Grundskyldsspørgsmålet
af K. J. Kristensen
Foredrag holdt i Brønshøj grundejerforening
d. 4. marts 1925
(Efter talerens manuskript)

Når man skal gøre rede for, hvilke tanker der ligger til grund for den foreslåede reform af ejendomsbeskatningen, må man naturligt tage sit udgangspunkt i de nuværende skatteforhold. 

De gamle ejendomsskatter i København hviler i alt væsentligt på bygningerne. Det gælder arealskatten, der er en skat på etagearealet, og det gælder i lige så høj grad den såkaldte grundskat, der oprindelig svarede til sit navn, og kun hvilede på grunden, men som siden 1802 væsentligst hviler på bygningernes assuranceværdi ganske særlig i yderdistrikterne af byen. Endelig hviler ejendomsskylden med samme promille på grund og bygninger, hvilket betyder, at denne skat ganske særlig i yderdistrikterne væsentligst er en bygningsskat. 

Disse skatter svarer for almindelige udlejningsejendomme i beboelseskvartererne til ca. 8 % af lejeindtægten, for villaer og byggeforenings-ejendomme kan man vistnok regne med, at de gennemgående svarer til ca. 7-8 promille af bygningernes værdi. 

Del er klart, at en sådan beskatning på bygningerne må virke hæmmende på byggevirksomheden og må virke til forhøjelse af huslejen i nybygningerne. Det bliver altså til en indirekte skat på et af de vigtigste livsfornødenheder, nemlig boligen, en skat, der i høj grad vender den tunge ende nedad. 

Tillige har disse skatter den uheldige side, som træder stærkere frem efterhånden som byen vokser, at den hviler uforholdsmæssig tungt på de bebyggede ejendomme i de ydre distrikter, hvor bygningsværdierne er det afgørende, medens skatten er forholdsvis ringe for de mest værdifulde strøgejendomme, der netop nyder særlig fordel af hele byens vækst og forretningsmulighedernes udvikling. For de bedste forretningsejendomme i København svarer ejendomsskatterne kun til ca. 4–5 % af lejeindtægten, mens de almindelige beboelsesejendomme svarer 8 %, og i forhold til ejendomsværdierne er forholdet endnu grellere.  

Et andet forhold, der også træder stærkere og stærkere frem, er, at de nuværende skatter kun i yderst ringe grad belaster de ubebyggede grunde i sammenligning med de bebyggede. Eksempler fra de bemærkninger, der ledsager forslaget, viser, at en ubebygget grund til værdi af 109.900 kr. Svarer 55 kr. i skat, men en beboelsesejendom til 90.000 kr.s værdi, hvoraf grunden udgør 20.900 kr., svarer 545 kr., altså 10 gange så meget. 

Yderligere kommer så hertil det forhold, at den nuværende beskatning ikke har kunnet følge med i den almindelige konjunkturstigning. Det gælder ganske særlig arealskatten. Dette har medført, at en stadig stigende del af beskatningen må lægges over på indkomstskatten eller tages ind på vand, gas og elektricitet. Indtil 1910 dækkede ejendomsskatterne i København ca. 50 % af udgifterne og endnu i 1915 ca. 40 %, men nu kun 15-20 %. 

Dette er altså de motiver, der fører bort fra den nuværende beskatning. Heroverfor stiller man da grundskyldsprincippet, at enhver ejendom skal svare skat til kommunen i forhold til de goder, den har adgang til, og i forhold til den fordel, den har haft af hele den almindelige udvikling, med andre ord af de værdier, som ikke skyldes ejerens personlige indsats, men kan siges at være samfundsskabte værdier. Og samtidig med at man søger dette skatteprincip gennemført, søger man da dels at hæmme grundspekulationen og fremme byggevirksomheden, dels at skaffe kommunen forøget indtægt af ejendomsbeskatningen til aflastning af de almindelige skattebyrder.  

Dette er de vigtigste motiver til dette grundskyldsforslag, men hertil kommer så forskellige betragtninger, der har bevirket, at man foreslår at nedfælde den største del af de gamle skatter for de ejendomme, der er bygget før højkonjunkturen. 

De gamle ejendomsskalter indbringer i alt godt 11 mio. kr. Hvis man ville afløse dem med grundskyld, ville der hertil kræves omtrent halvanden % grundskyld, idet den afgiftspligtige grundværdi i København er opgivet til godt 800 mio. kr. En sådan ren og skær afløsning af de gamle ejendomsskatter med grundskyld ville give en meget betydelig skattelettelse for alle almindelige beboelsesejendomme helt op til ejendomme med en grundværdi af ca. 150 kr. pr. kvadratmeter og for de allerfleste villaer og byggeforeningshuse. En ejendom i Landskronagade til 135.000 kr.s værdi med grundværdi 45 kr. pr. kvadratmeter ville f.eks. gå ned i skat fra 699 kr. til 212 kr. En ejendom på Strandboulevarden til kr. 385.000 med grundværdi ca. 80 kr. pr. kvadratmeterville gå ned fra 2288 kr. til 1.186 kr. En byggeforeningsvilla i Valby til 20,000 kr. ville gå ned i skat fra 107 kr. til 64 kr. osv. 

Og selvom man gik op til 2 % grundskyld eller endnu højere, ville der blive meget store skattelettelser. Det har man ment var mindre rimeligt, som forholdene ligger, fordi man kan regne med at ejendommene er købt og betalt under hensyn til de skattebyrder, der hviler på dem, og fordi man ikke kunne vente, at det, som lejeforholdene ligger, skulle medføre en nedsættelse i huslejen. Det ville derfor betyde, at man gav de nuværende ejere en foræring, som de ikke havde noget krav på. Af disse grunde har man foreslået at nedfælde størstedelen af de gamle skalter, samtidig med at man pålægger grundskylden. Forslaget går for Københavns vedkommende ud på følgende:  

1. Ejendomsskylden ophæves,
2. de ældre skatter nedfældes som gammelskat, det vil sige som en fast uforanderlig byrde, med det beløb, som disse skatter blev opkrævet med i sidste år før lovens ikrafttræden,
3. der indføres grundskyld, der skal lignes med mindst 7,5 promille og kan efter kommunalbestyrelsens bestemmelse lignes med indtil 15 promille,
4. kommunalbestyrelsen har ret til at indføre grundværdistigningsskyld med indtil halvanden procent af grundværdistigningen siden 1924. Dog er den del af stigningen, der svarer til den gennemsnitlige grundværdistigning for hele landet, fri. 

For Københavns vedkommende ophæves de tre tiendedele af arealskatten, der i sin tid er indført som betaling for vand til almindeligt husholdningsbrug. Men det er meningen at erstatte denne skat med en vandafgift fastsat ved regulativ, således at denne ophævelse sandsynligvis ikke vil betyde nogen reel skattelettelse. 

Forslagets beskatning vil, selvom man nøjes med 7,5 promille grundskyld, medføre en ikke ringe forøgelse af ejendomsbeskatningen, og hvis man vedtager at opkræve 15 promille, vil ejendomsbeskatningen omtrent blive fordoblet i København. 

Med uforandret udgiftsbudget vil byen altså kunne nedsætte indkomstskatten eller priserne på gas og elektricitet. I bemærkningerne til forslaget er det beregnet, at merindtægten af ejendomsbeskatningen i København vil svare til 7 pct. nedsættelse af indkomstskatten, hvis der udskrives 7,5 og 18,5 %, hvis der udskrives 15 promille grundskyld.

Hertil kommer så den indtægt, som eventuelt kan fås af grundværdistigningsskylden, men som først kan få betydning efter næste almindelige vurdering, det vil sige fra 1927. 

På grund af forøgelsen i ejendomsbeskatningen er der for byerne givet en særlig overgangsbestemmelse, der siger, at grundskyldens beløb ikke kan overstige 5 promille af ejendomsskylden indtil 1927 og derefter i tre følgende fireårsperioder ikke henholdsvis 7, 9 og 12 promille af ejendomsskyldværdien, dog at der skal svares fuld grundskyld af grundværdistigningen. Det er en bestemmelse, som holder hånden over de ejendomme, der vil blive hårdest ramt, de ubebyggede grunde, de dårligt bebyggede ejendomme og strøgejendommene. 

Loven bestemmer, at beboelsesbygninger, der er opført siden 1. Juni 1916 med støtte af det offentlige i henhold til boliglovgivningen og lov om statens støtte til iværksættelse af kommunale arbejder er fri for gammelskat, medens der af ejendommens grund skal svares gammelskat, grundskyld og grundværdistigningsskyld ligesom af andre ejendomme, i hvert fald fra det tidspunkt, da den skattefrihed, som de eventuelt har fået tilstået, er udløbet. En hel del af disse beboelsesbygninger nyder i forvejen skattefrihed for en periode af 10 år. 

Denne skattefrihed bliver altså varig for så vidt angår den gamle skat for bygninger, hvorved der ydes disse ejendomme en hårdt tiltrængt lettelse. 

En pludselig grundværdistigning kan i visse tilfælde medføre, at bygningerne ikke mere er tidssvarende, hvad der kan ramme ejeren noget hårdt, når der opkræves grundværdistigningsskyld. Hvor ejeren i sådanne tilfælde har måttet nedrive eller på gennemgribende måde forandrer bygninger, der ikke er 30 år gamle, åbner loven adgang for kommuner, der opkræver grundværdistigningsskyld, til at nedsætte grundskylden og grundstigningsskylden for resten af de 30 år. 

Overgangen til grundskyld vil i mange tilfælde tvinge ejeren til at udnytte sin grund på en bedre måde end hidtil. Under visse forhold kan det være vanskeligt for ejeren straks at gennemføre en sådan forandring. Derfor giver loven kommunerne ret til i 20 år efter lovens ikrafttræden at bevilge ejere, der andrager om det, henstand med betalingen af grundstigningsskylden og indtil tre fjerdedele af grundskylden dog kun for en vurderingsperiode ad gangen, og kun når særlige forhold taler for det. 

Lovens virkninger
Det er ikke meningen her nærmere at undersøge de fjernere virkninger af denne beskatningsform på ejendomspriserne osv., men væsentligst kun at belyse de skatteforskydninger, som reformen vil medføre.

Dog er der enkelte andre virkninger, der frembyder sig så umiddelbart, at det er rimeligt at nævne dem, nemlig virkningerne på grundspekulationen og indflydelsen på byggevirksomhedens stilling. Det er givet, at hvis  man gennemfører en grundskyld på halvanden %. Og eventuelt en grundstigningsskyld yderligere på halvanden %, da vil det være et virksomt slag mod grundspekulationen, der må medføre udbud og realisation af byggemodne grunde til stærkt formindskede priser. Omvendt vil byggevirksomheden blive lettet, for det første ved, at nybygninger fremtidig nyder varig skattefrihed, og for del andet ved mindre udgift og mindre forrentning til grundkøbet. Erfaringen fra landet går da også aldeles enstemmigt ud på, at den kommunale grundskyld formindsker grundspekulationen og fremmer byggevirksomheden. 

Til belysning af skatteforskydningerne indeholder bemærkningerne til forslaget en række eksempler på reformens virkning for forskellige ejendomstyper. I hovedstaden ophæves kun den meget ringe ejendomsskyld, derfor vil de fleste ejendomme få forøgede byrder. Men forøgelsen er vidt forskellig for de forskellige ejendomsgrupper. 

For de almindelige beboelsesejendomme er forøgelsen ringe, så ringe, at der endog for højbebyggelse på grunde under 40 kr. pr kvadratmeter kan blive skattelettelse. Men selv på dyrere grund er stigningen ringe, således al man har lov at sige, al forhøjelsen vil være forholdsvis ubetydelig for det store flertal af ejendomme i hovedstadens almindelige beboelseskvarterer med høj bebyggelse. En ejendom vurderet til 385.000 kr. med en grundværdi på godt 80 kr. pr. kvadratmeler i alt 79.000 kr., altså en ret høj grundværdi, får f.eks. sin skat forøget fra ca. 2.300 kr. til ca. 3.000 kr., altså ikke nogen særlig stor forhøjelse for en så stor ejendom. 

For byggeforeningsejendomme gælder noget lignende. Også for dem vil skatteforøgelsen være forholdsvis ubetydelig, 30-40 kr. for et almindeligt byggeforeningshus. En byggeforeningsvilla i Valby til 20.000 kr. får således sin skat forøget fra 107 til 149 kr. En tilsvarende ejendom på Håbets Alle i Brønshøj til 20.000 kr. værdi med en grundværdi af 3.500 kr. får sin skat forøget fra ca. 100 kr. til ca. 130 kr. 

Noget større vil skatteforøgelsen være for villaejendomme, især på dyr grund. Men den afgørende forhøjelse vil falde på ubebyggede og dårligt bebyggede grunde og på ejendomme på de dyre hovedstrøg. 

En ejendom på Strøget i København, der er ansat til en samlet værdi af 1.250.000 kr. med en grund på 389 kvadratmeter til en grundværdi af 891.500 kr., vil f.eks. få sin skat forøget fra ca. 2.600 kr. til ca. 14.800 kr. 

Den forannævnte grund til 109.900 kr. får sin skat forøget fra 55 kr. til 1.648 kroner. Ud fra disse skatteforskydninger og idet man forudsætter, at forøgelsen i ejendomsbeskatningen bliver anvendt til aflastning af personbeskatningen eller på anden måde til befolkningens gavn kan man undersøge, hvem der er økonomisk interesseret i denne reforms gennemførelse, og hvem der omvendt vil blive økonomisk ramt af reformen. 

Den største fordel vil alle de have, der vil købe parceller for at bygge på dem, parcelkøberne og selvbyggerne. De nyder fordelen både af den sænkning i grundpriserne, som reformen medfører, af skatternes bortfald for fremtidig bebyggelse og af den almindelige lettelse i indkomstskatten. 

I næste række kommer de almindelige lejere, der i hvert fald kun delvis og kun på grund af de særlige huslejeforhold kommer til at bære en del af forøgelsen i ejendomsskatten, men får fuld del i nedsættelsen af de andre skatter og som også nyder gavn af den større byggevirksomhed og den billigere leje i nybygninger, som reformen har tendens til at medføre. 

Som den tredje gruppe, der vil have fordel af reformen, står parcelejerne, for så vidt de har købt deres parcel i den hensigt og med den mulighed i nær fremtid at bygge på den. De får i så fald midlertidig en forøgelse i deres ejendomsskat, der måske ikke fuldt opvejes af nedsættelsen i de andre skatter. Men når de bygger får de til gengæld varig en betydelig mindre ejendomsskat end under de nuværende forhold. En ubebygget parcel til 3.500 kr. svarer i øjeblikket kun ca. 5 kr. om året i skat og kommer til at svare efter forslaget 52,50 i grundskyld. Hvis han bygger på parcellen et hus som det foran nævnte i Håbets Alle, vurderet til 20.000 kr., ville han under de nuværende forhold komme til at svare godt 100 kr. i skat, medens han efter forslaget stadig vil blive stående ved de halvanden % grundskyld. 

Endelig vil også ejere af villaer og byggeforeningshuse på billig grund være økonomisk interesseret i reformen, fordi den lettelse, de får i deres øvrige skattebyrder, bliver større end den forøgelse i deres ejendomsskal, som forslaget som regel medfører. 

På grænsen mellem dem, der har fordel, og dem, der får tab af reformen, står højbebyggelses-ejendomme på billig eller i hvert fald ikke særlig dyr grund. Indtil en grundpris af ca. 40 kr. pr. kvadratmeter vil der sædvanlig ikke være tale om skatteforøgelse. Blandt ejerne af almindelige større beboelsesejendomme vil der altså være en del, der rent skattemæssigt har fordel af reformen, men på dyrere grund vil delte ikke være tilfældet. Og i det hele er disse ejendomme ofte købt mere i håb om, at ejendommen skal stige i værdi, end fordi ejeren ønsker varigt at beholde ejendommen for at få sin kapital forrentet og sit arbejde med ejendommen passende lønnet. I så fald vil det afgørende for ham være, hvorledes reformen virker på ejendomspriserne, og det synes rimeligt, at reformen i det lange løb vil trykke prisen på disse ejendomme noget. 

For den herskabelige villabebyggelse på dyr grund vil der oftest blive forøgelse i ejendomsbeskatningen, der imidlertid i adskillige tilfælde vil opvejes af nedsættelsen i personskatterne.  

For ejendommene på de dyre strøg, de meget herskabelige beboelsesstrøg og særlig forretningsstrøgene vil der blive en meget følelig skatteforøgelse, der naturligvis er stærkest i byens centrum på de dyre forretningsstrøg her. 

Derefter kommer ejendomme med forældet bebyggelse, der ofte vil være stillet på omtrent samme måde som de ubebyggede spekulationsarealer. Det er disse ejendomme, der får den stærkeste skatteforøgelse. For en gård i Brønshøj med 25 ha, der er vurderet tilsammen til 542.500 kr. med en grundværdi af 515.100 kr., vil skatten stige fra ca. 900 kr. til ca. 8.000 kr. 

For disse ejendomme synes der ikke at være tvivl om, at grundskylden i forbindelse med grundstigningsskylden vil tvinge til realisation af grundene til stærkt vigende priser, og det siger sig selv, at virkningen for mindre parceller, som ejerne har købt på spekulation, vil være ganske tilsvarende.