Beskatning af jordrenten.

Det er klart, at dette spørgsmål, om jorden har en udbudspris eller ej, bliver af afgørende betydning for, hvorledes det vil gå, når man lægger en skat på jordrenten. I det enkelte øjeblik er der et vist udbud såvel af jord som af varige kapitalgoder. En skat på udbyttet heraf vil derfor ikke rent øjeblikkeligt påvirke udbuddet af de varer, der produceres ved jordens eller de varige kapitalgoders hjælp. Men hvorledes vil det gå i det lange løb? Vil der stadig trods skatten være det samme udbud af produktionsmidler eller vil udbuddet blive begrænset? Det må åbenbart netop bero på, om der er en bestemt udbudspris, der skal dækkes, for at den pågældende faktor skal blive stillet til rådighed for produktionen i det hidtidige omfang. I så tilfælde må skatten overvæltes på andre, medens den i modsat fald vil blive endeligt båret af ejerne af de pågældende produktionsmidler.

Hvis jordrenten udelukkende betragtes som en differential-rente, vil der ikke være nogen jordrente på dyrkningsgrænsen, hvor kornprisen bestemmes, og grænseomkostningerne vil derfor være de samme, enten jordrenten beskattes eller ej. Der vil derfor også vedbloivende være det samme udbud af korn og den samme kornpris, så at skatten må bæres af jordens ejere uden at kunne overvæltes på andre.

En amerikansk reformator Henry George har foreslået at erstatte alle andre skatter med en enesteskat på jordrenten, der inddrog dens fulde beløb til fordel for det offentlige. Om en sådan reforms etiske berettigelse er det ikke nationaløkonomiens sag at dømme. Ej heller skal der her tales om, hvorvidt der på denne måde vil kunne skaffes tilstrækkeligt til dækning af de offentlige udgifter; dette vil selvsagt for en væsentlig del bero på, hvilke opgaver man forlanger at det offentlige skal løse, og også dette afhænger af, hvilke social-etiske idealer man hylder. Her har vi alene at gøre med de økonomiske argumenter, hvormed reformen begrundes.

Henry George tog sit udgangspunkt i Ricardos jordrentelære, men benægtede samtidig denne læres vigtigste forudsætning: at befolkningen tenderer mod at lægge et stærkere og stærkere pres på næringsmiddelproduktionen. Det var ikke befolkningspresset men jordspekulationen, der efter hans mening var skyld i den stigende jordværdi; thi naturens rigdomme var i virkeligheden uudtømmelige. Baggrunden for denne opfattelse var den rivende udvikling, Henry George havde været vidne til i Californien i midtren af forrige århundrede efter de store guld­opdagelser. Her er netop tale om et nyt land med jomfruelig jord i overflod, der i tide var købt op for en forsvindende betaling og nu gav sine ejere mægtige spekulationsgevinster, efterhånden som befolkningen steg.

Konsekvensen af denne spekulative opskruning af jordværdierne måtte efter Henry Georges mening blive, at lønnen stadig ville tendere mod at falde. “Idet jorden er nødvendig for arbejdet og samtidig er privat ejendomsret undergivet, vil enhver stigning i arbejdets produktive kraft kun forøgee jordrenten, den pris, som arbejdet må betale for muligheden for at anvende sine kræfter og således vil alle de fordele, der vindes på fremskridtets vej, gå til jordejerne og lønnen ikke stige.” Det var derfor, Henry George kaldte sit hovedværk Fremskridt og fattigdom. Det var med andre ord ikke modsætningen mellem kapital og arbejde, men modsætningen mellem kapital og arbejde på den ene side og jordens ejere på den anden, som var den dybeste efter Henry Georges mening. Midlet til at afskaffe fattigdommen og virkeliggøre tusindårsriget på jorden skulle derfor også være at finde i jordrentens inddragning til fordel for det offentlige. Thi derigennem ville jorden tabe sin værdi i handel og vandel, og adgangen til at benytte den ville dermed stå åben for alle uden erlæggelse af nogen købesum. Og dette ville atter virke som en substitutionspris for arbejdskraften, der ville hindre lønnen i at synke under hvad en mand kunne tjene som selvstændig landbruger.

De sociale fordele, der knytter til en sådan reform, må dog ikke overvurderes. Det må indrømmes, at det vil blive noget lettere at blive landmand uden kapital, men på den anden side vil det blive sværere at være landmand uden dygtighed.
Det, som under den nuværende samfundsordning gør det vanskeligt at blive landmand, er den store kapital, der kræves for at kunne overtage en ejendom; men det må huskes, at en væsentlig del heraf er betaling for bygninger, besætninger, inventar etc., og disse ting må der naturligvis betales for også efter enesteskattens indførelse. At det efter en sådan skattereform bliver vanskeligere at være landmand uden tilstrækkelig dygtighed, beror på, at mange landmænd i øjeblikket kan sidde og holde det gående ved at nøjes med en utilstrækkelig rente af den formue, de besidder i deres jord, medens de efter enesteskattens indførelse vil komme til at forrente jordens fulde værdi; thi det, som reformen betyder for jordens brugere, er jo i virkeligheden blot, at man kalder det for skat, som før hed rente (af egen eller lånt kapital).

At en fuldstændig jordværdiskat vil gøre ende på al jordspekulation, siger sig selv. Men for at nå dette mål er det i virkeligheden ikke nødvendigt at konfiskere den allerede eksisterende jordrente, der som nævnt oftest vil være købt og betalt af de nuværende besiddere i tillid til den bestående retsorden. Hertil er en jordværdistigningsskat fuldt tilstrækkelig. Desuden må det huskes, at jord ofte kun holdes tilbage fra en øjeblikkelig anvendelse, fordi den eneste i øjeblikket rentable måde at anvende den på, ville udelukke en mere rentabel og antagelig vigtigere anvendelse senere hen. Fra et offentligt så vel som fra et privat synspunkt vil det være uklogt at opføre en lille og billig ejendom på en grund, som i løbet af få år efterspørg til en større og bedre ejendom.

Den vigtigste praktiske indvending, som reformens modstandere i øvrigt fører i marken, er vanskeligheden ved at konstatere den “nøgne jordværdi” med tilstrækkelig nøjagtighed. Men på den anden side har Henry George og hans tilhængere gjort megen gavn ved at påvise mangler og svagheder ved de eksisterende skatter. Og desuden har Henry Georges stimulerende forfatterskab bidraget til i al almindelighed at vække interessen for økonomiske problemer. Den oprindelige forfatter af denne bog skrev for mere end 40 år siden, at det ville være vanskeligt at overvurdere Fremskridt og fattigdoms opdragende værdi. Dens fremkomst har æren for en væsentlig del af den stigende interesse for nationaløkonomi.[1]

Fra Forordet:
I overensstemmelse med den nye amerikanske udgave er kapitlernes rækkefølge i denne udgave ændret således, at fremstillingen af værdi- og fordelingslærens grundlæggende principper ikke i så høj grad som før brydes ved indskydelse af kapitler om mere praktiske og politiske spørgsmål; af sådanne praktiske problemer behandles de vigtigste i kapitlerne XXI-XXV, men nogen skarp sondring mellem “teori” og “politik” er ikke gennemført. Desuden er der i nærværende udgave taget hensyn til den nye amerikanske udgaves talrige ændringer og tilføjelser på alle punkter, hvor de skønnedes at frembyde virkelige forbedringer; navnlig kapitlerne om grundbegreberne, produktion og forbrug, værdi og pris indeholder meget nyt, men også i de øvrige kapitler er revisionen gået langt videre end til blot at føre bogen “up to date” mht. tal og andre fakta; kapitlet om jordrente er helt omarbejdet. Men trods den nye amerikanske udgaves mange ændringer er – som også forfatterne fremhæver i deres forord –bogens karakteristiske tone stadig den samme, og det er oversætteren håb at det ligeledes måtte være lykkedes ham at bevare denne tone, til trods for at nærværende udgave – med forfatternes billigelse – i noget højere grad end den første danske udgave afviger fra den amerikanske tekst; det er særlig i indledningskapitlet samt i kapitlerne om jordrente, driftsherregevinst, arbejderspørgsmål, sociallovgivning og socialisme, at det har vist sig ønskeligt på basis af de ved undervisningen indhøstede erfaringer at tage stærkere hensyn til europæiske synspunkter og problemer; på det rent teoretiske område bør det specielt fremhæves, at oversætteren kun delvis har fulgt de amerikanske forfatteres overgang til at betragte lighedspunkterne mellem jord og kapital som vigtigere end forskellighederne dem imellem.
For råd og hjælp ved tilrettelægningen af stoffet for den nye udgave retter jeg min bedste tak til prof., dr. polit. Axel Nielsen og prof., dr. polit. F. Zeuthen.
København, den 5. marts 1931
Carl Iversen.

[1] R. T. Ely: The Labor Movement in America, 1886, s. 126.4