fra Sven Røgind, Samfundets økonomiske forhold (1951)
En fremstilling af nationaløkonomiens grundsynspunkter
(Til brug for undervisningen på DTU (den gang Polyteknisk Læreanstalt)
Kritik af georgismen.
Hvor veltalende end Henry George forfægtede sine synspunkter, er det dog i og for sig ikke overraskende, at vi er veget tilbage for helt at konfiskere den private ejendomsret til jordens værdi, og at det heller ikke er sket i andre lande. Et forslag herom, ville være blevet betragtet som et angreb på grundlæggende og ukrænkelige principper og det vil også med rette kunne hævdes at det for så vidt rammer ved siden af, som dog også andre oppebærer ekstraindtægter af lignende karakter som jordrenten. Vi har altså ikke at gøre med noget for fast ejendom specielt, men med et udslag af hele det kapitalistiske system. Hvis vi ikke vil afskaffe dette, er det inkonsekvent at slå ned alene på grundbesidderne. Der tænkes i første række på driftsherrer, som på det ene eller andet grundlag er i stand til at skaffe sig en særstilling på markedet og efter omstændighederne drage betydelig økonomisk fordel deraf (se det i kapitel v om “ufuldstændig konkurrence” anførte). De opnår da en med jordrenten korresponderende ekstraindtægt, som benævnes forskelsrente. De pågældende er da stillet i alt væsentligt som ejerne af jord i Zone 1 i billedet ovenfor var det. Hvis en virksomhed kan glæde sig over særlig gode regnskabsresultater, skyldes det måske blot dens alder og anseelse, dens heldige beliggenhed, dens tilknytning til visse forbrugerkredse, dens indehavers personlige egenskaber o.lign., men også dette vil kunne føre til, at der oparbejdes en forskelsrente, og ved ejerskifte vil denne blive kapitaliseret og som en “good-will” tillagt prisen for de håndgribelige værdier, som overtages.
Nu er det ganske vist tvivlsomt, om forskelsrenten er lige så velfunderet som jordrenten. Rent umiddelbart synes det ikke at være tilfældet. De driftsherrer, som står med umoderne anlæg, kan muligvis finde udvej til at forny dem, og hvis de yderligere sammenslutter sig, kan de meget vel bringe deres produktionsomkostninger ned på de stores niveau eller i nærheden deraf. Så forsvinder eller reduceres disses forskelsrente. Det samme sker, hvis en af de virksomheder, som kan glæde sig ved at have skabt sig en monopoliseret stilling (af en af de nævnte årsager eller andre), kommer under ny ledelse, som ved at bære sig uforstandigt ad sætter det vundne over styr. Selv en gammel, solid og godt indarbejdet forretning vil da før eller senere miste sin position (utilbøjeligheden hos de faste kunder til at gøre forandring kan hjælpe den en tid, men også kun en tid).
På den anden side vil grundværdierne vel som regel være bestandig stigende i et levedygtigt og virksomt samfund, men det har dog vist sig, at de i hvert fald overgangsvis kan falde. Lad os som eksempel tænke os, at andre lande vil kunne levere agerbrugsprodukter til samme pris som den, hvortil de kan fremstilles af ejerne af den bedst beliggende jord. Det vil i og for sig være ensbetydende med, at mængden af lettilgængelig (eller særlig frugtbar) jord ligesom udvides, eller at tekniske fremskridt åbner muligheder for at opnå et større høstudbytte.
Virkningen er den samme som den, der vil fremkomme, hvis vi indlægger i figuren på side 277 en jernbane eller en kanal, som fører fra Zone 3 direkte til byen. Derved vil de herboende producenter blive i stand til at transportere deres varer derind hurtigere og billigere end før, og så vil rimeligvis den jordrente, som ejerne i Zone 2 indvinder, gå tabt, og yderligere jordrenten i Zone 1 formindskes.
Vi er fortrolige med det her i landet, hvor i 1880’erne landbruget, som dengang var fortrinsvis kornproducerende (se foran under omtalen af andelsbevægelsen), trængtes hårdt af Amerikas farmere. De var takket være den rigdom af glimrende jord, som stod til deres rådighed, i stand til at underbyde deres fæller i Europa (fragtudgifterne spillede under det store udbud af skibsrum, som dampskibsfartens opsving dengang fremkaldte, ingen nævneværdig rolle). Ejendomspriserne faldt gennemgående ret stærkt, indtil det var lykkedes vore landmænd at redde sig over på forædlingsproduktionens sikrere terræn. Også i byerne kan grundrenten gadevis eller kvartervis forsvinde eller formindskes, hvis udviklingen tager en anden retning end ventet, eller trafikårernes forlægning ændres[1]). Georgisterne vil dog hævde, at det i og for sig ikke er afgørende. Så længe en privatmand overhovedet har adgang til at oppebære grundrente (stor eller lille), kan der tales om “et rov fra arbejdsfliden”.
Til disse indvendinger af principiel natur slutter der sig en del af mere praktisk. Georgisterne vil absolut ikke hæmme den private foretagsomhed og nærer ingen ønsker om at overføre andre produktionsmidler til staten (deri adskiller de sig fra socialisterne). Så må de også, hvad de heller ikke bestrider, respektere den kapitalanvendelse, som sigter på at hæve et jordareals eller en bygnings værdi. Bliver det imidlertid ikke svært at udrede, hvor stor en del af den givne vurderingssum der repræsenterer selve jorden som sådan og altså skal gøres til genstand for grundbeskatning, og hvor stor en del der er at føre tilbage på sådanne af de skiftende ejere foretagne grundforbedringer, som ikke skal rammes (på landet drænes jorden, ryddes for sten, omgives med diger og læplantninger, mergelbehandles osv., i byerne skabes der gadeanlæg, kloaksystemer m.v.)? Hvorledes skal vi endelig affinde os med de nuværende ejere, som måske netop har måttet undgælde for jordrentestigningen ved at betale en stor overpris? Det var dog forgængeren (eller forgængerne), som vi skulde have haft fat i. Alt i alt melder der sig da ret vægtige betænkeligheder, hvis vi vil forsøge at reformere samfundsforholdene ad den omhandlede vej, og det er heller ikke sikkert, at følgerne vil blive så velsignelsesrige, som Henry George forestillede sig. Således må det vel antages, at det også har sine mangler at berøve menneskene adgangen til at opnå privat vinding ved at købe jord ind i rette øjeblik for senere at sælge den efter at have gjort det pågældende areal egnet til en bestemt anvendelse (den opnåede spekulationsgevinst skrives dog ikke altid med store tal).
Herved er det mindre væsentligt, om det skulle være muligt, når grundskylden er fuldt gennemført, at undvære alle andre skatter eller blot sådanne, som sigter på nødvendige samfundsudgifter. Georgisterne påstår det, men det er ikke sandsynligt, selvom den ville blive meget indbringende. Det må huskes, at det offentliges udgifter er steget kolossalt, siden Henry George skrev sin bog, og at beskatningen nu rækker langt videre, end den gjorde den gang. Den benyttes i virkeligheden i stort omfang til at hidføre en ændret indtægtsfordeling (se kapitlet om statsmagten og borgerne).
[1] Følgerne af det sidste kunne f.eks. studeres, da i København for en del år siden den gennemgående sporvejstrafik fra Godthåbsvejkvarteret henlagdes til Rosenørns Allé, hvorved den yderste del af Åboulevarden, som indtil da havde afgivet plads for den, kom til at henligge i ret ubefærdet tilstand.
(stakkels ingeniører/PMA)
og fra
Sven Røgind: Skatterne og de offentlige udgifter
Skatteteori og skattepolitik (1954) p. 80 f.
9. Fuld grundskyld.
Det ligger uden for denne fremstillings rammer at tage stilling til, hvorvidt det af den georgistiske bevægelse (i Danmarks offentlige liv i disse år repræsenteret ved retsstatspartiet[1]) rejste krav om, at det offentlige inddrager jordrentens kapitaliserede værdi ved at opkræve »fuld grundskyld«, er berettiget eller ikke. Hele dette stærkt diskuterede spørgsmål har nu været underkastet behandling af den i 1949 nedsatte Grundskyldskommission, som vistnok snart vil lade høre fra sig. For så vidt angår den fremtidige grundværdistigning synes der ikke at herske større meningsforskel, eftersom hovedparten af værdistigningen allerede i medfør af den gældende lov tilfalder det offentlige ud fra den betragtning, at det hovedsagelig drejer sig om samfundsskabte værdier. Det kan imidlertid hævdes, som retsstatspartiet også gør det, at den forinden stedfundne værdistigning i lige så høj grad er et resultat af samfundets vækst, og at de grundbesiddere, der har nydt godt deraf, følgelig burde afgive det vundne til det offentlige. Hvorledes man end stiller sig til denne tankegang, vil det i praksis være vanskeligt at drage konsekvenserne deraf, fordi et stort antal af de pågældende for længst har solgt deres jord og derved realiseret den opnåede gevinst. Vi kommer derfor til at ramme lidt tilfældigt og vilkårligt, hvis vi nu udskriver fuld grundskyld, og det kræver også ret omfattende undersøgelser at finde ud af i hvert enkelt tilfælde, hvorvidt en konstateret værdistigning udelukkende skyldes stigende jordefterspørgsel eller i hvert fald for en del kan føres tilbage på kapitalinvestering (for landets vedkommende dræning, beplantning, indhegning, i byerne gadeanlæg og tekniske installationer m.v.). Som bekendt ønsker georgisterne ikke at hindre ved skattepålæg, at der under den ene eller anden form udføres grundforbedringer m.v.
Når bevægelsens tilhængere har udtalt, at den ved opkrævning af fuld grundskyld indvundne merindtægt skulle være stor nok til at overflødiggøre praktisk taget alle andre skatter, må det huskes, at der er gået lang tid, siden denne udtalelse fremsattes, og at staten og kommunerne dengang ikke udfoldede slet så stor aktivitet som i vore dage. De offentlige udgifter var følgelig ikke nær så store. Påstanden er nu også blevet modificeret derhen, ar der kun stilles befolkningen væsentlige skattelettelser i udsigt, hvis grundskyldsprogrammet føres ud i livet. I øvrigt er det retsstatspartiets ønske at begrænse statens og kommunernes virksomhedstrang, som i partiets øjne har antaget alt for overdrevent store dimensioner, og som svækker befolkningens vilje til at klare sig selv. Derved skulle skatteudskrivningen da yderligere kunne formindskes.