Kr. Olesen:
Henry Georges
 jordrenteteorier
overført 
på danske forhold
En lægmands indvendinger
tilegnet de danske husmænd (1906)
Fra Det Kongelige Bibliotek – pdf kopi
transkriberet og lettere moderniseret retskrivning

Tre resolutioner.
På de sjællandste husmandsforeningers delegeretmøde i Køge den 8. november 1902 vedtoges følgende resolution:
“Husmandsmødet udtaler, at da husmandsbruget som selvstændig driftsform bevislig er den fordelagtigste form for landbrug, såvel for samfundet som for den enkelte, og derfor kan ventes at ville blive den almindeligste (og i fremtiden mulig den eneste) driftsform for dansk landbrug, kan husmandssagens udvikling ikke væsentlig bygges på bidrag fra staten eller andre samfundsklasser eller på lignende undtagelsesregler, men kun derpå, at husmandsklassens lige retsstilling med de øvrige samfundsklasser fuldt ud anerkendes gennem lovgivningen.
Husmandsstanden kræver derfor ikke nogen begunstigelse for sig ved skattelovgivningen, såsom ved ophævelsen af de faste grundskatter og tiender, der findes ved jordens overtagelse, og godtgøres ved afkortning i købesummen; deslige byrders afskaffelse vil urettelig komme et enkelt slægtled til gode, og af dette kun de store grundejere til forringelse af samfundsformen og til tab for de ubemidlede samfundsklasser.
Husmandsstanden må derimod kræve: snarest mulig ophævelse af enhver told og skat, som beregnes af eller i forhold til forbrugsartikler, såsom på fødemidler, beklædning, møbler, bygning, besætning, redskaber, maskiner, råstoffer og arbejdsfortjeneste, da alle deslige byrder (ofte med tillæg af toldbeskyttelse osv.) hviler uretfærdigt tyngende på arbejdet og de små hjem.
Husmandsstanden må i stedet derfor kræve, at der til dækning af de offentlige fornødenheder opkræves en skat på den jordværdi, som ikke skyldes enkeltmands arbejde, men som hidrører fra samfundets vækst og udvikling, og som særlig ophober sig i storbyerne, og ufortjent tilflyder uvedkommende privatspekulanter, i stedet for at inddrages i statens og kommunens kasse; deslige byrder vil ikke tynge arbejdet, men tværtimod gøre jorden billigere, og derved lette adgangen for hver mand til at få eget hjem.
Husmandsmødet i Køge opfordrer derfor herved landets øvrige husmandsorganisationer til at slutte sig til dette program i skattesagen, og opfordrer de politiske partier, der ønsker støtte fra husmandsstandens side, til at virke for disse kravs optagelse på partiprogrammet og deres gennemførelse som lov under de forestående forhandlinger i rigsdagen om en skattereform.”

Senere har de samvirkende sjællandske husmandsforeninger, ved deres årlige sendemandsmøde i Roskilde den 25. juni 1905, vedtaget en resolution, der er sålydende:
“Husmændenes sendemandsmøde udtaler sin fulde tilslutning til Køge-resolutionen af 1902, der fremdeles gælder som husmandsstandens program i skattesagen, og forventer vi, at resolutionens grundsætninger vil blive fulgte ved den forestående toldreform og ved en snarlig revision af skattelovene.
Husmanden tilsiger sin støtte til den regering og rigsdag, som vil imødekomme dette krav.”

Foruden disse to resolutioner, der efter de byer, hvori de blev vedtaget, benævnes henholdsvis “Køgeresolutionen” og “Roskilderesolutionen” må jeg endnu anføre en tredje. Den vedtoges på de fynske husmænds sendemandsmode i Odense den 13. november 1905 og lyder som følger:
“Husmandsmødet udtaler sin fulde tilslutning til de sjællandske husmænds resolution i skattesagen, og kræver en på grundlag deraf snarest muligt gennemført revision af de nugældende skattelove.”

Endnu mangler de jyske husmænds tilslutning til kravet om en skattereform på det i “Køgeresolutionen” udviklede grundlag; men det kommer måske ad åre. På de jyske husmandsforeningers sendemandsmode i Viborg den 11. november 1905 var sagen på tale, men kun ganske løseligt; der var så mange andre vigtige spørgsmål på de jyske husmænds dagsorden. Imidlertid bliver resultatet vist dette, at der til de jyske husmandsforeningers næste sendemandsmode vil blive indbudt en tilhænger af de skatteteorier, som amerikaneren Henry George har givet navn og form. Det er disse teorier, som ligger til grund for de i Køge, i Roskilde og nu sidst i Odense vedtagne resolutioner, og lader jyderne sig nu også rive med, da bliver det spørgsmål for alvor brændende, om de danske husmænd her i denne vigtige sag er inde på det rigtige spor, eller de er gået på en vildmand. Jeg er mest tilbøjelig til at mene, at det sidste er tilfældet, og skal i det efterfølgende søge at begrunde denne min mening. Allerførst må jeg fortælle lidt om

Henry George.
Han er født 1839 i Philadelphia i Pennsylvania og død 1897 i New York. Sin første ungdom levede George i San Francisco, først som typograf, senere som journalist og redaktør. Som bladkorrespondent opholdt han sig også en tid i New York.
Takket være navnlig den californiske guldfeber steg indbyggertallet i San Francisco fra 2000 i 1848 til hen imod en kvart million i slutningen af 70-erne. Også i New York voksede indbyggertallet i de samme 30 år med en svimlende fart.
Følgen var i begge byer en vældig stigning i prisen på byggegrunde.
Og ved at se dette er det, at Henry George (udt. Djårsj’) får den i og for sig naturlige tanke, at de enkelte tilfældige grundejere og spekulanter egentlig ikke burde have den fordel, som fulgte af grundenes stigning i pris. Stigningen var fremkaldt, ikke ved ejerens, ikke ved den enkeltes omtanke og arbejde, men ved det hele samfunds vækst og virksomhed, og derfor burde heller ikke den enkelte, men hele samfundet rettelig inkassere profitten derved.

Henry Georges forslag til en skattereform.
Men hvor finder samfundet midlet til at inkassere denne profit? Ganske simpelt gennem beskatning! siger Henry George, hvis idé udtrykt i kortest mulige form ser således ud:
Har en mand ude på Amerikas prærier fået sig et gratis stykke jord, indhegnet det, opdyrket det og bygget sig et hus på det, så skal husets, hegnenes og opdyrkningens værdi være at anse for hans ukrænkelige ejendom, men heller ikke mere. Og kommer der nu flere huse i nabolaget, kommer der jernbane tæt forbi, eller bliver der anlagt en havn nær ved, så vil manden under den nuværende ordning kunne sælge sin ejendom og få betaling ikke alene for sit hus, for hegnene og for de forbedringer, han har udført på jorden, men han vil endda yderligere kunne få en køn skilling for selve den nøgne jord. Måske kan han få 10.000 kr. for ejendommen, medens hans arbejde og den kapital, han har sat i den, kun kan anslås til 8.000 kr.
Af en sådan ejendom skulle der efter Henry Georges forslag kræves en årlig skat på 80 kr. Under forudsætning af en rentefod på 4% ville manden da ikke kunne få mere end de 8.000 kr. for ejendommen. De øvrige 2.000 kr., den af samfundet ved dettes vækst og virksomhed skabte værdi, nøgenjordværdien, havde samfundet konfiskeret, ikke ved at tage jorden fra manden, ikke heller ved at afkræve ham de 2.000 kr. en gang for alle, men ved at pålægge ham den nævnte årlige skat af 80 kr.
Denne skat eller jordrente, bliver at regne for en slags forpagtnings- eller fæsteafgift til samfundet. Ved ejerskifte har køberen at betale bygninger, besætning, hegn, dræning, godtgørelse for engvandingsanlæg og andre arbejder, som har øget jordens frugtbarhed og ejendommens afkastningsevne. For andet og mere må sælgeren ikke få betaling. Resten af værdien er samfundets, beslaglagt gennem jordrenten.
Privatejendomsret til jorden er, siger Henry George, stridende mod den guddommelige anordning. Ligesom lyset og luften, således er også jorden skabt af gud til menneskenes fri og fælles brug, og det bør være forment den enkelte ved sin kapitalmagt eller på hvilken som helst anden måde at lægge beslag på nogen del af jordens overflade som sin særlige ejendom.
Hvis forholdet overalt var som i ovenstående eksempel, at ejeren eller besidderen intet havde givet for selve jorden, da ville der jo ikke ske ham nogen egentlig uret ved den nævnte beskatning. Men hvis han nu, inden jordrenteskatten blev pålagt ejendommen, havde fået tid til at sælge den og stikke de 10.000 kr. i lommen. Hvad så? Skal de 80 kr. i årlig jord- rente så alligevel lægges på ejendommen? Og skal den ny ejer i så fald ingen erstatning have, fordi han ved salg f.ex. dagen efter, at skatten er pålagt, faktisk er 2.000 kr. fattigere? — Henry George svarer: ja, skatten skal alligevel pålægges; den ny ejer skal betale den, og han skal ingen erstatning have.
Mange, som ellers er enig med Henry George, kan ikke følge ham her. De mener, at jordens ejere intet øjeblikkeligt tab bør lide. Samfundet skal nøjes med at konfiskere den stigning, som kan ventes efter, at reformen er indført. Hvad der i god tro har været genstand for køb og salg, må samfundet ikke uden videre båndlægge.
Henry George hævder imidlertid, at jorden oprindelig, da den blev privat eje, er røvet fra samfundet, og at den, der har købt ‘rovet’, har lige så lidt krav på medlidenhed som selve den oprindelige ‘røver’. En marskandiser må tage skade for hjemgæld, når han køber et par stjålne støvler, og deres retmæssige ejer finder dem i marskandiserens butik. En, der har købt samfundets stjålne sager, i dette tilfælde dets jord, må også finde sig i, at det tages fra ham uden erstatning, når den rette ejer, samfundet, kommer og forlanger at få det udleveret.

Arbejde, kapital og jord.
Henry George opstiller arbejde, kapital og jord som de tre faktorer, der bærer al materiel produktion og deler udbyttet deraf. Og loven for denne fordeling bestemmer han således: arbejdet og kapitalen er for søskende at regne. Kapitalen er nemlig ikke andet end opsparet arbejde.
Det er en fejltagelse, hævder George, at arbejde og kapital nogen tid kan komme i alvorlig strid. Det er, siger han, en fejltagelse at tro, at hvad kapitalen får som sin del af udbyttet, det tages fra arbejdet eller omvendt.
Nej, siger han, stiger arbejdslønnen, da stiger kapitalrenten også, og omvendt. Disse to faktorers udbytte, arbejdslønnen og kapitalrenten, bestemmes altid af, hvad arbejderen og kapitalisten kan vinde ved at drage ud til civilisationens grænseegne og der optage en produktion på den bedste jord, som endnu kan fås helt gratis, og hvor jorden og jordejeren som sådan altså ikke tilkommer nogen del af produktionsudbyttet.
Spørgsmålet om, hvor stor en del af udbyttet, der skal tilfalde jorden eller jordejeren på tættere bebyggede steder, volder for så vidt heller ingen vanskeligheder, som jordejeren tager alt, hvad der på hans plads bliver til rest af den samlede produktion, når arbejdet og kapitalen har fået, hvad deres er, har fået til deling en part, der svarer til det fulde udbytte på den bedste jord, der endnu kan fås gratis.

Jeg bør måske tydeliggøre dette ved et eksempel:
Tre unge jordbrugere, som er lige dygtige og har hver en kapital på 2.000 kr., køber huslodder, som de bebygger og besætter for deres egne penge. Hvad de giver for jorden, må de derimod låne og forrente med 4%. Den ene slår sig ned ovre ved Varde, den anden på Fyn og den tredje i nærheden af København. De sår hver 5 tdr. land og kan sammen med deres koner, der også er lige dygtige, selv besørge alt arbejde på deres lodder. Husmanden ved Varde slipper for at betale noget større årligt rentebeløb; thi han får de 5 tdr. land af den dårligste jord, som forefindes der på egnen, og han får den næsten gratis. Han, der slår sig ned på Fyn, får middelgod jord, og han, der køber sin lod nær ved København, får noget af Danmarks allerbedste jord, hvorhos hovedstadens nærhed betinger en særlig lønnende produktafsætning.
På huslodden i Vardeegnen kan der produceres mælk, svin og æg, til salg samt det nødvendige dels deraf, dels af brødkorn, kartofler osv. til husholdningsbrug for i alt 1.000 kr. Den samlede værdi af produktionen på den fynske huslod er 1.100 kr. og huslodden ved København giver 1.200 kr.
Dette merudbytte for samme arbejde — her henholdsvis 100 og 200 kr. — som vindes på den gode og godt beliggende jord, er det, der bundfældes som jordrente og betales under de nuværende skatte- og ejendomsforhold ved en ejendoms overgang fra ejer til ejer med en købesum, der, når rentefoden er 4%, – svarer til det 25-dobbelte af det årlige beløb. – Den fynske husmand ville her komme til at give 2.500 kr. for sin jordlod, fraregnet bygning og besætning, og den sjællandske 5.000 kr. for sin.
Var Henry Georges skattereform nu gennemført, ville de to husmænd derimod ikke komme til at udstede obligationer og betale 100 og 200 kr. i årlig rente til privatmænd; de ville blive helt fri for obligationer og skulle i stedet indbetale de nævnte årlige summer, — henholdsvis 100 og 200 kr. — i skat til samfundet, til stat eller kommune eller til deling mellem begge.
Forhåbentlig har læseren nu en forestilling om, hvad jordrente er for noget, og hvorledes den fremkommer.
Men kan nogen begribe, hvorledes det kunne blive til så stor fordel for disse to husmænd at komme til at betale deres penge til samfundet i stedet for til en privat mand? Den forskel har jeg for min del aldrig kunnet få øje på. De 100 kr. og de 200 kr. er jo dog 100 kr. og 200 kr., og ulejligheden ved at få dem skrabet sammen er den samme, hvad enten de til slutning skal puttes i den ene kasse eller i den anden, hvad enten en privatmand eller samfundet skal have dem.

Hvis reformen blev indført i Danmark.
Der loves i Køge-resolutionen, at Henry Georges skattereform, hvis den indføres i Danmark, skal gøre jorden billigere. Måske blev jorden en ganske lille smule billigere at overtage — der kunne muligvis spares nogle papiromkostninger —; men ellers kan jeg, som ovenfor anført, ikke få øje på billigheden. Jorden blev nemlig lige dyr at besidde, og det er vel dog det afgørende.
Der loves også af Henry Georges danske tilhængere, at hvis vort lille samfund ville indføre denne skattereform og inddrage jordrenten som folkets fælles ejendom, da ville vi kunne ophæve alle andre direkte og indirekte skatter til stat, amt og kommune, vore 56 millioner toldskatter iberegnet. Jordrenten ville give fuld dækning for det alt sammen. Ja, jeg har endog hørt en begejstret georgist mene, at 2% af Danmarks nøgenjordværdi, altså halvdelen af den fulde jordrente efter 4% rentefod, kunne give dækning for alle vore hidtidige skatter og offentlige afgifter. Da vedkommende blev spurgt, hvad den anden halvdel så skulle bruges til, sagde han noget om, at han ville anse det for naturligt, at vi bl.a. kom til at køre gratis på jernbaner, eller i alt fald fik lov til at køre, hvorhen vi lystede indenfor landets grænser for en ganske lille fast kendelse. En anden gang, da samme georgist blev trængt hårdt af tvivlere, gik han til den anden side og sagde, at når jordrenten som single tax (enesteskat) blev indført her i landet, kom vi måske nok til mere end hidtil at følge skriftens ord om, at ‘den, der ikke vil arbejde, han bør heller ikke have føde.’
Henry George levede og døde i den tro, at jordrentens stigning altid, i kraft af en urokkelig naturlov, vil holde nøjagtig skridt med samfundets vækst og udvikling, og endvidere, at jordrentens beløb altid vil yde fuld og rigelig dækning til alle et civiliseret samfunds fællesopgaver: forsvarsvæsen, skolevæsen, fattigvæsen, syge-, alderdoms- og barnepleje osv. Man må undskylde Henry George, der levede i det store urolige, stærkt voksende og vanskeligt overskuelige amerikanske samfund. Men hans danske tilhængere lever i et lille samfund, hvor forholdene ikke er så vanskelig overskuelige. Når de danske georgister, følgende deres lærefaders eksempel, stadig henviser til jordrentens uudtømmelige kilde, til de utalte millioner af kroner, som kan flyde af den, da er det en uvane, som de må vænnes af med. Vi må bede dem om at sætte sig rolig ned og regne tallene efter med os, de tal, som vi kender fra vore årlige finanslove og fra vore statistiske tabelværker vedrørende skattevæsen, brandassurance osv.
På grundlag af runde tal, hentet fra de nævnte kilder, tal altså, som er tilgængelige for offentligheden, og ved en beregning, som enhver let vil kunne eftergøre, er jeg kommet til det resultat, at hele Danmarks nøgenjordværdi i øjeblikket kan anslås til 1210 millioner kroner. Jeg får dette tal ved at trække brandforsikringen for samtlige bygninger i by og på land, hovedstad og provins (i alt ca. 4139 mill. kr.) fra den værdi, som samtlige landets ejendomme er anslået til ved vurderingen til ejendomsskyld (5.349 mill. kr.).
Der kan indvendes imod denne beregning, at ejendomsværdien muligvis er sat noget lavt, og at brandforsikringen sandsynligvis er noget højere end bygningernes virkelige værdi. Men for at finde nøgenjordværdien, skulle man jo også, foruden bygningernes værdi, trække en mængde andre værdier fra, såsom værdien af drænings- og engvandingsanlæg, grundforbedring og kultivering af mose og sandmark, hegn, træplantning osv. osv. Alt dette vil rimeligvis med lethed kunne opveje den forskel på bygningernes brandforsikringsværdi og deres virkelige værdi, som der ovenfor er set bort fra, således at de 1210 mill. kr. kan anses for at være et nogenlunde rigtigt udtryk for nøgenjordværdien i Danmark.
4% heraf, den højeste jordrente, som det på nogen måde ville være muligt at opkræve, udgør 48 mill. kroner. Men den samlede skattebyrde i Danmark, direkte og indirekte skatter og afgifter til stat, amts-, by- og sognekommuner beløber sig til 150 mill. Kr., lavt regnet.
Resultatet er altså, at jordrenten i Danmark ikke ville kunne gøre tjeneste som enesteskat. Selv om jordrenten konfiskeredes til hvid og øre, ville den kun kunne bære knap en tredjedel af de fælles økonomiske samfundsbyrder i vort land. Det var det ene.
Dernæst viser ovenstående tal, at det har været helt vildt, når vore hjemlige agitatorer for Henry Georges teorier har anslået nøgenjordværdien i Danmark til 4.000 mill. kr. Denne sum rækker jo endog meget nær op imod den samlede værdi ikke alene af den nøgne jord men også af de bygninger med mur- og nagelfast tilbehør, som står på jorden.
Og endnu en påstand fra den samme side modbevises af det talmateriale, som er fremskaffet gennem vurderingen til ejendomsskyld. Det er den påstand, at indførelsen hos os af den georgistiske grundværdibeskatning ville flytte en betydelig del af den skattebyrde, der nu hviler på landbruget, ind over byerne, særlig over hovedstaden. Jeg har set nævne 12-1600 mill. kr. som den formentlige værdi af grundene i og omkring København, og nu ser vi, at samtlige Københavns og Frederiksbergs ejendomme ikke en gang er 1,500 mill. kr. værd, selv når bygningerne regnes med!
En god tredjedel af Danmarks nøgenjordværdi ligger i eller under København og Frederiksberg; men efter den nuværende skatteordning bærer København og Frederiksberg også omtrent en tredjedel af vore direkte statsskatter (nemlig 4½ mill. kroner af 14 mill. kr.) og ganske sikkert en lignende brøkdel af vore indirekte skatter. — Den forskydning af skattebyrden fra landet ind over Københavns brosten, der skulle blive følgen af en eventuel indførelse af Henry Georges skattereform, ville derfor ganske sikkert udeblive.
Næst efter København har ingen by i Danmark spillet en så stor rolle i georgisternes agitation som Esbjerg. Her var det for alle tydelige vidnesbyrd om, hvorledes samfundsvirksomheden, gennem anlæg af en jernbanelinje og en havn, skaber rigdomme i form af grundværdier, som enkeltmænd under vore nuværende ejendoms- og skatteforhold så uberettiget tilegner sig. – Når Esbjerg-bygningernes samlede forsikringssum (17½ mill. kr.) trækkes fra den sum, hvortil samtlige byens ejendomme er vurderede til ejendomsskyld (19½ mill. kr.) får vi 2 mill. kr. som udtryk for nøgenjordværdien i Esbjerg. Selv om vi nu indrømmer, at ingen i og for sig ville have været nærmere til de 2 mill. end staten eller samfundet, ses det dog let, at nogen stor rolle kunne konfiskationen af de 2 mill. kr. eller den årlige jordrente på 80.000 kr., som svarer dertil, ikke have spillet. Det ville kun have rakt grumme kort frem imod dækning af de skatter til stat og kommune, som Esbjergs indbyggere nu svarer. Esbjergs samlede, direkte skattebeløb udgør nemlig i dag 330.000 kr., deraf 280.000 kr. i kommuneskatter og 50.000 kr. i statsskatter.
Hvis Henry Georges skattereform blev indført i Danmark, og jordrenten straks opkrævet med sit fulde beløb, da ville virkningen være frygtelig for de fleste grund- og jordejere i by som på land. Mange af dem ville øjeblikkelig gå fallit, og kreditforeninger og private obligationsejere ville gå samme vej eller i hvert fald lide store tab.
Af de tre husmænd, jeg før tog som eksempel, ville han ved Varde ikke berøres af reformen, da hans jord intet er værd og derfor ingen jordrente ville få pålagt. Fynboen ville blive 2.500 kr. og sjællænderen 5.000 kr. fattigere; deres renteafgift ville jo nemlig ved indførelsen af samfundsjordrenten blive akkurat dobbelt så stor som tidligere; de ville gå fallit med en underbalance på henholdsvis 500 kr. og 3000 kr. Efter at de selv havde mistet hver især de 2.000 kr., som var sat i bygninger og besætning, ville der altså yderligere være tab på 500 kr. for den fynske ejendom og 3000 kr. for den sjællandske ejendom, som ville falde på kreditforeninger eller på ejendommenes tidligere ejere, hvis de var obligationernes indehavere. Efter reform-katastrofen ville ejendommene kun kunne koste 2.000 kr. hver (værdien af bygninger og besætning), og dog ville nye ejere eller brugere af de to ejendomme komme til at sidde akkurat lige så hårdt ved dem som deres fallerede forgængere, idet de nye ejere jo næst efter at udbetale eller forrente 2.000 kr., skulle ud med en årlig jordrente til det offentlige på 100 kr. for den fynske og 200 kr. for den sjællandske ejendoms vedkommende.
Og som det ville gå denne fynske og denne sjællandske husmand, således ville det gå alle Danmarks jord- og grundejere på land og i by. De ville ved george-reformens indførelse miste tilsammen de 1.210 mill. kr., som Danmarks nøgne jord er værd.
Jeg mener, at vore nulevende jord- og grundejere, og herunder ikke mindst vore husmænd, skal betænke sig vel, forinden de bringer dette vældige offer for, at deres efterkommere kan komme til at betale jordrente til samfundet i stedet for til enkeltmand og blive forpagtere og fæstere i stedet for selvejere; thi andet og mere er det faktisk ikke, efterkommerne kan vinde. Lad os dernæst holde fast overfor georgisterne, at i Danmark ville en 4% jordrente kun kunne bære en tredjedel af vore samfundsfornødenheder, medens de to tredjedele fremdeles skulle bæres direkte af arbejdet.

Den retfærdigste skat
 er formue- og indkomstskatten.
Det kan lyde smukt, når georgisterne siger, at arbejdet skal frigøres, og det kan lyde besnærende, når de kræver, at der skal ske en skarp og en bestemt sondring mellem det, der tilhører den enkelte, og det, der tilhører samfundet. Men ret beset, er det jo dog arbejdet, der til syvende og sidst bærer det hele. Det er af arbejdet, den enkelte lever, og det er af arbejdet, samfundet får eller tager sit, hvad enten det tages i form af indkomstskat, formueskat, toldskat, ejendomsskyld eller jordrente. Og hvad mening er der i grunden i at tale, i økonomisk forstand, om den enkelte i modsætning til samfundet? — Samfundet består jo dog kun ved de mange enkeltes tilstedeværelse og samvirken. Og den enkelte er lige så nøje forbundet med samfundet som hånden med legemet; kun døden eller amputation kan skille dem.
Derfor kan jeg heller ikke se andet, end at de retfærdigste skatter, vi har, det er dem, der hviler direkte på formue og indkomst, altså på udbyttet af det arbejde, som den enkelte eller hans slægt har opsparet, og udbyttet af det arbejde, som han selv ved egen og samfundets – som oftest især samfundets – hjælp i det forløbne år har udført.
Når en kulgrosserer i en østjysk fjordby sender et brev til et engelsk kulfirma og derved afslutter en handel, som indbringer ham 1000 kr., og en fattig tjenestepige i samme by samtidig lægger et til Amerika adresseret kærestebrev i postkassen, så kræver samfundet 20 øre af hver for at besørge brevene bragt hen til de respektive adressater. Den fattige tjenestepige hører ikke mere til samfundet for sit brevs skyld; men når der lægges skatteligning for kommune og stat, må grossereren ud med 90–120 kr. til som samfundets part af den fortjeneste, grossereren havde ved at sende sit brev. Det er dette forhold, georgisterne kræver ændret, og som jeg finder så fuldkommen i sin orden. Jeg mener endog, det ville være retfærdigt og rigtigt, om man i stedet for en skat på 9-12% (direkte og indirekte) til kommune og stat opkrævede en skat på 14-15% af de store indkomster og så afskaffede nogle af de indirekte skatter og af disse da allerførst tolden på livsfornødenheder.
Skat på indkomst ved personligt arbejde er bødestraf for at være en flittig mand, siger georgisterne. Men når kulgrossereren i den østjyske fjordby skriver et brev og gør sin bestilling, og kullene nogle måneder efter ligger rundt i den østjyske fjordbys fabriker og dens omegns andelsmejerier, hvem er det så, der i særlig grad har været flittig og virksom under denne handel og transport? Er hele den stedfundne proces ikke i nok så høj grad frugten af en samfundsvirksomhed som frugten af enkeltmands personlige flid? Var det mon grossereren personlig, der stod ved Skallingen, ved Bovbjerg og ved Skagen med lys og med lygte for at vise vej for sit kulskib? Var det mon ham, der ved dag og ved nat, i storm og i tåge, holdt mænd rede ved raketapparater og redningsbåde langs hele vest- og nordjyllands klitrække? Nej, det er nok samfundet, der har indrettet redningsvæsen, fyrvæsen og belysningsvæsen ved vore kyster og fjordindsejlinger. Det er samfundet, der på den måde har gjort fremmede som danske skippere rolige og trygge i de danske i farvande.
Lad os gå ud fra, at de 1000 kr. er vor grosserers månedlige gennemsnitsfortjeneste. Ville det da være så urimeligt, om samfundet, når året var omme, tog f.ex. 1800 kr. af fortjenesten for al dets ulejlighed, når grossereren selv fik lov at beholde de 10.200 kr. som sin part.
Som vi nu har vore told- og skatteforhold ordnede, skal husmandsdatteren, der tjener hos grossereren, betale i toldskat 12-15% af sin månedsløn, hvis hun vil have den omsat i bomuldstøj til dagligkjoler. – Det er i hvert fald meget mere urimeligt.

***
Se evt. S. Berthelsens svar her: Redaktør Olesens pjece