Kampen om jorden
For og imod grundskyldsreformen
Udgivet af grundskyldsudvalget (1931)

Indhold

• Forord
• Jordens socialisering – og det tvungne statsfæste
  af fhv. statsminister Madsen-Mygdal
• Er grundskylden vejen til fald eller frelse
  af Ingeniør F. Folke
• Statshusmand – Kongsbonde
  af Jakob E. Lange
• Jordspørgsmålet – Kristeligt set
  af pastor Chr. Norlev
• Del II – Ikke medtaget:
  For og imod grundskyldsreformen
  af V. Falbe-Hansen, Villads Christensen, I.C. Christensen, L. V. Birck, et. al.

Forord

Igennem de senere års politiske debat er det blevet klart for den store offentlighed, at jordspørgsmålet er et af dem, der sætter dybest skel imellem de økonomiske samfundsopfattelser. Dette skel følger ikke altid de politiske linjer. Indenfor alle lejre har der været fremtrædende talsmand for den tankegang, der er udtrykt i kravet om grundskyld, at staten har en andelsret til jordværdien, fordi den er skabt af samfundet, og at denne ret derfor er af en helt anden art end statens adgang til at beskatte borgernes indtægt og forbrug.

Skønt denne tanke, at folket har en fælles lige ret til fædrelandets jord forud for alle prioriteter, har fundet udtryk – med meget forskellig styrke – i alle de politiske partiers programmer, har dens praktiske gennemførelse dog hidtil mødt en afgjort åben og hemmelig modstand, der er vokset i styrke, jo mere det blev åbenbart, at kravel om grundskyld i længden ikke kan tilfredsstilles med småtterier men er et krav om en ny økonomisk retsorden som grundlag for det moderne samfund.

Under indtrykket af den økonomiske verdenskrise, hvis første rystelse var verdenskrigen, er der i færd med at vågne en almindelig erkendelse af, at de gamle systemer ikke evner at bære den moderne tekniske udvikling. Hvad enten fremskridtet gælder frembringelsen af korn eller klæder, skibe eller sko, bliver det til forbandelse: tøjlesløs rigdom og bundløs nød, – svimlende gældsforpligtelser for alle til nogle få. Ingen kan være i tvivl om, at dette hænger sammen med, at alle teknikkens fremskridt til sidst går ind på yderligere at udnytte naturens rigdomskilder, dvs. at øge jordens værdi og derfor til sidst tilfalder den, der ejer den. Deraf kommer kampen om jorden, kampen mellem bruger og besidder, mellem samfundet og finansmagten.

Denne kamp er så gammel som menneskenes historie, men først med den nyeste tids udvikling er det blevet finansmagten muligt at føre den ud over hele verdens kreds – og til sejr. Alle folkeslag stønner nu under de svimlende gældsbyrder, der til sidst er forankret i realkreditten – pantet i jorden, i vort fælles eksistensgrundlag.

I denne kamp er de forslag om en videreførelse af grundskyldslovgivningen, som regeringen har fremsat, kun et meget mådeholdent og varsomt forsøg på at hævde samfundets ret især overfor kommende stigninger i jordværdi, som ingen har pant i og ingen burde have ret til at pantsætte. Men selv dette forslag har modstanden været stærk nok til al møde med en blank afvisning. Følgen må blive, at sagen henskydes til vælgernes afgørelse forhåbentlig på et mere omfattende grundlag, der svarer til tidens alvor. For at vælgerne kan stå vel rustede til denne afgørelse, har grundskyldsudvalget af 5/1 29, der omfatter deltagere fra alle politiske lejre og har til opgave at sprede oplysning om denne sag, taget sig for at samle følgende uddrag af de mere typiske og betydende udtalelser, der er fremkommet for og imod grundskyld, således at enhver, der har interesse for sagen kan danne sig en anskuelse. Udvalget har ved dette arbejde gjort sig al flid for at optræde så upartisk som muligt, og når repræsentationen for udtalelser imod grundskylden ikke er bleven bedre end den er, så er det alene, fordi vi ikke har kunnet finde flere. For i en eventuel udvidet ny udgave af dette skrift at kunne få alt med anmoder grundskyldsudvalget alle i sagen interesserede, og ikke mindst vore modstandere, om at tilsende udvalget sådanne typiske udtalelser af kendte personer, som muligt er undgået vor opmærksomhed.

***

Jordens socialisering og det tvungne statsfæste

af fhv. statsminister Madsen-Mygdal.
(efter Heimdal)

En strid vind blæser mod regeringspartiernes angreb på ejendomsretten og selvejet.

– Det er åbenbart, at venstres jordlovsforslag har skabt en vis uro og vaklen indenfor regeringspartierne, fordi det vil være klart for alle, at hvis socialdemokrater og radikale går imod dette forslag, så er det ikke af hensyn til udstykningen, men så er det for at pleje helt andre interesser, dvs. jordens socialisering og statsfæstets tvangsmæssige gennemførelse. Det standpunkt, vi fra venstres side har indtaget i jordspørgsmålet, er i enhver henseende sagligt underbygget, og vi har haft den glæde at mærke, at det har vundet tilslutning fra vide kredse også udenfor venstre. Derimod er der ikke tvivl om, at der i hele befolkningen blæser en strid vind mod regeringspartiernes statssocialistiske angreb på ejendomsretten og på selvejet.

Vi agter fra venstres side at holde fast ved de principper, som vort forslag indeholder, og vi nærer ikke tvivl om, at når jordlovene gennemføres – ligegyldigt om det bliver under denne eller en anden regering – så bliver det principielt på det grundlag, som vi fra venstres side har anvist.

Angrebet på ejendomsretten føres imidlertid af regeringen på flere fronter. Gennem ekspropriationen vil man tillægge et velfærdsudvalg bemyndigelse til at slå ned på jordens socialisering og de enkelte ejendomme og vilkårligt tage enkelte markskifter ud af driftens helhed, men ved grundskyldsforslaget tilstræber man i bred almindelighed at vinde frem til det store mål: ejendomsretten til jorden konfiskeres ved gennemførelse af fuld jordrente til det offentlige.

Det forslag, vi har set i denne samling, har imidlertid vist sig at virke så uretfærdigt og meningsløst i sine praktiske konsekvenser, at de to regeringspartier vist nok er begyndt at blive betænkelige. Derfor blev også dette forslag ganske roligt liggende i folketinget, uden at der fra nogen side blev rørt en hånd for at føre det videre, og der er grund til at tro, at regeringen ikke er særlig begejstret for al skulle fremsætte det på ny.

Bjergtagne folk.
Fra kommune til kommune kan det påvises, at forslagets gennemførelse overalt vil have den uretfærdige og urimelige virkning, at det uden noget som helst hensyn til skatteevnen formindsker skatterne for de bymæssige bebyggelser og forøger skatterne på landbrugsejendommc, og at det samtidigt betyder lettelse for de store, men øgede byrder for de små, hvad der ikke har noget hverken med retfærdighed eller demokratisk skattepolitik at gøre. Vi har ganske vist mellem os folk, der er blevet fuldstændigt bjergtagne af den naive forestilling, at gennem grundskyld som eneste skat kan vi nå frem til den fuldkomne lyksalighed. Hos visse medborgere er dette blevet til en hel religion, der virker hæmmende overfor evnen til at modtage sanseindtryk fra virkelighedens verden, og overfor hvilke alle fornuftgrunde håbløst kommer til kort. Hvor smuk end teorien om jordværdien som samfundsskabt lyder, bygger den på en fiktion, der aldeles ikke holder overfor livets brogede mangfoldighed.

Arbejdsskabte værdier.
Jordens værdi er aldeles ikke samfundsskabt. Vi ser endnu i vore dage, hvorledes rå hedejord gennem en enkelt mands arbejdsindsats forvandles fra det helt værdiløse til noget meget værdifuldt. Ingen kan hævde, at samfundet har nogen som helst særret til de værdier, en hedeopdyrker og hans familie gennem arbejde og nøjsomhed har skabt i jorden. Hvad der endnu i vore dage således kan ske ved opdyrkning gennem 25-50 år, det er gennem tusinder af år foregået med al jord i landet. Bortset fra særlige tilfælde er jordens værdi blevet skabt gennem enkelte menneskers personlige indsats af både arbejde og kapital. Slægt efter slægt, søn efter fader, har lagt den kultur ind i jorden, som nu giver den sin værdi. Talen om, at det er befolkningstilvæksten, der har givet jorden værdi, er her i landet ganske ved siden af. Jorden er gennem tiderne gået op og ned uden hensyn til befolkningstallet. Den faldt meget stærkt i slutningen af forrige århundrede – skønt der aldeles ikke var noget i vejen med befolkningstallet; det var den gang den store udvandring fandt sted. Den vil igen blive stærkt nedadgående, hvis de nuværende priser på landbrugsprodukter holder sig. Det er aldeles ikke befolkningstilvæksten, men derimod simpelt og selvfølgeligt jordbrugets rentabilitet, det kommer an på, dvs. priserne på korn, mælk, sukker, flæsk osv. sammen­holdt med produktionsomkostningernes størrelse.

Og når det hævdes, at bygningernes værdi er arbejdsskabt, er dette jo meget langt fra at være rigtigt. Undersøg den nuværende værdi af alle gamle bygninger. Hvor har de fået deres værdistigning fra? – er den skabt ved arbejde? Nej, snarere tværtimod. Den er skabt ved fagforeningsmonopolet og den tvangsmæssige gennemførelse af 8 timers dagen, i et udpræget sæsonarbejde, et rent sommererhverv, hvor den aldeles ikke hører hjemme. Man kan kalde denne værdistigning organisationsskabt. Men arbejdsskabt er den ikke.

Hele den teoretiske sondring mellem samfundsskabte og arbejdsskabte værdier hviler på et fuldkomment uholdbart grundlag, og en beskatning, der bygger herpå, vil føre ud i det helt urimelige. Regeringens grundskyldsforslag viser dette.

Grundskyldens naivitet.
Påstanden om, at grundskyld gør jorden billig, råber jo til himlen i naivitet. Fuld grundskyld betyder jo blot, at staten har indsat en l. prioritet, der repræsenterer hele jordens værdi. Jorden er derfor aldeles ikke blevet billigere, der er blot indtrådt en anden prioritetshaver. Den unge mand, der i vore dage ønsker at erhverve jord, behøver ikke at betale en øre ud for at komme i besiddelse af jord. Kreditforeningslån eller andre 1. prioritetslån dækker i enhver ejendom altid jordens værdi og går langt op i bygningernes værdi. En forøgelse af grundskatterne kan ikke ændre dette forhold, men betyder kun et groft indgreb i de nuværende ejeres og prioritetshaveres lovligt erhvervede rettigheder. Venstres stilling til spørgsmålet om ejendomsskatter er den, at disse skatter bør gøres faste og urørlige, ikke blot til stat, men også til kommune. Enhver ændring op eller ned betyder enten et rov eller en gave til den nuværende ejer af jorden. Derfor ønsker vi fastsat en maksimalpromille for de kommunale ejendomsskatter, men vi ønsker ikke en stadig omkalfatring og eksperimenter med disse skatter på grundlag af nogle tågede teorier, som ikke har noget med virkelighedens verden at gøre.

Er grundskylden vejen til fald eller frelse?

af brandchef, ingeniør F. Folke. (efter Heimdal)

Enhver, der har fulgt den politiske udvikling i dette århundrede med nogen opmærksomhed, har ikke kunnet undgå at lægge mærke til, hvorledes jordspørgsmålet er kommet til at spille en stadig mere og mere fremtrædende rolle både i den internationale politik og indenfor de enkelte lande.

Det har været drivkraften i store omvæltninger i Rusland og Kina, i Jugoslavien og de baltiske stater, og med arbejdsløshedsproblemet trænger det sig frem overalt i de krigsramte lande, ikke mindst i England og dets kolonier. Herhjemme var det kernen i en række forslag fra regeringen og hovedgenstanden for den politiske debat i både denne og sidste vinters rigsdagssamling, og sidste sommer indledte den tidligere statsminister Madsen-Mygdal et sandt korstog mod grundskylden.

Den tusindårige kamp om jorden.
Fra barnsben er vi blevet oplært i, at kampen om jorden har været hovedårsagen til alle de krige, som menneskene har søgt at ødelægge hinanden med. De gik altid ud på at tage hinandens land, og vi har været plaget med at skulle huske, hvor stort rovet blev. Efter verdenskrigen gik det på samme måde, dog med den bemærkelsesværdige forskel, at trangen til udvidelse ikke som forhen gjaldt landsdele med mange indbyggere, der kunne lægges til de gamle undersåtter, men områder med naturgoder som kul, jern, olie foruden kolonier, bl.a. til eksport alf egne undersåtter.

Krigen gjaldt altså i sin egentligste forstand selve jorden, og vi forstod, at den var sat i værk af de store finansinteresser, der er knyttet til herredømmet over kul-, olie­ og malmfelterne. Heraf kan man drage den slutning, at så længe finansmagten får lov til at tilegne sig disse goder, bliver der ikke fred i verden, hvor mange fredskonferencer der så afholdes.

Fra vor egen grænse mod syd kender vi kun alt for godt kampen om jorden. I sin moderne skikkelse viser den sig som en kamp mellem pengene. Den er os påført til ulykke for befolkningen, der kommer i stedse dybere afhængighed af lånekapitalen. Heldigvis for Danmark beror udfaldet uf denne kamp dog ikke alene på pengene, men også på dygtigheden, og i det stykke tør vi nordenfra trøste os til at kunne stå os på landbrugets område.

Betydningen af denne kamp om jorden i Sønderjylland kan alle forstå, men det varede længe, før det gik op for almenheden, at der indenfor landet er en langt større og farligere kamp at bestå for hele folkets lige ret til vore fædres land. De store begivenheder i vor historie har samlet sig om denne kamp. Ved reformationen mistede præsteskabet sit greb om landets jord, og vi tør vel sige, at vi i dette øjeblik står ved den endelige afslutning af herremandsvældet over vor jord.

Den moderne jordkamp.
Men endnu er der mange, som det ikke er gået op for at et nyt og langt farligere herrevælde er opstået i den internationale finansmagt. Mange midler har den til sin rådighed, men intet kan lignes ved panteretten til jorden, der er selve grundlaget for vor eksistens.

Den forholdsvis gunstige ejendomsfordeling her i Danmark med bondegården som den fremherskende brugsform i forbindelse med opadgående konjunkturer gennem den første fjerdedel af århundredet førte med sig, at vi først sent fik øje på den fare. Vel fandtes der nogle få såkaldte georgister, som så længere frem og regnede med, at opgangen måtte få en ende, så vist som der er sørget for, at træerne ikke vokser ind i himlen, og som følte, at der blev begået uret mod den ungdom, der ikke har arveret til noget stykke af fædrelandets jord. Disse få blev dog betragtet som naive sværmere og mødt med den officielle økonomiske videnskabs ringeagt, når de foreslog at unddrage jorden fra pantsætning ved at forbeholde folket udbyttet af de samfundsskabte jordværdier og til gengæld afskaffe alle skatter. Den tid er nu længst forbi. Ingen videnskabsmand af betydning kender nu til andet end respekt for denne tankegang, hvis største talsmand Henry George, æres som en af den økonomiske tænknings ypperste ånder.

Derfor lød det som en rost fra graven, når hr. Madsen­Mygdal fra møde til møde gentog disse for længst forstummede tilråb om naivitet, mangel på virkelighedssans og modtagelighed for fornuftgrunde osv. Angreb af den art tilhører en for længst forgangen tid.

Findes der ingen samfundsskabt jordværdi? Hr. Madsen-Mygdal overtrumfede tillige alle sine forgængere ved at driste sig til at påstå, at der ikke eksisterer samfundsskabt jordværdi. Denne påstand kan ikke tages for alvor af en slægt, der har oplevet byernes vækst og set de enorme jordværdier, som dermed fulgte, blive indkasseret af folk, der absolut ikke havde bidraget noget som helst til deres fremkomst. Følgen blev den hærgende grundspekulation, der mere end noget andet er skyld i byernes boligelendighed.

Der findes heller næppe nogen forstandig landmand, som tvivler om, at det er de almene fremskridt i planteavl og kvægbrug, mejeridrift osv., der betinger den pris, der nu kan betales for jorden. Det danske landbrugs styrke beror netop på samarbejdet, og vi ved godt, at det nytter ikke den dygtigste mand, om han kan få bedre jord end vor, måske endda meget bedre beliggende f.eks. ved markedet i England; han kan dog ikke forrente den pris som her, fordi samfundsudviklingen derovre er så langt tilbage på landbrugets område.

Som et eksempel på personlig skabt jordværdi nævner hr. Madsen-Mygdal opdyrkningen af en hedelod. Deri har han ret, og derfor har netop også grundskyldsfolkene trods megen modstand fået gennemført, at sådanne grundforbedringer skal være skattefri i en menneskealder. Om vi havde magt dertil, ville vi fritaget alle forbedringer, bygninger etc. helt for skat, men hr. Madsen-Mygdal og hans tilhængere har hidtil hindret os deri.

Hvis en ung mand søger at få fat i en hedelod, som han kan opdyrke, vil han opdage, at til trods for, at udbyttet af den hidtil har været nærmest nul, vil der blive forlangt en betydelig pris for den, hvis den ellers duer og er vel beliggende. Denne pris repræsenterer den samfundsskabte værdi og beror på de dyrkningsmuligheder, der er opstået med den moderne udvikling på landbrugets område og har intet at bestille med ejerens duelighed.

For så vidt han intet har betalt for den, har han ej heller noget retmæssigt krav på denne værdi, og jeg tror ikke, at der findes ret mangen hedebonde, som ikke med glæde gav afkald på denne gevinst, hvis han kunne blive fra for de skatter, der nu hviler på hans bygninger, arbejde og forbrug.

Det er det, grundskyldsfolkene vil: give samfundet, hvad der tilkommer det, og lade den enkelte beholde, hvad der med rette er hans, udbyttet af hans arbejde og kapitalindsats.

“Skat efter evne” eller “Grundskyld”.
Om betydningen af en sådan reform kan man bedst overbevise sig om ved at se lidt på frugterne af det princip, som hr. Madsen-Mygdal gør sig til talsmand for: skat efter evne. Overfor hr. Madsen-Mygdals påstand om, at grundskyld ikke lader sig gennemføre, til trods for, at det er sket mange steder, er det værd at lægge mærke til, at vi herhjemme har praktisk erfaring for, at det er umuligt at gennemføre skat efter evne. Det viser landsoverskatterådets årlige beretninger. Skat efter selvangivelse er en skat på ærlighed og fører til den demoralisation, som vor forretningsverden synes at blive mere og mere befængt med, medens de, som virkelig får lov til at svare af hele deres indtægt, indskrænker sig til arbejdere, funktionærer, mindre landmænd o.1., hvis indtægter det offentlige så nogenlunde kender i forvejen. Derimod bliver gevinsten ved grundspekulation ikke betragtet som indtægt, men som formueforøgelse, der er fritaget for indkomstskat. Hvad det drejer sig om, kan man danne sig en forestilling om ved at høre, at alene i hovedstaden er grundværdien fra 1916-27 steget med en halv milliard. Når grundejerne kan stryge en sådan gevinst uden at røre sig eller risikere noget som helst, forstår man, at spekulationen tager fart. For landboerne er der det særlig vemodige ved dette syn, at værdistigningen inde i byerne for den allerstørste del skyldes indvandring fra landet. De penge, som disse jordpriser er betalt med, er for en meget stor del tjent ude på landet, og den ungdom, som strømmer ind og søger bolig og erhverv, har fået sin opvækst og opdragelse betalt på landet. Hvad jordspekulationen betyder for landbruget, må nu tusinder og atter tusinder af landmænd sande landet over, når de strider med mørke tanker om, hvordan det skal gå dem og deres, nu da nedgangen i verdenskonjunkturen for alvor sætter ind. Nu viser det sig, at den internationale finansmagt er den virkelige jordejer, fordi dennes lånekapital ganske stille er gledet ind i den plads, der blev ledig, da venstre i 1903 skænkede de tilfældige ejere den samfundsprioritet, som hartkornsskatterne udgjorde. Før og senere er hvert eneste fremskridt og den dermed følgende jordværdi på samme måde blevet omsat i prioritetsgæld, der blot i de sidste 20 år er vokset med 5 milliarder og derved er blevet mere end fordoblet. Derfor står vi nu som et gældbundet folk, narret i vore forventninger om at få dem til at betale, som har pengene. De fleste af dem bor slet ikke her i landet, men i de hotelpaladser, der skyder op som paddehatte langs middelhavets kyst og alle andre steder, hvor livet leves kun for at nydes, og hvor man på stedet er meget omhyggelige med ikke at drive gæsterne bort med nærgående spørgsmål om deres indtægters størrelse.

Skulle de vanskeligheder, som vi har med vore egne små skattely, ikke kunne overbevise os om, hvor grundigt vi er til nar overfor den internationale finansmagt med vor skat efter evne?

Betænkelighederne ved grundskyld.
Med de erfaringer, som vi har høstet i den sidste menneskealder, kan der ikke være nogen tvivl om den overhængende fare ved at fortsætte ad den vej, vi nu er inde på. Ejheller kan der eksistere nogen uenighed om, at disse farer ikke er til stede ved en samfundsordning, der hviler på grundskyld. Det indrømmes også ofte nok af forstandige modstandere, der blot henviser grundskylden til de nye oversøiske lande, men finder det håbløst at forsøge på at gennemføre den i et gammelt samfund som vort. Så vidt jeg har forstået, er det denne tankegang, der har ført en retsindig mand som Madsen-Mygdal over i vore modstanderes rækker. Der er noget dybt nedslående ved denne tvivl på retfærdighedens værdi, især når man møder den hos folkets førere. Uvilkårlig mindes man de mænd, som for et århundrede siden kæmpede for bondens frigørelse. De blev mødt med de samme betænkeligheder ved umuligheden af deres forehavende, og de kunne ikke ane, endsige føre bevis for, hvilke vældige økonomiske frugter frigørelsen ville bringe til gavn for alle. Men de tvivlede ikke om deres sag, for de troede på retfærdighed. Det er denne erfaring, som menneskene atter og atter må kæmpe sig til, at det retfærdige også er hensigtsmæssigt og fordelagtigt for alle. Hvis det ikke var sådan, så havde retfærdigheden sandsynligvis været udryddet for længe siden.

Spørgsmålet er da, hvorledes grundskylden kan gennemføres uden uret mod de nuværende jordejere, der har købt og betalt deres jord for at få en eksistens, og det vil i almindelighed sige overtaget den på finansmagtens prioritetsvilkår, der bl.a. går ud på, at den skal have hele renten af jordværdien. Det er da klart, at så kan ejeren ikke uden videre indbetale den til staten uden erstatning. Det er der heller ingen, der forlanger. Erstatningen skal bestå i fritagelsen for andre skatter, som hæmmer produktionen. Men her er det, at det kan knibe for jordbrugeren at indse, at han kan stå sig ved den handel. For denne fritagelse for skat kommer jo også alle de andre til gode, doktoren og grossereren og ingeniøren, så resultatet dog bliver, at han sidder ene tilbage med sin grundskyld. Han glemmer imidlertid to ting. For det første, at han i forvejen sidder nogenlunde ene tilbage, fordi mange af de andre kan overvælte deres skatter, for så vidt de ikke snyder sig for dem eller rejser fra dem. For det andet er også de skatter, der betales af lægen, grossereren og ingeniøren, med til at nedsætte værdien af at have jord i dette land. Hvis vi letter skatterne på arbejde og forbrug, vil jorden stige i værdi. Og jo skadeligere disse skatter er, jo mere de hæmmer produktionen, desto mere vil deres ophævelse føles som en lettelse, desto mere vil den værdi, som dermed følger, overskride det udbytte, de gav. Det er ingen ny teori. Men en stadig gentaget praktisk erfaring. På Frederiksberg, hvor jeg bor, har vi som bekendt lavere skat end i København, men der er heller intet fornuftigt menneske, der beskæftiger sig med de ting, som er i tvivl om, at grunde på Frederiksberg i den anledning har en højere pris. For så vidt er der ingen vanskelighed ved at gå over til grundskyld, som der ved ophævelse af de gamle skatter opstår værdier, som kan bære grundskylden. Det har vist sig overalt, hvor det er forsøgt, og der er store byer, som ikke har anden skat end grundskyld og står sig vel derved i alle måder.

Der er altså ingen fare, men kun fordel ved at gå over fra de gamle skatter til grundskyld. Det er i det hele taget forklaringen på, at man kan skifte om på skatterne og anbringe dem så tosset man vil, at de til slut hviler på jorden alle sammen. Men der er dog pokker til forskel på om man lægger dem direkte på jorden eller ovenpå menneskene, om man beskatter jorden efter, hvad den er værd, eller eftersom der bliver arbejdet på den. Det, som det gælder om, er at tage de med en skatteafløsning følgende værdier der, hvor de opstår. Det vil naturligvis i hovedsagen blive i byerne, hvor lettelsen vil føles mest. Det kan ske ved en rationel grundstigningsskyld, der indkræver den fulde rente af de nye grundværdier. Dem er der ingen, der har krav på, de er ikke købt og betalt, deres inddragning volder ingen uret. Det skulle derfor synes så ligetil at gennemføre en sådan åbenbar retfærdighedshandling. Og dog har vi set, hvor der rejses modstand mod regeringens forslag og på alle måder søges at lægge dem hindringer i vejen.

Disse forslag går som bekendt i hovedsagen ud på følgende:

1. at fritage nybygninger for skat.
2. at fiksere skatten på gamle bygninger, således, at den ikke kan forhøjes, men en del af den overføres til grundskyld.
3. at forhøje afgiften af grundværdistigningen, således at en væsentlig del af disse inddrages af samfundet og udbyttet deles ligelig mellem land og by.

Finansmagtens modstand.
Når man nu forsøger at lægge sten i vejen for disse forslag som en forsigtig men fast videreførelse af vor grundskyldslovgivning, så har det sin interesse at lægge mærke til, fra hvad side modstanden stammer. Dette viste sig med al ønskelig tydelighed, da ved denne lejlighed som tidligere, når der har været forslag fremme om grundskyld, en repræsentation for kreditforeningsdirektører henvendte sig til regeringen med trusler om, at en sådan lov ville skade vort gode forhold til den internationale finansmagt. Vi mindes endnu den tid. Da vi modtog lignende henvendelser fra vor sydlige nabo, når vi ville være herre i vort eget hus. Vi fortæller endnu børnene om den mørke tid i Danmarks historie, da uduelige konger havde sat landet i pant til lyske grever. Og her kom disse danske mænd og advarede imod at gennemføre en lovgivning, der tilsigtede at hæmme pantsætning af dansk jord. Jeg forstår godt, at finansherrerne i Wall Street er imod en sådan lovgivning, der truer grundlaget for deres verdensmagt, men jeg er glad for, at indenrigsministeren gav de ansete danske mænd, der mødte op på denne magts vegne, et skarpt svar med hjem.

For deres ordførere på tinge har det ikke været muligt at fremføre noget rimeligt argument mod at fritage nybygninger for skat. Dertil har man alt for længe og fra alle sider været enig om at yde støtte til byggevirksomhed, så der kan ikke forbindes nogen fornuftig mening med samtidig at beskatte den.

Overfor bestræbelserne for at omlægge de gamle og lige så urimelige bygningsskatter til grundskyld, har man derimod ikke været i vildrede med, hvorledes angrebet skulle føres. Det lod sig let påvise at overgangen til grundskyld, der i almindelighed medfører nedgang i skat for de mindre ejendomme, i visse tilfælde kunne give udslag i modsat retning, navnlig for små husmandsbrug, der i kraft af de gældende fradragsbestemmelser har en ringe ejendomsskat. I betragtning af, at kravet om grundskyld netop er båret frem af småmanden, først og fremmest af de danske husmænd, blev disse tilfælde ført frem i triumf og i sikker tillid til, at dermed ville det være ude med husmændenes tilslutning.

Når denne tillid nu er blevet skuffet og husmændene har vedtaget nye beslutninger med krav om grundskyldens gennemførelse, så begriber de høje finansherrer det næppe. De tænker ikke på, at mangen husmand gennem årene frivilligt har ydet langt mere til grundskyldssagens fremme end det par kroner, som en omlægning kan pålægge en enkelt, fordi han forstod, at arbejdets frigørelse er hovedsagen for ham og hans børn.

Husmændenes krav har altid været økonomisk ligeret, ikke andet, men er det endelig de høje herrers vilje, at grundskylden kun må gennemføres, således at det ikke koster nogen småmænd noget, så er der vel også vej for det, men tillige så meget mere anledning til at tage med fast bånd på de interesser, der søger at dække sig bag disse påskud.

Det kan bl.a. ske ved gennemførelsen af grundstigningsskylden, som man da også har rettet sit sværeste skyts imod.

Af de indvendinger, der er fremsat, er vel ingen mere falsk, end at den er et angreb på ejendomsretten. Den går netop ud på at hævde sand ejendomsret. Intet er farligere for ejendomsrettens bevarelse end forsøg på at udstrække den til at omfatte åbenbar uret. Og det bliver aldrig retfærdigt, at når staten nu skal spendere et dusin millioner på at elektrificere hovedstadens nærtrafik, så skal et dusin spekulanter høste hovedparten af de millionværdier, som derved opstår.

Dernæst siger man, at en grundstigningsskyld kun er til fordel for byerne og ikke kommer landet ved, medens sandheden er den, som jeg nævnte, at værdistigningerne derinde mest af alt skyldes indflytningen fra landet, og at intet var rimeligere, end om man på landet snart forlangte sin part i den, således som også foreslået af regeringen.

Endelig søger man at slå det hele hen med en bemærkning om, at en sådan lov ikke vil betyde noget, ikke vil give videre penge i kassen.

Grundskyldens betydning.
Finansrepræsentanternes holdning var måske vidnesbyrd nok om sagens betydning, hvis ikke enhver kunne se betydningen af at få sat en stopper for grundspekulationen. De store kapitaler, der nu er bundne i slige foretagender, ville da blive frigjort til produktive formål, fordi det ville blive deres eneste mulighed for at skaffe sig udbytte. Men den største og dybeste betydning af grundstigningsskyldens gennemførelse ligger dog naturligvis i udsigten til for alvor at få taget fat på grundskyldsreformen, der går ud på at få afløst alle de skatter, der hviler på arbejde og forbrug, først og fremmest toldskatterne. Det drejer sig dog her om andet og mere end en skattereform. Nylig stod en kendt præst frem og rådede de unge til at forlade dette land, fordi han af personlig erfaring vidste, hvor svært det er for dem at komme frem herhjemme. Han havde mod til at give Vorherre skylden derfor, mens sandheden er, at skylden er vor, der har pantsat ungdommens retmæssige arv, deres fædrelands erhvervsmuligheder. Det må høre op. Vi gamle må gøre de unges sag til vor, hvis vi ikke skal gå i vor grav med skam. Ved at slippe verdenskrigen løs, satte vort slægtled de unges respekt overstyr. Lad os ikke også miste deres agtelse.

Man kunne jo have lov at tænke sig, at når det først gik op for Danmarks jordejere, at det ikke blot er på Frederiksberg, at alle skatter til sidst hviler på jorden, så skulle det ikke vare længe, før vi i alt fald kom af med de værste som bygningsskatterne og toldskatterne. Jeg tvivler ikke om, at grundejerne også på dette område bliver de nærmeste til at høste udbyttet af et stort fremskridt. Men jeg tror ikke på, at det er vejen til at få det gennemført at søge at overbevise dem derom. Det er trangen til retfærdighed, der skal være drivkraften. Den alene kan overvinde snæversynets modstand og give os mod til at følge i Niels Ebbesens spor og tage kampen op med landets panteherrer.

Når jeg har søgt at påvise, at atter her er det klogeste at gøre, hvad der er ret, at der er en vej til at gennemføre grundskyld uden at øve uret mod nogen, så er det, fordi jeg føler mig overbevist om, at det netop er frygten for at gøre uret, der er den egentlige grund til, at retsindige mænd kan yde modstand mod grundskyld.

Når vi nu ser mænd, der kalder sig Konservative, stille forslag om at afvikle grundskatterne for at fuldkommengøre det skattediktatur, der længe bar været i vækst, og bortskænke samfundets tusindårige ret til afgift af jorden, så er der ikke tvivl om, at dette mere er dikteret af hensyn til den prioritetskapital, der er i klemme, end af iver for at hjælpe det hårdt trængte landbrug – men mest af ønsket om at komme Venstre til livs. Det er en gentagelse· af den demagogiske overbudspolitik fra 1903, men der er grund til at tro, at de danske jordbrugere denne gang vil have retsind og klogskab nok til at indse, at en sådan gave, der ikke bedrer landbrugets produktionsøkonomi det bitterste, kun er et giftigt æble bestemt til at dræbe sammenholdet indenfor landbruget. De mænd, der nu knuges af følgerne af den valutapolitik, der forhøjede deres prioritetsbyrde med indtil 40%, må samle sig om at sætte finansmagten stolen for døren.

Statshusmand – kongsbonde

Af forstander for Fyns husmandsskole J. E. Lange.

Det er forståeligt, at bondens sind, under indtrykket af de trange tider for landbruget, noget mere bittert end sædvanligt vender sig mod dem, der · som det synes ham – vil beskære hans rettigheder og undergrave hans selvstændighed.

Og det kunne kun være til folkets gavn, om vor gårdmandsstand med hele sin vægt og tynge ville kaste sig ud i kampen mod udbytteri, forrettigheder og monopolvæsen i samfundet, hvorunder også den lider. Her i landet får kampen for folkets sag jo kun rigtig fremgang, når bondens tungt bevæbnede tropper sætter ind som centrums styrke i folkets hær.

Men det kan jo desværre ikke skjules, at der i de senere år stærkere og stærkere er vokset op en bevægelse, der søger at vende bondehærens hovedstyrke den modsatte vej: i enkeltmandsfrihedens navn at vende sig imod folkets fælles ret, ja at stile imod mål, som altid betyder underlegenhed for småmandens barn.

Stærkest i så henseende mærkes den bevægelse, som fylker sig under den ubetingede jordejendomsrets fane, og hvis mest højlydte talsmand er folketingsmand Pinstrup. Han forsømmer ingen lejlighed – sidst ved sin formandsafskedstale til de jyske proprietærer og gårdmænd – til at fastslå, at den ubetingede selvejendomsret til jorden er grundvolden for bondens frihed og grundbetingelsen for landbrugets fremgang. Og han maner alle mand af hus for at forsvare den mod de angreb, som truer den fra arbejdere og husmænd med samt deres tågehjernede idealist­fortalere og forkyndere.

Og dog må det være klart for enhver, der har virkelig indsigt i sagen, at den ubetingede private jordejendomsret til alle tider har været den arbejdende bondestands ulykke. Et blik på Englands historie viser måske dette tydeligere end noget andet. Den ubetingede ejendomsret, som der i praksis hævdedes af godsejer-parlamentet, blev bondestandens undergang. I den frie konkurrences navn og i kraft af den ubetingede ret over jorden nedlagdes og opkøbtes bondejorden for at slås sammen til storgårde under rationel drift af kapitalist-forpagtere, medens bondens søn blev landarbejder. Hvor nær var vi ikke, kort efter stavnsbåndets løsning ved at se samme princip sat til højbords her? Men lykkeligvis sejrede den gamle danske ret, der siden Chr. II. dage havde forbudt sammenlægning af bondebrug og som hævdede fæsterens ret overfor godsejeren og derved bevarede vore bøndergårde til bedre tider (som fredskovsloven af 1805 ved sine voldsomme indgreb i skovejernes frie dispositionsret over deres ‘ejendom’ bevarede skoven for folket).

En lignende modsætning ses mellem England og Danmark mht. samfundets ret til jordværdien. Medens i England gammelskatten svandt ind til næsten 0 ved stadig kun at opkræves efter en jordvurdering fra det 17. årh., søgte man her i landet gennem tiderne at bevare og rationalisere den grundværdibeskatning, der, under navn af hartkornsskat fra ældgammel tid har været grundbetingelsen for al privat jordbesiddelse, i Danmarks omvurderinger lige op til midten af 19. århundrede gjorde ansættelserne nogenlunde tidsmæssige. Og i hvert fald kommuneskatten på landet vedblev væsentlig at hvile som en voksende prioritet på jorden, der holdt dens salgspris nede (ja i økonomiske nedgangstider faktisk opslugte hele nøgenjordens værdi) og forhindrede, at folk – som i England – kunne lade jorden ligge halvt eller helt uudnyttet hen.

Men i den forkerte tro, at skattefri jord gav skyldfri bonde har vi i den sidste menneskealder forkludret det gamle skattegrundlag, har i dets sted indført ejendomsskylden, der lægger skat på hus og hjem, på værksted og fabriksbygninger, kort sagt på de arbejdsskabte værdier frem for på jordens samfundsskabte værdi. Og trods det nyes øjensynlige urigtighed holder man krampagtig fast derved, modsætter sig dets afløsning ved en virkelig rationel grundskyld.

Ja, selv værdistigningsskylden, den form af jordværdiafgift, som ellers selv udprægede modstandere af almen grundskyld må anerkende som uangribelig, fordi den kun inddrager, hvad ingen privat ejer bør kunne gøre fordring på, selv denne synes man fra venstres bondehærs side at ville afvise eller i hvert fald beskære til halvvejs ubrugelighed. Det er så meget mærkeligere, som den dog kun i enkelte tilfælde vil berøve den almindelige bonde nogen som helst chance for gevinst, men kun vil umuliggøre den rene grundspekulants samfundsunyttige næringsvej – som den arbejdende bonde ingen berøring eller sympati kan have med og nødigst af alt skulle støtte og opretholde.

Denne urimelige og uforsvarlige støtte til grundspekulantens interesser kan kun forstås ud fra den hele krampagtige fastholden ved den ubetingede ejendomsrets falske og farlige ide. Kun derigennem kan også forklares den voldsomme forbitrelse, hvormed man vender sig mod besiddelsesformen af 1919.

Oprettelse af nye selvejerhuse vil man fra bønders og storbønders side ikke modsætte sig. Ligesom Englands konservative – der også i lange tider har været ivrige herfor – indser man jo, at en kreds af små selvejere vil være som en værnende vold mod fremtidige “socialistiske angreb på ejendomsretten”. Men bliver der tale om oktoberloven af 1919, opfyldes storbonden af bange anelser for fremtiden. – Man vedtager overalt i landboforeningerne resolutioner; man udmaler den triste skæbne, der venter de godtroende unge, der lader sig friste ud i dette nye og ukendte, der kun kan betyde tilbagegang, afhængighed og uselvstændighed.

Det er højst mærkeligt at se forstandige og ellers besindige mænd, vant til at bolde sig ved jorden og respektere realiteterne i livet, således blive besat af frygten for det nye, som må komme, at de går over gevind og ser rødt.

Ingen kendsgerninger kan de føre i marken til støtte for deres skræmmebilleder. Skønt 1919-husmændene for en meget stor dels vedkommende måtte begynde i højpristider, der gjorde det vanskeligt for dem at skaffe fuld besætning, og som efterfulgtes af lavpristiden, der uundgåelig måtte berøve dem, hvad kapital de selv havde sat i bedriften, så er dog forholdet det, at yderst få af disse unge har måttet give op. Medens statshusmænd af den gamle besiddelsesform i betydelig større tal befinder sig i vanskeligheder (ligesom talrige større jordejere i disse år).

Og dette er jo kun, hvad man med sikkerhed kunne vente. Thi hvad er 1919-princippets hovedlinje: at give småmanden sine få tønder land til samme moderate pris som den større landmand kan få de store stykker for. At forhindre, at de forholdsvis billige statslån blot bliver til profit for jordsælgere. Og endelig at værne – så vidt mulig – de nye husmænd mod konjunkturnedgangens trængsler ved at lade jordens forrentning afhænge af den svingende rentefod og de periodiske jordvurderingers højde – medens den al mindelige “selvejerhusmand” må forrente højkonjunkturens købesum med højkonjunkturens rente.

Til gengæld for disse fordele forlanger staten ikke andet, end at hvis nøgenjordens værdi ved højkonjunktur eller anden ejeren uvedkommende årsag stiger i værdi, skal denne værdistigning tilfalde staten, ikke husmanden; med andre ord at den jord, som staten overlader husmændene, skal underkastes de vilkår, som al jord selvsagt burde underkastes, – såvist som det er en komplet urimelighed og i virkeligheden en politisk skandale, at nøgenjordens værdistigning ikke inddrages af det offentlige.

Men i mangel af argumenter griber man til smædeord. Det er så vidt meget betegnende, at hovedslaget mod 1919­loven slås ved – ganske stik imod lovens ord og dansk sprogbrug – at kalde 1919-husmændene for “fæstere”, i sikker forventning om, at dette skal skræmme ungdommen bort.

Med fæstet har 1919-besiddelsesformen kun det fælles at jordafgiften er til en vis grad svingende mod konjunkturer og priser. Og dette er jo kun godt, ja vil vise sig mere og mere som en nødvendighed, om “selvejet” skal bevares i vort land. Mangen selvejerbonde i 80ernes krisetid kunne jo kun misunde sin nabo, fæsteren, når renterne skulle betales. Og 1930ernes krise skulle kunne overbevise resten. Men fæstets dårlige sider – den personlige afhængighed af godsejeren, den mel eller mindre båndlagte drift osv. – er undgået ved 1919-selvejet, der jo faktisk på rigtig og genial måde løser ejendomsretsspørgsmålet ved at give husmanden jorden, samfundet jordrenten.

Så langt fra at modsætte sig 1919-lovgivningens fortsættelse burde da den brede bondestand just støtte arbejdet for dens yderligere udvikling, som den eneste økonomisk sunde form for “selvejendom”.

Og tillige den besiddelsesform, der ved at yde samfundet hvad samfundets er: jordværdien, gør ejerne moralsk uangribelige, selvom mere revolutionerende strømninger end dem, vi hidindtil har oplevet, skulle nå vort land, thi den gør besidderen til “kongsbonde”, som den vel må kaldes, der i lighed med statshusmanden styrer og råder over, men tillige forrenter sin part af vort fælles fædreland.

Jeg kan ikke opgive håbet om, at denne vinter må se gennemført de beskedne jordlove og grundskyldsforslag, der ligger på rigsdagens bord. Det ville være en ganske vist kun lille, men dog god indledning til et samarbejde af alle frisindede kræfter til gennemførelse af den virkelige og vidtrækkende reform, vi har ventet på så længe: fuld grundskyld, gennemført med ligelig og forholdsmæssig fordeling mellem ejer og prioritetshaver, og fuld frihandel, gennemført ved en gradvis, men hurtig, ligelig nedskrivning af alle toldsatser til 2/3–1/3%–0%.

Ved en sådan økonomisk politik kunne Danmark gøre en indsats for fredens og frihedens sag i verden fuldt så stor og vidtrækkende som ved afskaffelse af sin krigsmæssige rustning.

Men det kan ikke gøres uden bonden.

Skal vi forgæves kalde:

“Med folkets slumrende kraft og vid
frem, bondemand, frem!”

Jordspørgsmålet kristeligt set

Af pastor Chr. Norlev.

Forarges ikke over, at jeg prøver at se jordspørgsmålet fra et kristeligt synspunkt.

Det betyder ikke nogen farisæisk stylten sig op over for ikke-kristne. De kan være lige så gode – og dårlige – grundskyldstilhængere, som kristne kan det.

Men vil man være kristen, skal der være mening i det; det vil sige: ens kristendom skal være gennemført; man må ikke udelukke de kristne synspunkter fra nogen del af sin tankegang; naturligvis heller ikke fra ens tanker angående jordspørgsmålet.

I hedenske religioner kan gud tjenes ved religiøse handlinger: bønner, ofringer, ceremonier, pilgrimsrejser og lign. I kristendommen kan Gud kun tjenes i vor næste, ved at vi kommer i rette forhold til vor næste; øver retfærdighed – og kærlighed imod ham.

Jordspørgsmålet er, som alle sociale og politiske spørgsmål, et spørgsmål om forholdet mellem os og vor næste. Derfor kan vi også i det spørgsmål optræde kristeligt eller ukristeligt.

Den kristne tros hovedsætning er: “Vi tror på Gud fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber”.

Skal der være mening i den tro, må den betyde, at vi regner alle at være brødre. Men skal der være mening i broderskabet, må det i første række betyde, at vi indrømmer hinanden lige ret til den jord, som Gud, vor himmelske fader, har skabt og givet os alle til boplads, arbejdsfelt og spisekammer.

At fornægte alles lige ret til jorden er at fornægte 1. artikel i den kristne tro. Gud har skabt jorden! Vi alle i fællesskab har skabt jordværdien.

For eks.: fra 1916-1927 voksede Storkøbenhavns jordværdier med 558 mio. kr. Og provinsbyernes – de sønderjyske byer fraregnet – med 267 mio. kr., i alt 855 mio. kr.

Forskydning af pristallet er i nogen grad årsag til denne værdistigning; men for Storkøbenhavns vedkommende var den reelle værdistigning dog ca. 419 mio. kr. Og for provinsbyerne ca. 223 mio. kr., i alt ca. 642 mio. kr.

Hvem har skabt disse store nye grundværdier? Kan der peges på enkelte mænd? Eller på en enkelt klasse? Nej! De er skabt på den ligefremme måde, at befolkningstilvæksten må søge til byerne og der efterspørge jord til boplads og arbejdsplads, og denne efterspørgsel får grunden til at stige i værdi både i byernes yderkanter og centrum.

Hele Danmarks ca. 5.000 mio. kr.s jordværdi er skabt på den måde, at hvert enkelt menneske må og skal have adgang til jorden til boplads og arbejdsplads, og den samlede efterspørgsel skaber prisen.

Hvis der skal være mening i vor kristendom, må udbyttet af de jordværdier, som er resultatet af alles efterspørgsel også komme alle til gode.

Men hvordan er de faktiske forhold?

De kan bedst forklares ved et billede:

Lad os tænke os et stort hjem med mange voksne børn og mange værelser i huset. Så finder nogle få af børnene en dag på at erklære alle værelserne for deres og kræve af de øvrige, at de skal betale dem husleje for at få lov at bo i hjemmet, og desuden betale en fast afgift til hjemmets drift og vedligeholdelse. De duperer de andre ved at hævde, at sådan var det forældrenes vilje. Resultatet bliver, at fremtidigt kan disse få leve højt på de øvrige søskendes bekostning.

Vi er vist alle enige om, at sligt ville være en mærkelig facon på broderskab.

Men nøjagtigt sådan har vi indrettet os med hensyn til retten til at bo på jorden. Nogle har beslaglagt alle stuerne, al pladsen på jorden og kræver afgift af de andre for at give dem lov at være her, lov at leve, bygge, bo og arbejde på den jord, som vor himmelske fader har skabt og givet til alle i fællesskab.

Den ordning er en fornægtelse af det kristne broderskab.

I et hjem vil det være naturligt, om alle søskende bidrager til hjemmets drift og vedligeholdelse gennem en betaling for deres værelse, og det vil være naturligt, at de, som har de gode værelser, betaler mere end de, som har de ringere.

Sådan burde det også være med retten til at benytte jorden. Så havde vi indrettet os broderligt.

Vor jordordning kan derfor kun blive udtryk for kristelig tankegang, hvis vi gør jorden og jordværdien til fælleseje.

Dette kan ske, og det kan kun ske, ved indførelse af grundskyld, en pladsleje, der går i samfundets kasse og anvendes til bestridelse af samfundets udgifter.

Jeg ved, adskillige vil sige: det er dog for galt – at sige, at kristne skal være grundskyldstilhængere. Det er frygteligt; det er en nedværdigelse, en udvendiggøreise af kristendommen, som der må protesteres imod.

Overfor sådanne protester vil jeg sige: jeg forstår jer; jeg anerkender jer nidkærhed for ikke at udvendiggøre kristendommen; det er prisværdigt, at I står på vagt heroverfor.

Men I har ikke tænkt disse spørgsmål tilstrækkeligt igennem. Man må vel, uden at blive beskyldt for at nedværdige og udvendiggøre kristendommen, kunne forlange, at almindelig ærlighed og hæderlighed anerkendes som en kristenpligt.

Her er ikke tale om andet end almindelig ærlighed på dette område af vort offentlige liv. Jeg siger intet nedsættende om jordejerne. De er lige så gode, brave og hæderlige som mennesker i almindelighed. Men det system, den lovgivning, som tillader dem at beslaglægge jorden og lade andre betale for at bo her enten direkte i form af leje eller indirekte i form af prioritetsrenter – det system er det, jeg stempler som ukristeligt og uhæderligt; thi det tillader og berettiger nogle til at tilegne sig udbyttet af de jordværdier, alle skaber.

I almindelighed kan det regnes, at mennesker stifter hjem ved 25-års alderen. Vi har iblandt os en så stor skare af børn og unge, som er født i de sidste 26 år, og som i de kommende 25 år vil nå den alder, hvor man stifter hjem, at vi – dødeligheden fraregnet – nogenlunde sikkert kan se, at vi inden 1955 skal skaffe huse og erhverv til ca. 600.000 mennesker flere, dvs. bygge en by omtrent af størrelse med København nu og skaffe den erhvervsmuligheder. Enhver kan forstå, at denne tilvækst vil skabe mægtige jordværdier. De kapitaliserede grundskatter medregnet er landets samlede jordværdi noget over 6.000 mio. kr. Eller ca. 1.800 kr. pr. indbygger. Vi kan altså vente, at vore egne børn, efterhånden som de skal ind i erhvervslivet, inden 1955 vil skabe yderligere mellem 1.000 og 1.100 mio. kr.s jordværdi i Danmark.

Der er ikke her tale om en kommende problematisk befolkningstilvækst. Det er vore egne børn og unge, der er tale om. Og et af de mest soleklare retfærdighedskrav, der kan stilles til os, er dette, at vi ikke lader de jordværdier, som vore egne børn skaber, gå i den private jordspekulations kasse, men at vi inddrager udbyttet deraf og anvender det til den nødvendige udvidelse af samfundslivet og lettelse for erhvervslivet.

En god illustration på grundværdistigning i byerne har man i afdøde rådstuearkivar dr. Phil. Villads Christensens berømte beregninger over værdistigningen omkring Københavns nye rådhus i tiden fra 1887 til 1905. Villads Christensen sluttede sin redegørelse med følgende ord: “Hvis kommunalbestyrelsen i 1887 havde sagt til disse grundejere: vi tilbyder at bygge et rådhus efter Martin Nyrops tegning udenfor Vesterport, Halmtorvet døber vi om til rådhuspladsen, og her bliver hovedskæringspunktet for alle sporvejslinjer. Det hele vil koste ca. 5 mio. kroner. Vil I betale dem? – så kunne vedkommende grundejere have stået sig rigtig godt ved at slå til”.

Vi må jo tage reelt på tingene. Hvis dette system skal ændres, så de værdier, samfundet skaber, kommer samfundet til gode, må vi indføre grundskyld. Der er ingen anden vej at gå; derfor må det siges rent ud, at skal vi i jordspørgsmålet praktisere vor kristne tro, må vi arbejde for grundskyld. Jeg hævder ikke, at vi derved bliver bedre end andre; men jeg hævder, at det er vor kristenpligt.

Til de forargede vil jeg sige: Prøv at tænke tingen rigtigt igennem: Betyder troen på gud, vor himmelske fader, ikke, at vi alle er brødre? Betyder broderskabet ikke, at vi alle må have lige ret til den jord, vor himmelske fader har skabt, og til de jordværdier, der er resultat af alles liv og virke?

Og kan broderskabet på dette område praktiseres på anden måde end gennem grundskyld? I så fald er det kristenpligt – bare simpel pligt, som man ikke roser sig af – at arbejde for grundskyld. Vi kan let indføre grundskyld, hvis bare vi vil. Der er muligheder nok.

Vi kan gennemføre de af regeringen forelagte lovforslag om mere kommunal grundskyld, nybygningers fritagelse for ejendomsskyld og indførelse af 60% grundstigningsskyld.

Det ville være et lille skridt fremad, men ikke engang så megen kristelig tankegang er der hos vore politikere, at der kan blive sikkert flertal for at inddrage de af vore børn skabte jordværdier ved en grundstigningsskyld.

Vi kan gennemføre en gradvis ophævelse af toldskatter og erstatte dem med grundskyld.

Vi kan give den forgældede grundejer ret til at afkorte en passende del af et pålignet grundskyldsbeløb i hans prioritetsrenter.

Vi kan indføre en obligationsbeskatning og anvende det indvundne beløb til ophævelse af andre skatter, idet vi så efterhånden lader grundskyld glide ind i obligationsskattens sted.

Det ville være en god kriseforanstaltning. Den private pantegæld er på ca. 7.000 mio. kr. Og statens og kommunernes faste gæld er mellem 2 og 3.000 mio. kr. Da kronen i 1926 gik op i pari, blev dette en stor og som regel ufortjent fordel for obligationsejerne, mens skyldnerne fik en tilsvarende ufortjent byrde, idet de fremtidigt måtte producere langt mere smør eller flæsk eller yde langt mere arbejde for at skaffe de krævede renter og afdrag. Dette hviler nu som en knugende byrde på erhvervslivet, navnlig på landbruget.

Vi har muligheder nok, bare vi vil bruge dem.

Kun et kan vi ikke. Vi kan ikke blive ved det nuværende system, så kører vi i grøften.

Tiden kræver ændring. Kristendommen kræver retfærdighed. Lader vi disse to krav gå op i en højere enhed, finder vi vej frem.