For og imod georgeismen i Danmark
En række stridsartikler
redaktion: Fernando Linderberg
Udgivet hos V. Pontoppidan,
M. Lazarus Bogtrykkeri, København 1890
Sidste del af bogen:
Georgemødet i Odense
findes under Bevægelsens Historie

Jeg betragter Fremskridt og fattigdom (af Henry George) som den vigtigste og betydeligste bog, der er fremkommet i sidste halvdel af indeværende århundrede. Jeg tilføjer ikke min højagtede ven og lærer, John Stuart Mills minde, nogen uret, når jeg sætter denne bog højere end alle hans bøger og alt, hvad han i øvrigt har skrevet, Jeg anser denne bog som det værdifuldeste bidrag til den nationaløkonomiske videnskab siden Ricardos rentelære fremkom. Selv Herbert Spencer har aldrig udrettet så meget for socialvidenskabens udbvikling som det, der er udrettet ved denne bog.
Dr. Phil. M.R. Leversen

Indhold:
Forord
Henry George: Georges program. (ikke medtaget, Udgivet under Taler/artikler)
Jakob E. Lange: Frihed og lighed.
Maltesen: Ejendomsret og beskatning
Jakob E. Lange: Svar til L. Maltesen
N. Mouritzen: Hvem skal betale
Panduro, stud. polit.: Jordrenten.
Jakob E. Lange: Svar til H. Panduro.
Gårdejer L. N. Nielsen: Landbrugets stilling i nutiden.
Seminarieforstander P. Bojsen: Henry Georges skattereform.
Hertel: Georges skatteprogram
Gårdejer N. L. Nielsen: Henry Georges skattereform og Selvejersystemet.
Fernando Linderberg: Georges program.
Hertel: Henry Georges skattereform.
Bojsen: Henry Georges skattereform.
Gårdejer N. L. Nielsen: Henry Georges skattereform.
Fernando Linderberg: Beskatningen og jordrenten.
Professor V. Falbe-Hansen: Henry Georges skatteforslag.
Fernando Linderberg: Åbent brev til professor V. Falbe-Hansen.
Professor V. Falbe-Hansen: Svar på hr. Fernando Linderbergs åbne brev.
Fernando Linderberg: Georgismen

Forord.

Hermed forelægges første række af de stridsartikler, som her hjemme er fremkommet for og imod Henry Georges program.

Artiklerne har tid efter anden været optaget i Højskolebladet, Vort Landbrug og Programmet. Finder denne udgave venlig modtagelse, er det hensigten senere at udgive en ny række af de artikler, som senere er fremkommet i andre forskellige blade.

Hensigten med at udgive disse artikler er dels den at give ærede læsere adgang til at se de grunde, der fremføres såvel mod som for sagen, og til at dømme om, på hvilken side de finder, at de bedste grunde er, dels om muligt at opnå, at man ved forhandling med fremtidige modstandere kunne undgå atter at skulle besvare indvendinger, der tidligere gentagne gange er blevet besvaret.

Frederiksberg i juli 1890. / Udg.

Jakob E. Lange: Frihed og lighed.

(Højskolebladet, januar 1888.)

Den bevægelse, der begyndte med Rousseau-­Voltaire, slog ud i den store franske revolution. Revolutionen var menneskerettighedernes store morgengry: frihed, lighed og broderskab var løsenet. Bevægelsen skejede imidlertid ud og standsedes til sidst af Napoleonstiden.

Da bevægelsen i dette århundrede begyndte på ny, var det særlig den ene side af sagen, frihedstanken, der slog igennem; den politiske frihed blev først og fremmest løsenet for folkebevægelserne i Europa. Kun i selve Frankrig mærker man endnu stærkt, at også lighedstanken har fæstet dybe rødder, måske netop fordi franskmændene, med deres hurtige, urolige sind, aldrig sådan kan gå op i politik, som de andre europæiske folkeslag. Trods den skærende sociale ulighed, som man træffer i Paris ligesom i Europas undre store byer, finder man derfor også her mere end noget andet sted, en vis lighedsfølelse, en udpræget respekt for mennesket som menneske. Uden hensyn til social ulighed, der blandt andet giver sig udslag i den stående tiltaleform, “min herre,” til alle og enhver.

Dog bevægelsen, der slog ud i 48, standsede hurtigt. Den europæiske reaktionsbølge rejste sig snart efter og viste sig i kort tid mægtig nok til at standse den fremrullende frihedsbølge; ja, det syntes jo endog for tiden, som om der er reaktion, tilbagegang på hele linjen. Men midt i stilstanden ser vi en anden bevægelse rejse sig: født som frihedsbevægelsen forrige århundrede, men først voksende sig stærk under den, netop i frihedstiden fremvoksende sociale ulighed, rejser lighedskravet sig mere og mere, nærmest som arbejderspørgsmålet.

Den europæiske reaktion er nu, ret beset, ikke et blot og bart tilbageslag, frembragt ved en for stærk fremadskridende bevægelse; en fuldt ud sund bevægelse standser ikke, fordi den er stærk, tvært imod er en sådan bevægelse vanskeligere at standse, jo stærkere og kraftigere den er. Standsningen har en indre årsag, og denne er, synes mig, netop at søge deri, at man over frihedstanken mere eller mindre har glemt dens tvillingebroder, lighedstanken, uden hvilken den må blive til intet. Kun i samling kan de føre menneskeheden hen imod det store mål: broderskabet, den franske revolutions tredje store slagord, idet er jo en kendsgerning, at netop vort århundrede, der har opfyldt så mange af de dybe kløfter, som den politiske ufrihed havde dannet mellem stænderne, samtidig har set de sociale uligheder frembringe den umådelige tværdeling i folkene: har frembragt den uhyre afstand mellem det moderne pengearistokrati og proletariatet, ved den af friheden fødte, rige økonomiske udvikling. At det er den sociale ulighed, der har frembragt tilbageslaget, kan let påvises ad mange veje; jeg skal her blot pege på dette ene forhold, at proletariatet, der finder sine kår forværrede i stedet for forbedrede ved “fremskridtet”, taber troen på dette, samtidig med, at det ved sin økonomisk elendige stilling bliver mere og mere udsat for økonomisk tryk og stemmekøb, medens hele dets tiloversblevne fortvivlelsens energi rettes mod det på den anden side opståede pengearistokrati, der har indtaget det gamle aristokratis plads, fået aristokratiske fornemmelser og dertil tiltvunget sig en magt, der i mange henseender gør de friere politiske former til et tomt skin.

Disse forhold ses vel klarere i de store verdensbyer end hos os, hvor de sociale uligheder ikke endnu er så udprægede; men selv her til lands er det dog mere end tydelig nok.

Det er derfor ikke tilfældigt, at lighedskravet har rejst sig også i sin ensidighed, som en fordring om lighed, uden blik for den personlige frihed, som vi ser det i socialismen på fastlandet.

Dette vor tids store spørgsmål løses ikke ved oplysning. Oplysningen er vel nødvendig og fordres da også af begge parter: de gamle personlige frihedsmænd og de ny lighedsforkæmpere. Uden oplysning er friheden et værktøj uden kyndige arbejdere, ligheden stilstand og død. – Nej, lighedsspørgsmålet må frem i første række, men det må løses uden at kue den personlige frihed: frihed uden lighed er skal uden kerne, lighed uden frihed er tugthusliv.

Socialismen er opstået på fastlandet og bærer overalt spor af sin byrd. Den har aldrig kunnet fæste rod i den personlige friheds hjem, hos de praktiske englændere. Den er særlig præget af tysk­filosofisk systematik og overtro på “statens” almægtighed, stik imod det praktiske livs erfaring, om statsdriftens ødselhed og tilbøjelighed til at fortørre, fordi den ikke bæres frem af personlig drift og foretagelsesånd. Socialismens mangel på blik for den personlige friheds betydning viser sig også derved, at den tæller en stor mængde forkæmpere mellem de i enhver anden henseende mest konservative mennesker: Tørre professorer bliver “katedersocialister”, og militaristiske statsmænd gør forsøg på at indføre “statssocialisme”. Det er derfor ret naturligt, at mange frihedsmænd ser skævt til hele bevægelsen, der synes at skulle blive så farlig for frihedens sag.

Dog må disse tilsyneladende modstridende kræfter forenes, om det skal blive til et varigt og sandt fremskridt. Selvom det skulle lykkes de socialistiske arbejderforbund i forening med kateder- og statssocialister til en tid at gennemføre deres ideer, skal det nok vise sig, at udviklingen standser, hvis ikke den personlige frihed samtidig kommer til sin ret. Den franske lighedssans og den engelske grundmurede frihedsfølelse må forenes, hvor fremskridtet skal lykkes og trives.

Socialismen har, som ovenfor nævnt, ikke fæstet rod i England; arbejderbevægelsens største og mest praktiske resultat, arbejderorganisationen, er vel også her blevet af stor betydning, men i øvrigt står bevægelsen langt tilbage derovre.

Dette hænger nu ikke blot sammen med englændernes ensidige frihedssans, men skyldes også deres afsondrethed og konservatisme. Først og fremmest må dog grunden søges deri, at til trods for de mere end noget andet sted dybe sociale kløfter er håndværkernes kår i England langt bedre end på fastlandet. Socialismen er et barn af nøden: en hård vinter med arbejdsløshed og knugende nød omvender flere til socialismen end til agitatorer.

Englands økonomiske magtstilling, støttet på udmærket beliggenhed og rige hjælpekilder og udviklet under fri og fredelige forhold med stor energi, har imidlertid hidindtil sikret den engelske håndværker og selv mine- og fabriksarbejderne forholdsvis gode kår: god løn og en forholdsvis let tilkæmpet kort arbejdstid (50-55 timers ugentligt arbejde er reglen derovre, og en almindelig håndværkssvends timeløn sættes til 60-65 øre). Hvor forskelligt er ikke også et arbejderkvarter i London, hvor hver familie bor for sig i et lille hyggeligt hus med en lille plet havejord foran og bag, fra hvad man ser omkring på fastlandet, hvor arbejderne stuves sammen i store uhyggelige “kaserner”. (At kæmpebyen London på den anden side rummer mere elendighed end måske nogen anden europæisk by, er jeg ingenlunde blind for; men jeg taler her nærmest om, hvad der hidindtil har udgjort socialdemokratiets kernetropper: de simple håndværkere og faste fabriksarbejdere.)

Det synes imidlertid, som om der er forandring i luften. England trykkes mere og mere fra begge sider. Amerika, med sine i visse henseender endnu rigere hjælpekilder, tager med held kampen op, og på den anden side trykkes den engelske industri fra Europas fastland. “Nød lærer nøgen kvinde at spinde;’, og nøden har da også været den store tekniske læremester særlig for tyskerne, hvis industri i de sidste åringer med held konkurrerer med Englands, endog på de britiske øer, selv på stålvareproduktionens område. Dertil kommer, at særlig tyske arbejdere vandrer til England, hvor de, til trods for at de er ilde sete her som andet steds, dog har tiltvunget sig en stor del af arbejdet, på grund af deres flid, dygtighed og nøjsomhed.

Hvis det bliver således ved ret længe, vil de engelske arbejdere ikke være i stand til at holde den gode stilling, som de har tilkæmpet sig; det mærker de også godt selv, hvad man bl.a. ser af det råb på “beskyttelse”, som nu har rejst sig her i selve frihandelens hjem.

Denne tilbagegang i England er i og for sig sørgelig nok. Når man som jeg i længere tid har levet mellem engelske arbejdere, føler man det dobbelt stærkt. Men det er dog muligt, at det netop er her igennem, at også England for alvor skal drages ind i arbejderspørgsmålet og derved tilføre denne kamp nye kræfter, der kan hjælpe sagen ud over socialismens farlige ensidighed.

Medens sagen står således i Europa, synes det, som om man i Amerika allerede er kommet et godt stykke videre på den rette vej. Her er jo også alle betingelser til stede: engelsk frihedsfølelse er grundlaget, ligesom grundlaget for det amerikanske folk er engelsk, men der er en stadig strøm af forskelligartede folk fra hele Europa, der bestandig tilfører nye kræfter, og udviklingen hæmmes ikke af engelsk afsondrethed og konservatisme.

Den europæiske socialisme findes også i Amerika: Men ved siden deraf og måske vel så stærkt udbredt står den af Henry George rejste bevægelse, der i den senere tid også er kommet frem herhjemme, særlig ved Ullmanns virksomhed. Jo mere jeg ser på denne bevægelse, desto sikrere bliver jeg på, at det er her fremtiden gror. Ti det er netop dens særkende, at den er en lighedsbevægelse, der langt fra at stå ligegyldig eller endog fjendtlig overfor den personlige frihed, tvært imod rejser sit banner for frihed og lighed. Den bærer dertil overalt vidnesbyrd om sin oprindelse fra de praktiske, personligt selvstændige amerikanere og forkaster socialismens grundfejlsyn på statsdriften med dens tørre, døde maskineri, der sikkert vil vise sig umuligt, så længe menneskene er, som de nu er. Det vil også lette overgangen til den Henry George’ske samfundsordning umådelig meget, at den ikke i form står i den skarpe modsætning til den nuværende, som de kommunistiske ideer.

Grunduenigheden mellem socialismen og Henry George’ismen viser sig i deres betragtning af den personlige ejendomsret. Medens socialisterne ikke vil vide noget af denne at sige, hævdes den stærkt af H. G. som grundlag for samfundsordningen. Men på den anden side står georgismen skarpt overfor den nu herskende anskuelse om ejendomsrettens grænser. I modsætning til vor tids ubegrænsede personlige ejendomsret stiller H. G. sin fordring om, at kun kapitalen, hvad der er frembragt af eller ved mennesker, må være personlig ejendom. J orden tilhører alle, den er naturens vuggegave til alle mennesker, – og den må ingen enkeltmand tilegne sig. Jorden skal gøres til fællesejendom ligesom det åbne hav og luften, vi indånder. Enkeltmands tilegnelse af jorden er den store grunduretfærdighed, der gang efter gang har standset menneskehedens udvikling, den er det skær, hvorpå de store verdensrigers rige civilisation gang efter gang er strandet, fra den ægyptiske til romerrigets, og det vil også blive den europæiske civilisations undergang, hvis vi ikke kan gennemføre en forandring. Her mødes altså i en vis henseende Henry George med Rousseau, der som bekendt hævdede, at den første mand, der indhegnede et stykke jord og kaldte det sit, var menneskehedens grundfordærver. Det er måske derfor ikke af vejen allerede her at fremhæve, at Henry G., langt fra at tabe sig med den store franske filosof i unyttig filosoferen over det uciviliserede livs herlighed osv., netop stærkt fremhæver det civiliserede samfund som menneskets rette virkekreds, og at kun gennem dette kan menneskeheden virkelig nå fremad mod sit store mål.

Henry George kommer til opstillingen af sin store fordring om den personlige ejendomsrets indskrænkning til kapitalen, det ved mennesker frembragte, gennem en· grundig og omfattende socialøkonomisk undersøgelse i hans klassiske værk Fremskridt og fattigdom (Progress and Poverty, oversat af V. Ullmann). Men selv den mest indlysende socialøkonomiske berettigelse er ham ikke nok. “kun det er i sandhed vist, som er retfærdigt,” siger han i sin bog, og han underkaster derfor sin fordring en etisk­historisk prøve: først hvis det kan bestå overfor historiens og etikkens domstol, tør han tro sit eget socialøkonomiske resultat. –

Målet for denne undersøgelse bliver altså på den ene side at vise, at fordringen står i fuld overensstemmelse med retfærdighedsprincippet, og på den anden side at eftervise, hvorledes det netop er enkeltmands tilegnelse af jorden, der overalt er grundårsagen til samfundenes opløsning og undergang,

Grundlaget for al personlig ejendomsret er, at hvad man selv har lavet, tilhører en. Arbejde giver ejendomsret til det frembragte, til arbejdets frugt.[1] Selv på det mest uudviklede stade er imidlertid menneskene afhængige af hinanden, arbejdets deling er indført og dermed handelen, i alt fald som tuskhandel. Mit arbejdes frugt kan jeg altså med rette udveksle med andres, som jeg har mere brug for. Men sit arbejdes frugt, sin ejendom, kan man også give til andre, enten det nu er for at tilkøbe sig deres venskab – i så fald er det tuskhandel – eller for at forbedre deres kår i en eller anden retning. Hvad man har modtaget som arv eller gave af ejermanden, tilhører derfor også med rette en, såvel som hvad man selv har frembragt eller tilbyttet sig.

Men jorden, den er jo intet menneskes frembringelse og tilhører derfor lige så lidt som havet nogen enkeltmand. At tilegne sig jord er derfor i egentligste forstand et ran fra samfundet og som sådant samfundsopløsende. Ti samfundet er jo blevet til for at lette hver enkelt hans arbejde, kun gennem samfundets arbejdsdeling bliver mennesket naturens herre, i stedet for dens slave, som dyret. Jorden skal jo imidlertid dyrkes, afgrøden er en frugt af arbejdet og tilhører dyrkeren, men da afgrøden ikke blot er frugten af et enkelt års arbejde, men måske af mange forudgangne, må dyrkeren have sikkerhed for, at brugsretten ikke bliver ham frataget, inden han har høstet fuld frugt af sit arbejde: brugsretten må være varig, men ejendomsret til jorden får han ikke og kan han ikke få.

Det ved mennesker frembragte er altså det eneste, mennesker med rette kan kalde deres ejendom. Dette er det moralske grundlag for hele Henry Georges tankegang, og hvem der ikke vil indrømme sandheden heraf, kan lige så lidt følge ham i andet, som den kan indse rigtigheden af en geometrisk konstruktion, der ikke vil indrømme, at en ret linje er den korteste vej mellem to punkter.

Det ville jo være underligt, om en så simpel og naturlig tankegang først var kommet til gennembrud i det 19. århundrede. Det er i virkeligheden heller ikke så; tværtimod er anerkendelsen af den personlige ejendomsret til jord af temmelig moderne oprindelse. I middelalderen var jorddrotterne lensmænd; de fik brugsretten til jorden af kongen, dvs. staten, der var den eneste ejer af landets jord; men til gengæld måtte de så yde staten visse tjenester, særlig blev hele krigsbyrden, statens militære udgifter, båret af lenene. Selv det moralske grundlag for kirkers og klostres ejendomsret til jord var netop, at de påtog sig andre samfundspligter: kirke- og undervisningsvæsenet samt fattigforsørgelsen.

Mærkeligt nok var det netop i friheds og ligheds navn man slog dette princip ihjel. Lensvæsenet var ganske vist i sin form forældet og passede ikke længere til tiden; men grundprincippet var rigtigt. Man borttog forpligtelserne, men lod rettighederne blive. Militærudgifter osv. blev lagt over på alle borgere uden hensyn til, om de var jordbrugere eller ej; men de, som havde overtaget jorden mod visse forpligtelser, beholdt den uden disse. Heraf fremgik den moderne, bagvendte orden.

Selv op i vore dage finder man dog spor af den gamle tankegang; spor af en væsensforskel mellem kapitalejendom og jordegods, der blandt andet viser sig i vor stænderforfatning, hvor valgretten knyttedes til besiddelsen af jord, ikke til formue i almindelighed og i England skelner man endnu bestemt mellem selve jorden (real estate), og hvad der i øvrigt hører til et gods (forbedringer, bygninger, løsøre etc.).

I en åndfuld historisk oversigt skildrer Henry George, hvorledes jordegodsets overgang på enkeltmands hånd er blevet grundårsagen til verdensrigernes fald, ved at skabe en mere og mere eneherskende kaste og et stort på en gang afhængigt og rodløst proletariat; rodløst må det blive, ti mennesket er nu en gang jordens barn, henvist til at leve på og af jorden og derfor afhængigt af jordbesidderne. Dette ses bedst, når man tænker sig et land, ejet af en enkelt mand. Landets indbyggere ville da, trods deres vindskibelighed og dygtighed være fuldstændig afhængige, ti den ene, som ejede alt, kunne påtvinge dem, hvad for betingelse han fandt for godt, for brugsretten af jorden. Og dette er ikke mindre sandt, om end mindre iøjnefaldende, hvor der er flere jordbesiddere. Så længe samfundets fælles ejendomsret til jorden ikke er anerkendt, vil der altid være en herskende og en afhængig klasse og dermed spiren til samfundets opløsning.

Jeg er ikke selv historiker og håber derfor at andre, sagkyndigere, vil drage denne side af sagen frem; i øvrigt henviser jeg til Fremskridt og fattigdom, som enhver, der interesserer sig for det store samfundsspørgsmål, burde kende. Jeg skal her blot pege på, hvorledes også vor egen moderne civilisation bærer opløsningsspirer i hjertet og vil gå under, hvis denne ikke tilintetgøres.

“Hvad er denne brydningstime,
skumring eller gry?”

Når man ser ud over den europæiske civilisation og dens kæmpeværker på åndens og håndens område, gribes man naturlig af en stolt følelse, noget af den følelse at være af kongeæt, som ofte kan bringe en til at svimle. Hvis et menneske for hundrede år siden havde spået om, hvordan naturkræfterne skulle tages i menneskets tjeneste inden dette århundredes udgang, ville man have kaldt ham afsindig; og dog synes vi kun at stå på det første trin af det materielle fremskridts stige; i mange henseender er, hvad vi nu ved, kun som et sandskorn mod de bjerge, hvis omrids vi dunkelt skimter i det fjerne. – Men lad os tænke os, at spådommen havde vundet tiltro., at man havde fået øjet op for, at om hundrede år ville det være muligt at rejse jorden rundt i samme tid, som det før tog at rejse til Wien, og at sende bud til jordens ende “på lynets vinger”, kort sagt at frembringe alt muligt med 1/10 ja 1/20 af det arbejde, det kostede i det 18. århundrede, ville det da ikke have været den naturligste slutning af verden, at om hundrede år ville al nød og elendighed være forsvundet, selv den ringeste arbejder ville være rig som en fyrste og alt ville blomstre i den rigeste fylde. – Nu står vi ved århundredets slutning, og hvad har vi opnået? Er næringssorgen svunden og nød og elendighed udryddet? Er arbejdernes stilling blevet misundelsesværdig?

Hvis man er blevet grebet af fremskridtsbegejstringens svimmelhed i en stor verdensbys glans og rigdom, behøver man blot at gå om i en sidegade, så fortager svimmelheden sig nok; men det turde hænde, at man ikke havde slet så høje kongetanker, når man kom tilbage, efter at have set et glimt af den dybeste menneskelige – eller rettere umenneskelige – elendigheds sorte virkelighed. En nat i et londonsk fattigkvarter kan præge sit rystende indtryk dybere i ens sjæl end alverdens tragedier.

Og det er netop i civilisationens brændpunkter, hvor alle rigdomme samles og hvor gennemsnitsformuen er størst, at vi møder den dybeste elendighed. København er rigere end Aarhus, Aarhus end enhver lille landsby der omkring, men netop i København finder vi mere nød og elendighed end andet steds i landet, skønt alle rigdomme og de på landet opsparede formuer strømmer derind. Og alt, som byen vokser, og fremskridtet fører os højere og højere op mod verdensbyernes glans, bliver nøden større. Vi begynder allerede så småt at vænne os til den tanke, at folk kan dø af sult i København, og det til trods for den noksom bekendte københavnske godgørenhed.

Under de nuværende forhold fører materielt fremskridt to ting med sig; stigende gennemsnitsrigdom og større social ulighed, dybere elendighed og mere glimrende overdådighed.

Det endelige resultat heraf er ikke vanskeligt at se: vor tids civilisation og det materielle fremskridt er børn af friheden, men kan den ikke bringe bedre frugt end, hvad vi nu ser i verdensbyerne, er den dødsdømt: frihed, fremskridt og civilisation vil blive knust af sine egne synder og end ikke efterlade sig så rige spor, som de undergåede verdensriger; ti krystalpaladser forgår lettere end pyramider, papir fortæres lettere end kileskrifter på babyloniske stenvægge.

Hvorfra tilintetgørelsen vil komme, er af mindre betydning; når riget først er råddent, falder det nok sammen, selv uden en hunnerflok fra en anden verdensdel. Har vi måske i pariserkommunen et svagt glimt af den lynild, der vil knuse os, om fremskridtet ret længe skal gå i samme spor? Et er vist: det er den jævne middelstand, der er friheds og fremskridts stærkeste bærer, men nutidsudviklingen bortæder netop dette underlag mere og mere ved at dele befolkningen i to klasser: pengearistokratiet, der foragter forfatning og styrelse, så længe de blot har penge nok til at bestikke de styrende eller dem, som vælger styrelsen, og proletariatet, der snart vil tabe troen på frihedens velgerninger, når det intet ser til dem, mens det sulter og derfor gerne giver sin stemme for et måltid mad. Kommer så dertil, at religionen i vide kredse har tabt sin autoritet overfor begge disse to samfundsklasser, så har vi, synes jeg, et tro billede af tilstanden i det romerske verdensrige i dets ydre glansperiode, da stenen løsnedes, der knuste sten- og lerblandingen!

Er det da virkelig fremskridtets natur, at når civilisationen har nået et vist punkt, opløses samfundet? Kan frihed og fremskridt kun trives på lighedens grav? Nej og atter nej! Ja, filosoffer og socialøkonomer påstår det: menneskeheden går kun fremad, ved at den stadig trykkes fra neden og de ringest begavede individer går til grunde. Rige folk trøster sig med, at det er de fattiges egen dovenskab og ødselhed, der skyldes deres ulykke. Og finder man ikke fred hos filosofferne, men går til teologerne, ja, så får man nok oftest den trøst: “De fattige har I altid iblandt jer”, måske ledsaget af en venskabelig anmodning om at mælde sig ind i N-bys velgørenhedsforening.

Nej, så sandt stilstand og tilbagegang er død og kun fremskridtet har liv, så sandt vil de levendes gud fremgang; og når den nu er så dyrekøbt og tilmed truer med undergang, så er det ikke i følge Guds evige og retfærdige naturlove, men skyldes vore egne fejl.

Grundfejlen er, at vi har bygget hele fremskridtet på rådden grund, vi har fornægtet lighedsprincippets grundvold, den lige adgang for alle og enhver til at benytte jorden, guds gave til menneskeheden, hvorfra alt, hvad vi frembringer, kommer og uden hvilken vi ikke med al vor slid og slæb kan frembringe et støvgran: grunduretfærdigheden og derfor grundfejlgrebet er den private ejendomsret til jord.[2]

Til al produktion hører jord og arbejde samt i reglen kapital (som er opsparet arbejde). Arbejdets frugt deles altså mellem jordejer, arbejder og kapitalist, som jordrente, arbejdsløn og kapitalrente.

I alle fremadskridende lande, særlig i Europa og Nordamerika, er nationalformuen mange gange fordoblet i dette århundrede; gennemsnitsrigdommen er bleven langt større, fordi arbejdet er blevet mange gange mere frugtbringende ved hjælp af dampmaskiner, jernbaner osv. Er arbejdernes kår forbedret i forhold dertil? Er deres arbejdstid blevet kortere, arbejdet lettere eller lønnen større? Nej. – Underklassen har endnu sulteføde og strengt arbejde i længst mulig tid. Er da kapitalrenten steget? Heller ikke; den er snarere sunket og er lavest i de lande, der står forrest i udvikling. Hvad er det da, som er steget i værdi, hvem er det, der har høstet fremskridtets frugt i landet: jordejerne.

jorden er mere værd i London end i København, i København end på landet, og kun i ubeboede lande, f.eks. hist og her i Nordamerika, finder man endnu frugtbar jord, der kan fås for intet. Alle fremskridtets forhold bringer jorden til at stige i værdi: I) Forbedrede dyrkningsmetoder, maskiner og samfærdselsmidler bevirker stigning ved at forøge udbyttet af jorden og udbyttets værdi. II) Arbejdets stedse mere vidtgående deling, der gør det muligt at forarbejde mere end før og altså forårsager større efterspørgsel efter råmateriale og derved driver jordprisen i vejret. III) Befolkningstilvæksten: Jorden er dyrere i i London end i København og atter dyrere i København end i de bedste lollandske hvedeegne.

Dette er grundlaget for den voksende sociale ulighed. Den, som på en eller anden måde har tilegnet sig et stykke jord på et sted, hvor udviklingen ret samler sig, kan rolig lægge sig til at sove i en snes år; han vil vågne som rigmand. Hans jord er nu byggegrund og knap til at veje op med sølv; men de arbejdere, som arbejder i fabrikken, der står på hans jord, er ikke bedre stillede end de, der før dyrkede lidt korn eller havesager på pletten.

Ikke nok med, at den stigende velstand således udelukkende tilfalder jordejerne; stigningen i jordens værdi, som man finder i alle fremadskridende lande, har, så længe jorden er privatejendom, en anden endnu mere følelig følge: spekulationen i jord, der bevirker, at jorden i sådanne lande altid er for dyr dvs.: koster mere, end den i øjeblikket virkelig er værd.

Jordens værdi betinges af, hvor meget større udbytte den på grund af sin bonitet eller beliggenhed kan yde end den bedste jord, som ingen salgsværdi har. Hvis denne sidste f.eks. kan yde 160 kr. pr. td. ld., så vil et jordstykke, som af en eller anden grund kan give 200 kr. pr. td, have en salgsværdi af 1000 kr. pr. td., hvis rentefoden er 4%, da 200 – 160 = 40 og 40 er 4% af 1000. Den bedste jord, som ingen salgsværdi har, er den, der kun lige netop kan yde så meget, at det kan betale sig at dyrke den, altså i ovenstående eksempel 160 kr. pr. td.

Men i fremadskridende lande stiger, som ovenfor vist, jordens værdi. Den, som derfor i et sådant land er kommet i besiddelse af et stykke jord, vil ikke sælge det for, hvad det i øjeblikket er værd: han spekulerer i det. Vil ingen give mere for det, end det er værd, beholder han det indtil videre, 10-20 år eller mere, fordi han har grund til at vente, at til den tid vil jordpriserne være steget. Han venter nemlig, at om nogle år vil, på grund af befolkningstilvækst, forbedrede samfærdselsmidler, besparende og tidssparende arbejdsmåder osv., den jord, der nu giver 100, give 180 og den, der nu giver 200, 220 kr. pr. td. ld. og altså være steget i værdi henholdsvis fra 0-500 og fra 1000-1500 kr. Jo hurtigere udviklingen går for sig, desto mere vil prisen være over den øjeblikkelige værdi, ti desto hurtigere kan man vente, værdien vil stige. Og jordejeren kan i reglen vente, thi jorden taber ikke i værdi ved at gemmes. Det gør derimod alt andet: kapital må bruges, ellers går den til spilde; kaffe kan ikke gemmes i en snes år for at afvente mulig prisstigning; selv sådanne ting som maskiner lider ved at stå i mange år (ikke at tale om, at de til den tid ikke vil være tidssvarende) og det samme gælder om arbejdet: arbejderne må benytte deres arbejdskraft, ellers dør de af sult. Men jordejeren kan tjene føden på anden måde, mens han venter på, at hans jord skal stige i værdi. Her i ligger jordejerens overmagt over kapitalist og arbejder.

I fremadskridende lande er jordens pris altså reglen højere end dens øjeblikkelige værdi. Derved bevirkes, at kapitalistens og arbejderens del af udbyttet trykkes om mulig endnu mere ned i disse lande og at megen jord unddrages sin fordelagtigste benyttelse. Dette ses bedst i de unge lande, hvor udviklingen er hurtigst, og på de steder i de gamle, hvor udviklingen særlig samler sig i de stærkt voksende byer. I sådanne byer, f.eks. København og endnu mere udpræget i byer som London, træffer man overalt indenfor bygrænsen store stykker jord af umådelig stor værdi, som ligger hen, enten fuldstændig ubenyttede eller med lidt havebrug eller nogle usle rønner. Hvorfor benyttes de ikke på bedste måde? Simpelthen fordi ejeren venter, de vil stige til endnu mere fabelagtige priser, alt som byen vokser. Ja, selv et godt stykke udenfor byen er jordens pris meget for høj i forhold til dens evne til at yde korn eller havesager, fordi den holdes til fremtidige byggegrundspriser. Prisen bestemmes af dens fremtidige “bygnings­avlende” evne. Ser vi hen til Amerika, bliver misforholdet endnu mere iøjnefaldende. Vest for den dyrkede og ubebyggede jord på østkysten kommer man til et bredt bælte af udyrket jord. Kan denne jord da nu fås for intet? Nej, ingenlunde; den er opkøbt på spekulation og sælges kun for, hvad den vil være værd om 10-20 år. Vil man have fri jord, må man langt længere vest på, så langt fra mennesker og samfærdselsmidler med befolkede egne, at produktet, man avler, så at sige er uden salgsværdi.

Her har vi hovedårsagen til arbejdsløsheden og “de dårlige tider”. I New York og de andre store byer går arbejdslystne, men arbejdsløse arbejdere omkring i tusindtal, medens der lige for deres næse ligger frugtbar jord, der kun behøver dyrkning for at give føde og klæder; men de kan ikke benytte den, ti den holdes i spekulationspris.

Årsagen til de trykkende tider og arbejdsløsheden søges i reglen enten i, hvad man kalder “overproduktion” eller i det stik modsatte, for stort forbrug.

Allerede denne uoverensstemmelse viser, at man ikke har fundet grundårsagen. Og hvorledes kan der være overproduktion af føde og klæder, så længe masser af mennesker ikke har det nødtørftige af nogen af delene? Hvordan kan man tale om for stort forbrug, så længe man hverken får så god eller rigelig føde, som de ville få, hvis de havde så meget arbejde, som de ønsker, og altså råd til at købe? Nej årsagen er netop, at der er underproduktion af et eller andet. Grunden hertil er just den, at produktionen standser, på grund af at jordprisen er steget så unaturlig højt, at det ikke længere kan betale sig at bearbejde den, eller dog i det mindste at den ikke benyttes på fordelagtigste måde, fordi den holdes til spekulation. Så standser produktionen til en tid, eller, hvad der er det samme, den går ikke jævnt fremad, som den plejer. Virkningen heraf er tydelig nok; standsningen forplanter sig gennem alle samfundets grene, der bliver “overproduktion” og arbejdsløshed i alle forretninger. Hvis f.eks. alle de, der forsyner et lands indbyggere med brødkorn, holdt op at arbejde, ville følgen øjeblikkelig være, at deres købeevne faldt til 0, ti de kan jo kun købe klæder osv., for så vidt de har brødkorn at sælge. Fabrikkerne, der forsynede dem med klæder osv., måtte altså standse af mangel på kunder, fabriksarbejderne blev arbejdsløse og tabte følgelig også deres købeevne, så de ikke længere kunne købe fødevarer hos jordbrugerne, og så fremdeles. Kort sagt, man har fået “dårlige tider”. Maskineriet er gået i stå, endskønt alle hjul og drev griber ind i hinanden i den skønneste orden, men sagen er, at man har fyret for svagt under kedlen.

Vi ser her grunden til, at de dårlige tider altid følger oven på en række gode år. De gode tider bringer jordprisen til at stige for stærkt, indtil det punkt er nået, da kapital og arbejde ikke længere formår at yde den store jordrente, men standser sin virksomhed; så kommer de dårlige tider, som varer til i) jordprisen er trykket noget ned, ii) ny arbejdsmåde og samfærdselsmidler har øget jordens virkelige værdi, iii) arbejderne har lært at finde sig til rette med en endnu mindre del af udbyttet. Så begynder livstegnene atter at vise sig, indtil de standses af en ny spekulationsstigning. Det er som en umådelig lock-out fra jordejernes side, der bringer standsning overalt, som først overvindes, når der er indgået ny forligsvilkår mellem jordejerne og de kontra strejkende arbejdere og kapitalister; men de strejkende er de svageste.

Den private ejendomsret til jord forårsager altså for det første, at alle fremskridtets frugter tilfalder jordejerne, og for det andet, dårlige tider og arbejdsløshed. Den socialøkonomiske undersøgelse viser altså hen til det samme, som vi så ved at betragte det moralske grundlag for den personlige ejendomsret: jorden skal gøres til fællesejendom.

Hvorledes skal det nu ske? Skal det ske ved, at staten overtager al jord og skaber et umådeligt statsmaskineri af over- og underordnede embedsmænd og statslønnede arbejdere? Noget sådant kunne falde en tysk filosof ind, men passer åbenbart ikke for almindelige mennesker. Statsdriftens ødselhed og mangelfuldhed, på grund af manglende personligt initiativ, er noksom bekendt. – Det kunne også ske ved, at staten uden videre udbød al jord til auktion og lejede det ud til de højstbydende. Selvom der intet er herimod at indvende fra et retsstandpunkt, ville det dog være et alt for voldsomt brud på den nuværende samfundsorden og tilmed volde meget bryderi og let give anledning til umådelig megen bestikkelse osv. overfor statens embedsmænd.

Målet kan nås ad en langt simplere vej, uden nye indviklede statsmaskinerier og uden et så voldsomt brud på samfundsordenen. Staten skal blot tage jordrenten i form af en skat på jorden i forhold til dens værdi (som betinges af bonitet og beliggenhed) og, da en sådan skat ville være mere end tilstrækkelig til at dække alle statens udgifter, stryge alle andre skatter og afgifter, så vel direkte som indirekte.

Herved kom altså jordbrugerne til at yde samfundet fuld godtgørelse for retten til at bruge et stykke jord og kalde det sit. Brugsrettens varighed, sikkerheden for, at alle de forbedringer, man indfører, kommer en til gode, ville intet skår lide herved. Enhver kunne fremdeles vedblive at drive sin egen gård, lade den gå i arv til sin slægt, ja sælge den eller mageskifte den mod en anden aldeles som nu. Og da det kun er den værdi, som jorden naturligt har på grund af sin bonitet og beliggenhed, hvorom det drejer sig, vil ingen være udsat for at blive hårdere beskattet, fordi han indfører forbedringer, bygger nye bygninger eller lign.; for alt sligt er jo kapital, frembragt ved eget arbejde og hører ikke til jorden i egentlig forstand. Alt, hvad der fordres, for at mænd skal være villige til at dyrke og forbedre jorden, vil således være til stede i den ukrænkelige brugsret. Ja, under de ny forhold ville man endog, langt mere end nu, være opfordret til at indføre forbedringer; for medens der nu er direkte eller i alt fald indirekte skat på bygninger, redskaber osv., ville dette ikke længere være tilfældet. Man ville endog være ligefrem tvunget til at søge at drive sin jord på bedste måde; for f.eks. at lade et værdifuldt stykke af sin jord ligge hen udyrket, ville ikke blot som nu, ingen indtægt bringe, men endog en direkte udgift til staten = renten af jordens kapitalværdi.

En sådan ordning ville altså, ved at give samfundet renten af jordens kapitalværdi og ved af forhindre spekulation i jord, afhjælpe grundårsagen til den voksende ulighed og de dårlige tider i de fremadskridende lande og derved bringe udviklingen ind i et nyt og bedre spor.

Også som skat betragtet er en skat på jorden den eneste, der opfylder alle fordringer: den er retfærdig, for den er kun en ydelse til samfundet for retten til at bruge samfundets jord; den er let at opkræve, fordrer intet mere indviklet statsmaskineri end vor hartkornsskat, den er endvidere forholdsvis let at påligne med nøjagtighed og dertil ikke meget afvekslende fra år til år. Ingen anden skat opfylder disse betingelser. Told og alle andre indirekte skatter hindrer fremskridtet ved at gøre alle ting urimeligt dyre. Toldindtægterne er endvidere meget kostbare at opkræve og giver anledning til utrolig megen svig og bedrag. Selv indkomstskatten, den teoretisk bedst forsvarlige af vore skatter, lægger et tryk på vindskibeligheden og er derhos meget vanskelig at påligne.

Hvem vil denne skat træffe? åbenbart ikke de industridrivende, håndværkerne eller de simple arbejdere; ej heller de, som nu dyrker jord uden at eje den eller har meget store prioriteter at forrente på deres jord. Alle disse vil tværtimod blive langt bedre stillet ved at blive fri for alle de direkte – og særlig de umådelige indirekte skatter, som nu tynger dem. Selv de, der nu ejer den jord, de dyrker, kvit og frit, vil ikke lide noget betydeligt tab: den direkte afgift vil blive langt større, men alle indirekte skatter vil falde bort, så deres stilling vil blive langt bedre end deres, der nu tynges af indirekte skatter og derhos forrenter en stor købesum på jorden. De eneste, det vil gå ud over, er prioritetshaverne.

Disse falder væsentlig i to grupper: i) de små prioritetshavere, særlig repræsenterede igennem sparekassernes prioriteter. Selv for disse vil tabet sjældent være af betydning; de mister vel deres opsparede kapital, men bliver til gengæld af med direkte og indirekte skatter, som i reglen langt overgår den rente, som deres opsparede kapital yder dem. Og selvom de lider et øjeblikkeligt tab, vil de dog få rigelig erstatning ved, at “de dårlige tider” bringes ud af verden. ii) De store kapitalister, der sidder inde med store prioriteter. Disse har i reglen andre betydelige indtægtskilder i landejendomme, bygninger, fabrikker eller lign., så at de nok vil kunne tåle at blive berøvet størsteparten af deres moralsk uretmæssige indtægter.[3]

Her skal jeg standse. Jeg skal overlade til læserne selv at tænke tanken til ende og gøre sig det klart, hvorledes den ny samfundsorden vil virke på sæderne; hvorledes den ikke blot vil øge vindskibeligheden i alle samfundslag, men vil give fattigdommen og dermed alle laster (også usædeligheden, som opmærksomheden for tiden er rettet så stærkt imod) et grundskud, som ingen anden samfundsreform.

Kun endnu dette: midlet er simpelt, men radikalt og vil næppe vinde frem, før alle andre midler mod det store samfundsonde er prøvet og fundet for vage. Men ligesom de store reformer i slutningen af forrige århundrede, om de end ikke skabte gode kår for alle, dog var et velment forsøg i denne retning og skabte en stor velstillet klasse i stedet for en snæver klike af herremænd, således tør vi dog måske håbe, at slutningen af dette århundrede vil bringe den tanke frem, hvis mål er at gengive folkene som helhed deres tabte odelsret til den jord, hvorpå de lever; og intet bedre ry kunne vor bondestand vinde sig, end at de var højhjertede og frisindede nok til at arbejde på at fremme denne sag, ligesom herremændene Bernstorf og Reventlov arbejdede på at gengive bonden sin tabte ret af herremændenes vold.

L. Maltesen: Ejendomsret og beskatning

Indvendinger – Højskolebladet den 27. april 1888.

Under overskriften “Frihed og lighed” har Jakob E. Lange skrevet tre stykker i Højskolebladet nr. 1, 2 og 3 for indeværende år. – Hans stykker bærer vidnesbyrd både om noget selvlevet og selvtænkt; men han lægger da heller ikke dølgsmål på, at hvad han har skrevet, for en stor del hænger sammen merl hans læsning af Henry Georges bog om Fremskridt og fattigdom.

Jeg tager næppe fejl i at mene, at Jakob E. Lange havde ventet, at hans stykker ville have fremkaldt bemærkninger og tilsvar i Højskolebladet. Efter at jeg havde læst stykkerne, var jeg også vis på, at man meget snart ville se angreb rejst imod dem. Og at det ikke er sket endnu, hænger ganske vist ikke sammen med, at der inden for Højskolebladets læsekreds er enighed om deres indhold. Jeg vil nu gerne have lov til at bryde tavsheden ved at fremføre nogle indvendinger mod enkeltheder i disse stykkers indhold.

Hvad jeg først vil gøre opmærksom på, er ejendomsretten til jord. – Denne ejendomsret forkastes, idet det gøres gældende, at intet andet skal være menneskets private ejendom end det, som han selv har frembragt, det han har modtaget som arv eller gave. Henry George siger således i sin bog Fremskridt og fattigdom, oversat af V. Ullmann, side 342:

“Naturens love er Skaberens anordninger. Der står ikke skrevet i dem nogen erkendelse af nogen anden ret end af arbejdets; men bredt og tydelig står skrevet i dem alle menneskers lige ret til at bruge og nyde godt af naturen, retten til at lægge sit arbejde på den og til at modtage og eje dens løn.” – Side 345 hedder det videre: “Alle menneskers lige ret til at bruge jorden er så klar som deres lige ret til at indånde luften – det er en ret, som kundgøres af selve den kendsgerning, at de er til. – For vi kan jo ikke antage, at nogle mennesker har ret til at være i denne verden og andre ikke.”

Det er denne betragtning, der skal fastslås, og så lover Henry George, at dér igennem skal frelsen fra fattigdom og dennes uhyggelige følgesvende komme. Man kunne selvfølgelig intet ønske hellere, end at der virkelig var fundet et middel, som kunne hindre de onder, fattigdommen medfører; men dels er jeg ikke i stand til at indse, at afskaffelsen af den private ejendomsret til jord kan udrette sådanne underfulde ting, og heller ikke kan jeg forstå, at der er retfærdighed i den måde, hvorpå Lange søger dette gennemført.

Og efter Henry George må man dog altid først spørge: “Er det ret?” Han skriver derom i sin bog side 339: “Denne tilbøjelighed, som folkelige forhandlinger har til at antage en etisk form, har sin gode grund. Den udspringer af en lov i det menneskelige sind; den hviler på en ubestemt og instinktmæssig anerkendelse af den måske dybeste sandhed, vi formår at fatte: det alene er klogt, som er retfærdigt, det alene har varighed, som er ret.”

I sit sidste stykke indrømmer Lange, at afskaffelsen af den private ejendomsret til jord vil gå ud over prioritetshaverne; men han mener ikke, det har videre at betyde.

Det kunne dog hænde sig, at han ved nærmere tilsyn og stærkere eftertanke ville komme til en anden erkendelse af denne sag. Jeg tror ikke om Lange, at han vil snige sig uden om Henry George, når han gør påstand på, at retten må ske fyldest. Jeg har nylig læst Peder R. Møllers skuespil: En skærsild. Blandt dem, der lider tab ved grosserer Robans fallit, er også karlen Lars, der har betroet både sine egne og sin kærestes sparepenge til Roban, at han skulle sætte dem i sparekassen. Det er højsindet, det ædle menneskelige i Lars, der lader sig påvirke af hans kæreste Dorthea, at han ikke vil søge hævn over grossereren. Det store i denne tænke- og handlemåde er jeg vis på, at Lange ikke vil borttage ved at sige, at efter gennemførelsen af Henry Georges system bliver de fri for de indirekte skatter: deres kaffe, the, sukker m.m. får de da for en så billig penge, så dette vil yde dem fuld erstatning for det lidte tab. Men lige så lidt, som han vil gøre dette gældende her, lige så lidt kan det selvfølgelig gøres gældende, om Lars’ som Dortheas sparepenge havde været prioritet i jord. Det er dog noget sådant Lange kommer til, men hvori jeg ikke mener, der kan gives ham ret. Eller, hvad ville man sige til et par gamle folk, der havde en kapital stående i en ejendom, hvor det er jorden, der skal indbringe don rente, de nu skal leve af? Afskaffelse for dem både af direkte og indirekte skatter synes mig at være mådelig erstatning for tabet af den kapital, der gennem sin rente skulle yde dem underholdning i deres alderdom.

Blandt dem, der skal købe, kan der let opnås enighed om ønskeligheden af at kunne købe til den billigste pris; men i virkeligheden spiller den billige pris ikke nogen særlig fremtrædende rolle for os, når vi intet ejer til at købe for. – Men – siger så Lange videre: “Selvom de lider et øjeblikkeligt tab, vil de dog få rigelig erstatning ved, at de dårlige tider bringes ud af verden.” – Jeg mener, det kunne let hændes, at “de gamle folk” blev bragt ud af verden, lidt før de dårlige tider blev udbragt, så de lader sig næppe trøste med denne udsigt.

Er det virkelig så, at det er en ulykke, at jord er blevet enkeltmands ejendom, og kan der rådes bod på fattigdom og dens onder ved, at denne private ejendomsret forsvinder, så mener jeg, der må findes retfærdige midler, der kan ændre disse forhold. – Jeg tror ikke, man tør udslette denne ejendomsret ved et pennestrøg, men må være belavet på, at den vil kræve erstatning for afståelse.

Ved en reform som den, Lange foreslår, synes jeg, at begunstigelse og forurettigelse forunderligt ville falde ved siden af hinanden. – Man tænke sig to mænd hver med en landejendom af lige størrelse og værdi; men den ene sidder uden gæld, den anden med stor gæld. – N u bliver jordrenten den samme for dem begge; men i forhold til, som de tidligere sad i det, bliver den selvfølgelig stor for den ene og lille for den anden. – Det er rimeligt, at ham, der sad med de store prioriteter, vil finde sin fordel ved denne forandring; men det bliver nok tvivlsomt, hvorvidt den anden endog vil finde sig blot tålelig tilfreds.

Man kan måske have forskellige meninger om, hvorvidt det er sundt eller usundt, at udviklingen har taget den retning, at jord er blevet enkeltmands ejendom; men selv med den mest udelte forvisning om det absolut uheldige i, at det er således, så mener jeg dog, man må vogte sig for, i det man søger at ændre disse forhold, at gøre uret til nogen af siderne.

Lad os nu antage, at det virkelig forholder sig så, at alle mennesker har den samme lige ret til at bruge jorden som til at indånde luften, hvorledes vil man så komme af sted i det praktiske, når denne ret kræves iværksat?

Jordrenten bliver bestemt. Selvfølgelig kan den ikke bestemmes en gang for alle. – Men så kunne det dog nok tænkes, at der blev mange om buddet. – Det er temmelig sikkert, at der er mange, der har lyst til at være jordbrugere; der er mange, der hindres i at blive det nu, da de ikke har penge at købe for. – Men ved den nye ordning er der ikke tale om købesum, og jordrenten vil selvfølgelig ikke blive sat højere, end at den kan svares, når der ellers er dygtighed til stede. – Jeg mener, det ville være sandsynligt, at man ikke kunne tilfredsstille alle krav, der blev gjort på at komme til at blive bruger af jord. Og hvem skulle i det hele taget have afgørelsen i sin hånd? – Det ville vistnok blive en ubehagelig stilling at have at skulle antage og afvise dem, der kom og meldte sig med ønske om at måtte blive jordbrugere ved at påtage sig forpligtelsen til at svare den bestemte jordrente.

Dernæst ville jeg gerne knytte nogle bemærkninger til den betragtning, som Lange gør sig til talsmand for, at den eneste skat, der skal svares, ydes i form af jordrente; om den siger han, at “den er den eneste, der opfylder alle fordringer: den er retfærdig; ti den er kun en ydelse til samfundet for retten til at bruge samfundets jord”. – Men, kunne det nu ikke med samme ret gøres gældende, at fiskeren, der henter sine rigdomme fra havet, der jo da fuldt så meget som jorden er fælleseje, også måtte være forpligtet til at svare skat? – Eller – lad os vælge et andet forhold. Skønt vi her i Danmark ikke har store floder, så er der dog vandløb store nok til at drive betydelige maskinerier, og kunne det nu ikke også være rimeligt at kræve skat af et sådant fabriksanlæg, hvor vandkraften spiller en stor rolle med hensyn både til billigere anlæg og driftsmåde? – De vandløb, der strømmer på jorden, må da lige så faldt være samfundets fælleseje, som de agre og enge, der ligger ved siden af. – Og det kan gerne hænde sig, at selvom det kun er en almindelig vandmølle, der drives, at så giver den lige så godt et udbytte, som et stykke jord, hvoraf der skal beregnes kapitalrente.

Jakob Lange bemærker med hensyn til indkomstskatten, at den teoretisk taget er den bedst forsvarlige af alle vore skatter, men at den lægger et tryk på vindskibeligheden og er derhos meget vanskelig at påligne, og så må den opgives, idet der ikke bør være tale om nogen anden skat end den, der skal udredes af jorden af dem, der vil have ret til at dyrke den. – Jeg tror, det langtfra ville være forsvarligt at opgive indkomstskatten; jeg mener, at den ikke blot teoretisk men også praktisk lader sig forsvare. – Lad os antage, at to brødre har en lige stor kapital; den ene sætter sin kapital i en jordbedrift, den anden anbringer sine i en handel. Hvad skulle der nu være i vejen for at tænke sig, at den kapital, der anbringes i handelsforretningen, i alle måder giver et lige så godt udbytte, et lige så stort overskud, som kapitalen, der anbringes i jordbedriften? Jeg tror, det mange gange ville hænde sig, og jeg er ikke i stand til at indse, at det skulle være mindre forsvarligt at påligne skat det ene end det andet sted. – Det skal indrømmes, at det mange gange kan være vanskeligt nok at finde den rette skatteevne; men af den grund at opgive al indkomstskat synes mig at være lidt i slægt med det at kaste barnet bort med det skidne vand.

At indkomstskatten skulle lægge et sådant tryk på vindskibeligheden, at denne af den grund blev mindre, kan jeg ikke gå ind på. – Forstandige mennesker vil dog vistnok altid være kloge nok til at forstå, at det ikke lønner sig at lade være med at anspænde sine kræfter og udfolde al mulig dygtighed af den grund, at jo større udbyttet og fortjenesten bliver, desto mere vil man også komme til at svare i skat. – Selvom man altså måske måtte gå ind på den betragtning, at jorden er fælleseje, og at samfundsforholdene måtte ordnes efter denne erkendelse, så mener jeg, man må fastholde, at det er ret, når der vil blive krævet erstatning for afståelsen af det særeje, som jorden nu er inde under, og, om man end således kunne nå frem til den af Lange efter Henry George ønskede tilstand, så skulle man ikke deraf lade følge, at der ingen skat ville være at udrede af andre end dem, der efter denne ny ordning fik jord at bruge. – Man ville vistnok også derved komme til at love ikke blot mere, end der burde, men også mere, end der kunne holdes.

Jakob E. Lange: Svar til L. Maltesen

Højskolebladet den 11. maj 1888

Det har glædet mig meget at læse L. Maltesens stykke om “Ejendomsret og beskatning”, rettet mod mine artikler “Frihed og lighed” i Højskolebladet nr. 1-2-3-. Det er en sag, som ikke vil ties ihjel, og når der ikke indtil nu har rejst sig andre indsigelser, er det sikkert ikke af mangel på modstandere af reformen, om jeg end kunne være tilbøjelig til at tænke, grunden er den, at Henry Georges reformplaner er så velbegrundede og klare, at selv en mangelfuld fremstilling af dem er vanskelig at imødegå.

LMs angreb er væsentligt af to slags: dels angreb på selve princippet, dels på dettes gennemførelsesmåde, særlig de vanskeligheder, der vil gøre sig gældende ved overgangen fra det gamle til det ny.

Hvad der er en frugt af menneskers arbejde og kun det kan og bør være menneskers særejendom, det er det moralske grundlag for Henry Georges tankegang, og hvem der ikke kan påvise det urigtige heri, får ikke bugt med princippet – men det er der nok endnu ingen, der har gjort. Jordkloden med alt, hvad derpå af naturen findes uden menneskers arbejde (hvad H. George sammenfatter under fællesudtrykket “jord”) er menneskeslægtens fælles arvelod. Men disse naturens herligheder er af væsentlig forskellig art. Luften, vi indånder, har endnu ingen tænkt på at gøre til privatejendom. Havet ej heller; det er endnu “det åbne hav”, som enhver, der lyster, kan “pløje”. Når derfor L.M. mener, at det er urigtigt, fra mit standpunkt set, ikke at forlange skat af fiskerne for brugsretten til havet, er han fuldstændig galt vendt. Havet er allerede samfundets fællesejendom; vi har alle lige brugsret dertil. Anderledes derimod med jorden og de ferske vande. Den er gjort til privatejendom, enkelte har tiltaget sig privilegiet til at eje den og er derved faktisk blevet herrer over den øvrige menneskehed, ti jorden er nu en gang en livsbetingelse for os mennesker lige så vel som luften.

Hvis jorden, som havet, kunne åbnes frit for alle, hvis alle kunne have lige brugsret til jorden, så var sagen simpel nok. Men det er som bekendt ikke gørligt. Jorden skal pløjes som havet, men høsten, arbejdets frugt, følger ikke umiddelbart efter arbejdet; tit høstes den fulde frugt først mange år efter. Om at dele jorden ligelig mellem samfundets medlemmer kan der ej heller være tale om i civiliserede lande; vi kan ikke alle være landbrugere. Den enkelte, der giver sig af med landbrug, må have ukrænkelig brugsret til jorden. Hvor jeg pløjede havet i går, kan en anden pløje i morgen, men på landjorden må brugsretten være et privilegium for den enkelte, med udelukkelse af den øvrige del af samfundet, men så må samfundet, jordens retmæssige ejer, også kunne forlange en forholdsmæssig godtgørelse (“jordrenten”) for dette privilegium. En sådan afgift svares jo alt nu; den private jordejer fordrer jordrente (forpagtningsafgift, fæsteafgift etc.) af jordbrugeren. Forskellen er den, at vi, der i samfundet ser den retmæssige jordejer, fordrer, at jordrenten skal tilfalde samfundet.

Denne jordrente skulle selvfølgelig – som nu – ikke blot svares af agerjord men også af byggegrunde, af vandløb, af kul- og jernlejer osv. Dette er fremhævet så ofte i Fremskridt og fattigdom, at det er vanskeligt at tænke sig misforståelse på dette punkt. Jordens, den blotte jords, værdi skyldes samfundet, den vokser i værdi ved samfundets vækst uafhængig af den enkeltes arbejde; det er ikke enkeltmands men hele samfundets arbejde, der har givet Københavns jord sin umådelige værdi, lad så også renten af denne værdi tilfalde samfundet som helhed.

Jeg kommer nu til hovedmassen af LMs indvendinger, der angår gennemførelsen af reformen, såvel selve gennemførelsesmåden som de forviklinger, den kunne forårsage i overgangstiden. En bemærkning må jeg dog her forudskikke: virkelig betydningsfulde reformer gennemføres ikke og skal ikke gennemføres pludselig ved et pennestrøg. Selvom vi, der arbejder for denne sag, hellere så den gennemført i dag end i morgen, giver dog netop visheden om dens omfattende betydning os tålmodighed. Århundreders forviklinger og skævheder rettes ikke med et slag. Hermed falder nu i virkeligheden de fleste af LMs indvendinger, der alle henter deres styrke fra den pludselige overgang.

Men tilbage til selve indvendingerne. Først møder vi da her den almindelige indvending: “Jordejerne har ret til erstatning”. Det er det samme skær, som John Stuart Mill og Herbert Spencer, der begge indrømmer samfundets moralske ret, er strandet på.

Da tyske jøder i sin tid anmodede Rothschild om at yde bidrag til at købe det hellige land, fik de det korte men fyndige svar: “Man køber ikke sin arv.” Det er også vort svar på erstatningskravene. Har man først fået øjet op for, at jorden virkelig er folkets retmæssige ejendom, falder tankerne om jordejernes ret til at fordre erstatning af sig selv. Da negerslave-spørgsmålet først rejstes i Amerika, holdt endog mange af sagens venner på, at erstatningskravet var berettiget. Folket skulle frikøbe negerslaverne. Som om langvarig uretmæssig besiddelse af en ting kunne give virkelig ejendomsret. Nej, så kunne man med mere ret gå til den modsatte yderlighed: at fordre erstatning af de uretmæssige besiddere for det tab, folket har lidt ved i så lang tid at have måttet undvære sin lovlige ejendom! Så vidt er der dog ingen, der tænker på at gå; vi fordrer simpelthen jorden udleveret til dens retmæssige ejer: folket. Alene ager- og enghartkornet i Danmark har en værdi af ca. 1800 mill. kr. Skulle folket pådrage sig en gæld af l800 mio. kr. for at opfylde et uretmæssigt krav? “Men selvom privattilegnelsen af jord er et ran fra folket, så har dog i mange tilfælde den enkelte erhvervet sig denne ejendomsret for sin ærlig fortjente kapital.” Den, der i god tro køber tyvekoster, har dog intet erstatningskrav over for den bestjålne. Han må udlevere dem uden knurren.

Naget andet er, at der kan og bør tages et vist hensyn til de nuværende ejere. Ligesom selv den ivrigste frihandelsmand ikke vil have “beskyttelsen” hævet med et slag, således ønsker vi ej heller den pludselige tilintetgørelse af det af staten hidtil anerkendte retsgrundlag. Der kan tages hensyn til de nuværende ejere på to måder. For det første ved reformens gradvise gennemførelse. Henry George tænker sig, som bekendt, reformen udført ved, at renten af jordens kapitalværdi skal tilfalde staten. Ved nu, til en begyndelse, at tage blot ½ eller l % af kapitalværdien og først efterhånden mere og mere (f.eks. hver gang jorden skifter ejer), vil prioriteterne først lidt efter lidt tabe deres værdi og slaget blive så lidt følbart som mulig. Samtidig dermed kunne så de andre skatter efterhånden lettes. Den klasse prioritetshavere, der ville blive ramt hårdest ved en pludselig overgang til den ny ordning, er, som LM rigtig fremhæver, de gamle, enkerne og de faderløse; dvs. de arbejdsudygtige, der nu lever af prioritetsrenter. Her kunne der for alvor blive tale om en moralsk forpligtelse for samfundet til at yde en vis erstatning, og det vil let kunne overkommes. Danmarks ager- og skovjorder anslås til en værdi af ca. 2.000 mio. kr. Alene heraf (rent bortset fra byjordernes umådelige værdi) ville med en 3 % rentefod de årlige skatter beløbe sig til 60 mio. kr., mod de 40 mio. vi nu har. Selvom staten således gav afkald på alle “forsørgelses-prioriteter” på livstid, ville den sikkert få langt større indtægter end nu af alle sine direkte og indirekte skatter tilsammen. Hvor jorden, som i England, er i nogle få privatmænds eje, er de fordærvelige følger af privatejendomsretten til jord langt mere iøjnefaldende end her. I et land som Danmark, hvor jorden er forholdsvis stærkt udstykket, og hvor oven i købet mange gennem sparekasserne er blevet indirekte prioritetshavere, frembyder ordningen selvfølgelig mange vanskeligheder, hvad HG også indrømmer i svar på et brev, jeg i sin tid skrev til ham med en fremstilling af danske forhold. Men i den gradvise gennemførelse og erstatning til de arbejdsudygtige har vi midler til at gøre overgangen så jævn og umærkelig som mulig. Hvad angår selve den måde, hvorpå målet, “jorden for folket”, tænkes nået, synes LM ikke at se fuldstændig klart. Der kan jo tænkes forskellige ordninger. Statsdyrkning af jorden forkaster HG – utvivlsomt med rette – som aldeles upraktisk. Staten kunne dernæst bortforpagte jorden til de højstbydende. Det synes, som om LM nærmest tænker sig sagen ordnet på denne måde. Nu vel, herimod har jeg ikke noget principielt at indvende. Men LMs fremtidsbillede af de mange forpagtningslystne, der ville slås om jorden, hører vist nærmest hjemme i fantasiens verden. Har LM nogen sinde set en sådan masse lysthavende til en forpagtning? De fleste, som man forklarer Henry Georges reformplaner, svarer, at ingen landmand vil dyrke jord på de betingelser; LM går til den modsatte yderlighed og venter, at alle vil styrte sig over den.

Men det er for øvrigt slet ikke på en sådan måde, HG tænker sig sagen gennemført. Det engelske valgsprog: “Nye reformer under gamle former” er også hans i denne sag. De nuværende jordbesiddere kan uhindret beholde deres ejendom, kun at staten tager prioritet i jorden = den blotte jords fulde værdi, og denne prioritet vil ikke blive forøget før jorden, f.eks. ved forbedrede samfærdselsmidler, er steget i værdi.

LM kan ikke forlige sig med den tanke, at den rige jordejer roligt skulle se sin forgældede nabo efterhånden blive lettet for sine byrder, endskønt han selv får lov til at beholde sin jord i fred, kun med noget større skat, som han – den rige – let kan bære. LM synes, at “begunstigelse og forurettelse forunderlig vil falde ved siden af hinanden” ved den ny ordning. Det syn ses dog måske vel så godt i nutiden som i fremtiden. En gennemlæsning af vore 115 toldsatser kunne måske overbevise ham om, at nu er princippet: “Tag fra den fattige, begunstig den rige”, medens vi arbejder på at opnå lige ret for alle. Dem, som det særlig vil gå ud over, er fæstegodsejerne og de private prioritetshavere, de, som reelt er jordejere uden at være jordbrugere. Men kun de færreste af disse vil lide et virkeligt tab, og for endnu færre vil tabet være føleligt. De små sparere, de indirekte prioritetshavere, vil i 99 tilfælde af 100, selvom kapitalen går tabt, få en skattelettelse, der langt overstiger 4 % rente af denne. Enhver, der har begreb om, hvad tolden koster småfolk, ved, at det er langt mere end 4 % af selv de mere sparsommeliges sparepenge. Hvis grosserer Roban i “en skærsild” i stedet for at stjæle Lars’ sparepenge havde købt ham uopsigelige 5% obligationer for beløbet, ville Lars sikkert uden Dortheas højhjertede mellemkomst have tilgivet grossereren. De store fæstegodsejere beholder jo deres hovedgård til dyrkning, og så kan de sikkert ikke klage. Om enker og gamle folk har jeg alt talt oven for; ved den gradvise gennemførelse af reformen vil de få tid til at dø i fred uden at se den frygtede reform og de gode tider virkeliggjorte.

Al skat på produktionen hæmmer produktionen, hvad man så end derom siger. Vor 3 % told på skibe gør, at vi køber færre skibe end uden en sådan told. Og hvorfor i al verden skal en mand straffes, fordi han tjener sig flere penge på ærlig måde? Hvis af de to brødre, som LM nævner, handelsmanden benytter sin kapital bedre end landmanden, så er det godt for ham, hans broder har det ikke værre for det. Når, som det ofte sker, den kapital, der anbringes i handel, bringer højere renter end landmændenes, da er det fordi “vinde og tabe er købmands lod”. Når nogle tjener høje renter, går andre til gengæld fallit.

Skatten på jord er retfærdig, let at påligne og opkræve, og bestemt; den er derhos den eneste, som ikke virker hæmmende men tvært imod fremmende på produktionen, idet den tvinger jordbrugerne til at benytte jorden på bedste måde. Og da den, hvad enhver kan overbevise sig om, er mere end tilstrækkelig til statens behov, ser jeg ingen grund til at tage sin tilflugt til andre skatter. Bag LMs ønske om at bibeholde indkomstskatten osv. står sikkert den forestilling, at den nye skat vil komme til at hvile fortrinsvis på jordejerne på landet; men det er ingenlunde tilfældet. Bybefolkningen vil tvært imod, i forhold til sit antal, komme til at svare måske endog noget højere skat end landbefolkningen. Ti selvom byjordens areal er forholdsvis lille, er jorden til gengæld langt værdifuldere. Det er ikke let med bestemte tal at påvise dette; men eksempelvis skal jeg dog anføre følgende: staden Københavns jorder udgør ca. 4500 tdr. land. Selv med fradrag af f.eks. 1500 tdr. land offentlig grund bliver der en rest af 3.000 tdr. = 42.000.000 kv. alen, der lavt regnet repræsenterer en samlet værdi af over 200 mio. kr., der under den ny ordning ville svare rente til staten, i stedet for som nu at gå i privatmænds lommer. Selv uden nogen indkomstskat vil under den ny ordning den rige komme til at svare en højere skat, ikke som straf for sine forøgede indtægter, men på grund af de større fordringer, han stiller: han bygger sig et hus i byens fineste kvarter eller en villa med stor have og må følgelig svare skat af det større eller værdifuldere areal, han således lægger beslag på,.

Til slut blot dette: Jeg ser det som et godt varsel, at alle, der søger at imødegå Henry George, ikke angriber selve princippet, grundlaget for tankegangen, men fortrinsvis fæster øjet på underordnede spørgsmål, særlig vanskelighederne ved gennemførelsen af overgangen. Det går altid så, når man begynder at få øjet op for en sag; formentlige skævheder og mulige ufuldkommenheder springer en først i øjnene, men svinder mere og mere, alt som man bliver klar over sagens kærne.

Men kampen for den ny samfundsorden vil blive lang og hård. Ved læsningen af LMs indlæg randt Henry Georges egen udtalelse om reformen mig stedse i tanker: “Midlet er på en gang radikalt og simpelt. På den ene side så radikalt, at det ikke for alvor vil blive prøvet, før man har tabt troen på alle mindre gennemgribende forholdsregler, og på den anden side så simpelt, at dets fulde rækkevidde og virkning let vil blive overset, indtil mere indviklede reformer er prøvet og fundet for vage.”

 

S. N. Mouritzen: Hvem skal betale

Højskolebladet den 3. august 1888)

Under ordskiftet i Højskolebladet om ejendomsret og beskatning har L. Maltesen gentagende søgt at hævde, “at man ikke kan forsvare at hæve den private ejendomsret af jord uden erstatning”, og samtidig stillet sig aldeles holdningsløs over for Henry George. Mærkeligt, at han ikke har set, hvilken selvmodsigelse der ligger deri. Menneskelivet er med naturnødvendighed knyttet til jorden; som luften er en absolut betingelse for menneskelivet, således også jorden. Vi bør derfor have lige ret til jorden, da vi har lige ret til at leve. Den private jordejendomsret er ikke det oprindelige; den har vold til grundlag og er årsag til det store fattigonde. Den private jordejendomsret bør derfor ophæves, ikke ved at jage jordejerne fra deres ejendomme men ved at inddrage jordrenten i statskassen. Samtidig ophæves al anden beskatning som uretfærdig. Jordrenten vil være mere end tilstrækkelig til alle statens fornødenheder. Dette er det eneste sikre middel mod det store fattigonde. Disse tanker er det, Henry George meget indgående og med stor dygtighed har udviklet i bogen Fremskridt og fattigdom, og med dem kan tanken om erstatning umulig forenes.

Hvor vidt Henry George har ret eller uret i, at jordrentens inddragelse i statskassen er det sikre middel mod det store fattigonde, er et spørgsmål, som man ikke bliver færdig med i en fart, og det vil jeg ikke ind på her. Jeg går ud fra, at han har ret. Lad os da tænke os stående over for reformens gennemførelse; spørgsmålet om erstatningen skal afgøres. Så siger Maltesen: Jordejerne skal naturligvis have erstatning, det ville være uforsvarligt andet; ejendomsretten er hellig og ukrænkelig.

Vel! Men hvem skal betale? Staten, vil han vist svare. Staten må altså gøre et større lån, og et nyt skattepålæg vil blive nødvendig til dets forrentning og afdrag. Reformen tilsteder ikke anden skat end jordrenten; og det nye skattepålæg er altså enstydigt med jordrentens forhøjelse. Men hvem er det så, der må betale? Jordejerne. De private jordejere kommer altså til at betale sig selv erstatningen for jordrentens inddragelse. Med andre ord, erstatningen er blot et lån, som de selv må forrente og afdrage, altså ingen erstatning.

Vil Maltesen vedblivende fastholde erstatningskravet, må han derfor tage standpunkt bestemt mod Henry George; han står her over for et “enten­eller”. Skal jordejerne have en virkelig erstatning, må de fritages for andel i skatten, som derved er blevet nødvendig, og denne må altså tages hos de øvrige borgere, som for en meget væsentlig del er dem, der skal øves ret imod. Men dette er noget ganske andet, end hvad Henry George vil, og er ikke at øve ret. Når man øver ret, gør en uret god igen, da tager man ikke betaling, erstatning derfor, for så har man i virkeligheden intet gjort. Nej, den, der tilkommer erstatning, er ham, der har lidt uret; derom kan der ikke tvistes.

Det er mærkeligt at se, hvorledes de farlige grundtvigianere og venstremænd i 1888 på mange punkter er langt mere konservative, end Grundtvig var for 50 år siden. “I vil være fri og forstår ikke en gang at være retfærdige”, kunne der med rette siges til os. Når vi skal øve ret, kræver vi erstatning derfor. Som Grundtvig i 1838 lo ad “alle menneskelighedens veltalende advokater, med falkesyn for tilstanden i Afrika og Vestindien, men stokblinde i deres nærmeste synskreds,” så ville han have leet ad os. Om den ædelmodighed og retsindighed, der består i at tage med den ene hånd, hvad man giver med den anden, har han udtalt sig således: “Når jeg så den samme minister, der havde tiltrådt og forsvaret det store sørøvertogt til Danmark 1807, få slavehandlen til et evigt brændemærke erklæret for sørøveri, da er det jo store ting, om jeg kan bare mig for latter. Når jeg fremdeles spørger, hvem det er, der nu betaler de mangfoldige millioner, hvormed England løskøber de sorte på sine vestindiske øer, og jeg da hører: det er ikke kongen af sin indtægt (civilliste), det er ikke dem, der blev rige ved slavehandelen, det er slet ikke de rige ved frivilligt sammenskud – nej, det er staten, altså skatteborgerne, og dem forholdsvis især, som knapt kan fortjene det daglige brød; – kan jeg da beundre ædelmodigheden? Eller må jeg ikke forundre mig over blindheden og de vises dårskab? Må jeg ikke, mildest talt, kalde det en kæphest, hvad øjeblikket kaldte en dyb visdom, en stor heltegerning og en mageløs selvopofrelse!”

At tale om det store fattigdomsspørgsmål og samtidig kræve erstatning for de ofre, som dets løsning gør nødvendige, er kun at lægge sig en kæphest mere til. Uden en stor kærlighed i gerning og sandhed, uden ædelmodighed og selvopofrelse kan dette onde ikke afhjælpes. Vil enhver stå stift på sin formentlige ret og kræve erstatning for, hvad han må slippe deraf, så er det umuligt at råde bod på massefattigdommen, ordskiftet derom er ørkesløst ordgyderi, og der synes ikke levnet arbejderne anden udvej end at gøre revolution.

For resten vil reformen selv give jordejerne en erstatning, som man ikke skal agte ringe: ophævelsen af al anden skat. Alene det at slippe for tolden, er jo af meget stor værdi. At slippe for massefattigdommen og dens følger er en anden del af erstatningen, som jordejerne heller ikke skal kimse ad.

Har Henry George ret, har han anvist den rette vej til fattigdommens afskaffelse, da må den gås uden hensyn til erstatningskravet; jordejerne må nøjes med den erstatning, som ligger i reformens for samfundet lykkelige følger. Men enten han har ret, eller der skal gås andre veje, vist er det, at opgaven kan kun løses ved offervillig kærlighed. At kræve erstatning for at øve ret, kan aldrig i evighed være ret.

H. Panduro, stud. polit.: Jordrenten.

Højskolebladet den 17. august 1888

For omtrent et par år siden gjorde jeg mig bekendt med Henry Georges forslag til løsning af “det sociale spørgsmål”, idet jeg læste den af nordmanden Hans Brekke under titlen Samfundsspørgsmål udgivne oversættelse af den mindre af HGs 2 bøger, hvilken, så vidt jeg kan forstå, er en forkortet udgave af samme forfatters Fremskridt og fattigdom. Skriftet gjorde et stærkt indtryk på mig, for lige så radikal, som dets grundide er, lige så retfærdig forekom den mig at være; og de samfundsforhold, som HG mener at ville blive følgen af den foreslåede reforms gennemførelse, er ganske vist tillokkende for enhver, der ikke med vilje tillukker øjnene for den nuværende samfundsordnings brøst, men da den øjeblikkelige begejstring, som HGs glimrende fremstilling og bevisførelse havde fremkaldt hos mig, havde sat sig, og jeg kom til at tænke mere koldblodigt over sagen, fik jeg lidt efter lidt øje for teoriens mangler. Da nu hr. Lange i en række artikler i Højskolebladet er fremtrådt som HGs ubetingede og begejstrede tilhænger, vil jeg med den ærede redaktions tilladelse fremkomme med et par modbemærkninger til hr. Lange; en indgående kritik af den Geoge’ske teori kan der jo ikke være tale om her i bladet, og en sådan tiltror jeg mig heller ingenlunde evne til at levere.

HG er en fuldtro tilhænger af Ricardos Jordrentelære, og dette er ganske vist også en nødvendig forudsætning for rigtigheden af hans teori, for det er jo netop jordrenten, som staten, dvs. samfundet, skal lægge beslag på, eftersom den rene jordrente skyldes samfundsudviklingen og altså er resultatet af samfundets, ikke af den enkeltes virksomhed. Nu er imidlertid Ricardos jordrentelære ingenlunde uomtvistet, ja en fremragende økonomisk forfatter har endogså hævdet, at der i virkeligheden aldeles ikke eksisterer jordrente i den Ricardo’ske betydning. Skønt dette naturligvis er overdrevet, så ligger der dog nogen sandhed deri, den nemlig, at jordrenten langt fra er så stor, som den ved en flygtig betragtning kan synes at være, ja den egentlige, den rene jordrente udgør utvivlsomt i de fleste tilfælde ikke nær halvdelen af den tilsyneladende for jordens brug betalte afgift. I forpagtningsafgiften af jord indeholdes nemlig renten af den kapital, som er anbragt i bygninger, besætning og inventar, foruden renten af den, der er anvendt på selve jordernes forbedring. Hertil må endnu føjes en del af de summer, som er anvendt til anlæg af veje, for så vidt nemlig disse ikke er udført af staten men af kommunerne eller amterne, idet omkostningerne herved for den allerstørste del er blevet udredet af jordejerne, der udgør den langt overvejende del af landdistrikternes skatteydere. Først når renten af disse kapitaler bliver trukket fra den sum, som jordejerne oppebærer eller kan oppebære i forpagtningsafgift, får man at vide, hvad der er den egentlige jordrente, og dennes størrelse vil vistnok i ikke få tilfælde blive temmelig ringe.

Dette resultat vil f.eks. for Danmarks vedkommende fås ved at betragte landejendommens salgsværdi. Denne er af professor Falbe-Hansen (Danmarks Statistik 1. S. G83 og følg.) beregnet til 3700 mio. kr., og, når værdien af bygninger, besætning og inventar fradrages, til 2.168 mio. Når nu herfra trækkes de summer, som i tidernes løb er anvendt på jordernes opdyrkning og forbedring, samt til dels dem, der er medgået til vejanlæg, et fradrag, som for øvrigt er umuligt at udføre, da disse summer aldeles ikke kan beregnes, vil ovenstående tal åbenbart blive betydelig formindsket. Og dette tal er tilmed resultatet af en beregning fra året 1883, altså det tidspunkt, da priserne på landejendomme havde nået en næsten svindelagtig højde; siden den tid er landejendomme som bekendt sunket betydelig i værdi, og denne værdisynkning falder åbenbart ene og alene på selve jorderne, må altså fradrages de 2168 mio. kr., som i 1883 udgjorde disses værdi, da værdien af landejendommenes bygninger, besætning og inventar i det forløbne femår i hvert fald ikke er formindsket og sandsynligvis er forøget.

Desuden må der, som HG meget rigtig fremhæver, til den jordrente, som ydes af landejendommenes jorder, føjes byejendommenes jordrente.

Værdien af grundejendommene i København med Frederiksberg og Utterslev er af Falbe-Hansen beregnet til 170 mio. kr. (630 – 460 mio.) og for købstædernes og handelspladsernes vedkommende anslået til at være højt regnet 20% af bygningernes vurderingssummer (320 mio.), altså i det højeste 64 mio; den samlede værdi af de danske byers grundejendomme bliver altså 234 mio. kr. Da nu disse værdiers tilblivelse vistnok alene skyldes samfundsudviklingen, må renten af dem betragtes som egentlig jordrente, og denne udgør, beregnet til 4%, følgelig ca. 9½ mio. kr. årligt. Hvor stor en part af de ovennævnte 2.168 mio. kr., en sum, der som sagt desuden under de nuværende konjunkturer er meget for høj, man må regne for kapitaliseret egentlig jordrente, anser jeg for umuligt at afgøre, men om denne part bliver så stor, at renten deraf i forening med byjordrenten vil udgøre et beløb, der kan overflødiggøre de nuværende stats- og kommuneskatter, er ikke en gang sikkert; synderligt overskud bliver der i hvert fald ikke. (stats­ og kommuneskatterne udgør, så vidt jeg ved, i Danmark 60 á 70 mio. kr. årligt; for at dække dette beløb må 13 á 1500 mio. af de nævnte 2.168 mio. kr. være kapitaliseret jordrente).

Det vil af det anførte ses, at man i det mindste her i landet ikke må vente sig alt for overdrevne finansielle resultater af jordrentens konfiskation; mere end fuldstændig skattefrihed kan man vist ikke vente sig. At dette resultat skulle kunne bevirke sådanne omvæltninger i vort samfunds økonomiske stilling, som HG giver udsigt til ville blive følgen af den af ham foreslåede reforms gennemførelse, at fattigdommen og dens elendigheder derved skulle bringes til at forsvinde fra vort samfund, at vi derved “alle skulle blive rige” (i den HG’skc betydning), at kapitalisme og pauperisme derved begge skulle blive lige sjældne, ja derom tillader jeg mig at nære en ikke ganske ringe tvivl, og denne tvivl er, som det følgende vil vise, ikke ganske ugrundet.

Som det kan ses af Danmarks statistik, var 1870 af Danmarks ca. 370.000 familiefædre og ca. 50.000 enkelt levende personer, tilsammen 420.000 skattemuligheder, de 281.000 eller 66,8% skattefri, og de 309.000 eller 73,7% havde under 800 kr. i årlig indtægt. At altså 2/3 af landets familiefædre og enkelt levende personer er “skattefri”, betyder rigtignok kun, at de er fri for at betale indkomstskat, medens de må betale en hel del andre både direkte og indirekte skatter, men om disse kan trykke hårdt nok, hvor der er en så ringe skatteevne, er de jo dog absolut set så små, at en fritagelse for dem ikke vil gøre skatteyderne synderlig rigere; og jo længere man kommer ned under de 6 á 800 kr., som udgør skatteminimum, des mindre vil skattefrihed virke til at forøge de i forvejen så knap tilmålte indtægter. Ja, man kan næsten fristes til at tro, at der vil ske lige det modsatte af, hvad HG mener vil blive tilfældet, i det den ved HGs reform opnåede skattefrihed netop vil bevirke, at svælget mellem fattige og rige bliver end mere uddybet, da jo dog under vort nuværende skattesystem de lavere indtægter er forholdsvis mindre beskattede end de højere.

Den ved jordrentens konfiskation i statskassen indkomne sum og den deraf følgende skattefrihed er altså, som enhver vil indrømme, på ingen måde tilstrækkelig til at bortskaffe fattigdommen her så lidt som andetsteds; men det er vel egentlig heller ikke denne skattefrihed, som HG Lægger hovedvægten på: den vigtigste følge af jordrentens konfiskation skal formodentlig være, at ingen efter dennes iværksættelse vil have råd til at beholde mere jord, end han selv kan få det behørige udbytte af, og det vil som følge deraf, siger HG være let for enhver, der ønsker det og vil betale jordrenten til staten, at få jord at dyrke. Nu må hertil først bemærkes, som HG selv fremhæver, at det kun er den egentlige, den rene jordrente, der skal indgå i statskassen; de i landejendommenes bygninger, besætning og selve jorden af ejere og brugere anbragte kapitaler skal jordejeren vedblivende betragtes som ejer af, da disses tilblivelse ikke skyldes samfundsudviklingen; det man i daglig tale kalder forpagtningsafgift, vil således ingenlunde forsvinde, kun vil en del af den, og rimeligvis den mindste del, gå i statskassen. Men dernæst kan jeg virkelig ikke se, at den omstændighed, at jordrenten går i statskassen i stedet for i privatmænds lommer skulle gøre det lettere for alle og enhver at blive jordbruger, dertil vil vedblivende kræves driftskapital, og af mangel herpå vil befolkningens flertal fremdeles være ude af stand til at deltage i konkurrencen om at erholde jord at dyrke. Nej, hvad angår den påstand, at en lettelse i adgangen til at blive jordbruger skulle blive følgen af den omtalte reforms gennemførelse, så tror jeg, at den er temmelig forfejlet; det vil, forekommer det mig, i den henseende være aldeles ligegyldigt, enten staten eller printmænd er jordejere.

Den eneste fordel, som staten eller samfundet vil få af jordrentens konfiskation, bliver altså, som oven for udviklet, at alle skatter kan afskaffes, men om denne fordel, hvis betydning jeg fuldt ud påskønner, kan opveje de ulemper, som er forbundet med, og den uretfærdighed, som uundgåelig vil blive følgen af en så radikal reforms gennemførelse, det er et spørgsmål, som vi vil gøre til genstand for en kort betragtning.

Jordrenten er resultatet af en så langvarig proces, og jordejendomme er så ofte genstand for køb og salg, at man med sikkerhed kan påstå, at de nuværende jordbesiddere kun for en meget ringe del har opnået deres formue ved den af samfundsudviklingen følgende stigning af jordrenten; den er utvivlsomt i de fleste tilfælde erhvervet ad helt anden vej. Ville det nu ikke være en mageløs uretfærdighed pludselig (eller lidt efter lidt, som hr. Lange foreslår; det gør såmænd ikke uretfærdigheden mindre!) at berøve en hel mængde mennesker deres måske surt erhvervede formue, fordi de har været så uforsigtige at anbringe den i en jordejendom, mens alle andre kapitalister, af hvilke måske en del netop har erhvervet deres formue ved hjælp af jordrentens stigning og derefter har anbragt den i andre “effekter”, beholder deres ubeskåren og oven i købet ved samme lejlighed bliver fritaget for at betale skat. Nej, så ville det åbenbart være en langt mere retfærdig handling at konfiskere al ejendom til fordel for staten eller samfundet, hvad der f.eks. kunne ske ved, som den østrigske forfatter Max Nordan har foreslået, at afskaffe arveretten, og en sådan foranstaltning ville foruden at være ulige retfærdigere end den af HG foreslåede, da den ville ramme alle kapitalister og ikke nogle enkelte, have det fortrin frem for HGs forslag, at den virkelig ville tilintetgøre uligheden i de kår, hvortil de forskellige individer fødes.

Men hertil kommer endnu, at den måde, hvorpå landejendomme nu til dags for største delen besiddes, som bekendt er af den beskaffenhed, at ejendomsbesidderne for en stor del kun af navn er det, idet i alt fald en del af ejendommen i reglen ejes af prioritetshavere. Denne omstændighed gør forholdet i høj grad indviklet og uberegneligt; reformen vil nemlig derved i virkeligheden komme til at ramme alle dem, der direkte eller indirekte (gennem sparekasser o.desl.) har anbragt større eller mindre kapitaler i faste ejendomme, og på den måde vil mangen fattig person kunne blive berøvet sine spareskillinger.

Foruden at altså HGs forslag dels er uretfærdigt og dels slet ikke vil opnå sin hensigt, lider det endnu af den ulempe, at det i virkeligheden ikke kan gennemføres på den af HG foreslåede måde, da en nøjagtig udmåling af jordrenten, som jeg allerede har fremhævet oven for, ikke kan foretages.

Jakob E. Lange. Svar til H. Panduro.

Højskolebladet den 7. september 1888

Stud. polit. H. Panduro har i Højskolebladet nr. 33 rettet et angreb mod de reformtanker, jeg lejlighedsvis har gjort mig til talsmand for.

Hans stilling er ret ejendommelig: ved læsning af en oversættelse af en af Henry Georges mindre bøger Samfundsspørgsmål (som han fejlagtig antager for en forkortet udgave af Fremskridt og fattigdom), blev han i sin tid stærkt grebet af de deri fremførte ideer, særlig på grund af den retfærdighed, han så, prægede dem. Imidlertid tabte begejstringen sig hurtig, og han optræder nu som deres modstander. Hvorfor? Har han måske ved roligere overvejelse fået øje for, at grundideen er uretfærdig? Dette fremgår ikke af hans artikel. Nej, hvad der har bevirket omslaget hos ham, synes væsentligst at være for det første, at han ved betragtningen af nogle statistiske talstørrelser er kommet til det resultat, at det ikke er umagen værd at gennemføre reformen, og for det andet, at han har set, at privilegiet, den private ejendomsret til jord, griber ind i så mange forhold, at dets ophævelse vil være forbundet med visse vanskeligheder.

Grundideen: at al virkelig privat ejendomsret hviler på arbejdet, på arbejderens ret, og at derfor jorden, som ingen har frembragt, ikke kan tilhøre den enkelte men er Guds gave til hele menneskeheden; at den blotte jords prisstigning skyldes hele samfundets udvikling og arbejde, og at derfor jordrenten bør tilfalde dette, går han stiltiende forbi.

Jeg skal søge at imødegå begge indvendinger; men først må jeg dog fremhæve, at når man har fået øjet op for en sags retfærdighed – og det har jo hr. P. efter eget sigende – lader man sig ikke holde tilbage af formentlige vanskeligheder ved dens gennemførelse, man spørger ikke først om, hvor megen fortjeneste der vil være at opnå, nej, man kæmper for at fremme den, selvom den tilsyneladende vil skade en selv eller andre – for en retfærdig reform må i virkeligheden være i alles interesse – arbejder man for den i følelsen at, at kun det er virkelig vist, som er retfærdigt.

– – –
Med hensyn til den finansielle side af sagen, som jeg hidindtil kun flygtig har berørt i følelsen af, at Højskolebladet næppe egner sig til detaillerede undersøgelser i denne retning, skal jeg også nu fatte mig i korthed. .leg skal benytte de at hr. P. fremførte talstørrelser, hvad der falder mig så meget lettere, som de væsentlig er de samme, jeg lejlighedsvis har anført.

Dog først et par ord om Ricardos jordrentelov. En “fremragende økonomisk forfatter” skal have nægtet dennes gyldighed. Jeg ser ingen grund til at betvivle dette; der findes vel ikke den art af nonsens, som ikke af “fremragende forfattere” er blevet hævdet under navn at socialøkonomi. Teorien om, at “beskyttelsestolden” forbedrer arbejdernes kår, turde være et af de mest bekendte og bedrøvelige eksempler herpå. Ricardos jordrentelov lyder i sin korteste skikkelse som følger: et jordstykkes pris afhænger af, hvor meget bedre (i beskaffenhed og beliggenhed) det er end det bedste, som kan fås for intet. Denne lov skal der socialøkonomisk frækhed til at benægte. Langt fra at benægte den gør hr. P. den da også til grundlag for hele sin bevisførelse, så vi let kan komme overens på det punkt.

Det første spørgsmål, som hr. P. rejser, er, hvor vidt jordrenten vil kunne dække alle landets udgifter og således overflødiggøre alle andre skatter.

Skatterne her i landet beløb sig 1884-85 (det sidste år, hvorfra fuldstændige oplysninger foreligger) til 70,4 mio. kr. (statsskatter 45,4 kommuneskatter 24,9). 18,8 mio. af disse dækkes dog alt nu af jordrenteskatter (hartkornsskatter). Spørgsmålet bliver altså, om de resterende 51,6 mill. kr. kan dækkes ved renten af Danmarks jords værdi.

Til dækning af dette beløb haves nu først byjordens værdi, der opgives til 234 mill. kr.[4] (København 170 mio., øvrige byer 64 mio.). 4 % rente heraf er 9,4 mio. kr., der trukket fra de 51,6 mio., giver en rest af 42,2. Disse 42,2 mio. kr. årlige skatter skal altså dækkes af renten af landjordernes værdi. Landejendommenes samlede værdi – bygninger osv. opgives til 2.168 mio. kr. Til dækning af de 42,2 mio. kr. årlige skatter kræves renten af 1.054 mio. kr., altså ikke en gang halvdelen af landjordernes angivne værdi!

Hvorledes er da hr. Panduro kommet til det resultat, at jordrenten måske ikke en gang er tilstrækkelig til at dække alle landets udgifter? For det første har han fuldstændig undladt at tage hensyn til, at en del af .jordrenten allerede nu tilfalder samfundet (hartkornsskatterne). Når landjordernes værdi derfor angives til 2.168 mio. kr., er dette kun udtryk for den del af jordrenten, som under de nuværende forhold tilfalder den private jordejer. Hvis en landejendom fritages for hartkornsskatter, vil den selvfølgelig stige i pris med et beløb = skatternes kapitaliserede værdi.

Dernæst mener hr. Panduro, – og det turde være det mest besynderlige i hans artikel, – at der burde ydes de private jordejere erstatning for den forholdsvis store del af udgifterne ved vejanlæg osv., de har udredet (gennem hartkornsskatterne). Det første skridt hen imod at lade hele jordrenten tilfalde samfundet, skulle altså være at tilbagebetale den lille del af denne, som samfundet alt nu årligt tager til fælles brug!

Endelig fremfører hr. P. med rette og i fuld overensstemmelse med Henry George, at ikke det hele beløb, 2.168 mio. kr., som landjorderne er vurderet til, er ren jordværdi. Der må herfra trækkes et beløb som udtryk for de varige forbedringer, disse er undergåede fra menneskehånd. Dette beløb vil dog i de fleste tilfælde ikke være grumme stort, ja i særdeles mange tilfælde er der endog grund til at antage, at jorden i sin “jomfruelige” tilstand er mere værd end selv efter langvarig, nogenlunde fornuftig dyrkning. I alt fald vil sikkert enhver indrømme, at et stykke uopdyrket jord af samme naturlige beskaffenhed som et nærliggende opdyrket stykke, som oftest vil være meget nær lige så værdifuldt som dette. Som et almindelig bekendt eksempel herpå vil jeg nævne fællederne ved København. Mon nogen tvivler på, at der kunne høstes lige så meget og lige så godt korn på disse, som på de omkringliggende dyrkede jorder. Forskellen i pris ville i alt fald næppe blive mere end omkostningen ved indhegning og i nogle tilfælde dræning af jorden. De fleste af de kapitaler, der “anbringes i jorden” har ikke mere indflydelse på denne pris, end prisen på en malkeko afhænger af, om den har været fodret med 4 eller 12 pd. kraftfoder.

At bestemme den blotte jordværdi med matematisk nøjagtighed er naturligvis ikke gørligt; men den kan dog åbenbart bestemmes med forholdsvis langt større lethed og sikkerhed end nogen som helst af vore nuværende skatter af større betydning. I det hele taget står jordværdierne som skatteobjekt betragtet langt over alle andre, så vel i henseende til størrelse og sikkerhed som til stadig stigning osv.

At jordpriserne i alt fald i visse egne er faldet en del siden de år, fra hvilke så vel hr. P som jeg har hentet vore oplysninger både om skatternes og jordrentens størrelse, vil jeg naturligvis ikke benægte. Men lige så sikkert er det på den anden side, at de igen vil stige; for i alle fremadskridende lande er stigning det normale.

– – –
Hvad angår de formentlige uretfærdigheder, som reformens gennemførelse vil medføre, er der ikke meget at sige. De samme indvendinger fremføres overalt mod store reformer men kan åbenbart ikke hindre disse.

At reformen vil træffe nogle rigmænd men lade andre, der ikke er jordrentenydere (hvad dog, i parentes bemærket, de allerfleste rigmænd er, bl.a. som ejere af kreditforeningsobligationer, sparekasseindskud etc.), fuldstændig urørt, kan åbenbart ikke opstilles som indvending mod nogen reform, når denne for øvrigt er moralsk forsvarlig ja moralsk uundgåelig. Det selvsamme argument fremførtes mod dem, der forlangte negerslaveriets ophævelse. “Er det”, sagde man, “ikke en mageløs uretfærdighed at berøve dem, der har anbragt deres måske surt fortjente kapital i slaver deres hele rigdom, medens andre, der har anbragt deres penge i “andre effekter” lades uberørte.”

Hr. P. mener, at jordrentens stigning er en så langsom proces, at den kun for en meget ringe del har bidraget til de nuværende jordejeres formue. Dette er dog næppe ganske rigtigt. Jordrentens stigning fremkaldes ved og er et udtryk for samfundets vækst og forøgede produktionsevne. Selv i et forholdsvis langsomt fremskridende land som Danmark er jordens værdi derfor vokset meget stærkt i dette århundrede. I løbet af de 40 år fra 1845-1884 steg gennemsnitsprisen pr. td. hartkorn fra ca. 2.300 til 7.500 kr.; og alene i de sidste 20 år af denne periode fra 4.300 til 7.500 kr.[5] og denne stigning i jordens salgspris fandt sted til trods for, at jordafgiften til kommunerne samtidig steg fra 2 til over 12 mio. kr. årligt! For byjordens vedkommende var forholdet, særlig i København, naturligvis endnu mere iøjnefaldende.

Jordejendommene er her til lands fordelt på så mange hænder, og jordrenten tilflyder endvidere en så stor mængde prioritetshavere, at det i en vis forstand vil falde vanskeligt at få reformen gennemført. Hvis det nemlig kun var en eller nogle få mænd, der ejede landets jord og tilegnede sig de ca. 100 mio. kr. årlig jordrente, ville vi sikkert lettere kunne overbevise folk om reformens gavnlighed end nu, da så mange direkte eller indirekte bjerger en del af byttet. Men selve gennemførelsen af reformen kan åbenbart ske lettere, hvor jorden er på mange hænder, for springet fra fåmands-eje til allemands­eje er større end fra manges eje.

Ingen uretfærdighed bliver retmæssig ved nok så lang hævdsret; og intet privilegium bringes ud af verden ved at udstykke det til mange. Dette gælder i fuldeste betydning om privatejendomsretten til jord. For den jordløse klasse er det af forsvindende ringe betydning, om jorden er delt mellem 10 godsejere eller 100 bønder.

Når jeg har tilrådet gradvis indførelse af jordrenteskatten, er det selvfølgelig ikke, fordi jeg mener, den derved kunne retfærdiggøres, hvis den i og for sig var uretmæssig. Jeg holder kun på en sådan læmpelig reform, fordi en samfundsorden, som gradvis er vokset ind i folks bevidsthed, bedst kan fjernes igen efterhånden. Hvis det var muligt med et slag at overbevise folk om reformens rigtighed, skulle jeg heller end gerne være med til dens pludselige gennemførelse. En fordærvet tand må helst udtrækkes med det samme, men i mangel af bedre nøjes man med først at tage de løse stumper ud.

– – –
Hr. P. betragter fritagelsen for alle skatter som det vigtigste og måske det eneste, vi i heldigste tilfælde kan opnå ved reformen. Selvom så var, skulle man synes, det var ret betydeligt. Men hr. P. er af en anden mening. Vort nuværende skattesystem forekommer ham ligefrem en velgerning. 2/3 af landets familiefædre og enkeltlevende personer er skattefri, d.e.: fri for at bidrage til de kommunale indkomstskatter, der i alt beløber sig til nogle få millioner (for landkommunernes vedkommende således til ca. 3 mio. kr.). At de for øvrigt må udrede deres fulde del – i mange tilfælde en uforholdsmæssig stor del – af landets øvrige direkte og indirekte skatter (der udgør et flere gange større beløb), tillægger han ingen videre betydning. Med den slags bevisførelse kan man komme vidt! Ikke nok med, at toldskatterne hviler tungest på de fattige klasser og særlig på de familiefædre, der har det største forbrug og derfor den ringeste skatteevne, så medfører de endvidere en kunstig fordyrelse af landets egne produkter, der gør det endnu vanskeligere for arbejderklassen at bjerge livet. I de allerfleste tilfælde forårsager toldskatterne, og hvad dermed følger, sikkert en årlig merudgift for de lavere klasser af mindst 10-15 %. af deres samlede udgifter.

Men skattefriheden er, om end den mest nærliggende, dog for øvrigt en forholdsvis mindre følge af reformen. Blandt de mangfoldige andre virkninger, som denne reform vil fremkalde ved at gøre det af med det største og farligste af alle monopoler, skal jeg indskrænke mig til atter at fremhæve, hvorledes det vil blive lettere for den ubemidlede landmand at blive jordbruger, i det der ikke længere vil blive tale om nogen som helst udbetaling af en del af eller hele jordværdien, men kun om en forrentning af denne, ligesom en hel del jord vil komme i cirkulation. Endvidere vil toldens fuldstændige afskaffelse frigøre handelen og al anden virksomhed og derved give produktionen et mægtigt opsving. Men den egentlige hovedvirkning af reformen vil dog være tilintetgørelsen af spekulationen i jord, der overalt, så vel i by som på land, medfører unaturlig høje jordpriser og der igennem bliver hovedårsagen så vel til de industrielle kriser som til, at arbejdslønnen, trods arbejdets stigende produktivitet, stedse holdes nede ved mini­mum dvs. sulteføde.

For den nærmere udvikling heraf tør jeg dog ikke lægge beslag på Højskolebladets stærkt opagne spalter; jeg må nøjes med at henvise til Henry Georges bøger, hvor man vil finde disse forhold bedre og fuldere belyst, end jeg nogen sinde kan håbe at gøre det.

Særlig må det være mig tilladt at sige til hr. Panduro, at hvis han, i stedet for at standse på halvvejen efter læsning af Samfundsspørgsmål, var gået videre til læsning af Fremskridt og fattigdom, ville han sikkert ikke blot have opnået at få sin hendøende begejstring genoplivet, men også have fundet det gennemførte videnskabelige bevis for reformens vidtrækkende betydning, som ikke findes og ikke kan findes i et sammentrængt værk som Samfundsspørgsmål.

Gårdejer L. N. Nielsen: Landbrugets stilling i nutiden.

Vort landbrug den 1. oktober 1888

Spørgsmålet stiller sig således for mig: hvorledes står udbyttet af landbruget i sin almindelighed i forhold til ejendomspriserne? Dér, tror jeg, er et misforhold. De, som har købt jord i halvfjerdserne eller den gode tid, får næppe nu for tiden nogen løn for deres arbejde eller et overskud ud over kapitalrenten, og det skulle man jo dog helst have; hvem ved, måske tiderne endnu kan blive dårligere og udbyttet endnu mindre. Det er en krise for den danske bondestand, hvor det fuldt ud kan gøres nødig, at vi anspænder alle evner og kræfter for at klare det blot nogenlunde.

Med hensyn til nutiden siges der, at havde bønderne i de gode år sørget for at få deres jord i en bedre drift og gødningskraft, fået deres kreaturbesætning bedre i orden osv., så havde de siddet bedre i det nu, idet der samtidig henvises til de landmænd, der har et tidssvarende landbrug og som følge deraf klarer sig godt. Det er dog et spørgsmål, om denne betragtning ville have passet. Det forekommer mig, hvis det havde blevet det almindelige, i stedet for, at det nu er de færreste, der har det, så havde ganske sikkert ejendomspriserne været drevet endnu højere op. Og vi havde haft lige ondt ved at klare det eller bringe balance mellem indtægt og forrentningen af ejendommen. Nu havde det naturligvis endda ikke været så galt for nutidens bondestand, når prioritetsgælden ikke havde nået en så foruroligende højde; for så var udbyttet jo da bleven blandt landmændene og var kommet landbruget til gode, medens der nu er mange andre, der tærer på den, uden for manges vedkommende at yde et produktivt arbejde til gengæld. Indtil 1880 steg prioritetsgælden med gennemsnitlig 45 mio. kr. årligt i 15 år. Siden er den nok ikke vokset fuldt så meget. Man må imidlertid ikke tro, at alle disse millioner ofres på landbruget eller på landbrugernes flothed og ødselhed. Megen gæld trækkes på landbruget. Dels ved at mange af de bedre stillede landbrugere sælger deres ejendomme til unge, driftige mænd uden stor kapital, mens de selv trækker sig bort fra arbejdet og ind til byerne, hvor de lever af kapitalrenten, og dels ved arv, idet en af flere søskende overtager fædrenegården mod at udbetale de andres forholdsmæssige part af ejendommens værdi. Disse forhold vil rimeligvis stadig blive ved at gentage sig til stor skade for landbruget, idet kapitalens understøttende virkning i høj grad unddrages det.

Heraf, synes jeg, kan vi lære, at landbrugets trykkede stilling skyldes den spekulation, der i de opadgående tider driver ejendomspriserne op til en uforholdsmæssig højde. På grund deraf holdes arbejdslønnen nede ved et så lavt punkt som muligt, for renterne og skatterne skal jo først ud, og hvad der så bliver til overs, kan anvendes til arbejdets udførelse. Heraf kan også læres, at når mange klager over de store driftsomkostninger, så beror det på et fejlsyn. Det er ikke lønningerne, der sluger udbyttet, nej, det er forrentningen af ejendommen, eller med andre ord, de mange prioritetshavere.

Reformer, sigtende til at lette landbrugets kår, må da navnlig gå ud på at ændre disse forhold. Det er klart, at de dårlige tider ikke hidrører fra en i forhold til befolkningen formindsket produktion; for den samlede formueproduktion øges hvert år i højere grad, end befolkningen tiltager. Årsagen til de slette forhold må ene og alene søges i den ulige fordeling af udbyttet.

Her møder vi da målet for socialismen, dens fuldt ud retfærdige krav på, at enhver får den fulde løn for sit arbejde efter sit værd i forhold til hele produktionen. I sin bog Fremskridt og fattigdom har Henry George gennem en omfattende økonomisk undersøgelse påvist som grundårsagen til de dårlige tider, den private ejendomsret til jorden, samt tillige påvist klart og tydeligt den store uretfærdighed, at enkelt mand kan tilegne sig større eller mindre dele af jorden, naturens vuggegave til menneskene, hvortil enhver må have lige ret og adgang. Jorden får først sin værdi, når samfundet opstår, og vokser alt efter som dette udvikler sig. Samfundet har da alene ret til at opkræve denne værdi. Denne sandhed er anerkendt af flere af verdens største tænkere, men med hensyn til at råde bod derpå er der fremkommet forskellige forslag. Henry Georges forslag er simpelt og let at udføre og forårsager heller ikke store omvæltninger i samfundet. I modsætning til socialisterne hævder han friheden helt og fuldt ud, både den personlige og den borgerlige, samt friheden til lige adgang og ret til benyttelse af naturens fordele, endvidere ejendomsretten, vel at mærke, kun hvad man ved sit eget arbejde har erhvervet eller er kommet i besiddelse af ved arv eller gave. Til jorden derimod kan ingen få ejendomsret, men vel derimod en ukrænkelig brugsret, så enhver kan besidde, handle og vandle med den jord, de har, på hvad måde de vil, som hidtil, kun med den forskel, at renten af jordværdien indbetales til statskassen, og al anden skat derimod ophæves. Jorden bliver da det eneste skattegrundlag, og det er klart, at der da kan ske en langt lettere og retfærdigere påligning af skatter end nu, hvor alt muligt beskattes, så man i grunden ikke ved, hvor skatten kommer til at hvile. Selv en indkomstskat, hvis fortrin synes så indlysende, kan ikke i nær så høj grad træffe den virkelige skatteevne. Der er al tid praktiske vanskeligheder ved dens nogenlunde retfærdige påligning, og den giver let anledning til bestikkelser. Hertil kommer, at en sådan skat virker hæmmende på produktionen, da den også er en skat på folks flid og dygtighed. En skat på jordværdien trykker derimod ikke på arbejdet, netop når det udføres, eller på jorden, netop når den dyrkes – der skal jo svares skat også af den jord, der ligger ubenyttet hen – eller på kapitalen, når den anvendes. Den kommer derimod til at hvile på en værdi, der ikke skylder nogen enkelt af nævnte faktorers virksomhed sin tilværelse, men er opstået og betinget af samfundets tilblivelse og udvikling, og derfor kan samfundet med fuld ret kræve den tilbage igen. – De økonomiske kriser vil da blive skaffet ud af verden, idet ejendomspriserne eller rettere jordrenten aldrig på grund af spekulationen kan drives op til en unaturlig højde, men vil altid komme til at stå i forhold til jordens virkelige udbytte. Arbejdet vil da kunne blive lønnet efter sin fortjeneste, og vi vil ikke komme til at se det særsyn, at tusinder af arbejdere går ledige uden at kunne få brug for deres evner og kræfter til at skaffe dem deres fornødenheder, netop på grund af, at adgangen til den fri benyttelse af naturens fordele er spærret ved jordmonopolet. Endvidere vil vi da lære at indse, hvad nu for mange synes svært at forstå, at den ene stands arbejde ikke er mere produktivt end den andens. Hvad går nemlig alt arbejde ud på? At omdanne naturens stoffer til en form, hvori de kan tilfredsstille de menneskelige fornødenheder. Bønderne pløjer, sår og høster. På grund af deres arbejde bliver der ikke skabt noget nyt, men på grund af naturens gennembringende kræfter vokser sædekornet op. Handelsmanden, sømanden bringer det overflødige korn rundt til forbrugerne; mølleren maler kornet; bageren bager brød deraf; først da er produktionen afsluttet. Produktet er færdigt og er i forbrugerens hænder. Således går det i alle virksomheder, ingens arbejde kan undværes, alt er lige nødvendigt for produktionen, og derfor af lige værd. .leg kan ikke indse, hvorfor man da ikke lige så godt kan kalde det lige produktivt. Henry George skriver: … “at tegneren, der i sit mørke kontor ved Themsens strand udkaster planen til en stor skibsmaskine, i virkeligheden vier sit arbejde til at skaffe brød og kød, lige så godt, som om han høstede korn i Californien eller svingede lassoen på en af la Platas pampas; at han forfærdiger sine klæder lige så godt, som om han klippede får i Australien eller vævede klæde i Pajsley; og at han producerer den rødvin, han drikker til middag, lige så godt, som om han plukkede druer ved Garonnes bredder.”

Denne reform kan selvfølgelig ikke gennemføres på en gang, men først lidt efter lidt ved at ophæve først og fremmest skatten på livsfornødenhederne og lægge den over på hartkornet, som jo skulle være et udtryk for jordens forholdsmæssige værdi. Vi trænger dog i høj grad til en omregulering af hartkornet, navnlig her i Jylland, hvor, på grund af de store hedeopdyrkninger, forholdene forandrer sig i kort tid.

Vi ser altså, at udviklingen i den retning, Henry George påpeger, ikke på noget punkt står i modstrid med friheden, men tværtimod ikke kan foregå på en heldig måde, uden at netop friheden forstås og hævdes fuldt ud. I slutningen af forrige århundrede fik bondestanden personlig frihed. I midten af dette fik den borgerlig frihed. Hvad der endnu mangler, er frihed til lige adgang og ret til benyttelsen af naturens gaver. Det sociale spørgsmål træder stedse skarpere frem. Utilfredsheden hos den arbejdende klasse øges år for år. Socialismen vinder tilhængere trods strenge forbudslove. Når menneskene først har fået smag for friheden, forlanger de den helt og fuldt ud, så gælder ingen “vi alene vide” længere. Der bliver heller ingen ro i samfundet, ingen varig fremgang i udviklingen, så længe den grundlæggende samfundsordning hviler på en uretfærdighed. Nutidens store opgave er da at bevare troen på friheden, at værne om den, at arbejde for dens videre udvikling. Vi behøver ikke at frygte for, at menneskene nogen sinde skulle mangle evne eller vilje til at benytte forholdene eller til at arbejde videre fremad på fremskridtets bane; for menneskets ønsker tilfredsstilles aldrig, de vokser ved det, som nærer dem. Fuldkommenheden er målet, hvorefter menneskeånden stiler.

Seminarieforstander P. Bojsen: Henry Georges skattereform.

Vort Landbrug den 7. november 1888

I et tidligere nr. af dette blad har hr. N. L. Nielsen sluttet en række betragtninger over “Landbrugets stilling i nutiden og det sociale spørgsmål” med varmt at anbefale amerikaneren Henry Georges bekendte forslag om, at al ejendomsret til jord skal gå over til staten. – Det forekommer mig, at dette ikke bør stå uimodsagt; ikke fordi jeg underkender indsenderens gode vilje til at ophjælpe såvel landbrugernes som landarbejdernes kår, men fordi det sikkert gør mere skade end gavn at vække forhåbninger, som er aldeles umulige at gennemføre.

Hr. NLN skriver; at “Henry Georges forslag er simpelt og let at udføre og forårsager heller ikke store omvæltninger i samfundet.”

Det var mærkeligt! – Et forslag, der går ud på intet mindre end at tage ejendomsretten fra samtlige landets jordbesiddere, skulle ikke forårsage omvæltninger!

Har hr. NLN virkelig tænkt på, hvilke summer, det her drejer sig om? Vi har her i landet ca. 400.000 tdr. hartkorn; sættes værdien af en td. hartkorn til 7 a 8.000 kr., får vi den nette sum af ca. 3.000 millioner kroner.

I grundlovens § 82 står følgende: “Ejendomsretten er ukrænkelig. – ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. – Det kan kun ske i følge lov og mod fuldstændig erstatning.”

Jeg beder hr. N. særlig lægge mærke til de sidste ord: “fuldstændig erstatning”.

Staten er altså, når den skulle blive ene om at være grundbesidder, pligtig at udrede 3.000 mio. kr. til de nuværende jordbesiddere og deres panthavere; det er dette, som hr. N kalder “simpelt og let at udføre”. – Mig forekommer det at være alt andet end simpelt; sæt også, at staten kunne undvære 10 mio. om året til dette øjemed – hvad den i øvrigt slet ikke kan, så ville der dog gå sådan noget som 5 á 600 år, inden reformen blev gennemført.

Mulig forf. dog har ofret dette punkt en lille tanke, for på sidste side siger han: “Denne reform kan selvfølgelig ikke gennemføres på en gang, men først lidt efter lidt, ved at ophæve først og fremmest skatten på livsfornødenhederne og lægge den over på hartkornet, som jo skulle være et udtryk for jordens forholdsmæssige værdi.”

“Lægge over på hartkornet” – Det lyder ganske besynderligt i den ærede indsenders mund, fordi han kort forinden har indrømmet, at landejendommene er så hårdt belastede, at der næppe bliver nok tilbage til den nødvendige arbejdskraft.

Mig forekommer det, at der langt snarere var grund til at nedsætte hartkornsskatten, fordi det er en skat, der langt fra hviler retfærdigt, idet gældfrit og gældbetynget hartkorn beskattes lige højt; sikkert er det imidlertid, at skal hartkornsskatterne forhøjes i den grad, som hr. N må have tænkt på, så vil det ikke vare længe, inden de nuværende besiddere må gå fra hus og hjem. – Så meget desto bedre vil hr. N måske sige, for så kan staten blive ejer; men det vil den næppe blive straks. Panthaverne vil sikkert ikke forære staten, hvad de har stående i ejendommene; de vil midlertidig overtage dem, men ganske vist: bliver staten ved at forhøje hartkornsskatterne, så de nærmer sig til hr. Ns ideal om jordrente, så må også panthaverne opgive ævret, men hvad andet er da sket, end at staten ad en omvej har plyndret de nuværende ejere og panthavere for den sum: 3000 mio. kr. – er dette billigt eller retfærdigt? I hvert fald må grundlovens § 82 først ophæves.

Det forekommer mig, at man burde være noget varsom med at trække så store veksler på sine medborgeres ejendomsret; men en ting er dog ubestridelig, at en slig voldsom omvæltning af ejendomsforholdene ikke bør iværksættes, før man har garanti for, at tilstanden efter samme vil blive bedre, end den er nu.

Hr. N mener dette, men beviserne derfor synes temmelig vage. –Lad os altså forudsætte, at staten var bleven eneejer af al jord, – hvad så? Enten måtte staten udbyde brugsretten til den højstbydende, – og det ville være den eneste praktiske udvej, – eller også måtte den fordele brugsretten dvs. en bestemt takst til sine venner, lige som den ansætter embedsmænd osv.; denne sidste fremgangsmåde ville på grund af sin vilkårlighed snart vække uvilje, ikke blandt dem, der blev de begunstigede, men blandt de mange, som ikke blev det, og tilmed havde man ikke ringeste garanti for, at de mænd, som staten således udkårede til at være brugere, havde drift eller anlæg til gerningen. – man måtte sikkert blive stående ved at lade brugsretten bortauktionere til den højstbydende, men hvad var så vundet derved? Kun det, at den danske jord fremtidig blev dyrket af forpagtere eller fæstere i stedet for af selvejere.

Som bekendt var dette tilfældet i forrige århundrede i en stor del af vort land, men erfaringerne, man den gang indhøstede, taler sandelig ikke for, at man skulle vende tilbage dertil. Trods alle ulemper ved selvejersystemet, som jeg på ingen måde er blind for, -– så er det dog under dette, at vort landbrug har taget et opsving, som har vakt beundring i vide kredse og skaffet os et navn på verdensmarkedet, der er af stor betydning for os alle. – Under dette system har vi ikke alene fået gode solide landbygninger i stedet for fortidens rønner, ikke alene fået store grundforbedringer indført på markerne, men også arbejdernes kår er blevet ikke lidt forbedrede. –Jeg begriber ikke, hvoraf hr. N slutter, at arbejderne skulle få det bedre ved at tjene under forpagtere end under selvejere; erfaringen taler snarere for det modsatte, og hvad selve landbruget angår, så er det dog en vitterlig kendsgerning, at en forpagter sjældent har den interesse for jorden som en ejer. – Mener hr. N, at man kunne binde forpagteren til en bestemt drift, så kunne dette let blive en hæmsko for et fremskredent landbrug, ved siden af, at det ville blive aldeles uoverkommeligt for staten at føre tilsyn med samtlige landets agerbrug. – kort sagt, jorderne ville blive forsømte, landbruget efterhånden gå tilbage til forrige århundredes bedrøvelige tilstand.

En ting skal jeg dog indrømme hr. N, – staten ville foreløbig blive rig; de 3.000 mio., hvorfor den plyndrede de nuværende jordbesiddere, ville ikke straks forsvinde, men så over måde længe ville det dog næppe vare; staten har som bekendt en større evne til at kunne få penge brugt end de fleste privatfolk, men at dette skulle være en gevinst, kan kun den mene, som tror, at ødselhed gavner samfundet. – Jeg tror ikke dette, men må fremdeles formene, at samfundet opdrages bedst til sparsommelighed, når både midlerne og deres forvaltning er på mange hænder, frem for når de kun findes på en hånd, – statens.

Hermed skal nu ingenlunde være sagt, at jeg misbilliger forsøg på at ændre ved den nuværende samfundsorden, – det er vist, at der er mangt og meget, som trænger til reform, – men at gå den vej, som hr. N anbefaler, er blot at komme fra dynerne og i halmen, og det minder mig om lægen, der slog patienten ihjel for dog at få bugt med feberen.

H. Hertel. Georges skatteprogram

Vort landbrug den 24. november 1888

I sidste nummer af vort landbrug har hr. forstander P. Bojsen knyttet nogle kritiske bemærkninger til hr. L. N. Nielsens anbefaling af det Henry George’ske forslag om “jordens nationalisering”, forslaget om ophævelse af den private ejendomsret over og statens overtagelse af jorden. De indvendinger, hr. Bojsen fremkommer med, tror jeg ikke blot er fuldt berettigede, men de kan sikkert også suppleres med endnu flere og vægtige bemærkninger mod Georges forslag. Jeg skal imidlertid ikke komme ind på denne side af sagen, men vil her kun bede om plads for følgende korte bemærkning:

Henry George blev ledt til sit radikale forslag ved harmen over den skrigende uretfærdighed, at den stigende jordrente – fremkommet ved samfundets udvidelse – kun kommer tusinder til gavn, men millioner til skade. Uretfærdigheden ved “det moderne landproblem”, mener han jo, vil hæves, når samfundet overtager jorden og derved får fordelen af dens stigende værdi. Inden vi imidlertid giver os til at diskutere et så vidt omfattende forslag, synes det mig ikke helt ueffent først at undersøge, om de forudsætninger, på hvilke Henry George bygger sit forslag, også virkelig findes hos os. Jeg tror nemlig, at de ikke findes her i landet, vi kender ikke det “landproblem”, George har til udgangspunkt. Sagen er den, at vor heldige jordfordeling, denne vor gradvise jævne overgang fra få storejendomme gennem mange middelstore og mindre gårde til et meget stort antal småejendomme, i virkeligheden betinger en retfærdig fordeling af den stigende jordrente. For denne stigning vil da ikke blot komme godsejer, proprietarius, gårdmand og husmand til gode, men gennem den talrige landbrugsbefolkning vil fordelen også sive ud til den øvrige befolkning. Hvad der kommer vor befolknings store halvdel til gode, må nødvendigvis også blive den mindre halvdel til materiel gavn. Mon ikke hele vort samfund havde gavn af den stigende jordrente i 70’ernes begyndelse, var ikke landbrugets gode dage også fede dage for byernes erhverv, for købmænd, håndværkere, industridrivende osv.

Jeg tror da ikke, at Danmark i den george’ske betydning af ordet har et “moderne landproblem”. Dette findes derimod sikkert i lande, hvor t.eks. storbesiddelsen, latifundasystemet, breder sig. Når som i England få tusinde jorddrotter ejer over halvdelen af øen, vil disse få beriges ved stigende jordrente på millioners bekostning. England har da sit land-question, af et omfang og tilspidset i en grad, som vi forhåbentlig aldrig får det hos os. Og jeg forstår derfor, at det Henry George’ske forslag kan vække umådelig opmærksomhed i England, men jeg forstår ikke, at man kan anbefale det her i Danmark, i landet med de socialt og økonomisk set så overordentlig gunstige ejendomsforhold.

Gårdejer N. L. Nielsen: Henry Georges skattereform og Selvejersystemet.

Vort landbrug den l. december 1888

Det forekommer mig, at hr. højskoleforstander P. Bojsen burde have ventet lidt med at udtale en så afgørende dom om Henry Georges skattereform, så meget mere, som præmisserne, han bygger sine slutninger på, i bøj grad trænger til en nærmere prøvelse. Jeg skal forsøge at fatte mig så kort som muligt. For ikke at lægge alt for meget beslag på vort landbrugs spalter; men det er en selvfølge, at hvis sagen indeholder noget godt, så kan dens berettigelse hverken kuldkastes eller godtgøres med nogle få ord.

Det er jo naturligt, at der ved gennemførelsen af en slig reform vil ske store forandringer i samfundsforholdene, for ellers gjorde den jo ingen gavn; men der vil ikke ske forandringer i den forstand, som de fleste forestiller sig, der hører ovennævnte forslag fremsat, men som ikke gør sig den ulejlighed at tænke til bunds i forholdene. Blandt andre omvæltninger, denne reform vil føre med sig, er en af de første: en sundere opfattelse af de økonomiske forhold. Der er således begrebet ejendomsret, som for hr. Bojsen og mange andre stiller sig som en uoverkommelig hindring for reformens gennemførelse. Ifølge sin opfattelse af dette begreb kommer hr. B Til det resultat, at det er nødvendigt, at grundlovens § 82 ophæves, førend vi kan opkræve den fulde jordrente til statskassen. Jeg indrømmer, at slutningen er fuldstændig rigtig, hvis forudsætningen er det. Jeg tror imidlertid, at vi ved en undersøgelse af denne, og ved at gå ud fra, hvad der utvivlsomt er ret, vil komme til det resultat, at forslaget ikke alene ikke er i strid med nogen paragraf i grundloven, men tværtimod er i fuld overensstemmelse med en af flere uopfyldte løfteparagraffer, grundloven indeholder.

Først må jeg bede hr. B gøre sig fuldstændig klar over, hvad et menneske med rette kan kalde sit. Altså hvad der går ind under begrebet ejendomsret. Hidtil er det ikke blevet påvist, at der fra skaberens hånd er blevet tildelt det ene menneske nogen større ret til nogen del af den jord, hvorpå vi er sat, end det andet. Hr. B kan næppe bevise den enkeltes ejendomsret til jorden af den grund. På hvad måde kan jordejeren da oprindelig være kommet til den ret? Selv samfundet har ingen som helst ret til at tilskøde en enkelt mand og hans efterkommere eneret til nogen del af jorden, så vist som ingen kan forpligte sine efterkommere. Jeg antager heller ikke, at hr. B vil påstå, at en ting kan overgå til ens ejendom, fordi den i lang tid har været i vedkommendes besiddelse. Endnu kunne der gøres gældende, at under de primitive samfundsforhold, da jorden var tyndt befolket, da arbejdsdeling endnu ikke var indført, da så at sige enhver anvendte sit arbejde umiddelbart på naturen, da havde jorden ingen værdi, for der var jord nok af lige god beskaffenhed og beliggenhed, som var frit tilgængelig for enhver. Først efterhånden, som samfundet har udviklet sig, har jorden fået den værdi, den har, og det skyldes for største delen jordbrugernes arbejde, derfor har jordbrugerne fortrinsvis ret til at nyde renterne af jordens værdi. Hvis det var sådan, så var der da nogen grund for nutidens jordejere til at gøre fordring på renterne af de 3.000 mio. kroner, hr. B. anslår jordens værdi til. Selv denne påstand er imidlertid en urimelighed. Jordens værdi opstår først, når samfundet har opnået det trin af udvikling, da der må tages jord under dyrkning af en mindre god beskaffenhed og af en mindre fordelagtig beliggenhed, på grund af, at den gode jord er optaget. Den bedste jords værdi er da bestemt ved det udbytte, den kan give mere end den ringeste jord, der er under dyrkning, ved den samme anvendelse af arbejde. Men denne værdi kan følgelig ikke skyldes jordbrugernes arbejde. Efterhånden som samfundet udvikler sig videre, og alle produktionens grene går fremad ved hjælp af opfindelser, opdagelser, forbedrede produktionsmetoder og forbedrede samfærdselsmidler, stiger jordens værdi i samme grad, som den har en heldig beliggenhed for at nyde gavn af alle disse samfundsgoder. Heller ikke denne forøgede værdi kan jordbrugeren med rette gøre fordring på, for sig selv. Lad os tage et eksempel: for ikke mange år siden var der, hvor nu Esbjerg ligger, kun nogle sandbanker, bevoksede med lidt lyng, og jorden lønnede ikke umagen med at pløje en fure i den. Der var næppe nogen, der ville give en øre for hver kv. alen. Efter knapt 20 års forløb har den samme jord nu en værdi af en krone og derover pr. kv. alen. Er det ikke klart, at den værdiforhøjelse er opstået, fordi samfundet har ladet Esbjerg havn anlægge; og var det ikke fuldstændig overensstemmende med retfærdigheden, om samfundet indkrævede renterne af denne værdi? Ejeren eller ejerne havde her en lejlighed til i kort tid, hvis de var kloge nok at blive millionærer, ikke på grund af deres eget arbejde, men ved hjælp af andre menneskers arbejde. Samme forhold, kun i mindre målestok, gør sig følgelig gældende for al den nærmest liggende jord. Ganske vist indrømmer jeg, at en dygtig landmand kan forøge sin jords værdi en del, men den værdiforøgelse er fuldstændig afhængig af brugeren og derfor meget begrænset. Den må følgelig ved værdsættelsen af jorden trækkes fra. Jeg tænker, dette er tilstrækkeligt til at gøre det indlysende for enhver, at jorden eller nogen naturfordel hverken efter skaberens eller moralens love kan betragtes som henhørende under begrebet “privat ejendomsret”. Men med det samme, det er godtgjort, falder alle de slutninger, hr. B bygger derpå. Blandt andet vil det da være indlysende, at der ikke kan være tale om nogen pligt til at yde “fuldstændig erstatning”, og grundlovens § 82 kan uhindret blive stående. Der er jo slet ikke tale om “at berøve” nogen sin retmæssige ejendom, tværtimod går forslaget ud på at give jorden tilbage til dens virkelige ejer, hele samfundet. Det vil næppe heller forekomme så besynderligt at lægge skatten over på hartkornet og forhøje den, indtil den har nået renten af jordens fulde værdi, tværtimod er det meget mere urimeligt af landbrugerne at fordre nedsættelse på hartkornsskatterne for at få råd til at svare så meget mere til de kapitalister, der i virkeligheden ejer store dele af den danske jord, og som for største parten lever i de store byer eller i udlandet og tærer på landbrugets udbytte. Husker vi endvidere på, hvad grundbetingelsen for den fri og lige adgang til erhverv er, nemlig lige ret til at anvende sine evner og kræfter på den anden af produktionens faktorer, nemlig jorden, da mener jeg, at under de bestående forhold, hvor kun en lille part af samfundet har eneret til jorden, er der sket en så stor indskrænkning i denne grundbetingelse for den fri og lige adgang til erhverv, at vi med fuld ret kan forlange den hævet.

Hr. B vil gøre gældende, at selvejersystemet er nødvendigt, at det netop er begrundet i det almene vel. Jeg håber at kunne godtgøre, at denne indskrænkning i friheden og ligheden aldrig kan befordre det almene vel, men tværtimod er en sådan hæmsko på produktionen og særlig på fordelingen af udbyttet, at vi måtte ønske den bort, jo før jo bedre.

Jeg tænker nok, vi kan blive enige om, at jorden i virkeligheden er og altid har været samfundets retmæssige ejendom. Den almindelige mening, at jorden kan være nogens private ejendom, kan tænkes opstået på grund af arbejdsdelingen, der overlod den del af produktionsarbejdet, der går ud på at dyrke jorden, til nogle mennesker, mens andre tog fat på andre produktionsgrene, alt efter som vedkommende havde lyst og anlæg til. Vi må nu huske på, at al virksomhed grunder sig på adgang til jorden eller naturen. Således har det været fra Arilds tid; og man kan let forstå, hvorledes de mennesker, der fik brugsret til jorden, efterhånden er kommet til at betragte sig ikke alene som dens brugere, men også som dens ejere. Det er så let i stedet for jordbruger at skrive jordejer og gårdejer i stedet for gårdmand.

Med hensyn til måden, hvorpå H. George foreslår, at samfundet skal gøre sin ejeret til jorden gældende, kan jeg nøjes med at henvise til min forrige artikel.

Man skulle mene, at det måtte være den mest indlysende ting af verden, at det er fordelagtigst for samfundet selv at erholde jordrenten i stedet for at overlade den til enkelte mennesker, der, som jeg påviste i min forrige artikel, for en stor del ikke engang er jordbrugere. De jordbrugere, der ikke tillige er jordejere, kan i hvert fald ikke have fordel af det, for de skal leve af lønnen for deres personlige arbejde, og for dem må det absolut være en fordel, at arbejdslønnen er høj. Man er tilbøjelig til at mene, at billig arbejdskraft er fordelagtig for landbruget, fordi det er tilfældet for enkelt mand, hvis han kan skaffe sit arbejde udført billigere end almindeligt. Men det gælder ikke for samfundet i sin helhed. Der er tværtimod en høj arbejdsløn en fordel. Nu kan det påvises, at under selvejersystemet er lønnen ikke steget. Arbejdslønnen er afhængig af, hvor meget arbejderen kan tjene ved at anvende sit arbejde på de naturfordele, der ikke er monopoliserede. I et land, hvor al jord er monopoliseret, er konkurrencen det bestemmende for lønnens størrelse, derimod ikke produktionens udbytte. I et sådant land virker konkurrencen kun mellem de arbejdssøgende, ikke mellem arbejdsgiverne, og derfor trykkes lønnen ned til, hvad man kunne kalde sultepunktet. Og at lønnen ikke, trods de store fremskridt, hr. B nævner, har hævet sig derover, stadfæstes af prof. Falbe-Hansens undersøgelse i 1871. Han kom nemlig til det resultat, i følge Ugeskrift for landmænd, at arbejdslønnen her i landet (i 1871) er så lav, at en mand, der kun har sit eget arbejde at leve af, selvom han har fast arbejde hele året rundt og nu og da arbejder for akkord, kun i et eneste af landets 18 amter, nemlig i Københavns amt, kan tjene så meget, at han derved kan skaffe hustru og to børn et tarveligt livsophold. Det er derfor næppe korrekt, hr. B anfører, at “også arbejdernes kår er blevet ikke lidt forbedrede. Bliver jordmonopolet derimod ophævet, og jordbrugeren skal betale renten af jordens fulde værdi, så nær som den praktisk taget kan bestemmes, da er han lige stillet med arbejderen. Han er henvist til at leve af sit eget personlige arbejde. Og det kan heller ikke gå an for ham at lade jorden ligge unyttet hen, da han jo årligt skal svare den samme afgift, som kun kan svares, når jorden bruges. Det vil derfor være lige så nødvendigt for ham at holde arbejdskraft, som det er nødvendigt for arbejderen at få arbejde for at leve. Den ensidige konkurrence vil ophæves, og ved at den kommer til at virke lige, både mellem arbejdsgiverne og de arbejdssøgende, vil den, foruden at være en spore for produktionen, gøre det umuligt, at lønnen kan trykkes unaturligt ned. Enhver vil få, hvad han med rette kan gøre fordring på; og ved at alle skatter både på arbejde og kapital ophæves, vil heller ingen blive forurettet ved skatterne. Det må jo da være indlysende, at en skatteligning langt sikrere kan lægges med jorden som grundlag end med alt det andet ubestemmelige, som nu danner grundlaget for skatteligning, og som vist årlig forvolder vore ærede ligningskommissioner megen fortrædelighed. Der kan jo ingen tale være om efter den værdi, hr. B takserer jorden til, at jordrenten ikke er tilstrækkelig til samfundets nødvendige fællesudgifter, men der vil jo endog blive en meget stor part igen, der kan anvendes til almennyttige foretagender, og hvoraf enhver kan få gavn. Ikke at tale om, at der kan blive mere end tilstrækkeligt til et rigeligt ophold for de, der enten ikke selv er i stand til at fortjene føden eller har mistet deres naturlige forsørgere.

Som et bevis på, at der dog er noget godt ved selvejersystemet, anfører hr. B., at det er under det, at de store fremskridt på landbrugets område er sket. Hvor meget er det bevis værd? Er det ikke af den slags, som er gode nok for enhver, der ikke gider tænke selvstændigt; men som ved en smule eftertanke er fuldstændig betydningsløse? Mig forekommer det imidlertid, at det lider af samme fejl, som jeg gjorde opmærksom på ved hr. Bs bevis for reformens uforenelighed med grundlovens § 82. Hr. B forudsætter nemlig som givet, at selvejersystemet er årsag til fremskridtet eller i det mindste har bidraget lidt til, at fremskridtet er sket. Men det er netop det, der først skulle bevises, for at der kan bygges en pålidelig slutning derpå. Jeg tror nu, at forudsætningerne også i dette tilfælde er urigtige. Er jordbrugeren blot sikret det fulde udbytte af sit arbejde på jorden, tror jeg, det er ligegyldigt, enten han er ejer eller forpagter, han vil ikke derfor undlade at arbejde på fremskridt. Det nytter vist heller ikke hr. B påkalder erfaringens vidnesbyrd; for vi ved alle, at i det land, hvor landbruget er nået længst frem, der drives jorden af forpagtere. Jeg mener England.

Heller ikke kan jeg indse, at vi under selvejersystemet har mere garanti for, at jorden ikke bliver udpint, end under det af H. George foreslåede system. Jeg tror tværtimod, at det vil kunne godtgøres, at det modsatte er tilfældet. Vi kan vel være enige om, at det system, der i økonomisk henseende støtter en rolig udvikling af landbruget, byder de bedste garantier i ovennævnte henseende. Men, som jeg i min forrige artikel påviste, er selvejersystemet ikke at rose i den retning; under det gives netop frit spillerum for spekulationen i jordpriserne, og når de så undertiden drives for højt op, har vi i den økonomiske krise, der udmærker sig ved mange fallitter, efter at ejendommene er udpint i allerhøjeste grad. Ved indførelsen af Georges skattereform bliver spekulationen udelukket og derved grundårsagen til de økonomiske kriser ikke alene i landbruget, men tillige i alle andre produktionsgrene, fjernet; for som før bemærket, enhver virksomhed grunder sig til syvende og sidst på jorden, og enhver rystelse i grundvolden for produktionen vil gøre sig følelig i alle produktionsgrene. Jeg mener nu tilstrækkelig at have godtgjort, at selvejersystemet, denne indskrænkning i den fri og lige adgang til erhverv ikke kan begrundes i det almene vel. Er det altså rigtigt, så er reformens gennemførelse, som før bemærket, i fuld overensstemmelse med grundloven. Hr. Bojsen behøver blot at læse den nævnte paragraf, den lyder således: “Alle indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv, der ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.”

Fernando Linderberg: Georges program.

Gensvar til hr. seminarieforstander P. Bojsen.

Vort Landbrug den 1. december 1888.

Det glæder mig meget at se, at Georges skattereform alt nu begynder at blive drøftet også i Vort Landbrugs spalter. Det vidner om, hvilken magt i tiden Georges tanker er. Når nordens statsøkonomer holder kongres i København, bryder Georges tanker igennem alle de støvede doktriner (professor Hamilton). I dagblade, ugeblade og på møder møder vi alle vegne Georges tanker. Når så også selve landbrugets faglige skrifter begynder at skænke tankerne opmærksomhed, da kan det kun glæde alle dem, der tror, at Henry George er selve den sociale reformator, tiden længe har ventet på.

Det er kun godt 10 år siden, at Henry George udkastede sit program. Og alt nu er hans tanker en magt i tre forskellige verdensdele. Det varsler godt for fremtiden.

At tankerne tillige vækker modstand, kan ikke undre, for det gør jo alt nyt, som har nogen væsentlig betydning. Men det viser sig også her som i så mange andre tilfælde, at modstanden mest kommer af mangel på forståelse.

Og netop herom får vi et slående vidnesbyrd i P. Bojsens indvendinger mod programmet. Hr. Bojsen er jo en altid slagfærdig modstander, men man kan også være vel hurtig til at slå, for slår man alt for rask, står man i fare for at slå således, at man rammer sig selv. Og denne fare har P. Bojsen ikke undgået ved denne lejlighed. Hans indlæg viser nemlig, at et af to må være tilfældet: enten har han ikke læst H. Georges skrifter, eller også har han ikke forstået, hvad han har læst. Hvad enten så det er det ene eller det andet, der er tilfældet, et er lige vist: at det i begge tilfælde er for tidligt at slå.

Jeg er dog glad ved, at Bs indlæg er kommet frem. For jeg har lagt mærke til, at B gentagne gange både direkte og indirekte har angrebet Georges program på offentlige møder, uden at man der har kunnet få fat på hans udtalelser og vise dem tilbage. Nu endelig foreligger de i en sådan form, at de kan holdes for lyset.

Efter Bs fremstilling kan Georges skattereform kun gennemføres på den måde, at staten udkøber de nuværende jordejere for ca. 3.000 mio. kr. Når staten derefter er kommet i besiddelse af al landets jord, har den kun at udbyde jorden til den højstbydende eller at fordele brugsretten, lige som den udnævner embedsmænd.

Hvad disse indvendinger rammer, ved jeg ikke, men med henry Georges program har de intet at gøre, slet intet. Og det forekommer mig, at det slet ikke er så særlig vanskeligt at fatte, at denne fremgangsmåde intet kan have med Georges program at gøre.

Når der nemlig efter dette program kun skal være en skat, skatten på jorden, – hvorfra skulle så de penge komme, hvormed jordejerne blev købt ud? Ville der ikke ved denne fremgangsmåde komme til at foreligge et tilfælde, som omtrent ville svare til, hvad der ville ske, hvis B en skøn dag begyndte at købe jord af sig selv og altså også at betale sig selv?

Lad mig prøve på at putte Georges program i en nøddeskal.

Programmet har to sider: en moralsk og filosofisk – en økonomisk og praktisk. Den moralske og filosofiske side er den, der viser, at al virkelig ejendomsret hviler på arbejdet, så at kun det, som menneskene frembringer med tanken eller hånden, retsmæssig kan være genstand for ejendomsret, men at også alt, hvad menneskene således frembringer, er ukrænkeligt eje. Alene heraf fremgår det, at hvis f.eks. B har en gård, hvorpå han har nedlagt et større arbejde, så kan det ikke være programmets hensigt at “plyndre” ham eller nogen anden lignende bonde for den ved deres arbejde frembragte værdi. B behøver derfor ikke for Georges skyld at gøre skridt til at ophæve grundlovens § 82. For George er i så henseende mere grundlovstro end både B og selve grundloven. Grundloven siger nemlig, at “ejendomsretten er ukrænkelig”. Men ikke desto mindre tillader den dog, at alle landets borgere, og særlig de, der mindst kan tåle det, ligefrem daglig plyndres i form af beskatning.

Det er denne plyndring, George vil have ophævet, idet han egentlig talt vil have alle skatter afskaffet.

Ophæve alle skatter, – umuligt, vil mange sige. Samfundet skal jo bruge penge, mange penge, både i den ene og i den anden retning. Hvorfra skal disse penge komme, når alle skatter afskaffes?

George påviser, – og her står vi ved den anden, den økonomiske og praktiske side af hans program – at samfundet råder over en værdi, som det kan gøre frugtbringende uden at gøre noget som helst skår eller indgreb i den formue eller indtægt, som borgerne frembringer ved deres arbejde: den værdi nemlig, som jorden har uafhængig af hvad arbejde der nedlægges på den, og som stammer dels fra folkemængden og civilisationstrinnet, dels fra dens naturlige egenskaber og beliggenhed. Vidnesbyrd om, hvad dette er for en værdi, har vi ved alle købstæder og stationer. Når samfundet går frem, og købstæderne vokser, så stiger den omliggende jord i pris, ganske uafhængigt af alt arbejde. Når vi anlægger jernbaner og bygger stationer, så stiger den omliggende jord i pris, ganske uafhængigt af alt arbejde. Hvad vi her tydeligt ser, finder sted mere eller mindre overalt. Al jord har en vis større eller mindre værdi, der er ganske uafhængig af den enkeltes virksomhed og ene hidrører fra samfundet. Men hvad der således ene er en frugt af samfundet, det har også samfundet ret til at kræve for sig alene. Derfor foreslår H. George, at i stedet for alle andre skatter skal denne jordens samfundsmæssige værdi i form af jordrente inddrages i samfundets offentlige kasser. Meningen hermed er altså ikke, at bønderne særlig skal beskattes og alle andre være fri. Nej, meningen er kun, at al virksomhed skal være skattefri. Men de, der vælger at dyrke jorden, skal til gengæld for den forret, at de råder over den jorden af samfundet givne værdi, betaler jordrenten til det offentlige.

Se, dette er jo noget helt andet, end hvad B fortæller. Efter dette bliver der heller ingen anledning til at stille jorden til auktion eller at foretage embedsmæssige udnævnelser af jorddyrkere. Sagen er ganske simpelt den, at bygninger, forbedringer på jorden osv. kan da som nu, – kun meget mere fuldkomment, – være genstand for privat ejendomsret, for disse dele stammer fra arbejdet. Den, som bygningerne osv. sælges til, bliver brugeren, der får at betale grundafgiften til stat og kommune.

Dette er, hvad George vil. Vejen til gennemførelsen af hans program går gennem nedsættelse og afskaffelse af toldskatter og andre indirekte skatter, og etablering af frihandel. Ja, hans hele program er egentlig kun dette: konsekvent gennemført frihandel, altså adgang til for arbejderen og bonden, fabrikanten og købmanden at arbejde og handle frit. At dette program er, – som N. L. Nielsen skriver, – simpelt og let at gennemføre og ikke forårsager store omvæltninger i samfundet, forekommer mig sikkert. Bs indvendinger er derfor: skudt forbi. Noget andet er det, om reformen virkelig vil have alle de heldbringende følger, som H. G. påstår. Dette kan mulig drages i tvivl og være genstand for forhandling, lige som også, på hvilken måde vi lettest og bedst skal søge reformen gennemført her i Danmark. I denne og flere retninger er der nok at overveje, nok at forhandle om. Men de, der vil optræde som modstandere af reformen, bør samtidig vide, at de skylder at bevise, ad hvilken anden og bedre vej vi skal undgå: 1) at kapitalen æder vore bøndergårde; lige som den er i færd med at æde de små håndværkere, og 2) hvorledes vi skal opnå at give det stadig voksende antal af mennesker, der intet arbejde kan få, adgang til erhverv.

Da George vil begynde sin reforms gennemførelse med at søge beskyttelsestolden nedsat og afskaffet og derefter frihandelen etableret, så har vi adgang til at tage standpunkt overfor George program netop i dette øjeblik. Det spørgsmål, der i den nærmeste tid vil komme til at danne delingspunktet i vort offentlige liv, bliver åbenbart dette: mere beskyttelse eller mere frihandel. Hvad vi i denne retning skal vælge, om vi her skal gå frem eller tilbage, det kan åbenbart ingen bedre lære os end George. For så vidt er hans program også godt på vej til allerede at blive brændende iblandt os.

Efterskrift. Først efter at ovenstående artikel var skrevet og afsendt, fik jeg læst hr. H. Hertels indlæg om samme sag. Da han imidlertid helt slutter sig til P. Bojsens betragtninger, rammes han jo af de samme modbemærkninger, som jeg oven for har fremført. Jeg kan derfor angående hr. Hs indlæg fatte mig ganske kort. Når hr. H mener, at der ikke i Danmark foreligger et “moderne landproblem” i den George’ske betydning, tror jeg, han afgjort tager fejl. Vel kan jeg give ham ret i, at England har sit land­question af et omfang og tilspidset i en grad, som vi forhåbentlig aldrig (?) får det hos os.” Men derfra og til at sige, at vi aldeles savner de forudsætninger, hvorpå Georges program hviler, er unægtelig også et stort spring. Jeg forstår overhovedet ikke, hvorledes en mand, der sysler med landbrugets forhold, kan tale om “vor heldige jordfordeling”, der fordeler den stigende jordrente til “den store halvdel” af vort folk. Efter min opfattelse er det ganske klart, at den store kapital alt er godt – eller måske rettere desværre ondt – på vej til at gøre “vor heldige jordfordeling” fuldstændig illusorisk, og at det er den samme store kapital, der her som alle vegne altid sluger den under al fremadskridende civilisation bestandig stigende jordrente. Vil man undgå dette og opnå, at den mand, der lægger sit arbejde på jorden, skal høste frugten af sit arbejde, så ville det interessere mig overordentlig meget at få at vide, hvilket andet middel, man har at give anvisning på, end det, man med en meget uklar og delvis urigtig og misvisende betegnelse kalder “jordens nationalisering”. Da vore forhold herhjemme er mindre, kan vi ikke regne med de store tal: tusinder og millioner. Men uretfærdigheden bliver ikke mindre, fordi vi udtrykker forholdet således: den store jordrente kommer kun hundreder til gavn, men tusinder til skade. Hr. H tager også fejl, når han taler om de “fede dage”, som 70’ernes stigende jordrente frembragte for købmænd, håndværkere etc. Hvad der den gang skabte de kortvarige “fede dage”, – det var den gode avl og de gode priser. Men den på grund heraf stigende jordrente er det, som selve bønderne nu føler svien af, idet den gav kapitalmagten en sådan anledning til at hage sig fast i landbruget, at mangfoldige af de bønder, vi kalder selvejere, simpelt hen kun er hårdt betyngede fæstere under rigmænd og store pengeinstitutter. Lad os derfor tale lidt sagte om de her i landet så overordentlig gunstige sociale og økonomiske ejendomsforhold.

H. Hertel: Henry Georges skattereform.

Vort Landbrug den 8. december 1888

Hr. F Linderberg har i sidste nummer af Vort Landbrug fremført nogle aforistiske bemærkninger til mit lille indlæg i samme blads nr. 47. Jeg beder Dem da, hr. redaktør, om plads for nogle, også kun rent aforistiske, betragtninger over hr. Linderbergs stykke. Hr. L skriver i begyndelsen af sin artikel: “Når nordens statsøkonomer holder kongres i København, bryder Georges tanker igennem alle de støvede doktriner (professor Hamilton).” Små slag! Der var på det nys afholdte nationaløkonomiske møde netop meget lidt af støvede doktriner, det var for det meste mænd, der står med begge ben i dagens praktiske spørgsmål, der gav tonen an på mødet. Og hvad sagde så prof. Hamilton? Han sagde sådan noget som, at der fordres “århundreder”, inden statsorganisationen kan blive udviklet nok til at overtage en så kolossal udgift, som der måtte til for at “inddrage” jorden under staten, og at det George’ske system strider til den grad mod vort nuværende sociale og økonomiske organisation, at man næppe for alvor kan sætte under diskussion nu at betræde denne vej. Det var en rar forbundsfælle, hr. Linderberg dér fik sig, en fælle, der anser spørgsmålet for upraktisk i de første århundreder, og som mener, at når det skal gennemføres, må det blive på den måde, at staten inddrager jorden, hvad hr. Linderberg imidlertid erklærer intet har med Georges program at gøre!

Sikkert! Skal staten få fordelen af jordrenten, kan det kun blive på den måde, som Spencer, som Mill, som Hamilton og mange andre har angivet, nemlig at staten ophæver den private ejendomsret over og selv overtager jorden – for hvilken operation vi har det korte og træffende udtryk “jordens nationalisering”. På anden måde lader det sig ikke gøre, for hvorledes skulle man gennem en skat kunne ramme “jordens samfundsmæssige værdi”? Hvor får man fat på denne samme værdi, mon det er muligt bestemt at sige: så og så meget af jordens værdi skyldes samfundet, så og så meget derimod ejerens flid, energi, dygtighed og kapital? Jeg tror næppe, at der kan drages nogen skelnelinje mellem “jordens samfundsmæssige værdi” og dens anden værdi; med andre ord, den første lader sig heller ikke “inddrage i samfundets offentlige kasser.”

Var dette imidlertid muligt, og tog samfundet virkelig den jordrente, der alene skyldes samfundet, så burde det også på den anden side erstatte ejeren den jordens værdiforringelse, som samfundet er skyld i, for kun så har vi den højere retfærdighed, som vi skulle nå ved det George’ske forslag. Jeg tager et eksempel. For en del år siden byggedes mellem København og Christianshavn en ny bro, der kom til at munde ud i en ny gade, og som en følge heraf steg ejendommenes værdi i denne, mens de faldt i værdi i den gade, i hvilken den gamle bro havde udmundet. Værdiforøgelsen, den stigende jordrente, i den første gade skyldtes ene en samfundsforanstaltning, og havde samfundet derfor taget sig denne forøgelse til indtægt, indser jeg ikke, hvorledes det kunne undslå sig for at erstatte ejerne i den anden gade den ejendommenes værdiforringelse, som skyldtes den samme foranstaltning.

Hr. Linderberg kan få nævnt mange andre praktiske vanskeligheder, der ville stille sig i vejen for den gennemførelse af det George’ske program, som han vil, foreløbig turde de 2 anførte være tilstrækkelige.

Skal altså Henry Georges forslag gennemføres, må det blive på den måde, at staten inddrager jorden. Også her tårner imidlertid vanskelighederne sig op: enten måtte staten lade jorden dyrke ved embedsmænd, men vi fik da en bureaukratisk organisation, der ville være yderst uheldig; også virker den lære, vi kan uddrage af stats-domænernes historie, afskrækkende: eller også måtte staten bortforpagte jorden. Men blev forpagtningerne på lang tid, ville forpagterne kunne få fordelen af stigende jordrente, og så var nok den tilsigtede retfærdighed borte; blev forpagtningerne derimod på kort tid, stod man i fare for, at jorden blev udpint og forbedringer undladte, eller med andre ord, at jorden kom til at give mindre og mindre udbytte.

Også her kan hr. Linderberg få flere indvendinger, om han ønsker det; arsenalet mod Henry Georges program bliver ikke hurtig opbrugt.

Endnu kun et par bemærkninger til hr. Ls efterskrift. Han skriver, “at det er den samme store kapital, der her som alle vegne altid sluger den under al fremadskridende civilisation bestandig stigende jordrente.” Så! Lad os tænke os, hvad vi alle ønsker, og som der måske er nogen udsigt til, at jordrenten nu begyndte at stige hos os. Mon kreditforeningerne så ville forrente deres obligationer med 4½ %? Jeg tror nej, kapitalen måtte vist nøjes med at få de en gang fastsatte renter, hverken mere eller mindre, hvorimod jordrentens stigning ville komme jordbrugerne til gode, bevare slægtens gårde for mange af dem, give dem, der nu kæmper for at holde sig oven vande, fast bund under fødderne, gøre tiderne lykkeligere for alle landbrugere – og derved også for byens erhverv. Vinder kapitalisten noget, bliver det nok alene det, at hans kapitalanbringelse bliver sikrere – ham til fordel og ingen til skade. Fremdeles skriver hr. Linderberg, at jeg tager fejl, når jeg tror, at de fede dage i 70’erne skyldes den stigende jordrente, for “hvad der den gang skabte de kortvarige ‘fede dage’ – det var den gode avl og de gode priser”. Men herregud, mand, de gode priser og den stigende jordrente er jo dog her et og det samme. Ved befolkningens tilvækst, ved milliardbevægelsen, ved forskellige samfundsforanstaltninger, ved tekniske fremskridt etc. blev konjunkturerne bedre eller priserne gode eller jordrenten stigende. Hvad man her siger kommer nok så omtrent ud på et.

Hvad jeg altså hævdede i mit første lille indlæg, står endnu ved magt: at vor heldige ejendomsfordeling (undskyld ordene hr. Linderberg) vil lade den stigende jordrente først komme befolkningens store halvdel til gode og derigennem også blive den mindre halvdel til gavn, at der som en følge heraf synes mig at være kun ringe grund til at ofre tid og tanker, papir og blæk på drøftelsen af et forslag, der hviler på andre forudsætninger end de, der nu gør sig gældende her i landet.

P. Bojsen: Henry Georges skattereform.

Gensvar til d’hrr. N. L. Nielsen og F. Linderberg.

Vort Landbrug den 15. december 1888

Hr. N. L. Nielsen er filosof. Havde jeg vidst det så godt, som jeg nu ved det, havde jeg næppe skrevet mit forrige stykke, for, oprigtig talt, har jeg altid næret en vis sky for at komme i kast med filosofferne. Når man spørger disse folk i øst, får man svar i vest og omvendt, og det ingenlunde af ond vilje, men fordi d’hrr. som oftest er så langt borte i skyerne, at de glemmer den jord, de vandrer på.

Jeg har således stillet et såre praktisk og nærliggende spørgsmål til hr. N, nemlig: hvorledes han vil tilvejebringe de 3000 millioner kroner, som det her i landet vil koste at afløse de nuværende jordbesidderes ejendomsret til fordel for staten. – I stedet for at indlade sig herpå, svarer hr. N. oppe fra skyerne således: “Hidtil er det ikke blevet påvist, at der fra Skaberens hånd er blevet tildelt det ene menneske nogen større ret til nogen del af den jord, hvorpå vi er sat, end et andet. – Hr. B kan næppe bevise den enkeltes ejendomsret til jorden af den grund. – På hvad måde kan jordejeren da oprindelig være kommet til den ret? Selv samfundet har ingen som helst ret til at tilskøde en enkelt mand og hans efterkommere eneret til nogen del af jorden, så vist som ingen kan forpligte sine efterkommere.”

Hvad forstår hr. N ved: “Tildelt fra Skaberens hånd?” Jeg har altid ment, at alt, hvad mennesker besad her på jorden, kunne betragtes som Guds gaver, men at ejendom til jord i denne henseende skulle være en undtagelse, er mig en fuldstændig gåde; under alle omstændigheder er det en kendsgerning, at de nuværende jordejere har betalt deres ejendomme, og det angår for så vidt ikke dem, om denne jord en gang i den grå oldtid på uretmæssig måde er blevet taget i besiddelse. – Lad os dog endelig blive ved det nærværende; skal vi til at undersøge, på hvad måde jordejerne oprindelig er kommet til deres ret, så er vi inde i en labyrint, hvor hverken hr. L eller jeg kan finde vej. – Når hr. N dernæst taler om “eneret” til jorden, som om der deri skulle ligge noget særlig afskyeligt, så gad jeg egentlig vide, om han da vil foretrække det gamle fællesskab; jeg troede, at dette her til lands grundig havde udspillet sin rolle. – Slutningssætningen, der synes at skulle tjene som bevis for det hele, påstanden om, “at ingen kan forpligte sine efterkommere,” turde dog være det mest uholdbare. – Jeg, for min part, har ikke en, men mange gange, forpligtet mine efterkommere, og det har vist hr. N også.

Fremdeles mener hr. N, at der ingen anden retmæssig ejendomsret bør være end den, som er grundet på arbejde – med hånd eller med tanke – som hr. F. I,inderberg tilføjer; dette lyder meget smukt; men har d’hrr. grundigt overvejet, hvor vanskeligt, for ikke at sige umuligt, det er i det praktiske liv, at drage denne grænse. – Jeg skal nu foreløbigt lade ejendomserhvervelse ved arv ligge, og derimod holde mig til den erhvervskilde, som ligger i held, som visse jordejere har haft, når der pludselig i deres nærhed er opstået enten en station, en havn eller deslige. – Ja, ganske rigtigt; disse landmænd er ved held kommet i besiddelse af en kapitalværdi, som de ikke har tjent ved eget arbejde, men sammenlignet med, hvorledes held gør sig gældende i al anden næringsdrift, så turde det være, at jordejerne er de mindst gunstigt stillede i så henseende. – Når en købmand har opkøbt et større parti varer, og priserne pludselig stiger, så kan han afhænde dem med stor gevinst. Så er det jo også frugt af held og ikke af eget arbejde; i håndværk og industri gælder det samme; skulle man dér gøre ejendomsretten tvivlsom overfor den del, som er erhvervet ved held, så ville man komme ind i det fuldstændigste virvar. – En anden sag er det, at samfundet som sådant ikke bør begunstige slig erhvervelse ved held; derfor lægger vi høj skat på lotterispil. Derfor kunne jeg også godt bifalde, om staten ved anlæg af havne, stationer osv. eksproprierede langt større strækninger af jord end hidtil og derigennem sikrede sig, at prisstigningen på slige jorder kom den selv til gode – men herfra og til at ekspropriere hele landet er der rigtignok et langt spring.

Hr. Ns slutningsbetragtning om grundlovens § 83 om fri og lige adgang til erhverv og hans derpå byggede bevis for, at ejendomsret til jord skulle være i strid dermed, skal jeg lade ligge; det er i vore dage ikke hyggeligt at komme for dybt ind i grundlovsfortolkninger, og allermindst, når man mærker, at fortolkeren er så langt borte fra grundlovgiverens tanke, som det er muligt at komme.

Jeg kommer nu til min anden modstander: hr. F Linderberg, og skal ikke nægte, at jeg ånder lidt friere; hr. L er ikke filosof, men han er en blind teoretiker; han har læst sin George, han kan sin George på fingrene, og han har svoret ved alle Valhals guder, at sådan noget bør vi også have her i landet; at forholdene i Amerika – hvor uendelige strækninger af jord endnu ligger ubenyttede hen – er vidt forskellige fra vore forhold, generer ikke hr. F. Han hører ikke til den slags mennesker, som vil over, hvor gærdet er lavest – tværtimod, han går helst på, hvor det er højest. – at jordejendomsbesiddelsen her i landet er mere urokkelig og mere vel begrundet end i de fleste andre lande, fordi den heldigvis her ikke er på den enkeltes, men just på de manges hænder, og at den stærkt landbovenlige lovgivningsmagt, der altid kan ventes i et sligt land, vil stille sig som en fast mur imod ethvert forsøg på at rokke ved jordejendomsretten – denne omstændighed, hvor følgerigtig og indlysende den end er for andre – er just for hr. L en særlig opfordring til at løbe panden imod muren netop på dette sted. Lige som der var riddere i middelalderen, som i deres ubændige mod helst rendte storm imod de borge, som havde ord for at være uindtagelige, således også med hr. L. Men: “lad det nu stå! sagde manden om rundetårn,” og det er vistnok også dermed, at hr. Ls tilhørere på landet har trøstet sig, når de i al stilhed og med et lunt smil har hørt på hans forslag om, at deres hartkornsskatter nu skulle forøges til det 20-dobbelte. – Hr. L er noget rask i vendingerne; han ynder også udtrykket “ganske simpel”. Erstatningsspørgsmålet til de nuværende jordejere ordnes “ganske simpelt” ved at lægge alle skatter over på jordejerne; og jeg får ikke andet for alle mine betænkeligheder derved end: “skudt forbi”.

Måske jeg dog kunne røre hr. Ls hjerte ved at nævne et bestemt eksempel. Her er nu min gamle nabo NS; han købte for nylig en landejendom på et par tdr. hartkorn for 15.000 kr. De 5.000 kr. har han lånt i sparekassen, de 10.000 kr. var hans egen kapital, tjent og sammensparet ved et langt og arbejdsomt liv; hans nuværende direkte skatter til stat og kommune andrager ca. 80 kr. om året; nu kommer hr. Ls “ganske simple” lov, at han fremtidig skal betale 300 kr. om året i jordrente; mindre kan det på ingen måde blive, når samtlige statens fornødenheder alene skal hvile på jorden. Ganske vist tjener han lidt i husholdningen ved, at de indirekte skatter ophæves, men han har aldrig hørt til dem, der bruger mange toldpligtige varer. – Når han nu ikke kan betale den forøgede skat – hvad så? Hr. L holder ikke af auktioner, men det vil dog blive tilfældet. Og det sandsynlige er da, at prisen på den stærkt bebyrdede ejendom vil blive så lille, at i det højeste sparekassen vil blive dækket. Må jeg så spørge: hvor er min nabos sammensparede kapital blevet af? Er den ikke blevet frarøvet ham af staten, så forstår jeg det ikke. – Måske hr. L vil svare, at han nu kan indtræde i det ny utopien, hvor alt arbejde lønnes i forhold til, hvad der produceres, men det nytter desværre ikke ham, da han alt er en gammel mand, som just skulle leve af sin opsparede kapital.

Jeg spørger igen: hvorledes vil hr. L Skaffe erstatning til de mangfoldige, der har det på samme måde som min Nabo’?

Naturligvis får jeg på ny svaret: “Skudt forbi”, men for dem, der skal betale gildet, er dette ikke tilstrækkeligt. –

Det falder mig ind, at hr. L mulig vil skyde sig ind under, at der kun er den “samfundsmæssige værdi” af jorden, som han vil have beskattet så umanerlig højt, altså den slags jorder, som på grund af nærheden ved købstad, station osv. har fået en forholdsvis høj handelsværdi; nu vel, så tænker vi os, at min før nævnte nabo havde købt en slig fordyret ejendom; han vil da være lige uheldig stilet, når han skal tabe sin i god tro indskudte kapital; kun hvis han var en af dem, som ved byens eller stationens anlæg havde skummet fløden, så var det en anden sag, men som rimeligt er, har de nævnte ejendomme skiftet ejere mange gange siden den tid, – vil hr. L indskrænke sin skatteforøgelse til de med nye anlæg opståede samfundsværdier, hvad jeg, som før nævnt, ikke har noget imod, så vil det vare tusinder af år, inden reformen kan gennemføres, fordi skatteforøgelsen da vil blive en ubetydelighed.

Både hr. N og hr. L har set sig bistre på kapitalen; den sidste anfører med en vis overlegenhed, at “kapitalen æder vore bøndergårde”. Hvad mener han med det? Er gårdenes tal i den senere tid måske bleven mindre? Jeg tror, at lige det modsatte kan godtgøres, spørg landinspektørerne, og de vil visselig bekræfte, at der er 10 måske 20 udstykninger for hver sammenlægning; det sidste betaler sig ikke, det er hemmeligheden; de små ejendomme er forholdsvis i højere pris, derfor tiltager også deres antal, hvorved flere familier kan få erhverv. – Derimod er det en kendsgerning, at kapitalen i de senere år har været noget villigere end tidligere til at søge anbringelse i jorderne, men at dette skulle være til skade for landbruget, har jeg aldrig kunnet fatte; til dels hidrører dette fra, at bønderne ved oprettelsen af landbosparekasser har sørget for, at deres egne opsparede midler på ny kan vende tilbage til landbruget; således er der jo flere af landbosparekasserne, der ligefrem har forbudt, at midlerne må lånes ud i købstadejendomme osv. Hvis hr. Ls teori om kapitalens “æden bøndergårde” er rigtig, så måtte dette jo være den rene fortabelse. – Jeg erindrer endnu en tilstand for ca. 30 år siden, hvor landbruget havde stor vanskelighed ved at få kapital; købstadsparekasserne, som modtog landboernes penge, så deres fordel ved at låne disse ud til højere rente i industrielle foretagender osv., og så blev følgen, at landbruget ofte savnede den fornødne kapital. ­

Jeg forstår ikke denne frygt for kapitalen. Jo lettere adgang dertil, desto lettere er det også for den ubemidlede at få ejendom, i modsat fald bliver det kun rigmænd, der kommer til at dyrke jorden; naturligvis: ingen roser uden torne; der kan være landmænd, som er alt for dristige, så de lader sig friste af kapitalen til at indlade sig på større foretagender, end de kan magte, men det ville dog være dumhed af den grund at foretrække vanskelig adgang til kapital. Det ville være det samme som at anbefale sult, fordi man mulig kunne komme til at spise for meget. – Nej, det gælder i landbruget som i al virksomhed, at kapitalen er en god hjælpetrop, som man slet ikke kan undvære.

Hvad dernæst selve kapitalisterne angår, så er det også en urigtig forestilling, at det er lutter dagdrivere, som uden at arbejde bare hæver deres renter. – Der findes virkelig noget, der hedder “opsparet arbejde”; gå til vore sparekasser, og det vil vise sig, at den største del af de dér opsamlede midler just er af denne art; kunne sparekasserne ikke få deres midler sikkert anbragt til en nogenlunde rente, så ville det gå ud over en mængde småkårsfolk; det er just et økonomisk gode, at “det opsparede arbejde” i form af kapital kan vende tilbage som en hjælpetrop for det ny arbejde og så fremdeles. – Gemtes kapitalen på kistebunden, skulle de skadelige følger heraf snart mærkes.

Kort sagt, – jeg har et andet blik på kapitalen end hr. L, men jeg vender fremdeles tilbage til mit gamle spørgsmål: hvorledes skal de nuværende jordejere få erstatning for den kapital, de har indestående i landejendomme, såfremt H. Georges teorier skulle gennemføres? Hvis der virkelig var tale om, at denne teori i en nær fremtid kunne gennemføres, ville den første følge være, at kapitalerne skyndsomst trak sig ud af landbruget, men hvem skulle dække tabet derved?

Hvad jeg i øvrigt mener, at der kunne gøres til afhjælpning af arbejdsklassens små kår, skal jeg mulig i et senere nr. belyse, hvis den ærede redaktion vil give mig plads dertil.

Efterskrift. Efter at ovenstående var nedskrevet, har jeg fra forskellige steder modtaget breve med opfordring om, at jeg ville belyse selve det George’ske program. I og for sig anser jeg dette for temmelig overflødigt, så længe endnu ingen har kunnet påvise, hvorledes man skal komme ud over erstatningsspørgsmålet, men nogen skade kan det da heller ikke gøre at dvæle lidt ved dette fantasifoster. – Jeg skal derfor holde mig til, hvad H. George selv anfører som de goder, der formentlig skulle følge af hans forslag (staten som eneejer af al jord). Han anfører, at:

1. Alle andre skatter (end jordrenten) kan blive afskaffet.

Dette er sandt, men hvem ville komme til at betale gildet? Dette hænger sammen med erstatningsspørgsmålet. – Kan staten tilrane sig de 3-000 mio. kr. uden at give erstatning, så kan den sagtens afholde alle sine udgifter indtil videre, men hvad vil det sige andet, end at de nuværende jordejere af deres opsparede kapital må afholde alle statsudgifter for en længere årrække. – Skal staten derimod give erstatning eller forrente denne, så skal den nok få brug for alle sine nuværende indtægter og flere til. – Så spares der ingen skatter.

2. Skatteopkrævningen ville blive billigere, simplere og redeligere end nu.

Dette turde dog være et spørgsmål; det er sandt, at især toldskatten nødvendiggør en meget kostbar opkrævning, men jeg er bange for, at Georges “jordrente” ville blive endnu dyrere at få fat på. Skal der nemlig være mindste retfærdighed deri, så går det ikke an at blive stående ved vor nuværende matrikul; skal der svares sådan noget som 2 a 300 kr. pr. td. hartkorn (det nemlig, som G forstår ved den fulde jordrente, og som efterhånden skulle nås), så må der tilvejebringes en langt nøjagtigere jordværdimåler end den, vi nu er i besiddelse af. Den nuværende matrikul er ca. 50 år gammel og er dog blevet så forældet, at den næppe kan bruges til de mindre skatter, men hvor ofte måtte denne fornyelse finde sted, når så store summer, som her er tale om, skulle indkræves i jordrente. – Dertil kommer, at den værdi, jorden får ved sin beliggenhed (samfundsværdien), idelig er i bevægelse, op eller ned. – Resultatet heraf ville blive, at vi måtte have en ny værdsætning, hvert andet eller tredje år, med mindre man ville foretrække den ulige mere praktiske måde at lade staten bortforpagte lodderne til de højstbydende.

Dette idelige matrikularbejde ville yderligere vanskeliggøres, om ikke umuliggøres ved den omstændighed, at de ulykkelige vurderingsmænd hver gang skulle skelne imellem, hvad der var jordens og beliggenhedens værdi, og hvad der hidrørte fra brugerens forbedringer på samme. – hvad tror man, at alt dette ville komme til at koste? Vor sidste matrikul kostede adskillige millioner.

3. 3. Der ville ingen fristelse blive for rigmænd til at lade jord ligge hen ubrugt – blot til fornøjelse.

Det er en ret mærkelig påstand, for så vidt G bygger den på, at slig jord alligevel skulle betale den på samme hvilende jordrente. – Har vor tids rigmænd råd til at købe jord til høje priser og lade den ligge hen til fornøjelse, så har de selvfølgelig lige så godt råd til at forpagte slig jord og betale jordrenten deraf, uanset om de får nogen indtægt deraf. – Det er jo hip som hap. – Gs harme over den slags jord træffer i øvrigt ikke vore forhold i nogen synderlig udstrækning – her forstår vi temmelig godt at jade jorden blive udnyttet.

4. Ejendomsfordelingen ville blive jævnere.

Det turde være lige det modsatte. Det må være indlysende, at det, der nu modvirker al sammenlægning, er den høje pris for jorden, som tilstødende naboer næsten altid forlanger; lad alle jordbrugere først blive forpagtere, så vil det ikke vare længe, inden nogle af disse med større kapital gør den regning, at en stor forpagtning betaler sig bedre end en lille; der vil dernæst blive mange jordbrugere, som hurtigt kommer ud af spillet, fordi de ikke kan betale den høje jordrente, og der er da ingen, der bedre er i stand til at overtage slige ejendommes drift end de tilgrænsende naboer.

George vil ikke have sammenlægning forbudt, – altså vil følgen ufejlbarlig blive, at vi får større og større forpagtergårde, men ingenlunde den jævne fordeling, som vi nu har her i landet, og som selvejendom just har befordret.

5. Der ville ingen arbejdsløshed blive.

Hvis dette var sandhed, så kunne jeg næsten forlige mig med systemet, for hvad er sørgeligere at se og mere usparsommeligt for samfundet end arbejdsløshed. – Det synes også, at dette for George har været det egentlige kardinalpunkt, og han beviser sin påstand med, at arbejdslønnen er højest i de lande (t.eks. Amerika), hvor der endnu er “fri adgang” til jord. – Ja, dette er meget rigtigt, men det er en besynderlig “fri adgang til jord”, når der af denne skal svares en jordrente så høj, at det for mange kan blive meget tvivlsomt, om de kan leve derpå. Når der nu går en strøm af arbejdere til Amerika, som med iver kaster sig over de udyrkede arealer i vesten, så er drivfjederen til, at de udsætter sig for alle disse besværligheder, ikke blot den at leve, men også, og måske allermest, udsigten til den gevinst, som ligger i, at den af dem indtagne jord om nogle år vil stige i værdi og da tilføre dem en kapital. – Tag dette trækplaster bort ved indførelse af jordrente, og lysten til jordbrug skal snart tage en anden retning.

Skal vi imidlertid tænke på vore hjemlige forhold, så er det aldeles uforståeligt, hvorfor forpagtning mere end selveje skulle modvirke arbejdsløshed. Der har i de senere år været selvejere nok her i landet, som har udbudt deres ejendomme i forpagtning, men kun efter de større ejendomme har der været noget begær; der er mange tjenestekarle, som hellere tager den faste løn, end at de indlader sig på at forpagte bøndergårde (af middelstørrelse) – atter et vidnesbyrd om, at forpagtning kun er til gunst for store ejendomme.

Hvorledes derfor udelukkende forpagtningsforhold på landet skulle blive i stand til at optage den strøm af ledige arbejdere, der så let opstår i store byer, – dette er aldeles ubegribeligt. – Tværtimod –landbruget vil sysselsætte færre arme, efterhånden som det vil gå over til at blive lutter store forpagtninger, der drives med maskiner osv.

Desuden, ingen kan dyrke jorden uden kapital; den arbejder, som ikke ejer så megen kapital, at han kan rejse hus, skaffe besætning osv. kan ikke dyrke jord, men låne må han efter Georges teori ikke, for ingen må forpligte sine efterkommere til at betale lånet tilbage – altså får han heller intet lån. – Nej og atter nej – ved disse midler eller rettere fortvivlede hinanden modsigende ideer hverken afhjælpes arbejdsløshed eller fattigdom, – langt snarere det modsatte.

George taler så meget om monopol (eneret) til at dyrke jorden; jeg gad vidst, om noget menneske ville påtage sig jordens dyrkning, pløjning og såning, når han ikke var eneberettiget til at tage høsten. Denne tale om monopol er kun vildledende. Hvis det her i landet var umuligt for betaling at få en plet jord, fordi handel dermed var forbudt, så som ved stamhuse osv., så kunne man klage over monopol, men som bekendt er der ti for en, der gerne vil sælge sin jord, og det til alle slags priser. – Det er derfor usandt, at selvejersystemet hindrer folk i at komme i besiddelse af jord.

Jeg har i hele Georges teori ikke kunnet finde andet, der er holdbart, end det råd, at staten ved fremtidige offentlige anlæg bør ekspropriere noget mere af den nærliggende jord, end den hidtil har gjort.

Gårdejer N. L. Nielsen: Henry Georges skattereform.

Vort landbrug den 29. december 1888

Man kunne fristes til at antage. At hr. P. Bojsen føler sig forpligtet til at modbevise H. Georges tanker på alle punkter. Og det hvad enten de er rigtige eller ej. Hr. B klager over, at jeg i lighed med filosofferne har givet ham svar i vest, mens han spurgte i øst. Det ser således ud. Men lad os se på forholdene. Hvis der kommer en mand til hr. B og gør fordring på en vis sum penge, hvad gør hr. B så? Han går ganske sikkert hen og ser efter i bogen, om vedkommende mands fordring er berettiget, førend han gør sig den ulejlighed at tænke over, på hvad måde pengene kan skaffes til veje. Jeg mener derfor også, at vi i det foreliggende tilfælde må gå frem på samme måde. Så længe hr. B eller andre endnu ikke har godtgjort jordejerens ret til erstatning, er det spildt ulejlighed at drøfte spørgsmålet. Mit svar var altså korrekt, idet det gik ud på at vise, at jordens samfundsmæssige værdi tilhører samfundet og ingen enkelt mand. Og at mit bevis ikke har været fuldstændig betydningsløst for hr. R, ser jeg deraf, at han bifalder, at staten ved anlæg af havne, stationer osv. eksproprierede langt større strækninger af jord end hidtil og derigennem sikrede sig, at prisstigningen på slige jorder kom den selv til gode. Følgelig må hr. B også indrømme, at enhver prisstigning af jorden, der i tidens løb er foregået på grund af samfundets udvikling, med rette tilhører samfundet. Så er vi enige på det punkt; jeg forlanger ikke mere. Men så siger hr. B.: “Under alle omstændigheder er det en kendsgerning, at de nuværende jordejere har betalt deres ejendomme, og det angår for så vidt ikke dem, om denne jord en gang i den grå oldtid på uretmæssig måde er blevet taget i besiddelse.” Vi kan jo tage et eksempel. En mand køber en hest; men da en tid er gået, opklares det, at den oprindelig er stjålet, og ejeren kommer og gør sin ejeret gældende. Så vidt jeg ved, hjælper det ikke noget, at manden siger, han har betalt hesten, han må vistnok afstå den uden erstatning til dens oprindelige ejer i følge loven.

Det bevis vil følgelig ikke være tilstrækkelig, men det godtgør da, at jordejerne må begrunde deres fordring på erstatning for ejerretten til jorden på andet, end hvad der nu er gældende ret her i landet.

Den sætning, at ingen kan forpligte sine efterkommere, forekommer hr. B mest uholdbar. For at illustrere den kan jeg anføre et enkelt af H. Georges Samfundsspørgsmål: “Hvis en mand kom til mig og sagde: her er en anvisning, som Deres oldefader udfærdigede til min oldefader, og som jeg håber, De vil være så venlig at honorere, ville jeg le ham ud og sige ham, at hvis han ville have sin anvisning honoreret, ville det være bedst, at han fik fat på den, der havde udfærdiget den, og at jeg intet havde at gøre med min oldefaders forpligtelser. Og hvis han vedblivende holdt på at få betaling og fæstede min opmærksomhed på ordlyden i anvisningen, hvori min oldefader udtrykkelig kom overens med hans oldefader om, at jeg skulle betale ham, ville jeg kun le endnu mere og være endnu mere vis på, at han var gal. På en sådan opfordring ville visselig enhver af os svare: min oldefader har tydeligvis været en skøjer eller en spilopmager, og Deres oldefader har sikkert været en nar, hvilken egenskab De vist nok må have arvet, hvis De venter, at jeg skal betale Dem penge, fordi min oldefader har lovet, at jeg skal gøre det. Han kunne lige så gerne have givet deres oldefader en veksel på Adam eller en anvisning på den første nationalbank på månen.” Ja, siger man måske, men hver gang vi optager et lån på vore ejendomme, forpligtet vi dog vore efterkommere til at tilbagebetale dette lån. Kan vi ikke forpligte vore efterkommere, så kan vi jo heller ikke låne. Hvad er det da, vi gør, når vi landmænd årligt låner 40-45 mio. kr. på vore ejendomme? Det er ganske simpelt en overdragelse af vor ejendomsret til kapitalisterne i byerne og udlandet; det er i virkeligheden en overgang fra selvejersystemet til forpagtningssystemet. Det er i analogi med den kendsgerning, at kostbare ting aldrig bliver brugt af de mindre bemidlede folk. I begyndelsen af jagttiden bliver der skudt en masse vildt, da er det billigt, og vi kan finde vildt på den fattiges bord. Mod slutningen af jagttiden er vildtet dyrt, og det findes da kun på den riges bord. På samme måde går det med jorden. Efterhånden, som den stiger i værdi, går ejeretten mere og mere over til de rige.

Den indvending, at vi kan forpligte vor eftermand til at lade være at gøre fordring på, hvad vi har afhændet til andre, rammer ikke og har egentlig talt ingen steder hjemme, da det er en selvfølge.

“Fremdeles mener hr. N, at der ingen anden retmæssig ejendom bør være end den, som er grundet på arbejde – med hånd eller tanke – som hr. F. Linderberg tilføjer,” skriver hr. Bojsen. Han tager fejl; at sige: at kun hvad der er frembragt ved arbejde, kan henregnes til retsmæssig ejendom, er noget ganske andet. Jorden er således ikke et resultat af arbejde. Alt hvad der er frembragt ved arbejde, og vi er kommet i lovlig besiddelse af, hvad enten det er ved eget arbejde, ved køb eller ved gave, har vi selvfølgelig ret til at betragte som vor private ejendom. Havde hr. B læst H. Georges skrifter med lidt mere eftertanke, ville han have undgået at falde i sådanne vildfarelser. Det forekommer mig også besynderligt, at hr. B vil forsvare det held, jordejerne har, når deres jord stiger i værdi. At bygge sin fremtid på held er lotterispil, det gør købmanden eller håndværkeren ikke, og jordejerne gør det heller ikke, for de ved ganske sikkert, at jorden stiger i værdi, efter som samfundet udvikler sig.

Ikkejordejeren kan imidlertid kun anlægge sin egen dygtighed som målestok for sine beregninger med hensyn til indtægterne. Jordejeren anlægger derimod andres arbejde som målestok for indtægterne af jorden.

Vi kalder det held, at ejerne af jorden, hvor Esbjerg by ligger, kan berige sig på andres bekostning; men i det øjeblik, vi bliver klar over, at det ikke er, som det bør være, så kalder vi det uretfærdighed, at loven tillader det. I det hele taget er det et spørgsmål, hvor stor en part af indtægten vi under nogenlunde retfærdige samfundsforhold kan opføre under rubrikken held. For så vidt vi ikke med det større og mindre held mener folks forskellige dygtighed.

Jeg må indrømme hr. B, at grundlovsgiverne sandsynligvis ikke har betragtet jorden som fælles ejendom, men på den anden side har de rimeligvis heller ikke gået ud fra, at jorden kun skulle ejes af kapitalisterne og herremændene. De har ikke endnu den gang haft øje for de nødvendige følger af den private ejendomsret til jorden. Som forholdene siden den tid har udviklet sig, må det allerede være klart for enhver, hvad følgerne er. Man kunne derfor fristes til at optage det som spot, når d’hrr. P. Bojsen og H. Hertel taler om landet “med de socialt og økonomisk set så overordentlig gunstige ejendomsforhold.”

Vi ved jo imidlertid, at det er alvorlige mænd, og derfor kan det kun betragtes som en sørgelig uvidenhed hos vore ledende mænd, eller også er de bange for at fremstille forholdene i det rette lys. Jeg ved det ikke. Vi har set prioritetsgældens stigning. Lad os se i hvilken retning størrelsen af jordejendommene går: i 1835 var der her i landet ca. 600 gårde med over 12 tdr. hartkorn. Nu er der tæt til 2000, og det er ikke således, at antallet er forøget på grund af godsernes udstykning. Det samlede tilliggende af hartkorn er i samme tidsrum omtrent fordoblet. Af huse under l td. hartkorn var der i

1835: … 61.913 med 21.000 td. hartkorn
1873: … 131.162 med 38,800 td. hartkorn

Vor heldige jordfordeling består altså i, at gårdene af middelstørrelse opløser sig i meget store og meget små ejendomme.

Hvor interessant det end kunne have været at kritisere hr. Bs belysning af det George’ske program, så skal jeg dog af hensyn til tiden lade det være denne gang. Jeg skal blot anbefale de mænd, der ønsker oplysning om H. Georges program, selv at læse hans bøger, det er dog den bedste måde at få kendskab til dem.

Fernando Linderberg: Beskatningen og jordrenten.

Vort Landbrug den 5. januar 1889

I.

Det er med noget blandede følelser, at jeg i Vort Landbrug følger forhandlingen om Henry Georges program. På den ene side kan det naturligvis kun glæde en discipel af Henry George at hans tanker optages til forhandling. Men på den anden side, skal forhandlingen virke frugtbringende, da må den ikke alene optages i fuldt alvor, de mænd, der vil deltage i den, må tillige vise, at de kender de dele, hvorom forhandlingen føres. Men i begge retninger lader de indlæg adskilligt tilbage at ønske, som er fremkommen fra de herrer, der er optrådt mod Henry George.

Værst forekommer ilet mig, at hr. Hertel blotter sig. Er jeg rigtig underrettet, skal hr. H nærmest repræsentere den højeste landøkonomiske videnskab. I god samklang hermed er det, at han giver den overlegnes rolle i den grad, at han med et ynkeligt skuldertræk sender et “herregud mand” ud mod en lægmand, som han fra sit højlærde stade ser dybt ned på. Men vil man være overlegen, burde man da i alt fald vise, at man ved, hvad man taler om. Denne fordring er hr. H dog temmelig langt fra at fyldestgøre. Han skriver: “de gode priser og den stigende jordrente er dog et og det samme.”

Så! Hvis dette virkelig er hr. Hs mening, da er han jo i den grad blottet for kendskab til den socialøkonomiske ABC, at han end ikke kan skelne mellem produktpriser og jordpriser. Det var de høje produktpriser osv., der i 70’erne skabte de høje jordpriser, altså den stigende jordrente. Men at høj jordrente hverken er lig med eller årsag til høje produktpriser, det tænker jeg, at de landmænd kun alt for vel må føle, som nu må nøjes med de lave priser, skønt de har købt jorden til de høje priser og altså må svare den høje jordrente.

Når hr. H ikke kan skelne mellem så elementære dele som de ovennævnte, er det let forståeligt, at han i øvrigt kommer til underlige resultater. Men et sådant udgangspunkt fritager da også hans modstandere fra at gå nærmere ind på hans mange urimeligheder. Jeg skal derfor overfor hans øvrige indvendinger fatte mig ganske kort. Skønt jeg en gang tidligere har erklæret, at tanken om, at staten skulle overtage jorden på den af Bojsen i hans artikel anførte måde, intet har og intet kan have med Georges plan at gøre, kommer hr. H og gentager påstanden om, at dette er den eneste måde, hvorpå planen kan gennemføres.

Dette er også en noget ejendommelig fremgangsmåde. En forf. udkaster et program og viser måden, hvorpå det skal gennemføres. En angriber møder og påstår: den af forf. anviste vej er ufremkommelig; der må gås frem på denne måde, men denne af ham selv anviste måde finder han tillige er både uheldig og uretfærdig, følgelig er det hele umuligt. Dette er hr. Hs optræden overfor Henry George.

Mod denne fremgangsmåde nedlægger jeg en bestemt indsigelse. Vil man angribe Henry George, da må man holde sig til hans egen plan og påvise dennes uretfærdighed eller uigennemførlighed. Angående denne sidste anfører hr. H dog kun, at han mener ikke, man kan finde grænsen mellem jordens samfundsmæssige værdi og den ved arbejdet øgede værdi, altså forbedringerne.

Til dette har jeg at bemærke: gjaldt det om at veje med guldvægt, da ville det være umuligt. Men fordringen om, at man ikke kan gå over til et nyt skattesystem, uden at man kan finde den absolut nøjagtige grænse, den indbefatter, at vort nuværende skattesystem står fuldkommenheden så nær, at vi ikke har grund til at forlade det, med mindre vi finder det absolut fuldkomne. Men dette indbefatter atter, at der aldeles ingen grund er til forandring, for det absolut fuldkomne når vi nu en gang aldrig her i verden. Spørgsmålet er imidlertid ikke om at nå fuldkommenheden, men om at nå noget bedre og mere retfærdigt end det, vi har. Og med dette for øje er jeg ingenlunde i tvivl om, at det vil være langt, langt lettere at finde jordens, dels oprindelige, naturlige – altså adskilt fra forbedringerne – dels samfundsmæssige værdi, end på retfærdig måde at pålægge nogen som helst andre skatter.

Hr. Hs øvrige betragtninger må jog, i alt fald for denne gang, lade ligge; for en del vil de dog finde besvarelse i mine bemærkninger til hr. P. Bojsen. Sluttelig har jeg kun en indrømmelse at gøre hr. H. Jeg må beklage, at jeg fejlagtig er kommet til at henregne grev Hamilton til Henry Georges disciple. Grunden hertil er, at da jeg skrev mit første indlæg, kendte jeg endnu kun grev Hs udtalelser af bladenes referater. Og af disse havde jeg fået det bestemte indtryk, at han havde udtalt sig til gunst for H. Georges plan. Først efter, at min artikel forelå trykt i Vort Landbrug, fik jeg læst det stenografiske referat af det nationaløkonomiske mødes forhandlinger, hvoraf jeg ser, at avisreferaterne – meget forkortede, som de var og måtte være – ikke har været korrekte. I stedet for at slutte sig til Henry George, har grev H gjort sig skyldig i den samme fejltagelse, som hr. H og adskillige andre, der mener, at socialisme og georgisme egentlig er et og det samme. Fra dette synspunkt var det også, at han kom til det resultat, at det ville vare “århundreder” inden statsorganisationen bliver så udviklet, at den kan overtage et så omfattende hverv. Var hans forudsætning rigtig, ville også hans slutning være det. Men forudsætningen er falsk, og derfor bliver slutningen det også. Den George’ske beskatning af jordrenten er ét – jordens nationalisering noget ganske andet. Skønt hr. H mener, at det sidste er et “træffende udtryk” for Henry Georges plan, er det dog lige fuldt, med hans tilladelse, så, at der i England er to helt forskellige, af hinanden uafhængige selskaber, der virker for hver af disse forskellige formål. Selskabet, der virker for Henry Georges plan: The English land Restoration League har endog på væsentlige punkter fundet tilslutning af en mand som selve Gladstone. Og ham plejer man ikke at betragte som socialist eller utopist.

II.

I hr. P. Bojsen finder jeg en modstander, som det er mere fornøjeligt at komme i kast med. Dog har jeg også væsentlige anker at rette imod ham. Hr. B har svoret ved alle guder, at den nuværende økonomiske samfundsform, som han er opvokset og opdraget under, er den mest fortrinlige af alle former og den, der skal vare til dagenes ende. Dette kan jeg egentlig godt forstå, men finder det ligefuldt beklageligt, al den stund vi lever i en tid, da tusinde tegn viser os, at det bestående økonomiske system har udført sin mission, går sin undergang i møde og nødvendigt må afløses af et nyt. Dernæst: Henry Georges plan er fremkommet efter mangeårige, af alle kyndige anerkendte, grundige studier. I løbet af 10 år har Henry Georges tanker vakt en enestående verdensomfattende bevægelse. Henry Georges disciple har nu snart i alle civiliserede lande en række af tidens bedste og dygtigste mænd i sin midte. Dog har hr. P. Bojsen ikke andet at møde Henry Georges program med end at slynge “fantasifoster” imod det.

Ganske oprigtigt: Det forekommer mig, at hr. B kunne have mødt et sådant program på en måde, der ville have tjent ham selv til nok så megen ære.

Men jeg tror også at vide, hvorledes han har fundet fantasifosteret. Henry Georg. har skrevet 3 store værker: Hovedværket: Fremskridt og fattigdom, hvori han grundigt og indgående kritiserer det nuværende økonomiske system og fremlægger anvisning til knudens løsning, Beskyttelse eller Frihandel, hvori han påviser, ad hvilken vej programmet skal gennemføres; endelig Samfundsspørgsmål, hvori han belyser en række sidespørgsmål, som står i forbindelse med hovedspørgsmålet. Jeg tør vædde 2 mod 1 på, at hr. B kun har læst hans sidste, altså hans mest underordnede værk. Dette kan da i nogen måde tjene ham til undskyldning, men sandelig ikke til forsvar for at slynge “fantasifoster” ud mod så alsidigt og grundigt belyste, i den praktiske politik allerede foreliggende, reformtanker.

Har jeg forstået hr. B ret, samler hans indvendinger sig om to punkter. For det første kan han ikke se, at der er nogen fare på færde, ved ikke noget om, at “kapitalen æder vore bøndergårde.” Er da gårdenes tal blevet formindsket? spørger han, og da han med rette besvarer dette benægtende, er han dermed færdig med den ting. Hans næste indvending indeholdes i spørgsmålet: Hvorledes skal jordejerne få erstatning for deres kapital?

I det første punkt er d’hrr. B og H fuldstændig enige. Jeg har påstået, at kapitalen altid sluger den under al fremadskridende civilisation stadig stigende jordrente. Hr. H spørger: Vil jordrentestigningen da bringe kreditforeningerne til at forlange 4½ %? Og idet han besvarer dette benægtende, får han ud, at kapitalisten kun vinder, at hans kapital står mere sikkert, “ham til fordel, ingen til skade!”

Disse betragtninger har overrasket mig ikke så ganske lidt. Af de mænd, hvis kræfter særlig er viet landbovæsenet, havde jeg ventet mere syn for sagen, mere blik for forholdenes sammenhæng på disse afgørende punkter.

På det i sommer afholdte nationaløkonomiske møde oplyste professor Aschehoug bl.a., at landbrugets prioritetsgæld i Danmark alene i årene fra 1871 til 1885 var øget med 643 millioner kroner. Må jeg spørge de herrer, om dette ikke er et vidnesbyrd om, at kapitalen er i færd med at æde jorden. Jo, desværre kun, vi er godt på vej til, at det går herhjemme, som professoren oplyste om bønderne i Tyskland: “Den største del af jordejendommenes værdi tilhører ikke deres nominelle ejere, men byernes eller udlandets kapitalister.”

Dette er en kendsgerning, vi end ikke behøver professorernes beviser for. Det daglige liv giver os kun alt for mange oplysninger om, at det er i denne retning, udviklingen går. Det er dette forhold, som er den dybeste og virkelige årsag til det tryk, som hviler på landbruget. Det er derfor at begynde ved den gale ende, når landbruget mener at kunne hjælpes ved nedsættelsen af hartkornsskatterne. Ved at afskrive hartkornsskatterne ville man opnå at give de mænd, der i øjeblikket er jordejere, en gave. Men ved lovgivningen skal man ikke give enkelte bestemte mænd gaver, men derimod søge at hjælpe standen, klassen, slægten. Og dette ville aldeles ikke opnås ved eftergivelse af hartkornsskatterne. Følgen af eftergivelse af hartkornsskatterne ville simpelthen blive, at ejendommene ville stige i værdi. Så snart de da skulle gå over i andre hænder, ville den øgede pris igen lægge de samme byrder på dem. På denne måde er det, at kapitalen ­ under de nuværende former – bestandig sluger fordelene. Hr. B kan i denne henseende tage sine kære andelsmælkerier og andelsslagterier med. Jeg er glad ved disse foretagender og ønsker dem al mulig fremgang. Men det ser jeg da ganske klart, at får vi ikke indført et nyt økonomisk system, så vil selv disse foretagender kun bidrage til at give kapitalen øget magt over jordbruget. Det ligger jo nemlig i forholdenes medfør, at i samme grad, som en bonde ved hjælp af disse andelsforetagender øger sin indtægt, i samme grad stiger hans ejendom i værdi. Den, der ved køb eller som arving, der skal udbetale søskende, i næste led skal overtage gården, må altså, for at kunne dette, være så meget større kapitalist eller også optage så mange flere prioriteter i ejendommen.

Således overalt: kapitalen sluger gevinsten, hvad der er lig med, at den æder gårdene.

Og hvad er så kapitalens rolle i jordbruget? Ved besvarelsen af dette spørgsmål må vi skelne mellem den kapital, der anvendes til driftskapital, står i bygninger eller besætning, og den kapital, der står fast som prioritet i selve jorden. Den første, den bevægelige kapital, er et fortrinligt og uundværligt hjælpemiddel. Renterne til den kan det ofte være meget fordelagtigt at betale. Men helt anderledes forholder det sig med den sidste, den faste kapital.

Den kapital, der står som prioritet i selve jorden, øver den samme rolle på landet, som sørøveren på vandet.

Sørøveren siger til de søfarende: vær så god, giv mig så eller så stor del af den værdi, du har om bord, så får du lov at passere. Vil du ikke dette, har du at vende om.

Kapitalen siger til arbejdet: Vær så god, her er jord, som du kan få lov til at dyrke, men du skal betale mig så eller så stor del af den værdi, som du frembringer. Mens du så æder dit brød i dit ansigts sved, forslår jeg tiden med at klippe kuponer, spiser frokost i National, middag på d’Angleterre og tager mig ved festlige lejligheder en diner på Børsen til 150 kr. Vil du ikke gå ind på disse betingelser, er adgangen til jorden forbudt, så får du gå din vej og – sulte!

At dette virkelig er den faste kapitals rolle, har de fleste mennesker uvilkårlig på følelsen. Det er betragtningen heraf, som giver sig udtryk i de mange råb om nedsættelsen af prioritetsrenten. De mænd, der vil have prioritetsrenten nedsat, er på den rette vej. Man skal blot ikke indskrænke sig til at nedsætte den, man skal sådan i kast med den, at den helt forsvinder. Og man skal derefter et skridt til. Man skal ordne sig så, at kapitalens indehaver i egenskab af jordejer aldrig kan tilegne sig andet eller mere, end hvad han kan få i egenskab af jorddyrker.

Her er det, at tampen brænder. Vil man ikke gå alvorlig løs på disse forhold, vil man ikke være med at jage dette kapitalens herredømme bort fra jorden. – så kan man tale om det sociale spørgsmål til dommedag, man løser dog aldrig en eneste tråd i dets gordiske knude!

Skaber man derimod betingelser for, at de mennesker, der anvender deres kræfter til at dyrke jorden, også får hele det udbytte, som arbejdet indbringer dem, så vil adgangen til jorden være så let, og udbyttet af arbejdet så rigt, at alle andre vanskeligheder vil svinde som dug for solen. For den arbejder, som ikke kan få adgang til jorden, får som et slag i ansigtet af alle civilisationens fremskridt. Hvor mange tusinde arbejdere tager maskinerne ikke brødet ud af munden! Men den arbejder, der blot har så meget jord, at han kan holde en ko, kan som andelsejer i mælkerier og slagterier tilegne sig goderne af selve maskinerne.

Hele det sociale spørgsmål samler sig derfor i dette ene: giv menneskene adgang til jorden; lad de mennesker, som dyrker jorden, høste hele udbyttet af deres arbejde.

Det er anvisningen på, hvorledes dette skal opnås, vi skylder Henry George. Han har påvist, hvorledes grundårsagen til den sociale elendighed ligger i, at så mangfoldige mennesker ved kapitalens bemægtigelse af den jord, hvortil alle fødes med lige ret, er stænget al adgang til erhverv. Han har rejst kravet om, at de mennesker, der dyrker jorden, skal have den hele uindskrænkede værdi, som deres arbejde frembringer på jorden. Han har endelig påvist, hvorledes dette på den roligste og jævneste måde kan opnås uden nogen som helst revolutionær omvæltning.

Jorden har en værdi, endnu før der er sat en spade i den. Jorden har ved siden heraf en værdi, der stadig stiger med folketallet og kulturudviklingen. Denne værdi tilhører ingen enkelt mand; men samfundet. Samfundet kan derfor tilegne sig denne værdi uden at krænke nogen som helst berettiget interesse. Og det bør samfundet gøre ved beskatning af jordrenten. Mår så alle andre skatter afskaffes, der nu daglig plyndrer både arbejdet og den bevægelige kapital, vil arbejdet få lov selv at beholde det udbytte, som arbejdet frembringer.

Erstatningen spørger så hr. B om. Andre spørger: Hvorfor skal kapitalen være skattefri? Så stor er modsætningen mellem George-programmets modstandere. Men de får se at række hinanden hånd. Lige som der ikke kan være tale om erstatning til sørøverne, når man forbyder sørøveri, således burde det fra et moralsk synspunkt ikke være tale om erstatning til den kapital, der på landet kun spiller sørøverens rolle. Men i øvrigt skulle man synes, der ligger erstatning nok deri, at kapitalen på alle andre områder bliver skattefri. Og at den bør være skattefri på andre områder, ligger i sagens natur. For det er kun ved at bemægtige sig jorden, at den står som en hindring for menneskenes lykke. Hvor den i øvrigt tager fat, kan den kun gøre gavn. Kapitalen kan ikke sætte sig i fabrikker, maskiner, skibe etc., uden at fremme produktionen, for alle disse dele er jo produkter af arbejde.

At vi nu her hjemme har langt større trang til en reform af denne art end selve amerikanerne, det kan bl.a. også det eksempel vise, som hr. B mener særlig er egnet til at røre mit hjerte. For har hr. B ret: da viser jo dette eksempel, at selv i vore for landbruget så udråbte dårlige tider kan det lade sig gøre at købe en landejendom og leve af at være jordejer, uden at være jorddyrker, altså af den værdi, som andre frembringer på jorden. Ejendommens indehaver er en gammel mand, der vil leve af sin kapital! Men vil folk leve af deres kapital, så får de sætte pengene i noget, hvormed de tillige gavner andre. Formålet med gennemførelsen af Henry Georges program er jo netop at umuliggøre, at nogen kan leve som jordejer, der, uden selv at arbejde, nyder frugten af andres arbejde.

At reformens gennemførelse så mulig kan komme til at ramme enkelte hårdere end andre, er jo kun noget, som den har til fælles med alle andre reformer. Dampskibene har ramt mange ejere af sejlskibe meget hårdt. Men hr. B vil næppe af den grund have dampskibene forbudt. Det kan måske ofte gøre mangen en husmoder ondt for de dejlige hvide æg, og tænk, hvor mange kyllinger, der kunne blive af dem. Men vil man have æggekage, så må der slås æg itu. Der er ingen råd for det.

Men har man øje for den uret, som mulige indehavere af fast kapital kunne mødes af, synes jeg, at en mand som hr. B i hvert fald ikke mindre burde have hjerte for den uret, som daglig i voksende grad rammer tusinder og atter tusinder af vore medmennesker, der dog lige så vel fødes med ret til livets goder som kapitalisterne, når der tales om at yde erstatning, så tror jeg nok, at kontoen bliver størst dér, hvor det gælder om at finde erstatning for al den livslykke og livsglæde, som det bestående uretfærdige økonomiske system daglig berøver samfundets stedbørn.

Menneskets rettigheder bør dog sikkert gå foran kapitalens rettigheder. Hertil må jeg indskrænke mig for denne gang. Der var endnu meget, som helst skulle have været med. Men redaktionen har bedt mig om at være så kort som mulig. Derfor må jeg standse her. Sluttelig bringer jeg hr. Bojsen min tak for hans anerkendelse af, at jeg ikke vil ud over gærdet, hvor det er lavest. Den anerkendelse sætter jeg pris på. Måtte jeg kunne yde mine modstandere den samme.

Professor V. Falbe-Hansen: Henry Georges skatteforslag.

Vort Landbrug den 19. januar l889

Redaktionen af Vort Landbrug har anmodet mig om i bladet at fremsætte min mening om Henry Georges skattereform. Min mening om den sag er i alt væsentligt den samme som den, der er udviklet i Vort Landbrug af hr. P. Bojsen og hr. H. Hertel. De to herrer har allerede påvist det uholdbare i Henry Georges standpunkt og udviklet de vigtigste argumenter, der kan anføres imod ham. Jeg kunne altså for så vidt godt tie stille og nøjes med at henvise til d’hrr.s artikler; da imidlertid redaktionen har ønsket, at også jeg skulle udtale mig om sagen, og da der efter sigende skal være ikke få bønder her i landet, der hælder til Henry Georges meninger, så skal jeg ikke undlade at gøre et par bemærkninger om dette anliggende.

Henry George er en ualmindelig fængslende forfatter, han skriver flydende, med kortfattet, slående logisk tankeforbindelse, og han fremsætter sine tanker med en varme og begejstring, som betager læseren og river ham med sig. Men dermed tror jeg også, at det meste godt, der kan siges om George, er sagt. Der er i hans bog ikke en eneste ny tanke af betydning, og der er meget, som er urigtigt. Hvad hans skattereform-forslag angår, da er det heller ikke noget nyt, det er kun en videre udvikling af tanker, der længe forinden var fremsat af Stuart Mill og andre forfattere, og det nye, som George har føjet til Mills ideer, er utvivlsomt forkert og i høj grad uretfærdigt mod landmændene.

Tanken i disse skatteforslag er følgende:

En landejendoms værdi består af to dele, hidrører fra to grunde.

Den ene del af en landejendoms værdi er den, som skyldes menneskets arbejde og kapitalanvendelse på gården. Det er altså gårdens bygninger, dens besætning og inventar m.m., samt for jordernes vedkommende den del af disses værdi, som skyldes arbejdet med jordens kultivering. Denne del af jordens værdi bør selvfølgelig være undergivet fuld privat ejendomsret, lige som enhver anden ting; det er noget, som både George og Mill og andre forfattere af samme retning indrømmer.

Den anden del af gårdens værdi er den del, som skyldes værdien af selve den rå jordbund. Det er denne værdi eller rettere den årlige indtægt af den, som kaldes jordrente, og det er den, som Mill og George vil konfiskere til fordel for staten. Det må indrømmes, at der på dette punkt er en sand kerne i Stuart Mills og Georges tankegang; det er rigtigt, når disse forfattere siger, at ejendomsretten til værdien af den rå jord, således som den foreligger fra naturens hånd, vanskelig kan begrundes fuldt ud; for naturens gaver er ikke givet til noget enkelt menneske, det er hele menneskeslægtens naturlige og fælles arvelod, lige som solens lys, havet og luften. Man kan derfor måske sige, at det var urigtigt, at man fra første færd af, da landet bebyggedes for årtusinder siden, overlod enkelte mennesker at indtage dele af jorden som deres private ejendom. Det er muligt, at det var urigtigt, skønt jeg tror det dog ikke; jeg tror, at det fra første færd har været formålstjenligt for at få et råt land opdyrket at anerkende den private ejendomsret over jorden. Jeg tror også, at det er den lette adgang til at få jord til ejendom, som i nutiden drager tusinder af mennesker fra Europa over til Amerika. Hvis denne lette adgang til at blive jordejer i Amerika ikke havde været, så ville størstedelen af de udstrakte sletter i det vestlige Amerika, som nu afgiver tusinder af hjem for selvstændige, velstående jordejere, de ville endnu have henligget som øde stepper. At det ville være gået således i Amerika, det har man et bevis på fra flere af Australiens lande; der har man nemlig fulgt et system af en lignende art som Henry Georges; følgen har været, at størstedelen af den fortrinlige jord i disse egne ligger udyrket hen som græsning for får. Man har derfor også i Australien begyndt at følge Amerikas eksempel og overlader den rå .jord i mindre stykker til privat selvejendom for små selvstændige landboere. Det er den bedste måde, hvorpå man hurtigt kan få nye lande opdyrkede.

Men selvom man nu også antog, at det var urigtigt, at man her i Danmark i sin tid tillod private mænd at bemægtige sig ejendomsretten over den rå jords værdi (d.e. jordrenten), så er det jo en fejl, som en gang er begået, og som ikke uden den største uretfærdighed kan gøres tilbage. Det er fra dem, der nu besidder gårdene, at George vil tage jordens værdi og tage den uden erstatning. Han siger til de nuværende ejere: din gård er i alt værd f.eks. 50.000 kr., af denne værdi er den rå jords værdi f.eks. 5.000 kr., disse 5.000 kr. lægges som en prioritet på din gård, og renten deraf skal betales til staten, for disse 5.000 kr. repræsenterer jordens oprindelige og naturlige værdi, det er alles fælles arvelod, og det var med urette, at de i sin tid blev okkuperet for hundreder af år siden eller måske i Gorm den Gamles tid eller endnu før. Gårdens ejer vil med fuld føje kunne svare dertil: skal jeg straffes for en fejl, som er begået af jordens første bemægtiger? Han begik måske i sin tid et tyveri fra samfundet, men jeg har købt gården og betalt den med mine ærligt erhvervede penge, og den mand, som jeg købte den af, har også i sin tid betalt jorden fuldt ud. De jordrente-ejere, som dels oprindeligt, dels senere har begået det påståede tyveri af samfundets jordværdi, de er for længst forsvundet, deres formue er gået fra hånd til hånd, fra slægt til slægt, den er nu mulig anbragt i helt andre ting end jord. Når man på den måde ville søge tilbage til den første og ældste grund for enhver besiddelse, så var der intet sikkert, ja det kan siges, da var der ikke en eneste af de gamle værdier, hvis erhvervelse kunne forsvares, næsten alt er på et eller andet tidspunkt erhvervet ved vold og uret. Tidens og historiens udlignende og udjævnende magt må anerkendes. Hævdprincippets rigtighed må godkendes, ellers flyder alt ud, al besiddelse, al ejendom bliver usikker.

De mere besindige blandt de omtalte forfattere anerkender da også dette, og selv Stuart Mill kommer derfor til det resultat, at fortidens jordrente må man lade ligge, det er kun fremtidens jordrente, der formentlig kan være tale om at tage. Det er kun George og nogle af socialisterne, der går så vidt, at de uden videre vil stryge de nuværende jordbesidderes ret og tage jorden fra dem uden erstatning. Heri ligger den første store fejl i Georges skattereform; den er en skrigende uretfærdighed mod de nuværende landejendomsbesiddere. Han vil fratage dem en væsentlig del af deres velerhvervede ejendom og benytte den til at lette statsskatterne på hele samfundet. Det kan være behageligt for dem, der ikke ejer jord, men for jordejerne og landmændene er det en stor uret.

Den næste fejl ved Henry Georges skattereform er, at man ikke kan finde og udsondre den værdi, som skal beskattes, nemlig jordrenten. Man kan nogenlunde sikkert finde en gårds samlede værdi, men for at finde, hvad der heraf er jordrente, må man først fra dette drage værdien af alt det arbejde og al den kapital, der så længe gården har eksisteret og jorden er blevet dyrket, er anvendt på at bringe den op til dens nuværende værdi, og dernæst fradrage, hvad der af disse beløb i tidens løb er blevet amortiseret gennem de årlige indtægter. En sådan opgørelse af jordrenten er fuldstændig umulig, den er praktisk set fuldstændig meningsløs. Men, kunne man sige: kan jordrenten ikke findes på den måde, at man skønner over. Hvad rå jord ville være værd i nutiden på det pågældende sted? Nej, det ville være uret mod jordejerne, for rå jord er i nutiden lettere at opdyrke, end den var i fortiden; for de alt opdyrkede jorders vedkommende bør man, hvis man vil være retfærdig, fradrage alle de omkostninger, som i tidens løb fornuftigvis er blevet anvendt på den. Det er altså umuligt at finde jordrenten på de nuværende igennem århundreder dyrkede gårde; det højeste, man kan finde, er jordrenten af de rå jorder, der optages til dyrkning i nutiden. men når man ikke kan finde det, man vil beskatte, og end ikke tilnærmelsesvis bestemme dets størrelse, hvorledes kan man da med nogenlunde retfærdighed beskatte det, – og det er jo retfærdighed, man beråber sig på, når man forlanger jordrenten konfiskeret.

Atter på dette punkt er der langt mere berettiget i Stuart Mills mening end i Henry Georges, for Mill vil ikke beskatte hele jordrenten. Han erkendte, at det foruden at være uretfærdigt, tillige er umuligt, fordi man ikke kan finde jordrenten; men derimod mente m

Mill, at man til en vis grad kunne bestemme jordrentens bevægelser og navnlig følge dens bevægelser i fremtiden, når man forud indrettede sig derpå, og han foreslog da, at man ved hjælp af en skat skulle konfiskere jordrentens fremtidige tilvækst.

Hvad nu dette Mills forslag angår, at beskatte jordrentens fremtidige tilvækst, da må det indrømmes, at det er praktisk gennemførligt, og at det i opadgående tider vil kunne skaffe statskassen meget store indtægter. Men der er en anden stor vanskelighed ved det[6]: Hvorledes skal man forholde sig i nedadgående tider? Staten skal efter Mills forslag tage tilvæksten i jordrenten i opadgående tider, men medfører billigheden ikke, at staten så skal erstatte jordejeren tabet ved at jordrenten synker i nedadgående tider? Den samme vanskelighed opstår ved Henry Georges forslag. Når staten skal være jordrentens ejer, så bør den ikke alene have fordelen ved stigningen, men også tabet ved nedgangen, og kan staten bære en sådan nedgang? Henry George går faktisk ud fra – han udtaler det vel ikke, men det er basis for hans hele tankegang og for hans reformforslag – han går ud fra, at der altid er jordrente, i det mindste på de bedre jorder, og at jordrenten som regel er i stigen, kun undtagelsesvis, mener han, kan den en kort tid synke en smule. Men denne opfattelse er grundfalsk. Man kan forstå, at George er kommet til dette falske resultat, fordi han nærmest så på Amerika, hvor der har været og er en så enestående stærk og uafbrudt fremgang. Men i Europa er det anderledes. Vi behøver blot at se på nutidsforholdene. I de sidste 15 år har Europas jordrente været synkende, ikke just så meget i Danmark, men især i Tyskland, Rusland, England og flere lande; det er på mangfoldige steder i disse lande gået således, at jordrenten ikke alene er sunket, men den er helt forsvundet, ja i mangfoldige tilfælde blevet til en negativ størrelse, der ikke alene har fortæret sin egen værdi, men tillige værdien af alt det arbejde og al den kapital der er anvendt på jorden. Hvorledes skulle staten stille sig i et sådant tilfælde, hvis den ejede jordrenten? Var det da ikke nødvendigt, at staten gav erstatning? Måtte den ikke, når den betog landmændene chancen til at vinde vej konjunkturernes opgang, så til gengæld erstatte landmændene tabet ved konjunkturernes nedgang? Men hvor skulle den få penge fra til denne erstatning? Den måtte vel gemme jordrenteindtægten i de gode år til at dække jordrentetabet i de slette år, men så bragte den hele foranstaltning kun en meget tvivlsom indtægt for staten.

Vi har i Danmarks historie et ret karakteristisk eksempel på, hvad ideer i retning af de Henry George’ske førte til. Vi har nemlig her i landet i gammel tid haft noget, der lignede de George’ske ideer. Det var i tiden fra år 1660 til omtrent 1770. Det første, den danske enevælde gjorde, da den var kommet til magten efter 1660, var at indføre en skatteordning, der efter datidens forhold omtrent svarede til, hvad Henry Georges reform ville være i nutiden. Kong Frederik d. 3. pålagde nemlig al bondejord en hartkornsskat, der var så høj, at den slugte så godt som hele jordrenten, altså overførte den fra de private ejere til staten. Og de følgende konger passede ret nøje på, hver gang jordrenten steg, blev skatten forhøjet, og sank jordrenten, så blev skatten nedsat, så at staten stadig fik den hele jordrente. Resultatet var bondestandens elendighed. Nu vil man måske sige, at denne ordning står nærmere ved Mills forslag end ved Georges. Sandt nok, men så kan man se hen til krongodserne i datiden, der udgjorde en meget stor del af landet, vekslende fra 1/3 til 1/5, her var det nærmere Georges tanke, der var gennemført. Men hvorledes var tilstanden her? Den var på de fleste krongodser snarere værre end bedre end på de private godser. Og hvordan gik det med dette system, da jordrenten sank fra 1700 til 1745? Man måtte nedsætte skatterne betydeligt, og da dette ikke kunne forslå, og man desuden ikke kunne eller ville nedsætte skatterne mere, greb man til at indføre stavnsbåndet, for at tvinge bonden til at arbejde på jorden, uagtet dennes jordrente var blevet til en negativ størrelse[7]. Jeg er også overbevist om, at hvis man i nutiden ville indføre Henry Georges skattereform og konfiskere jordrenten til fordel for staten, så ville dette med nødvendighed i tidens løb føre tilbage til fortidens ulykkelige tilstande. Det, som George vil borttage, er jo alle de elementer, som har ført vort landbrug frem i de sidste 100 år. Han vil fjerne princippet “fri jord i fri mands hånd”, og han vil atter lægge hele skattebyrden over på jorden og betynge denne således, at det fremskridt, som udviklingen fører med sig, ikke kommer jordejerne til gode. Det er i sandhed mærkeligt, om ideer som disse skulle finde indgang hos bondestanden hundredåret efter dens befrielse.

Min mening om Georges skatteforslag er kortelig udtrykt, at de er halvt om ikke helt forrykte. At hans ideer alligevel har fået mange tilhængere også udenfor socialisternes kreds, skyldes Georges glimrende veltalenhed; han er i besiddelse af en evne til at rive med sig, til at kaste et blændende dække af formel logisk konsekvens over sine udviklinger, som er aldeles enestående. George er dertil en mand med varm og ren følelse for de fortrykte klasser i samfundet, hans bøger er gennemtrængte af denne ånd, og de er derfor navnlig bedårende for mænd, der er besjælede af lignende følelser. Deraf kan det forstås, at mænd som Ullmann, Linderberg og andre er optrådte som udbredere af og forkæmpere for Georges ideer.

Fernando Linderberg: Åbent brev til professor V. Falbe-Hansen.

Højskolebladet den 15.-22. februar 1889[8]

Motto:
“Foragtet af de store, men elsket af de små,
sig, er det ikke vejen, som det ny må gå?
Forrådt af dem, som vagt burde være, just af dem, –
sig, er det ikke sådan, at en sandhed står frem?
Den er det, vi vil løfte, vi mange og vi små,
i frygtløs kamp mod alle, som ej ville forstå.”

I.

Højstærede hr. professor! Tillad mig i anledning af den betragtning af Henry Georges program, som De har fremlagt i Vort Landbrug, at rette en henvendelse til Dem. Deres mening om H. Georges tanker er kort og godt den, at de er “halvt om ikke helt forrykte!” Det er ren og klar besked. For Deres åbne og uforbeholdne udtalelser siger jeg Dem tak. Efter disse behøver vi ikke at være i tvivl om, hvor det er, vi har Dem. Og det er en god ting. Der er altid noget vist beroligende i at vide, hvor vi har vor officielle sagkundskab. Men det er også kun for åbenheden, at jeg er i stand til at takke Dem. Med hensyn til realiteten finder jeg, at Deres indlæg lader ikke så lidt tilbage at ønske. Det kan mulig være meget velment af Dem, at De svøber deres dom: “halvt om ikke helt forrykt” ind i en erklæring om, at det er med sin glimrende veltalenhed, at H. George fanger “mænd som Ullmann og Linderberg” i sine garn. Men De vil nok forstå, at en sådan indpakning ikke har synderlig værd for mænd, der på den ene side efter års granskning er kommet til den overbevisning, at H. George virkelig har fundet løsningen på tidens gordiske knude, og på den anden side har set, at en række af mænd, der mindst er lige så godt hjemme i statsøkonomi som professorerne ved universitetet i København, har stillet sig til tjeneste under H. Georges fane! Tillige vil De nok erkende, at når en statsøkonom fælder en så afgørende dom i et statsøkonomisk spørgsmål, så må man have ret til at kræve i det mindste to ting:. 1) at dommeren viser, ban er trængt ind til sagens kerne, og 2) at han bygger sin dom på klare og uimodsigelige grunde. Men ingen af disse krav er fyldestgjort i den af Dem fremlagde betragtning. Det lader sig let godtgøre, både at De ikke er trængt til bunds i sagen, og at Deres motiver er meget tynde og uholdbare.

Dette sidste er det min hensigt at vise i nærværende brev, og tager jeg mig samtidig den frihed at rette en række spørgsmål til Dem, som jeg håber, De i sagens interesse vil være af den godhed at besvare.

De indleder Deres betragtning med en påstand om, at der ikke er en “eneste ny tanke af betydning” i H. Georges bog Fremskridt og fattigdom, og at hans skattereformforslag kun er en videre udvikling af “tanker, der længe forinden var fremsat af Stuart Mill og andre forfattere”.

Denne påstand er ikke rigtig. H. George er ganske vist ikke den første, der har påvist, at jorden så vel som luften og havet tilhører alle mennesker med lige ret. Men han er ubetinget den første, der har givet anvisning på en form, hvorunder man kan opnå at anerkende den lige ret til jorden samtidig med, at man sikrer jorddyrkerne det fulde udbytte af deres arbejde.

Da det imidlertid er mindre væsentligt, om han er den første eller ikke, skal jeg ikke opholde mig nærmere ved dette men gå over til selve de af Dem fremførte indvendinger imod hans forslag.

Georges forslag går ud på, at man gradvis skal afskaffe beskyttelsestolden og alle andre indirekte skatter for efterhånden at lægge al skat på jorden dvs. inddrage jordrenten, der som et termometer angiver jordens værdi, i statens offentlige kasser.

For at forstå dette forslag må vi mindes, at jordens værdi stammer fra tre forskellige kilder: dens oprindelige egenskaber, dens beliggenhed og arbejdet. Hvad den enkelte har krav på, er udbyttet af sit arbejde. Den værdi, som jorden har fra de to andre kilder, har ingen enkeltmand særlig ret til men tilkommer i lige grad alle. Derfor skal den gennem beskatning tages og bruges til samfundets fælles bedste.

Det i enhver retning fuldt berettigede i dette krav forekommer mig selvindlysende. Men ikke desto mindre finder De, hr. professor, at gennemførelsen af dette forslag vil være “en stor uret, ja en skrigende uretfærdighed mod de nuværende landejendoms­besiddere og landmænd”, og De mener tillige, at det vil være “fuldstændig umuligt” at finde, hvad der er jordrente.

I begge dele tror jeg nu aldeles bestemt, at De tager afgørende fejl. Når vi skal have klarhed over disse dele, må vi imidlertid ikke bruge landejendomsbesiddere og landmænd i flæng, for der kan være en meget betydelig forskel på hver af disse. Landmænd er alle, der lever af at dyrke jorden. Men såre mange af disse kender intet til at være landejendomsbesiddere. De ca. hundrede tusinde mænd, som dyrker jord i egenskab af lønarbejdere for jordejerne, hører også til landmændene. Men dem er det på forhånd givet, at forslagets gennemførelse under ingen omstændigheder ville kunne gøre uret.

Ved siden af disse har vi en ca. 10.000 såkaldte gårdmænd, der almindelig regnes til landejendomsbesidderne. Men med besiddelsen forholder det sig så som så! Måske er det næppe en fjerdedel af disse, der selv helt ejer deres gårde! Resten forrenter fra halvdelen til hen imod tre fjerdedele af gårdens værdi, hvad der altså er lig med, at andre, nemlig et forholdsvis lille antal pengemænd, egentlig ejer fra halvdelen til tre fjerdedele i alle de enkelte gårde; mod denne klasse af landejendomsbesiddere, der altså langt overvejende ikke lever af at være jordejere, men af at være jorddyrkere, er det vanskeligt at se, hvorledes h. Georges forslag skulle kunne øve uret. Det må være klart, at hvis forslaget overhovedet vil øve uret mod nogen, kan det kun blive mod de egentlige jordejere, for alle virkelige jorddyrkere – og på disse to klasser er der jo økonomisk den samme forskel som på koen, der giver mælk, og på pigen, der malker, – ville det være en stor vinding.

Det antal af landmænd, som forslaget således, selv hvis det værste hændte, ville gøre uret, er altså overordentlig lille i forhold til den øvrige befolkning. Og så kommer spørgsmålet: selvom det måtte vise sig, at forslagets gennemførelse ville øve uret mod dette mindre antal landmænd, ville så dette alene være nok til, at man burde hindre og modsætte sig forslaget? Hvis dette spørgsmål skulle besvares bekræftende, måtte vi gå ud fra, at det økonomiske system, vi for tiden lever under, var så fuldkomment, at det ikke øvede uret imod nogen. Men var dette tilfældet, kunne vi spare os alle reformplaner, for så var der ingen grund til at gøre forandring. Men nu er forholdet jo ganske omvendt det, at det rådende økonomiske system ligefrem bogstavelig flår de mange til fordel for de få. Midt i en travl og rastløs tid må tusinder af arbejdsdygtige og arbejdsvillige hænder gå ledige flere måneder om året uden at være i stand til at finde virksomhed, undertiden endog midt om sommeren, tusinder af forældre må høre deres børn klage for brød uden at være i stand til at mætte deres munde, tusinder af småbørn og unge mennesker må af mangel på næring gå i en for tidlig grav, tusinder af fattige kvinder drives af elendigheden lige ind i usædelighedens værste pesthuler! Og så skulle man ikke kunne være med til at arbejde på gennemførelsen af et økonomisk system, der vil give rundelig dagligt brød til alle, der vil arbejde, fordi det mulig stillede noget større krav til et mindre antal kapitalejende landmænds pengepunge! Jo, så sandelig kunne man det! Når vi skal reformere nytter det overhovedet ikke at spejde efter forslag, hvorefter den absolutte retfærdighed skal opnås. Alt, hvad der med rette kan kræves, er, at vi søger forslag gennemført, hvorved der vil blive øvet mindre uretfærdighed og mere ret end under det nu rådende system. Med dette for øje kunne H. Georges forslag meget vel fyldestgøre alle berettigede fordringer og være sundt og heldbringende for samfundet i sin helhed, selvom det også mulig ville virke noget uretfærdigt over for en del jordejere.

Men nu kommer hertil ydermere, at H. Georges forslag netop er af den art, at vi kan spare os alle bekymringer for jordejerne. Dets gennemførelse vil ikke krænke nogen som helst af jordejernes berettigede fordringer.

Det er blevet sagt, og de har givet deres tilslutning til en artikel, hvori det er bleven fremført, at Danmarks jord har en værdi af 3.000 mio. kr. Indtil De møder med rettelse, vil jeg altså gå ud fra, at dette tal nogenlunde udtrykker den rette værdi. Det er endvidere blevet sagt i samme artikel, som De har sluttet dem til, at en skat på den fulde jordværdi ville være lig med, at staten “udplyndrede” de nuværende jordejere for disse 3.000 mio. kroner.

Jeg tillader mig nu at spørge, om dette virkelig er Deres oprigtige mening? Det er mig næsten helt umuligt at tro, at det virkelig kan være Deres mening. Jeg mener nemlig, at en statsøkonom, der anser sig for berettiget til at slynge “halvt eller helt forrykt” ud imod nationaløkonomiske tanker, der i løbet af 10 år har vakt en enestående verdensomfattende bevægelse, må kunne trænge således ind i en sag, at hans mening om den ikke i nogen retning skal kunne betegnes på den måde, som De har tilladt dem at betegne h. Georges ideer. Men skulle det virkelig være Deres mening, at en skat på jordværdien vil være ensbetydende med at udplyndre jordejerne for 3.000 mio. kr. – da ville man med fuld ret kunne sige, at Deres mening var “halvt om ikke helt forrykt!”

Hvad er nemlig plyndring? Det er at fratage menneskene værdier, som de rettelig har erhvervet sig i kontante penge, varebeholdninger etc, men er de 3.000 mio. kr., som jordværdien skal beløbe sig til, en værdi, som de nuværende jordejere har liggende på deres kontorer eller lagre? På ingen måde! Jordværdien er endog så langt fra at betegne en værdi, der allerede ligger på lager, at den ganske omvendt kun repræsenterer værdier, der endnu ikke er frembragt, men som først skal frembringes i fremtiden. At dette virkelig forholder sig så, kan et eneste lille eksempel oplyse os om. Lad os tænke os, at hele Danmarks befolkning forlod landet med undtagelse af jordejerne. Mon så disse ligefuldt ville have deres 3.000 mio. kr. i behold? Naturligvis ikke. Forlod den øvrige befolkning landet, ville det blive ganske umuligt for jordejerne at leve af at være jordejere. Men deres stilling ville desuagtet ikke være til at beklage. Ved at tage fat som jorddyrkere ville de i rigt mål kunne få deres daglige brød. Men ret meget mere ville det blive dem umuligt at opnå. Rigmænd blev de aldrig. Når derimod den øvrige befolkning bliver her, kan en hel del af dem blive millionærer!

Viser ikke dette eksempel klart og tydeligt både, at de 3.000 mio. ikke er en værdi, som jordejerne allerede har erhvervet, – i så fald ville den jo ikke kunne forsvinde med befolkningen, – og at jordejerne kun kan komme i besiddelse af beløbet ved at tilegne sig værdier, som andre frembringer, nemlig dels samfundet, dels arbejderne?

Jo, utvivlsomt. Og så tillader jeg mig at spørge Dem, højtærede hr. professor, på hvilken moralsk grundsætning bygger De den retfærdighed, hvorefter det privilegium fremdeles skal være jordejerne forbeholdt: at kunne tilegne sig frugten af andres arbejde? Hvilken moralsk grundsætning krænker vi ved at kræve, at jordejerne så vel som andre skal arbejde for at leve og kun må nyde frugten af eget arbejde?

Jeg ved nok, at der er adskillige, på hvem kravet om, at arbejderne selv skal høste frugten af deres arbejde, nærmest virker som røde klude på visse dyr. Men det får ikke hjælpe: kravet om, at arbejderne selv skal høste frugten af deres arbejde, skal komme til at lyde og runge således for samfundets øren, at ingen mennesker skal få ro, før dette kraver bleven anerkendt og imødekommet. Indtil videre vil jeg også helst tro, at De, hr. professor, straks vil være villig til at anerkende, at dette kun er et i enhver retning billigt og retfærdigt krav. Men skal kravet fyldestgøres, ligger det jo i sagens natur, at ingen – gaver og arv, der også er frembragt ved arbejde, fraregnet – retmæssigt kan nyde, hvad de ikke selv har frembragt.

Og lad os så holde det fast: Det, som vi tilsigter med h. Georges jordrenteskat, er ikke at fratage jordejerne nogen som helst værdi, som de allerede har liggende på lager. Det er kun det privilegium, som de i egenskab af jordejere har til at frarane deres medmennesker større eller mindre dele af den værdi, som disse frembringer, vi vil have ophævet. Med rette siger derfor H. George: “Uretfærdigheden fremkommer ikke ved at ophæve en ordning, som på den måde tillader enkelte mænd at plyndre andre, men ved at fortsætte den!”

Hvad der kan siges til forsvar for jordejerne, er altså ikke, at de ved en skat på den fulde jordværdi bliver udplyndret for 3.000 mill. kr. Enhver påstand i den retning er simpelt hen kun vås og meningsløs snak. Det eneste, man med rette kan fremhæve, er, at de har købt jorderne med det for øje, at de skulle have adgang til at tilvende sig de fremtidige fordele. Men dette havde også godsejerne i forrige århundrede, da de ved hjælp af stavnbåndet og andet mere af samme art var i stand til at konfiskere bøndernes flid. Og den tids godsejere glemte ikke at fremhæve dette. Dog – dette hensyn kunne ikke hindre gennemførelsen af de store landboreformer!

Det samme vil gentage sig på ny. Fordi en del jordejere har gjort en uheldig spekulation, vil samfundet ikke kunne undlade at gøre ret og skel. Jordejerne får at trøste sig med den velsignelse, som reformens gennemførelse vil sprede ud over det hele samfund, og at de får lige adgang med alle andre til gennem arbejde at tjene deres daglige brød.

Og den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føde. Det gælder jordejerne så vel som de besiddelsesløse.

II.

Kan jeg ikke få øje for, at der vil blive begået nogen uretfærdighed ved at lægge skat på jordværdien, er det mig endnu mere umuligt at opdage de mange vanskeligheder, som der efter Deres opfattelse skal være ved at finde, hvad der er jordrente. Så vidt jeg kan skønne, fremkommer vanskelighederne ene derved, at De vikler jordrenten ind i så mange svøb, at det hele bliver – for at bruge et af Deres egne udtryk – “fuldstændig meningsløst”. Lad os tage ganske jævnt og praktisk på tingen. Hvad er jordrente? Det er simpelthen i alt væsentligt den sum penge, som en mand under de nuværende forhold må betale i form af leje, fæste, forpagtning eller købesum for at få adgang til den bare jord. Jordrenten falder ikke helt sammen dermed, for de forbedringer, som er foretaget på jorden og skyldes arbejdet, skal regnes fra. Vil dette nu være så vanskeligt? Ja, hvis man skulle følge Deres anvisning og udregne værdien af alle de forbedringer, som er udført på jorden fra Arilds tid – “så længe gården har eksisteret” – og til den dag i dag, – så ville det unægtelig blive vanskeligt. Men hertil ser jeg ingen som helst grund, og det er da heller ikke h. Georges mening. Det er i anledning af påstanden om, at man ikke absolut nøjagtig kan skille forbedringerne fra jordens naturlige værdi, at H. George minder om Macauleys ord, at hvis indrømmelsen af tyngdeloven stred imod nogen betydelig pekuniær interesse, ville det ikke mangle på grunde imod den. En sandhed, som han netop finder, slående belyser værdien af påstanden om, at man på grund af umuligheden af at finde den absolutte nøjagtighed helt skulle undlade at beskatte jordrenten.

I øvrigt ytrer han følgende om dette punkt: “Jordens værdi er altid let at skille fra forbedringernes. Selv i det ældste land i verden vil der ikke være nogen vanskelighed ved en sådan skelnen, for så vidt man indskrænker sig til at adskille værdien af de tydelig kendelige, inden et overskueligt tidsrum udførte forbedringer fra jordens værdi, selvom forbedringerne er blevet ødelagt. Dette er åbenbart alt, hvad retfærdighed eller statshusholdning kræver. Absolut nøjagtighed er i alle systemer umuligt, og at forsøge at skille alt, hvad menneskeslægten har gjort, fra det, naturen oprindelig har givet, ville være lige så meningsløst som uudførligt. Den omstændighed, at efter en vis tids forløb værdien af sådanne varige forbedringer må anses for at have smeltet sammen med jordens værdi og som følge deraf beskattes, kan ikke have nogen afskrækkende indflydelse på sådanne forbedringer; for sådanne forbedringer bliver ofte gjorte af forpagtere på åremål. Sagen er, at ethvert slægtled bygger og forbedrer for sig selv og ikke for en fjern fremtid. Og fremdeles er det en kendsgerning, at ethvert slægtled arver ikke blot jordens naturlige kræfter men også alt, som er igen af forbigangne slægters arbejde.”[9]

Rigtigheden af det her fremførte finder jeg uimodsigelig. Men der kan anføres adskilligt mere, hvorfor der ikke særlig behøver at vejes med guldvægt ved udfindelsen af den virkelige jordrente. Meningen med at drage forbedringerne fra jordrenten skulle være at yde vederlag for udført arbejde. Men nu ved jo gud og hver mand, at de arbejdere, der langt overvejende har lagt kræfterne til ved forbedringerne, gennemgående kun har fået sulteløn for deres arbejde. Det er jordejerne, der i den forløbne tid har tilvendt sig fordelene ved de forbedringer, som jordarbejderne har frembragt. Skulle man derfor ved pålæggelsen af jordskatten komme til at ramme nogle af forbedringerne, ville man derved kun rent undtagelsesvis komme til at øve synderlig uret mod de egentlige jordejere. I ethvert tilfælde, går man frem på den måde, at man siger, de i den sidste menneskealder påviseligt foretagne forbedringer fritages for skat, da vil den uret, som muligt endda i enkelte tilfælde kunne blive udført mod jordejerne, blive som en dråbe i havet mod den uret, som vort nuværende beskatningssystem dagligt udøver mod et antal af befolkningen, der er mange gange større end alle vore virkelige jordejere tilsammen.

Og hvilke utvivlsomme fordele ville så ikke, hr. professor, følge med dette skattesystem! Ingen skat kan opkræves så let, så billigt og så sikkert som skatten på jordværdien. Hvilken simplificering af statsmaskineriet ville den ikke medføre. Alene det at få afskaffet hele hærskaren af toldembedsmænd, der ofte fortærer næsten lige så meget, som de indbringer – hvilken lettelse!

Deres påstand om, at gennemførelsen af H. Georges forslag med “nødvendighed i tidens løb vil føre tilbage til fortidens ulykkelige tilstande,” altså til bondens stavnsbånd og trældom, vil jeg forskåne Dem for at gå nærmere ind på. For en påstand om, at det skulle føre til trældom, når samfundet tager, hvad det vitterlig selv frembringer, og sikrer til enhver det fulde udbytte af hans arbejde, er så løs og så uvederhæftig, som den omtrent kan være. .leg vil nødig være uhøflig i et brev. Ellers lå det nær her at sende Dem deres egne ord tilbage: “halvt om ikke helt forrykt!”

Men den, der har grunde, behøver ikke at være uhøflig. Og jeg har heldigvis gode grunde at bygge min betragtning på.

Da jeg kan tænke mig muligheden af, at meninger om et nationaløkonomisk spørgsmål, der næres af en ikke-fagmand, kun har ringe vægt for en professor i statsøkonomi, skal jeg for et øjeblik personlig træde tilbage for at præsentere dem en del andre mænd, der har skrevet H. Georges program på deres fane.

Der findes i England – det må vel i øvrigt være Dem bekendt, – et selskab, der kalder sig “The Financial Reform Association”. Det blev allerede grundlagt i 1818 af de alvorligste og dygtigste af Richard Cobdens disciple. Selskabets virksomhed samler sig navnlig om gennem blade og skrifter at belyse, for en overvejende del ad statistisk vej, alle spørgsmål angående finansstyrelsen og beskatningen. Blandt selskaber af lignende art skal det være det mest indflydelsesrige i hele det britiske rige. Dets årlig udgivne Financial Reform Almanak bruges som håndbog af alle frisindede politikere i England.

Dette selskab har nylig holdt en stor fest for Henry George, hvor både selskabet som sådant og en række af dets enkelte medlemmer hyldede ham som den store bannerfører i den sociale videnskab.

Ved festen overraktes der H. George en adresse, der i de mest anerkendende ord takkede ham for hans virksomhed og for den bistand, selskabet havde haft af hans udmærkede og overbevisende skrifter.

Selskabets præsident, mr. Muspratt, åbnede talernes række og udtalte bl.a.: “Mr. George blev først kendt i dette land ved sin vidunderlig vækkende og veltalende bog: Fremskridt og fattigdom, hvori han viste og viste afgørende, at jordens monopolisering af et mindre antal individer er årsagen, i ethvert tilfælde hovedårsagen, til den elendighed, der findes iblandt en stor del af folket (bifald). The Financial Reformassociation begyndte med kravet om økonomisk regering, retfærdig beskatning, fuldstændig handelsfrihed, og den fandt snart, at uden direkte beskatning kan vi aldrig få handelsfrihed, og for at beskatningen kan blive retfærdig, må den være direkte. Vore studier ledte os til at se efter beskatningens historie i dette land, og hvad tror I, at vi fandt? Vi fandt, at det havde været ca. 210 års politik at flytte skatterne fra jorden til industrien og arbejdet. Vi kom derfor til den slutning, at for at opnå handelsfrihed og retfærdig (!) beskatning må vi gå tilbage til en skat på jorden (hør, hør!). Mr. George og ‘The Financial Reformassociation har arbejdet fra modsatte sider men er i det væsentlige kommet til det samme resultat. Hvad er en skat på jorden? Det er simpelt hen forbeholdelsen af en del af den jordrente, der frembringes ved folkets arbejde og virksomhed (hør, hør!). Hvad kan derfor være mere rigtigt, hvad kan være mere retfærdigt, hvad kan være more upartisk end skat på jorden! (hør, hør!).”

Pladsen tillader ikke videre anførsler.

Højstærede hr. Professor! Synes De ikke, der er en anden klang i disse toner end i melodien “halvt om ikke helt forrykt?”

Hånden på hjertet, hr. professor: Tror De virkelig, at et nationaløkonomisk selskab af frisindede, praktiske englændere gør sig til talsmænd for “halvt om ikke helt forrykte” ideer?

Jeg tror det i hvert fald ikke. Og om der så kommer nok så mange banditter fra de statsøkonomiske katedre på universitet i København – jeg kommer aldrig til at tro det!

Den optræden, som det nationaløkonomiske selskab i England har lagt for dagen, er så ædruelig og tilforladelig, at den uvilkårlig må tiltale enhver. Selskabet begynder med at arbejde for frihandel. Under denne virksomhed lærer det at indse, hvad efterhånden alle må komme til at indse, at frihandel ikke blot betyder fri ind- og udførsel i de forskellige lande, men også fri førsel fra provins til provins, fra by til by, fra mand til mand. Med andre ord: det lærer at indse, at hverken grossereren eller håndværkeren, skipperen eller bonden bør ilægges mulkter i form af skatter, fordi de frembringer de værdier, som folket har behov og fører dem til de steder, hvor de skal bruges. Gennem den udsigt, som derved åbnes, får de øje for, at samfundet råder over en værdi, som kan tilegnes uden at rane et fnug af, hvad nogen enkelt mand frembringer: jordværdien. På denne måde får selskabet øje på, at al virkelig frihandel konsekvent må ende i den ene skat på jordværdien.

George fra sin side får først øje på, at den store grunduretfærdighed er jordens monopolisering i enkeltmands hånd. Men han ser tillige, at for at få dette monopol ophævet, må man gå gradvist frem: Vejen til målet går gennem frihandelen.

Således mødes Henry George og hans disciple med arvtagerne efter Richard Cobden. De trykker hinandens hænder, takker for gensidig ydet hjælp og lover fostbroderskab for fremtiden!

Hånden på hjertet, hr. professor: Er der ikke mere skønt og opløftende i dette syn end at se en dansk professor i statsøkonomi sætte sig på dommersædet og forkynde: “halvt om ikke helt forrykt?”

Måske De vil indvende, at hvad der kan være god latin på den anden side af Vesterhavet, passer ikke på de danske øer. Dette kan ganske vist gælde om såre meget. Men den sandhed, at alle mennesker i dag som for tusinde år siden fødes med lige ret til jorden, at ethvert menneske har ret til selv at høste udbyttet af sit arbejde, og at dette kun kan opnås ved i de borgerlige love at anerkende alles lige ret til naturens gaver. Den sandhed skal fremtiden vise ikke gælder mindre i Danmark end på øriget i verdenshavet!

Hvis De imidlertid fremdeles vil fastholde, at H. Georges program er “halvt om ikke helt forrykt”, har jeg nogle spørgsmål, som jeg tillader mig i al beskedenhed at fremføre for Dem. Er det nemlig så, at De finder, at H. George kun er en lygtemand, der vildleder sine disciple således, at de raver omkring i tåge og mørke, da må det jo være Deres opgave som vejviser på de økonomiske stier at tænde et lys, der som en stjerne kan vise vej til den økonomiske frelse. Er det virkelig så, at jeg hører til de vildfarende får, vil jeg af ganske hjerte være Dem taknemmelig, om De som en god hyrde vil føre mig tilbage til de rette græsgange. I det håb, at jeg i al fald endnu ikke er kommet længere fra kysten, end at De må kunne tilkaste mig en redningsbøje, ved hvis hjælp jeg atter kan nå den faste grund tillader jeg mig at spørge som følger:

1. Erkender De, at vore bøndergårde er i færd med at ædes af kapitalen? I bekræftende tilfælde: hvilket middel kan De anvise til at modvirke og hindre dette? I benægtende tilfælde: hvorledes forklarer De da den kendsgerning, at landbrugets prioritetsgæld alene i årene fra 1871 til 1889 er steget med 643 millioner kroner, og at den efter alle julemærker at dømme fremdeles vil stige i samme forhold?
2. Hylder De Malthus lære, hvorefter fattigdommen skyldes overbefolkning, hvorfor samfundet altså intet væsentligt kan gøre for at skaffe arbejde og føde til de fattige? I benægtende tilfælde: Hvilket middel har De at anvise til opnåelse af en sådan samfundsordning, at ethvert menneske, der kan og vil arbejde, kan få adgang til nogenlunde stadigt arbejde og selv høste udbyttet af arbejdet?

I det håb, at De i sagens interesse velvillig vil give svar på de her fremførte spørgsmål.

Med dyb ærbødighed
Deres Fernando Linderberg.

Professor V. Falbe-Hansen: Svar på hr. Fernando Linderbergs åbne brev.

Højskolebladet den 15. marts 1889

De har, hr. Linderberg, sendt mig et åbent brev angående min mening om Henry Georges forslag til en samfundsreform ved at konfiskere jordrenten. Jeg har, som De selv siger, udtalt min mening tydeligt og klart nok, og det er altså tilstrækkeligt at henvise både Dem og Højskolebladets læsere til det blad, hvor diskussionen om Henry George har været trykt, nemlig Vort Landbrug.

Min mening om forslaget er ganske rigtigt, som De skriver, at det er “halvt om ikke helt forrykt”, og jeg tror, at Højskolebladets læsere vil give mig ret i, at denne karakterisering er rigtig, når de hører, at Georges forslag går ud på at konfiskere en stor del af landets grundejendom uden nogen som helst erstatning til ejerne, deriblandt altså også at berøve gårdmandsstanden og husmandsstanden en stor del af den jord, de ejer, uden at de får dette godtgjort, og så anvende de penge, der kommer ind, til at ophæve alle skatter. Med andre ord, forslaget går ud på at lægge alle de byrder, som nu hviler på handelen, søfarten, industrien, arbejdsklassen, børspapirerne og hele den bevægelige kapital, at lægge alt det over på grundejerne, særlig landejendomsbesidderne.

Hvor stor en kapital, der på denne måde vil blive konfiskeret fra landets grundejere, ved jeg ikke. De taler om 3.000 millioner kroner. Den sum har jeg aldrig nævnt, det er hr. højskoleforstander Bojsen, der har nævnt den sum, og ikke jeg. I øvrigt er det underordnet, om det er et par tusinde millioner kroner mere eller mindre, forslaget er lige forrykt for det; selvom det kun er et tusinde millioner kroner, man vil tage fra landejendomsbesidderne, så er det nok til at ødelægge både gårdmandsklassen og husmandsklassen.

Jeg vil som sagt ikke diskutere Georges forslag videre, jeg anser det ikke for at være en diskussion værd. Men jeg vil foreslå Dem en praktisk prøve. Udarbejd et lovforslag, som indeholder Georges forslag. Prøv så på at få en af rigsdagsmændene til at indbringe det i rigsdagen. Jeg er overbevist om, at De ikke får en eneste rigsdagsmand til at indbringe et sådant forslag, ja måske socialisten P. Holm, skønt jeg tror ikke en gang han vil gå så vidt, for socialisternes store profet, Karl Marx, var på dette punkt langt mere moderat end Henry George. Marx vil dog give grundejerne nogen erstatning, det vil George jo ikke.

De siger, at George er blevet hædret i et engelsk økonomisk selskab, der er udgået fra Cobden-klubben. Jeg kender ikke det referat, De omtaler, – men i øvrigt skulle det ikke forundre mig, om man i Cobden­klubben og dens filial hædrede George, for Cobden­klubben er Manchester-mændenes kernetropper, de mest fanatiske frihandelsmænd, og George er ved forskellig lejlighed optrådt som en af de mest veltalende agitatorer for frihandelen, og hvad Georges forslag angår, da må det jo også lyde ret godt i Manchester-fabrikanternes og grosserernes øre, at de skal være fri for al skat, alle byrder både til stat og kommune skal lægges over på grundejerne, på herremændene, gårdmændene og husmændene; men at de danske landmænd skal være glade ved et sådant forslag, det kalder jeg “halvt forrykt”.

Hvad mit standpunkt overfor Malthus angår, da ser jeg ikke, at det i fjerneste nåde vedkommer den foreliggende sag, men da De spørger mig, så skal jeg gerne svare. Min mening om Malthus’ teori er, at den i overmåde meget er skæv og fejlagtig, men at der i den er en sand kerne, nemlig den, at en af hovedgrundene til arbejdernes uheldige stilling er, at de gifter sig for tidligt og får for mange børn. Hvad i øvrigt min mening om det store sociale spørgsmål angår, da er den den, at der ikke gives nogen enkelt bestemt forholdsregel, hvorved man kan afhjælpe ondet, der må samtidig arbejdes på mange punkter for at hæve arbejderne moralsk og forbedre deres materielle kår. Jeg har hidtil glædet mig over, at De, hr. Linderberg, har taget virksom og gavnlig del i dette store sociale arbejde, jeg har med sympati fulgt Deres virken på dette område, om jeg end ingenlunde har været enig med Dem på alle punkter. Men netop fordi, jeg har anset Deres tidligere virksomhed for overvejende gavnlig, har det gjort mig ondt at se Dem komme ind på de George’ske ideer. Tro mig, hr. Linderberg, jeg siger det i venskabelighed, og jeg har dannet min mening ikke ved overfladisk gennemlæsning men ved langvarig og samvittighedsfuld overvejelse: Henry George er en lygtemand, der leder Dem ud i et terræn med en glimrende overflade, men hvor grunden er bundløst hængedynd.

Tag mig ikke ilde op, at jeg giver Dem et råd: Læs om igen, hvad der er skrevet imod Georges forslag af P. Bojsen, Hertel m.fl. i Vort Landbrug. Overvej spørgsmålet igen, og hvis De ønsker det, så kom ud til mig og lad os tale om sagen roligt og alvorligt.

Fernando Linderberg: Georgismen.

Gensvar til professor V. Falbe-Hansen.

Højskolebladet den 29. marts 1889

Tak for den overordentlige venlige måde, hvorpå De har besvaret mit brev til Dem. Velviljen, som går igennem Deres svar, kan jeg naturligvis ikke andet end sætte pris på,. Men jeg kan ikke nægte, at så meget jeg end påskønner velvilje, der er dog noget, som jeg i dette tilfælde ville have vurderet endnu højere, nemlig grundighed. Alligevel er det denne, jeg allerstærkest savner både i Deres første og andet indlæg. Det forekommer mig endog, at det grænser nær til det uforsvarlige, når De i Deres egenskab af statsøkonom ved blotte ubegrundede påstande vil feje tanker til side, der bl.a. også derved har bevist deres sandhed, at De i det sidste ti-år har gjort enestående erobringer. Var der fra Deres side fremlagt vidnesbyrd om, at De er trængt til bunds i Henry Georges lære, og havde De dernæst med grunde godtgjort, at denne lære er falsk, da håber jeg, det skulle vise sig, at jeg endnu ikke er kommet dybere i den formente vildfarelse, end at jeg ved Deres hjælp kunne drages op på ny. Men af påstande kan jeg ikke lade mig bevæge til at slippe en velgrundet overbevisning.

Når De fremhæver, at Henry Georges forslag “særlig” vil lægge alle byrder på “landejendomsbesidderne”, forstår jeg ikke, hvorledes det er muligt, at De kan fremføre sligt. De ved jo dog, at jorden ingen steder er så kostbar som i byerne, og at jord­skatten derfor ganske særlig vil ramme grundejerne i købstæderne. Deres påstand om, at jordskatten vil “ødelægge både gårdmandsklassen og husmandsklassen”, er mig fast ubegribelig. For mig er det åbenbart, at H. Georges program er det eneste, der økonomisk kan frelse disse to klasser fra ruin. Men kan De give anvisning på noget som helst middel, hvorved vi bedre og lettere end ved Georges jordskat kan opnå:

• at bevare bondestanden fra at blive ædt af kapitalen, 2
• skaffe tilstrækkelig sysselsættelse til alle arbejdsvillige mennesker og
• sikre alle arbejdere – alle, der arbejder – frugten af deres arbejde,

da vil jeg ikke alene hilse en sådan anvisning med hjertelig glæde men af al min evne være med at virke for, at anvisningen kan blive taget til følge. Men indtil en sådan anvisning foreligger, må jeg samle mine kræfter om H. Georges program.

Deres forslag om, at jeg skal foretage en praktisk prøve ved at få et George’sk forslag indbragt i rigsdagen, forekommer mig ret betegnende for den alt andet end grundige og alvorlige måde, hvorpå De behandler denne sag. Det er noget alment anerkendt – provisorierne og fæstningsrummelen undtaget! – at alt, hvad der med held skal kunne behandles og lovgives om i rigsdagen, det må have rod i folkets bevidsthed således, at det af folket kan følges og modtages med forståelse. Men nu forholder det sig jo således, at H. Georges tanker er så nye iblandt os, at de endnu er fuldstændig fremmede for folk i almindelighed! Og blandt rigsdagsmændene, der altid langt overvejende må være optaget af de nærmeste krav, er der næppe endnu en eneste, der helt har gennemtænkt tankerne, skønt der er flere, der har sympati for dem. Og så foreslår De, at vi alt på sagens nuværende trin skal foretage en praktisk prøve ved at gå til rigsdagen med et forslag om gennemførelsen af H. Georges program! Hvis ikke dette er et vidnesbyrd om overfladiskhed i tænkningen, så ved ikke jeg, hvad det er et vidnesbyrd om. Den tid skal nok komme, da vi skal få rigsdagen i tale om denne sag. Måske vil den endog komme hurtigere, end ret mange i øjeblikket tror. Men nogle år må der da selvfølgelig i ethvert tilfælde arbejdes på at udbrede kendskab til tankerne, før alvorlige mænd vil forsøge på at omsætte dem i lovform.

Efter Deres opfattelse er Karl Marx meget mere moderat end Henry George, for han vil give grundejerne “erstatning”. Hvorledes kan De dog drage en sådan sammenligning? Ved De da ikke, at efter den måde, hvorpå H. George vil have sin sociale reformation gennemført, er det fuldstændig umuligt at få anledning til at kræve eller yde erstatning?!

Deres hele måde at behandle denne sag på, karakteriseres også ved deres udtryk “fanatiske” frihandelsmænd. Der kan utvivlsomt gives fuldt så gode grunde for frihandel som for beskyttelse. Men ligefuldt, en konsekvent frihandelsmand er på forhånd i Deres øjne en “fanatiker”! Derfor er De også på forhånd indtaget imod H. George, fordi han “ved forskellig lejlighed” er optrådt som agitator for frihandelen. Efter den måde, hvorpå de omtaler dette, får man uvilkårlig det indtryk, at De mener, det er noget underordnet ved H. George, at han er frihandelsmand. Men det virkelige forhold er ret egentlig det, at H. Georges hovedejendommelighed som nationaløkonom netop er dette, at han er konsekvent frihandelsmand.

Når De mener, det næsten ligger i sagens natur, at H. Georges forslag må lyde godt i “fabrikanternes og grosserernes øre”, må denne mening vist hænge sammen med, at De har den opfattelse, at man ved at beskatte handel og industri lægger byrder på fabrikanter og købmænd. Men dette, tror jeg nu i samklang med H. George, er en stor fejltagelse. Lige så lidt som fabrikanter og købmænd selv betaler prisstigningen på varer, men simpelt hen vælter de øgede priser over på forbrugerne, lige så lidt betaler de selv skatterne. Hvad enten grossereren betaler 1000 kr. i toldskat eller i direkte statsskat: I begge tilfælde bliver det kunderne, det vil sige forbrugerne, der må betale skatten. Men i øvrigt tager De mærkelig fejl, hvis De tror, at det selskab, der hædrede H. George, kun bestod af fabrikanter og grosserere. Det er jo nemlig så, at man i England også kan finde den her til lands meget sjældne vare: Frisindede godsejere. Og selve præsidenten, der ved den omskrevne lejlighed holdt festtalen for H. George er selv en stor jorddrot!

De må dog heller ikke tro, at H. George disciple i England er indskrænkede til det pågældende frihandelsselskab. Lad mig få lov at meddele Dem følgende om George ideernes fremgang i England. På foranledning af det om Georges program dannede selskab: The English Land Restoration League, blev der i 1887 dannet et mindre selskab i London, hvis opgave skulle være at virke for indførelsen af grundrentebeskatning i hovedstaden. Til præsident for dette selskab valgtes lord Hobhouse, der af den forhenværende minister John Morley – som selv har erklæret sig for tilhænger af grundrentebeskatningen – er betegnet som “en stor jurist og en af de mest samvittighedsfulde dommere i England.” I løbet af den tid, som siden er gået, har dette selskab fundet en sådan tilslutning i London, at endog flertallet af medlemmerne i Londons ny kommunalråd, der blev valgt i januar dette år, har erklæret sig for tilhængere af den nævnte grundrentebeskatning. Blandt de valgte er selve lord Hobhouse og hovedledelsen af George-bevægelsen i England, William Saunders. Mod denne sidste var der opstillet både en tory og en socialdemokrat. Dog valgtes William Saunders med større stemmeantal end nogen anden af dem, der kom ind i det ny råd. Må jeg så spørge: Tror De også, at alle disse London-vælgere har valgt mænd med “forrykte” ideer?

Endnu et vidnesbyrd: Den 1. jan. 1888 stiftede en af H. Georges tilhængere et nyt dagblad i London: The London Star. Inden årets udgang opnåede dette blad 300.000 holdere. Ikke med urette hedder det i en af bladets ledende artikler for i år: “Beskatningen af grundrenten er en reform, der for så vidt allerede er afgjort, som den er indskrevet på de liberales program og derfor sikker på endelig sejr!”

Synes De, disse kendsgerninger er af den art, at man let fristes til at lade sig indbilde, at George­ideerne er “forrykte”?

Mest påfaldende af alt, hvad de skriver, er det dog, at De vil henvise mig til at læse om igen, hvad Bojsen og Hertel har skrevet i Vort Landbrug. Sæt endog, at h. Georges lære var fuldstændig falsk. De indvendinger, som de to nævnte mænd har fremført imod den, er i den grad løse, overfladiske og udenomgående, at de ikke rokker en tøddel i Georges program.

At de følger min virksomhed med sympati, kan kun glæde mig. Det vil også være mig kært, om deres sympati fremdeles må blive mig til del. Men har jeg kun valget mellem at give afkald på min velgrundede overbevisning om det lykkebringende ved gennemførelsen af H. Georges program eller at miste Falbe-Hansens sympati, – ja, så får det at gå med sympatien, som det kan. Indtil enten De eller andre giver mig anvisning på noget, der bedre end Georges program kan føre til økonomisk frelse for vort samfund, kan jeg ikke undlade at arbejde for georgismens fremme. Skulle det så endog under udviklingens gang mod min forventning vise sig, at det ikke vil være heldigt helt at gennemføre H. Georges program, da vil dette aldeles ikke bringe mig nogen skuffelse. Intet andet program giver os som dette lys over, i hvilken retning vi skal søge at lede den økonomiske udvikling, og hvilken stilling vi skal indtage til øjeblikkets krav. Og alene af denne grund er det værd at udbrede kendskab til programmet.

Det George’ske program kan for det første lære os, at det ville være i lige grad dumt, uretfærdigt og udemokratisk, om vi ville gå den vej, som vore demokratiske fæller hinsides sundet gik, da de lod grundskatterne afskrive; vi skal hverken nedsætte eller afskaffe hartkornsskatterne. H. George kan dernæst lære os, at vi skal stile efter:

1. at afskaffe al beskyttelsestold;
2. at ophæve alle eller dog langt de fleste indirekte skatter;
3. hæve alle eller dog den langt overvejende del af vore offentlige indtægter ved direkte skat. Vil vi for alvor være med at fremme økonomisk frigørelse, må udviklingen gå i denne retning. For tiden tror jeg med H. George, at den i hvert tilfælde betydeligste del af den direkte skat må komme til at hvile på jorden, når den på den bedste og mest virkningsfulde måde skal ramme den virkelige skatteevne. Sagen er jo nemlig den: uafhængig af alt arbejde har jorden en vis værdi, hvis renter ville være rigelig nok til alle samfundets fornødenheder. Hele spørgsmålet er da dette: skal jorddyrkerne betale denne værdi i form af købesum, forpagtningsafgift, fæste eller leje til private eller i form af skat til samfundet? I første tilfælde får de foruden afgiften til de private at betale en hel række af andre skatter til samfundet; i sidste tilfælde bliver de fri for alle disse andre skatter. Fordelene ved jordskatten er i overensstemmelse hermed så klare, at det kun kan undre, der er så mange, som har så vanskeligt ved at få øje på dem. Men det klarer sig nok efterhånden. Indtil dette sker, må vi lade folk leve i den forestilling, at de på anden måde bedre kan ramme de store formuer, som det i ethvert tilfælde er øjemedet at ramme gennem beskatningen. Om den endelige form for den direkte beskatning er der imidlertid ingen grund til at strides i øjeblikket. Selv om arbejdet for George-ideernes fremme optages med den største nidkærhed og følges af det bedste held, bliver det næppe i dette århundrede, at vi når så langt, at alle offentlige indtægter væsentlig drages fra en enkelt jordskat. Vi har derfor tid nok til at overveje, hvorledes vi skal ordne enkelthederne, når reformen skal gennemføres til fuldkommenhed. Alt det, der i øjeblikket må kræves enighed om, er det, der indeholdes i de tre ovennævnte sætninger. Men just det, at georgismen bedre end nogen anden statsøkonomi belyser de i disse sætninger betegnede forhold, giver den en rang og en værdi, hvorefter enhver dom over den af den art, som De har tilladt Dem at fælde – for så vidt den efter nærmere overvejelse fastholdes – kun falder tilbage på dem, der sætter sig i dommersædet.

*
Se resten af bogen her: Georgemødet i Odense

Noter

[1] Ingen tankegang falder et barn naturligere end: “Det er mit, for det har jeg selv lavet”.

[2] Det er ikke socialismens døde ensformighedsideal, vi skal tilstræbe; der er lige så lidt to ens mennesker som to ens blade; men hvad vi fordrer, er den lige adgang for alle til, med de kræfter og evner, som Gud har givet dem, at arbejde for sig og sine.

[3] De her anførte udtalelser om prioritetshaverne er ikke ganske korrekte. Angående reformens forhold til prioriteterne henvises til Linderbergs: Henry George og hans socialprogram.

[4] Dette tal er for øvrigt utvivlsomt for lille, hvortil grunden måske til dels er, at de endnu ubebyggede arealer ikke er ansat til deres fulde værdi. Enhver, der kender lidt til forholdene i vore provinsbyer, vil sikkert indrømme, at byggegrundenes værdi er betydelig mere end som opgivet, 1/5 af bygningernes værdi. På mange ejendomme er grunden faktisk mindst dobbelt så meget værd som bygningerne.
Hr. Lange belyste senere dette nærmere ved følgende eksempel; en ejendom i en købstad solgtes for 8.000 kr. Den var assureret for 7.000 kr. Efter statistikkens fremgangsmåde ville denne ejendom opføres således; bygningens værdi 7.000, grundværdi 1.000. Men forholdet var, at bygningerne havde så ringe værdi, at de næppe kunne betale nedbrydningen, hvorimod grunden ene var de 8.000 kr. værd. Højskolebladet 30. november 1888. /udg.

[5] Statist. Bureau. Tabelværk. 1888.

[6] Der er også en del flere indvendinger at gøre mod Mills forslag, men for kortheds skyld nævner jeg kun denne.

[7] Se nærmere herom i mit skrift: Stavnsbåndløsningen og landboreformen.

[8] Da Vort Landbrug afsluttede forhandlingen med professorens indlæg, blev nærværende brev tilstillet Højskolebladet, der optog det efter først at have optaget hr. Falbe-Hansens artikel.

[9] Se Fremskridt og fattigdom s. 436.