af Sophus Berthelsen
Udgivet af Centraltrykkeriet 1917
Husmandsbevægelsen
og
Dens forhold til en reform af
Len og Stamhuse
1. Ministerens udtalelse.
Ved husmændenes formandsmøde i København i august 1916 fremkom der fra indenrigsminister Ove Rode en udtalelse, som fortjener særlig opmærksomhed, ikke mindst indenfor husmandskredse. Dels fordi den fremsattes af et så udmærket medlem af regeringen, dels for den ret ubetingede anerkendelse af husmandsbevægelsens betydning, som deri gaves. Det var under en lejlighedsvis omtale af spørgsmålet om len og stamhuse”, at indenrigsministeren bebudede, at derom snart fra landbokommissionen kunne ventes et forslag, som ministeren vel ikke kendte og derfor ikke kunne udtale sig om, men med interesse ville imødese; og han tilføjede, om ikke på regeringens vegne, så dog sikkert i forståelse med sine kolleger, disse ord: “Men ét er jeg overbevist om: spørgsmålet vil ikke kunne løses uden i forståelse med husmandsbevægelsen, etter de retningslinjer, som er angivet i dens sociale program og til fremme at deres formål.”
Nu kunne der måske være adskillig grund til forbavselse over, at det netop var fra den af Anders Nielsen i sin tid nedsalte landbokommission, man skulle vente løsningen, endsige den rette, af spørgsmålet om reformen af len og stamhuse. I denne kommissions lovprogram står intet som helst derom. Len og stamhuse spørgsmålet indeholder derhos en del emner, som må synes at ligge landbokommissionen, som sådan, temmelig fjernt, såsom arveadgangen og dens forandring, len og stamhusenes kapitaler og slotte, samfundets eventuelle andelsret osv. Og netop derom har der i henhold til lov været nedsat en stor og særlig sagkyndig kommission, hvis bindstærke betænkning afgaves for 3 år siden, uden at medføre nye lovforslag, – uagtet den indeholder værdifulde bidrag til spørgsmålets løsning.
Hvad vil da landbokommissionen nu foreslå om len og stamhuse? Den afgav i januar 1916 første del af sin betænkning, omhandlende landbrugets kreditforhold og formen for brug af jord i offentlig eje, uden med et ord at omtale Len og stamhuse; og den bebudede at sidste del af betænkningen kun skulle omhandle ekspropriationslovgivningen og jordbeskatningen. Hvorledes da hensigtsmæssig inddrage len og stamhuse under disse emner?
Men ganske vist, det forlød en gang i sommer, at man indenfor landbokommissionen, uvis med hvilken motivering, havde optaget det nævnte spørgsmål, idet den moderate Venstremand plantør Pinholt og Højremanden lensgreve Holstein-Holsteinborg der skulle være bleven enige om et forlig« derom, som mentes affattet af forligsmanden, kontorchef i statistisk departement Riis-Hansen, som senere er blevet departementschef under finansministeriet*).
*) Landbokommissionen nedsattes ved lov af 14. marts 1911 og består i øvrigt af konferensråd Falbe-Hansen, (formand), kreditforeningsdirektør greve E. Reventlow, landstingsmand Døcker, de moderate venstremænd Pedersen-Nyskov, S. Svendsen, I. P. Broberg og Jørgen Pedersen, socialisten H. Rasmussen, Skanderborg, de radikale Niels Frederiksen og Moesgård-Kjeldsen, samt fuldmægtig H. Wåge.
Dette forlig blev dengang stærkt omtalt i en del af dagspressen, og særlig angrebet af socialdemokratiet, medens man fra anden side nærmest undlod omtale, eftersom enkelthederne var usikre.
Måske er det da dette forlig, som nu endelig skal se dagslyset, og som indenrigsminister Rode hentydede til ved sin ovenfor angivne udtalelse.
Men denne udtalelse forpligter i alt fald husmandssagens venner til en nærmere undersøgelse af, hvorledes den moderne husmandsbevægelse og dens programmæssige relningslinier har stillet sig overfor spørgsmålet om len og stamhuse. Dette så meget mere, som hint forslag fra landbokommissionen nu vel snart fremlægges, og der da er al grund til også fra husmændenes side at imødese det med vågen interesse, og prøve dets lødighed overfor husmandsprogrammets grundsætninger. Og da ingen anden hidtil har laget ordet herom i Husmanden, vil jeg – på given anledning – forsøge at udrede dette spørgsmål lidt nærmere.
Forinden man fremdrager de – for øvrigt forholdsvis få – direkte udtalelser om len og stamhuse, som forekommer i husmandsbevægelsens programudtalelser, vil det da være af interesse i almindelighed at undersøge, hvilke de hovedgrundsælninger og retningslinjer er, hvorpå den nuværende husmandsbevægelse hviler, og hvorved den har vundet sin store betydning som folkesag, – dem, ministeren åbenbart sigtede til.
II. Det forladte overklasse-synspunkt: Statsgaver til trængende husmænd.
Den nuværende husmandsbevægelse er både som organisation og som programstiftende – ikke ældre end dette århundrede. Ved Køge mødet i november 1902 organiseredes for første gang øboernes husmænd til bevidst fællesvirken, og samme dag vedtog de det sociale og politiske program, Køgeresolutionen*, som senere i alt væsentligt er tiltrådt af hele landets husmandsbevægelse og afgjort sætter et skel mellem fortid og nutid, ikke blot indenfor husmandsbevægelsen, men, som det skal påvises, indenfor dansk politik.
Før den tid var der også nogen husmandsbevægelse. Men dels lededes den ikke af husmændene selv, men af som oftest gode og velmenende mænd af andre klasser, dels havde den næppe andel program end at ophjælpe den lavere stående husmandsstand**).
*) Køgeresolutionen findes aftrykt nedenfor
**) En ejendommelig levning fra hin tid står endnu tilbage i den såkaldte "jysk husmandsforening", hvis mangeårige formand stadig er den nuværende minister I. C. Christensen. Foreningen har for længst holdt jubilæum, og lever, så vidt jeg ved, væsentligst af en fast årlig gave fra statskassen af 12.000 kr., som formentlig gør gavn blandt værdige og dertil egnede jyske husmænd.
Denne opfattelse, at husmændene er en stakkels lavtstående stand, som ikke kan klare sig selv, og derfor skal hjælpes ved gaver fra ‘de bedrestillede samfundsklasser’ eller fra den statskasse, som disse mente tilhørte dem (fordi de den gang sad inde med den politiske magt) – denne opfattelse herskede dansk politik forud for Køgeresolutionens tid. – i det gamle Venstre i 1870-1890 var denne opfattelse enegældende, og for så vidt forståelig, som husmændene den gang hverken var politisk uafhængige eller husmandsbruget økonomisk selvstændigt. I begge henseender var de nærmest ’tilbehør til gårdmændene’ (som det hedder i en gammel forordning), og overlod til gårdmandsklassen at repræsentere dem og deres interesser i politik som i økonomi.
Derfor ser vi også, at det gamle Venstres program i jordspørgsmålet ikke gik længere end til dette gamle gårdmandsvenstre-krav: statens støtte til opdyrkning af heder og moser, landarbejderes overtagelse af jordlodder, præmiering af ypperlig dyrkning, præstegårdsjord og anden embedsjords overgang til selveje osv. – alt sammen gaver fra oven til de forholdsvis få trængende, som behøver sådan almisse.
Og der er en mængde ‘gamle venstremænd’, der stadig ikke er nået længere i opfattelsen af, hvad jordspørgsmålet er. Således Hr. J.C. Christensen selv, i en artikel i Tiden i nov. 1913, der her slutter sig til det moderate venstres program af 1909. Ja, selv en så ‘radikal’ mand, som den daværende direktør Hassing Jørgensen (nu minister) var i januar 1910 ikke nået stort videre end til delte standpunkt*), som han fremlagde i det radikale partis jordudvalg – ganske vist som ene mand imod udvalgets øvrige 14 medlemmer, hvoriblandt mænd som Jakob E. Lange, Emil Rasmussen, Rasmus J. Vandman, Moesgård-Kjeldsen, Ebbe Sørensen, Karl Hansen, K. J. Møller, R. Chr. Jørgensen o.fl. -. Og der er næppe tvivl om, at denne ‘gamle venstre-opfattelse af husmændene og jordspørgsmålet endnu dyrkes i mange gårdmandskredse, og i det Venstre, som væsentligst består af gårdmænd og deres nærmeste venner. De tror jo vistnok fast på, at folket kan hjælpes ved gaver og almisser fra oven.
*) I Københavnske børs- og bankkredse og blandt akademikere (således også ved møder i Nationaløkonomisk Forening«) kan man endnu ret ofte høre den utrolige opfattelse fremsat, at det egentlig er Husmandsloven med dens statshjælp, som har skabt og opretholder husmandsstanden (!), der altid vil være en sådan trængende underklasse (!). Slige 'nationaløkonomer' ved altså endnu ikke, at den danske husmandsstand er vor mest selvhjulpne landbrugersland, der selvstændigt driver dansk jord med større og rigere udbytte (desværre endnu ikke: løn) end nogen anden driftsform giver, og at den i udlandet betragtes som mønstret for al fremtidig og social forsvarlig landbrugsdrift.
Alle disse brave ‘venstremænd’ har således endnu ikke forstået, hvad der skete, da husmandsstanden i 1902 rejste sin nye bevægelse og fastslog nye grundsætninger i dens program. De tror stadig, at når man ved hjælp af statens (dvs. Folkets) midler indkøber noget jord, sjælden den allerbedste, til nogle dertil værdige landarbejdere, og giver dem lånehjælp til byggeri, så er dermed jordspørgsmålet og husmandsspørgsmålet klaret, – thi husmænd er kun en stakkels underklasse, som ikke kan hjælpe sig selv. Det er i alt fald hyppig tankegangen, selvom den ikke udtrykkes med så rene ord.
III. Det moderne folkekrav: ikke gaver, men ligeret for alle.
I skarpeste modsætning dertil hævdede husmændene af 1902 og bestandig senere et program, der ikke hviler på gavesystemet, men på rets-standpunktet: ligeretten for alle, og som kan sammenfattes i følgende grundsætninger:
1. Vi husmænd et landets talrigeste stand af landbrugere, og tillige dem, der bedst dyrker dansk jord, og vi kan derfor ikke ophjælpes ved gaver og almisser fra den statskasse, som også tilhører os, – men kun ved lige retsstilling med alle andre borgere.
2. I første række kræver de 120.000 jorddyrkende husmænd derfor, at der gennem lovgivningen sikres hele folket tålelige livskår først ved afskaffelse at alle de uretmæssige skaller og told-byrder, som for tiden hviler på deres arbejde, forbrug og omsætning.
3. Dernæst gælder det at inddrage til folkets fælleskasse de værdier (særlig jordværdier), som skabes ved folkets fælles arbejde, og som for tiden tilfalder uvedkommende monopolister. 4. Derved vil særlig jordmonopolet svækkes således at jorden billiggøres for de unge landbrugere og alle nye hjem; derved undgås tillige alle statsgaver til jordindkøb, der for tiden virker skadeligt til jordprisernes løftelse, og derved vil lønspørgsmålet løses ad naturlig vej –idet arbejdslønnen stiger, når jordpriserne falder.
Husmændene frabad sig med andre ord al den såkaldte ‘hjælp’ og ‘understøttelse’, som ‘det gamle venstre’ og dets ligesindede ville tildele nogle husmænd og have tak til for – uagtet hjælpen var blændværk, fordi den toges af den folkets fælles kasse, som fyldtes af uretfærdige skaller på folkets forbrug og arbejde.
Husmændene erklærede derimod åbent, at husmandsbruget var den bedste og tjenligste form for landbrug, – der ikke trængte til nogen almisse, men blot forlangte at blive fritaget for de byrder, som de andre klasser lagde på husmændene gennem de dårlige skattelove. Og deres krav om denne fritagelse, og om inddragelse af de nævnte samfundsskabte værdier, rejstes ikke alene for deres egen stand, men til gavn for det hele arbejdende og forbrugende folk, – således at husmandsprogrammet af 1902 tillige blev det mest frisindede folkeprogram, som endnu var fremkommen. Derfor fik det også meget hurtigt en stor politisk betydning. Da reformpartiets sprængning fandt sted 1905, kunne del nye radikale partis program ikke dannes alene på den egentlige sprængningsårsag (nemlig de militære udgifters nedsættelse, et punkt, som også senere ganske har forandret skikkelse), men kun derved, at partiet i sit Odenseprogram af 1905 optog de grundsætninger, som husmændene af 1902 havde fastslået og siden uvægerligt fastholdt – ikke gaver, men ligeret!
Og det kan roligt siges, at kun så længe det radikale parti og dets ministerium trofast vedkender sig og virker for disse grundsætninger, kan det gøre sig håb om den for dets tilværelse absolut fornødne tilslutning fra husmandskredse.
Husmandsbevægelsen har nemlig ved sine senere programmer (således landsmøderne i februar 1913 og januar 1916) urokkelig fastholdt og skærpet disse ledende grundsætninger, og det radikale parti har ligeledes ved sine senere landmøder, senest ved landsmødets arbejdsprogram af 1916, gentaget og udvidet sine krav i samme retning, – ligesom socialdemokratiet i stigende grad har ændret sit program således, at de støtter husmændenes hele folkelige program.
Derfor må det fastlås, at de demokratiske partier herhjemme nu for bestandig er kommet bort fra ‘det gamle venstrestandpunkt’ (d.e. gårdmandsstandpunktet) overfor husmændene, hvorefter disse (dvs. nogle få af dem) kan nøjes med nogle statsgaver til jordindkøb til de unge landarbejdere osv.
(Gavepolitikken er for bestandig bortfjernet af frisindet dansk politik.)
De demokratiske partier kræver fuld frigørelse gennem omfattende økonomiske reformer, som kommer hele folket, og ikke nogle forholdsvis få landarbejdere til gode. Det gælder ikke blot om at skabe nogle nye hjem for husmænd alene, men for alle, der ønsker det, og at sikre både disse nye hjem og alle de 120.000 gamle husmandshjem, og de andre hundrede tusinder hjem i landet tålelige og gode livsvilkår.
Det er ikke overflødigt ved en sådan lejlighed at genlage disse sandheder, som jo er selvfølgelige for enhver husmand og andre frisindede mænd*).
*) Disse frisindede grundsætninger om ligeret for alle til samfundsgoderne har allerede virket udover deres nærmeste område. Når de demokratiske partier nu under krigen har udstrakt prisreguleringen til alle borgere (forbrugere), er dette i bedste overensstemmelse med husmandsprogrammets grundsætninger, medens 'gårdmandspartiet' har holdt på, at der kun skulle gives almisselovgivning til nogle trængende, – af statens midler!
Sagen er nemlig den, at der vistnok fra forskellige politiske hold stadig arbejdes på at få husmændene til at gå væk fra disse krav, som åbenbart generer adskillige ikke blot af de begunstigede overklasser, der jo vil tabe ved disse folkelige reformers gennemførelse. Men desværre også af adskillige gårdmænd og disse nærstående, som nødig ser husmandsstanden rykke frem til fuld ligestillelse, og jorden budt frem på sådanne gode vilkår, at alle kan få el velstillet hjem, hvorved også arbejdslønnen vil gå mægtigt opad.
Disse husmandsprogrammets modstandere vil hellere vende tilbage til den gamle gavepolitik, og de prøver stadig ad mange politiske veje på at lokke for husmændene og især vistnok for disses førere, for at få dem til at gå ind på at godkende halve forholdsregler og dårlige surrogater i stedet for at fastslå den lige linjes politik, – en almisselovgivning i stedet for en retslovgivning, lige for alle.
Her er det da, at alle årvågne husmænd bør være opmærksomme på, hvad der fremkommer. Og da der nu, som bebudet, snart kan ventes forslag om reformer af len og stamhuse, gælder det om forinden at gøre sig bekendt med, om disse forslag – for at bruge indenrigsministerens ord – følger de retningslinjer, som er angivet i husmandsbevægelsens sociale program, – eller om der mulig fremkommer forslag om at fravige disse retningslinjer, for at vende tilbage til det gamle gårdmandsstandpunkt: gaver af de fælles midler til nogle forholdsvis få med fornægtelse af det hele folks ret til, hvad der bør tilfalde fællesskabets kasse.
Dette skal derfor undersøges i en følgende artikel.
Vi ved fra skriften, at Esau solgte sin førstefødselsret for en skål linser, nemlig fordi han netop var sulten lige i øjeblikket, og glemte, hvad der i det lange løb betyder at hævde sin ret.
Og dem, der gør som Esau – foretrækker en ringe øjeblikkelig mættelse eller fordel, i stedet for sikkerhed for udkommet i del lange løb – fortjener ingen bedre skæbne end at miste deres ret dertil.
IV. Len og stamhuses værdier.
De i foregående artikel fremhævede grundsætninger for det sociale program er aldrig senere forladt af husmandsbevægelsen. De er kun ved landsmøderne givet en nærmere anvendelse på de efterhånden opdukkende konkrete spørgsmål. ‘Len og stamhuse’ nævnes dog vistnok ikke særlig ved de første 10 års husmandsmodel – udover dette, at dr. P. Munch ved delegeretmødet i Slagelse i juni 1907 holdt et foredrag om spørgsmålet, uden at nogen diskussion påfulgte; men i det betydningsfulde Budskab til de danske husmænd, som de 5 formænd for provinsorganisationerne udsendte i januar 1912 og hvori bevægelsens ledende grundsætninger på ny fremholdtes og begrundedes, omtales sagen ikke med et ord, og dr. Munchs særlige forslag, som nedenfor skal omtales, blev derfor ikke oplaget af husmandsbevægelsen.
Ved det 1ste landsstævne i 1910 fremsattes et udkast til et mere detailleret program, men dette vedtoges først endeligt ved det 2det landsstævne i Odense i februar 1913, og heri hedder det: “Len og stamhuse frigives, og den ved frigivelsen fremkaldte øgede værdi inddrages til staten, ligesom i det hele taget det offentliges interesser i disse besiddelser varetages.” Dette må da siges at være husmændenes program om reformer af len og stamhuse.
I dette – måske lidt for korte – program foretoges ingen ændring ved del 3die landsstævne i januar 1916, og det da vedtagne manifest rører end ikke ved len og stamhuse. – Og det er betegnende, at dette programpunkt så godt som ikke berøres under forhandlingerne på noget af disse landsmøder. Man har åbenbart ment, at de ovenfor fremhævede program-ord var ligeså selvfølgelige som tilstrækkelige, og at de i øvrigt måtte forslås som led i de almindelige grundsætninger i husmændenes socialprogram, det Emil Rasmussen ved landsmødet i 1913 forelagde med de korte og fyndige ord: Det sociale program er det bærende i husmandsbevægelsen. “På ret og ikke på gaver bygger vi vor bevægelse. Blot vi får vor ret, er det ikke nødvendigt med gaver” – hedder det i beretningen.
Vistnok den eneste gang spørgsmålet om len og stamhuse senere har været drøftet på større møder, var ved et formandsmøde i Grundtvigs Hus i vinteren 1914-15, hvor undertegnede efter anmodning fremlagde sagen.
Og da mine betragtninger derom vandt fuld tilslutning fra forsamlingen, og intet senere er fremkommet derimod, tør de antagelig endnu påregne tilslutning, når de her gentages.
Lad mig da – som dengang – begynde med at optegne en omtrentlig rigtig liste over de værdier, som da omfattedes af Len og stamhuse samt fideikommiser.
Listen, affattet på grundlag af en betænkning derom af 1913, ser således ud:
Da den ansatte ejendomsskyld hidrører fra 1909, og værdien af korntiender og arvefæsteafgifter her ikkun er beregnet efter 10 kr. pr. td. vil de pågældende summer sikkert nu kunne forhøjes betydeligt, så at den samlede værdi for tiden er langt over 400 millioner kroner, med en årlig afkastning af mere end 16 millioner kroner.
Og da bygningernes værdi kun udgør en såre ringe del af den netop for hovedgårdene og fæstestederne sikkert noget lavt ansatte ejendomsskyld, kan de 400 mio. kroner – selv bortset fra værdien af fæsternes og lejernes ret – i all væsentligt anses som ren grundværdi, idet også prioritetskapitaler, arvefæsteafgifter og tiender må henregnes til jordrenteværdier i denne forbindelse.
Som det heraf vil fremgå, omfatter disse storgodser værdier af næppe under 400 millioner kroner. Væsentligst jordrenteværdier.
V. Samfundets andelsret.
Overfor disse værdier er det, at husmændenes program af 1913 forlanger, at staten erholder en passende andel af den ved frigivelsen fremkaldte øgede værdi*).
*) Husmandsprogrammet er her næsten enslydende med det radikale venstres program, dog at dettes arbejdsprogram af 1916 nærmere har ønsket samfundsandelens værdi fastsat til en årlig grundskyld i stedet for en samlet kapitaludbetaling, hvad der dog væsentligst kun er en formel forskel, når kapitalen ellers bevares som fast rentekilde.
Det er i god harmoni med husmandsbevægelsens grundsætning, at der heller ikke opad kræves gaver (end mindre plyndring), men kun samfundets ret til de samfundsskabte værdier inddraget til det hele samfunds gavn.
Hvor meget samfundets særlige andelsret i disse storgodser rettelig bør ansættes til, kan naturligvis være tvivlsomt. Det indrømmes fra alle sider, at samfundets ret overfor de privat oprettede fideikommis’er (der nærmest er en slags slægtslegater) er meget mindre end overfor de egentlige len (grevskaber og baronier, hvortil staten har ‘hjemfaldsret’; – og 25 % af værdien er i sidste tilfælde nævnt som den rette andel – såvel i len og stamhus-kommissionen som på denne sags ældre stadier.
Måske kan da statens part ansættes til en kapitalværdi af mellem 60-80 millioner kroner. Skal sagen ordnes i mindelighed, uden lovtvang – hvad der i flere henseender må anses heldigst – kan der jo forhandles nærmere om summens størrelse. Vi lader da denne her stå hen.
Såfremt en sådan sum (eller dens årlige rente gennem en fast grundskyld) indbetales til statens kasse, ville dermed programmet være sket fyldest. Len og stamhuses hovedgårdsjord og bondejord kunne da til passende prise afhændes til brugerne eller andre, og købesummen indbetales til den øvrige fideikommis-kapital, som da, med hint fradrag (i kapital eller grundrente), kunne overgå til de pågældende slægters privateje, dog under offentligt tilsyn (lenskontrollen), som andre legat- og overformynderimidler, indtil nærmere regler vare truffet, eventuelt tillige om en anden arveadgang dertil.
Men der ville så opstå et nyt og vigtigt spørgsmål om, hvortil da den derved indvundne kapital, måske 60 millioner kr. (eller sammes rente) rettelig burde anvendes i det hele folks interesse.
Hvis kapitalen gled ind i statens almindelige kasse, ville den jo hurtig forsvinde uden stort anden virkning, end at forhale det tidspunkt, da den af husmændene og de folkelige partier med rette krævede grundværdiskat blev gennemført. Kapitalen ville følgelig da ikke komme det hele folk, men kun grundspekulanterne (og blandt disse atter de største mest) til gode, hvilket burde være den dårligst mulige anvendelse af folkets penge.
Omtrent det samme uheldige resultat ville opnås, såfremt staten med disse millioner gik ud på jordmarkedet for at købe jord til dagspris. Denne jordpris ville derved ganske som husmandslovens virkninger er – løfte sig yderligere til skade for det arbejdende og forbrugende folk, og næppe en gang til gavn for de forholdsvis få, som ville få denne jord til brug.
Skulle der opnås et virkeligt gode for det hele folk ved hine millioner, uden at indvirke skadeligt på jordpriserne, kunne del vistnok kun ske ved at lade dem tjene som grundfond for en boligbank og driftslånsbank, til gavn såvel for husmænd med jord som for håndværkere og arbejdere på land og i by (altså det hele folk uden klasseforskel), som ville rejse egne hjem, og som til byggeri og drift manglede den fornødne kapital. – Da lån hertil – overensstemmende med et andet punkt i husmandsprogrammet – bør ydes uden tab for staten, ville hine millioner kunne strække som grundfond for et mange gange større udlån, og der kunne da virkelig ad denne vej skabes mulighed for, at enhver dansk familie kunne rejse sit eget hus og hjem på gode og rimelige vilkår.
Men det må frem for alt ikke glemmes, at hele denne smukke og gode ordning af bygge- og driftsspørgsmålet ikke kan skabes, uden at selve jordspørgsmålet (jordpris-spørgsmålet) forinden eller samtidig er ordnet tilfredsstillende efter husmandsprogrammets hovedgrundsælninger.
Nok så mange millioner kroner kan nemlig ikke skabe gode bolig- og driftsforhold for det brede folk, såfremt jorden ikke forud haves på lige så gode vilkår, ellers svæver hus og hjem økonomisk set i luften, eller – rettere sagt – nedsænkes folket i ny og rimeligvis værre økonomisk trældom end nu.
Såfremt vi ved en ny lov gav alle de hundredtusinder på land og i by, som hjertens gerne ønsker sig deres eget lille, selvstændige hjem, et slags løfte om en millionbank, der ville forsyne dem med billige bygge- og driftslån, men vi glemte samtidig at sikre dem jorden til rimelig pris, så ville vi kun opleve det sørgelige syn, at hele denne folkeskare ville styrte ud for at efterspørge og købe jord, og i tillid til låneløftet overbyde hinanden for at komme i besiddelse deraf, så at jordpriserne ville løfte sig højere og højere, indtil hele fordelen ved boligbankens billige lån var opslugt af – jordsælgerne! Ganske som ved husmandsloven, ja, i langt stærkere grad ville næsten hele fordelen ende i lommen på jordspekulanterne, ikke blot dem, der fik solgt til de nye småejere – men alle landets jordsælgere*).
*) Det er nemlig en misforståelse, som ofte kommer frem ved bedømmelsen af ‘husmandsloven’,at den derved forvoldte kunstige jordprisstigning kun er kommet de få jordsælgere til gode, som har solgt jord til statshuse, nogle enkelte i hver kommune. Tværtimod! Selvom ikke en eneste huslod eller kun nogle få er solgt i en kommune, er al jord i kommunen normalt steget i pris, såfremt egnens jord som helhed er steget ved den nye efterspørgsel. Ganske ligesom alle kornbeholdninger normalt stiger i pris, såfremt blot et lille parti stiger i pris på det åbne marked.
Samfundets andel i len- og stamhusenes millionværdier ville således ad denne vej blive: ikke til velsignelse, men til største skade for det folk, hvis vel meningen dog var at fremme. Og hvorfor? Fordi vi glemte husmandsprogrammets hovedgrundsætning om alles ligeret til samfundsværdierne – og i stedet ville søge at hjælpe nogle forholdsvis få på det heles bekostning. Gaver i stedet for ret bliver altid kun til gavn for monopolisterne. Jordspekulanterne opsluger alle samfundsfordelene, – indtil dette hindres gennem det af husmandsbevægelsen fra først af anviste middel til den økonomiske ligerets gennemførelse: grundværdiskatten!
Derfor må denne grundværdireform atter og atter fremdrages i første linje, hver gang en såkaldt ‘social reform’ kastes ud – ofte som lokkemad, for at få folket (og særlig også husmandsfolket) til at glemme dets førstefødselsret til landets jordværdier.
Heller ikke len- og stamhus-spørgsmålet bør derfor løses uden i nøje forbindelse med grundskyld-reformen, selvom vi så skal vente dermed til efter at den nye grundlov har givet det hele menige folk, og ikke blot gårdmandsvennerne, husbondsret i Danmarks vang og vænge.
VI. Jord til alle.
Jeg kan dog ikke undlade at benytte også denne lejlighed til at nævne en god folkelig ‘jordreform’, som vel ikke fuldt ud står på højde med grundskyldreformen, men dog kommer den noget nær i gode virkninger, når den fremmes i forbindelse med denne, – nemlig kravet om lovsikret ret for hver mand og kvinde til jord til eget hjem og erhvervsplads, eventuelt ved ekspropriation til offentlig ansat skyldværdi – og mod udredelse af fuld jordrente.
Dette ældgamle retskrav*) – der nu under verdenskrigen er rejst på ny i krigsførende lande, som den store hjælper mod den økonomiske folkenød fremsattes i de fynske husmænds nedenfor aftrykte udtalelse af 1908, men er desværre endnu ikke blevet indlemmet i de samvirkende danske husmænds fællesprogram, – måske fordi nogle socialister ikke ønsker det officielt fastslået, at den enkelte skal sikres en sådan ret til jorden.
*) Kravet er ældgammelt både i dansk og fremmed landboret; i alle gamle bondelande blev det anset som en selvfølgelig borgerret for alle frie mænd, at have part i fædrelandets jord. Når forbryderen udstødtes af bondesamfundet, skete det just ved, at han mistede sin andelsret i byens tremarksdrift, han bødede sine 3 jordmarker, hvad der senere blev til en bøde af 3 mark i penge, men stadig fastholdtes den ærenedsættende virkning for disse ‘tremarksmænd’. Derefter var han henvist til som ‘skovgangsmand’ selv at skaffe sig erhverv på anden vis – eller at optage af den udyrkede jord, der lå udenfor fællesskabets. Nogle mener endog, at ordet ‘elendig’ er betegnelsen for den mand, som var ‘uden land’.
Men dette retskrav er dog taget op senere fra forskellig side, således af landbrugsminister Kristian Pedersen ved en række møder*).
*) Det påstås endog, at det var at frygt for et sådant krav, at man i den nye grundlov fik indført den reaktionære bestemmelse om, at ekspropriationslove ikke som alle andre love kan vedtages ved almindelig flertalsafstemning. Hvilket noksom viser den betydning, man fra ufolkelig og frihedsfjendsk side tillægger et sådant krav. Som tidligere af mig oplyst, indeholder dog en provisorisk forordning af 5. maj 1848 og lov 4. juli 1850 en alt for upåagtet ekspropriationsregel, hvorefter enhver dansk mand på landet kan kræve jord eksproprieret til sig og hus derpå rejst – uden ydmygende vilkår. For så vidt er en ny lov altså overflødig, men den kunne nok behøves til bedre udformning af kravet.
Også på det radikale venstres landsmøde i 1916 var dette krav til forhandling, uden dog at finde sin endelige form i arbejdsprogrammet. Og på et senere møde i Odense har konseilspræsident Zahle gjort sig til talsmand for en reform, som i al fald er stærkt beslægtet dermed.
Ingen har dog med større klarhed og kraft fremdraget og begrundet dette krav om ret til jord for hver mand end fuldmægtig H. Wåge, som senest i sin ypperlige artikel i Husmanden for nogle måneder siden (‘Prisreguleringspolitikken og Jordspørgsmålet’), har påvist den fulde juridiske og moralske berettigelse af dette krav, som husmændene ved første lejlighed burde tage op og indføje i deres program.
Der er så meget større grund til netop her at fremdrage dette spørgsmål, som der fra visse sider er udtalt den formodning, at man kunne realisere folkekravet om ‘jord til hver mand’ ved hjælp af, eller samtidig med reformen af len- og stamhuse, nemlig ved at overtage noget af den jord, som henhører under disse institutioner.
VII. Len og stamhuses jord.
Den tanke, at statens krav mod len og stamhuse delvis skulle afgøres med jord, er vistnok først fremsat af den nuværende forsvarsminister, dr. P. Munch, der ved det foran nævnte husmandsmøde i Slagelse 1907 udtalte sig for at anvende sådan jord til forsøg med offentlig fæste, hvilken tanke dog ikke optages af husmændene. Derimod har den nuværende landbrugsminister Kristian Pedersen, da han var medlem af lenskommissionen, i dennes betænkning optaget tanken på ny, dog i en noget anden form.
Det er uvist, hvorledes tanken er opstået thi den har hverken hjemmel i noget partiprogram eller i husmændenes. Den strider snarest derimod. Det er et tilbagefald til en naturaløkonomi, som ville være dobbelt mærkelig i en tid, der netop har udfundet ‘jordværdien’ som det sande og eneste holdbare udtryk for jordens samfundsskabte egenskaber.
Måske har K. P. villet gå en mellemvej mellem de moderate venstremænd i kommissionen (der ville udlevere til lensbesidderne både penge og jord uden videre afgift til samfundet) og socialisten Marott, som krævede, at alle 30 store len med jord og herligheder uden stort vederlag skulle ‘hjemfalde’ til staten efterhånden, ved indtrædende dødsfald!
Skønt dette sidste krav næppe bør tages fuldt alvorligt, er der dog i alt fald en vis konsekvens i det.*)
*) Socialisternes krav støttes særlig på den sproglige misforståelse, at ‘len’ betyder ‘lån’, så at staten kun tager sit udlånte gods tilbage ved at inddrage lensgodserne. Man kunne måske fra modsat side påstå, at ‘len’ betyder ‘løn’, hvad der giver et væsentligt andet resultat. Forholdet er allersnarest dette, at al grundejendom er len, og alle grundejere er ‘lensmænd’ og pligtige til at svare en ‘lensafgift’ til staten – netop hvad husmændene kræver som grundskyld. Der er for så vidt intet i vejen for, at også alle ‘statshusene’ kunne kaldes ‘len ‘eller ‘stamhuse’, og at kravet om ‘jord til hvermand’ kunne gives formen: ‘hver mand sit stamhus’.
Derimod må det Kr. Pedersenske mellemstandpunkt på forhånd forekomme ret mærkeligt, uklart og lidet konsekvent.
Det går nemlig ud på dels dette: at når et lensgods har et så stort areal (hermed menes kun af hovedgårdsjord) eller en så uheldig beliggenhed, at en tilstrækkelig frugtbringende udnyttelse vanskeliggøres, så kan landbrugsministeren ekspropriere (dvs. tvangskøbe mod fuldt vederlag) 1/10 af sådan jord, der da skal anvendes til husmandsbrug i offentlig fæste.
Da staten i forvejen har, eller ved lov kan skaffe sig, ret til mod fuldt vederlag at ekspropriere hvilket som helst jordstykke i Danmark, til almennyttigt formål, ser det noget mærkeligt ud, at netop 1/10 af lensgodsernes dårligst beliggende og mindst udbyttegivende jorder skal udpeges som særlig anvendelig til husmandsbrug endda til offentlig fæste! Det ser nærmest ud som en velvilje mod lensgodserne ikke mod husmændene, som vistnok snarest burde have den gode jord. Og hvorfor må sådan statsjord ikke anvendes også til andre end husmænd – hvorfor ikke give alle lige adgangsret til den jord, der er fælles – så vidt den strækker til? Den moderne husmandsbevægelses styrke er just, at den aldrig har krævet noget for sig selv alene, men kun reformer for det hele folk. Men dernæst kræver Kr. Pedersen 1/4 af lensgodsernes værdier enten i penge eller udlagt i lenenes hovedgårdsjord, – udpeget og værdsat af en kommission, og formentlig til fuld dagspris.
Også dette jordkrav må forekomme mærkeligt. Medens et pengekrav er fuldt forståeligt, vil et krav på 1/4 af jorden, som da måtte udskæres af bestående landbrug (og uden disses bygninger) øjensynlig være lidet hensigtssvarende. Hvilken mængde af stridigheder om hvor og hvorledes denne jord skulle tages, ville ikke herved kunne opstå.
Og det ville vistnok endog blive temmelig dyrt at erhverve, eftersom den nuværende besidders eller forpagters tab let bliver langt større end erhververens fordel ved at få jorden.
Netop dette meget vanskelige spørgsmål om prisen for den overtagne jord. Kommer man ej heller uden om ved alskens tilsyneladende tvangsregler mod lensbesidderne. De økonomiske prislove lader sig nu en gang ikke omgå. Selv en lovregel om, at der ved ekspropriation ikke skal godtgøres ejer eller bruger noget for ulemper ved jordens bortskæring fra den øvrige ejendom, ville ikke kunne hindre, at der alligevel blev taget et passende hensyn til tabet derved, al den stund afløsningen skal være frivillig, og der følgelig må gives besidderen lejlighed til forud at skønne over samtlige betingelser, eventuelt afvise disse, hvis de findes urimelige. En ret, uden pligt, for staten til jords overtagelse, ville ligeledes virke værdinedsættende medmindre den formedes som en simpel forkøbsret.
Alle disse prisspørgsmål kender enhver praktisk og betænksom landmand. Følgelig ville staten ad denne vej få langt mindre og dårligere jord for sine penge, end hvis den beholdt disse og (såfremt den endelig ville købe jord) gik på markedet under frie former, og erhvervede den jord, som da bedst og billigst tilbød sig.
Og for så vidt man måtte mene, at der i alt fald blev nok af jord at vælge imellem, når alle disse kolossale len og stamhusstorgodsers jord (selvom det kun var en fjerdedel deraf) stod til rådighed for staten, da beror også dette på en misforståelse.
Dette vil fremgå af nedenstående tavle, som med omtrentlig rumlig nøjagtighed viser dansk landbrugsjords omtrentlige fordeling efter hartkorn (1912).
Det ses heraf, at de så meget omtalte len og stamhuses herregårdsjorder kun omfatter den øverste lille firkant til venstre på tavlen (omgivet af bred, sort ramme) eller kun ca. 1/26 af alt landets hartkorn, – hvilket omtrent svarer til de to småøer: Møen og Falsters hartkorn til sammen. 1/4 heraf (altså mindre end 1/100 af al landets jord) kunne rummes alene på Møen! Hvilket altså blev den mængde hovedgårdsjord, som blev overladt det danske folk at tilfredsstille sin jordhunger på!
Og hvorledes fordeler disse len og stamhuses jorder sig da? Ligger de nogenlunde spredte i vort land således, at hver landsdels beboere kunne komme den nær uden alt for stor ulejlighed ved hjemmets flytning?
Nej aldeles ikke! Forholdet er omtrentlig følgende (i afrundede tal):
Som tavlen ovenfor viser for samtlige len og stamhuses 250 herregårde, så kan man selv udregne, hvorledes 1/4 deraf ville fordele sig rundt i amterne. Det blev næppe 1/2 % af Jyllands og ikke 1½ % af øernes hartkorn, som da kom til rådighed.
VIII. En mærkelig jorduddeling.
Hvorledes ville man, blot med svageste skin af ligestilling og ligeret for alle, give regler for uddelingen af sådanne spredte jordarealer mellem de jordsøgende folkeskarer? Man har udregnet, at der i alt kunne blive ca. 3 á 4.000 nye husmandslodder a ca. 10 tdr. land at fordele, – medens der jo sikkert er mindst 10 gange så mange landarbejdere og husmandsbørn med, som hjertens gerne ville have en husmandslod på rimelige vilkår, – foruden de 20 gange så mange håndværkere og andre byfolk, som vel ikke ønsker en hel landbrugslod, men kun en byggeplads med have til derpå at rejse eget hjem og erhvervsplads! Alt vel at mærke ikke i en anden landsdel, fjernt fra deres nuværende arbejdsplads eller hjemegn, men tværtimod i nærheden af den hovedstad eller købstad, hvortil de ved deres erhverv er knyttet – eller i den egn, hvis forhold er dem bekendte. At anvise disse tusinder byfolk eller jordlodsøgende bornholmere eller jyder el stykke jord på Lolland eller Fyn eller Samsø, ville for adskillige være omtrent det samme som en anvisning på månen, – og kun skikket til at gøre nar ad dem med! I alt fald ville det ikke være at stille alle lige.
Og dog har alle disse gode, danske borgere nøjagtig samme ret til Danmarks jord og jordværdier, og samme ret som de 3-4.000 nye husmænd, hvem man særlig havde tænkt på at hjælpe med de jordbrøker, som man ville tage fra len og stamhuse; – dette gælder selvom det skete til en ordentlig pris og selvom man fik brugsforholdet ordnet på en god måde for de 3-4.000, som da blev særlig begunstigede.*) Del ville dog kun være det gamle moderate gårdmandssynspunkt på husmandssagen, som derved skete fyldest – ikke den moderne husmandsbevægelses. Det ville være jordgaver, man derved uddelte til nogle få, ikke jordret til alle, man sikrer folket.
*) Herved tænkes bl.a. på den helt nye mellemform mellem “offentligt fæste” og “selveje”, som er foreslået af regeringen i det nye og i nogen måde banebrydende lovforslag om ‘vilkår for bortsalg af jorder i offentlig eje’, eller andre sådanne særlige former, i alt fald så længe de fremtræder som begunstigede undtagelser.
Og hvilke nye administrations-vanskeligheder ville ikke forvoldes ved løsningen af den opgave, at fordele ligelig de her omhandlede spredte jordstykker mellem de tusinder af ansøgere, som ville melde sig, særlig i fald vilkårene blev fordelagtigere end andet jordkøb?
Der kan derfor ej heller være tale om, at det også af husmændene rejste folkekrav om jord til alle på nogen måde kan stilles i forbindelse med den her nævnte inddragelse af nogen jord fra len og stamhuse. Mål og midler ville her være for stærkt modstridende.
IX. Ikke lensjord, men jordværdi.
Det er derfor på tide, at dette siges højt og lydeligt; ‘Jordspørgsmålet’ kan ikke løses ved slige kvaksalvermidler, som dette: At tage nogle bestemte jordstykker et steds fra, hvor hegnet er lavest, og uddele deraf til nogle forholdsvis få! Det er kun en ny form for gaver – en ny klasse af foretrukne borgere, som derved opstår. Og der fremskaffes ved den slags reformer ikke bedre tilgængelig jord; thi det der tages, var der i forvejen og ligger forud ligeså tilgængelig for lovens retfærdige arm, som efter dette hokus pokus, – der kun kan tjene til at forvirre begreberne om, hvor løsningen af jordspørgsmålet virkelig ligger. – Hvad måske også netop er meningen for adskillige! Thi ved at vende folkets opmærksomhed hen på det lille hjørne af Danmarks jord, hvorpå ‘len og stamhuse’ er beliggende (se tavlen ovenfor) – kan man måske bortlede opmærksomheden fra hele den øvrige flade, hvori folket også har sin jord-andelsret, men som måske kan dækkes ved, at der råbes dygtig højt. Om jorden fra len og stamhuse, i stedet for om disses jordværdi, og folkets andel deri.
Og medens en andel i jordens pengeværdi let lader sig beregne og opkræve og atter fordele ligelig til folket, er dette praktisk talt ikke gørligt med hensyn til jorden.
Derfor må vi alle, men ganske særligt husmændene, såfremt de som hidtil vil være den ledende og førende magt ved jordspørgsmålets løsning, se at komme bort fra den opskruede tale om, hvad der kan nås ved en reform af len og stamhuse. – særlig da ved overtagelse af visse brøkdele af disses jordarealer.
Det er således tale hen i vejret, når en bekendt husmandsleder har afleveret en letkøbt frase som denne: “I løsningen af spørgsmålet om len og stamhuse ligger den sociale indsats, der med rette kræves af husmandsbevægelsen.” Den, der siger sådant, har næppe været fuldt klar over, hvori det sociale spørgsmål (nemlig hele folkets sociale krav) virkelig ligger – og har næppe været med ved husmandsbevægelsens første vanskelige år, da retningen blev vedtaget og målet sat.
Og det er måske nok velment, men lidet velovervejet, når en anonym husmand i et jysk blad skriver: “Nu står lovforslaget*) om len og stamhusenes overgang til fri ejendom for døren, og når dette gennemføres i den demokratiske form, som husmændene har vedtaget i deres Odense program, så har frisindet sejret fuldt og helt (!) til gavn FOR samfundslivets fremme. Når alle (!) de mange tusinder og atter tusinder af tønder land, som er under adelens (!) udbyttelse, bliver samfundsejendom, (!) vil det give sig udslag i, at lykkens og retfærdighedens fakkel tændes (!) over landet i alle de mange små, hyggelige hjem, som oprettes ude på de store jordarealer, hvor herremændene nu har deres jagtrevier.”
*) Der har overhovedet ikke foreligget noget lovforslag for rigsdagen om len og stamhuse i den sidste menneskealder.
Det kan selvfølgelig tilgives, at en jævn lægmand, som ikke ved bedre, siger noget sådant i en god mening; men derfor bliver det ikke mere sandt. Og for dem, som skal gå foran og vise vej, gælder det om at vide lidt bedre besked om forholdene, før de udtaler sig.
Det gælder om at komme bort fra alle slige overdrivelser og fraser, og nøgternt se på, hvorledes sagens faktiske forhold ligger.
Vil man landbrugets stordrift til livs af såkaldte ‘sociale« .eller politiske grunde – hjælper del ikke stort at klippe en lille fjerdedel ud af len og stamhusenes lille firkant (se tavlen ovenfor), når man glemmer de 650 private herregårde og de 1200 proprietærgårde, som findes på samme række.
Og vil man følge det gode program-ord om lige ret for alle, så gælder det for øvrigt om også at medtage de 3.800 større, de 23.300 middelstore, de 24.400 mindre bøndergårde og de 23.000 boelssteder, foruden de 69.000 huse med jord og videre nedad, og at lade det hele folk erholde lige andelsret i alle disse jordværdier, såvel som i de også betydelige samfundsværdier, som slet ikke findes angivne på tavlen ovenfor, – nemlig i vor hovedstad, købstæder og stationspladser, hvis samlede samfundsværdier vistnok er i færd med at nå op imod vor landbrugsjords samlede jordværdi. Også fordi først derved opnås jordspørgsmålets anden store og gode sociale virkning, nemlig indflydelsen på lønspørgsmålet, løftningen af prisen på mennesker.
Og alt dette kan nås ved gennemførelsen af de grundsætninger og retningslinjer, som husmandsbevægelsen oprindelig har fastslået som sine og bestandig urokkelig har fastholdt: lige ret for alle, også til jorden – afskaffelse af byrderne på arbejde, forbrug og omsætning -inddragning til folkets fælleskasse af de samfundsskabte værdier. Mere behøves ikke, og mindre er ikke nok, – hverken i spørgsmålet om len og stamhuse eller i andre sociale spørgsmål.
X. Sammendrag.
Til slutning skal her sammendrages indholdet af de foranstående artikler i nogle korte punkter:
- husmandsprogrammets grundsætninger kræver lige ret for alle til alle offentlige værdier, hvoraf samfundets andel i len og stamhuse dog kun er en ringe del.
- reformen af len og stamhuse er ikke betydelig nok til, at derved kan løses hverken det sociale spørgsmål eller jordspørgsmålet, hvorimod en slet reform på dette område kan forkludre og forsinke virkelige socialreformer.
- særlig bør ikke deraf til offentlig brug overtages jord, hverken til dagspris, overpris eller underpris, da bedre og billigere jord kan fås, om ønskes, ved lovens hjælp, andetsteds og bedre beliggende for folkets brug.
- derimod bør herregårdene under len og stamhuse og fideikommisgodser frigives ved salg til privateje (hvad ganske vist alt nu kan ske, men hvad måske ville fremskyndes ved en særlig lov) – således at en passende del af værdien (enten som årlig grundskyld eller som fast kapital) erlægges til statskassen til senere anvendelse – eventuelt til en boligfond til gavn for hele folket, samtidig med grundskyldreformen, medens restkøbesummen indgik under fideikommiskapitalerne.
- disse kapitaler bør derimod ikke frigives, men fremdeles være under offentlig kontrol, indtil nærmere regler gives derom, eventuelt om en ændret arveadgang dertil. *)
- endelig bør det fremhæves – hvad kun flygtigt er sket foran – at len og stamhusreformen ikke bør fremmes, uden at der samtidig er truffet en retfærdig ordning af forholdene på disses bøndergodser (såvel som på de private godser) af fæsteres og lejeres retsstilling. Ganske særlig bør vel husmændene våge over.., at lejehusmændenes forhold ordnes på en god måde, således som tidligere heri bladet påtalt.**)
*) indtil da vil de, som fremhævet i lenskommissionens betænkning, være velegnede til skatteobjekt og til offentlige midlers anbringelse.
**) Dette spørgsmål fortjener en nærmere omtale ved anden lejlighed.
Såfremt intet andet forslag derom kunne vedtages, ville husmændenes udstykningsforeninger (der nylig har vist at have udmærket greb derpå) mulig kunne formås til at ordne disse godsforhold ved bortsalg til selveje på rimelige vilkår, – måske i forbindelse med de stedlige husmandskommissioner efter husmandsloven.
Skulle der endelig pålægges len og stamhusjorden nogen byrde til samfundet (udover grundskyld), så burde det kun være en forkøbsret dertil for staten, hver gang denne jord solgtes, i alt fald inden for et vist tidsrum. Dette ville ikke være nogen særlig værdinedsættende hæftelse at overtage, og staten ville derved få mulighed for, hvor lejlighed gaves, at erhverve sådan jord til sig selv eller andre offentlige formål til rimelige priser, uden dog at have nogen forpligtelse i så henseende.
Disse retningslinjer er i nøje overensstemmelse med husmandsprogrammets grundsætninger, og når de følges – således som indenrigsministeren har betonet – er der ingen tvivl om, at len og stamhusreformen bliver gennemført tilfredsstillende i folkelig henseende.
Men kan disse retningslinjer ikke fastholdes, så bør de folkelige partier ganske sikkert ikke gå med til et forlig om denne sag for tiden, men hellere vente til den nye grundlov fuldt ud er trådt i kraft, og dermed større muligheder åbnet for al virkelig rationel, folkelig jordreform og jordværdireform.
Køge-resolutionen af 9. nov. 1902:
Husmandsmødet udtaler:
At, da husmandsbruget som selvstændig driftsform bevislig er den fordelagtigste form for landbrug, såvel for samfundet som for den enkelte, og derfor kan ventes at ville blive den almindeligste (og i fremtiden muligvis den eneste) driftsform for dansk landbrug, kan husmandssagens udvikling ikke væsentlig bygges på bidrag fra staten eller andre samfundsklasser, eller på lignende undtagelsesregler, men kun derpå, at husmandsklassens lige retsstilling med de øvrige samfundsklasser fuldt ud anerkendes gennem lovgivningen.
Husmandsstanden kræver derfor ikke nogen begunstigelse for sig ved skattelovgivningen, såsom ophævelse af de faste grundskatter og tiender, der findes ved jordens overtagelse og godtgøres ved afkortning i købesummen; deslige byrders afskaffelse vil urettelig komme et enkelt slægtled til gode, og af dette kun de store grundejere, til forringelse af samfundsformuen og til tab for de ubemidlede samfundsklasser.
Husmandsstanden må derimod kræve snarest mulig ophævelse af enhver told og skat, som beregnes af eller i forhold til forbrugsartikler såsom på fødemidler, beklædning, møbler, bygning, besætning, redskaber, maskiner, råstoffer og arbejdsfortjeneste, da alle deslige byrder (ofte med tillæg af toldbeskyttelse osv.) hviler uretfærdigt tyngende på arbejdet og de små hjem.
Husmandsstanden må i stedet kræve, at der til dækning af de offentlige fornødenheder opkræves skat på den jordværdi, som ikke skyldes enkeltmands arbejde, men som hidrører fra samfundets vækst og udvikling, og som særlig ophober sig i storbyerne og ufortjent tilflyder vedkommende privatspekulanter i stedet for at inddrages i statens og kommunernes kasse: Deslige byrder vil ikke tynge arbejdet, men tværtimod gøre jorden billigere og derved lette adgangen for hver mand til at få eget hjem.
Husmandsmødet i Køge opfordrer herved landets husmandsorganisationer til at slutte sig til dette program i skattesagen, og opfordrer de politiske partier, der ønsker støtte fra husmandsstandens side, til at virke for disse kravs optagelse på partiprogrammet og deres gennemførelse som lov under de forestående forhandlinger på rigsdagen om en skattereform.
–––––
De fynske husmænds udtalelse af 25. maj 1908 lyder således:
“I anledning af den forestående revision af loven om tilvejebringelse af jord til landarbejdere (den såkaldte husmandslov) skal bestyrelsen herved udtale:
Fra alle sider erkendes det nu, at en virkelig løsning af det sociale lønspørgsmål kun kan nås ved en løsning af jordspørgsmålet, nemlig således, at adgangen til jord lettes for alle, hvilket allerede påvistes af husmandsstandens Køgeresolution af 1902. Sendemandsmødet bør derfor nu som tidligere som sit første udgangspunkt fastholde Køgeresolutionen grundsætninger: afskaffelse efterhånden af alle skatter og byrder på arbejde og forbrug, og i stedet derfor indførelse af en skat på den samfundsskabte jordværdi og på kapitaler, som væsentlig er opstået ved privilegier og monopoler, thi derved vil de opskruede jordpriser falde, arbejdslønnen stige og adgangen til jord lettes for alle.
Den såkaldte husmandslov har derimod aldeles ikke løst sin opgave i den retning. Den har tværtimod bevirket en almindelig fordyrelse af al jord til gavn kun for de store jordsælgere, men til skade for husmændene, både dem, der har fået statshusene, og alle andre købere af jord. Delte er grunden til, at alt for mange statshusmænd trods et dygtigt arbejde dog må leve under mindre gode økonomiske forhold.
Grunden til husmandslovens dårlige virkninger er væsentlig den, at loven er formet som en undtagelses- og almisselov i stedet for en retslov lige for alle. Derfor virker den imod sin forud udtalte hensigt, forværrer lønspørgsmålet og forkludrer jordspørgsmålet, og bør snarest muligt helt ophæves, med mindre dens karakter væsentligt ændres derhen, at ligerettens grundsætninger optages, og almissebestemmelserne fjernes.
Bestyrelsen foreslår derfor sendemandsmødet at kræve følgende ændringer: Begrebet landarbejder bortfalder, og enhver myndig og hæderlig dansk mand og kvinde får ret til jord til normale priser.
Jordloddens størrelse skal fastsættes til, hvad der er tilstrækkeligt til en husmandsfamilies ernæring ved normal arbejdsydelse og uden lejet arbejdskraft, men tillige således, at der også skal kunne fås mindre areal, nemlig byggeplads med have, thi der er ingen grund til at nægte alle andre samme ret som jorddyrkende husmænd til passende jordstykker.
Jordprisen skal (således som det med rette er foreslået af jyske husmandsforeninger) ikke overstige den af staten selvansatte ejendomsskyld, senere jordværdi), muligen med passende tillæg efter kommissionens skøn for prisstigen siden sidste ansættelse. Kan jord ikke erhverves underhånden til normal pris, skal passende jord kunne eksproprieres til samme pris efter reglerne i lov af 4. juli 1850 om jords afståelse til bolig for husvilde eller ved de nedsatte kommissioners medvirkning.
Staten udbetaler jordprisen (skyldværdien) til jordsælgeren. Herfor skal jordkøberen til gengæld svare staten under navn af jordskyld en statslig rente af jordprisen forud og halvårsvis, eller en senere ved offentlig foranstaltning ansat jordværdi, hvad enten denne bliver højere eller lavere end den først betalte jordpris. Den årlige rentefod skal være den samme, som staten selv må svare, så det ikke bliver en gave, der ydes jordkøberen.
Når statens ret til jordskylden respekteres, har køberen fuldstændig fri rådighed over jordstykket og kan afhænde, overdrage og udstykke det uden indskrænkning og med de bygninger og forbedringer, han derpå måtte have anbragt og hvis værdi selvfølgelig holdes uden for jordværdien.
De nuværende statshusmænds forpligtelser til statskassen skal lettes i samme grad som den af dem betalte jordpris er højere end ejendomsskyldværdien af jorden, så at de ligestilles med jordkøbere efter den ny lov.
Der gives husmandsstanden passende indflydelse på kommissionens sammensætning.
Når staten på den her angivne måde tilsikrer enhver fornøden jord til normale priser til derpå at bygge eget hjem enten som jorddyrker eller næringsdrivende, har staten gjort sin pligt og kan ikke gå videre uden at gøre uret. Da dens skatter indkommer ved folks arbejde og forbrug, vil alle gaver af staten bevirke et forøget skattetryk på folket, enten de ydes i form af rentelettelse eller på anden måde. Vi kræver derfor Køgeresolutionen grundsætninger gennemført i forbindelse med foranstående, hvorved husmandsstanden undlader at kræve gaver, men lige ret for alle.
Jordloddens forsyning med bygninger, besætning og redskaber osv. skal være hver mands egen sag at skaffe sig, og såfremt det hjem, han bygger, grundes på ærligt arbejde og sund økonomi, kan han også skaffe sig den dertil fornødne kapital, når først grundbetingelsen er til stede: billig j ord, ubeskattet forbrug og god arbejdsløn, hvilken sikres enhver efter denne reforms gennemførelse. Han kan da rejse de fornødne midler, dels ved egen sammensparing og ved økonomiske sammenslutning med det formål ved gensidig hjælp at skabe mulighed for selvstændige hjem. Dette kan ske i forbindelse med spare- og forsikringskasser på et fuldt ud naturligt grundlag.
Men det bemærkes udtrykkelig, at dette kun nås, når ligerettens lov gennemføres, og almisser og gaver fjernes, hvilket er den selvfølgelige forudsætning for alt andet reformarbejde.
Sendemandsmødet udtaler derfor sin beklagelse over den af rigsdagen nylig vedtagne toldlov, der lige så lidt som skatteloven af 1903 har opfyldt husmandsstandens berettigede krav til en folkelig reform af de direkte og indirekte skatter. Et krav, som husmændene fremdeles vil fastholde, indtil det fuldt ud gennemføres.