Den georgistiske jordværdiskat

En kritik af den georgistiske jordværdiskat

af K. Riis-Hansen
Foredrag i Nationaløkonomisk Forening
den 24. februar 1910
Trykt i Nationaløkonomisk Tidsskrift XXXXVIII

Jordspørgsmålet
Blandt de socialøkonomiske problemer, som det 19. århundredes brydningstid har ladet gå i arv til det 20., indtager jordspørgsmålet en fremtrædende plads[1]. I sin praktiske skikkelse former dette spørgsmål sig ret forskelligt, navnlig eftersom der er tale om landbrugsjord og byggegrund, og omslutter atter her indenfor en række specielle problemer, der er stærkt prægede af de rådende økonomiske og retlige vilkår. Der er dog et enkelt forhold, der står i umiddelbar forbindelse med den private ejendomsret til jord, som springer særlig stærkt i øjnene. Det er den mulighed, som den private jordejendomsret åbner for jordejerne til at indkassere en ufortjent gevinst, når befolkningens og samfundets vækst øger jordens værdi. Med en voksende befolkning stiger efterspørgselen efter næringsmidler, og denne prisstigning giver sig ikke blot udslag i en øget indkomst for jordejerne, men betyder desuden en tilsvarende forhøjelse af ejendommens værdi, uden at der herfor er ydet noget samfundsmæssigt arbejde fra ejerens side. På samme måde forholder det sig også med den jordprisstigning, der er en følge af den moderne befolkningskoncentrering i byerne. At den indhøstede gevinst her undertiden kan betragtes som løn for udvist forudseenhed, er i denne forbindelse uden betydning. Den forudseenhed, der her er tale om, vil sjældent være af samfundsmæssig værdi og er i almindelighed af hel anden karakter end den forudseenhed, der ytrer sig ved varespekulationen.

I samme grad som de forhold, der bevirker stigende jordpriser, virker kraftigt, vil også jordejernes ufortjente gevinst øges, og spørgsmålet om, hvorledes der kan tilvejebringes en ændring heri, vil trænge sig særlig stærkt frem. Problemet vil blive yderligere tilspidset, såfremt jorden befinder sig på forholdsvis få hænder, hvad enten det er besiddende godsejere eller tilfældige jordspekulanter, der høster frugterne af det arbejdende samfunds sved. Det uretfærdige i en sådan retsordning viser sig da særlig grelt.

Det teoretiske grundlag for jordspørgsmålet er da også lagt på en tid, hvor de faktiske forhold måtte påtvinge sig opmærksomhed. Det var de engelske agrarforhold i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, der gav stødet til dannelsen af den jordrenteteori, der siden har været den almindeligst anerkendte. Denne periode var en kaotisk brydningstid med de slettest mulige arbejdsvilkår for den brede befolkning, hvis resultat blev en dyb social nødstilstand. De enormt høje kornpriser under revolutions- og napoleonskrigene gjorde den lave løn endnu mere utilstrækkelig. Derimod var udbyttet stadig voksende for det fåtal af godsejere, der sad inde med Englands jord. Jordpriserne steg stærkt, og store arealer af ukultiveret jord indtoges til dyrkning. Det er på grundlag heraf, at Malthus og Ricardo formede deres jordrenteteori, der skulle forklare de store og stigende indtægter, der tilflød jordejerne. Allerede tidligere var der blevet rejst krav om en gennemgribende jordreform[2]. Ned gennem det 19. århundrede har denne tanke stadig været fremme, men skønt den har fundet fremragende talsmænd, har den dog ikke vundet en så almindelig tilslutning, som det i betragtning af de engelske jordbesiddelsesforhold kunne ventes. De fremsatte ideer vakte heller ikke synderlig genklang uden for England, det var først, da amerikaneren Henry George havde formået at iklæde dem en glimrende agitatorisk form, at de viden om blev grebet som den enegyldige løsning af alle socialøkonomiske vanskeligheder.

Det er ikke noget tilfælde, at stødet til denne bevægelse udgik fra Amerika. Under den udvikling, der foregik her, måtte skyggesiderne ved den private jordejendomsret træde særlig skarpt frem. — George levede fra 1858 til 1880 med en enkelt afbrydelse i Californien og var vidne til den forcerede udvikling, der blev denne landsdel til del efter guldopdagelserne i midten af århundredet. Før guldopdagelserne forekom kun hist og her nogle spredte bebyggelser, og mægtige jordstrækninger lå ubenyttede hen, ganske værdiløse. Nu strømmede folk til både fra Amerika og Europa, først til guldmarkerne og senere som kolonister ud på prærierne. Jævnsides med befolkningens vækst steg jordpriserne stadig højere. Jordens værdistigning faldt imidlertid hovedsagelig i hænderne på jordspekulanterne. Jorden havde ganske vist oprindelig været i offentlig eje, men var allerede tidligere planløst blevet kastet på markedet og var for en forsvindende betaling blevet købt op af dristige og forudseende spekulanter. Desuden søgte disse hyppigt at presse jordpriserne op over deres naturlige højde ved i forventning om yderligere prisstigning at lade jorden ligge ubenyttet hen til stor gene for bebyggelsen og opdyrkningen. De her antydede ulemper sprang vel nok særlig stærkt i øjnene her ovre i vesten, men i øvrigt var formerne for den amerikanske kolonisering i det 19. århundrede nogenlunde de samme overalt. I østens hastigt voksende storbyer syntes jordpriserne tilmed at overskride enhver fornuftig grænse. Hvis samfundet i sin tid havde forbeholdt sig ejendomsretten til jorden og kun overladt de private brugsretten mod en stigende lejeafgift, ville disse uhyre rigdomme være kommet det hele samfund til gode. Den fejl, der her var blevet begået, måtte rettes, og George kræver da, at det offentlige skal tilegne sig den af samfundet selv frembragte jordværdi (jordrenten) gennem ekspropriation uden erstatning til jordejerne. At disse havde erhvervet deres ejendomsret på lovmæssig anerkendt måde, skulle der intet hensyn tages til.

Det uretfærdige heri sprang vel ikke så tydeligt frem under de daværende forhold, som hvis et lignende krav ville blive rejst i et gammelt kultursamfund. I adskillige tilfælde sad den oprindelige køber stadig inde med jorden, og ekspropriationen kunne således siges at være en tilbagetagelse af uretmæssigt erhvervet formue. Noget tilsvarende findes derimod ikke i den gamle verden. Selv om man her i landet ikke går længere tilbage end til 1820’erne, da jorden på grund af de uheldige afsætningsforhold og tyngende skatter var omtrent værdiløs, har den allerstørste del siden da dog skiftet ejer mere end en gang, og den jordrentestigning, som den nuværende jordbesidder har indkasseret, er således enten ret ringe eller måske endogså negativ, forsåvidt han har købt ejendommen lige forud for nedgangen i jordpriserne i 188o’erne og i 1890’erne. At behandle jord, der er gået i arv i samme familie, forskellig fra anden jord er naturligvis i denne forbindelse, hvor arveretten ikke anfægtes, udelukket.

I England, hvor spørgsmålet om jordens nationalisering allerede forud for George var stærkt fremme (Spencer, Stuart Mill.), er man da også gået ud fra, at der skulle ydes jordejerne erstatning, eller man har begrænset sig til at forlange den fremtidige værdistigning inddraget, og i Tyskland, der er det første land i Europa, der har taget fat på spørgsmålets praktiske løsning, har man overalt indskrænket sig at pålægge en afgift af værdistigningen. I almindelighed beregnes skatten, der er formet som en omsætningsafgift, af hele værdistigningen siden sidste ejerskifte, selv om dette lå forud for lovens vedtagelse, undertiden er endogså kun den værdistigning, der er indtruffet siden lovens ikrafttræden, afgiftspligtig.

Det er den moderne byudvikling med de stærkt stigende grundpriser, der i nyere tid har vakt særlig opmærksomhed om denne sag. Det er navnlig de centralt beliggende grunde i forretningskvartererne, hvor man nødvendigvis må bo for at få del i den store omsætning, hvorom den hidsigste konkurrence hersker. Grundpriserne tvinges som følge heraf undertiden op til svimlende højder. Endnu mere iøjnefaldende er måske dog jordprisernes vækst i byens udkant, hvor agerjord forvandles til byggegrund. I sammenligning hermed tegner bevægelsen i landbrugets jordrente sig blødere. Ganske vist er det rimeligt at antage, at jordrenten i landbruget i indeværende århundrede vil være stigende, men selv i så fald vil der utvivlsomt i en praktisk påregnelig fremtid vedblivende bestå en afgørende gradsforskel. Der .er nemlig god grund til at understrege, at man sikkert kan vente en endnu stærkere befolkningskoncentrering i byerne, end man hidtil har set. Arbejdsdelingens gennemførelse og byerhvervenes lokalisering har endnu en lang vej frem, inden man har nået bunden. Ved siden heraf er der for Danmarks vedkommende endnu et moment, som dog i nogen grad afdæmper det uretfærdige i at lade landbrugets jordrentestigning forblive i privat eje. Landbrugsjorden er her i landet f.eks. i modsætning til England udstykket på forholdsvis mange hænder, hvis hovedinteresse er knyttet til jordens dyrkning, og bliver desuden udstykket på stadig flere.

Jordrenteproblemet antager således en fra det georgistiske krav stærkt afvigende form, efterhånden som det nærmer sig den praktiske gennemførelse. Det mest principielle punkt, hvor vejene skilles, er om man, således som det faktisk sker, skal indskrænke sig til at udfinde den bedste form for inddragelsen af den fremtidige jordrentestigning, eller om man, som georgisterne forlanger, også skal ekspropriere den nu eksisterende jordrente. Det er dette sidste, der danner genstanden for den følgende undersøgelse.

—–

Det er ikke nogen umiddelbar og direkte ekspropriation af jordrenten, som georgisterne kræver gennemført; den skal foregå i form af en beskatning af den rene jordværdi til dennes fulde beløb, idet den pålagte afgift gennem periodiske revisioner holdes i niveau med jordrentens bevægelser. Dette er naturligvis dog kun en formsforskel. Hvad enten man lægger en særskat af 400 kr. på en ejendom, hvis rene jordværdi er 10.000 kr., eller efter direkte at have eksproprieret jordværdien kræver en årlig lejeafgift af 400 kr., er den økonomiske virkning for jordejeren ganske den samme. At den georgistiske jordværdiskat reelt er at betragte som en ekspropriation, erkendes da også af de fleste georgister. Den forventning, som fra georgisternes side næres om, at jordværdiskattens gennemførelse vil drage store sociale fordele med sig, bygger tildels netop på, at jordens værdi bliver nul. Trods dette ynder georgisterne alligevel at operere med deres jordreform, som om det var en simpel skatteomlægning. Det er således et ret almindeligt brugt argument mod kravet om erstatning, at noget sådant naturligvis ikke med nogen ret kan rejses over for en almindelig omordning af skattesystemet. En ganske almindelig omordning kan det dog næppe siges at være, når resultatet bliver en fuldstændig udslettelse af den private jordejendomsret.

Denne uklarhed i den georgistiske tankegang viser sig også på andre punkter. Georgisterne har således søgt at indprente husmændene, at de skønt jordrentebesiddere dog vil være godt tjente med en georgistisk skattereform, noget der allerede har sat frugt i det af husmændene vedtagne skatteprogram, hvor toldafgifterne kræves afløste af en jordværdiskat. Der henvises til, at den årlige skattebyrde, som under en konsekvent gennemført georgistisk skatteordning vil komme til at påhvile husmændene, i hvert fald ikke vil blive større end den nuværende, og man mener hermed at have godtgjort, at en georgistisk skattereform er i husmændenes favør. Georgisterne overser herved fuldstændig den principforskel, der består mellem vort skattesystem og jordværdiskatten. Vort skattesystem er ganske vist langt fra at være ideelt, men det er dog med enkelte undtagelser i det væsentlige formet som en almindelig beskatning, der så vidt muligt rammer indtægten nogenlunde ligeligt, uden hensyn til af hvilke kilder indtægten flyder. En egentlig bundfældning af skatterne sker kun undtagelsesvis. Jordværdiskatten er derimod en decideret særskat og bundfældes øjeblikkelig. Ønsker husmanden at drage sin kapital ud af ejendommen gennem salg for at gå over til et andet erhverv, er hans formue forsvunden, opslugt som den er af jordværdiskatten. Under en georgistisk beskatning betaler husmanden nemlig ikke blot den årlige skat, men dens kapitaliserede beløb en gang for alle, betaler den altså også for alle de følgende besiddere af ejendommen. Ganske vist udreder også de efterfølgende besiddere den årlige afgift, men de betaler den faktisk ikke, da de har fået afslag i købesummen, i forhold til som den på ejendommen hvilende skattebyrde er stor. Under vort skattesystem er beskatningen kun en personlig byrde, der hviler på besidderen i hans livstid. Det siger sig selv, at selv en mindre årlig skattebyrde under en georgistisk skatteordning falder langt hårdere på den nuværende besidder end en større skattebyrde under det bestående system. Rigtigt er det derimod, at ekspropriationen vil falde endnu tungere på de større ejendomsbesiddere, da den rene jordværdi her udgør en forholdsvis større del af ejendommens hele værdi.

Man må desuden erindre, at det er den sidste del af ejendommenes værdi, der udgør ejendomsbesiddernes formue, og at det er denne, der først bliver opslugt af jordværdiskatten. Hvis man går ud fra, at hen imod halvdelen af de faste ejendommes værdi er ren jordværdi, vil ejendomsbesidderne med andre ord miste hele deres formue. De allerfleste af Danmarks ejendomsbesiddere vil blive insolvente.

Nu har man ganske vist villet trøste ejendomsbesidderne med, at prioritetshaverne også skal bære deres part, og som en særlig fordel, der kunne opnås herigennem, har man fremhævet, at den nedgang i kreditforeningsobligationernes kurs, som ville blive følgen heraf, i det væsentlige ville gå ud over udenlandske kapitalister. Ud fra et moralsk synspunkt er det naturligvis vanskeligt at få øje på betydningen af, at obligationerne befinder sig i udlandet. Spørger man om muligheden af planens gennemførelse, vil dette moment derimod blive ret afgørende; der er vel ingen tvivl om, at en sådan fremgangsmåde ville medføre indgriben fra udlandets side til fordel for de besvegne obligationsejere.

Nogle georgister har ment at kunne tage brodden af dette for jordejerne skæbnesvangre resultat ved at foreslå, at ekspropriationen skulle gennemføres successivt over en længere årrække. Dette betyder selvfølgelig ingen principiel ændring; den fordeling af ekspropriationsbyrden ud over flere på hinanden følgende besiddere, der vel herigennem tilsigtes, opnås naturligvis slet ikke. Også i så fald bliver det alene den nuværende besidder, der kommer til at udrede den eksproprierede jordværdi. Ved køb af en ejendom tages der naturligvis hensyn til, at den pålagte grundbyrde er stigende. Også den fremtidige grundbyrdeforøgelse kapitaliseres ned i nutiden og bringes straks i fradrag i ejendommens værdi. Det, jordejeren beholder, er kun en tidsbegrænset og synkende forrentning af den eksproprierede formue, altså en form for delvis erstatning.

Selv om det nu også er uigendriveligt, at en georgistisk jordværdiskat reelt er en ekspropriation af privates formue, fører denne erkendelse ikke nødvendigvis til, at man stiller sig absolut afvisende over for de georgistiske ideer. For en doktrinær socialistisk betragtning er der naturligvis intet afskrækkende i en ekspropriation, og selv om man principielt vil hævde, at den private ejendomsret er en nødvendig grundbetingelse for et virksomt og fremadskridende samfund, behøver man ikke derfor at modsætte sig enhver tanke om at betræde ekspropriationens vej. Ganske vist strider en ekspropriation, når der ikke gives erstatning, mod grundloven, men dette er naturligvis kun en formel hindring. Reelt må det afgørende være, om ekspropriationen kan fornuftig begrundes. Således som arveafgifterne i moderne tid formes, virker de faktisk som en begrænsning af den private ejendomsret, i hvert fald således som denne opfattedes i tidligere tid. Også en særbeskatning af monopoler, jordens værdistigning, konjunkturgevinster mv. må betragtes på samme måde. Der består imidlertid mellem denne art af særskatter og en georgistisk jordværdibeskatning en principiel forskel. Den ekspropriation, der indesluttes i arve- og monopolafgifter mv., gennemføres ud fra et alment socialt berettiget synspunkt: at det er tilladt at begrænse gevinster, der står i misforhold til det ydede arbejde, samt at en for stærk formueophobning på enkelte hænder og det dermed følgende skel mellem besiddende og besiddelsesløse er socialt uheldigt.

Men en georgistisk jordværdiskat. Forskellen består ikke så meget deri, at ekspropriationen i dette tilfælde falder så mange gange tungere der, hvor den rammer, skønt naturligvis også dette har sin store betydning. Mere afgørende er det derimod, at en georgistisk beskatning er planløs ekspropriation, over for hvilken det ikke er muligt at få anbragt noget alment socialt berettiget synspunkt. Det er et vilkårligt valgt udsnit af den private formuebesiddelse, der beslaglægges; enhver, der tilfældigvis på det tidspunkt, da jordværdiskatten indføres, sidder inde med jord, må bøde, uden hensyn til om han er fattig eller rig, på hvilken måde han har erhvervet jorden, hvorledes han bruger den osv.

Et forsøg på at begrunde det tilladelige ja endogså etisk forsvarlige i jordrentens ekspropriation er allerede leveret af Henry George, men synes dog ikke at blive synderlig udnyttet af hans tilhængere. Der skal også en kraftig konstitution til at fordøje den her benyttede argumentation. George vil bestride jordejernes ret til jorden ved at henvise til, at stjålet gods kan fratages køberen, selv om han er i god tro. At jordbesiddelsen skulle frembyde en analogi hertil er naturligvis ganske uholdbart. I det ene tilfælde er der tale om en særlig farlig retsstridig handling, hvis virkninger det trods alt gælder om at fjerne, i det andet tilfælde drejer det sig om en efter de bestående love retsgyldig og retsbeskyttet ejendomserhvervelse.

I de fleste tilfælde holder georgisterne sig inden for de mest almindelige betragtninger og begrænser sig til rent teoretisk at påvise, at den private ejendomsret til jord er i strid med selve ejendomsrettens etiske begrundelse. Det menneskelige arbejde er den private ejendomsrets eneste etiske grundlag. Den private jordejendomsret er således, da jorden ikke er skabt af menneskehånd, udelukket, medens den private ejendomsret over for alle andre ting er retfærdig, hvilende på det enkelte menneskes ret til resultaterne af eget arbejde. Dette er et ret overfladisk ræsonnement.

For det første er selve den forudsætning, hvorpå ræsonnementet bygger, at enhver har etisk krav på frugterne af sit eget arbejde, slet ikke så uomtvistelig, som georgisterne går ud fra[3]. Men dernæst vil man, selv om man ser bort herfra og i tilslutning til georgisterne bryder staven over enhver ejendomsret, der ikke hviler på et af ejeren ydet arbejde, aldrig kunne blive stående ved en jordværdiskat. Georgisterne erkender selv dette, idet de foruden jordværdiskatten kræver udslettelse af alle monopoler, ligegyldig i hvilken form de optræder, enten gennem beskatning eller ved at staten overtager dem. Skal arbejdsteoriens krav opfyldes, kan man dog heller ikke begrænse sig hertil; i så fald må også den sociale modsætning mellem arbejde og kapital fjernes. Georgisterne forudsætter ganske vist, at jordværdiskattens gennemførelse vil styrke arbejdet og svække kapitalen, men selv om dette muligvis er rigtigt, hvad det kun er i ringe grad, betyder dette dog kun en mildnen, ikke en løsning af – modsætningsforholdet, skal dette tilstræbes uden andre hensyn, må den socialistiske stat blive vejen. De georgistiske ideer fører således, når man fjerner den uklarhed, der ruger over dem, logisk til socialismen. Derimod fører de i virkeligheden slet ikke til georgisternes kongstanke: jordværdiskatten. En ekspropriering af den eksisterende jordrente er tværtimod direkte i strid med georgisternes etiske rettesnor: arbejdsteorien. Selvfølgelig har jordbesidderne ikke skabt jorden, fysisk set, men ud fra en økonomisk betragtning er den faktisk, købt som den i de fleste tilfælde er for deres opsparede formue, et resultat af deres arbejde.

Georgisterne har dog ikke indskrænket sig til at understrege jordværdiskattens etiske nødvendighed; de har også søgt at underbygge deres krav med en påvisning af de store finansielle og sociale fordele, som dens gennemførelse vil føre med sig.

Når først jordværdiskatten er realiseret, kan alle de mange skatter, som nu tynger den flittige og dygtige borger, ophæves.

Georgisterne er modstandere af enhver form for almindelig beskatning. De benægter i det hele taget, at staten har nogensomhelst ret til at kræve skat af hvad der skyldes de enkelte borgeres flid, sparsommelighed og dygtighed. Dette står i naturlig forbindelse med deres opfattelse af jordværdiskatten som eneste skat. Ved at tilstoppe alle de skattekilder, hvoraf man hidtil har øst, vil georgisterne tvinge skattepolitikken over i den af dem ønskede retning. Skal man imidlertid undgå en indtægtsbeskatning, som georgisterne således principielt bryder staven over, må man gå ud fra, at jordværdiskatten alene er i stand til at fyldestgøre alle finansielle krav.

Dette hævdes også af georgisterne, men betvivles i almindelighed. Hvorledes dette forholder sig, kan naturligvis ikke afgøres med nøjagtighed, så længe jordens rene værdi ikke kendes. Man er nødsaget til at bygge på de foreliggende oplysninger om ejendomsskyldværdien og bygningernes assurancesum, men disse er i denne forbindelse ret upålidelige. Ejendomsskyldværdierne er efter al sandsynlighed for lave og assurancesummerne utvivlsomt alt for høje. Ved at forhøje ejendomsskyldværdien med en halv snes procent og ansætte bygningernes værdi til under halvdelen af den værdi, hvortil de er forsikrede, er man fra georgistisk side kommet til en jordværdi af 4.000 mio. kr. Dette er dog rimeligvis alt for højt anslået. Rimeligvis vil 3.000 mio. kr. eller snarere mindre være nærmere det rigtige, men at godtgøre dette er umuligt. Den samlede skat til stat og kommune udgør her i landet ca. 122 mio. kr., og til dækning heraf må altså, hvis man forudsætter en rentefod af 4%, kræves 3050 mio. kr. i jordværdi. Forlanger man tilmed, at befordringen på jernbanerne skal være gratis, hvad der fra en enkelt side er foreslået[4], må hertil kræves en årlig indtægtsforøgelse af over 50 mio. kr. eller en yderligere jordværdi af 1250 mio. kr. I så fald vil en jordværdiskat i hvert fald ikke være tilstrækkelig, og at supplere den med en almindelig indtægtsbeskatning er jo udelukket for enhver renlivet georgist.

Måske skal dog georgisternes principielle modstand mod en indtægtsbeskatning ikke tages så alvorligt. Det gælder blot om at få de flest mulige af de eksisterende skatter stemplede som ubrugelige. Georgisterne retter da også den skarpest mulige kritik mod det bestående skattesystem; særlig toldbeskatningen, ikke blot beskyttelsestolden men også finanstolden, fremstilles ikke sjældent som en maskeret plyndring.

Den georgistiske kritik af vort skattesystem skyder utvivlsomt i almindelighed langt over målet, men dens principielle berettigelse kan vanskeligt afvises. De indirekte skatters hastige vækst er åbenbart et af det moderne samfunds såreste punkter. Ganske vist er vi endnu ikke her i landet drevet ud i det skatteuføre, hvor adskillige stater nu sidder fast, men også vi tiltrænger utvivlsomt på mange punkter beskatningsreformer. Fra denne erkendelse og til at bifalde en reform, hvis reelle indhold er en beslaglæggelse af en bestemt samfundsklasses formue til et samlet beløb af 3 mia. kr., er der imidlertid et stort spring.

Det er dog ikke blot en finansreform, som georgisterne vil, de sigter langt videre. Gennem jordrentens overførelse til samfundet skal det sociale spørgsmål løses.

Det er de færreste georgister, der mener, at en jordværdiskat alene fjerner enhver social uretfærdighed. Ved siden af den private ejendomsret til jord anerkendes en række andre kilder til uretmæssig ulighed, men sålænge jordrenten forbliver i privat eje, vil disses ophævelse ikke bringe væsentlig bedring. Ethvert teknisk fremskridt, enhver samfundsforbedring bevirker nemlig efter georgisternes mening stigende jordrente, højere jordpriser, og selv om arbejde og kapital vel nok bliver delagtige i det økonomiske fremskridt, vil den væsentligste del dog blive tilegnet af grundejerne, uden at de til gengæld herfor har ydet nogetsomhelst særligt bidrag. At tekniske fremskridt skulle bundfældes i jorden i form af stigende jordpriser, er imidlertid ganske fejlagtig. Virkningen vil, når man betragter jordrenten inden for det område, der står i indbyrdes samkvem, som et hele almindeligvis blive lige modsat. Tekniske fremskridt modvirker netop jordprisernes opgang, formindsker i almindelighed jordrenten.

Består det tekniske fremskridt således i en bedre dyrkningsmetode, vil ganske vist, sålænge det kun er en enkelt eller nogle få ejendomme, som har indført den ny teknik, den første umiddelbare virkning blive et større nettoudbytte for disse foregangsmænd. Efterhånden som det tekniske fremskridt bliver almindelig gennemført, vokser imidlertid produktionen af korn mv., og dette giver sig atter udslag i en prisnedgang for disse produkter. Hvis prisfaldet svarer nøjagtigt til produktionsforøgelsen, bliver ejendommenes nettoudbytte som helhed og dermed også deres værdi uforandret. Er prisfaldet stærkere, aftager nettoudbyttet, og der indtræder da en nedgang i ejendommenes værdi. Forbruget af agerbrugsprodukter er imidlertid ret konstant og udvider sig ikke synderligt, selv om priserne synker; dette fører til, at en forholdsvis ringe produktionsforøgelse vil blive ledsaget af et betydeligt prisfald. Resultatet vil således blive synkende jordpriser.

Undertiden er det tekniske fremskridt kun af betydning for visse bestemte jorder. Der er således af georgister blevet henvist til, at mosekultur og dræning giver moser og side lerjorder, som ingen før har regnet, høj værdi, ligesom nye udsmeltningsmetoder medfører, at malmlejer, der tidligere ikke er blevne udnyttede på grund af deres fattigdom på metaller, nu kommer i drift og afkaster jordrente[5]. Dette er dog ingenlunde et bevis på, at jordrenten som helhed er steget. Resultatet må naturligvis, forsåvidt befolkningen og dermed efterspørgselen ikke samtidig vokser, blive, at al den øvrige jord, der var under dyrkning, eller de malmlejer, der allerede tidligere var i drift, nu på grund af den øgede konkurrence giver et mindre nettoudbytte og således går ned i værdi i samme grad, som prisfaldet er stort. På samme måde steg de amerikanske prærier i værdi, da de åbnedes ved hjælp af dampskibe og jernbaner, men samtidig faldt jordens værdi i Europa, og dette ville have mere end opvejet jordrentestigningen i Amerika, hvis ikke den voksende befolkning havde holdt jordpriserne oppe. Georgisterne har kun øje for de umiddelbare og mest nærliggende virkninger, som en forbedret teknik fører med sig; de ser kun jordrentestigningen på de jorder, der i særlig grad nyder gavn af den nye teknik. Den indirekte virkning, der giver sig udtryk i faldende produktpriser og synkende jordrente, overses ganske. Også i byerne holder tekniske fremskridt jordpriserne nede, når det herigennem bliver muligt at udnytte den enkelte byggegrund kraftigere, øges udbudet af husrum, og lejepriserne trykkes. På samme måde virker anlægget af en sporvej, der sætter fjerntliggende grunde i forbindelse med byens centrum. Til stigningen i byens periferi svarer et fald i dens centrum, med mindre dette modvirkes af en voksende befolkningskoncentrering.

Medens de tekniske fremskridt således holder jordpriserne nede, presses de op af den stigende efterspørgsel efter jord, der ledsager befolkningens vækst og samfundets udvikling. Virker det sidstnævnte moment kraftigst, hvilket efter al rimelighed vil være tilfældet i den nærmeste fremtid, ikke blot i byerne, men også for landbrugsjordens vedkommende, bliver resultatet trods fremadskridende teknik stigende jordrente. Denne værdistigning har jordejerne ingen retmæssig krav på. Dens overførelse til samfundet må såvel i finansiel som i social henseende betegnes som et fremskridt.

Længere end til en tilegnelse af denne værdistigning kan man i øvrigt heller ikke nå selv under den georgistiske forudsætning om den fremadskridende tekniks tendens til at højne jordrenten. Den principielle forskel, der består imellem at beslaglægge den nuværende jordværdi, der er betalt med arbejdsskabte midler, og at inddrage den fremtidige stigning, er naturligvis ganske uanfægtet af, om den stigende jordrente skyldes befolkningens vækst eller de tekniske fremskridt.

Hvis man i det hele taget skal kunne nå frem til at forsone sig med den ekspropriation af en bestemt samfundsklasses formue, som en georgistisk jordværdiskat betyder, må det i hvert fald godtgøres, at der herigennem realiseres store sociale fremskridt, der ikke kan opnås ad anden vej. Der vil ganske vist, selv om en sådan påvisning er mulig, kunne indvendes, at det i alle tilfælde er utilladeligt at vælte byrden ved en foranstaltning, der er af almen samfundsmæssig betydning, over på et ret vilkårligt udsnit af den private formue, men det kan dog ikke nægtes, at man tidligere har gjort dette, ligesom der vel også kunne tænkes forhold, hvorunder en gentagelse ville være tilbørlig. Af særlig betydning ville det naturligvis således være, hvor omfattende fordele foranstaltningens gennemførelse ville bringe.

I denne henseende vurderes jordværdiskattens sociale virkninger meget højt af georgisterne. De mener herigennem at kunne løse modsætningsforholdet mellem arbejde og kapital. Arbejdets stilling vil blive stærkere og kapitalens svagere, og resultatet bliver således højere arbejdsløn og lavere kapitalrente.

Til bestemmelse af arbejdslønnens højde kan man tage sit udgangspunkt enten i udbud og efterspørgsel eller i det sociale styrkeforhold mellem arbejdere og arbejdsgivere. Georgisterne holder sig til den gamle formel, men ser ved den nærmere præcisering fuldstændig bort fra arbejdsgivernes efterspørgsel. Arbejdslønnen beror efter deres mening alene på, hvad en arbejder kan fortjene ved at gå over til selvstændig virksomhed. Denne ensidige betragtning fjernes endnu længere fra virkeligheden derigennem, at georgisterne forudsætter en livlig vekselvirkning mellem de forskellige erhverv, således at fortjenesten ved at gå over til selvstændig virksomhed forudsættes at være den samme overalt. Under sådanne forhold vil det udbytte, som en arbejder kan erhverve ved for egen regning at dyrke jorden, alene blive bestemmende for arbejdslønnen, ikke blot i landbruget, men også i alle de øvrige erhverv, og denne kan da kun højnes ved, at adgangen til jorden bliver lettere. Derigennem styrkes arbejdernes lønkrav over for arbejdsgiverne.

Den her fremførte betragtning er på mange punkter i høj grad ensidig og uholdbar, men at tage den op til en nærmere kritisk behandling er der ingen anledning til i denne forbindelse. Selv om man nemlig går ud fra, at arbejdernes lønvilkår kun kan bedres derigennem, at det bliver lettere for dem at blive selvstændige jorddyrkere, bliver jordværdiskatten ikke midlet.

Georgisterne bygger i denne sammenhæng på, at jordværdiskatten virker som en ekspropriation, at jordens værdi bliver nul. Adgangen til jorden er således blevet fri. Enhver, der forpligter sig til at udrede de på jorden hvilende afgifter til det offentlige, kan komme i besiddelse af jord, uden at der skal erlægges nogen købesum. — Denne tankegang er tydelig præget af det nybyggersamfund, der danner baggrunden for Henry Georges ideer. Hvor der er overflod af uopdyrket jord, kan, når jordværdiskatten er gennemført, enhver få jord mod en årlig afgift. Men i et gammelt kulturland, hvor al dyrkbar jord er taget under plov, må hver den, der vil overtage en ejendom, naturligvis svare fuld værdi til den tidligere besidder for de på ejendommen værende bygninger, de i jorden nedlagte grundforbedringer, besætning inventar mv. Forudsættes som tidligere nævnt halvdelen af ejendommens værdi at være ren jordværdi, skal overtageren af en ejendom disponere over den anden halvdel. Naturligvis kan der optages lån mod pant i bygninger og grundforbedringer, men det er dog et spørgsmål, om det lån, der kan fås heri, sammen med jordens værdi, der kan betragtes som en uopsigelig offentlig prioritet, bliver synderlig mere, end hvad der under de nuværende forhold kan lånes i den samlede ejendom. Nogen væsentlig lettelse i adgangen til at blive selvstændig jordbruger lader sig ikke opnå gennem jordværdiskatten. Vil man højne arbejdslønnen ad denne vej, hvilket naturligvis er muligt og utvivlsomt også må indgå som et væsentligt element i en agrarisk socialpolitik, kan man ikke indskrænke sig til at gøre adgangen til jorden fri; dette er ikke tilstrækkeligt for en kapitalløs landarbejderstand.

Det mest afgørende moment i denne forbindelse er dog endnu ikke nævnt. Det er påvist, at de sociale fordele, som en jordværdiskat for det her berørte forholds vedkommende kan ventes at afsætte, er ret minimale, men hvorledes dette end forholder sig, til deres opnåelse kræves naturligvis ingenlunde, at jordens værdi skal eksproprieres uden erstatning. Hvad enten jordejerne får erstatning eller ej, bliver adgangen til jorden lige fri for arbejderne. Den georgistiske ekspropriation finder således ingen støtte i henvisningen til dens direkte indflydelse på arbejdslønnen.

Ved siden af den virkning, som jordværdiskatten efter georgisternes formening vil udøve direkte på arbejdslønnen, forventes den yderligere at ville fremkalde en nedgang i kapitalrenten og således indirekte styrke arbejdets stilling. Georgisternes udvikling er for dette punkts vedkommende i almindelighed ret uklar, men tankegangen indeholder dog utvivlsomt en sand kerne. Ved indførelsen af en georgistisk jordværdiskat vil kapitalrenten vel nok lige straks stige som følge af den skattefrihed, der er blevet de produktive erhverv til del. Når de milliarder, som det offentlige har eksproprieret, imidlertid efterhånden er blevet erstattede gennem opsparingen, vil den voksende kapitalmængde konkurrere om et mindre anbringelsesområde, og resultatet vil blive en nedadgående rentefod. Er det kun et enkelt land, der har betrådt denne vej, vil den her berørte virkning dog i det væsentlige blive ophævet ved, at den opsparede kapital går til udlandet, men forudsætter man en realisering af det georgistiske krav i de fleste betydende lande, ville dette medføre en så kraftig formindskelse af den store mængde af hypotekpapirer, gennem hvis fortsatte vækst en så stor del af de opsparede midler nu finder let og sikker anbringelse, at rentefoden måtte falde. Hvor kraftigt nedgangen i rentefoden ville ytre sig, ville naturligvis bero på opsparingens styrke, men selv om denne svækkedes noget, ville dette ikke betyde en principiel ændring.

En lav rentefod kan naturligvis, når den er udtryk for, at delingsforholdet mellem arbejde og kapital er blevet ændret, kun virke socialt heldigt, men selv om dette anerkendes, er derfor ikke alle veje, der peger mod en nedgang i rentefoden, berettigede. Som allerede berørt, må den uomgængelige betingelse for, at man i det hele taget kan forsone sig med en georgistisk jordværdiskat være, at de sociale goder, den muligvis fører med sig, ikke kan opnås ad anden vej. Denne betingelse er imidlertid ikke opfyldt i dette tilfælde. Der kan påpeges adskillige andre midler. Som det mest nærliggende kan således nævnes den hurtigst mulige tilbagebetaling af den offentlige gæld. Også dette ville betyde en kraftig indsnævring af kapitalens anbringelsesområde og således bevirke lavere rente. Nu er der ganske vist ingen udsigt til, at den vej vil blive betrådt i den nærmeste fremtid. De krav, som den stadig mere omfattende samfundshusholdning stiller, går i stigende grad ud over det bestående skattesystems bæreevne. Men netop derfor er der al god grund til at understrege, at den stadig voksende offentlige gæld ikke blot indeholder økonomiske, men også sociale betænkeligheder. Når dette er kommet til almindelig erkendelse, kunne måske tilbagebetalingen af den offentlige gæld blive anerkendt som et punkt på det socialpolitiske program. Man kan naturligvis også sætte målet endnu højere og kræve, at samfundet efterhånden skal generhverve den jordværdi, der nu befinder sig i privat eje, og derved unddrage den fra den private kapitalanbringelse. Herigennem kunne kapitalrenten bringes yderligere til at dale. At der er en lang vej frem, inden dette nås, må indrømmes, men dette berettiger ikke til at afvise det som et mål, der kan stræbes imod. Det er rigtigt, at man hurtigere ville nå frem til et resultat gennem en ekspropriation af jordens værdi, men dette kan dog ikke være afgørende. En stat ville også hurtigere kunne fri sig for sin gæld ved at nægte at indfri den end ved efterhånden at betale den tilbage.

Georgisterne har yderligere som en særlig gavnlig virkning af jordværdiskatten fremhævet, at den vil gøre en ende på al jordspekulation, således at de jorder, der nu i forventning om yderligere værdistigning ligger helt ubenyttede hen eller i hvert fald anvendes på en under de givne forhold uøkonomisk måde, bliver fuldt ud udnyttede. Dette er utvivlsomt rigtigt.

Man kan fornuftigvis ikke spekulere i den jordværdi, som samfundet har beslaglagt. Det samme resultat kan imidlertid opnås alene ved at overføre den fremtidige værdistigning til det offentlige; i så fald vil der ingen gevinst være til at opveje rentetabet ved ikke at bruge jorden på den til enhver tid mest økonomiske måde. Hvis hele værditilvæksten lod sig overføre til det offentlige, ville dette være fuldt ud tilstrækkeligt. Praktiske hensyn gør det imidlertid nødvendigt at lade en del af værdistigningen forblive hos jordejerne, og der kunne derfor meget vel ved siden af værdistigningsafgiften være brug for en mindre afgift af den hele jordværdi for derigennem at gøre det endnu mindre rentabelt at lade jorden ligge hen på spekulation. Dette gælder dog kun, forsåvidt jorden allerede er moden til den mere intensive brug. For landbrugsmæssigt drevet jord, hvis salgsværdi er påvirket af, at jorden i en påregnelig fremtid vil få byggegrundsværdi, ville en sådan, supplerende grundværdiafgift ikke være på sin plads. For den slags jord er den faktiske benyttelse under de givne forhold netop den mest økonomiske.

Man vil således se at det her fremdragne synspunkt lige så lidt kræver ekspropriation af den nu eksisterende jordværdi som noget af de øvrige, som georgisterne påberåber sig. Der findes da også georgister, som erkender, at der ved gennemførelsen af jordværdiskatten må ydes jordejerne erstatning. I så fald er i virkeligheden hovedpunktet i det georgistiske krav opgivet. Af den omfattende skattereform, hvoraf georgisterne lover sig så meget, er kun levnet inddragningen af den fremtidige værditilvækst, en tanke, om hvis principielle berettigelse der hersker almindelig enighed. Ved siden heraf at optage et statslån på 3 milliarder for dermed at opkøbe den ville dog være en ret meningsløs finansoperation.

En georgistisk jordværdiskat kan således hverken ud fra etiske eller teoretiske synspunkter begrundes og heller ikke fornuftigt motiveres ved at tage dens eventuelle sociale følger i betragtning; det ville desuden være praktisk umuligt at gennemføre den i dens renhed.

For at kunne dette må den rene jordværdi nøjagtigt kunne udskilles fra værdien af bygninger og grundforbedringer. Dette er umuligt. En umiddelbar ansættelse af jordens værdi kan der naturligvis ikke være tale om i et land, hvor al dyrkbar jord er taget under kultur. Henvisningen til, at dette gøres i flere australske kolonier, er i denne forbindelse værdiløs. De salg af rå jord, der stadig finder sted her i et ret betydeligt omfang, giver en række faste holdepunkter, der savnes i et gammelt kulturland.

Under sådanne forhold bliver det til udfindelse af den rene jordværdi nødvendigt at tage sit udgangspunkt i den hele ejendoms værdi. Kun for denne foreligger der holdepunkter i de faktiske salgspriser. Herfra må da drages værdien af bygninger og grundforbedringer. Bestemmelsen af disses værdier er imidlertid meget vanskelig.

Selv om man ville rette sig efter de anvendte omkostninger, ville det, navnlig for grundforbedringernes vedkommende, være ugørligt med nøjagtighed at fastsætte deres nuværende værdi, der naturligvis må rette sig efter, i hvilken grad de i jorden nedlagte kapitaler er amortiserede. Det ville i de fleste tilfælde være nødvendigt at fastslå en bestemt tidsfrist, forskellig for de forskellige arter af grundforbedringer, i løbet af hvilken forbedringernes værdi gradvist gik op i jordens værdi. Men også selve udgangspunktet for en fastsættelse af forbedringernes værdi ville være i høj grad usikker. Man kan nemlig ikke gå ud fra de anvendte omkostninger. Det er den faktiske værdiforøgelse, som bygningerne og grundforbedringerne har tilført ejendommen, der må bestemmes.

Disse kan muligvis langt overstige de anvendte omkostninger, men kan på den anden side også være langt mindre, ligesom det heller ikke er udelukket, at en kapitalanvendelse har forringet ejendommens værdi. Der må skønnes over, hvor meget de på jorden stående bygninger og de i jorden nedlagte grundforbedringer faktisk er værd for ejendommen på vurderingstidspunktet, og dette kan aldrig blive andet end tilnærmelsesvis rigtigt.

Hvis der kun var tale om en mindre afgift på nogle få promille af jordens værdi, ville det her nævnte forhold være af mindre betydning, men når det drejer sig om at beslaglægge den hele grundværdi ved at pålægge en grundbyrde på 4 %, er det umuligt at undgå, at man i en mængde tilfælde går ud over den rene jordværdi og også eksproprierer de på jorden anvendte kapitaler. I stedet for den kapitaltilstrømmen, som georgisterne forudsætter vil blive følgen af en jordværdiskat, vil kapitalen blive skræmmet bort. Jordens værdiansættelse skal jo ikke blot foretages en gang for alle ved afgiftens indførelse, men må stadig ændres for at bringes i overensstemmelse med jordrentens bevægelser. Denne periodiske revision vil medføre idel usikkerhed; det bliver i høj grad risikabelt at anbringe kapital i jord.

Der er adskillige andre forhold, der øger usikkerheden ved jordens værdiansættelse. Trods dette lader den rene jordværdi sig naturligvis meget vel anvende som skattegrundlag. Den pålagte afgift, der må indpasses som et led i det bestående system, må blot ikke være for høj.

I et system af evneskatter er der ingen rum for en jordværdiskat, med mindre man ønsker at sætte en præmie på jordens opdyrkning. Dette kunne da opnås ved at lade bygninger og grundforbedringer være skattefri (således f.eks. i New Zealand). En jordværdiskat vil som følge heraf kun sjældent finde anvendelse i statsbeskatningen. — I kommunebeskatningen, hvor nytteprincippet bør være langt mere fremtrædende, kan der derimod ikke rejses nogen principiel indvending imod en jordværdiskat. For landbrugs- og beboelsesejendomme vil jordens værdi i almindelighed være et bedre udtryk for den modtagne nytte end den hele ejendoms værdi. Ville man benytte jordværdien som grundlag for de kommunale nytteskatter på fast ejendom, ville det dog i endnu højere grad, end det nu er tilfældet, være nødvendigt at supplere dem med en næringsskat.


[1]Fra et rent teoretisk synspunkt er jordrenteproblemet behandlet af nærværende forfatter i Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1906, side 401 ff. (»Nogle bemærkninger vedrørende jordrenteproblemet).
[2]Jfr. Henrik Pedersen: Jordbesiddelse og jordreform i England. Nationaløkonomisk tidsskrift, 1909.
[3]Dette fører til, at hver den, der fra naturens hånd er udrustet med de bedste evner, også har ret til alene at høste fordelen heraf. Man kunne her overfor måske dog mene, at en samfundsordning, hvor de stærke i nogen grad blev tvungne til at bidrage til de svages underhold, var bedre i overensstemmelse med retfærdsideen end det ret egoistiske princip, der indeholdes i arbejdsteorien. Selvfølgelig kan herimod indvendes, at en sådan ordning ville svække arbejdsenergien, og i så fald ville det naturligvis ikke være klogt at skabe en ordning, der lå over menneskenes etiske horisont. Når man som følge heraf gav afkald på at realisere denne højere retfærdighed, ville grunden hertil naturligvis dog ikke være, at man anså arbejdsteorien for at indeholde det etiske ideal, men for bedre at svare til menneskenes natur.
[4]S. Berthelsen: Jernbanerne og samfundet, i nærværende tidsskrift, årgang 1906, s. 23 ff.

[5]Jakob E. Lange: Socialøkonomi, s. 50.