af fhv. ligningschef K. J. Kristensen
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 6, 1972

1. Grundskyld i stedet for bygningsskat og personlig skat

Henry George Foreningens stiftelse i 1902 var et vidnesbyrd om, at Henry Georges tanker havde fundet virksomme talsmænd i så stort tal og i så forskellige kredse landet over, at et organiseret samvirke om oplysningsarbejdet fandtes hensigtsmæssigt, og de sjællandske husmænds vedtagelse af Køgeresolutionen samme år viste, at det var muligt at vinde tilslutning i så vide kredse, at praktiske, politiske resultater kunne håbes.

Nu kom så, stærkt bekæmpet af georgister, skattereformen af 1903 vedtaget under voksende tvivl og uvilje. Enkelte folketingsmænd stemte kun for den “som en politisk nødvendighed”, formentlig som prisen for systemskiftet 1901, aftalt mellem Venstre og de Frikonservative, der kunne sikre et flertal i Landstinget. Det, der skete, var afskaffelsen af de gamle ejendomsskatter til staten, hovedparten hartkornsskatten, den ældgamle jordskyld af landbrugsjorden, og indførelse af den progressive indkomstskat og en formueskat samt den nye ejendomsskyld, 1,1 ‰ af værdien af jord og bygninger under et, der kun svarede til halvdelen af de ophævede gamle ejendomsskatter. Hertil kom, at landkommunernes ejendomsskatter, der dengang dækkede ca. trefjerdedel af deres skatteudskrivning og aldeles overvejende var hartkornsskat, skulle afløses af ejendomsskyld trinvis over 25 år.

Virkningen af denne skattereform i de nærmeste overgangsår var en håndgribelig anskuelsesundervisning i de tanker, georgisterne havde ført frem, letfattelig selv uden deres pegepind: At den personlige skat til staten var den umiddelbare følge af at ophæve jordskylden – dobbelt urimelig, fordi denne ældgamle grundbyrde for længst var bundfældet i ejendomspriserne. At højere skat for den veldrevne og velbebyggede ejendom end for den forsømte, var den umiddelbare følge af at gå over fra jordskyld til ejendomsskyld, og at hver opførelse af ny bygninger, ombygning og tilbygning nu og i fremtiden skulle følges af forhøjet skat.

Alt dette gav grund til utilfredshed og overvejelse af muligheden for at gå den modsatte vej og dække statens og kommunernes udgifter af de samfundsskabte grundværdier i stedet for ved andre skatter.

Det gav gode vilkår for georgisternes oplysningsarbejde, der blev fremmet med stor energi og med stor tilgang af nye medarbejdere. Henry George Foreningens medlemstal steg hurtigt, og der er ingen tvivl om, at erfaringerne fra skattereformen af 1903 og deres trinvise gennemførelse i kommunerne var en hovedårsag til, at husmandsorganisationerne fra hele landet sluttede op om Køgeresolutionen, og til at forskellige politiske partier i deres programmer optog udtalelser, der gav udtryk for en vis tilslutning til grundværdiskatten eller dog til en særlig beskatning af stigning i grundværdien i hvert fald, hvor den skyldtes offentlige foranstaltninger.

Virkeliggørelsen selv af sådanne små skridt måtte forudsætte en særskilt ansættelse af jordens værdi, og forslag herom var da også indeholdt i en indstilling i 1908 fra Københavns borgerrepræsentation og magistrat om ændring af kommunens ejendomsskatter, herunder indførelse af en grundværdistigningsskat på 2 %. Indstillingen blev ikke fremmet af regeringen. Samme år blev der af trafikminister Svend Høgsbro nedsat en kommission angående værdistigningsafgift ved jernbaneanlæg. Dens arbejde resulterede i loven om jernbaneskyld i 1910, et første, men mangelfuldt forsøg på inddragelse af samfundsskabte værdier.

Prøvevurderingerne

I 1909 tog den ny tilkomne radikale mindretalsregering initiativ til at få gennemført prøvevurderinger af jord forskellige steder i landet “til brug ved overvejelse af spørgsmålet om en skat på jord efter dens grundværdi”. Forslaget vandt tilslutning, og prøvevurderingen blev gennemført i 1911 under venstres regering og ført videre ved nye forsøg i 1912. Derimod var der ikke tilslutning til et forslag om at standse overgangen fra hartkornsskat til ejendomsskyld i kommunerne i den hensigt “at søge gennemført en overgang fra ejendomsskyld til en jordskyld, hvor selve grundværdien tages som udgangspunkt for skattens beregning”. For så vidtrækkende beslutninger var der ikke politisk mulighed, men nok for fortsatte uforpligtende overvejelser og undersøgelser. Den kommunale skattelovskommission, der blev nedsat i 1910 og afgav betænkning i 1913, understregede nødvendigheden af en reform af ejendomsbeskatningen og en udvidelse i byerne; den anbefalede en særskilt jordvurdering og bragte i det hele grundskylden stærkere på tale end tidligere. Imidlertid standsede krigen foreløbig arbejdet på gennemførelse af større reformer, og man nøjedes med at tilvejebringe et bredere grundlag for fortsatte overvejelser. I 1915 vedtog man da at gennemføre en prøvevurdering af al landets jord i forbindelse med den almindelige vurdering til ejendomsskyld i 1916.

Den 2. almindelige vurdering 1920

Støttet til erfaringerne fra prøvevurderingerne i 1911 og 1912 udformede man for denne almindelige vurdering de principper og grundregler for ansættelsen af grundværdien, som uden væsentlige ændringer kunne lægges til grund ved den næste almindelige vurdering i 1920, vedtaget i 1918 under den udtrykkelige forudsætning, at grundvurderingen skulle kunne benyttes som skattegrundlag. I øvrigt havde prøvevurderingen 1916 allerede for landbrugsjorden fundet praktisk anvendelse som grundlag for kornafleveringspligtens udmåling og med en vis kontrolrevision fundet brugelig til dette formål.

Spørgsmålet om en grundskyldsreform var i øvrigt under krigen under fortsat overvejelse og offentlig debat. Den i 1911 nedsatte landbokommission afgav i 1916 en første betænkning bl.a. om former for brug af jord i offentlig eje, og i 1917 forslag om len og stamhuses overgang til fri ejendom mod afgivelse af en vis del af kapital og jordareal. I 1920 gav den forslag om ændring af landkommunernes ejendomsskyld til en grundskyld på 7½ – 12 ½ ‰ og en særlig bygningsskyld på højst 3½ ‰ samt forslag om en sær· lig grundværdistigningsskyld.

Allerede før vurderingen 1920 var færdig, forelagde regeringen nok så vidtgående forslag, nemlig om 5 ‰ grundskyld til staten og afløsning af samtlige kommunale ejendomsskatter med grundskyld indtil 2 %. Derudover skulle kommunen kunne udskrive 1½ % af den fulde stigning i grundværdien efter 1920 samt en bygningsskat på større beboelseslejligheder. Disse forslag nåede imidlertid kun til 1. behandling før regeringsskiftet i 1920.

Fra Københavns kommune blev der i 1921 indgivet forslag om ophævelse af ejendomsskylden, nedfældning af de øvrige ejendomsskatter som en fast gammelskat og indførelse af en kommunal grundskyld på l½ % og en grundstigningsskyld på 1%.

Statsgrundskyld vedtages 1922

Endelig 1922 gennemførte venstreregeringen grundskyld til staten i en efter alle disse tilløb såre beskeden udstrækning. Med uændret provenu blev ejendomsskylden til staten med virkning fra 1. januar 1924 delt op i en grundskyld på l½ ‰ og en ejendomsskyld på uændret 1,1 ‰ begrænset til den resterende del af ejendomsværdien med et skattefrit fradrag af 10.000 kr. pr. ejendom. Lovens betydning lå i, at den lovfæstede grundvurderingen og i et vist omfang reglerne for denne, og at grundvurderingen nu fik en vis skattemæssig betydning, der måtte bidrage til at sikre en omhyggelig og pålidelig ansættelse. I den henseende var det sikkert af endnu større betydning, at der nu også var kommunal grundskyld i vente.

Om selve grundreglerne for ansættelsen af grundværdien, dvs. grundens værdi i ubebygget stand, skal her kun bemærkes, at grundlaget ligesom for ejendomsskyldværdien skulle være handelsværdien, hvori bl.a. ligger, at skatteforholdene, herunder selve grundskylden, øver sin indflydelse på ansættelsen i samme omfang som på prisen i handel og vandel, samt at værdiforøgelsen ved grundforbedringer indgår i ansættelsen, men indrømmes fritagelse for grundskyld inden for 30 år fra udførelsen inden for den af ejerne afholdte bekostning.

Endvidere bør det nævnes, at landbrugsjord, for så vidt landbrug må anses for den økonomiske gode anvendelse, skulle ansættes til handelsværdien i ubebygget stand, når jorden tænkes at høre til en middelstor bondegård i middelgod kultur, samt at skovbrugsjord tilsvarende skulle ansættes til dens værdi til god skovdrift.

De ventede og allerede planlagte forslag om kommunal grundskyld blev imidlertid ikke fremmet, fordi man ville afvente resultatet af den almindelige vurdering pr. 1. januar 1924.

Kommunal grundskyld vedtages 1926

Det blev derfor den socialdemokratiske regering efter valget i 1924, der kom til at fremsætte sine egne og nok så vidtgående forslag om kommunal grundskyld. Hovedindholdet var: l) Ophævelse af den kommunale ejendomsskyld, 2) Nedfældning af alle øvrige gamle ejendomsskatter som en fast gammelskat for enhver ejendom med sit beløb ved lovens ikrafttræden, 3) Indførelse af grundskyld, der dog i byerne ikke måtte være over 15 ‰, men heller ikke lavere end 7½ ‰ 4) Ret for by- og sognekommuner til at opkræve grundstigningsskyld med indtil 15 ‰ af stigning efter 1924 ud over den procentvise stigning i hele landets grundværdi. Sognekommunerne skulle dog også have adgang til at opkræve ejendomsskyld efter samme mønster som staten, dvs. af bygningsværdien og med 2/3 af kommunernes grundskyldspromille. Forslaget kunne ikke gennemføres uden større ændringer, men efter langvarige forhandlinger, hvorunder overgangen af den sidste femtedel af hartkornsskatterne i landkommunerne blev udsat et år, vedtoges lov af 31. marts 1926 om kommunale ejendomsskatter. Herefter ophævedes fra skatteåret 1926/27 at regne alle hidtil opkrævede kommunale ejendomsskatter, og i stedet skulle der pålignes en grundskyld og en ejendomsskyld med ¾ af grundskyldens promille. Ejendomsskylden svaredes af forskellen mellem vurderingssummen til ejendomsskyld og grundværdien, dog med et skattefrit fradrag pr. ejendom af mindst 3.000 kr., og højst 10.000 kr. i hovedstaden, 8.000 kr. i provinsbyerne og 5.000 kr. i landkommunerne samt et yderligere fradrag på 1.000 kr. pr. beboelseslejlighed ud over en. Loven tilsigtede ikke nogen forøgelse af den kommunale ejendomsbeskatning. I København måtte grundskylden ikke overstige 7,5 ‰. Samme højeste­grænse blev sat for amtskommunerne og for provinsbyer og sognekommuner bevaredes de hidtidige regler for fordeling af udskrivningen mellem ejendomsskat og personlig skat. Men reformen betød en væsentlig forskydning fra bygningsbeskatning over til grundskyld.

Amtsgrundskylden forhøjes 1933

I 1933 gennemførtes for amtskommunerne en særlig omlægning fra bygningsskat til grundskyld, idet ejendomsskylden kun skulle udskrives med ³/₅ mod før ¾ af grundskyldens promille, og hvad der betød mere, begrænses til forskellen mellem ejendomsskyldværdien og det dobbelte af grundværdien samt et skattefri fradrag med 9.000 kr. pr. ejendom og 1.000 kr. pr. lejlighed som hidtil.

Det medførte, at landbrugsejendomme gennemgående blev helt fri for ejendomsskyld. Samtidig blev det fastsat, at staten skulle yde et tilskud til nedbringelse af amtskommunernes grundskyld, beregnet med 465.000 kr. for hver promille landbrugets forrentning af handelsværdien efter det landøkonomiske driftsbureaus opgørelser i det forudgående år var lavere end 4,3 %, dog højst 20 mio. kr. i alt, et tilskud, som altså ikke alene kom landbrugerne til gode. Samtidig ophørte adgangen til at ligne en del af amtskommunernes skattebehov på sognekommunerne.

Statsgrundskylden forøges 1937

I 1937 blev statsgrundskylden forøget til 6 ‰, ejendomsskylden tilsvarende til 4½ ‰ idet der dog samtidig blev givet skattefrit fradrag med 2.000 kr. pr. lejlighed ud over én. Gennem den fælleskommunale udligningsfond skete der en aflastning af kommunalbeskatningen som helhed og samtidig en udligning, der gav en forskydning fra landkommunerne til byerne.

Bygningsbeskatningen lempes

I en lang årrække skete der nu ikke større ændringer i statens og kommunernes grundskyld og ejendomsskyld, men skatteforholdene var under fortsat overvejelse i den i 1938 nedsatte skattelovskommission. Kun de skattefri fradrag i ejendomsskylden blev efterhånden forhøjet en del i forbindelse med den almindelige prisstigning og dermed følgende stigning i vurderingerne.

Af stor betydning for den senere udvikling, der tog sin begyndelse i 50-erne, var den fortsatte forøgelse og forlængelse af fritagelser for nybyggeri, der var indledet så langt tilbage som i 1916. I begyndelsen var den kun bevillingsmæssig og kun for rene beboelsesejendomme, men senere udvidet til også at omfatte kontor- og forretningsejendomme og fra 1946 alt nybyggeri af den art i 22 år fra opførelsen. Fritagelsen gjaldt fra 1928 bygningsbeskatningen til by- og sognekommuner (ikke til amtskommuner), fra 1946 tillige statsejendomsskylden.

Disse fritagelser vidnede om voksende forståelse af bygningsbeskatningens uheldige indflydelse på byggeri og beskæftigelse og husleje, der også strakte sig til ombygning og modernisering af ældre bebyggelse.

I 1950 fremkom der fra skattelovskommissionen indstillinger om fiksering og trinvis afvikling af ejendomsskylden til staten og kommunerne, om forøget grundskyld til staten og om større frihed for kommunerne ved fastsættelsen af deres grundskyld samt om efterhånden at nærme grundskyldspromillerne i de forskellige kommuner til hinanden.

Byernes grundskyld forhøjes 1954 og 1955

I 1954 under den socialdemokratiske regering ophævede man den fra 1926 gældende højeste grænse for grundskyldspromillen (og dermed ejendomsværdipromillen) for København og Frederiksberg, og disse kommuner vedtog derefter forhøjelse til henholdsvis 11 ‰ og 12 ‰ og i 1955 blev det fastsat, at provinsbyerne skulle forhøje deres grundskyld med 6 ‰ dog ikke til mere end 12 ‰.

Statens og byernes bygningsbeskatning fikseres 1957

I 1957 blev det derefter vedtaget, at ejendomsskylden såvel til staten som til bykommunerne skulle fikseres til de beløb, der udrededes før den almindelige vurdering i 1956. For byernes fikserede kommunale ejendomsskyld blev der fastsat en trinvis afvikling.

Provinsbyernes grundskyldspromille hæves

Under den såkaldte “trekantregering”, dannet af Socialdemokratiet, det Radikale Venstre og Retsforbundet, blev der i forbindelse med en vis afvikling af huslejereguleringen i 1958 over to år gennemført en forhøjelse af grundskylden i byerne med 14 ‰ og tillige forhøjelse af den fikserede ejendomsskyld med 14 ‰, Herved blev byernes grundskyld 25-26 ‰ bragt væsentlig nærmere landkommunernes, der dog for amts- og sognekommunerne tilsammen i 1960/61 var gennemsnitlig knap 40 ‰ for landbrugsejendomme, ca. 44 ‰ for andre ejendomme.

Afvikling af bygningsbeskatning vedtages 1961

Under den socialdemokratiske og radikale regering, der kom til efter valget i efteråret 1960, blev i 1961 amts- og sognekommunernes ejendomsskyld fikseret på grundlag af de i 1960/61 udredede beløb til afvikling sammen med den fikserede ejendomsskyld i byerne. Dermed var ejendomsskyldens almindelige bygningsbeskatning blevet et dødt led i beskatningen både til stat og kommune, og inden for kommunerne stod nu valget mellem grundskyld og personlig skat, så vidt som loven gav kommunerne selvbestemmelsesret herom. Samtidig med fikseringen af ejendomsskylden vedtoges der forskellige begrænsninger for kommunernes udskrivning af grundskyld, vigtigst var, at amtskommunerne fremtidig kun måtte ligne halvdelen af deres skattebehov (ud over fikseret ejendomsskyld) som grundskyld dog kun indtil 14 ‰, medens den anden halvdel indtil 14 ‰ grundskyld var nået og hele skattebehovet derudover skulle reparteres på sognekommunerne. Statens tilskud til nedbringelse af landbrugernes grundskyld blev fastsat til 1,1 mill. kr. for hver promille landbrugets forrentningsprocent året forud lå under 4,5 %, dog højst 54 mio. kr. For sognekommunerne blev der fastsat en højeste grænse for grundskylden på 40 ‰ og en undergrænse på 10 ‰. Herudover fik sognekommunerne ret til at udskrive en tillægsgrundskyld på indtil 10 ‰ af landbrugsejendomme, hvis ejer (forpagter) ikke er personlig skattepligtig til den kommune, hvor ejendommen ligger.

Tilbageskridt

Som et tilbagefald til ejendomsskyld blev der åbnet adgang for by- og sognekommuner til at opkræve såkaldt dækningsafgift på 5 ‰ af forskelsværdien (bygningsværdien) for ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik o.lign. I 1967 blev de 5 ‰ ændret til 10 ‰.

I 1963 blev begrænsningerne i sognekommunernes udskrivning af grundskyld yderligere skærpet, idet højestegrænsen blev nedsat til 35 ‰, og for alle sognekommuner blev det fastsat, at der ikke som hidtil skulle vedtages et bestemt ligningsforhold mellem personlig skat og ejendomsskat, hvorefter grundskyldspromille og skatteprocent så kunne beregnes, men at man fremtidig skulle fastsætte grundskyldspromillen enten som gældende indtil videre eller for et bestemt åremål, hvorefter den personlige skat måtte dække resten af skattebehovet. Visse begrænsninger for ændring af grundskyldspromillen fra år til år blev tillige indført for sognekommuner med under 3.000 indbyggere.

Alt dette vidnede om aftagende interesse for grundskyldstanken inden for regeringspartierne, socialdemokratiet og det radikale venstre. Det gav sig også udtryk i udsættelse af vurderingen 1964 til efter valget i efteråret 1964. Allerede i december 1964 gennemførte den nye socialdemokratiske regering ophævelsen af grundstigningsskylden (ca. 92 mio. kr. i 1964/65), og i januar 1966 blev statsgrundskylden (ca. 98 mio. kr. i 1965/66) ligeledes ophævet, og en trinvis afvikling af den fikserede statsejendomsskyld vedtaget.

I forbindelse med dette tilbageskridt skete der dog en vis overføring til amtskommunerne, der efter kommunalreformen også omfatter provinsbyerne, idet de fremtidig (ud over den fikserede ejendomsskyld) forlods skulle udskrive 4 ‰ grundskyld, derefter ligne halvdelen som grundskyld, indtil i alt 20 ‰ som højeste grænse var nået, medens resten skulle fordeles på primærkommunerne med 1/5 efter skattepligtig grundværdi og 4/5 efter skattepligtig indkomst.

Fra 1972/73 er denne fordeling på primærkommunerne afløst med direkte personlig skat til amtskommunen. Samtidig er den fikserede ejendomsskyld til amtskommunen ophævet. Da alle amter har nået de 20 ‰ grundskyld, bliver resultatet, at denne ejendomsskyld afløses af personlig skat.

Overføringen af statsgrundskyld til amterne blev imidlertid fulgt af en udvidelse af statstilskuddet til nedbringelse af amtsgrundskylden for landbrugsjord, der her blev fastsat til 1/20 for hver fulde promille forrentningsprocenten lå under 4,5 % – altså fuld fritagelse ved 2½ % eller lavere forrentning.

Begrænsning, derefter fri fastsættelse af den kommunale grundskyld

For året 1966/67 – det første år efter vurderingen 1965 – men dog kun for dette ene år – blev der gennemført en hårdhændet begrænsning af sognekommunernes frihed til at forhøje de beløb, der skulle udskrives som grundskyld. Det skulle hindre den aflastning af den personlige skat, som en ajourføring af grundværdierne naturligt kunne give kommunerne anledning til.

Reaktionen på dette indgreb i kommunernes selvbestemmelsesret gav imidlertid anledning til, at man i december 1966 ikke blot lod denne spærreregel ophøre, men for fremtiden gav sognekommunerne fuld frihed til at forhøje deres grundskyld, idet den hidtil gældende højestegrænse på 35 ‰ blev fjernet.

1972

Som resultat af hele denne udvikling inden for den almindelige ejendomsbeskatning i de 70 år, Henry George Foreningen har bestået, er stillingen nu – 50 år efter, at det lykkedes at få lovfæstet særskilt grundvurdering og den første lille grundskyld – i hovedtræk følgende:

1. Ejendomsskyldens bygningsbeskatning er fikseret og delvis afviklet, så al byggevirksomhed og anden forøgelse af bygningsværdierne er befriet for denne skattebyrde.
2. Statsgrundskylden er ophævet, men delvis overført til amtskommunerne.
3. Amtskommunerne udskriver efter faste regler kun grundskyld og personlig skat, men grundskyld dog højst med 20 ‰, en grænse, som alle amter har nået og med det voksende skattebehov næppe kan komme ned under. For landbrugsjord er amtsgrundskylden konjunkturreguleret efter landbrugets forrentningsprocent af handelsværdien ved tilskud fra staten med den virkning under de senere års inflation i ejendoms­priserne, at den i sin helhed er betalt af staten.
4. København og Frederiksberg og alle primærkommuner inden for amtskommunerne kan frit fastsætte, hvor meget de vil udskrive som grundskyld, og valget står mellem grundskyld og personlig skat, da ejendomsskylden er fikseret, og den såkaldte dækningsafgift af forretningsbygninger, hvor den vedtages, er begrænset.

I den voldsomme vækst af skatterne i denne periode har ejendomsbeskatningen kun deltaget i ringe omfang. Nu da grundskylden udelukkende pålignes af kommunerne og gennemsnitlig svarer til knap 4 % af den skattepligtige grundværdi, dækker den samlede påligning – 2.143 mio. kr. i 1971/72 – kun omtrent en sjettedel af kommunernes samlede skatteudskrivning.

2. Grundstigningsskyld

Det har altid været lettere at vinde tilslutning til at beskatte fremtidig stigning i grundværdierne end til at beskatte den allerede opståede, og modstanden har været langt svagere, fordi man undgår at angribe eksisterende kapitalværdier. Derfor kom der ret tidligt forslag om og forsøg på at inddrage en del af værdistigningen især ved offentlige foranstaltninger; de første praktiske indslag af den art finder man i lov om Esbjerg havns udvidelse 1909, der gav byrådet adgang til at inddrage 1/3 af stigningen i jordens kapitalværdi. Adgangen blev imidlertid ikke benyttet. Det næste var Lov om jernbaneskyld i 1911, der indførte en årlig afgift af stigningen, forårsaget af jernbaneanlægget for jord og bygninger under et, men som fik ringe praktisk betydning på grund af praktiske vanskeligheder ved vurderingen. Allerede under behandlingen af skattereformen 1903 havde socialdemokratiet rejst krav om ekstra grundstigningsskyld på 2 % årlig efter gennemførelse af særskilt vurdering af jord og bygninger. Den foran nævnte indstilling i 1909 gjfra Københavns kommune var i nær overensstemmelse hermed. I øvrigt fandt tanken om grundstigningsskyld også udtryk i det radikale venstres program i 1905 og i Venstrereformpartiets program af 1909. De ledende georgister nærede ikke stor sympati for tanken om grundstigningsskyld, selvom den var udtryk for en voksende erkendelse af samfundets ret til de samfundsskabte grundværdier. De frygtede, at isoleret gennemførelse kunne svække muligheden for gennemførelse af almindelig grundskyld. Først efter at statsgrundskylden og den selvstændige grundvurdering var sikret i 1922, blev der i loven om kommunal grundskyld i 1926 optaget en adgang for by- og sognekommuner til at opkræve en grundstigningsskyld på 1 %, dog kun af fremtidig stigning ud over det dobbelte af stigningsprocenten for hele landets grundværdi og med yderligere fradrag af 15 % af ejendommens sidst ansatte grundværdi. Trods denne snævre begrænsning vedtog et flertal af byerne og et betydeligt antal af sognekommuner med bymæssig bebyggelse at opkræve grundstigningsskyld.

Denne tilslutning gav baggrund for, at man i 1933 i stedet gennemførte grundstigningsskyld over hele landet med deling af provenuet med halvdelen til staten og halvdelen til vedkommende by- eller sognekommunen og med den dagældende vurdering (sædvanlig 1932-vurderingen) som udgangspunkt.

Afgiftspligten var halvdelen af stigningen ud over, hvad der svarede til stigningsprocenten for hele landets grundværdi og med yderligere fradrag af sædvanlig 10 % af ejendommens sidst ansatte grundværdi. Afgiften var 4 % årlig. Fra afgiften skulle der ses bort ved vurderingen, hvorved der sikredes ligelig vurdering til almindelig grundskyld og ejendomsskyld uanset denne særlige offentlige byrdes størrelse.

Efter vurderingen i 1950 blev den da påhvilende grundstigningsskyld fikseret og den nye vurdering taget som udgangspunkt for udmåling af fremtidig stigning med samtidig udvidelse af afgiftspligten til ¾. Fradrag blev indført for værditab for bygninger ved overgang til væsentlig anden anvendelse af grunden og som følge af stigningen i grundværdien.

Ved ændringer af loven i 1958 og 1959 skete der yderligere udvidelse af afgiftspligtens omfang for stigninger indtrådt efter 1958, dels ved begrænsning af de afgiftsfri fradrag, dels og navnlig ved, at den resterende del af stigningen nu skulle være afgiftspligtig i sin helhed.

Fritagelsen for ejere af ejendomme med 1-2 lejligheder for afgift af stigning inden for besiddelsestiden blev udvidet fra 4.000 til 7.000 kr. stigning.

I loven har der været indeholdt bestemmelser til sikring af, at der ved ejendomsoverdragelse af parterne kunne tages hensyn til afgiftspligten.

I 1964 blev grundstigningsskylden ophævet. En væsentlig grund hertil var utvivlsomt, at grundstigningsskylden efter de stedfundne skærpelser i stort omfang hindrede ejerne i ved salg at indkassere den kapitalgevinst, som den voldsomme stigning i de bymæssige bebyggelsers grundværdi – delvis som følge af inflation – gav mulighed for, og tillige ved at fritagelsen for villaejendomme for de første 7.000 kr. afgiftspligtig stigning opstået i ejers besiddelsestid af samme årsager blev utilstrækkelig til helt at friholde ejerne for afgiftsforøgelse.

Grundstigningsskylden indbragte i 1964/65 det sidste år før dens bortfald ca. 92 mio. kr. Hvor meget den ville have indbragt efter den ny vurdering i 1965, kan der kun skønnes over, men på grund af den voldsomme stigning i den skattepligtige grundværdi uden for landbruget ved denne vurdering ville grundstigningsskylden nok have indbragt ca. 400 mio. kr., selv med konjunkturregulering af de afgiftsfri fradrag.

3. Fuld grundskyld – jordrentebrug

Det var “de små skridts politik”, man slog ind på; statsejendomsskyldens opdeling i grundskyld efter særskilt grundvurdering og omlægning af ejendomsskylden og i kommunerne også andre skatter til grundskyld, så vidt der var politisk mulighed. Men fra første færd var det målet at inddrage hele jordrenten ved grundværdiskat, som det hed dengang, eller dog med denne som eneste skat at afløse al anden direkte og indirekte skat. Det kunne ved århundredskiftet ses som overkommeligt, fordi en ret stor del af den samlede beskatning var ejendomsskat, og jordpriserne alligevel så høje, at der ikke kunne være tvivl om, at grundværdiskat kunne dække hele skattebehovet. For de optimistiske stod det heller ikke som noget særlig fjerntliggende mål: man ventede hurtig tilslutning til en reform, hvis samfundsgavnlige virkninger var så lette at se.

Så meget mere måtte man vende sig mod enhver indskrænkning i samfundets allerede bestående ret ved ophævelse af de gamle grundskatter til stat, amt og kommune, eller af særlige rettigheder såvel som almenhedens hævdvundne ret til adgang til strand og skov eller ved bortsalg af jord i offentlig eje.

En række af de første forslag om den nye beskatning af grundværdien eller af grundværdistigningen indeholdt bestemmelser om fiksering af ældre ejendomsskatter helt eller delvist som fast gammelskat, men sådanne forslag kunne efter skattereformen af 1903 ikke få tilslutning nok.

Derimod lykkedes det efterhånden at vinde den nødvendige tilslutning til, at den jord, der kom i statens eje ved lensafløsningen, anslået til ca. 20.000 ha, skulle afhændes til oprettelse af selvstændige jordbrug eller tillægsparceller til mindre brug, haveparceller og byggegrunde på jordrentevilkår, således at køberne i stedet for en købesum påtog sig efter almindelig kreditforeningsrente, at forrente jordens værdi således som den ansættes ved købet og derefter ved særlig ansættelse i forbindelse med hver almindelig vurdering.

Ved ansættelsen til jordrentesvarelse skulle der ses bort fra værdiforøgelse tilført jorden ved købers eller efterfølgende ejeres arbejde eller kapitalanvendelse.

Både lensafløsningslovene og loven om bortsalg af jord i offentligt eje gennemførtes 4. oktober 1919 og samtidig vedtoges afhændelse af præstegårdsjorden på jordrentevilkår.

For de jordrentepligtige jordbrug blev der i 1933 åbnet adgang til at vælge konjunkturreguleret forrentning af jordværdien og byggelån på grundlag af priserne for smør, flæsk og byg, dog begrænset til nedsættelse eller forhøjelse af den fastsatte normale rente med halvdelen. I 1936 blev der åbnet adgang til at gå over til konjunkturbestemt rente på grundlag af forrentningsprocenten for landbrug med indtil 10.000 kr. grundværdi.

I 1934 blev det nyoprettede “Statens Jordlovsudvalg” pålagt at fremskaffe jord ved køb for jordfondens midler til udstykning på jordrentevilkår, dog med adgang til i stedet at betale jordlovsudvalgets kostpris for jorden. Jordrenten skulle være 2 % halvårligt (evt. konjunkturreguleret) af den ved de almindelige vurderinger ansatte grundværdi.

Da det efterhånden viste sig vanskeligt at skaffe jord til udstykning til rimelige priser ved køb i fri handel, blev der i 1951 indført forkøbsret for staten for større landbrug (med grundværdj 1950 over 56.000 kr.).

Jordrentelovgivningen kom aldrig til at omfatte andet end jord i statens eller folkekirkens eje. Bestræbelser for at åbne salg på jordrente vilkår også for kommunernes jord førte ikke til gennemførelse.

Indtil 1966 var der oprettet godt 8.000 selvstændige brug på jordrentevilkår og afhændet godt 3.800 lodder som tillægsparceller samt 5-600 have- og byggegrundsparceller.

I 1967 blev fremtidigt salg på jordrentevilkår standset og adgang åbnet for afløsning af jordrentepligten for de bestående brug. En væsentlig årsag hertil var, at jordrentebrugene i et vist omfang var afskåret fra den konjunkturgevinst, som almindelige statshusmandsbrug og alle andre ejendomsbesiddere kunne gøre sig til gode, ganske særlig ved salg under de stærkt stigende ejendomspriser, og så naturligvis, at de, der skulle værne samfundets og statens ret, savnede enten viljen eller evnen dertil.

Man kunne opfatte jordrentebrugene som ejendomme, der svarede fuld grundskyld dels i form af sædvanlig grundskyld til kommune og stat, dels i form af jordrenteafgiften, og der er i og for sig ikke noget urigtigt i denne betragtning, men det må erindres, at enhver sådan punktvis eller lokalt begrænset opkrævning af hele jordrenten kommer til at savne den skattelettelse og de sociale virkninger, som en opkrævning af hele jordrenten for alle ville medføre, i hvert fald for så vidt den gennemførtes uden anden erstatning end netop lettelsen af andre skatter.

Der har altid mellem georgister været en del, der ikke kunne lade sig nøje med en skridtvis og på grund af den mangelfulde oplysning om grundskyldstanken nødvendigvis langsom udvikling ved omlægning af andre skatter til grundskyld. De arbejdede med tanker om en hurtig og fuldstændig gennemførelse af fuld grundskyld, men så sig da nødt til at lempe overgangen enten ved at lade panthavere i fast ejendom tage del i byrden, en tanke, der måske var særlig nærliggende for landbruget, mens fæsteforholdets afløsning med faste prioriteter var i frisk minde, eller at lade formueejerne i almindelighed udrede en vis afgift til hel eller delvis erstatning af det formuetab, som fuld grundskyld mulig ville påføre grundejerne. Inden for de politiske partier kunne der ikke ventes flertal for en sådan gennemgribende reform.

Men i 1919 stiftedes et nyt politisk parti på grundlag af Severin Christensens tanker om samfundets retfærdige ordning, der forenede Henry Georges tanker om den fælles ret til grundværdien med Severin Christensens tanker om den retfærdige afgrænsning af de fællesopgaver, som stat og kommuner burde løse i en retsstat.

Det nye politiske parti, der fra 1926 til 1960 var repræsenteret i folketinget, fremsatte forslag om samlet gennemførelse af fuld grundskyld med en i tidens løb noget vekslende form for en vis “erstatning” til grundejerne ved overgangen, men støttede i øvrigt de forslag om grundskyld og grundstigningsskyld til lettelse af andre skatter til stat og kommune, der efter partiets stiftelse fremkom fra anden side.

Der er vel næppe tvivl om, at tilslutningen til det nye parti virkede ansporende for de partier, der i deres programmer mere eller mindre havde forpligtet sig i grundskyldspørgsmålet, selvom det sikkert må erkendes, at den tilgang, det hentede sig af grundskyldsfolk fra disse partier, kan have svækket de tilbageværendes indflydelse og styrket modstanderne ved den partipolitiske bekæmpelse, som et nyt politisk parti måtte fremkalde.

I 1947 fik Retsforbundet tilslutning til nedsættelse af Grundskyldskommissionen, der i 1954 afgav en udførlig betænkning med et forslag, der væsentlig på grundlag af Retsforbundets tanker gik ud på overgang til fuld grundskyld som en årlig jordrenteafgift på 4 % af grundværdien efter fradrag af forbedringer for al jord, der ikke i forvejen var jordrentepligtig.

Grundværdien skulle ansættes uden hensyntagen til jordrenteafgiften (i lighed med jordrentebrugene) og til den pris, en forstandig køber må ventes at være villig til at forrente med 4 %.

Men i en overgangstid skulle der gives en fast nedsættelse i jordrenteafgiften på 3 % af grundværdien ved gennemførelsen, ophørende inden for 60 år mod betaling af en afløsningssum på 25 gange nedættelsens årlige beløb kontant eller i 4 % statsobligationer. Formen for tilvejebringelse af midlerne til afløsningen var ikke indeholdt i forslaget.

Forslaget gav i øvrigt bestemmelser om fiksering af den kommunale ejendomsskyld til trinvis afløsning med kommunal grundskyld.

Kommissionens flertal herunder foruden Retsforbundets medlemmer også de radikale og socialdemokratiske erklærede sig i princippet tilhængere af gradvis gennemførelse af fuld grundskyld til afløsning af andre skatter, der hviler på de arbejdsskabte indtægter, men en række enkeltmedlemmer tog forbehold over for forslagets enkeltheder.

Tjenestemænd repræsenterende de forskellige berørte ministerier ønskede ikke at tage stilling til, om fuld grundskyld burde gennemføres, men mente, at det i det store og hele kunne ske på grundlag af det udarbejdede lovforslag, men ytrede tvivl om muligheden for betryggende vurderinger efter inddragelse af grundværdierne ved fuld grundskyld. Venstres og de konservatives repræsentanter tog afstand fra forslaget, ligesom repræsentanter fra grundejerne og kreditforeningerne. En repræsentant for det kommunistiske parti fandt ikke forslaget vidtgående nok og mente, at samfundets overtagelse af ejendomsretten til jorden ville være det eneste rigtige, men ville dog, hvis forslaget blev ledsaget af forslag om lettelser i skattetrykket på den almindelige befolkning i samme grad som grundskylden forøges, være med til at sikre dets gennemførelse.

Noget regeringsforslag om fuld grundskyld blev ikke fremsat – heller ikke af trekantregeringen i 1957 -60, hvori Retsforbundet var repræsenteret, hvorimod der af denne regering som før nævnt blev gennemført meget betydelige forøgelser af grundstigningsskylden og af den kommunale grundskyld.

4. Udsigterne for grundskyldens videreførelse

1. Inden for statsbeskatningen

Da grundstigningsskylden og statsgrundskylden for så forholdsvis kort siden er blevet afskaffet, med tilslutning fra radikale og socialdemokrater næsten i kapløb, er der ringe udsigt til fornyet fremgang inden for statsbeskatningen i den nærmeste fremtid. Den stadig ringe tilgang til Retsforbundet varsler ikke godt. Tilmed vil den politiske interesse samle sig om de mange problemer, som tilslutning eller ikke-til­slutning til fællesmarkedet rejser.

På den anden side må man nok gå ud fra, at adskillige kun har stemt for disse misgreb som en formentlig politisk nødvendighed i lighed med, hvad der var tilfældet i sin tid ved skattereformen af 1.903, og erfaringerne kan nok give anledning til eftertanke. Den skattepligtige grundværdi i hvert af årene efter de almindelige vurderinger var som følger:

Skattepligtig grundværdi mio. kr.
1957-58 … 10.910
1961-62 … 14.914
1966-67 … 35.569
1970-71 … 57.595

Stigningen i det almindelige prisniveau, som jordpriserne stort set må følge, når den almindelige rentefod er steget med inflationsforventningen, kan slet ikke forklare denne stigning, heller ikke under hensyntagen til stigning i folketal og vandring fra land til by, selvom det forklarer en del af den reelle stigning.

Et blik på stigningen i de ansatte grundværdier, der temmelig nøje har fulgt de virkelige priser i handel og vandel, levner ikke nogen tvivl om, at forventningen om fjernelse af grundstigningsskylden og statsgrundskylden udløste en voldsom prisstigningsbølge, der antagelig blev forstærket af forventninger til angrebene også på den kommunale grundskyld.

I samme tidsrum er rentekravet for kapitalværdien på det nærmeste blevet fordoblet ved rentefodens stigning.

Stigningen i jordpriserne, der generelt finder udtryk i vurderingerne, og den endnu større stigning i jordrenten, er fortsat efter 1969. Den rammer enhver, der køber grund eller ejendom eller må nøjes med at leje bolig eller erhvervsplads. Disse erfaringer kan blive så mangfoldige og så vidtrækkende, at det igen kan give styrke til kravet om, at de arbejdsfri jordrenteindtægter inddrages til lettelse af skatterne på forbrug og arbejdsindtægt med standsning af grundspekulation og billige grundpriser som naturlig følgevirkning.

Efter tilslutning til fællesmarkedet, må en stærk stigning i jordpriserne påregnes – forventningen herom synes allerede i de sidste år at have virket på landejendomspriserne. Denne fare for dansk arbejde og erhvervsliv kunne imødegås ved en fornyet grundskyldslovgivning, der også er det eneste sikre værn mod udenlandsk spekulation i dansk jord.

Men også på dette punkt kommer man nok til at vente og sætte sin lid til erfaringen som den bedste læremester, og til de unge som dem, der ser bedst og ellers betaler de dyreste lærepenge: større terminsydelser og højere skatter. Dog tør man vel, som et første lille fremskridt regne med, at statens betaling af amtsgrundskylden for ejeren af landbrugsjord bringes til ophør.

For en genoptagelse og fornyelse af grundskyldslovgivningen inden for statsbeskatningen vil det være af stor betydning, hvilke erfaringer man får fra den kommunale grundskyld. Kommunestyret er inden for de snævre grænser for selvbestemmelsesretten mindre bundet af partipolitiske hensyn, og de rent saglige overvejelser får derfor større vægt. Viser det sig, at primærkommunerne, der nu frit kan vælge mellem grundskyld og personlig skat, i stigende omfang foretrækker grundskylden, vil dette sikkert få betydning også i landspolitikken.

b) Inden for kommunalbeskatningen – Grundskylden 1971-72

De nye kommunale råd fra valgene i marts 1970 gik ind til ret kaotiske forhold i de omkalfatrede kommuner, og først for året 1971-72 kunne de lægge budget under nogenlunde afklarede forhold, selvom overgangsvanskeligheder endnu gjorde sig gældende.

Næsten overalt stod man over for en voldsom stigning i skattebehovet – den samlede kommunale skatteudskrivning steg med over 30 %, fra ca. 10.300 mio. kr. til ca. 13.500 mio. kr. Hovedparten blev dækket af den personlige skat, der steg med 36 % – fra 7.800 mio. kr. til 10.600 mio. kr. – hvorimod grundskylden kun steg med 11 % – fra 1926 mio. kr. til 2143 mio. kr. – heri begge år medregnet de ca. 250 mio. kr. amtsgrundskyld af landbrugsjord, som staten betaler for ejerne på grund af landbrugets lave forrentningsprocent.

Amtskommunerne, som kun de to hovedstadskommuner står udenfor, må højst udskrive 20 ‰ grundskyld. Den amtskommunale grundskyld steg med 67 mio. kr. til i alt 972 mio. kr., udelukkende fordi Københavns amt og Frederiksborg amt først i 1971-72 nåede det legale skatteloft. Bidragene fra amternes primærkommuner måtte derefter forhøjes fra 1373 mio. kr. til 2012 mio. kr., fordelt med 4/5 efter skalaindkomst og 1/5 efter skattepligtig grundværdi. Det er disse bidrag fra primærkommunerne, der efter en lov, vedtaget i marts 1971, nu erstattes af direkte personlig skat til amtet. Samtidig strøg man på de personlige skatteyderes bekostning de 33 mio. kr. ejendomsskyld til amterne, der ellers først skulle afvikles over en årrække – en ekstra understregning af lovgivernes føjelighed over for grundejernes pressionsgrupper og ringeagt for de personlige skatteyderes tavse flertal. Der er nu lukket af for den mulighed, at primærkommunerne kunne opkræve en del af bidraget til amtskommunen som egenkommunal grundskyld, enhver yderligere forøgelse af amternes skattebehov dækkes ved forhøjelse af kildeskattens trækprocenter. Selv den almindelige prisstigning kan grundskylden ikke følge, før en ny vurdering fører grundværdierne ajour.

Primærkommunerne har i modsætning til amterne mulighed for at lade grundskylden følge stigningen i skattebehovet, da de frit kan forhøje deres grundskyldspromiller. Det skete kun i begrænset omfang. Alt i alt steg primærkommunernes grundskyld med 150 mio. kr., deraf 20 mio. kr. i København, der forhøjede grundskyldspromillen fra 40 til 42,5 ‰, og 130 mio. kr. i amternes primærkommuner, hvis gennemsnitlige grundskyldspromille gik op fra 13,7 ‰ til 16,4 ‰. Det var imidlertid kun godt halvdelen af amternes primærkommuner, der overhovedet forhøjede deres grundskyldspromille, og det kan nok undre, eftersom det næsten i enhver kommune lader sig godt. gøre, at grundskyld i stedet for personlig skat betyder skattelettelse for et stort flertal af skatteydere, ja endda for et flertal af grundejere, der jo har den særlige fordel, at grundskylden går fra i den skattepligtige indtægt, så også statsskatten lettes (og for fremtiden også den personlige skat til amtskommunen).

Man kan så spørge, om denne tilbageholdenhed over for grundskylden eller det modsatte har sammenhæng med partistillingen i kommunerne, om der er såkaldt borgerligt flertal eller andet (socialistisk) flertal i kommunerådet. Men det kan man sige sig selv ikke er tilfældet, for størstedelen af de 277 kommuner har jo borgerligt flertal. En nærmere undersøgelse viser følgende fordeling:

Af de 129 kommuner, der ikke har forhøjet deres grundskyld, har de 123 forhøjet den personlige skat.

Laveste grundskyldspromille uden for hovedstaden havde Gentofte med 4,85 ‰, uændret fra 1970-71, medens den personlige skat blev forhøjet fra 11 til 14%.

De højeste grundskyldspromiller findes i visse udviklingskommuner i hovedstadens omegn, højst Herstederne med 70 ‰, Brøndbyerne 50 ‰ Høje Tåstrup og Karlebo med 40 ‰. I sådanne kommuner med store udgifter til veje, skoler m.v. til en hastigt voksende befolkning, er det vel særlig let at se, at kommunens virksomhed ikke blot er et fælles gode, men samtidig betinger og forøger grundenes værdi, og at det derfor er rimeligt at kræve vederlag fra grundejerne for denne særfordel, så meget mere som grundværdierne i den slags kommuner sædvanlig i stort omfang ejes af folk, der bor uden for kommunen, eller af andre grunde ikke yder personlig skat.

For året 1972-73 foreligger der foreløbige oplysninger om bevægelsen i grundskyldspromillerne. I dette år har 25 kommuner forhøjet grundskylden, deraf 13 efter forhøjelse året forud, men 43 nedsatte grundskylden. Som de betydeligste ændringer kan nævnes, at Herstederne forhøjede fra 70 til 80 ‰, medens Høje Tåstrup gik ned fra 40 ‰ til 30 ‰ og Karlebo fra 40 ‰ til 35 ‰; en anden udviklingskommune, Greve, forhøjede fra 25,7 ‰ til 33 ‰. Men ændringerne var i øvrigt gennemgående ret små, og de synes heller ikke i 1972-73 at have forbindelse med partistillingen.

For grundskyldsfolk kan det vel ses som et lyspunkt, at den sunde fornuft ikke kan sættes i partibås.

Foreløbig synes erfaringerne, siden kommunerne fik frihed til at vælge mellem grundskyld og personlig skat, at tyde på, at en langsom udvikling i retning af grundskyld er i gang. Denne udvikling ville nok gå hurtigere, hvis afgørelsen ikke udelukkende skulle træffes af kommunalbestyrelserne, der vælges efter mange andre hensyn, men kunne kræves henvist til særlig afstemning mellem samtlige kommunale vælgere, der jo alle enten som ejere eller lejere er med til at udrede grundskylden såvel som den personlige skat, og dertil forrente jordens handelsværdi.