Alfred Pedersen: Er retfærd tyveri?
Svar på J.T. Juhls pjece: Er georgismen ikke tyveri?
Forord
Vor politik er jævn og ligefrem. Vi vil kun tildele samfundet, hvad der tilhører samfundet, nemlig den værdi, som tilføres jorden ved samfundets vækst; men vi vil lade urørt for den enkelte, hvad der tilhører den enkelte.
Henry George.
Den borgerlige lov er kun et udtryk for den samfundsvilje, som har magten i det øjeblik, loven gives og så længe loven følges. Lovlig ejendoms omfang og grænser beror derfor alene på den til enhver tid gældende lovs direkte forskrifter og kan ændres nårsomhelst magtforholdene ændres.
Ret betegner derimod den evige, moralske grundregel, som står over al borgerlig lov, og som denne bør formes efter for at være retfærdig. Ejendomsret til en ting eller værdi tilkommer med moralsk ret alene den, som frembragte tingen eller værdien, fordi denne derved, ved selve frembringerakten og i kraft af denne, er blevet en del af frembringerens retlige personlighed.
En lov, som fastsætter, at en ting eller værdi skal tilhøre en anden end den, som frembragte tingen eller værdien, er derfor en uretfærdig lov og bør snarest ændres.
At krænke den borgerlige lov om ejendom er tyveri mod den enkelte, som derved berøves, hvad loven (hvor uretfærdig den end mulig er) hjemler ham.
Men at hindre, at en umoralsk ejendoms-lov ændres til overensstemmelse med hin retfærdsregel, det er og bliver et litterært eller politisk bedrag mod hele det frembringende folk, som derved ad snigveje berøves sin ærlige løn for sin ærlige frembringer-gerning.
Høng, august 1914.
S. Berthelsen.
Med megen forhåndsreklame er gennem det nye forlagsfirma A/S H. Schultz’s forlags boghandel udsendt en pjece af en af det unge højres skribenter, hr. Cand. Polit. J.T. Juhl, med den udfordrende titel »Er georgismen ikke tyveri?« Pjecen er helt igennem et skarpt angreb på de retskrav, som Henry George genrejste for nu 35 år siden, og som siden da er gået deres sejrsgang igennem verden. Også herhjemme har Henry George’s idéer vundet godt frem, ikke mindst blandt husmændene, og det er utvivlsomt denne fremgang, der har gjort hr. Juhl og de folk, der står bag ham, bange, således at de nu finder tidspunktet inde til at rette et utilsløret angreb – et angreb, der ganske vist, som det former sig fra hr. Juhls hånd, er temmelig letkøbt, og hvori store ord spiller en større rolle end vægtige og saglige argumenter.
Ikke desto mindre kunne måske hr. Juhls angreb, såfremt det fik lov at stå uimodsagt, volde nogen skade ved at forvirre enkelte brave folks tankegang, så de holdt sig borte fra arbejdet for den reform, som burde være deres og hele folkets. Dette er årsagen til, at nedenstående kortfattede gendrivelse fremkommer.
Hr. Juhl skriver på første side i sin pjece, at georgisterne »på den letsindigste måde ser bort fra, hvad der ellers er lov og ret«.
Hvad hr. Juhl mener med udtrykket »hvad der ellers (!) er lov og ret« er ikke umiddelbart indlysende. Thi det drejer sig dog ikke om, hvad der ellers – dvs. i alle andre forhold – er lov og ret, men derimod om, hvorledes loven og retten er med hensyn til netop det foreliggende spørgsmål.
Hvorledes stiller da lov og ret sig overfor georgisternes krav om alle nuværende skatters jævne og gradvise afskaffelse og indførelsen af en skyld på den samfundsskabte grundværdi? Er en sådan reform i strid med bestående ejendomsret og grundlovens § 82? Med andre ord – hvorledes er forholdet mellem beskatningsret og ejendomsret?
Lad os først betragte, hvad ansete jurister og statsretslærere mener om dette spørgsmål.
Nordens største og mest ansete retskyndige, Anders Sandøe Ørsted, har med henblik på indførelse af grundskatter udtalt følgende:
»At deslige skatter kunne forøges ud over det, de vare, da man tilforhandlede sig ejendommene eller tog dem i pant, er slemt nok; men anderledes kan det ikke være, da ret til, under det borgerlige samfunds forandrede stilling, at pålægge nye skatter må finde sted i enhver stat, hvad enten nu denne ret er nedlagt i en monarks hænder eller udøves af en nationalrepræsentation; og udenfor en stat ville man slet ingen ejendom have.«
A.S. Ørsted taler her endog om pålæg af nye skatter*), – medens grundværdiskatten jo efter georgisternes mening skal tjene til afløsning af bestående skatter til samme beløb. Det eneste krav, Ørsted stiller for at anerkende skattens overensstemmelse med lov og ret, er ikke desto mindre kun dette, at den skal være vedtaget på lovlig vis. Og hr. Juhl tror vel ikke, at georgisterne vil gennemføre deres krav ved statskup eller revolution?
Videre skriver Ørsted:
»Man glemmer, at alle ejendomsskatter ere prioriterede fremfor enhver panthaver. – – Tingenes natur tilsiger allerede dette; thi det er ejendommen, som afgiften pålægges uden hensyn til ejerens person, og strengt taget hører den ham først til, efler at han har klaret, hvad staten, eller det hele borgersamfund, som han skylder sin ejendom, har at fordre af ham.«
Indeholder disse ord af Ørsted ikke en fuldkommen anerkendelse og godkendelse af georgisternes krav? Georgismens idé er jo netop, at skatten skal pålægges uden hensyn til ejerens person og arbejde – i forhold til den samfundsskabte grundværdi, der er det eneste udtryk for, hvad samfundet har at fordre hos hvert enkelt samfundsmedlem.
Vor anden store retskyndige, professor Henning Matzen, udtaler sig ganske i overensstemmelse med Ørsted.
Om ejendomsrettens rækkevidde og begrænsning hedder det i prof. Matzens »Tingsret«, s. 93:
*) Anledningen til fremsættelsen af Ørsteds udtalelser var den efter statsbankerotten i 1813 indførte “bankhæftelse” – For påny at genoprette statens kredit pålagdes nemlig samtlige faste ejendomme i hele landet en hæftelse forud for kgl. skatter til sikkerhed for først rigsbanken, senere nationalbanken, der atter skulle bringe landets økonomi på fode.
Også da klagede grundejerne, men Ørsted satte sit ansete og uangribelige navn ind på gennemførelsen af denne reform, der ganske kan sidestilles med vort forslag om grundskylden, ja endog ikke har dettes meget betydningsfulde fritagelse for al byrde på bygninger og forbedringer.
»Ejendomsretten giver i sig kun adgang til at råde over tingen, så vidt som samfundet overhovedet kan tillade det enkelte medlem at råde over den, hvis ikke øjemedet med den bestående formueordning, som er den bedst mulige tilfredsstillelse af alles fornødenheder, skal hindres og modvirkes.«
For georgisterne står det klart, at det nuværende skattesystem i allerhøjeste grad hindrer og modvirker »den bedst mulige tilfredsstillelse af alles fornødenheder«. Jord- og toldmonopolet er væsentlig årsagen til, at vi her i landet har mere end 100.000 direkte fattigunderstøttede personer, at vi har elendige boligforhold, usle lønninger, arbejdsløshed, prostitution, jordknaphed, gældstynge og dårlige tider. Afskaf monopolet – lad retfærds sol skinne frit over folket, da først vil vejen være banet mod nye fremskridt, mod frihed og folkelig uafhængighed. Grundværdiskatten vil således ikke hindre og modvirke, men tværtimod fremme »øjemedet med den bestående formueordning«, og dermed er dens juridiske berettigelse ifølge Matzen givet. Dermed godkendes også den indskrænkning, den – til hele folkets gavn – vil medføre i enkeltmands ejendomsret til den samfundsskabte jordværdi.
Om sådanne indskrænkninger i ejendomsretten, der kan foregå uden krænkelse af grundlovens § 82, skriver professor Matzen iøvrigt (»Tingsret«, s. 97):
»Adskillige, blandt de såkaldte ejendomsindskrænkninger er af en almindelig natur, idet de påhviler al ejendom eller dog alle ejendomsgenstande af en vis art. De betegner derfor den grænse, uden for hvilken den enkeltes råden over tingene overhovedet eller dog over ting af en vis art i almindelighed ikke kan strække sig, idet der samtidig med anerkendelsen af det individuelle myndighedsområde bør være forbeholdt staten, det borgerlige samfund, familier osv. en vis ret i tingen.«
Grundværdiskatten, som Henry George kræver den, er en ejendomsindskrænkning af en sådan almindelig natur, som af Matzen omtalt, idet den gælder »alle ejendomsgenstande af en vis art« – nemlig al samfundsskabt jordværdi. Den repræsenterer kravet om, at der »bør være forbeholdt staten en vis ret i tingen« – og denne udmåles efter det arbejde, samfundet selv har nedlagt i tingen.
På hvilket retskrav bygger derimod de nuværende skatter, når de forbeholder staten en vis ret i f.eks. en mands indkomst, formue eller forbrug? Er de ikke bygget på røverprincippet om at »tage hvor der er noget at tage af?« (»skat efter skatteevne«). Er de ikke netop i strid med ejendomsretten og grundlovens § 82? De kan ikke overfor grundværdiskatten forsvares på grund af deres ælde, der sikrer dem en hævdvunden plads. Thi for det første er de ingenlunde af særlig gammel dato, hvad senere skal blive nærmere påvist. Og for det andet turde det dog være forkasteligt, ja ligefrem forargeligt, at ville påberåbe sig hævdvunden uret thi uret retfærdiggøres ikke ved hævd. Selv om den er udøvet i nok så lang tid, er og bliver den ikke desto mindre uret, hver gang den påny udøves.
Dette fastslås også af Matzen, idet han i »Den danske statsforfatningsret« skriver:
»Ifølge den anførte sætning om, at skattepligtens opfyldelse ikke rammes af reglen i grundlovens § 82, må dernæst også fastholdes, at de fritagelser eller begunstigelser, som lovgivningen til en given tid måtte have tillagt ejere af visse ejendomme i henseende til visse byrder som skatter, tiender o.desl., ikke kunne falde ind under begrebet ejendom, end ikke i den vide betydning, i hvilken grl. § 82 tager dette udtryk. Den omstændighed, at staten til et givet tidspunkt undlader at øve sin beskatningsmyndighed i et videre omfang, kan ikke forhindre den i til et andet tidspunkt frit at øve den, når og så vidt det måtte findes rimeligt og nødvendigt.«
Altså: fordi uretfærdige skatter har tynget folket, og den samfundsskabte jordværdi i en årrække har været i privat eje, har dens ejere ikke vundet nogensomhelst hævd på denne tilstands fortsatte beståen. Ejheller om nogen erstatning kan der være tale, når den samfundsskabte jordværdi inddrages til samfundets eje. Herom skriver Matzen:
»Indenfor hvilke kredse, efter hvilke regler og i hvilken udstrækning beskatningsmyndigheden vil påligne disse bidrag, beror på dens eget fornuftige skøn, uden at grundlovens § 82 kan påkaldes derimod …. At pålæget skal være hjemlet ved lov, følger af almindelige regler, men om tilkendelse af erstatning kan der i slige tilfælde ikke blive tale.«
Ganske samme opfattelse har amtsforvalter, fhv. Folketingsmand N.P. Jensen, der i sin pjece om »Henry Georges Theori« skriver (s. 15): »Og så rejses der også indvendinger i form af spørgsmålet om erstatning til jordejerne, ja, såfremt man ville fordrive ejerne fra jorden med bygninger og forbedringer, måtte der selvfølgelig gives erstatning, men sligt er kun modstandernes fantasi, og der er intet erstatningskrav, fordi man gennemfører et almindeligt skattesystem.«
Dette var danske juristers, statsretslæreres og politikeres opfattelse; vil man også vide, hvorledes udlandets kyndige stiller sig, kan bl.a. henvises til følgende udtalelse, som en af Englands fineste og mest ansete jurister, den nuværende engelske førsteminister H.H. Asquith fremsatte den 26. februar 1906. Hr. Asquith udtalte da:
»Grundværdiskatten, når den forstås ret, betyder ikke en krænkelse, men en hævdelse af ejendomsretten, thi den støtter sig efter sund menneskeforstand på følgende to klare og simple principper: at den, som modtager særlige fordele af det offentlige, bør bære en tilsvarende del af de offentlige byrder, og at det offentlige har ret til at høste fordelen af dets egne arbejder.«
Det er ikke en ansvarsløs, fanatisk agitator, men en ansvarlig, praktisk politiker – selve Englands, højtansete, grånede førsteminister, der udtaler disse ord.
Den bestående lovgivnings- og retspraksis er i fuld overensstemmelse med de ovenfor gengivne udtalelser af jurister og andre kyndige.
Vort skattevæsen har undergået ikke ringe forandringer tiderne igennem. Vi er ikke uvant med nye skattelove. Og enhver ny skat, der pålægges, betyder faktisk forskydning i et eller andet ejendomsforhold. Men overfor ingen af disse skatteomlægninger har der været tale om erstatning, hvad der jo måtte være konsekvensen, såfremt en sådan forskydning betød en indskrænkning i den lovhjemlede ejendomsret.
Grundskatterne er de ældste skatter i Danmark så vel som i alle andre lande. Vore forfædres primitive retssans, der ikke var sløret af »videnskabelige« omsvøb eller politiske finesser, sagde dem, at den jordværdi, en mand havde fået i værge, var det rette udtryk for hans skyldpligt overfor samfundet. Disse skatter er først i de sidste årtier blevet afskaffede — af et uforstandigt demokrati, som derved skadede det folk, hvis tarv det skulle vogte, og i hvis navn det handlede.
Frem og tilbage er lige langt.
Indtil 1812 var i København samtlige kommunale skatter grundskatter. Ved lov af 21. april 1812 indførtes en såkaldt næringsskat, der dog i nogen grad var afhængig af særlig bevilling og derfor kunne opfattes som en privilegieafgift – i slægt med grundskatterne. Først ved lov af 14. april 1855 blev linien brudt, idet der indførtes en »nærings- og hjælpeskat«, der lignedes på »samtlige byens indvånere efter formue og lejlighed«. Ved lov af 19. febr. 1861 fortsattes i samme retning med indførelsen af en indkomstskat, der dog ikke måtte overstige 3 pct.
Den samme retningslinie gælder også andre kommuner og staten. Fra 1890 til 1910 er grundskatterne i forhold til statens samlede indtægt faldet fra 16 til 6 á 7 %.
Men frem og tilbage er lige langt. Kan man uden godtgørelse afskaffe grundskatter og lægge byrden over på arbejde og værkflid, så kan man også uden erstatning gå den modsatte vej. Og man bør gøre det, i det øjeblik man er blevet klar over, at skat på arbejdsskabte værdier er uretfærdig. Thi hvem vil ikke, såsnart han opdager, at han er kommet på en forkert vej, vende om og gå tilbage?
Det værste eksempel på udvikling ad en forkert bane, gennem afskaffelse af gamle grundskatter og byrdens overvæltning på folket, frembyder vel skattelovene af 1903.
Disse havde – som en af deres talsmænd har udtalt – til hensigt at fjerne trællemærket fra jorden. Dette opnåede de også, men de flyttede i stedet derfor dette trællemærke over på hele det arbejdende og erhvervende folk.
Skattelovene af 1903 betød nemlig, at den jordværdi – ialt ca. 300 mio. kr. – som før igennem hartkornsskatten og tienden havde været båndlagt som hele folkets fælles eje, pludselig bortskænkedes til de enkelte tilfældige ejere*), medens nye skatter blev lagt over på den arbejdende befolkning i forhold til dens flid og stræbsomhed!**)
*) Hr. Juhl mener her at kunne fange georgisterne i en selvmodsigelse. Han hævder nemlig, at når det var uretfærdigt, hvad han indrømmer, i 1903 at fratage folket retten til den kapitaliserede grund- og hartkornskat og give denne til enkelte, så vil det også omvendt være uretfærdigt nu at fratage de enkelte en kapitaliseret værd! Og give den til samfundet.
Dette er dog ingenlunde rigtigt. Georgisterne kaldte ikke skattelovene af 1903 et rov, blot fordi de skænkede en kapital, der hidtil havde tilhørt hele folket, til visse enkelte, men derimod fordi de fratog folket en værdi, som med moralsk ret tilhørte folket, idet det var samfundet selv, der gennem sit arbejde og sin efterspørgsel skabte og dag for dag opretholdt den. Det er ikke det faktiske: om der sker en forskydning, men det retlige: om denne forskydning er moralsk berettiget, c: sikrer enhver sine frembringelser, som er det afgerende.
Det er herpå, det kommer an – om værdien går i den rette lomme! Gør den det, bør den ikke flyttes, men går den – som jordværdien nu – i den forkerte lomme, da bør den straks og uden betænkning flyttes. Eller som Englands finansminister Lloyd George nylig udtalte:
Der er et stort, dybt og grundlæggende princip, søm må gælde alle sunde og retfærdige og gavnlige jordreformer, nemlig dette, at jorden i ethvert land blev skabt af Gud til gavn for det folk, som bor i landet, og at ethvert monopol eller privilegium og enhver rettighed, ligegyldig af hvilken oprindelse, som for en tid er knyttet til ejendomsretten til jorden, men som er uforenelig med dette princip, bør for samfundets skyld uden betænkning ophæves.”
**) Baron Juel-Rysensteen kaldte i landstinget tiendeloven et rov fra de mindre samfundsklasser, som han, herremanden, skammede sig ved at modtage.
Med andre ord: den erstatning, der da blev givet folket til gengæld for, hvad det mistede, var -retten og pligten til at betale udgifterne! Eller sorn grosserer Peschcke Køedt udtrykker det:
»Ved at ophæve de gamle grundskatter fratager man den mindre bemidlede befolkning en gennem flere slægtled nedarvet andelsret i en indtægt. Ved at lade den deltage i dækningen af underskudet pålægger man den samme befolkning til gengæld … en andelspligt i en udgift.«
Den gang var der ikke tale om erstatning. Nu derimod, da det kun gælder at give folket dets tabte ret tilbage – nu råbes der højlydt om erstatning og om krænkelse af ejendomsretten! Er da hele folkets ret mindre værd end de enkeltes?
– – Vistnok det eneste eksempel, historien har at opvise, på, at der er ydet erstatning ved en skatteomlægning, er lov om hartkornsudjævningen af 20. juni 1850, hvor der ydedes en speciel godtgørelse for den forøgede skattebyrde, som loven pludselig lagde på visse jorder – i modsætning til alle andre.
Men der kan aldeles ingen parallel drages mellem denne lov og grundværdiskatten. Thi det må huskes, 1) at de ejendomme, der henhørte under »det grevelige og friherrelige såkaldte frihedshartkorn«, fik ingen erstatning, 2) at selv de øvrige ejendomme fik ingenlunde fuld erstatning, men blot 15 gange den nye skattebyrde udbetalt, og endelig 3) – hvilket er det algørende – at det ved loven al 20. juni 1850 drejede sig om et rent undtagelsestilfælde, idet det kun var forholdsvis få ejendomme, som pludselig fik forøget skattepligt i modsætning til alle andre ejendomme. Grundskylden derimod vil jo falde alment – ligelig på alle ejendomme, og den vil derfor ikke i særlig grad ramme enkelte. Og dette var jo netop, som ovenfor påvist, ifølge Matzen betingelsen for en lovmæssig ejendomsindskrænkning, at den »påhviler al ejendom eller dog alle ejendomsgenstande af en vis art«- dette krav tilfredsstiller grundskylden, men det tilfredsstillede loven af 20. juni 1850 ikke. Derfor blev der givet delvis erstatning den gang – medens det nu ville være retsstridigt og formålsstridigt.
Det må efter ovenstående påvisning anses for givet, at både vore jurister og den bestående praksis anerkender en grundværdiskats indførelse som fuldt lovlig og i overensstemmelse med grundlovens § 82. Hr. Cand. Polit. Juhl gør det ikke. Men årsagen hertil er måske mindre at søge i ond vilje end i den omstændighed, at hr. Juhl er uvidende om, hvad georgisterne vil.
Efter at have udslynget frasen om, at georgisterne »på den letsindigste måde ser bort fra, hvad der ellers er lov og ret« og andre lignende, går han nemlig over til at give en falsk fremstilling af georgisternes program.
Hr. Juhl begår en fejl, som vistnok er ret almindelig i akademiske kredse, men som ikke desto mindre er ganske utilladelig – han forveksler jord og jordværdi.
Når han således skriver, at georgisterne finder årsagen til de dårlige samfundsforhold deri, at »jorden er i privat besiddelse« – er det ganske fejlagtigt og vildledende. Georgisterne ønsker netop, at jorden skal vedblive at være i privat besiddelse – og ikke nok dermed, de ønsker tillige at fæstne og sikre besiddelsen ved at gøre den mest mulig uafhængig af den internationale kapitalmagt, der i de senere år gennem den stigende prioritetsgæld er blevet sat i stand til at udbytte dansk landbrug i en faretruende grad.
Ligeledes er det fejlagtigt, når hr. Juhl mener, at georgisterne vil »sikre samfundet udbyttet af selve jorden«. Sligt har aldrig været vor tanke. Vi har tværtimod gang på gang haft lejlighed til at slå fast, at den enkelte ejer skal have det fulde udbytte af den jord, der er hans; men samfundet skal til gengæld sikres udbyttet af den værdi, samfundet ved sit arbejde tilfører jorden.
Hvis hr. Juhl lidt nøjere ville overveje dette ville han måske komme til et noget andet resultat, også med hensyn til spørgsmålet om grundværdiskattens moralske forsvarlighed.
Vi har ovenfor overfor hr. Juhl påvist, at georgismen ikke juridisk set krænker ejendomsretten eller strider imod grundlovens § 82. Men derfor kunne den jo godt være moralsk uforsvarlig og stridende imod den ejendomsret, der ifølge moralens grundsætninger rettelig bør gælde.
Dette spørgsmål er udredet så ofte andetsteds, at det her kun behøver kort at berøres. »Arbejdet – siger Thiers – er ejendomsrettens uomstødelige grundlag« – og disse ord godkender georgisterne helt og fuldt. Hvem vil vel overhovedet benægte deres rigtighed? »En arbejder er sin løn værd.« Hvem vil nægte, at han også bør have den løn, han (dvs. hans arbejde) er værd? Hvem vil forholde nogen hans arbejdes retmæssige frugt?
Men vil man ikke det, da kan man heller ikke forholde samlundet frugten af dets arbejde – den samfundsskabte jordværdi. Denne bør gennem samfundets organisationer, stat og kommune, inddrages til hele folkets, fælles eje.
Dette er retfærdighedens krav – og det ændres ikke, fordi den indtil i dag opståede jordværdi i en tid har været oppebåret af private.
Anerkender man, at det er samfundet der gennem sin vækst og udvikling skaber og dag for dag opretholder jordværdien – så kan man ikke frakende samfundet retten til at tage denne værdi. Den er præget med »kejserens« (= det borgerlige samfunds) billede og bør derfor høre »kejseren« til.
Det eneste hensyn, de nuværende ejere da kan kræve, er, at overgangen sker så lempeligt som muligt. Men dette falder godt i tråd med, at georgisterne også af andre grunde*) ikke ønsker på een gang at indføre en 4% grundværdiskat, men derimod kræver en langsom og gradvis gennemførelse af reformen.
Findes der en samfundsskabt jordværdi?
Hr. Juhl benægter imidlertid, at jordværdien er samfundsskabt. I alt fald gør han et tilløb til at benægte det, men opgiver det så på halvvejen og indrømmer, at »en voksende befolkningsforøgelse« kan bevirke stigende jordpriser. Dette er et kuriøst udtryk (en voksende forøgelse!) for den sandhed, vi i god overensstemmelse med betydende nationaløkonomer så ofte har fremhævet: at det er det hele folk, der gennem sin efterspørgsel skaber jordværdien. Og samfundet er jo netop intet andet end det hele folk!
Den del af samfundets virksomhed, der udfoldes gennem stat og kommune, er med til at betinge efterspørgselen og har således også indflydelse på jordværdiens højde.
*) Af hensyn til at visse nuværende grundværdier skyldes økonomiske nødstilstande, som vil ophøre (og dermed samtidig bringe den pågældende grundværdidannelse til at ophøre) efterhånden, som reformen skrider frem.
Ved anlæg af jernbaner, sporveje, elektricitets ledninger, kloak- og vandledninger etc. etc. skabes bedre driftsbetingelser, efterspørgselen stiger og jordværdien øges.
Denne samfundsskabte jordværdi (der er forholdsvis ringe på landet og forholdsvis stor i byerne) er det, georgisterne ønsker inddraget til samfundseje.
Men er det muligt ved en vurdering at skelne mellem denne og anden »jordværdi«? Er det milligt at udskille og bortse fra værdien af de forbedringer, ejeren har udført på jorden? Støder vi ikke her på en praktisk vanskelighed, der er uovervindelig?
Hr. Juhl mener det, men det viser kun, hvor uvidende han er om foreteelser i den store verden – selv om sådanne, som han med største lethed kunne skaffe sig oplysning om. Thi det er en uomstødelig kendsgerning, at en vurdering af den nøgne grundværdi ikke alene lader sig foretage, men endogså er foretaget mange gange, i mange forskellige lande med udmærket resultat.
Her er ikke stedet at komme nærmere ind på vurderingsteknik og vurderingsmetoder. Som vidnesbyrd om mine ords rigtighed må jeg nøjes med at hidsætte nogle udtalelser af sagkyndige autoriteter.
Som enhver, der er inde i samfundsspørgsmål, ved, foretages netop i øjeblikket en vurdering af al Englands samlede jordværdi*).
Flertallet i den engelske kommunale skattekommission (Departmental Committee on Local Taxation), der nylig har afgivet betænkning, skriver (s. 72) at efter denne vurdering »kan det ikke længere hævdes, at de praktiske vanskeligheder ved en særskilt vurdering af grundværdi og forbedringer gør planen uigennemførlig«. Og mindretallet skriver (s. 114), at »den tvivl med hensyn til muligheden af en særskilt vurdering, som blev udtalt af flertallet i den kgl. Skattekommission (1901), er nu blevet fjernet ved statens vurderinger.«
*Foreløbig dog kun fuldstændig for byernes vedkommende.
Den af venstreregeringen i 1912 nedsatte jordundersøgelseskommission (Land Enquiry Committee) udtaler ligeledes i sin betænkning om skattespørgsmålet (s. 509) sin glæde over, at vi nu har praktisk bevis for, at en vurdering lader sig foretage.
Endnu mere nærliggende ville det måske dog være at henvise hr. Juhl til at søge oplysning hos den danske kommunale skattekommission, der afsluttede sit arbejde i efteråret. Iblandt bilagene til dennes betænkning findes bl.a. ikke alene en udførlig fremstilling af principperne i W.A. Somers vurderingssystem, men også redegørelser fra kommunale myndigheder i Amerika om de vurderinger, der er foretaget i forskellige amerikanske byer – ganske særlig New York.
Formanden for New Yorks skattedepartement, Lawson Purdy, skriver om vurderingerne i denne by bl.a.:
»Når der er tale om den tid og de omkostninger, som en vurdering af jorden alene ville kræve, må det ikke glemmes, at i New York skal man vurdere både bygningerne og jorden. Når man tager hele byen under eet, er jordværdien gennemsnitlig 63% af den samlede ejendomsværdi; men arbejdet med at vurdere bygningerne første gang er langt større end arbejdet med at vurdere jorden. … Under almindelige omstændigheder indkommer der mange flere klager over bygningsvurderingen end over jordvurderingen… Efter hvad jeg har erfaret, kan jeg uden betænkning sige, at det ved hjælp af passende administrationskræfter og tilstrækkelige pengemidler er fuldkommen muligt at opnå en jordvurdering, der er så nøjagtig, at der fornuftigvis ikke kan klages – i alt fald langt mere nøjagtig end en vurdering af nogen anden slags ejendom.«
Professor Laurits v. Birck giver ligeledes i sin bog »Ejendomsskatter og ejendomspriser« en fremstilling af princippet i Somers vurderingssystem, som han kalder »ganske rationelt«.
Hr. Cand. Polit. Juhl er således kommet i en temmelig væsentlig uoverensstemmelse med alle autoriteter på vurderingsvæsenets område.
Hvis vi regner vurderingsautoriteternes erfaring for mere end hr. Juhls påstand, kan vi altså fastslå, at det udmærket lader sig gøre at udfinde jordens samfundsskabte værdi. Hermed er enhver indvending mod georgismens retfærdighed bortfaldet. Og i henhold til Henry Georges ord, at »kun det er klogt, som er retfærdigt, kun det har varighed, som er ret« – tvivler vi da heller ikke om dens virkninger.
Da imidlertid den praktiske virkelighed for mange mennesker har større betydning end de mere abstrakte retfærdighedsbegreber, nødsages vi til også punkt for punkt at gendrive hr. Juhl i hans udredninger af grundværdiskattens virkninger.
Det er ingenlunde nogen let opgave. Argumenler kan man diskutere, men hr. Juhls pjece indeholder mere af store påstande og stærke ord end af saglige argumenter.
Hvad mener man f.eks. om følgende mundfuld:
»Og om Georgisterne så tusind gange vil kalde det en lovlig skat, så vil jeg dog med alle, der har virkelig retsfølelse, kalde det et rov, et tyveri, et tyveri af halvtredie milliard, et tyveri, der er så meget værre, som det er staten, der skal forøve det, et tyveri af al jordværdi fra små og store jordejere.«
Hvad ligger der så bagved de store ord? Ja, der ligger såmænd intet andet eller mere end – indbildningen om, at georgisterne vil tage jorden fra bonden!! Denne indbildning, der i de sidste 35 år har spøget i så mange forvirrede hjerner, men som ikke desto mindre aldrig er blevet andet end -indbildning!
Hr. Juhl råber indigneret på husmandens vegne: »i kan aldrig have lov til at tage, hvad jeg har købt og betalt.«
Hvad er det da, husmanden har købt og betalt?*) Spørg Danmarks husmænd – spørg dem, om det er retten til at spekulere i jordværdi, de har købt og betalt – og de vil svare alle som en, at den ret har de ikke købt, den har de måske fået i tilgift, men den bryder de sig ikke om. Hvad de har købt og betalt, er retten til at bruge jorden og høste udbyttet af den. Retten til at dyrke sine fædres jord og derigennem tjene sit brød ved ærligt arbejde. – den er det, enhver brav dansk husmand betragter som sin stræbens mål og sit livs lykke – den ret er det, han ønsker ikke alene for sig selv, men også for sine medmennesker og ikke mindst sine efterkommere.
*) Alene af de foran gengivne udtalelser af prof. Matzen følger det, at en monopolværdi kun kan gøres til genstand for køb og salg under respekt af samfundets forudgående beskatningsret.
Det følger jo iøvrigt ganske af sagens natur, at ethvert monopol kun kan være midlertidigt. Hvis omsætning mellem private skulle og kunne gøre det evigt vedvarende, ville aldrig noget hverken politisk eller økonomisk privilegium kunne afskaffes. Man tænke blot på toldheskyttelsen, den har jo også. Indvirket på prisen på adskillige aktier, der har været genstand for køb og salg. Men derfor vil dog kun de færreste luevde, at toldbeskyttelse ikke kan ophæves.
Selv har han kun opnået denne ret ved a betale dyrt og blodigt for den; det var for ham envanskelig ret at erhverve, thi jordprisen var hø , fordi der ingen grundværdiskat fandtes. Denne erfaring er det, der har gjort den danske husmand til georgist. Den danske husmand er ikke som manden, der brændte sig på suppen, men tav stille dermed, for ikke at vare sine kammerater ad, at de skulle slippe billigere. Fordi han selv har måttet lide under jordmonopolets uret, ønsker han ikke, at hans efterkommere i al fremtid skal gøre det samme. Fordi han selv har måttet betale en høj og uretfærdig adgangspris for retten til at dyrke sine fædres jord, ønsker han ikke, at hans efterkommere skal tvinges til det samme. Ikke alene for efterkommernes skyld, men for nationens. Thi den danske husmand har øje og sans ikke blot for egen fordel – og den fordel, georgismen byder ham gennem en skattelettelse, er ikke så ganske ringe – men også for nationens tarv og de ringere stilledes retmæssige krav.
Grundværdiskatten vil billiggøre jorden og derved blive til gavn for jordbruger og jordkøber. Jordsælgerne vil få et tab – men hvem er jordsælgere i dette land? Husmændene er det ikke, gårdmændene i almindelighed ejheller. For hele vor jordbrugerstand vil derfor jordens billiggørelse kun betyde et tab på papiret – ikke i virkeligheden.
Hr. Juhl indrømmer selv dette, da han skal vise, hvilken gavn vor landbostand har af sin »kapital« dvs. de penge, der nu kan fås for jorden ved salg. Han skriver nemlig her:
»Hvad betyder den ikke, når en mand vil skaffe sin søn et hjem, en gård eller en husmandslod, hvad betyder den ikke, når der skal gøres store forbedringer osv.«
Lad os da betragte hr. Juhls to eksempler lidt nøjere.
Den billige jord og de kommende generationer.
En mand ejer en gældfri gård til værdi 15.000 kr. – 9.000 kr. bygningsværdi, 6000 kr. jordværdi. Han har tre sønner og kan således efterlade dem 5.000 kr. hver i arv. De ønsker hver en gård som deres faders; hver af dem medbringer 5.000kr. hjemmefra – gården, han skal købe, koster 15.000 kr. – gælden bliver 10.000 kr. Foruden renter af denne gæld skal han svare tunge og trykkende skatter.
Nu tænker vi os grundværdiskatten indført til sit fulde beløb. Faderen kan da kun få 9.000 kr. for sin gård og kun efterlade hver af sine sønner 3.000 kr. i arv. Hvorledes stiller forholdet sig da for hver af sønnerne? Hver får 2000 kr. mindre i arv – men hver kan købe sin gård 6.000 kr. billigere, hans gæld bliver 3.000 kr. mindre, og han er fri for alle skatter på arbejde og forbrug.
I sandhed – hr. Juhl har ret i, at jordprisen betyder noget, når en mand vil skaffe sin søn et hjem, en gård eller en husmandslod! Den høje jordpris, vor nuværende uretfærdige skattelovgivning har skabt, medfører ikke alene en stedse stigende pantsætning af vor jord til udlandet – men den rejser tillige en urimelig og unaturlig skranke mod fremtidens slægter – en skranke, som hindrer dem i at få adgang til deres fædres jord og derved tvinger dem til enten at søge dagleje hos herremændene eller udvandre eller drage til byerne og forøge de arbejdsløses skarer. En skranke, som i løbet af kort tid vil affolke Danmarks landdistrikter, lægge det danske landbrug øde og måske udslette vort folk af nationernes tal. Kun igennem en grundværdiskat kan denne skranke brydes og veje banes for de tusinder, som ønsker at rejse velstillede hjem på den jord, deres fædre dyrkede og havde kær.
Det er ikke georgisterne, men de høje jordpriser, der tager jorden fra bonden og hans slægt.
Når derfor hr. Juhl råber: »Den jord, som vore husmænd og gårdmænd ejer, den har de ærligt købt og betalt, og den skal ikke tages fra dem« – så svarer vi:
Nej, den skal ikke tages fra dem – den skal de eje og beholde fra slægt til slægt, og dens udbytte, som nu gennem told og tynge fravristes dem, skal sikres dem også igennem kommende tider – ved fjernelsen af alle uretlærdige skatter og indførelse af en grundværdiskat!
Dette svar gav Danmarks husmænd 1902 gennem deres Køgeresolution, dette svar har de gentaget atter og atter siden da – og dette svar er de rede til at gentage, så ofte hr. Juhl eller andre ønsker at spørge dem!
Udførelse af forbedringer.
Det andet eksempel, hr. Juhl nævner, hvor han mener, vore landmænd får brug for deres »kapital« (dvs. ejendomsretten til jordværdien) er »når der skat gøres store forbedringer«.
Det er ikke let at se, hvad han mener hermed. Thi det nuværende skattesystem optræder jo netop som en straf på forbedringer. Hver eneste bygning og al anden forbedring i dette land er belagt med en årlig skat – medens den mand, som lader jorden ligge øde, slipper fri. Hvor som helst der udføres et ærligt stykke arbejde til gavn for manden selv og til forøgelse af hele folkets velstand – dér møder skatteopkræveren frem og kræver på statens og kommunens vegne part i tingen. Men hvor ingen ånd er vågen og ingen hænder virksomme – dér mener det offentlige ikke at have noget at fordre.
Det er et sligt skattesystem, Englands finansminister, David Lloyd George, nylig har stemplet som det tåbeligste i verden! Tør nogen benægte, at han har ret?
Og tør nogen benægte, at den engelske jordundersøgelseskommission har ret, når den om et sådant skattesystem skriver, at »det er i sandhed en alvorlig hindring for initiativ og foretagsomhed,« og at det »sætter præmie på ligegyldighed og dovenskab, medens den flittige og stræbsomme landmand må betale skat af sit eget arbejde.«
Eller at det store engelske venstreblad »Daily News« havde ret, da det den 5. maj i år skrev, at »det ville være vanskeligt at tænke sig en mere snildt gennemført plan til at straffe fliden og hjælpe dem, der af egoistiske eller personlige grunde holder jord ude af brug« – end dette nuværende skattesystem, som også Danmark lever under.
Og tør nogen efter dette benægte, at A. Peschcke Køedt talte sandt, da han skrev: »Det produktivt arbejdende landbrug er på den sikre side, når det modtager en værdibeskatning af grundejendom fremfor nogen anden skatteform, som måtte blive det tilbudt.«
Thi grundværdiskatten betyder lige skat på lige jord – den fjerner straffen fra arbejde og værkflid – den fjerner trællemærket fra det arbejdende folk og flytter det over på den jord, der skabtes, for at menneskene skulle gøre sig den underdanig.
Det nuværende skattesystem taler til den enkelte og siger: Jo flittigere og stræbsommere du er – des mere skal du bøde i skat; jo mere du dovner og driver og drikker, jo mindre du får ud af din jord – des mindre skal du betale i skat!
Men grundværdiskatten siger til manden: Vær flittig og stræbsom, tag dine evner og din kraft i brug – hvor du sår, skal du og ingen anden høste, hvor du bygger, skal du og ingen anden bo – hvad du ved din dygtighed og duelighed formår at frembringe, skal du og ingen anden eje og høste fordelen af. Men for den jord, samfundet giver dig i værge og sikrer dig besiddelsen af, skal du forlods svare en afgift i forhold til jordens samfundsskabte værdi – lige med alle andre. Og du får din lige andelsret i den derved samlede samfundsformue, og de samfundsgoder, derfor erhverves, ligelig for alle.
Vil huslejen stige?
For byernes vedkommende er hr. Juhl af den mening, at indførelsen af en grundværdiskat vil bringe huslejen til at stige.
Alle autoriteter lige fra Adam Smith og Ricardo til professor Birck og docent Warming, har ellers – hvorledes deres standpunkt til grundværdiskatten end har været – været enige om at indrømme, at en grundværdiskat ikke kan overvæltes. Prof. Birck giver en meget indgående, videnskabelig begrundelse heraf i sin bog »Ejendomsskatter og Ejendomspriser«.
Hele spørgsmålet er iøvrigt ganske simpelt. Under grundværdiskatten vil det ikke kunne betale sig at lade jorden ligge ubrugt hen. Jorden vil tvinges i brug – ikke mindst spekulationsjorden i byernes udkant. Der vil blive bygget mere – der vil blive en større forsyning af lejligheder, og huslejen vil ikke stige, men snarere synke.
Hvis en husejer efter pålæget af en grundværdiskat ville forsøge at hæve huslejen uden at have udført flere forbedringer ved sit hus, ville det vise, at grundværdien var større end først antaget, og ved næste års vurdering ville skatten blive sat op med et tilsvarende beløb. Husejeren ville altså ingen fordel høste ved at sætte huslejen op – han ville blot risikere at miste sine lejere. Som følge deraf ville han lade huslejen blive ved dens nuværende beløb, såfremt konkurrencen ikke tvinger ham til at nedsætte den.
Toldspørgsmålet.
Hr. Juhl er toldbeskytter, hvad der næppe tjener til at højne hans anseelse i frisindede kredse her i landet. Den danske landbostand har før modstået adskillige stormløb fra protektionistisk side – og den vil gøre det atter, når hr. Juhl kommer med sin søde tale om toldbeskyttelse.
Thi den danske landbostand ved fuldt vel, at den fordel, som enkelte storfabrikanter og industribaroner opnår ved toldbeskyttelse – den må det hele folk dyrt og blodigt betale. Ikke mindst de fattige må betale den. Og den danske landbostand har aldrig været tilhænger af en politik, der rotter de store sammen mod de små, de rige mod de fattige. Den vil også i fremtiden vende sig skarpt mod ethvert tilløb til en sådan politik.
Men for bedømmelsen af hr. Juhls rette sindelag – også overfor gårdmænd og husmænd – er det betegnende at lægge mærke til, at han er toldbeskytter. Han føres derved til ganske at glemme den nuværende toldbyrdes tryk på alt arbejde, forbrug og omsætning – og derved den uhyre lettelse for det arbejdende folk (ikke mindst landbruget), som fjernelsen af denne byrde vil skabe. Og denne glemsomhed bliver skæbnesvanger for hr. Juhls logik og hovedpåstand. Thi medens han »kapitaliserer« den kommende grundskatbyrde til milliarder kroner, glemmer han at kapitalisere den tilsvarende toldbyrde, som samtidig fjernes, og som andrager flere milliarder end hin grundskatbyrde! Ja, forholdet er endog dette, at ved hin omlægning vinder folket uden erstatning kapitalværdien af den private toldbeskyttelse, som da forsvinder – idet der ikke for den skal søges dækning gennem andre skatter. Den udgør vistnok 20-30 mio. årlig – altså 500-750 mio. kapitalværdi! Men det er øjensynlig disse private monopolværdier, hr. Juhl ønsker at forsvare, og det er da ikke så underlig, at han klogelig »glemmer« dem. Men hans regnestykke overfor læserne er derved blevet falsk.
Vil udlandet protestere?
Til slutning kommer hr. Juhl til det resultat, at han egentlig har gjort hele sit pjece-værk omsonst. Thi gorgisterne vil aldrig nå så vidt, at de bliver i stand til at gennemføre deres »tyveri«. Allerede når behandlingen af grundværdiskatten begynder i rigsdagen, vil udlandet melde sig og protestere!
Hr. Juhl åbenbarer her påny en forbavsende og utilladelig uvidenhed om, hvad der sker derude i den store verden.
Han mener, at grundværdiskatten »vil stå for udlandet som et ligefremt retsbrud« – og dette retsbrud vil de protestere imod.
Men der er blot det sørgelige ved det, som hr. Juhl ikke har opdaget, at – dette »retsbrud« har jo netop udlandet selv for længst begået! Hvorledes kan hr. Juhl dog tro, at udlandet vil protestere, når vi følger eksemplet?
Vore kulturlande.
Hr. Juhl ved imidlertid intet om denne udvikling i udlandet. Han demonstrerer sin komplette uvidenhed ved at skrive, at »rundt i vore gamle kulturlande har man spekuleret over grundværdistigningsskatten… Man har forsøgt at beskatte stigningen ganske svagt, oven i købet efter endog at have fritaget den første betydelige stigning for skatter. Mere har man ikke vovet i vore kulturlande.«
Hvis hr. Juhl ved »vore kulturlande« kun tænker på Tyskland – junkerherredømmets og militarismens hjemland – så har han nogen – men forøvrigt ikke ganske ret; thi her er man ikke gået stort videre. Men se Dem dog om, hr. Juhl – og De vil opdage, at verden er langt større – den når helt over på den anden side havegærdet, ind i præstens mark, som det hedder i eventyret — den strækker sig ikke alene mod syd, men også mod vest – til England!
Det er nu mere end 5 år siden, den første svage begyndelse til en principren grundværdiskat gennemførtes i England. Og netop den 4. maj i år stillede finansminister Lloyd George i underhuset forslag om at fortsætte ad samme bane ved indførelsen af en ret betydelig kommunal grundværdiskat. Men der meldte sig ingen protest fra udlandet, da behandlingen begyndte i rigsdagen. De eneste, der protesterede, var monopolisterne og deres talsmænd. På samme måde er det gået i andre lande, hvor man har indført grundværdiskatten. Og således vil det også gå herhjemme.
Hvorfor kom husmændene først?
Som bekendt var det herhjemme i første række husmændene, der fik øjet opladt for Henry Georges reform. Hr. Juhl mener, dette skyldes en snedig beregning fra georgisternes side. Han undser sig ikke ved at insinuere, at georgisterne er begyndt deres agitation på landet, blandt husmænd og gårdmænd, for først ved alskens rænkespil at vinde dem, skønt de måtte være »fødte modstandere«. Så ville det altid siden være lettere at vinde »dem, der ville have fordel« af reformen – byboerne.
Dette er aldeles usandt. Georgisterne begyndte agitationen samtidig i by og på land. Når den straks viste sig at slå bedst an på landet, skyldes det den ganske naturlige årsag, at jordmonopolets ulemper og uretfærdigheder er langt mere øjensynlige på land end i by – med andre ord, at vore husmænd og gårdmænd har draget lære af de høje jordpriser og forstået deres ødelæggende betydning.
Skønt jordspørgsmålet er lige så vigtigt og betydningsfuldt for byerne, er det mere simpelt og enkelt på landet, mere indviklet og vanskeligt i byerne. Herhjemme vil derfor jordspørgsmålets løsning gennem indførelse af en grundværdiskat først og fremmest forstås som en ny landboreform. Tanken føres derved uvilkårligt tilbage til landboreformerne af 1788*).
*) Samtidig med landboreformerne og påvirket af deres tankegang fremkom forøvrigt en række andre gode lovgivningsforanstaltninger, som tjener til at hævde folkets ret til naturskabte værdier. Således den gamle vejforordning af 1793, der sikrede samfundet ret til uden erstatning at tage vejmaterialer i vore grusgrave. Fra samme tidsrum stammer forordningen om jordens matrikulering og vurdering. Ligeledes bør i denne forbindelse nævnes fredskovsloven af 1805, der betydelig indskrænkede de private skovejeres rådighed og derved har frelst Danmarks skove for ødelæggelse og spekulation. Den for datiden meget frisindede toldlov er vidnesbyrd om samme liberale tankegang. Og den betydningsfulde forordning af 1. oktober 1802 om afgift af besiddelse, nytte og brug af faste ejendomme er i nøje overensstemmelse dermed.
Der var også den gang folk, som frygtede – som talte om omvæltning og tyveri. Der var endogså 103 jyske herremænd, der indgik til kongen med en adresse mod reformerne, som de stemplede med meget stærke ord. De var et indgreb i deres rettigheder, som ville gøre dem brødløse, bringe landet til undergang og gøre efterslægten ulykkelig.
Hr. Juhls skrift er i slægt med denne adresse. Det forlyder, at det kun er en indledning til en voldsom kampagne, som Højres baroner, godsejere og toldbeskyttere i den kommende tid vil bekoste imod grundskyldsreformen. Det er muligt at de også vil kunne vinde nogen tilslutning udenfor det reaktionære Højres snævre kreds. Det må da være os en trøst, at når reformen bliver gennemført, da vil det atter her – trods al frygt og forskrækkelse fra reaktionens side – vise sig, at retfærd er det, der tjener hele folket bedst. Da vil atter vise sig sandheden af de stolte ord, der er indhuggede på frihedsstøtten til evigt minde om hin store reform, som konge og folk i fællesskab gennemførte for mere end 100 år siden:
»Borgerfrihed – bestemt ved retlærdig lov giver kærlighed til fødeland, mod til dets værn, lyst til kundskab, attrå til flid, håb om held.«
Den personlige frihed skænkedes det danske folk i 1788 og 1849; den politiske frihed helt og fuldt er dagens løsen; når den er vundet kommer tidspunktet, da et ærligt og alvorligt arbejde skal tages op for også at vinde den økonomiske frihed, der kan gøre til fuld sandhed, hvad indskriften videre fortæller:
»at den frie bonde kan vorde kæk og oplyst, flittig og god, hæderlig borger, lykkelig.