fra J.T. Juhl: 20 kapitler mod georgismen (1915)
Forrige afsnit

Selve grundværdiskattens uretfærdighed. 

Inden jeg nærmere går ind på georgisternes vildfarelser, på deres påstandes urigtighed, og på den skade, deres ideers gennemførelse herhjemme vil gøre, skal jeg ganske kort vise, at deres hovedpåstand om samfundets ubetingede ret til jordværdien er forkert, idet der er hensyn at tage, som de ganske lader ude af betragtning. 

I min første pjece foretog jeg en skarp adskillelse mellem de allerede eksisterende jordværdier og de jordværdier, der i fremtiden vil blive skabt. De nuværende jordværdier kunne jeg absolut ikke være med til at berøve ejerne, idet de ved ejendommenes overtagelse var købt og betalt af ejerne, hvorfor det ville være en blodig uret ved en skat at fratage dem denne jordværdi, idet man derved ville fremtvinge et prisfald, der ville berøve ejerne størstedelen af de kapitaler, de nu ejer i deres ejendomme. 

De fremtidige jordværdier kunne jeg derimod tænke mig at beskatte ved en værdistigningsskat, men jeg opstillede som en uafviselig fordring, at man samtidig sikrede ejerne af jorden mod de tab, som udviklingen, der bevirkede stigning ét sted, samtidig forårsagede andetsteds. 

Men denne fordring opfylder den georgistiske skat ikke, og derfor kan jeg ikke være med til dens gennemførelse, ikke engang for de fremtidige værdiers vedkommende. 

Først er der det prisfald, der kan ske på én strækning samtidig med stigningen et andet sted. Flyttes fx. en banegård, stiger grundene omkring den nye plads, men samtidig vil grundene omkring den gamle plads sikkert falde i værdi. Samfundet kan da ikke uden videre tilegne sig alle de nye jordværdier, der opstår ved denne banegårdsflytning, uden samtidig at erstatte de jordværdier, der forsvinder ved samme lejlighed. 

Men dernæst er der også de værdier, der ødelægges for ejeren på samme ejendom, på hvilken jordværdien stiger. Og på dette punkt begår georgismen en uret, som ikke kan forenes med al dens tale om ret og retfærd. 

Dette meget vigtige forhold, jeg nu skal fremdrage, vil vise sig overalt, men det er særlig synligt i udkanten af byerne, og jeg skal derfor vælge mine eksempler derfra. 

Når en by vokser, bliver jorden i og omkring byen jo gerne mere og mere værd, idet der vil kunne fås mere og mere ud af jorden eller af de bygninger, der kan bygges på den. Som bekendt forlanger georgismen, at jorden skal benyttes på den fordelagtigste vis, det vil fx. sige, at jorden i byerne skal bebygges på en i forhold til pladsen passende og økonomisk måde. Der må ikke ligge et lavt hus, hvor der kunne ligge et højt hus, der kan lejes ud; der må ikke ligge et gammelt hus, hvor et moderne hus kunne indbringe en langt større husleje; der må ikke ligge et gartneri der, hvor jorden er moden til bebyggelse, osv. 

Dette vil georgisterne som bekendt fremtvinge ved at pålægge en jordværdiskat og ved at ansætte jordværdien efter den anvendelse, som vurderingsnævnet mener er den økonomisk bedste, således at ejeren ganske vist har lov at bruge sin grund, som han lyster, men således at han altid skal svare en afgift, der er beregnet efter det udbytte, hans grund kunne give ved den bedste benyttelse; og det er som bekendt ikke blot en almindelig, mindre afgift, men en skat, der skal tage hele udbyttet af denne formentlige jordværdi. Der pålægges efter principperne en 4 % skat af grundværdien, og i praksis vil det derfor selvfølgelig gå således, at de mindre udbyttegivende huse må fjernes, så der kan bygges bygninger, der er mere tidssvarende, thi ellers vil ejerne ikke kunne svare den store skat. 

Lad os tænke os et eksempel. En mand har en ejendom i en by, hvor fuld (4 %) grundværdiskat er indført. Vi tænker os endvidere et rigtigt vurderingssystem anvendt. Jordværdiens pris er da 0 og skal stadig holdes nede på 0 ved en stigende jordværdiskat. 

Ejendommen er ansat til en jordværdi af 100.000 kr. Og altså til en jordværdiskat af 4.000 kr. 

Huslejen er ca. 13.000 kr., skatten er 4.000 kr., og alle udgifter til drift osv. er 4.000 kr.; der bliver altså et absolut udbytte af 5.000 kr., hvilket bliver til en ejendomsværdi af 100.000 kr. i handel og vandel. Hvis der ingen jordværdiskat havde været, ville prisen have været ca. 200.000 kr., nemlig den nuværende pris 100.000 kr., (der kun svarer til bygningernes værdi), + de 100.000 kr. jordværdi, der imidlertid nu er bortskattet og ikke indeholdes i prisen i handel og vandel. 

Nu sker der i løbet af de nærmest følgende år en meget stærk udvikling af byen, og nævnte mands ejendom bliver derved måske ikke tidssvarende. Han får ganske vist noget mere ud af den; huslejen stiger, og den stiger for hans ejendom måske op til i 7.000kr., hvilket jo skulle levne ejeren et stort nettoudbytte (9.000 kr.). Men grundværdiskatten er indført, og vurderingsnævnet ser, at jordværdien på mandens ejendom er steget meget stærkt, og at grunden fordrer en bedre benyttelse end den, han giver den, og vurderingsnævnet sætter da måske skatten op til 13.000 kr., idet jordværdien ikke mere er 100.000 kr., men takseres langt højere fx. til 325.000 kr. 

Men med denne skat giver ejendommen ved den nuværende benyttelse ikke noget udbytte. Indtægten er 17.000 kr., men skatten er 13.000 og udgifterne til driften 4.000 kr., hvilket altså i alt giver 17.000 kr. udgift. Skattevæsenet har opnået det, det ville, det får manden dreven fra ejendommen. Nogle år kan han måske kæmpe imod ved at indskrænke udgifterne til vedligeholdelse og driften, men det går ikke længe, og så må han forlade ejendommen. 

Men det værste er nu, at han intet kan få for den. 

Thi hvor den fulde georgistiske skat er indført, er jordværdiens pris 0, det vil sige, at ejerne kun ejer bygningens værdi. Når der købes en ejendom, er det kun bygningerne, der betales. Men i dette tilfælde så vi, at ejendommen gav 0 i udbytte, og at den høje jordskyld fordrer, at der bygges en ny tidssvarende bygning på stedet. Men da er den gamle bygning, der var hele den gamle ejers formue, intet værd. Den er kun til nedrivning, og han må forlade sin ejendom, sin jord, uden at få noget for den; georgismen har drevet ham bort. 

Der rejser sig derefter på grunden en ny, flot forretningsbygning, der kan svare den store skat. Men stiger byen alt for hurtigt, har vi den samme historie om igen. Ejendommen bliver hurtigt forældet. Nu, under de nuværende skatteforhold, får ejeren erstatning for den ødelagte bygning derved, at han ejer det hele, også grundens værdi. Bygningerne falder ganske vist i værdi, men grunden stiger. Og han kan derfor altid sælge sin ejendom og få sin formue ud af den igen. 

Vi må huske på, at denne værdiødelæggelse af de nu eksisterende bygninger kan ske på kort tid. Anlægges der en jernbane i en by, vil et lille hus lige ved siden af banen blive absolut utidssvarende. Under de nuværende forhold får ejeren erstatning derigennem, at hans grund til gengæld samtidig bliver mere værd, men under georgismen skal der pålægges en skat, der får denne grundværdi ned på 0, og manden ejer da kun huset, som kun er til nedrivning. 

Det samme gælder fx. en gartners ejendom i nærheden af en by. Han kan tvinges til at rive drivhuse og alt ned, han tvinges ved den hastigt stigende skat til at opgive den virksomhed, som han har drevet i mange år, til at forlade den jord, han har plejet og kultiveret op til at kunne bære kostbare planter; den skal han nu forlade, da den skal bruges til store bygninger. 

Som det nu er, kan han for det første, da der ikke er så tyngende skatter, vente med at forlade jorden, selvom byen vokser. Hans udbytte vokser noget, og han betaler derfor noget højere skat; men han kan måske trods byens vækst dog bevare sin virksomhed j nogle år. Men når han endelig opgiver den, da sker det kun således, at han kan få sine bygninger og drivhusene, hvis værdi er ødelagt af grundens stig­ning, godt betalt af den dyre grund; det er erstatning for den opgivne virksomhed og den i den anbragte kapital. 

Men under georgismen ødelægges hans del af ejendommen, ved at jordværdien stiger, men jordværdiens stigning får han intet af. 

Og det tør man kalde retfærd. 

Man vil svare: “Han må amortisere sine bygninger, sine drivhuse hurtigere end nu”. Men hvem garanterer, at han får tid dertil. Udviklingen sker jo langt hurtigere på nogle steder, end nogen kan ane. 

Og med hvad skal han* amortisere? Det stigende udbytte tages jo af en jordværdiskat; den tager jo år efter år det stigende udbytte for at holde jordværdiens pris nede på 0. 

*: Der må amortiseres. Det vil der selvfølgelig også blive gjort forsøg på, men det vil være vanskeligt her at amortisere de måske hastigt bortflygtende værdier. Dog ét er i hvert fald sikkert, denne amortisation må forøge udgifterne ved ejendommens drift meget, må drive huslejen i vejret og forøge risikoen ved byggeriet, et betydningsfuldt moment ved bedømmelsen af, om huslejen vil stige eller falde under georgismen. (Se Er georgismen ikke tyveri?). 

Således vil det gå i og omkring byerne, stationerne osv. Den georgistiske skat kræver de gamle rygninger og virksomheder fjernede; men ejeren får ingen erstatning for dem. Den erstatning, han under de nuværende forhold får gennem en højere pris for jorden, vil han ikke se noget til under georgismen, thi skatten vil have bortskattet den højere pris. Disse eksempler er taget fra byerne. Men det samme gælder selvfølgelig også på landet. Hvis fx en større bondegårds jord af vurderingsnævnet findes at burde anvendes til husmandsbrug, vil jorden blive sat til en langt højere skat, der skal fremtvinge denne udstykning. Men bondegårdens bygninger vil da selvfølgelig falde stærkt i pris, thi de er jo ikke til megen nytte, når der skal bygges husmandshuse på gårdens jord. 

Og således går det overalt. 

Samfundet skaber værdier, men samfundet ødelægger også værdier. Det kan man finde sig i og indrette sig efter, når alt får lov til at gå sin naturlige gang således som nu. 

Men georgismen fremtvinger en hastig udnyttelse af disse nyskabte værdier, og georgismen fremtvinger derved en hæsblæsende ødelæggelse af de eksisterende værdier. Men dermed ikke nok; georgismen tilkender samfundet alle de nyskabte værdier, de voksende jordværdier, men de værdier, der ødelægges, de eksisterende forbedrings- og bygningsværdier, dem får de private, de der ejer og dyrker jorden, ingen erstatning for. 

Jeg benægter altså ikke alene som foran nævnt og som særlig omtalt i min tidligere pjece, den georgistiske anskuelse, at samfundet har ret til de jordværdier, der nu eksisterer, men jeg benægter også det hovedprincip, at samfundet har uindskrænket krav på de jordværdier, der efterhånden skabes; thi jeg har vist, hvad det fører til, jeg har vist, at der begås en blodig uret mod de ejere, der har anbragt kapitaler i og på den jord, som vurderingsnævnet pludselig forlanger en anden og bedre benyttelse af. 

Jeg benægter således samfundets uindskrænkede ret til at bortskatte jordværdien, idet jeg kræver alle berettigede interesser beskyttede. Dette udelukker ikke en værdistigningsskat, der kan give samfundet den det tilkommende part ved fremtidige værdistigninger, men der må tages de nævnte berettigede hensyn. Og jeg fastholder mine stærke udtryk mod georgismen, thi det kan aldrig blive andet end skrigende uret, at staten skulle sikre sig alle de gode virkninger ved tidens udvikling, men lade folk beholde de slette. 

Bliver alle fremskridt opslugt af jordværdien. 

En af hovedgrundene til, at georgisterne mener, at jordværdiskatten bør indføres, er, som vi så, den, at de mener, at alle fremskridt opsluges af jordværdien. Det er i det hele taget meget yndet af vore yderliggående demokrater at fremstille samfundsforholdene, som om fremskridtene i produktionen ikke kom den store almenhed til gode. Socialisterne mener, at kapitalisterne tager det hele, georgisterne tror, at kun jordejerne høster fordelene, og at den store befolkning endnu lever under samme forhold som i tidligere århundreder, og at den ingen mulighed har for at komme op på en bedre levefod nogensinde, så længe jorden er under den nuværende private ejendomsret. 

Jeg skal ganske kort vise, at dette ikke er overensstemmende med virkeligheden, og at således en af de vigtigste grundpiller for den georgistiske lære vakler. 

Til udgangspunkt vil jeg her tage et citat af den nys afdøde socialdemokrat Gustav Bang i Social­Demokraten. Det citerede stykke er taget fra en artikel mod forbrugsskatter; han vil ikke have skatter på forbruget, end ikke luksusskatter på genstande, der udelukkende forbruges af overklassen, thi hvad der er luksus i år, er ophørt at være det ad åre, og netop en beskatning af en sådan vare virker jo til at fordyre den, og dermed til at sinke dens demokratisering, dens gradvise synken ned mod det punkt, hvor den også bliver tilgængelig for arbejderne. 

Dette er klart og kyndigt set, siger godsforvalter Sofus Berthelsen, georgisternes førstemand, i det georgistiske tidsskrift Ret 1911-12, side 36. 

Og begge d’herrer har ret. Hvad der er luksus i år, har ophørt at være det ad åre. 

Men man kan ikke det ene øjeblik erklære, at fremskridtene ikke bliver andre til gavn end jordejerne (eller som socialisterne siger: kapitalisterne), og det andet øjeblik hævde, at det, der nu er luksus, efterhånden bliver allemands eje. Thi dette sidste er jo netop fremskridtet, det viser jo netop, at fremskridtene kommer alle til gode. 

Det, der her har fået hr. S. Berthelsen til at give sin tilslutning til disse Gustav Bangs ord, er hans had til al told og alle andre skatter end jordværdiskatten, men derved kommer han til at indrømme, at Henry Georges og hans egne udtalelser om, at jorden og jordejerne tager alle fremskridt, ikke er rigtige. 

Vi tør derfor med hr. S. Berthelsens egen bekræftelse (‘klogt og kyndigt set’) sige, at mangt og meget, som før kun var forbeholdt overklassen, nu bruges af alle, også de mindre velstillede og de fattige, og vi kan derfor slå fast, at verdens fremskridt virkelig kommer menneskeheden til gode. 

“En arbejder kan producere så mange gange mere med det samme arbejde nu end før, men arbejderen mærker det ikke, han lever nu lige så tarveligt som før,” siges der. 

For det første viser Gustav Bangs udtalelse, at dette sidste er ikke rigtigt. Hans bolig er, — skønt det endnu kan være skralt nok mange steder, — bedre end før, han har tættere mure, han har kakkelovn, (før havde han kun et ildsted), osv., hans kost er bedre, hans klæder er bedre osv. 

Men dertil kommer ting, som man ikke må glemme, det er alle de øvrige fornødenheder, som vi nu alle har, og som man tidligere ikke kendte; fornødenheder, der bestrides af folk, der ikke direkte deltager i produktionen, folk, der vel er med til at forøge produktionsevnen for os alle, men for hvem de direkte producerende må arbejde. Tænk, hvor stort et lærerpersonale vi har; vi har læger, tandlæger og apotekere, vi har en mægtig stats- og kommunal administration, der er nødvendig til at lede og beskytte samfundets medlemmer, vi har forsikring og forsørgelsesvæsen osv. osv. Alt er det noget, hvoraf man intet havde eller i hvert fald kun lidet i gamle dage. 

Dengang tog alle eller langt den overvejende part af befolkningen del i den direkte produktion af fornødenhederne, af de absolut uundværlige fornødenheder. Nu er de fornødenheder, som vi kalder nødvendige, blevet langt flere, og en stor del af de direkte arbejdende er afgivet til at fremskaffe dem, men samtidig må alle de direkte arbejdende skaffe fornødenhederne (til sig selv og) til den anden store og stadig voksende part af menneskene, der er overgået til vedligeholdelsen og fremskaffelsen af de intellektuelle fornødenheder (undervisning, forsikring, administration osv.), som vi nævnte. 

Og de kan det; kan det, fordi den enkelte arbejdendes produktionsevne ved maskiner osv. er blevet forøget så stærkt; men således er altså verdens fremskridt kommet os alle til gode. 

Og tidligere arbejdede folk til det sidste, nu underholdes vi, når vi ikke kan arbejde mere (af vore egne opsparede midler, af vor familie eller af samfundet); tidligere døde folk i en yngre alder, nu bevares livet længere, og bl.a. forlænges de sidste, ikke så arbejdsdygtige år; nu holdes der liv i mange mindre arbejdsdygtige eller slet ikke arbejdsdygtige individer, der underholdes af os andre, i tidligere tider gik de straks til grunde osv. Men selvfølgelig er alt dette ikke gratis. Det er alt sammen noget, der tages af den forøgede produktion, det er noget, der bekostes af fremskridtene. 

Verdens fremskridt har således virket til, at vi alle er delagtige i goder, som tidligere tider ikke drømte om, og det er derfor positivt urigtigt, når det hævdes, at alle fremskridt kun er blevet nogle få til gavn. 

“Men fattigdommen,” vil georgisterne sige, “den findes endnu.” Ja, det gør den! Men for det første er den ikke så hård og ubarmhjertig, som den har været, målt direkte og vel næppe heller forholdsvis set. Vor tids fattige lever under forhold, som for fortidens fattige ville synes gode; noget andet er, at fattigdommen nu af vor tids mennesker måske omtrent føles lige så hårdt, som fortidens fattigdom føltes af datidens mennesker, idet hele niveauet, hele levefoden er hævet, idet fremskridtene har hævet alles fordringer til livet. 

Fattigdommen vil ikke kunne afskaffes, men den kan lindres, vi kan arbejde på at gøre den mindre tung, vi kan søge at hjælpe dem, der uforskyldt er kommet i nød, og der er også og bliver stadig gjort meget i den retning. Men afskaffe den, tror jeg ikke, man kan, og det formår ej heller georgismen. 

Fattigdom vil vedblivende eksistere, så sandt vi mennesker ikke er, som vi burde, så sandt der må være noget, en frygt for noget, til at drive os mennesker frem til stadigt arbejde. Men det er galt, når der påstås, at fremskridtene ikke er kommet os til gavn. Hele levefoden er hævet, udbyttet af arbejdet er ganske vist vokset umådeligt, men vore fornødenheder og vore krav er også steget. 

“Hvad der er luksus i år, har ophørt at være det ad åre.” 

– – – – –

Resten må læses i en pdf.

Bestil her: bog @ bibliotek1.dk