fra Nationaløkonomi (1952)
af P. Nyboe Andersen, Bjarke Fog, og Poul Winding
(p. 394 f.)
3. GEORGISMEN
I kraft af industrialismen skete der i det 19. århundrede enestående fremskridt i velstand. Men trods dette lykkedes det ikke at bringe fattigdommen ud af verden, selv i de lande, der lå forrest i udviklingen. Allerede for Ricardo var det tydeligt, at fremskridtet ikke ville komme alle ligeligt til gode. Navnlig fremhævede han den kløft, der i det tætbefolkede England ville opstå mellem jordbesidderne og den øvrige befolkning. Han påpegede imidlertid kun problemet, men søgte ikke at anvise politiske midler til en løsning af det.
Et halvt århundrede senere tog Henry George i Amerika Ricardos problemstilling op. I sit hovedværk Fremskridt og Fattigdom (1879) hævdede også han, at frugterne af det tekniske fremskridt i overvejende grad ville gå i jordejernes lommer. I forbindelse med koloniseringen af det indre af Amerika steg jordværdierne voldsomt i nærheden af jernbaner og andre trafikmidler. Dette gav store arbejdsfrie fortjenester til dem, som på den ene eller anden måde havde forstået at sikre sig andel i de pågældende arealer. For at modvirke dette og for at hindre, at jordspekulationen førte til en ineffektiv anvendelse af jorden, foreslog Henry George, at alle skatter skulle afløses af en enesteskat på jord (af danske georgister i reglen betegnet som fuld grundskyld). Denne tanke om at lægge al skat på jorden havde tidligere været fremført af fysiokraterne, men med anden begrundelse, jfr. det foregående afsnit.
Ved fuld grundskyld forstås en årlig afgift på besiddelsen af jord, der er så høj, at jorden ikke får nogen omsætningsværdi. Prisen for en ejendom kommer således kun til at omfatte betaling for den realkapital, der er knyttet til jorden, altså de på stedet værende bygninger med tilbehør samt de forbedringer, som ejeren har tilført jorden. Den del af jordens værdi, som skyldes den almindelige samfundsudvikling – befolkningsforøgelsen, anlæg af trafikmidler og nye byer etc. – inddrages derimod til det offentlige gennem grundskylden, der svarer til den fulde årlige forrentning af denne samfundsskabte jordværdi.
Georgismen har haft en vis indflydelse på skattepolitikken i en del lande, bl.a. i Danmark, hvor jorden beskattes hårdere end anden fast ejendom. Men fuld grundskyld som enesteskat er intetsteds gennemført. Uanset hvad der kunne tale for, at man i et nybyggerland som Amerika i det 19. århundrede havde ført en sådan politik, må det også erkendes, at den i et gammelt kultursamfund er vanskelig at praktisere. Dels er kun en mindre del af de øjeblikkelige jordværdier skabt i de nuværende besidderes tid, medens hovedparten er betalt af disse ved deres overtagelse af ejendommene, således at man vanskeligt kan forhøje jordbeskatningen op til den fulde inddragning af jordens værdi uden at yde dem en eller anden form for erstatning. Dels er det kun ved en drastisk begrænsning af de nuværende offentlige udgifter muligt at nøjes med grundskyld som enesteskat. En anden sag er, at man ved en grundstigningsskyld af passende størrelse kan inddrage eller beskære den fremtidige spekulationsgevinst på jord, hvilket sker i mange lande, bl.a. Danmark.
Når georgismen kun vil inddrage de arbejdsfrie indkomster, der flyder af jordbesiddelse, beror det utvivlsomt på en overvurdering af den betydning, man kan tillægge skellet mellem jord og realkapital. Også besiddelsen af fast realkapital kan medføre mulighed for spekulationsprægede gevinster, der ofte kan være af ganske lang varighed, og som i høj grad vil bero på den almindelige samfundsudvikling (besiddelsen af et monopol eller blot et indarbejdet firmanavn), og gevinster på varelagre hos de erhvervsdrivende eller hamstringslagre hos private kan siges at være samfundsskabte i lige så høj grad som jordværdien.