Fra bogen (1916)
Verden med dansk mål
eller
Danmark med verdensmål
af Dr. Phil. A. Fraenkel
9. Georgismen
Samtidig med, at der foran (ikke medtaget her / pma) er givet en begrundelse af den vægt, der bør lægges på at fastholde en stærk og vel funderet landbrugsstand og at søge den øget gennem en voksende, økonomisk selvstændig husmandsklasse, er der advaret mod at tro, at dette kunne ske vilkårligt i ubegrænset udstrækning. Denne advarsel er forsøgt underbygget fra neden, fra livet. Men fra teorien lyder der røster, som lader hånt om denne begrænsning, som ikke ville vide af den at sige, fordi jorden engang, da der ikke var så mange mennesker på den som nu, har været til fælles brug for alle, der ville ernære sig umiddelbart af den. De ville føre den tilbage til denne tilstand, ud af den private besiddelse, der ganske vist skal være knyttet til den rent formelt, men dog således beskåren, at man tør gå ud fra, at enhver, der ønsker det, skal kunne komme i besiddelse af det attråværdige produktionsmiddel. Det er navnlig på dette sidste moment, at tiltrækningskraften ved georgismen beror. Men da den udgår fra en teori af et vist videnskabeligt tilsnit, og for øvrigt hverken værre eller bedre end så megen anden økonomisk teori, vil vi forsøge på at udrede, hvorfor vi mener, at denne teori er forkert. Det er slet ikke let, thi det går med georgismen som med så megen teori af den såkaldte klassiske skole, der, når man tænker sig igennem dens underligt indviklede og kunstigt opstillede sætninger og følgeslutninger, overhovedet intet siger. Og hvor der intet er, er der jo heller ikke noget galt, og følgelig kommer man til kort med alle beviser. Undertiden kan der også være noget, men noget ganske banalt, som intet menneske bestrider, og som ikke har skygge af værdi for livet, hvor det er kendt af enhver og med i enhvers beregninger, fra han kunne skønne. Til andre tider kræver de opstillede teorier så mange betingelser for at være rigtige, at de end ikke i livets mangfoldighed nogensinde finder hverandre, og så fremdeles. Men alt dette hindrer ikke, at millioner løber efter dem og tror i dem at se frelsen ud fra armod og usikkerhed. For dog ikke at blive stående ved vor mening alene om denne skole, skal vi anføre en universitetsprofessors, som efter sit hele anlæg står dens metode nærmere end vi. Han siger, at den går ud fra visse forudsætninger, som den anser for givne og sikrede, og fra hvilke man afleder – deducerer – sine sætninger.
Man går ud fra en eller anden tilstand som givet og undersøger da, uden at behøve at rådspørge erfaringen, hvilke virkninger en given årsag vil få, f.eks. hvorledes en opfindelse vil påvirke varepriser og arbejdsløn. Denne abstrakte metode, der navnlig anvendes af Ricardo og hans efterfølgere, fører naturligt til rent matematiske undersøgelser, selvom nationaløkonomerne måske ikke selv er sig det bevidst. Nationaløkonomien bliver en lære om størrelser; de fundne love får en matematisk karakter og kan udtrykkes og begrundes ved matematikkens tegnsprog.*
* H. Westergård: Nationaløkonomien i hovedtræk. 2. udg. København 1912. Side 4.
En lære af denne familie er georgismen, for hvilken vi derefter vil forsøge at gøre nærmere rede. Vore indvendinger mod den samler vi om to punkter, nemlig selve det fundament, som bærer hele læren: den Ricardo’ske jordrentelov i den anvendelse, Henry George giver den, og Henry Georges lære om arbejdslønnen. Det første turde i og for sig være nok, men Henry Georges stilling til spørgsmålet om arbejdslønnen er dog så vigtig, at vi mener at burde tage den med. Hertil må vi af pladshensyn indskrænke os, men vil ikke dermed have sagt, at der ikke skulle være mange andre punkter i Henry Georges fremstilling, som ville vise sig uholdbare ved en prøvelse. Vi benytte Henry Georges hovedværk: Fremskridt og fattigdom, som findes i dansk oversættelse.
Den efter Ricardo opkaldte jordrentelære er ikke opdaget af ham, men den bærer hans navn, fordi han har formuleret den særlig skarpt eller, som Lexis siger “elegant”, og draget den frem i forgrunden efter en fyrretyveårig mere tilbagetrukken tilværelse. Ricardos jordrentelov i Henry Georges affattelse lyder således:
“Jordens pris bestemmes ved det overskud, den kan give udover, hvad man ved samme anvendelse af midler kan få ud af den mindst indbringende jord, som bruges”.*
* Henry George: Fremskridt og fattigdom oversat af Jacob E. Lange, G.B.N.F. København og Kristiania. 1905. S. 206. (Ny udgave 2010 / pma)
Denne lov skal naturligvis gælde al jord, om den anvendes til landbrug eller ikke og tillige sådanne ting som bjergværker, fiskeriejendomme osv. På det anførte sted siger Henry George om loven, at den er af ganske selvindlysende natur.
Dette er nu vist nok for meget sagt, men loven bliver måske mere forståelig, når man, med Ricardo, stiller den på følgende betragtning: bemægtiger et antal mennesker sig hidindtil ubesat terræn, vil de først tage så meget af den bedste jord – lad os kalde den klasse a – i kultur, som viser sig nødvendig til derpå at producere så meget korn, som kræves til befolkningens underhold. Befolkningen vil – efter R. og H.G. – begynde med at lægge beslag på den frugtbareste jord, -klasse a – fordi den giver det største udbytte af det mindste arbejde. Denne jord, såvel som al anden i det terræn, som besættes, har hidtil ingen værdi haft, simpelthen fordi den lå hen. Ingen havde brug for den, og selvom den nu dyrkes, vil den, såfremt der er nok af den, som enhver kan tage af, heller ingen værdi have. Prisen på det korn, der avles på den, vil jo nemlig blive bestemt ved de produktionsomkostninger – kapital og arbejde – som dets fremskaffelse har krævet. Ville den, der har dyrket kornet, tage mere, f.eks. også beregne sig en fordel – rente – af den jord, altså de naturkræfter, han har anvendt hertil, og som han har taget for intet, så ville man ikke købe hans korn, men selv avle noget på den jord, som endnu var fri.
Men nu øges befolkningen på det besatte terræn. Al jord af klasse a er allerede optaget for at tilfredsstille det stigende forbrug af næringsmidler, og man bliver derefter nødt til at gå over til udnyttelse af den næstbedste jord: klasse b, for at skaffe korn nok til befolkningen. Så snart dette sker, får jord af klasse a en værdi; thi da befolkningen må have alt det avlede korn for ikke at sulte, så vil prisen for den hele mængde blive bestemt efter de produktionsomkostninger, der har været anvendt på den mindst frugtbare jord, klasse b. Og da produktionsomkostningerne her er større end på jord af klasse a, så får ejeren af denne nu, uden nogen som helst anstrengelse fra sin side, en indtægt ud over produktionsomkostningerne. Denne særlige indtægt, der bestemmes ved forskellen mellem produktionsomkostningerne på jord af klasse a og b, er jordrenten.
Det er på denne jordrentelære, Henry Georges lære står. Den historiske underbygning, Ricardo giver den, og som genfindes hos Henry George, er ingenlunde rigtig. Da stammerne tog land, stod de på et kulturtrin, hvor de ganske savnede midlerne til at erkende, hvilken jord, der var frugtbarest. Desuden fandtes denne gerne i skovbevoksede sænkninger, som man lod ligge, når lettere tilgængelige frie højder var tilgængelige, selvom de var mindre frugtbare, – Carey _.* Forsvarshensynet måtte desuden gå forud for hensynet til frugtbarheden under forhold, hvor der var jord nok, selvom man havde kunnet erkende, hvilken der var frugtbarest, og der kunne anføres flere andre grunde, der måtte føre til at antage, at mange steder tilfældigheden, andre steder hensyn, der ikke havde noget med frugtbarheden at gøre, har været bestemmende for de første landtageres bosættelse på mere eller mindre frugtbar jord. Men uholdbarheden af denne historiske begrundelse behøver ikke at omstøde Ricardos sætning. For den kommer det blot an på, at til en given tid har det på grund af befolkningstilvæksten været nødvendigt at bringe al jord af klasse a, under kultur og desuden jord af klasse b, c osv. Hvor dette er tilfældet, vil ejerne af jord af alle de jordklasser – boniteter -, der ligge over den ringeste, uden nogen som helst økonomisk eller anden anstrengelse fra deres side erholde en ekstraindtægt: jordrenten. Ja, de kan lade deres jord henligge unyttet, f.eks. som byggegrund i en by; efterhånden som byens befolkning vokser, stiger dens værdi, og den dag, de sælger eller bebygger den, indkasserer de jordrenten i salgssummen eller lejeindtægten. Den Ricardo’ske jordrentelære står ingenlunde uanfægtet. Ovenfor er allerede Carey citeret, men mere betydende økonomer end han, som Roscher, Schüffle, Lexis**, modificerer den i alt fald. Sidstnævnte gør opmærksom på, at stigningen af jordrenten ingenlunde har det regelmæssige forløb, som det Ricardo’ske skema opviser, men er underkastet store svingninger og tilbageslag både pga. stedlige og af verdenskonjunkturer.
* Lexis. Carey. Hdwtrb. d.S. 1. Udg. II. S. 808 ff.
**Lexis: Grundrente. Hdwdtb. d. S. 1. Udg. IV. S. 192 ff.
Men lad os nu sige, at den Ricardo’ske jordrentelære i det væsentlige ikke lader sig omstyrte, så bliver spørgsmålet, hvad der ligger i denne lære. Og dette er efter vor mening atter afhængigt af, om den nævnte egenskab ved jorden: at den erholder en værdistigning ud over, hvad der anvendes på den af kapital og arbejde, alene derved at samfundet omkring den vokser i tal og kultur, om denne egenskab udelukkende hæfter ved jorden og ikke også ved andre, eventuelt alle andre produktionsmidler. Er dette tilfældet, så er det klart, at jorden ingen særstilling indtager, og så bliver spørgsmålet: om staten af den grund skulle gøre sig til herre over jorden ikke mere brændende ved dette produktionselement end ved mange andre. Så er der med andre ord ikke mere grund til at være georgist end til at være socialist. Spørgsmålet må da afgøres i henhold til, om en socialistisk stat er praktisk gennemførlig, og hvis den er det, om den da er ønskelig. Men disse spørgsmål er rent praktiske, hvor en kan mene et, en anden et andet, de har intet med naturlove at gøre.
Spørgsmålet er altså, om jorden er det eneste produktionselement, som det samfund, der vokser og udvikler sig omkring det, alene derved tilfører en værdi.
Til belysning af dette spørgsmål tør jeg måske anføre en lille oplevelse, som synes mig særlig egnet. Forfatteren startede i 1886 sammen med andre musik venner et foretagende, der kaldtes: “Folkekoncerterne af 1886”. Dets formål var at skaffe mindre bemidlede adgang til nydelsen af musik i bedst mulige udførelse, hvorfor hovedmassen af pladserne i de meget store lokaler, vi benyttede, solgtes til 10 øre stykket. Tilhørerkredsen, der ganske overvejende bestod af arbejderfamilier, fik ikke alene udmærket musik at høre, men gennem oplysende foredrag, der knyttedes til opførelserne, fik de tillige teknisk og almindelig forståelse af musik, således at man efter nogle års forløb stod med en meget betydelig kreds, der tilhørte lag i befolkningen, som tidligere havde stået ganske udenfor nydelsen af højere musik, men som nu var ikke blot interesserede men tillige virkelig forstående tilhørere. I 10 år, indtil min virksomhed i 1897 førte mig til en oversøisk plads, ledede jeg dette foretagende, og for den, der har fulgt det, kan der ingen tvivl være om, at fra det daterer sig et betydeligt opsving i byens musikliv, således at forstå, at nydelsen af musik og interessen for den derefter i en ganske anden grad end tidligere indgik som led i den brede befolknings krav til kultur. Er dette rigtigt, så er det klart, at denne udvikling har haft praktisk betydning for en mængde mennesker, der lever af musik, som musiklærere, koncertgivere, forhandlere af noder og instrumenter, instrumentfabrikanter osv., og den fordel, de har kunnet høste deraf, skyldes ikke dem, men lederne af foretagendet i forbindelse med publikum, dvs. samfundet.
Efter en tids forløb på den oversøiske plads blev det mig klart, at der var et udmærket marked for forskellige danske frembringelser, og under et ophold i hjemmet i 1901 besøgte jeg i den anledning forskellige fabrikanter og mellem disse også en pianofabrikant. Jeg forklarede forholdene på den oversøiske plads for ham og tilskyndede ham til at eksportere pianoer derud, men han afslog. Under en del talen frem og tilbage var hans hovedbegrundelse, at som forretningen nu gik, kunne den afsætte hele sin produktion i indlandet, og der var da ingen anledning til at foretage en udvidelse, som ville være nødvendig, når man skulle eksportere. Overbevist, som jeg var om, at forretningen ville blive lønnende og ivrig efter at udvikle arbejdslejligheden og indtægten for hjemlandet, søgte jeg at bevæge fabrikanten til at tage sagen op og spurgte til sidst, om han, den dygtighed, han som driftsleder havde vist en lang årrække igennem, ufortalt, dog ikke ville indrømme, at uden en befolkningstilvækst og en økonomisk og kulturel løftelse af det danske samfund som den, den sidste menneskealder havde set, ville han, trods al dygtighed, ikke være nået så vidt, som han var, og om han ikke syntes, at det påpegede moment, der ganske uafhængigt af hans medvirkning, havde bidraget til at føre ham hen, hvor han nu stod, pålagde ham en vis forpligtelse til at yde vederlag, ved at benytte chancen til en udvidelse af arbejdslejligheden i landet og til at øge dets indtægt. Formodentlig har han følt at der var noget rigtigt i, hvad jeg anførte, thi han tog mig mine udtalelser unådigt op. Men den tanke, jeg gik ud fra, var georgistisk. Ikke således at forstå, at jeg mente, samfundet skulle tilegne sig den vanskeligt udregnelige del af pianofabrikkens “værdistigning”, om jeg må bruge det udtryk, men således, at jeg indrømmede, at samfundets vækst og udvikling uden fabrikantens medvirkning havde tilvejebragt en del af den, og at dette forhold pålagde ham en vis moralsk pligt, et synspunkt, der f.eks. anvendtes af den før omtalte kaptajn, brygger J.C. Jacobsen, da han med store ofre begyndte at eksportere øl, og som har været anvendt af mange andre, men som altså ikke godkendtes af denne mere manchesterligt skolede fabrikant.
Overfor denne sammenstilling vil en georgist rimeligvis hævde, at selvom det må indrømmes, at megen anden produktion end landbrugets – måske al anden – nyder fordel af samfundets vækst og udvikling, så er der ved jorden det særegne, at den kun er tilstede i begrænset mængde. Teoretisk er denne indvending ikke holdbar, thi stoffet er overhovedet kun tilstede i begrænset mængde, og truer et stof med at slippe op i den form, i hvilken det hidindtil har været anvendt, så sætter menneskene deres energi ind på at erstatte det med et andet stof. Vi se det jo så at sige daglig med brændselsstoffer og mange andre emner. Men praktisk er indvendingen heller ikke holdbar, thi der henligger jo faktisk uhyre masser af udyrket jord, der er fuldt ud egnet til kolonisation. Indenfor det britiske riges tempererede zone som foran anført 4 mill. kvadrat-kilometer, i Argentina, hvor kun 15 % af det opdyrkelige land er i kultur, ca. 2 mill., masser af uopdyrket land i Uruguay, Paraguay og Bolivia, ligeledes i Asien og andre verdensdele. Indvendingen ville have været mere begrundet, da Ricardo i 1812 udgav sin jordrenteteori, thi dengang hørte et begreb som v. Thünens “isolerede skat” endnu til inden for grænsen af livets praktiske virkelighed. Men med den udvikling, samfærdselsmidlerne siden da er undergået, gør den det ikke længer. Så lidt som man nu til dags kan se bort fra verdensprisen på korn ved fastsættelsen af kornprisen i det enkelte land, så lidt, og netop af samme grund kan man se bort fra den masse uopdyrket jord, der henligger verden over, når man taler om jordværdien i det enkelte land, ganske særlig da i et gammelt land. Og betragter vi svingningerne i jordværdien i et sådant, f.eks. i Danmark, så bekræftes det foran udviklede jo netop af de kendsgerninger, som det her er umuligt at komme udenom. Det er jo foran – s. 198 – vist, at en tønde gårdhardkorn uden besætning og inventar ved midten af 80’erne i forrige århundrede havde en mere end 1400 kr. højere værdi end efter gennemsnittet af 1895/99. På cirka 10 år er værdien af den nævnte enhed altså faldet med omtrent 1400 kr. Derefter er den så steget igen, og et stykke tid efter krigen vil den atter falde. I parentes blot, hvem skal betale disse værdifald, når staten skal kunne tilegne sig stigningerne? Men bortset fra dette og andre i praksis uløselige spørgsmål, så viser jo den anførte kendsgerning, at jordværdien både er stigning og fald underkastet, som den må være det i alt fald så længe den påberåbte tilstedeværelse af jorden i begrænset mængde ingen praktisk gyldighed har. Og hvad det tidspunkt angår, da den vil få praktisk betydning, så ligger det så langt ude i fremtiden, at det vil være absurd nu at anlægge sin jordpolitik under dette hensyn. Tvært imod er det berettiget ganske at se bort fra det, fordi man har ret til at vente, at videnskaben længe før har gjort os uafhængige af jordspørgsmålet mht. fremstillingen af de for produktionen af levnedsmidler nødvendige stoffer. Herom udtaler den højt ansete ingeniør og fysiker Ernst Werner v. Siemens (1816-1892) sig på en forsamling af naturforsker og læger i 1886 således:
“Det synes endogså sandsynligt, at det engang vil lykkes kemien i forbindelse med elektroteknikken at fremstille næringsmidlerne af deres i uudtømmelige mængder overalt tilstedeværende elementer og derved gøre antallet af dem, der skal ernæres, uafhængigt af jordens produktionsevne.* En forløber for dette tekniske fremskridt er jo allerede i fuld virksomhed i salpeterudvindingen af luftens kvælstof. Hvorom alting er, så ligger det tidspunkt, da al jord er optaget, så langt ude i fremtiden, at vi i øjeblikket og i en overskuelig fremtid ikke behøver at regne med det. Og behøver vi ikke det, så er vor sammenstilling holdbar. Thi med nutidens udvikling af samfundsmidlerne kan man ikke længere betragte jordspørgsmålet i sin almindelighed som lokalt, men man må regne med den hele masse af uudnyttet jord, som henligger verden over.
* v. Philippovich: Wirthschaftlicher Fortschritt und Culturentwickelung. Freiburg i B. 1892.
Den særlige anvendelse af Ricardos sætning, der er givet af Henry George, ville altså, som allerede sagt, have været mere forsvarlig på Ricardos tid end på Henry Georges, fordi førstnævnte, der fødtes 1772 og døde 1823, ikke oplevede de moderne samfærdselsmidlers tilblivelse, medens Henry Georges, der skrev sin ofte citerede bog i 1879, netop i Amerika havde deres fulde udfoldelse for øje. Og dog er det ikke vanskeligt at se, at det netop er praktiske forhold, hvis udvikling Henry George stod midt i, der har bjergtaget ham, så han derefter ikke ser andet end jordens begrænsede udstrækning og deraf følgende stigende jordværdi på grund af samfundets vækst og udvikling, som eneste årsag til fattigdom og nød. Og da vi ved at gøre rede for disse forhold netop når til erkendelse af den virkelige forskel mellem jorden og andre produktionsfaktorer, så skal vi her forklare dem.
Henry George er amerikaner, han fødtes i 1839 i Philadelphia. Som ægte søn af sit land har han søgt sin chance, hvor den syntes at frembyde sig. Han begyndte som bogtrykker, men blev som så mange andre revet med af strømmen, da den efter de første guldfund i Californien (1848) vendte sig mod dette land. Ligeledes som så mange andre skuffedes Henry George. Han fandt intet guld, gerådede tværtimod i dyb fattigdom, vendte så tilbage til sit fag og arbejdede som sætter ved forskellige blade i San Francisco. Selv udgav han også et par stykker, opgav eller solgte dem, blev gasinspektør i San Francisco og derefter biblioteksforstander sammesteds. Denne stilling forlod han for at studere arbejdsforholdene i England. Vendt tilbage til USA, bosatte han sig i New York, hvor han redigerede et arbejderblad og vandt så megen indflydelse, at han i 1886 opstilledes som kandidat til borgmesterstillingen i metropolen uden dog at blive valgt.
1871 udgav han sin første bog: Our Land and Land Pol¡cy, og i 1879, som nævnt, Progress and Poverty, der slog igennem, oplevede en række oplag og er oversat både i de 3 hovedsprog og andre. Han har lært og læst ikke lidt, er intelligent, veltalende og original, hvilket især kommer frem, når han øser af sit eget. Men med al originalitet er han ikke i stand til at hæve sig op over den udvikling, han står i. Tværtimod må man sige, at denne ganske hypnotiserer ham, så hans lære bliver et fuldgyldigt udtryk for denne rent lokale udvikling, hvorved han netop kommer til kort, idet han giver den almindelig anvendelse. Han ser, at der er forskel mellem jorden og andre produktionsfaktorer, men bliver ikke klar over, at denne forskel er en forskel i grad, men ikke i art. Dette er det springende punkt i hans fejltagelse.
Den udvikling, som Henry George ikke kan frigøre sig for, er Amerikas og særlig Californiens. Foran (i den del af bogen, som ikke er emdtaget her /pma) har vi med et par tal anskueliggjort denne udvikling i henseende til befolkningstilvækst og kolonisation for USA som helhed. Det er denne befolkningstilvækst, som i USA skaber ganske særlige forhold, navnlig i henseende til jordværdien, idet den naturligvis øger denne hurtigt og voldsomt, en foreteelse, der navnlig træder stærkt frem i de centrer, der af stedlige grunde bliver sigtepunktet for indvandrerstrømmen.
Et sådant var fra 1848 Californien, hvor der i dette år fandtes guld, som navnlig i begyndelsen udvandtes i stor mængde. Californiens samlede guldproduktion udgjorde fra 1848 til 1892 en værdi af 1269 millioner dollars, hvoraf godt 1100 millioner dollars (1102) udvandtes fra 1848 til 1882.
Guldgraverne og guldvaskerne samlede sig naturligvis i de distrikter, hvor guldet fandtes, og her opstod med rivende hast kolonisationer af mænd, eller rettere sagt af bander af mænd, en forvorpen befolkning, der kun havde et mål – guld. Og ved siden af denne befolkning en anden af næringsdrivende af samme art, for hvem målet var at lade de andre finde guldet og derefter få det ud af lommerne på dem ved handel, dersom det lod sig gøre, og ellers ved ethvert andet middel fra økonomisk udbytning til drik og svir, falskspil, tyveri, rov eller mord, hvis disse førte hurtigere til målet. I 1851 og 1856 måtte den bedre del af Californiens befolkning slutte sig sammen og ved lynchjustits så vidt muligt rense landet for det pak guldminerne havde lokket til. Men efterhånden som nu “guldmarkerne” afdreves, og som minerne udtømtes eller blev besværligere at bearbejde, ændrede erhvervslivet fysiognomi. Minedriften trådte tilbage for agerbrug og frugtavl, og jorden, der under guldfeberen var kommet på hænderne af kapitalstærke spekulanter, begæredes nu til agerbrug og frugtavl. Blot i de tre år fra 1890 til 1893 steg høsten af oranger, citroner og appelsiner fra 34 millioner til 81 millioner kg. I 1893 produceredes 75,000 hu. Vin, og høsten af æbler, pærer, ferskener, kirsebær, blommer, kvæder og bærfrugt på tusinder af farme udvidedes fra år til år. Et enkelt amt – Sacramento – havde i 1893: 3 millioner morbærtræer som grundlag for silkeavl, og en japansk koloni dyrkede the.
Under denne udvikling blomstrede en legitim handel op, der gjorde San Francisco til stabelplads *) for samtlige amerikanske stillehavsstater, og det moment, det her særlig gælder at fremdrage, belyses måske bedst ved at anføre et par tal af San Franciscos befolkningsstatistik. I 1847 var byen en betydningsløs flække med 459 indvånere. Året efter, da guldet opdagedes, talte den 1000 sjæle, men 4 år senere, i 1852, havde den 34.870 indvånere, – hvoraf kun 5.245 kvinder. I 1870 havde den 149.473 indvånere, og i 1880 var den en storstad på 233.959, der på tærskelen af det nye århundrede var steget til ca. 350.000.
*) Handelsplads hvor – især oversøiske varer – oplægges og videreforhandles. /pma
Det er med andre ord en fuldstændig storstad groet op i løbet af 50 år. Sligt kan vanskelig tænkes at passere i gamle lande. I næsten 50 år (fra 1855 til 1901) er København vokset fra ca. 144.000 til ca. 401.000, Frederiksberg fra ca. 4.300 til ca. 76.200, Århus fra ca. 8.900 til ca. 51.800, Odense fra ca. 12.900 til ca. 40.100, Ålborg fra ca. 9.100 til ca. 31.400, og Esbjerg fra ca. 30 indvånere i 1860 til 13.355 i 1901. Alle disse byers vækst er jo meget betydelig for vore forhold, men selv vor eneste by med “amerikansk” udvikling kan jo ikke sammenlignes med San Francisco. Og finder der i gamle lande et og andet sted en springvis øgning af folkemængden sted, så er det en lokal foreteelse, der lader sig forudse og udnytte af stat eller samfund, men i Amerika har det af de foran fremførte grunde været den lov, som beherskede hele det vidtstrakte kontinent. Lovens udslag har været større på et sted end på et andet, måske er der steder, som endnu ikke direkte er berørt af den, men også deres tid vil komme. Så længe USA er underbefolket og Europa og andre verdensdeles lande overbefolkede, og det første vil holde åben dør for tilstrømningen fra de overbefolkede lande, vil USA’s befolkningstilvækst være abnorm høj og hidføre en i forhold til de gamle lande abnorm hurtig og voldsom stigning i jordværdien, der naturligvis yderligere vil blive stimuleret ved spekulation i jord.
Men det er netop disse forhold, Henry George har stået midt i, oven i købet i den periode og på det sted, hvor de udviklede sig i deres mest rivende tempo. Og at en mand, der er hensat midt i denne hvirvel, som oven i købet står sulten og arbejdsløs på et stykke måske uudnyttet jord, der dag for dag stiger i værdi under hans trætte fødder, men som han ikke må røre, kommer til det resultat, at hele verdens elendighed stikker i “jordmonopolet”, der gør det muligt for jordejeren uden at røre en finger at tilegne sig store værdier blot ved at lade jord henligge urørt midt i et hurtigt voksende samfund – det kan man jo forstå, men derfor behøver det ikke at være rigtigt. Men læser man Henry George, så erindres man fra side til side om, at han er amerikaner, at han har levet netop under disse forhold, set deres værste udvækster skyde op for sine øjne, og ikke er i stand til at løsrive sig fra det indtryk, som denne ganske specielle udvikling har fremkaldt hos ham. Fra dette indtryk kan han ikke frigøre sig; han er lænket til det, som Adam Smith var lænket til husindustriens tid, og som Karl Marx, når han taler om arbejdere og arbejdertilstande alene tænker på de engelske arbejderforhold under fabriksindustriens gennembrud i England. Ville man foreholde Henry George forskellen mellem det feberagtige tempo, i hvilket jordværdien steg i Californien og det roligt fremadskridende tempo i Europa, ville han utvivlsomt imødegå en med henvisning til de stærke og pludselige værdistigninger, som også visse egne og særligt byer i Europa har været vidne til, i rigtignok meget korte og abnorme spekulationsperioder, som f.eks. begyndelsen af halvfjerdserne i forrige århundrede. Han ville næppe erkende, at disse perioders kortvarighed, tilbageslaget fra dem, det hele abnorme ved tilsyneladelsen under forhold, der er faldne i leje, må blive afgørende for vurderingen såvel af deres virkninger, som af de midler, man vil bringe i anvendelse, dersom man vil indkassere for staten den stigning i jordværdien, som kan følge med den.
Det springende punkt, har vi sagt, i Henry George’s fejltagelse ligger i, at han ser en artsforskel mellem jorden og andre produktionselementer med hensyn til, at udviklingen af det omkring dem liggende samfund tilfører dem en værdi ud over den, som anvendelse af kapital og arbejde på dem kan give dem, medens der kun er en gradsforskel. Denne gradsforskel kan ved jorden komme frem med en voldsomhed og pludselighed, der kan virke overvældende og må gøre det i et nyt land, hvor den for et vist tidsrum bliver det normale, fordi indvandringen og den dermed følgende udvikling er abnorm stærk. Men i et gammelt land vil man altid kunne forudse en sådan abnorm stigning af jordværdien og gennem særlige love, der er knyttede til lokaliteten, indkassere den helt eller delvis for samfundet, således som vi jo nu gør det, når vi vedtager jernbaneanlæg. Men får man først klarhed over, at jorden ikke adskiller sig fra andre produktionsmidler i dette forhold, så bliver man ikke georgist. Med udslettelsen af artsskellet mellem jorden og andre produktionselementer i denne henseende falder Henry George’s lærebygning, og tilbage af den bliver kun, at han har henledt opmærksomheden på den stærkt udprægede gradsforskel, der kan være mellem jord og andre produktionsmidler i den omhandlede henseende og dermed henvist samfundene til, hvor denne gradsforskel gør sig særlig stærkt gældende, at tage deres del af den. For øvrigt er netop den nuværende tid særlig godt egnet til at bringe Henry Georges misforståelse til almindelig bevidsthed, fordi vi netop ser de abnorme forhold, under hvilke vi lever, give så mange andre ting end netop jord en abnorm værdistigning, der intet har med anvendt kapital og arbejde at gøre, men kun med den udvikling, der finder sted omkring dem. Der er solgt heste her fra landet til den dobbelte værdi eller mere af den, de havde før krigen, alene på grund af virkningerne af denne. Kunne man i dette øjeblik bringe en kobberladning i hænderne på centralmagterne ville man kunne opnå fantasipriser, der tog luven fra dem på californisk jord i tresserne og halvfjerdserne af forrige århundrede *), og således kunne der nævnes en mængde eksempler, der alle viste, at nogen artsforskel er der ikke i denne henseende, men kun en gradsforskel mellem jord- og andre produktionsfaktorer. Denne gradsforskel kommer i Amerika pga. den stærke og vedholdende indvandring frem med stor styrke, i Europa derimod ikke uden i kortvarige perioder for bestemte lokaliteters vedkommende, hvor jordværdistigningen som sagt kan forudses og eventuelt tages til indtægt af samfundet gennem foranstaltninger, der er meget langt fra at have den gennemgribende karakter, som Henry George kræver.
*) Sådanne tilfælde ville af teoretikere blive kaldt eksempler på "nødpriser", og man kan naturligvis godt opfinde et sådant begreb for dem. Men dermed gør man dem ikke til noget andet end de er. Set inden for rammen af det tidsrum, i hvilket de gør sig gældende, er de en virkning af foreteelser i samfundet, som tilfører bestemte produktioner en indtægtsstigning, der alene skyldes det produktionen omgivende samfund altså netop hvad H. G. vil ramme, og dette erkendes jo også derigennem, at staten særlig beskatter dem, – skat på krigsfortjeneste – som den særlig kan beskatte hvert enkelt tilfælde, hvor jordværdistigningens grad bliver abnorm.
Hvad disse angår, så vil alene adskillelsen af den stigning af jordværdien, der fra Arilds tid er fremgået gennem arbejde og kapital, som har været nedlagt i jorden, fra den, der alene skyldes samfundets udvikling, frembyde sådanne praktiske vanskeligheder, at de alene måtte blive uovervindelige hindringer for gennemførelsen af Henry Georges tanke. Selv Herbert Spencer, der i sin Social Statics påviser ugyldigheden af enhver formentlig adkomst til udelukkende ejendomsret til jorden, erklærer: “at en retfærdig vurdering og udligning af de nuværende jordejeres fordringer er en af de mest indviklede opgaver, samfundet en gang vil få at løse”, og Stuart Mill, der også forkastede den private ejendomsret til jorden, ledes af et lignende syn på de påpegede vanskeligheder til helt at lade opgaven ligge og nøjes med at foreslå den fremtidige værdistigning af jorden inddraget af samfundet, en modifikation, som jo også her hjemme har mange talsmænd.
Hvad der for os står som hovedfejltagelsen hos Henry George er påvist ovenfor, og da det angår et fundamentalt punkt, med hvilket hans lære står og falder, kunne det i og for sig være nok, men vi kan dog ikke helt forbigå hans stilling til spørgsmålet om arbejdslønnen, fordi den står i direkte forhold til hans jordrentelære og finder tiltro hos mange. Desuden belyser Henry Georges opfattelse af dette forhold forskellige sider af ham som økonom, hvorfor det er værd at fremdrage.
Det er Henry George om at gøre at fremstille jordens værdistigning som følge af det sig udviklende samfund som den Moloch, til hvem udbyttet af det menneskelige arbejde overhovedet ofres, og denne trang fører ham ind på spørgsmålet om arbejdslønnen. På dette punkt polemiserer han side op og side ned med en nu ganske forældet teori, der kaldes lønfondteorien. Han nævner den mærkeligt nok intetsteds ved navn, men det er tydeligt nok den, han sigter til. Da han imidlertid forkaster den, skulle vi ikke opholde os ved denne polemik. Derimod står han i sin betragtning af arbejdslønnen på en anden teori, der også er fremsat af Ricardo og yderligere hærdnet af Lasalle, og som fører det karakteristiske navn: “den jernhårde lønningslov”.
Efter Ricardo må der ved arbejdsløn skelnes mellem arbejdets såkaldte naturlige pris, dvs. en løn, som netop sætter arbejderne i stand til at eksistere og formere sig, uden at tallet på dem øges eller mindskes, og “markedsprisen” på arbejdet, der, som prisen på enhver anden vare, til enhver tid er afhængig af tilbud og efterspørgsel. Den “naturlige” arbejdspris skulle svare til arbejdets produktionsomkostninger, dvs. det eksistens minimum, som til enhver tid var nødvendigt for, at arbejderen kunne eksistere og formere sig. Men nu mente Ricardo, og heri lå det “jernhårde” ved hans lønningslov, at arbejdslønnen altid ville have tilbøjelighed til at “gravitere” (dvs. ved sin tyngde stræbe) mod eksistens minimum. Løftede arbejdsprisen det nemlig ved ringe tilbud op over dette, således at arbejderen erholdt en rigeligere løn, så formerede han sig stærkere, og det heraf følgende stigende arbejdstilbud ville da snart sænke lønnen ned mod eller under eksistensminimum. Om dette punkt ville lønnen altså faktisk altid svinge, idet dens synken under det igen ville have den modsatte følge*. På denne trøstesløse lære har socialdemokratiet under Lasalle og også senere levet højt, indtil den på en af dets kongresser er strøget af programmet efter for længst at være imødegået af Hermann, Scheel, Røssler, Mitthof, Brentano og mange andre, som har vist, at arbejdslønnen overhovedet ikke kan bringes ind under nogen naturlov i Ricardos eller Lasalles forstand. Men for Henry George står “den jernhårde lønningslov” urokket, som f.eks. følgende udtalelse viser:
* Schønberg: Hvb. D. Statsw. Art Arbeitslohn. 1. Udg. I. s. 687 f.
“Årsagen til, at arbejdslønnen, trods produktionskraftens forøgelse, stadig er tilbøjelig til at gå ned under et lavmål, som kun netop forslår til det nødtørftige, ligger deri, at hvor produktionskraften vokser, har jordrenten tendens til at vokse endnu mere og således frembringe en stadig tendens til at trykke lønnen ned.” *
* Henry George. a.S. Side 146.
Men, som nævnt, er arbejdslønnens tendens til at svinge omkring eksistensminimum modbevist i den grad, at den endog officielt er opgivet af selve socialdemokratiet, ligesom det praktiske liv jo hver dag viser os, at den ikke gælder. Den kan det i alt fald ikke, hvor arbejderne stå organiserede. En stærk arbejderorganisation er i stand til selv ved nedadgående konjunktur at fastholde, ja endog til en vis grad at højne arbejdslønnen, nemlig til den grad, hvor et tilstedeværende overskud overhovedet gør en forskydning af dettes fordeling mellem kapital og arbejde mulig. Men Henry George er i den grad hypnotiseret af sin jordrente i dens egenskab af kilde til alt ondt i denne verden, han er så betaget af ideen om at finde en “recept”, der har universalmidlets karakter, at han lader hånt selv om midler, der har vist sig så virksomme som fagforeningerne på bestemte punkter, der langt fra hører til de mindre vigtige. Han udtaler om fagforeningerne:
“De vanskeligheder, der stiller sig imod virksomme arbejder sammenslutninger, er så store, at det gode, de kan udrette, er såre begrænset, medens der er uundgåelige skrøbeligheder forbundne med dem”.*
* Henry George: a. S. Side 161.
Ja, han går endnu langt videre, idet han siger:
“Men det kan ikke nægtes, at arbejdersammenslutningens virkemidler nødvendigvis er af nedbrydende art, deres organisation nødvendigvis tyrannisk”. 2)
* Henry George: a. S. Side 163.
Intet af alt dette er jo rigtigt i sin almindelighed taget. Vanskeligheden ved at danne arbejdersammenslutninger behøver jo ikke at begrænse nytten af dem, når de først er dannede. Og “nødvendigvis” er arbejdersammenslutningernes virkemidler ikke af nedbrydende art, så lidt som de “nødvendigvis” er tyranniske. At de ofte er det, er en anden sag. De kan som ethvert andet instrument bruges og misbruges, men i deres natur ligger det sidste ikke mere end det første. Men godt virkende organisationer har Henry George ingen brug for. De er imod tendensen i hele hans bog, som det allerede fremgår af titlen i Fremskridt og fattigdom, der skal udtrykke: jo større fremskridt, desto større fattigdom. Kan allerede fagforeningerne hjælpe her i den grad, at de endog kan ophæve “den jernhårde lønningslov”, så er i grunden basis for hele felttoget borte. Denne basis er netop den jernhårde lønningslov, det er den, der kæder fremskridtet sammen med elendigheden. Tager man den bort, kan man spørge Henry George lige så godt som socialdemokraterne “hvortil den megen ståhej og omvæltning? Vi ved så godt som I, at samfundet har mange brøst, men det går dog, og det går fremad. Ingen naturlov tvinger arbejdslønnen mod eksistensminimum, arbejderorganisationerne og meget andet giver den tværtimod tiltagende opdrift. Det, I ruster jer imod, eksisterer altså ikke, og der er ingen grund for samfundet til at betale de uhyre omkostninger, eders fejde medfører”. *)
*) J. Warming: Håndbog i Danmarks statistik, side 479. Note, siger herom: "Ikke blot den tekniske udvikling, men også så godt som alle statistiske kriterier tyder på stigende velstand, stærkere stigning i arbejdslønnen end i prisniveauet; stærkere nedgang i antallet af fattigunderstøttede (i København) end der kan forklares af alderdomsunderstøttelsen mm., stigende forbrug af talrige velstandsartikler, aftagende dødelighed, tiltagende legemshøjde, færre selvmord." Forfatteren tilføjer, at der bliver et økonomisk bundfald af de allerfattigste tilbage, som ikke kan gribes statistisk, men om dette mener han dog også, at man ved sammenstilling med tidligere tider må komme til erkendelse af, at det nu er relativt ringere.
Det er ikke meningen på dette sted at give en indgående kritik af Henry Georges hovedværk. Det rummer mange forkerte påstande, mange fejlslutninger og megen selvmodsigelse. Men vi har i forbindelse med vor omtale af det vigtige og aktuelle spørgsmål om jordudstykningen ment at måtte imødegå den teori, som ligger bag de videst gående jordudstykkeres krav og bag ved den store tilslutning, disse krav i det sidste tiår har fået i befolkningen. Denne tilslutning beror jo ikke på, at massen af georgister har læst Henry Georges hovedværk endsige forstået det. Det er ligesom Karl Marx’ Kapitalen en meget vanskelig læselig bog, som kræver ikke ringe teoretiske forudsætninger for at forstås. Mere end to tredjedele af Henry Georges i originalsproget 500 sider store bog er teori og polemik med teori, som lægmanden vil have meget ondt ved at arbejde sig igennem eller forstå, og som umuligt vil kunne føre ham til nogen selvstændig vurdering, og fagmanden vil vide, at største parten af de teorier, Henry George polemiserer med, for længst er afløst af andre teorier, helt eller delvist, som atter vil blive afløst af andre, gud ved hvor længe. *) Men, hvad lægmanden forstår, er det halve hundrede sider af bogen, der intet positivt indhold har, men som er optaget af en skarp kritik af det samfund, som det er let nok at kritisere, og hvis brøst påvises med stor veltalenhed, og så udmalingen af fremtidstilstande, der med glødende farver skildrer samfundet, som det vil oprinde, blot man gennemfører forfatterens ide.
*) Mon ikke Fraenkel skulle have læst lidt flere bøger, i stedet for at skrive en bog? /PMA
“Hvad jeg foreslår,” siger Henry George, “som den simple og dog virksomme vej til at hæve arbejdslønnen, forøge kapitaludbyttet, udrydde armoden og arbejdsløsheden, give de menneskelige kræfter frit spillerum, højne sædelighed og dannelse og føre civilisationen til endnu ædlere højder, er – at lade det offentlige ved beskatning tilegne sig jordrenten,”* og videre: –“at beskatning ophæves med undtagelse af skat på jordværdier”.** det er store ord, men de henfører jo rigtignok Henry Georges lære til en kategori af socialøkonomiske recepter, som plejer at kunne samle en skare “troende” om sig. Og netop bogens skarpe kritik og dens løfterige fremtids forestillinger er som uddrag af hovedværket udgivet i et særtryk på et halvt hundrede sider, som er oversat på flere sprog og vistnok udbredt i hundredetusinder af eksemplarer. På dem er det, at der dannes en menighed af alle de mange, som ønsker at komme i besiddelse af jord. At forfatteren hører til dem, der i en talrig landbrugsstand og i en ejendomsfordeling, der ved stigende intensitet i kulturen, stykker ud så langt, som det er økonomisk muligt, kan man ikke være i tvivl om efter læsningen af det foregående, men heller ikke om, at vi mener, der findes en grænse for udstykningen, som til enhver tid sættes efter forholdet mellem befolkningstæthed og købedygtighed på den ene side og loddernes antal og størrelse på den anden. Og denne opfattelse når vi til mindre gennem teoretiske spekulationer end gennem praktisk iagttagelse.
* Henry George: a. S. Side 206.
** Henry George: a. S. Side 207.
***
Fra:
Verden med dansk mål
Eller
Danmark med verdensmål
Af Dr. Phil. A Fraenkel
G.E.C. Gads Forlag – København 1916.
Øvrige afsnit i denne bog:
Afsnit I:
- Indledning
- Verdenskrig
- To krydsningspunkter mellem tyske og engelske interesser
- Tysk udvikling mellem krydsningspunkterne
- Engelsk udvikling mellem krydsningspunkterne
A. Fra agrarland til industriland
B. Kolonialvælde
C. Handel - Det britiske verdensrige
A. Rigets styrke og svaghed
B. Årsagerne til den relative tilbagegang
C. Den engelske bondestands undergang
D. Englands handelsbalance
E. Geopolitiske og nationale forhold
Afsnit II - Ekspansion
Afsnit III. - Danske forhold
A. Politik og befolkningsforhold
B. Vekselvirkningen mellem erhvervene
C. Landbrugsstandens samfundsmæssige betydning
Afsnit IV - Georgismen
Afsnit V. - Efter krigen