Alle vi, uanset til hvad parti vi hører, der i fuld sandhed ønsker at være med til løsningen af det sociale spørgsmål, er enige om, at alle mennesker så vidt muligt bør sikres lige ret til at leve på jorden, således at samfundets love ikke begunstiger den ene frem for den anden.

Som følge deraf er vi også enige om, at de nødvendigste livsbetingelser så vidt muligt bør stå lige åben for enhver. Om hver enkelt vil benytte sig lige meget deraf, er en anden sag.

En af de vigtigste livsbetingelser er adgangen til arbejde. Gør vi det besværligere for nogle at få arbejde end for andre, har vi gjort dem det besværligere at leve. Nægter vi dem adgang til arbejde, har vi nægtet dem ret til at leve. At give dem nådsensbrød, er ikke at give dem deres ret.

Den gang mennesket levede i naturtilstand, da stod alle livsbetingelser fra naturens hånd lige åben for alle. Jagt og fiskeri var ikke bortforpagtet til nogle enkelte; enhver havde lige stor ret til at indsamle af markens urter og frugter, ligesom enhver i dag har samme ret til at indånde luften.

Men efterhånden som menneskene formerede sig, slog den føde ikke til, som jorden i naturtilstand afkastede.

Dog, for dette var der råd.

Mennesket har i modsætning til en hvilken som helst anden skabning gjort sig jorden underdanig og bestemmer ved dyrkning, hvad slags frugter jorden skal bære, og hvad slags dyr og fugle, det vil have til at leve. De unyttige og skadelige udryddes, medens de nyttige lægges til og opdrættes.

Det er dog langt fra alle mennesker, der har lige stor adgang til at gøre sig jorden underdanig. Ja, nogle er endogså helt afskåret derfra, nemlig alle de besiddelsesløse. De er ofte uheldigere stillet end menneskene var, før de havde gjort sig jorden underdanig. Ulykken er, at nu har de ikke en gang, således som menneskene i naturtilstanden, adgang til den uopdyrkede jord. Alt er optaget.

De besiddelsesløse er henvist til at opholde sig på fremmed grund og er som fremmede afhængige af dem, der siger sig at være egenmægtige ejere af skaberens jord og dens afkastning.

Lad os tænke os, at nogle få mænd i et land var tilskødet al jord og desuden rådede over alle produktionsmidler, og disse få mænd fik i sinde at lade landet ligge hen til jagt og fiskeri. Ja, da ville vi få at se, at disse få mænd ikke alene i modsætning til alle andre skabninger, men også i modsætning til alle deres medmennesker, ene og alene havde magt til at gøre sig jorden underdanig.

Det ville være blodig spot at sige til de øvrige mennesker i dette land: “I er jo af Gud udnævnt til at gøre eder jorden underdanig. Det er derfor en selvfølge, at I har lettere adgang til livsfornødenhederne end fisken i havet, fuglen under himlen, ormen i jorden. Sulter I, eller lider I mangel, da er det jeres egen skyld; thi grænsen for, hvad jorden ved dyrkning kan give, har I ikke nået endnu. Først når der ikke er plads til flere drivhuse med jordhylde over jordhylde, kan der måske (?) blive grund til bekymring for føden.”

De få mænd i dette land, der rådede over alle produktionsmidler, lige fra selve jorden til det mindste arbejdsredskab eller sædekorn, havde magt til at sige: sår vi græs, så gror der græs. Sår vi korn, så gror der korn. Planter vi træer, så gror der træer. Sætter vi pris på mange jagthunde og få tjenere, så skaffer vi føde til mange jagthunde og få tjenere, og omvendt: ønsker vi få jagthunde og mange tjenere, så frembringer vi føde af jorden derefter.

Vi tænker os en herremand, der ejer 2.000 td. land, og som råder over en driftskapital på ½ mio. kr. Hans mark, skov, mose og sø henligger væsentlig til lystjagt og fiskeri.

Han har særlig slået sig på opdrætning af kreaturer, der så godt som passer sig selv i indelukkede vænge. Han giver da forholdsvis større plads for dyr end for mennesker.

Dersom 100 besiddelsesløse fik overladt samme jordareal og samme driftskapital til husmandsbrug, da ville der skaffes bedre plads for mennesker.

Tænk, om et selskab på 100 besiddelsesløse var samlet som gæster på en sådan herregård, og der blev sagt til dem: “I er jo skabningens herrer, der skal gøre jer jorden underdanig. Skaf jer nu et sådant jordareal og en sådan driftskapital og bestem så, hvad I vil, der skal leve og vokse på denne jord. Bestem først og fremmest, at I selv vil leve på den. Bestem, at der i stedet for fattigt græs skal anlægges 100 små, kønne haver med frugttræer, buske og blomster, og at der i stedet for kun en herskabelig bygning og de få usle rønner skal bygges 100 små, lyse, hyggelige hjem. Bestem desuden, at der på samme areal skal blive plads for håndværkere og næringsdrivende af alle slags: smed, murer, snedker, købmand, bager, skomager, skrædder osv. Bestem, at der skal rejses kirke og skole, og at der skal blive plads og rigelig føde til eder alle.”

De 100 besiddelsesløse ville have grund til at sige: “Hvorfor spotte os? Sådan som forholdene er i dag, er vi jo stængt ude. Hvor skal vi gå hen og finde et sådant stykke land og en sådan driftskapital? Alt er optaget. Vi er og bliver fremmede, der må overgive os på nåde og unåde. Vi er afskåret fra selvstændighed og kan ikke gøre os jorden underdanig, således som Gud har befalet os.”

Dersom det er Guds mening, at alle mennesker skal have adgang til at gøre sig jorden underdanig, så strider vore nuværende samfundslove imod Guds vilje.

Den dag i dag er det kun dem, der råder over produktionsmidlerne, der har magt til at herske over jorden. Derved bestemmer de ikke alene over græssets, kornets og dyrenes skæbne, men også over de besiddelsesløses.

Mangen en siger: “Vi kunne få en større og mere indbringende forretning eller bedrift, dersom vi holdt flere folk, men tjenestefolk og medhjælpere er ofte så vanskelige, så vi sætter mere pris på at leve i fred og ro og nøjes med mindre udbytte. De vil ikke kaste sig ind i et omfattende forretningsliv med alle de ubehageligheder, dette fører med sig.

De foretrækker altså at holde få tjenere i stedet for mange.

Mange lever i den vildfarelse, at dersom menneskene blev mere nøjsomme, så ville det sociale spørgsmål løses af sig selv. De besiddelsesløse må tværtimod se deres fordel i, at de, der råder over de samtlige produktionsmidler, er så fordringsfulde som vel muligt, så disse vil holde tjenere i stedet for selv at skaffe den smule livsfornødenheder til veje, der er nødvendig for dem.

Ja, de måtte ønske, at de besiddende ikke bare ville nøjes med hver en tjener, men at hver af dem ville sætte pris på mange tjenere. Derved får de besiddelsesløse adgang til at tjene brødet til livsopholdet. Uden de besiddendes vilje kan dette ikke ske.

Hvad hjælper det den til dels besiddelsesløse, der måske har fået lidt træ og lidt håndværktøj at råde over, at han f.eks. er dygtig til at lave plejle, når de, der råder over jorden og kapitalen, eller de, der er afhængige af dem, sætter mere pris på tærskemaskiner, for ikke at tale om, at de sætter mindre pris på plejle end på malerier, bøger, teaterbilletter, kostbare møbler og klæder, fine vine og cigarer osv.

Det nytter således ikke tjenere og tjeneres tjenere at frembringe produkter, når de, der råder over produktionsmidlerne, og dem, der direkte eller indirekte er afhængige af disse, ikke sætter tilstrækkelig pris på den slags produkter.

Det er ikke den forgældede bonde, den forgældede håndværker eller fabrikant, der i den grad har gjort sig jorden underdanig, så han bestemmer, hvad der skal frembringes af jorden, og hvad og hvem der skal leve på jorden.

Det bestemmes kun væsentligt af dem, der råder over jorden og produktionsmidlerne: maskiner og kapital.

Det er også en vildfarelse at tro, at dersom jorden ville afkaste dobbelt så stor afgrøde som nu, så var det sociale spørgsmål løst.

Det sociale spørgsmål har ikke så lidt med fordelingen at gøre. Det er ikke altid ham, der høster kornet, der får mest mad til sig og sine.

På en herregård er der en flittig og ædruelig arbejder. Skønt både han og konen arbejder, kan de kun allerhøjest skaffe føde for 11½ øre daglig til hver af familiens medlemmer. Bliver de syge eller flotter manden sig med en daglig pibe tobak eller part i en avis, eller konen køber ekstra mælk til spædbarnet, da bliver der ikke føde for 11½ øre til hver mund.

Nu vil nogle måske spørge: falder der ikke nogle smuler af oppe fra herregården? Jo, det er nok muligt. Men manden er stærk og kraftig og en rigtig slider. Fra naturens hånd ser han ud til, at han godt kunne have klaret sig selv uden nådsensbrød.

Herremanden, der muligvis giver den fattige familie nådsensbrød, er så trivelig, at han alene af den grund er uskikket til arbejde, hans frue er svag og skrøbelig.

Blev disse to familier pludselig sat hen på en øde ø, hvor jorden henligger i naturtilstand, så ville herremanden og hans frue rimeligvis komme til at trænge til nådsensbrød af deres tidligere undergivne.

Det er således ikke altid den, der kan og vil arbejde mest, der får de fleste livsfornødenheder. Vi træffer skomagere og skræddere, hvis børn går med tyndslidte sko og lappede klæder, fordi der er for mange skræddere og skomagere og for få kunder.

Kularbejderen, der bærer mere kul på sine skuldre end de fleste ville holde af at gøre ham efter, må finde sig i, at hans kone og børn somme tider fryser, fordi de mangler kul til kakkelovnen. Han ville godt bære endnu tungere byrder kul, dersom den part, der var overvægten, måtte gå til hans kakkelovn.

Men det er ikke nødvendigt at hente eksempler fra de allerfattigste. Danske bønder producerer gennem deres mejerier dejligt, velsmagende smør, men mange af dem spiser selv tredje klasses margarine for at kunne spare renter sammen til prioritetshaverne, der sidder lunt inden døre, godtende sig med friskkærnet mejerismør.

Selvom alle skræddere, skomagere, kularbejdere og bønder kunne og ville slide endnu stærkere, ville deres kår dog ikke blive bedre end nu. De ville få mindre pris for deres varer; thi det gavner dem kun lidt, at måske tusinder gerne ville købe af dem, når disse tusinder mangler købeevne.

Det er ikke det, der er det mest fortvivlede, at småhåndværkeren ikke kan overkomme sit arbejde. Det forpinte nødskrig lyder ikke: hvordan skal jeg udholde arbejdet? Men det lyder: hvordan skal jeg få solgt alt det, jeg gerne vil og kan producere? Al den vanvittige reklame er en uhyggelig bekræftelse herpå.

Under vore nuværende forhold nytter det ikke de besiddelsesløse at søge redning

Større flid eller mere nøjsomhed. Den enkelte, der er flittigere og mere nøjsom end de øvrige, kan måske lægge skilling til skilling; men bærer de sig ad som ham alle sammen, så vil deres kår (deres adgang til livsfornødenheder) blive vanskeligere end i dag.

Når skomageren køber færre klæder hos skrædderen, og skrædderen færre sko hos skomageren, så får de begge mindre at bestille, men også mindre indtægt.

Den gennem fliden forøgede og på grund af nøjsomheden ophobede varemængde bliver ikke lettere tilgængelig for dem selv.

En gennemført nøjsomhed inden for arbejderstanden vil ikke betyde større indtægt. Nøjsomheden vil kun bevirke, at de arbejdende modtager færre varer for færre varer; ganske vist får de mindre slid, men også mindre portion livsfornødenheder.

Endnu fattigere ville arbejderne blive, om også velhaverne blev nøjsomme; thi det er dem, der til syvende og sidst sætter prisen[1] på en vare. Derfor ser vi det meningsløse, at der kan være overproduktion, skønt tusinder af fattige, men flittige og stræbsomme mennesker lider mangel.

Under vore nuværende forhold har de fattige som før påvist kun et at søge redning i: Håbet om, at velhaverne vil stille så store fordringer til livet som vel muligt og derved sætte forholdsvis mange besiddelsesløse i arbejde.

Gennem fagsammenslutningen har arbejderne med anderledes held, end om de stod hver for sig, krævet højere og højere løn. Mange troede, at de ad den vej kunne tvinge velhaverne til at give dem alt, hvad de forlangte.

Hvad arbejderne ad den vej er nået til, skal ikke underkendes. Markedsprisen på arbejdet kan derigennem altid findes, og ingen behøver af ukendskab til markedslønnen[2] at tilbyde sig under denne. Dette er en fordel af overordentlig betydning. Men trods al anstrengelse fra arbejdernes side bliver de dog mere og mere udbyttede.

I et bestemt fag frembringer en fabriksarbejder ved hjælp af forbedrede maskiner 6 gange så mange varer som for 20 år siden; men lønkravet gennem fagsammenslutningen står ikke på højde dermed.

Den vare, han frembringer, er i forhold til andre varer ikke af samme værdi nu som før. Forholdsvis er denne vares værdi gået ned til det halve. Målt ikke i penge, men i vare mod vare. Eftersom disse har samfundsværdi, skal han nu have 3 gange så meget som før. Får han ikke det, udbytter samfundet ham mere end tidligere. Hans løn målt i anvisning på varer er ikke stort større end for 20 år siden, og på den måde bliver han i alt fald udbyttet mere end dobbelt så meget som før trods lønkravet. Det er som oftest ikke fabrikanten, der i særlig grad har fordel ved denne udbytning; heller ikke smedesvenden eller smedemesteren, der har forarbejdet den arbejdsbesparende maskine; ikke opfinderen af den, men ham, som har herskermagten: kapitalisten nemlig, der har penge stående i maskiner og fabrikker osv.

Det stadig stigende lønkrav er efterhånden trængt ud mellem landarbejderne. Der ses det tydeligere end i de mangeartede byerhverv, at grænsen for markedslønnen kan ikke overstiges. Vel at mærke, den kan som vandet i et kar hæves et sted og dale et andet sted, men den er, som vandstanden i karret, hverken højere eller lavere derfor.

To mand med håndplejle tjente for 5 år siden i løbet af 150 dage tilsammen 300 kr. Nu gør 14 mand ved maskinkraft det samme arbejde i 2 dage. Men den, der har forarbejdet maskinen, montøren, der passer den, og arbejdsmændene, der betjener den, kan ikke, selvom de forlanger højest mulig arbejdsløn, få de 300 kr., der tidligere var betaling for samme arbejde. Den løn, de tilsammen får, er kun 150 kr.

Vel har 300 kr. i dag ikke akkurat samme værdi som for 5 år siden. Således får man ikke samme mængde brød, kød, klæder, sko osv. for 300 kr. nu som da, men dette forstyrrer ikke i nogen måde hensigten med eksemplet.

På grund af, at en bestemt mængde korn tærskes 150 kr. billigere nu end før, er det ikke derved blevet 150 kr. billigere for bageren eller for dem, der spiser brød. Hvor bliver da de øvrige 150 kr. af, som spares?

De 50 kr. får aktieselskabet, der har penge stående i tærskeværket. Tjener gårdmanden da de øvrige 100 kr.? Nej. Han købte nemlig gården for 3 år siden og fik en forøget prioritetsgæld på ejendommen og betaler renter af alle værdistigninger ved ejendommen. I det forøgede rentebeløb findes også de 100 kr., der går til kapitalisterne.

De tilvender sig fordelen af al værdiforøgelse af jorden og af alt det, der er på jorden. Alene de har fordelen af, at vi gør os jorden mere og mere underdanig.

Endnu findes der desværre arbejdere, der siger: Lad kun kapitalisterne anskaffe sig arbejdsbesparende maskiner; de skal dog have nogen til at passe dem, og da skal vi vise dem, at vi kan forlange så høj løn, så de ingen synderlig fordel får af det.

Det burde for længe siden være gået op for alle, at kløften mellem dem, der udbytter, og dem, der bliver udbyttet, vokser sig stadig bredere og bredere, trods alt hvad der hidtil er gjort fra arbejdernes side.

Den stadige udvidelse af denne kløft standses lige så lidt ved stigende lønkrav, som en vogn forspændt af et par stærke heste vil blive standset i farten, fordi et barn holder igen i bagsmækken.

Som forholdene er nu, står de besiddelsesløse næsten magtesløse. De har kun i ringe grad fordel af alt fremskridt. Deres håb må de alene sætte deri, at når det regner på de velhavende, så drypper det på en del af de fattige, men dog langtfra på dem alle.

De besiddende, der hersker på jorden, har magt til at sige til de fattige: vil i ikke lade eder udbytte så meget, som vi forlanger, ja, så hjælper vi os noget mere end før foruden jer. Sagen er, at mange driftsbesiddere er så forgældede, at de næsten kun på skrømt ejer, hvad de besidder. Derfor har de omtrent kun som jer deres indtægt gennem arbejdsløn. I må således vide, vi har ikke så ganske få arbejdere inden for vore egne. Vil i ikke arbejde for os mod en nogenlunde rimelig løn, det vil sige den løn, vi kalder rimelig, da bliver det først og fremmest værst for jer selv; thi så bliver en del af jer brødløse, og der bliver jo ikke mindre brød til os, fordi I ikke alle vil spise med!

Men når spørgsmålet bliver, om de, der råder over jorden og produktionsmidlerne, ikke også er afhængige af de ubemidlede, da må der svares: jo til en vis grad. Direkte eller indirekte har de, første ganske vist uindskrænket magt til at sige: har vi lyst til at så græs, så sår vi græs. Har vi lyst til at så korn, så sår vi korn. Ønsker vi, at der skal produceres megen luksus og kun lidt mad, så bliver det, som vi bestemmer, uanset om mange fattige gerne ville have mere af det sidste. Har vi lyst til at beskæftige andre end os selv, så gør vi det i akkurat så stort eller lille omfang, som vi finder for godt.

Der er dog den forskel på sædekornets og den besiddelsesløses stilling overfor besidderne, at sædekornet er viljeløst, det kan ikke gøre sig kostbart, uvilligt eller tvært, det kan den besiddelsesløse.

Han kan hindre den besiddende i at tage i brug i så stort omfang, som denne ville, om han opførte sig blindt lydig og villig.

Er tjeneren efter besidderens mening umedgørlig, og han på den anden side ikke yder eller fremvirker ting, der er så værdifulde for besidderen, at det vejer op med umedgørligheden, ja, så siger besidderen: Den slags vækster dyrker eller opholder jeg ikke flere af i min have end højst nødvendig.

Den besiddelsesløse kan berede den besiddende savn ved at gøre sig kostbar, men han er så afhængig af besidderen, at han sulter og bliver gjort overflødig, dersom besidderen foretrækker at leve nøjsom og selv deltage forholdsvis meget i arbejdet.

Ved en generalstrejke kan de besiddelsesløse true besidderne med mere eller mindre savn, men besidderne kan ved lockout true de besiddelsesløse med absolut sult. Dersom avnet er sværere at bære for besidderne end sulten for de besiddelsesløse, så vinder de sidste, men i modsat fald taber de.

Jo oftere en sådan krig gentager sig, desto større mulighed er der for, at besidderne (særlig de små og stærkt forgældede driftsledere) kan vænne sig til savnene og indrette sig derefter, men de besiddelsesløse kan ikke vænne sig til sult.

Skønt de besiddelsesløse således næsten helt er afhængige af de andre, træffer vi alligevel mange, der i økonomisk henseende har det rigtig godt, eller i al fald tåleligt, og mange af dem føler sig slet ikke ufrie eller afhængige.

Således kunne man også i gamle dage træffe slaver, der følte sig temmelig frie og uafhængige af deres ejere.

Men fordi ikke alle de besiddelsesløse har det fortvivlet under vore nuværende samfundsforhold, lige så lidt som alle slaver havde det fortvivlet i gamle dage, er slaveri i alle dets former lige forkasteligt.

De rige, der under vore nuværende love råder over de fattiges skæbne, må forstå, at de ikke kan træde deres brødres ret under fødder uden selv at tage skade deraf.

Jo lysere og lykkeligere vore medmennesker har det, desto lysere og lykkeligere er det at leve mellem dem.

Det var det heldigste, om de, der undertrykker, gik foran i arbejdet for retfærdighedens sag. Endnu er der for få af de velhavende, der indser dette.

Dog, heldigvis må det siges: Flere og flere kommer ind på, at der bør gøres noget for de fattige. Men de færreste kender den væsentligste årsag til fattigdommen. Derfor bruger de ofte forkert lægemiddel, og i god tro giver de patienten den medicin, som de antager er den bedste, men desværre kender de så godt som ikke noget andet middel end godgørenhed.

Bevæggrunden til godgørenhed kan være noget forskellig. Her skal det bare påvises, at selv hvor den allerkærligste bevæggrund står bag ved godgørenheden, kan den i heldigste tilfælde opmuntre den syge, men kun yderst sjældent helbrede ham.

Men selvom kærligheden er bevæggrunden, må den dog hvile på retfærdighed, om den vil undgå at gøre skade her eller der.

Dersom en moder stadig viser et af sine børn større kærlighed og hensyn end de øvrige, så disse undertiden forurettes af den grund, da kan en sådan kærlighed træffe at gøre mere skade end gavn.

I en større købstadlignende stationsby, hvor arbejdsfolk har rigeligt og godt arbejde om sommeren, men kun lidt at bestille om vinteren, har det tidligere været almindeligt, at en del af arbejderne flyttede ud til de omliggende landsbyer om vinteren, ikke fordi der var bedre arbejde, men fordi der var billigere husleje.

Nu i de senere år er der i denne stationsby foranstaltet en meget betydelig indsamling til de fattige, særlig ved juletid, og det indbringer så meget, at det for mange af de fattige til dels opvejer den dyrere husleje i stationsbyen. Dette fører til, at nu vil de hellere blive boende der for at være nær ved hånden, når det gode arbejde begynder igen.

Men stationsbyens husejere mærker, at de nu også har deres lejligheder og særlig enkeltmandsværelser lige så godt lejet ud om vinteren som om sommeren, og det har sporet dem til at forlange højere leje.

De af de fattige, der kommer i betragtning ved uddelingen, må nu omtrent betale det mere i husleje, som de får ind gennem godgørenheden. Men for dem, der kommer næstefter i trang, og for dem af de allermest trængende, der ikke er kommet i betragtning, fordi godgørenheden altid virker på må og få og i flæng, eftersom der altid er megen skjult nød, og det ikke altid er de allerfattigste, der lader andre mærke, hvor fattigt de har det, for disse mennesker bliver godgørenheden et tab.

Men ejendommene kan af ovennævnte grund bære lidt større prioritetsgæld, og godgørenheden, der havde til hensigt at gavne de fattige, vil således først og fremmest komme kapitalisterne til gode. Der skabes nemlig herigennem et videre felt for rentebærende kapital.

I et af Østerbros kvarterer i København udfoldes der en betydelig forbrugsforenings virksomhed. De folk, der kan komme til at bo der, kan købe billigere varer end andet steds, følgelig vil så mange som muligt bo der, og nu viser de husejerne dér i kvarteret, hvor stor pris de sætter på at bo der; disse modtager gladelig denne pris i forhøjet husleje.

Godgørenhed og privat andelsvirksomhed er i sig selv absolut godt, men som lægemiddel kan det allerhøjest for et øjeblik lindre smerten for en og anden patient. Sygdommen får det ikke bugt med.

Overfor det sociale spørgsmål hersker der en frygtelig, en næsten utilgivelig uvidenhed. Og det værste er, at kun få rigtig skammer sig over deres uvidenhed på dette område.

Der gives folk, som ville rødme af skam, om nogen opdagede, hvor lidt forstand de har på den skønlitteratur, de sluger mellem år og dag. De samme folk tilstår uden at blinke, at de som nogle dumme får står tykt uvidende overfor vor tids største spørgsmål. Det er moderne at kunne snakke med om det ene og ikke have spor af begreb om det andet. Mange vil så kriblende gerne være moderne og tænker måske slet ikke på, at det betyder ikke andet end at efterabe.

Så længe det står således til, er der kun lille udsigt til, at der vil blive gjort noget af virkelig betydning.

Den tid vil forhåbentlig komme, da det mere end nu går op for folk, at fattigdomsspørgsmålet vedkommer ikke alene de fattige, men alle. Allerede nu er der meget, der tyder på, at interessen for spørgsmålet er ved at vågne, men foreløbig må de undertrykkede så godt som selv tage sig af deres sager.

Ingen kan fortænke de besiddelsesløse i, at de ved alle hæderlige midler, der står dem til rådighed, forsøger at arbejde sig ud af undertrykkelsen, men skal det lykkes, da må de forstå deres stilling overfor de besiddende, og de må ikke spilde kræfter på de kiler, der ikke lader sig drive.

Arbejdsbesparende maskiner og indførte polske arbejdere, som konkurrerer med danske arbejdere, bliver ofte af disse betragtet med uvilje. Men hverken de polske arbejdere eller den frie konkurrencen er arbejdernes naturlige fjender.

At kæmpe mod frikonkurrencen er som at slå på en fjendes sværd i stedet for at ramme armen, der fører sværdet.

Frikonkurrencen har drevet os til at dyrke jorden, så den giver os afgrøde som aldrig før. Var der mad nok til hver mund for 100 år siden, så er der nu mange gange så meget til hver mund. Når ikke alle får gavn af landets værdiforøgelse, så er det ikke frikonkurrencens skyld, men de forholds skyld, hvorunder den virker.

Der skabes flest samfundsværdier, når der ydes mest muligt arbejde for mindst mulig anstrengelse og bekostning. Når landmanden ved hjælp af arbejdsbesparende maskiner og billige polske arbejdere kan frembringe samme værdier som før 50 øre billigere pr. dag, så dyrker han flere roer og producerer mere smør end nu, og landets velstand vokser derved. At arbejderne ikke får mere smør på deres brød af den grund, det er hverken frikonkurrencens, maskinernes eller de polske arbejderes skyld.

Ulykken er den, at nogle få tilvender sig fordelen ved al værdiforøgelse.

De, der råder over jorden og produktionsmidlerne, kan sige til de arbejdende: Slider og slæber I for at frembringe flere værdier end før, så er det os, der bliver rigere, ikke I; I kan aldrig få mere end fra hånden i munden.

Det begynder heldigvis mere og mere at gå op for arbejderne, at deres forsøg på at tvinge lønnen op over markedslønnen, den, som tilbud og efterspørgsel bestemmer, er som at rykke sig selv i håret for at løfte sig op.

At mange har svært ved at opgive kravet: det fulde udbytte af arbejdet, er forståeligt. Overfladisk set kunne man også synes, at kravet er berettiget. Man kan ikke fortænke arbejderne i, at de nødig vil udbyttes mere end højst nødvendigt. Men helt undgå udbytning, det kan en arbejder aldrig, hvor han lever i et samfund; det vil sige, for så vidt hans arbejde ikke er af nedbrydende, men af opbyggende art.

I et hvilket som helst samfund arbejder man så godt som altid både for sig selv og for samfundet. Ved et opbyggende arbejde gavner man samfundet, og ved et nedbrydende arbejde skader man samfundet. I første tilfælde undgår man ikke, at samfundet får udbytte af ens arbejde.

De besiddelsesløse kan ikke komme over den naturlige arbejdsløn, den som fri tilbud og efterspørgsel bestemmer, og endnu mindre kan de komme op over den løn, ufri tilbud og fri efterspørgsel bestemmer. Det er kraftspild at forsøge derpå.

Tænker vi os, at der ved et arbejde på god jord fremvirkes værdier for 6 kr. pr. dag, medens der ved samme slags arbejde på dårlig jord kun fremvirkes værdier for 2 kr. pr. dag, så skal besidderen af den gode jord betale sin arbejder 6 kr. i dagløn, medens besidderen af den dårlige jord skal betale 2 kr., for at arbejderne begge steder kan få det fulde udbytte af deres arbejde.

Det er indlysende, at besidderen af den dårlige jord ingen arbejdere ville få for 2 kr., når arbejderne for samme slags arbejde og ved samme anstrengelse kunne få 6 kr. andre steder.

Det viser sig også, at enten en jordarbejder arbejder på god jord i Østjylland eller på dårlig jord i Vestjylland, er hans løn ikke større det ene sted end det andet.

Kan besidderen af den dårlige jord få en daglejer for 1 kr. 50 øre pr. dag, så kan besidderen af den gode jord få en daglejer til samme pris. Det første sted mangler daglejeren 50 øre i det fulde udbytte af det arbejde, han udfører, det andet sted mangler han 4 kr. 50 øre, men de får begge samme løn for samme anstrengelse.

Så snart der forlanges 2 kr. i dagløn, kan besidderen af den dårlige jord ikke længere stå sig ved at holde daglejer. Skal han give daglejeren 2 kr., og denne kun fremvirker værdier for 2 kr., så tjener besidderen intet ved at holde daglejer, og så hører han op dermed.

Forlanger daglejerne 2½ kr., så kan besidderen af den jord, hvorpå der kun fremvirkes værdier for 2½ kr. om dagen, heller ikke stå sig ved at holde daglejer.

Forlanges der 3 kr., må besidderen af den jord, hvorpå der fremvirkes for 3 kr., også ophøre at beskæftige fremmed arbejdskraft.

Arbejdsfeltet for fremmed arbejdskraft indsnævres derved. De daglejere, der tidligere har været beskæftiget på den jord, hvorpå der kun udvindes for mindre end 3 kr. Ved en mands dagsarbejde, må søge hen til besidderne af de bedre jorder.

Derved kommer de til at konkurrere med deres arbejdskammerater på disse jorder. Om disse besiddere har brug for denne forøgede arbejdsstyrke, beror på, om de kan se deres fordel ved at dyrke deres jord stærkere end før. Dette beror igen på dels, om de kan skaffe forøget driftskapital, og dels, om de kan finde større marked eller opnå højere priser for deres varer end hidtil.

Og ligeledes kommer det an på, om det ikke bedre end før betaler sig at indføre arbejdsbesparende maskiner eller polske arbejdere, nu da arbejdslønnen er steget fra 1 kr. 50 øre til 3 kr. daglig.

Dersom intet af dette forhindrer besidderne i at tage de fra den dårlige jord ledige daglejere i arbejde, ja, så vil den naturlige arbejdsløn være 3 kr. pr. dag. Går nogle ledige for disse hindringers skyld, så er den naturlige arbejdsløn ikke 3 kr., og går de alle ledige af dm grund, ja, da er den naturlige arbejdsløn for den slags arbejde 1 kr. 50 øre om dagen.

Er det tilfældet, da skader den samtlige arbejderstand sig ved at forlange 3 kr. Ganske vist får en part af den højere løn, men en anden part går arbejdsløse eller søger ind til byerne, hvor de sunde, stærke, arbejdsdygtige landarbejdere næsten altid fortrænger de blege, udslidte byarbejdere.

Det er som regel de unge, stærke landarbejdere, der vandrer ind til byerne. Og hvilken arbejdsgiver foretrækker ikke at få sådanne folk i sin tjeneste i stedet for dem, der er bleven mere eller mindre ødelagt og svækkede under de på mange måder usunde byforhold, som de har levet under.

De stærke, kraftige, mest arbejdslystne skubber som regel de allersvageste ud i arbejdsløsheden, indtil de stærke (eller deres børn eller børnebørn) selv er blevet de svage og ødelagte og må så igen skubbes ud af de friskere og dygtigere.

Og det fortvivlede er, at hvad enten arbejderklassen er gennemgående dygtig eller gennemgående sløj, bliver dens stilling omtrent den samme. I hvor meget de alle sammen anstrenger sig, kan de ikke alle blive de sundeste, dygtigste og mest energiske. Her som i skolen må der nødvendigvis nogle sidde på nederste bænk, selvom de omtrent er lige dygtige.

Arbejderne kan anspænde sig til det yderste, deres stilling er lige fortvivlet. Der er ikke plads til dem alle på øverste bænk. I hvor stærkt de slider og slæber, betyder det lige fuldt sult, savn, nød og elendighed at sidde på nederste bænk.

“Der kan ske, hvad der vil, verdenskulturen må i dag gøre et skridt fremad, som end ikke den dristigste fantasi i går formåede at tænke sig; maskiner må opfindes, som mangefold fordobler arbejdets produktive kraft, lad det være muligt med de produktionsbetingelser, hvorunder den arbejdende menneskehed virker, at sprede hygge og velvære ud over alle jordens hjem – det nytter alt sammen intet. Arbejderen får kun brødet, klæderne og det tarveligste husly. Det menneskelige fremskridt vedkommer ikke arbejderen mere, end sporvognsaktiers kursstigning gavner hesten, der trækker sporvognen. Det er, som om nogle individer havde erklæret tyngdekraften, dampens elasticitet og sollysets varme for deres ejendom! De fodrer folket, ligesom de smører og fyrer op under dampmaskinerne, for at holde dem i arbejdsdygtig stand, og dets ernæring kommer kun i betragtning som nødvendige produktionsomkostninger,” – siger Lasalle. Og endogså husdyr og maskiner må vække arbejdernes misundelse. Det er ikke blot værdien, der mangler. Den oplysning, vor liberale tidsalder spreder til masserne, og den skånselsløshed, hvormed de udvalgte stiller deres livsvilkår til skue, tilføjer ham en lidelse frem for de andre, nemlig bevidstheden om, at dette fremskridtets århundrede kender en anden tilværelse, han som menneske kunne føre. Men strækker han hånden ud efter sine drømmebilleder, får han først rigtig at føle, at den virkelighedslov, der binder ham, er af jern. Lønarbejderen kan hverken blive driftsherre eller rentenyder, thi begge dele forudsætter kapital, og den kan ikke dannes, hvor der intet er at spare. Lænken holder, lønarbejderen kan kun blive lønarbejder. Og han kan ikke fravriste dette jern en tommes spillerum[3]. Lad ham under de umenneskelige vilkår, hvorunder han lever, hærde sin vilje og lægge al kraft ind på at nå den størst mulige arbejdsdygtighed; lad ham, medens han kun har det nødtørftigste til livets ophold, søge at indskrænke sit forbrug, være sparsommelig for at vinde frem; lad ham opdrage sine børn til flid, for at de tidlig kan tage fat i erhvervslivet, og lad ham slå af på fordringerne til hjemmets hygge for at lade hustruen tjene sit bidrag til hjemmets underhold. Det skader ham alt sammen. Samfundet har kun ét svar at møde arbejderstandens energi med: bliver I dygtigere, kan vi nøjes med færre, og en del af jer må da ryddes af vejen ved sult; bliver I sparsommeligere, kan I nøjes med mindre, og I får ikke så meget; fører I flere ind på arbejdsmarkedet, får I forholdsvis mindre hver; thi familien som helhed skal kun have så meget, at den lige kan leve. Lig derfor stille i dine lænker, arbejder; ryster du med dem, binder de hårdere”[4].

“Arbejderen er kulturens rydningsmand; han hersker kun over det værdiløse produktionsmiddel; så snart en udvidelse af produktionen rykker jord, som tidligere var af negativ værdi, op til værdien 0, må arbejderen som sådan give slip på den jord, han har opdyrket, fordi den får positiv værdi og bliver kapital. Derfor går enhver udvikling og forøgelse af samfundsværdier uden om arbejderen, hvis enemærker er det værdiløse”[5].

Arbejderstanden som helhed vinder ikke frem ved flid og energi, heller ikke ved at gøre sig kostbar eller ved at indskrænke arbejdstiden (for så vidt det fører til, at der udføres mindre arbejde), heller ikke ved sparsommelighed og nøjsomhed, ikke ved nogen som helst anstrengelse.

Den enkelte inden for arbejderstanden, der formår at hæve sig op over de øvrige, skader de nederste så meget desto mere. Når han endelig op mellem de besiddende og vil selv udføre sit arbejde, indskrænker han virkefeltet. I samme øjeblik han tager fremmed arbejdskraft og således udvider virkefeltet, fordyres de samtlige virkefelter, og konkurrencen kommer da til at stå mellem arbejderne på den ene side og kapitalen på den anden side. Kapitalen, der hersker over arbejdet, vokser sig stærkere og fastere og knuger og tynger desto hårdere på arbejderstanden som helhed. De arbejdere, der står nederst, synker stadig dybere og dybere, jo, mere de enkelte søger at arbejde sig op, thi som forholdene er, kan ingen komme op uden at træde på andre, udbytte andre.

Arbejderstanden som helhed gør klogest i at ligge stille i lænken, og i stedet for at stramme den sætte alt ind på at løse knuden. Den kan løses.

Arbejderne må først og fremmest opgive det fortvivlede krav om det fulde udbytte af arbejdet.

I et samfund arbejder man for hinanden, og det vil man blive nødt til selv under de retfærdigste forhold. Når bare alle får adgang til arbejdet på samme betingelser, og disse betingelser står lige åben for alle, så bliver udbytningen gensidig og betyder gensidig hjælp og udbytte for alle.

Ligesom en del af de besiddelsesløse kræver det fulde udbytte af arbejdet, således kræver en del af georgisterne, at de besiddende skal have det fulde udbytte af det arbejde, som de beslaglægger med deres kapital.

Arbejdet må ikke beskattes, siger de. Det lyder meget rigtigt. Det ville også være rigtigst, dersom hvert menneske havde fri og uhindret adgang til såvel det fordelagtigste som det ufordelagtigste arbejde, og for så vidt det enkelte menneske uden andres hjælp selv havde oparbejdet betingelserne for det mere eller mindre fordelagtige arbejde.

Dersom jeg udfører samfundsarbejde, udfører jeg ikke mit eget arbejde og kan ikke altid tilkomme det fulde udbytte deraf. I et samfund er man altid flere om at skabe betingelsen for et arbejde og for et arbejdsprodukts handelsværdi.

Det arbejde, jeg udfører ude i ørkenen, er mit eget arbejde. Der kan jeg selv få mit arbejdes fulde udbytte, men det arbejde, jeg udfører i et samfund, er som regel dels mit og dels samfundets arbejde.

Dersom jeg for at udføre et arbejde nødvendigvis skal betjene mig af samfundets jord og produktionsmidler: maskiner, redskaber, bygninger, kapital osv., så tilkommer jeg ikke det fulde udbytte af det arbejde, jeg udfører. Samfundet har skabt betingelserne for arbejdet, og derfor har det part i arbejdet og tilkommer sin del af udbyttet.

Nogle er så afgjort modstandere af at lægge skat på fliden, og det lyder unægtelig meget tiltalende, men man glemmer, at det er af værdi at kunne få sin flid udnyttet på mere eller mindre fordelagtig måde.

Den, der forlanger samfundets hjælpemidler, for derigennem at kunne udnytte sin flid på den mest fordelagtige måde bør give mest muligt, fordi han afskærer andre fra at kunne udnytte samme flid på dette eller hint felt, som han med samfundets hjælpemidler har beslaglagt. I et samfund har det værdi at få indbringende arbejde, derfor bør alle betale for at få lov til at arbejde i forhold til dette eller hint arbejdes værdi, og i forhold til, hvor meget eller lidt de afskærer andre fra samme arbejde.

Der er slet ikke noget galt i at lægge skat på fliden. Der sker først noget galt, dersom man lægger så megen skat på fliden, at det i allermindste måde hæmmer den. Det gør man i allerhøjeste grad i dag under vort bagvendte samfundsforhold, men sådan behøver det ikke at være, og sådan bør det selvfølgelig ikke være.

Hvor ikke særlige naturejendommeligheder er det bestemmende, der vil en hvilken som helst skat altid blive skat på fliden eller på noget, der er frembragt ved flid. Selv en ren grundværdiskat undgår ikke at blive skat på fliden.

Er vi alle gennemgående dovne og udygtige i et samfund og frembringer forholdsvis få samfundsværdier, så bliver der få samfundsværdier at svare skat af, og den samlede skat bliver lille derefter.

Er vi gennemgående dygtige og driftige og bygger jernbaner på kryds og tværs, fordi det viser sig nødvendigt, så stiger jorden i værdi, og der vil blive betalt højere skat, netop fordi menneskene har udvist flid og fremskridt.

Dersom jeg opfinder en ny og bedre måde at lave støvler på, så jeg ved den halve anstrengelse kan frembringe lige så mange par støvler som tidligere, og jeg gør det, ja, så har jeg selv hele gavnet af min opfindelse; jeg har da vundet fritid. Jeg behøver kun at arbejde halvt så meget som tidligere.

Er jeg lige så flittig og holder lige så lang arbejdstid som før, da frembringer jeg dobbelt så mange par støvler som tidligere. Derved kaster jeg flere ind på markedet, og de falder i pris, og da undgår jeg ikke, at samfundet tager fordel af min opfindelse og flid.

I ørkenen kan ingen tilvende sig udbytte af mit arbejde og min flid, men jeg foretrækker at bo i et samfund og helst på det sted i samfundet, hvor flest mulig har fordel af min flid, altså, hvor der er de bedste afsætningsforhold for mine varer eller mest brug for mit arbejde.

Gennem høj husleje bliver forretningsmanden udbyttet mere i København, end han ville blive, om han boede i en tarvelig købstad ovre i Vestjylland. I stedet for at bo billigt, hvor der kun er dårlige afsætningsforhold, sætter han pris på at bo, hvor de bedste afsætningsforhold findes. Med fordel betaler han højere husleje det sidste sted end det første, fordi han der kan høste størst gavn af samfundets marked.

Det er fabriksarbejderen lige meget, om han hos den rige fabrikant, der har de nye tidssvarende maskiner, skal udbyttes mere end dobbelt så meget som hos nabofabrikanten med den lille driftskapital og de forældede maskiner, når bare han hos dem begge kan få samme løn for samme anstrengelse.

Tre familier, der bor til leje i et 3-etages hus, som optager 600 al², beklager sig ikke, fordi de tilsammen må betale dobbelt så stor husleje som to familier i den 2-etages naboejendom, der ligeledes optager 600 al², når bare lejligheden svarer til huslejen. Huslejen svarer de, uanset hvem af husejerne, der forholdsvis udbytter dem mest.

Det er fuldt ud retfærdigt at skulle svare afgift af arbejdet i forhold til, hvor gode de betingelser er, som samfundet skaber for dette eller hint arbejde.

Det, jeg i dag som daglejer eller som forgældet driftsleder mangler i det fulde udbytte af det arbejde, jeg udfører, det svarer jeg for at have tilladelse til at udnytte samfundets jord og de af samfundet skabte produktionsmidler eller markedspladser for arbejdets afsætning såsom bygninger, besætninger, maskiner, redskaber, sædekorn og driftskapital. Disse eller lignende produktionsmidler betinger arbejdet, jeg udfører.

Det betinger ikke alene det arbejde, jeg udfører, men også det arbejde, jeg gerne ville udføre, når bare jeg måtte komme til.

Min arbejdskraft er kun meget lidt værd, om jeg skal undvære benyttelsen af disse ting. Tilbud og efterspørgsel bestemmer den forskellige pris på benyttelsen af disse produktionsmidler. Det, enhver mangler i det fulde udbytte af arbejdet, udtrykker denne pris.

Det uretfærdige ligger altså ikke i, at jeg betaler for at udføre samfundets arbejde.

Det uretfærdige består deri, at nogle få pengemænd har tilvendt sig og beslaglagt alt arbejde, eller, hvad der gør det samme, har taget alt samfundsarbejde i pant.

Allerede Moseloven fordømte en sådan forbrydelse: “Du må ikke tage en mølle eller en møllesten i pant, thi det er tage livet i pant”. (5. Mos. 24,6.)

Dersom en rigmand lagde beslag på den mølle eller møllesten, som omegnens beboere nødvendigvis var henvist til at knuse deres brødkorn på, ja, så havde han afskåret dem fra det daglige brød, de ville savne det, hvorved de skulle opholde livet.

Som samfundsforholdene er i dag, da er mølle og møllesten taget i pant. Kapitalisterne er enten tilskødet eller har i pant alle møller, alle fabrikker og maskiner, ja ikke nok dermed, men hver fodsbred jord har de skøde på eller pant i.

De har, som Moseloven siger, taget de besiddelsesløses liv i pant. De har taget de ting i pant, hvoraf deres medmenneskers liv afhænger.

Nogle siger, at jorden er kilden til al rigdom. Har vi bare fri adgang til jorden, så er alting godt; andre siger, at det er arbejdet, der frembringer al rigdom.

Men så meget er vist, at selvom jorden kan føde rigdom uden arbejde, så befrugter arbejdet jorden, og rigdommen, der fødes, er barn både af jorden og arbejdet, og efterhånden som samfundslivet udvikler sig, spiller arbejdet større og større rolle. Kulturen er i første grad arbejdets frugt. Kalder vi jorden moderen til al rigdom, så fortjener arbejdet særlig i de fremskredne kulturlande at betegnes som rigdommens og kulturens fader.

I et land, der står på et meget lavt kulturtrin, kan det omtrent være tilstrækkeligt for et menneske at have fri adgang til jorden. Anderledes i et udviklet kulturland, der er det tillige nødvendigt at have adgang til produktionsmidlerne.

Dersom jorden henlå i naturtilstand uden bygninger, besætninger, maskiner eller redskaber osv., og den nuværende menneskemængde var henvist til at leve af jagt og fiskeri og af de urter og frugter, som jorden da måtte nøjes med at bære, så ville langt over halvparten dø af sult, inden vi havde tilvejebragt samme mængde produktionsmidler, som vi har i dag, og før der ville blive livsbetingelser for den menneskemængde, som nu lever.

Tænker vi os således, at nogle få mænd ejede alle produktionsmidler: bygninger, besætninger, maskiner, redskaber osv., og de havde magt til at forbyde os andre at benytte disse ting, ja, så ville det ikke mærkes synderligt i de uudviklede kulturlande, men i kulturlandene ville der blive frygtelig hungersnød, og døden ville på én gang gøre rigere høst end i syndflodens dage.

At lægge beslag på produktionsmidlerne er at lægge beslag på jordens ydeevne, og dette er en forbrydelse, thi det er at lægge beslag på livsbetingelserne.

Ikke alene jorden, men også produktionsmidlerne betinger arbejdet. Lægges der beslag på produktionsmidlerne, så lægges der beslag på arbejdet, men lægges der beslag på arbejdet, hvoraf vi nødvendigvis skal leve, så lægges der beslag på livet. Og forbrydelsen bliver lige stor, hvad enten det er samfundets love eller det er de enkelte samfundsborgere, der er skyld i forbrydelsen.

Samfundet, det vil sige alle i fællesskab, har ret til at lægge beslag på arbejdet, men ikke den enkelte uden alles samtykke.

Virginieren Jefferson (år 1716) udtalte sig således: Menneskene er skabt med ukrænkelige rettigheder; til disse rettigheder hører livet, friheden og retten til at søge sin lykke; til at sikre disse rettigheder er regeringer indstiftet, hvis lovlige magt stammer fra undersåtternes samtykke. Hver gang en regeringsform strider mod disse øjemed, står det til folket at forandre eller ophæve den og stifte en ny, bygget på disse grundsætninger, samt ordnet på den vis, som synes det bedst at føre til dets lykke og sikkerhed.

Dersom flertallet her i landet er i tvivl om, enten vi er nødt til at beholde landstinget eller ikke, fordi vore snart afdøde fædre eller forfædre har bortskænket eller tiltvunget sig nogle forrettigheder, ja, så fortjener dette flertal heller ikke at komme af med det åg, som formynderskabet er.

Man kan være tvunget til at være lovtro uden i sit hjerte at godkende loven. Enhver lov, der strider mod min retsfølelse eller krænker min frihed, den bøjer jeg mig kun nødtvungent for. Jeg godkender den aldrig og vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at få den ophævet.

Mindretallet må bøje sig lydigt under flertallet, fordi det er tvunget dertil, men ikke fordi det giver flertallet ret, og sådan må det gøre, til det får flertal på sin side, men da heller ikke en dag længere. En mand må have frihed til at sælge sit liv eller give sit liv bort, men hans børn må have samme ret. Det ene slægtled kan ikke have større ret end det andet. Sælger en mand sine børns livsbetingelser, har han begået en forbrydelse, thi han har solgt deres liv. Lad os antage, han dør før børnene. Er det da den døde fader, der råder over de levende, eller er det de levende, der råder over deres eget liv?

Råder de foregående slægter, der nu er døde, mere over vort liv, end vi selv gør?

Tænk om alle nulevende tog den bestemmelse, at efterslægten i to tusinde år skulle klæde sig sådan og sådan og kun måtte spise og drikke det og det og kun måtte fornøje sig ved det og det.

Dersom de ikke lo os ud, ville jeg ikke være stolt af at være i familie med dem.

Dersom livet er til for lovens skyld, så er loven mere end livet, men dersom livet er mere end loven, så må loven rette sig efter livet. Dersom vi finder os i, at de døde råder over vort liv, så fortjener vi en død tid, hvor frihed og fremskridt er kuet.

I 1843 udtalte den engelske tænker Th. Carlyle: “Folket taler om at sælge jorden, men hvem kan, og hvem kunne sælge os den. Egentlig talt tilhører jorden disse to: den almægtige gud og alle hans menneskebørn. Intet slægtled kan eller kunne med selv den største anstrengelse eller højtidelighed sælge jord efter anden grundsætning end denne. Den er, siger vi, ikke noget slægtleds ejendom, men alle de foregående slægtleds, som har arbejdet på den og alle fremtidiges, som skal arbejde på den”.

Cantu siger i sin verdenshistorie: “Når man ser nøjere til, står alle spørgsmål om frihed i nøje sammenhæng med spørgsmålet om ejendomsretten, og et folks politiske stilling bestemmes væsentlig af, hvorledes grundejendommen er fordelt”.

Moseloven, 25. Kap., 23. V.: “Land må ikke sælges med fuld afståelse, landet hører nemlig mig til,” siger herren.

Jord må sælges, men ikke med fuld afståelse. Er vi tilskødet den jord, som tilhører Skaberen, så kan der kun være tale om, at vi kun kan være lejere for en dag eller for en tid. Det kan kun blive på de betingelser, at vi må svare fuld lejeafgift til Skaberen eller til hans arvtagere, nemlig alle hans børn, vore brødre og søstre, der er henvist til at leve på den jord, som vi optager.

Ved udgravningen af den såkaldte Akropolis høj mellem ruinerne af den gamle persiske hovedstad Susa fandt man for nogle år siden en 4 alen høj og 4.000 år gammel, sort stenpille med følgende indskrift: “Jord skal dyrkes, og hvis nogen forsømmer det, skal han dog betale samme afgift som af dyrket jord”.

Den lykurgske lovgivning gik ud på, at alle skulle stilles lige med hensyn til ejendomsretten til jorden.

Kong Agis III i Sparta gav folket håb om afskaffelse af al gæld eller en ny lov om jordens fordeling. Lysandros, som hørte til hans parti, gav forslag til en lov i den retning, men det blev forkastet af den anden konge, Leonidas. Kong Agis III var selv den første, der tilbød sine ejendomme, der havde en værdi af 600 talenter, til fælles bedste. Den del af ungdommen, der kunne lade sig begejstre, fulgte hans eksempel; de brændte gældsbreve, ofrede guld og kostbarheder og gav ejendommene hen til deling. Kong Agis’ ædle handlinger og hensigter lønnedes med, at han ved svig blev lokket i fængsel, hvor han blev kvalt af modstandere.

Romeren Ulpianus hævdede, at alle mennesker i henseende til deres naturlige rettigheder er lige og fødes fri.

“Det er selv sagt, at der gives vigtige ting, der nødvendigvis må være alles eje: jorden, grunden er et eksempel herpå, siger Aristoteles.

“Gud har bestemt, at jorden skal være en fælles besiddelse for alle. Men hvad naturmennesket nyder som fælles ret for alle, har begærligheden gjort til ret for nogle få”; udtaler st. Ambrosius.

Den franske tænker Rousseau har sagt således: “Den første, der indhegnede et jordstykke og dristede sig til at sige: ‘det er mit’, og som fandt enfoldige mennesker, der troede ham, blev det borgerlige samfunds grundlægger. Den mand, der havde omstyrtet gærdet eller jævnet grøften og havde tilråbt sine samtidige: vogt eder at tro denne bedrager. I er fortabte, dersom I glemmer, at høsten tilhører alle, og at jorden tilhører ingen. For hvilke forbrydelser, krige og mord, for hvilke elendigheder, og for hvor mange rædselsgerninger havde han ikke sparet menneskeheden”.

Lægen Francois Quesnay ville, at “alle skatter skulle ydes af jorden. Det arbejde, der anvendes på agerbrug, frembringer arbejderens føde og desuden et overskud, som burde tilfalde jordens ejere”.

Turgot under Ludvig XVI ville ligeledes samle alle skatter i en grundskat, som lod den ved vindskibelighed skabte rigdom være skattefri.

Stuart Mill og Herbert Spencer har i England lagt grunden for samme tanke.

Amerikaneren Henry George har gjort et mægtigt arbejde for at uddybe og udbrede tanken. I tilslutning til Francois Quesnay og Turgot, der foreslog en grundskat, efter at arbejdet og fliden havde fået sin belønning, siger Henry George: “Altså egentlig ingen skat, men en afgift til staten for et værdifuldt privilegium”.

Det er som bekendt en socialistisk fordring, at ikke alene al jord, men også alle produktionsmidler bør være tilgængelig for alle, så alle har lige adgang til arbejdet. Alle har hævdet dette lige fra Fourier til Karl Marx.

Dette stemmer overens med Moselovens: “Du må ikke tage mølle og møllesten i pant, thi det er at tage livet i pant”. Ikke alene adgangen til jorden, men også til produktionsmidlerne, mølle og møllesten, betinger livet.

1. F. S. Grundtvig indså ligeledes, at ikke jorden alene, men også bygninger aldrig med fuld ret kan tilfalde den enkelte. I Danskeren 39, 1849 skriver han:

“Det er ikke blot altid ubilligt altså i grunden uretfærdigt, at jorden, som vi alle skal leve af, falder i nogle få rigmænds hænder, så hele det øvrige folk må leve fra hånden i munden, men det er tillige nu om stunder rent ødelæggende.

Ethvert folk er sit fædrelands grundlægger og kan aldrig retsmæssig ved nogen lov tabe sin ejendomsret, så det er kun nytten og brugen af jorden, der retsmæssigt kan fordeles ved landsloven og blive genstand for køb og salg.

Hvad juristerne kalder fuld ejendomsret, som man kan have over sine penge, sine klæder og sit boskab, det har ingen selv over sit hus, og ingen uden hele folket over jorden, som skal føde det.”

Dersom en mand nægter at låne sin båd ud til en anden, der ved bådens hjælp kan og vil frelse en mand fra at drukne, begår han mord. Lad ham pukke så meget, han vil, til på ejendomsret til båden, han får lige fuldt et mord på sin samvittighed.

De, der beslaglægger produktionsmidler, hvoraf andres liv afhænger, har ligeledes mord på deres samvittighed. Hvor mangen syg blandt de fattige dør ikke i alt for ung en alder, fordi de mangler midler f.eks. til et ophold på et sanatorium, hvor de måske helt eller til dels kunne blive helbredt?

Dersom adgangen til jorden og produk­tionsmidlerne stod lige åben for alle, da ville ethvert arbejdsvilligt og arbejdsdygtigt menneske få evne og råd til at hjælpe en og anden af deres nærmeste, som er syg, men som står til at redde, om han kunne komme under den kur og pleje, vor tid kender.

Den stærke, flittige arbejder må se sin hustru eller sit barn sygne hen, fordi han ikke har råd til at skaffe hjælp. Båden (jorden og produktionsmidlerne) er aflåst; i sin fortvivlelse står arbejderen og må se på, at den, han elsker, drukner; han står magtesløs med sine to kraftige arme, de er ham til ingen nytte, man nægter ham adgang til redningsbåden og gør sig derved skyldig i mord. Disse mord gentager sig ikke blot en gang imellem, men hver dag, og det bliver ikke mindre uhyggeligt, fordi man hver søndag går i kirke for at høre en hyggelig prædiken og bagefter putter en tiøre i fattigblokken.

Adgangen til arbejdet og dets frugt er en aldeles nødvendig betingelse for at leve. Står denne adgang ikke lige åben for alle arbejdsdygtige mennesker, da er der nogle, der lider uret. Man skulle synes, det var overflødigt at sige noget, der er så simpelt og ligetil, og dog viser det sig desværre nødvendigt at gentage det gang på gang, thi her som der gælder det: “Folkets hjerte er blevet forhærdet, med ørene hører de tungt, og deres øjne har de tillukket”.

De, der enten er tilskødet, besidder eller har de ting i pant, der betinger samfundets arbejde, og de, der råder over afsætningspladserne for arbejdet eller arbejdsprodukterne, har monopol på samfundets arbejde.

I ørkenen findes ikke et eneste af den slags monopoler, de findes kun, hvor der rører sig et samfundsliv. I de lande, hvor samfundslivet er mest udviklet, findes de største monopoler.

Samfundet, der således unægtelig har skabt betingelserne for alle arbejdsmonopoler, ejer i dag eneste ret til disse; noget mere indlysende og selvfølgeligt kan ikke tænkes.

Arbejdet, hvoraf vi alle skal leve, kan aldrig med ret forbeholdes de enkelte. Ingen kan i nogen som helst form have monopol eller privilegium på noget som helst arbejde, uden hele samfundet billiger det.

Vi er kommet dertil, at vi forstår: Samfundets arbejde er ikke de enkeltes, men alles, thi alle (det vil sige samfundet) har skabt betingelserne for, at dette eller hint arbejde kan indbringe udøveren en løn, der står i forhold til, hvor lidt eller meget samfundslivet er udviklet, enten der, hvor arbejdet udføres, eller hvor arbejdsprodukterne sælges.

Samfundet har således ubetinget ret til at betragte sig selv som et eneste stort aktieselskab, der ejer sit eget arbejde.

Hvorvidt samfundet skal lade sit arbejde udføre på denne eller hin måde, er en sag fuldstændig for sig.

Om staten skal være eneste arbejdsleder eller samfundet som i dag vil overlade driftsledelsen til private, det er ikke den side af sagen, der bestemmer retten eller uretten i samfundslivet.

Den uret, herregårdsarbejderen, fabriksarbejderen og den forgældede driftsleder i dag lider, er først og fremmest den, at de ikke får deres retmæssige del af aktieudbyttet.

Samfundet har fundet sig i, at de private har overtaget samfundets arbejde og virkepladser på betingelser. Betingelserne er den dag i dag, at de svarer en afgift i form af skat.

De må den dag i dag finde sig i, at samfundet gør denne afgift stor eller lille, akkurat som samfundet finder for godt.

For så vidt er alt i bedste orden.

Det står samfundet fuldstændig frit gennem lovgivningen at forlange så stor afgift af de største monopoler og så lille afgift af de mindste, så det, de private tjener ved at udføre eller optage monopolarbejde, ikke bliver væsentlig fordelagtigere ved de store end ved de små monopoler.

Gør samfundet dette og anvender den opkrævede afgift til fælles fordeling eller til absolut fælles bedste for alle, ubetinget alle i samfundet, da er den væsentligste samfundsuretfærdighed ophævet.

Uretfærdighed mand og mand imellem kan derfor endnu eksistere, men samfundet har fejet for sin egen dør. Kan samfundet påtage sig mere fejning, og det bliver der tid og råd til, ja så er der sandsynligvis fremdeles brug for fejning foran mangen privat mands dør.

Vi er altså kommet dertil, at vi klart ser, hvori samfundsuretfærdigheden består: Den består deri, at mølle og møllesten, ja selve jorden og alle andre produktionsmidler er taget i pant. Derved er arbejdet taget i pant, arbejdet, der betinger livet, er taget i pant. Frivillig eller tvunget nødes vi til at give Moseloven ret i dette: at tage livsbetingelserne i pant er at tage livet i pant.

Løsningen af det sociale spørgsmål består i at få denne forbrydelse ophævet. Vi forstår endvidere, at den ophæves ved at kræve en så stor afgift af dem, der har taget mølle og møllesten (arbejdet og livet) i pant, så fordelen ved at besidde disse ting enten helt falder bort eller kun bliver så stor eller lille, som det fælles samfund bestemmer.

Dette er den ene side af sagen – den anden er lige så vigtig. Den består i, at samfundet, der opkræver afgiften, fordeler det indkomne, så både daglejeren, fabriksejeren, den forgældede bonde eller småhåndværker, ja, hver enkelt samfundsmedlem, både store og små, hver får sin retmæssige del deraf.

Begge sider af sagen lader sig på en overordentlig nem og ligefrem måde gennemføre uden at gribe forstyrrende ind i vore nuværende samfundsforhold.

1. J. Madsen Mygdal har i sin bog Frihed (1891) givet anvisning på en simpel og ligefrem, men ikke desto mindre storslået, genial måde at gennemføre dette på. Rimeligvis skal hans bog først oversættes og læses på et fremmed sprog, før vi her hjemme opdager betydningen af hans vægtige socialøkonomiske arbejde.

Når samfundet pålægger de private monopolbesiddere eller dem, der har jorden og produktionsmidlerne i pant, en sådan afgift, da kan samfundet ikke forlange det fulde monopoludbytte uden at slå al privat foretagsomhed ihjel.

Ønsker flertallet i samfundet at bevare driftsledelsen privat, kan det bevare denne driftsform i akkurat lige så stor udstrækning, det ønsker, og dette kan ske uden at gøre uret mod Per eller Poul, mod samfundet eller den enkelte.

Hvor samfundet vil bevare privat driftsledelse i den nuværende form, må det netop levne så meget monopoludbytte til de private monopolbesiddere som løn for driftsledelse, så afgiften ikke hæmmer deres foretagsomhed.

Dette sker lettest ved at overlade til de private selv at tilbyde, hvor meget de vil svare i afgift.

Der behøves ikke noget statsmaskineri for at bestemme dette. Loven om tilbud og efterspørgsel, denne naturlige lov, der har dannet sig af sig selv, vil uden at statsmyndighederne behøver at ulejlige sig, nøjagtig og bestemt afgøre, hvad hver enkelt bør mangle i det fulde udbytte af monopolet.

Dette kan ske på samme simple måde, som loven om tilbud og efterspørgsel bestemmer, hvad den besiddelsesløse arbejder skal mangle i det fulde udbytte af arbejdet.

I en stationsby har a bygget et hus. Omkostningerne ved huset var 9000 kr. Deraf står de 6.000 kr. som lån i huset, resten (3.000) rådede han selv over.

Den årlige udgift ved huset er:

5% rente af 6000 kr. … 300 kr.

4% af hans egne 3.000 kr. … 120 kr.

skat, assurance, vedligeholdelse og andre påhvilende udgifter… 260 kr.

I alt … … 680 kr.

Ti år efter at han har bygget huset, er lejeindtægten, hans egen lejlighed iberegnet, og for så vidt alt er lejet ud, 1.500 kr. om året. For ikke at regne for højt, går vi ud fra, at 100 kr. gennemsnitlig går tabt i lejeindtægt om året.

Indtægten er da … … 1.400 kr.

Mod udgiften … … 680 kr.

Fortjeneste … 720 kr.

Hertil kommer 4% rente af hans egne 3.000 kr. … 120 kr.

I alt. … 840 kr.

Den part af sit hus, som han har købt for sine 3.000 kr., giver ham 840 kr. om året, altså 28%.

For at have gjort samfundet en tjeneste en gang for alle, dels ved at gå hen at bestille en arkitekt, der påtog sig at lade huset bygge, og dels ved at sætte sine 3.000 kr. fast huset, lønner samfundet ham i dag med 840 kr. om året.

I samme ejendom driver A en forretning, og i denne har han anbragt 4.000 kr. Efter at huslejen af lokalerne, skatter, assurance, vedligeholdelse, lys, varme o.a. er udredt, indbringer forretningen ham i arbejdsløn og rente 1.900 kr. om året.

Dette arbejde kan udføres af én mand; han udfører det ikke selv, men fæster en bestyrer.

Bestyreren får ikke det fulde udbytte af arbejdet. Ved lignende bestyrerpladser er lønnen 900 kr. årlig. Tilbud og efterspørgsel bestemmer denne løn. Der er nok, der tilbyder sig for en sådan løn, derfor får denne bestyrer heller ikke mere og mangler da 1.060 kr. i det fulde udbytte. Disse 1.060 kr. byder loven tilbud og efterspørgsel, ham at yde til A for at få lov til at arbejde.

Resultatet bliver, at A har købt et arbejdsmonopol for 7.000 kr., der indbringer ham 1.900 kr. om året, altså 27½%.

Det arbejde, han gør for at modtage disse penge, udføres i mindre end 12 á 16 dage om året. Der kræves ingen særlig begavelse for at udføre det, kun at lægge nogle tal sammen og skrive sit navn under på nogle kvitteringer.

To husmænd har tilsammen anbragt samme beløb 7.000 kr. i deres husmandslodder, men de må hver yde mere end 8 dages arbejde om året for tilsammen at tjene 1.900 kr.

Der gives adskillige, der godt ville have aktie i det monopol, som A har købt for sine 7.000 kr., men han ønsker ikke at dele fortjenesten med nogen. Som forholdene er i dag har han magt til at sige: Pladsen er optaget, jeg var så heldig at komme først og var tillige så heldig dels at eje og dels for en tid hos gode venner at blive betroet lidt driftskapital, og nu har jeg taget monopolet i besiddelse. Søg jer en mere beskeden plads helst i udkanten af den stationsby, hvori jeg bor; er der mange af jer, der gør dette, så er der udsigt til, at jeg, der bor midt i byen, kan få endnu højere husleje, end jeg får nu.

De, der er kommet lidt senere til verden end A, må bekende, at det bliver dyrere og dyrere at komme ind på de gode pladser, der fordres større og større driftskapital eller, hvad der gør det samme, større og større kredit og dyrere og dyrere uddannelse. Det kan give anledning til at tænke lidt på, hvorledes mon det vil gå fattig mands børn og børnebørn, dersom ikke der sker en gennemgribende forandring. Kløften mellem fattig og rig bliver i alt fald større og større, fordi de bedste monopoler er optaget og stiger i værdi, eftersom nyt land dyrkes op ude omkring i udkanterne.

Det skyldes samfundet, at A ved at anbringe 7.000 kr. kan tjene 1.900 kr. ved at udføre højst 16 dages let arbejde om året. Dersom han havde anbragt 7.000 kr. ude i ørkenen, kunne han ikke have fået så meget som en brøkprocent rente af sine 7.000 kr.

Det kan ikke bestrides, at A har gjort samfundet en tjeneste ved at lade huset bygge.

Lejerne sætter pris på at bo hos ham, fordi der er god forretning der på pladsen. De sætter større pris på at give en større husleje dér end sidde for en billigere leje i udkanten af stationsbyen.

At få lov til at virke netop dér på pladsen er lige akkurat og nøjagtig husleje værd. Det bestemmes af loven om tilbud og efterspørgsel.

A har også gjort samfundet en tjeneste ved at begynde sin forretning dér på pladsen. Det viser sig, at folk sætter pris på hans varer. Bestyreren sætter pris på at arbejde i hans forretning. Tog bestyreren sin afsked, var det let at få en anden, ja endog så langt billigere, men A giver højest løn for at få en første klasses bestyrer.

Bestyreren sætter stor pris på at arbejde hos A, nemlig 1.060 kr. om året, som han mangler i det fulde udbytte af det arbejde, han udfører ganske alene.

Men skønt han sætter så stor pris derpå, ville han dog sætte endnu større pris på, om A helt ville trække sig tilbage og overlade ham ikke alene arbejdet, men også monopolet på arbejdet.

Bestyreren kender selvfølgelig nok ordsproget: Den enes død, den andens brød[6], men han er alt for godt et menneske til, at han skulle ønske A ude af verden. De sætter måske gensidig pris på hinanden som mennesker og ønsker hinanden alt godt.

Alligevel står A ham i vejen. På 900 kr. årlig vil bestyreren ikke gifte sig og stifte hjem. Han ejer ikke så stor kapital, at han kan købe A ud kontant. Kunne han få overladt monopolet for 2.000 kr. ud over de 4.000 kr., som A har stående i forretningen, altså 6.000 kr., og A ville have pengene til gode mod 5% (300 kr.) årlig, så ville bestyreren gerne dette. 300 kr. fra 1.960 kr., som forretningen indbringer, efter at alle udgifter (lejen iberegnet) er trukket fra, giver 1.660 kr. Kunne han have en sådan indtægt, ville han gifte sig og stifte hjem. Men A vil ikke overlade ham hverken hele monopolet eller en del deraf. A har beslaglagt mølle og møllesten.

A hører til de mænd i samfundet, som hele den besiddelsesløse hær er afhængig af. Men skønt han lever af at udbytte sin bestyrer og sine lejere, har han, som vi ser, gjort samfundet en tjeneste; han har været med til at skabe noget, som andre samfundsmedlemmer sætter pris på. Han har udnyttet monopolet, så det er blevet større og mere indbringende end en mand med mindre driftskapital og mindre dristighed ville have været i stand til. Dette er til gavn for samfundet, og han fortjener en løn for sit arbejde.

Både han og samfundet tilkommer hver sin part. Samfundet har skabt betingelsen for monopolet. A udnytter betingelsen til gavn for samfundet. Hverken han eller samfundet må lide uret. Det gælder derfor om, at den løn, samfundet tilstår ham for samfundstjeneste, hverken bliver for lille eller for stor.

Samfundet har ret til at sige til ham: fra fødslen af har vi alle lige stor ret til livet.

Arbejdet betinger livet, derfor har vi også samme ret til arbejdet. Produktionsmidlerne: hus, forretning, maskiner, redskaber, driftskapital og jorden betinger arbejdet og livet. Derfor har også alle i samfundet samme ret til jorden og produktionsmidlerne, i alt fald, hvor disse ting lægger eller kan lægge beslag på arbejdet og livet.

I virkeligheden godkendes dette af alle, også af dig. Monopolet: hus og forretning, hvoraf dit og vort liv afhænger, har du købt på de betingelser, at du svarer den skat og afgift, vi forlanger. Vi står os bedst ved at overlade monopolerne for samfundets liv og arbejde til dem, der vil give os størst afgift.

Ligesom din bestyrer og dine lejere afstår noget af det fulde udbytte af det samfundsarbejde, de udfører, må også du afstå noget for at have ret til at optage samfundsarbejde. Tilbud og efterspørgsel bestemmer, hvad din bestyrer og dine lejere skal give for at arbejde og leve der på pladsen. Da du, din bestyrer og dine lejere har samme ret til livet, må I følgelig under samme lov, for at I kan ske samme ret.

Du forstår. Vi foruretter dig ikke ved at stille dig under samme lov: tilbud og efterspørgsel, som din bestyrer og dine lejere er stillet under.

Ligesom Moseloven siger: “Land må ikke sælges med fuld afståelse!, således siger vi også: “Vi sælger dig ikke monopolet med fuld afståelse”. Du sammen med alle andre besiddere må betale den rente, som tilbud og efterspørgsel bestemmer, at der skal svares af ethvert monopol, før dette eller hint monopol giver adgang til løn for virksomhed.

Denne rente er fodrenten. Det er den rente, som modtageren kan få uden hverken at vove eller virke for den. Den, der i dag ejer eller har i pant: jord og produktionsmidler, behøver ikke selv hverken at vove eller virke for at modtage fodrenten. Der er altid nok, der tilbyder at svare en vis rente for at få adgang til at vove og virke. Tilbud og efterspørgsel bestemmer højden på denne rente. Denne ved tilbud og efterspørgsel bestemte markedsrente (kaldet fodrenten) har lange tider været omkring ved 4%. I det efterfølgende vil vi for nemheds skyld regne med, at den er 4%.

Det, den enkelte intet vover for eller virker for, har han heller ikke gjort sig fortjent til.

Ikke den enkelte, men alle (hele samfundet) har skabt og betinger fodrenten 4%. Denne rente tilhører samfundet.

Herefter opkræver samfundet nu sin egen retmæssige rente 4% som afgift af ethvert monopol her i landet.

Som forholdene er i dag, er det således, at den, der vil vove og virke enten med egen kapital eller med lånt kapital, regner med, at han først tjener en løn for arbejde eller risiko, efter at fodrenten (4%) er trukket fra. Det samme vil man fremdeles komme til at regne med. Lønnen for driftsledelse og for risiko vil man fremdeles kunne få på samme måde som før.

Denne monopolafgift må svares foruden det sædvanlige skattebeløb. Fodrenten bliver således en fuldstændig ekstra afgift.

Den kapitalist, der har prioritet i det hus, der er tilskødet besidderen A, skal således også svare fuld monopolafgift, 4% rente for at have fuld ret til at have del i monopolet, og således alle kapitalister, der oppebærer rente.

Denne afgift opkræves ikke hos den enkelte kapitalist, men hver enkelt kapitalist må svare sin afgift gennem den mand, der er tilskødet dette eller hint monopol, som kapitalisten har i pant.

På den måde kan ingen kapitalist, der enten direkte eller indirekte har jord, “mølle eller møllesten” i pant, unddrage sig fra at svare afgift. For at sikre sig sin kapital er han selv nødt til at gøre gældende, at han har dette eller hint i pant.

De kapitalister, der i dag kun får 4% rente af det monopol, de har i pant for deres penge, kommer altså til at svare det samme i afgift, som de til da har modtaget i rente.

Den rente, som man til i dag har fået uden at vove eller virke for, er således ophævet med et slag.

Mod dette vil der sandsynligvis rejse sig indvendinger. Nogle vil sige, at dette var brutalitet mod gamle, svage og enker, der i dag lever af at have penge på rente.

Akkurat som man ved slaveriets ophævelse ynkedes over dem, der levede af at eje slaver, således vil man igen ynkes over dem, der har levet af at have andres liv i pant, men nu må opgive den levevej.

Til beroligelse vil jeg da først sige og senere påvise, at samfundet fuldt ud magter at gøre ret og skel og ophæve uretten uden i mindste måde at være hensynsløs over for et eneste samfundsmedlem.

Mange vil rimeligvis også straks mene, at udlandet står som hindring for således med et slag at ophæve fodrenten 4% i et enkelt land. At dette ikke i nogen måde er tilfældet, vil også blive påvist.

Det er ikke (som mange tror) kapitalisternes penge, der giver rente, men det er de ting, der giver rente, som kapitalisterne direkte eller indirekte f.eks. gennem sparekasserne har fået i pant for pengene, nemlig jord og produktionsmidler eller kapitalisternes navne, der repræsenterer jord og produktionsmidler.

Kapitalisten skal ikke svare en rød øre i afgift af sin kapital, men derimod af det monopol, som han direkte eller indirekte har i pant for sin kapital.

Det er vel nok de færreste af dem, der i dag oppebærer renter, der aner, at monopolrente[7] er det samme som blodpenge. Skulle kapitalisterne selv kræve renterne ind, ville mange af dem komme til at gyse, men nu ved de ikke, hvorfra pengene, de modtager, har deres udspring. De har sparekasserne som mellemled at holde sig til, og det hele ser så uskyldigt ud.

Vi tænker os en mand, et rigtig ejegodt menneske, der ikke nænner at gøre en kat fortræd; samme mand har arvet nogle penge; han ønsker ikke at vove eller virke med dem og vil heller ikke bruge dem lige på en gang. Han vil gerne have dem opbevaret, så tyve, ildebrand, møl og rust ikke skal berøve ham dem. Som samfundsforholdene er i dag, kan han i en sparekasse få dem opbevaret gratis og lade sparekassen garantere for dem; og han sætter dem i sparekassen.

Efter den dag behøver han ikke at skænke sine penge en eneste tanke, han kan spise, drikke og holde sig lystig, hans penge er vel forvaret. Ja, han får dem ikke alene opbevaret gratis, men sparekassen låner pengene ud til andre, der vil vove og virke med dem, mod at disse svarer renter til ham gennem sparekassen.

De, der vover og virker med hans penge, sætter det, der betinger arbejdet og livet, i pant for pengene; der er f.eks. en fattig familie, som har sat hus og hjem i pant for lånet af hans penge.

En dag besøger han helt tilfældigt disse folk, han synes godt om dem, og de om ham. De får gensidig så megen tillid til hinanden, så manden og konen kommer til at fortælle ham, hvorledes de har slidt og slæbt, stridt og stræbt for at komme over terminen. Både de og børnene har lidt mangel, og dog har alt været forgæves. Rettens folk har nu lagt beslag på deres hus og deres dejlige hjem, fordi de ikke kunne betale renterne af lånet, som huset hæftede for.

Kapitalisten, der selv ved, hvad et godt hjem betyder, ser på de små kønne barneansigter, der uforstående betragter de bedrøvede forældre og den fremmede. Da han har sagt farvel og er kommet udenfor, har han tårer i øjnene af virkelig medlidenhed; han synes, det er så umenneskeligt hårdt, at rettens folk har taget det hele. Sådan kunne han ikke have båret sig ad.

Han anede ikke, at den dag rettens folk var for at skrive deres hus og hjem, for at sparekassen kunne have renterne liggende parat til ham på forfaldsdagen, da var han netop gået sig en tur i den lyse og dejlige sommerdag, og ude på den grønne ager; i læ af en bølgende kornmark havde han ligget og stirret op mod den blå, skyfri himmel. Let, fri og glad, tyggende på et græsstrå, havde han lyttet til lærkens rene og jublende sang. Han havde syntes, at verden var rig og dejlig, og de bedste, de mest menneskekærlige tanker var steget op i hans sind. Mindst af alt anede han, at der netop på samme tid blev opkrævet blodpenge til ham.

Der var ikke noget uretfærdigt i, at de fattige folk skulle svare renteafgifter for fremdeles at have forrettighed til det samfundsmonopol, som deres hus var.

Uretfærdigheden bestod i, at samfundet (aktieselskabet), hvoraf disse fattige mennesker var medlemmer, ikke selv fik part i den rente, som tilkommer alle til fælles fordeling. Var dette sket, da havde de fattige folk fået råd til at blive ved deres hjem.

Uretfærdigheden består i, at tusinder af fattige ikke får deres retsmæssige del af samfundets egen rente.

Vi skal nu se, hvorledes samfundet kan ophæve denne forbrydelse, og vi vender os igen til før omtalte besidder A. Samfundet pålægger ham at svare fodrenten (4%) både af den part, kapitalisten har, og den part, han selv har i hus og forretning.

Huset er ved ejendomsskyld vurderet til 2.000 kr., men heri er forretningen ikke regnet med. Samfundet har skabt betingelsen for hans forretning, det er et socialt monopol, som han også må svare af. A vil helst slippe billigst muligt og vurderer nu hus og forretning til f.eks. 14.000 kr. Dette noteres i kommunens offentlige protokol. Den part, kapitalisten har i pant, repræsenterer 6.000 kr. Deraf har han tidligere fået 240 kr. i rente. Nu må han gennem A svare disse 240 kr. i afgift til samfundet. Som før nævnt, det er ikke af hans kapital, han svarer dette, men af den part af monopolet, som han har taget i pant.

Da kapitalisten således ikke længere får renter (for så vidt han ikke får mere end 4%), ønsker han selvfølgelig lånet ophævet og må henvende sig til samfundet om dette.

Vi skal snart se, hvorledes samfundet magter at tage sig af hans sag, så han, hvad enten han bor her i landet eller i udlandet, ikke skal få grund til at føle sig forurettet.

A svarer altså fremdeles samme rente af prioritetsgælden som før, kun at han nu svarer renten til samfundet og ikke til kapitalisten.

Foruden sin sædvanlige skat og sin sædvanlige prioritetsrente svarer A nu tillige 4% af den part, han selv har i huset og forretningen, og som han har anslået til 8.000 kr. Det bliver altså 320 kr. Disse 320 kr. må han nu årlig svare ud over det, han plejer.

Afgiften af dette monopol bliver altså for A’s og kapitalistens vedkommende tilsammen 560 kr., som går til de virkelige ejere af monopolet, alle samfundsmedlemmer.

På samme måde må alle de besiddende og alle, der direkte eller indirekte har monopoler i pant, svare 4% i afgift.

Disse penge går ind til samfundets fælleskasse, hvorfra det indkomne fordeles ligelig mellem alle samfundets medlemmer, der har nået myndighedsalderen og har indfødsret i landet.

Det samlede beløb udgør 4% af nationalformuen. Denne er anslået til 7¼ milliard. Danmarks jord, bygninger, maskiner, redskaber, kapital og øvrige produktionsmidler, der repræsenterer håndgribelige arbejdsmonopoler, udgør måske ikke helt ud disse 7¼ milliard, men hvad der mangler heri, opvejes sikkert fuldt ud, idet vi også må regne med den betydelige værdi, som alle samtlige forretninger og aktieforetagender er værd i handel og vandel. Som vi før så hos A, kommer også disse sociale monopoler med i vurderingen af monopolafgiften.

Rentebeløbet 4% af de 7¼ milliard kr. giver 290 millioner kr. Disse penge fordeles hvert år ligeligt mellem ca. 1¼ million mennesker (de voksne mennesker over 25 år her i landet[8]). Det bliver til hver 232 kr. eller til hver familie, mand og kone tilsammen, 464 kr. årligt.

Den mand, der har 11.600 kr. på rente, svarer 464 kr. og modtager 464 kr. En mand, der har mere på rente, svarer mere, end han modtager, og en mand, der har mindre end 11.600 kr. på rente, vil modtage mere, end han svarer.

Dersom de 6.000 kr. er de eneste penge, kapitalisten har anbragt i A’s hus, vil han, som vi ser, komme til at svare 240 kr. om året og modtage 464 kr., altså vinde 224 kr. årligt.

Besidderen A svarer af værdien 8.000 kr. 320 kr., modtager 464 kr. Og vinder således 144 kr. årligt.

Hver familie i landet, både rige og fattige, modtager på den måde rentebeløbet 464 kr. om året foruden den løn, de hver for sig kan tjene enten som daglejer eller driftsleder. Hvad den fattige daglejer og fabriksarbejder, den forgældede håndværker og landmand mangler i det fulde udbytte af arbejdet, det får de således tilbagebetalt i hver sin retsmæssige part: 464 kr. om året.

Samfundet er interesseret i, at monopolerne bliver overladt til dem, der vil værdsætte dem til højeste pris og derefter svare samfundet højeste afgift. Al slags monopolvæsen ophæves ved at sætte alle de besiddende under loven: fri tilbud og efterspørgsel.

I dag er det kun de besiddelsesløse, der i fuldt mål er underkastet denne lov, men der må være lige ret for alle, thi alle har samme ret til arbejdet og livet.

Den part, A har i monopolet (hus og forretning), har han anslået til 8.000 kr., og vi så, at denne part ved forsvindende lidt arbejde kunne indbringe ham 1.900 kr. årligt og ved fuldt arbejde 2.800 kr. om året.

Muligvis melder der sig en mand, f.eks. den før omtalte bestyrer, eller man kan tænke sig, at fagforeningen giver samfundet anvisning på en solid mand, der gerne vil svare mere end 320 kr. af dette stykke monopol. I så fald har han ret til at købe A ud mod fuldt vederlag.

Han byder f.eks. A 1.000 kr. mere, end A selv har vurderet det til; vil A ikke sælge, noterer køberen i kommunens offentlige protokol, at han har budt a 9.000 kr. kontant. 6.000 kr. står fremdeles som første prioritetsgæld, og han har altså vurderet huset til 15.000 kr.

Køberen må kunne stille fuld sikkerhed for pengene, kun i dette tilfælde undersøger kommunens vurderingsmænd sagen og bestemmer, om det nye bud skal gælde eller ikke. I første tilfælde får A valget mellem enten at sælge mod 9.000 kr. i udbetaling eller blive på pladsen og herefter svare 40 kr. mere om året, i alt 360 kr.

Da A får udbetalt 464 kr., har han råd til det, og vi tænker os, han bliver. Næste år bliver der muligvis af samme køber eller en anden budt A 10.000 kr. eller 11.000 kr. A har endnu råd til at blive, thi han har endnu højere indtægt end før reformens gennemførelse. Først når der bydes ham over 11.600 kr. og han foretrækker at blive, må han nøjes med mindre end 1.900 kr. om året imod at yde 16 dages arbejde årlig.

Sælger A sin part for 12.000 kr., får han udbetalt 5.000 kr. mere end den sum, han oprindelig har anbragt i hus og forretning, og så gør han det, fordi han synes, at han står sig ved at sælge. Han kunne endnu have haft råd til at blive, hans indtægt ville da kun være 16 kr. mindre end tidligere, for så vidt forretningen gav samme indtægt.

Men forretningsindtægten ville sandsynlig være blevet langt større, for vi må regne med, at når alle fattige daglejere, herregårdsarbejdere, fabriksarbejdere osv. får 464 kr. lagt til deres nuværende indtægt, og småhåndværkere og mindre bemidlede bønder hver får en del på op imod 464 kr., foruden deres nuværende indtægt, så stiger deres købeevne kolossalt. Der ville komme et vældigt opsving i forretningslivet. Som følge deraf også i det forretningsmonopol, som A besidder.

Man vil se, at selv en mand som A, der dog ikke kan siges at indtage den allermest beskedne plads i samfundet, ikke behøver at frygte for, at konkurrencen skal tvinge ham fra pladsen. Han behøver kun at sælge, for så vidt han selv ønsker at sælge.

Vurderingsmændenes opgave bliver den samme som fagforeningernes: at påse, at konkurrencen bevæger sig indenfor rimelighedens ramme.

At selv ikke A vil komme til at lide tab, ligger i, at den part af samfundsmonopolet, som han har beslaglagt med sin kapital, er mindre end 11.600 kr. i værdi. Hver familie i landet har ret til monopoludbytte af værdien 11.600 kr.

Det er en selvfølge, at konkurrencen ikke i særlig grad vil samle sig om så forholdsvis beskedne monopoler, som det A besidder, men om de store og ubeskedne. Derved vil de med de store værdifulde monopoler: dampskibslinjer, store forretninger, ringe og aktieforetagender bliver tvunget til at vurdere højt, medens de med de beskedne monopoler, forgældede håndværkere, bønder og husmænd rimeligvis vil få lov til at vurdere lavere end i dag ved ejendomsskyld.

Men skulle så beskedne monopoler som det, A besidder, blive opkonkurreret som før nævnt fra 12.000 til 18.000 kr., må man samtidig regne med, at konkurrencen svarer dertil over hele linjen, så meget mere, som hans monopol oprindelig var ikke så lidt under middelstørrelse.

I dette tilfælde ville renteindtægten til samfundet stige som forholdet 12 til 18. Der ville blive en tredjedel mere til fordeling. I stedet for 464 kr. Ville hver familie, altså også A, få udbetalt 696 kr. Den forøgede købeevne blandt småfolk ville derved yderligere gøre A’s forretning langt værdifuldere end før, og da ville alle, der har mindre end 17.400 kr. på rente, vinde i indtægt.

Alle driftsledere vil få råd til at tåle så stærk konkurrence, som det skal være, jo stærkere denne bliver, desto større bliver også samfundsrenten til fordeling. Konkurrencen om monopolerne kan ikke blive for stærk. Thi når de kommer op i højest mulig pris, betaler det sig ikke længere at konkurrere om dem og konkurrencen ophører da af sig selv.

Når alle kappes om at arbejde for lavest mulig løn, så både lønarbejderen og driftslederen mangler mest muligt i det fulde udbytte, så vil det meget, de mangler, danne det størst mulige overskud i form af den samfundsrente, alle får part i.

Tænkes den mulighed, at samfundsrenten blev så stor, at alle, der vil, kan leve af denne alene, vil det muligvis føre til, at mange vil høre op med at arbejde. Et sådant tilfælde kan de virksomme tage sig let, thi på grund af den svagere konkurrence, som derved opstår, behøver de ikke at mangle så meget i det fulde udbytte af arbejdet som før. Derved bliver der mindre indbetalt til fælles fordeling, og de uvirksomme vil igen blive tvunget til at arbejde.

Samfundet som helhed ville stå sig bedst ved, at alle kappedes om at frembringe flest mulige værdier for mindst mulig pris, thi derved skabes der de fleste samfundsværdier til fælles fordeling.

Der vil alligevel ikke være stor sandsynlighed for, at en driftsleder som A vil komme til at arbejde for synderlig lavere driftslederløn end hidtil. Thi i sammenligning med andre arbejdsmonopoler, er hans forholdsvis lille.

Til at undersøge reformens virkninger er her brugt et eksempel fra et monopol under middelstørrelse, og dette viser, at de, der kun har en beskeden part af mølle og møllesten i pant, ikke skal frygte for konkurrencen og ikke behøver at tro, at det lidet, de har, skal tages fra dem.

Ikke kun de få, men alle skal have sin retsmæssige del i mølle og møllesten. Først når der er ret for alle, er der ret for den enkelte.

Men der er en ret, som er højere end al anden ret, og det er selve kærligheden. Virker den kolde, hårde ret ene, kan den træffe at virke så grusomt, at den bliver næsten lige så afskyelig som uretten.

Vi kan ikke komme bort fra, at det er en forbrydelse, særlig mod fattige, at andre tilvender sig den rente, som de fattige har retsmæssig part i men samfundet har til nu ikke forbudt denne uret. Mange, som lever af at tage rente, aner måske slet ikke, at der sker en forbrydelse derved.

Dette at have andres liv i pant og derigennem udbytte dem, anses i almindelighed ikke for at være nogen synd, og mange har indrettet sig på at leve deraf og føler slet ingen ond samvittighed derved.

Det ville være oprørende først at vænne folk til at stjæle for siden at stemple og straffe dem som tyve. Der er ligeledes noget oprørende i den hårde rettergang, der hensynsløst dømmer ud fra dette: hvor jeg finder mine koster, der har jeg min tyv.

Ved mølle og møllesten har menneskeliv været købt, solgt og pantsat gennem mange slægtled. Skulle nu de, der sidst har købt tyvekosterne eller taget dem i pant, bære straffen ikke alene for det nuværende slægtleds, men for alle foregående slægtleds brøde. Så ville det være mere end grusomt.

Vil samfundet ikke optræde grusomt, må det tage så billige hensyn til alle sider, som det på nogen måde kan.

Samfundet må vogte sig for, at det ikke ophæver en stor uret mod Per ved at begå en mindre mod Poul, og det må ikke blot ophæve uretten mod Poul og lade uretten mod Per vedblivende eksistere.

Samfundet må ikke nøjes med at ophæve uretten delvis for nogle enkelte, det må så vidt muligt ophæve den helt og fuldt for alle.

Der gives tilhængere af Henry George, der lever i den vildfarelse, at det sociale spørgsmål ville være løst ved at gennemføre en grundværdiskat.

Henry George selv så dog anderledes klart, at dette ikke var nok, men det var det vigtigste. Vi måtte først have fodfæste på jorden, og dette er selvfølgelig ret. Heldigvis begynder flere og flere georgister at få øjnene op for, at der hører mere til for at løse spørgsmålet. Henry George selv indså det samme. I Samfundsspørgsmål af Henry George, autoriseret udgave, oversat fra engelsk af Hans Brekke, Kristiania, skriver H. G. Side 197-198: “Man misforstå mig ikke. Jeg siger ikke, at løsningen af alle samfundsspørgsmål ligger i erkendelsen af ethvert menneskeligt væsens lige og uafhændelige ret til de naturlige elementer, hvorved livet må opholdes og behovene tilfredsstilles. Jeg erkender fuldt ud, at der, selv efter at dette er sket, står meget tilbage at gøre. Vi ville kunne anerkende den lige ret til jord, og dog kunne tyranni og udplyndring vedvare”.

Dersom Henry George ligesom vi, der har gået i skole hos ham, kunne have begyndt dér, hvor han sluttede, så ville han selvfølgelig, som den vældige begavelse og retfærdssøgende ånd han var, have været en af de første, der søgte at råde bod på det tyranni og den udplyndring, der også efter hans mening kunne vedvare efter en grundværdiskats gennemførelse.

Det er derfor mere end sørgeligt at høre, ikke blot nogle enkelte, men mange af hans tilhængere, dosere grundværdiskatten som et universalmiddel.

For ikke at prostituere nogen enkelt, navngiver jeg ikke vedkommende, der offentlig, og så vidt mig bekendt uimodsagt af vore hjemlige georgister, har skrevet følgende: “En grundværdiskat gør jorden billig og tilgængelig for alle, skaffer derved arbejdsløsheden ud af verden. Den frigør arbejde og forbrug for skatter, forhøjer derved arbejdets købeevne. Den beskatter derimod ethvert monopol med den fulde rente af dets værdi og gør det derved umuligt for nogen at leve af andres arbejde.

Selvfølgelig kan H. G. ikke gøre for, at en af hans tilhængere kan skrive noget så ganske hen i vejret, og at andre af hans tilhængere siger ja og amen til det.

Som nabo til føromtalte A bor en mand, der bestemt har lige så stor grundareal som A, lige så mange alen mod stationsbyens hovedgade. Han har den fordel at bo på et hjørne og nærmere ved stationen. Alle, jeg har talt med, indrømmer, at hans grund ikke på nogen måde er mindre værdifuld end den grund, A har. Ved en grundværdiskat vil naboen uundgåelig komme til at svare mindst lige så meget som A.

Naboens hus og grund har kostet 6.000 kr., de årlige udgifter ved huset er 400 kr., indtægten 500 kr.

A’s hus, grund og forretning har i anlægssum kostet 13.000 kr. og giver 1.900 kr. om året i rent overskud.

Dersom georgisterne pålægger naboen en grundværdiskat på f.eks. 500 kr., så bliver udgifterne ved dette hus 900 kr. mod indtægten 500 kr., altså et underskud på 400 kr., hvorimod A udmærket kan bære en grundværdiskat på 500 kr. og dog have et overskud på 1.400 kr.

At lade disse to svare lige meget er ikke, som ovenomtalte georgist siger, at beskatte ethvert monopol med den fulde rente af dets værdi. Det er nemlig, så mærkeligt det end lyder, ikke gået op for den slags georgister, at der eksisterer andre monopoler end jordmonopolet. En sådan grundværdiskat vil derfor heller ikke, som han videre siger, gøre det umuligt for nogen at leve af andres arbejde. Vi ser, at A ved at svare samme grundskat, 500 kr., som naboen, kan i kraft af det sociale monopol fremdeles leve af andres arbejde med en indtægt af 1.400 kr. om året. Nu indvender georgisterne, at en mand som naboen burde have bygget lige så fordelagtigt som A og givet plads for en eller flere lige så indbringende forretninger som A har gjort. Hertil er at sige, at det var umuligt for ham, alene fordi han ikke rådede over så stor driftskapital eller så stor kredit som A.

“Ja,” svares der, “men så skal han tvinges til at sælge.” Men han har ikke noget at sælge. En ejendom som denne, hvorpå der hviler en udgift på 900 kr. mod indtægten 500 kr., kan kun sælges til nedrivning, og de, der har første prioritet i ejendommen, tager først, selv vil han miste al den kapital, han har anbragt i ejendommen, og han vil være en ruineret mand.

Vil man ikke gå ham så nær, men forlanger mindre end 500 kr. i grundværdiskat, ja, så må A også efter en ren grundværdibeskatning slippe med mindre.

Det er klart som dagen, at i hvor stor eller lille grundværdiskat, de to kommer til at svare, så taber naboen forholdsvis større part af sin indskudte driftskapital, end A gør.

Selvom en ren grundværdiskat unægtelig kan ophæve en del uret mod samfundets stedbørn, må samfundet alligevel ikke gøre Per uret for at skaffe Poul ret.

To brødre, B og C, får hver udbetalt en arv på 20.000 kr. Ved at sætte disse 40.000 kr. på rente, ville de uden spor af arbejde eller risiko få udbetalt 4% rente, 1600 kr. årlig. C har mest lyst til at anbringe sine penge på den måde. B har lyst til at købe en ejendom, der netop er til salg for 40.000 kr. Han foreslår broderen, at de begge sætter deres penge i denne ejendom. Han går nemlig ud fra, at den sagtens kan forrente de 40.000 kr. med 1600 kr., altså 800 kr. til hver, og endda give et godt driftsudbytte der udover.

“Ja,” siger C, “det kan vi godt, men på de betingelser, at jeg ikke skal risikere mine 20.000 kroner.

Dersom ejendommen af en eller anden grund falder i værdi, skal det være dig, der bærer tabet, jeg vil være lige så sikker på min kapitals størrelse og på rentebeløbet 800 kr. som ved at sætte dem i sparekassen. Med andre ord: jeg vil have en første prioritet i ejendommen, så risikerer jeg intet, thi under 20.000 falder den sikkert ikke i værdi.” Dette finder B rimeligt, og sådan bliver det.

Vi går ud fra, at selve grunden er 20.000 kr. værd, medens de øvrige produktionsmidler, bygninger, besætninger og maskiner repræsenterer samme kapital.

To år efter gennemføres en grundværdiskat på 2%. A må da svare 400 kr. om året. En ejendom, der bliver bebyrdet med 400 kr. grundværdiskat, vil falde 10.000 kr. i salgsværdi, det vil sige, for så vidt de 400 kr. afgift eller en del deraf ikke samtidig eller efterhånden bliver væltet bort fra de øvrige produktionsmidler, der hører til ejendommen.

Frelsen ved en grundværdiskat skal søges i, at ejendommene bliver lettere tilgængelige for mindre driftskapital, man tænker sig da, at jorden skal blive lettere tilgængelig for arbejderne. Derved bliver der færre besiddelsesløse, og de, der bliver tilbage, kan, som følge af den svagere konkurrence, forlange højere arbejdsløn. Går vi ud fra, at dette slår til, så vil vi se: Den dag B sælger sin ejendom, får han ikke 40.000 kr., men kun 30.000 kr. for sin ejendom; deraf skal C have de 20.000 kr., han taber intet, men B har tabt 10.000 kr.

Det bør selvfølgelig ikke være mere strafskyldigt at arbejde med sin kapital, således som B har gjort, end sådan som C har gjort, at sætte penge på rente uden at vove eller virke.

Man glæder sig over, at jorden ved høj grundværdiskat skal blive billig at købe, javel, men fremdeles dyr at besidde; der skal lige fuldt driftskapital til, den bliver derved fremdeles lettest at overtage for dem med størst driftskapital eller for dem, der kan få størst kredit, men i begge tilfælde skal der betales rente.

Kapitalisten kan fremdeles tilkøbe sig de fordelagtigste sociale monopoler: de nyeste og bedste maskiner, opfindelser, store og små, i det hele al kultur og alt fremskridt.

At rentefeltet indsnævres et sted, når der samtidig er mulighed for, at rentefeltet kan udvides på utallige andre steder, hjælper ikke ret meget.

Fordelen ved at sejle gratis på et skib kan være af tvivlsom art, når manden, der står ved roret, bestemmer prisen for at dreje roret efter passagerernes ønske. Henry George har ret; der er intet i vejen for, at tyranni og udplyndring kan finde sted, selv efter at jorden ved en grundværdiskat er blevet gjort gratis. Kapitalisten står fremdeles ved roret.

Man håber på, at når kapitalisterne bliver jaget bort fra jordmonopolet, så vil de tilbyde deres kapital mod billigere rente eller mod mindre sikkerhed; det vil de, for så vidt ingen anden udvej står dem åben, men grænsen for den driftskapital, der med omtrent samme fordel, kan anvendes i sociale monopoler som i selve jorden, er ikke fundet endnu, og den findes ikke, før vi har nået toppunktet af kultur og fremskridt.

Men i alt fald: dersom udlandets produktionsmidler står åben for kapitalanbringelse til højere rente end her hjemme[9], så vil det alene være den virksomme B, der tvinges ikke alene til tab af kapital, men også til rentetab, hvorimod den uvirksomme E har sin kapital fri og kan anbringe den i udlandet eller indfødte polske arbejdere og maskiner, der igen nedkonkurrerer arbejdslønnen for danske arbejdere.

Samfundet må ikke være mindre retfærdigt imod den, der har købt og sat kapital fast i et monopol, end mod den, der har taget pant for sine penge i samme monopol. C og B må ske samme ret.

Overgangen fra det nuværende til en ensidig grundværdiskat vil ikke virke lige hårdt mod dem, der har anbragt penge i jordmonopolet, og dem, der har pengene i sociale monopoler. Selvom virkningen i heldigste tilfælde når dem begge, vil den første i alt fald føle trykket hårdere end den sidste, og hvorfor gøre uret, når man kan undgå det. Nogle indser dette og foreslår erstatning eller skat på kapitalen i overgangstiden. Det kunne tænkes at have sine besværligheder og vanskeligheder, men selvom man kom over dette, er sagen dog ikke klaret dermed.

Samfundet, der også repræsenterer de fattige, kan ikke, uden at gøre dem uret, nøjes med kun at opkræve afgift af jordmonopolet, men må opkræve afgift af alle monopoler; thi alle monopoler er samfundets værk og tilhører også dem, der i dag er fattige.

B har købt et samfundsmonopol, og C har taget halvparten i pant, men begge har gjort det på den betingelse, at de må svare den afgift, samfundet forlanger.

Den rente, som ingen vover eller virker for, er der ingen, der har gjort sig fortjent til uden samfundet. Derfor opkræver samfundet sin egen rente (fodrenten), ikke alene af den ene part, men også af den anden, både af den part, C har, og af den, B har.

Når således C ikke længere modtager rente, kan han med rette sige: havde jeg forud vidst, at samfundet pludselig stoppede op for fodrenten 4%, ville jeg som min broder B have købt en ejendom. Dersom samfundet ikke skaffer mig adgang til at få min kapital lige så godt anbragt, som min broder har sin, lider jeg uret.

Samfundet er nødt til at svare: Selvfølgelig må I ske lige ret. Afgiften må virke således, at ingen lider hverken større eller mindre tab ved at have kapital anbragt her eller der.

Alle kapitalister, der har penge ude mod rente, er gået ind på at tage pantet god for pengene. Pantet tilhører samfundet. De må henvende sig til samfundet for at få deres kapital eller pant udbetalt. Da de er gået ind på at tage pantet god for pengene, bliver de ikke forurettet ved, at samfundet giver dem anvisninger på pantet i stedet for rede penge. Samfundet behøver derfor kun at udstede monopolanvisninger til kapitalisterne. For den sum, hver især har indsat mod pant, får de udbetalt monopolanvisninger lydende på denne sum. De kan ikke få andet for disse monopolanvisninger end monopoler eller pant i monopoler her i landet, uden for så vidt de kan sælge dem til private. Disse monopolanvisninger vil selvfølgelig ikke være af samme værdi som almindelig gangbar mønt. Ingen kan med rette beklage sig. Både B, der har købt, og C, der har taget samme monopol i pant, må for at ske samme ret stilles lige overfor monopolernes forandrede værdi. For disse monopolanvisninger giver samfundet enhver ret til at købe de nuværende besiddere ud, for så vidt disse ikke selv vil vurdere monopolerne til den samme pris, der bliver budt.

Det er klart, at gamle folk og mange, som har trukket sig tilbage for at leve af deres penge, vil blive uheldigt stillede, om de nu igen skulle tvinges ind i forretningslivet.

Selvfølgelig ville de nok selv finde råd for dette, men det var måske ikke af vejen, om samfundet kom dem i forkøbet eller i alt fald handlede lige så tidligt.

Staten kan oprette en særegen statsbank med det formål at anbringe monopolanvisninger for de folk, der ikke selv kan eller vil kaste sig ind i forretningslivet. Denne statsbank siger til alle disse: kom til os med jeres monopolanvisninger; vi tilbyder at anbringe dem for jer.

På den måde vil staten komme til at råde over en vældig driftskapital i monopolanvisninger. For denne driftskapital indkøber staten først de fordelagtigste monopoler f.eks. dem, der giver 30% og derover (beregnet efter anlægssummen er der i alt fald adskillige monopoler, der giver dette), derefter de næstfordelagtigste og så fremdeles, så længe det absolut betaler sig, men da heller ikke på nogen måde længere.

Vi tænker os nu først et meget indbringende monopol, et stort handelsmagasin, der f.eks. er i hænderne på et velhavende aktieselskab.

Aktieselskabet tjener 28% – 4% afgift til samfundet, altså 24%. De 24% er ikke som hos A beregnet efter anlægssummen, heller ikke efter anlægssummens indtægtsværdi, men efter den salgsværdi, som selskabet har tilbudt at ville svare 4% af. Salgsværdien er angivet til 200.000 kr.

Den, der køber forretningen for 200.000 kr., kan, for så vidt han driver det som hidtil, tjene 24% (48.000 kr. årlig). Den, der køber forretningen for det dobbelte, må til samfundet svare det dobbelte i afgift og tjener da, beregnet efter indtægtsværdien 20%, altså 40.000 kr. om året.

Staten må selvfølgelig søge at købe billigst muligt, men kan, som vi ser, udmærket stå sig ved at byde 400.000 kr. i monopolanvisninger. Vil aktieselskabet ikke sælge, skal der herefter svares det dobbelte i afgift til samfundet, og aktieselskabet må nøjes med 4% mindre i fortjeneste.

Foretrækker selskabet at sælge, overtager staten monopolet og tilbyder den nuværende direktør ledelsen som hidtil og kan endogså stå sig ved at tilstå ham pensionsberettigelse.

Monopolet giver fremdeles samme indtægt som den, der fra først var beregnet til 28%, nemlig 48.000 kr. Men staten har købt monopolet for private kapitalisters monopolanvisninger og må give disse netop så stor rente, at de kan stå sig ved at lade staten bruge deres kapital. Før reformens gennemførelse nøjedes de med 4% uden at få del i samfundets fælles rente (464 kr. til hver familie). De hjemlige kapitalister vil derfor med fordel kunne nøjes med mindre end 4%.

Men selvom statsbanken gav dem 4%, og samfundet således i dette tilfælde måtte give dem 4% af de 400.000 kr., tjener samfundet alligevel 40.000 kr. årlig til fælles fordeling imod 8.000 kr. før, medens monopolet var i aktieselskabets besiddelse.

Det vil sige: samfundet tjener endnu mere, idet den forøgede købeevne hos småfolk gør forretningen mere indbringende end før. Inden samfundet opbød monopolet, svarede aktieselskabet 8.000 kr. årlig. Ved at indkøbe dette monopol tjener samfundet på den måde mindst 32,000 kr. mere om året til fælles fordeling.

Det er fuldstændig ligegyldigt, om man er uenig om, hvorvidt statsdrift er det fordelagtigste, eller privatdrift er det. Her gives der adgang til at forsøge sig frem med statsdrift og lige så let adgang til at trække sig tilbage igen. Vil staten kun i meget lille udstrækning forsøge sig frem ad den her angivne vej, så vil der bare i større stil end ellers danne sig ringe, der ligesom staten vil samle småkapitalisternes monopolanvisninger, og for disse opkøbe de fordelagtigste monopoler.

Men nu herefter gør ringe ikke længere fortræd, tværtimod; thi de er under konkurrencens lov og må vurdere monopolerne til højeste pris og derefter svare højere afgift, end der tidligere har været svaret af disse.

Tjener ringene endda for ublu efter dette, kan staten som den største ring byde dem op i afgift eller købe dem ud.

Monopolanvisningerne vil på den måde i meget større grad end almindelig gangbar mønt gå længere og længere ned i værdi; derimod vil afgiften af de store indbringende monopoler stadig blive større og større til gavn for alle i samfundet.

Den udenlandske kapital, som er anbragt på rente her i landet, stammer både fra velhavende og mindre velhavende, deriblandt også gamle mennesker, der kun har renten at leve af. Da disse udlændinge ikke får del i den fælles samfundsrente, er der vel grund til, at de først og fremmest får deres monopolanvisninger anbragt til i alt fald samme rente som i deres hjemland. Den udenlandske kapitalist, der besidder eller har aktie i monopoler her i landet, svarer sin afgift gennem sin bestyrer. Han vil da ikke kunne få en bestyrer uden at give ham så meget ud over almindelig bestyrerløn, som afgiften andrager. Således må den fremmede, der har penge anbragt her i landet, også finde sig i monopolernes forandrede værdi; bevirker dette, at han vil sælge sit monopol, er det vel rimeligt, at han i modsætning til dem, der har indfødsret her i landet, får købesummen udbetalt i almindelig gangbar mønt og ikke i monopolanvisninger. Udbetalingen retter sig efter monopolanvisningernes kursværdi. Og han er i alle tilfælde underkastet ekspropriationsloven, hvordan denne så end bliver affattet og vedtaget.

Der er ingen mening i, at vore hjemlige kapitalister får deres monopolanvisninger anbragt til samme rente som tidligere. For så vidt de ikke selv vil vove eller virke med dem, er de tvungen til at nøjes med renten lige ned til 0, om samfundet finder det for godt.

Vi må stadig mindes, at det, der har givet og fremdeles giver rente, var ikke deres kapital, men monopolerne, hvori deres kapitaler har været anbragt. Disse monopoler giver fremdeles lige så god rente, efter at kapitalisterne har fået deres kapitaler udbetalt i monopolanvisninger, som tidligere, og denne rente tager samfundet nu selv.

Vi tænker os før omtalte kapitalist C, der har taget pant for 20.000 kr. Før reformens gennemførelse modtog han 800 kr. i rente. Nu får han 464 kr. som part i fællesrenten og mangler altså 336 kr. i at have samme indtægt som før. Fik han sine monopolanvisninger anbragt til 2%, var han mere end dækket.

Tænker vi os, at han er en ældre mand, og at der f.eks. er 4 familier, der før havde udsigt til at arve hver 5.000 kr., så har hver af disse allerede i dag rentebeløbet af 11.600 kr. fra samfundet, og deres børn og børnebørn har udsigt til at blive medlemmer af et samfund, hvor ingen behøver at være angst for udkommet. Desuden har disse 4 familier jo fremdeles udsigt til at arve hver 5000 kr. i monopolanvisninger.

Giver samfundet 3% til vore hjemlige kapitalister af de monopoler, som staten køber for deres monopolanvisninger, ja, da må disse kapitalister have over 46,000 kr. på rente for at lide tab, for så vidt de som hidtil vil lægge hænderne i skødet. Vil de arbejde med deres penge, står forretningslivet dem langt mere åbent end tidligere, thi som før sagt, på grund af den forøgede købeevne blandt småfolk (ved småfolk forstås dem, der har mindre end 11.600 kr. på rente enten i egen eller i andres bedrift), vil der blive et langt bedre hjemmemarked både for landbrugsprodukter og industrigenstande, også for det, der hører ind under kunst og videnskab.

Dersom en eller anden vil indvende: “Muligvis kan man ved andre virksomheder stå sig ved at svare fodrenten i afgift foruden den sædvanlige skat og dog have et tilstrækkeligt udbytte dels i arbejdsløn og dels i samfundsrente, men jeg i min virksomhed kan ikke stå mig derved” – da må der svares: “Godt, så angiver du salgsværdien så langt ned mod 0, som du vil. Det har du ret til, indtil en anden byder dig op.”

Ængstelige bønder behøver ikke at frygte for standens ruin på grund af den stadig stigende malkepigeløn. Det står landmanden frit at vurdere ejendommen så lavt, så han akkurat kommer til at svare så meget mindre i monopolafgift, som han må betale mere i malkepigeløn.

Ved ophævelsen af tolden vil det samme gøre sig gældende. Den virksomhed, der får toldlettelse, må vurderes højere, og der må betales mere afgift, hvorimod der ved den virksomhed, der falder i værdi ved toldens ophævelse, vil blive mindre at svare af.

Peschcke Køedt skriver: “Vor toldbeskyttede tekstilindustris driftsledere, funktionærer og arbejdere får ikke mere for deres daglige slid, end staten ville kunne give dem i årlig pension, dersom den indenlandske produktion helt blev standset, og staten opkrævede tolden på det tilsvarende kvantum indførte varer.

Den fejle opfattelse, at denne industris toldbeskyttelse bør opretholdes af hensyn til arbejderne, koster os 5 mio. kr. årligt. Det ville betale sig langt bedre for os, hvis vi uden afkortning i lønnen lod arbejderne gå på jagt og fiskeri. Det samme gælder adskillige andre virksomheder inden for industriens område.

Vi finder os tålmodigt i, at et utal af handelsrejsende og agenter i alt muligt og umuligt plager, tigger og trygler os for at handle med dem. Det er ikke for at gøre os en tjeneste, at de hjemsøger os, men for derigennem at få del i arbejdets frugt. Det samfundsgavn, de gør, er som regel af samme værdi som tiggerkonens virksomhed, når hun går fra dør til dør med tiggerkrukken. Den væsentligste forskel, der er på udøverne af disse golde virksomheder, er klædedragten og levemåden. Man træffer undertiden handelsrejsende, der praler af, at de ikke kan leve under 10 kr. pr. dag. Alene for fordelingens skyld finder vi os i at hjemsøges af disse fine tiggere. Så snart vi fordeler samfundsrenten, og alle således optræder som aktionærer, der får udbytte af samfundets fælles arbejde, vil den slags ikke blive tålt. Man vil langt snarere finde på at indskrænke arbejdstiden, og den kan indskrænkes betydeligt. Der gives ingen skabning, der i den grad er optaget af unyttigt arbejde som menneskene. Skylden ligger i de vanvittige samfundsforhold, vi lever under.

Det er klart, at når vi tvinger hinanden ind i konkurrencen om nyttigt og produktivt samfundsarbejde, vil vi kunne nøjes med langt kortere arbejdsdag end nu. Om arbejdslønnen vil blive forholdsvis lille, og samfundsrenten forholdsvis stor eller omvendt, vil have mindre at sige, thi begge indtægtskilder står fuldstændig lige åben for alle.

De små og beskedne monopoler vil ingen konkurrence få, der vil således sikkert blive meget svag konkurrence om al slags mindre jordbrug. Det monopol, et husmandsbrug repræsenterer ud over det, der i dag hæfter som første prioritet, vil kun de færreste sætte pris på. Alle, der er i statens eller i privat tjeneste, svarer ingen direkte afgift, men modtager ikke desto mindre hver sin part af samfundsrenten. Om samfundet finder anledning til at trække så meget fra de højest lønnede embedsmænds løn, som samfundsrenten udgør, bliver en sag for sig.

At en sådan reform vil få en gennemgribende betydning for de mindre bemidlede, kan alle forstå. Derimod vil nogle måske have vanskeligt ved at forstå, at vi ikke behøver at skade de rige for at gavne de fattige.

Den eneste måde, hvorpå reformen vil skade de meget rige, som til dels har levet af at udbytte andre mennesker, er egentlig kun denne: at nu standser vi dem i, at de ad den vej kan blive rigere, end de er i dag. Vi tager intet fra dem af det, de har erhvervet sig. Samtidig åbnes der dem adgang til og betingelser for langt anderledes vellønnet samfundstjeneste end nogensinde før. De med de største kapitaler kan nemlig tilkøbe sig aktie i det fordelagtigste arbejde.

Det er en betydelig gevinst, ikke alene for de fattige, men også for de bemidlede, at denne reform uundgåelig vil gøre socialismen, som står for døren, mere tiltalende for de velhavende end før.

Det vil stå klart for enhver, at vi ved at gennemføre denne simple reform fuldstændig har åbnet vejen for socialismens gennemførelse.

Ikke et halmstrå ligger os længere i vejen for at gennemføre socialismen i akkurat lige så stor udstrækning, som det fælles samfund og de private ønsker det. Og hvad der ikke er mindre vigtigt: den fulde frihed for privatdrift er bevaret i akkurat så stor udstrækning, som de private selv sætter pris på.

Ja, ikke det alene, men de private får derigennem råd til at sætte denne pris højere end i dag.

Ved først at opkøbe de fordelagtigste monopoler, så de næstfordelagtigste osv. gennemfører samfundet således socialismen ovenfra og nedefter, indtil samfundet når ned til de private virksomheder, som de private sætter tilstrækkelig pris på selv at lede, eller ned til de virksomheder, som ingen (altså heller ikke staten) sætter synderlig pris på at overtage.

*
Resten (fra side 120 – ) er moral og religion – og uden for denne hjemmesides emne. Bestil evt. pdf.

[1] Ikke netop udtrykt i penge, men i vare mod vare.
[2] Lønnen bestemt ved fri tilbud og efterspørgsel.
[3] Det er klart, at der her tales om arbejderstanden som helhed og ikke om den enkelte arbejder.
[4] J. Madsen Mygdal: Frihed, side 50-52.
[5] J. Madsen Mygdal: Frihed, side 50-52.
[6] Under vore bagvendte samfundsforhold passer dette gyselige ordsprog desværre alt for godt, men selvfølgelig ikke under retvendte samfundsforhold. Der ville det hedde: jo flere vi er til at hjælpe hinanden, og jo bedre vi hjælper hinanden, desto rigere og bedre får vi det med hinanden.
[7] Her tænkes ikke på den rente, som er driftsudbytte eller risikopræmie, men på den rente, samfundet har skabt, uden at der voves eller virkes for den.
[8] Hvor aldersgrænsen bør sættes, bliver en sag for sig, her nævnes kun en bestemt aldersgrænse for at have noget bestemt at regne med.
[9] Renten her i landet er forholdsvis høj, så der bliver ikke tale om denne udvej, før grundværdiskatten bliver betydelig. Men her regnes også med noget betydeligt.