H. Waage, Landboreformer
i
Samfundsøkonomiske Smaaskrifter Nr. 3-4.
Afhandling i Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1913.

Det siges, at havde man blot indført grundskyld for ‘100’ år siden, havde det været en god reform. Men også dengang blev det anset for en vanskelig opgave, som man (her Waage) ikke turde anbefale i fuld udstrækning. Til gengæld foreslår Waage en anderledes diktatorisk løsning, som – tror jeg – ville medvirke til modstand i befolkningen./PMA

Den betydelige stigning i prisen på landbrugsprodukter, der er indtrådt i løbet af den sidste halve snes år har skaffet jord­spørgsmålet en aktualitet, som dette spørgsmål ikke havde i den nærmest foregående periode. Den hårde konkurrence som landbruget i de oversøiske lande særlig i Nordamerika, gennem en længere årrække påførte de europæiske landmænd, bevirkede, at landbruget i Europa stagnerede eller dog udviklede sig mindre stærkt end industrien. Samtidig aftog i adskillige europæiske lande den ved landbruget beskæftigede del af befolkningen enten absolut eller dog relativt i forhold til den samlede befolkning. Det var derfor i hine tider en ret udbredt anskuelse, at det europæiske landbrug af en slags naturnødvendighed var dømt til tilbagegang, og at Europas folk ikke havde anden økonomisk udvej end at udvikle deres industri så meget som muligt, eftersom produktionen af levnedsmidler og råstoffer for industrien i stigende grad måtte tilfalde de ‘nye lande’. Man kunne beklage denne udvikling særlig befolkningsforskydningen fra land til by, som samfundsmæssig uheldig, men man mente at være nødt til at bøje sig for udviklingen som noget uundgåeligt, og tanken om agrarreformer, der kunne bidrage til at fastholde landbefolkningen ved landbruget, forekom de fleste som en utopi. Og forsåvidt bestræbelserne for at fastholde landarbejderne på landet gennem oprettelsen af små jordbrug havde andet formål end at skaffe jordejerne billig arbejdskraft for derigennem at holde den synkende jordpris oppe, havde de nærmest en filantropisk karakter. Den i Danmark i året 1899 indførte lovgivning om statshusmandsbrug er således en slags social lovgivning i lighed med lovgivningen om sygekasser, ulykkesforsikring for arbejdere osv. Den har kostet staten meget betydelige summer, hvis udgivelse i al fald kun kan forsvares, når man anlægger en rent human og social målestok, thi fra et blot og bart økonomisk synspunkt er lovgivningen om statshusmandsbrug utvivlsomt en temmelig dårlig forretning. 

De senere års prisstigning på landbrugsprodukter har imidlertid bidraget betydelig til at ændre synet på det europæiske landbrugs fremtidsudsigter. Hvis man har haft den tro, at det nordvestlige Europa efterhånden vil blive helt industrialiseret, forvandlet til et England i stor stil, hvor landbruget vil komme til at spille en stedse mere underordnet rolle, er den indtrådte prisstigning en kraftig påmindelse om at en ensidig udvikling af industrien på bekostning af landbruget kun kan gå til en tid, og at en permanent afhængighed af udlandet med hensyn til tilvejebringelsen af befolkningens vigtigste livsfornødenheder kan medføre meget alvorlige ulemper. Om en sådan afhængighed kan der nu ganske vist ikke tales for Danmarks vedkommende, eftersom vor landbrugsproduktion kan afgive et så betydeligt eksportoverskud ud over, hvad der forbruges i landet selv. Men da så stor en del af vor landbrugsproduktion eksporteres til lande, hvor befolkningen i den sidste menneskealder er steget i langt stærkere forhold end landbrugsproduktionen, drages vi med ind i den herved fremkaldte prisstigning, og de nuværende høje priser på landbrugsprodukter har utvivlsomt nedsat befolkningens levefod en del under den inden prisstigningen gældende norm. Om store dele af befolkningen gælder det, at deres økonomiske kår nu er ringere end de var for 15 á 20 år siden, thi udviklingen er også herhjemme gået væsentlig i industriel retning, medens produktionen af landbrugsvarer til befolkningens eget forbrug ikke har holdt skridt med befolkningsforøgelsen. 

De høje priser på landbrugsprodukter har medført en betydelig jordprisstigning, og prisen på landbrugsjorden har nu nået en lignende højde som i de såkaldte ‘gode tider’ i halvfjerdserne i forrige århundrede. For landbrugets udøvere er denne jord­prisstigning, der bevirker en fordyrelse af landmandens vigtigste råstof, absolut ingen fordel. Ved ethvert ejerskifte eller ny overtagelse af forpagtning vil den tiltrædende landbruger komme til at sidde for en efter de højere produktpriser afpasset afgift, og fordelen ved det højere prisniveau går da tabt for landmanden og tilegnes af ejerne af jordværdierne i form af prioritetsrenter eller forpagtningsafgifter. For de tiltrædende landbrugere er de høje priser på landbrugsprodukter derfor lige så byrdefulde som for forbrugerne. Skulle det efter kortere eller længere tids forløb hænde, at priserne på landbrugsprodukter atter faldt, vil dette prisfald selvfølgelig af forbrugerne føles som en betydelig lettelse, men landmændene vil da komme i en lignende situation som ved prisfaldet i firserne og halvfemserne i forrige århundrede. Den i de senere år indtrådte prisstigning på landbrugsprodukter og den som følge heraf indtrådte jordprisstigning vil derfor under ingen omstændigheder kunne gavne landbrugerne eller betrygge deres stilling. Landbrugsvirksomheden trives tværtimod bedst ved lave jordpriser og et nogenlunde stabilt prisniveau. 

Når landmændene i modsætning til den her forfægtede anskuelse ofte vil hævde den opfattelse, at høje jordpriser er til gavn for landbrugsvirksomheden er grunden den at de fleste landmænd indtager en dobbeltstilling, nemlig dels som jordejere, dels som landbrugere, og at de under de forhåndenværende samfundstilstande føler deres privatøkonomiske situation bedst sikret, jo højere jordprisen er. Denne omstændighed bidrager selvfølgelig i høj grad til at fordunkle erkendelsen af det virkelige forhold; så meget mere som ejerne af landbrugsjorden af let forståelige grunde har en vis tilbøjelighed til at benytte såkaldte landbrugsinteresser som dække og skjul for deres rent privatøkonomiske jordejerinteresser. Landbruget er jo vort samfunds kælebarn i langt højere grad end noget andet erhverv, og det er derfor ikke så underligt, at offentlige og private bestræbelser for at bringe jordpriserne i vejret har større udsigt til at vinde bifald, når de fremføres under et vist skin af at gavne landbruget. 

Overfor denne tendens hos landmændene til at søge landbrugets trivsel i en stigning af jordpriserne er det derfor i høj grad på sin plads at fastslå at en jordprisstigning kun gavner jordejerne, og at den vil medføre vanskeligere kår for de kommende landbrugere. Der opstår derfor ganske naturligt det spørgsmål om der da ikke kan påvises noget middel til at hindre denne jordprisstigning. Dette spørgsmål besvares ofte benægtende, idet man går ud fra, at jordprisstigningen er en naturnødvendig følge af den indtrådte stigning i landbrugsprodukternes pris. Da sidstnævnte pris imidlertid som følge af de her i landet rådende produktions- og omsætningsforhold bestemmes af verdensmarkedet, altså af faktorer, hvorpå vi ingen indflydelse har drager man den slutning, at vi også står magtesløse overfor jordprisstigningen. 

Denne opfattelse beror dog på en misforståelse. Om en stigning i landbrugs produkternes pris skal medføre en stigning i jordpriserne, afhænger nemlig i første linje af beskaffenheden af en i vedkommende samfund gældende jordejendomsret, og den siden århundredets begyndelse indtrådte stigning i vor landbrugsjords pris kan slet ikke forklares, når man ikke har den i Danmark gældende jordejendomsret i erindring. Denne ret er vel på enkelte punkter af hensyn til almenvellet underkastet visse indskrænkninger, der ikke er uden betydning. Men disse indskrænkninger, f.eks. forpligtelsen til at opretholde bøndergårdene som selvstændige avlsbrug, er dog ikke af anden art end at jordejendomsretten i det hele og store må karakteriseres som en særret eller et privilegium for jordejerne, og det er denne i forhold til de jordløse privilegerede stilling, der ved en stigning i landbrugsprodukternes pris giver jordejerne adgang til at skaffe sig en forhøjet afgift for jordens benyttelse eller en højere købesum i tilfælde af salg.

At forholdet er således, bliver særlig indlysende, hvis man som modstykke til det danske samfund tænker sig et samfund, hvis jordejendomsret ville betegne en polær modsætning til den her i landet gældende. Lad os f.eks. tænke os et samfund der vel ligesom det danske anerkendte privat jordejendomsret men hvor ejendomsretten til jorden var underkastet den indskrænkning, at enhver, der ønskede at drive landbrug, kunne forlange sig jord udlagt til eje og brug uden anden forpligtelse end at betale de jorden pålagte skatter til stat og kommune. I et sådant samfund kunne en stigning i landbrugsprodukternes pris ikke medføre nogen prisforhøjelse på jorden. De stigende priser på landbrugsprodukter ville nemlig medføre, at de produktive kræfter i befolkningen i forholdsvis større omfang end tidligere blev anvendte i landbrugsproduktionens tjeneste, og denne overgang til en intensivere landbrugsvirksomhed ville under den her forudsatte retstilstand blive fuldbyrdet på den måde at de tiltrædende producenter krævede jord afstået af de hidtil værende landbrugere. Da denne afståelse af jord imidlertid kunne kræves uden betaling, ville den indtrådte stigning i landbrugsprodukternes pris ikke under nogen form kunne bundfælde sig som en højere jordpris. 

En stigning i landbrugsprodukternes pris vil altså ikke med naturnødvendighed give sig udslag i en højere jordpris, men kun under visse bestemte retlige betingelser. Og forsåvidt man erkender, at stigende jordpriser er til skade for befolkningen i almindelighed og for jordbrugerne i særdeleshed, kan man derfor ikke afvise tanken om gennem ændringer i den gældende jordejendomsret at søge jordprisstigningen hindret eller i al fald begrænset så meget som muligt. 

Den foran omtalte meget udbredte opfattelse, at høje jordpriser er til gavn for landbruget, forfægtes selvfølgelig fortrinsvis af større landejendomsbesiddere og storbønder, hvis magtstilling i samfundet jo netop beror på, at den nugældende jordejendomsret giver dem næsten uindskrænket ret til at råde over betydelige jordarealer. Men også hos smågårdmænd og husmænd, der ikke ejer stort mere jord end de selv kan dyrke og kun :undtagelsesvis benytter fremmed medhjælp, kan man møde lignende anskuelser. Efterhånden som det sidstnævnte lag af ejendomsbesiddere siger sig løs fra de større jordejeres ledelse og vågner til selvstændig tænkning og handling, er det imidlertid øjensynligt, at en rigtigere opfattelse vinder råderum. De danske husmandsforeninger, der i løbet af den sidste halve snes år har samlet en betydelig del af husmændene, har således straks fra første færd stillet sig på det standpunkt, at husmandsstanden er bedst tjent med, at jorden bliver så billig og let tilgængelig som muligt, og foreningerne har gentagne gange vedtaget resolutioner og programmer, der er udtryk for denne opfattelse. Fra de større jordejeres side har man af og til søgt at overbevise husmændene om, at de vedtagne programmer strider mod husmandsstandens egen interesse, men disse forsøg har ikke haft held med sig. Husmændene ved selvfølgelig godt hvad de gør, når de kræver, at jorden skal gøres billig og let tilgængelig, thi husmandsstanden som helhed er jo i langt højere grad jordkøbende end jordsælgende, og en husmand behøver ikke at være nogen stor regnemester for at kunne indse at han ingen interesse kan have af jordprisstigning, der ved salget af hans ejendom måske kan indbringe ham et par tusinde kroner, men samtidig gør det vanskeligere for hans børn at blive selvstændige jordbrugere og tvinger dem over i proletariatets rækker. 

Betragter man sagen fra samfundets standpunkt, er det også indlysende, at almenheden ikke kan have nogen interesse i at den, der opgiver landbrugsvirksomheden og sælger sin ejendom, kan trække sig tilbage med en stor afståelsessum. Samfundets interesse er netop den stik modsatte og kræver altså, at den, der vil påbegynde landbrugsvirksomhed kan komme til at arbejde under så gunstige betingelser som muligt. I et samfund som det nuværende, hvis grundprincip kan siges at være en af samfundshensyn begrænset individualisme, er det af største vigtighed at kunne åbne de enkelte den lettest mulige adgang til selvstændig produktiv virksomhed. I teorien anerkendes dette vel også af alle, bortset måske fra enkelte socialister, men i praksis kniber det jævnlig, særlig i spørgsmålet om adgangen til jorden, hvor hensynet til ‘besiddelsen’ og ‘velerhvervede rettigheder’ spiller så stor en rolle, takket være den magtstilling i samfundet, som jordejerne under den nugældende rets herredømme indtager. 

Husmandsforeningernes krav om, at jorden skal gøres lettere tilgængelig for dem, der vil dyrke den, er derfor ikke noget klassekrav, ikke et krav om særrettigheder for husmændene eller andre jordbrugere, men et samfundskrav, der umuligt kan afvises i længden. Hvis vi opretholder den bestående retsordning, ofrer vi til fordel for et mindretal af jordejere, der ikke giver os noget som helst vederlag for dette offer, såvel de fremtidige landbrugeres interesse i at komme til at arbejde under de gunstigst mulige betingelser som forbrugernes interesse i gennem en øget landbrugsproduktion at få landbrugsprodukter til købs for den billigst mulige pris. Vi trænger derfor på agrarpolitikkens område til et fuldstændigt systemskifte, således at vor jord, der under den nugældende rets herredømme først og fremmest betragtes som rentekilde for jordejerne, i første række kan blive anerkendt som værksted og arbejdsplads for befolkningen. Og for hele vor private og offentlige økonomi ville det sikkert være heldigt, om dette systemskifte kunne komme så snart som muligt. 

Det nuværende agrarsystem, der gør ejendomsretten til jorden til en særret eller et privilegium for et mindretal af befolkningen, har nemlig i adskillige retninger særdeles skadelige følger. Disse er jo skildret tit nok, og jeg skal derfor ikke komme dybt ind på enkeltheder, men indskrænke mig til at fremdrage nogle hovedpunkter. Følgerne viser sig først og fremmest i en ustandselig vækst af det ejendomsløse proletariat. Proletariatet udgør nu en langt større procentdel af befolkningen end i tidligere tid, og det fortsatte vækst indeholder en stor fare for en rolig fremadskridende samfundsudvikling. Det er i virkeligheden meningsløst og selvmodsigende, at vi vedbliver at forøge proletariatets politiske rettigheder gennem valgret til de lovgivende forsamlinger og kommunale råd samtidig med, at vi gennem en opretholdelse af den bestående jordejendomsret lægger proletariatet større og større hindringer i vejen for at komme ud af den proletariske tilværelse og arbejde sig frem til økonomisk selvstændighed. Jo mere proletariatet vokser i tal, des mere vil hele samfundsudviklingen blive præget af snævre proletariske synsmåder, der er vor nedarvede nationale kultur fremmede, fordi denne kultur i væsentlig grad bygger på de enkelte borgeres økonomiske selvstændighed og uafhængighed. En fortsat proletarisering af befolkningen vil medføre en stor svækkelse af vort folks fysiske og åndelige kraft, der vil kunne blive skæbnesvanger i fremtiden. 

En anden højst uheldig følge af den bestående jordejendomsret er den forøgelse af den på jorden hvilende prioritetsgæld, som stadig foregår. Denne stigning af prioritetsgælden får tilmed en særlig ondartet karakter, når vore kreditforeningers obligationer, som tilfældet har været i de senere år, i større omfang afhændes på det udenlandske marked, og den internationale finansmagt derigennem får mere indflydelse på vore økonomiske forhold. For den enkelte prioritetsskyldner kommer det ganske vist ud på et, om prioritetsrenten betales til indenlandske eller udenlandske kreditorer, men anderledes stiller sagen sig selvfølgelig, når den ses fra samfundets standpunkt, thi en permanent afhængighed af det udenlandske pengemarked vil let kunne bringe statsmagten i en beklagelig afhængighed af udlandet og under visse forhold lamme dens politiske handlefrihed. 

Den overgang til en intensivere drift, som karakteriserer vort landbrugs udvikling i den sidste menneskealder, tages jævnlig til indtægt af dem, der mener, at alt landboforholdene vedrørende er såre godt. Dette er imidlertid ganske uberettiget. Med al anerkendelse af den dygtighed og energi, som de danske landmænd har lagt for dagen i kampen mod de ved den oversøiske konkurrence fremkaldte ugunstige konjunkturer, må det hævdes, at befolkningen som helhed kun har ringe glæde af de tekniske fremskridt i vort landbrug. Ja, hvis den intensive drift var et udtryk for, at befolkningen havde lettere ved at skaffe sig de fornødne næringsmidler eller at jordbrugerne havde et større retligt herredømme over jorden end tidligere, så at en større del af befolkningen nu kunne finde et lønnende udkomme ved jordbruget, kunne man betragte de tekniske fremskridt med tilfredshed. Men den nuværende intensive drift i landbruget har jo en hel anden karakter, idet den så godt som udelukkende er beregnet på fremstilling af varer for det udenlandske marked. Og hvis dette marked skulle blive lukket eller delvis afspærret for os, må den intensive drift atter ophøre eller begrænses. Det vil da vise sig, at landbruget i endnu ringere grad end det nu er tilfældet vil kunne fastholde befolkningen, og vi vil blive vidner til en affolkning af landdistrikterne, endnu større end den vi hidtil har kendt. 

At den til landbruget knyttede del af befolkningen kun er vokset i ringe grad i sammenligning med den hele befolkning, er vel det mest afgørende vidnesbyrd om, at befolkningen som helhed kun har ringe gavn og glæde af den intensive drift, og denne har da heller ikke formået i nogen synderlig grad at bedre de økonomiske kår for de landbrugsarbejdere, som ikke selv ejer jord, men er henviste til at arbejde for andre. At landarbejderne i den sidste menneskealder i så stort omfang er udvandrede til byerne og til de oversøiske lande, skyldes i første række vanskelighederne ved at kunne grundlægge selvstændige jordbrug. Hvis denne bortvandring fra landdistrikterne ikke havde fundet sted ville landarbejdernes kår have været endnu ringere og fattigbyrden i landkommunerne en del større end nu. Når det undertiden påstås at landbruget under de nuværende forhold kunne beskæftige langt flere personer end det faktisk gør, er denne påstand uden rod i virkeligheden. Hvis landbruget virkelig havde manglet arbejdskraft, ville den store forøgelse af rodfrugtarealerne og den stærke stigning af malkekøernes antal, der er konstateret ved hver af de senere tællinger, umulig have kunnet finde sted. Det skal vel ikke benægtes, at landmændene i en vis kort tid af året med held for alle parter kunne beskæftige lidt mere arbejdskraft end nu, men i den allerstørste del af året er tilbuddet af arbejdskraft til gengæld mere end tilstrækkeligt, og den i vort samfund forhåndenværende arbejdsløshed ville derfor ikke kunne afhjælpes ved, at de arbejdsløse i byerne vandrede ud på landet og tilbød landmændene deres tjeneste. Ved en sådan udvandring ville arbejdsløsheden i byerne ganske vist formindskes, men til gengæld ville arbejdslønnen i landbruget falde, og arbejdsløsheden på landet i vintertiden, der flere steder er ret stor, ville stige betydelig. 

En forandring i disse forhold er umulig, så længe adgangen til jorden som følge af den nugældende jordejendomsret unddrages befolkningen, og landbrugsvirksomheden væsentlig drives med det formål af skaffe jordejerne den højest mulige rente gennem en forcering af eksporten af landbrugsprodukter. Så længe dette er tilfældet, vil proletariatet vokse og den på jorden hvilende gæld stedse forøges. Da kravene til stat og kommune samtidig uafbrudt stiger, særlig som følge af den såkaldte ‘sociale lovgivning’, ses det let, at den situation, vi driver hen imod ikke er uden betænkelighed. På den ene side stedse ringere vilkår for det produktivt arbejdende landbrug, på den anden side stadig større krav om hjælp til de svage og nødlidende. Det stedse stigende misforhold mellem disse krav og samfundets evne til at honorere dem vil imidlertid kunne bidrage betydelig til fremme af kravet om en landboreform, der letter adgangen til selvstændigt produktivt arbejde og derigennem overflødiggør i det mindste en del af den sociale lovgivning. 

– II –

En og anden vil måske mene, at det i det foregående udkastede billede af de nuværende landboforhold i Danmark er for mørkt, men jeg tror ikke, at den, der vil prøve på at nå frem til en upartisk og af storgrundbesiddernes særlige syn upåvirket bedømmelse af forholdene, vil finde synderligt at ændre i min fremstilling. Når det ikke des mindre synes at være ret vanskeligt at få vore statsmænd og ledende politikere til at interessere sig for en reform af forholdene, er grunden vel den, at politikerne instinktmæssig har en fornemmelse af, at kun radikale forholdsregler vil kunne råde bod på skavankerne. Og når man erindrer, hvor konservativ den menneskelige natur i sig er, kan man ikke undres over, at selv politikere, der betegner sig som radikale, kvier sig ved at foretage den operation, der alene kan bringe bedring i forholdene, og at de så længe som muligt søger at hjælpe sig med allehånde palliativer og kvaksalverforanstaltninger.

Hertil må særlig henregnes lovgivningen om statshusmands­brug, der tog sin begyndelse med loven om tilvejebringelse af jordlodder for landarbejdere af 24. marts 1899 og er blevet fortsat med de senere love af 22. april 1901 og 30. april 1909. Disse love, der har tiltrukket sig opmærksomhed også udenfor landets grænser og er blevet benyttede som forbillede for lovgivning andetsteds, anføres jævnligt som eksempler på, hvor ‘fremskreden’ Danmark er på den sociale lovgivnings område. Nægtes kan det selvfølgelig heller ikke, at mange af statshusmændene er betydelig bedre stillet end de ville have været, hvis de var vedblevne at være jordløse landarbejdere, og hvis det gik an at se sagen alene fra de statshusmænds standpunkt, hvem lovene er kommet til gode, ville der ikke være så megen anledning til kritik. Men man kan lige så lidt her som ved bedømmelsen af den øvrige sociale lovgivning se bort fra de udgifter, som foranstaltningen har medført, og oprettelsen af statshusmandsbrug har kostet staten betydelige summer, der repræsenterer en meget stor begunstigelse af enkelte personer på det hele samfunds bekostning. Og da den begunstigelse, som staten yder i form af et højt prioritetslån til en ekstraordinær lav rente, ofte vil have den virkning, at prisen for den jord, som statshusmændene køber, løftes i samme forhold som renten af statslånet går under den normale prioritetsrente, vil begunstigelsen hyppig ikke komme statshusmanden selv, men sælgeren af jorden til gode, hvorved det hele forhold bliver endnu mere uforsvarligt. Man har endvidere ofte påstået, at de gennem statshusmandslovgivningen indførte statsbegunstigelser har den virkning, at prisen løftes ikke alene for den jord, som statshusmændene erhverver, men også for anden jord, som erhverves til oprettelse af husmandsbrug. Der er meget, som taler for, at denne påstand er rigtig, men det er efter sagens natur umuligt at føre noget egentligt bevis for den. Alt i alt må det således siges, at de ulemper i forskellige retninger, som statshusmandslovgivningen medfører, vejer tungt mod de fordele, som den har bragt de enkelte statshusmænd, og under hensyn til de betydelige ofre, som denne lovgivning har pålagt statskassen, og som ville blive endnu føleligere, hvis en konjunkturforandring skulle gøre det vanskeligt eller umuligt for statshusmændene at opfylde deres forpligtelser turde det tidspunkt ikke ligge fjernt, hvor man vil blive enig om, at det i længden er umuligt at fortsætte ad denne vej.

Foruden statshusmandsbrugene er der i de senere år oprettet en del mindre landbrug, og hvis de nuværende priser på landbrugsprodukter holder sig er det ikke usandsynligt, at denne bevægelse i nogen grad vil blive fortsat. Den påbegyndte udstykning møder dog betydelige vanskeligheder, da jordejerne under de nuværende konjunkturer, hvor en yderligere jordprisstigning ventes, ikke er synderlig tilbøjelige til at skille sig af med deres jord. Udstykningen foregår vistnok mest i landets magrere egne, hvor arbejdslønnen i landbruget fra ældre tid har været og stadig er højere end i de mere frugtbare egne. Når en prisstigning på landbrugets produkter gør en mere intensiv drift lønnende, men jordejerne på grund af større lønfordringer fra landarbejdernes side har vanskeligt ved at foretage denne overgang til intensiv drift, vil nemlig ejerne af større jordarealer i landets magrere egne være tilbøjelige til at skille sig af med en del af deres jord, eftersom de ved salget kan opnå en større indtægt end de ville få, hvis de beholdt jorden og selv foretog overgangen til den intensive drift. I de mere frugtbare egne af landet kan jordejerne derimod iværksætte overgangen til en intensivere drift ved at indføre fremmed, væsentlig polsk arbejdskraft, hvis anvendelse næppe kan betale sig på mindre frugtbar jord. Det kan derfor ikke ventes, at den påbegyndte udstykning vil blive fortsat i et sådant omfang, at den i nogen væsentlig grad skulle forandre landboforholdenes karakter. 

Til fremme af udstykningen er der i adskillige egne af landet dannet udstykningsforeninger, der delvis virker med statens støtte i henhold til lovene af 6. april 1906 og 13. maj 1911. Enkelte af disse udstykningsforeninger kan opvise ganske pæne resultater, andre har måttet indskrænke deres virksomhed til udstykning af nogle større bøndergårde med nedbrændte eller faldefærdige bygninger, atter andre kan derimod ikke opvise noget nævneværdigt resultat af deres virksomhed. Ved dannelsen af udstykningsforeningerne er man i almindelighed gået ud fra, at foreningerne, da al privatøkonomisk fordel skal være udelukket, kan skaffe jord til rådighed på billigere betingelser end de private spekulanter, de såkaldte ‘gårdslagtere’ er i stand til, men når man bortser fra enkelte isolerede tilfælde, er det vistnok meget tvivlsomt, om disse forventninger er gået i opfyldelse. Det er tværtimod sandsynligt, at dannelsen af udstykningsforeninger nærmest har virket i retning af at forhøje jordpriserne, eftersom der nu på markedet er optrådt en efterspørgsel, som man ikke tidligere kunne regne med. Og hvis man tænker sig, at udstykningsforeningerne ved yderligere støtte fra statens eller privat side blev sat i stand til at give sig i kast med større opgaver end de for tiden magter, ville en jordprisstigning uundgåeligt blive følgen. Det må overhovedet vel erindres, at om end en større udstykning af jorden er en uundværlig bestanddel af enhver virkelig landboreform, kan opgaven dog ikke være at få jorden udstykket for enhver pris. En udstykning der ledsages af en betydelig forøgelse af prioritetsgælden, er et i høj grad tveægget sværd, men det ses ikke, hvorledes en slig prioritetsforøgelse overhovedet skal kunne undgås, så længe den gældende jordejendomsret ikke reformeres. 

I de senere år er det gamle spørgsmål om ophævelsen af len og stamhuse på ny kommet på dagsordenen, og fra flere sider er dette spørgsmål bragt i forgrunden på en sådan måde, at man skulle tro, at ophævelsen af det fideikommissariske bånd var ensbetydende med en grundlæggende landboreform. Dette beror imidlertid på en misforståelse. De i det foregående fremdragne skyggesider ved vore landboforhold har deres årsager i den nugældende jordejendomsrets absolutte og uindskrænkede karakter, men samfundsmæssigt set virker den gældende jordejendomsret i alt væsentligt på samme måde, hvad enten jorden er undergivet fideikommissarisk bånd eller ikke. Bestræbelserne for ophævelse af fideikommisgodserne er som bekendt af gammel dato, og de har ingen forbindelse med de moderne bestræbelser for at gøre adgangen ti[ jorden lettere for dem, der vil dyrke den. Uviljen mod fideikommisgodserne har oprindeligt sit udspring i det liberale bourgeoisis skinsyge mod den grundbesiddende adel, og bourgeoisiets ønske om at komme i besiddelse af jordegods for derigennem at skaffe sig forøget politisk indflydelse. Det er imidlertid umuligt at indse, at der socialpolitisk set skulle være noget som helst vundet ved at få de nuværende lens- og stamhusbesiddere ombyttet med borgerligt fødte godsejere af kapitalistisk type, og da en ophævelse af det fideikommissariske bånd ikke vil ændre landboforholdene eller afhjælpe de mangler, der klæber ved den nuværende ordning, er der ingen grund til at optage en kamp for afskaffelsen af fideikommisgodserne. Det er en selvfølge, at de indskrænkninger i ejendomsretten over jorden, der omhandles i det følgende, ligeså vel må ramme lens- og stamhusbesidderne som andre jordejere. Men der er ingen grund til at træffe særlige lovbestemmelser med hensyn til fideikommisgodserne, og der er så meget mere anledning til at advare imod at drage spørgsmålet om fideikommisgodserne i forgrunden, som der kan være nogen grund til at formode, at visse politikere, hvem en gennemgribende reform af landboforholdene er ubekvem, vil søge at forhale en sådan reform ved at gøre spørgsmålet om fideikommisgodsernes bevarelse eller ophævelse til et hovedspørgsmål, der kan aflede opmærksomheden fra det, der er jordspørgsmålets egentlige kerne. 

De i det foregående omtalte reformbestræbelser, oprettelsen af statshusmandsbrug, dannelsen af udstykningsforeninger og arbejdet for ophævelsen af len og stamhuse kan kun henregnes til reformforsøg med utjenlige midler. En virkelig reform af landboforholdene, der i væsentlig grad letter den ugunstigt stillede del af befolkningen adgangen til at komme i besiddelse af jord og derigennem afhjælper manglerne ved den nu bestående ordning, kan nemlig kun opnås ved indførelsen af visse indskrænkninger i ejendomsretten over jorden. Slige indskrænkninger i ejendomsretten er jo ikke ukendte i dansk ret. Herhen hører således forbuddet mod nedlægning og sammenlægning af bøndergårde, forbuddet mod nedlægning af de såkaldte pligthuse og bestemmelserne om fredskovspligten. Disse indskrænkninger i ejendomsretten stammer alle fra ældre tid, men de har heldigvis trodset den ‘liberale’ nationaløkonomis angreb, og i vore dage er der vel næppe nogen, der drister sig til at foreslå dem afskaffet, i al fald ikke uden at der samtidig indføres andre og mere tidssvarende, men mindst ligeså vidtgående indskrænkninger i stedet. 

At ejendomsretten over jorden må underkastes visse indskrænkninger af hensyn til almenheden, er dybt begrundet i sagens natur. Og en virkelig gennemført liberalisme, der har frigjort sig for den ortodokse økonomis ensidige privatøkonomiske synsmåder og for alvor vil tilstræbe en økonomisk frigørelse af befolkningen, må i første linje tage sigte på at hindre en ubegrænset ejendomsret til naturgoderne. Indskrænkninger i den private jordejendomsret har derfor heller ikke noget med socialismen at gøre, når og for så vidt de ikke medfører noget indgreb i den private drift eller beskærer ejendomsretten til de ved arbejdet frembragte værdier. Dette erkendes også af de overbeviste socialister, der altid føler sig i et stærkt modsætningsforhold til dem, der gennem indskrænkninger i den private jordejendomsret vil hæve denne ret op i et højere plan og formindske dens karakter af særret, privilegium eller monopol. Thi en socialistisk samfundsordning står og falder med besvarelsen af det spørgsmål, om der skal indrømmes private personer selvstændige, af statsmagtens vilkårlighed uafhængige rettigheder over jorden, og de rettroende socialister handler derfor fuldstændig konsekvent, når de modsætter sig en reform af jordejendomsretten, der vil gøre det lettere for private personer at blive selvstændige jordejere. 

Da den nugældende jordejendomsret som følge af det monopolelement, den indeholder, begunstiger et mindretal af statsborgerne på flertallets bekostning, er den i virkeligheden i strid med de grundsætninger om statsborgernes lighed for loven, som statsmagten i øvrigt hævder og praktiserer. Når forkæmperne for Henry Georges beskatningsteorier i så høj grad betoner den ulighed og retfærdighed, der knytter sig til den nuværende ordning, og altså særlig appellerer til retsfølelsen, skal dette derfor ikke bebrejdes dem. På den anden side vil imidlertid selv den mest overbeviste georgist blive nødt til at indrømme, at den nugældende jordejendomsret er en i vort samfund så dybt rodfæstet indretning, og at dens virkninger udstrækker sig til så mange forhold, at en reform i lighedens og retfærdighedens ånd i bedste fald kun vil kunne ske gradvist. De første skridt på reformbanen vil, hvor indgribende de end måtte blive, nødvendigvis komme til at ligge temmelig langt fra det af georgisterne tilstræbte endemål, og når man altså bliver nødt til foreløbig at nøjes med partielle reformer, der vel begrænser, men dog ikke ophæver de bestående særrettigheder over jorden, er det selvfølgelig umuligt at begrunde et reformforslag alene ved en almindelig henvisning til, at disse særrettigheder er uretfærdige og derfor principielt forkastelige. Først når de økonomiske hensyn tages med i beregningen, først når det påvises, at den bestående jordejendomsret ikke alene er uretfærdig, men tillige økonomisk skadelig såvel for samfundet som for de enkelte, først da bliver det muligt at fremsætte et praktisk forslag, hvis præmisser og konklusion stemmer overens. I den henseende lader de fra georgistisk side fremkommende reformforslag ofte en del tilbage at ønske. 

De indskrænkninger i jordejendomsretten, der bør tilstræbes, må gå ud på at begrænse jordejernes ret til at spærre for jordens brug, således at adgangen til at blive selvstændig jordbruger gøres væsentlig lettere end den nu er. Reformen må altså være af den art, at den åbner udsigt til, at vor jord kan blive genstand for en langt intensivere dyrkning end nu. Og denne overgang til en stedse intensivere drift må sættes i værk helst uden stigning af jordværdien, men i al fald med den mindst mulige stigning. 

Det kunne vel i flere retninger være ønskeligt at sætte målet for en reform af jordejendomsretten endnu højere end her foreslået, således at de nu bestående særrettigheder blev yderligere formindskede. Det vil jo altid i nogen grad bero på et skøn, hvor stort et indgreb i en beslående tilstand der er nødvendigt for at opnå en vis virkning. Imidlertid tror jeg, at den del af befolkningen, der lider mest under den gældende rets uheldige virkninger, vil føle sig fuldt tilfredsstillet ved en reform, der åbner adgang til en større udstykning og intensivere dyrkning af jorden, uden at jordprisen stiger. På den anden side går det heller ikke an at sætte målet lavere, thi da jordejerne på forhånd vil være ugunstigt stemte overfor ethvert forslag om indskrænkninger i jordejendomsretten, vil der ikke være nogen mening i at optage en kamp for indskrænkninger, som ikke vil få nævneværdige socialøkonomiske virkninger. Når den planlagte reform derimod kommer til at række vidt, vil dens forventede følger kunne bidrage betydeligt til at forsone jordejerne med de ofre, der for samfundets skyld pålægges dem, så meget mere som det tør håbes, at i al fald en del af jordejerne gennem den offentlige menings tryk vil komme til den erkendelse, at en reform af den nuværende tilstand også vil være i jordejernes egen velforståede interesse. Skulle det nemlig hænde, at det nuværende spændte forhold mellem jordejernes privatøkonomiske interesser og almenhedens interesse i, at jorden anvendes på den for det arbejdende samfund mest hensigtsmæssige måde, blev yderligere tilspidset, ville der let kunne indtræde en situation, hvorunder statsmagten ville føle sig tvungen til at gøre endnu større indgreb i de bestående forhold end der kræves for at nå del foran opstillede mål for en reform, at tilvejebringe en større udstykning og intensivere dyrkning af jorden, uden at jordprisen stiger. 

For at nå dette mål kræves der efter min anskuelse indskrænkninger i jordejendomsretten af en dobbelt art. Der må nemlig indføres dels en ny beskatning af jorden efter dens værdi, dels en ret for hver mand til at kræve sig jord udlagt til eje og brug. Ved den førstnævnte foranstaltning indskrænkes jordejendomsretten til fordel for almenheden, ved den sidstnævnte til fordel for private. 

– III –

Siden d. 1. juli 1904, fra hvilket tidspunkt gammelskatten og hartkornsskatterne til staten bortfaldt og afløstes af ejendomsskylden, svares det langt overvejende beløb af de på fast ejendom hvilende skatter som kommuneskatter. Når man vil reformere vore landboforhold gennem en reform af jordbeskatningen, vil det derfor være naturligst at knytte denne reform til en ændring i lovbestemmelserne om de kommunale ejendomsskatter. 

Den i 1903 indførte ejendomsskyld har aldrig opnået at blive populær, og dens upopularitet vil sikkert vokse efterhånden som den i stigende grad kommer til at afløse hartkornet som grundlag for den kommunale beskatning af fast ejendom. Som beskatningsgrundlag havde hartkornet den mangel, at det ikke tog noget hensyn til jordens beliggenhedsværdi, og at det som følge af de siden matrikuleringen iværksatte nyopdyrkninger ikke længere repræsenterede de skyldsatte jorders bonitetsværdi i det rette forhold. For statsskatternes vedkommende havde hartkornets mangler nu ingen betydning, da disse skatter faktisk betragtedes som uforanderlige og i tidens løb havde antaget karakteren af grundbyrder. Anderledes stillede sagen sig derimod for kommuneskatternes vedkommende. Her havde hartkornets mangler efterhånden medført en betydelig ulighed i beskatningen, en ulighed, der blev så meget mere følelig, som den kommunale skattebyrde var stærkt stigende. Der var derfor god grund til at reformere de kommunale hartkornsskatter, men den måde, hvorpå reformen blev sat i værk, nemlig ved indførelsen af ejendomsskyld som beskatningsgrundlag i stedet for hartkornet, var ikke noget lykkeligt greb.

Medens nemlig hartkornsbeskatningen var en ren jordskat og det pågældende jordstykkes anvendelse ikke påvirkede skattens størrelse, stiller sagen sig anderledes for ejendomsskyldens vedkommende. Her er det de faste ejendommes værdi i handel og vandel, altså værdien af jorden med tilhørende bygninger, plantninger og grundforbedringer, der danner grundlaget for beskatningen. Heraf følger for det første, at en overgang fra hartkorn til ejendomsskyld betyder en formindskelse af den på jorden hvilende skattebyrde og en forøget skat på de ved arbejdet frembragte værdier. To lige store og ensartede jordstykker, hvoraf det ene er bebygget, det andet derimod ubebygget, svarer samme beløb i hartkornsskat, men derimod en væsentlig forskellig ejendomsskyld. Ved overgangen fra hartkorn til ejendomsskyld forøges altså skatten for de ejendomme, hvis bygninger udgør en forholdsvis større del af den samlede ejendoms værdi, så at husmandslodder og bosteder får en forholdsvis større skat end bøndergårde og større landejendomme. Og da selve jordens værdi i handel og vandel også afhænger af dens anvendelse, idet f.eks. 5 tønder land, der udgør et selvstændigt husmandsbrug, betales med en langt højere pris end tilsvarende jordstykker, der udgør 1/10 eller 1/100 af henholdsvis en bondegårds eller en hovedgårds tilliggende, vil også den på selve jorden faldende del af ejendomsskylden komme til at hvile forholdsvis tungere på de mindre end på de større landejendomme. 

Når ejendomsskylden altså rammer de mindre, intensivt drevne landbrug forholdsvis hårdere end de større landbrug, er det ikke uden føje, at denne skat jævnlig karakteriseres som en beskatning af flid, dygtighed og foretagsomhed. Og efterhånden om ejendomsskylden kommer til at fortrænge hartkornet som grundlag for den kommunale ejendomsbeskatning, vil ejendomsskyldens mangler blive stedse mere følelige. Det er derfor med god grund, at husmændenes organisationer for længst har krævet ejendomsskylden omdannet til en jordskyld, hvorved bygninger og forbedringer fritages for skat og al jord af lige godhed kommer til at bære samme skattebyrde uden hensyn til, om jorden hører til en større eller en mindre landejendom. 

I kravet om ejendomsskyldens omdannelse til jordskyld mødes de mindre landejendomsbesidderes berettigede ønsker om en retfærdigere fordeling af skattebyrden med de i samfundshensyn begrundede ønsker om, at det offentlige skal hævde sin førsteret til jorden gennem beskatning i et langt videre omfang end det nu sker. En kraftig beskatning af jordrenten gennem en ren jordskyld vil utvivlsomt bidrage til at formindske jordspekulationen og modvirke jordens værdistigning. Selv om en sådan beskatning ikke kan have så omfattende virkninger som den af H. George foreslåede beskatning, hvorved hele jordrenten inddrages i det offentliges kasse, vil den dog i nogen grad gøre det lettere at grunde selvstændige landbrug og derigennem fremme en mere intensiv jorddyrkning. En kraftig jordrentebeskatning vil altså samtidig med at den sikrer almenheden en del af den jordrente, som eller ville tilflyde private, også indirekte gavne samfundet gennem den støtte, den yder de privates flid og foretagsomhed. 

Det vil let ses, at de her fremførte synsmåder i væsentlige punkter falder sammen med Henry Georges anskuelser. Fra Henry George adskiller jeg mig dog deri, at jeg ikke forlanger grundværdibeskatning indført som eneste skat, og at jeg overhovedet ønsker at tage betydelig lempeligere på de nuværende private jordrentenydere end George anser for rigtigt. Jeg nærer ganske vist ingen tvivl om, at et samfund, i hvilket al skat hviler på jorden, vil være betydelig sundere end det nuværende. Men dels anser jeg ikke jordspørgsmålet for løst alene derved, at man gennem en grundværdibeskatning sikrer jordrenten for almenheden, thi til en løsning af jordspørgsmålet kræves endvidere indførelse af en personlig ret til jorden for enhver samfundsborger, en ret, hvortil Henry George som bekendt ingen plads har i sit system. Og for det andet må jeg hævde, at en grundværdibeskatning efter H. Georges forslag ganske bortser fra spørgsmålet om en slig beskatnings retfærdighed eller uretfærdighed, allerede af den grund er utilrådelig, at den ville medføre et så stort indgreb i den bestående tilstand. At den ville vække betydelig misfornøjelse også hos mange af dem, hvem man netop tilsigter at gavne. Et så stort indgreb i det bestående er heller ikke nødvendigt for at nå det mål for en landboreform, jeg i det foregående har opstillet, nemlig at få jorden gjort let tilgængelig, uden at jordprisen stiger. 

Ud fra de her fremførte synspunkter henstiller jeg til overvejelse følgende forslag til en ny kommunal beskatning i landkommunerne*):

*) En tilsvarende reform af den kommunale beskatning i København og købstæderne ville være naturlig og ønskelig, men da den nuværende kommunale beskatning henholdsvis i København, købstæderne og landdistrikterne er ret forskellig, kræver den foreslåede reform af den kommunale beskatning i landkommunerne formentlig ikke med nødvendighed en tilsvarende reform for Københavns og købstædernes vedkommende.

1. Den nuværende ejendomsskyld til staten overdrages til sognekommunerne; 
2. De skatter, der nu svares af ejendomsskylden, altså både den nuværende statsskat, der i følge punkt 1) skal overgå til sognekommunerne, og den nuværende kommunale skat omdannes straks til jordskyld; 
3. Den forøgede indtægt, som sognekommunen får ved erhvervelsen af en nuværende ejendomsskyld til staten, anvendes til nedsættelse af den personlige kommuneskat; 
4. Der må ikke fremtidig opkræves et større beløb i hartkornsskat end hvad der er udredet i det sidste år før reformens ikrafttræden. Heller ikke må der fremtidig opkræves et større beløb i personlig kommuneskat end hvad der svarer til forskellen mellem det beløb af personlig kommuneskat, som er udredet i det sidste år før reformens ikrafttræden, og den af kommunen erhvervede ejendomsskyld til staten. 
5. Det beløb af hartkornsskat og personlig kommuneskat, der bliver tilbage efter reglerne i punkt 4) overføres på jordskylden i løbet af 25 år med 1/25 årlig eller med 1/5 hvert 5. år. Efter udløbet af de 25 år udredes al kommuneskat som jordskyld.
6. Der gives staten erstatning for den til sognekommunerne overdragne ejendomsskyld ved en forhøjet indkomst- og formueskat, der rammer indkomster over 3.000 kr. og formuer over 15.000 kroner. 

Efter dette forslag afskaffes al skat af fast ejendom til staten og efter en vis tid forløb al personlig skat til kommunen, så at jordskylden i tidens løb bliver kommunens eneste skattekilde.

Gennemførelsen af en jordskyld kræver en fuldstændig vurdering og skyldsætning af al landets jord, og dette medfører selvfølgelig et betydeligt arbejde og en ikke ringe bekostning. Derimod er de tekniske vanskeligheder ved en særskilt vurdering af jorden næppe så store som det undertiden hævdes, særlig fra deres side, der overhovedet er principielle modstandere af jordskylden. En særskilt vurdering af jorden og af arbejdsskabte værdier foregår jo så at sige dagligt i det praktiske liv, nemlig hver gang en fast ejendom omsættes, eftersom de købesummer, der betales for faste ejendomme, altid bunder i en sådan særskilt vurdering, skønt dette muligvis ikke altid er parterne fuldt bevidst. Hermed skal det dog ikke være sagt, at der slet ingen vanskeligheder foreligger for en særskilt vurdering af jordværdien, og da denne vurdering ved gennemførelsen af de her foreslåede regler om den kommunale beskatning vil få en langt større betydning som skattegrundlag end den nuværende ejendomsskyldvurdering, må man selvfølgelig søge udveje til at overvinde vanskelighederne så fuldstændig som muligt. Dog bør der gøres opmærksom på, at da selv de bedste regler for en særskilt vurdering af jordværdien som all menneskeværk ikke kan være absolut fuldkomne, ville det være urigtigt om man lod sin tilslutning til de her foreslåede beskatningsregler være udelukkende afhængig af, om vurderingsreglerne kan få den højest tænkelige grad af fuldkommenhed. Hvis man altså erkender, at den foreslåede jordskyld er retfærdig og økonomisk gavnlig for landet, ville det ikke være forsvarligt at afvise den, fordi vurderingsreglerne ikke kan blive så fuldkomne som i sig selv ønskeligt. Jeg fremdrager særlig dette punkt, fordi det er så overordentlig almindeligt, at forslag om indførelse af jordskyld pure afvises med den begrundelse, at det er umuligt at give vurderingsregler, der virker absolut tilfredsstillende, medens dette hensyn dog kun er et enkelt, om end særdeles vigtigt moment blandt mange andre.

Vanskelighederne ved den særskilte vurdering af jordværdien kommer jo særlig frem, når de ved arbejdet skabte værdier smelter sammen med jordværdien og danner et uadskilleligt hele med denne. At adskille bygninger og plantninger og andre udvortes synlige arbejdsskabte værdier fra jordværdien, volder derimod ingen vanskelighed. Med hensyn til sådanne grundforbedringer, som smelter sammen med jordværdien, må hovedreglen blive den, at jorden vurderes i den stand, hvori den er, altså inklusive forbedringerne, men der må til gengæld åbnes ejeren adgang til et vist midlertidigt fradrag for værdien af de grundforbedringer, hvoraf han endnu ikke har fået fuldt udbytte. Der må altså indføres et amortisationssystem; så at den ved grundforbedringer skabte jordværdi først henregnes til den skattepligtige jordværdi efter forløbet af en vis årrække, idet denne længde må blive afhængig af grundforbedringens karakter. Store og omfattende grundforbedringer, såsom dræning og opdyrkning af hede- og mosejord, må lades skattefri i en længere årrække end mindre grundforbedringer såsom mergling, tilførsel af kalk osv. Det er selvfølgelig af stor vigtighed, at jordskylden indrettes på en sådan måde, at man ikke fratager jordejerne lysten til at foretage grundforbedringer, og netop dette skulle være en af hovedfordelene ved at opgive ejendomsskylden som grundlag for beskatning.

En jordskyld der skal realisere princippet ‘lige skat på lige jord’, må i øvrigt fastsættes efter andre regler end den nuværende ejendomsskyld. Ejendomsskylden skal udtrykke ejendommenes værdi i handel og vandel og medfører derfor en uensartet beskatning af ensartede jorder, idet vurderingen af tvende jordstykker af samme godhed og beliggenhed bliver forskellig eftersom jorden henhører under en større eller en mindre ejendom. Dette skal netop undgås ved jordskylden, og ved dennes fastsættelse kan man derfor ikke uden videre lægge den pris til grund, der faktisk er blevet betalt for det pågældende jordstykke. Dette er også rigtig erkendt ved de i årene 1911 og 1912 afholdte prøvevurderinger til jordskyld, ved hvilke landbrugsejendomme eller jord, der bør sammenstilles med sådanne, er vurderede ‘efter hvad en td. land af beskaffenhed og beliggenhed som det pågældende jordstykke antages efter egnens priser at ville koste i handel og vandel i ubebygget stand, når jorden tænkes at høre til en middelstor bondegård’. En vurdering til jordskyld vil derfor blive en slags ny matrikulering, idet man må tage sit udgangspunkt i visse bestemte typer af jord, og når denne jord er sat til en vis pris eller takst (hartkorn), ud fra disse ansættelser skyldsætte den øvrige jord efter dennes forhold til de udvalgte typer. Således bar man sig ad ved den skyldsætning, der ligger til grund for matrikulen af 1844, hvor man dog kun tog hensyn til jordens naturlige frugtbarhed og ganske så bort fra beliggenheden, medens man ved en ny matrikulering selvfølgelig må tage hensyn til begge momenter. 

Hovedsagen ved en ny matrikulering er selvfølgelig at få en ligelig og retfærdig vurdering af jorden, og overskyldrådet har sikkert ret, når det i beretningen om den i 1912 afholdte prøvevurdering udtaler, at dette ikke kan nås ved hjælp af de vurderingsmyndigheder, der bruges ved ejendomsskyldvurderingen, men at der må tilvejebringes et heil nyt vurderingsapparat, først og fremmest en centralmyndighed, der kan fastsætte udgangspunkterne for værdiansættelserne i de forskellige dele af landet. Den opgave at tilvejebringe en ligelig jordvurdering lettes i øvrigt betydeligt, når man som her foreslået indskrænker sig til at anvende jordskylden ved den kommunale beskatning, thi det bliver da uden betydning, om man kan få en ligelig vurdering for hele landet, når blot man kan få en ligelig vurdering af alle til samme skattekreds (altså højst amtskommunen) hørende jorder. 

Når jeg har betegnet vurderingen til jordskyld som tilvejebringelse af en ny matrikul, må jeg dog for at undgå misforståelse gøre opmærksom på, at jeg ikke har tænkt på en matrikul af den samme faste og ubevægelige karakter som de gamle hartkorns­matrikler. En sådan matrikul ville ikke tilfredsstille nutidens økonomiske behov, der kræver en skyldsætning af jorden, som hurtigt kan bringes a jour med indtrædende forandringer i de enkelte jordstykkers indbyrdes værdiforhold. Bedst vil det være at foretage en årlig skyldsætning på samme måde som den årlige ansættelse til indkomst- og formueskat. Til en begyndelse er dette måske uopnåeligt, men når først vurderingsapparatet er sat i system og matrikulen udarbejdet, vil det nok vise sig, at det årlige arbejde med at holde matrikulen a jour vil kunne iværksættes hurtigere og med ringere bekostning end ansættelsen til indkomst­ og formueskat. Det er vel muligt, at den første vurdering til jordskyld vil tage længere tid og udkræve et større arbejde end en ejendomsskyldvurdering, men dette vil ikke gælde de senere jordskyldvurderinger, thi her er man ikke som ved en ny ejendomsskyldvurdering nødt til at foretage en besigtigelse af samtlige ejendomme. 

Skulle det vise sig, at udarbejdelsen af en ny matrikul vil komme til at strække sig over flere år, vil der næppe være noget til hinder for indtil videre at opkræve jordskylden på grundlag af foreløbige vurderinger. Det er ganske vist ønskeligt at undgå opkrævning af skatter efter et grundlag, som må erkendes ikke at være fuldt tilfredsstillende, men da jeg af socialpolitiske grunde anser det for særdeles vigtigt så snart som muligt at komme bort fra den nuværende ejendomsskyld og få jordskyld indført i stedet, kan jeg ikke tillægge dette hensyn ret megen vægt, så meget mindre som den nuværende ejendomsskyldvurdering efter kyndige folks opfattelse ikke er særlig tilfredsstillende og en fortsat opkrævning af skat på grundlag af ejendomsskylden derfor næppe ville medføre større retfærdighed i beskatningen end en jordskyld, der blev udredt efter en foreløbig vurdering af jorden. 

– IV –

Ved gennemførelsen af den i det foregående skildrede beskatningsreform vil man opnå at sikre det offentlige en væsentlig større andel i grundrenten end nu og derigennem i nogen grad begrænse kapital- og finansmagtens herredømme over jorden. Man vil endvidere til en vis grad gøre det lettere at grunde selvstændige landbrug, og ophævelsen af de nuværende skatter på bygninger og grundforbedringer vil for de mindre jordbrugeres vedkommende virke som en lettelse og en spore til landøkonomiske fremskridt. Men den foreslåede skattereform vil ikke kunne hindre, at jorden stiger i pris alene som en følge af befolkningens forøgelse, og som isoleret foranstaltning derfor være utjenlig til opnåelsen af det mål for en effektiv landboreform, som jeg ovenfor har opstillet, nemlig at gøre jorden let tilgængelig for befolkningen, uden at jordprisen stiger. For at dette mål kan nås vil det være nødvendigt at give enkeltmand en lettere adgang til at komme i besiddelse af jord end der haves under de nugældende retsregler. 

Jeg foreslår derfor, at der i vor lovgivning indføres en ret for enhver fuldmyndig mand til at forlange sig så megen jord udlagt til eje og brug, som han kan dyrke med sit eget og sin families arbejde uden fremmed medhjælp. Indførelsen af en sådan personlig ret til jorden for enhver dansk statsborger vil være et sikkert middel til at dæmme op imod en fortsat proletarisering af befolkningen. Og den personlige ret til jorden vil skabe bedre kår ikke alene for dem, der herigennem opnår at blive selvstændige jordbrugere, men også for den jordløse befolkning, idet konkurrencen på arbejdsmarkedet bliver mindre skarp, når der sættes en stopper for proletariatets fortsatte vækst. Anerkendelsen af en personlig ret til jorden vil foruden de gavnlige økonomiske virkninger endvidere have en stor moralsk betydning, da den vil bidrage mægtigt til hos den enkelte at vække og styrke den følelse af samhørighed med folk og fædreland, som den stigende proletarisering af befolkningen nu truer med at undergrave. Retten til jorden vil kunne bidrage betydelig til at hæve den synkende nationalfølelse og anbefales derfor særligt til overvejelse i de kredse, hvor man uden at nære synderlig interesse for socialpolitiske spørgsmål lægger særlig vægt på at vække og styrke den nationale følelse. 

I den nugældende lovgivning findes der alt en svag spire til anerkendelsen af en personlig ret til jorden. I § 1 i lov af 4. juli 1850 angående jords afståelse til opførelse af fattighuse og boliger for husvilde personer på landet m.m. hedder det nemlig: “Til opførelse af fattighuse samt af boliger for husvilde personer, der ikke mangle evne til at erlægge den i egnen sædvanlige husleje, skal den fornødne byggeplads kunne fordres kommunen udlagt mod fuldstændig erstatning til grundejeren”. Den her hjemlede ekspropriationsret havde utvivlsomt en vis betydning i den tid, da fæsteforholdet endnu bestod i stor udstrækning og det jævnligt kunne forekomme, at enkelte godsejere ejede store sammenhængende jordstrækninger, som de ønskede at bevare samlet. Det var da mange steder næsten umuligt at komme i besiddelse af den fornødne jord til byggepladser. Efterhånden som fæstegårdene er overgået til selveje, er denne vanskelighed ikke til stede i så høj grad, og loven anvendes vistnok kun meget sjældent nu til dags. Ekspropriationsretten efter loven af 4. juli 1850 er jo også meget begrænset, idet den kun omfatter ‘den fornødne byggeplads’, hvilket må forstås i strengeste forstand, så at selv en nok så ringe havelod ikke kan fås ved denne ekspropriation. 

Den nye ret til at komme i besiddelse af jord, der bør indføres, bør tillægges enhver 25årig mand, som har indfødsret og i øvrigt opfylder de for valgret til folketinget foreskrevne betingelser. Maksimumsstørrelsen for lodden må som alt bemærket fastsættes til så megen jord, som den pågældende er i stand til at dyrke ved sit eget og sin families arbejde uden fremmed hjælp. Det vil dog sikkert være rigtigst i selve loven at fastsætte bestemte maksimumsregler efter jordens kvalitet. Den, der kun ønsker en mindre lod, f.eks. håndværkere og andre personer udenfor den egentlige jordbruger­klasse, som kun har brug for en byggeplads med have, bør selvfølgelig have samme ret til at få sig jord udlagt som jordbrugerne. 

Jorden bør ikke således som foreskrevet i den ovennævnte lov af 4. juli 1850 udlægges til kommunen, men som privatejendom. Der kunne ganske vist anføres en del for, at ejendomsretten over jorden blev forbeholdt det offentlige, enten staten eller kommunen, så at de jordbrugere, der fik jorden i Besiddelse, blev fæstere under det offentlige. Herved ville man opnå, at den fulde jordrente af den pågældende jord for bestandig tilfaldt det offentlige og altså ikke kunne tilegnes af private. Der kan heller ikke være nogen tvivl om, at et offentligt fæste kan indrettes på en sådan måde, at de pågældende fæstere i deres egenskab af jordbrugere bliver lige så godt stillet som selvejere. Det må imidlertid erindres, at der hos vor landbefolkning hersker en ikke ringe uvilje mod ethvert slags fæste, og hvor indlysende det end er, at det offentlige fæste er væsentlig forskelligt fra det gamle private fæste, eftersom det ikke medfører et afhængighedsforhold til en privat godsejer, er man i praksis nødt til at regne med denne uvilje. Etableringen af et fæsteforhold til stat eller kommune ville derfor gøre den hele reform mindre tiltalende i landbefolkningens øjne, og det er heller ikke udelukket, at eksistensen af en klasse af jordbrugere, der i visse henseender kommer til at indtage en retsstilling, forskellig fra de øvrige jordbrugere, under visse forhold kunne medføre politiske vanskeligheder, der helst skulle undgås. Af disse grunde holder jeg på, at jorden skal udlægges brugerne til selveje, så at den, der kommer i besiddelse af jord på den omhandlede måde, ikke får nogen undtagelsesstilling i forhold til andre jordbrugere. Dog må der selvfølgelig skabes garanti imod, at jord kræves udlagt i rent spekulationsøjemed, men denne garanti kan opnås ved en bestemmelse om, at de jordbrug, som oprettes på den eksproprierede jord, skal underkastes pligthusforpligtelse, så at de for bestandig skal opretholdes som selvstændige brug. Er jorden ikke udlagt i landbrugsøjemed, men som byggeplads måtte der pålægges jorden den hæftelse, at der ikke kan opføres lejehuse på den. Skulle det i tidens løb vise sig ønskeligt at kunne anvende den pågældende jord i andet øjemed, må der dog åbnes adgang til at få pligthusforpligtelsen eller forbuddet mod opførelsen af lejehuse ophævet, men dette bør da kun indrømmes mod betaling af en afløsningssum til det offentlige, svarende til den værdiforøgelse, jorden får ved forpligtelsens ophævelse. En tilsvarende regel burde sikkert også indføres med hensyn til de alt bestående hovedparcels- og pligthus forpligtelser. 

Anerkendelsen af en ret for enhver fuldmyndig mand til at forlange sig så megen jord udlagt til eje og brug, som han kan dyrke ved sit eget og sin families arbejde, må naturligvis medføre en forpligtelse for jordejerne til at afgive så megen jord, at retten kan blive virkeliggjort. Denne forpligtelse måtte altså strengt taget pålægges enhver ejendom, der har et så stort tilliggende, at ejeren ikke kan dyrke det uden fremmed medhjælp. Med det folketal som Danmark nu har, er det imidlertid ikke nødvendigt at gå så vidt, idet der vil blive tilstrækkelig jord til rådighed, selvom forpligtelsen til at afgive jord indskrænkes betydelig ud over hvad der strengt taget følger af princippet. Hvor langt man skal indskrænke forpligtelsen til at afgive jord, vil naturligvis i så fald bero på et skøn, men når man sætter målet for en landboreform således, at der skal tilvejebringes en lettere adgang til jorden, uden at jordprisen stiger, kan det vistnok forsvares at begrænse forpligtelsen til at afgive jord på følgende måde: 

1. Ejendomme på 4 tdr. hartkorn og derunder fritages for ekspropriation; 
2. Ejendomme på 4-8 tdr. hartkorn kan ved ekspropriation berøves højst 1/4 af deres hartkornstilliggende, dog at ingen ejendom kan nedbringes under 4 tdr. Hartkorn; 
3. Ejendomme på over 8 tdr. hartkorn kan ved ekspropriation berøves alt det hartkorn, hvormed deres hartkornstilliggende overstiger 8 tdr., og hvis ejendommen ikke derved mister mindst 1/4 af sit hartkornstilliggende, endvidere så meget, at den nævnte 1/4 nås (denne sidste tilføjelse er nødvendig for at hindre, at en ejendom på over 8 tdr. hartkorn med hensyn til ekspropriation skal kunne blive gunstigere stillet end ejendomme på 4-8 tdr. Hartkorn).

Til oplysning om, hvor megen jord der efter disse regler vil blive til rådighed i ekspropriationsøjemed hidsættes følgende beregning: 

Af ejendomme på over 8 tdr. hartkorn findes i alt 5.858 med 93.707 tdr. hartkorn. Når hver af disse ejendomme får lov til at beholde 8 tdr. hartkorn, bliver det 46.864 tdr. Til rådighed i ekspropriationsøjemed bliver altså 93.707 – 46.864 tdr. = 46843 tdr. hartkorn. 

Af ejendomme på 4-8 tdr. hartkorn findes 23.327 med 132.005 tdr. hartkorn. Det gennemsnitlige hartkornstilliggende for hver af disse ejendomme udgør 5,6 tdr. Der kan altså gennemsnitlig eksproprieres 1,4 tdr. hartkorn fra hver gård, i alt 32.658 tdr. hartkorn. Tilbage ved gårdene bliver 99.347 tdr. hartkorn. 

Til rådighed i ekspropriationsøjemed bliver altså:
– fra ejendomme på over 8 tdr. hartkorn 46.843 tdr. hartkorn
– fra ejendomme på 4-8 tdr. hartkorn 32658 tdr. hartkorn
I alt 79.501 tdr. hartkorn

Efter disse regler fritages de mindre bøndergårde på 1-4 tdr. hartkorn (i alt 47.425 gårde med 103.579 tdr. hartkorn) for ekspropriation, medens de middelstore bøndergårde på 4-8 tdr. hartkorn kun i forholdsvis mindre grad berøres af ekspropriationsreglerne, der hovedsageligt rammer de større landejendomme (store bøndergårde og hovedgårde). Forpligtelsen til at afgive jord til oprettelsen af mindre landbrug udvides altså med ejendommens størrelse og deraf følgende behov for fremmed medhjælp til driften. 

Den, som ønsker sig jord udlagt, må henvende sig til kommunalrådet, der først bør søge fremkaldt tilbud om frivillig overdragelse af jord og først når dette glipper skride til ekspropriation. 

Den erstatning, der tilkommer jordejeren for jordens afståelse, skal efter grundlovens § 82 være ‘fuldstændig’ men den nævnte grundlovsbestemmelse er ikke til hinder for, at der fastsættes visse normalregler for erstatningens beregning, sigtende til at hindre en urimelig og unaturlig opskruning af priserne. Som en sådan normalregel kan det anbefales at beregne jordens pris som om ‘den hørte til en middelstor bondegård. Da al den jord, der foreslås undergivet de herom handlede ekspropriationsregler, henhører under ejendomme, der i al fald ikke er mindre men snarest større end middelstore bøndergårde, vil jordejeren ikke med rette kunne beklage sig over en sådan regel for erstatningens beregning. Og ved fastsættelsen af en sådan normalregel for beregning af erstatning i ekspropriationstilfælde opnår man overensstemmelse med de grundsætninger, der efter de ovenfor foreslåede regler skal anvendes ved vurdering til jordskyld, hvorefter vurderingen skal være den samme uden hensyn til, om jorden henhører til en større eller en mindre ejendom. 

På den anden side bør der gives enhver ejendomsbesidder, mod hvem det herom handlede ekspropriationskrav gøres gældende, ret til at forlange, at det offentlige skal ekspropriere hele ejendommen. En sådan ret tilkommer jo sædvanligvis ikke ejeren i følge den nugældende ekspropriationslovgivning, men da den herom handlede ekspropriation kan gribe ganske anderledes forstyrrende ind i en landejendoms drift end de ekspropriationer, der finder sted efter de gældende regler, kræver retfærdigheden, at der indrømmes ejeren en sådan ret. Det er vel tænkeligt, at indrømmelse af en sådan ret vil kunne vanskeliggøre ekspropriation i visse tilfælde, men denne lempe kan dog ikke veje op imod hensynet til ejerens krav om ikke at blive forstyrret i sine landøkonomiske dispositioner. Der kunne dog muligvis for de meget store ejendommes vedkommende være anledning til at begrænse ejerens krav om, at det offentlige skal ekspropriere hele ejendommen, til det tilfælde, hvor en vis større del af ejendommens tilliggende kræves eksproprieret. Det må nemlig erkendes, at driftsforholdene på en stor landejendom kun i ringe grad berøres, fordi der i en udkant af ejendommen skæres et mindre areal bort. Der kunne derfor næppe indvendes noget imod, om man for ejendomme på over 12 tdr. hartkorn bestemte, at der ved ekspropriation kan fratag ejeren f.eks. en tiendedel af det ved reformens indførelse til ejendommen hørende areal, uden at han i den anledning kan stille krav om, at det offentlige skal overtage hele ejendommen, så at dette krav altså først kan stilles, når ekspropriation retten gøres gældende udover den nævnte tiendedel. Det er i øvrigt sandsynligt, at landejendomsbesidderne kun undtagelsesvis vil benytte sig af denne ret til i ekspropriationstilfælde at kræve hele ejendommen overtaget af det offentlige. Når retten benyttes, må det pålægge kommunalrådet som den myndighed, der skal forestå de herom handlede ekspropriationer, at overtage ejendommen på kommunens vegne. 

Der er i øvrigt ikke nogen grund til at tro, at de foreslåede ekspropriationsregler vil blive anvendte særlig hyppigt. Thi selve eksistensen af en slig adgang til ekspropriation vil medføre, at jordejerne bliver tilbøjelige til frivilligt at skille sig af med den jord, som de eventuelt kan tvinges til at afstå. 

Hvis folketallet her i landet vedbliver at stige, vil man naturligvis efter kortere eller længere tids forløb nå det punkt, hvor de førnævnte begrænsninger i ekspropriationsretten vil medføre, at det ikke mere bliver muligt at udlægge jord efter de foreslåede regler. 

Når dette tidspunkt er nået, vil en yderligere befolkningstilvækst derfor drage en jordprisstigning efter sig, med mindre man da skrider til en udvidelse af ekspropriationsretten. Det problem, der til den tid opstår, kan vi dog trøstigt overlade til vore efterkommere at løse. Teoretisk kan jordspørgsmålet ganske vist løses en gang for alle, men i praksis vil man sikkert altid blive nødt til at lade sig nøje med stykkevise løsninger. Ændringer i jordejendomsretten hører efter sagens natur til de vanskeligste opgaver, som en statsmand kan påtage sig, og historien viser tilstrækkeligt, at slige ændringer kun gennemføres under et stærkt tryk af en praktisk nødvendighed. Vore efterkommere vil derfor ikke med føje kunne rette bebrejdelser imod os, fordi vi ikke gennemfører landboreformer, der er tilstrækkelige for tid og evighed, når vi blot holder banen fri for de yderligere reformer, der måtte blive nødvendige i tidens løb. Og om de her fremsatte reformforslag gælder det, at deres gennemførelse vil skaffe tilstrækkelig plads for selvstændig landbrugsvirksomhed antagelig i de første 50 år, og at de efter denne tids forløb ikke vil præjudicere yderligere reformer i samme ånd. 

For at undgå misforståelse må jeg endnu gøre opmærksom på, at når jeg hævder, at den her foreslåede reform vil være i stand til at forhindre en stigning af jordpriserne for en længere årrække, tænker jeg kun på landet taget som en helhed. Reformen vil derimod ikke hindre forskydninger i det indbyrdes værdiforhold mellem de enkelte jordstykker. 

– V –

Den nugældende jordejendomsret berettiger jordejerne dels til at tilegne sig jordrenten, dels til at spærre for jordens brug. Ved gennemførelsen af de i det foregående fremsatte reformforslag vil jordejernes magt i de nævnte henseender blive så stærkt begrænset, at en væsentlig del af de skavanker, som præger det nuværende danske samfund, kan ventes afhjulpne.

Da adgangen til at grunde en selvstændig landbrugsvirksomhed ved gennemførelsen af den her foreslåede reform vil blive væsentlig lettere end den nu er vil der efterhånden blive grundlagt en mængde mindre landbrug (små gårdmandsbrug og større husmandsbrug). En væsentlig forøgelse af produktionen af næringsmidler til befolkningens eget forbrug ville i første række blive en følge af reformen. Samtidig med at den nuværende eksport af landbrugsprodukter bevares og eventuelt udvides, for at vi derigennem kan betale vor indførsel fra udlandet, vil den øgede landbrugsproduktion i stigende grad sætte befolkningen i stand til at ernære sig af sine egne produkter og derved i væsentlig grad overflødiggøre indførselen af udenlandske næringsmidler. Gennem den udvidede planteavl, som den mere intensive dyrkning af jorden vil lede ind på, vil vi også kunne nå frem til delvis at overflødiggøre den indførsel af fremmede foderstoffer, som nu for tiden spiller en så stor rolle i vort landbrugs økonomi. 

En videre følge af reformen ville være en stigning af arbejdslønnen, idet den lettere adgang til jorden vil medføre at arbejderne vil stille større fordringer for arbejde i andres tjeneste. Den kroniske arbejdsløshed vil efterhånden ophøre, og den del af vor nuværende industri, der er baseret på en lav arbejdsløn, vil i længden ikke kunne bestå. Efterhånden som den jordbrugende befolkning vokser i tal, vil der imidlertid på landet blive en ret betydelig arbejdskraft til rådighed i industrielt øjemed på den tid af året, da landbrugsarbejdet for største delen hviler, og det er da overvejende sandsynligt, at der i landdistrikterne vil blive grundlagt industribedrifter, som baseres på denne arbejdskraft. Reformen vil således kunne give anledning til en hensigtsmæssig forbindelse af landbrug og industri. Og efterhånden som denne udvikling skrider frem, vil landdistrikternes befolkning vokse jævnt, medens byernes befolkning, særlig proletariatet, vil formindskes. Det er en selvfølge, at den her skitserede befolkningsforskydning fra by til land, der er stik modsat den, som nu foregår, vil høre en noget fjernere fremtid til, og at staten ikke direkte kan gøre synderligt for at fremskynde den. Når jeg her med få ord har antydet denne udvikling, der efter min overbevisning med nødvendighed vil indtræde, så snart man gennem den her foreslåede reform giver hver enkelt statsborger en selvstændig ret til jorden, sker det kun for at påpege hvilke vidtrækkende følger reformen vil få*). 

*) Om de ved en landboreform tilvejebragte betingelser for en forbindelse af landbrug og industri henviser jeg i øvrigt til mine afhandlinger i nationaløkonomisk tidsskrift 1908 side 269 ff. og 1909 side 81 ff.

Reformen vil endvidere have heldbringende virkninger for de offentlige finansers stilling. Når det nemlig gøres lettere for befolkningen ved eget arbejde at skaffe sig sit livsophold, vil befolkningens evne til at bære de til stats- og kommunehusholdningens forsvarlige førelse fornødne skatter stige betydelig, så meget mere som disse skatter efterhånden kan nedsættes i samme grad som de store beløb, der nu udgives til offentlig hjælp under forskellige former (egentlig fattighjælp, statstilskud til syge- og arbejdsløshedskassers udgifter til oprettelse af statshusmandsbrug osv.) kan bortfalde som overflødige. 

Ved bedømmelsen af de her fremsatte reformforslag er det selvfølgelig af vigtighed at klare sig, hvilken indflydelse på jordpriserne forslagenes gennemførelse ville få. Jeg har som mål for en landboreform sat en retsordning, der åbner befolkningen en lettere adgang til jorden, uden at jordprisen stiger, og jeg ønsker ikke at gribe stærkere ind i de nuværende jordejeres stilling end der kræves for at nå dette mål. På den anden side kan det opstillede mål ikke nås, uden at der pålægges de nuværende jordejere disse ofre. 

Min opgave har derfor været at formulere et forslag, der kunne have vidtrækkende virkninger, og dog undgå al unødvendig hårdhed mod de nuværende jordejere. Jeg vedkender mig de berømte ord i præmisserne til forordningen om forandring i pengevæsenet af 5. januar 1813: “Almenvellets sikre vedligeholdelse kræver opofrelse fra de enkelte”. Men jeg erkender samtidig, at det ville være urimeligt og uforsvarligt at pålægge private enkeltpersoner, der er ganske uskyldige i de nuværende uheldige til tande større ofre end der virkelig kræves af almenvellet. 

Jeg antager, at den påtænkte reform til en begyndelse ville føre til en sænkning af jordpriserne idet den ville gøre en del af jordejerne tilbøjelige til at skille sig af med deres jord. Der er jo nu mangfoldige jordejere, som holder på jorden i håb om at kunne indkassere en gevinst ved en stigning af renten, og når dette håb berøves dem, vil de blive tilbøjelige til at sælge. Den sænkning af jordpriserne, som antagelig i første linje vil indtræde, vil dog sandsynligvis ret hurtigt blive opvejet gennem den stærkeste efterspørgsel efter jord, som reformen vil foranledige. Slutresultatet ville derfor efter mit skøn blive det, at jordpriserne for et længere åremål vil kunne holde sig nogenlunde konstante og i samme niveau som ved reformens indførelse. Et sådant resultat ville jeg anse for særdeles ønskeligt; reformen ville da betyde en lettere adgang til jorden for befolkningens store flertal, samtidig med at del privilegerede mindretal, de nuværende jordejere, ville slippe nogenlunde skadesløst ud af forholdet. Reformen vil altså vel som helhed komme til at gå ud over de nuværende jordejere, men der vil dog ikke kunne blive tale om, at nogen ejendomsbesidder kunne blive ruineret eller blot væsentlig svækket i økonomisk henseende. 

Gennemførelsen af de her foreslåede landboreformer vil for øvrigt have gavnlige virkninger også i andre henseender end de rent økonomiske. Den selvstændigt arbejdende bonde har fra gammel tid været det danske folks kerne, og skulle helst vedblive at være det også i fremtiden. En bondebefolkning, hvis kår ligger lige langt fra overdreven luksus og sløvende, nedværdigende fattigdom, vil til alle tider være det sundeste grundlag for en nations liv, og jo mere vi gennem en landboreform kan standse plutokratiets og proletariatets vækst og indflydelse, des bedre betingelser vil vi skaffe til veje for en sund politisk udvikling og en frodig åndelig kultur. Det ville derfor være en lykke for vort folk, om der snart kunne opstå statsmænd og politikere iblandt os, der ville have mod til at tage denne sag op og tilstrækkelig myndighed til at føre den igennem.