Radioforedrag holdt den l. juli 1934
af landsarkivar Svend Aakjær.
fra tidsskriftet Grundskyld, nr. 2, 1967

Der findes iblandt bønderne omkring i vort land, således både på Sjælland og i Jylland, et gammelt, mærkeligt udtryk, der lyder: “Det går ud og ind ligesom kong Valdemars reb”. Det sidste ord er ganske vist de fleste steder blevet forvansket til et andet ord, et ord, der desværre ikke egner sig til rundkastning. Men denne bagtalelse af kong Valdemars rebnings­mænd og landmålere er, set fra et historisk synspunkt, ganske uretfærdig. Hvis bønderne med deres udsagn skulle mene, at de gamle landmålere i kong Valdemars dage ikke tog deres opgave omhyggeligt nok, men målte ud og ind, så lodderne blev tilmålt lodsejerne noget på slump, så kan en landbrugshistoriker ikke give dem ret. Hvis derimod meningen er, at de gamle skel snor sig ud og ind på en mærkelig snørklet og krinklet måde, der bærer præg af oldtid, så har bønderne ret.

Allerede i kong Valdemars dage, valdemarstiden, i det 12. og 13. århundrede, var den kunst at opmåle og vurdere jorden ældgammel i Danmark. Allerede i det ældste danske brev, som findes, Knud den Helliges gavebrev til Lunde kapitel af 1085, ses det, at man da havde kendskab til jordvurdering. Den enhed, man brugte ved jordens vurdering, var et bol. Flere landsbyer på Sjælland og i Skåne, som nævnes i dette gamle gavebrev, ses at være inddelt i bol jord efter en gammel form for jorddeling og jordvurdering, som kaldtes bolskifte, og denne inddeling af landsbyerne og deres vange fandtes lige indtil det gamle landsbyfællesskab blev ophævet omkring 1800, – i Sønderjylland endda endnu længere.

Byens jord, både toftejorden, der lå nærmest ved gårdene, og udmarken, deltes i lige så mange dele, om der var bol i byen. Hvert af byens bol, der som oftest omfattede mere end én gård, fik i hvert af de opmålte agerskifter tildelt sin lige lod, og derefter delte de gårde, der indgik i bolet, disse bol imellem sig indbyrdes efter størrelsen af deres lod og del i bolet. Det ses tydeligt af det gamle brev fra Knud den helliges tid, at gårdene kunne have højst forskellige bolslod. De kunne udgøre et bol, et halvt bol, en fjerding, en otting, en tolvting osv. Den enkelte gårds bolslod lå ikke samlet på marken i et stræk, men var fordelt på mange lange og smalle strimler, agrene, rundt på byens vange.

Der kan næppe være tvivl om, at dette har været gjort for at sikre lodsejerne lige god ret til både den gode og slette jord i byen. For selvom kong Valdemars landmålere forstod at måle jorden “med reb og rafte”, med målereb og målestang, så var de naturligvis ikke slet så kyndige i at bonitere jorden, bestemme de forskellige jorders godhed. For derfor at være på den sikre side og for at ikke nogen lodsejer skulle føle sig forfordelt, fik han sin jord fordelt i flere hundrede smalle strimler. Efter sit boltal fik han naturligvis også lod og del i de andre “herligheder” til byen. Det var ikke blot agerlandet, men også engene, skovene og græsgangene, som kunne rebes.

Den mest sandsynlige forklaring til oprindelsen af disse gamle bol er åbenbart, at de har været en slags lægd, der hvert skulle stille en mand til krigstjeneste på ledingskibet, og i valdemarstiden, da bøndernes ledingstjeneste blev afløst af en ledingsskat, blev bolene derfor til skattelægd.

Efterhånden som landets opdyrkning skred frem. og i den ældre middelalder synes der at have fundet en kraftig nyrydning og nyopdyrkning sted i vort land, så måtte bolet som skattegrundlag blive noget utidssvarende.

Medens bolene i en landsby stadig indbyrdes var lige store og lige gode, fordi de nyopdyrkede jorder stadig blev fordelt på byens gårde efter bo1sloddens størrelse, så kunne der hurtigt blive den største forskel på bolene i de forskellige landsbyer. I en landsby var der måske ingen udvidelsesmuligheder, i en anden kunne jordtilliggendet ved rydning af skov eller udtørring af moser blive både 3 og 4-doblet, og snart indtrådte da det forhold, at bolene i en landsby ikke var lige store og lige værdifulde med dem i en anden landsby.

l Skåne blev man dog ved med at bruge de gamle bol som skattegrundlag, men i det øvrige Danmark skabtes derimod i valdemarstiden en ny form for jordvurdering, som er noget ganske særegent for vort land. Den kaldtes guldvurderingen, fordi man fastsatte jordens værdi i guldmark, hver mark guld var 8 mark sølv, og en mark var den gang ½ pund eller 16 lod sølv.

Når vi sammenholder de forskellige oplysninger, der løber op til et antal af flere hundrede, om guldværdien af landsbyer, gårde, vandmøller, skove og græsgange, som nævnes i middelalderens jordebøger, skøder og pantebreve, og sammenligner dem med de samme ejendommes jordværdi og landmåling, som Christian V.s landmålere og taksationsmænd optegnede til brug for matriklen af 1688, så får vi øje på de mange og store ligheder, der findes mellem de to tiders system for jordvurdering.

Først målte man agerlandet op med den samme alen, den gamle sjællandske eller rhinlandske alen på 62 cm, som også brugtes ved Christian V.s landmåling. Den kendes her i landet lige fra folkevandringstiden, idet der i et af mosefundene på Fyn er fundet en gammel alenstok, hvis fod og tommer stemmer med den sjællandske alen, der var en ubetydelighed større end den nuværende. Det ser ud til, at en mark gulds jord har været 96 skæpper agerland eller 12 tønder land. På samme måde målte man engene op, efter hvor mange læs hø de kunne give om året, og skovene efter, hvor mange svin de kunne fede om året med deres olden. En skæppe sædeland, eng til ét læs hø og skov til ét svins olden regnedes til samme jordværdi. Ligeledes blev vandmøllernes årlige mølleskyld i mel beregnet til guld­værdi. Summen af alle disse forskellige herligheder blev da ejendommens guldværdi.

På dette grundlag fastsattes i jyske lov bøndernes ledingsskat; men det ses også deraf, at deres jordskyld til godsherren var beregnet efter et fast forhold, idet den udgjorde 1/24 af jordværdien. Denne rente viser sig at være lig den normale årlige rente af udlånt kapital, og 1/24 svarer jo til en årlig kapitalrente af 4½ %.

Medens guldvurderingen holdt sig flere steder i Fyn, Jylland og Sønderjylland, så afløstes den på Sjælland og Falster i Valdemar Sejrs tid af skyldvurderingen, der takserede jorden efter dens årlige skyld. Men da denne årlige skyld, som før sagt, udgjorde 1/24 af jordværdien, bliver der ikke nogen principiel forskel på de to systemer.

Begge de to jordvurderinger hviler altså på arealet, på den udsædsmængde, jorden er i stand til at tage, og begge er de sikkert fra først af foretaget fra statsmagtens side for at skabe et retfærdigt beskatningsgrundlag. De giver derfor kun udtryk for et normalt gennemsnit. Efterhånden kunne den faktiske jordskyld eller jordrente, som fæstebønderne skulle yde godsherren, fjerne sig ikke så lidt fra normen. Det afhang naturligvis af konjunkturerne. Efterhånden blev jordskylden eller landgilden nogenlunde fast og uforanderlig, men hvornår dette skete, er vi endnu ikke i stand til at fastslå nøjagtigt.

Det ser ud til, at landgilden i det 13. århundrede har været af samme størrelse som udsæden. Derimod synes regelen fra det 15. til det 17. århundrede at have været, at landgilden kun gav 1/3 af udsæden: 3 tønder land god jord gav i tønde korn om året i landgilde, eller andre landbrugsprodukter, som svarede til denne kornværdi.

Det må formodentlig være i løbet af det 14. århundrede, at dette forhold har ændret sig, og det ligger da nær at tænke på, at dels et stort konjunkturfald, som fandt sted en gang i første halvdel af 14. århundrede, dels den store dødelighed i befolkningen ved den sorte død, kan have gjort det nødvendigt for godsherrerne at nedsætte jordrenten til 1/3, om de overhovedet ville have deres fæstegårde besat.

I hvert fald synes landgilden nogenlunde uforandret fra 1400 til 1700, for de to hoveddeles vedkommende: Kornskylden, der hvilede på agerlandet, og smørskylden, der hvilede på engene.

Da man i Frederik II’s tid skulle skabe en ny matrikel, blev det derfor blot til en optegnelse af den gamle landgilde, som hvilede på landejendommene efter godsernes gamle jordebøger. Man lovfæstede den gamle landgilde fra det 15. århundrede, og omregnede den blot efter en fast korntakst i korn, hartkorn. Denne jordskyld findes optegnet i de to landgilde-matrikler af 1662 og 1664, hvis oprindelse naturligvis skyldes statsfinansernes slette tilstand efter det 17. århundredes tre store krige, og statens ønske om et fast skattegrundlag.

Kongen og hans rentemester var imidlertid ikke tilfredse med skattens størrelse. De håbede at det ved en ny stor landmåling og jordvurdering skulle vise sig, at landejendommenes jordværdi og årlige skatteevne var betydeligt større end de gamle jordebøger viste. Vi fik da i løbet af tre år 1681-83 en stor landmåling, som i alt væsentligt fulgte de samme principper som den gamle guldvurdering fra valdemarstiden. Kun nøjedes man nu ikke mere med en blot og bar opmåling, for første gang indførte man en virkelig jordbonitering. Agerjorden deltes på øerne i 3, senere 4 klasser, ved den senere opmåling af Jylland deltes jorden i 6 godhedsklasser: Af “allerbedst” jord regnedes 2 tønder land til l tønde hartkorn, af god jord 4 tønder, af middel jord 6, “skarp” 9, “ond” jord 12, og af “allerværst” jord 16 tønder land, ja, sine steder i Jyllands hedeegne. som i Vrads og Slavs herreder, kunne der regnes 20 og op til 25 tønder land til en tønde hartkorn. Nu må man huske, at dette antal tønder land gjaldt kun agerlandet, der ikke var nær så stor i 1682 som senere efter udskiftningen.

Engene deltes efter godheden i 3 klasser, “god”. “middel” og “ond”, hver med sit antal årlige læs i høavl pr. tønde hartkorn. Græsningen beregnedes på samme måde efter, hvor mange “høveder” den årligt kunne nære og skoven efter, hvor mange svins olden den havde, idet man i datiden gennemsnitlig regnede en tønde land oldenbærende skov til et svins årlige fedning i normale oldenår.

Så kom turen til vandmøllerne. Efter omhyggelige beregninger af vandkraftens gennemsnitlige rigelighed, stenenes og kværnenes størrelse, kundekredsens omfang, og med fradrag af de årlige vedligeholdelsesudgifter til dam, dæmning, kværn og hjul, fastsattes den årlige mølleskyld, også i tønder hartkorn.

På samme måde ansattes fiskestader, ålegårde. kalkgrave og andre tillæg efter deres årlige afkastning, omregnet i hartkorn. Denne jordskyld i tønder hartkorn i matriklen af 1668 blev således en beregning af alle de da eksisterende faste værdier i landbruget, omregnet i en årlig skyldbyrde, der svarede til en rente af kapital, som siden Christian IV’s tid kunne forhøjes til 6%., men ofte endnu var 4 til 4 1/8 %.

Nu havde statsmagten sikkert ventet, at dette nye jordhartkorn skulle som helhed taget have givet et højere antal tønder end den gamle jordskyld i hartkorn. Men her havde man forregnet sig. Ganske vist sås det nu, at gejstlighedens bøndergods, og det gjaldt både biskoppers og klostres gamle gods, havde været meget mildt skyldsat. Dets hartkornsværdi steg nu til det dobbelte, og når dette gods følgelig kun har svaret den halve landgilde før, så er den beskyldning, man har rettet mod den katolske gejstlighed for at være lige så hårde godsherrer som adelen, altså fuldkommen uretfærdig, og man forstår det gamle bondeord i Sønderjylland: “Under krumstave er godt at bo, dvs.: under Slesvig- og Ribebispernes godsstyre havde bønderne det godt.

Kronens bøndergods holdt nogenlunde sin gamle hartkornsværdi Det har altså i gammel tid været skyldsat af dygtige og retfærdige folk, der har taget lige netop, hvad bonden kunne bære.

Adelens gods derimod blev nedsat til under det halve i jordskyld. Adelen alene har altså flået sine bønder, og de må have gjort det i så stærk en grad, at ikke engang gejstlighedens mildhed har kunnet opveje adelens glubskhed, siden totalsummen i hartkornet gik ned over hele landet.

Lighederne mellem de to tiders jordskyldssystem, guldvurderingen og skyldvurderingen i middelalderen og jordvurderingen i det 17. århundrede, er påfaldende. Om man efter en fast statstakst omregner jordværdien og skyldværdien i korn eller guld, er jo et og det samme. Både bondens skatter til staten, hans jordrente eller landgilde til godsejeren, og hans løn eller tiende til præsten og biskoppen, kunne jo efter behag erlægges i penge eller landbrugsprodukter. Allerede langt tilbage i den katolske tid satte de lærde herrer i domkapitlerne, kannikerne, hvert år kapitelstaksten, den kornnotering, hvorefter bøndernes afgifter i tiende og landgilde kunne afløses. Universitetets professorer var lønnet med sådanne gamle kannikegodser, og havde “de høylærdes bønder”, som de kaldtes, et skralt år, så “fik de høylærde selv en ulykke i deres maver”, som Jacob, Erasmus Montanus’ broder hos Holberg lader sin lærde broder vide.

Dette rente- og lønningssystem var ret smidigt i stand til at lade løn og rente følge konjunkturernes svingninger, og hvis menneskenes børn havde været gode og uselviske, hvad de jo yderst sjældent er, så havde vi aldrig haft behov at forlade dette system.

Hvad angår jordrenten, landgilden, så vidste godsherrerne meget vel at tage sig betalt for det tab, de under højkonjunkturer led ved den gamle, nogenlunde uforanderlige landgilde. De tog i sådanne år deres indtægter ind, dels ved at forhøje fæsterens indfæstningspenge, den afgift, han skulle betale ved fæstets tiltrædelse for at få adgang til jordens benyttelse, dels ved at forhøje hoveriet, det arbejde, han, foruden jordrenten, skulle yde til godsherrens hovedgård.

Hvad angår lønningerne efter kapitelstakst, da var man allerede i middelalderen klar over, at dette system kun kunne gennemføres ved en myndig begrænsning af den profit, kræmmerne ville beregne sig på salget af de vigtigste varer. Ved en kraftig pristalsregulering på varepriserne af de vigtigste næringsmidler søgte man at “lægge loft over” mellemhandleravancen. I flere af vore middelalderlige stadsretter forekommer meget skrappe bestemmelser om avancen på brød og øl. Når en tønde rug koster 6 skilling penninge, da skal et rugbrød til l penning veje l pund kølnsk vægt, og hvis bageren forbryder sig, skal han første gang af med en høj bøde, anden gang med den dobbelte bøde, og tredje gang med l6-dobbelt bøde, og derefter i gabestokken, og mænd må bryde hans ovn ned, så han ikke må bage et år.

Når riget fattedes penge, enten på grund af kongernes ødselhed, eller uheldige krige eller uforudsete bratte fald i konjunkturerne, var fristelsen altid nær for kongen til at forringe landets mønt, og da kunne så uretfærdige tilstande indføres, at medens kongen krævede af sine kreditorer, at de skulle tage hans elendige, underlødige penge til fulde pålydende, så ville han ikke modtage sine egne nedskårne penge i skat, men krævede skatter og afgifter ind i fremmede landes fuldlødige sølv.

I virkeligheden var det denne skadelige forringelse af rigets mønt, som tog livet af både guldvurderingen og af de gamle love, der jo for en meget væsentlig del var grundet på klækkelige pengebøder.

Til sidst var både de gamle skatter og bøder, som ved lovens affattelse havde været retfærdige og rimelige, svundet ind til så latterlige små skillingstal at de intet betød, og loven var derefter uden mening – dødsdømt.

Kong Valdemar og hans lovgivere ville have vendt sig i deres grave, om de så, hvordan man siden handlede med deres forstandige økonomiske system. Ved at lægge guld- og sølvvægt til grund for deres vurdering, havde de vist, at de var klar over nødvendigheden af en fast og lødig vurderingsenhed.

I vore dage, da rente-, lønnings- og valutaspørgsmål står på dagsordenen. vil det sikkert lønne sig atter at fæste opmærksomheden på Danmarks mere end 100-årige vurderings-system. Konjunkturbestemte renter, lønning efter kapiteltakst eller pristal, prisregulering, avancebegrænsning, grundskyld er jo i vort gamle bondeland gamle og evigt unge problemer.

Endnu da man indførte den nugældende matrikel i 1844, fraveg man ikke det gamle jordvurderingsprincip fra Christian V’s matrikel af 1688. Men i stedet for at skabe et nyt jordhartkorn, hvad man nu med de 24 jordtakster i stedet for 6, let kunne have gjort, nøjedes man med at omfordele den gamle hartkornssum efter den nyfundne jordværdi. Dette medførte naturligvis. at der nu regnes adskilligt flere tønder land i en tønde hartkorn end i 1688. Også siden 1844 er opdyrkningen jo gået så voldsomt fremad, at det gamle jordhartkorn fra 1844 ikke mere er nogen god værdimåler. Men princippet, at det er den nøgne jordværdi, der skal danne skattegrundlaget, er derfor lige forstandigt. Først med loven om ejendomsskyld af 1903 forlod man det gamle beskatningssystem, idet man også lod bygninger, besætning, maskiner og noget så svingende som “de sidst opnåede priser i handel og vandel” indgå i vurderingssummen.

De erfaringer man siden har gjort med denne beskatningsform, har medført, at man med fornyet interesse ser på vort 100-årige jordskyldssystem, der kun tog hensyn til selve landbrugsarealets værdi, ager, eng og skov.

At lukke selve konjunktursvingningerne ind i vurderingen er næppe formålstjenligt. Det vil næsten svare til, at man gør metermålene kortere eller længere efter prissvingningerne.

Et mål skal stå fast, lad så konjunkturerne svinge op og ned, som de er nødt til. Men hvis målet skæres ned til den ene side og prisen jobbes op til den anden side, så er samfundet vel rejst.

Det er ikke heldigt, når landbrugsejendomme har én værdi, når der skal lånes penge på dem, en anden værdi, når der skal betales skat af dem, en tredje værdi i handel og vandel. Det er endnu mindre heldigt, når denne værdi er fastsat i en møntsort, der svinger op og ned omkring et tilfældigt valgt punkt. Det er ikke heldigt, når gamle, faste grundbyrder til kirke og stat, fastsat i korn, bliver afløst med penge, hvis værdi er ubestemmelig og flygtig. Det er et sundt princip at lønne efter kapitelstakst, men mindre heldigt, hvis lønnen først skal ned, for at kapitelstaksten skal blive lavere. De gamle indså. at denne ordning krævede en forudsætning, at der blev “lagt loft over” mellemhandleravancen ved prisregulering, over grundejernes trang til at fordyre huslejen, over de lokale skattemyndigheders mulighed for at beskatte de jævne folk ved at forhøje prisen for deres livsfornødenheder. Men først og sidst var de gode gamle statsmænd klare over, at rigets mønt, værdimålet, i alt fald skulle være fast, selvom det ikke var fuldlødigt.

Planøkonomi og retsstatsidéer tales der ofte om i vore dage. For en historikers øje stod valdemarstiden ikke tilbage for nutiden på disse områder. Han kan til tider komme til at tvivle om, “hvor herligt vidt vi har bragt det”, og synes, at han må sande de beske ord om. at det nye er ikke altid godt og det gode er ikke altid nyt.