En drøftelse i Højskolebladet 1908
mellem Prof. Poul la Cour
og Jakob E. Lange, S. Berthelsen og K.J. Møller
udgivet af
Henry George Foreningens Koldingkreds 1908

Indhold:
Et spørgsmål til georgister. Af P. la Cour
Prof. la Cour og Henry George. Af Jakob E. Lange
Henry Georges skattereform. Af S. Berthelsen
Svar til professor la Cour. Af K.J. Møller
Spørgsmål til georgister. Af Poul la Cour
Arbejdets ret og folkets ret. af Jakob E. Lange.
Højskolen og Henry George. Af S. Berthelsen
Georgismen. Af Poul la Cour
Afslutning – Indledning. Af Jakob E. Lang

Et spørgsmål til georgister.

Af· P. la Cour.

For mange år siden gjorde en af mine højskolevenner og jeg selv et alvorligt forsøg på, om jeg kunne blive georgist. Forsøget mislykkedes, og resultatet blev kun en disput her i bladet

Da man ikke gerne spilder tid på sager, man ingen tro har til, tilstår jeg, at jeg ikke senere har beskæftiget mig synderlig med georgismen; men jeg har af og til undredes over at se, at så mange af mine højskolevenner efterhånden har sluttet sig til denne sag og stadig nedlægger i denne et arbejde og en varme, som – i mine øjne i al fald – var en bedre sag værdig.

Dette har undret mig; thi i saglig henseende er det mig ufatteligt, at den således attråede store skattereform skal knyttes til jorden alene som menneskehedens fælleseje, et som om menneskeheden ikke havde mangt andet fælleseje, hvortil man ville kunne knytte en skatteteori, såsom naturkræfterne, energien, denne hører ikke jorden til, den er en flygtig fugl altid på rejse hernede og i mangehånde omskiftelser; og kun rent foreløbig tager den ophold i skatteobjektet – stofferne, medens det dog ofte er energien, der giver dem deres væsentligste værdi, enten derved, at energien for tiden bor i dem, eller ved den tildannelse, som energien har givet dem.

Men denne undren kan man for resten godt lade mig som fysiker beholde for mig selv. Det er ikke dette spørgsmål, jeg ønsker besvaret. Heller ikke et andet spørgsmål, nemlig dette, hvorledes højskolemænd, der sikkert må antages at have et solidt religiøst underlag, stundom kan synes at attrå at få dette afstivet med jordrenteidealet.

Men både denne og hin undren kunde jeg, som sagt, holde for mig selv, såvel som flere andre, dersom det ikke var netop dem, der driver mig til at fremlægge følgende spørgsmål til besvarelse; thi jeg kan ikke se rettere, end at muligheden for georgismens indførelse i praksis må stå og falde med denne besvarelse.

Kan overhovedet den samlede jords værdi i Danmark, på land og i by, hvis den ikke ejedes af enkeltmænd, kreditforeninger el.lign., men af det danske folk, bære de skatter, som nu folket bærer?

Til undersøgelse heraf har cand. Pol polit. & theol. E. Majstrand været så elskværdig at skaffe mig de fornødne tal.

Spørges først, hvor meget skulle der i brugsafgift komme ud af hele den danske jord, for at dække de nuværende stats- og kommuneskatter, bliver dette for 1905-06:

Statsskatter…………… .. 73.445.000 kr.
Københavns kommune…10.484.000
Frederiksberg kommune… 1.850.000
Andre købstadkommuner … 8.900.000
Sognekommuner … 16.407.000
Amtsrepartitionsfondene … 5.462.000
I alt … 116.548.000 kr.

Spørges dernæst, hvor megen pris der for tiden sættes på dansk jord, en pris, der må antages væsentligt at være bestemt ved, hvad den kan forrente, kan man næppe tage meget fejl, når man fra ejendomsskyldens vurderingsbeløb trækker bygningernes værdi, således som denne fremgår af brandforsikringerne. Disse tal bliver for 1905-06:

Ejendomme i København … 1.483.843.000 kr.
– i Provinsbyerne … 818.076.000
– i landdistrikt … 3.046.897.000
i alt … 5.348.816.000 kr.

Brandforsikring af bygninger i 1905-06 bliver:
Københavns brandforsikring … 358.522.000 kr.
I købstædernes alm. Brandforsikring … 696.925.000
I landbygningernes alm. Brandforsikring … 2.272.966.000
Andre danske brandf. for fast ejendom … 486.405.000
I alt … 3.814.818.000 kr.

Efter dette bliver jordværdien 1.633.998.000 kr., vel at mærke jorden, således som den nu er, bearbejdet, gødet, drænet osv., så at nævnte tal både omfatter værdien af den rå jord og værdien af det i denne nedlagte arbejde. Hvor stor en del af summen der gælder den rå jord, og hvor stor en del arbejdet, vil det være yderst vanskeligt at afgøre; men da arbejdet ifølge H. George hverken må beslaglægges eller beskattes, vil alle være enige om, at de 1½ milliard kr. burde nedsættes betydeligt, inden de kan repræsentere den rå jords værdi, den fællesejendom, som skulle beskattes.

Men for ikke at komme til at trættes om, hvor meget summen bør formindskes, så lad os slet ikke formindske den, men lade hele jorden i den tilstand, som denne nu har, give en årlig afgift lig med det nuværende skattebeløb: 116.548.000 kr. Da ser man, at den må give 7 2/3 % af sin værdi, dvs. den værdi, de nuværende ejere eller vurderingsmænd sætter den til.

Man ville altså, selvom hele den danske jord ved et vidunder blev statsejendom[1] (enten derved, at Danmark spillede i et verdenslotteri og var så heldig at vinde 1½ milliard kr., eller derved, at al dansk jordejendom konfiskeredes – på en gang eller langsomt, er ligegyldigt – eller derved, at man besluttede i 50 år at udskrive en årlig statsskat af 10 millioner kr. til indkøb af den danske jord om 50 år, eller hvilken anden måde der nu bliver foreslået til at få sagerne ordnet), se det særsyn, at når jorden skulle lejes ud, efter således at være blevet fri, var der ingen, der ville leje den, thi er der andre virksomheder, der kan give 7 %, jord kan det ikke.

Jo, når man kan få for sine jordprodukter, hvad man vil have, og dette ville jordbrugerne i Danmark kunne få, når der blev udstedt et forbud mod indførsel af jordprodukter, eller der blev fastsat en indførselstold så stor, at den kunne ‘virke ligesom et forbud, altså mindst en 100 % værditold, hvad dog vist ingen georgist ønsker.

Jeg kan derfor ikke se, at den danske jord, selvom man kunne komme over ekspropriationsvanskelighederne, ville være i stand til al bære de danske skatter, med mindre man kunne få alle andre jordbrugende folkefærd til at indføre samme system. En sådan endrægtighed blandt alle jordens folk ville være et herligt skue; men der er vist langt hjem.

Derimod ville det ikke være så uoverkommeligt at få den danske grundlov lempet så vidt, at sådanne ekspropriationer som af grundene ved Esbjerg havn, ved Københavns frihavn m. fl. kunne gøres, når samfundet (staten) havde i sinde at udføre et sådant gavnligt foretagende.

Prof. la Cour og Henry George.

En jubilæums artikel og et svar.
Af Jakob E. Lange.

Det er i disse dage netop 20 år siden de første artikler, jeg skrev om Henry Georges ideer, offentliggjordes her i Højskolebladet. I den derved affødte, langvarige diskussion tog også professor la Cour del, og som en slags jubilæumsartikel virker derfor hans fornyede angreb. Efter den lange pause venter man uddybede tanker, ny og vægtige argumenter. Desværre skuffes man. Hvad der mest præger hans indlæg er forundring: forundring over, at disse ideer, som han troede at have tilintetgjort, endnu er så spillevende som nogen sinde.

Prof. la Cour undrer sig hovedrystende over, at (som han udtrykker sig) højskolemænd, der sikkert må antages at have et solidt religiøst underlag, stundom kan synes at attrå at få dette afstivet med jordrente idealet. – Kan professoren da overhovedet ikke tænke sig, at man kan attrå at bringe overensstemmelse til veje mellem sin religion og sit syn på livets grundlove? Andre vil tværtimod have vanskeligt ved at forstå, at folk, der tror på en faderlig gud, kan være ivrige modstandere af at give menneskenes børn lige arveret til hans fællesgave. Havde de, der kalder sig kristne, haft noget mere åbne øjne for den krænkelse af samfundslivets grundlove, som er det sociale spørgsmåls kerne, havde kirkens sag ikke stået så slet som nu rundt i verden.

Hr. la Cour forlader dog straks den etiske side af sagen for den økonomiske. – Først fører han her et helt nyt skatteprincip i marken som noget formentlig mere fuldkomment end vort. Han forundrer sig højligt over, at vi har valgt udelukkende at kræve skat af jorden (som menneskenes fælleseje); Hvorfor (spørger han) dog ikke også af naturkræfterne? Men kan da virkelig hr. La Cour ikke indse, at idet man beskatter jordværdien, gør man jo netop al værdifuld naturkraft til folkets eje. Hvis man i Norge lægger værdiafgift på fossefaldene, hvis man i Amerika og England lagde tilsvarende værdiskat på alt kul-land, er det jo netop den varme og lyskraft, vand og kul indebærer, og som giver vandfald og kullejer deres værdi, folket således ved beskatning tilegner sig. – Men de naturkræfter, der allerede er folkets (idet de står frit til rådighed for alle og derfor intet koster) – hvor

grundlove? Andre vil tværtimod have vanskeligt ved at forstå, at folk, der tror på en faderlig gud, kan være ivrige modstandere af at give menneskenes børn lige arveret til hans fællesgave.

Havde de, der kalder sig kristne, haft noget mere åbne øjne for den krænkelse af samfundslivets grundlove, som er det sociale spørgsmåls kærne, havde kirkens sag ikke stået så slet som nu rundt i verden.

Hr. La Cour forlader dog straks den etiske side af sagen for den økonomiske. – Først fører han her et helt nyt skatteprincip i marken som noget formentlig mere fuldkomment end vort. Han forundrer sig højligt over, at vi har valgt udelukkende at kræve skat af jorden (som menneskenes fælleseje); – hvorfor (spørger han) dog ikke også af naturkræfterne? – Men kan da virkelig hr. La Cour ikke indse, at idet man beskatter jordværdien, gør man jo netop al værdifuld naturkraft til folkets eje. Hvis man i Norge lægger værdiafgift på fossefaldene, hvis man i Amerika og England lagde tilsvarende værdiskat på alt kul-land er det jo netop den varme og lyskraft, vand og kul indebærer, og som giver vandfald og kullejer deres værdi, folket således ved beskatning tilegner sig. – Men de naturkræfter, der allerede er folkets (idet de står frit til rådighed for alle og derfor intet koster) – hvorfor i alverden skulle vi fordre afgift for brugen af dem. Så længe der er vind nok til alle møller, er der dog ingen grund til at lægge skat på den, der bruger noget af vinden; og så længe der er sol nok, hvorfor da straffe den, der soler sig, når ban ikke skygger for andre. I Frankrig kan hr. la Cour se sin ny ide udført i praksis: der beskatter man folk for deres forbrug af sollys (ved en skat på vinduer). Jeg håber ikke, han skal få os til at efterligne dem.

Men hvad der særlig har drevet professor la Cour i felten, er dog en anden betragtning. Om reformen er rimelig, har jo ikke megen interesse, hvis den ikke er mulig. “Muligheden af georgismens indførelse i praksis,” skriver han, “må stå og falde med om den samlede jords værdi i Danmark kan bære de skatter, som nu folket bærer”. Og det kan den efter hans mening ikke.

Hertil er nu først at svare, at georgismens indførelse ingenlunde står og falder hermed. Henry George har påvist, hvorledes det er et uomgængelig nødvendigt retfærds- og velfærdskrav, at landets samlede jordværdi tilfalder folket. Og da han antager, at denne grundværdiskat vil være tilstrækkelig til dækning af statens behov, foreslår ban at afskaffe alle personlige skatter. Men selvom det nu var så, at det viste sig nødvendigt vedblivende at opkræve nogen personlig skat, fordi grundværdiskatten ikke strakte til, var derved jo intet sagt imod berettigelsen af selve grundværdiskatten, folkets tilegnelse af jordens værdi. – Hvis en ung mand ved den tid, han bliver myndig, opdager, at en ham tilhørende stor formue hidindtil har været beslaglagt af uvedkommende, og han så siger som så: “Nu vil jeg selv have renterne af min formue, de vil sikkert være nok til at dække mine fornødenheder”, tror De så, hr. Professor, den unge mand lod sig standse om det blev ham bevist, at han noget havde overvurderet beløbet, så det næppe ville være fuldt tilstrækkeligt til alle hans fornødenheder? Og tror De, folket, når det engang bliver klar over, at dets fællesformue går i uvedkommende privatlommer, vil tænke anderledes?

Og for øvrigt, selvom det blev bevist, at jordværdien ikke forslog til de nuværende statsudgifter, kunne vi jo dog mulig med nogen ret dertil svare, at så kunne jo folket passende i sin statshusholdning sætte tæring efter næring og ikke som nu give penge ud i millionvis til unyttige formål, (udgifter, som det for tiden er muligt at fralokke folket, fordi det svæver i uvidenhed om, hvor pengene egentlig kommer fra, hvem der egentlig betaler).

Men hvis det nu virkelig var så, som De altså mener, at Deres argument var afgørende, så kunne man dog i hvert fald have ventet, at De havde ført argumentet så korrekt som muligt. Desværre er dette ikke tilfældet. De har ikke brugt de rigtige tal. Og, hvad værre er, De har ikke ved sigtningen af statistikken taget de hensyn, som det tit nok fra vor side er blevet påvist, man ikke tør undlade at tage, og deres talmæssige bevisførelse kan derfor uden videre afvises.

1. De ønsker at udfinde jordens værdi ved fra ejendomsskyldvurderingen at trække bygnings-brandassurancen. Som utallige gange påvist, må denne fremgangsmåde give et totalt forvansket status. Ejendomsskyldvurderingen er en skattevurdering, normalt holdt ved lavgrænsen, tit langt derunder. Brandassurancen er normalt ved højgrænsen og bliver, alt som bygningerne ældes langt over denne. (Man ser da også daglig eksempler på, at ejendomme sælges til nedbrydning for deres assurancesum, dvs. at det er jorden udelukkende, der har værdi, bygningen ingen, medens deres beregningsmåde ville give jordværdi = 0. – Enhver, der blot har skygge af praktisk kendskab, vil vide, at deres beregningsmåde giver et vrængbillede af de virkelige forhold; enhver egn frembyder hundreder af eksempler. Lad mig blot eksempelvis nævne, at min egen ejendom efter Deres beregningsmåde får en jordværdi af 200 kr., skønt en sådan jordlod her på egnen ikke kan købes under 1.000 kr.[2] – Det resultat, De kommer til, burde ved sin meningsløshed have vakt Deres opmærksomhed, thi De kan dog næppe for alvor selv tro, at det er rigtigt, hvad De opgiver, at her til lands bygningerne udgør mere end 2/3, jorden kun godt l/4 af de faste ejendommes værdi! Det er et resultat, som ingen kan tage for gode varer.
2. Men selvom nu denne urimelige metode til udfinding af jordens værdi skulle benyttes, måtte man dog fordre, at den blev rigtig benyttet. Men ikke engang denne beskedne fordring er efterkommet. – Ejendomsskyldvurderingen foretoges som bekendt 1904. Vil man efter Deres metode deraf udregne jordens værdi, må man derfra trække den samtidige bygningsassurance (ikke den fra 1906). Men i så fald bliver straks jordværdien vel omkring et par hundrede mio. højere end af Dem angivet.
3. endvidere: vil man bedømme jordværdiens tilstrækkelighed, bør man selvfølgelig sammenligne jordværdien i 1904 med statens samtidige udgifter. Men de udgjorde ikke 116 mio., men betydelig nærmere 100 mio. kroner. (Siden er jo ikke blot statsudgifterne, men også jordværdien steget stærkt). – Men ikke nok hermed: når der er tale om, hvad der må lignes på jordens værdi, om al skat skal bæres af denne, bliver der selvfølgelig kun at regne med den skat, som ikke allerede nu hviler på jorden (og derved formindsker dens værdi). Thi ejendomsværdien er jo fastslået efter fradrag af de påhvilende grundskatter. Trækker vi altså de alt påhvilende grundskatter fra de ca. 100 mio., bliver der for 1904 næppe stort over 80 mio. tilbage, som altså er det beløb, der måtte pålignes de daværende jordværdier.
4. men hermed er endda ikke enden på regnskabet. Thi med ophævelsen af alle personlige skatter bortfalder jo også mange udgifter til deres opkrævning (toldvæsen osv.), ca. 4 millioner.

Da nu jordværdien efter Deres beregning (med min korrektion) bliver ca. 1.800 millioner (hvortil endda må lægges bl.a. værdien af alle private tiender), og udgifterne, der skulle dækkes, reduceres til ca. 76 mio., bliver efter Deres egen metode jordværdiskatten ikke 7½, men kun ca. 4%. Med andre ord: selve deres (for os så ufordelagtige) bevisførelse fører til det resultat, at jordværdien er tilstrækkelig – ikke som af dem antaget aldeles utilstrækkelig – til dækning af alle offentlige udgifter.

(Ville man ud fra et mere sandsynligt skøn anslå jordens værdi til godt halvparten af de faste ejendommes værdi, ville jordværdiskatte­procenten komme ned til ca. 2½)

Jeg kan derfor spare mig ulejligheden af at diskutere Deres fantastiske antydning om et forbud mod indførelse af jordprodukter og en deraf efter deres formening flydende jordværdistigning. Et sådant forbud vilde selvfølgelig ikke give øget jordværdi, da det ville være ensbetydende med al udenrigshandels ophør og landets øjeblikkelige og totale ruin.

Når De til sidst kortelig berører, at De kunne gå med til ved ekspropriation i særlige tilfælde (Esbjerg havn osv.) at give folket nogen andel i den jordværdi, som nu tilfalder private grundejere, skal jeg dertil blot sige følgende: den nøgne jords værdi skyldes overalt og i alle tilfælde folket, ikke enkeltmand. Det er derfor uretfærdigt og vil vise sig i længden uholdbart at nøjes med i ny og næ at fratage enkelte jordejere deres forventede profit. Man kan ikke her blive stående i springet. Hverken logikken eller retsfølelsen vil være fyldestgjorte, ,før hele jordværdien, skabt som den er ved folket, også tilfalder folket.

Henry Georges skattereform.

Svar på professor Poul la Cours spørgsmål.
Af S. Berthelsen, Høng.

Af mange grunde er professor Poul la Cours opsigtvækkende spørgsmål til georgister en glædelig begivenhed for Henry Georges venner.

Først fordi det vidner om, at vor bevægelse nu har vundet så langt frem blandt højskolefolket, at en så fremtrædende og anset højskolemand som professor la Cour ikke længere kan tie stille over for vor sags magt over sindene, men åbent må kræve den til regnskab, som hans gode ret er.

Dernæst fordi vi derved opnår en velkommen lejlighed til lige så åbent at aflægge dette regnskab her i dette blad, og for den danske højskoleverden, som for tyve år siden modtog Henry Georges tanker venligt og forstående, og nu atter er i færd med at bære den frem – denne gang til sejr.

Endelig fordi professor la Cour derved får lejlighed til at gøre god igen den store uret, som han – sikkert meget mod sin gode vilje – kom til at øve for mange år siden mod den netop da fremtrådte Henry George bevægelse, da han – den anerkendte matematiker – søgte at reducere den ny samfundslære til en regnefejl i Fremskridt og fattigdom. Prof., der nu kalder dette gamle mellemværende kun en disput her i bladet ved næppe, hvor vidt omkring hans ord og protest nåede; hvor mange betydende højskolefolk, der siden da har vist Henry George sagen fra sig alene ved henvisning til legenden om, at la Cour, Askov, der dog også nok kan regne lidt, matematisk havde bevist, at georgismen var en regnefejl. Vi, der nu har arbejdet bevægelsen frem på ny, ved af erfaring, hvilken hindring hin disput har været for Henry George sagens fremgang i vort land gennem mange år. Havde denne reformtanke gennemtrængt vort folk for 15 år siden, som nu, så havde vi aldrig fået de skattelove, som 1903 bragte over vort folk – rimeligvis den største økonomiske ulykke for vort land og dets fremtid siden englændernes flåderov og rigsbanksvindelen for hundrede år siden.

Nu har professor la Cour – sikkert i den redeligste hensigt, for sandhedens skyld – på ny fremsat en kritik af grundskatreformen, ikke bygget på den gamle regnefejl i jordrentebegrebets konstruktion, men på nogle nye officielle talrækker, som han mener umuliggør georgismens indførelse i praksis herhjemme. Og professorens store autoritet i matematiske spørgsmål vil rimeligvis også nu give hans regnestykke en betydning for de mange lægfolk, som ikke selv magter problemet – for ikke at tale om sagens modstandere, der gerne griber den håndsrækning, her bydes dem.

Medmindre naturligvis, at det straks på stedet kan påvises, at professorens hele opstilling, talrækkerne og de deraf uddragne slutninger er (objektivt) urigtige, misforståede og delvis ganske vildledende.

Derfor takker vi professor la Cour for, at han ved sit åbne spørgsmål har givet os lejlighed til at føre dette bevis. Og om det føres, vil Poul la Cour sikkert være den første til at støtte den sag, han nu – under en urigtig forudsætning – bekæmper. Ikke kun til en disput, men til fuld forståelse skulle denne meningsudveksling da gerne føre.

1.

Professoren finder det først ufatteligt, at kun jorden skal kaldes menneskehedens fælleseje – også de flygtige naturkræfter, energien, har jo denne egenskab. Ja, tilvisse. Men den borgerlige retsstat kan ikke påtage sig at forsvare alle menneskehedens rettigheder i tid, sted og rum. Dens myndighed er praktisk talt begrænset til et givet lands jordskorpe. Dens opgave er at hindre uret, dvs. at sikre, at enhver får sit. Og så længe et menneske kun tilegner sig naturgoder, uden derved at berøve nogen anden adgang til de samme goder, så længe sker der ingen uret; staten har da ingen opgave dér.

Da nu professor la Cours flygtige naturkræfter formentlig alle har den egenskab, at de er til stede i praktisk talt ubegrænsede mængder, bør det stå alle og enhver frit for at tilegne sig af dette fælleseje uden deraf at svare skat eller afgift til nogen anden. Han berøver jo ingen noget i eksempelvis: luften, vindkraften i nok så mange hundrede vindmotorer langs Vesterhavet ville ikke formindske vestenvindens hestekræfter henover det øvrige land. Med hvilken ret skulle vi da tage skat – thi skat betyder part – af de flittige og vindskibelige møllere, som indfanger den flygtige energi, og stiller den til det forbrugende samfunds rådighed efter det fri markeds hegler?

Tværtimod – staten bør understøtte og belønne bestræbelserne for at nyttiggøre endnu større mængder af de farende naturkræfter. Så længe ingen anden borger får mindre adgang til de samme naturgoder, bør de enkeltes adgang dertil være så fuldkommen fri, som det var skaberens hensigt med disse gaver til os.

Lige modsat derimod med hensyn til jorden (og de dertil fængslede naturkræfter), thi inden for statens område findes den kun i begrænset mængde. Følgelig vil den enkeltes tilegnelse af en del af denne jordskorpe i sig indeholde en tilsidesættelse af alle andres ligeret til dette menneskehedens fælleseje. Og da nu livet – det fysiske og økonomiske – med nødvendighed kræver, at den enkelte må indehave et jordstykke, så kan den derved skete tilsidesættelse af andres ret kun udlignes ved en afgift til fælleskassen = værdien af de naturgoder, som den enkelte derved fratager fællesskabet. Og denne udligning er det retsstatens opgave at foretage gennem en rationel grundværdiskat. Andet er Henry Georges verdensreform ikke.

Herefter forekommer det mig, at professoren end ikke som fysiker bør have lov til at beholde sin undren over, at der gælder andre love for delingen af de ubegrænsede mængder af flygtige naturkræfter end af den begrænsede jordskorpe. Måske kan forskellen endog udtrykkes i en matematisk formel. la d menneskeheden hedde m og jordkræfterne j, så vil den enkeltes andel i jordværdierne under lighedens lov være den endelige størrelse J/M. Men de flygtige naturkræfters mængde kan kun udtrykkes ved ∞, og ∞/M vil altid forblive ∞. Forskellen er da ikke lille – den er nemlig uendelig stor, bogstavelig talt.

2.

Professor la Cour undrer sig dernæst over, at højskolemænd med solidt religiøst underlag stundom synes at attrå at få dette afstivet med jordrenteidealet. Slig synsmåde er naturligvis subjektiv. De karske har ikke læge behov. Men mange er de, som i vore dage lider ilde, alene ved synet af den økonomiske elendighed, hvori menneskeheden er stedt, tilsyneladende uden den enkeltes skyld. For mange af disse syge sind har Henry Georges: Arbejdets kår været en lægedom som få andre bøger. la d mig anføre, hvad en kendt præst i Odense skrev derom på en af Henry Georges mindedage “Over hele verden vil der på denne dag være såre mange, som takker og velsigner Henry George, fordi han tændte lys for dem i et mørke, som de før næppe kunne holde ud at se ind i – fordi han viste dem, så klart og simpelt, som ingen før havde kunnet, at Gud ikke har indrettet jorden således, at den ikke kan føde sin befolkning – og at der vil blive nok til alle arbejdende mennesker, så snart man ophører at krænke den simple grundlov for menneskeligt samfundsliv: alles lige ret til de værdier, som alle har været fælles om at frembringe.

Der er mange af os, der vil sige: Henry George har derved gjort os livet lettere at leve og åbnet os udsigter, der trøster os i adskillig mismod og giver os nyt håb om folkenes fremtid.”

Den odensepræst har ved disse gode ord tolket mangfoldige danske George venners inderste tanker. Vi har i Henry Georges værk fundet et nyt vidnesbyrd om guds fadergodhed og ny bekræftelse på, at også det borgerlige samfund omfattes af forsynets velfærdstanke.

Og Poul la Cour kan så vel nok have nogen ret til at se ned på en og anden af os, som måske nok i en tvivlens stund trængte til denne bekræftelse. Men nu tvivler vi ikke længere. Og det holder toldere og syndere for en stor vinding.

3.

Professor la Cour går dernæst over fra undren til direkte tvivl, idet han fremsætter sit egentlige spørgsmål: kan den samlede danske jords værdi bære de skatter, som nu folket bærer? Og han kan ikke se rettere end at muligheden for georgismens indførelse i praksis må stå og falde med besvarelsen af hint spørgsmål.

Det skal nu søges påvist, at professoren tager mærkelig fejl i begge disse henseender: Danmarks jord kan med lethed bære alle Danmarks skatter, men de gode sociale virkninger af grundværdiskatten er for øvrigt aldeles ikke afhængig af, om denne skat alene er finansielt tilstrækkelig, – og især ikke af, om dette forud kan godtgøres.

Såvel med hensyn hertil, som til hele det regnestykke, professoren opstiller, kunne jeg – hvis det kun gjaldt at overbevise ham – henvise til den udredning og imødegåelse, som for alle væsentlige punkters vedkommende foreligger spredt i vort månedsskrift RET, hvis samtlige årgange findes i Askov højskoles bogsamling. Men jeg antager, at Poul la Cour her har talt på fleres vegne, og at man fra alle sider vil sætte pris på her at få en kort, samlet fremstilling af de tal og grunde, som gør professor la Cours hele beregning i denne betydningsfulde sag så ganske misvisende. Derfor det følgende opgør.

4.

Professoren opgør først statens og kommunernes nuværende årlige skattebehov til ca. 117 millioner kroner, og mener, at denne sum (hvis officielle kilde ikke er angivet, hvorfor jeg tager ethvert forbehold med godkendelsen), skal dækkes ved den ny grundværdiskat. Men her regner professoren første gang fejl. En ikke ringe del af denne sum er nemlig allerede nu grundskatter, og behøver følgelig ikke at afløses.

De tal, som professoren har fået overleveret og uden kritik anvender, tillader i deres summariske form ikke en påvisning heraf i det enkelte, – som jeg er villig til, når specifikation foreligger. Men jeg skal alt nu efter bedste skøn angive hvilke summer, det efter min mening her drejer sig om at fradrage:

Af statsskatter ca. 10 mill.
– Københavns kommunes skatter… 5 mio
– Frederiksberg … 1
– Andre købstæder… 1
– Sognekommuner … 6
– Amtskommuner …4
Eller i alt … ca. 27 mio.

Om disse beløb gælder det, at de enten udredes allerede nu som direkte afgifter af jord, eller deres bortfald ville medføre, at de pågældende ejendommes skyldværdi løftedes med afgifternes kapitalværdi. Man kan altså enten fradrage disse 27 mio. kr. i den nuværende årlige skattesum eller tillægge deres kapitalværdi 675 mio. kr. nedenfor under ejendomsskyldværdien. Hvad man derimod ikke med rette kan gøre, er, at medregne dem til de skatter, som skal afløses, og samtidig glemme den ny ejendomsværdi, som derved ville skabes til ny beskatning. Denne fejl gør professor la Cour.

Vi foretrækker derimod, som det naturligste, straks at fradrage de 27 mio. kr. her, hvorefter prof, la Cours sum af nuværende skatter, 117 mio. kr., nedsættes til 90 mio. kr. som skal afløses af den ny grundværdiskat.

5.

Professoren vil derefter udfinde dansk jords grundværdi ved fra ejendomsskyldens vurderingsbeløb at trække bygningernes brandforsikringssum, og udtaler frejdigt, at man tager næppe meget fejl derved. Sandheden, som nu skal påvises, er, at prof. tager grundig fejl i begge henseender. Ejendomsskyldværdierne er ikke noget sandt udtryk for ejendomsværdien, og forsikringssummen er det endnu mindre for bygningernes økonomiske værdi. Den første er noget for lille, den sidste meget for stor.

Loven om ejendomsskyld kræver aldeles ikke, som mange tror, at dens vurdering alene skal ske efter ren handelsværdi. Foruden hensynet til offentligretlige byrder, som vi har afgjort ovenfor, skal handelsværdien i nogen grad ændres efter hensynet til den måde, hvorpå ejendommen anvendes. Dette hensyn har ved lovens praktisering virket endnu kraftigere end efter lovens ord. Kun i forholdsvis få tilfælde (ved stationsbyer) har det efter min ikke helt ringe erfaring ført til nogen forhøjelse af skyldværdien. I det langt overvejende antal tilfælde har det bevirket, at skyldværdien er blevet ansat under den virkelige ejendomsværdi, ofte langt under. Vidnesbyrd herom fra landet fremdroges forleden i folketinget. Men endnu meget værre er forholdet i og ved de store byer, og ganske særligt i København og dens omegn – fra Amager til Gilleleje og langt ind i landet. De uhyre ubebyggede og halvt bebyggede spekulationsarealer, som der findes, er ofte kun ansatte efter den måde, hvorpå de anvendes som kartoffelmarker, medens deres sande handelsværdi kan gå op i mange kroner pr. kvadratalen. De stikprøver, som jeg har haft lejlighed til at foretage, efterlader ingen tvivl om, at det er meget betydelige misforståelser, for ikke at bruge stærkere ord, som har fundet sted ved ejendomsskyldvurderingen i 1903.

Den da udkomne samlede sum, ca. 5.348 mio., var følgelig allerede dengang meget for lav. Den nedsattes yderligere ved fradrag, som vil bortfalde under en rationel grundværdibeskatning. Og den er senere hvert år vokset med fra 3 til 8% og derover; den bør i året 1906 – som er professorens udgangspunkt – sættes til langt over 6.000 mio., hvilket tal vi dog for sikkerheds skyld vil blive stående ved. (Jeg vover den påstand, at såfremt den i 1908 stedfindende vurdering foretages blot nogenlunde korrekt med hensyn til grundværdien, vil skyldværdien gå op over 7.000 mio. kr. Og såfremt man efter engelsk skik fastslog, at skyldværdien tillige skulle være godtgørelsessum i ekspropriationstilfælde, ville ejerne selv sørge for, at summen blev endnu højere; alle andre forhold i øvrigt lige.)

6.

Professor la Cours største regnefejl er dog måske, at han antager bygningernes brandforsikringssum at være = bygningernes økonomiske værdi, og fradrager summen i ejendomsskyldværdien, for så at kalde resten jordværdi. Ingen praktisk mand, som fra ejendomshandler kender de virkelige forhold, vil undlade at smile ad professorens naivitet på dette punkt.[3] Sandheden er, at de rå brandforsikringssummer nødvendigvis må være betydeligt højere end bygningernes effektive værdi. Ikke mindre end tre fejlkilder medvirker til dette resultat. Først vurderes bygningen ved indtegningen i forsikringen langt over opførelsesudgiften; højesteretssagfører Møldrup udtalte for nylig i et foredrag i nationaløkonomisk forening, at efter kyndige håndværkeres mening var forsikringen 30-35 % for høj; min erfaring viser et endnu højere gennemsnitstal. Dernæst bliver bygningen dag for dag forringet ved ælde, slid og samtidig mindre tidssvarende – medens assurancesummen stadig står uforandret som i byggeåret. Endelig kan selv en god, velbygget og velholdt bygning blive værdiløs ved, at grunden under den stiger så stærkt i værdi, at det ikke kan betale sig at have netop den slags bygning stående på det sted; den er da kun på markedet at vurdere til nedbrydning; men forsikringssummen står stadig uanfægtet!

Hemmeligheden ved bygningsforsikring er nemlig, at man egentlig slet ikke assurerer disse bestemte huse, men – som det forsikringsteknisk kan udtrykkes – interessen i genopførelsesværdien (af passende bygninger), hvorfor man da ej heller får summen udbetalt, før denne atter er anvendt til genopførelsen. Derfor kan der med grund offentligt opfordres til, når bygningsomkostningerne stiger, at forhøje forsikringssummen også for de gamle, alt opførte huse. Hertil kommer, at bygningsassurancen, skønt det ikke står i vedtægten, tillige efter sædvane gerne skulle hjælpe til at dække skaden ved forstyrrelse i mandens erhvervsforhold ved ildebranden.

Men den statsøkonom, som har leveret professor la Cour hine tal uden denne forklaring ved ikke, enten hvad tallene betyder, eller, hvad professoren skulle bruge dem til.

Sandheden her er da den, at næppe 50 % af den bogførte assurancesum kan regnes at være effektiv bygningsværdi ved en rationel vurdering. Af professorens ca. 3.800 mio. forsikring vil næppe halvdelen, i hvert fald ikke over de to tredjedele == 2-500 mio. kroner kunne regnes som virkelig bygningsværdi.

Et langt værre forhold mellem grundværdi og jordværdi foreligger for øvrigt fra vurderingen af 1904 i New York City. Verdens dyreste bygninger i skyskraberkvarteret viste sig kun at udgøre 30% af ejendomsværdien, medens grundværdien udgjorde de 70 %.

7.

Professor la Cour mener, at vi alle er enige om, at grundværdien burde nedsættes betydeligt af hensyn til jordforbedringerne, fordi jorden nu er bearbejdet, gødet, drænet osv. – Skønt han dog er så elskværdig alligevel ikke at gøre dette fradrag, bør heller ikke denne påstand stå uimodsagt, da den deles af mange. Den er nemlig heller ikke rigtig. Den pris, vi ved en korrekt vurdering bør gå ud fra, er markedsprisen, således som denne ved normalt brug vil danne sig. Den ypperligt drevne jord vil afbalanceres ved den dårligt drevne jord, hvilken sidste netop ikke får nogen nedsættelse på grund af ejerens mangler, så lidt som den første får noget tillæg. En ejendomsskat er netop ikke nogen personlig skat. Hertil kommer desuden, at de allerfleste jordforbedringer betaler jorden selv hurtigt tilbage ved forøget høst. Ingen forstandig landbruger lægger mere ned i jorden, end han venter at få op. (Vil man sikre særlig store og langvarige jordforbedringer mod skattebyrde, kan det ske ved forud given anmeldelse.) Når normalværdien fastholdes som vurderingsbasis (hvorved også naboejendomme regulerer hinandens ansættelse), vil der altså ikke derunder indgå andre jordforbedringer end sådanne, som jorden allerede en gang har betalt sin bruger vederlag for gennem rigere høst, og som han derfor ej heller har krav på yderligere godtgørelse for.

8.

Herefter vil det samlede skatteregnestykke rettelig være at opgive således:

Samlet ejendomsværdi ca. … 6.000 mio.
Bygningsværdi (højt ansat)…  2.500 –
Ren grundværdi … ca. 3.500 mio.

Heraf vil en grundværdiskat af kun 2 2/3 % Være tilstrækkelig til at dække stat og kommunes oven opgjorte skattebehov i 1906 = 90 millioner kroner.[4]

Man sammenligner hermed de 7 2/5 %, som professor la Cour kommer til gennem sine (objektivt) urigtige, misforståede og delvis ganske vildledende talstørrelser!

Vi behøver herefter ikke at følge professoren på de fuldstændigt vilde veje, han, efter at have nået sit fejle tal, slår ind på, for at føre dette helt over i karikaturen. Vi behøver ikke at gøre jorden til statsejendom; alle skøder og markskel kan blive ved magt som hidtil; intet verdenslotteri eller nogen årlig millionskat til jordindkøb (!) eller indførselstold af 100% på jordprodukter (!) eller ekspropriation eller slige sig selv modsigende – men sikkert velmente – fantasterier er nødvendige eller blot mulige for roligt tænkende økonomer.

Hvad der behøves er kun, at statsmagten opfylder sin etiske opgave, at skabe lige ret i landet for alle derved, at den, som organ for folkets økonomiske fællesskab, afkræver dem, som har menneskehedens fælleseje i brug, en passende afgift (grundværdiskat) til gavn for den fælles kasse. Andet ikke!

Matematikerne er tallenes mænd, men vel at mærke de ubenævnte tals! Disse absolut ensartede og derfor kun tænkte størrelser, kan hine mænd behandle med den sikkerhed og kløgt, som deres kunst lærer dem. Men disse ubenævnte tal er ikke virkelige mængder og størrelser men kun abstraktioner, de er intet andet end netop tal. Og ve enhver, der betragter dem for mere.

Virkelighedens tal er de benævnte tal, tilsvarende fysiske mængder og værdier, altså egentlig slet ikke tal, men ting. Virkelighedens mænd er tingenes mænd, som aldrig tager tallene blot som tal, men altid tænker tingene, som stående bagved, med alle deres individuelle egenskaber – og som ikke adderer, subtraherer og dividerer uensartede størrelser.

Det er lige så farligt at ombytte benævnte tal med ubenævnte, at forveksle ting med tal, som at glemme forskellen mellem begrænsede og ubegrænsede størrelser, mellem J/M og ∞.

9.

Hermed turde professor la Cours direkte hovedspørgsmål have fundet den ønskede besvarelse. Vi ved fuldt vel, at der er en række andre spørgsmål om grundværdiskatten, som også bør besvares og skal blive det på given anledning, – ja, vi regner endog det her rejste finansielle spørgsmål, som langtfra det vigtigste, hvorom nedenfor. Men vi holder os her til, hvad vi er spurgt om.

Vi har vist, at dansk jord med lethed kan bære alle folkets skatter, som dens naturbestemte opgave da også er og altid har været, siden vi fik pålægget om at gøre os jorden underdanig – ikke folket, således som det sker gennem det nuværende skattesystem.

Det viste sig, at næppe 3 % af den nuværende grundværdi (for ej at tale om dennes hastige stigning) ville, under i øvrigt lige forhold, være tilstrækkelig til dækning af samtlige offentlige fornødenheder (for ej at tale om, at en del af disse ganske vil bortfalde i et velstyret land).

Ingen kommende finansminister behøver at have nogen frygt for fremtiden, hvis han da gider gå folkets ærinde og ikke monopolernes. Der ligger guld på gaden, folkets styrere behøver kun at bøje sig mod jorden! Der ligger samfundsværdier nok til dækning af alle retmæssige krav – også til afbetaling af vor offentlige gæld og til rundelig hjælp til alle enker og faderløse, gamle og lidende.

Og folket – det forbrugende og arbejdende folk? Man gør sig næppe nogen ret forestilling om, hvad alene denne sagens finansielle lysside egentlig betyder for dets vel, – for næringslivets opkomst, for arbejdslønnens effektive stigning og købeevnens vækst, – ifald vi, som her er forudsat: ophævede samtlige toldskatter og forbrugsafgifter (derunder en toldbeskyttelse af antagelig 30 mio. kr. årligt, som ikke kræver dækning!), ophævede indkomst- og formueskatter, arveafgift, stempel- og omsætnings-, nærings- og alle andre skatter! Det blev en velstandsbølge over vort folk, uden sidestykke i historien – selvom langt fra alle samfundsspørgsmål dermed var løst. Begyndelsen var dog gjort.

Vort lille og nu prisgivne fædreland, Danmark, ville tillige derved omdannes til en åben frihavn for alle nationers skibe – måske endog militært uangribelig ved sin derigennem skabte enestående økonomiske verdensbetydning. Dette var i alt fald biskop Monrads politiske drøm – og en tanke, som vore dages verdenspolitik ikke modsiger. Thi moderne krige er alle af økonomisk rod.

10.

Til sit hovedspørgsmål har prof. la Cour knyttet den forudsætning, at muligheden for georgismen må stå og falde med det ovennævnte finansielle hovedspørgsmål. Efter at dette nu er besvaret fuldt ud bekræftende, bortfalder også forudsætningen, som jeg altså indtil videre skal lade ligge. Men så meget bør dog alt nu siges, at også forudsætningen er fejlagtig. Selv om dansk jord kun mægtede at bære f.eks. halvdelen af folkets skatter (eller rettere: selvom man ikke forud med sikkerhed kunde opgøre mere) så ville allerede dermed store og betydningsfulde sociale fordele være opnået.

Nemlig fordi disse gode sociale virkninger ikke just er knyttet til den sidste procent grundværdiskat, men til den første!

Jeg tør imidlertid ikke uden udtrykkelig opfordring lægge beslag på yderligere plads her i bladet til belysning af dette sidespørgsmål, som ikke direkte er forelagt. (se nu også Jakob E. la nges ypperlige udredning derom).

Såfremt nu den ærede spørger i nogen grad er tilfredsstillet, venter jeg og mange med mig, at professor la Cour åbent vil udtale det her i bladet, og dernæst lige så åbent slutte sig til Henry George vennernes rækker. Der er ansvar forbundet med at tie som med at tale – større, jo højere manden står.

Måske kunne da denne drøftelse få betydning ud over sædvanlige disputer mellem enkelte mænd i blade.

Måske kunne det da ske, som vi venter på, at det danske højskolefolk ikke halvt som nu, men helt ud sluttede sig til den høje etiske tanke om arbejdets ret, folkets ret, slægtens ret, som Henry George bærer frem.

Der er mange højskoler, hvor dette alt sker i fuldt mål. Men vi har fra andre skolers elever vidnesbyrd om det modsatte – om, at Henry George hånes af skolens ledere, og om, at døren er stængt for forkyndelsen af hans lære.

Det bør ikke være så. Vil den danske højskole have sin store del af æren for at føre den danske landsbyungdom frem til den ledende stilling i vort lands styrelse, så må den også tage sin del af ansvaret, hvis styrelsen bliver slet, fordi den ikke fulgte retfærdsreglen om at sikre hver sit, den enkelte sit og fællesskabet sit, men mulig benyttede sin magtstilling til straks at kaste de offentlige byrder fra sig over på det brede folks skuldre, måske i uvidenhed om, hvad den gjorde.

Det er ikke nok, at det danske landbrug evner at blive det ypperst frembringende i verden – ifald de frembragte goder ikke fordeles ret, men ved et slægtleds fejlgreb omgøres til pantegæld og privatskat til det udland, som kun mangler et påskud for at inddrage os også under sit politiske herredømme.

Det er ikke nok, at det danske landbrugs mænd får magten i vort land – hvis de ikke kender, hvad ret kræver.

Vil den danske folkehøjskole fuldt ud være med til at bringe retten – den moralske ret, arbejderens ret til sit arbejdes udbytte og folkets ret til den samfundsskabte jordværdi – til sejr i vort land og vort folk? Da kunde den løse den opgave, som vor af økonomiske monopolmagter beherskede universitets-stats­økonomi nu så skammeligt forsømmer.

Og vil Askov Højskole her gå i spidsen?

Derom spørger nu vi!
Høng, 20. januar 1908.

Svar til professor la Cour.

Af lærer K. J. Møller, Helsingør.

Uden i øvrigt at komme nærmere ind på en imødegåelse af de betragtninger, som hr. Pro­fessor Poul la Cour fremsætter i Højskolebladet for 17. januar angående Georgismen – betragtninger, som jeg formoder vil blive imødegået fra anden side – kunne jeg ønske at yde et bidrag til besvarelsen af det bestemt opstillede spørgsmål om jordrentens tilstrækkelighed til dækning af de offentlige udgifter.

Hr. la Cour besvarer selv spørgsmålet derhen, at jordrenten ikke vil være tilstrækkelig. Dette resultat kommer han til på den måde, at han fra det beløb, hvortil ejendommene er vurderet til ejendomsskyld, trækker bygningernes brandforsikringssum, og det udkomne beløb skulde da være udtryk for den rene jordværdi.

Lige så vist som det er, at ingen med nøjagtighed kan angive værdien af Danmarks jord, så længe en særskilt vurdering deraf ikke foreligger, lige så vist holder den af hr. la Cour anvendte beregningsmåde ikke stik. Medens assurancesummerne gerne sættes for højt og ikke nedsættes, efterhånden som bygningerne forældes, sættes gerne vurderingssummerne til ejendomsskyld ret lavt. Deraf følger, at differencen mellem disse to summer bliver langt mindre på papiret, end den er i virkeligheden. Enhver vil kunne finde talrige eksempler derpå ved at sammenligne de to vurderingssummer for ejendomme, som de kender; og de, som alligevel ikke føler sig overbeviste, vil sikkert overgive sig, når de opmærksomt betragter nedenstående uddrag af Danmarks Statistik. At statistikken er et par år gammel, vil næppe forringe dens værdi i dette tilfælde.

Det vil heraf ses, at den samlede brandforsikringssum for disse 15 byers vedkommende er højere end det beløb, hvortil ejendommene er vurderede til ejendomsskyld. Jordens værdi skulde altså, hvis hr. la Cours beregningsmåde var anvendelig, være mindre end 0 i disse 15 købstæder. En sagkyndig undersøgelse af grundværdien i de pågældende byer ville naturligvis give et ganske andet resultat.

Disse få oplysninger vil formentlig være tilstrækkelige til at overbevise læserne om, at hr. Professor la Cours beregninger hviler på et fuldstændig falskt grundlag. Danmarks jordværdi findes ikke ved at trække assurancesummerne fra det beløb, hvortil ejendommene er vurderet til ejendomsskyld.

Helsingør, 18. januar 1908.

Spørgsmål til georgister.

Af Poul la Cour.

Mit Spørgsmål til Georgister i Højskolebladet af 17. januar gik ud på, hvad der ville ske, når jorden nu ikke kan bære de skatter, som skal ydes. Jeg fandt ud af officielle tal, at skatterne udgjorde 7 1/8 % af jordværdien, og anså det derfor for umuligt, at nogen ville dyrke dansk jord, når et sådant beløb skulde ydes for tilladelsen til at måtte dyrke den.

Svarene fra George-vennerne er kommet så rigelig i Højskolebladet og mangfoldige andre steder, at man må undskylde mig, at jeg ikke kan overkomme at tage hensyn til dem alle. Til gengæld vil George-vennerne ventelig være tilfreds med, at jeg indrømmer, at jeg er blevet vildledt af de officielle tal. At de skulle være helt rigtige, havde jeg egentlig aldrig tænkt, men blot, at de var de bedste, som fandtes, og da der er adskilligt mere, som jeg slet ikke tog med i regningen, og som vilde forøge procenten, såsom de indirekte skatter til kommunerne, idet der opkræves langt mere for gas, elektricitet, vand osv., end der behøves, mente jeg ikke, at det kom så nøje an på de 7 1/8 %.

Nu forstår jeg imidlertid, at tallet kan være ikke så lidt urigtigt på grund af – og dette er meget sørgeligt – den svigagtighed, der synes at have rådet ved forrige skyldsætning, og den begærlighed, der råder med hensyn til godtgørelse for ildebrande. la d os håbe, at moralen, navnlig i første henseende, må rejse sig noget til næste omgang! Og kunne george-venner få deres ønske opfyldt om at få en vurdering af jord for sig og bygninger for sig, var det ikke ilde.

Når man imidlertid ikke kan regne med de tal, som haves, må george-vennerne heller ikke forlange, at andre skal acceptere de tal, som de ved et skøn kommer til, så det får indtil videre stå uafgjort, om man kan komme ned til 4 % – et par forfattere mener jo endog ned til 2½ %.

Derimod anser jeg det for heldigt, at vi nu har fået en udtalelse af en af george-vennernes bedste mænd om, at hvis ikke jorden skulle kunne bære den hele skat, så ville det dog være et fremskridt, om den bar den første og væsentligste del deraf. Herved åbnes der dog nogen udsigt til udjævning af de skævheder, som der efter ikke-georgisters mening ville opstå ved en så ensidig beskatning som jordrenten; herom senere.

Med dette resultat af forhandlingen skulle jeg så i grunden kunne lade mig nøje. Det er jo allerede store ting, at de forhandlende enes om noget; og george-vennerne synes jo heller ikke at være utilfredse med at have fået forhandling. Men siden jeg nu er kommet i gang med sagen, vil jeg dog ikke tilbageholde et par andre spørgsmål, uden at jeg dog tør vente senere at få tid og lejlighed til at gå dybere ind derpå. Det kan jo dog, selvom ikke jeg skulle finde nogen anledning til at svare igen, have interesse at få george­vennernes mening derom at vide.

Først et spørgsmål i anledning af det alt passerede.

Hr. sagfører Berthelsen skriver efter at have afvist mine karikaturtanker om, hvorledes man skulle kunne komme ind i den georgistiske tilstand:

“Hvad der behøves, er kun, at statsmagten opfylder sin etiske opgave, at skabe lige ret i landet for alle derved, at den, som organ for folkets økonomiske fællesskab, afkræver dem, som har menneskehedens fælleseje i brug, en passende afgift (grundværdiskat) til gavn for den fælles kasse. Andet ikke.”

Jeg ventede i det følgende at få forklaringen af, hvorledes dette kunne være tilstrækkeligt; men i stedet for fik jeg en lille lektion i benævnte og ubenævnte tal, som ganske stemmer med mine anskuelser om dette emne, så jeg på ingen måde skal modsige denne. Men forklaringen?

Jeg håber, at forklaringen skulle have været den, at når jordejeren bliver fri for alle andre direkte og indirekte skatter, kunne han godt stå sig ved at betale de 2 1/2 % af jordværdien, som forf. selv kommer til. At altså en gårdmand, som har købt sin ejendom for 50.000 kr., hvoraf 16.000 kr. gælder bygninger, godt kan stå sig ved at betale 2½ % af de 34.000 kr. eller 850 kr. årligt, når han bliver fri for andre stats- og kommuneskatter af gården. Er dette meningen –og det vil jeg helst tro –, så ville det være godt at få dette gjort rimeligt ved tal; thi selvom der skulde være leveret noget derom i georgistiske skrifter, så kan man nu ikke vente, at alle anderledes tænkende studerer disse.

Og foruden hvad et sådant regnestykke i sig selv muligvis kunne oplyse, ville det også være fortræffeligt, om der dermed blev rammet en pæl gennem det spøgelse, som H. George ikke helt er uden skyld i, og som går omkring og forskrækker folk, nemlig dette, at da jorden i sin tid er blevet taget ind af enkeltmand med urette, måtte hælerne (jordens nuværende ejer) egentlig finde sig i, om jorden simpelt hen blev taget fra ham, og han må i hvert fald ikke knurre over for den skat, som samfundet beslutter sig til at lægge på den såkaldte ejer.

Det var ingen skade til, om George-venner også i denne henseende ville give klar besked; thi de må ikke kunne undres over, at andre mennesker ville betragte det som alt andet end en etisk foranstaltning, om statsmagten gjorde noget som helst skår i ejerens formueforhold. Er jorden overgivet manden af samfundet på den højtideligste måde, hvorpå nogen handel kan ske, ved skøde og tinglæsning, så ville jeg skamme mig ved at tilhøre et samfund, der sagde, at det alligevel tog noget af det tilbage. Det er jo på en måde samfundet, der har modtaget hans penge og givet ham jorden, idet det modtog jorden fra hans formand og gav pengene til denne. Et dementi med hensyn til en sådan voldshandling fra samfundets side ville virke beroligende; thi så kunne man i alt fald være tryg med hensyn til, hvad vi kalder ret og moral.

Der stod da kun ovennævnte spørgsmål tilbage, om den nuværende jordejer, uden at hans ejendom tabte i værdi, kunne ombytte de hidtidige skatter med den ny jordskat, samt, hvis dette kan besvares bekræftende, men også kun da, om indførelsen af den ny tingenes tilstand ville være god og gavnlig, samt tilfredsstille samfundets behov af skatter.

Idet jeg – og vist mange andre – med interesse vil se en sådan opgørelse, skal jeg tillade mig at nævne et par af de vanskeligheder, som jeg mener at se.

Jeg ved nok, at George-vennerne ser på grundskatten som en beskatningsmåde, der er helhed i. Der er altid noget tiltalende ved at fastholde enheden, helheden i mangfoldigheden, og en sådan synes jordrenten jo at være. Men jeg tror, det nu alligevel er ganske nødvendigt, at man ved drøftelsen af dette spørgsmål skelner skarpt imellem to slags jord, nemlig

1. Jord, hvoraf der af selve jorden uddrages værdier i form af råmateriale (inkl. plante· og dyrestoffer), og
2. Jord, der alene har værdi ved den plads, den indtager.

Vil man nu sige om begge slags jord, at det tilkommer ikke enkeltmand at nyde fordelene af nogen af dem, men samfundet, så mener jeg, at der ved samfundet bør forstås: i første tilfælde alle de mennesker, der kunne være i stand til at uddrage værdierne af jorden, og dette er for dansk jords vedkommende hele det danske folk. Denne jord skulde så give den væsentligste, om end ikke den eneste, del af statsskatterne, hvorom jeg nedenfor skal tillade mig et par bemærkninger.

Men jord, som alene har værdi ved den plads, den indtager, har oftest fået denne værdi derved, at der er mange mennesker, der bygger og bor omkring stedet. Det er væsentlig disse mennesker, der giver hverandres jord værdi. Skal derfor nogen være berettiget til at indkassere den jordværdi, som ikke enkeltmand, men dette samfund i fællesskab har skabt, så er det dette samfund, byen, kommunen. Vistnok kan jord også have fået pladsværdi på grund af foranstaltninger fra statens side: anlæg af en havn eller en jernbane; og det var derfor rimeligt, om staten fik del i den jordværdistigning, som dens foranstaltninger afstedkommer. Men skal der være tale om hævdelse af ret, så må man give det lille samfund, hvad dets er, og staten, hvad statens er.

Jeg indrømmer, at det vil ikke blive let at trække dette skel rigtigt og derefter øve retfærdighed. Men det er jo denne sidste, George-vennerne vil have frem, og det går lige så lidt an at krænke det lille samfund og dets arbejde til fordel for det store, staten, som den enkelte mand og hans arbejde. Derfor er det nødvendigt, at der udpeges nogle skillelinjer eller fastslås nogle grundsætninger for delingen; og naturligvis må disse grundsætninger ikke være vilkårlige, men grundede i de små og det store samfunds ret.

…

Men om nu alt dette bringes i lave på retfærdigste måde, så bliver spørgsmålet, hvorledes denne ensartede statsskat vil virke. Jeg for mit vedkommende tror indtil videre, at ensartetheden ville føre til ganske skrækkelige skævheder og virke aldeles ødelæggende på mange menneskelige virksomheder.

Skarpest kan jeg måske få min anskuelse opfattet, dersom jeg må tillade mig den forudsætning, at her i landet var gode lejer med jernmalm. Af den malm, der uddroges af jorden, skulle så skattes til staten. Efter at der er tillagt en del menneskeligt arbejde til malmens fremdragning af jorden og til dens omdannelse til jern, har dette måske nået en samlet værdi af 25 øre pr. kg., og kun den mindste del deraf skyldes jorden. Nu kan noget af jernet bruges, uden at der påføres det synderligt mere arbejde – i form af søm, skinner osv., medens andet igennem en stor omdannelse, f.eks. som Hagemann har påvist, til urosfjedre, når op til flere tusinde kroner pr. kg. Skal nu jorden beskattes med noget, der har den fjerneste betydning m.h.t. disse fjedre, vil skatten virke aldeles ødelæggende på sømmene. Og skal skatten kun tage hensyn til sømmene, kommer fjederfabrikanterne ikke til at betale nogen skat; thi ikke heller fabrikkens grund kan belastes, da den ligger lige ved siden af sømfabrikken og tager endog mindre plads end denne; og siger man, at fabrikant og arbejdere dog kommer til at skatte af de fødevarer, de ikke kan undvære, og som er uddragne af jorden og beskattet derfra, så hviler jo den samme fødevareskat på den, som selv har fremdraget fødevarerne af jordens skød, foruden den skat, han må betale for brugen af jorden. Den eneste måde at bringe fjederfabrikanten til at yde menneskeheden noget for den hjælp, den har ydet ham til hans virksomhed: opfindelsen af maskiner, stillen til rådighed af alt det uendelig meget, som nutiden byder, men som samfundet ikke ejede for 100 år siden, vil være gennem nævnte malmskat, som, hvis den skulle praktiseres, ville umuliggøre andre og langt vigtigere virksomheder (med søm, skinner m.m.). Endnu værre ville det blive, hvis man ville sige, at det er den i jernet anbragte kulmængde, der gør det til stål. Thi denne kulmængde er selv så forsvindende i værdi, så at, hvis kulgruberne eller skovene skulle beskattes derefter, ville al øvrig anvendelse af kul og træ ophøre. En sådan ordning ville blive en sand prokrustes­seng for de menneskelige virksomheder.

Nu ved jeg godt, at mit eksempel er ualmindelig skarpt valgt; men noget lignende kan – om end i ringere målestok – siges om alt, hvad der uddrages af jorden, råmaterialet, selvom det kommer frem i en i visse henseender brugelig form (som frugt eller frø). Subtraheres det menneskelige arbejde, som har været nødvendigt for dets fremdragning, fra dets værdi, vil det, der bliver tilbage, være det, der skulle beskattes. Men produkterne kan i reglen standse på meget forskellige stadier af en efterfølgende industriel omformning. De mest vidtgående, som giver arbejde og fortjeneste til de fleste mennesker, vil kun komme til at bære en forholdsvis ringe del af statsskatten, når denne alene lægges på jorden, eller også vil staten på en ganske urimelig måde gribe ind i virksomhederne, som regel fremme de mere indviklede og hæmme eller standse de simplere, der dog godt kan være de vigtigste.

Det kan vistnok være svært nok at forudsige et beskatningsprincips virkemåde. Det siges ofte af George-vennerne, at dette ikke gælder jordskatten; alt ville af sig selv gå i lave. – Jeg kan ikke se rettere, end at det ville have de allerstørste vanskeligheder, ikke alene at praktisere jordskatten, og dernæst at dele den indkomne skat på retfærdig måde – og George-vennerne vil jo Ret –, men navnlig at undgå at forstyrre de menneskelige virksomheders naturlige og sunde forløb.

Arbejdets ret og folkets ret.

Af Jakob E. Lange.

Man må prise prof. la Cour for den – i en pennefejde ualmindelige – uforbeholdne måde, hvorpå han erkender, at hans sønderknusende kritik har været totalt forfejlet, idet hans talmæssige resultater har vist sig ganske uholdbare. Men når ban ved således at kassere sine egne mener at kunne få ret til også at skyde vore til side, ser han fejl på sagen. Den attråværdige enighed kan kun nås ved at godkende vort resultat: at landets jordværdi er stor nok til at fylde alle offentlige kasser. Thi det er jo fra vor side ikke alene bevist, at hr. la Cours 7 1/8 % var urigtige, vi har tillige bevist, at man ved på rigtig måde at udføre det af ham opstillede regnestykke kommer til ca. 4%. Da det nu er uomtvisteligt, at man som udgangspunkt for dette regnestykke har en for lavt anslået jordværdi, er det dermed afgørende bevist, at hvad der kræves i hvert fald er under 4 %. Det var måske ikke for dristigt at håbe, at al tale om .ordværdiens utilstrækkelighed hermed udgik af vore modstanderes våbensamling.

Men som vi er hr. la Cour taknemlig for, at han har givet os lejlighed til at dokumentere for Højskolebladets læsere, at grundværdibeskatningen ikke kan angribes på dette felt, griber vi med glæde den anledning, han ved sine ny spørgsmål og undersøgelser giver os til yderligere oplysninger om dette betydningsfulde emne. Imidlertid siger det sig selv, at en udtømmende besvarelse af alle de rejste spørgsmål selvfølgelig ikke kan ske inden for selv et gæstfrit ugeblads spalter. Jeg skal derfor for mit vedkommende holde mig væsentlig til enkelte hovedspørgsmål og kun i forbigående berøre andre.

Angående det i og for sig højst interessante spørgsmål om skatteindtægternes fordeling mellem stat og kommune skal jeg således på dette sted kun sige nogle få ord. Det er særdeles smigrende for os, at hr. la Cour retter spørgsmål herom til os. Thi som bekendt har ingen andre hidindtil givet noget rationelt svar derpå; man har nøjedes med at dele på bedste beskub. Det rette hovedsynspunkt for en sådan deling må vel være det, at den grundværdi, der fremkaldes ved lokale foranstaltninger, der bekostes af kommunekassen, bør tilfalde denne. Men en nærmere tankemæssig fordeling af grundværdiskatten mellem stat og kommune synes mig i for høj grad at minde om deling af skindet, før bjørnen er skudt. Hovedspørgsmålet er ikke: statens eller kommunens kasse? – Men: vor fælles kasse eller private lommer?

Derimod er der to hovedpunkter i hr. la Cours indlæg, jeg gerne vil have lov at komme lidt nærmere ind på, da de er af væsentlig betydning for hele stillingen til Henry Georges anskuelse i sin helhed.

Professoren udbeder sig vor forklaring af, hvorledes grundværdiskatten kan blive retmæssigt fordelt mellem de forskelligartede erhverv. Thi den bør efter hans formening fordeles i forhold til de ved de forskellige virksomheder frembragte værdier; men det forekommer ham, at de råmateriale frembringende virksomheder vil komme til at bære uforholdsmæssigt meget, sammenlignet med dem, der frembringer højt forædlede produkter (at f.eks. frembringelsen af råjern, korn, træ vil blive overbebyrdede i sammenligning med fremstillingen af urfjedre, konditorkager og tændstikker).

Hertil kunne nu for det første i almindelighed svares, at det ingenlunde uden videre forholder sig således, at råmaterialefrembringelsen må betale mest for adgangen til jorden.

I reglen synes tværtimod jordværdien pr. hoved at være mindre på landet (med dets overvejende råvare-produktion) end i storbyen (med dens overvejende frembringelse af højere udarbejdede varer), hvoraf altså må følge, at grundværdiskatten i fuldt så høj grad vil komme til at hvile på sidstnævnte.

Men først og fremmest må det hævdes, at grundværdien, for at være retfærdig, aldeles ikke skal stå i forhold til den enkelte virksomheds værdifrembringelse. Dette vil hr. la Cour kunne indse, når han videre uddyber den af ham selv fremsatte rigtige forklaring: subtraheres [værdien af] det menneskelige arbejde, som har været nødvendigt for råproduktets fremdragning, fra dets værdi, vil det, der bliver tilbage, være det, der skal beskattes. Javel, her er jo en fuldstændig rigtig skellinje draget mellem arbejdets ret og folkets ret. Men denne regel gælder al produktion. Enhver virksomhed, som på grund af naturforholdenes ringhed kun netop kan lønne sig, har samfundet ingen ret til at fordre udbyttepart af (det ville være at gå arbejderens ret for nær); men når virksomheden derimod, på grund af begunstiget plads, kan frembringe et merudbytte, har samfundet ret til at kræve sin part. Den der f.eks. dyrker jord, der er så slet, at udbyttet kun lige giver løn for anstrengelserne, skylder ikke samfundet nogen betaling; men den, som samfundet sikrer eneret til at bruge den rigere jord – hvor udbyttet ved lige arbejde er langt større – af ham kan samfundet med rette kræve merværdien som sin part.

Sagen er jo den, at vi ikke uden videre skylder samfundets kasse betaling for de fordele, det medfører at leve i et udviklet samfund med århundreders opfindelser til vor rådighed. Hvad staten med rette kan kræve, er betaling for de særlige rettigheder, den giver nogle af sine borgere frem for andre. Staten kan ikke fordre afgift af plovmanden eller bogtrykkeren, fordi de nu kan benytte sig af Gutenbergs og den ukendte plovopfinders værk; men staten må kræve betaling for, at den tilstår den enkelte enerådigheden over en plet af jord, hvor man nu ved plov eller bogtrykkerpresse kan frembringe større værdier end andet steds. Kort sagt, ligeligheden – retfærd – kræver, at staten ikke giver nogen borger forrettigheder uden fuld betaling, først og fremmest altså betaling for den del af fædrelandets jord, den enkelte lægger beslag på. Først hvis det skulle vise sig, at denne grundværdiskat ikke slog til til bestridelse af samfundets nødvendige udgifter, kunne der blive tale om – som en nødhjælp, – at staten kunne afkræve sine borgere en part af deres personlige retmæssige indtægter, i kraft af den sætning, at statens frelse går frem for alt.

For øvrigt er det mig ubegribeligt, hvorledes hr. la Cour kan tro, at samfundshusholdningens grundlægning på jordværdiskat vil virke aldeles ødelæggende på mange menneskelige virksomheder, thi han må jo dog vide, at allerede nu må jo i virkeligheden alle virksomheder svare fuld grundværdiafgift. Forskellen er kun den, at nu går afgiften i privatmænds lomme, medens vi vil have den over på folkets hånd. Hvor kan det ødelægge minearbejderens erhverv, at malmbrydningsretten må betales til staten, i stedet for som nu til godsejeren? –

Det andet hovedpunkt i hr. la Cours stykke, som jeg finder anledning til nærmere at undersøge, er det, hvor han kommer ind på grundværdibeskatningens moralske forsvarlighed og søger at finde en prøvesten herfor.

De fordringer, hr. la Cour her opstiller som betingelse for at kunne anerkende vor reforms etiske berettigelse, er af en så forbavsende art, at det falder vanskeligt at tro, de kan være fuldt gennemtænkte fra hans side. Han vil sikkert uden vor hjælp ved nærmere overvejelse indse deres uholdbarhed, men jeg skal for læsernes skyld dog tillade mig en kortfattet imødegåelse.

Medens fra vor side reformens retmæssighed godtgøres ved at påpege, at man ved at inddrage grundværdien i folkets kasse kun giver folket hvad folkets er: fædrelandets jordværdi, som folket selv frembringer – så opstiller hr. la Cour som moralsk prøvesten for reformens berettigelse: at det skal kunne bevises, at dens gennemførelse ikke vil forøge skattebyrden for en gårdejer med f.eks. en gård til 50.000 kr. (ca. 8 tdr. hartkorn)(!). – Jeg har ikke før oplevet, at man uden videre har gjort storbondens interesser til moralsk prøvesten.

Men ikke en gang her bliver hr. la Cour stående – og kan naturligvis ej heller, da det er et skråplan uden faste holdepunkter. Thi hvorfor blot tage hensyn til den, hvis gård er 50.000 værd. Den, hvis gård har kostet 100.000, må jo lige så vel kunne stille samme krav. Og vi ser da også hr. la Cour allerede på næste spalte nå sit standpunkts yderste konsekvens: statsmagten er overhovedet uberettiget til at gøre noget som helst skår i grundejernes formueforhold. Ja, hr. la Cour ville endog skamme sig ved at tilhøre et samfund, der foretog slige overgreb.

Man skal sikkert lede længe for at finde mage til ubegrænset ærbødighed for særrettighedernes ukrænkelighed. Ikke blot er hr. la Cour her gået videre, end selv den mest stokkonservative jurist vil kunne følge ham: til at benægte, at staten har ret til at forøge de skatter, der hviler på fast ejendom (og derved gøre skår i ejerens formueforhold). Som om skødet var et himmelbrev fra jordens skaber, der fritog ejeren for alle byrder. (Det er jo dog simpelthen kun en samfundets officielle tilkendegivelse af, at skødeejerens ret til eneherredømme på vedkommende jordstykke må respekteres af alle andre under udtrykkelig forudsætning af, at han til gengæld påtager sig at svare alle de byrder, der ligger eller lægges derpå.)

Men hr. la Cour kan ikke have gjort sig klart, at denne hans tankegang: at folket er uberettiget til alt, der vil bevirke værdiforringelse af grundejendom – i virkeligheden er ensbetydende med fuldstændig fornægtelse af den almindelige menneskerets sag til fordel for særrettighedernes. Og dog er det denne tankegang, som overalt er livsnerven i modstanden mod folkets ret; den er ret egentlig kapitalismens sjæl. Det var den, der gav styrke til den forbitrede modstand mod Cobden og hans fæller i England, da de krævede korntolden ophævet til gavn for det hungrende folk: “Umuligt”, lød svaret, “folket tør ikke foretage skattereformer, der forringer skødehavernes ejendommes værdi, således som kornprisernes dalen vil gøre det.” Det er den samme, der nu gentager protesten i Tyskland, trods kødnød og anden jammer: “Rør ikke vore hellige grundværdier”. Det er den samme, der i alle lande slår sin ukrænkelighedens kåbe om de beskyttede fabrikanters monopoler: rør ikke sukkerbeskyttelsen, at ikke fabriks- og jordejerne skal lide tab; om folkets tab ved beskyttelsestoldens opretholdelse gennem menneskealdre tales der ikke – det kan jo ikke kapitaliseres. Ja, det var endog den samme tanke, der i sin tid i Amerika besjælede modstanden mod Lincolns og Garrisons frigørelsesværk: Ingen slavefrigivelse, at ikke de besiddendes kapital derved skal lide skår. Det er den samme protest, der rejses overalt, hvor folket begynder at vågne til forståelse af, at alle disse uangribelige formuer væsentlig er en kapitalisering af folkets ret til fordel for private. – Hvad der mere end noget andet giver den herskende økonomiske uret livskraft, er ikke, som mange tror, de griske besidderes egoisme, men derimod den overtro på forrettighedernes ukrænkelighed, der endnu behersker mange gode mennesker, der i øvrigt gerne ønsker folket alt godt. Men det er også derfor af vigtighed at sprede denne overtro.

Forstå mig ret: hvad det her drejer sig om, er ikke reformarbejdets fart. Den, der har oplevet, at 30 års ihærdigt arbejde ikke har bragt os beskyttelsestoldens afskaffelse et skridt nærmere, vil ikke let henfalde til vilde fantasier om pludselige kæmpeskridt. Ej heller bebrejder vi mænd som prof. la Cour, at de ikke vil være med til en hensynsløs fremfærd over for de nuværende grundejere. Disses interesser vil folket for øvrigt sikkert alle dage vise mest mulig hensyn; og for deres overvejende flertals vedkommende vil reformen vel endda være økonomisk heldig. Hvad vi må protestere imod, er den grundanskuelse, der vil umuliggøre selv de beskedneste virkelige fremskridt.

Vi venter naturligvis ikke, at prof. la Cour i en håndevending skal gennemtænke og udtale sig om de her fremdragne hovedspørgsmål. Men vi stoler på, at det endelige svar må blive en tilslutning til arbejdet for menneskenes lige ret til jorden og folkets ret til den jordværdi, det selv har skabt.

Højskolen og Henry George.

Replik af S. Berthelsen.

Prof. Poul la Cour fortjener tak for sin åbne indrømmelse af at have taget fejl af de officielle tal, som han opstillede mod os. Enhver kan tage fejl, og ingen er mester i alle fag.

Imidlertid havde det måske været endnu bedre, om indrømmelsen var sket fuldt ud. Der står åbenbart et par poster tilbage, som må undersøges, før vi har rent bord.

1.

Først de indirekte skatter, som nogle kommuner opkræver for forbrug af gas, .elektricitet og vand. Men hvem siger, at de ikke var med i de af hr. professoren for København osv. opgivne summariske tal? Da der ikke medfulgte nogen henvisning til kilden, tog jeg bestemt forbehold mod dennes klarhed, og må derfor indtil videre formene, at hine forbrugsafgifter var med i professorens tal. Lignende spørgsmål kan rejses over for statens overskud af jernbanerne o.s.fr.

Men netop fordi hr. la Cours tal var opgivet summarisk og uden nærmere kilde, har han ikke ret til at bebrejde os, at vi imødegår ham med skønsmæssige tal. Thi dette følger af, at hans udgangspunkt er vaklende og flertydigt. På eksakte spørgsmål skal fra vor side omgående følge eksakte svar. Prof. bestemmer selv drøftelsens karakter.

Heller ikke har professoren helt ret i at tale om svigagtighed ved skyldsætningen eller begærlighed ved godtgørelse for ildebrand. At skattelovene ved gennemførelsen blev omgået, er skattelovenes og administrationens egen skyld. En god lov er som en naturlov, den kan ikke omgås. Skal svig nævnes, bør ordet hæftes på de love og cirkulærer, der indbildte godtfolk (som nu prof. la Cour og tusinder med ham), at de beskattede handelsværdien, hvor de faktisk kun ramte nytteværdien.

At bygningsforsikringen også dækker genopførelsesværdien er ikke begærlighed, men kun god og sund økonomi, som ikke skal lastes. Havde forsikringsforeningerne ikke ad den allerbedste lovgivervej – sædvanens nemlig – overtaget denne risiko, måtte vi have lavet ny forsikringsformer til samme brug. Det økonomiske forretningsliv kræver med nødvendighed hin interesse sikret. Fejlen ligger altså ikke her – men fremkommer først, når man sætter bygningsværdi = forsikringsværdi.

Der er således, så vidt jeg kan se, ikke tilbage den mindste knage, hvorpå professoren kan hænge sin brede hat. Så vidt det kan ske i en bladartikel, har vi endelig og fuldgyldig besvaret det af ham opstillede spørgsmål: “Kan Danmarks jordværdi bære de skatter, som nu folket bærer?”

Således lød nemlig spørgsmålet i bladets nr. 3, og ikke, som professoren nu opgiver: “Hvad vil der ske, hvis ikke jorden kan bære skatterne?” Dette sidste kommer jo overhovedet ikke frem, før det første er afgjort.

Og svaret er blevet ubetinget bekræftende, indrømmet af spørgeren selv.

2.

Derfor er det også noget af en skuffelse at læse, at selv i så fald har professor la Cour andre spørgsmål til os i baghånden, – endog af allervigtigste art, de moralske nemlig: om det er ret eller uret at pålægge grundværdiskat. Ja, er dette spørgsmål egentlig ikke det vigtigste af alle? Og burde det da ikke have været stillet først frem –som det over alt andet afgørende? Jeg spørger kun – .

Hr. professoren savner yderligere forklaring til min sætning om, at statsmagten kun opfylder sin etiske opgave, at skabe lige ret i landet for alle ved, at den, som organ for folkets økonomiske fællesskab, indkræver til fælles gavn en passende afgift af menneskehedens fælleseje. Jeg tilstår, at i al sin korthed er sætningen fyldestgørende. Enten forstår man den straks – eller også er ingen forklaring tilstrækkelig. Det er jo retfærds simpleste formel: enhver sit. Fælles værdier til fælles brug, og private værdier til privat brug. Kejseren, hvad der bærer kejserens billede, – og Gud det, som bærer hans. Det er for alle tider svaret på, hvad der er ret i det store skattespørgsmål.

Derimod er det aldeles ikke nogen forklaring på retfærd, den professoren opstiller om, hvorvidt nu en eller anden gårdmand godt kunne stå sig derved. Alle kan stå sig ved at leve i et retfærdigt samfund, hvor fælles og privat ikke sammenblandes. Men om den enkelte, som for tiden måtte være begunstiget med en ret til at have en bånd i fællesskabets kasse, kan stå sig ved, at dette forbydes ham, er en anden sag. Rimeligvis står dog også han sig moralsk ved at holde sig til sit eget. Men om han selv finder det eller ej, er ganske ligegyldigt for, om det er retfærd eller ej. Retfærd er som en naturlov, stærk og uomgåelig som denne. For øvrigt viser statistikken, at vi kommer højt op i de øjensynlig så meget betydende gårdejeres række, før vi når det punkt, hvor den nye skat bliver større end de gamle skattebyrder; men med moralen har dette åbenbart intet at gøre. Rets indførelse betyder urets fjernelse, selv om nogle hidtil har levet – og levet højt – af uretten.

3.

Heller ikke hos juraen vil professoren finde mindste støttepunkt for sin indignation mod grundværdiskatten. Det er en stor misforståelse, at skøde og tinglæsning er nogen overgivelse af jorden fra samfundet (staten) til manden. – Tilskødning var altid fra mand til mand; og tinglysning er kun godkendelse af dette skifte, skabende ret mellem disse parter indbyrdes, men ikke mellem ejerne og samfundet. Dette sidste forhold bestemmes ved den alm. lovgivning, særlig også skattelovgivningen, og her gælder det som ubetinget regel, at den private ejendomsret er begrænset af den staten (og kommunen) tilkommende beskatningsret, at denne sidste altid går forud for den første, og at ingen mand kan erhverve ejendomsret til jord uden at respektere det offentliges skatteret; ja staten benytter endog (ikke helt forstandigt) tinglæsningsøjeblikket til at klippe et lille hak (½ %) i ejendomsværdien, for at d’hrr. skal erkende, hvem der har førsteretten. –

Hr. professorens skamfølelse over samfundet rammer derfor ikke dette. Borgersamfundet er i sin gode ret til at forbeholde sig sine egne værdier, og det er i mine øjne snarest en skam at tilhøre et samfund, der, som det nuværende, lader disse millionværdier, som tilhører os alle (hver mand, kvinde og barn, som A. Peschcke Køedt skrev i sin tid om de gamle grundskatter) kaste i grams til en spekulation, som den, der nylig rystede vort land. Det er bogstavelig talt som at tage brødet fra børnene og kaste det for – grundspekulanterne!

Heller ikke har Henry George nogen sinde talt om at krænke besidderens ejendomsret, som er en nødvendig betingelse for al dygtig produktion – for at enhver kan høste, hvad han har sået. Henry George har aldrig foreslået at tage jorden fra nogen, at flytte et eneste markskel eller at angribe den sande ejendomsret. (Ganske vist kan den misforståelse meget let opstå af sproglige årsager, idet vi danske endnu ikke har to forskellige ord til at udtrykke englændernes property og ownership, der begge oversættes på dansk som ejendomsret, uagtet de er væsensforskellige, og nærmest betyder henholdsvis udbytteret og rådighedsret.) Hvad Henry George giver samfundet anvisning på, er alene den jordværdi, som allerede nu slet ikke er i hænderne på ejeren (efter dansk sprogbrug), men i lommerne på den internationale kapitalmagt – med vore banker (for tiden også vor statsmagt, strange to say) som garanterende mellemmænd. Det er denne kapitalmagts interesser, professor la Cour (sikkert meget mod sin vilje) går i ilden for – over for det arbejdende folk, når han taler, som han gør!

Heller ikke er der mindste grund til, med professoren, at sondre imellem to slags jord, eftersom det er naturværdier eller beliggenhedsværdier, den repræsenterer. De første er værdiløse udenfor passende afstande og dybder og er således også – beliggenhedsværdier – (eks.: et mergelleje, som først et banespor gør værdifuldt). De er begge i nøjagtig samme grad produkt af samfundet – stiger og falder med dettes komme og bortgang. Jordværdi og grundværdi er identiske, og det interessante om end her underordnede spørgsmål, om delingen mellem stat og kommune, falder ingenlunde sammen dermed. Således vil sagtens mere end halvdelen af Københavns grundværdi snarere kunne føres tilbage til statsforanstaltninger end til kommunale. Men også i dette spørgsmål har vi vist vejen. I vore udarbejdede lovforslag om grundværdiskatten, foreslår vi denne opkrævet alene af kommunen, – medens statens fornødenheder atter udskrives alene på kommunerne, der altså bliver statens eneste skatteydere, i forhold til deres indbyggertal eller grundværdi eller begge dele. Om dette sidste punkt er meningerne blandt os noget delte. Vi har her ladet et vindue i vor bygning stå ufuldført – for sultan Solimans skyld! Hvem der vil, må gerne øve sig derpå. Men noget stort spørgsmål er det ikke.

4.

Foruden de moralske og juridiske betænkeligheder har professor la Cour den mærkelige tro, at grundværdiskatten vil føre til ganske skrækkelige skævheder og virke aldeles ødelæggende på mange menneskelige virksomheder. Det står der! Og denne bekymring for arbejdet bygger professoren på den fejle tro, at det ikke vil være muligt at beskatte jordværdien – f.eks. malmlejer, kulgruber osv. uden at beskatte arbejdet ved at udvinde og tildanne råstoffet – til grove søm eller fine urfjedre. Det er højst mærkeligt, at professoren ikke har set, at sådan er netop den beskatning, vi nu har, og som Henry George vil bort fra. For tiden beskatter vi gennem forbrugs- og indkomstskatter netop arbejdet, fliden og dygtigheden, stigende med deres intensitet og energiudfoldelse, hovedets såvel som hændernes. Ganske som vi for tiden beskatter jordejendom, stigende med arbejdsudfoldelsen derpå: husmandsbruget stærkere end gården, og denne stærkere end stordriften.

Lige det modsatte gør grundværdiskatten.

Ligesom den stiller husmandsloddens tønde land lige i skat med herremandens, fordi de (under samme ydre vilkår) har samme muligheder, således også over for gruben og malmfjeldet. Det er og bør være staten ligegyldigt, hvorledes den enkelte udnytter de ham givne muligheder, om han lader malmen ligge død, smelter den til erts, hamrer den til søm eller ad elektrisk vej udvinder fjederstål. Skatten er ens, fordi mulighederne er ens. Enhver skal svare til sit betroede pund – den meget er givet, skal svare til meget, dette er de gamle retfærdstanker, som Henry George fremdrager på ny ved at kræve jordens eller grubens normalværdi dvs. hvad den ved normal drift kan indbringe, lagt til grund for beskatningen. Og hvorledes udfinde denne normalværdi? Dette besørger det fri marked automatisk, gennem naturloven om tilbuds og kravs indflydelse på prisen. I markedsprisen på jord som på grube, indeslutter det økonomiske samfund alle de normale muligheder, som findes i et givet jordstykke. Staten behøver næppe engang at udpønske et særeget organ til bedømmelsen – men kun at lytte til røsten fra markedet; en ny rubrik i de bestående skatteprotokoller er omtrent alt det ydre apparat, der kræves.

Netop denne reform beskytter da arbejdet, fordi skatten ikke falder på løberen, men på liggeren, ikke på produktionens aktive faktor men på den passive. Eller, som jeg i Nationaløkonomisk tidsskrift har udtrykt det: Samfundsgoderne bør godtgøres, ikke i forhold til hvorledes de faktisk nydes af, men hvorledes de retlig tilbydes den enkelte.

Professor la Cours bekymring for arbejdets og erhvervenes ret bør derfor stiles mod den nuværende mangfoldighed af skattebyrder, der netop udmåles i forhold til det faktiske udbytte af bedriften, uden hensyn til hvad der normalt kunne og burde udkomme, dvs. det, som handelsværdien udtrykker. Professorens indviklede undersøgelse, om jern og kul og jern i kul, om malm og søm og stål og fjedre er overflødige i denne forbindelse, thi det er ikke den faktiske udnyttelse, der skal måles, men den almene mulighed, der skal bedømmes, – det er ikke om tilvirkning men om fordeling, her tales, og det er derfor ej heller skridtets længde, men dets retning det her kommer an på. Kun ét er fornødent for arbejdet: frigørelse for enhver tynge, så at alt, hvad der er over normalen, bliver arbejderens urørlige eje, så er det store lønspørgsmål løst.

5.

Prof. la Cour, som i øvrigt fører denne diskussion i eget navn, kommer et steds til at sige vi, endog på et betydningsfuldt sted. Det er, hvor han – i bestemt strid med alle det daglige livs kendsgerninger – påstår, at samfundet(!) ved ejendomshandler selv modtager køberens penge (!) og selv giver ham jorden (!) i stedet, – og derefter tillader sig at kalde det en voldshandling fra samfundets side at tage skat af den jord. Over for dette kræver professoren et beroligende dementi, for at man kan være tryg med hensyn til, hvad v i kalder ret og moral.

Hr. la Cour taler her særdeles udfordrende i flertalsform – på hvis vegne ved jeg ikke; på den danske højskoles er det forhåbentlig ikke!

I så fald turde den danske højskole nemlig ganske have forfejlet sit kald – det Vorherre har betroet den, og Grundtvig i sine bedste syner vist den.

Lad det nemlig, over for al løs tale, ikke være glemt, at gamle Grundtvigs ord om, at folket selv er fædrelandets sande grundejer, på det nøjeste stemmer med Henry Georges reformtanker. Det lyder helt ilde, at høre nogle af Grundtvigs gode venner her tager så meget fejl af ham – og sig selv.

Vi har intet imod, at det hele spørgsmål gøres til et spørgsmål om, hvad der er ret og moral. Tværtimod tror vi, at der er intet spørgsmål, den danske højskole for tiden trænger mere til at optage som fag – hvis den vil være surdejen i vort folkeliv – end dette: læren om, hvad der er ret mellem mennesker; ikke hvad der er lov, (thi den er kun et udtryk for magt), men hvad der er ret, efter guddommelige og naturlige grundsætninger. Meget tyder på, at sansen for dette, retsfølelsen, er i stærk nedgang i vort folk for tiden. Og den fremmes ikke ved anskaffelsen af endnu en statsøkonomisk kandidat, opdrættet ved det fakultet, som for længst har tilsidesat naturlig ret og moral som ledende grundlove for økonomien.

Men den danske højskole kunne netop nu gøre vort folk den største tjeneste ved at tage op dette glemte, ja næsten foragtede fag: læren om, hvad der er ret, arbejdets ret, folkets ret, slægtens ret.

Vil den danske folkehøjskole være med dertil – og vil Askov Højskole her gå i spidsen? Derom spørger nu vi – for anden gang.

Georgismen

Af Poul la Cour.

Har jeg fra min side indrømmet, at tallene, som de hidtil foreligger, ikke kan godtgøre Georgismens umulighed, så må hr. Lange ikke forlange at få sit skøn opbøjet til bevis. Så var det bedre, om de og vi – ved vi forstår jeg blot – ikke-georgister – enedes om at søge at opnå brugelige tal ved senere vurderinger.

Havde umuligbeden været givet, ville der ingen grund have været til at kaste blikket på den moralske side af georgismen. Men da hin mulighed indtil videre må stå uafgjort, var det, jeg tillod mig at berøre den moralske side; men jeg ser her, ikke alene af de to svar, som senere bar været givet i Højskolebladet, men også af andre skrifter, jeg har fået, at en drøftelse af dette spørgsmål ville blive en alt for vidtløftig sag, som det ikke gik an at forlange plads for i -Højskolebladet: thi det ville ikke blive en enkelt moral, man ville stå over for, men mange og meget forskellige moraler; og hverken tænker jeg mig, at Højskolebladet har rum herfor, ikke heller har jeg tid nok til at drøfte alle de moraler, som hver enkelt gør gældende.

Jeg skal derfor kun svare hr. Lange, at jeg ingenlunde har en så ubegrænset ærbødighed for særrettigheders ukrænkelighed, at jeg jo godt kan indrømme, at staten har ret til at forøge de skatter, der hviler på fast ejendom; men at lægge skatter, der effektivt berøver en gruppe af folket, nemlig jordejerne, disses hele formue eller endog blot den væsentligste del deraf, det har naturligvis folket magt til at gøre, hvis det ellers kunne beslutte sig dertil; men jeg tilstår, at jeg ville ikke kalde det ret, men tvært imod uret, og som al uret vilde et sådant skridt ikke føre til velsignelse.

En anden moral træffer jeg i hr. Berthelsens Fire lovforslag. Jeg skal herom kun sige, at tendensen i denne moral ligger nærmere ved, hvad jeg anser for moral; men en større redegørelse, jeg havde skrevet om, at i samme grad, som man stiler efter at være fuldt ud moralsk, bliver forslaget mere umuligt til jordens frigørelse, har jeg lagt til side, fordi det er så håbløst og tidsspildende – for læsere så vel som for skrivere – at drøfte de mange forskellige løsninger, som opstilles, og navnlig de højst forskellige grader af moral, der knytter sig til dem, selvom de alle ynder at kalde hver sin løsning med det fuldkomne ord ‘Ret’.

Langt bedre ville det være at få en personlig samtale med en af G

george-vennerne, og helst med en sådan, hvis retsbegreber man nogenlunde kan forlige sig med. En samtale, ganske privat, uden tilhørere, hvor de, som mødes, ikke er optagne af at sige noget, der er beregnet på at gøre indtryk på tilhørere, men kun af at opfatte hinanden til bunds, at gøre redelige regninger og at fælde billige, humane og samfundsnyttige domme.

De resultater, en sådan samtale kunne føre til, ville sikkert være langt værdifuldere, end hvad der kan nås ved en almen diskussion, tilmed når den bliver så almen, at man på en gang har flere forskellige moralske standpunkter for sig.

Afslutning – Indledning.

Af Jakob E. Lange.

Prof. la Cour har ønsket at afslutte. Og skønt det kunne have sin store interesse at føre den af ham rejste diskussion adskilligt videre, skal jeg da ej heller i øjeblikket lægge yderligere beslag på Højskolebladets spalter.

Når hr. la Cour nu ønsker en privat forhandling i stedet for den offentlige, vil han jo sikkert med lethed kunne få dette ønske opfyldt. Kun synes det unægtelig noget den omvendte orden: i reglen plejer man jo gennem private overvejelser og drøftelser at fraskille og udvejre det svange og uholdbare, for så at bruge de vægtfyldige argumenter som udsæd i den offentlige diskussion. – Men var en sådan fremgangsmåde blevet brugt fra først af, var jo sandsynligvis hr. la Cours kritik slet ikke fremkommet, og vi var gået glip af en værdifuld lejlighed til at imødegå ret vidt udbredte vrangforestillinger og skævsyn.

Jeg har derfor også med glæde kunnet deltage i denne forhandling og nu se den foreløbig afsluttet. Men hvad der særlig skulle give denne diskussion blivende værd, er dog ikke den lejlighed, den har givet os til at påvise visse fejltagelser og fejlslutninger, men det stød, den forhåbentlig vil have givet til, at der i højskolekredse tages alvorligere fat på en grundforståelse af folkets livskår i lyset af Henry Georges tanker.

Kunne noget sådant ske, ville det være af den største betydning. Ikke just for at bringe det sociale spørgsmål i forgrunden – det vil det komme også uden deres hjælp. – Men skal den folkesamfølelse og den sans for personlighedens selvstændighed og værdi, som højskolekredsene har fostret, ikke løbe ud i sandet, så den udtørrer i vage og vigende krav på personlig frihed og ørkesløse skriverier om folkets – særlig de uden for højskolekredse stående folkelags – bedærvelse, da må der gydes nyt blod i dem, gennem en levende tilegnelse af Henry Georges grundtanker.

Det sociale spørgsmål er jo nemlig mere end et madspørgsmål. Det er nutidens hovedbrydning i kampen for retfærd, den enkeltes og samfundets ret.

Er man blind for folkets økonomiske grundret, retten til den værdi, som dets eksistens giver fædrelandets jord, da vil al tale om dets åndelige fælleseje og selvstændige liv til løsning af store opgaver blive snak i tåge.

Og kan man ikke klare og hævde det enkelte menneskes fulde ret – trods samfundet – til sit arbejdes frugt, da vil alle krav på personlig frihed i åndelig henseende svæve i luften.

Nu er det jo heldigvis ingenlunde så, at der ikke er social interesse i højskolekredse. Det er jo langt fra alle, der mener, at målet er nået med den oplysning og selvhjulpethed, som har sat en Ole Hansen i stand til at samarbejde på nogenlunde lige fod med en baron Reedtz-Thott.

Men hvad jeg savner, er blik for det sociale spørgsmåls dybde og omfattende betydning. Den sociale urofølelse, der finder tilstrækkelig dulm f.eks. ved indbetaling af en 2- eller tikrone som samvittighedspenge til et eller andet socialt sekretariat, betyder ikke stort hvor det gælder at bygge fremtidens land.

Kun ved at hævde – som i virkeligheden ingen har bedre forudsætninger for at kunne det – det egentlige folkelige synspunkt, hvorfra folkets og den enkeltes ret ses tydelig, kan højskolefolket gøre en hovedindsats i nutidens af klassepolitisk skævsyn og folkefjendskhed forvirrede kamp,

Noter

[1] Jeg ved vel, at georgisterne ikke anser dette for nødvendigt, at jorden bliver statsejendom; men skal den nævnte store skat først ud af jorden, er virkningen dog i hvert fald den samme, som om staten havde en l. prioritet, og man ser nu altså, at i en jordejendom på 40.000 kr. vilde staten faktisk have en 1. prioritet på 76.000 kr., til hvilken pris selvfølgelig ingen ville overtage den.

[2] I et senere nummer af Højskolebladet oplyser lærer K. J. Møller, Helsingør, at medens den samlede bygningsbrandforsikring i 15 middelstore og mindre købstæder udgør 84½ mio. kr., er deres samlede ejendomsskylds· vurdering kun 84¼ mio. kr., så jorden i disse byer, efter den la Cour’ske beregningsmåde, er mindre end intet værd!

[3] Hermed kan sammenlignes en bekendt højskoles nylig udsendte årsskrift, hvor bygningernes værdi er ansat til deres brandassurance, ca. 115.000 kr., uagtet det i teksten berettes, at der til vedligeholdelser og hovedreparationer af de delvis gamle og utidssvarende huse medgår årlig renten af over halvdelen af assurancesummen.

[4] Se for øvrigt nærmere de udførligere oversigter i RET for oktober 1906, hvor udkast til lovforslag om indførelse af grundværdi med motivering og finansplan findes aftrykt efter et ældre grundlag.