Arbejdet for grundskyld i Danmark

Arbejdet for grundskyld i Danmark
1926 – 1929 
af F. Folke og K. J. Kristensen

 1. Loven af 1926.

A. Lovens indhold.
Da den internationale kongres for grundskyld og frihandel samledes i København i juli 1926, var loven om kommunal grundskyld netop blevet vedtaget, og dermed var der tilvejebragt et grundlag, hvorpå der i de kommende år kunne opbygges en rationel grundskyldsreform. Loven var gennemført af den socialdemokratiske regering med bistand af ikke blot de radikale, men også af de moderat liberale, hvilket var nødvendigt for at føre den gennem landstinget. Loven fremtrådte derfor som et kompromis, der ganske vist betød et skridt i den rigtige retning, men dog af så ringe rækkevidde, at selv de mest moderate kunne gå med, navnlig fordi den kun i meget ringe grad gav kommunerne nogen frihed til at videreføre grundskyldsprincippet.

Den begynder med i § 1 at sige, at ligningen »i samtlige kommuner skal ske både som grundskyld og ejendomsskyld« (skat på forbedringer), og at ejendomsskylden skal udredes med 3/4 af promillen for den kommunale grundskyld. I § 4 af loven fastsættes det, at der i hovedstaden København ikke må opkræves mere end 7,5‰ grundskyld, hvilket svarede til den forud bestående ejendomsbeskatning, medens der altså ikke blev levnet nogen mulighed for at aflaste personskatterne med grundskyld. For købstadskommunernes vedkommende blev endogså den bestående, men meget lidt udnyttede ret til at forhøje deres ejendomsbeskatning væsentlig indskrænket ved overgangsbestemmelser, der betyder, at forskellige byer først i løbet af 20-25 år kan nå op til at tage en sjettedel af deres skat i form af grundskyld og ejendomsskyld, medens resten lignes på borgernes indkomster. Endelig fastsættes det i § 6, at amterne ikke må udskrive mere end 7,5 ‰ grundskyld, hvis de ikke i forvejen udskriver større skatter end der svarer til denne promille. Også for landkommunernes vedkommende gav loven kun adgang til en omlægning af de bestående ejendomsskatter, som dog her spiller en langt større rolle end i byerne. Således blev lovens radikalt prægede hovedsynspunkt, at de bestående ejendomsskatter i væsentlig grad bør omdannes til grundskyld, stærkt begrænset og truet af moderat stræben, der ikke blot hindrede en videre udvikling af grundskylden, men gav de enkelte kommuner fuld frihed til at formindske deres ejendomsskatter og derved fuldstændigt ophæve grundværdibeskatningen, om de lystede. Det skulle snart vise sig, at netop dette var målet for stærke kræfter inden for de moderat liberales kreds, der præges af snævre jordejerinteresser, hvis indflydelse er stærk både i byerne og på landet. Her overfor gjorde man fra radikal side regning på, at man ved at føre ejendomsskatterne over på et sundt og retfærdigt grundlag, netop gav dem en væsentlig og måske afgørende styrke mod de jordkapitalistiske angreb.

I de tre år, der er forløbet siden lovens gennemførelse, har kampen mellem disse synspunkter og bestræbelser nu udfoldet sig.

Det financielle resultat af den gennemførte reform fremgår i korthed af følgende oversigt over den kommunale beskatning for finansåret 1928-29. Angivelserne er i million kroner.

  Person-
skat
Bygnings-
skat
Grund-
skyld
IaltGrundskyld
i % af
samtlige skatter
Hovedstaden56,98,3 8,073,210,9
Provinsbyerne52,14,1 3,459,6  5,7
Amtskommunerne8,415,62465,0
Landkommunerne54,414,929,298,529,7
Ialt hele landet163,435,7 56,2 255,322,5
Ialt landdistrikter54,423,3    44,8 122,5 36,6

For samtlige skatter til stat og kommune stiller forholdet sig således:

 Mio. Mio.% Mio.%
Statsskatter ialt  375hvoraf ejendomsskat11,53,0deraf grundskyld7,12,0
Kommuneskat 250– 91,636,6– –56,222,5
Ialt skatter630hvoraf ejendomsskat103,416,42deraf grundskyld63,310,4

Til sammenligning anføres, at endnu i 1903, forinden det lykkedes jordbesidderne at få de gamle statsgrundskatter væsentligt omdannet til personskatter, udgjorde ejendomsskatterne ca. 30% af de 101 mio. kr., som skatterne da udgjorde.

Fra grundskyldsvennernes side var formålet med skattereformen af 1926 da for det første at få denne skæbnesvangre udvikling, der genfindes rundt i alle lande, standset og dermed at få bygget et dige, der kunne vende strømmen, medens man fra jordkapitalistisk konservativ side søger at lægge forholdene tilrette for en videreførelse af bevægelsen hen imod ophævelse af alle grundbyrder.

B. Lovens virkninger.
De kommende år skulle vise, hvilke af disse synspunkter der var det stærkeste og mest livskraftige i den kommunale skattereform af 1926. Denne traf landet midt i en heftig økonomisk krise hidrørende fra krigstidens forstyrrelser også navnlig på møntvæsenets område, hvor en hastig afvikling af en flerårig inflation var i gang. Konjunkturfaldet ramte ejerne af fast ejendom på landet særlig hårdt, fordi de oftest var belastede med meget store gældsbyrder, der netop er resultat af de offentlige grundbyrders nedskrivning. I gennemsnit androg gælden ca. 50% af en landejendoms værdi med besætning og inventar. Ejerne af landbrugsejendomme var og måtte derfor være meget ømfindtlige overfor forskydninger af ejendomsskatterne. For grundejerne i byerne var det derimod stadig stærkt opadgående tider, dels fordi krigstidens voldsomme spekulation i værdistigningen for deres vedkommende var blevet holdt noget i ave ved en nu betydningsløs huslejeregulering, men særlig fordi de vanskelige forhold på landet i stigende grad drev befolkningen derfra ind til byerne og således forvandlede den almindelige krise til vinding for disse grundejere.

Det er da kun menneskeligt, at det trods bygrundejernes udmærkede stilling netop blev fra dem at der rejstes den heftigste og mest uforsonlige modstand mod grundskyldsloven, fordi flertallet af dem, der førte den igennem, åbent havde stillet sig på det standpunkt, at loven var en begyndelse, der måtte følges af videregående skridt så snart som muligt og med direkte sigte på at komme al grundspekulation til livs.

Under disse forhold heftedes opmærksomheden stærkt selv ved små forskydninger af ejendomsskatterne. I byerne fik de almindelige beboelsesejendomme en lille skattelettelse ved formindskelsen i bygningsbeskatningen; og de mange ofte umærkelige skattelettelser opsummerede sig til en ikke helt ringe forøgelse af byrden for de altid forholdsvis få ejendomme på de vigtigste forretningsstrøg og ledige byggearealer. På landet kunne på lignende måde nogle få kroners lettelse for de mange små ejendomme samle sig til en ikke ubetydelig skatteforhøjelse for de større.

Tendensen i disse forskydninger rejste overalt de konservative instinkter til modstand, og resultatet blev, at det konservative parti, der i hovedsagen omfatter byernes formuende klasse, og som hidtil nærmest havde holdt sig ligegyldigt over for grundskylden nu højtidelig besluttede at optage kampen imod dem, medens der i landbrugskredse under trykket af den økonomiske krise opstod en stærk bevægelse for nedsættelse af ejendomsskatterne. Dette blev hovedprogrampunktet for den moderate regering, der i 1926 afløste den socialdemokratiske, efter at denne var kommet i strid med det radikale parti. Det lykkedes hurtigt på et enkelt punkt regeringen at realisere dette program nemlig amtsskatterne, der i væsentlig grad medgår til vedligeholdelse af hovedlandeveje, idet der til dækning af de med den stigende automobiltrafik stærkt voksende udgifter blev gennemført en statsskat på benzin og gummi, der anvendes som tilskud til omlægning af vejene og derfor væsentlig går til amterne. Denne skat indbringer for tiden ca. 27 mio. kr. årlig eller mere end de faste amtsskatter tilsammen. Sin egentlige hensigt viste regeringen dog ved et forslag om omdannelse af disse amtsskatter, således at der blev indført en vis lav grænse for skatten på fast ejendom, medens resten overførtes til personbeskatning, idet der blev givet kommunerne lejlighed til og anvisning på at gå videre ad samme vej, således at al ejendomsbeskatning kunne blive ophævet.

Disse forskellige bevægelser fra jordkapitalistisk side affødte en tilsvarende modstand fra de andre partier med det resultat, at grundskyldsspørgsmålet kom til at indtage en fremskudt stilling i den offentlige debat og navnlig at grundvurderingen af 1. jan. 1927 blev omfattet med langt større interesse end dens økonomiske betydning ellers ville have givet anledning til.

Denne interesse medførte for det første, at vurderingen blev betydelig bedre end nogen tidligere, men også, at den blev underkastet en skarp kritik, og heri forenedes modstandere og tilhængere af grundskyld ganske vist ud fra højst forskellige forudsætninger. De førstnævnte søgte med deres kritik at omstyrte vurderingen, medens vi andre selvfølgelig stræbte efter at befæste den ved at forbedre den, og derved styrke grundlaget for den af os tilstræbte reform. Dette er da også blevet resultatet, idet der er opnået enighed om en fyldigere offentliggørelse og dermed en bedre kontrol med grundvurderingerne, navnlig ved udarbejdelse af grundværdikort, hvortil allerede den nu afgåede moderate regering havde bevilliget midler, hvilke yderligere er forøget af den social-radikale regering, der trådte til efter valget i maj dette år. Endvidere har den nye finansminister Bramsnæs såvel som indenrigsminister Berthel Dahlgaard, der længe har været en af grundskyldstankernes mest betydende talsmænd, udtalt deres varme interesse for en omfattende reform af vurderingsvæsenet, således at der er al udsigt til, at dette kan blive organiseret efter de bedste principper på grundlag af de indhøstede erfaringer. Hermed er grundskyldsreformen i Danmark bragt et stort og betydningsfuldt skridt videre frem imod sit mål.

På dette første og vigtigste punkt har grundskyldstankerne i loven af 1926 således sejret afgørende. Lovens hovedbetydning lå i jordvurderingen, og det har vist sig, at dens første virkning har været en befæstelse af denne.

C. Lovens anvendelse. 
Medens lovens politiske virkninger således har været betydelige, har de sociale virkninger – indvirkningen på det økonomiske liv – ifølge sagens natur ikke været fremtrædende. Der foreligger dog sikre vidnesbyrd om, at den meget livlige byggevirksomhed, der præger hovedstaden i år har stærk sammenhæng med spekulanternes forventning om en forestående udvidelse af grundskylden og navnlig af grundstigningsskylden. Dette mål er jo ikke begrænset til visse skattereformer, men rækker videre til en omformning af samfundsopfattelsen, af folkets forståelse af sin tilværelses hovedvilkår, således at slægten kan blive i stand til at opbygge en ny retsorden, der kan bære den vældige tårnbygning, som vor tids tekniske kultur er i færd med at rejse, men som uundgåeligt snart vil styrte i grus, hvis jordmonopolet får lov til at fortsætte sit undermineringsarbejde.

Den praktiske vurdering af jordværdierne med størst mulig deltagelse af folket selv er uden tvivl en meget vigtig vej til en ny og bedre samfundsopfattelse, men endnu mere betydningsfuld er dog den indstilling, som de daglige erfaringer på livets mange andre områder efterhånden medfører, og som bl.a. giver sig udslag i den måde, hvorpå en reform som loven af 1926 om kommunal grundskyld er blevet modtaget og ført ud i livet.

Skønt denne som sagt ikke tillader kommunerne megen handlefrihed er der dog områder, som er henlagt til de lokale selvstyres afgørelse. Dette gælder således fastsættelsen af den bygningsværdi, der ifølge loven er fritaget for skat indenfor et vist spillerum, som for hovedstaden er 3-10.000 kr. for hver Ejendom, for provinsbyerne 3-8.000 og for landet 3-5.000 kr. Indenfor disse grænser fastsættes fradragsbeløbet af de enkelte kommunalbestyrelser, ligeledes har disse afgørelsen af, hvorvidt man vil indføre den i loven optagne grundværdistigningsskyld, der dog ikke kan overstige 10‰, og hvis financielle betydning er yderligere beskåret ved fradragsbestemmelser.

Her viser det sig nu, at kommunerne ikke har fundet anledning til at indskrænke deres ejendomsbeskatning, således som loven levner dem frihed til. Hovedstaden har udskrevet fuldt ud, hvad loven tillod, og i provinsbyerne, hvor ejendomsskatterne i 1925-26 udgjorde 5,8 mio. kr. af de samlede skatters 69 mio. kr. er grund- og ejendomsskylden steget til 7,5 mio. kr. Samtidig med, at det samlede skattebeløb er faldet til 60 mio. kr.

Heller ikke i landkommunerne, hvor man hvert 4. år har lejlighed til at fastsætte forholdet mellem de skatter, der lignes på indkomst, og dem, der lignes på ejendom, har der vist sig nogen tendens til at indskrænke ejendomsbeskatningen, til trods for, at kravet om ejendomsskatternes afløsning som foran nævnt er udgået fra agrarernes kreds.

Med hensyn til det skattefri fradrag i bygningsværdi viser det sig, at kun et rent mindretal af kommunerne har holdt sig til foreskrevne minimum af 3000 kr., hvorimod et betydeligt antal har taget det højest mulige fradrag.

Endelig viser det sig, at adgangen til at indføre grundværdistigningsafgift til trods for, at den i sin nuværende skikkelse er økonomisk betydningsløs, er blevet benyttet i stor udstrækning. Endskønt loven kun levnede ½ års tid til overvejelse og til vedtagelse, har foruden Københavns kommune mere end halvdelen af købstæderne og op mod 150 landkommuner vedtaget at indføre grundstigningsskylden, i reglen hvor man har nogen bymæssig bebyggelse.

Det har således vist sig, at stillet overfor de hjemlige kommunale forhold, som hver enkelt lettere kan overskue end det hele samfund, har befolkningen og dens repræsentanter snarere ønsket at udvide deres ejendomsbeskatning end at indskrænke den, og at de er gået fremad i retning af at afskaffe bygningsbeskatningen og at udvide grundskyldsprincippets anvendelse, såvidt som loven giver mulighed derfor.

2. Regeringsforslaget om amtsskatternes omdannelse
fra ejendomsskat til personskat
.

I erkendelsen af den stilling, som befolkningen således og på anden måde havde taget kunne naturligvis ikke i længden blive uden indflydelse på de politiske forhold, skønt den moderat liberale regeringschef Madsen Mygdal, der var en lige så stærk modstander af grundskyld som tilhænger af frihandel i gammeldags forstand, kort efter regeringens tiltræden havde givet tilsagn om at gennemføre den foran nævnte reduktion af ejendomsskatterne til amterne, lykkedes det ikke at gennemføre de derom af regeringen stillede forslag i de to første rigsdagssamlinger til trods for, at regeringen rådede over flertallet i både landstinget og folketinget. Det kneb for de moderat-konservative politikere at finde en løsning, som de turde komme ud til de menige vælgere med. Derimod gennemførte indenrigsminister dr. Krag i 1928 en lille lov, der gav kommunerne tilladelse til at fritage nybygninger for ejendomsskyld i et længere åremål, medens grundskylden ikke måtte eftergives. Anledningen til loven var de stadig rådende vanskeligheder ved at tilvejebringe boliger i fornødent tal, og loven fremtrådte således som et udtryk for de moderates erkendelse af, at bygningsskatter hæmmer produktionen men grundskyld ikke.

Til trods herfor blev forslaget om amtsskatternes omdannelse atter fremsat i rigsdagssamlingen 1928-29 i en ny skikkelse, og under omstændigheder, der tydede på, at det var hensigten at gennemføre det hurtigst muligt. Overfor udsigten hertil samlede grundskyldssagens venner sig til en forenet bestræbelse, og dannede ved et møde den 5. januar 1929 et grundskyldsudvalg med ca. 50 repræsentanter for grundskyldsbevægelsen inden for alle politiske partier, og med det første praktiske formål at underkaste regeringens forslag om amtsskatterne en nøjere prøvelse og meddele offentligheden resultatet heraf. Dette skete i et underudvalg under ledelse af næstformanden for landsoverskatterådet Henningsen, og betænkningen forelå allerede tidlig i februar ledsaget af omfattende statistiske undersøgelser af, hvorledes forslaget ville komme til at virke inden for enkelte amter og bestemte kommuner. Disse undersøgelser, der fremtrådte med et uimodsigeligt præg og frigjorte for partipolitiske hensigter, fordi de skyldtes et samarbejde fra forskellige sider, viste med al ønskelig tydelighed, at den tilstræbte omlægning fra ejendomsskyld og grundskyld til indkomstbeskatning for det første ville medføre, at ikke blot alle landkommuner med nogen bymæssig bebyggelse, men især kommunerne med dårlig jord og en afsides beliggenhed ville få forøgede byrder, og for det andet at borgerne imellem ville forandringen vise sig ved forøgede byrder for det store flertal af befolkningen til fordel i det væsentlige kun for et ringe antal større ejendomsbesiddere. Ved at drage konsekvensen af lovforslagets tendens og regne med en fuldstændig omlægning af den nuværende kommunale ejendomsskyld og grundskyld til personbeskatning viste det sig, for at tage et bestemt foreliggende tilfælde, at en herregård til en mio. kr. værdi ville få en skattelettelse på 17.000 kr. om året, svarende til, at en af dens ugifte lavest lønnede arbejdere fik en skatteforhøjelse af 100 kr. årlig.  

Det viste sig snart, at med forståelse af denne sammenhæng fandt regeringens forslag ingen tilslutning i befolkningens brede lag. Efter begæring af grundskyldsudvalgets medarbejdere rundt omkring i landet, blev der foretaget tilsvarende undersøgelser for en række kommuner, og disse blev bekendtgjort på stedet. Følgen var, at der opstod så alvorlige betænkeligheder ved for slaget inden for regeringspartiet, at det måtte anses for opgivet. Det blev ikke ført frem til behandling i rigsdagen forinden regeringen faldt i slutningen af april. Det viste sig også ved, at regeringspartiet ikke nævnede det i sin henvendelse til vælgerne ved rigsdagens opløsning, medens oppositionspartierne fremdrog det stærkt i deres tilsvarende henvendelse og på valgmøderne.

Det nye social-radikale ministerium afgav ved sin tiltrædelse en programerklæring, hvori det bl.a. hedder: »Skattebyrden flyttes fra arbejde og forbrug til samfundsskabte værdier og til indtægt og formue, der er frugten af andres arbejde.«

3. De næste skridt.

Idet man således tør regne med, at angrebet på ejendomsbeskatningen er endelig afslået og planerne om at erstatte grundskyld med personskatter skrinlagte, melder spørgsmålet sig så meget stærkere om, hvorledes man skal komme frem ad den modsatte vej, og få bestående skatter afløst af grundskyld.

Også det har grundskyldsudvalget naturligvis taget op, og derom nedsat to underudvalg under ledelse af K. J. Kristensen og maskinmester Vedsø.

  Sidstnævnte er medlem af den socialdemokratiske flertalsgruppe i Københavns Borgerrepræsentation og har udrettet et stort arbejde for at oplyse sit parti om jordspørgsmålets betydning. Det af ham ledede udvalg har fået til opgave at lægge planer for videregående forslag, medens det førstnævnte har påtaget sig at klare stillingen til de mindre vidtrækkende forslag, der forelå for Rigsdagen på det tidspunkt, da den blev opløst i anledning af valget.

Disse forslag, der var fremsat af Det radikale Venstre, gik ud på at give kommunerne frihed til at gå over fra ejendomsskyld og personbeskatning til en grundskyld, medens et andet forslag om grundstigningsskyld tilsigtede en fuldstændig inddragelse af al fremtidig grundværdistigning. 

Det førstnævnte forslag tilsigtede for det første at give byerne nogenlunde samme frihed, som landkommunerne har til at bestemme, i hvilket forhold der skal lignes på indkomst og på fast ejendom. På dette punkt har landkommunerne en så at sige ubegrænset selvbestemmelsesret, idet den kun er begrænset af amtsrådets ret til at nægte godkendelse. Ganske vist kræves for en godkendelse af en forøgelse af ejendomsbeskatningen, en kvalificeret majoritet i amtsrådet, medens dette ikke kræves overfor en forøgelse af personbeskatningen, men i praksis har dette forhold hidtil i hvert fald kun undtagelsesvis spillet nogen rolle. Dernæst bestemte forslaget for alle kommuner, at ejendomsskyld og bygningsbeskatningen frit kunne nedsættes og omlægges til grundskyld, men derimod ikke forhøjes hverken i promille eller i beløb for den enkelte ejendom. Efter dette forslag vil altså enhver forøgelse af ejendomsbeskatningen fremtidig kun kunne ske i form af en grundskyld, og nybygninger eller anden forøgelse af de arbejdsskabte ejendomsværdier vil være helt skattefri. Men spørgsmålet om, hvorvidt kommunerne vil gå i retning af omlægning af bygningsskatterne eller indkomstskatten til grundskyld, eller om de vil gå bort fra grundskylden og over til indkomstskat er fuldstændig overladt til kommunernes egen bestemmelse i erkendelse af, at en tvang på dette område snarere vil være til skade end til gavn og kun skikket til at berede forslaget vanskeligheder.

Ved siden af dette forslag havde det radikale venstre som sagt også fremsat et forslag om grundstigningsskyld, der gik ud på at gøre al fremtidig stigning i grundværdien til kommunens ejendom, idet der af stigningen fra vurderingen i 1927 skulle svares en rente, der i løbet af 15 år skulle gå op fra 1½ % til normal rente (for tiden 4½%). Ligesom ved de af staten udstykkede jordrentebrug, hvor jorden er overladt brugeren uden betaling mod, at han til enhver tid svarer staten fuld grundrente, skulle værdistigningsafgiftens indførelse ikke øve indflydelse på grundvurderingen og derved opnås inddragning af selve grundrentestigningen.

En vedtagelse af dette forslag ville altså betyde en principiel tilslutning til tanken om, at de samfundsskabte grundværdier helt og fuldt bør tilfalde samfundet.

Med henblik på fremtiden havde det derfor megen interesse, hvilken stilling de politiske partier indtog til disse forslag, dengang de blev fremsat i folketinget i slutningen af nov. 1924 altså ½ år forinden regeringsskiftet. De konservatives ordfører afviste dem fuldstændig uden forøvrigt at give nogen fyldestgørende motivering af dette standpunkt. Fra Socialdemokratiets og Retsforbundets side fik de tilslutning, som det kunne ventes, men også fra Venstres side indtog man en sådan stilling, at ordføreren for forslagsstillerne (Holdgård, Dahlgaard, P. Munch og Povlsen) kunne takke for den venlige modtagelse.

Fra regeringens side tilfaldt det indenrigsminister Krag at udtale sig om forslagene og de fik fra hans side en indgående saglig behandling med skarp kritik af adskillige enkeltheder, og forbehold med hensyn til forslagenes tempo men med fuld tilslutning til det princip, forslagene var udtryk for, og vilje til at åbne vej for nye fremskridt på dette område, uden at det dog blev antydet, hvor langt ministeren kunne tænke sig at gå.

I betragtning af, at regeringens forslag om amtsskatterne endnu lå på rigsdagens bord, kunne man have frygtet for, at venstre ville have indtaget en anden stilling. Så meget mere betydningsfuldt var det da, at den linie, der førte til grundskyldslovene af 1922 og 1926 ved samarbejde mellem de demokratiske partier blev fastholdt, endog under fremhævelse af, hvilket initiativ, der på dette område var taget af de tidligere liberale regeringer. 

Inden for grundskyldsudvalget har der vist sig stærk tilslutning til de nævnte forslag, som man tillægger megen betydning både i principiel og praktisk henseende. Forslaget om at give også bykommunerne selvstyre i skattesager vil med eet slag rejse grundskyldsspørgsmålet rundt i alle disse, hvor det hidtil nærmest har været upåagtet til trods for, at deres udvikling igennem lange tider har været præget af grundspekulationens forbandelse.

Forslaget om grundstigningsskyld vil ikke blot rejse kampen om en ny økonomisk retsorden på det punkt, hvor modstanderne er svagest, men dets gennemførelse vil uden tvivl medføre den øjeblikkelige stærkt følelige virkning ved grundspekulationens sammenbrud, som man selvfølgelig har måttet spejde forgæves efter ved de hidtil gennemførte små skridt, hvis hovedformål har været at få grunden lagt ved jordvurderingens gennemførelse og sikring. Og for øvrigt vil der næppe være nogen reform, der kan tjene bedre til at styrke grundvurderingen end netop en kraftig grundstigningsskyld, der giver ejerne den største interesse i at medvirke til en korrekt vurdering, medens de hidtil alene har set deres fordel ved at få jordværdien ansat så lavt som muligt.

Endelig frembyder grundstigningsskyldens gennemførelse en mulighed for en ganske vist langsom løsning at den vanskelige opgave at få de bestående toldskatter og personskatter afløst af grundskyld, ved at man anvender grundstigningsskyldens udbytte til dette formål. Det opsving, som ophævelsen af de nuværende produktionshæmmende skatter vil føre med sig på alle det økonomiske livs områder, må også give sig udslag i grundrentens vækst, således at afviklingen kan forløbe i et hastigt stigende tempo. Selv om dette er fremtidsmusik, bør det ikke glemmes, at gennem snart 100 år har slægt efter slægt høstet den erfaring, at var en sådan reform bygget på en almindelig grundskylds sikre grundlag blevet gennemført, den gang denne slægt trådte ind i livet, så havde jordmonopolet og dets forbandelse mod slutningen af dens tid været et mørkt og fjernt minde. Det er også vort slægtleds erfaring – lad det ikke blive vore børns.

4. De videregående forslag.

Erkendelsen af, at der er en overskuelig vej frem, selv om den måske bliver lang, kan selvfølgelig kun anspore til at finde en kortere og bedre, der fører hurtigere og måske sikrere til målet. I det underudvalg af grundskyldsudvalget, der beskæftiger sig med disse problemer, har man haft lejlighed til at drøfte en lang række forslag, der er fremsat fra forskellige sider. De har alle taget sigte på statsskatterne, hvor grundskylden som anført kun spiller en ganske underordnet rolle. Ved en udvidelse af statsgrundskylden er der den vanskelighed, at det ikke er let at påvise, hvorledes en omlægning til grundskyld vil virke navnlig for de mindre ejendomsbesiddere, fordi de skatter, som der foreløbig kan blive tale om at afløse, er de indirekte, hvis fordeling på de enkelte unddrager sig en nærmere opgørelse. Selv om fordelingen af toldafgifterne på en række daglige fornødenheder som sukker etc. kan foretages, fordi man nogenlunde kender disse forbrugs fordeling inden for de forskellige samfundsklasser, står dog den vanskelighed tilbage, at en forøgelse i grundskyld føles stærkere end en tilsvarende eller måske større lettelse af konsumskatterne.

Desværre er der endda ret snævre grænser for de tilfælde, hvor man således direkte kan påvise dækning ved skattelettelse. Vil man føre omlægningen videre må man vælge een af to veje, enten de små skridts trælsomme sti eller se sig om efter midler til at fordele det tryk, som en pålægning af grundskatter vil fremkalde i overgangstiden. Hertil sigtede det forslag om Overgang fra skat til skyld, ved en fuldstændig inddragelse af grundrenten i forbindelse med en udligning på al formue, som blev fremsat af Retsforbundet ved Dam og Willesen i rigsdagssamlingen i 1927-28. Dette forslag er ikke blevet genoptaget senere og må vist mere betragtes som et program for agitationsarbejde end som en gennemførlig reform. Fra anden side (navnlig Lange, Berthelsen og Oluf Petersen) har man søgt at begrænse fordelingsgrundlaget til den mere overskuelige passive kapital og særlig til den, der er anbragt i de faste ejendomme som prioritetslån, ved at lade prioritetshaverne tage del i byrden indtil gælden er afbetalt efter de sædvanlige afdragsregler. Det kan lade sig gøre på forskellige måder og begrundes ud fra forskellige betragtninger. Man kan opfatte prioritetsejerne som de virkelige nydere af grundrenten i lighed med ejere af fæsteafgifter eller som medejere af grundværdierne, eller man kan gå ud fra billigheds hensyn til at deflationen, som foran nævnt, har pålagt ejendomsbesidderne tunge byrder til gunst for ejerne af prioriteterne og andre rentebærende papirer, og at der således er sket ejendomsbesidderne en uret, som bør gøres god igen. Det er kun rimeligt, at disse muligheder bliver taget op til overvejelse, der føres til bunds, således at forslagene kan overses i alle deres konsekvenser i praktisk og principiel henseende. Først og sidst gælder det, at den uangribelige retfærdighed, der er rygraden og drivkraften i grundskyldsbevægelsen, ikke må blive kompromitteret.

5. Den politiske stilling.

Så længe disse spørgsmål ikke er klaret, vil der utvivlsomt være enighed om at samle bestræbelserne om at gennemføre grundskyld i så vid udstrækning, som forholdene gør det muligt til afløsning af de gamle skatter, og de værste først i tillid til, at de praktiske erfaringer skal overbevise folket om,  at dette er til fælles fordel for alle, der vil og kan udrette noget, og at alle andre veje ender blindt.

Udsigterne for dette arbejde tegner sig som foran nævnt lysere i øjeblikket end i tidligere tider, efter at der ved valget i maj er blevet dannet et solidt folketingsflertal (der dog ikke omfatter Retsforbundet, som ved valget gik frem fra 2 til 3 mandater) for en socialradikal regering, der ved sin tiltrædelse har gjort grundskylden til en mærkesag.

For at tilvejebringe klarhed over regeringens planer i så henseende henvendte grundskyldsudvalget sig i begyndelsen af maj til finansminister Bramsnæs og indenrigsminister Dahlgård ved en skrivelse, hvori det bl.a. hed:

Grundskyldsudvalget af 5. januar 1929, der omfatter repræsentanter for grundskyldsbevægelsen indenfor alle politiske partier, tillader sig herved at henvende sig til den højtærede minister for at udtrykke sin tilfredshed med det klare løfte om en videreførelse af grundskyldslovgivningen, som indeholdes i den i anledning af regeringsskiftet udsendte erklæring. Udvalget udtaler sin forvisning om, at den samlede grundskyldsbevægelse vil yde sin tilslutning til, at denne politik kan blive gennemført ligesom tidligere med støtte fra alle, hvis mål er folkets økonomiske frigørelse.

Idet udvalget med tillid afventer regeringens beslutning om, hvilken vej den vil følge for at nå dette mål, tillader det sig at pege på, at tidens mangeartede vanskeligheder og nød kræver en hurtig og indgribende handling for at fjerne det tryk, som grundspekulationen lægger over al virksomhed, og til at føre den offentlige husholdning ind på et sundt grundlag.

Den 24. maj havde udvalget foretræde for ministrene, hvorunder finansminister Bramsnæs udtalte følgende:

»Med hensyn til ejendomsskatternes omlægning, vil jeg gerne være med til at søge så meget som muligt overført til grundskyld, helst det hele. Herved bør der tages hensyn til, at overgangen gennemføres på et tidspunkt, der ikke er særlig vanskeligt for erhvervene, og måske i forbindelse med andre økonomiske reformer.

For øvrigt vil jeg arbejde for en udvidelse af statsgrundskylden til afløsning af skatter, der hviler på arbejde og forbrug, og vil i så henseende anse det for hensigtsmæssigt, at man tager sigte på lettelse af de toldskatter, der på iøjnefaldende måde tynger den almindelige befolknings forbrug eller hæmmer produktionen af dens behov.

Også jeg anser det for naturligt, at staten gøres interesseret i en grundstigningsskyld, da værdiernes vækst ikke altid respekterer kommunegrænserne og følgen deraf ofte er, at enkelte kommuner får en ugunstig stilling. Efter sagens natur finder jeg ikke, at der er anledning til at anvende nogen længere overgangsperiode ved gennemførelsen af en effektiv grundstigningsskyld.

Med hensyn til vurderingsarbejdet er det mit ønske, at der fra centraladministrationens side kan blive ydet den bedst mulige støtte ved sagkyndig bistand og kortlægning af vurderingerne, således at der virkelig kan opnås en uangribelig, ensartet og offentlig kontrolleret vurdering af grundværdiernes ansættelse.«

Under Udvalgets samtale med indenrigsminister Dahlgård udtalte denne bl.a.:

»Som De ved, var jeg i sidste rigsdagssamling medforslagsstiller til to forslag, som tilsigtede en videreførelse af grundskyldslovgivningen her i landet. Det er klart, at jeg som indenrigsminister vil arbejde på den samme linie, som disse forslag angav.

Det er min opfattelse, at bestræbelserne må gå ud på inden for den kommunale ejendomsbeskatning at overføre skatterne fra de almindelige beboelses- og erhvervsbygninger til jorden, således at den hindring for det nyttige arbejde, som bygningsskatterne er, fjernes.

Men hertil bør føjes en videreførelse af den i 1926 indførte værdistigningsskat, således at de grundværdier, der skabes ved samfundets vækst og ikke ved den enkeltes arbejde, også virkelig inddrages i samfundets kasse. Jeg tillægger en reform på dette område den største betydning af to grunde: for det første vil de hastigt voksende bysamfund kun ad denne vej kunne undgå den altfor høje personlige beskatning, der nu tynger alle almindelige arbejdsindkomster. Men dernæst er der for mig ikke tvivl om, at grundspekulation foruden i stort omfang at indkassere de værdier, samfundet i sin helhed skaber, desuden stiller sig i vejen for det produktive arbejdes frie udfoldelse.

Den, der for alvor vil skabe arbejde i vort samfund, må først og fremmest bidrage til at fjerne den døde hånd, grundspekulationen lægger på store arealer i vore stærkest voksende kommuner.

Vedrørende de her nævnte områder håber jeg at kunne fremsætte lovforslag i folketinget i den kommende samling. Herved vil jeg søge at tilrettelægge ordningen således, at også bykommunerne får øget frihed med hensyn til anvendelse af grundskyld til afløsning af de høje personlige skatter. For grundstigningsskyldens vedkommende kan jeg meget vel tænke mig, at staten får en vis andel i denne.

Jeg vil i øvrigt gerne benytte lejligheden til at understrege, at de reformer, jeg her har nævnt, i sig selv vil bidrage overordentlig stærkt til at fremkalde den pålidelighed i vore jordvurderinger, som er en betingelse for at grundskyldslovgivningen kan komme til at virke fuldt ud efter sin hensigt.

Det kan jo ikke nægtes, at netop med hensyn til jordvurderingens pålidelighed er der endnu adskilligt at indhente. Jeg har desværre set så mange eksempler på, at jord af ens beskaffenhed og beliggenhed endnu vurderes højst forskelligt, eftersom den hører til en herremand eller til et husmandsbrug. Der er ikke tvivl om, at vurderingernes fulde offentliggørelse gennem en kortlægning, således som det nu forberedes, også vil få en overordentlig gunstig virkning her. Reformer vedrørende vurderingsmyndighedernes hele organisation bør antagelig tillige overvejes. Men alt dette hører jo ind under min kollega finansministeren, som jeg ved interesserer sig meget for at sikre den retfærdigst mulige vurdering.«

Selv om grundskyldssagens venner i Danmark kan henvise til disse klare og rene udtryk for regeringens stilling, der i denne sag er sikker på at finde tilslutning i folketinget også uden for dens partimæssige majoritet, så er der ingen grund til at hengive sig til forhåbningen om, at dermed er vor sag i havn. Dertil er den altfor stor og altfor dybtgående. Havnen må uddybes og udvides før den kan komme ind. Sindene må omformes, troen på pengenes almagt tilintetgøres, forinden en ny tid kan oprinde.

I denne kamp vil vi møde finansmagtens forbitrede modstand, der vil samle sig i landstinget, hvor regeringen mangler stemmer i det nødvendige flertal, som altså må søges blandt vore venner i oppositionens rækker; skulle dette mislykkes, må kampen tages op. Men selv om denne kamp kan blive både lang og sej, har vi dog det lyse håb, at den vil samle Danmarks demokrati om grundskyldens banner. Og der er intet, der styrker og lutrer et folk som kampen for retfærdighed.