Grundskyld i Valdemarstiden

af Abel Brink
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 7, 1924

Det er den almindelige opfattelse, at tanken om gennem en grundskyld helt eller delvist at inddrage til fælles bedste de samfundsskabte grundværdier er fremkommet i den nyere tid. Denne opfattelse er langt fra rigtig. For Danmarks vedkommende er der netop et tidsrum, hvor grundskyldsystemet så nogenlunde er gennemført. Og som det er naturligt, falder den netop sammen med en stortid i Danmarks historie, valdemarstiden, der sædvanlig regnes fra 1157 til 124l. Fra vor historie ved vi, hvorledes venderne før valdemarstiden hærgede Danmarks kyster, og ofte magtede de svage og uheldige konger heller ikke at holde fred og orden indenfor landets grænser,

Hermed skete der et betydningsfuldt omslag i 1157, da Valdemar efter slaget på Grathe Hede blev hyldet som Danmarks ene­konge med Absalon som første hjælper. 

At afskaffe vendernes plyndringer og skaffe ret i landet var de første store opgaver for kongen og hans mænd. 

Det kneb i begyndelsen. Flere gange blev ledingstogterne ikke gennemført, fordi de indkaldte mænd anså det hele for et for voveligt foretagende. Man har indtrykket af, at Absalon her var den utrættelige og modige mand, der førte sagen til sejr.

Om enkelthederne i alt dette kan der læses i Saxos Danmarkskrønike; men om gennemførelsen af det skyldsystem, som danner det økonomiske grundlag for en stærk ledingshær og kongens myndighed, har bl.a. historikeren K. Erslev givet os udmærkede oplysninger i sin bog Valdemarernes storhedstid, hvorfra de fleste af oplysningerne i denne artikel er hentet._ 

Hovedkilden er i øvrigt den af Valdemar Sejr udarbejdede jordebog eller Danmarks jordskyldbog (liber census Dania), som er bogens oprindelige navn. 

Skyldsystemets gennemførelse. 

Kongen og hans mænd indså, hvor nødvendigt det var at få ordnede forhold med hensyn til de indtægter, kongen skulde have for at kunne holde fred og orden i landet. Tidligere blev skatterne for en stor del ydet som gaver, når kongen kom til egnen for at holde dom og mødes med folket på tinge. Med hensyn til forsvaret udadtil var hver frimand, der ejede en helgård (boel), pligtig til at møde, når der kaldtes ud til leding. 

Efterhånden viste denne ordning sig imidlertid upraktisk. Kongen og hans følge kom oftere til én egn af landet end til en anden, og med hensyn til ledingsfærd var en mængde mennesker beskæftigede og interesserede i deres fredelige arbejde og kede af at tage ud.

 Sikkert med Absalon som hovedmanden gennemførtes derfor jordskyldsystemet ved en ny vurdering af Danmarks jord. 

På Sjælland, Lolland-Falster og småøerne blev den såkaldte skyldtaksation gennemført på grundlag af udsæden. Af. en mark i udsæd (40 tdr.) skulle der svares 1 mark sølv (ca. 35 kr.) i skyld, Mark brugtes således både som kornmål og som pengeenhed. Opmåling af jord kendtes næppe dengang, ligesom man heller ikke regnede med jordens bonitet. Al opdyrket jord blev skyldsat, men ikke den uopdyrkede. I øvrigt var marken inddelt i 8 øre, og jord med en øre i skyld svarer så nogenlunde til 1 td. hartkorn. 

Indenfor jyske lovs område (Lylland og Fyn) blev den såkaldte guldvurdering foretaget på grundlag af jordens værdi i handel og vandel. Det har formentlig været på grund af jordens meget forskellige bonitet i Jylland, at udmålingen af jordskylden i forhold til udsæd ikke blev gennemført. Jord til 1 mark sølv i skyld svarer til en værdi af 3 mark i guld. I det moderne sprog svarer skyldmarken altså til den årlige jordrente, medens guldværdien er jordens kapitalværdi. 

Om skyldvurderingen af grundene i købstæderne foreligger der ikke detailoplysninger; men da der svaredes jordskyld af købstadgrundene, må der også have været en ansættelse af disse. 

I Danmarks Jordskyldbog findes en fuldstændig liste over skyldtaksationen for Falster, der er ansat til i alt 4.954 øre (ca. 22.000 kr.) i skyld, der svarer til omkring 300.000 kr. efter prisniveauet i 1924. Efter vurderingen i 1920 er jordværdien på Falster ansat til i alt 85 mio. kr. Fem procent grundskyld ville give 4,25 mio. kr. 

Om jordskyldvurderingerne i valdemarstiden skriver Kr. Erslev: “Ved guldvurderingen byggede man derved måske kun videre på noget, der var fremvokset uafhængig af staten; men den skyldtaksation, der indførtes over hele sjællandske lovs område, bærer ubetinget præget af at være gennemført fra oven af og er i sig selv et af de mærkeligste beviser på den myndighed, som datidens konger var i besiddelse af”. 

Statens indtægter i Valdemarstiden. 

Kr. Erslev forsøger at opgøre, hvor store statsindtægterne har været på valdemarstiden. Resultatet er noget usikkert og skønsmæssigt, men han mener dog, at de i alt kan anslås til omkring 50.000 mark sølv årligt, der svarer til 1 mio. tdr. korn. I nutiden ville værdien altså være 25-30 mio. kr. Næsten hele beløbet er jordskyld. Kun forholdsvis mindre indtægter kommer gennem tolden, bøder og vrag. Desuden giver møntretten også en indtægt, som vel nærmest må betragtes som en indtægt af et seddelmonopol i nutiden. 

De to vigtigste afgifter var studen og ledingsafløsningen, men desuden ydedes der inne, der nærmest må betragtes som kommuneskatter, og som derfor ikke er medregnede i ovenstående opgørelse. Det var også på den tid, at tienden gennemførtes, og gennem denne fik kirken midler til de store kulturelle og sociale opgaver, hvormed staten ikke befattede sig. 

Skønt statsindtægterne under valdemarerne sikkert er betydelig større end under de tidligere konger, må den ringe indtægt i forhold til nutidens statsindtægter ses på baggrund af de opgaver, der påhvilede kongemagten: nemlig at holde orden og fred i landet, og forsvare dets grænser mod ydre fjender og ransmænd. Eller i jyske lovs ord: “Det er kongens embed og høvdings, som er i landet, at opretholde domme og gøre ret og frelse den, .som tvinges med vold  – derfor er han dem alle fred skyldig”. 

Samfundsforhold og erhverv i Valdemartiden

I enkeltheder lader disse sig ikke undersøge, men vi ved dog, at valdemarstiden var en fremgangstid både i økonomisk og kulturel henseende. 

Efter at vendernes plyndringstogter var ophørt, kunne bonden atter i ro og fred dyrke sin jord. Store nye arealer optoges til dyrkning og nye landsbyer grundlagdes. Dette ses således på Falster, hvor der efter den gamle jordinddeling kun var 363 boel. Efter den nye skyldtaksation blev jorden ansat til i alt ca. 620 mark i skyld. Da en boel og en mark i skyld regnedes lig hinanden, kan heraf ses, at det dyrkede areal er omtrent fordoblet. 

Sammenligner man valdemarstiden med tiden omkring enevældens indførelse i Danmark, viser der sig en meget betydelig tilbagegang i de 400 år. På Falster var det dyrkede areal således på valdemarstiden ca. 37.500 tdr. ld., men i 1660 var det gået tilbage til 18,750 tdr. ld. I nutiden er Falsters dyrkede areal ca. 80.000 tdr. land. Gennem undersøgelser er et lignende forhold fundet for flere egne i det nordvestlige Sjælland. Hvis disse tal kan tages som norm for hele Danmark, har valdemarstiden altså haft dobbelt så stort et dyrket areal som tiden omkring 1660. 

Besiddelsesformen i valdemarstiden var sædvanlig selvejendom. På Falster ejede bønderne således 40 % af al jord, i Halland derimod 80-90%. Kongen (staten) ejede betydelige arealer og kirken ejede en del af resten. Jordpriserne var meget lave. Efter at have nævnt, at en okse i nutidens penge kostede ca. 27 kr., en ko 18 kr. og en tønde korn 1,75 kr., fortsætter Kr. Erslev således: “Én vare synes dog i datiden at have været uforholdsmæssig lavere i pris end de andre, og det er jorden”. 

Når man ved, at alle de offentlige byrder hvilede på jorden, er der ikke noget unaturligt i den lave jordpris, der for én øre, omtrent én td. hartkorn, kan ansættes til 200 kr. på Sjælland og 100 kr. i Jylland. I nutiden er prisen på 1 td. hartkorn med bygninger 12-14.000 kr. 

Også Danmarks handel gik stærkt fremad i valdemarstiden, idet vi fik direkte forbindelse med Tyskland, efter at vendernes røvertogter var standset. Først i valdemarstiden kom Danmark rigtig i berøring med de sydlige landes højere kultur. Vi udførte sild og heste samt sikkert også korn og indførte vel klædevarer og andre ting, som var almindelige i de sydlige lande, men som først nu nåede til Norden. 

Denne handel gav anledning til købstæders grundlæggelse og vækst, således Havn (København), Nyborg og Kalundborg, der var befæstet ved borge, og de senere anlagte og ubefæstede som Holbæk og Skelskør. Særlig på grund af Øresunds rigdom på sild opstod de store markeder i Skanør, der samlede handelsfolk fra en række omliggende lande. 

Af de spredte oplysninger får man et stærkt indtryk af den blomstring og fremgang, der i det hele har været på valdemarstiden. Den kan i meget sammenlignes med landboreformernes tid i slutningen af det 18. århundrede. 

Kulturen i Valdemarstiden. 

Af mindesmærker af høj rang fra den tid har vi mange af vore smukke landsbykirker, der nu er vokset således sammen med det danske landskab, at vi vanskeligt kan tænke os dem foruden. Deres rene stil vidner om tidens gode kunstsans. I Valdemar den Stores og Knud den Sjettes tid levede Danmarks første historiker,. Saxo Grammaticus, der ved sin Danmarks krønike har sat sig selv og tiden et mindesmærke, der regnes for enestående i Europa som latinsk historieskrivning på den tid. Tiden er rig på folkeviser, der særlig blev sunget til dansen i den grønne eng. Klostrene, den tids bærere af kultur og lærdom, fremstod rundt om i landet; deres oprettelse har kun været mulig, når der var fred, og et økonomisk grundlag var til stede for deres beståen. Det økonomiske system, der var bygget op af valdemarerne, forfaldt imidlertid efterhånden. Ridderne blev skattefri, fordi de havde særlige forpligtelser med hensyn til landets forsvar, når kongen kaldte. Den ufredstid, som kom efter valdemarstiden, bevirkede imidlertid, at bønderne søgte til ridderne om værn, der til sidst endte med vornedskab og bøndernes afhængighed af adelen. Hertil kom adelens stigende politiske magt, der havde til følge, at den efterhånden afkastede de særlige forpligtelser, men beholdt skattefriheden på hovedgårdsjorden. Først efter gennemførelsen af landboreformerne ophævedes skatteprivilegiet lidt efter lidt, indtil det helt bortfaldt i 1850. 

På denne mørke baggrund tegner valdemarstiden sig lys og lykkelig for det danske folk. Vor tid bør se med største respekt på den statsmandskunst, der den gang øvedes, og heraf ikke mindst den kunst at fordele de offentlige byrder således, at den højere ret kunne spores. Heraf kan nutidens politikere lære meget.

Abel Brink: Biografi

Se også: Valdemarernes storhedstid