af stud. mag. Fridlev Skrubbeltrang
fra tidsskriftet Det Frie Blad, nr. 7, 1926

Det er naturligt, at kravet om en retsstat ses på baggrund af statsmagtens udvikling gennem tiderne, særlig i det danske samfund. Ikke mindst gennem de nyere historiske undersøgelser er der kastet lys over meget, der bidrager til forståelsen af, hvornår og hvorledes den danske statsmagt har fået et omfang og en karakter, der viser os magtstaten. Og dog var statsmagtens oprindelige og eneste opgave at skaffe ret og fred i landet. Men allerede i den ældre tid er udviklingslinjen klar nok: fra privatanliggende til statsopgave, fra selvbestemmelsesret til statstvang – stadig videre udstrækkes statsmagten. – 

Jeg vil i det følgende forsøge et rids af statsmagtens udvikling i Danmark til omkring 1300. I denne artikel vil jeg væsentlig belyse dens indtrængen på militært og økonomisk område, i en følgende dens indgreb i retsudviklingen. 

Den danske statsmagt opstod længe før landet blev en rigsenhed. De første danske statsdannelser var de retskredse, der havde deres midtpunkt i landstingene. Der fandtes tre retsområder: Jylland-Fyn, Sjælland og de sydlige øer, samt Skåne-Bornholm. I hvert af disse var landstinget den første statsmagt. Det fik en overordentlig betydning for retsudviklingen, men dets beføjelser var få. Det er en misforståelse, når der er antaget, at det havde ret til i samfundets navn at kræve krigstjeneste af hver bonde i “landet”. Men landstinget var jo en samling af mænd fra alle landsegne, og det faldt naturligt, at man her vedtog, når hærtog skulle gå for sig. Det var af betydning, at krigeriske foretagender foregik så enigt og samlet som muligt; men disse ledingsopbud, som tingene kunne vedtage, gjaldt kun de bønder, som frivilligt havde forpligtet sig til at yde tjeneste. 

Først på Valdemarstiden mistede det danske ledingsvæsen præget af at være et frit, selvbestemmende folkeværn. Men denne udvikling må ses i sammenhæng med kongemagtens vækst. 

Oprindelig var “konge” vel kun ærestitlen for den høvding, der ledede de store offerfester, valgt af den forsamlede mængde og anerkendt over hele landsområdet. Tillige blev han tingets leder, men længe var hans rettigheder meget begrænsede. Store jordejendomme fik han og frit underhold på rejser i landet – rettigheder, der gjorde kongen til den mægtigste høvding i landet og i hvert fald var den første indtægtskilde for den jydske kongemagt. 

Den ældste danske militærordning, søleding, var organiseret af høvdingerne, med hvilke bønderne havde indgået frivillige overenskomster om ydelser, bytte og lign. Høvdingerne var nødt til at respektere bøndernes afgørelser på tinge, hvor ledingsforslag fremkom. Men trangen til et betryggende fællesskab overfor så store opgaver gav anledning til, at kongen fik en betydningsfuld magtudvidelse. Det faldt naturligt, at den mand, der ledede tinget, når det besluttede store krigsforetagender, også blev anfører for ledingshæren. Og som feltherre fik kongen en udstrakt myndighed, ligesom hans andel i byttet var den største. Mistede kongen end i fredstid sin feltherremyndighed, så beholdt han dog adskillige krigsvundne rettigheder, således skatteydelser fra besejrede fjender. Og selvom de fleste af disse rettigheder tilkom kongen som privatmand, gav de dog et udmærket udgangspunkt, når han ønskede sin magt som samfundets folkevalgte leder udvidet. 

På det militære område stod det ganske vist fast, at kongen intet kunde rokke ved ledingens frivillighed. Han kunne heller ikke uden samtykke af bønderne på tinget udbyde leding, selvom han kunne påvirke landstingets beslutning, når faren var overhængende. Kongens stilling havde ikke så lidt lighed med nutidens politiske føreres, når de på stærkt agitatorisk måde æsker den mindre helbefarne vælgemasses afgørelse. Selve det at beherske ledingshæren var bedre for kongemagtens anseelse og indflydelse end krigens laurbær. 

Det var Knud den Hellige, der først rejste det krav, at kongen skulde kunne opbyde landets samlede hærmagt. Men kongens opbud blev ikke respekteret af alle ledingsbønder, netop fordi landstingets godkendelse savnedes. Og da kongen ved at kræve bøder af de udeblevne bønder udtrykkeligt ville fastslå, at ledingspligten gjaldt også overfor statsmagten i kongens person, så fulgte oprøret og det kongemord, som folket – efter Saxos misbilligende udsagn – kunne smykke med retsinds navn som drab på en voldshersker. 

Men den myndighed, som kongemagten længe forgæves tilstræbte, blev betegnende nok hellere opnået ved snilde politiske manøvrer end ved brutale påbud. Vel vedblev ledingstogterne længe at bære præg af at være privatforetagender, som når den høvding Skjalm Hvide endnu i 12 århundrede kunne udbyde leding til Rügen med et rent personligt formål – for en tid måtte øen endda svare skat til ham og hans hær. Men netop under kong Niels opnåede den nu så fredelige kongemagt en betydningsfuld indrømmelse: man gik ind på, at ledingsbøder skulle tilfalde kongen. Dette var et skæbnesvangert skridt. Når ledingspligtige bønder skulle bøde til kongen for deres udeblivelse, lå jo deri en slags anerkendelse af, at krigstjenesten egentlig blev ydet kongen, var en statspligt og ikke en frivilligt indgået forpligtelse. 

Afgørende betydning fik Vendertogene. Det lykkedes Absalon og Valdemar, trods al ulmende misfornøjelse, at få udbudt leding år efter år. Derved gled det efterhånden ind i folkets bevidsthed, at ledingen var en almindelig værnepligt. I stedet for et frivilligt folkeværn var den nu at betragte som en tvungen statsydelse, som bønderne gerne ønskede fordelt på så mange hoveder som muligt. Netop på dette punkt imødekom kongemagten klogeligt ledingsbøndernes ønsker: både pligten til personlig krigstjeneste og andre ydelser blev læsset over på bønder, der aldrig havde forpligtet sig til at deltage i leding. Naturligvis ville mange hellere fri sig ved en årlig afgift, og også dette forhold udnyttede kongemagten snildt. Danske bønder fandt sig nu roligt i det dobbelte overgreb fra statsmagtens side: de ledingsydelser, der oprindelig var frivilligt påtaget, blev nu krævet som en statspligt, og med den såkaldte ledingsafløsning friede bønderne sig ved en statsafgift for en forpligtelse, de hidtil aldrig havde anerkendt. 

Men den tvungne militærpligt og hvad dermed fulgte havde sit sidestykke i statsmagtens udvikling på andre områder. Den for sin kultur så højt priste Valdemartid er i virkeligheden magtstatens gennembrudstid. Adskillige af de forsøg på ved overgreb at udvide kongens myndighed, som tidligere var strandet på folkets retsfølelse, lykkedes nu. Man valgte det mindre onde af frygt for, at den våbenstærke kongemagt skulle opretholde et større. Således må også udviklingen på skattevæsenets område forstås. 

Skat var velkendt fra gammel tid, men vel at mærke som en afgift til privatmand. Det var for et krigsbytte at regne, når vikingehærene gjorde undertvungne egne skatskyldige overfor kongen og hans hær (Skjalm Hvides ovenfor nævnte eksempel viser, at skat så sent som i 12. århundrede ikke var en statsafgift). Når således kong Godfred, der bekrigede Karl den Store, aftvang friserne en årlig afgift, gik denne rimeligvis i arv i den jyske kongeslægt, ganske som indtægterne af de store jordbesiddelser. En ny indtægt fandt kongen i en handelsby som Hedeby, der netop lå på grænsen af det landområde, den jyske konge ofte måtte værge i spidsen for ledingshære. De fremmede købmænd, der her fandt et godt marked, måtte finde sig i at betale told/afgifter til kongen. Til gengæld beholdt de deres eget retsvæsen, og de forstod naturligvis meget godt at vælte skattebyrden over på de danske forbrugere. Noget tilsvarende fandt sted på de senere, berømte Skånemarkeder, hvor de nordtyske købmænd var som en lille stat i staten, mens de snildt forstod at udnytte de rige handelsmuligheder i norden. I begge tilfælde er der tale om en indirekte beskatning på en tid, hvor statsmagten aldrig ville vove så groft et indgreb i den personlige frihed og ejendomsret, som en udskrivning af direkte skatter ville være. Imidlertid var der et andet økonomisk område, hvor kongen tidligt udvidede sin myndighed. 

Med handelen havde møntvæsenet holdt sit indtog. Det er betegnende nok i Hedeby, de første nordiske mønter bliver slået. Men møntslagning var indtil slutningen af det 11. årh. en privatsag. Både byer og bisper benyttede sig deraf, så vel som kongen; men resultatet var jo, at en møntenhed savnedes. 

Harald Hen, der i øvrigt roses for sin overholdelse af “de love, som folket nu en gang havde valgt sig”, påtog sig imidlertid at gennemføre et ensartet møntvæsen i hele riget. Det skete vel ved et kompromis med bisperne, men udfaldet blev, at møntretten tilfaldt kongen alene. Kongens monopol på udmøntning ramte landet som en ny indirekte beskatning. Han skaffede sig en solid indtægt ved at bortforpagte møntstederne, og år for år lod han møntmestrene forringe pengestykkernes indhold af ædelmetal. Derved blev ganske vist kun de ukyndige bedraget, for ingen statsmagt havde endnu i sin magt at opretholde en anden værdi for pengemidler, end disse virkelig havde. Den af kongen udmøntede mark faldt da til sin metalværdi, og møntforringelsen blev til tvivlsom fordel for kongen. Men midt i det 13. århundrede, da skattevæsenet var i rask udvikling, fandt kongemagten en snild udvej til at gøre den omstridte plovskat til en ordinær statsskat: den skulle bruges til det bestemte formål at opretholde møntens stabilitet! 

Ligesom værnepligten kun var blevet indført ved omdannelse af en gammel sædvane, opstod den første almindelige statsskat ved en ændring i det ældgamle forhold, at befolkningen ydede kongen underhold på hans rejser i landet. Det var mere praktisk for alle parter, at denne vilkårlige ydelse afløstes af en fast årlig afgift, afkrævet af kongens ombudsmænd, der nu sørgede for kongefølgets underhold. Men derved anerkendtes den skat (studen), der ved siden af den førnævnte ledings­afløsning var et hovedgrundlag for kongens magtstilling. Toldafgifterne ramte væsentligt de fremmede, og selv byskatterne lod sig forsvare med, at statsmagten beskyttede og begunstigede handelen. Men i ledingsskatten havde kongen fundet en basis for hele sin økonomiske politik. Var det en gang for alle fastslået, at kongen kunne kræve en årlig afgift, ville det kun være et spørgsmål om gunstigt tidspunkt, når denne ret blev udvidet. 

Valdemar Sejr behøvede kun at trætte bønderne dygtigt ved ledingsopbud for at skabe jordbund for en mægtig forhøjelse af ledings­afløsningen! – Kongemagten kunne nu forhøje de statsskatter, den i en snæver vending havde indført. Det næste skridt var, at den også kunne pålægge nye landeskatter, f.eks. Plovskatten. 

Statsmagtens ret til skatteudskrivning var principielt anerkendt. 

Ved siden af et skattesystem, der efterhånden bliver mere og mere udpenslet, er der et andet indgreb i ejendomsretten, der falder skarpt i øjnene. 8

Oprindelig var den lige adgang til jorden og andre naturgoder en selvfølgelig ret. Først når en mand tog jord ind til dyrkning, opnåede han privatejendomsret til den for sig og sin slægt. Hvad der endnu ikke var opdyrket, var fri jord for alle, Alminding (d.e. alle mænds). Efterhånden som der udviklede sig en statsmagt, der varetog samfundsopgaver, opstod der en forestilling om, at kongen som samfundets repræsentant havde krav på alt, som ingen ellers ejede. Derfor kunne Knud den Hellige rejse krav om ejendomsret til almindingerne, skovene og farvandene. Det fortælles, at han ville nægte hollænderne brugsret til de store skove og skåningerne ret til at fiske i Øresund. Foreløbig faldt kravet med kongen, men i lempet form kom det snart frem igen. 

Det lykkedes Niels at få anerkendt kongens ret til vrag. Dermed var det på et enkelt punkt fastslået, at kongen havde ret til ingenmandseje, og han forsømte ikke at udvide denne rettighed. 

Valdemar den Store gjorde i fuld udstrækning krav på alt, hvad ingen anden kunne påvise ejendomsret til eller havde hævd på. En mand kunne fremdeles få ret til at rydde skov og dyrke jord, men kun mod en afgift til kongen. Fra nu af sås ikke blot skatteopkrævere på Skånes markedspladser og ved bybomme. Hvor folket tidligere havde nydt godt af sin ligeret til naturgoderne, kom nu statsmagten og hæmmede brugsretten med sit brutale krav om en skyld, der vel at mærke ikke tilfaldt samfundet, men blev privatindtægt for kongen.