fra K. Riis-Hansen: Samfundsøkonomi i grundtræk
Afsnittet: Vor samfundsordnings principper og kritikken deraf.
p. 343 ff

Også opfattelsen af den private ejendomsret, der legeledes er et grundprincip for vor samfundsordning, har skiftet. Den økonomiske liveralisme mente den privåte ejendomsret naturlig begrundet deri, at enhver, som yder et arbejde, også må have fuld rådighed over frugterne deraf, og anså desuden den bestående ejendomsret som en uomgængelig betingelse for en fremadskridende kulturudvikling. Denne betragtning anerkendes ikke fuldt ud mere. Selvom man nemlig går ud fra, at enhver må have krav på sit arbejdes frugter, fører dette ingenlunde til den nuværende ejen­domsordning, under hvilken jo hovedmængden af den arbejdende befolkning netop ikke får deres løn bestemt på sådan vis, men efter hvad forholdene på arbejdsmarkedet giver dem mulighed for at opnå. Ejendomsretten må i sin nuværende form i det hele taget mere betragtes som noget historisk tilblevet, der vil og må ændres efter forholdenes udvikling. Det kan derfor også meget vel vise sig, at den tiltrænger en omformning, på et område en ind­snævring og på et andet en omdannelse, og om end naturligvis den betragtning, at det private initiativ ikke må unødigt svækkes, selvfølgelig står ved magt, så længe der bygges derpå som dri­vende kraft i den økonomiske udvikling, menes dette dog ikke at betyde, at den nuværende ejendomsordning ikke kan røres. På adskillige punkter vil denne meget vel kunne ændres, uden at det private initiativ angribes, nemlig overalt hvor der eksisterer et mis­forhold mellem den indhøstede gevinst og det udførte arbejde (mo­nopol-, konjunkturgevinster m.v.), og desuden kan det heller ikke være helt afgørende, at en indgriben i nogen grad vil hæmme den private driftighed ; blot må naturligvis de fordele, der derigennem opnås, være så meget desto større.

**
Hvor stærkt nu endogså den fri konkurrence og den fra fortiden overleverede ejendomsret i moderne tid er blevet begrænset, så er dog grundlaget for vor samfundsordning i princippet uændret. De skete indgreb fremtræder stadig kun som enkeltstående undtagelser, der lader selve grundlaget urokket, og vedblivende danner derfor også fri konkurrence og privat ejendomsret grundelementerne i erhvervslivets organisation. Uantastet står disse dog ingenlunde. Der er tværtimod mange, der mener, at de misforhold, som rummes indenfor vor samfundsordning, netop stammer fra selve grundlaget, og at det derfor alene er muligt at tilvejebringe væsentlig bedre tilstande gennem en grundig omformning deraf. Særlig betydning har i så henseende i moderne tid socialismen fået men også georgismen har vundet en ikke så ringe tilslutning. Fælles for begge disse opfattelser er, at de søger hovedfejlen ved den bestående samfundsordning deri, at der kan erhverves indkomst uden arbejde, hvilket jo er tilfældet, idet der foruden arbejdsløn også eksisterer kapital- og jordrente, men de adskiller sig ved, at georgismen af de arbejdsfri indkomster alene fæstner sig ved jordrenten, medens det for socialismen er kapitalrenten, der er kilden til den sociale uret.

Georgismen er opkaldt efter amerikaneren Henry George og har fortrinsvis vundet udbredelse i engelsktalende lande. Henry George havde været vidne til den hastige opblomstren, der blev Californien til del efter guldopdagelserne i midten af århundredet. Herunder fik pludselig den tidligere værdiløse jord værdi, og denne steg stadig stærkere med befolkningens vækst, hvilket betød mægtige gevinster for de jordspekulanter, der i tide for en forsvindende betaling havde købt jorderne op, for en stor del af staten. Disse kolossale rigdomme tilhørte efter George det arbejdende samfund, medens de nu tilfaldt nogle få personer, der slet ikke derfor havde ydet noget samfundsmæssigt vederlag. I sin bog Fremskridt og fattigdom almindeliggjorde han sine iagttagelser derhen, at netop heri var at søge grunden til, at der trods de store økonomiske fremskridt ikke var indtrådt en afgørende forbedring af menneskenes kår, til at fattigdommen uanset disse var forblevet den store masses lod.

Som følge af den private jordejendomsret flyder en stadig voksende part af samfundsindtægten til jordejerne, uden at de i nogen måde bidrager til dens frembringelse. Jordrenten bliver således en ganske ufortjent indtægt, medens foruden arbejdslønnen også kapitalrenten er en fuldt ud berettiget indkomstart. Arbejdere og driftsherrer såvel som kapitalister, der opsparer kapital til samfundets brug, øver alle samfundsnyttig virke; jordejerne gør intet udover at tilegne sig, hvad andre har frembragt. Jordrenten som indtægt for private opfattes således som samfundsurettens kilde, idet der dog herunder henregnes også den indtægt, som fås gennem monopoler og særstillinger af enhver art, eftersom sådanne menes i virkeligheden altid at kunne føres tilbage til jordbesiddelse. Med denne kildes tilstopning skulde derfor også alle berettigede sociale krav være sket fyldest, idet i øvrigt den fri konkurrence skulle gives råderum i videst mulig udstrækning. Georgismen træder således her i skarp modsætning til socialismen. Plads for hensyn til den sociale modsætning mellem arbejde og kapital har georgismen ikke, ligesom den stiller sig kritisk overfor en udvidelse af det offentliges virksomhed på økonomisk område og slet ikke vil høre tale om socialismens hovedkrav: samfundets overtagelse af al produktiv virksomhed.

Heller ikke jorden vil georgismen, at samfundet skal overtage; der skal blot pålægges en skat, svarende til jordrentens eller jordværdiens fulde beløb, idet da denne skat gennem periodisk fastsættelse holdes i højde med jordrentens bevægelser. Georgismen tænker sig, at derigennem vil andre skatter i alt væsentligt blive overflødige, således at jordværdiskatten bliver enesteskat (single tax). På en gang behøver dette vel ikke at ske; det anses i almindelighed tilstrækkeligt, at målet sættes og nås indenfor rimelig tid. Det er naturligvis alene den egentlige, rene jordværdi, der forlanges konfiskeret. Værdier, der er nedlagt på eller i jorden gennem arbejde (bygninger, grundforbedringer m.v.) må ikke røres. På den anden side er det den fulde jordværdi, såvel den fremtidige som den alt eksisterende, georgismen forlanger inddraget, og deri ligger naturligvis en stor urimelighed. Ældre forfattere, der forud for Henry George har været inde på en tilsvarende tankegang (f.eks. Stuart Mill), har også alene taget sigte på den fremtidige jordrentestigning, i hvilken form der heller ikke kan gøres principiel indvending mod det rejste krav; men den egentlige georgisme bliver ikke stående herved, den forlanger al jordværdi konfiskeret, uanset om den af den nuværende besidder er købt og betalt med redeligt erhvervede midler. Forsvaret herfor søges navnlig i de store sociale fordele, som jordrentens konfiskation menes at ville have til følge, og der henvises i så henseende for landbrugsjordens vedkommende særlig til, at denne da vil miste sin værdi i handel og vandel og adgangen til den således blive fri, idet enhver kan komme i besiddelse af jord uden at skulle erlægge nogen købesum. Nogen synderlig social betydning kan der dog vanskelig tillægges dette forhold. Naturligvis er det rigtigt, at ingen vil betale noget for jord, hvoraf der som skat skal svares fuld rente af den hele jordværdi, men dette gør jo ikke jorden billigere at bruge, hvad der jo dog er det afgørende. De økonomiske vilkår, hvorunder jord kan købes og bruges, er reelt kun lidet ændrede; blot at man nu kalder det for skat, som før hed rente (af egen eller lånt kapital). Og dertil kommer, at der til at blive selvstændig jorddyrker foruden fri adgang til jorden også kræves kapital til erhvervelse af påstående bygninger, nødvendig besætning, inventar m.v. Og deri ligger for ubemidlede den væsentlige vanskelighed.

Derimod er det naturligvis rigtigt at der med konfiskation af den hele jordværdi er gjort en ende på al jordspekulation således som den særlig trives i og ved de stærkt voksende byer, ved anlæg af jernbaner og mere almindeligt i nykultiverede lande, og dermed vil også det forhold være bragt til ophør, at jorder i forventning om yderligere værdistigning lades henligge ubenyttede eller i hvert fald anvendes på en under de givne forhold uøkonomisk måde. Til opnåelse af alt dette vil imidlertid en konfiskation af den fremtidige værdistigning være fuldt tilstrækkelig, eftersom det alene er denne, spekulationen ser hen til og bestemmes af, medens inddragning af den alt bestående jordværdi i denne forbindelse er uden betydning, og det er dette sidste, der er den egentlige georgismes bærende tanke.

Heller ikke i anden henseende lader der sig fremdrage noget, der kan opveje den urimelighed overfor den jordejende klasse, som ligger indesluttet i det georgistiske hovedkrav, men skønt dette således ikke i den skarpe form, det har fået af Henry George, kan anerkendes som holdbart, er der dog al god anledning til at drage lære af den kritik af det bestående, der indeholdes deri. Jordspørgsmålet er i nyere tid trådt ret stærkt i forgrunden, og det er først og fremmest i engelsktalende lande, men også andetsteds fremtrådt en mere eller mindre georgistisk farvet jordreformbevægelse, der ikke har været uden indflydelse på den praktiske politik. Særlig gælder dette med hensyn til jordbeskatningen på New Zealand, i nogle australske stater, enkelte steder i Canada m.v., men også derudover har georgistiske ideer hist og her givet sig praktiske udslag. Mere end gennem disse forholdsvis få resultater, må den georgistiske bevægelses betydning dog søges deri, at der derigennem er blevet slået så stærkt til lyd for jordspørgsmålet, således som dette trænger sig på i moderne tid, såvel i by som på land. At georgismen derimod skulde sidde inde med den eneste gyldige løsning deraf, er lidet trolig. Rent bortset fra, at alene billighedshensyn ville være til hinder for at følge den georgistiske recept vil i det hele taget i denne sammenhæng en beskatning kun kunne opfattes som et enkelt anvendeligt middel blandt flere, og dette vil desuden ingenlunde under alle forhold høre til de mest virksomme. – Også i Danmark har de georgistiske ideer vundet indpas, og gennem en virksom og vedholdende agitation er der for dem opnået en ikke ringe tilslutning indenfor husmandsbevægelsen og fra høj skolekredse.

I modsætning til den georgistiske opfattelse, der i den fri konkurrence ser et naturligt og harmonisk organisationsprincip, bryder socialismen fuldstændig staven derover. Den fri konkurrence menes tværtimod at give planløs produktion og føre til social uretfærdighed, hvorfor den også forlanges afløst af fast organiseret samvirke. Desuden vil socialismen have den private ejendomsret stærkt indsnævret. Videst i så henseende går de, der ønsker indført fuldstændigt ejendomsfællesskab (gennemført kommunisme). I almindelighed og i hvert fald indenfor den moderne socialisme er det dog kun produktionsmidlerne, der skal overgå til samfundet, således at dette alene skal kunne eje og bruge dem, medens al privat erhvervsvirksomhed skal falde bort.