I Økonomiens Tænkere (Hasselbalchs Forlag 1964)
skriver Robert L. Heilbroner også om Henry George.
Han giver ikke nogen positiv beskrivelse af Henry Georges
økonomiske teori – men henviser ham til økonomernes underverden, og
‘der befinder han sig den dag i dag som en lille særling
af en Messias med sine nærgående spørgsmål
om verdens moralske tilstand’. (p. 184)
Om Fremskridt og Fattigdom skriver Heilbroner, bl.a. (p. 179 ff):
Som man kunne vente, var det en bog, der var skrevet fra hjertet, et råb, der var en blanding af protest og håb. Og som det også var at vente, led den under alt for megen lidenskabelighed og for ringe videnskabeligt overblik. Men hvilken modsætning til tidens triste lærebøger! Det var ikke så mærkeligt, at nationaløkonomiens vogtere ikke kunne gå alvorligt ind på en diskussion, der var holdt i en stil som denne:
Tag for eksempel … en driftig forretningsmand, der ikke har nogen teorier, men bare forstand på at tjene penge.
Sig til ham: »Her ligger en lille landsby. Om 10 år vil den være en stor by – om 10 år vil jernbanen være kommet i stedet for diligencen, elektrisk lys i stedet for tællelys. Der vil være kommet masser af maskiner og forbedringer, der voldsomt forøger arbejdets effektivitet. Vil den rente, man får af sine penge, være højere om ti år?«
Han vil svare: »Nej!«
Vil arbejdslønnen være steget?«
Han vil svare: »Nej, arbejdslønnen vil ikke være steget.
»Hvad vil da være steget?«
»Jordrenten, jordens værdi. Gå hen og køb et jordstykke og behold det.«
Og hvis du i en sådan situation lytter til hans råd, behøver du ikke at gøre mere. Du kan sætte dig ned og ryge din pibe, du kan drive den af som Napolis lazzaroni eller Mexicos leperos, du kan stige op i en ballon eller ned i et hul i jorden, og uden at gøre det mindste arbejde, uden at øge samfundets rigdom en tøddel vil du være rig om 10 år! Du kan få en luksusbolig i den nye by, men blandt dens offentlige bygninger vil der være et fattighus.
Vi behøver ikke at gengive hele den følelsesbetonede argumentation. Dens kerne ligger i denne passage. Henry George er forarget over det fænomen, at nogle kan have skyhøje indkomster, der ikke skriver sig fra tjenester, de har gjort samfundet, men udelukkende fra den omstændighed, at de har været så heldige at eje gunstigt beliggende jord.
Ricardo havde naturligvis set alt dette længe før ham, men han havde blot hævdet, at det voksende samfunds tendens til at berige grundejerne ville blive til skade for kapitalisterne.
For Henry George var dette kun begyndelsen til miseren. Jordrentens uretfærdighed berøvede ikke alene kapitalisten hans ærlige profit, men vejede også tungt på arbejderens skuldre.
Og værre endnu: den var efter hans mening også årsagen til de industrielle »paroksysmer«, som han kaldte dem, der fra tid til anden rystede samfundet i dets grundvold.
Argumentationen var ikke alt for klar. Den støttede sig først og fremmest på den kendsgerning, at eftersom jordrenten a priori opfattedes som en slags udbytning af samfundet, måtte den naturligvis medføre, at jordbesidderne uretfærdigt fik tildelt goder på bekostning af arbejderne og industrien. Og hvad paroksysmerne angik, var George overbevist om, at jordrenten uundgåeligt måtte føre til en vild spekulation i jord (hvad den også gjorde på vestkysten) og lige så uundgåeligt til et sammenbrud, der ville rive hele prisstrukturen med sig.
Efter at George havde opdaget de sande årsager til fattigdommen og den egentlige hindring for fremskridtet, var det ikke vanskeligt for ham at sige, hvordan der skulle rådes bod derpå. Det kunne gøres med en enkelt massiv skat på jord, en skat, der ville opsuge al jordrente. Og når kræftsygdommen således var fjernet fra samfundslegemet, kunne tusindårsriget begynde. Denne ene skat ville ikke alene ophæve nødvendigheden af alle andre skatter, men ved at afskaffe jordrenten ville den »hæve arbejdslønnen, øge kapitalens fortjeneste, udrydde fattigdommen, give indbringende arbejde til enhver, der ønskede det, skaffe frit spillerum for alle menneskelige evner, rense det politiske liv og føre kulturen op mod endnu større højder«. Det ville være – der findes intet andet ord for det – det højeste universalmiddel.
Det er ikke så let at bedømme denne lære logisk og objektivt. Selvfølgelig var den naiv, og at sætte jordrenten lig med synd kunne man kun finde på, når man var så messiask som Henry George. At lægge skylden for industrielle depressioner på jordspekulationen er også at puste en lille del af et stort økonomisk spørgsmål op til uforholdsmæssige proportioner. Vel kan jordspekulationer være til skade, men der har været alvorlige depressioner i lande, hvor jordværdien absolut ikke har været kunstigt oppustet.
Nej, vi behøver ikke at opholde os længere ved dette. Men når vi kommer til den centrale del af hans lære, må vi standse op. For mens hans mekaniske diagnose er overfladisk og fejlfuld, er hans grundlæggende kritik af samfundet moralsk og ikke mekanistisk. Hvorfor skal der eksistere jordrente? spørger Henry George. Hvorfor skal en mand tjene på det simple faktum, at han er grundejer, uden at han behøver at yde samfundet noget til gengæld? Man kan retfærdiggøre en industrimands fortjeneste ved at kalde den hans belønning for forudseenhed og dygtighed, men hvilken forudseenhed kræves der af en mand, hvis bedstefar ejede en mark, hvorpå samfundet to generationer senere ønsker at opføre en skyskraber?
Det er et kildent spørgsmål, men man kan ikke sådan uden videre fordømme jordrentens eksistens. For grundejerne er ikke de eneste, der passivt nyder godt af samfundets vækst. Aktionæren i et ekspanderende selskab, arbejderen, hvis produktivitet forøges ved tekniske fremskridt, forbrugeren, hvis realindkomst stiger, når landets velstand øges, alle disse nyder også godt af det fælles fremskridt. Den ufortjente gevinst, der tilfalder en stor grundejer, nyder vi alle under forskellige former godt af. Problemet drejer sig ikke om jordrenten alene, men om al ufortjent indtægt, og selv om dette nok er et alvorligt problem, kan det ikke løses ud fra grundejerens stilling alene.
Desuden er problemet ikke så drastisk, som det så ud for Henry George. En stor del af jordrenten går til små grundejere, bønder, husejere, beskedne samfundsborgere.
…
Lad det være tilstrækkeligt at gøre opmærksom på, at jordrenteindtægten i De Forenede Stater er faldet fra seks procent af nationalindtægten i 1929 til kun tre procent i 1960.
…
Og Henry George har glødende tilhængere den dag i dag.
***
I et tillæg til bogen:
Anvisning til yderligere læsning, skriver han, (p. 333):
Man skal ikke gøre sig ulejlighed med at forsøge at læse utopisterne – og herunder hører, iflg Heilbroner, Henry George.
Men der er anbefalinger om at læse Karl Marx – næsten en hel side. (p. 334).
–––––––––––––––
Vurdering (ikke upartisk v/PMA):
Har Heilbroner læst Henry George? Har han forstået ham?
Et par udpluk af Heilbroners fortolkning:
Jordrentens uretfærdighed…
… eftersom jordrenten a priori opfattedes som en slags udbytning af samfundet
… men ved at afskaffe jordrenten…?
Hvorfor skal der eksistere jordrente? spørger Henry George…
***
Henry George spørger ikke, hvorfor der skal eksistere jordrente. Han spørger heller ikke, hvorfor der skal være tyngdekraft – og han kalder heller ikke jordrenten (tyngdekraften) uretfærdig!
Ejheller siger han, at jordrenten udbyttede samfundet!
Hvordan mon Heilbroner kommer til disse tolkninger?
*
Henry Georges påstand er, at alle fremskridt går til jordejerne, således at der ikke bliver fordele for arbejde og kapital! (arbejdslønnen stiger ikke – og kapitalrenten stiger ikke)