundlag af hans egne opgivelser eller ud fra andres skøn over hans økonomiske stilling, eller den måske skal beregnes ved hjælp af en undersøgelse af de kilder, hvorfra han henter sin indkomst, – alt sligt er inderst inde kun forskellige midler til at nå frem til det samme mål, en retfærdig beskatning. 

Imellem de mange uensartede synspunkter, de forskellige beskatningsteorier anlægger, finder man dog stadig som fælles regel, at der opstilles visse almindelige – især økonomiske – betingelser, som skatteyderne må opfylde; og i samme grad, som de opfylder dem, må de betale skat, uden hensyn til hvilket erhverv og hvilken samfundsklasse de tilhører. De retfærdighedskrav, der således ligger bag ved alle den nyere tids beskatningsteorier, lader sig selvfølgelig ikke strengt gennemføre i praksis, men de slår som det ideal, man må stræbe at nå så langt frem imod som overhovedet muligt, idet lovgivningsmagten må søge at få de stillede grundbetingelser til at gå i takt med den økonomiske udvikling, medens det bliver administrationens sag at bedømme, i hvilken grad de enkelte skatteydere opfylder betingelserne, – for derigennem at bestemme, hvor meget enhver retfærdigvis bør udrede i skat. 

De krav, man her i vore dage stiller, er selvfølgelig ganske anderledes vanskelige at opfylde, end fordringerne var i de tider, da beskatningen først og fremmest tog sigte på at skaffe staten store indkomster uden synderligt hensyn til, om de blev tilvejebragte på retfærdig måde eller ikke, og opgaven ville vel egentlig være uløselig, hvis ikke netop befolkningens krav om retfærdighed var i stand til at give lovgivningsmagt og administration adskillige værdifulde vink om, hvornår og hvorledes der bør handles. I sidste instans bliver det altså befolkningen selv, der ved sin kritik af de gældende beskatningsregler skal fremtvinge byrdernes rette fordeling, og denne kritik vil under de nuværende stærkt udviklede samfundsformer ganske naturligt fremkomme som resultat af de enkelte borgeres bedømmelse af skattens virkninger, idet enhver for sig har ret til at forlange, at han ikke kommer til at give større skat end den, der kræves af enhver anden, som opfylder de samme betingelser *). 

*) Jvf. H. Westergård: Nationaløkonomisk forenings festskrift. Side 299.

Ligegyldigt hvilke teorier, man end i hovedsagen hylder, vil man altså herefter, som ledende princip i al beskatning, kunne opstille fordringen om, at så få som muligt har grund til at føle sig forurettede. – Den absolutte retfærdighed kan man selvfølgelig aldrig vente at opnå, og selvom nogle forholdsvis få lider uret, vil man næppe kunne forsvare straks at sætte det kostbare lovgivningsmaskineri i gang eller foretage en vidtløftig administrationsforandring for den sags skyld. Anderledes derimod når det bliver de mange, der føler sig brøstholdne, så vil kravet om en reform trænge sig frem, og reformens berettigelse må følgelig søges deri, om den formindsker klagernes antal i en sådan grad, at det står i rimeligt forhold til al den ulempe, enhver skatteomlægning nødvendigvis vil medføre. 

Den tidligere direkte beskatning.

Til trods for at det ikke er hensigten her at komme ind på en nærmere fremstilling af det direkte beskatningssystem, der nu går sin afslutning i møde, vil det dog være nødvendigt at fremdrage dets hovedtræk*) for derigennem at skabe det sammenligningsgrundlag, der må være forudsætningen for en vurdering af den gennemførte reform. 

*) Om nærmere enkeltheder henvises til V. Falbe Hansen og Will. Scharling: Danmarks statistik, 4. og 5. bind. 

De skatter, reformen berører, falder i to forskellige afdelinger: statsskatterne og de kommunale skatter, der i det følgende skal omtales hver for sig, selvom de i virkeligheden ikke kan holdes skarpt ude fra hinanden.

Statsskatterne.

Tienden
indtager i flere henseender en så ejendommelig stilling i vor beskatning, at der allerede deri er tilstrækkelig grund til en noget mere indgående omtale, og da den tillige afgiver det mest karakteristiske eksempel på en forkvaklet og omdisputeret afgift, er det naturligt her at indflette de få mere teoretiske bemærkninger, den ældre beskatning for nærværende giver anledning til.

Tiendens indførelse her i landet skriver sig fra kristendommens første dage og ligger altså omtrent 1000 år tilbage i tiden. Den synes oprindelig pålagt som en slags indkomstskat, der dog ikke i nogen måde tør sammenlignes med de mere udviklede former, der anvendes i vore dage, og den har næppe nogensinde været en endog blot tilnærmelsesvis retfærdig skat. 

Oprindelig tilfaldt al tiende gejstligheden: kirken, præsten og bispen, men ved reformationen tilvendte kongen sig den tidligere bispetiende, som senere – under navn af kongetiende – på forskellig måde ved gave og salg til dels gik over i private folks eje, ligesom også kirketienden i tidens løb blev genstand for almindelig omsætning. For tiende-yderen medførte disse forandringer ikke nogen principiel forskel, for ham var det en skat, og det vedblev at være en skat, det var blot en anden, der havde erhvervet beskatningsretten. 

Denne udvikling har for tiendens vedkommende medført en ejendommelig dobbelthed, som man ellers ikke støder på i den almindelige beskatning: medens den vedblivende er en skat for yderen, har den for tiende-ejeren karakteren af en ret, som han har erhvervet over yderens ejendom, og denne ret repræsenterer for ham så stor en kapitalværdi, som han på ny kunne indvinde ved afhændelse af retten til den årlige tiende-indtægt. – Set fra yderens side er tienden en skat, set fra nyderens side er den en ‘prioritet’ *). 

*) Denne benævnelse er den almindeligt anvendte og benyttes derfor også her, til trods for at den ikke stemmer med den sædvanlige opfattelse af et prioritetsforhold. Her vil man nemlig som regel forlange, at prioritetshaveren må have ydet skyldneren en eller anden erstatning for prioritetsretten, men den erstatning, der i nærværende tilfælde er ydet – nemlig købesummen for tienden -, er afgivet til tredjemand eller i sidste instans til den, der for første gang afhændede tiende-retten – nemlig til 'det offentlige', dvs. stat og kommune (kirkerne).

Denne dobbelthed har givet anledning til en række forviklinger, så snart der var tale om en ændring eller en endelig afvikling af tiende-forholdet; man har så godt som altid kun set sagen fra den ene side: de, der så den fra tiende-yderens standpunkt, holdt selvfølgelig på, at tienden kunne behandles som enhver anden skat, og de, der så sagen fra ejerens side, kom lige så naturligt til det resultat, at tienden ikke turde røres, uden at der blev givet erstatning for det tab, nyderen kom til at lide. 

Rent bortset fra dette ejendommelige forhold har udviklingen medført, at tienden er kommet til at hvile i højeste grad ulige*) og dermed uretfærdigt; det vil næppe kunne påvises noget som helst almindeligt princip for dens fordeling – i alt fald ikke noget økonomisk princip, der skulle kunne tjene som grundlag for en beskatning. I almindelighed plejer man vel at sige, at tienden i vore dage kun hviler på ‘bondejord’, men den hviler absolut ikke på al bondejord, og selv der, hvor den findes, er den så uretfærdig fordelt som vel muligt. Og hvad er så ‘bondejord’? – i hvert tilfælde ikke et anvendeligt beskatningsgrundlag. 

*) Jvf. V. Falbe Hansen og Will. Scharling Danmarks Statistik, 5. bind, side 71.

Så snart talen er om en forandring af tiende-byrden – eller i øvrigt af en hvilken som helst gammel grundskat – møder man gang efter gang den foran berørte opfattelse, at den art gamle afgifter i tidernes løb har skiftet natur, så de ikke længere tør behandles som skatter, men kun kan gøres til genstand for en afløsning på lignende måde som tilbagebetaling af en prioritetsgæld; og til trods for at der ikke her er anledning til at komme nærmere ind på dette spørgsmål, må et par spredte bemærkninger derom dog anses for ret betimelige, eftersom den gennemførte beskatningsreforms berettigelse til en vis grad afhænger af, hvorvidt den nævnte ‘kapitalisationsteori’ kan anses for pålidelig eller ikke. 

Kapitalisationsteorien tager sit udgangspunkt i den opfattelse, at når der handles om en ejendom, hvorpå der hviler en sådan gammel grundskat, vil købesummen formindskes med skattens kapitaliserede beløb* – dvs. et så stort beløb, som udfordres for at give en årlig rente af samme størrelse som den årlige skat; thi hvis køberen ikke kan opnå et sådant afslag i prisen, vil han anvende sin kapital på anden måde, hvorved han slipper for at betale den omhandlede skat, og følgelig skulle den ny ejer få ejendommen så billigt, at forholdet for ham blev ganske det samme, som om han slet ikke kom til at bære den påhvilende grundskat, idet han ved købet sparer så stor en kapital, at renten deraf vil kunne dække den årlige skat for ham. 

*) Og netop dette er der mange, som ikke forstår – heller ikke i dag (2017, hvor der forhandles 'boligskatter') / PMA

Hertil er for det første det at bemærke, at den anskuelse, at hartkornsskatterne skulle være blevet en prioritet i landejendommene, er bygget på en ren teoretisk betragtning *), og ganske det samme gælder selvfølgelig, når talen er om andre lignende grundskatter; det er en ren teoretisk betragtning, hvorfor der aldrig i praksis er fremført noget almengyldigt bevis **), og det må være klart, at når en afgift er pålagt som en skat, så må den vedblivende være at betragte som en skat, indtil de, der forfægter en anden opfattelse, er i stand til at levere et i alt fald nogenlunde antageligt bevis ***). 

*) Jvf. V. Falbe Hansen og Will. Scharling Danmarks statistik, 4. bind, side 229.
**) På min forespørgsel til Hr. J. Winkel, der i en årrække har været beskæftiget med udarbejdelsen af den officielle statistik over salg af landejendomme, har jeg fået det svar: at der ved en deling. imellem tiendefri og tiende-pligtig jord ikke lader sig påvise nogen forskel i ejendomspriserne. 
***) Hvis kapitalisationsteorien var rigtig, skulle den ophævelse af gammelskatten og 7/25 af tienden, der er den umiddelbare følge af skattereformen, have medført en stigning i ejendomspriserne på 8-10 procent.

Hermed er det dog langtfra meningen at ville hævde, at grundskatternes højde er uden nogen som helst betydning; at man ved ejendomshandler tager et vist hensyn til dem, er en selvfølge, men “det er jo noget, som ikke alene gælder om grundskatterne, men også om andre skatter – endog om rent personlige,” og “det samme gælder også om andre byrder” og ulemper ved en ejendom. Men deraf kan man dog ikke drage den slutning, at staten eller kommunen skal være forpligtet til at lade de pågældende forhold forblive uforandrede til evig tid, og ligesom staten og kommunerne på andre områder er berettigede til at reformere, selvom ejendomsværdierne påvirkes derved, således må de også være berettigede til at reformere grundskatterne. *) 

*) Jvf. V. Falbe Hansen: Finansvidenskab, I del, side 204-205.

Disse udtalelser af vor største autoritet på finansvidenskabens område viser altså fuldstændig klart, at der ikke er nogen som helst anledning til at behandle forældede grundskatter på anden måde end alle andre forældede skatter. 

Når professor Falbe Hansen til trods for de anførte udtalelser alligevel afgjort hævder, at tienden kun tør betragtes og behandles som en grundbyrde, ligesom han også på andre punkter ender med at give kapitalisationsteorien sin lillefinger, synes det for tiendens vedkommende særlig at være af den grund, “at den ved en overenskomst mellem yder og nyder er blevet afløst af en fast afgift” *), medens det på andre punkter er fordi staten ved adskillige lejligheder enten direkte eller indirekte har givet et slags løfte om ikke at forandre skatten **). 

*) Jvf. V. Falbe Hansen: Finansvidenskab, 1. del, side 268.
**) jvf. f.ex. V. Falbe Hansen: Finansvidenskab, I del, side 270, og Danmarks Statistik, 4. bind, side 230.

Når talen er om at anvende sådanne aftaler eller løfter som bevis for afgifternes uforanderlighed, synes betydningen heraf imidlertid mere end tvivlsom, og det ikke alene af den grund, at man næppe er pligtig til – ja endog næppe har ret til at respektere en beskatningsregel, der ikke mere er i overensstemmelse med tidens fordringer; men hvad vil det i det hele taget sige, at man bestemmer, at en skat skal være fast? –

Gammelskatten er f.ex. fastsat til 13 2/3 kr. pr. tønde hartkorn, med dette beløb er den opkrævet i en årrække, medens landejendommenes værdi har svinget op og ned, også i de senere tider, hvor rentabiliteten aftog i meget betydelig grad *). Resultatet heraf har været, at skatten faktisk har hvilet med meget forskelligt tryk, eftersom den har udgjort en større eller mindre del i forhold til det grundlag, hvoraf den måtte udredes; og når hertil kommer, at man ved påligningen af de kommunale skatter ikke ringe grad har søgt at mildne på hartkornets uretfærdigheder ved snart at lægge mere snart mindre på formue og lejlighed, så er der næppe nogen grund til at tro, at bestemmelsen om skattens uforanderlighed har haft nogen betydning i den omtalte retning. 

*) Jvf. N. P. Jensen:Dansk landbrug, I, side 170 og 172. 

Når man altså bestrider kapitalisationsteorien, og samtidig selvfølgelig indrømmer, at skatterne i det hele taget har deres betydning, må som forklaring tilføjes, at den smule grundskat, talen er om, er alt for ubetydelig til at kunne øve et kendeligt tryk på ejendomspriser *), der bestemmes af ganske anderledes store og vigtige hensyn, ved hvis side bagatellerne sporløst forsvinder, selvom bagatellerne faktisk også er tilstede og ubestrideligt har deres betydning på anden måde **). 

*) Docent J. Warming har endog fremsat en stik modsat anskuelse, hvorefter højt hartkorn skulle kunne bevirke høje ejendomspriser: når hartkornet almindeligt vurderes til f.ex. 8.000 kr. pr. td., vil man uvilkårligt regne en gård på 6 tdr. til 48.000 kr.; ved nærmere eftersyn finder man måske, at den kun svarer til 5 tdr. hrtk., men på grund af den forudfattede mening om 48.000 kr. vil man alligevel vanskeligt sætte sin vurdering helt ned til 40.000 kr., som man egentlig burde.

**) Som et nogenlunde tilsvarende eksempel kan nævnes, at gammelskatten og den del af tienden, der nu simpelthen forsvinder, pr. td. hartkorn kun udgør et beløb, der næppe nok svarer til, hvad man i almindelighed påregner som indtægt af en halv snes høns. Nu er hønsebestanden ganske vist ikke uden betydning, men mon nogen for alvor kan tro, at man ved køb af en gård med 1 td. hrtk. kommer til forskellig pris, eftersom der er 20 eller 30 høns med i handelen?#)

#) Hvorfor diskutere om det har indflydelse på prisen, hvis størrelsen er negligerbar? Det er da logik for perlehøns at en påhvilende byrde har indflydelse på prisen! /PMA

Hartkornsskatterne,
hvis oprindelse væsentligst må søges i tiden kort efter enevældens indførelse, falder i to afdelinger:

Gammelskatten 
er en benævnelse, der stammer fra året 1840, og hvorunder man siden den tid har indbefattet hovedparten af en hel række ældre skatter; den hviler på matriklen fra 1688, der allerede for langt over 100 år siden blev erkendt for ubrugelig som grundlag for fremtidige skatter. I året 1880 foretoges vel en udjævning af hartkornsskatterne, hvorefter de bæres med samme beløb såvel af privilegeret som af uprivilegeret jord, men selve grundlaget blev uforandret som før, og det må anses for i høj grad uretfærdigt vedblivende at anvende en så slet matrikel som den gamle af 1688 *).

*) jvf. V. Falbe Hansen: Finansvidenskab, I del, side 270.

Land- og ligningsskatten hviler på ‘den ny matrikel’ fra det forløbne århundredes første halvdel, men også om den gælder det, at den nu er meget langt fra den lighed, som den fra først af tilsigtede *). 

*) Jvf. V. Falbe Hansen og Will. Scharling: Danmarks statistik, 4. Bind, side 223.

Det er altså klart, at statens hartkornsskatter ikke i nogen måde tilfredsstiller de billighedskrav, man med fuld ret kan stille til et beskatningssystem; at de kun hviler på jordejendom, ville selvfølgelig have mindre at sige, såfremt de andre erhverv på anden måde var beskattede i tilsvarende forhold, men de uretfærdigheder, der er omtalt i det foregående, er alle sammen uretfærdigheder indenfor selve jordbrugets område.  

Af ligningsskatten falder i øvrigt et mindre beløb på købstæderne, hvor den opkræves som en del af de kommunale skatter. 

De hartkornsskatter, der påhviler tiende-indtægterne, vil bortfalde, samtidigt med at tienden afløses. 

Bygningsafgiftenstammer fra året 1802 og er pålagt som en skat på brugen af husrum. Medens landbruget svarede sine hartkornsskatter, skulle de andre erhverv rammes af bygningsafgiften, der altså hovedsagelig kom til at hvile på byerne; men fra 1857, da der i det væsentlige kom samme næringsfrihed på landet som i købstæderne, blev bygningsafgiften udstrakt også til de pågældende ejendomme i landdistrikterne. 

Heller ikke denne skat kan i nogen måde siges at svare til de fordringer, der i vore dage stilles. – En skat, der står i forhold til det anvendte husrum, “hviler forholdsvis lettest på de højere samfundsklasser” og “uforholdsmæssigt tungt på de mindre velstående”, idet forbruget af husrum ikke på langt nær vokser med velstanden *), og selv bortset herfra vil bygningsafgiften, efter den måde hvorpå den beregnes, komme til at “hvile hårdest på de dårligst beliggende og altså mindre værdifulde boliger” **).

*) Det er f.ex. utænkeligt, at en mand med 100.000 kr. gennemgående skulle anvende 100 gange så mange eller 100 gange så store lokaler som en mand med 1.000 kr.
 **) Jvf. V. Falbe Hansen og Will Scharling: Danmarks Statistik,4. bind, side 254.

Det kunne måske synes en hård dom, der her er fældet over de statsskatter, der nu står på nippet til at forsvinde, men for at godtgøre, at den alligevel ikke er for hård, er den på de afgørende punkter fremsat i ganske den samme form, som tidligere til forskellige tider har været anvendt af vor største autoritet på dette område; – og det er ikke alene de enkelte skatter, disse udtalelser gælder, thi hvis den enes mangler opvejede den andens, kunne fællesvirkningen jo endda tænkes at være så nogenlunde hævet over kritik, men også som helhed “turde det være indlysende, at vort direkte skattesystem nu til dags er blevet så forældet og uhensigtsmæssigt, at der er al grund til at tage spørgsmålet om dets reform under overvejelse”; – en udtalelse, der skriver sig fra året 1894 *). 

*) Jvf. V. Falbe Hansen: Finansvidenskab, I del, side 272. 

De i det foregående omtalte skatter udgjorde i tiden omkring året 1900 følgende beløb *): – for 

*) Jvf. Rigsdagstidenden19 01/02, tillæg a, spalte 3535, og for tiendens vedkommende en af statens statistiske bureau under 30/11 1901 til finansministeren afgiven indberetning sammenholdt med statistisk tabelværk, andet hæfte.

Tilsammen udgør de direkte skatter altså et beløb af 16½ mio. kr. om året, og at de ikke på langt nær falder ligeligt på skatteyderne er umiddelbart indlysende. En nøjagtigere påvisning af dette forhold er imidlertid udelukket; thi selvom den ovenfor angivne fordeling imellem by og land kunne antages så nogenlunde at svare til en deling imellem landbruget på den ene side og alle andre erhverv på den anden – hvad der dog langtfra er tilfældet, ville man stå aldeles hjælpeløs overfor de uretfærdigheder, der faktisk i så stort mål er tilstede også indenfor det enkelte erhverv. 

I året 1900 har skattekommissionen dog gjort et forsøg på at komme lidt dybere ind i sagen, og såfremt man tør anvende den der benyttede fremgangsmåde *), vil nedenstående tal være et slående bevis for det gamle beskatningssystems urimelighed. – Den første talrække angiver skatternes gennemsnitlige højde pr. individ, medens den anden viser den procent, de har udgjort af den samlede skalteindtægt, beregnet som af skattekommissionen angivet**: 

*) Jvf. Kommissionens indberetning til folketinget, side 151*.  

**) Sammenlign V. Falbe Hansen og Will. Scharling: Danmarks Statistik,4. bind, side 252. 

Selvom de således beregnede skatteprocenter ikke i og for sig tør anses for pålidelige, er det dog hævet over al tvivl, at de står som et uomstødeligt vidnesbyrd om de gamle skatters skrigende uretfærdighed, og følgelig har der også for lovgivningsmagten været al mulig anledning til at optage spørgsmålet om en reform: – det var ikke længere nogle forholdsvis få skatteydere, der følte sig forurettede, det var de mange, og det var ikke forbigående uligheder i skattesystemerne, de blev værre og værre for hver dag, der gik. 

Tilstedeværelsen af de store uretfærdigheder, der her er påvist, har da også i almindelighed været anerkendt selv af de ivrigste modstandere af den nu gennemførte reform, og det har langt mere været en strid om midlerne end om målet, når man har hævdet, at ulighederne rettere burde fjernes ved fornyet skattepålæg for dem, der gav for lidt, end ved en nedsættelse for dem, der gav for meget*). 

*) Sammenlign f. Ex. Tilskueren 1903, side 233; folketingets forhandlinger 19 00/01, spalte 1079, og landstingets forhandlinger 19 02/03, spalte 1799. 

Når landbruget altså ubestrideligt har måttet bære en uforholdsmæssig stor del af de tidligere direkte skatter *), tør grunden hertil egentlig ikke søges i en bevidst tilbøjelighed til at lægge byrderne over på den stand, der i tidligere tider mindst var i stand til at påtale sin ret; det er i langt højere grad et udtryk for, at grundlaget for den direkte beskatning skriver sig fra en tid, da landbruget faktisk var det eneste erhverv, der var i stand til at bære nogen nævneværdig skat. Under disse forhold var det i og for sig naturligt, at broderparten af de direkte skatter kom til at hvile på hartkornet; men efterhånden som de andre erhverv tog til i betydning, uden at en tilsvarende del af skatten overførtes på dem, og efterhånden som forskydningerne indenfor landbrugets egne områder bragte større uligheder i hartkornsbeskatningen, måtte det forældede system selvfølgelig gå sin undergang i møde. 

*) Den ikke usædvanlige påstand, at en sådan fordeling her var ret heldig, eftersom byrden af den indirekte beskatning viser store uligheder i modsat retning, (hvad der i øvrigt langtfra er givet), er kun et bevis på, at der også på toldvæsenets område trænges til en gennemgribende reform.

Samtidigt med den vågnende kritik overfor de gamle skatter rejser sig naturligt det spørgsmål, i hvilken grad man vil tage lære af fortidens fejl. Det er muligt, at den skildrede beskatningsform i sin oprindelse var god og retfærdig, men den passede kun under de tidligere tiders stilstand på erhvervslivets område, den var stiv og ubevægelig, ude af stand til at forme sig efter de vekslende forhold, og følgen var, at skatten blev liggende, hvor den lå, selvom vedkommende erhverv gik tilbage, og samtidigt fremkom masser af nyt, der langt bedre var i stand til at bære skatten, men som dog ikke desto mindre helt eller delvist gik frit. 

Det var denne hovedfejl i den ældre beskatning, man først og fremmest måtte se at komme bort fra; i stedet for de stive, ubevægelige grundskatter krævede tiden et system, der kan gå i takt med den almindelige udvikling, – det må så at sige af sig selv søge at tage skatten der, hvor den til enhver tid bør tages, – og såfremt den gennemførte reform viser sig i stand til at løse denne opgave på nogenlunde tilfredsstillende måde, er der god grund til at glædes over, at de faste skatters saga nu er ude.

De kommunale skatter. 

I kommunernes beskatning er gennemført den fælles regel, at en del af skatterne opkræves af fast ejendom, og en anden del påhviler skatteyderen i forhold til hans økonomiske stilling. For bykommunernes vedkommende medfører reformen ikke nogen forandring i ejendomsskatterne *), hvorvel den åbner adgang til at oppebære en yderligere afgift af de faste ejendomme; for landkommunerne – såvel sogne- som amtskommunerne – indtræder derimod en fuldstændig omformning af den nuværende hartkornsbeskatning. 

*) Jvf. Indenrigsministeriets cirkulære af 10/6 1903.

Ved en reform som denne, hvor man i øvrigt gør rent bord med hensyn til fortidens ubevægelige skatter, synes det noget uforklarligt, at man ikke også i bykommunerne er gået bort fra de faste ejendomsskatter, der med hensyn til retfærdigheden lader ikke så lidt tilbage at ønske; – og særlig mærkeligt synes det, da der dog i ansættelsen til ejendomsskyld til staten kommer til at foreligge et nyt og bedre beskatningsgrundlag. 

Hartkornsskatterne, der altså nu forsvinder, hviler på ganske det samme grundlag som statens land- og ligningsskat, og lider følgelig også af de samme mangler *) – tilmed i forstærket grad, idet der her er tale om langt højere skatter end til staten. 

*) Jvf. V. Falbe Hansen og Will. Scharling: Danmarks Statistik, 5. bind,side 302. 

 Personlige kommuneskatter opkræves i København i form af en indkomstskat og i købstæderne og landdistrikterne i form af en formue- og lejlighedsskat. – Navnlig under sidstnævnte form har disse skatter i det hele og store været anlagte og forvaltede på særdeles tilfredsstillende måde, og ikke så sjældent har man derigennem været i stand til at afhjælpe nogle af manglerne ved de faste skatter. – For disse skatters vedkommende går reformen derfor heller ikke ud på at erstatte dem med andre, således som tilfældet er med hartkornsskatterne, men hensigten er her nærmest en regulering af de hyppigt temmelig uensartede regler samt indførelsen af den længe ønskede mellemkommunale beskatning.

De ny skattelove
Af 15. maj 1903.

Lige så lidt som der for nærværende er nogen grund til at komme nærmere ind på spørgsmålet om den ældre beskatning, er der nogen anledning til en mere indgående fremstilling af de forhandlinger, der er gået forud for vedtagelsen af den gennemførte reform, hvorfor der her kun i ganske korte træk skal gøres lidt rede for sagens udvikling i den senere tid, idet der i øvrigt henvises til de pågældende årgange af rigsdagstidenden. 

I januar 1897 forelægger ministeriet Reedtz-Thott det første forslag til en omordning af den direkte beskatning, hvorefter en formueskat på 0,3 ‰ og en indkomstskat på 1 l/4 % skulle indbringe et beløb af godt 5 mio. kr., medens staten til gengæld skulle overlade kommunerne 3/4 af bygningsafgiften, 1/3 af gammelskatten og hele land- og ligningsskatten. Disse forslag vandt stærk tilslutning i folketinget, medens landstinget stillede sig temmelig køligt, og sagen kom slet ikke der til behandling i samlingen. 

I sommeren 1897 afløses Reedtz-Thott af ministeriet Hørring, der hele tre gange indbringer sagen i landstinget: i efteråret 1897 nåede forslagene ikke engang til 2. behandling, i efteråret 1898 kom de atter frem og nåede senere hen på samlingen i stærk ændret form over til folketinget, uden at det dog førte til noget resultat. I efteråret 1899 forelægges sagen på ny, men da folketinget hen ad foråret forkastede forslaget om forhøjelse af brændevinsafgiften, forkastede landstinget forslaget om en reform af de direkte skatter, hvorefter Hørring afløses af ministeriet Sehested, medens folketinget nedsætter den parlamentariske skattekommission. 

Kommissionens forslag, der i efteråret 1900 kommer frem i folketinget, går noget videre i den af ministeriet Reedtz-Thott anviste retning. Formueskatten forhøjes til 0,5 ‰, og indkomstskatten beregnes efter en stigende skala fra 1,3 til 2,5 %. Tilsammen skulle disse skatter indbringe staten godt 8 mio. kr., hvoraf dog et par millioner skulle overføres til kommunerne, der tillige skulle overtage 7/8 af bygningsafgiften, 2/3 af gammelskatten samt hele land- og ligningsskatten. 

I skattekommissionens arbejde var blandt andre forslag tillige et om afløsning af tienden og et om en omordning af den kommunale beskatning. Det første hviler på et princip, der i de foregående år flere gange havde været fremme i privatindbragte lovforslag, og som i modsætning til tiende-loven af 1894 går i retning af en tvangsafløsning af al tiende, – også spørgsmålet om den kommunale beskatning havde tidligere været til behandling, uden at man var kommet til noget resultat, men det var først med skattekommissionens betænkning, at omordningen af den direkte beskatning tages op som et samlet hele. 

Kommissionens forslag fandt hurtigt fuld tilslutning i folketinget, men samtidig havde regeringen lavet et helt nyt sæt lovforslag og forelagt dem i landstinget, der i øvrigt omarbejdede dem i temmelig betydelig grad. – Disse forslag bringer for så vidt sagen ind i en helt ny bane, idet de går ud på en fuldstændig ophævelse af de tidligere direkte skatter. Til gengæld foreslås en ejendomsskyld, der skulle give 5 mio. kr., og en formue- og indkomstskat efter kildesystemet skulle indbringe andre 5 mio. kr., medens kommunerne, i stedet for hvad der tidligere havde været stillet dem i udsigt, skulle have et direkte statstilskud af 1½ stigende til 2½ mio. kr. 

I marts 1901 kommer skattesagen derefter for første gang i fællesudvalg, men tiden var knap, idet valgene stod for døren, så fællesudvalget må skilles uden at komme til enighed; – dog, så meget havde man set, at folketinget ville være tilbøjeligt til at modtage landstingets forslag om ejendomsskyld, og spørgsmålet var dermed sin løsning betydeligt nærmere. 

Som sagerne stod således, kommer ministeriet Deuntzer til roret i sommeren 1901, og samme efterår forelægges skattelovforslagene på ny, – hovedsagelig i den form, hvori de nu er gennemførte: man optog landstingets forslag om en ejendomsskyld, der senere forhøjedes fra 3/4 til 1 ‰, da man i modsætning til den oprindelige tanke vedtog ikke at beregne skatten af besætning, inventar og maskiner; – at ejendomsskylden yderligere blev sat op til 1,10 ‰ var en følge af, at man ad denne vej ville indvinde midler til statens tilskud til tiende-afløsningen, og af samme grund forhøjes formueskatten fra 0,5 til 0,6 ‰, medens man i øvrigt i det væsentlige fastholdt og gennemførte folketingets stilling. 

Inden jeg går over til en nærmere omtale af de vedtagne loves hovedbestemmelser, skal jeg for overskuelighedens skyld i ganske korte træk påpege grundlinjerne i den gennemførte reform. 

For statsbeskatningens vedkommende vil alle de nævnte faste afgifter fuldstændig forsvinde og give plads for et nyt system af udelukkende bevægelige skatter, der opkræves første gang i året 1904. – Samtlige hartkornsskatter og en del af bygningsafgiften bortfalder straks og uden særlige betingelser, og resten af bygningsafgiften omformes og kan for fremtiden opkræves som skat til kommunen. 7/25 af tienden afløses straks for statskassens regning og uden udgift for tiende-yderne, som derimod må afløse de resterende 18/25 og i løbet af indtil 55½ år forrente og amortisere afløsningssumme; – først når denne afvikling er tilendebragt, er samtlige faste statsskatter fuldstændig borte. 

I den kommunale beskatning reguleres indkomst-, formue- og lejlighedsskatterne, og for landdistrikternes vedkommende vil hartkornsskatterne i løbet af 20 år blive fuldstændigt afløst af en bevægelig skat på alle faste ejendomme; endvidere gennemføres en mellemkommunal beskatning. 

Afløsning af tienden

Som foran omtalt finder man ved tienden den ejendommelighed, at den set fra ejerens side er at betragte som en “prioritet” hos yderen, medens den for yderen viser sig ganske som enhver anden skat. 

Den tienderet, ejeren har erhvervet, må selvfølgelig som en hvilken som helst anden ejendomsret være beskyttet af grundlovens § 82, og da ‘almenvellet’ krævede tienden afløst, måtte der selvfølgelig tilkendes ejeren fuldstændig erstatning. Under sådanne forhold bliver afløsningssummens bestemmelse egentlig et slags handelsspørgsmål: – ejeren søger at få det mest mulige for sin ret, medens modparten stræber efter at opnå de billigst mulige betingelser, og for så vidt vil man altid kunne strides om, hvorvidt det ville været muligt at opnå en anden pris end den, der virkelig blev bestemt. 

I nærværende tilfælde blev afløsningssummen fastsat til 25 gange tiendens årlige beløb, og såfremt den ikke ydes med et fast årligt pengebeløb, beregnes et års tiende efter gennemsnit af kapitelstaksterne for årene 1892-1901 (§1). Overfor de gentagne påstande om, at dette vederlag var alt for rigeligt, må det selvfølgelig indrømmes, at der ved tidligere lejligheder ofte har været tale om afløsning imod et færre antal gange den amtslige tiende, men på den anden side har de sidste 10 års kapitelstakster været så lave, at der i virkeligheden ikke bliver nogen nævneværdig forskel på det, der nu faktisk ydes, og det, der ved tidligere lejlighed har været foreslået; – og det ville vel egentlig næppe være fuldt forsvarligt, hvis man ved en tvangsafløsning, som den der her er tale om, strengt ville søge at drage særlig fordel af de ekstraordinært lave kornpriser. 

Det beløb, tiende-ejeren modtager, bliver i virkeligheden dog en del lavere end 25 gange ydernes årlige præstationer, idet der fradrages det 25-dobbelte af den skat, ejeren har måttet udrede af sin tiende­indtægt, hvorefter denne skat for fremtiden bortfalder (§§ 1 og 30). 

Den afløsningssum, der tilkommer tiende-ejeren, udbetales enten kontant eller i obligationer med en årlig rente af 4%. Disse obligationer, der fra tiende­ejernes side er uopsigelige, amortiseres efter lodtrækning i løbet af 55½ år, medmindre finansministeren under mulige gunstige pengeforhold ved optagelse af et statslån tilvejebringer de fornødne midler til hurtigere indfrielse af obligationerne (§§ 4, 5 og 27). 

Disse almindelige bestemmelser om udredelse af vederlag til tiende-ejerne burde utvivlsomt være ganske uafhængige af, hvem tiende-ejeren er, og følgelig også gælde i de tilfælde, hvor en mand har erhvervet ejendomsretten til sin egen tiende-ydelse, – altså hvor tienden tidligere har været genstand for afløsning. Under disse forhold stiller loven sig imidlertid mindre gunstigt overfor ejerne, idet man tilsyneladende har betragtet deres krav på at komme ind under lovens bestemmelser mere som en direkte fordring om at få del i statens tilskud til afløsningen end som et ganske billigt forlangende om at blive betragtede som ligestillede med alle andre tiende-ejere *). 

*) Under lovforslagets udarbejdelse og behandling synes hele dette spørgsmål ganske upåagtet, indtil det omsider blev rejst af selve de pågældende tiende-ejere, navnlig i Vest­Jylland. 

Medens spørgsmålet om ejerens ret til erstatning for afløsningen af tienden for så vidt er ganske klart, bliver sagen tilsyneladende mere indviklet, så snart talen er om, hvem der skal udrede afløsningssummen. Såfremt tienden, som oprindelig, var vedbleven at tilfalde offentligheden, måtte den selvfølgelig kunne bortfalde uden erstatning fra ydernes side på samme måde som nu hartkornsskatterne; men den omstændighed, at offentligheden har set sin fordel ved at afhænde tiende-retten til private, vil åbenbart ikke kunne forandre stillingen for yderne, idet en handel imellem det offentlige og en udenforstående privatmand selvfølgelig er dem uvedkommende, – en betragtning, der vil være gældende uden hensyn til, om tienden går videre i handelen mand og mand imellem. Når nu offentligheden fordrer tienden afløst, kan den derfor ikke med rette komme og forlange, at yderne skal betale afløsningssummen *), thi det, der fordres, er ret beset kun det, at de om tienden afsluttede handler må gå tilbage: tiende-ejeren skal have sin udlagte købesum tilbage, og det bliver det offentlige, der bør af med beløbet, thi det var det offentlige, der i sin tid gjorde tienden til en handelsvare og tilegnede sig den ved salget indvundne kapital eller anden tilsvarende fordel. 

*) Sammenlign folketingets forhandlinger 19 00/01 spalte 1097.

Da staten ved reformationen inddrog bispetienden, som senere under navn af kongetiende gik over til at blive en almindelig handelsvare, burde altså staten betale det, der nu udkræves til afløsning heraf, og for så vidt man kan sige, at præste- og kirkevæsen er kommunale anliggender, burde kommunerne (præstekald og kirkesogne) rettelig afløse de to tilsvarende tiender. Da nu de tre tiender er så nogenlunde lige store, ville man altså komme til det resultat, at afløsningssummen burde udredes med omtrent l/3 af statskassen og 2/3 af de pågældende kommuner. 

Den her i store træk antydede afløsningsform, der skulle synes den eneste fuldt ud forsvarlige, har imidlertid kun rent glimtvis skinnet frem under rigsdagens forhandlinger om sagen. Debatten antog nemlig – i alt fald tilsyneladende – karakteren af en strid mod kapitalisationsteoriens mænd om, hvorvidt tienden overhovedet burde afløses, og eventuelt hvorvidt, og i hvilken grad, staten burde træde hjælpende til ved også at yde sit bidrag til afløsningen. 

Resultatet af denne strid synes for så vidt nogenlunde tilfredsstillende, som statens bidrag virkelig kom til at udgøre hen imod den tredjedel, som kongetienden repræsenterer; men resten må tiende-yderne selv afløse, medens kommunerne slipper helt fri. 

Af de afløsningssummer, der• tilfalder tiende-ejerne, kommer 18/25 – altså 18 gange et års tiende – til at påhvile yderne, medens resten udredes af statskassen; i almindelighed vil der altså her være tale om 7/25, dog med fradrag af så stor en del, som opvejes af den skat på tiende-indtægten, som staten giver afkald på (§§ 2 og 30). 

For sådanne småejendomme, som viser sig at blive fritagne for ejendomsskyld til staten, og hvor de påhvilende tiende-afgifters kapitaliserede værdi ikke overstiger 6 kr., bortfalder tienden uden videre, idet statskassen udreder hele afløsningssummen (§ 3). 

For de kirketiender, der ejes af yderne selv, er statens bidrag særlig fastsat til 2 gange et års tiende og 7/25 af den kapital, der skal henlægges til kirkens vedligeholdelse – dog aldrig udover de almindelige 7 gange den årlige tiende *). For andre tiender, der ejes af yderen, giver statskassen et tilskud, der svarer til det, der ved købet af tienden bevisligt er betalt udover 18 gange dens årlige beløb **), – dog aldrig mere end 7 års tiende (§ 2).

*) Da de indkøbte kirketiender sikkert for en stor del hører til de mindst værdifulde, hvor så godt som alt medgår til kirkens vedligeholdelse, vil bestemmelsen om de 2 gange et års tiende næppe få synderlig praktisk betydning.
**) Denne bestemmelse vil formentlig ikke få nogen nævneværdig betydning, da det næppe i almindelighed lader sig påvise, hvad der i ældre tid er betalt for indkøbte tiender. 

Såfremt der ikke ved statslån rejses midler til kontant udbetaling af afløsningssummerne, er tiende-yderen berettiget til straks at udrede hele den part, der påhviler ham; i modsat fald, og såfremt yderen overhovedet ønsker det, kommer han til at indfri sine forpligtelser igennem en række halvårlige ydelser på 2 1/4 % af sin afløsningssum; – de 2 % regnes som rente, resten som afdrag, og hele ydelsen vil derefter være bortfalden i løbet af 55½ år. De halvårlige udbetalinger erlægges på amtsstuen sammen med de kongelige skatter (§ 2), og tiende-yderens udgift vil i dette tidsrum meget nær komme til at svare til 4/5 af den nuværende tiende-ydelse. 

De beløb, der således tilflyder statskassen, i forbindelse med statens renter og afdrag af de 7/25 af afløsningssummerne, anvendes derpå til forrentning og indfrielse af de til tiende-ejerne afgivne obligationer (§ 4). 

Medens altså de ordinære afdrag først vil tilendebringe tiende-afløsningen om godt et halvt hundrede år, kan yderen til enhver termin med et halvt års varsel indbetale hele det resterende beløb; men såfremt finansministeren benytter den givne ret til ved statslån at skaffe penge til ekstraordinær indløsning af obligationer, eller såfremt obligationerne konverteres til lavere rente, bortfalder dog denne ydernes ret til fuldstændig udbetaling for et tidsrum af 10 år (§§ 5 og 28). – I det tilfælde, at staten får indløst alle tiende-ejernes obligationer, førend ydernes løbende betalinger er tilendebragte, står man altså på ny overfor en direkte afgift fra yder til stat, idet tredjemands århundredgamle indblanding er forsvundet, ligesom selve ydelserne snart vil forsvinde. 

De i anledning af tiendens afløsning til ejerne overgivne obligationer udstedes af en i dette øjemed under finansministerens tilsyn oprettet tiende-bank, hvis virksomhed atter ophører, når samtlige obligationer er indfriede. Tiende-bankens administrationsudgifter udredes af statskassen (§§ 4, 26 og 29). 

Til gennemførelsen af tiende-afløsningen inddeler landbrugsministeren landet i så mange kredse, at forarbejderne kan være tilendebragt inden 1. januar 1908, til hvilken tid den egentlige afløsning først tager sin begyndelse. For hver kreds beskikker landbrugsministeren en tiende-kommissær til at forestå afløsningsforretningerne, og for hele landet nedsættes en tiende-kommission på tre af kongen udnævnte retskyndige medlemmer. De spørgsmål, hvis afgørelse efter loven er henlagte under tiende-kommissæren, tiende-kommissionen eller landbrugsministeren, kan ikke indbringes for domstolene (§§ 6, 7 og 19). 

Alle tiender i et sogn skal afløses samtidigt. Når afløsningen skal påbegyndes, indhenter tiende-kommissæren kommunalbestyrelsens erklæring om, hvilke tiender der påhviler sognet, ligesom han afkræver tiende-ejerne de fornødne oplysninger – særlig om de på tienden hvilende behæftelser. Disse oplysninger afgives ved udfyldelsen af blanketter, hvis form bestemmes af landbrugsministeren. Til afgivelse af oplysningerne har tiende-ejeren en tidsfrist af mindst 2 måneder, men såfremt fristen overskrides, kan tiende-kommissæren ved en afsagt kendelse, under en dagmulkt af 10 kr. til amtsfattigkassen (i byerne kommunekassen), fremtvinge de pågældende oplysninger. En sådan kendelse kan i løbet af 4 uger indankes for tiende-kommissionen. Ved afløsning af tiender, der anvendes til embedslønninger eller til kirkers vedligeholdelse, skal de oplysninger, der ellers afkræves tiende-ejeren, afgives af vedkommende embedsmand eller af kirketiende-ejeren igennem stiftsøvrigheden (§§ 8, 9 og 22). 

De således tilvejebragte tiende-lister fremlægges til offentligt eftersyn i 4 uger, hvorefter tiende-yderne, på et af kommissæren sammenkaldt møde, under deres kravs fortabelse må fremkomme med mulige indsigelser. For de kirketiender, der ejes af yderne, skal tiende-kommissæren endvidere drage omsorg for, at størrelsen af den kapital, der skal henlægges til kirkens vedligeholdelse, bliver fastsat (§§ 10 og 25). 

Hvis der på det nævnte møde fremkommer indsigelser, skal tiende-kommissæren søge at mægle imellem yder og nyder, og det mulige forlig forelægges landbrugsministeren til godkendelse. Dersom der ikke opnås forlig, eller det ikke bliver godkendt af ministeren, afgør kommissæren sagen ved en kendelse, der inden 4 uger kan indankes for tiende-kommissionen; eventuelt skal indsigelserne forelægges stiftsøvrigheden (§§ 11 og 22). 

Såfremt nogen tiende-ejer eller tiende-yder formener, at kommissæren ikke har overholdt den foreskrevne fremgangsmåde, kan han inden 4 uger efter mødet indbringe sagen for tiende-kommissionen, der om fornødent hjemviser den til fornyet behandling. I modsat fald stadfæster kommissionen den afholdte forretning, som ikke derefter kan forandres ved overenskomst imellem tiende-ejer og tiende-yder (§§ 12 og 13). 

Samtidigt med at tiende-listerne fremlægges til eftersyn, indkalder kommissæren med 6 ugers varsel dem, der mener at have reelle fordringer i de til afløsning bestemte tiender, men hvis en tiende-yder, der ejer sin egen tiende, har givet lige pant i ejendom og tiende, kan vedkommende panthaver dog ikke gøre fordring på nogen del af afløsningssummen (§ 14). 

Når de i det foregående omtalte forarbejder er tilendebragte, foranstalter tiende-kommissæren en beregning af de afløsningssummer, der kommer til at påhvile hver enkelt ejendom, og tillige beregnes de halvårlige ydelser samt det beløb, der skal udredes af staten. – Endvidere affatter kommissæren et udkast til afløsningssummernes fordeling imellem rette vedkommende (§§ 15 og 16). 

Panthavere og indehavere af realbyrder er forpligtede til at modtage fyldestgørelse af afløsningssummen og til gengæld berettigede til at forlange forlods dækning; – dog kan panthavere i kirketiender ikke forlange fyldestgørelse, førend kirketiende­ejerens forpligtelse overfor kirken er afløst (§ 16). 

Beregningerne over de tiende-pligtige ejendommes ydelser og udkastet til afløsningssummernes fordeling fremlægges til almindeligt eftersyn i 14 dage, hvorefter mulige indsigelser kan fremsættes på et af tiende-kommissæren indvarslet møde. I tilfælde af indsigelser søger kommissæren at opnå forlig, men hvis det ikke lykkes, afgør han sagen ved en kendelse, der i løbet af 4 uger kan indankes for tiende­kommissionen; tienden betragtes derefter for afløst fra det tidspunkt, landbrugsministeren bestemmer. – Mulige rettelser fra ministeriets side skal efter fornyet fremlæggelse af sagen og bilagt med de indsigelser, der fremkommer, indsendes til tiende-kommissionens endelige afgørelse (§§ 17 og 18). Hvis en tiende-yder ønsker at indbetale hele afløsningssummen under et, må han herom gøre anmeldelse til tiende-kommissæren senest 3 måneder, forinden afløsningen træder i kraft, og senest 14 dage før dette tidspunkt skal beløbet være indbetalt på amtsstuen (§ 19). 

Afløsningssummerne til tiende-ejere og fordringshavere udbetales kontant eller med tiende-bankens obligationer efter deres pålydende værdi; – den panthaverne tilfaldende del udbetales altid kontant, medmindre tiende-ejeren er berettiget til at indfri sin pantegæld på anden måde. De dele af afløsningssummerne, der ved division med 100 bliver tilbage som rest, samt de kapitaler, der henlægges til kirkers vedligeholdelse, udbetales også kontant. De hertil nødvendige beløb tilvejebringes af tiende-banken ved salg af obligationer, idet et muligt kurstab bæres af banken. Såfremt banken kan udbringe obligationerne til mere end pålydende værdi, tilfalder gevinsten i almindelighed banken selv, men hvis talen er om indfrielse af pantegæld, der hviler på en tiende-yderne tilhørende tiende, tilfalder kursgevinsten panthaveren, hvis han ikke alt i forvejen har erholdt fuld dækning (§ 20). 

De til selve tiende-afløsningen fornødne udskrifter, tinglæsninger og udslettelser af pantebøgerne er stempel- og afgiftsfri (§ 21). 

Afløsningssummerne eller de halvårlige ydelser for de tiender, der er henlagte til embedslønninger eller til kirkers vedligeholdelse, indbetales af banken til stiftsøvrigheden, medens embedsmændene og kirketiende-ejerne igennem stiftsøvrighederne oppebærer den fremtidige rente i stedet for den afløste tiende (§ 22). 

Når en kirketiende-ejer ønsker sin forpligtelse til kirkens vedligeholdelse afløst, kan han herom indgive begæring til kultusministeriet, og samme ret tilkommer den panthaver i kirketienden, hvis pantefordring er forfalden til udbetaling. Af afløsningssummen skal kirken have så stor en kapital, at den i forbindelse med kirkens øvrige indtægter er i stand til at bestride kirkens vedligeholdelse og forpligtelser. Størrelsen af denne kapital fastsættes af en særlig kommission på 5 medlemmer: 2 vælges af stifts­øvrigheden og 2 af tiende-ejeren, medens kirkeministeren udnævner en fast formand for hvert stift. – Hvis det er kirketiende-ejeren, der har begæret afløsning, skal han, inden 4 uger efter at kommissionens kendelse er afgivet, erklære, om han tiltræder den trufne afgørelse, eller han ønsker sin forpligtelse mod kirken uforandret som hidtil; – i sidste tilfælde skal han selv betale omkostningerne ved den afholdte forretning. Når kirkeministeren har approberet kommissionens kendelse, og det i henhold hertil er bestemt, hvor meget der er fornødent til kirkens behov, udbetales den overskydende del af afløsningssummen til kirketiende-ejeren eller til panthaveren (§ 23). Når en kirketiende tilhører tiende-yderne selv, kan afløsningen af deres vedligeholdelsespligt foretages på ganske tilsvarende måde, idet dog et sådant antal af tiende-ejerne (-yderne), som repræsenterer mindst halvdelen af det tiende-ydende hartkorn, kan erklære, at de ønsker at bevare deres ejendomsret over kirken. En sådan erklæring skal af tiendekommissæren besørges tinglæst som solidarisk forpligtelse på vedkommende ejendomme, og med samme fortrinsret som nu tilkommer tienden. Indtægterne af kirkens formue, hvorunder renten af den til stiftsmidlerne indbetalte afløsningssum, tilfalder kirkeejerne (§ 25). I de tilfælde, hvor der påhviler sognepræsterne en pligt til udredelse af kornafgifter efter kapitelstakst, skal afløsning foretages efter de almindelige regler. For så vidt disse afgifter tilkommer formænd i embedet eller formænds enker, udreder statskassen det, der muligvis kommer til at mangle efter den tidligere beregningsmåde, ligesom den i modsat fald oppebærer det overskydende beløb (§ 4). 

Når ejeren af en tiendepligtig ejendom, har givet ejendommen i brug til en anden på det vilkår, at brugeren udreder tienden, skal brugeren, når tienden afløses, tilsvare ejeren en årlig afgift i tiendens sted, idet udredelsen af de halvårlige afløsningsydelser altid påhviler ejeren (§ 31). 

Ved udstykning af en ejendom, hvorpå der hviler afløsningsydeiser, skal disse fordeles efter samme regler, som har været gældende for fordeling af tiendebyrden, idet de halvårlige ydelser dog aldrig kan deles i mindre parter end 25 øre. (§ 32). 

Tiendekommissionens medlemmer udnævnes for 4 år og oppebærer et honorar af 4.000 kr. årligt. Tiendekommissæren og medlemmerne af de særlige kommissioner lønnes efter vedkommende ministres nærmere bestemmelse og oppebærer desuden 8 kr. i dagpenge samt befordringsudgifter efter regning (§ 33). 

Som man for længst vil have bemærket, er denne tiendeafløsningslov et talende vidnesbyrd om de højst mærkværdige forhold, der her kan komme frem; men selvom den ret indviklede lov har stræbt at tage hensyn til alle de muligt forekommende tilfælde, synes det dog næsten mere end tvivlsomt, om ikke afløsningen i praksis vil støde på så mange uforudsete ejendommeligheder, at der inden ret længe vil vise sig trang til en række supplerende bestemmelser. Men selvom en sådan trang skulle melde sig med temmelig betydelig styrke, vil man dog næppe kunne fremføre det som en anke mod den vedtagne lov; – det må i alt fald i langt højere grad opfattes som endnu et bevis for, at der her, om noget steds, tiltrængtes en ordning, der kunne skaffe klarhed i de utroligt indviklede tiendeforhold; thi i skattesager må netop klarhed og overskuelighed være en hovedfordring *), og kan det ikke skaffes til veje på anden måde, er det fuldkommen rigtigt som her at rydde det hele bort med rode. 

*) Jvf. V. Falbe Hansen: Finansvidenskab, I del, side 156. 

Ejendomsskyld. 

Fra 1. juli 1904 bortfalder ikke alene de tidligere omtalte direkte skatter til staten: gammelskatten, land- og ligningsskatten og bygningsafgiften, men tillige alle sådanne særlige skatter af lignende art, som findes på flere forskellige egne af landet. Fra samme tidspunkt opkræves under navn af ejendomsskyld en ny statsskat af faste ejendomme (§ 1). 

Til grundlag for den ny beskatning foretages en vurdering af de faste ejendomme, der ansættes til deres værdi i handel og vandel – uden besætning, inventar og maskiner. Som udgangspunkt for vurderingen anvendes fortrinsvis de faktisk opnåede salgspriser, lejeindtægter og efter omstændighederne tillige de til låneefterretning foretagne vurderinger. For de dele af en ejendom, der er overladt andre i fæste, forpagtning eller leje, sker særskilt ansættelse, for så vidt det påhviler brugeren at udrede skatterne (§ 2). 

5 år efter den første vurdering til ejendoms­skyld foretages en ny, hvorefter omvurdering finder sted hvert 10. år. Såfremt en ejendoms værdi i mellemtiden bliver kendelig forøget, skal der dog foretages en ny vurdering, og i tilfælde af særlig værdiforringelse har brugeren ret til at forlange ny vurdering på statens bekostning (§§ 2 og 11). 

Som særligt fritagne for ejendomsskyld skal nævnes: statsejendomme; kommunale ejendomme med und­tagelse af landbrug, havebrug eller skovdrift samt bygninger til udlejning; jernbane-, havne- og kanal­anlæg; kirker, skoler, hospitaler, sygehuse, offentlige biblioteker og museer; endvidere gymnastik- og forsamlingshuse for så vidt de ikke er beregnede på at skaffe ejeren indtægt. Velgørende stiftelser og andre institutioner med almennyttigt formål kan af finansministeren fritages for ejendomsskyld. For arealer, der er indvundne ved søudtørring, samt hedearealer, der opdyrkes eller beplantes, kan indrømmes hel eller delvis fritagelse for ejendomsskyld i et tidsrum af indtil 20 år (§§ 5 og 6). 

Fritagne for ejendomsskyld er endvidere de beboelsesbygninger eller dele deraf, hvor den årlige leje for en enkelt lejlighed ikke overstiger:
– I København 180 kr.
– I provinsbyerne 120 kr.
– I landdistrikterne 60 kr.

Og for foreninger til opførelse af billige arbejderboliger kan finansministeren indrømme den samme skattefrihed, selvom lejeværdien er indtil 1/6 højere (§ 2). 

For små ejendomme foretages følgende fradrag i vurderingssummen, forinden ejendomsskylden beregnes:
– Vurdering indtil 8.000 kr.: fradrag 2.000 kr.
– Vurdering 8.000-12.000: fradrag 1.000 kr.

Først ved en værdi af 12.000 kr. svares fuld ejendomsskyld. For huse, der bebos af kun 1 familie, og hvor beboerne tilhører arbejdsklassen eller lever af fiskeri eller håndværk uden benyttelse af fremmed medhjælp, foretages følgende fradrag:
– Vurdering indtil 3.000 kr.: fradrag 2.000 kr.
– Vurdering 3.000-4.500 kr.: fradrag 1.000 kr.
– Vurdering 4.500-6.000 kr.; fradrag 500 kr.

hvorefter den fulde ejendomsskyld indtræder. For begge disse grupper af ejendomme svares altså ingen skat, så længe værdien er under 2.000 kr., og da en ejendomsskyld på mindre end 50 øre ikke opkræves, bliver resultatet i virkeligheden det, at de pågældende ejendomme bliver skattefri, såfremt værdien ikke overstiger 2.450 kr. For mindre landbrug med en værdi af indtil 24.000 kr. eller med indtil 3 tdr. hartkorn må ejendomsskylden ikke foreløbig overstige de nuværende hartkornsskatter til staten, men så snart ejendommen udstykkes, og senest om 25 år, skal denne særlige begunstigelse bortfalde (§§ 2 og 7).

Af den på anførte måde udfundne sum beregnes den årlige ejendomsskyld med 1 kr. 10 øre pr. 1.000 kr. Hvis en ejendom er bortgivet i fæste, skal brugeren for fremtiden udrede en lige så stor del af ejendomsskylden, som han hidtil har udredet af hartkornsskatterne, og samme bestemmelse gælder også for forpagtere og lejere, der dog skal tilsvare ejeren halvdelen af det, der således spares i skat. Ved fremtidig bortforpagtning skal brugeren udrede 2/5 af ejendomsskylden, såfremt parterne ikke selv fastsætter en anden ordning (§§ 3 og 8). 

Besiddere af len, stamhuse og fideikommisgodser betragtes som ejere og svarer altså skat af besiddelsen (§ 8). 

Finansministeren inddeler landet i skyldkredse og udnævner en vurderingsformand for hver kreds. I hver landkommune vælger kommunalbestyrelsen 2 vurderingsmænd, der sammen med kredsformanden udgør vurderingsrådet; om fornødent kan der i en kommune dannes flere vurderingsråd. I København vælger magistraten de 2 vurderingsmænd (eventuelt flere gange 2) for hver ligningskreds, og ganske tilsvarende regler gælder for købstæderne. Ved vurdering af skovejendomme på over 100 tdr. land, og ellers når ejeren fordrer det, skal finansministeren beskikke sagkyndig medhjælp til at tiltræde vurderingsrådet, medens rådet selv kan tilkalde sådan hjælp til vurderingen af industrielle ejendomme (§ 9). 

Vurderingsmændene vælges på 6 år, og hvert 3. år afgår et medlem, samtidigt vælges 2 stedfortrædere; gejstlige embedsmænd og folk over 60 år samt de afgåede medlemmer er ikke pligtige at modtage valg. Vurderingsrådet er ikke beslutningsdygtigt, medmindre to medlemmer foruden formanden er tilstede; ingen kan deltage i vurderingen af sin egen eller sin nærmeste families ejendom (§ 9). 

På et af finansministeren foreskrevet skema lader de af kommunen valgte medlemmer af vurderingsrådet enhver ejendomsbesidder indføre en række oplysninger til bestemmelse af ejendommens værdi, og vedkommende kan her tillige anføre, hvad han selv mener, den bør ansættes til. På dette grundlag bestemmer vurderingsmændene ejendommens værdi i handel og vandel og tilstiller derefter vurderingsformanden de udfyldte skemaer. Efter at have prøvet værdiansættelsens rigtighed berammer han et møde af det samlede råd, hvor så den endelige ansættelse til ejendomsskyld finder sted. Værdien skal sættes til et beløb, der er deleligt med 100 kr. (§§ 2 og 10). 

Den ejendomsbesidder, der vægrer sig ved at afgive de nødvendige oplysninger, eller som forsætlig afgiver urigtige meddelelser, kan af vurderingsrådet men under appel til overskyldrådet – idømmes en bøde af mindst 100 kr., der tilfalder kommunens kasse. Alle embedsmænd, banker, assuranceselskaber, kreditforeninger osv. er forpligtede til uden vederlag at give vurderingsrådene fornødne oplysninger til vejledning, og hvis nogen vægrer sig herved, kan finansministeren ved en dagmulkt fremtvinge de ønskede oplysninger (§ 10). 

Når vurderingerne i en kreds er tilendebragte, affattes efter et af finansministeren foreskrevet skema en fortegnelse over vurderingerne samt over de beløb, der fremkommer, når de foran omtalte fradrag er foretaget. Denne fortegnelse fremlægges til almindeligt eftersyn i 14 dage, og samtidigt sender vurderingsformanden afskrifter til finansministeren, overskyldrådet og vedkommende oppebørselsbetjent. Klage over vurderingerne kan af finansministeren, vurderingsformanden eller den skattepligtige indgives til overskyldrådet og må være indsendt inden 2 måneder, efter at fortegnelsen er fremlagt til eftersyn (§§ 11 og 12). 

I tilfælde af udstykning kan fastsættes, hvorledes ejendomsskylden indtil næste almindelige vurdering skal fordeles på de forskellige parceller, eller også kan finansministeren, hvis det synes nødvendigt, tage bestemmelse om, at der skal foretages en omvurdering af samtlige parceller hver for sig (§ 11). 

Ejendomsskylden forfalder til betaling med halvdelen d. 1. april og halvdelen d. 1. oktober, og ingen kan ved klage over vurderingen unddrage sig forpligtelsen til rettidig indbetaling, men hvis vurderingen ændres af overskyldrådet, bliver berigtigelsen foretagen i den følgende termin (§ 14). 

Overskyldrådet består af en af kongen udnævnt formand og 8 medlemmer, hvoraf 4 vælges af kongen og 2 af hvert af rigsdagens ting, desuden vælges halvt så mange stedfortrædere; valget gælder for 6 år. Førend de almindelige vurderinger påbegyndes, skal overskyldrådet sammenkalde vurderingsformændene til et vejledende møde, der gentages så ofte, det anses for nødvendigt; ligeledes kan vurderingsmændene tilkaldes for at afgive fornøden oplysning. Overskyldrådet afgiver endelig kendelse over alle de indløbne klager og kan tillige af egen drift gribe ind for at undersøge og eventuelt omgøre en vurdering (§ 12). 

For landdistrikternes vedkommende lønnes vurderingsmændene med 4 kr. pr. dag uden særlig befordringsgodtgørelse: de tilkaldte sagkyndige oppebærer 10 kr. pr. dag samt befordringsudgifter efter regning. Overskyldrådets medlemmer, vurderingsformændene og vurderingsmændene i byerne lønnes med honorarer, der bestemmes af finansministeren, og desuden tillægges dem 6 kr. i dagpenge samt befordringsudgifter, såfremt deres hverv medfører rejser udover deres opholdskommune. Halvdelen af udgifterne til vurderingsråd og særlig tilkaldte sagkyndige udredes af kommunerne, medens staten i øvrigt bærer alle omkostninger (§ 13). 

Den med ejendomsskylden gennemførte beskatning af faste ejendomme er i væsentlig grad forskellig fra de tidligere skatter*): – medens hartkornsskatterne og bygningsafgiften stod stive og ubevægelige under de skiftende økonomiske forhold, vil ejendomsskylden igennem de stadigt tilbagevendende vurderinger være i stand til så nogenlunde at gå i takt med den almindelige udvikling. Denne bevægelighed ville selvfølgelig have været endnu mere rationelt gennemført, såfremt man havde bestemt at foretage vurderingerne med kortere mellemrum; men den store ulejlighed og bekostning, der er forbunden med en sådan taksation af alle landets ejendomme, sætter ganske naturligt en grænse for vurderingens hyppighed; og når man tillige erindrer, at der til enhver tid kan foretages omvurderinger på de steder, hvor særlige værdiforskydninger gør det ønskeligt, må det vistnok indrømmes, at der er givet rimelig sikkerhed imod alt for store uretfærdigheder, og en ting er i alt fald klar: – den foreskrevne form åbner ingen mulighed for påstande om, at også denne skat i tidens løb skulle kunne blive at betragte som en statsprioritet i ejendommene. 

*) I princippet har ejendomsskylden ikke så lidt tilfælles med den midlertidige skat af 1802. 

Også på et andet betydningsfuldt punkt danner ejendomsskylden en modsætning til det tidligere, idet den gennemfører en ensartet beskatning efter ganske de samme regler, hvad enten talen er om by eller land; der er ikke nogen som helst grund til klage over, at det ene erhverv skulle være blevet begunstiget på det andets bekostning. 

En af de hyppigst fremførte anker mod ejendomsskylden tager sit udgangspunkt i den betragtning, at det må anses for en uretfærdighed, at en mand beskattes lige stærkt, hvad enten han har gæld på ejendommen eller ikke. En sådan betragtning ville være fuldkommen berettiget, såfremt formuen var et korrekt udtryk for pligten til at betale skat; men man må i så henseende erindre, at de udgifter en ejendom påfører det offentlige, fx. udgifter til skolevæsen, fattigvæsen, vejvæsen osv., ikke i nævneværdig måde kan siges at være påvirkede af, om manden har gæld eller ikke. Den nytte *), skatteyderen har af det offentlige, måles sikkert fuldt så godt ved ejendommens værdi uden fradrag af gæld som med fradrag, og for så vidt man hylder den teori, at skatten bør rette sig efter de samfundsværdier, hver enkelt råder over, kommer man også til det resultat, at ejendommen må beskattes uden hensyn til den påhvilende gæld **). 

*) jvf. V. Falbe Hansen: Finansvidenskab, I del, side 124.
**) Ejendomsskylden betegner et ikke uvæsentligt skridt i retning af en 'jordværdiskat' efter Henry Georges mønster.

Hertil kommer som et rent praktisk moment, at et fradrag af prioritetsgælden langtfra ville være af så stor betydning som almindelig antaget. – Sæt fx. at gælden gennemgående udgør halvdelen af værdien, så måtte jo skatten af den anden halvdel forhøjes til det dobbelte, eftersom staten selvfølgelig skal have de penge, den skal have, og gældens fradragning ville altså være uden praktisk betydning. Det vil heraf ses, at den fordel eller ret, man mener at finde, ikke ligefrem tør måles efter gældens størrelse, men kun i forhold til det gælden i det enkelte tilfælde er under eller over det almindelige gennemsnit. 

Langt væsentligere anker ville formentlig kunne rejses imod den fremgangsmåde, der skal anvendes ved vurderingen af ejendommene: her påbegyndes forretningerne samtidigt på hundreder af steder, rundt om i landet, uden at de i loven foreskrevne oplysninger om stedernes beliggenhed, areal, hartkorn osv. synes at give betryggende garanti for, at værdien bliver bestemt på ensartet måde, og der er vel næppe stor rimelighed for, at man i alt fald på første omgang kommer til ensartede resultater; – at overskyldrådet griber ind i enkelte tilfælde, får selvfølgelig ingen almindelig betydning. I så henseende ville man utvivlsomt være kommet til langt bedre resultater, såfremt overskyldrådet var blevet sammensat som et virkeligt vurderingsråd, der var i stand til rundt om i landet at taksere en række ejendomme, hvis værdi kunne tjent som udgangspunkter for de lokale vurderingsmænd; – som det nu er, må man i alt fald så godt som udelukkende stole på, at vurderingsmændenes praktiske sans vil bringe dem til at gribe sagen an på nogenlunde ensartet måde. 

Indkomst- og formueskat. 

Indkomstskat svares af de her i landet flydende indtægter uden hensyn til, om de stammer fra udlandet eller går til udlandet; midlertidig bortrejse til udlandet kan ikke fritage for skattepligten, og udlændinges midlertidige ophold her begrunder ingen skattepligt, førend opholdet har varet i et år (§§ 2, 3 og 4). 

Da loven, som rimeligt er, kun går ud på at finde størrelsen af den skattepligtige indkomst uden specielt hensyn til, om den er fremkommet under mere eller mindre gunstige erhvervsvilkår, er det en ganske selvfølgelig sag, at der ikke lægges nogen særlig skat på de sammenslutninger, der kun har til hensigt – under interessenternes fulde ansvar – at skaffe billigt indkøb, billige produktionsbetingelser, gunstige afsætningsforhold osv., og da der heller ikke i almindelighed tages hensyn til, om skatteyderens indkomst hidrører fra et eller fra flere erhverv, vil det næppe fuldt ud kunne begrundes, at man ved loven har lagt en særlig skat på selskaber af ovennævnte art, blot fordi de udvider deres virksomhed til også at drive en eller anden forretning, der er interessenternes almindelige erhverv uvedkommende, når det alligevel sker under deres ubegrænsede ansvar *). – Det gensidige selskab arbejder på interessenternes regning og med interessenternes penge. 

*) Selvfølgelig bliver begrundelsen endnu mere tvivlsom, dersom loven fortolkes således, at ekstraskatten skal kræves af selskabets hele indtægt og ikke begrænses til kun at ramme den del deraf, der hidrører fra det særlige erhverv; – fx. en forbrugsforenings handelsvirksomhed udenfor medlemmernes kreds.

I modsætning til de gensidige selskaber med solidarisk ansvar, står andre selskaber med begrænset ansvar for interessenterne. I sådanne tilfælde er talen om helt selvstændige forretninger, hvis eventuelle tab ikke berører interessenterne udover de påtagne begrænsede forpligtelser *). _ Forholdet er for så vidt ganske det samme, som om parthaverne havde lånt en anden selvstændig forretningsmand de pågældende beløb, og da en sådan forretningsmand er skattepligtig, må selvfølgelig også fx. et aktieselskab betale skat, som loven foreskriver. – Aktieselskabet arbejder på egen regning med penge, det har lånt af aktionærerne **). 

*) Et aktieselskab kan således gå fallit, uden at der kan fordres yderligere tilskud fra aktionærerne, selvom de faktisk er aldrig så godt i stand til at yde dækning.

 **) At såvel låntager som långiver, kapitalens bruger og kapitalens ejer, må betale skat af den indkomst, kapitalen bringer dem, er tilfældet overalt, og synes derfor ikke her at begrunde nogen særlig klage over dobbeltbeskatning.

De her fremdragne synspunkter vil formentlig være tilstrækkelige til begrundelse af den hovedtanke, der er nedlagt i loven: at aktieselskaber beskattes, for så vidt de ikke udelukkende arbejder i velgørende øjemed, medens andelsselskaber, kreditforeninger, sparekasser osv. er fritaget for skat, såfremt de holder sig indenfor deres naturlige forretningsområde, og der ikke er forbeholdt stiftere, garanter eller aktionærer nogen andel i udbyttet (§ 2). 

Som skattepligtig indkomst betragtes den samlede årsindtægt i penge og penges værd med fradrag af driftsomkostninger, hvorved forstås de udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. – Den lejlighed, en ejer selv bebor, beregnes altså som indtægt efter dens lejeværdi, ligesom vederlagsfri afbenyttelse af andres gods også medfører beskatning; derimod medregnes ikke den formueforøgelse, der fx. hidrører fra arv eller fra udbetalte forsikringssummer. Som driftsomkostninger fradrages fx. udgifter til nødvendigt folkehold, renter (men ikke afdrag) af gæld *), vedligeholdelse og forsikring af fast og rørlig ejendom, direkte skatter til stat og kommune, fæste- og forpagtningsafgifter, aftægtsydelser osv. (§§ 4, 5 og 6). 

*) i overensstemmelse hermed kan aktieselskaber og andre skattepligtige selskaber fradrage så meget, som svarer til 4 % af den i aktier eller andele indbetalte kapital. 

Den således beregnede indtægt er skattepligtig uden hensyn til, hvorledes den anvendes: – til familiens underhold og behagelighed, til opsparing, til udvidelse af bedriften, til gaver osv.; den ansættes efter det kalenderår, driftsår eller regnskabsår, der går forud for ligningen, og betales af husstandens overhoved på den egentlige families vegne, – også hvis hustruen har særformue. Hvis derimod mand og hustru lever adskilte, betaler begge skat (§§ 6, 7 og 9). Indtægterne beskattes derpå efter stigende skala (§ 1), idet: 

Af
< 2.000 Kr.svares 1,3%
fra 2.000 – 3.000 Kr. svares 1,4%
fra 3.000 – 4.000 Kr. svares 1,5%
fra 4.000 – 6.000 Kr. svares 1,6%
fra 6.000 – 8.000 Kr. svares 1,7%
fra 8.000 – 10.000 Kr. svares 1,8%
fra 10.000 – 15.000 Kr. svares 1,9%
fra 15.000 – 20.000 Kr. svares 2,0%
fra 20.000 – 30.000 Kr. svares 2,1%
fra 30.000 – 40.000 Kr. svares 2,2%
fra 40.000 – 50.000 Kr. svares 2,3%
fra 50.000 – 100.000 Kr. svares 2,4%
> 100.000 kr. svares 2,5%

Efter at skatteprocenten er bestemt i overensstemmelse med denne skala, kan yderligere fradrages som skattefrit, forinden skattens beløb endelig beregnes:
Fra enhver indtægt / for hvert barn under 15 år
– I København 800 kr. / 100 kr.
– i købstæderne 700 kr. / 85 kr.
– i landdistrikterne 600 kr. / 70 kr.

Disse beløb kommer dog ikke til fradrag, såfremt skatteyderen ikke har bopæl her i landet (§ 8). 

Efter at disse fradrag har fundet sted, bortkastes for hver indtægt så meget, som er nødvendigt, for at det endelige skattepligtige beløb kan blive deleligt med 50 kr. – For de under skattepligten inddragne aktieselskaber, andelsforeninger osv. udredes skatten stadig med 2 % af det skattepligtige beløb uden hensyn til den almindelige stigende skala (§ 8); – en bestemmelse, der synes ganske vilkårlig. 

Med gennemførelsen af en indkomstskat med stigende skala har man imødekommet et i lange tider almindeligt næret ønske, og der er næppe tvivl om, at den i det hele og store vil komme til at virke på tilfredsstillende måde. – Ganske vist står man her overfor den teoretiske vanskelighed, at en sådan stigende skala egentlig slet ikke lader sig forsvare, og særlig vil man ikke på nogen måde kunne begrunde, hvorfor stigningen ophører netop på 2½ % og ikke fortsættes videre til et hvilket som helst andet punkt *). Det er denne komplette mangel af muligheden for en teoretisk begrundelse, der her har givet anledning til endeløse debatter om, hvorvidt stigningen er tilstrækkelig høj eller ikke, og man må håbe, at den praktiske mands erfaringer og det umiddelbare instinktmæssige blik **) har været i stand til at løse den knude, som videnskaben her må lade ligge som uløst og uløselig. 

*) jvf. V. Falbe Hansen: Finansvidenskab, I del, side 121.
**) jvf. H. Westergård: Nationaløkonomisk forenings festskrift, side 283

Formueskat
skal svares af ganske de samme personer, som opfylder de almindelige betingelser for at kunne komme til at betale indkomstskat *), såfremt de da overhovedet sidder inde med formue, der efter loven viser sig at være skattepligtig (§ 10).
Som grundlag for formueskatten af faste ejendomme anvendes den tidligere omtalte vurdering til ejendomsskyld med fradrag af gæld og andre på ejendommen hvilende behæftelser, men med tillæg af værdien af besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel, idet dog møbler og andet indbo er skattefrit **). – Alt andet løsøre: skibe, varer, råstoffer osv. ansættes ligeledes til formueskat efter dets salgsværdi (§§ 12 og 14).

*) ligegyldigt om de virkelig betaler indkomstskat eller ikke.
**) For handelsmanden, der driver forretning med den slags ting, beskattes dog selvfølgelig varelageret som almindeligt.

Endvidere beskattes udestående sikre fordringer, kontante penge og værdipapirer efter dagskurs, medens al gæld selvfølgelig må fradrages. Formueskat svares ligeledes af retten til at oppebære tiende, arvefæsteafgifter og andre arter af stedsevarende fordringer, hvis værdi kan omsættes i pengekapital, medens derimod periodiske fordringer for livstid eller kortere tid fx. pension, livrente, fribolig, aftægt o.l. ikke skal beskattes som formue. Retten til fremtidige kapitaludbetalinger som forventet arv, livsforsikringssummer o.l. beskattes ikke, førend de faktisk er udbetalte (§§ 12, 13 og 14). 

Lens-, stamhus- og fideikommisbesiddere betragtes som ejere, og må altså udrede den på besiddelsen faldende skat (§ 10). 

Når størrelsen af den skattepligtige formue således er fastsat, afrundes den til fulde hundrede kroner, hvorefter skatten beregnes med 60 øre pr. 1.000 kr. uden andre lempelser end den, at de småkårs­folk, der som følge af de nævnte fradrag ved beregningen af indkomstskatten bliver fritagne for at svare skat af indkomsten, tillige er fritagne for formueskat, hvis formuen er under 3.000 kr. (§§ 1, 11 og 16). 

På samme måde som ved indkomstskatten skal husstandens overhoved svare skat af hele familiens formue. Såfremt skatteyderen selv opgiver størrelsen af sin skattepligtige formue, kan han som grundlag benytte sin statusopgørelse for det sidst afsluttede regnskabsår, medens skatten i øvrigt bliver at ansætte efter formuens værdi på det tidspunkt, da den almindelige skatteansættelse foregår (§§ 15 og 16). 

Som så mange andre steder finder man altså i den ny beskatning en forening af formue- og indkomstskat, og det er også denne form, der – som omtalt under indkomstskatten – i lang tid har været ønsket, idet en sådan forbindelse medfører den fordel, at de to skatter til dels ophæver hinandens mangler: Indkomstskatten har den mangel, at den beskatter indtægten af personlig virksomhed for hårdt og skåner formueindtægten. Formueskatten derimod rammer kun formueindtægten, slet ikke den personlige indtægt. Ved en passende forbindelse af disse to kan man få en virkelig almindelig og ligelig beskatning *). 

*) Jvf. V. Falbe Hansen: Finansvidenskab, I del, side 322.

Skattens påligning
skal for hovedstadens vedkommende foregå efter regler, der efter forhandling med kommunalbestyrelsen fastsættes ved kongelig anordning, ligesom det også kan bestemmes, at de regler, der gælder ved beregningen af statens indkomstskat, bringes til anvendelse ved den kommunale indkomstskat i København. I det øvrige land foretages skatteligningen ved samvirken af de kommunale myndigheder og særligt udnævnte skatteråd (§§ 17 og 18).

Landet inddeles af finansministeren i skattekredse; i hver kreds oprettes et skatteråd, hvor antallet af medlemmer og stedfortrædere fastsættes ved kongelig anordning i ligeligt forhold efter befolkningen i by og på land. Skatterådet vælges af finansministeren, der tillige bestemmer, hvem der skal være formand; de vælges for 6 år, og halvdelen fratræder hvert 3. år. Efter 6 års funktionstid er ingen forpligtet til på ny at modtage valg før efter andre 6 års forløb, medens i øvrigt kun gejstlige embedsmænd og folk over 60 år kan vægre sig ved at modtage valg. Ingen kan samtidigt være medlem af et skatteråd og en derunder hørende ligningsmyndighed. For at rådet skal være beslutningsdygtigt må mindst halvdelen af medlemmerne være tilstede. Formanden lønnes med 800 kr. årlig, de øvrige medlemmer med 400 kr., og desuden erholder de 6 kr. i dagpenge samt fri befordring (§ 18). 

For hver amtsrådskreds med tilhørende købstæder oprettes et overskatteråd med amtmanden som formand og 4 medlemmer: 2 vælges af finansministeren, og 2 vælges af amtsrådet af dets egen midte, og for så vidt sagen angår en købstad, tiltræder endvidere dennes overligningskommissær; valgperioden og fritagelsesgrundene er de samme som for skatterådet. Til beslutningsdygtighed udkræves, at formanden og mindst 2 medlemmer, deraf et medlem valgt af finansministeren, er tilstede. Under rejser oppebæres 6 kr. i dagpenge og fri befordring (§ 20). 

Inden hvert års 1. februar affatter ligningsmændene eller kommunalbestyrelserne, efter et af finansministeren foreskrevet skema, en mandtalsliste over kommunens skattepligtige personer og institutioner. Som udgangspunkt benyttes den tilsvarende oversigt fra foregående år, idet man angiver grunden til mulige udeladelser, og ny tilkomne skattepligtige medtages. Døds- og konkursboer opføres ikke på mandtalslisten, hvoraf der inden nævnte tidspunkt skal være tilsendt skatterådet en afskrift (§ 21). 

Ansættelsen til skat foregår sædvanligvis i den kommune, hvor skatteyderen bor på den tid, da mandtalslisten affattes. For de skattepligtige selskaber foretages ansættelsen der, hvor hovedkontoret findes; landejendomme, der griber ind i flere kommuner, beskattes der, hvor avlsbygningerne findes, medens skovejendomme i lignende tilfælde udreder skatten der, hvor største delen af skoven ligger (§ 22). 

Senest den l. februar opfordrer ligningsmyndighederne kommunens beboere til i løbet af måneden at opgive størrelsen af deres indkomst og formue efter et af finansministeren udfærdiget skema, og i øvrigt tilvejebringes så udførlige oplysninger herom som muligt. Straks efter fristens udløb foretager ligningsmyndigheden ansættelsen for alle dem, der skal svare skat, idet et af skatterådets medlemmer skal være tilstede ved ansættelsen. Ingen kan deltage i fastsættelsen af sin egen eller sin nærmeste slægts skat. Formenes en selvangivelse at være for lav, opfordres vedkommende skatteyder til at forelægge oplysninger eller bevisligheder, hvorefter ligningsmyndighederne ansætter hans såvel som alle andres indkomst og formue efter bedste overbevisning. Såfremt det tilstedeværende medlem af skatterådet ikke billiger den benyttede ansættelsesmåde, skal han ved tilførelse i forhandlingsprotokollen fremsætte sine anker. Hvor særlige forhold som sygdom, militærtjeneste 0.l. taler for at indrømme lempelser i skatten, modtager ligningsmyndighederne den pågældendes andragende og indsender den til skatterådet med vedføjet erklæring om sagen (§§ 23 og 24). 

Når ansættelsen er tilendebragt og senest den 1. april, tilstiller ligningsmyndighederne skatterådet en fortegnelse derover tilligemed alle sagen vedrørende dokumenter, og samtidigt fremlægges til almindeligt eftersyn en fortegnelse over ansættelsen for dem, der ikke har gjort selvangivelse, samt over ansættelsen for de skattepligtige selskaber, ligesom man tilstiller dem, hvis selvangivelse ikke er taget til følge, en særlig meddelelse om, til hvilken indkomst og formue, de er ansatte. – De indvendinger, nogen finder anledning til at gøre såvel over sin egen som over andres ansættelse, indgives skriftligt til ligningsmyndighederne inden 15. april om ønskes med begæring om at få lejlighed til mundtlig at fremføre yderligere begrundelse for klagen (§ 25). 

Inden 30. april afholder ligningsmyndighederne møde til bedømmelse af de indkomne klager og tilstiller de pågældende skatteydere meddelelse om, hvilke forandringer der eventuelt bliver foretaget. Endnu i 8 dage kan yderligere klage indgives skriftligt til skatterådet, hvortil ligningsmyndighederne oversender de i anledning af klagerne fremkomne ændringer og dokumenter (§ 26). 

Den 1. maj påbegynder skatterådet sin prøvelse af de foretagne ansættelser. For så vidt en kommunes ansættelser ikke straks kan godkendes, meddeler skatterådet den pågældende ligningsmyndighed til hvilken tid og på hvilket sted, der afholdes møde, og opfordrer nævnte myndighed til efter eget valg at beskikke mindst et af sine medlemmer til at overvære skatterådets forhandlinger; ligesom de klagere, der har fremsat ønske om mundtlig fremstilling, indvarsles til at give møde (§ 28). 

Skatterådets afgørelse med hensyn til de indkomne klager og andragender om lempelse i skatten kan ikke gøres til genstand for yderligere påanke, og såfremt skatterådet, efter at disse sager er afgjorte, finder den foretagne ansættelse forsvarlig, foretager rådet den endelige beregning af den på hver enkelt yder faldende skat og udfærdiger kommunens skatteliste. Finder skatterådet derimod, at der i øvrigt er mangler ved den foretagne ansættelse, hjemvises den ved en af grunde ledsaget kendelse til ligningsmyndighedernes fornyede behandling (§ 29). – Ved denne kendelse kan bestemmes:

1. At en på fortegnelsen opført skattepligtig udgår,
2. At en ikke opført skal medtages som skattepligtig,
3. At enkelte, flere eller alle får skatten forhøjet med bestemt angivne summer. 

Når en sådan kendelse er afsagt af skatterådet, holder ligningsmyndigheden atter møde og afgør, om den helt eller delvist vil føje sig efter kendelsen. I sidste tilfælde affattes en begrundelse af den indtagne stilling, og sagen går tilbage til skatterådet, som afgør, hvorvidt det vil lade det bero ved ligningsmyndighedens afgørelse. I modsat fald affatter skatterådet selv den endelige ansættelse på de omtvistede punkter og udfærdiger skattelisten (§ 30). 

Skatterådet tilstiller ligningsmyndighederne de affattede skattelister, tilligemed et særligt uddrag for de skatteydere, der ikke har gjort selvangivelse. 

Dette uddrag fremlægges til eftersyn i 2 uger. Samtidig tilstilles der finansministeren en indberetning om ligningens udfald, og afskrifter af skattelisterne tilstilles kommunalbestyrelserne og vedkommende skatteoppebørselsmyndighed (§ 31). 

Ingen offentliggørelse af skatteansættelser eller skattelister må finde sted. Overtrædelse heraf straffes med bøder på indtil 4.000 kr. Dette forbud gælder dog ikke med hensyn til skattepligtige selskaber og skal heller ikke være til hinder for at offentliggøre navnene på de personer, hvis skatteydelse betinger en særlig politisk eller kommunal valgret (§§ 25, 31 og 45). 

De omtalte arbejder med skatteansættelsen skal være tilendebragt inden august måneds udløb, og alle embedsmænd, banker, assuranceselskaber, kreditforeninger, sparekasser osv. er forpligtede til uden vederlag at meddele skatterådene alle de oplysninger, der kan tjene til vejledning – såsom fortegnelse over lønninger, over de på navn noterede obligationer, tinglæste panteobligationer, indsatte kapitaler osv. Vægrer nogen sig ved at afgive disse oplysninger, afgør finansministeren, hvorvidt de vil kunne fremtvinges ved dagmulkt. Enhver, som under varetagelsen af sit hverv på en eller anden måde får særligt kendskab til skatteydernes formueforhold ol., er under ansvar efter straffeloven forpligtet til i så henseende at bevare ubrødelig tavshed (§§ 27, 31 og 43). 

Klage over den af skatterådet foretagne ligning kan indgives inden en måneds forløb dels af finansministeren eller af ligningsmyndigheden og dels af de skattepligtige, for så vidt det ikke angår de punkter, hvor skatterådets afgørelse er endelig forbindende. 

I alle disse tilfælde skal klagen rettes til vedkommende overskatteråd, der om fornødent kan tilkalde formanden eller et andet medlem af vedkommende skatteråd, ligesom klageren i alle tilfælde kan forlange personligt eller ved repræsentant at overvære klagens behandling (§§ 32 og 33). 

I spørgsmål, der indankes af de skattepligtige, er i overskatterådets kendelse endelig afgørende. Ved sager, der indankes af finansministeren eller af en ligningsmyndighed, afsiger overskatterådet en kendelse, hvorved enten skatteansættelsen godkendes, eller det pålægges skatterådet at affatte en ny, hvorved de i kendelsen nævnte fejl bliver rettet. I dette øjemed indrømmes der skatterådet en frist af mindst 14 dage, hvorefter det under en mulkt af 5 kr. for hver dag, fristen overskrides, indsender den ny ansættelse til overskatterådet; såfremt også denne ansættelse forkastes, udnævner finansministeren 3 mænd til at foretage ansættelsen, som ikke mere kan gøres til genstand for klage (§§ 34 og 35). 

Af de således for hver kommune til opkrævning af indkomst­ og formueskat berigtigede skattelister, skal skatterådet snarest muligt indsende et eksemplar – for byernes vedkommende til indenrigsministeriet og for sognekommunernes til amtsrådet (§ 34). 

For så vidt en skattepligtig måtte være blevet forbigået, bliver der for hans vedkommende at foretage særlig ansættelse, og såfremt der i øvrigt inden 1. oktober fremkommer nye skattepligtige ved indvandring til landet eller ved dannelsen af ny selvstændig husstand, foretages en skatteansættelse, hvorefter vedkommende bliver skattepligtig i det kommende halvår. Hvis en skattepligtig kvinde indgår ægteskab, svarer hun alligevel sin skat, indtil næste almindelige ansættelse finder sted (§ 36). 

Hvis en skattepligtig person afgår ved døden, eller et skattepligtigt selskab opløses ophører skattepligten med halvårets udløb, og samme regel gælder i tilfælde af bortrejse til udlandet. Dødsboer og konkursboer tilsvarer skatten for det halvår, hvor dødsfaldet skete, eller hvor konkursbehandlingen tog sin begyndelse (§ 37). 

Hvis en skatteyder godtgør, at hans formue i årets løb er forringet med mere end en fjerdedel ved ægteskabsskilsmisse eller ved ulykkelig hændelse, kan finansministeren indrømme en tilsvarende nedsættelse i skattens beløb; ligeledes kan finansministeren nedsætte eller eftergive skatten, når særlige forhold som sygdom, indkaldelse til militærtjeneste o.l. har fundet sted, efter at skatteansættelsen blev foretaget (§ 38).

Skattens opkrævning
finder sted første gang for halvåret april-september 1904; den forfalder til betaling den 1. april og den 1. oktober. Den opkræves af kommunalbestyrelsen og på kommunens ansvar imod et vederlag af 1½ % af de indgåede beløb, der tilfalder kommunens kasse. Senest 3 måneder efter at skatten er forfalden, må den af kommunalbestyrelsen være indbetalt til statskassen. Hvis skatteyderne ikke har betalt inden 2 måneder efter forfaldsdagen, søges beløbet inddrevet ved udpantning. Ingen kan ved klage over ansættelsen unddrage sig forpligtelsen til rettidig indbetaling, men i tilfælde af senere forandring som følge af overskatterådets kendelse berigtiges den indløbne fejl i den følgende skattetermin (§§ 1 og 39).

Dersom en skattepligtig person fraflytter den kommune, hvor han er ansat til skat, skal han dog til denne kommune indbetale det for skatteåret resterende beløb, og i mangel af rettidig betaling kan han af vedkommende kommunale myndighed idømmes en bøde af indtil 20 kr. til kommunens kasse (§ 40).

Foruden de lejlighedsvis omtalte bødebestemmelser anføres endnu en række punkter, hvor lovens overholdelse søges sikret ved lignende påbud. Således skal den, der ikke gør selvangivelse af sin indkomst, være afskåret fra at fremkomme med indsigelse mod ansættelsen, medmindre han godtgør, at den er over 25 % for høj, og selv i så fald skal han betale skat af sin virkelige indkomst med tillæg af 15 %; – en bestemmelse, der dog kan bortfalde, såfremt ligningsmyndigheden finder, at den pågældende skatteyder kan give tilstrækkelig grund til, at han ikke har gjort selvangivelse (§ 41). Disse bestemmelser har selvfølgelig til hensigt i videst mulig udstrækning at fremkalde selvangivelse af indkomsten, og for så vidt vil man altså kunne sige, at loven fordrer selvangivelse; en lignende tvangsbestemmelse med hensyn til opgivelse af formuens størrelse savnes, til trods for at den meget almindelige begrundelse af ikke her at fordre selvangivelse langtfra virker tilstrækkelig overbevisende, – Thi selvom det naturligvis ofte kan være vanskeligt at opgive størrelsen af sin formue, er det dog umiddelbart indlysende, at selve ejeren har langt bedre betingelser for at ramme det rette, end tilfældet er med de udenforstående, på hvis skøn loven altså kommer til at bygge. 

Den, der mod bedre vidende meddeler de skattelignende myndigheder urigtige oplysninger om sin indkomst eller sin formue, skal, såfremt sagen ikke med finansministerens samtykke kan afgøres i mindelighed, bøde indtil 10 gange det besvegne skattebeløb. Denne bøde idømmes af finansministeren, medmindre enten han eller den skyldige ønsker sagen indbragt for retten. Sker opdagelsen af et sådant svigagtigt forhold først ved behandlingen af et dødsbo, indbetaler boet eller arvingerne det dobbelte af det besvegne beløb (§ 42). 

Såfremt der ved opgørelsen af et dødsbo findes en nettoformue af 10.000 kr. eller mere, skal skifteretten eller executor testamenti give vedkommende ligningsmyndighed oplysning om formuens størrelse; – om fornødent kan finansministeren ved en dag­mulkt fremtvinge en sådan oplysning (§ 42). 

De skatteråd, ligningsmyndigheder eller kommu­nalbestyrelser, der ikke inden udløbet af de nævnte tidsfrister har fuldført deres hverv efter loven, kan af finansministeren idømmes en daglig bøde for hvert enkelt medlem, der ikke kan anføre gyldig grund til sin undskyldning (§ 44). De med lovens gennemførelse forbundne udgifter bæres af statskassen (§ 49). 

Den kommunale beskatning.

På lignende måde som hidtil falder også for fremtiden den kommunale beskatning i to hoveddele: skat på personerne og skat på ejendommene. 

 Den personlige kommuneskat
tilfalder dels opholdskommunen dels erhvervskommunen, hvorved et længe næret ønske om ‘mellemkommunal’ beskatning altså er gennemført.

Skat til opholdskommunen
påhviler enhver, der har fast ophold og som i øvrigt opfylder betingelserne. I København opkræves indkomstskatten på væsentligt samme måde som nu, idet skattens maksimums­grænse dog nedsættes fra 3 til 2½ % (§§ 1 og 34). – Denne bestemmelse synes i virkeligheden ganske uforsvarlig; ved en beskatningsreform, der tilsigter lighed og ensartethed over hele linjen, vil der vanskeligt kunne påpeges nogen fyldestgørende grund til her at stille hovedstaden udenfor de almindelige regler: er der tale om en begunstigelse, ved således at begrænse skattens højde, så er bestemmelsen uretfærdig mod andre kommuner, og er der ikke tale om nogen begunstigelse, så er bestemmelsen overflødig og måtte kunne undværes her lige så vel som i alle andre dele af landet; og det er i alt fald givet, at bestemmelsen er vel egnet til at skabe uvilje overalt, hvor den personlige kommuneskat bliver højere end 2½ %, idet man her vil arbejde under en naturlig frygt for, at man ved at komme højere op i skat frister en del skatteydere til bortvandring til lavere beskattede steder; og selv for hovedstadens befolkning i al almindelighed synes den nævnte bestemmelse af tvivlsom værdi, idet den eventuelt vil bevirke så meget desto højere skatter på andre områder fx. på faste ejendomme. – Udenfor København svares den personlige skat til opholdskommunen under form af en formue- og lejlighedsskat, dog efter mere ensartede regler end for tiden.

Hvis en skatteyder i årets løb har haft fast ophold i mere end en kommune, ansættes han i skat i forhold til opholdets varighed, idet fast ophold i mindre end 3 måneder dog sædvanligvis ikke kommer i betragtning. For den, der ikke på noget sted har haft fast ophold i 3 måneder af året, indtræder skattepligten dog efter 1 måneds forløb, og det samme gælder, såfremt opholdet har været forbundet med udøvelse af næringsdrift eller handelsvirksomhed fra fast lokale. Derimod kan skattepligt selvfølgelig aldrig begrundes derved, at vedkommende har været anbragt på sygehus, i arrest eller på anden tilsvarende måde i en kommune, når han i øvrigt er hjemmehørende i en anden, ligesom den, der under udførelsen af offentligt hverv tager midlertidigt ophold i en anden kommune, ikke der på stedet vil kunne sættes i skat, medmindre opholdet må antages at ville strække sig over hele året (§§ 1 og 2). 

Under kommunens skatteligning inddrages ikke blot alle med fast ophold, men tillige enhver, om hvem det kan forudsættes, at han i mindst 3 måneder vil have skattepligtigt ophold i kommunen, – dog skal der i så fald gives såvel vedkommende som hans opholdskommune meddelelse om ansættelsen. Udenfor København kan den, der ved tilflytning eller på anden måde bliver skattepligtig, efter at den almindelige ligning er affattet, ansættes særskilt, hvorom der dog må tilstilles ham underretning med tilføjelse af, at han eventuelt må indgive klage inden 14 dage. Ligningsmyndighedens beslutning angående klagen kan derefter atter inden 14 dage indankes for den overordnede ligningsmyndighed. Den, der således bliver ansat til skat, skal svare bidrag fra d. 1. i næste måned efter tilflytningen, dog ikke for tidligere tid end det halvår, hvori han har fået meddelelse om ansættelsen. – Den i kommunerne udenfor København hidtil anvendte tillægsligning bortfalder for fremtiden (§§ 3 og 4). 

Den, der i skatteårets løb fraflytter en kommune, skal vedblive at svare skat, indtil han bliver skaltepligtig på andet sted – dog ikke udover 3 måneder. Når en skatteyder afgår ved døden, skal hans bo eller arvinger udrede skatten til udløbet af den måned, hvori dødsfaldet fandt sted; hans efterladte enke ansættes derpå til ny skat efter reglerne for tilflyttede. Så længe den afdødes næring fortsættes for boets regning, er boet dog pligtigt at udrede den pålignede skat (§§ 5 og 6). 

For samtlige kommuner udenfor København tilvejebringes skattevedtægter på den måde, at landkommunerne gør indstilling til amtsrådet, bykommunerne til indenrigsministeren, hvorefter disse myndigheder udarbejder vedtægterne. For kommuner, hvor særlige forhold er tilstede, kan der på kommunalbestyrelsens indstilling indrømmes afvigelser fra de almindelige vedtægter (§ 7). 

Den indtægt, der lægges til grund for ansættelsen af indkomstskat til staten, skal også så vidt muligt lægges til grund for den kommunale ligning; men i de nævnte vedtægter kan fastsættes, at skatteindtægten beregnes på den måde, at der til den anslåede eller opgivne indtægt lægges:
– Indtil 50 % for rene kapitalindtægter,
– Indtil 35 % for indtægt af fast ejendom,
– Indtil 25 % for pension, livrente, aftægt o.l.,
– Indtil 15 % for pensionsberettiget indtægt.

Dette tillæg skal procentvis være det samme for alle kommunens indtægter af pågældende art uden hensyn til indtægtens størrelse, og i vedtægten kan endvidere fastsættes, at de beløb, der fremkommer efter disse tillæg, efter vedkommende skatteyders ‘lejlighed’ kan forhøjes med indtil 25 % (under særlig gunstige forhold) eller nedsættes med indtil 65 % (under særlig trykkende forhold). Skattevedtægten kan endvidere bestemme, at de små indkomster – i landkommunerne indtil 800 kr. og i byerne indtil 1.000 kr. – kan nedsættes efter ligningsmyndighedernes fri skøn) dog aldrig således at skatteydelsen helt falder bort. *) Når de skattepligtige indkomster således er beregnede, beskattes de alle med samme procent (§ 7). 

*) Selvfølgelig af hensyn til valgretten. 

Så vidt man kan skønne *), åbner disse regler muligheden for gennemførelsen af en virkelig god og demokratisk beskatning. De omtalte tillæg og fradrag medfører selvfølgelig, at skatten kommer til at hvile efter en art stigende skala, og stigningen fra den mindste til den højeste procent, i forhold til den virkelige indkomst, bliver utvivlsomt kraftigere end det, der nu er almindeligt. Ganske vist stilles der, om man så kan sige, meget strenge fordringer for at komme op til den højest mulige procent, – ren kapitalindtægt under særlig gunstige forhold, og det er derfor langtfra udelukket, at man på sine steder, hvor der nu er gennemført en særlig stærk stigning i beskatningen, vil komme til at indskrænke stigningen en del, men som helhed vil der utvivlsomt indtræde en forbedring, og beskatningen bliver mere ensartet og retfærdig end før. 

*) Dette skøn er i øvrigt begrundet på undersøgelse af en del kommuneregnskaber og ligningslister.

Da man sikkert kan gå ud fra, at ligningsmyndighedernes særlige ret til nedsættelser for de små indkomster vil blive benyttet i temmelig stor udstrækning, vil reformen for dem utvivlsomt medføre en nedgang i skattebyrden, og for så vidt talen er om steder, hvor en indskrænkning i skattens stigning muligvis bliver nødvendig, kan de middelstore indtægter næppe undgå en noget forøget skat af formue og lejlighed, men forskellen bliver sikkert ubetydelig, og bliver desuden for de flestes vedkommende rigelig opvejet af andre fordele ved beskatningsreformen som helhed; ligesom også de større skatteyderes mulige lettelse vil blive opvejet på andre punkter. 

Enhver skatteyder har ret til selvangivelse og til at opgive, hvor stor en del af hans indkomst, der hidrører fra hver af de nævnte kilder; en sådan selvangivelse kan ikke forkastes, uden at vedkommende har haft lejlighed til at forklare og bevise sin angivelse. I hver kommune affattes en liste over samtlige indkomstansættelser uden tillæg eller fradrag som omtalt, og når det tillige er bestemt, hvor stort et skattebeløb der skal pålignes disse indkomster, udregnes skattens procent af den anslåede indtægt; denne skatteprocent offentliggøres, medens i øvrigt intet ligningen vedrørende tør offentliggøres i pressen eller på anden måde (§§ 7 og 8). 

Skat til erhvervskommunen
skal svares af den, der udenfor opholdskommunen driver erhvervsvirksomhed fra fast lokale, hvorimod lønnede funktionærer og arbejdere under lignende forhold er fri *); endvidere skal skatten svares af den, der fra anden kommune oppebærer afgift af faste ejendomme fx. tiende og rente af fideikommiskapital. Strækker en ejendom sig ind i flere kommuner fordeles den påhvilende rentebyrde i forhold til værdien; opstår der uenighed om skattens fordeling, henvises sagen til indenrigsministerens afgørelse. Len, stamhuse og fideikommisgodser beskattes, som om de tilhørte besidderen. Med hensyn til personer, der bor i udlandet, er de herværende befuldmægtigede medansvarlige for skatten (§ 10).

*) jvf. Indenrigsministeriets cirkulære af 10/6 1903.

Skat til erhvervskommunen svares med 2/8 af erhvervskommunens skatteprocent, medmindre vedkommende yder ikke har skattepligtigt ophold her i landet, i hvilket tilfælde erhvervskommunen pålægger ham sin fulde skat. De offentlige institutioner, der falder ind under disse bestemmelser, indsender hvert år inden udgangen af april måned en anmeldelse om indkomsten til vedkommende kommunalbestyrelse, og inden udgangen af maj skal ligningsmyndigheden have affattet en særlig ligningsliste over dem, der ansættes i skat til erhvervskommunen. På ligningsmyndighedens opfordring skal vedkommende skatteyder opgive en i kommunen bosiddende person som sin repræsentant (§§ 10 og 11). 

Om skattens ansættelse tilstilles der såvel vedkommende yder som hans opholdskommune behørig underretning, hvorefter klage vil kunne fremsendes i løbet af 14 dage, og ligningsmyndighedens beslutning med hensyn til klagen kan atter inden 14 dage indankes for erhvervskommunens overskatteråd. – Rent ubetydelige beløb til erhvervskommunen kan forbigås (§ 11). 

Når en skatteyder fraflytter sin opholdskommune, men ligefuldt vedbliver der på stedet at drive skattepligtig næring, kan der pålægges ham skat til kommunen som erhvervskommune fra det tidspunkt at regne, da hans tidligere ved opholdet begrundede skattepligt bortfalder, og omvendt bortfalder pligten til at svare skat til erhvervskommunen fra det øjeblik, da yderen ved tilflytning bliver sat i skat på grund af sit ophold i samme kommune. Ved dødsfald udløber skattepligten med den indeværende måned (§§ 12 og 13). 

Den skatteyder, der som bosiddende udenfor erhvervskommunen er sat i skat på to eller flere steder, kan i sin skat til opholdskommunen kræve foretaget et forholdsmæssigt fradrag, der dog aldrig tør overstige 2/8 af det beløb, opholdskommunen har beregnet som skat af vedkommende udenfor kommunen beliggende erhvervskilder (§ 14). 

Skattepligtige selskaber
svarer den almindelige kommuneskat, dog ikke over 3 %; for udenlandske selskaber beregnes skatten stedse til 3 %, og indenlandske selskaber er skattefri for den del af indkomsten, der hidrører fra virksomhed i udlandet. Forbrugsforeninger, del’ uddeler varer til andre end medlemmerne, er underkastede den almindelige skattepligt, og det samme gælder de gensidige forsikringsforeninger, der overtager forsikringer uden gensidigt ansvar, eller som, uden at være underkastede særlige regler, har opsamlet reserveformuer af over 200.000 kr. Derimod påhviler skattepligten ikke de almindelige indkøbs-, produktions- eller salgsforeninger, selvom deres virksomhed ikke helt er begrænset til medlemmernes kreds (§ 16).

Skattepligtige selskaber og foreninger skal hvert år inden udgangen af april måned efter et af indenrigsministeren affattet skema tilstille vedkommende kommunalbestyrelse en oversigt over deres indtægter og udgifter – eventuelt bilagt med et eksemplar af det mangfoldiggjorte regnskab. Denne indberetning kan om fornødent fremtvinges under en dagmulkt af 10 kr. Selvstændige filialer og agenturer betragtes som selvstændige selskaber (§§ 16 og 17). 

For de selskaber, der driver forretning i flere kommuner, skal skatteprocenten, hvis blot en af de pågældende kommuner forlanger det, ansættes som den højeste af de i disse kommuner gældende procenter, – dog ikke ud over de nævnte 3 %. Den kommune, hvor hovedkontoret findes, betragtes som opholdskommune; hertil afgiver selskabet den omtalte indberetning samt de til skattens fordeling imellem kommunerne nødvendige oplysninger, der ligeledes om fornødent kan fremtvinges ved dagmulkt. Inden udgangen af april måned gør de kommuner, der anser sig for berettigede til at få del i skatten, fornøden anmeldelse derom til opholdskommunen, der opkræver skatten og fordeler den imellem de andelsberettigede (§ 18). 

Når skatten er fastsat, oppebærer opholdskommunen forlods 1/10 deraf; dernæst får de kommuner, hvorfra selskabet har indtægt af fast ejendom (tiende, leje osv.), så meget, som svarer til deres almindelige skatteprocent, medens resten fordeles imellem samtlige andelsberettigede kommuner i det forhold, hvori nettoindtægten anses for at hidrøre fra hver af dem (§ 18), – hvorved iagttages, at: 

Ved forsikringsforetagender regnes nettoindtægten at falde på samme måde som bruttoindtægten. 

Ved jernbanedrift antages nettoindtægten kun at falde i de kommuner, hvor der er station, stoppested e.l, og ved skibsfart kun på de steder, hvor der er ekspeditionskontor. 

Ved andre foretagender regnes nettoudbyttet at stå i forhold til de udbetalte lønningsbeløb, idet dog ingen enkelt løn må medregnes med større beløb end 2.000 kr. 

Hvor ingen af disse fordelingsregler kan anvendes, kan indenrigsministeren fastsætte skattens fordeling, ligesom han overhovedet afgør alle herhen hørende tvivlsspørgsmål. 

Opholdskommunen skal inden udgangen af maj have tilstillet de skattepligtige selskaber meddelelse om den foretagne ansættelse, hvorefter selskabet i juni måned har ret til klage efter de almindelige regler. Skatten indbetales i det efter ansættelsen følgende fjerdingår, og såfremt den yderligere udebliver over en måned, kan den foranstaltes inddreven ved udpantning (§ 19). 

Personlig kommuneskat påhviler ikke de almindelige kreditforeninger og sparekasser, og for statsejendommenes vedkommende udredes den kun af de indtægter, der hidrører fra landbrug, skove, tiender, jordskyldsafgifter og fabriksdrift. Kommunalbestyrelsen kan for et år ad gangen indrømme fritagelse for den personlige kommuneskat for stiftelser og foreninger, der tilsigter at yde understøttelse til trængende personer, eller som har andre lignende formål (§ 20). 

Kommunal ejendomsskyldkommer for bykommunernes vedkommende kun til at vise sig som et eventuelt tillæg til den tidligere beskatning af faste ejendomme, der i øvrigt bibeholdes uforandret. Dette tillæg fremkommer derved, at ejendomsskylden kan opkræves med et beløb, der svarer til den tidligere bygningsafgift, og da statens andel i ejendomsskylden antagelig bliver ikke så lidt lavere end dens tidligere bygningsafgift, kan det resterende beløb tages til indtægt for kommunens kasse *). 

*) Jvf. Indenrigsministeriets cirkulære af 10/6 1903.

For Københavns vedkommende kan en af kommunalbestyrelsen vedtagen og af indenrigsministeren stadfæstet vedtægt inden 1. juli 1905 bestemme, at der som samlet ejendomsskyld til stat og kommune pålignes indtil 2 kr. 30 øre pr. 1.000 kr. af ejendommenes vurderingssum, og såfremt denne skattesats viser sig at blive lavere end den tidligere udredede bygningsafgift, kan den forhøjes således, at den for byen som helhed kommer til at udgøre samme beløb. For de enkelte ejendomme vil den forandring, skatteomlægningen medfører, kunne gennemføres gradvis over et tidsrum af indtil 25 år. Ejendomsskyldens samlede beløb indgår i kommunens kasse, som derefter udbetaler statskassen et beløb af 1 kr. 10 øre. pr. 1.000 kr. af ejendommens værdi, medens resten udgør den kommunale ejendomsskyld. For købstæder og handelspladser kan gennemføres ganske tilsvarende regler, idet den samlede ejendomsskyld til stat og kommune dog ingensinde kan overstige den pro mille, som byens tidligere faste skatter til staten udgjorde af de d. 1. juli 1904 foreliggende værdiansættelser til grundlag for ejendomsskylden (§ 21). – Selvfølgelig vil dog skattens beløb såvel til stat som til kommune kunne komme til at overstige bygningsafgiftens nuværende beløb, eftersom værdierne stiger højere og højere. 

For sogne- og amtskommuner bortfalder al ligning på hartkornet og erstattes med en ejendomsskyld, hvis højde bestemmes efter det vekslende behov. Denne forandring gennemføres på den måde, at der først i 5 år lignes 1/5 på værdien og 4/5 på hartkornet, i de følgende 5 år 2/5 på værdien og 3/5 på hartkornet, og således videre med 1/5 mere på værdien for hvert femår, indtil hartkornsskatterne om 20 år helt er afløst af ejendomsskylden (§ 22). – Denne gradvise overgang har til hensigt at mildne noget på de forstyrrelser, der altid vil kunne ventes ved gennemførelsen af en beskatningsreform, og på sine steder vil den måske også kunne have sin store betydning. 

Den kommunale ejendomsskyld skal lignes på væsentlig det samme grundlag som ejendomsskylden til staten *), og for de ejendommes vedkommende, som her var fritagne for skat, men som inddrages under den kommunale ejendomsskyld, skal foretages en vurdering efter de tidligere omtalte regler. Begæring om en sådan vurdering fremsættes af kommunalbestyrelsen til vedkommende vurderingsformand, og i de tilfælde, hvor en ejendom griber ind i flere kommuner, foretages på lignende måde en særskilt vurdering af de i hver enkelt kommune beliggende dele (§ 23). 

*) De tidligere omtalte lempelser for de små ejendomme gælder altså også her i den kommunale ejendomsskyld. 

 Under påligningen kan ikke inddrages: kirker, kongelige slotte, fyr- og fæstningsanlæg, jernbane-, havne- og kanalanlæg, sindssyge-, åndssvage- og straffeanstalter og ny selvstændige skovanlæg, der ikke er over 20 år gamle, og hvor jordens bonitet i gennemsnit ikke er over takst 5. For udtørrede ferskvandsarealer, der hidtil har været skattefri, kan indenrigsministeren tillade, at ejendomsskylden indtil 1914 kun svares med 1/4, i de følgende 10 år med 1/2 og derefter 5 år med 1/4 af det almindelige beløb, hvorefter den fulde ejendomsskyld først udredes fra 1929. Ved udtørringer fra havet kan ved kongelig bevilling indrømmes skattefrihed for et begrænset åremål, og det overlades til kommunalbestyrelsen at fritage skoler, private sygehuse og hospitaler, gymnastik- og forsamlingshuse og overhovedet alle ejendomme, der ikke er beregnede på at give indtægt, samt velgørende stiftelser o.l. (§§ 22 og 24). 

For bygningsafgiftspligtige ejendomme på landet gælder tilsvarende regler som i byerne, og så længe summen af ejendomsskyld til stat og kommune for de enkelte ejendomme er mindre end den nuværende bygningsafgift kan sognerådet opkræve det overskydende beløb til fordel for kommunens kasse (§ 22). 

Den kommunale ejendomsskyld beregnes af fulde 100 kr. og giver samme valgberettigelse til sognerådet som den hidtil på hartkornet lignede afgift (§§ 22 og 25). 

Det delingsforhold, der nu for tiden anvendes ved ligningen på fast ejendom og på formue og lejlighed, kan også bringes i anvendelse efter gennemførelsen af det ny beskatningssystem, og en forandring af dette forhold, hvorved en større andel af byrden kommer til at påhvile de faste ejendomme, vil ikke kunne gennemføres, medmindre det er vedtaget af sognerådets flertal og derefter med tre fjerdedele af amtsrådsmedlemmernes stemmer (§ 26). 

Når kommuneskatten ikke er indbetalt inden den fastsatte tid, kan foruden skattens beløb opkræves en strafrente af ½ % månedlig, – forfaldsmåneden og betalingsmåneden begge iberegnede. Den, der mod bedre vidende meddeler ligningsmyndigheden urigtige oplysninger om sine indtægter eller formues­ og lejlighedsforhold, skal til kommunens kasse bøde 10 gange den besvegne skats beløb; opdages besvigelsen ved behandlingen af et dødsbo, skal boet tilsvare det dobbelte beløb. I mangel af mindelig overenskomst henvises sagen til retten. Offentliggørelse af forhold, der efter denne lov ikke må offentliggøres, straffes med bøder på indtil 400 kr. (§§ 27, 28 og 29). 

Statstilskud til kommunerneudredes først for året 1904/06, til hvilken tid de nye kommunale beskatningsregler i det hele træder i kraft. Tilskuddet, der i alt til samtlige landets kommuner udgør 1½ mio. kr. om året, udredes d. 1. juli og 1. januar, – hver gang med halvdelen (§§ 30 og 31). 

Samtidig med at byernes regnskaber indsendes til indenrigsministeriet og sognekommunernes til amtsrådet, medsendes en fortegnelse over årets udgifter til: 

1. Lønninger ved skolevæsenet, emolumenter medregnede, 
2. Alderdomsunderstøttelse, statsbidraget fraregnet,
3. Fattigvæsenet, 
4. Tilskud til den fri fattigkasse, 

hvorefter amtsrådet tilstiller indenrigsministeriet en opsummering af de nævnte udgiftsposter for alle amtsrådskredsens sognekommuner samt en tilsvarende fortegnelse over det beløb, der er pålignet sognekommunernes beboere i indkomst- og formueskat til staten. Efter de således fremkomne tal fordeles statstilskuddet imellem by- og amtskommunerne på en sådan måde, at tilskuddet bliver desto større, jo større de nævnte udgifter er, og desto mindre, jo større formuen og indkomsten er. Af det beløb, som herefter tilfalder amtskommunen, beholder den selv den ene halvdel, medens den anden fordeles imellem sognekommunerne på ganske tilsvarende måde, kun med den forskel, at man i stedet for de under punkt 1 opførte udgifter til skolevæsenet regner med kommunernes tilskud til sygekasserne (§§ 32 og 33). 

Såvel i byerne som i sogne- og amtskommunerne kan den fremtidige skatteudskrivning ikke overstige den højeste udskrivning i tiden 19 01/03 med fradrag af det sidst fastsatte statstilskud, medmindre beslutning herom tages med flertal af vedkommende kommunalbestyrelses medlemmer i to på hinanden følgende møder med mindst 14 dages mellemrum. Med hensyn til optagelse af lån gælder tilsvarende regler, og sognerådets beslutning skal her tillige stadfæstes af amtsrådet, medens by- og amtskommunernes stadfæstes af indenrigsministeren (§§ 34 og 35). 

Ved deling eller sammenlægning af bestående kommuner – som i øvrigt overalt, hvor tvivl om statstilskuddets fordeling forekommer – bliver endelig afgørelse at træffe af indenrigsministeren (§ 36). 

De beløb, som statskassen således uddeler til kommunerne, må selvfølgelig hidrøre fra de skatter, borgerne i forvejen har udredet til staten, og for så vidt betegner det egentlig kun en tilbagebetaling af, hvad der tidligere er betalt for meget. Der må det imidlertid erindres, at det samlede system af direkte og indirekte skatter til staten endnu indeholder en mængde uretfærdigheder, og kommunernes byrder vil ikke på langt nær blive så ensartede, som ønskeligt er; – i disse forhold har en fordeling af statstilskud til kommunerne sin berettigelse, idet det vil kunne udligne noget på skattesystemets mangler, medens det i øvrigt under et strengt retfærdigt beskatningssystem ville være betydningsløst. 

For samtlige kommuner skal for fremtiden skatte­ og regnskabsåret falde sammen med finansåret fra l. april til 31. marts (§ 38). 

Opkaster man nu det spørgsmål, om den gennemførte beskatningsreform bringer os nærmere hen imod opfyldelsen af det retfærdighedskrav, der i vore dage stilles til skattevæsenet, vil det være nødvendigt at søge spørgsmålet besvaret ud fra to forskellige synspunkter: – Gør de ny skattelove ret og skel overfor de forskellige erhverv, og gør de ret og skel overfor de små og de store i samfundet? – Selvfølgelig vil en besvarelse heraf kun være i stand til at klare spørgsmålet i store og grove træk, eftersom det må anses for absolut umuligt at overskue reformens mere detaljerede virkninger. 

Med hensyn til det første spørgsmål, om den ny ordning gør ret og skel overfor de enkelte erhverv, er sagen dog så temmelig klar. Så vidt reformen rækker, gennemfører den en ganske ensartet beskatning uden hensyn til, hvem skatten rammer: ejendomsskyld til staten svares med 1,10 0/00, formueskatten med 0,6 0/00, og indkomstskatten beregnes efter en bestemt skala; – alt uden hensyn til, hvem skatteyderen er, og hvor han bor. Her er ikke nogen som helst grund til tale om, at det ene erhverv skulle være bleven begunstiget på det andet erhvervs bekostning. 

At denne i sig selv så indlysende og simple betragtningsmåde også har dannet underlaget for den endelige behandling af skattelovene, fremgår klart af en udtalelse i landstingsudvalgets flertalsbetænkning, hvor det hedder: “Flertallet finder ingen anledning til at komme ind på en undersøgelse af, hvorledes de ny skatter vil fordele sig mellem by og land. Hvad der her er hovedsagen, er dette, at man ved det ny skattesystem indfører lighed i beskatningen. En indkomst- og formueskat med fælles og ensartede regler for by og land og en ejendomsskyld på grundlag af vurdering af jorden (grunden) og bygningerne i by som på land har det til følge, at skatten vil falde der, hvor formuen, indtægten og værdierne findes, uden hensyn til by og land, og dette vil formentlig befindes at være i sin gode orden” *). 

*) jvf. Rigsdagstidenden 19 02/03, tillæg b, spalte 1430. 

Bortset fra den del af afløsningssummen, som tiendeyderne endnu i et halvt hundrede år må udrede, gælder disse udtalelser fuldt ud om de ny skatter til staten, og i den kommunale beskatning vil de også komme til at gælde, så snart forskellen mellem den gamle beskatning og den ny ejendomsskyld om højest 25 år er blevet udjævnet. – At kommuneskattens højde bliver ikke så lidt forskellig, og at man i byerne bibeholder den gamle ejendomsbeskatning, bringer derimod ingen indskrænkning i de nævnte udtalelsers gyldighed. 

Medens man rent fornuftmæssigt må komme til det resultat, at de ny skattelove med deres ganske ensartede regler gør ret og skel i forholdet mellem de forskellige erhverv – eller om man vil, i forholdet mellem by og land, bliver spørgsmålet mindre klart, når talen er om, hvorvidt de også gør ret og skel imellem de forskellige økonomiske samfundslag. Sagen er nemlig den, at det, man her har med at gøre, i langt højere grad må behandles som en følelsessag end som en forstandssag, og følgelig er der her et langt videre spillerum for modstridende anskuelser, end tilfældet var med hensyn til det foregående spørgsmål, – således som det allerede er antydet ved omtalen af indkomstskattens stigende skala. 

Ved beregningen af ejendomsskyld såvel til stat som til kommune indrømmes, som foran udførlig omtalt, temmelig betydelige lettelser for de mindre ejendomsbesiddere: ejendomme med op imod halvtredje tusinde kroners værdi er helt fritagne, og først lidt efter lidt når skatten sin fulde højde, eftersom ejendommene bliver større og værdifuldere. Ganske på samme måde forholder det sig med indkomstskatten til staten; småindtægter på 700-900 kr. vil som regel være skattefri, og da skatten kun beregnes af det, indtægterne overstiger dette beløb, vil den for de lavere, men skattepligtige indkomster, kun komme til at udgøre en meget ringe procent, hvorefter den hæver sig ganske langsomt, eftersom indtægten stiger; og noget lignende vil komme til at gøre sig gældende i den kommunale formue- og lejlighedsskat. Lidt anderledes stiller sagen sig med statens formueskat, hvor der ikke findes anden lempelse for de små end den, at formuer på indtil 3.000 kr. er skattefri, såfremt de falder sammen med indtægter, der er under det skattefri minimum. 

Om disse indrømmelser til gunst for småkårsfolk er tilstrækkelig vidtgående, vil som enhver anden følelsessag kunne omdisputeres, men at de i sammenligning med den ældre beskatning giver dem forholdsvis ret betydelige fordele, er klart, – Man behøver i så henseende kun at betænke, hvor mange hartkornsbesiddere med indtil 2.450 kroners ejendomsværdi (uden besætning og inventar), der nu slipper fri, og hvor mange, der med indtil 12.000 kroners værdi (mindre gårdmænd) får delvise lettelser. – At ejendomsbesiddere i andre erhverv i modsætning til før kommer til at svare samme skat, når ejendommens værdi overstiger det nævnte minimumsbeløb, kan ikke på nogen måde betragtes som en uret imod dem, – Det er kun en særlig begunstigelse fra tidligere tid, der nu må vige for kravet om, at ligestillede må give lige skat. 

Selvom man altså kunne ønske, at der kunne være opnået endnu større begunstigelser for de små i samfundet, er der dog formentlig al grund til at være tilfreds med det, der er vundet, og det så meget mere, som det foreliggende resultat utvivlsomt er langt mere retfærdigt og demokratisk, end hvad man for blot et par år siden turde have håbet at få gennemført. – Langt snarere synes det, at man må være forberedt på, at der vil rejse sig en del uvilje mod det store indviklede apparat, som reformens gennemførelse fører med sig, men forhåbentlig vil det vise sig, at man også her inden ret længe vil finde sig tilrette: – en omfattende beskatningsreform lader sig nu engang ikke gennemføre uden betydelig ulejlighed og bekostning, men når først det ny system er indarbejdet, vil man sikkert i dets retfærdighed finde rigelig erstatning for overgangstidens bryderier, og først da vil man kunne underkaste forandringen en retfærdig kritik. 

Reformens betydning. 

Selvfølgelig kan man ikke på forhånd give nogen absolut pålidelig bedømmelse af reformens økonomiske virkninger, dertil er forholdene alt for indviklede og uoverskuelige. Bedømmelsens nødvendige grundlag skal jo først tilvejebringes ved udfindelsen af ejendomsværdierne, formuerne og indkomsterne, og først når dette grundlag foreligger, får beregningerne af skattelovenes økonomiske betydning et fastere underlag, – indtil da må man nøjes med de mere eller mindre skønsmæssige overslag. 

Set fra statskassens side er den finansielle virkning anslået således *) : 

*) jvf. Rigsdagstidenden19 02/03, tillæg B, spalte 1429. 

Statskassen indkasserer:
 – Ejendomsskyld 3.955.000 kr.
– Formue- og indkomstskat 9.080.000 kr.
I alt: 13.035.000 kr.

Statskassen afgiver:
– De gamle faste skatter: 10.595.000 kr.
– Tilskud til kommunerne: 1.500.000 kr.
I alt: 12.095.000 kr.

Herefter skulle altså statskassen kunne påregne en årlig gevinst af 940.000 kr., men i det halvhundrede år, tiendeløsningen står på, skal staten hertil udrede 1.650.000 kr. om året, hvorved det samlede resultat for dette tidsrum bliver et tab for statskassen på 710.000 kr. årlig. – Imidlertid er der dog næppe nogen tvivl om, at man ved disse beregninger har holdt sig på den sikre side, så tabet ikke godt kan tænkes at blive større end anført, medens det synes en ret almindelig anskuelse, at stillingen i virkeligheden bliver ikke så lidt gunstigere for staten. 

For selve kommunernes vedkommende bliver den finansielle stilling også i det væsentlige uforandret. Ganske vist opnår man her at kunne indkassere det beløb, hvormed bygningsafgiften overstiger ejendomsskylden, og den mellemkommunale beskatning samt skat af aktieselskaber osv. kan på sine steder medføre meget betydelige fordele; – men alt sligt vil dog nærmest vise sig i en større eller mindre skat for yderne og ikke direkte i en større eller mindre indtægt for kommunen. 

For skatteydernes vedkommende er forholdene så indviklede, at det kun i store og grove træk lader sig påvise, hvorledes reformen kommer til at virke. – Da den samlede skattebyrde til stat og kommune bliver så nogenlunde uforandret, er det selvindlysende, at den lettelse, nogle får, må fremkomme ved et noget forøget skattepålæg for andre, og da landdistrikterne som foran påvist har båret en uforholdsmæssig stor del af de ældre skatter, vil ligheden i systemet følgelig medføre, at der her fremkommer en lettelse, der altså må medføre en tilsvarende opgang i byernes skatter. 

Denne lettelse i landdistrikternes og landbrugets skatter vil åbenbart blive forholdsvis størst på de ejendomme og egne, hvor hartkornet har været temmelig højt i forhold til ydeevnen; – sådanne ejendomme findes selvfølgelig spredt overalt, men først og fremmest gælder det dog om Jyllands dårligere egne, hvor fx. udbyttet af en tønde hartkorn gennemgående er lavere end på øerne *), og temmelig sikkert vil man også der kunne påregne fuldt så megen lettelse som i bedre egne, – en bemærkning, der dog mere gælder for hedeegnene end for opdyrkede kærjorder o.1. **). 

*) Jvf. N. P. Jensen: Dansk Landbrug, I, side 173. 

**) Selvfølgelig kan man dog også netop her vente at finde ejendomme, der for tiden er så lavt beskattede, at der vil kunne påregnes en noget forøget byrde, når den i lov om ejendomsskyld § 7, næstsidste stykke, indeholdte beskyttelse for mere værdifulde ejendomme med under 3 tdr. hartkorn bortfalder.

Samtidig med, at der altså nødvendigvis må vise sig en forskydning til gunst for landbruget, kommer der som foran omtalt tillige en almindelig forskydning til gunst for småkårsfolk, og det samlede resultat af disse to forskydninger må selvfølgelig blive det, at lettelsen særlig vil blive til gavn for de mindre landbrugere, medens skattepålægget vil blive forholdsvis størst for den mere velstillede bybefolkning. 

En nærmere redegørelse for de her berørte forhold er imidlertid umulig; thi selvom virkningen af de ny statsskatter så nogenlunde lader sig beregne, vil de yderst forskellige forhold omkring i kommunerne såre let kunne få større betydning end reguleringen af statsskatterne, og følgelig ville en fremstilling af forandringerne i de faste skatter til staten alligevel ikke komme til at give nogen rigtig forestilling om virkningerne af den samlede reform. 

Som hovedresultat vil man dog afgjort ikke kunne vente så store omvæltninger, som man hyppigt har søgt at give det udseende af; der er ikke tale hverken om ‘milliongaver’ til landbruget eller om ‘plyndring’ af andre erhverv; det der er tilstræbt, og som forhåbentlig også vil nås, er kun en retfærdigere fordeling af byrderne så vidt muligt med ret for alle og uret for ingen. Rent økonomisk set vil reformen næppe medføre nogen større almindelig virkning, og det væsentligste, der opnås, bliver sikkert det, at skattebyrden for fremtiden kommer til at gå i takt med udviklingen; – men alene heri er der en uhyre vinding, ikke mindst fordi den direkte beskatning ikke længere giver plads for utilfredshed på nogen enkelt erhvervsgrens vegne; og dertil kommer, at der er skabt et beskatningsgrundlag, der uden særlig uret mod nogen kan tåle forøgede skattepålæg, når en reform af de indirekte skatter ikke længere lader sig afvise, eller når andre sociale reformer stiller forøgede krav til statens finanser.