En amerikansk socialtænker. Henry George.
fra Tilskueren, 1886, okt., nov. dec.

Henry George: Progress and Poverty. London 1884.
Do.: Social Problems.London 1884.

I.
Romantik og damp.

Der kan i den nyere tid optræde mange arter af usund og ensidig realisme; der er dog en art af realisme, der altid forbliver sand: bestræbelsen efter at søge ind til tingenes årsager, den ædruelige og koldblodige årsagsanalyse. Dobbelt nødvendig bliver denne, når talen er om den nyere tids største og alvorligste problem, om det spørgsmål, af hvilket menneskehedens lykke, kulturens sunde udvikling og staternes fremtid vil være afhængig. Fra en sporadisk bevægelse er den sociale bevægelse blevet til en almindelig, og ved den nyere tids større og bredere oplysning, dens større selvbevidsthed, litteraturens, pressens og det politiske livs indflydelse, og arbejderstandens opdragelse til association ved selve den moderne produktionsform, har det sociale spørgsmål fået en særegen styrke. Jævnsides med, at den ariske races mænd, dådkraftige fra urgammel tid, har vist større livskraft end nogensinde før, befolket Amerika, indtaget Australien og kraftigt sat foden på Afrikas jord, har dette spørgsmål rejst sig som den store fremtidsgåde; jævnsides med en stærk og levende udvikling af folkefølelsen, af national ånd, er den »røde internationale« fulgt i den »gyldne«s, i frihandlens og den egoistiske rigdomsbestræbelses spor og har tegnet sælsomme gåder som for Belzazar. — til ingen tid har modsatte kræfter været talrigere, haft større rækkevidde eller vist en voldsommere spænding.

For den første analyse deler samlingsbegrebet, det sociale problem sig i en mangfoldighed af højst forskellig art, men lader sig i virkeligheden føre tilbage til to elementer: et psykologisk og et økonomisk. Der er tingenes logik, c: et samfunds fysiske, geografiske og historiske forhold og de politiske og økonomiske magtforholds fordeling; det er den ene faktor, og altid den største magt. Men der er også følelsens logik, c: følgerne af de af stærke følelsesbølger ledsagede ideer om og krav til livet og lykken, en overordentlig sammensat følelse, sammensat af de herskende livsanskuelser, nerver, drifter og temperamenter, et kaos, der dog former sig til én bestemt grundfølelse, ud fra hvilken dommen over den tidligere og den nuværende tid fældes, og fremtidshåbet og fremtidsfordringerne fødes, og denne reale livsfølelse er den anden store historiske magt. Det er forholdet mellem disse to magter, der er bestemmende for det sociale problems indhold, styrke og form.

At dette århundrede gik ind til en stor og ejendommelig historie vil allerede kendes af den uhyre forandring i følelsens og tingenes verden, der afsluttede det 18. århundrede, og som kunne betegnes ved så uensartede ting som romantikken og dampmaskinen.

Der foregik en sælsom forandring i følelsens verden. Efter århundreders gæring og vækst i det skjulte greb en stor og ny idé om social lykke menneskenes sind. Det litterære udslag af denne følelse finder vi i sturm- und drangperioden, i Goethe’s og Schiller’s høje humanisme, i Rousseau’s råb: vend tilbage til naturen og i romantikkens leg med det ironisk frie menneske, der på tysk grund alt for hurtigt endte med en vandring i middelalderens tætte og mystiske skove og i politisk henseende med reaktion, medens den senere, efter revolutionen, på fransk grund blev en metafysisk socialisme (St. Simon; Fourier) og en social poesi (G. Sand; Victor Hugo), der igen gik svanger med realismen. Og denne trodsige livsfølelse, denne stormende attrå mod livet og lykken, denne hjertets uendelighed i kamp med samfundets skranker, blev ved sin udbredelse til samfundets store lag en universel og social-politisk følelse. Den viste allerede tidligt dette ved at afsætte sit politiske udtryk i denne fortale til århundredets konstitutioner, »menneskerettighederne«, der så at sige er et resumé af den sociale tænknings arbejde i 2000 år, og ved sin virkning må betegnes som det højeste lovgivende dokument i den politiske filosofi. Skønt givet i juridiske paragraffer finder den opfattelse, der søger lykken i en individualistisk liberalisme, i individets frigørelse fra samfundets skranker, her et langt klarere udtryk end i romantikken. Men grundtanken er den samme: det var hjertets abstrakte uendelighed i kamp med samfundets skranker, der rørte sig i romantikken, og det var dette, der efter Amerikas eksempel i menneskerettighederne og konstitutionerne brød absolut med hele fortidens sociale og politiske organisation og i natten til den 4. august kastede alle standsforskelle, udmærkelser, titler, laug og korporationer over ende. Det var i romantikken det formelle jeg, der blev sat på tronen, menneske-jeg’et blot som jeg, fordi det var jeg, uden alle fødsels-, opdragelses-, stands-, virksomheds-ejendommeligheder, og det var i menneskerettighederne det rene retssubjekt, det abstrakte rets-menneske, (eller nøjagtigere det abstrakte mands-rets-menneske, ti kvindens ligeberettigelse, der fra dette formelle standpunkt ikke lader sig bortforklare, var glemt,) uden alle konkrete ejendommeligheder, race, folk, stand, historisk fortid osv., der blev indført. Det var menneskeheden i mennesket, det var i overensstemmelse med Rousseau, Kant, Fichte det rene fornuft-menneske, der blev fejret; det var her som hist en ekstrem individualisme. Ganske vist var der også forskel: i romantikken var alt drøm og guddommelig frækhed, hor, social-politisk handling og dåd; hist var det lediggang og formålsløshed, der blev opfattet som det sande adelsprincip; her herskede krav på arbejde og kamp for sociale formål; hist var det vilkårlighed og selvrådighed, der endte med reaktion, her krav på frihed og lighed, der udfoldede sig til liberalisme og socialisme. Men grundfølelsen er den samme. Og i menneskerettighederne, der også begynder med at proklamere lykke som samfundets formål, uden at definere lykken, har vi typen for den nye livsfølelses krav til samfundet, der efterhånden afsætter sine alt omfattende følger i statslivet, retslivet, det sociale liv, det økonomiske livs ordning, i litteratur og kunst, og i de to modsatte principper, et individualistisk og et socialistisk, der udtaler sig i menneskerettighederne, lå også spiren til kampen mellem kapitalen, der efterhånden tilkæmpede sig det individualistiske princips faktiske sejr, og socialismen, der søger at tilkæmpe sig fremtiden.

Med denne mægtige renæssance-tro på lykken begyndte altså århundredet, og denne nye livsfølelse mødtes nu med forandringerne i kendsgerningernes logik, maskinteknikken og dens undere. Den nye livsdrøm syntes at skulle vinde en kraftig støtte i den nye virkelighed. Undere skete, som verden ikke tidligere havde set, og dampen syntes at skulle blive den ny urtåge, der gik svanger med en ny verden. Så uhyre kræfter stillede til menneskets rådighed; var da al jordens slid og møje ikke forbi og lykke og velvære sikret det hele folk?

Men efterhånden som de nye kendsgerninger udfoldede deres følger og den nye livsfølelse hele sit lønlige håb, sine nutidskrav og sine fremtidsdrømme, blev disharmonien mellem følelsens og tingenes verden mere og mere synlig, og skuffelsen var stor. Det er denne brydning og strid mellem følelsens og tingenes logik, hvis ejendommelige løb betegner det 19. århundredes historie. Her er nøglen til forklaringen af hele det sociale og økonomiske liv, rettens nye ordning, moralens nydannelser, statslivets brydninger, litteraturens og kunstens bølger. Den ny virkelighed havde først smigret for sindets store drømme, og så dog fornægtet dem; den havde været som en huldre, der havde lokket ynglingen dybere og dybere ind i sit koglende væv, og da han så opdagede, at hun var hul i ryggen, var hans smerte en harmens smerte, i hvilken dog ofte livsfortvivlelse dirrede.

Og dog kan livsfortvivlelse ikke blive det sidste ord. Medens romantiske ånder med Schopenhauer søgte hvile ved bredderne af Ganges, foryngede enhedstanken Italien og Tyskland, Suez-kanalen byggedes og Panamatangen gennembrydes, naturvidenskaben udfoldede en uhyre livskraft, ingeniøren blev livets helt og dramaets gode ånd, arbejderskarerne associeredes. Medens følelsen kun drømte i livslede eller livsforbitrelse, trådte tankens stærkere ånder frem og optog de sociale problemer. Efter følelsens drøm kommer tankens kamp. Til disse tankens stridsmænd hører også Henry George.

II.
Henry George og arbejdslønnen.

Det nuværende århundrede karakteriseres ved et vidunderligt fremskridt i værdifrembringende evne. Anvendelse af damp og elektricitet, indførelsen af forbedrede metoder og arbejds-besparende maskiner, arbejdets større deling og produktionens storartede målestok, den underfulde lettelse af ombytningen har i højeste grad forøget det menneskelige arbejdes ydelsesevne. Hvad ville en Franklin eller en Pristley have sagt, hvis de i en fremtidsdrøm kunde have set den nyere tids undere? Måtte de ikke have troet, at disse slaver af videns lys havde taget hele menneskehedens forbandelse på sig, at hine muskler af jern og sener af stål måtte have gjort selv den fattigste arbejders liv til en festdag? Opfindelse fulgte på opfindelse og skuffelse på skuffelse i den nye som i den gamle verden. Overalt, fra alle lande og under de forskelligste sociale og økonomiske forhold, fra lande, hvor der hersker frihandel, og fra sådanne, hvor beskyttelse hæmmer handelen, fra lande med guldfod og fra lande med papirspenge, klages der over industrielt tryk, elendighed og nød. Og mærkeligt nok: hvor det materielle fremskridt er størst, hvor befolkningen er tættest, rigdommen størst og produktions- og ombytningsmidlerne mest udviklede, netop dér finder vi den største armod, den hårdeste kamp for tilværelsen, og netop dér, i de af gas oplyste og af politiet bevogtede gader, i skyggen af højskoler, biblioteker og museer venter tiggere på de forbigående og der samler sig hine moderne hunner og vandaler, som Macaulay profeterede ville komme. Dette fællesskab mellem fremskridt og armod er problemet, vor tids største gåde.

Da fænomenet er det samme under alle økonomiske forhold, må det have en fælles, almindelig grund. Og grunden er privatejendommen over jord og grund. Det er grund- og jordejerne, der tager brødet ud af munden på kapitalen som på arbejderen. Så længe jorden er monopoliseret af enkelte ejere og adskilt fra det produktive arbejde, så længe gælder alle midler til løsning af det sociale problem, større sparsomhed i statsforvaltningen, bedre undervisning, arbejdernes association, produktionsforeninger og hvad alle disse midler nu hedder, til Vandsbæk, alt tjener kun til at forhøje jordrenten. Striden står slet ikke, som socialismen vil, mellem kapital og arbejde: deres udbytte stiger og falder med hinanden, de er solidariske, og George er ikke socialist i europæisk forstand, men tvært imod en ivrig frihandelsmand. Striden står mellem jordrente på den ene side og kapital og arbejde på den anden. Bliver jordrenten statsejendom, så er den sociale genfødelse vis, og da vil frihandelen først udfolde alle sine herlige følger: the Nationalization of the Soil, jordens nationalisering er løsningen af det sociale problem.

I en bog, der næsten overalt vidner om megen skarpsindighed og et grundigt kendskab til de store økonomiske forfattere, udvikler Henry George denne gamle tanke og åbenbarer i sin kritik en redelighed i argumentationen, der vidner ærefuldt om hans karakter. En højbåren idealisme, en mandig tro på sin sag, en sjælden optimisme, en storslået veltalenhed og en sjælden kraft, urfriskhed, farve og humor i formen gør læsningen af hans æggende og lærerige bog til en virkelig nydelse. Det er Walt. Whitmans landsmand, det unge Amerika med dets urfriskhed i sindet, dets jernvilje og optimisme, der her, efter at Amerikas forhold i økonomisk henseende i en forbavsende grad har begyndt at nærme sig Europas, drøfter det sociale problem, og det er naturligt, at hans bog går verden rundt. Og dog bliver han ikke nogen social Kopernicus, — hans bog er et storartet fejlsyn. For at godtgøre dette må jeg lægge en del beslag på mine læseres tankekraft, måske lidt mere end et tidsskrifts læsere i almindelighed ønsker. Men jeg har den trøst, at det sker i en tid, da det sociale problem og civilisationens fremtid opfylder de fleste tænkende mænds og kvinders sind.

Det er gennem en kritik af den almindelige lære om lønnen, at George arbejder sig ind til den erkendelse, at problemet ligger i fordelingen og særlig i privatejendommen over jord og grund. For at forstå hans udvikling vil det være nødvendigt at give en fremstilling af den almindelige lære om lønnen, og det lader sig gøre ganske kort.

Den almindelige lære om lønnen har til forudsætning tre teorier, der knytter sig til de største navne i den engelske nationaløkonomi: Adam Smiths sætning, at lønnen tages af kapitalen, Malthus’ befolkningslære og Ricardos jordrenteteori.

Arbejdslønnen må bestemmes ved forholdet mellem kapitalens sum og arbejdernes antal. For at fungere som kapital, c: tjene som produktionsmiddel for kommende produktion, må kapitalen efterspørge arbejde, og arbejderen må søge arbejde hos kapitalen for at leve. Men fraset forskellige bølger, vil arbejdslønnen i længden ikke kunne stige ud over arbejdernes ved deres sædvanemæssige levefod bestemte nødvendige underhold. Som tyngdepunktet for industrivarernes pris på et sluttet marked må søges i deres produktions- eller om man vil i deres reproduktions-omkostninger, således vil også tyngdepunktet for arbejdets pris, den såkaldte »naturlige« pris, søges i den sum af livsfornødenheder, der er i stand til ved en vis levefod (c: indbegrebet af de sociale og økonomiske fordringer, arbejderne stille til livet, og uden hvilke de ikke kunne leve og opretholde slægten uden at synke ned i en elendighed, der snart vil decimere deres tal) at holde arbejderne i live. Stiger arbejdets og kapitalens udbytte ved »civilisationens fremskridt«, og tiltager kapitaldannelsen, vil lønnen ganske vist have tendens til at stige. Men denne tendens, der vel, når den varer længere tid, vil kunne medføre en højere levefod, mødes af en anden, der i almindelighed paralyserer den: forplantningsdriftens styrke. Stiger lønnen, vil det være en opmuntring for arbejderne til at gifte sig tidligere, sætte børn i verden og forøge arbejds-udbuddet, indtil den gamle grænse er nået.

At dette er så, er en virkning af Malthus’ befolkningslov, der blev tilspidset i den bekendte retoriske formel, at mennesket har evne og naturlig tilbøjelighed til at forplante sig efter geometrisk progression (1. 2. 4. 8. 16.), næringsmidlerne derimod, afhængige som de er af jordens størrelse og frugtbarhed, i heldigste fald kun i aritmetisk række (1. 2. 3. 4. 5. osv.) Og at misforholdet mellem befolkningen og subsistensmidlerne altså må hæves enten ved moralsk afholdenhed (senere giftermål eller kyskhed) eller ved last og elendighed.

Det ligger vel nær at gøre den indvending mod Malthus, at de nye munde også medbringer nye hænder. Men bortset fra den vanskelighed, at kapitalen, der skal beskæftige de nye hænder, måske ikke er fulgt med i samme grad, så møder vi her den ubehagelige omstændighed, at de nye hænder ikke kan producere så meget som de gamle. At det er så, er den logiske følge af Ricardos jordrenteteori, der indeholder tvende for den økonomiske videnskab banebrydende sætninger. På grund af de forskellige jorders forskellige naturlige givtighed, forskellige evne til at lønne den anvendte kapital og det anvendte arbejde, vindes agerdyrkningsprodukter ikke til de samme, men til meget forskellige produktionsomkostninger. Ved befolkningens stigen må der gås over til jorder af ringere givtighed. For disse jorders vedkommende må produktionsomkostningerne for korn, kød, smør osv. stige, og da der ikke kan gives to priser for den samme vare på det samme marked, så må prisen for den del af den samfundsnødvendige, ved befolkningens tilværelse faktisk intensivt efterspurgte produktion, der er vundet ved de største produktionsomkostninger, blive gennemsnitsprisen for den hele produktion, og denne pris vil følgelig være mere end tilstrækkelig til med den sædvanlige gevinst at dække omkostningerne for den del, der er vundet ved de mindre og mindste produktionsomkostninger. Ejerne af disse jorder vil altså få en tillægsgevinst, der tilfalder dem ved forholdenes magt, og denne tillægsgevinst er jordrenten. Tænker man sig, at man i stedet for at gå over til dyrkningen af ny, mindre frugtbare jorder, vandt den større avl ved anvendelse af mere kapital og arbejde på de ældre jorder, blev forholdet det samme. I almindelighed og i længden vil de nye kapitaler ikke give det samme udbytte som de ældre, men da de kun vil blive anvendt, når de giver den sædvanlige gevinst, så er det deres udbytte, der kommer til at bestemme kornpriserne. Tænker vi os, at et afsluttet samfund behøver 100,000 tdr. korn, og at disse er vundne, 40.000 til en omkostningsværdi af 6 kr. pr. td., 30.000 til en do. af 9 kr. og 30.000 til 12 kr., så må 12 kr. blive gennemsnitsprisen på alt korn. Den tillægsgevinst, som producenterne af de 40.000 á 6 kr. og af de 30.000 á 9 kr. få af respektive 6 kr. og 3 kr. pr. td. korn, vil for dem fremtræde som en stigning i deres indtægter og kapitaliseret som en stigning i deres jorders værdi. Vi lærer deraf: 1) at der ved samfundets ved befolkningsforøgelsen stigende efterspørgsel efter levnedsmidler tilfalder ejerne af de bedre eller bedre beliggende jorder en tillægsgevinst, c: jordrenten, et forhold, der får indgribende indflydelse på formuens fordeling, og som er forudsætningen for Georges anskuelse, at det er jordejerne, der gennem jordrenten tager brødet ud af munden på kapitalen og arbejderne, og 2) at udbyttet ved jorddyrkningen ikke stiger i ligefremt forhold til det derpå anvendte arbejde, men kun i et forholdsvis mindre forhold, hvorfor Stuart Mill træffende har fremstillet jorderne i forhold til mennesket som et elastisk bånd, der vel kan udvides ved større anstrengelse, men hvis udvidelse ikke stiger i forhold til denne, men i et forholdsvis mindre forhold, indtil en absolut grænse er nået. Dette det forholdsvis aftagende jordudbyttes lov er den objektive forudsætning for Malthus’ lov og hovedgrunden til den økonomiske kamp for tilværelsen og her af afgørende betydning. Erindrer vi, at de værdier, som agerbruget må afkaste, selv i et fremskredet samfund udgør mere end halvdelen af alle livsfornødenheder, så forstår vi, at befolkningens stigen, — og den kan foregå hurtigt, — altid, alle andre forhold lige, vil gøre det vanskeligere og vanskeligere for befolkningen at vinde de nødvendige næringsmidler. De nye munde medbringer nye hænder, men disse nye hænder giver for agerbrugets vedkommende mindre udbytte.

Det er denne trippel-alliance mellem 3 af de mest fundamentale sætninger i den moderne nationaløkonomi, der har givet denne lønningsteori en særegen styrke, og det er denne lov, George bekæmper, men mærkeligt nok vil han ophæve Adam Smiths og Malthus’ sætninger, men slutter sig fuldstændig til Ricardo, — en ejendommelig logik.

Det lykkes bedst for George at afkræfte den første sætning, at lønnen tages af kapitalen. Hans indvending her indeholder et nyt moment, der både er lærerigt og logisk. Jeg skal ikke opholde mig ved hans forsøg på at vise, at kapitalen og arbejdet altid er solidariske, idet kapitalrenten altid er høj, hvor lønnen er høj og omvendt,« ti dette er en uberettiget generalisation af visse forhold. I unge frugtbare lande (Georges eks. er fra Californien) kan arbejdets udbytte være så stort, at både kapital og arbejde får meget, og da der ingen jordrente er og liden eller ingen luksus, vil udbyttet deles mellem den produktive kapital og arbejdslønnen. Størstedelen af kapitalen går også her til arbejdsløn, mindre til fast kapital og luksus. Hans tydninger af forholdene i gamle lande er lige så mange mistydninger, men det skal jeg ikke opholde mig ved, da den væsentlige grund, hvorpå George støtter sin grundsætning, at arbejdslønnen ikke tages af kapitalen, men i virkeligheden af det af kapitalen betalte arbejdes produkt, er logisk og klar. I grunden, mener han, fordres der kun forskud for en dag, ja i princippet kun for en time, et minut. Ti det arbejde, arbejderen udfører i en time, er jo en forøgelse af det værdifond, af hvilket samfundet underholdes og arbejdet betales. Skønt Georges eksempler lider af den mangel, at de ikke passer rigtigt på højt udviklede samfundsforhold, i det de er taget enten fra primitive samfundsforhold eller fra særlige, hvor arbejderen tillige er kapitalist, og skønt han ikke ser betydningen af forskellen mellem produktivt og uproduktivt arbejde her, indeholder hans lære her dog et berettiget korrektiv af Mills og andres lære. Arbejderen underholdes af sit arbejde, og den mand, der helt eller delvis producerer noget, hvorfor han kan tilbytte sig underholdningsmidler, producerer virtuelt disse selv.

Arbejdsdelingen gør blot tilfældet mere kompliceret, men ikke anderledes end i de mange tilfælde, hvor arbejderen umiddelbart ved sit arbejde tilvejebringer sine livsfornødenheder (fiskeren; skomageren, der syr et par sko til sig selv). Egentlig betaler arbejdsgiveren af »udsigten«, lønnen betales efter arbejdsydelsen: det er det af arbejdet skabte fond, der i sandhed er lønningsfondet. At dette nu ikke så ganske passer på anlægget af en jernbane, hvor store mængder af føde-, klæde-, bolig- og fast kapital-stof må ydes i forskud og bindes for længere tid, inden det kan erstatte udlægget, er let at se, men Georges tanke indeholder dog et væsentligt korrektiv til nationaløkonomiens almindelige lære.

III.
George og Malthus.

Men når arbejderen altså tilbyder arbejde for arbejde, hvor i al verden stammer da disharmonien fra? Her har vi en fattig arbejderfamilie: der er hunger og nød, der er munde med efterspørgsel efter nytte, efter værdier, bolig-, klæde-, føde-, varme-stof og her er en kraftig mand, der vil arbejde, og tilbyder arbejde for arbejde, og deri består jo al ombytning, hvorledes går det da til, at tilbud og efterspørgsel ikke kunne mødes? Tages arbejdslønnen af arbejdsproduktet, så kan det kun være fordelingen, samfundets indretning, der gør, at arbejderne ikke kan finde brødet, — hvis det da ikke skulle være så, at de nye munde vel kan spise lige så meget som de gamle, men ikke producere så meget. Har naturens produktive kræfter tendens til forholdsvis at formindskes ved befolkningens tiltagen? Vi står ved Malthus og Ricardo.

Der gives næppe noget klarere eksempel på, hvilken indflydelse følelsen har på tanken, navnlig i så indviklede spørgsmål som de sociale, end den måde, hvorpå sociale tænkere har forholdt sig til Malthus. I virkeligheden er hans lære den simple, logiske konsekvens af 3 simple kendsgerninger: 1. Den fysiologiske lov, at mennesket som andre organiske væsener kan fordoble sig i geometrisk progression; man sætter nu tiden for fordoblingsperioden til 13 eller 25 eller 50 år; 2. Den psykologiske kendsgerning, at de gerne vil det, at forplantningsdriften hos det normale menneske er en stærk drift og en drift, som den håbløse sociale nød snarere forstærker end formindsker; endelig 3. Den kendsgerning, at man ved at anvende fordoblet arbejde og kapital på jorden ikke i længden kan vedblive at fordoble udbyttet, hvad der ville medføre den mindre antagelige konklusion, at hele menneskeheden kunne brødfødes ved dyrkningen af en td. land.

Reduceret til sin sande form, at også mennesket som alle organiske væsener har en tendens til at formere sig stærkere end de næringsmidler, som kan vindes af en given jord tillader, er Malthus’ lov den simple logiske følge af disse præmisser, og som enhver naturlov lader den sig mest korrekt udtrykke i en hypotetisk-nødvendig dom: hvis mennesket følger sin naturlige forplantningsdrift, så osv. Der gives kun én måde at modbevise Malthus på: at angribe præmisserne; ligesom også alle drøftelser, der har haft nogen virkning, er slået ind på denne vej. Carey angriber således 3. præmis, det forholdsvis aftagende jordudbyttes lov, idet han i modsætning til Ricardo hævder, at mennesket under dets historiske fremskridt med det voksende herredømme over naturen går fra de dårligere til de bedre jorder, og har derved påvist et historisk virkende moment, der imidlertid, når de bedste jorder faktisk er indtagne til dyrkning, er sat ud af funktion.

Så kan man da angribe præmis 2, og det er sket på forskellig måde. Ingen har villet nægte driftens styrke, den platoniske kærlighed har ikke mange tilhængere, men menneske-ånden er jo bygget således, at den kan lade fornuften, c: psykologisk set de ved fornuftgrunde fremkaldte stærke følelser virke som modvægt mod driften. Dette er Stuart Mills håb, og det er en kendsgerning, at dette motiv i de dannede klasser virker med betydelig styrke, understøttet som det dér er af de sociale og økonomiske forhold. Som almindelig socialt-virkende kraft ville dette motiv kunne sætte Malthus’ lov ud af funktion; loven beholdt vel sin teoretiske gyldighed, men da forudsætningerne for dens virkning til dels var hævede, indtrådte loven praktisk ikke. Spørgsmålet bliver her det simple; hvad kan der, som de sociale forhold nu er for den arbejdende klasse, under en produktionsform, der gør dem afhængige af dens bølgeform og lader dem uden egentligt håb til fremtiden, ventes mest af: fornuften eller driften? Hvad der skal styrke fornuftmotivet er altid sociale indretninger, der gør hensynet til fremtiden til en virksom faktor. Som forholdene nu er, fremmer Europa en uhyre letsindig og håbløs befolkningsforøgelse. Menneskerettighedernes ånd hævede den gamle organisation, og med den båndene på befolkningsforøgelsen. Tidligere skred alle velopdragne klasser kun til begrundelse af en husstand, når deres økonomiske liv var sikret, embedsmanden, når han havde fået et embede, landmanden, når han havde fået en jordejendom til arv eller fæste, borgeren som mester, og i den velordnede middelalder var dette den almindelige regel: ikke blot den unge håndværker, men også den yngre søn på landet forblev ugift. Fabriksarbejderen og landarbejderen derimod kan nu aldrig imødese en sikret fremtid; i en ung alder skrider de til giftermål, og den således stadig forøgede arbejderbefolkning trykker lønnen eller formindsker dens stigning. At Europa under den frie konkurrences og verdenshandelens ægide savner en social organisation med psykologisk virksomme bånd på befolkningsforøgelsen, er dens største sociale grundskade, og det vil være en lige så vanskelig som nødvendig fremtidsopgave at tilvejebringe en sådan. Hvor fornuften nu virker inderligst som modvægt mod driften, virker den på en egen måde, idet den ikke sætter sig imod driftens tilfredsstillelse, men ofte bruger sin evne til at umuliggøre driftstilfredsstillelsens naturlige resultat; men selv i dette tilfælde, der vel dog nærmest må gå ind under, hvad Malthus kalder last, og i ethvert fald ikke er en tilbagevenden til naturen, er den kun blevet en social-almindelig magt ved at støttes af de sociale forhold: de små ejendomme og frygten for videre udstykning er kilden til det franske tobørnssystem.

Hvor underligt det end lyder, er også 1. præmis, selve den fysiologiske mulighed, blevet angrebet, et tegn på, hvor tungt Malthus har hvilet på tænkernes sind. Men hele håbet er her sat til fremtiden, enten man nu som Doubleday fabler om, at jo bedre ernæret arten bliver med fremskridtet, desto mere aftager frugtbarheden — en fedningsteori, der desværre ikke frembyder nærliggende chancer — eller med Spencer mener, at forplantningstendensen vil aftage med intelligensens, c: nervesystemets udvikling, en hypotese, der stiller harmonien i udsigt i løbet af millioner år og derfor for den sociale politiker en temmelig unyttig faktor.

Derimod kan det siges, at spørgsmålet ikke ligger for, så længe hele jorden ikke er tæt befolket. Og selv om man herved overser de sociale, økonomiske og psykologiske vanskeligheder for udvandring, skal jeg indrømme, at transportmidlernes enorme udvikling og den nyere tids mere kosmopolitiske ånd har gjort denne til en faktor, der kan regnes med, hvad også statistikken bekræfter.

Flere grunde til afkræftelse af Malthus’ lov gives der åbenbart ikke, og det viser sig også ved Georges opfattelse af Malthus, om han end nok så meget skriver om »gendrivelse af Malthus’ teori«. Han har her intet nyt argument, og da han er en ærlig og skarpsindig mand, vidste jeg også, at han til sidst ville nå til angreb på 1. præmis, den sidste tilflugt for ærlige og skarpsindige mænd, der tynges af Malthus. Det kom da også. Det er også den eneste måde, hvorpå man kan beholde Ricardo og forkaste Malthus, men det har George for øvrigt ikke set. Stor skarpsindighed kan forenes med mangel på logik.

Malthus’ teori, siger George, bevises ikke af kendsgerningerne. Disse vise kun, at hvor det menneskelige liv på grund af for ringe befolkning i nye lande eller på grund af rigdommenes ulige fordeling i ældre lande går op i tilværelsens fysiske drifter, — dér når forplantningstendensen en udstrækning, der for en tid ville overskride subsistensmidlerne, når nøden og døden ikke holdt den i tømme. Anderledes under tæt befolkning og ligeligere fordeling. Og selvom man måtte indrømme, at forplantningstendensen til slut ville have armod i følge, må man ikke deraf slutte, at befolkningsforøgelsen er årsag dertil, så længe det ikke er bevist, at der gives andre årsager — i forfatningen, retten osv., der kunne forklare det. Malthus’ historiske eksempler viser ikke, at mundene nogetsteds er voksede over hændernes evne; det kan vises, at lasten og elendigheden, i hvert tilfælde stammer fra uvidenhed, havesyge, fra en slet politisk forfatning, uretfærdige love og ødelæggende krige. Dette kan nu ikke vises, ti historien har ingen midler til eksakt, c: kvantitativt at påvise de enkelte faktorers virkning, men George har ret i, at disse faktorer har været i høj grad medvirkende. Derimod er jeg ikke enig med ham, når han tilskriver staten, dens forfatning, love osv. hele ondet, ti skulle der ikke ligge noget i, at den omstændighed, at menneskene ikke er så gode, som de burde være, er en medvirkende faktor, et vigtigt element i »lovenes ånd«. Balkanlandenes, Tyrkiets, Spaniens misregering, Polens deling, skulle »folkesjælen« her være uden skyld? Sammenhængen er den, at det sociale tryk, x, der holder befolkningsforøgelsen i tømme, altid er en funktion af flere faktorer, i hvilken også Malthus’ lov virker som en faktor, og Georges henvisninger til jordens endnu forholdsvis tynde befolkning viser intet mod Malthus, og hans trumf: de gamle loves mangel på frygt for overbefolkning er en lille forglemmelse af den omstændighed, at de gamle lov- og retsbøger alle stammer fra en tid, da der var alt andet end overbefolkning.

I sin iver mod Malthus leverer George et kapitel: “Slutning af analogier”, der er et sådant ulogisk, metafysisk, farvet visvas, at det forbavser. Man tænker sig, at George, og før ham en engelsk professor, hvad George ikke véd, af den sætning, at alt levende har tendens til at formere sig i geometrisk progression, slutter, at tendensen til næringsmidlernes forøgelse altså må holde skridt med befolkningen. Nerven i Darwins “Kampen for tilværelsen” er jo netop, at muligheden ikke realiseres. Om end hvert hvedekorn på en mark, hvis der var mark nok, har mulighed til at forøges i geometrisk progression, i år giver 10 fold, til næste år 10 x 10 osv., hvad nytter denne mulighed, når den aldrig bliver til andet, så vist som 1 td. land ikke er 10 tdr., og disse ikke 100 tdr., og så vist som det korn, jeg spiser, ikke spirer. Mennesket er indskrænket til plante- og dyrenæring, og denne begrænset til den for solens virkning udsatte jordoverflade, og denne som bekendt begrænset. Andre lignende absurde refleksioner skal jeg ikke fordybe mig i, da det dog endelig slipper ud for George: en befolkningsteori, i følge hvilken forplantningstendensen tager af med de socialt og materielt almindelig gode kår. Betyder dette, at den fysiologiske mulighed tager af, da er det det sidste skrig i nattens trængsel, betyder det, at en anden social organisation kan afgive vægtige psykologiske motiver til at lægge bånd på forplantningstendensen, er det rigtigt, men modsiger ikke Malthus’ sande mening.

For øvrigt er Georges behandling af Malthus alligevel meget lærerig og i mange henseender fortræffelig, og navnlig udvikler han med vanlig kraft den sætning, at også en tæt befolkning er en grundbetingelse for arbejdets deling, rationel dyrkning af jorden, ombytningens fordele, kapitalens vækst osv. Og at overbefolkning i det hele er et relativt begreb. Hans grundfejl er imidlertid, at han mener, at »evnen til at producere værdier af en hvilken som helst art er evnen til at producere subsistensmidler.« At det ikke er så, er netop knuden i menneskehedens udviklingsdrama. Civilisationens fremskridt, nye opfindelser i agerbruget osv. kan for en tid forøge jordudbyttet stærkt og selv i geometrisk progression, men aldrig i længden. Og George underforstår også stadig dette, men mener, at »menneskets krafttilegnelse har holdt skridt med naturfaktorernes kraft-aftagende.« men dette indrømmet for det nærværende århundredes vedkommende og for enkelte andre gennembrudstider (som overgangen fra jægerlivet til nomadelivet, overgangen fra dette til agerdyrkning) så bliver spørgsmålet: hvor længe kan dette vare?

IV.
Det moderne fremskridt og befolkningsforøgelsen.

Hvad Rousseau og menneskerettighederne har været for den sociale politik blev som bekendt Adam Smiths økonomiske liberalisme for den økonomiske politik, trods alvorlige dyst, den sejrende retning i den økonomiske lovgivning.

Det var dog ikke blot beslægtetheden med friheden, med menneskerettighederne og den herskende livsfølelse, der gav disse ideer deres grænseløse livsmagt. Det var en anden stor kendsgerning med en frygtelig logik: en ny metode i videnskaben, en ny logik, den induktive, en kreds af store opdagelser og opfindelser, hvis mest typiske frugt er Watts dampmaskine: dens hyl var som et hyl på frihed, og dens hjul skulle knuse de sidste rester af den gamle organisation. Den ekstreme romantiske individualisme og dampmaskinen er århundredets vigtigste kendsgerninger. Hin betegner følelsens logik og har givet dets litteratur og politik dets præg, denne betegner tingenes logik og har påtrykt det økonomiske liv sit præg.

Følgerne af den nye kendsgerning udfoldede sig efterhånden. Den økonomiske liberalisme frigjorde i hvert fald i høj grad det menneskelige arbejde, og naturvidenskaberne stillede uhyre naturkræfter til menneskets rådighed. Jordfællesskabets ophævelse og jordens overgang til fri ejendom i forbindelse med et rationelt agerbrug (ved anvendelse af fysiologiens og kemiens love og maskinteknik og arbejdsdeling) i forbindelse med samfærdselsmidlernes udvikling fremmede i høj grad et intensivt agerbrug. Ved næringsfriheden og en ny toldpolitik tog industrien et stort opsving, stordrift og fabriksdrift sejrede til dels over håndværket, og samfærdselsmidlernes rivende udvikling gjorde handelen til verdenshandel, produktionen i stor stil til en produktion for verdensmarkedet.

Til fremskridtet og omvæltningen i værdiernes verden svarede en lignende i menneskenes verden. Alle de bånd, en tidligere stram organisation lagde på befolkningsforøgelsen, brast. Folkefloden steg og de nationale dæmninger faldt. Hvor ikke særlig social-psykologiske faktorer som i Frankrig svækkede Malthus’ lov, trådte den nu kraftig i funktion, og den enorme befolkningsforøgelse er en af de mest reale faktorer, Europas sociale politik må regne med. At befolkningen i et land som England med dets kolonier og verdensindustri er steget enormt er en selvfølge, men selv i Tyskland og Danmark er befolkningen efter gennembruddet i det økonomiske liv i det sidste hundredår vokset således, at den med denne årlige procenttilvækst vil fordobles for hver 70 år. Men dette tal giver anledning til meget alvorlige overvejelser. Med denne befolkningsforøgelse tænkt som stadig virkende gennem tiderne ville tyskland f. eks., hvis det blot ved Kristi fødsel tænktes beboet af 1 million germaner, nu stå med en befolkning af 66 billioner, c: på hver kvadratalen tysk jord 40 tyskere.

I en højst interessant undersøgelse af Danmarks landbefolkning finder prof. Kristian Erslev[1]:

Efter denne beregning skulle Danmark om ca. 350 år (det herrens år 2230) have en befolkning af 64 mio., c: 122.000 pr. kv.mil, c: hvert individ et stykke jord af ca. 33 kv. alen. Er der nogen, der tror, at et sådant stykke jord ved nogen som helst dyrkemåde kan brødføde et menneske, nej ikke en gang ved intensiv havedyrkning, langt mindre ved socialisternes håb, stordrift ved maskinteknik, vil den kunne gøre det. Og det er i gode tider, og trods en stærk udvandring, at en sådan befolkningsforøgelse har fundet sted. Er der ret mange, der vel har overvejet følgerne af en sådan kendsgerning, og betænkt, hvilken uhyre sum af lidelse der skal til for i længden at lægge bånd på en sådan bevægelse, når en social organisation ikke træder hjælpende til til forstærkelse af de social-psykologiske motiver, der her må til. Og steg Malthus op af graven — kunne det egentlig ventes, at disse kendsgerninger ville virke rigtig overbevisende på ham?

Folkestrømmen kom, og vandstanden i folkehavene steg og steg. Hvor skulle denne uhyre strøm gå hen. Underlige ting fulgte. En overordentlig koncentration og forskydning af befolkningen fandt sted. Der var folkeflod i Europa, og alle de tidligere stærke diger mellem folkehavene var brudt ved de nye sociale og politiske ideer og ved dampen. Den økonomiske organisation havde sat stærke diger mellem land og by; næringsfriheden brød dem. Staternes grænser var diger; en mere kosmopolitisk åndsretning, en anden social lovgivning, en ny toldpolitik og dampen brød dem; trænges der til arbejdere i Irland, straks er der danske arbejdere. Havene var diger mellem verdensdelene. Dampen brød dem. Der er nu ikke længere til Amerika end før til Italien. Og vandstanden i disse folkehave, bestemt ved økonomiske forhold og psykologiske motiver, var højst forskellige. Intet under, at uhyre bølgegange fandt sted.

Der var først den transatlantiske bølge. En del af strømmen udvandrede, og »folkevandringens tid« er barneværk imod den moderne folkevandring. Hver 8. af hver ny fuldvoksen slægt udvandrer i Danmark, og alene fra Sverige udvandrede i tidsrummet 1876—81 ca. 141.000 mennesker. I kulturhistorisk henseende er intet betydningsfuldere end udvandringens fænomen. Amerikas bebyggelse, Australiens og Sydafrikas indtagelse af den ariske races mænd er kolossale historiske fænomener, ikke mindre mærkelige end det, der fandt sted, da den første keltiske strøm flød ud over Europa for senere at følges af italienske og græske stammefrænder. Og det store drama, der opføres på Amerikas unge jord, er af ikke mindre kulturhistorisk betydning end det mindre, der opførtes på Grækenlands og Italiens sletter. Amerika har virket som en mægtig ventil, taget de overflødige folkebølger og sendt os brød og demokrati i stedet. Hvad ville være sket, hvis Columbus kun havde mødt et øde hav eller en befolkning så tæt som Kinas, og hvad vil engang ske, når Amerika siger stop for indvandring af mennesker og udskibning af korn, og Europa står der med en uhyre befolkning og demokratiet og uden brød?

En anden strøm gik til byerne. De store forandringer i industriel metode og materiel magt medfører store moralske og politiske forandringer, forandringer i liv, sæder og tro. Til disse vidt rækkende forandringer hører også væksten af de store byer, der også i stigende grad vil blive et problem, fælles for den gamle og den ny verden. 1790, da den første folketælling fandt sted i Amerika, udgjorde bybefolkningen kun 3,8 % af befolkningen. 1880 indeholdt byerne 22 %, og denne befolkningens tendens til koncentration finder sted over hele den civiliserede verden; overalt vokser de store byer og stærkere end befolkningen som helhed. Englands og Skotlands befolkningsforøgelse i dette århundrede skyldes byerne. I Frankrig, hvor befolkningen næsten er stabil, bliver de store byer større og større. I Irland, hvor befolkningen stadig har været nedadgående, er Dublin og Belfast dog stadig voksende. Regner man til stor-stæder alle byer med over 100.000 indbyggere, udgør storstadsbeboerne i % af befolkningen: Storbritanien ca. 25, Danmark 14, Nederlandene 14, Sachsen 12, Belgien 10½, Frankrig 9½, Rusland 2. At en sådan overgang fra landliv til byliv, og til storstædernes byliv i høj grad må forandre folkenes psykologiske og sociale fysiognomi er en selvfølge, og at den ikke er uden fare er indlysende. Hvad denne strøm gik ind til, til fabriksliv og stordrift, til lønningsarbejde og arbejde for magazinerne, med kvinder og børn trukket ind i maskinteknikkens hvirvel, til storproduktionens bølgegang, til association imod kapitalen og socialdemokrati med international ånd, — det ved vi. Men værre end denne truende internationale stat i de nationale stater er dog den hurtige udvikling af de moderne hunner og vandaler, af disse 20—50.000, der findes i enhver millionby, og som hører til det levende dynd, psykologiske og sociale miasmer og bakterier, en levende kloak af forbrydernaturer og forbryderfamilier i en egen underjordisk forbindelse, vilde dyr, udrustet med fornuft og herrer over alle den moderne kulturs destruktive hjælpemidler, dynamit, petroleum, anarkisme og nihilisme. Og føjer vi hertil, hvorledes the grand cities, et problem, George også har fået øje for i »Social Problems«, udmarver landet åndeligt ved at suge alle store evner til sig, og økonomisk ved at tage kød og korn uden at give gødningen tilbage, og indenfor sine mure ved arbejdets store specialisering og livets oprivning danner en egen nervøs ånd, — så føler man, at som geni og talent ofte er en tvetydig vuggegave for individet, således er det store fremskridt det ofte for folkene.

Altså: en uhyre befolkningsforøgelse, et hav af store byer, en rivende udvikling af samfærdselsmidlerne og verdenshandelen, produktionen forandret fra den rolige og beregnelige for det hjemlige marked til den urolige og spekulative for verdensmarkedet, en moderne folkevandring, det er nogle af de nærmeste følger af de nye kendsgerninger. At dette er udtryk for et overordentligt fremskridt vil ingen nægte. Men lige så overordentlig har overvurderingen af fremskridtet været, og denne overvurdering, i hvilken George, socialismen og så at sige hele tiden gør sig skyldig, er ikke blot en af kilderne til den moderne pessimisme, idet den ægger den nye livsfølelse og dog fornægtes af virkeligheden, men medfører også et stort fejlsyn på de sociale forhold og folkenes fremtid.

V.
Til rigtig vurdering af det moderne fremskridt.

Spørger man, i hvilken retning det moderne fremskridt har været størst, vil enhver i »dampens tidsalder« svare: I alt hvad der vedrører maskinteknikken, den nye bevægkraft, dampen. Allerede de nøgne tal til opgivelse af, hvilke mægtige naturkræfter, der her er stillet til menneskets rådighed, vækker forundring. Efter en ældre opgivelse repræsenterede dampkraften, regnet i menneskekraft, ved 1870 for England og Wales 77 mio. (3¾ pr. hoved), i Frankrig 8 mio. (8/14 pr. Hoved), Belgien 2 2/5 mio. (4/7 pr. Hoved). Men på intet område er fremskridtet foregået så hurtigt. Allerede 1878 takseredes Frankrigs dampkraft til 60 mio., og til Preussens dampforbrug var der ved udgangen af 1878 medgået en anlægskapital af 7415 mio. mark, for hele det tyske rige 11000 m. mark. Og for hele verden 133000 mio. mark. Og denne bevægelse er foregået i geometrisk progression.

Af alle redskaber, af al kapital er dampmaskinen den virksomste, og var dampen først opdaget som bevægkraft, og stod den første dampmaskine der i al sin stønnende vælde, måtte dens uhyre overlegenhed over alle andre bevægkræfter gøre den til det store økonomiske håb.

Men en anlægskapital af 118.000 mio. kroner, skabt i de sidste 20 á 30 år, en så utrolig mængde af flydende kapital omsat i fast, fra hvilket magisk væld er de kommet? Opdager man så, at de er dannet ved selvavling, at det er selve anvendelsen af arbejdsbesparende maskiner, af elektricitet og damp osv., i det hele den større udnyttelse af naturens hjælpemidler ved transportmidlernes fremskridt, overhovedet selve det naturvidenskabelige og tekniske fremskridt, der har afgivet de kilder, hvoraf de nye midler er øst, at vi har levet i en ny nomadetid med maskiner for køer, — ja så forstås det yderligere, at sindet kan gribes af et vanvittigt håb, og tankerne forvirres ved den iagttagelse, at dette enorme fremskridt dog ikke i samme grad har øget menneskenes lykke. Må det hele så dog ikke ligge i fordelingen? Og kan denne nu ikke ændres i en fart, så gribes sindet af pessimisme. Til følelsens flod svarer følelsens ebbe.

I selve ræsonnementet ligger der imidlertid en skæbnesvanger fejl. Man ræsonnerer i almindelighed: hvis en maskine repræsenterer 40 menneskers kraft, så er der ved den frigjort 40 mennesker til andet arbejde eller til otium. Dette er en fejl. Der er stillet 40 menneskers kraft i bevægkraft (hvilket ikke er ét med 40 planmæssige arbejdere) til samfundets rådighed, og den kan bruges som bevægkraft og til formforandring i industrien. I agerdyrkningen har den ikke den samme virkning: den erstatter ikke her sollys og jordbund. Men landbruget repræsenterer den egentlige næring, over 50% af menneskets fornødenheder, og denne største og ubetinget nødvendige halvpart af et samfunds fornødenheder påvirkes forholdsvis lidet af maskinteknikkens opsving. Agerbrugets virkeligt store opsving i den nyere tid er bevirket ved kemi, fysiologi, dræning og frihed, men mindre ved dampen, og socialt set har befolkningsforøgelsen holdt skridt med dette fremskridt.

Det er ikke blot, når der skal filosoferes over menneskenes fremtid, men også, når de simpleste dagligdags forhold som udvandring, strømmen mod byerne, de forskellige varers prisbevægelse osv. skal forstås, at man gør vel i at mærke sig dette fremskridtets forskellige betydning i industrien og landbruget. I industrien må jeg vel have stoffet givet, enten det nu er tilstede i relativt ubegrænset mængde som ler til mursten, eller i begrænset mængde som træ, eller hentet fra agerbruget som uld, bomuld osv., men for øvrigt består hele mit arbejde i formomsætninger, c: i bevægelsesændringer. Disse formforandringer består i bevægelser og kræver kun en hensigtsmæssig form af bevægkraft, og denne kan maskinteknikken yde. Her kan fremskridtet vise sig næsten ubegrænset og vise sig i stigende prisbillighed. Og hvis menneskene kunne leve af mursten, så gjaldt det, jo flere munde, jo flere hænder, og da arbejdet ved maskinteknikkens fremskridt endogså blev mere og mere produktivt, kan de leve bedre og bedre i ubegrænset tal til »befolkningens grænse blev rummets grænse.« Anderledes i agerbruget. Her dyrker vi jorden, og denne dyrkning er afhængig af formforandring, jorden skal omflyttes og smuldres, gødningen tilføres jorden, sæden sås, høstes og tærskes, lutter bevægelser, der kan ydes af maskinteknikken. Men dette arbejde er kun en forholdsvis ringe del af den landøkonomiske proces: det vigtigste er her de fysiologisk-kemiske virkninger af jordsmon og sol, og derpå har maskinteknikken ingen indflydelse. Fremskridtet i agerbruget har været stort, men befolkningen er fulgt tæt efter, levnedsmidlernes pris er i det hele ikke blevet billigere, og jordens modtryk mod befolkningens pres har vist sig i udvandringen, strømmen til byerne og industriens stræben efter et marked i fremmede lande, hvor menneskets tryk på jorden endnu ikke føles.

Ti dette er vel sikkert nok, for ældre samfund, der har et forspring i industriel udvikling, kan maskinteknikken på indirekte måde komme dem til gode i retning af at få agerdyrknings-produkter billigere og modvirke jordrenten og det forholdsvis aftagende jordudbyttes lov. Transportmidlernes udvikling gør det jo muligt at få korn fra Sydrusland og Amerika, ja selv kød fra Australien, og disse ting kan betales med vore industriprodukter. Men fraset den store fare for Europa, der ligger i denne stigende afhængighed af andre verdensdele, så kan denne kilde til fremskridt heller ikke vare evigt. Efterhånden som disse lande opdyrkes, vil befolkningen stige stærkt og selv kunne bruge sit korn, og den tid kommer, da Europa vil stå med en uhyre befolkning og væsentligt være henvist til sig selv.

Men for øvrigt overvurderer man også den internationale handels fordele. Hvori bestod dampens fremskridt? I en overordentlig billig frembringelse af bevægkraft! Hvad kan den bruges til? Til frembringelse af bevægelse. Hvad er den følgelig brugt til? Til bevægkraft, fremfor alt til en enorm udvikling af transportmidlerne og til formforandring i industrien. Et uhyre verdensmarked er dannet, og den internationale handel androg i 1880 for Europa en værdi af ca. 35.000 mio. kr., medens Europas samlede råproduktion 1873 ansloges til ca. 39.000 mio. kr. Den herskende romantik overvurderer nu i almindelighed i høj grad den derved skabte værdiforøgelse. Den internationale handel tyder på økonomisk liv, men betyder ikke i samme grad en virkelig lettelse i livets husholdning. Derimod gør den det mennesket muligt at forandre fornødenheder, drikke Kinas te, Spaniens vine, Brasiliens kaffe, spise st. Croix sukker, klæde sig i Virginias bomuld eller Asiens silke. Men bliver mennesket egentlig lykkeligere derved? Den internationale arbejdsdeling gør det nationale arbejde mere produktivt, det er fortræffeligt, at England kan producere jernvarer og Danmark korn og smør, men man må ikke overvurdere det. Ti for en stor del er det kun under forudsætning af de ved den internationale omsætning forandrede fornødenheder, at den internationale arbejdsdeling tager sig så produktivt ud. Jeg sætter pris på blomkål om vinteren, og jernbanen bringer mig den fra Frankrig, jeg drikker Frankrigs vine, og fransk-mænd drikker Danmarks øl, men er der egentlig så store fordele derved, at et lands indbyggere får særlig lyst til at spise og drikke og klæde sig i et andet lands produkter? Samfærdselsindustrien og handelen florerer, nationaløkonomerne beregner den uhyre værdiforøgelse, og romantikerne delirerer; en smule eftertanke var ikke af vejen.

Derimod undervurderer man de betænkelige sider ved denne uhyre omvæltning i omsætningsforholdene. Den nationale økonomi med dens fred, dens begrænsning og ringere befolkningsforøgelse er afløst af verdensøkonomi, verdensindustri og verdenshandel. Lige over for dette uhyre marked og den altid truende mulighed af nye markeders åbning ved nye samfærdselslinjer, tabes oversigten over produktionens retning og kvantitet, trods telegraf og statistik, og planen i arbejdet formindskes. Arbejder jeg for det hjemlige marked, kan jeg nogenlunde beregne mine chancer og udviklingen kan foregå jævnt og roligt; arbejder jeg derimod for verdensmarkedet, træder spekulation i stedet for den fornuftige beregning. Snart er alt fremskridt, liv og håb, kredit og foretagsomhed, så feber og krak, fejlslagne forhåbninger, tilsyneladende almindelig overproduktion, røde plakater og salg til nedsat pris, og ledige arbejdere, hvis formindskede efterspørgsel efter varer yderligere forværre forholdene. Så tales der om den runde firkant, almindelig overproduktion, men det glemmes, at den vel er almindelig i betydningen af, at den synes at optræde overalt, men ikke i betydning af, at den gælder alle varer; den gælder ikke agerdyrkningens produkter, ikke disse frembringelser af jordsmon og sol, den gælder maskinteknikkens fabriksvarer, spekulationens og dampens produkter, der dog nu må kastes på markedet. Det flyder med bomuldsstrømper, men ikke med kød og smør.

De tidligere små national-økonomiske indsøer er forvandlet til et brusende verdenshav, og bølgerne går højt. Men under denne sejlads, som vel at mærke er en kendsgerningernes logik, som ingen har kunnet hindre, er arbejderen i stor stil blevet »konjunkturernes prugelknabe«, hans liv gjort ustadigt og uden håb; byerne går i feber, indsuger landarbejdere i masse i de gode tider og står så med en overtallig arbejderbefolkning i de dårlige, og selv det mest konservative af alle erhverv, agerbruget, mærker bølgerne. Produktionen må ofte forandres, store driftsomkostninger kræves, og jordrenten stiger ikke. Det er dårlige tider.

Sandheden er, at det er overgangstider, så sælsomme som verden aldrig tilforn har set. Det er renæssancen i økonomien.

VI.
Holloways nye piller.

Idet det nu er lykkedes George efter hans egen mening at afkræfte Malthus, må hele problemet: Progress and Poverty altså ligge i fordelingen, og han finder det i den måde, hvorpå fordelingskræfterne ville virke, når de naturlige elementer, som det menneskelige arbejde hverken kan skabe eller forøge, jorden, er i enkeltes eje. Afskaffelsen af den private ejendomsret over jord og grund er de nye altkurerende piller, der skal bringe lykke og velvære til det hele folk, lukke fængslerne og frigøre sindet, ikke blot fra de ydre kræfters, men også fra de indre kræfters, fra de sanselige følelsers og drifters overmål. Hvad sociologen ellers henfører til en mængde faktorer, ikke blot økonomiske, sociale og politiske, men også psykologiske, henfører denne criticisme til én kilde: til ejendomsretten over jord og grund. Ved jordrentens fungeremåde skal det meste af udbyttet gå til jordejerne, ethvert fremskridt kun tjene til at forøge jordrenten. Da udbyttet må fordeles mellem kapital, arbejde og jordrente, da produktet er = jordrente løn + rente, må rente arbejdsløn være = produktet – jordrente. Løn og rente vil afhænge ikke af produktet af arbejde og kapital, men af, hvad der bliver tilovers efter at jordrenten er betalt.

Derved skal der strømme en flod af lys over den kendsgerning, at løn og rente ikke stiger med produktionskraften. »Ti de i hvert land producerede goder blive delte i 2 dele, ved hvad vi kalder jordrentelinjen, der bestemmes ved jordkulturens grænse eller det udbytte, som kapital og arbejde kan opnå af de naturfordele, der står til deres rådighed uden jordrente-betaling. Løn og rente må betales af den del af produktet, der befinder sig under linjen, c: for kapitalens og arbejdets vedkommende, hvis interesser ved et temmelig abstrakt ræsonnement sættes som solidariske, foregår som om der hvilede det tryk på samfundet, at der kun fandtes jorder af den laveste dyrkede klasse. Alt, hvad der ligger over jordrentelinjen, går til jordejerne. Hvor alle naturfordelene (?) er monopoliserede, der kan lønnen ved arbejdernes konkurrence trykkes ned til det punkt, der er nødvendigt til deres livsfornødenheder og formering (»den naturlige løn, se oven for). Ricardos lov er selvindlysende, og jordrentens linje bliver den nødvendige målestok for lønnens linje. Og med en overordentlig energisk vidtløftighed udvikler han, hvorledes alle fremskridt må føre til at hæve jordrenten.

Jeg skal ikke opholde mig ved, at denne varme tilslutning til Ricardo fuldstændigt underminerer George og løfter Malthus, idet Ricardos jordrenteteori jo også indeholder det forholdsvis aftagende jordudbyttes lov, og betyder, at mennesket ved befolkningsforøgelsen må anvende mere kraft, mere kapital og arbejde, på at tilvejebringe den ene nødvendige halvdel af sine fornødenheder. Selv om en gåen ned til et lavere produktionspunkt ikke altid involverer et ringere totaludbytte af samfundets arbejde, idet civilisationens fremskridt jo kan paralysere denne virkning, vil med befolkningens tilvækst Ricardos lov vise sig som den stærkeste tendens. Der må anvendes mere og mere kraft på at udvide Mills elastiske bånd, og selv om der frigøres flere og flere kræfter ved at de øvrige 50 % af menneskenes fornødenheder fås lettere og lettere, vil dette ikke i længden under stigende befolkningsforøgelse kunne tilstrækkelig modvirke levnedsmidlernes tendens til at stige i pris.

Men George gør sig skyldig i en kolossal misforståelse. Hvor abstrakt logisk hans fordelingsmaksime tager sig ud (»er der tre, der skal dele et produkt, får de to desto mindre, desto mere den ene får«) så realt ulogisk er den, idet George glemmer, at den ene her ikke kan få udbyttet udbetalt uden at overgive en væsentlig part igen til de andre. Jordejerne må jo dog bruge deres indtægter fra jorden til at skabe ny kapital, efterspørge arbejde osv. Hans utrolige fejlsyn er, at han lader jordejerne forbruge deres indtægter i fuldstændig absentisme, i fuldstændig fraværelse; han lader dem bo på månen. Talte George endda om et bestemt land, hvis store jordejere boede udenfor dette, i et andet land, og der brugte hele deres indtægt, var der mening deri, men George taler universelt, og jordejerne må virkelig blive på jorden, og forbruger de ikke al deres indtægt til uproduktivt arbejde (dette blev da problemet, og dette ville være rigtigt), så må de forøge kapitalen, forhøje lønningsfondet, tjene samfundet. De sociale misligheder ved privatejendommen over jord og grund ligger på to steder: 1. ved at muliggøre latifundia, og under visse forhold være en hindring for jordernes intensive dyrkning, og 2. ved at muliggøre et storartet luksusforbrug. Fandt intet af dette sted, var der socialt-juridisk værnet om det første punkt, og værnede den sædelige livsopfattelse mod det andet, så skadede de store ejendomme ikke i denne henseende.

Lige så rig som George er på skarpsindige og tankevækkende bemærkninger, når han påviser utilstrækkeligheden af de sædvanligt anbefalede sociale helbredelsesmidler, lige så svag er han i det positive. Det er just ikke så vanskeligt at hævde uretfærdigheden af privatejendom over jord og grund ved almindelige bemærkninger om, at da jorden ikke er et produkt af menneskeligt arbejde, så må alle have den samme ret til brug af land som til at indånde luften, da vi dog ikke kan antage, at enkelte mennesker har ret til at eksistere i verden, andre ikke. Det er heller ikke synderlig vanskeligt at påvise, at jordrenten ikke er et produkt af individuelt, men af socialt arbejde, samfundets udvikling og arbejde, og at jordejerne i fremskredne samfund og grundejerne i de store byer ikke blot får udbyttet af deres eget, men også af andres arbejde. Men da jorderne dog ikke kan gøres til et almindeligt overdrev, må der dog findes en eller anden social-retslig form for brugen af land, og den historiske kendsgerning, at den private ejendomsret over immobilier har udviklet sig jævnsides med nødvendigheden af at gå over til et intensivt agerbrug, vejer her en hel del. De overordentlige vanskeligheder ved at gå over til statsejendom har George intet øje for, alt går for ham som fod i hose, skønt han i modsætning til H. Spencer og Mill endogså vil nægte jordejerne ret til erstatning; de skal kun have erstatning for den anvendte kapital, for forbedringer. At det vil blive temmelig vanskeligt at bestemme, hvad der skyldes jordrente og hvad forbedringer, bekymrer ham ikke, og at en sådan fremfærd, et så voldsomt brud på bestående retsforhold vil kunne ryste samfundslegemet til dødelige konvulsioner, synes han ikke at ane. Måske dog; ti da det kommer til stykket, bliver hans sind langt blidere. Han vil da nøjes med gennem beskatning at appropriere jordrenten, og kommer da som det fundamentale forslag til fysiokraternes gamle: en eneste skat på jord- og grundrenten. »Jeg foreslår hverken at købe eller at konfiskere privatbesiddelsen af jord og grund. Det første ville være uretfærdigt (!), det sidste unyttigt. Lad de individer, der nu ejer jord, kun roligt besidde, hvad de plejer at kalde deres jord. Lad dem kun vedblive med at kalde det deres jord. Lad dem købe og sælge, afhænde og erhverve. Vi kan roligt lade dem beholde skallen, når vi tager kernen. Det er ikke nødvendigt at konfiskere jorden; det er kun nødvendigt at appropriere jordrenten.« At han samtidig konfiskerer alle prioritetsejernes kapitaler, og hvad ejerne har betalt af købesummen i berettiget tillid til den bestående retsordning, synes ikke at bekymre hans efter retfærdighed tørstende hjerte. Er George prioritetsejer, må man beundre hans selvfornægtelse, enhver anden vil dog forstå, at det kun er den stigende jordrente, samfundet kan være berettiget til at tilegne sig.

Hvad George videre udmaler med hensyn til disse pillers mirakelgørende virkninger, deres evne til at hæve lønnen, forøge kapitalen, udrydde pauperismen, skaffe enhver, der ønsker det, lønnende beskæftigelse, give de menneskelige kræfter et friere spillerum, formindske forbrydelserne, hæve smag, sædelighed og intelligens, rense regeringen og hæve civilisationen til ædlere højder, — ja mirabile dictu til endogså at forøge de nu nominelle jordejeres udbytte, overgår en Fouriers vildeste drømme.

VII.
The Land Question.

At den tillægsgevinst, der tilfalder ejerne af jorden ved samfundets udvikling ikke kan stå for en social kritik, der ser arbejdet som ejendomsrettens social-økonomiske retsgrund, er indlysende. Jorderne i de store byers indre kredse stiger stadig i værdi ved byernes udvikling, og en sølvstrøm risler ved samfundets arbejde ned i disse ejeres lomme. I et sluttet samfund må jordrenten stadig stige med befolkningens forøgelse, og ejerne nyde frugterne af hele samfundets udvikling på andres bekostning. Men på den anden side må det dog ikke overses, at ingen tid kan være uheldigere valgt til konfiskering af jordrenten end netop den nærværende. De internationale handelsforbindelser har jo nemlig ved samfærdselsmidlernes udvikling gjort jordrenten til et krampagtigt bølgende fænomen. Mange danske ejere har i tillid til jordernes stadige stigen betalt den kommende jordrente forud, og Amerikas konkurrence har kuldkastet beregningen. Fraset vanskeligheden i at beregne, hvad der på en bestemt ejendom faktisk er jordrente, hvilken statsmand turde vove noget så radikalt, som at ramme denne ved en eneste skat, så længe jordrenten faktisk gik op og ned, og det, der sikrest kunne nås, altså kun ville være ved usikkerheden at ødelægge den erhvervsgren, der er og bliver den væsentligste for samfundet?

Det er imidlertid en lykke, at landproblemet ikke er så vanskeligt, som en abstrakt betragtning af jordrentefænomenet synes at gøre det.

Er jordejendommen nogenlunde vel fordelt mellem et stort antal ejere, findes der et mindre antal store ejendomme, hvis ejere lettere kunne løbe risikoen ved anvendelse af nye metoder og i det hele tjene som pionerer for den landøkonomiske kultur, en stor mængde mellemstore og mindre, og et lige så stort eller et noget større antal små, — så er brodden taget af problemet. Uretfærdigheden er formelt ikke hævet, men egentligt realt, socialt. Kommer jordrenten f.eks. halvdelen af befolkningen til gode, vil den i virkeligheden ikke i nogen særlig grad skade den anden halvdel, idet den ene halvdels velvære også må komme den anden til gode. En stræben derimod efter at realisere det abstrakte retfærdighedsideal, at samfundet umiddelbart får jordrenten, ved en beskatning af jordrenten, ved statsforpagtninger eller statsforvaltning osv., vil let have til følge, at jorddriften ødelægges, og at der under denne stræben efter ligelig fordeling, kun vindes, at der bliver mindre at fordele, og summum jus er bleven summa injuria.

Finder en sådan social heldig fordeling af landejendommen derimod ikke sted, er ejendommen koncentreret på få hænder, medfører den ubetingede ejendomsret over jord og grund en stor social fare. Lad os tage et slående eksempel. I begyndelsen af århundredet (1811 – 20) gik det op for en fiffig dame, hertuginden af Sutherland i Skotland, at hun omtrent kunne få lige så meget ud af sine udstrakte besiddelser, ved i stedet for agerdyrkning ved småforpagtere at lægge dem ud til ekstensiv drift, til fåreavl. Der levede 15.000 mennesker på hendes jorder, jævnt kummerligt, men de levede dog. 150.000 får ville give hende det samme renudbytte og med færre bryderier. De 15.000 mennesker blev altså opsagt, og da de ikke ville eller kunne bryde op, blev husene brændt ned over hovederne på dem, og så flyttede de. De 150.000 får kom i stedet, og siden den tid er hele det 4885 kvadratkilometer store grevskab en uhyre fåremark, fordelt mellem 29 forpagtere, hvor man kan rejse 40 engelske mil uden at se et træ eller en mur. Dette var privatøkonomisk, men ikke så ganske socialt, og man behøver egentlig ikke at være socialist, kun lidt af en statsmand for at forstå, at dette ikke går, at ejendommens ide ikke kan medføre følger, der strider mod samfundets ide, og at statens retsordning med hensyn til jord og grund må være en anden end med hensyn til rørligt gods, og frem for alt en sådan, der værner om intensiv drift.

Historien giver os også her vægtige vidnesbyrd, og campagna di roma taler endnu sit alvorsfulde sprog. Hvor jordejendommens koncentration på få hænder har grebet om sig, har den altid truet med eller medført samfundets opløsning og fald. »Latifundia perdidere italiam.« »Hvide solskærme og elefanter, vanvittige af stolthed, c: følgen af ejendomsretten over jord og grund«. (Indien). Store jordstrækninger udlagte til ekstensiv drift og muligheden af stort forbrug af uproduktivt arbejde, er her den nærmeste sociale fare. Kommer hertil absentismens fænomen, så er ødelæggelsen og vanrøgten fuldstændig.

Ser vi os lidt om i Europa med hensyn til jordejendommenes fordeling, få vi en fornemmelse af det store problem, og kun vort fædreland og enkelte andre strækninger (Hannover, Slesvig, Holsten) viser lykkeligere forhold.

Sammenligner vi Danmark, Preussen og England, se vi følgende:

Også i Italien dominerer storbesiddelsen med ejere, som lever i byerne, og forpagtere, småforpagtere og daglønsarbejdere på landet. I Frankrig derimod hersker jordudstykning og småkultur. 75 % af hele jorden er udstykket i ejendomme til et omfang af indtil 20 tdr. land; kun 4,77 % havde ejendomme , til 80 tdr. land og derover, og her er problemet næsten blevet det modsatte af Englands:* pulverisering af jorden.

Derimod har undersøgelserne mht. indtægten af jorden godtgjort den vigtige kendsgerning, at de små ejendomme giver forholdsvis langt større udbytte end de store: i England f.eks. gav de største ejendomme, der repræsenterer 1/6 del af jorden, kun 1/14 del af indtægten. Og det må ikke glemmes, at ved landejendommene kommer det socialt set væsentligt an på bruttoindkomsten, an på, at jorderne dyrkes så intensivt som muligt, at de kan brødføde så mange som muligt, og efterhånden som Europa mere og mere vil blive henvist til sig selv, vil omsorgen derfor blive en hovedfordring til dets økonomiske politik. At der her vil rejse sig et stort socialt problem, som det jo alt er rejst af særlig engelske tænkere, Stuart Mill, A. R. Wallace, H. M. Hyndman og nu også af Henry George, af den sidste for øvrigt med særligt hensyn til et amerikansk fænomen, »spekulation i land«, er åbenbart, og at det mindre vedrører os, idet Danmarks landboforhold så at sige repræsenterer et socialt ideal, formindsker ikke problemet. Det er min overbevisning, at Europa her må følge ikke henry George, men Danmark. Også en politik med dette ideal for øje vil ryste samfundet og medføre store kriser, men til helbredelse for dybe sår, medens Georges tanke er upraktisk og farlig, og hvilende på det fuldstændige fejlsyn: jordejernes fuldstændige absentisme.

George overser, at det dog kun er den del af jordejernes indkomst, som forbruges til uproduktivt arbejde, der tages af samfundets kapital- og lønningsfond, og at, hvis der ved lovgivningen var sørget for, at jorderne dyrkedes intensivt, og hvis jordejerne levede økonomisk, var det for samfundet økonomisk set temmelig ligegyldigt, om jorderne var privatejendom eller statsejendom. En social heldig fordeling har den store betydning, at den vanskeliggør det uproduktive forbrug og driver frem til intensiv drift, ligesom den også vil have den heldige følge, at jordejerne selv dyrker deres jorder eller styrer deres drift. Det tør ikke overses, at privatejendommen over jorden historisk har udviklet sig parallelt med kulturens gang, befolkningens tiltagen og nødvendigheden af at gå over til intensiv drift[2]. Socialt set vil en sådan fordeling under bibeholdelse af privatejendommen langt være at foretrække for, at jorderne f.eks. ved ekspropriation kom i statens eje og dyrkedes ved statsforpagtning. Blev forpagtningerne lange (på lang tid), ville den tilsigtede retfærdighed ikke opnås, idet forpagterne da fik en del af jordrenten, når den steg, og i modsat fald vel gik fallit, og blev forpagtningerne korte, var der fare for, at forbedringer ikke blev indført eller at jorderne endog udpintes, og samfundet løb så den store risiko, at der af lutter retfærdighed blev mindre at fordele, at dets tilstand forværredes. Så taler jeg endda ikke om de politiske vanskeligheder ved en sådan ordning, eller om den mulighed, at disse statsforpagtninger efterhånden blev arvelige, en art arvefæste, og disse igen privatejendom. Socialismens ideal: jordejendommene som samfunds- eller statsejendom, dyrket ved kollektive selskaber i stordrift, sikrede vel staten jordrenten, idet disse selskabers arbejdere blev betalte efter de almindelige socialistiske principper, men fraset, at det blev et stort spørgsmål, om samfundet kunne gøre disse arbejdere tilstrækkelig interesserede, indeholder dette forslag en farlig overvurdering af stordriftens fordele i landvæsenet. Det drejer sig her ikke om at få det største renudbytte, men om det største råudbytte, og i spørgsmålet om fordelene ved den større eller mindre bedrift er svarene ikke i denne henseende faldet ud til stordriftens fordel. Den intensiveste drift er havedyrkning.

At landboforholdene i lande, hvor storejendommene breder sig over den største del af jorden, i en ikke fjern fremtid ville kræve en løsning i retning af at værne om intensiv drift og skabe en stor landbesiddende middelstand, kan der ikke være tvivl om. Befolkningsforøgelsestendensen er der, og der må skaffes plads. Men store byer med et uhyre proletariat og landet til dels affolket ved storejendomme, stordrift og »gangsystemer« sikrer ikke et lands rolige politiske og socialøkonomiske fremtidsudvikling. Man ræsonnerer i almindelighed, at når industriprodukter ved udvikling af stordrift, maskinteknik og arbejdsdeling blev billigere, c: kunne produceres med mindre arbejde, må der blive desto flere kræfter til overs til jorddyrkning. Men dette abstrakt rigtige ræsonnement får ingen betydning, så længe storejendommenes overvægt umuliggør dette; det er det store renudbytte, ikke det store råudbytte, der er deres interesse, og denne interesse er nu modsat samfundets. Sådanne lande kan få brød indirekte, ved for industriprodukter at tilkøbe sig korn osv. fra lande, der avler korn billigt, og hvis industri er mindre udviklet. Men også disse lande er under fremskridtets lov: stærk befolkningsforøgelse, stigning af jordrenten og udvikling af industrien, og den tid kan ikke være så fjern, da Europa er henvist til sig selv. George ræsonnerer: at producere varer, for hvilke der kan fås levnetsmidler, er virtuelt at producere disse selv. Men den tid kommer, da ræsonnementet ikke holder stik, da Europa vanskeligere og vanskeligere finder marked for sin industri, og må brødføde sig selv; og der må sørges for intensiv dyrkning af jorden med det størst mulige råudbytte som ledestjerne. Dette kræver en anden fordeling af landejendommene, og opnås en sådan, vil kapitalen og arbejderne også vinde derved, og jordrenten vil komme hele samfundet til gode.

Georges hovedfejl knytter sig næsten alle til hans opfattelse af jorden, og det er denne ensidighed, der fører ham til på romantisk vis at ville løse et problem så sammensat som det sociale med en art universalpiller. Den europæiske socialisme har i virkeligheden en langt dybere og mere omfattende opfattelse af problemet. Georges forudsætning: jordejernes absolutte absentisme, hans overseen af, at Ricardos jordrenteteori dog også indeholder det forholdsvis aftagende jordudbyttes lov, hans overvurdering af fremskridtet, idet han ikke ser, at dette væsentligt ligger i en frembringelse af bevægkraft, der ikke kan erstatte sollys og jordbund, hans mangel på blik for, hvilken indflydelse produktionens bølgeform ved overgangen til verdensøkonomi har på de sociale forhold, endelig hans uklarhed over problemet kapital og arbejde, — alt stammer fra, at han har stirret sig blind på dette hans eneste béte noire: privatejendommen over jord og grund.

VIII.
En mulighed.

Det sociale problem er et overordentlig sammensat problem; det myldrer frem med økonomiske, sociale og politiske spørgsmål, det store og vidtforgrenede arbejderspørgsmål, byproblemet, landproblemet, og sidst og ikke mindst den religiøse gæring. En bestemt art af piller nytter ikke her, og man behøver ikke i nogen særlig grad at være profet for at forudse, at der vil udkræves de største kræfter af Europas statsmænd til social organisation i byerne og til løsning af landproblemet.

Men ingen kan være blind for, at som problemet nu er der, er der egentlig ingen, der er ansvarlig for det: det er for en væsentlig del en følge af kendsgerningernes logik: udviklingen af verdensøkonomien med dens uhyre bølger. Lukke af for disse bølger ved mægtige tolddæmninger kan Europa ikke, da det ved hele sin industri osv. er blevet afhængig af andre verdensdele. Der er kun her det håb, at efterhånden som verden mættes med samfærdselsmidler, vil det økonomiske livs bølgegang blive mindre, arbejdets plan større, fremskridtet måske mindre synligt, men mere jævnt, og at der da vil være mere plads for social organisation. Heller ikke må man være blind for, at store problemer nu som altid ligge i det psykologiske, i den sædelig-religiøse livsanskuelse, og at, som Fr. A. Lange siger, to ting må forenes, hvis der skal blive noget nyt af det gamle, en stor verden opflammende etisk ide og en social ydelse, der kan være stærk nok til at hæve de fortrykte klasser et godt stykke opad. Ingen bør overse, at de sociale problemer har fået en særegen styrke ved sammenstødet mellem den store krise i den menneskelige livsfølelse, som den træder frem i litteratur, religion, i livsfordringer, ja i ændret temperament, og den store krise i kendsgerningernes logik. Det er det verdenshistoriske sammenstød mellem romantik og damp.

Dette sammenstød avler alvorlige tanker. Jeg traf forleden dag en tænksom dame, der var kommet til den vemodige erkendelse, at de politiske kampe dog egentlig var temmelig betydningsløse, da vi dog en gang »blev ædt op af proletariatet*. For de fleste af Europas lande er der her en fare, og denne mulighed må først og fremmest mødes med to ting: 1. En ordning af landboforholdene med noget som Danmark som socialt ideal; der vil derved værnes om intensiv drift, mod uproduktivt arbejde; en stor og i det væsentlige konservativ middelstand vil derved udvikle sig, og Europa vil stå mere sikkert på sine egne ben i økonomisk henseende; 2. En social ordning af byarbejderne, hvor der i stigende grad værnes om kvinder, børn, lærlingenes uddannelse og om arbejdernes fremtid og formet således, at den afgiver social-psykologiske motiver mod en proletarisk folkeforøgelse.

En social revolution kan så måske endda komme, og det er vanskeligt at profetere om dens mulige gang og resultat. De fleste vil se faren i socialismen. Var det ikke en mulighed, at socialismen og det bestående samfund havde en fælles fjende, der da vil gribe ind. Kunne den sociale revolutions mulige gang ikke tænkes således: den sociale revolution bryder ud i de store byer, og socialismen får måske lige tid til lidt mere positivt at udvikle sine organisatoriske planer, — så falder revolutionen i hænderne på anarkismen, på de moderne hunner og vandaler, og en hel del af de socialistiske arbejdere følger trop og andre skræmmes. Så er alt opløsning og forvirring i sind, i tanker, i håb og forhold, samfundet ryster konvulsivisk, og så er der plads for den store soldat. Vi ruller atter et skridt tilbage, og historiens ånd hviler. Men den menneskelige psyke, ved tidens alvor opfordret til at se ind i sig selv, bliver dog tilbage med visse motiver til fremskridt; og disse fremskridtsmotiver vil da måske, efter en kort reaktion, også komme den store arbejdende klasse til gode.

Historiens veje er underfulde, men dens dybeste brydninger bestemmes ved forholdet mellem følelsens logik og tingenes logik.

1. Wilkens

 

[1] Historisk Tidsskrift 5te R.V.

[2] Se min sociologi. Afsnittet om “Ejendomsforholdenes udvikling” s. 284 ff.