fra 20 kapitler mod georgismen
af J.T. Juhl, Cand. Polit

Bliver alle fremskridt opslugt af jordværdien

En af hovedgrundene til, at georgisterne mener, at jordværdiskatten bør indføres, er, som vi så, den, at de mener, at alle fremskridt opsluges af jordværdien. Det er i det hele taget meget yndet af vore yderliggående demokrater at fremstille samfundsforholdene, som om fremskridtene i produktionen ikke kom den store almenhed til gode. Socialisterne mener, at kapitalisterne tager det hele, georgisterne tror, at kun jordejerne høster fordelene, og at den store befolkning endnu lever under samme forhold som i tidligere århundreder, og at den ingen mulighed har for at komme op på en bedre levefod nogensinde, så længe jorden er under den nuværende private ejendomsret. 

Jeg skal ganske kort vise, at dette ikke er overensstemmende med virkeligheden, og at således en af de vigtigste grundpiller for den georgistiske lære vakler. 

Til udgangspunkt vil jeg her tage et citat af den nys afdøde socialdemokrat Gustav Bang i Social­Demokraten. Det citerede stykke er taget fra en artikel mod forbrugsskatter; han vil ikke have skatter på forbruget, end ikke luksusskatter på genstande, der udelukkende forbruges af overklassen, thi hvad der er luksus i år, er ophørt at være det ad åre, og netop en beskatning af en sådan vare virker jo til at fordyre den, og dermed til at sinke dens demokratisering, dens gradvise synken ned mod det punkt, hvor den også bliver tilgængelig for arbejderne. 

Dette er klart og kyndigt set, siger godsforvalter Sofus Berthelsen, georgisternes førstemand, i det georgistiske tidsskrift Ret 1911-12, side 36. 

Og begge d’herrer har ret. Hvad der er luksus i år, har ophørt at være det ad åre. 

Men man kan ikke det ene øjeblik erklære, at fremskridtene ikke bliver andre til gavn end jordejerne (eller som socialisterne siger: kapitalisterne), og det andet øjeblik hævde, at det, der nu er luksus, efterhånden bliver allemands eje. Thi dette sidste er jo netop fremskridtet, det viser jo netop, at fremskridtene kommer alle til gode. 

Det, der her har fået hr. S. Berthelsen til at give sin tilslutning til disse Gustav Bangs ord, er hans had til al told og alle andre skatter end jordværdiskatten, men derved kommer han til at indrømme, at Henry Georges og hans egne udtalelser om, at jorden og jordejerne tager alle fremskridt, ikke er rigtige. 

Vi tør derfor med hr. S. Berthelsens egen bekræftelse (‘klogt og kyndigt set’) sige, at mangt og meget, som før kun var forbeholdt overklassen, nu bruges af alle, også de mindre velstillede og de fattige, og vi kan derfor slå fast, at verdens fremskridt virkelig kommer menneskeheden til gode. 

“En arbejder kan producere så mange gange mere med det samme arbejde nu end før, men arbejderen mærker det ikke, han lever nu lige så tarveligt som før,” siges der. 

For det første viser Gustav Bangs udtalelse, at dette sidste er ikke rigtigt. Hans bolig er, — skønt det endnu kan være skralt nok mange steder, — bedre end før, han har tættere mure, han har kakkelovn, (før havde han kun et ildsted), osv., hans kost er bedre, hans klæder er bedre osv. 

Men dertil kommer ting, som man ikke må glemme, det er alle de øvrige fornødenheder, som vi nu alle har, og som man tidligere ikke kendte; fornødenheder, der bestrides af folk, der ikke direkte deltager i produktionen, folk, der vel er med til at forøge produktionsevnen for os alle, men for hvem de direkte producerende må arbejde. Tænk, hvor stort et lærerpersonale vi har; vi har læger, tandlæger og apotekere, vi har en mægtig stats- og kommunal administration, der er nødvendig til at lede og beskytte samfundets medlemmer, vi har forsikring og forsørgelsesvæsen osv. osv. Alt er det noget, hvoraf man intet havde eller i hvert fald kun lidet i gamle dage. 

Dengang tog alle eller langt den overvejende part af befolkningen del i den direkte produktion af fornødenhederne, af de absolut uundværlige fornødenheder. Nu er de fornødenheder, som vi kalder nødvendige, blevet langt flere, og en stor del af de direkte arbejdende er afgivet til at fremskaffe dem, men samtidig må alle de direkte arbejdende skaffe fornødenhederne (til sig selv og) til den anden store og stadig voksende part af menneskene, der er overgået til vedligeholdelsen og fremskaffelsen af de intellektuelle fornødenheder (undervisning, forsikring, administration osv.), som vi nævnte. 

Og de kan det; kan det, fordi den enkelte arbejdendes produktionsevne ved maskiner osv. er blevet forøget så stærkt; men således er altså verdens fremskridt kommet os alle til gode. 

Og tidligere arbejdede folk til det sidste, nu underholdes vi, når vi ikke kan arbejde mere (af vore egne opsparede midler, af vor familie eller af samfundet); tidligere døde folk i en yngre alder, nu bevares livet længere, og bl.a. forlænges de sidste, ikke så arbejdsdygtige år; nu holdes der liv i mange mindre arbejdsdygtige eller slet ikke arbejdsdygtige individer, der underholdes af os andre, i tidligere tider gik de straks til grunde osv. Men selvfølgelig er alt dette ikke gratis. Det er alt sammen noget, der tages af den forøgede produktion, det er noget, der bekostes af fremskridtene. 

Verdens fremskridt har således virket til, at vi alle er delagtige i goder, som tidligere tider ikke drømte om, og det er derfor positivt urigtigt, når det hævdes, at alle fremskridt kun er blevet nogle få til gavn. 

“Men fattigdommen,” vil georgisterne sige, “den findes endnu.” Ja, det gør den! Men for det første er den ikke så hård og ubarmhjertig, som den har været, målt direkte og vel næppe heller forholdsvis set. Vor tids fattige lever under forhold, som for fortidens fattige ville synes gode; noget andet er, at fattigdommen nu af vor tids mennesker måske omtrent føles lige så hårdt, som fortidens fattigdom føltes af datidens mennesker, idet hele niveauet, hele levefoden er hævet, idet fremskridtene har hævet alles fordringer til livet. 

Fattigdommen vil ikke kunne afskaffes, men den kan lindres, vi kan arbejde på at gøre den mindre tung, vi kan søge at hjælpe dem, der uforskyldt er kommet i nød, og der er også og bliver stadig gjort meget i den retning. Men afskaffe den, tror jeg ikke, man kan, og det formår ej heller georgismen. 

Fattigdom vil vedblivende eksistere, så sandt vi mennesker ikke er, som vi burde, så sandt der må være noget, en frygt for noget, til at drive os mennesker frem til stadigt arbejde. Men det er galt, når der påstås, at fremskridtene ikke er kommet os til gavn. Hele levefoden er hævet, udbyttet af arbejdet er ganske vist vokset umådeligt, men vore fornødenheder og vore krav er også steget. 

“Hvad der er luksus i år, har ophørt at være det ad åre.”