Jordskyldskrav | Henry George Biblioteket

Jordskyldskrav – Hjemme og ude
Programmer, Resolutioner, Betænkninger etc.
af P. Larsen og K.J. Møller (1914)

Danske jordskyldskrav.

Husmændene
– Køgeresolutionen.
– Odense-resolutionen.
– Budskabet til de danske husmænd.
– Programmet.
Landarbejderne.
“Kristeligt-socialt forbund”.
Venstre.
Det radikale Venstre
– “Om programmet”
– Betænkning.
– Randers-resolution

Udenlandske jordskyldskrav

Parlamentarikere.
Kommunale repræsentanter.
Kommissionsbetænkninger
Politiske organisationer.
Arbejdere og socialister.
Landmænd

Introduktion

Jordskyldskrav i programmer, resolutioner, betænkninger m.m. er i de forskellige lande – især dog i England – fremkommet i en så overvældende mængde, at det er meget vanskeligt at gøre et skønsomt udvalg. I det følgende er der gjort et forsøg på at samle de udtalelser, der er særlig typiske for den praktiske jord reformbevægelse i de senere år. Af programmer og resolutioner fra Henry George Foreninger o.l. organisationer, som væsentligt kun virker for jordskyldens indførelse, er der ingen medtaget; det samme gælder udtalelser af enkeltmænd. Vi har kun medtaget udtalelser af større ansvarshavende korporationer, politiske partier, kommunale repræsentationer o.lign., dels fordi skriftet ellers ville blive for omfangsrigt, og dels fordi der formentlig lægges større vægt på sådanne officielle udtalelser end på udtalelser af mere eller mindre private organisationer og foreninger.

Danske jordskyldskrav.

I Husmændene.

Køgeresolutionen
Den 8. november 1902 afholdt de sjællandske husmandsforeninger delegeretmøde i Køge. Ca. 100 foreninger var repræsenterede, og det vedtoges at antage navnet: “De samvirkende sjællandske husmandsforeninger. ”

Efter et foredrag af sagfører S. Berthelsen, Høng, om “Husmandssagen og skattesagen” blev der nedsat et udvalg til at redigere en udtalelse om husmændenes skatteprogram. Dette udvalg fremlagde senere på mødet nedenstående resolution, der efter en indgående drøftelse blev enstemmigt vedtaget. Resolutionen lyder således:

Husmandsmødet udtaler:

“At, da husmandsbruget som selvstændig driftsform bevislig er den fordelagtigste form for landbrug, såvel for samfundet som for den enkelte, og derfor kan ventes at ville blive den almindeligste (og i fremtiden mulig den eneste) driftsform for dansk landbrug, kan husmandssagens udvikling ikke væsentligt bygges på bidrag fra staten eller andre samfundsklasser eller på lignende undtagelsesregler, men kun derpå, at husmandsklassens lige retsstilling med de øvrige samfundsklasser fuldt ud anerkendes gennem lovgivningen.

Husmandsstanden kræver derfor ikke nogen begunstigelse for sig ved skattelovgivningen, såsom ved ophævelse af de faste grundskatter og tiender, der findes ved jordens overtagelse og godtgøres ved afkortning i købesummen: deslige byrders afskaffelse vil urettelig komme et enkelt slægtled til gode, og af dette kun de store grundejere, til forringelse af samfundsformuen og til tab for de ubemidlede samfundsklasser.

Husmandsstanden må derimod kræve: snarest mulig ophævelse af enhver told og skat, som beregnes af eller i forhold til forbrugsartikler såsom på fødemidler, beklædning, møbler, bygning, besætning, redskaber, maskiner, råstoffer og arbejdsfortjeneste, da alle deslige byrder (ofte med tillæg af toldbeskyttelse osv.) hviler uretfærdig tyngende på arbejdet og de små hjem.

Husmandsstanden må i stedet derfor kræve, at der til dækning af de offentlige fornødenheder opkræves skat på den jordværdi, som ikke skyldes enkeltmands arbejde, men som hidrører fra samfundets vækst og udvikling, og som særlig ophober sig i storbyerne og ufortjent tilflyder uvedkommende privatspekulanter i stedet for at inddrages i statens og kommunens kasse. Deslige byrder vil ikke tynge arbejdet, men tværtimod gøre jorden billigere og derved lette adgangen for hver mand til at få eget hjem.

Husmandsmødet i Køge opfordrer derfor herved landets øvrige husmandsorganisationer til at slutte sig til dette program i skattesagen og opfordrer de politiske partier, der ønsker støtte fra husmandsstandens side, til at virke for disse kravs optagelse på partiprogrammet og deres gennemførelse som lov under de forestående forhandlinger i rigsdagen om en skattereform”.

Køgeresolutionen vandt i de følgende år tilslutning på husmandsmøder rundt omkring i landet, ligesom den også har vakt megen opmærksomhed i udlandet.

Odense-resolutionen.
“De samvirkende danske husmandsforeninger” afholdt deres første landsstævne den 18. og 19. marts 1910 i Odense. Her fremsattes og vedtoges en længere udtalelse, som skulle danne grundlaget for samvirksomhedens program. Af denne udtalelse anføres følgende:

“Folkets ret til fædrelandets jord befæstes og udvides. Da grundenes værdi, såvel i by som på land, skyldes samfundets liv og virksomhed, bør bestræbelserne gå i retning af at inddrage de samfundsskabte grundværdier til offentligt eje gennem en grundskyld[1].

Under overgangen til denne bibeholdes en skat med stærkt stigende skala på formue og indkomst.

For yderligere at lette det arbejdende folks adgang til jord ydes der, uden tab for samfundet, i så stor udstrækning som muligt, lån til oprettelse af husmandsbrug, til udstykningsforeninger, byggeforeninger o. lign. Brugene bliver selvejendom, dog at forrentningen af jordens værdi bliver en fast offentlig grundbyrde til staten.

Len og stamhuse frigives, og den ved frigivelsen fremkaldte øgede værdi inddrages til staten, ligesom i det hele taget det offentliges interesser i disse besiddelser varetages.

Finanstolden nedsættes gradvis, indtil den helt kan bortfalde. –Beskyttelsestolden ophæves planmæssig og gradvist.

Ved virksomheder, der er faktiske eller retlige monopoler, værnes samfundets interesser; om fornødent overtages sådanne virksomheder af stat eller kommune.” –

Landsstævnet pålagde bestyrelsen for de samvirkende danske husmandsforeninger på grundlag af denne resolution at udarbejde forslag til et program til forelæggelse for næste landsstævne.

Resolutionen vedtoges ved akklamation og under stormende begejstring.

Budskabet til de danske husmænd.
I anledning af situationen i 1911-12 udsendte “De samv. danske Husmandsforeninger”s forretningsudvalg et udkast til en resolution, som man anmodede alle landets husmandsforeninger om at tage stilling til ved deres møder.

Resolutionen havde følgende ordlyd:

“Husmandsmødet· udtaler sin bekymring over, at de økonomiske livsvilkår for det arbejdende folk stadig forværres, til trods for det materielle fremskridt og de lovgivningsforanstaltninger, som hidtil er trufne; sin skuffelse over, at der af lovgivningen stadig ikke er taget noget hensyn til de af husmandsstanden ved deres beslutninger af 1902, 1908 og 1910 fremsatte og begrundede krav om en folkelig skattereform og jordreform; sin beklagelse af, at der ej heller ved den nu fremsatte finansplan er gjort noget forsøg på ved en grundværdibeskatning at inddrage de samfundsskabte værdier til folkets brug. Men tværtimod er indført og søges indført nye direkte og indirekte skatter på det arbejdende folks forbrug, fortjeneste og omsætning.

I betragtning heraf opfordrer mødet de samv. Danske husmandsforeningers bestyrelse til at tage under overvejelse, hvad der på det kommende landsstævne bør fremsættes for at give den organiserede husmandsbevægelses retfærdige reformkrav den fornødne vægt.”

Denne udtalelse blev drøftet og så godt som enstemmigt vedtaget ved husmandsmøder hele landet over.

Programmet
Den 14. og 15. februar 1913 afholdt “de samvirkende Danske husmandsforeninger” atter landsstævne i Odense. Her fremlagde bestyrelsen et forslag til program i nøje overensstemmelse med den på landsstævnet i 1910 vedtagne resolution. Forslaget vedtoges i det væsentlige uforandret.

Det punkt i det vedtagne program, som direkte omhandler jordskyldskravet, lyder således:

“Folkets ret tit fædrelandets jord befæstes og udvides. Da grundens værdi såvel i by som på land skyldes samfundets liv og virksomhed, bør bestræbelserne gå i retning af at inddrage de samfundsskabte grundværdier til offentligt eje gennem en grundskyld. – Under overgangen til denne bibeholdes en skat med stærkt stigende skala på formue og indkomst.”

Hermed har det skattekrav, som husmændene har stillet i en mængde resolutioner rundt om i landet siden 1902, endelig fået fast form som det vigtigste punkt på Danmarks ca. 50.000 organiserede husmænds program.

II. Landarbejderne.

I foråret 1910 dannedes “Landarbejdernes Fagforbund”. Af programmet således som det blev vedtaget på kongressen i Odense den 10. april 1914, anføres nedenfor det afsnit, der omhandler jordspørgsmålet.

Landarbejderne kræver: anerkendelse af folkets lige ret til landets jord.

Den jordværdi, som skyldes samfundets vækst og hele virksomhed, kræves gennem beskatning snarest muligt gjort til offentligt eje.

Samtidig afskaffes de skatter, der hviler på arbejdet og forbruget, på føde, klæder, bygninger og grundforbedringer.

Der indføres direkte skatter med stigende skala, navnlig på formuer, arv og grundbesiddelser.

Len og stamhuse samt præstegårdsjorder inddrages.
samfundets ekspropriationsret udvides. Jord i offentlig besiddelse bør ikke afhændes til private.
Brugen af den i samfundets besiddelse værende jord overdrages landarbejdere og ligestillede som offentligt fæste mod en afgift, der fastsættes i forhold til jordens værdi. Hvor fællesdrift helt eller delvis anses formålstjenlig, søges denne iværksat.
Indtil andre besiddelsesformer indføres, støttes bestræbelserne for ved offentlig hjælp at oprette selvstændige jordbrug, ligesom det offentlige om fornødent må yde hjælp til iværksættelse af disse bedrifter.
Samfundets udbytning modvirkes ved samfundets overtagelse af monopoler og virksomheder, som antager karakteren af monopoler. Dette programpunkt vedtoges enstemmigt og – ifølge referatet – under håndklap og hurraråb.

Således står da Danmarks organiserede landarbejdere, tyende og husmænd samlet om det samme krav: lige skat på lige jord! Jordværdiernes inddragning i de offentlige kasser til dækning af offentlige udgifter!

III. “Kristeligt-socialt forbund”.

Det i 1913 dannede “Kristeligt-socialt Forbund” virker bl.a. for gennemførelsen af følgende krav:

Lige ret for alle og afskaffelse af alle særrettigheder;
De samfundsskabte værdiers anvendelse til statens og kommunernes fornødenheder.

IV. Venstre.

I det program, som “De 27” (den I. C. Christensen’ske gruppe) vedtog den 23. sept. 1909, og som senere er tiltrådt af hele partiet Venstre, findes følgende krav om jordskyld:

“Skatterne bør pålægges under hensyn til skatteevnen, og skattelovgivningen må forbedres under dette hensyn. Grundværdibeskatning til stat og kommunerne bør særlig tilstræbes, hvor offentlige foretagender har frembragt en stigning af grundværdien”.

På given foranledning tilsendte partiets formand, folketingsmand I. V. Christensen, kort tid efter programmets vedtagelse følgende skrivelse til RET: “Ordene i venstrereformpartiets program om grundværdibeskatning bør læses ligefrem, som de står, og ordet ‘særlig’ bør ikke omfortolkes til ‘kun'”.

V. Det radikale Venstre.

I “Det radikale Venstre”s program af 1905 (Odenseprogrammet) findes følgende passus:

“Ejendomsskylden omdannes under hensyntagen til principperne for en grundværdibeskatning.
Når offentlige foranstaltninger medfører en stigning af grundværdien, sikres der kommune og stat andel i værdistigningen.”

“Finanstolden på de almindelige livsfornødenheder og råstoffer nedsættes efterhånden, indtil den ganske kan bortfalde. Beskyttelsestolden ophæves planmæssig gradvis med billigt hensyn til bestående erhverv.”

“Ved lovgivning om len, stamhuse og fideikommisgodser sikres samfundets interesse i ordningen af jordbesiddelsen og dets andel i disse værdier.”

“Om programmet”
hedder et skrift, som i 1906 blev udgivet på foranledning af hovedbestyrelsen for “Det radikale Venstres Landsforbund”. Heri hedder det bl.a.:

“Vort program har adopteret grundværdiskatten som et uafviseligt og bestemmende moment i fremtidige overvejelser angående en tidssvarende og virkeligt demokratisk skatteordning.”

“Men den simple sandhed er dog indlysende for alle, at samfundet alene har ret til de værdier, der skabes ved dets vækst og udvikling, og at her ligger en mægtig skattekilde. Vi ser bestandigt disse værdier opstå omkring os, men nu tilfalder den private spekulation, som skaber arbejdet vanskelige vilkår. Vi ser fremdeles, at f. eks. et slægtleds fremskridt i landbruget udtrykker sig i en hævning af jordprisen, som det næste slægtled må betale, og den stigende jordværdi udtrykker sig følgelig i en stadig voksende prioritetsgæld. Her ligger grundværdiskattens opgave, og den består ganske jævnt i at indkassere til samfundet de værdier, der nu beslaglægges af kapitalen.”

“Grundværdiskatten har efterhånden taget sin plads på demokratiets program i mange lande som udtryk for, at intet virkeligt demokrati kan komme uden om den opgave at sikre samfundet dets førsteret til jorden.”

Betænkning.
På “Det radikale Venstre”s landsmøde i København i 1909 vedtoges det “i betragtning af, at en løsning af jordspørgsmålet efter de i Odenseprogrammet nævnte principper er af afgørende betydning” at nedsætte et udvalg til “at udarbejde en betænkning, der kan danne grundlag for forslag til lovgivning i spørgsmålet.”

Udvalget konstituerede sig med J. E. Lange som formand, Emil Rasmussen som næstformand, og på næste landsmøde (Odense, april 1910) forelagdes såvel en mindretalsbetænkning (af direktør Hassing Jørgensen) som en flertalsbetænkning, underskrevet af de øvrige 14 medlemmer af udvalget[2].

Efter en udførlig redegørelse, hedder det i flertalsbetænkningen:

“Under hensyntagen til ovenanførte redegørelse, bør formentlig de i det radikale venstres program under III og IV anførte udtalelser om jordspørgsmålet udformes som følger:

“Folkets ret til fædrelandets jord befæstes og udvides.
Da grundens værdi, såvel i by som på land, skyldes samfundets liv og virksomhed, bør bestræbelsen – i modsætning til, hvad hidtil har været tilfældet – gå i retning af at inddrage grundværdien til offentligt eje gennem en gradvis voksende grundskyld. Derimod bør ejendomsskyld og lignende særbeskatninger af bygninger, maskiner, grundforbedringer o.a. arbejdsskabte værdier forkastes.

Ved grundskyldens vækst muliggøres afskaffelse af skatter, som nu betynger virksomheden og beskærer arbejdsudbyttet. Og samtidig modvirkes enkeltmands uretmæssige berigelse på samfundets bekostning og jordens spekulationsmæssige fordyrelse og tilbageholdelse.

For yderligere at lette folk adgang til jord ydes der – i så vid udstrækning, som det offentliges midler tillader det – lån til oprettelse af mindre landbrug, til byggeforeninger o.l. Brugene bliver selvejendom, dog at forrentningen af selve jordens værdi forbliver en fast, offentlig grundbyrde.

Len og stamhuse frigives. Den ved frigivelsen fremkaldte øgede værdi inddrages, ligesom i det hele taget det offentliges interesser i disse besiddelser hævdes.

Der sættes en stopper for den voksende beskæring af folkets urgamle ret til lys og luft, til fri færdsel i skov og ved strand”.

Landsmødets drøftelse af sagen endte med en beslutning om at lade flertalsbetænkningen overgå til en 2. beh. på næste landsmøde.

Denne afsluttende behandling fandt sted på landsmødet i Randers 13. maj 1911. Efter en indgående drøftelse af spørgsmålet afsluttedes forhandlingen med vedtagelse af følgende udtalelse – den såkaldte

Randers-resolution
“Idet landsmødet går ud fra, at en lettelse af adgangen til jord er en hovedbetingelse for,

at den årlige befolkningstilvækst kan bevares for Danmark og større udvandring undgås,
at forskydningen af befolkningen fra landet til byerne kan holdes indenfor de naturlige grænser,
at arbejdsløsheden for alvor kan indskrænkes,

vedtager det, i tilslutning til de i jordudvalgs-flertallets betænkning fremsatte forslag, at opfordre partiets rigsdagsgruppe til, som en foreløbig arbejdsplan, at virke for:

at der så snart som muligt, efter at prøvevurderingens resultater er offentliggjorte, forelægges og gennemføres lovforslag om, at ejendomsskylden til stat og’ kommune omdannes til en grundværdiskat;
at det tillades kommunerne at opkræve en yderligere afgift af den grundværdistigning, der finder sted, efter at den første almindelige grundvurdering er foregået;
at der senest i forbindelse med den forestående lovgivning om præstelønninger gennemføres bestemmelse om en udstykning af hovedmassen af præstegårdsjorden;
at der, når kommissionen om len og stamhuse har afgivet betænkning, hurtigst muligt forelægges og gennemføres lovforslag, hvorved len og stamhuse overgår til fri ejendom på sådanne vilkår, at staten inddrager en andel af værdien, der svarer til den ret, den nu har over disse besiddelser, og således, at den jord, som derved eventuelt måtte komme på statens hænder, anvendes til oprettelse af mindre jordbrug;
at vilkårene for de med statens støtte oprettede jordbrug bliver af en sådan art, at forrentningen af grundværdien bliver en vedvarende offentlig grundbyrde.”

Denne resolution blev vedtaget med 180 stemmer mod 18.

Som det fremgår af foranstående, har kravet om folkets ejendomsret til de samfundsskabte grundværdier efterhånden erobret sig en fast plads hos store dele af befolkningen, og det er værd at lægge mærke til, at således som kravet er formet i programmer og resolutioner, står det som udtryk for langvarige og grundige overvejelser fra år til år. Og alt tyder på, at bevægelsen stadig tager stærkere fart og breder sig i stedse videre kredse af vort folk.

Udenlandske jordskyldskrav

1. Parlamentarikere.

Den 14. november 1908 blev der overrakt Englands førsteminister (Asquith) en af 246 parlamentsmedlemmer underskrevet henvendelse til regeringen sålydende:

“Undertegnede medlemmer af parlamentet opfordrer ærbødigst regeringen til at optage en jordværdibeskatning på det kommende års finanslov.”

Utallige resolutioner og henvendelser til regeringen med samme opfordring fremkom i den nærmeste tid derefter fra forskellige organisationer rundt omkring i landet, således fra en mængde kommunale råd med Glasgows byråd i spidsen, og fra hundreder af møder, af hvilke det vigtigste vel nok var et landsmøde i London d. 8. februar 1909, hvor 455 repræsentanter for liberale foreninger, fagforeninger, arbejderparti afdelinger, andelsforeninger, kommunale skattemyndigheder osv. var til stede.

Resultatet af denne mægtige adresse- og resolutionsoversvømmelse blev den navnkundige finanslov for 1909-10, hvorved særskilt jordvurdering i England indførtes og grundlovfæstedes[3].

Den 3. august 1910 blev der overrakt førsteminister Asquith, finansminister Lloyd George, m.fl. ministre en af 134 parlamentsmedlemmer underskrevet adresse, hvori regeringen opfordres til at fortsætte og udvikle den jordpolitik, som var blevet indledt med finansloven.

Efter at nyvalg til parlamentet havde fundet sted, havde en deputation atter (d. 8. maj 1911; foretræde hos konsejlspræsidenten og finansministeren for at overbringe den samme adresse, som denne gang var underskrevet af 173 parlamentsmedlemmer. Adressens indhold var følgende:

“Vi undertegnede medlemmer af parlamentet ønsker at udtrykke vor taknemmelige påskønnelse af de bestræbelser, som førsteministeren, finansministeren og de andre medlemmer af kabinettet har gjort ved at indlemme finansloven for 1909-10 i landets grundlovsamling – den finanslov, som for første gang godkender princippet om særskilt grundvurdering og således tilvejebringer det nødvendige grundlag for reformer, der går videre i retning af at tilsikre landets borgere en mere retfærdig fordeling af statens byrder ved at give enhver især udbyttet af sit eget arbejde og ved at åbne adgangen til jorden for dem, som bedst kan udnytte den. Vi tillader os derfor ærbødigst at opfordre regeringen til at fortsætte og udvikle den med finansloven påbegyndte politik ved
1. at gøre jordværdierne anvendelige til offentlige behov;
2. at frigøre arbejdet fra monopolernes tryk og fra utilbørlige skattebyrder;
3. at fuldbyrde frihandelspolitikken ved: a.) at skaffe bedre vilkår for produktionen i vort eget land gennem en lettelse af adgangen til jord, og, b.) at afskaffe de skatter, der endnu hviler på folkets fødemidler.

– Vi ønsker, at denne politik må blive virkeliggjort ved:

at gennemførelsen af den særskilte grundvurdering, som finansloven af 1909-10 foreskriver, fremskyndes;
at denne vurderings resultater gøres tilgængelige for offentligheden;
at der gives de lokale myndigheder ret til at påligne kommunale skatter efter denne vurdering;
at der lægges en statsskat på al jordværdi for at, a.) Tilvejebringe et nationalt fond til bestridelse af udgifterne ved skolevæsen, fattigvæsen, vejvæsen, asyler, politi osv., så at de kommunale skatter kan nedsættes, og, b.) afløse tolden på te, sukker, kakao, og andre fødevarer.”

Denne den vigtigste af alle engelske programudtalelser vedrørende jordspørgsmålet er siden blevet godkendt og fremhævet ved utallige lejligheder og står endnu den dag i dag som udtryk for de praktiske reformkrav, der stilles af engelske jordreformmænd både i og uden for parlamentet.

II. Kommunale repræsentanter.

Den 8. november 1902 afholdtes i Newcastle et stort møde til forhandling om skattespørgsmålet. Der var mødt en meget repræsentativ forsamling på henved 500 delegerede fra byråd, sogneråd, kommunale skattemyndigheder, fagforeninger, andelsselskaber og politiske organisationer foruden repræsentanter for den engelske jordskyldsforening. Følgende resolution vedtoges enstemmigt:

Da jordværdien opstår som en følge af hele samfundets tilstedeværelse, vækst og virksomhed, bør jordværdien skatlægges så vel til stat som kommune.
Det nuværende skattesystem, der lægger tunge byrder på brug, bebyggelse og forbedring af jorden, men fritager megen værdifuld jord for at yde forholdsmæssigt, er uvidenskabeligt og uretfærdigt, og der bør kræves en særlig beskatning af den rene jordværdi.
en sådan jordværdiskat ville formindske den uhyre lejeafgift og skattebyrde, som nu direkte hviler på alt byggeri og forøger byggeomkostningerne, og den ville derfor skaffe samfundet flere, billigere og bedre huse.

Glasgow byråd behandlede ved et møde d. 25. januar 1912 en henvendelse til parlamentet angående beskatning af grundværdier. Følgende vedtoges med 43 stemmer imod 11:

“Under henvisning til l) at princippet for beskatning af grundværdierne til bedste for byen og skatteborgerne standhaftigt er blevet støttet af rådet, og 2) at regeringen af hensyn til en sådan beskatning for øjeblikket indsamler eller påtænker at indsamle oplysninger og data vedrørende den sande værdi af alle jorder både i indenbys og udenbys kredse over hele landet, beslutter rådet, idet det følger sin godkendte politik i henseende til denne sag, at andrage parlamentet om:

At der må blive givet alle lokale skatteligningsmyndigheder over hele landet – både amtsråd, byråd og sogneråd – ret til til lokale formål at lægge en skat på jordværdien efter den ny vurdering, særskilt og adskilt fra den værdistigningsskat, som vil blive pålagt ifølge finansloven af 1910.”

I byrådets møde den 1. februar s.å, vedtoges det med 40 st. mod 17 at udsende ovenstående resolution til samtlige kommunale skattemyndigheder i Storbritannien med opfordring til at give den deres tilslutning og derpå hurtigst muligt indsende den til regeringen. Denne opfordring fulgtes i løbet af kort tid af over 60 kommunale råd i byer og sogne rundt omkring i landet.

Johannnesburg byråd vedtog den 4. juni 1912 med 16 stemmer mod 7 at henstille til provinsregeringen at give de lokale myndigheder ret til at ligne kommuneskatten på jordværdierne alene.

En lignende henstilling vedtoges af byrådet i Pretoria d. 20. juli 1912 med 8 st. imod. 4. Spørgsmålet havde forud været drøftet i en, kommission, der enstemmigt anbefalede indførelse af kommunal jordskyld, først og fremmest af følgende grunde:

“Kommuneskat bør svares i forhold til de goder, der skyldes vedkommende steds beliggenhed. – Jordværdien afgiver den bedste målestok for de goder, der skyldes et steds beliggenhed, og skatten bør derfor lignes på jordværdien. – Kommunal skat på bygninger er en skat på flid og virksomhed og på kapital, der anvendes indenfor kommunens område. Dette er til skade for kommunen, da det virker hæmmende og frastødende på det, som vi har fordel af at fremme og hidlokke.” Ved et møde i Winnipeg (i Vest-Canada) juli 1912, hvor kommunale embedsmænd, borgmestre og andre – fra vest-canadiske byer var til stede, vedtoges enstemmigt følgende resolution:

Denne forsamling ser med tilfredshed på de bestræbelser, som i de vest-canadiske lande gøres for ad lovgivningens vej at fjerne alle skatter på forbedringer og erstatte dem med en enkelt skat på jordværdierne. De canadiske landmænds organ, The grain growers guide, bemærkede i anledning af denne resolution, at dens betydning først bliver klar, når man husker på, at enhver større by lige fra Fort William og Port Arthur i øst til Calgary og Edmonton i vest havde sendt repræsentanter til denne kommunale kongres.”

III. Kommissionsbetænkninger.

En parlamentarisk kommission, der var nedsat for at overveje jordspørgsmålet i den nyerhvervede engelske koloni Nord Nigeria, afgav betænkning 1910. Det hedder deri:

“Det er regeringens første opgave at bruge sin myndighed med hensyn til jorden således, at der tilsikres den indfødte en uforstyrret besiddelse og brug af hans jord. Ingen mellemmands-ret til jorden godkendes … Beskatningen bør indrettes således, at jorden så vidt muligt ikke får anden handelsværdi end den, der hidrører fra de forbedringer, der er foretaget på den. – Al erfaring viser, at i et fremskridtssamfund øges det udbytte, der hidrører fra brugen af jorden, uafbrudt. Anlægget af landeveje og jernbaner, indførelsen af ny industrier og det almindelige fremskridt i Nord Nigeria vil, uafhængigt af jordbrugernes anstrengelser, øge udbyttet af jordens brug. Det er at ønske, at beskatningen må blive ordnet således, at den kan tilsikre staten denne værdiforøgelse. – Vi er enige om, at en jordafgift, som i virkeligheden ville blive en jordværdileje, og som ville stige med landets udvikling, bør udgøre en væsentlig del af Nord Nigerias indkomster.”

– En kommission, som havde til opgave at undersøge visse tilstande i Transvaal og overveje spørgsmålet om vilkårene for en overgang fra forpagtning til selveje, skriver i sin betænkning (1912) bl.a.:

“Der er næppe noget, som er mere fremmende for en bys udvikling, sundhed og velstand end dette, at der er rigelig jord til rimelige priser, og dette opnås ved beskatning af grundværdierne. – Det er aldeles givet, at forbedringernes værdi ikke kan forringes ved, at man hører op med at beskatte dem. – Lavere pris på jord betyder, at flere penge bliver disponible til forbedringer på jorden, og tilskyndelsen til at sætte penge i forbedringer vil blive stærkere, eftersom forbedringerne bliver skattefri.” Og som de første to punkter i en række af forslag sætter kommissionen følgende:

“Beskatning af grundværdierne er det bedste og eneste brugelige middel til at tilvejebringe rimelige og retfærdige vilkår for en overgang fra forpagtning til selveje.
Der bør gives kommunerne i Transvaal myndighed til at indføre dette system for kommunal beskatning.”

– I Britisk Columbia afgav en kongelig skattekommission i begyndelsen af 1912 en beretning til provinsens parlament. Kommissionen, der havde indsamlet en stor mængde oplysninger og holdt 26 møder, tilrådede at afskaffe ‘kopskatten’ og skatten på rørlig ejendom. Udførligst omtales jordskylden, og kommissionen anbefaler periodiske omvurderinger af jorden og fritagelse af alle forbedringer på jorden for skat. Al skat af fast ejendom bør lignes på jordværdierne alene.

IV. politiske organisationer.

Ved et møde i New York i maj 1910 dannedes “jordskyldpartiet” (“The Land Value Tax Party”) som politisk parti i USA. Det vigtigste punkt i dette partis program er følgende: “Da jordmonopolet er hovedårsagen til de nuværende (slette sociale) tilstande, vil dets afskaffelse ved hjælp af en beskatning af jordværdierne alene med udelukkelse af bygninger og al anden ejendom være jordskyldpartiets vigtigste formål”.

Den 11. maj 1912 holdt den engelske landsforening af unge liberale årsmøde i Liverpool og vedtog enstemmigt følgende resolution:

“Mødet udtaler, at en løsning af det sociale spørgsmål må søges i en fuldstændig reform af vort jordbesiddelsessystem derved, at de værdier, som jorden får ved samfundets virksomhed og vækst, anvendes til samfundets fornødenheder, hvorved økonomisk frihed og retfærdighed sikres vort lands borgere.”

Den 14. juni 1913 holdt samme forening årsmøde i Bristol og vedtog følgende resolution:

“Dette møde stadfæster vor overbevisning om, at kommunal og statslig beskatning af jordværdierne er det mest praktiske og retfærdige middel til at lette industriens byrder og forbedre folkets økonomiske kår.”

(“De unge liberale,” er en organisation i forskellige afdelinger med 6-700 kredse og ca. 200.000 medlemmer.)

På et årsmøde, som de skotske liberale afholdt i Aberdeen d. 29. november 1912, og hvor over 400 delegerede var til stede, drøftedes forskellige udkast til en resolution vedrørende jordspørgsmålet. Følgende blev vedtaget med stort flertal:

“Dette møde ønsker at opfordre regeringen til at fremlægge en gennemgribende og virkningsfuld plan til en jordreform, der vil nedbryde jordmonopolet, gøre jordværdierne disponible til offentlige behov og organisere landbruget på samvirksomhedens grundlag.”

På det sydafrikanske unionspartis årsmøde i Johannesburg den 18. november 1912 vedtoges følgende resolution med alle stemmer mod én:

“Al skat på jord, såvel statsskat som kommuneskat, bør lignes på grundværdierne og ikke på forbedringerne.”

Og dernæst følgende med stort flertal:

“Forsamlingen mener, at den tid er kommet, da kommunerne, hver på sit område, bør have ret til at koncentrere ejendomsskatterne på grundværdien alene.”

På partiets årsmøde i november 1913 vedtoges følgende resolution enstemmigt:

“Forsamlingen er af den mening, at en kraftig udvikling af landbrugets hjælpekilder i Sydafrika ved hjælp af tættere bebyggelse er bydende nødvendig, og den må iværksættes ved, at jorden gøres tilgængelig for dygtige nybyggere, der nu opholder sig i Syd-Afrika, til dels også ved, at der systematisk og vedholdende hidføres passende nybyggere fra oversøiske lande, og ved at man hjælper dem med bosættelsen på jorden; endvidere, at et væsentligt element i denne politik er en beskatning af jorden efter dens værdi (bortset fra forbedringer).”

– “De unge unionisters forening i Sydafrika” har som de første to punkter på sit program følgende:

“Beskatningen ændres således, at den ikke tynger produktionsmidlerne og livsfornødenhederne eller hviler uretfærdigt på nogen del af befolkningen, og således, at jordejerne kommer til at bære deres rettelige del af landets byrder, idet der indføres en skat på grundværdien af al jord med det formål at få jorden taget i brug på bedste måde.

De kommunale myndigheder skal have ret til at lægge kommuneskatten på jordværdierne alene, med udeladelse af bygninger.”

V. Arbejdere og socialister.

I Sydafrika var der i 1910 valg af repræsentanter til unionens rigsdag. Det sydafrikanske arbejderpartis henvendelse til vælgerne i anledning af valget indeholdt følgende under overskriften “beskatning”:

“Denne bør være ligelig for alle, så at den ikke giver forret til nogle og gør uret imod andre. Derfor bør alle skatter på arbejdsprodukter og arbejdsudbytte efterhånden afskaffes, idet enhver især da ukrænket beholder hvad hans er, og de offentlige indtægter tages af det, som tilhører samfundet, dvs. den værdi, som ved samfundets vækst knytter sig til jorden.” Og under overskriften ‘arbejde’ hedder det: “Da jorden er al rigdoms moder og arbejdet al rigdoms fader, kræver vi jordmonopolet afskaffet ved hjælp af den ovennævnte beskatning, og vi vil således ved at frigøre naturens rigdomskilder skabe forhold, som kan hidlokke en fri, hvid befolkning.”

– Punkt 2 i det sydafrikanske arbejderpartis program lyder således:

“Skat på beliggenhedsværdien eller nøgenværdien af al jord, både minerallejer, byggegrunde og landbrugsjorder.”

– De organiserede arbejdere i Canada vedtog på deres kongres i 1910 en resolution, hvori de anbefaler jordskyld i stedet for den nuværende beskatning.

– Fagforeningernes landsorganisation i staten Missouri vedtog den 19. september 1910 en resolution, i hvilken man uforbeholdent udtalte sig for jordværdiernes overgang til samfundseje gennem jordskyld som arbejdernes krav til lovgivningen.

– I anledning af kommunale valg 1911 vedtog socialisterne i Los Angeles følgende udtalelse:

“Da vi mener, at alle produktionens kilder – og alle naturværdier tilhører folket som helhed, og at de enorme værdier, som er knyttede til selve jorden, er frembragt af samfundet og rettelig tilhører det folk, som har skabt dem, erklærer vi: at disse offentlige værdier bør inddrages i det offentliges kasser gennem beskatning eller på anden måde, samtidig med at skattebyrderne i tilsvarende grad nedsættes på arbejdsprodukterne, på de små hjem og på de sammensparede midler hos den klasse, der nu bærer en uretfærdig og alt for knugende del af disse byrder.”

– I Buenos Aires gik socialisterne i foråret 1913 til valg på et program, der kræver afskaffelse af alle skatter på livsfornødenheder, industri og handel – og kræver disse skatter afløst af en stigende jordskyld.

(På dette program opnåede socialisterne 48.000 stemmer mod højres 30.000 og de radikales 22.000.)

– “Det forenede arbejderparti” i New Zealand kræver i sit program af 1912 bl.a. følgende:

“Der gennemføres et jordsystem, som l) – hvad enten det sker ved privat eller offentlig foretagsomhed – fremkalder den bedst mulige udnyttelse af naturens rigdomskilder, som 2) gør det umuligt for udlændinge at eje landets jord og for private at have monopolret til den, som 3) skal tilsikre jordbesidderen alle de værdier, han selv skaber, men også kun dem (idet alle sådanne værdier fritages for beskatning), og som 4) gennem en årlig skat skal tilsikre samfundet alle de værdier, der er skabt af samfundet.

Skatten på jordværdierne øges, og de derved fremkomne indtægter bruges til billiggørelse af livsopholdet ved en nedsættelse af tolden på de livsfornødenheder, som ikke frembringes i New Zealand, og ved en nedsættelse af jernbanetaksterne.”

Dette program blev godkendt af over 30.000 fagorganiserede arbejdere.

VI. Landmænd.

– Udvalgte repræsentanter for landmændene i British Columbia vedtog på et årsmøde, som afholdtes i hovedstaden Victoria den 23. januar 1913, følgende resolution enstemmigt:

“Da skatten på jord med forbedringer under det nuværende skattesystem stiger i samme forhold som forbedringerne øges; da en sådan stigning er en byrde på flid og virksomhed, og da indførelsen af en jordskyld samtidig med afskaffelse af skatten på forbedringer ville være en umådelig stor fordel for dem, der er beskæftiget med landbrug, vedtager dette repræsentantskab at gøre forsøg på at forebringe de pågældende myndigheder denne sag og alvorligt opfordre dem til at gøre de fornødne skridt til opnåelse af den ønskede forandring.”

– Provinsen Allertas landmandsforbund vedtog på sit årsmøde 1913 enstemmigt en resolution, hvori det efter en skarp fordømmelse af toldbeskyttelsen og toldskatterne hedder:

“Så være det besluttet, at dette møde, som er sammensat af udsendinge, der repræsenterer 14.000 landmænd i Alberta, udtaler sig for 1) en fuldstændig afskaffelse af de canadiske toldskatter, så snart som muligt og for 2) at tilvejebringe de offentlige indkomster ved hjælp af en direkte skat på grundværdien.”

[1] Denne og de fleste efterfølgende udhævelser skyldes udg.
[2] Flertalsbetænkningen – 16 sider, 10 øre – fås hos Henry George Forlaget, Helsingør.
[3] Grundlov? /pma