Grundskatterne
som set og beskrevet i 1894 af
V.. Falbe Hansen
Fra: 
V. Falbe Hansen: Finansvidenskab
Side 182 til 233, 

II. – Erhvervsskatterne.

Personskatterne spiller kun en meget ringe rolle i nutidens beskatning. Den langt overvejende del af de direkte skatter, som anvendes i nutiden, falder i to store grupper. Erhvervsskatterne og indkomstskatterne. Erhvervsskatterne lægges på indkomstkilderne. Indkomstskatterne lægges på personerne i forhold til deres indtægt (el. Formue). Ud fra denne principielle forskel følger flere andre forskelligheder mellem de to beskatningsmåder. 

Idet erhvervsskatterne lægges på indkomstkilderne, må der fremkomme lige så mange hovedformer af erhvervsskatter, som der er hovedformer af erhverv eller af indkomstkilder. Af indkomstkilder findes der 5, nemlig: grunden og dens anvendelse, bygninger, virksomhed som driftsherre i almindelig borgerligt erhverv, arbejdsvirksomhed i andres tjeneste og udlån af kapital; dertil svarer 5 erhvervsskatter, nemlig: grundskat, bygningsskat, næringsskat, arbejdslønskat og kapitalrenteskat. Kun når man har alle disse fem skatter ved siden af hinanden dannes der en fuldstændig, det hele samfund omfattende, erhvervsbeskatning. 

Indkomstskatten derimod har kun ét skatteobjekt: personen i forhold til hans indtægt, og kan derfor for sig alene danne en samlet alle omfattende enhedsbeskatning. Indkomstskatterne søger at finde den indkomst, som hver enkelt bestemt person har i den enkelte bestemte skatteperiode, og beskatte den. Erhvervsskatterne derimod, der vil ramme genstandene, kilderne, efter disses værdi eller efter deres evne til at give udbytte, beskatter ikke efter hvad den enkelte bestemte person, der sidder inde med kilden, får ud af den i den enkelte bestemte skatteperiode, men efter hvad personen i almindelighed, om man vil ‘gennemsnitsmennesker’, kan få ud af dem i gennemsnit, i almindelig gode år, altså efter gennemsnit både i henseende til personer og i henseende til tid. Vi kan som eksempel tage en af vore erhvervsskatter, hartkornsskatten. Hartkornet er ansat efter hensyn til det overskud, som hvert jordstykke i almindelighed kan afgive, når det dyrkes på almindelig måde, altså uden hensyn til det overskud, som den tilfældige, nuværende ejer virkelig får ud af jorden i det enkelte år. – Indkomstskatterne derimod beregnes af den indtægt, som den bestemte person n.n. har fået i året n.n. 

Af denne forskel i beskatningsgenstandene følger atter en forskel i metoden. Idet erhvervsskatterne vil ramme efter et beregnet gennemsnitsudbytte, ledes de til at udfinde dette efter ydre, faste kendetegn. Grunden beskattes efter dens sammensætning og beliggenhed m.m.; bygninger efter deres størrelse e.1.; næringer efter momenter som antallet af arbejdere, størrelsen og arten af den anvendte kapital; efter folkemængden på vedkommende plads e.l. 

Indkomstskatterne derimod må for at udfinde personernes indkomst i de pågældende år anvende et af to, enten selvangivelse eller skøn. 

Disse forskelligheder i de to skattegruppers objekt og metode er dog ikke så faste og bestemte, at de alle er helt tilstede. Forholdet er i almindelighed blandet; men de påpegede forskelligheder danner de karaktermærker, hvorefter det må bedømmes, om en skat overvejende er en erhvervsskat eller overvejende en indkomstskat. 

Vi skal derefter gå over til at omtale disse to hovedgrupper og vil da begynde med erhvervsskatterne som de ældste og betydeligste. 

Erhvervsskatterne eller, som de også undertiden kaldes, ‘udbytteskatterne’ falder, som alt anført, i 5 særskilte skatter: grundskatten, bygningsskatten, næringsskatten, arbejdslønskat og kapitalrenteskat. 

a) grundskatten. 

Grundskatten er en af de ældste, vigtigste og mest udbredte af alle skatter. Grunden, jorden, er jo den største af alle værdier, og dens benyttelse til landbrug er den vigtigste, ofte den eneste større indtægtskilde i samfundet i de første tider, efter at dette har antaget en så udviklet form, at en skat kan danne sig. Fra de ældste tider finder vi derfor grundskatten anvendt. Og alt eftersom tiden skred frem, kom der atter og atter ny anledning til at pålægge grundskat, og denne antager stadig nye, til de nye tiders krav svarende, former. Og der er den særegenhed ved grundskatten, at man ofte ikke fjerner de gamle, når nydannede grundskatter pålægges, men den ene skat føjes til ovenpå den anden, og de underste lag bliver liggende som forvitrede rester, i hvilke man i vor tid kun vanskelig kan kende de oprindelige træk. 

Man kan skelne 4 hovedstadier i grundskatternes historie, og fra enhver af disse findes der mærker og rester i nutiden. 

Den ældste gruppe er middelalderens skatter. De var dels verdslige dels gejstlige.

De verdslige middelalderlige grundskatter stod hyppigst i forbindelse med landets forsvar, med værnepligten og lensvæsenet; men der var også skatter, som havde en anden oprindelse. Sædvanligvis var det fra først af midlertidige skatter, indførte ved en eller anden ekstraordinær lejlighed, men som i tidens løb gik over til at blive faste skatter. De blev pålignede på forskellig måde, undertiden efter en art matrikel. Vore gamle jordvurderinger efter mark guld og mark sølv eller efter udsæden var rimeligvis sådanne matrikler. Adskillige af disse gamle grundskatter er ikke blevet egentlig ophævede, men de har mistet deres oprindelige karakter og er blevet almindelige grundbyrder, og på grund af fortidens sammenblanden af offentligretlige og privatretlige forhold er de blevet sammenblandede og forvekslede med privatretlige byrder på de faste ejendomme. Det synes som vore gamle grundskatter er blevet sammenslåede med andre ‘herlighedsrettigheder’; de gik for en del over i privat eje og blev blandede ind som et moment i vort gamle gods- og fæsteforhold. Nu er der kun svage, ubestemte spor tilbage af disse vore gamle verdslige grundskatter. I Norge synes det at være gået som i Danmark. I Sverige derimod er flere af de middelalderlige grundskatter blevet stående og har nogenlunde opretholdt deres oprindelige karakter lige indtil vore dage. De blev samlede og ordnede af Gustav Vasa, der lod dem indskrive i en jordebog (jordebogsränten). Til dem kom så forskellige senere tillæg, mest krigsskatter i anledning af krigene i det 16. og 17. århundrede; det var skatter, som man oprindelig tænkte sig som midlertidige, men de gik efterhånden over til at blive stående grundskatter og udgør nu den såkaldte ‘mandtalsränte’, der sammen med ‘jordebogsränten’ udgør ‘ränten’ der indtil 1885 indbragte c. 4 1/3 mio. kr. årlig, men som nu er bleven betydelig nedskreven og forenet med tienden til en ‘grundskat’.  

De gamle gejstlige grundskatter har næsten overalt holdt sig ret godt. Gejstligheden er mere konservativ end de verdslige myndigheder og forstår bedre at holde sammen på sit. Den gamle gejstlige grundskat er tienden. Den var oprindelig en almindelig skat på alt udbytte, men den er kun blevet bevaret for den dels vedkommende, som hviler på den faste jord; men her har den også beholdt sin oprindelige skikkelse indtil op imod vor tid og er endnu tilstede, om end i en ændret form. I de protestantiske stater er den for største delen gået over fra kirken til staten. Den skal blive nærmere omtalt i det følgende. 

En ny periode i grundskatternes historie begynder med enevældens udvikling i det 17. århundrede. Der kommer ved den tid nye grundskatter frem, til dels i nye former. Den magt og pragtudfoldelse, som den nys erhvervede enevælde førte med sig, krævede forøgede indtægter, og kongen havde jo nu fået magt til at pålægge nye skatter. Jorden var den største indtægtskilde, og til den henvendte man sig, og da man ved den bureaukratisk-centraliserede embedsordning var kommet i besiddelse af større regeringsdygtighed, så udarbejdede man nu ensartede, forholdsvis rationelle skatte-katastere for hele landet. En type på et sådant skatte-kataster er vor såkaldte gamle matrikel af 1688. Samtidig med den udarbejdedes og indførtes der lignende skatte-katastere i flere lande, således i Østrig og i flere af Tysklands stater. I England kom der også omtrent på samme tid en grundskat, men her foregik udviklingen på anden måde; den pågældende skat indførtes i Vilhelm d. III’s tid som en almindelig indkomst- eller formueskat i form af en repartitions­skat, men man forsømte at holde fordelingen og skatte­rullerne ajour med de personelle forandringer, og derved gled skatten af sig selv temmelig hurtig over til kun at hvile på den uforanderlige, blivende del af skattegrundlaget: jorden. Den derved fremkomne skat er den endnu bestående engelske landskat. I Frankrig har man eksempler på en lignende udvikling, at almindelige indkomst- og formueskatter i tidens løb ligesom bundfælder sig på jorden til en art grundskatter.

I den sidste halvdel af forrige århundrede begynder en ny tid for grundskatterne. Det er fysiokratismen, der giver anledning dertil. Den lærte, at den ‘stofproducerende’ virksomhed var den eneste produktive, og at al skat, selvom den lagdes på de andre samfundsklasser, i virkeligheden i sidste instans blev båret alene af den stofproducerende virksomhed, altså fornemlig af landbruget. Man burde derfor straks og direkte lægge skatterne på grunden i stedet for at gå omveje og først lægge dem på andre. Under indtrykket af disse teorier, der desuden kom belejligt som en passende anledning til skatteforhøjelser, tog man rundt om i Europa spørgsmålet op om at revidere og forhøje de gamle grundskatter. I Danmark diskuteredes spørgsmålet om en matriklering allerede i Frederik V’s tid, toges på ny op af fysiokraten Struensee, men blev først gennemført i 1801. I udlandet kom der ved denne tid flere steder ny matrikler eller revisioner af de gamle i fysiokratisk retning, således i Østrig under Joseph d. II, i nogle af de italienske stater og i Frankrig i 1790.

I den sidste menneskealders tid har grundskatte-spørgsmålet stadig været på bane. Der er tre former hvorunder skatten er kommet frem. Den er kommet frem i den gamle form, kun i en moderniseret og forbedret skikkelse, altså på grundlag af en matrikel udarbejdet efter ydre, faste kendetegn: bonitering og opmåling. Denne vej har man fulgt i Preussen og Østrig ved disse landes nyere matrikel-arbejder. Skatten er dernæst kommet frem i en hel ny skikkelse, pålagt efter lette, bevægelige former, noget i lighed med indkomstskatten eller formueskatten; dette har således været tilfældet i England og Amerika. Og endelig er der kommet forslag frem om en hel ny art af grundskat nemlig om en jordrenteskat.

Efter denne korte oversigt over de forskellige trin i grundskatternes udviklingshistorie skal jeg gå over til at omtale de vigtigere, nu bestående former af grundskatter. 

Tienden. 

Den ældste og vigtigste af de endnu bestående gamle grundskatter er tienden. Det er en ældgammel afgiftsform, der er anvendt både som verdslig og som gejstlig afgift. Mest bekendt dog som gejstlig afgift. I henhold til bestemmelser i Moselov søgte gejstligheden at få den indført overalt, hvor kristendommen trængte igennem, og sædvanligvis med held. Tiende af andre erhverv og indtægter blev i almindelighed kun gennemført i ringere grad og kun opretholdt i kortere tid, men tienden af jordens afgrøde gennemførtes temmelig almindelig og fastholdes til stadighed. 

I de fleste lande findes endnu tiender, deriblandt også her i Norden. I Frankrig strøg man tienden i den store revolutionsnat til d. 4 august 1789. Andre steder er tienden vel bevaret, men har ændret form, idet den er blevet omskrevet fra en bevægelig bruttoafgift til en uforanderlig afgift. I Danmark er denne omskrivning nu helt gennemført (se nærmere Falbe-Hansen og Scharling: Danmarks Statistik 5. B. S. 61-72).

I sin oprindelige form som bruttoafgift af afgrøden, der steg og faldt med afgrødens størrelse, var tienden ret naturlig og passende for det gamle, stillestående og ekstensivt drevne landbrug, men da landbruget begyndte at gå frem i retning af mere intensiv dyrkning, blev den skadelig og hæmmende. Fremskridt i intensiv retning forøger nemlig vel nettoudbyttet af jorden, men forøger bruttoudbyttet endnu mere, og da tienden vokser med bruttoen, kommer den altså under sådanne fremskridt til at vokse hurtigere end nettoen. Det var grunden til, at man i slutningen af forrige århundrede, da man var så ivrig for at fjerne alle hindringer for landbrugets fremskridt i retning af mere intensiv drift, også måtte være ivrig efter at fjerne tienden, eller rettere sagt for at få den forandret fra en bevægelig bruttoafgift til en fast afgift. I øvrigt forvoldte også den daværende opkrævningsmåde in natura adskillige ulemper (bonden mistede foruden kernen tillige strået, og gødningskraften til hans jord blev derved formindsket; han måtte vente med kornets indkørsel til tiende-tageren havde været der, osv.). 

Vor gamle bevægelige brutto-tiende bragte imidlertid også en fordel for landmændene; thi ved at den holdt fremskridtene tilbage, ved at den opmuntrede til ikke at forøge kornproduktionen, bidrog den til at kornpriserne blev højere, end de ellers ville have været. Den udenlandske konkurrence kunne ikke holde kornpriserne nede, thi Danmark-Norge havde intet overskud af korn til eksport, og import fra udlandet blev holdt borte dels ved tolden, dels ved datidens ringe handelsudvikling. Idet altså tienden holdt vort landbrug tilbage, bidrog den rimeligvis til at forhøje kornpriserne og skaffede derigennem landbrugerne en delvis erstatning, der blev betalt af forbrugerne. 

Tienden i sin nuværende form, som en fast afgift, er egentlig slet ikke ‘Tiende’, men ‘Tiende-erstatning’. Den kan ikke påvirke kornpriserne; thi da den er ens altid uden hensyn til jordens dyrkningsmåde og udbytte, har den heller ingen indflydelse på disse. Den er ingen straf for fremskridt, ingen opmuntring til tilbagegang, thi den er ens altid, enten produktionen går frem eller tilbage. Den indvirker ikke på produktionens størrelse og altså heller ikke på priserne. Den bliver derfor aldrig, således som den gamle bevægelige brutto-tiende, væltet over på forbrugerne. Og selv om den i øvrigt havde betingelserne for en sådan overvæltning, så kunne den alligevel ikke overvæltes; thi under de nuværende afsætningsforhold, da vi ikke har told på indførsel af landbrugsprodukter, er det verdensmarkedet, der bestemmer vore priser på landbrugsprodukter og ikke vore egne produktionsforhold.

Da tiende-erstatningen ikke kan væltes over på forbrugerne gennem en prisforhøjelse, må den blive liggende på landmanden, og da tiende-erstatningen er en byrde, der kun hviler på landejendomme. men ikke på andre erhvervsmidler, og da denne byrde ikke hviler på alle landejendomme, men kun på nogle af dem, og hviler på dem med et meget forskelligt, men for hver enkelt ejendom fast og uforanderligt beløb, så må landejendommenes værdi blive formindsket med tiende-erstatningens årlige beløb kapitaliseret efter almindelig rentefod. Købere af landejendomme vil byde så meget mindre for disse, da de ved at anvende deres penge på anden måde vil slippe for tiendeafgift, og sælgeren må finde sig deri. På denne måde vil tiende-erstatningen miste sin karakter af afgift og gå over til at blive en på landejendommene hvilende grundbyrde.

Altså, medens naturaltienden i det gamle landbrugs tid var en årlig skat, der for en del hvilede på alle forbrugere, så er tiende-erstatningen blevet en grundbyrde, der en gang for alle har formindsket den ydende ejendoms værdi med sit kapitaliserede beløb. For så vidt kunne det synes en tvivlsom fordel for landmændene, at tienden blev afløst. I virkeligheden var afløsningen alligevel en fordel for dem, thi det blev derved muligt for landbrugerne at forbedre driften, uden at tienden voksede. Afløsningen var jo desuden i største delen af det tidsrum, hvori den fandt sted, en frivillig sag fra ydernes side. Og selv om den gamle naturaltiende i sin tid forårsagede en prisstigning af landbrugsprodukter, skete dette kun, så længe der var korntold. Og kun så længe tienden var almindelig udbredt. For den enkelte landmand, der afløste. Mærkedes kun fordelen ved at tienden ikke voksede med produktionen, thi den enkelte afløsning indvirkede ikke på priserne. 

I nutiden, da tienden ikke længere er en skat, men en fast grundbyrde, og da denne byrde på de ydende ejendomme er udlignet ved en tilsvarende formindskelse af disses salgssummer, og da ikke alene ejendommene er bleven købt og betalt efter beregning af tiendens størrelse, men da tillige selve tienden er bleven solgt fra hånd til hånd, og da alle parter ved disse omsætninger med føje er gået ud fra, at tienden ikke vil blive forandret, både fordi den i så lang tid er forblevet uforandret, og fordi denne uforanderlighed hviler på en overenskomst mellem parterne, vil det være uret at nedsætte eller ophæve tiendeerstatningen; det ville være et brud på tro og love overfor tiendeejerne og en urimelig foræring til tiendeyderne. Noget andet er det, at det kan være rigtigt at give tilladelse til, at tienden afløses mod udbetaling af dens kapitaliserede beløb, eller til at tiendens beløb fastsættes i penge i stedet for i korn eller andre naturalydelser.

 Tienden i Danmark er altså nu helt forandret fra en bevægelig afgift til en ubevægelig grundbyrde i form af en fast ‘tiende-erstatning. Denne omskrivning begyndte i 1740 (Fr. 7. april) med kvægtienden og fortsættes i de følgende 120 år med korntienden. småredsel m.m. (jfr. navnlig Fr. 8 feb. 1810, L. 14. april 1852 m.fl.), indtil det endelig ved L. 12 dec. 1860 blev bestemt, at efter l. jan. 1863 kunne ingen korntiende fordres ydet i kernen. 

Tiende-vederlag svaredes i året 1872 (siden da er ingen forandring af nogen betydning foregået) som: 

Kongetiende … af 313.461 tdr. hartkorn 

Kirketiende … af 324.862 tdr. hartkorn

Præstetiende … af 325.082 tdr. hartkorn

Det meste af tiende-vederlaget udredes i penge efter kapitelstaksten på korn, en stor del udredes med korn in natura, og en ringe del udredes med et fast pengebeløb. Det hele tiende-vederlag, beregnet efter kornpriserne i ti-året 1882-91, udgør en værdi af ca. 6,5 mio. kr. om året, altså på lidt nær lige så meget som gammelskatten i forening med land- og ligningsskatten af hartkornet. Men da disse skatter fordeler sig over alt hartkornet, medens tienden kun udredes af en del af dette, så bliver tienden i virkeligheden, for det hartkorn, som er tiendepligtigt, en større byrde end hartkornsskatterne til staten. Herved må dog bemærkes, at i mange tilfælde ejer tiendeyderne selv tienden; dette var således i 1872 tilfældet med kongetienden af 64.398 td. hartk. Og med kirketienden af 87.377 td. hartk., og for så vidt mærkes den jo aldeles ikke. Det er også værd at erindre, at hvis tienden ikke var bleven afløst, havde den udgjort et langt større beløb end nu. 

Tienden indtager en så ejendommelig stilling på grund af sin oprindelse, sin ælde og sin særegne form, og på grund af de forandringer af dens oprindelige væsen, som tiden har ført med sig, at det har været nødvendigt at behandle den for sig, adskilt fra de egentlige grundskatter; vi går nu over til at betragte disse. 

De egentlige grundskatter. 

Den sædvanlige måde, hvorpå disse skatter pålignes, er ved hjælp af en matrikel (kataster). Derved forstås en værdsættelse af de skattepligtige jorder. Sædvanligvis er det efter jordens netto-udbytte, at matrikleringen sker, og den foretages da på den måde, at man dels opmåler alle jorders størrelse, helst ved tillige at optage egentlige kort over jorderne – og derefter boniterer dem efter deres produktionsevne. I det enkelte kan denne matriklering foregå på flere forskellige måder. Snart værdsættes den samlede ejendom, snart de enkelte jordstykker, snart tages hensyn til den øjeblikkelige kulturtilstand. Snart kun til de mere blivende momenter i jordens produktionsevne. Et eksempel på en matrikel af nogenlunde typisk form er vort såkaldte ‘ny hartkorn’ efter matrikelen af 1840, kun at denne er mere ufuldkommen end de fleste andre, nyere matrikler; thi den har undladt at tage hensyn til jordernes beliggenhed, den har kun ansat ager og eng til hartkorn, og den indeholder ingen bestemmelse om, at den skal revideres, hvad den da heller ikke er blevet. I andre lande, således i Østrig. Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig m.fl. har man lignende matrikler, men udarbejdet på en noget mere rationel måde. 

Matriklerne og dermed grundskatterne omfatter i almindelighed, men ikke altid, foruden den dyrkede jord tillige moser, bjergværker, byggegrunde m.m. Hvorvidt det er rigtigt at give grundskatten et så stort område, afhænger nærmest af, hvilket omfang de andre tilsvarende skatter på bjergværker, bygninger m.m. har. Det egentlige og altid langt vigtigste område for matriklerne og grundskatterne er den til landbrug og skovbrug anvendte jord, og hvor ikke andet udtrykkelig er bemærket, er det særlig grundskatten på dem , der tænkes på. 

En grundskat på jorden, pålagt efter en af de sædvanlige gammeldags matrikler, er, selv om matriklen er udarbejdet nok så omhyggeligt og dygtigt, i de allerfleste tilfælde en uheldig beskatning. Hovedgrunden dertil er den, at matriklen i følge sit væsen er ubevægelig eller bevæger sig så langsomt og tungt, at den ikke kan følge med i den hurtige forandring, i de bratte svingninger, som foregår i jordernes produktionsevne og værdi i nutidens moderne samfund. Det er en beskatningsmåde, som blev udtænkt i fortiden, og som passede til dens uforanderlige, stivnede samfundsformer, men som nu er aldeles forældet. 

På grund af modsætningen mellem skatte-målestokkens, matriklens, uforanderlighed lige overfor skatteobjektet ‘jordværdiernes’ bevægelighed, fremkommer der ret mærkelige fremtoninger ved den måde, hvorpå grundskatten virker. Når man vil undersøge disse, må man først være på det rene med følgende spørgsmål: 

Hvem bærer grundskatterne? Grundskatterne kan ikke forhøje prisen på de frembragte landbrugsprodukter og derved væltes over på forbrugerne. Overvæltningen måtte ske derved, at skatten formindskede den mængde landbrugsprodukter, som produceres og derved forhøjede disses pris. En sådan indskrænkning af produktionen kunne den gamle naturaltiende medføre, fordi den steg stærkere end netto indtægtens forøgelse (se foran), og altså virkede til at holde dette tilbage; men grundskatten, der i almindelighed slet ikke stiger, selvom nettoudbyttet vokser, eller i det højeste stiger proportionalt med dette, kan ikke være en opfordring til at formindske produktionen. I et lille land som Danmark, der eksporterer landbrugsprodukter, og hvis indførsel af disse fra udlandet er toldfri, kommer det hele spørgsmål om grundskattens mulige indflydelse på priserne desuden slet ikke frem, fordi det her er udlandets priser og udlandets produktionsforhold, der er bestemmende. Det er kun i et stort land, hvis eksport er bestemmende for verdensmarkedet, eller i et land, der importerer landbrugsprodukter, og hvor der er told på dem, at der overhovedet kan være spørgsmål om, at en grundskat skulle kunne påvirke produktpriserne, og selv i sådanne lande ville dette, som sagt, ikke kunne ske, medmindre grundskatten var bevægelig sammen med jordens udbytte og steg og faldt i stærkere grad end nettofortjenesten ved produktionen. 

Grundejerne kan altså ikke vælte deres grundskat over på ‘forbrugerne’, men kan de ikke vælte den over på ‘brugerne’, dvs. på forpagterne eller fæsterne? Det kan selvfølgelig sættes og bliver ofte sat ind i forpagtnings- og fæstekontrakter, at ‘brugerne’ skal betale grundskatten; men spørgsmålet er, om ikke i så tilfælde fæste- eller forpagtningsafgiften er sat så meget lavere? Dette må utvivlsomt antages. En ejendoms forpagtningværdi formindskes selvfølgelig med skatternes beløb. Noget andet er, at når der er kontrakt om, at brugeren skal udrede skatterne, og der så i brugstiden kommer en ny skat til, eller en forhøjelse af den gamle skat, så går dette ordentligvis udover brugeren indtil efter kontraktens udløb, når forholdet kan reguleres. Det er derfor nødvendigt, når nye grundskatter indføres eller når de bestående forhøjes, at træffe bestemmelse om, hvorledes de skal deles mellem ejer og bruger under hensyn til de bestående kontraktforhold, men sådan bestemmelse får kun praktisk betydning for kontrakttidens varighed. 

Da grundskatten således som regel hverken kan væltes over på forbrugerne gennem en forhøjelse af produktpriserne eller på brugerne gennem en forhøjelse af fæste-, forpagtnings- eller lejeafgifterne, så må den blive liggende på grundejerne. 

Overfor grundejeren kan skatten virke på to måder, enten kan den som andre skatter tage en del af hans årlige indtægter, eller den kan en gang for alle formindske hans kapitalformue med sit kapitaliserede beløb. Hvilken af disse to virkninger, der vil indtræde, vil nærmest afhænge af, om skatten er en ‘særlig skat’ på grunden, eller om den er en del af en ‘almindelig skat’. 

Ved en ‘særlig grundskat’ forstås en skat, der hviler som en ekstrabyrde på grunden og altså er uden nogen tilsvarende, kompenserende skattebyrde på de andre indtægtskilder. En sådan skat vil i tidens løb sædvanligvis komme til at formindske den skattepligtige ejendoms salgsværdi med et beløb, hvis renter er lig den årlige skat, thi en eventuel køber vil give så meget mindre for den, da han kun betaler skat, når han besidder ejendommen, og sælgeren vil gå ind på dette afdrag, da han ved at sælge ejendommen, slipper for grundskatten uden at komme til at betale nogen anden tilsvarende skat af den kapital, han får for ejendommen. Grundskatten vil på denne måde kunne gå op som et moment i ejendommens værdi. Det er ikke absolut nødvendigt for at dette kan ske, at skatten er uforanderlig, men jo mere stabil den antages at være, desto lettere og fuldstændigere vil forandringen gå for sig. 

Når grundskatten er led i et helt system af skatter, vil sagen stille sig noget anderledes. Man tænker sig, at der ved siden af grundskatten, der hviler på indtægten af jord, findes andre lige så høje skatter, der hviler på de andre indtægtskilder. Disse andre skatter kan enten være andre ‘erhvervsskatter’ nemlig skat på bygninger, på borgerlig næring osv.; således er ordningen i flere tyske stater og i Frankrig. Eller ordningen kan være som i Italien, hvor der er en grundskat på faste ejendomme og en indkomstskat på al indtægt, der skyldes andre indtægtskilder end faste ejendomme. Eller forholdet kan være ordnet som i Danmark, hvor der er en grundskat på landbrugerne og som supplement dertil en skat på benyttelse af husrum, som hviler på alle, der ikke er landbrugere. I ethvert af disse tilfælde er der en grundskat, som mere eller mindre fuldstændigt er suppleret af tilsvarende skatter på de andre erhverv, på de andre indtægtskilder. En grundskat, der står således, vil som helhed ikke gå op i ejendomsværdierne, thi den ensidighed i skattebyrden, som er forudsætning derfor, er ikke tilstede. 

Når grundskatten er en særlig skat, en særlig byrde for grundejerne, så kan køberne, som vi har set, fradrage skattens kapitaliserede beløb fra købesummen, thi kun hvis de køber ejendommen, kommer de til at betale; undlader de at købe, vil de slippe for skat. Men når grundskatten er en del af en almindelig skat, indtræder denne situation ikke, thi hvad enten køberne overtager ejendommen eller anvender deres kapital på anden måde, rammes de lige hårdt af beskatningen. Den ‘almindelige grundskat’ vil altså ligesom andre skatter vedvarende formindsker skatteydernes årlige indtægt med det årlige skattebeløb. 

Men om det end teoretisk set forholder sig således, som her er udviklet, at en grundskat, der er led i et almindeligt, ligeligt skattesystem, ikke påvirker de beskattede ejendommes værdi men formindsker ejernes årlige indkomst; eller, om man vil, den ‘almindelige gevinstfod’ i landet, medens derimod den ‘særlige grundskat’ formindsker ejendommenes værdi en gang for alle, så kan det i praksis være meget vanskeligt at adskille disse to forhold, thi ‘den almindelige gevinstfods’ bevægelser er ikke noget, man tydeligt kan se og påvise, og det er ikke let i praksis at udrede relativiteten i alle de momenter, der bestemmer en fast ejendoms værdi. Dertil kommer, at forholdet sjældent er rent, så at grundskatten enten er ‘særlig’ eller ‘almindelig’, men den er sædvanlig noget af begge dele. Når således en grundskat er ‘almindelig’, men den tillige er højere end de supplerende skatter på de andre indtægtskilder, så er den ‘særlig’ for den dels vedkommende, som den er højere. Ofte vil stillingen være den, at grundskatten som helhed, som gennemsnit, er omtrent lige med skatterne på de andre indtægtskilder, men indenfor grundskattens eget område er der uligheder mellem beskatningen af de enkelte ejendomme, så at nogle er højere beskattede, andre er lavere beskattede end det almindelige niveau. I så tilfælde vil forholdene kunne udvikle sig således, at disse uligheder bliver udlignede gennem omsætningen, gå op som momenter i de enkelte ejendommes værdi, medens dette ikke er tilfældet med skatten som helhed. Når ejendommene sælges, betales de lavere eller højere alt eftersom grundskatterne på de omhandlede ejendomme er højere eller lavere end det almindelige skatteniveau, medens skatten som helhed med sit normale, gennemsnitlige niveau ikke påvirker ejendomspriserne som helhed. En sådan udligning af en grundskats uligheder bliver i almindelighed forvekslet med, at selve skatten som helhed er gået op i ejendomsværdien, hvilket har givet anledning til mange misforståelser af sagen. 

For en fuldstændigheds skyld bør det endnu tilføjes, at når en grundskat er mindre end de andre skatter, eller når der f. ex. ingen grundskat er på indtægten af faste ejendomme, medens der er skat på andre indtægter, så vil det kunne bevirke, at faste ejendomme endog stiger i værdi. I praksis vil dette tilfælde imidlertid, således som forholdene nu en gang er, vanskelig indtræde, og virkningen ville derhos, selv om tilfældet indtraf, vanskelig lade sig påvise med bestemte tal. 

Resultatet af undersøgelsen om, hvorledes grundskatterne bæres, er altså følgende: 

Grundskatterne bæres så godt som altid af grundejerne, det er kun undtagelsesvis, at disse vil kunne være i stand til at vælte skatten over på forbrugerne af produkterne eller på ‘lejerne’ (forpagterne) af den faste ejendom. Grundejerne må altså som regel selv bære grundskatten, og skatten kan overfor dem virke snart som en formueformindskelse en gang for alle, snart som en årlig indtægtsformindskelse, og ofte vil der indtræde et blandet forhold. 

Vi skal derefter undersøge spørgsmålet om, hvorledes staten bør stille sig overfor de forskellige former af grundskat. 

En ‘særlig grundskat’ er som regel uretfærdig og forkastelig, allerede fordi den er særlig og som sådan kun hviler på en enkelt klasse og ikke på alle. Der er kun et tilfælde, i hvilket den særlige grundskat kunne være berettiget, det er, når staten på en eller anden måde har givet grundejerne en særlig fordel, udover hvad den har ydet de andre samfundsklasser. I så tilfælde kunne det være berettiget, om staten lod grundejerne betale disse fordele gennem en skat. Men udenfor dette tilfælde er en særlig grundskat en uretfærdighed, og uretfærdigheden bliver så meget større som den særlige skat i tidens løb rimeligvis vil formindske skatteydernes formue med sit hele kapitaliserede beløb. En ny særlig grundskat bør derfor ikke pålægges. Og har man allerede en sådan og denne ikke endnu er gået over i ejendomsværdierne, så bør den snarest muligt ophæves, og staten bør ligne på alle borgerne det beløb, som den med urette har lignet på en enkelt klasse. Undtages bør det ovenfor nævnte tilfælde, at grundejerne har fået en særlig fordel, som de betaler ved en særlig grundskat; men en sådan særlig grundskat bør da lignes på de enkelte grunde ikke i forhold til deres netto-værdi eller netto-udbytte, men i forhold til den nytte, ejerne har haft af vedkommende statsforanstaltning (f. ex. en digeskat på de ved digerne beskyttede grundejendomme, en jernbaneafgift på grunde der har haft særlig fordel ved en jernbanes anlæg o.1.) Og man behøver i regelen ikke i sådanne tilfælde at tage hensyn til, om vedkommende ejendom er behæftet med prioriteter eller ej. Et ejendommeligt og særlig betydningsfuldt eksempel på en sådan særlig grundskat er jordrenteskatten (se nedenfor).  

En særlig grundskat, der i tidens løb, gennem omsætning og arvedeling allerede er gået helt op i ejendomsværdierne og er blevet en grundbyrde. Er derimod en god indtægtskilde for staten. Den uret, som staten i sin tid tilføjede de skatteydere, hvis formue den formindskede, er glemt, udjævnet; de nuværende grundejere betaler slet ikke skatten, for dem er den kun renten af en i ejendommen indestående prioritet. Man burde måske for at gøre forholdet klart, helt fjerne indtægten af en sådan skat fra den afdeling af statsregnskabet, som omfatter skatterne, hos os §4, og opføre den under domaineindtægterne, § 2, ligesom man har gjort med statens tiender. Man vil blandt andet derved gøre det tydeligt for alle parter, at når man beregnede skattebyrden på de forskellige samfundsklasser og personer, foretog sammenligninger og fordrede udligning og retfærdigere fordeling af skattebyrden, så burde man ikke medtage en sådan grundskat. Thi den var ikke mere nogen skat. Den eneste reform, der kunne være anledning til at foretage ved en sådan grundbyrde, var at gøre den afløselig, således at yderen kunne blive fritaget for den ved at indbetale dens kapitaliserede beløb til statskassen. For finanserne kunne det være fordelagtigt på denne måde at få en kapital, der f. ex. kunne anvendes til afdrag på statsgælden, det ville bl.a. spare administrationsomkostninger, og for yderne kunne det undertiden være behageligt således at frigøre deres ejendom for en byrde. Eksempler på en sådan grundskat-afløsning har man fra den engelske landskat og fra de gamle skatter, som fandtes i de slesvigske distrikter, der efter 1864 blev indlemmede i kongeriget (jvf., L. 29 marts 1867 § 5 afløsning mod betaling af det 20-dobbelte af afgiftens beløb). 

Det er let nok at sige, hvorledes særlige grundskatter bør behandles, både når de endnu er egentlige skatter og når de er gået over til at blive grundbyrder. Vanskeligheden ligger i at afgøre, om en given skat er særlig eller ej, og hvis den er særlig, om den da endnu er skat eller allerede er bleven grundbyrde. 

Og vanskeligheden forøges derved, at der er en mængde overgangsformer. 

Man har i tidligere tid været tilbøjelig til uden videre at betragte enhver grundskat som en blot grundbyrde. Sandheden er imidlertid den, at det er de allerfærreste af de endnu bestående grundskatter, der er blevet grundbyrder. For Danmarks vedkommende gælder det med sikkerhed kun om tienden og om de enkelte spredte rester af gamle, halvt udviskede grundskatter fra før enevældens tid, som hist og her kan skimtes. 

Derimod kan det næppe siges om ‘Gammelskatten’, i al fald kun om en del af den, og aldeles ikke om land- og ligningsskatten. Dette spørgsmål vil blive behandlet nedenfor under omtalen af de danske skatter. 

‘Almindelige grundskatter’ c: som alt foran omtalt, sådanne, som ikke er ekstrabyrde på grunden, men en del af en samlet beskatning, der med omtrent samme tryk rammer alle indtægtskilder. En sådan grundskat er i sit princip berettiget; thi grundejerne bør beskattes ligesom andre. 

Det spørgsmål, som først frembyder sig, når talen er om en almindelig grundskat, er, hvorledes man bør stille sig overfor fordringer om forandringer i den. Der må her skelnes mellem to slags forandringer, almindelige forhøjelser eller nedsættelser og blotte reguleringer. 

Stillingen i et land kan have udviklet sig således, at grundskatten som helhed er blevet for høj eller for lav. Landbruget er f. ex. i tilbagegang, og landejendommenes værdi falder uden at der er nær udsigt til en forandring. Forholdet mellem værdierne i og udenfor landbruget kan derved være blevet forandret, så at den tidligere ligelige beskatning nu er uforholdsmæssig tung for landbruget. Der kan da være tale om at nedsætte grundskatten for derved at retablere ligheden i skattebyrden. Omvendt kan der i et modsat tilfælde være tale om, at grundskatten bør forhøjes. Imod sådanne forslag om almindelige forhøjelser og nedsættelser af grundskatterne kan man ikke med føje opstille den indvending, at disse skatter er gået op i ejendomsværdierne; thi det er de, som foran vist, ikke, de formindsker ejendomsbesidderens årlige indtægter, ligesom en indkomstskat gør det, men de påvirker ikke ejendomsprisernes niveau. De må derfor kunne forhøjes eller nedsættes ligesom andre skatter og bør det, når retfærdighedshensynet kræver det. 

Derimod kan der være nogen tvivl om, hvorvidt en blot egalisering af en grundskat er berettiget, hvorvidt det er rigtigt at udarbejde en ny mere ligelig matrikel og omlægge det bestående skattebeløb efter denne; thi samfundet har ikke en så stærk interesse i en blot omlægning af den samme skat, som det har i en almindelig nedsættelse eller forhøjelse af en skat, og dertil kommer, at en grundskat ofte, som foran omtalt, kan være i den situation, at den vel som helhed endnu fuldt ud er en skat, og ikke er gået op i ejendomsprisernes samlede niveau, men at desuagtet de enkelte uligheder indenfor skattens eget område må antages at være udlignede gennem køb og salg. Man kan i så fald sige, at der allerede i praksis, igennem køb og salg, har fundet en egalisering sted af grundskattens (hartkornets) uligheder, og at det altså ville være at gøre ny uret, når man reviderede matriklen uden hensyn dertil. 

I denne indvending mod egalisering af hartkornet og grundskatten er der ganske vist noget berettiget, men det er en indvending, som ofte – også hos os – er blevet anvendt alt for meget og givet en alt for stor udstrækning. Og denne udstrækning er blevet så meget større, fordi man ofte har haft den mening, at enhver grundskat, når den blot har bestået i nogen tid, gik op i ejendomsværdierne. Og følgen deraf er blevet, at man sædvanlig er kommen til det resultat, at man slet ikke måtte røre ved hartkornsskatterne, hverken forhøje dem eller nedsætte dem, eller egalisere dem. Og at hvis man forhøjede dem, burde der altid gives erstatning. Denne tankegang fik bl.a. et praktisk udslag hos os, derved at man ved L. 20. juni 1850 udbetalte store summer af statskassen til erstatning for det såkaldte skatteprivilegiums ophævelse. 

Jeg er imidlertid af den mening, at hele denne opfattelse er forkert. Jeg har allerede foran omtalt, at det ingenlunde er alle grundskatter, der igennem omsætningen går op som moment i ejendomsværdierne (bliver prioriteter), men at det kun er de særlige grundskatter og ulighederne indenfor de almindelige grundskatter. Men dertil kommer så et næste spørgsmål, og det er dette: 

Er staten, juridisk eller moralsk, forpligtet til at tage hensyn til, om grundskatten således mere eller mindre er gået op i ejendomsværdierne? 

At man ved ejendomshandler tager hensyn til skatternes størrelse og retter ejendomspriserne derefter, er jo noget, som ikke alene gælder om grundskatterne men også om andre skatter, endog om rent personlige skatter. Når f. ex. indkomstskatten i en af Københavns nabokommuner er betydelig højere end i København, så vil dette trykke værdien af de faste ejendomme i denne nabokommune; altså, indkomstskattens uligheder imellem de to kommuner vil gå op som moment i de faste ejendommes værdi; men ingen vil dog deraf drage den slutning, at man af den grund ikke må forandre indkomstskatten. Og det er ikke alene skatterne, der kan gå op i ejendomsværdierne, det samme gælder også om andre byrder eller fordele ved en ejendom. En vejs eller gades udstyrelse og retning, en offentlig parks beliggenhed osv. osv., det er momenter, der kan bevirke, at de omliggende faste ejendomme betales højere eller lavere, end de ellers ville være bleven c: de går op i ejendomsværdierne. Men deraf kan man dog ikke drage den slutning, at staten eller kommunen skal være forpligtet til at lade de pågældende forhold forblive uforandrede til evig tid for ikke at gribe forstyrrende ind i de vedkommende ejendommes ved dem bestemte værdi, og at hvis man gjorde det, burde der betales erstatning til dem, der led tab derved. Næsten al offentlig reformvirksomhed ville da være umulig, thi næsten alle reformer påvirker de faste ejendommes værdi, hæver den for nogle, sænker den for andre. Ligesom staten og kommunerne på andre områder er berettiget til at reformere, selv om ejendomsværdierne påvirkes derved, således må de også være berettigede til at reformere grundskatterne, og de kan ikke være udelukkede derfra, fordi private grundejere har spekuleret i, at skatterne ikke ville blive forandrede.

 Jeg tror altså, at det må erkendes, at staten som regel ikke har nogen forpligtelse, hverken juridisk eller moralsk, til at respektere de forandringer i ejendomsværdierne, som skyldes, at en grundskat har påvirket dem, og altså heller ikke har nogen forpligtelse til at yde erstatning for den værdiforringelse af ejendomme, der fremkommer ved en grundskats-regulering. Navnlig gælder dette, hvor staten ved sin hele fremfærd overfor en grundskat har vist, at den betragter den som en foranderlig, som en virkelig, almindelig skat. Omvendt derimod, når staten ved sin adfærd overfor en grundskat selv har givet anledning til, at den betragtes som stabil, som fikseret, der bør staten være meget varsom med at forandre den, og hvor staten, således som ved vor gammelskat, ligefrem har givet tilsagn om ikke at regulere den, der er en sådan selvfølgelig udelukket. Selv i de tilfælde, hvor staten ikke har givet borgerne nogen anledning til at tro, at en grundskat skulle forblive uforandret, selv i sådanne tilfælde, bør staten, når en grundskat alligevel er gået op i ejendomsværdierne, være varsom og betænkelig ved at forandre den, særlig ved at forhøje den, og ikke gøre dette uden hvor en virkelig almeninteresse måtte kræve det. I almindelighed er man dog gået langt videre, og man har, som foran omtalt, ment, at staten overhovedet ikke var moralsk berettiget til at omregulere en grundskat, så snart den var gået op i ejendomsværdierne, og samtidig mente man, at så godt som enhver grundskat gik op i ejendomsværdierne. Men, som det her er påvist, er begge disse påstande langt fra at være rigtige. 

Når grundskatterne er virkelige skatter, så bliver det af betydning, at de er så ligelige og retfærdige som muligt. Så rejser sig da det spørgsmål, om de bestående matrikler bør holdes ‘à jour’, og om hvorledes en ny matrikel helst bør være indrettet. 

I de nyere matrikler har man jævnlig indført den bestemmelse, at der skal finde periodiske revisioner sted. Således i den tyske og i den østrigske matrikel. Ved en sådan bestemmelse opnår man, at ulighederne i matriklen ikke bliver alt for store, og man opnår, at der vanskelig finder en kapitalisering sted af disse uligheder gennem omsætningen af de faste ejendomme, og selvom en sådan kapitalisation finder sted, så er der forud advaret mod den, og staten er ikke bundet til at tage noget hensyn til den. Imod sådanne revisioner af matriklen har man anført, at de blev en straf for dem, der havde arbejdet deres ejendomme op og forøget disses produktionsevne, de fik af den grund en forøget skat. Denne indvending har intet at sige, den kunne f. ex. med samme ret siges om en indkomstskat. Når en mand får større indtægt, må han betale mere skat, og ligeledes når han har forbedret sin økonomiske stilling derved, at hans ejendom er blevet bedre. Derved er ingen betænkelighed eller fare. Noget andet ville det være, hvis skatten voksede hurtigere end produktionsevnen. Men derom er der jo her aldeles ikke tale. Man har også indvendt mod matrikelrevisioner, at der er mere ro og færre klager, når grundskatten er uforandret og fast. Dette er sandt nok. Men det er håbløshedens ro fra de overbeskattedes side. De ved, at det kan ikke nytte at gøre indsigelser, og de finder sig i det uundgåelige uden at klage, men deraf kan man ikke slutte, at den uforanderlige skat er den bedste. 

Det er altså rigtigt, at matriklen revideres og holdes à jour med forandringerne i ejendommenes produktionsevne eller værdi. Men her møder man så den vanskelighed, at matrikelansættelserne og deres revision er store arbejder, der koster mange penge og tager lang tid. Ja, så lang tid, at matriklerne er forældede, inden de er færdige. Denne indvending er berettiget overfor de gamle matrikler, der var tunge, vidtløftige og kostbare, de passede til fortidens ubevægelige forhold. Men den art matrikler bør man ikke anvende på nutidens hurtigt omvekslende forhold. Vil man i nutiden indføre en ny matrikel og en derpå lignet grundskat, så bør det være en matrikel, der svarer til de forandrede forhold, den bør være let bevægelig og bøjelig, så at den billigt og hurtigt kan pålægges og stadig holdes à jour med forandringerne i ejendomsforholdene. 

Når man betragter matriklernes historie i dette århundrede, er det også tydeligt at se, at bevægelsen går i retning af at gøre matriklerne lettere og mere bevægelige, de nyere tyske og østrigske matrikler har i så henseende gjort et fremskridt i sammenligning med vor matrikel eller med den franske matrikel, men de er sikkert ikke gået langt nok fremad. Målet må være, at de faste ejendommes værdi takseres og omtakseres så hyppigt og hurtigt, at de år efter år nogenlunde følger med ejendomsværdierne. Som eksempel på en sådan ordning kan nævnes skatten af faste ejendomme i Sverige, hvor der foretages omtaksering hvert 3. år, eller skatten af ‘Schedule A’ i den engelske ‘Income and Property Tax’, hvor ejendommene ansættes hvert år efter forpagtningsværdien. Også i Nordamerika finder man i nutiden lignende beskatningsmåder. Ved en sådan ordning nærmer grundskatten sig til at anvende indkomstskattens metode, men i sit princip er den dog vedvarende forskellig fra indkomstskatten; thi den er en skat på de faste ejendomme efter disses udbytte og ikke, som indkomstskatten: en skat på personerne efter disses indkomst. 

En anden fremgangsmåde, hvorved man afhjælper noget af de faste matriklers uligheder, er at lade grundskatten være repartitionsskat, således at matriklen kun anvendes til at finde de kontingenter, som de enkelte kommuner skal betale, medens man lader kommunebestyrelserne, eller andre, fordele det således udfundne beløb på de faste ejendomme i kommunen. I Frankrig er grundskatten en repartitionsskat, men matriklen er i så høj grad ulige, at repartitionen ikke kan udligne fejlene. Bedre er ordningen i Holland og især i Belgien, hvor grundskatten faktisk, om end ikke legalt, er en repartitionsskat. 

Der er endnu et par spørgsmål tilbage. Der er først dette: Bør der tages hensyn til den gæld, som hviler på de beskattede ejendomme? 

Den ejendom, på hvilken der hviler en prioritet eller en lignende byrde, giver jo sin ejer så meget mindre indtægt og bør altså også betale mindre skat. Når en person anvender en kapital på 50.000 kr. til at købe en mindre ejendom og fuldt ud betaler købesummen, har han i de fleste tilfælde omtrent lige så stor virkelig indtægt, som den, der køber en dobbelt så stor ejendom for 100.000 kr. Og kun betaler halvdelen af købesummen og lader resten stå som prioritet; men i sidste tilfælde må ejeren dog betale den dobbelte hartkornsskat. Den kreditor, der har en prioritet i en ejendom, nyder en del af dennes indtægter, han bør da også betale en del af dens skatter. Men går man ud fra det skatteprincip, at skatterne skal fordeles i forhold til den ulejlighed og udgift, de forårsager det offentlige, eller i forhold til den nytte, de har af det offentliges udgifter. Kunne det synes, at et sådant afdrag ikke burde gøres, thi udgiften for staten og kommunen (retsbeskyttelse, slid på veje, udgift til fattig- og skolevæsen m.m.) retter sig jo efter ejendommens og bedriftens størrelse uden hensyn til, om der hviler gæld på den eller ej. For kommuneskatternes vedkommende kan dette måske være rigtigt, det skal blive omhandlet i afsnittet om ‘Kommunebeskatningen’, men for statsskatternes vedkommende holder denne betragtning ikke stik. Selv når man går ud fra, at statsskatterne bør fordeles efter den nytte, man har af staten, så må en sådan fordeling (som foran er påvist) ske på den måde, at man fordeler skatterne efter et almindeligt fællesudtryk for denne nytte, og dette fællesudtryk er indkomsten og formuen. Desuden vil det være ubilligt mod grundejerne, om man overfor dem alene anvendte det princip at beskatte efter bedriftens omfang, og dermed efter en speciel udmålen af den nytte, de har af staten, når man ved skatterne på andre statsborgere anvender det andet princip, at beskatte efter indtægten som fællesudtrykket for nytten, de har af staten. Man må altså vistnok erkende, at der bør gives afdrag i grundskatten i forhold til de prioriteter og andre byrder, der påhviler de beskattede ejendomme. 

Der er to måder, på hvilken et sådant afdrag kan tænkes givet. Man kunne give enhver grundejer et afdrag i hans skat til staten i forhold til hans prioritetsgæld m.m. Dette lader sig imidlertid vanskelig gennemføre i praksis, thi det ville give anledning til uendelige bedragerier og omgåelse overfor staten. En ejer kunne t. ex. behæfte sin ejendom med prioriteter til dens fulde værdi og selv være sin egen kreditor. Ved denne og lignende nominelle behæftelser kunne snart hele grundskattens indtægt blive berøvet staten. 

Man må derfor gå en anden vej. Forlange den fulde grundskat uden afdrag, men samtidig give grundejeren ret til ved udbetaling af renten etc. at indeholde et beløb, der svarer til den andel af skatten, som måtte tilkomme kreditor. Man indvender imod denne fremgangsmåde, at kreditor, når debitor indeholder skatten ved rentebetalingen, til gengæld kunne sætte den rente, han forlanger ved lånets stiftelse, så meget højere, eller at kreditor kunne sige lånet op, medmindre debitor gik ind på ikke at gøre noget afdrag på grund af skatten. I nogle tilfælde kunne kreditor dog ikke gøre dette; det kunne således ikke ske ved uopsigelige lån og grundbyrder (som ved tienden) og ej heller ved udlån af adskillige offentlige midler, og det kunne endelig aldrig finde sted, når talen kun var om en grundskat, der opkrævedes en gang for alle, t. ex. som krigsskat. I de fleste tilfælde derimod, når grundskatten er vedvarende, hvad den jo som regel er, og ved de sædvanlige private og offentlige eller halvoffentlige lån ville det være kreditor muligt at vælte sin del af grundskatten tilbage på grundejeren, medmindre der tages forholdsregler derimod. De forholdsregler, der bør tages i dette øjemed, er at ordne den øvrige beskatning således, at den rammer alle andre udlån og kapitalanbringelser, når kapitalisten overalt, hvor han møder frem med sin kapital for at udlåne den, eller for selv at benytte den, rammes af omtrent det samme afdrag eller tilsvarende skat, så må han finde sig i, at grundejerne afdrager ham hans del af grundskatten. 

Det smukkeste eksempel på en sådan virksom afdragsret har man fra den engelske ‘income and property tax’. Långiveren må her finde sig i, at grundejerne, når de betaler renter, afdrager en del af skatten, thi overalt, hvor kapitalisterne ellers ville anbringe deres penge, selvom de ville anbringe dem i udlandet eller i udenlandske værdipapirer, ville de blive ramte af en tilsvarende skat. 

Vor egen finanshistorie indeholder et par eksempler på en noget lignende ordning. Ved den kvart-procent afgift af det ‘kontribuerende hartkorns’ værdi, som blev indført ved Fr. 14. maj 1768, blev det bestemt, at den, som på sit ejende jordegods eller hartkorn, frit eller kontribuerende noget efter panteforskrivninger var skyldig, var berettiget til at afkorte sin kreditor ¼ procent i de årlige renter, så at altså ¼ procent-skatten faldt kreditor til last af panteforskrivningens beløb, men hvilede på ejeren uden erstatning for den del af værdien, som oversteg pantegælden. Denne afdragsret ville kreditorerne vanskelig kunne unddrage sig, fordi der samtidig blev pålagt en almindelig kvart-procent afgift af alle kapitaler, der var udlånt i faste ejendomme, medens den del af disse, der var udlånt i det kontribuerende hartkorn, var fritaget, idet man gik ud fra, at den blev ramt af hartkornsejernes afdragsret. Den nærmere ordning af denne skat er i øvrigt noget utydelig. Et andet og nyere eksempel fra Danmark på at besidderne af fast ejendom fik pålagt en grundskat og samtidig fik en afdragsret, der gjorde dem det muligt at vælte en forholdsmæssig del af skatten over på prioritets-kreditorerne, har man i Fr. 5. juni 1848, der som krigsskat indførte en lignende ordning som den engelske ‘income and property tax’ og navnlig også anvendte denne ordning, m.h.t. prioritetsgælden, og der er ingen tvivl om, at afdragsretten i 1848 og de følgende år virkede efter sin bestemmelse og gik ud over kreditorerne. 

I Østrig indførte man i 1849 en lignende skat som vor krigsskat af 1848, og man beholdt den som vedvarende skat, og man har der ligesom i Danmark givet ejerne af faste ejendomme ret til at tilbageholde en del af prioritetsrenten som repræsenterende kreditorernes andel af skatten. Om dette mål er nået, og kreditorerne virkelig kommer til at bære en passende del af skatten, er omstridt, men forekommer dog forf. sandsynligt. I Tyskland er forholdet ordnet på en anden måde, hvis virkning er mere tvivlsom. 

Endnu et spørgsmål rejser sig ved grundskatten, det er, om ikke de små ejere og de små ejendomme bør fritages for grundskat i lighed med, at de små indkomster fritages for indkomstskat? Dette spørgsmåls besvarelse er tvivlsom. Imod fritagelsen kan anføres, at den ville være stridende mod erhvervsskatternes natur. Det er hensynet til personernes ringe indtægt eller formue der motiverer, at de fritages for skat, men ved ejendomsskat vides intet om, hvorvidt driftsherrens eller grundejerens indkomst er stor eller lille. En rig mand kan jo godt være ejer af en lille ejendom og omvendt. Det er hensyn, der må tages på anden måde ved beskatningen. Imidlertid, det er ikke altid muligt at tage dette hensyn, og det kan da være rigtigt at give direkte lettelse for de små grundejendomme. Sådan lettelse eller fritagelse kunne gives på den måde, at skatten blev tilbagebetalt i visse tilfælde, når ejeren godtgjorde sin ringe skatteevne. Når grundskatten blev ordnet som repartitionsskat, så at f. ex. kommunen fordelte beløbet på de i den værende ejendomme, lod det sig lettere gøre at tage hensyn til ejendommenes størrelse og ejernes indtægt. 

Jordrente beskatning. 

Det er foran omtalt, at en ‘særlig’ grundskat er uretfærdig, fordi den rammer en enkelt samfundsklasse med en ekstrabyrde udover den almindelige skattebyrde. Men det tilføjedes, at en sådan ekstrabeskatning kunne være berettiget, når grunden og grundejeren fik en særlig fordel af staten eller samfundet. Det vigtigste eksempel herpå er jordrenteskatten, der er en art særlig grundskat. 

Ved ‘jordrente’ eller ‘grundrente’ forstås det overskud udover den sædvanlige og normale rente og arbejdsløn, som i visse tilfælde fremkommer ved anvendelsen af jorden. ‘Jordrente’ tages altså her i en anden og snævrere betydning end den, hvori det praktiske landbrug sædvanlig bruger dette begreb. I landbruget bruges udtrykket ‘jordrente’ som enstydigt med det hele ‘nettooverskud’ af jorden, altså omtrent enstydigt med ‘forpagtningsværdi’. I nationaløkonomien forstås ved jordrente kun den del af nettooverskuddet, som bliver tilbage, når man fra dette drager den ordinære rente af al den faste og flydende kapital, der i tidernes løb er anvendt på jorden uden at være amortiseret, og kun hvad der derefter måtte blive tilbage, hvad der altså er et virkeligt ekstra-udbytte, kaldes ‘jordrente’. Jordrenten skyldes den omstændighed, at jord med gode egenskaber, altså frugtbar jord, godt beliggende grunde osv., kun er tilstede i begrænset omfang, og efterhånden som efterspørgselen vokser på grund af befolkningens tilvækst i antal eller i velstand eller på grund af visse forandringer i produktions- og afsætningsvilkår, stiger udbyttet af de bedre jorder og grunde, og disse får en voksende monopolværdi. Denne monopolværdi og den dertil svarende ekstra-indtægt er jordrenten, og den skyldes altså ikke ejerens eller brugerens personlige virksomhed men den almindelige udvikling, Konjunkturerne; og i mange tilfælde vil den direkte eller indirekte være et resultat af samfundets (statens eller kommunens) virksomhed og udgifterne ved denne. 

Det er gjort gældende af mange forfattere, at denne jordrente ikke med rette bør tilhøre ejerne af vedkommende jordstykke, da den ikke er frembragt ved deres arbejde eller kapital, og da det ikke befordrer det økonomiske fremskridt, at de får den ekstraordinære vinding, som jordrenten er. Det er samfundet som helhed, der har frembragt jordrenten, og det er samfundet, der bør have den. Staten eller kommunen bør tage jordrenten ved hjælp af en særlig skat på jorden. 

Ved således at konfiskere jordrenten til fordel for staten ville man opnå to store fordele. Formuefordelingen i samfundet ville blive ligeligere, thi hovedgrunden til den nuværende ulighed, til ophobningen af store formuer på enkelte hænder, er jordrentens vækst. Og når staten konfiskerer jordrenten, vil den derved få så overordentlig store indtægter, at den kan ophæve alle andre skatter, og den formindskelse af arbejdets produktivitet, som de mange fordærvelige skatter nu medfører, vil derved forsvinde. Arbejdsvirksomheden vil blive større og lønnen højere, den almindelige velstand vil forøges og formuefordelingen blive mere lige. Det er i jordrenteskatten, at man søger hovedmidlet mod de nuværende samfundsonder. 

At der er en sand kærne i denne tankegang, må indrømmes, men man har opstillet alt for vidtgående slutninger, næret alt for højt flyvende forventninger. 

Det er sandt, at den private ejendomsret over den ny tilkomne, den fremtidige, jordrente vanskelig kan begrundes ved almindelige retsgrundsætninger og i al fald ikke kan hævdes ved de sædvanlige grunde, der anføres til forsvar for den private ejendomsret. Men helt anderledes stiller det sig med den allerede fra fortiden af tilstedeværende jordrente, thi denne del af jordrenten har de nuværende ejere af jorden købt og betalt eller på anden lovlig måde erhvervet. De har erhvervet jorden med den allerede tilstedeværende jordrente, og det ville være uret, om man ville tage jordrenten fra dem. Det er i virkeligheden de tidligere sælgere af jorden, der sidder inde med jordrenteværdierne; og ikke de nuværende jordejere. Tidens udjævnende magt har givet fortidens jordrente et retsligt grundlag. Og dertil kommer, at det af praktiske grunde i de fleste tilfælde er umuligt at tage den fra fortiden tilstedeværende jordrente; thi man kan ikke finde den, ikke udmåle den. Det er med de tilstedeværende oplysninger i de allerfleste tilfælde umuligt at afgøre, hvor stor en del af en jords værdi, der skyldes kapitalanvendelsen, og hvor stor en del, der skyldes konjunkturernes fremgang og altså er jordrente. Ved uanvendte, udyrkede jorder og grunde kan man tilnærmelsesvis rigtig bestemme jordrenten, men ved den i lang tid anvendte jord og navnlig ved den i landbrug anvendte jord er dette overmåde vanskeligt, for ikke at sige umuligt. 

Når staten af de her anførte grunde må give afkald på at tage den allerede tilstedeværende, fra fortiden opsamlede, jordrente, og må nøjes med at tage dennes mulige fremtidige tilvækst, så bliver det finansielle udbytte af en jordrentebeskatning i høj grad formindsket og af en meget tvivlsom betydning. Det er jo ingenlunde afgjort, at jordrenten vil vokse. Der har været lange tider, i hvilke dette ikke har været tilfældet, og vi befinder os netop nu i en periode, i hvilken den største del af jordrenten, nemlig landbrugets jordrente, er i tilbagegang. Særlig i sådanne tider må man også huske på, at når staten hævder det princip, at hele den tilvækst i jordejendommenes værdi, som skyldes konjunkturernes opgang (c: jordrenten) skal konfiskeres til fordel for staten, så kan man med ikke ringe styrke også opstille som supplement dertil den fordring, at når jordejendommenes værdi forringes ved konjunkturernes fald, så må staten godtgøre de private jordejere dette tab; thi skal staten tage fordelen ved den opadgående chance, må den også bære tabet ved den nedadgående. Men en sådan konsekvens kunne åbenbart ingen besindig finanspolitik påtage sig; i nedadgående tider ville den føre til forvirring, endeløse stridigheder og fiskal ruin. 

Man kunne af disse grunde ikke gå videre med en jordrentebeskatning end til at den måtte tage en vis mindre del af jordrentens tilvækst, idet man da gik ud fra, at en sådan mindre andel kunne repræsentere det, at chancen for opgang i jordrenten normalt må antages at være noget større end chancen for nedgang. Eller man kunne gøre gældende, at statens udgifter bidrager en del til at højne jordrenten, og at staten derfor også havde ret til at tage en del af jordrentens tilvækst, uden derfor at deltage i jordrentens tilbagegang. 

En jordrentebeskatning af den fremtidige jordrente kunne gennemføres i praksis på den måde, at man vurderede jordejendommene efter deres værdi i handel og vandel og derefter periodisk f. ex. hvert 5. eller 10. år omvurderede dem. Fra den tilvækst i værdien, som måtte vise sig, burde man fradrage beløbet af alle de kapitaler, der i mellemtiden var anvendte på at forbedre ejendommen, og det beløb, som derefter måtte blive tilbage, var jordrente, og deraf kunne staten da tage en vis mindre andel f. ex. 10 %, eller også kunne den på denne jordrente repartere visse udgifters beløb. 

Rundt omkring i Europa og Amerika har man i de senere år ivrig diskuteret en sådan beskatningsmåde, og indflydelsesrige røster har hævet sig til fordel for den; men så vidt vides er den endnu intet sted bragt i anvendelse på den dyrkede jord. Det område, hvor der synes at være mest anledning til at anvende den, er i byerne, især i de store, hurtigt voksende byer. Her løber grundrenteværdierne op til overordentlig store summer og er i temmelig vedvarende og rask tilvækst, og det er også nogenlunde gørligt her at bestemme, hvor meget af en ejendoms værdi, der er grundrente. Det er tillige særlig tydeligt fremtrædende, at byernes voksende grundrente ikke skyldes ejernes virksomhed, men konjunkturerne og for en stor del kommunernes foranstaltninger. Og det ser da også ud, som om den tanke, at byernes grundrente skal betale en anselig del af byernes udgifter, er i færd med at trænge igennem flere steder. 

Som alt bemærket, er, så vidt vides, en virkelig jordrentebeskatning endnu intet sted gennemført, men tanken om berettigelsen til en sådan har på mange steder bidraget til, at man har beholdt eller forhøjet de andre, egentlige grundskatter, idet man har ment, at man ved dem dog nåede at beskatte en del af jordrenten. Dette er sandt; men der er den indvending at gøre her imod, at de almindelige grundskatter er pålignede og fordelte på jorden, ikke efter jordrentens størrelse, men efter et helt andet princip – i almindelighed efter jordens samlede nettoudbytte. 

b) Bygningsskatten.

Skat på bygninger kan være ordnet på så forskellig måde, at skattens karakter og virkemåde snart bliver en, snart en hel anden, og at det ofte kan være tvivlsomt, hvor dens plads bør være i det finansielle system. Ofte er bygningsskatten ligefrem inddraget under grundskatten som en del af denne, således i Frankrig, Belgien og Holland. I andre tilfælde er bygningsskatten vel en art grundskat, men dog en selvstændig skat ved siden af den egentlige grundskat på landejendomme, således i Preussen og Østrig. Men i andre tilfælde er bygningsskatten en næringsskat (en del af patentskatten i Frankrig) eller en forbrugsskat (i England, Danmark og i flere tyske kommuner), og der kan findes endnu flere former, f.eks. en jordrenteskat som bygningsskat. Og i mange tilfælde findes der i et land flere bygningsskatter, der hver har sin særlige ordning og særlige finansielle opgave (således navnlig i Frankrig). Der kunne derfor måske være anledning til at behandle de enkelte former af bygningsskat på forskellige steder af systemet, men da de dog alle har vigtige grundtræk tilfælles, er det berettiget at behandle dem under et, og man opnår derved en bekvemmere og mere overskuelig fremstilling. 

Bygningsskatten er ikke så gammel en skat som grundskatten; thi det er først under en mere fremskreden kultur, at bygningerne får en så stor betydning, at der kan være anledning til at gøre dem til genstand for selvstændig beskatning. Men så snart bygningerne kommer til at udgøre større, udbyttegivende værdimasser, finder vi også bygningsskatten. Den anvendtes således i den senere romerske tid, da storbyerne voksede frem, og i middelalderen fandtes den i de store italienske byer. I enevældstiden kommer skatten frem samtidig med industriens og handelens fremblomstren, og i vor tid er bygningerne blevet et af de vigtigste og mest benyttede skatteobjekter. 

En af de ældste former for bygningsskatten er ‘ildstedskatten’ eller ‘arneskatten’, under hvilken skatten svaredes efter ildstedernes antal. Denne skat er en overgangsform fra kopskatten, idet man fra det rent personlige går over til at beskatte efter de ydre blivende kendetegn på en families tilstedeværen, nemlig ildstedet, arnen, og derigennem går skatten over fra at være personlig til at være reel. Denne overgang var meget nærliggende især i enevældstiden, da man yndede de faste, ydre skatteobjekter, og vi træffer da også i dette tidsrum ildstedskatten udbredt i flere lande. Her i Danmark foregik udviklingen på samme måde. I Frederik V’s tid blev der indført en kopskat (Fr. 23 sept. 1762), den såkaldte ‘ekstraskat’ og i Frederik VI’s tid (Fr. 6 maj 1812) blev denne afløst af en ildstedskat, der svaredes efter det antal ildsteder, der fandtes i bygningerne, dog blev der tillige taget noget hensyn til størrelsen af det rum, hvori ildstedet fandtes. Ildstedafgiften varede dog ikke længe; allerede i 1816 (Fr. 17. april 1816) blev den ophævet, men til erstatning blev bygningsskatten af 1802 forhøjet til det dobbelte af dens oprindelige beløb. I England havde man i stuarternes tid en høj og meget forhadt ildstedskat eller ‘arneskat’, som senere blev forandret til en ‘skorstensskat’. 

En anden ældgammel form for bygningsskatten er dør- og vinduesskat. Også denne er hyppig fremkommet ved en udvikling fra kopskatten, idet man fra hver familie gik over til hver indgang for en familie. Man har haft en dør- og vinduesskat i Ungarn og i England, og den findes endnu i Frankrig og flere andre steder. Sædvanlig er skatten ordnet således, at bygningerne er ordnede i klasser efter åbningernes antal og beskaffenhed, undertiden tillige efter andre momenter f. ex. efter byernes størrelse, og der svares så en bestemt skat for hver klasse. En dør- og vinduesskat er lidet heldig, fordi antallet af åbninger i huset ikke står i forhold til beboernes velstand og fordi den bidrager til at fremkalde en uheldig konstruktion af bygningerne for at formindske åbningernes antal og dermed skatten; man har således ment, at denne skat har bidraget til at give husene i Frankrigs byer et forskelligt præg fra husene i tyske eller danske byer. Selvfølgelig har klimaet og andre forhold også haft indflydelse i så henseende. 

Ret almindeligt er det, at bygningsskatten fremkommer fra grundskatten og bliver en ‘beskatning af byggegrunden’. En sådan bygningsskat må bedømmes på lignende måde som en almindelig grundskat dog med enkelte særegenheder, som vil blive omtalt nedenfor. 

En nyere form for bygningsskatten er ‘arealskatten’, som findes hos os, og som pålignes efter de beboede rums areal. Arealet er imidlertid ikke noget pålideligt kendetegn på husets værdi; så var det da bedre, om man tog kubikindholdet som skatteobjekt; men heller ikke dette er tilfredsstillende, da man herved hverken får boligernes udstyrelse eller beliggenhedsmomentet med. 

Det bedste er utvivlsomt at gå lige løs på det, man dog i de fleste tilfælde vil ramme, nemlig bygningernes lejeværdi eller kapitalværdi (salgsværdi). Forskellen på disse to objekter vil navnlig vise sig i den forskellige måde, hvorpå de ubebyggede arealer bliver beskattede. Den almindeligst anvendte form er at beskatte efter lejeværdien. Det er forholdsvis let at finde denne, og svingningerne i den er ikke så store som i salgsværdien. Beskatning efter lejeværdien har man bl.a. i Frankrig (contrb. mobiliere), Preussen, England m. fl. stater, og den anvendes især meget almindelig som kommunebeskatning i byerne. Bygningsskat efter ejendommenes kapitalværdi findes bl.a. i de danske bykommuner (cfr. L. 11 feb. 1863) men i en temmelig ufuldkommen form, idet grundens værdi er fundet ved en art hartkornsansættelse og bygningernes værdi ved assurancesummen. Denne fremgangsmåde er uheldig, fordi skatten ikke kan følge med de forandrede værdiforhold, thi skattegrundlaget skal kun revideres hvert 20. år, og fordi assuranceværdien er en meget upålidelig målestok for en bygnings virkelige værdi. Dens mangler som skattegrundlag skyldes især den omstændighed, at den er så temmelig uforanderlig, medens bygningens virkelige værdi varierer efter konjunkturerne. Assuranceværdien angiver nærmest opførelsesomkostningerne, men i egne, der er i tilbagegang, eller for bygninger, der er opført til en særlig bestemmelse, som de ikke længere opfylder (en nedlagt fabrik f. ex.), er denne ofte langt større end leje- eller salgsværdien. Omvendt på steder, hvor der er stærk efterspørgsel efter husrum, f. ex. i byernes midte. I hvert fald bør man ikke nøjes med assuranceværdien som grundlag men tillige medtage byggegrundens værdi. 

Bygningsskattens karakter bestemmes i overvejende grad af, om den overvæltes på lejerne, eller om den bliver liggende på ejerne, og dette afhænger atter af noget lignende omstændigheder, som hartkornskattens overvæltning. Men der er den forskel, at medens landbrugets produkter sendes bort fra afsætningsstedet, og deres pris derfor bestemmes af det almindelige, indenlandske eller udenlandske, marked, så bliver indtægten af bygningerne bestemt af forholdene på de lokale markeder. Denne forskel udøver en væsentlig indflydelse på konkurrenceforholdene og derigennem på overvæltningen af skatten. 

Man må ved afgørelsen af overvæltningsspørgsmålet, ligesom ved grundskatten, først se hen til den plads, vedkommende skat indtager i det hele skattesystem. 

Når bygningsskatten er led i et system af skatter, der rammer de andre indtægtskilder lige så hårdt, som bygningsskatten rammer indtægten af bygningerne, så vil bygningsskatten hvert år formindske bygningsejernes indtægt ligesom de andre skatter formindsker de andre indtægtskilders udbytte. Bygningsskatten vil altså i dette tilfælde ramme den årlige indtægt, men ikke formindske de beskattede bygningers kapitalværdi. Det er den almindelige ‘gevinstfod’ i landet, der vil blive sænket og ikke en enkelt klasses formuegenstandes kapitalværdi, der bliver formindsket en gang for alle.  

De skatter, der supplerer bygningsskatten kan være af forskellig art, erhvervsskatter, indkomstskatter eller andre (se under grundskatten). 

Når en bygningsskat er højere end de andre tilsvarende skatter i skattesystemet, vil den for dette overskydende beløbs vedkommende være at betragte som en ‘særlig skat’ og virke som en sådan. Når bygningsskatten er lavere end de andre tilsvarende skatter, vil der kunne ske en påvirkning af bygningernes kapitalværdi i højnende retning. 

Bygningsskat som led i et mere eller mindre fuldstændigt system af andre skatter findes bl.a. i Frankrig, Preussen, Østrig, Italien og på en vis måde i England. 

Det andet hovedtilfælde er, at bygningsskatten står alene som ‘særlig skat’ på bygninger. Ved spørgsmålet om, hvorledes en sådan skat virker, hvorledes den overvæltes eller ikke overvæltes, må der skelnes mellem, om den by eller plads, hvor skatten anvendes, er i fremgang således, at der stadig finder nybygning sted, eller om byen er i standsning eller tilbagegang, så at der ikke bygges. 

I en by, der er i tilbagegang, må en bygningsskat, som lægges på husejerne, blive liggende helt på disse, thi de tog i forvejen så meget i husleje, som de kunne få, og den omstændighed, at der pålægges dem en skat, kan ikke sætte dem i stand til at få mere ind end før, thi udbud og efterspørgsel efter husrum er jo efter skatten uforandret som før den. Dette resultat er også i overensstemmelse med den almindelige sætning i værdilæren, at en forhøjelse af produktionsomkostningerne ikke fordyrer de varer, for hvilke der er nødpris. Hvis en sådan bygningsskat bliver opkrævet hos lejerne, brugerne, i stedet for, som sædvanligt er, hos ejerne, så vil det ikke forandre sagen; thi lejerne vil rimeligvis i længden kunne vælte skatten over på ejerne, idet efterspørgselen efter husrum i modsat tilfælde ville tage af og huslejen derved tvinges ned. 

Når bygningsskatten er så høj, at det betaler sig at rive husene ned for at slippe for skatten, så vil denne, selv i en by, der er i tilbagegang, delvis kunne væltes over på lejerne. 

Når den særlige bygningsskat pålægges i en by, der er i fremblomstring, og hvor der altså stadig finder nybygning sted, så vil skatten i det mindste delvis blive væltet over på lejerne; thi lejen af et hus må være så høj, at den ikke alene forrenter og amortiserer den kapital, der sættes i nybygninger, men tillige dækker den skat, som bygningen medfører. Hvis lejen ikke i gennemsnit dækkede disse beløb (inkl. skatten), så vil nybygninger ikke betale sig; man vil standse dem eller indskrænke dem, indtil huslejen derved var gået således op, at der i gennemsnit var dækning. Skatten på nybygninger bevirker altså, at det niveau, på hvilket huslejen i en fremadskridende by befinder sig, bliver forhøjet med omtrent skattens beløb. – Man kunne måske mene, at det kun var lejen af nybygninger, der blev forhøjet og ikke også lejen af de gamle bygninger, og det så meget mindre, som de gamle bygninger har et vist beliggenhedsmonopol, og det er jo en grundsætning i værdiloven. At monopolpriser ikke behøver at stige, fordi produktionsomkostningerne for vedkommende vare forhøjes. Men dertil må siges, at en bygnings monopol gælder kun for grundens vedkommende og ikke for den derpå opførte bygning, det er derfor kun den del af skatten, som hviler på byggegrunden, der bliver liggende på ejeren; den del derimod, der hviler på bygningen som sådan, bliver væltet over på lejeren. – Man kan også se dette ved en anden betragtning. Der er forinden skattens pålægning et vist forhold mellem huslejen i de forskellige dele af en by; lejen er lavest i udkanten, og efterhånden som man kommer nærmere ind mod centrum, stiger den, den får et tillæg, hvis størrelse retter sig efter fordelene og behagelighederne ved at bo mere centralt; dette tillæg skyldes beliggenhedsmomentet, grundens relative monopolværdi, og størrelsen af dette beliggenhedstillæg for hver enkelt ejendom skyldes trafikkens retning og omfang, luften, udsigten og lignende momenter; men det har intet som helst med skatten at gøre, det bliver uforandret, hvad enten husets ejer betaler større eller mindre skat. Når der så kommer en bygningsskat, der, som foran omtalt, forhøjer lejen for bygninger i udkanten, men ikke direkte påvirker lejen for de mere centralt beliggende bygninger, så bliver forholdet mellem huslejen i de enkelte dele af byen forstyrret; tillægget, der må betales for at bo mere centralt, forsvinder eller formindskes; det gamle naturlige forhold mellem huslejen i de forskellige bydele bliver forrykket, og må retableres, og dette kan kun ske derved, at huslejen inde i byen stiger med samme beløb, som den steg i udkanten; kun derved bliver ligevægten retableret, kun i så fald bliver beliggenhedstillæget uforandret. Lad os tage et eksempel. I en by består lejeværdien af et hus af ‘bygningslejen’, der i længden bestemmes af opførelsesomkostningerne og af et monopoltillæg, der bestemmes af grundens beliggenhedsværdi. I byens udkant, hvor grunden ingen synderlig monopolværdi har, er den samlede leje af huset ‘A’ i det væsentlige kun bygningsleje, f. ex. kun 4.000 kr.; men i bedre beliggende gader er lejeværdien af et tilsvarende hus ‘B’ 4.000 kr. + et tillæg efter den højere værdi, som beliggenheden giver, f. ex. 1.000 kr. På et tredje, endnu bedre beliggende sted ‘C’ giver beliggenheden en tillægsværdi af f. ex. 2.000 kr. og på et fjerde sted ‘D’ et tillæg af f. ex. 8.000 kr. osv. Lad os dernæst tænke os, at der blev pålagt en skat af 50% af huslejeværdien. (vi benytter som eksempel en meget høj skat for at gøre forholdet grovere og tydeligere). Stillingen blev da denne: 

I dette eksempel ville huslejen ved huset ‘A’ i byens udkant stige med hele skattens beløb c: med 2.000 kr. årlig; thi disse 2.000 kr. går ind som et nødvendigt led i byggeomkostningerne, hvilke, hvis byen er i fremgang, i længden nødvendigvis må dækkes af lejen. Inde i byen, ved husene B, E og D, har man ment, at skatten ikke ville påvirke lejeværdien, fordi nybygningerne her ikke gør nogen direkte konkurrence. Men dette er ikke ganske rigtigt; thi når huslejen stiger i udkanten af byen, så må det påvirke lejen i tilstødende kvarterer. Når lejen af ‘A’ på grund af skatten stiger fra 4.000 til 6.000, så kan lejen af det bedre beliggende hus ‘B’ ikke vedblivende være 5.000, den må gå op ligesom ved A. Men hvor meget vil lejen gå op? Lejeværdien vil ikke gå op med hele skattens beløb (2.500 kr.), men kun med så meget, at forskellen mellem huslejen for A og B bliver den samme som før, altså med 2.000 kr. Med dette beløb vil huset ‘B’s lejesum stige, c: med den del af skatten, der svarer til bygningslejen. På samme måde med de andre huse, C og D. Leje-stigningen i udkanten vil også ved dem bevirke en lejestigning, der er så stor, at forskellen i lejen i de forskellige dele af byen efter skattens pålæg bliver omtrent som før. Lejen vil overalt stige med det samme beløb, som skatten udgør i udkanten. Det er altså kun de beløb, hvormed skatten i de indre dele af byen overstiger skatten i udkanten, der ikke vil kunne overvæltes, men må blive liggende på ejeren, nemlig 500 kr. for B’, 1.000 kr. for C, og 4.000 kr. for D. Det vil ses, at man ved denne almindelige betragtning kommer til det samme resultat, som når man går ud fra værdilærens sætning om, at en ensidig forøgelse af produktionsomkostningerne forhøjer prisen, undtagen for så vidt der er monopol. 

Vi forudsatte i det ovenfor anførte eksempel, at bygningsskatten steg med lejeværdien, idet skatten antoges overalt at udgøre den samme procent af lejeværdien. Men hvis nu bygningsskatten ikke stiger, hvis den, som ved vor arealskat overalt ud gør det samme beløb af et hus af en vis art uden hensyn til den højere værdi, som en bedre beliggenhed giver; altså hvis skatten i det anførte eksempel overalt ud gør 2.000 kr. I så tilfælde må huslejen overalt stige med de 2.000 kr., c: hele skatten må blive væltet over på lejerne. Skatten rammer aldeles ikke de bebyggede grundes monopolværdi, hvis skat ikke kan overvæltes, men kun selve bygningsværdierne, hvis skat bliver overvæltet. 

Tænker man sig derimod en skat, der er ordnet således, at den kun rammer de bebyggede grundes monopolværdi, men ikke bygningsværdierne, så vil en sådan skat slet ikke blive overvæltet. Den vil som en skat på et monopol overalt blive liggende på ejeren. Det er en skat på grundrenten i byerne, og den vil ligesom jordrenteskat på landet, og af de samme grunde, ikke kunne væltes af ejeren over på andre. At en sådan skat på ejendommenes monopolværdi ikke væltes over, fremgår også af følgende betragtning: i byens udkant, hvor der ingen monopolværdi er, vil der ingen skat være, og altså heller ingen huslejestigning; der vil altså ikke herfra, igennem en påvirkning af nybygningerne, kunne foregå nogen indflydelse på lejesummerne. Og inde i byen vil hverken udbuddet af lejligheder eller efterspørgselen efter dem på nogen måde kunne påvirkes af den omstændighed, at ejerne må betale bygningsskat. 

Kombinerer man de to sidst omtalte skatter, en skat på bygningerne, der er ens overalt uden hensyn til beliggenheden (som vor arealskat) og en skat på beliggenhedsværdierne (grundrenten), vil man få en skat som den foran omtalte, der tager den samme procent af lejeværdierne, og en sådan skat vil deles mellem ejer og lejer, så at den første del, arealskatten, hviler på lejerne, den sidste del, grundskatten, hviler på ejerne. Tænker man sig en bygningsskat, som pålignes således, at alle byggegrunde betaler skat uden hensyn til, om de er bebyggede eller ej, så vil en sådan skat helt hvile på ejerne; thi den vil ikke kunne påvirke nybygningernes antal og altså heller ikke lejen. 

Tænker man sig en bygningsskat, der kun hviler på de bestående bygninger men ikke opkræves af nybygninger, så vil den helt hvile på ejerne, thi den kan ikke påvirke nybygningernes antal. Det blev i sin tid, for en snes år siden, af repræsentanter for vore købstæder, forlangt, at bygningsskatten af købstæderne skulle fikseres, således at den ikke blev opkrævet af nybygninger, idet man mente, at først derved ville den uretfærdighed mod købstæderne blive hævet, at byernes direkte skat, bygningsskatten, stiger med byernes fremgang, medens landbrugets direkte statsskat, hartkornsskatten, forbliver uforandret, selvom landbruget går nok så meget fremad. Hvis en sådan ‘fiksering’ af bygningsskatten var blevet gennemført, ville virkningen deraf altså være blevet, at arealskatten i købstæderne, som jo nu bæres af lejerne, af brugerne, var gledet helt over på ejerne, og at købstadejendommenes lejeværdi var faldet med skattens årlige beløb; deres salgsværdi mod skattens kapitaliserede beløb. Når alle nye bygninger blev skattefri, medens de gamle vedblivende måtte betale, så måtte disse sidste falde i værdi i sammenligning med de nye. Nybygning ville tiltage, fordi den blev begunstiget ved skattefrihed, altså måtte det hele niveau for lejeværdierne i byen gå ned. 

I det foregående har man stadig tænkt sig, at bygningsskatten blev opkrævet hos ejerne, og gennem en påvirkning af nybygningernes antal og en deraf følgende løften af lejesummernes niveau ville da, i de foran angivne tilfælde, skatten helt eller delvis kunne væltes over på lejerne. Teoretisk set forandres dette forhold ikke derved, at man først opkræver skatten hos lejerne. Thi i så fald ville der igennem en formindskelse af efterspørgselen efter lejligheder foregå et tryk på lejesummerne, der ville vælte skatten tilbage på ejerne i de tilfælde, hvor disse efter det foran omtalte må bære skatten. I praksis ville denne udvikling derimod kun vanskelig og meget langsomt gå for sig. Og i det hele må det vel erindres, at den foran stående fremstilling af bygningsskatternes overvæltningsproces kun er rigtig i teorien, det vil sige, under forudsætning af, at værdiloven i sin renhed behersker udbud af og efterspørgsel efter ‘lejligheder’ og er enebestemmende over disses pris. I det virkelige liv går det imidlertid ikke således til; tilfældige, forstyrrende årsager kommer jævnlig til, og desuden er der i dette forhold en stærk gnidningsmodstand mod alle bevægelser i udbud og efterspørgsel efter husrum. Alligevel er det af betydning at gøre sig klart, hvorledes bygningsskattens overvæltning ville udvikle sig under værdilovens fulde herredømme; thi selvom denne overvæltning ikke trænger helt igennem i praksis, vil der dog være en tendens dertil, en bevægelse der henimod. I hvilken grad denne tendens vil trænge igennem, vil afhænge af flere momenter. Jo højere bygningsskatten er, og jo ældre den er, desto kraftigere trænger overvæltningstendensen på. Også lovgivningens bestemmelser kan bidrage noget dertil. Det er ganske vist i og for sig i de fleste tilfælde ligegyldigt, om loven siger, at skatten skal hvile på ejeren, eller at den skal hvile på lejeren, men nu og da kan det dog have betydning, og desuden kan andre bestemmelser i skattelovene, f. ex. om opkrævningsmåden o.1., ofte udøver en ikke ringe virkning på, hvem der kommer til at bære skatten. Af afgørende betydning er det, om skattelovens bestemmelser virker i samme retning som den almindelige nationaløkonomiske prislov, eller om de to virker imod hinanden. I første tilfælde vil lovens bestemmelser i længden vise sig temmelig magtesløse. 

Det bør endnu bemærkes, at det ikke er på alle punkter, at den nationaløkonomiske prislov har lige tungt ved at beherske forholdene. Sætningen om, at bygningsskatten, for så vidt den lægges på grundrenten, må ramme ejerne, vil næsten altid gøre sig gældende, også i praksis, hvorimod den sætning, at en skat, der lægges på bygningen som sådan, vil overvæltes helt på lejerne, for så vidt vedkommende byer er i fremgang, kun vanskeligt og langsomt vil trænge igennem. Langt hurtigere vil den sætning vise sig rigtig i praksis, at i byer, der er i tilbagegang, vil bygningsskatten, selv om den lægges på bygningerne som sådanne, dog hvile på ejerne og ikke på lejerne. 

Når man ved en betragtning af forholdene i det virkelige liv vil søge at finde bygningsskattens indflydelse på huslejen og dens overvæltning møder man en vanskelighed deri, at den påvirkning, som skatten udøver, ikke foregår direkte på den enkelte ejendom og dens lejeværdi, men sker indirekte og ved en påvirkning af det almindelige niveau, på hvilket huslejen i vedkommende by befinder sig. Alligevel vil man dog nu og da, og navnlig ved en sammenligning mellem lejesummen i de forskellige byer og lande, kunne påvise skattens indflydelse. 

Bygningsskat som led i et almindeligt skattesystem kan være nødvendig og hensigtsmæssig. Den rammer indtægten af bygninger, ligesom de andre erhvervsskatter rammer indtægten af de andre indtægtskilder. Uden bygningsskatten vil et system af erhvervsskatter mangle en hoveddel. 

Med bygningsskatten som særlig skat forholder det sig anderledes, dens betimelighed er ikke således selvindlysende. Afgørelsen af, om den bør anvendes eller ej, afhænger af dens virkemåde, om den hviler på ejerne, eller om den hviler på brugerne (lejerne). 

Er bygningsskatten ordnet således, at den kommer til at hvile på lejerne, altså en ‘huslejeskat’, så er den en art forbrugsskat, en skat på forbruget af husrum. Den er efter sit princip berettiget, da alle skal have husrum, og skatten derved kommer til at ramme alle; men den har den mangel, at udgiften til husleje ikke står i forhold til indkomsten, men er forholdsvis meget større for de små indtægter end for de store. Denne ulighed kan dog delvis afhjælpes derved, at man gør skatten progressiv efter boligernes kostbarhed. En anden uretfærdighed ved huslejeskatten, nemlig at den hviler hårdere på familieforsørgere end på enlige personer, kan fjernes ved en hensyntagen til familiemedlemmernes antal. At huslejeskatten kan bevirke, at folk indskrænker sig og bor i mindre lejligheder, er en indvending, som har nogen betydning, når skatten er meget høj, men ikke når den er lav. Når alt kommer til alt, kan en skat på udgiften til huslejen, når den ordnes på hensigtsmæssig mande, være en ret god skat. Som en ejendommelig vanskelighed ved huslejeskatten bør dog endnu fremhæves, at overvæltning på ejeren let kan frembringe forstyrrelser i den. Lægges nemlig skatten proportionalt på udgifterne til husleje, vil det let gå således, at den vil bevirke, at huslejen inde i byen vil trykkes med en del af skattens beløb, medens dette ikke vil finde sted i udkanten (se den foran anførte udvikling om overvæltningsprocessen), og altså vil de personer, der bor i de kostbare dele af byen, få en lettelse, men ikke de, der bor i de tarveligere kvarterer. Faren herfor er større, når skatten opkræves hos ejeren som en skat på deres lejeindtægt af husene, end når den opkræves hos lejerne af deres udgift til husleje. En anden vanskelighed ved denne skat er den, at den, for så vidt den kræves af værksteds- og forretningslokaler, kommer til at virke som en næringsskat, der hviler særlig tungt på de næringer, der benytter stort husrum. 

Særlige huslejeskatter findes i England, Frankrig, m.fl. st., og i kommunebeskatningen er de meget almindelige bl.a. i Tyskland. I Danmark findes der flere bygningsskatter, der vel ikke er lagt direkte på huslejen, men som overvæltes således, at de bidrager til at forhøje denne. 

Er bygningsskatten ordnet således, at den hviler på ejerne som en særlig skat på dem, vil den i almindelighed påvirke ejendommenes salgsværdi og formindske denne med skattens kapitaliserede beløb. Man vil ved handler med de beskattede ejendomme formindske disses salgssum med skattens kapitaliserede beløb, på lignende måde som ved den særlige grundskat (se foran under grundskatten; de der anførte hensyn og betragtninger passer også på bygningsskatten). En sådan særlig bygningsskat på bygningsejerne er selvfølgelig som regel forkastelig, fordi den kun rammer en enkelt klasse og rammer den ved at forårsage en formueformindskelse for den. Den kan kun være berettiget i de tilfælde, hvor der er ydet bygningsejerne en særlig fordel fra samfundets side, og hvor det offentlige så søger at få dette betalt ved at tage en del af bygningsejendommenes værdi. Det er især i kommunebeskatningen, at der kan være anledning hertil, men undtagelsesvis også i statsbeskatningen. Navnlig trænger spørgsmålet om en beskatning af grundrenten sig frem her med ikke ringe styrke. De betænkeligheder, som rejser sig mod en beskatning af landbrugets jordrente, er langt svagere, når talen er om en beskatning af bygrundrenten; thi byernes grundrente og dens bevægelser er forholdsvis let at bestemme med tilstrækkelig nøjagtighed, og grundrente-spekulationens uheldige sociale virkninger er her mere skrigende fremtrædende end i landbruget. En egentlig rationel ordning af skat på grundrenten i byerne, der bevidst og direkte sigter på denne, findes, så vidt vides, ikke, men flere steder, især i England og Nordamerika, er man betænkt på at indføre en sådan. Derimod findes der mange steder, også her i landet, bygningsskatter, som rammer grundværdierne og på mere eller mindre tilfældig og irrationel måde tager en del af denne; som ex. herpå kan nævnes grundskatten i København, og den del af købstædernes ‘husskat’ og ‘grundskat’, hvormed disse er klassificerede efter beliggenhed og får et tillæg udover deres minimumsbeløb (jfr. L. 19. feb. 1861 og 11. feb. 1863). 

Om der ved en bygningsskat bør tages hensyn til den på vedkommende ejendom hvilende prioritetsgæld og andre lignende byrder, afhænger af skattens formål og ordning. Er bygningsskatten et led i det almindelige skattesystem, må der forholdes ligesom ved grundskatten som led i et almindeligt skattesystem, c: der bør gives ret til afdrag af en forholdsvis del af skatten ved betaling af renten, og det må ved andre passende modvægtsforanstaltninger gøres muligt, at et sådant afdrag bliver effektivt (se nærmere herom under grundskatten). 

Er bygningsskatten en skat på brugerne, på lejerne, hvad enten den opkræves hos ejerne eller hos lejerne, er der ingen grund til at tage hensyn til prioritetsbehæftelserne, thi skatten tager jo intet fra ejerne. Er bygningsskatten en særlig skat på husejerne, vil der i almindelighed heller ikke være nogen grund til at give lettelse for prioriteterne; thi en sådan skat er kun berettiget, når den er pålagt som et middel, hvorved grundejerne kommer til at betale de fra samfundet modtagne særlige fordele, men sådanne fordele er ens, hvad enten vedkommende ejendom er betynget med prioriteter eller ej.