Fra Særtryk af Silkeborg Venstreblad.
Årstal er ikke anført.
Det fremgår dog af sidste afsnit,
at den er skrevet i 1925:
75 år efter lovens tilblivelse.

Den glemte jordlov af 1848
Et lidet bidrag til dansk landborets historie 
Af Godsinspektør S. Berthelsen

Som det vil erindres fremsatte godsinspektør S. Berthelsen for nylig en detaljeret plan til gennemførelse af nye former for boligbyggeriet, deriblandt også for den dertil nødvendige jorderhvervelse og fremdrog i den anledning den næsten helt glemte jord-ekspropriationslov af 1848-50.
På given foranledning har han udsendt nedenstående nærmere redegørelse for denne interessante gamle lov, som et landboretligt bidrag til en dansk jordreforms ret indviklede historie.

I. 

Oprindelsen til kravet i den nævnte lille jordlov går meget langt tilbage. Her skal dog ikke omtales oldtidens gamle sædvaneret for hver myndig mand til eget hjem og ej heller vore udskiftningsloves anerkendelse af jordret selv for gadehusenes beboere. Men kort derefter, allerede i 1803 og 1806, fremkom der fra enevoldskongens regering flere reskripter, som fastslog det offentliges pligt til at fremskaffe fornødent husly for enhver, der uden egen skyld var bleven husvild. Og ved dette ord forstodes og forstås den, der fuldt vel er i stand til at betale sædvanlig husleje, men desuagtet faktisk ikke er i stand til at skaffe sig det i vort klima så absolut nødvendige tag over hovedet. (I skarp modsætning hertil kaldte man dem husarme, som end ikke havde råd til at betale husleje, og som derfor måtte tages direkte under offentlig forsorg). 

Medvirkende til disse reskripters fremkomst var – foruden visse hensyn til kommunale forsørgelsesforhold, hidført ved de samtidig udgivne fattiglove af 1803 – vistnok også det, at de dengang lige gennemførte udskiftningslove havde berøvet almuen på landet deres tidligere sædvanemæssige anerkendte med­andels ret i landsbyens fællesjorder, så at de derefter opvoksende nye slægter til en vis grad fødtes jordløse og hjemløse. 

Spørgsmålet herom kom dog først frem på ny i offentlighedens fulde dagslys, efter at Frederik den 6. havde indført de rådgivende stænderforsamlinger ved forordningen af 16. maj 1831 og derved i nogen måde givet det danske folk mæle og ret til en vis grad af offentlig drøftelse også af socialpolitiske anliggender og krav. 

Under forhandlingerne i stænderforsamlingerne i Roskilde og Viborg rejstes da op gennem 30­ og 40-årene idelig fra det brede folks talsmænds side kravet om en bedre lovsikret ret for den menige almuemand til at erholde fast eget hjem på rimelige vilkår. Især klagedes der over, at sådanne småfolk, derunder også landhåndværkere, blev jaget som hjemløse fra sogn til sogn, for at de ikke skulle opnå forsørgelses ret ved 5 års uafbrudt ophold, i én kommune. Husmandsstandens første talsmand, P. Hansen Lundby, og den senere så bekendte folketingsmand I. A. Hansen tog sig især ivrigt af dette folkekrav, og i sidstnævntes ugeblad Almuevennen* blev idelig fremdraget oprørende vidnesbyrd om sådanne hjemløse og husvilde personers skæbne. Derfor ser vi også “Bondevennerne”, da dette selskab stiftedes af Drewsen, Balthazar Christensen, Tcherning, Orla Lehmann, Gleerup o.fl., straks optage kravet om hjemret for enhver dansk mand på selskabets program. Og dette fik afgørende betydning, da vort folkelige friheds liv fik sit gennembrud ved Christian den 8.s død. Og ved dannelsen af det frisindede marts­ministerium af 22. Marts 1848, hvori såvel Tsherning som Orla Lehmann havde sæde.

* Dette betydningsfulde blad er nu så sjældent, at end ikke Rigsdagens Bogsamling ejer noget eksemplar deraf. Skulle nogen af dette blads læsere tilfældig besidde nogle årgange deraf, ved de altså, hvor de ville være særdeles vekomne.

Men ganske få dage forud, d 17. marts 1848, havde bondevennerne da også rettet en direkte henvendelse til den nye konge Frederik den 7., hvori krævedes: 

1. en husmandslov, der afskaffede personlig arbejdspligt for husmænd overfor godsejerne,
2. kommunernes ret til at kræve jord udlagt til derpå at skaffe beboere bopæl, 

hvilket sidste krav motiveredes med den med folkemængden stedse tiltagende vanskelighed ved at kunne få fast bolig. Og dette folkekrav, der genoptoges i en privat skrivelse af 16. april 1848 fra Bondevennernes formand, Balthazar Christensen til regeringen, blev derefter hurtigt opfyldt. 

Allerede den 5. maj 1848 blev der nemlig udfærdiget en provisorisk kongelig forordning, hvorved denne hjemret med  ekspropriations-beføjelse fastsloges som lovhjemlet. 

Det hedder i de motiver som indleder kongens forordning:
“For at sætte sognebestyrelserne på landet i stand til at … tilvejebringe boliger til de personer, der – uagtet de er i stand til at betale passende husleje – ikke selv kunne forskaffe sig bolig i sognet, have Vi (kongen) fundet det nødvendigt at foreskrive, at de vedkommende jordejere skulle være pligtige til imod tilbørligt vederlag at afstå den til deslige boligers opførelse fornødne bygge plads… “

Og i forordningens § 2 fastsættes dette nærmere således:
“Når nogen, som på lovlig måde ernærer sig i sognet, bliver trængende til husly sammesteds, og sogneforstanderskabet ikke på anden måde kan forskaffe samme husly for den i egnen sædvanlige betaling, skal sogneforstanderskabet være berettiget til at fordre – mod fuldstændigt vederlag – jord udlagt til opførelse af fornødne boliger for deslige husvilde personer”.

Derefter beskrives nærmere hvorledes der skal gås frem, så hensynsfuldt som muligt, ved jordstykkets udpegelse, idet jordejerne i tilfælde af uenighed herom kan appeller til amtsrådet, som endeligt afgør dette spørgsmål, hvorimod godtgørelsen til ejeren (i penge eller årlig kornafgift) fastsættes af tvende af retten udnævnte mænd. 

Således lød denne første af martsministeriet under enevoldskongens hånd udfærdigede lov om ekspropriation af jord til plads for hus til de husvilde på landet. 

Og at den i vide kredse blev opfattet som det første signal til socialpolitisk gennembrud i vort folk, endnu forinden grundloven af 5. juni 1849 var givet, fremgår noksom deraf, at I. A. Hansen i det næste nummer af Almuevennen, hilste den med udråbet:
“Her har man da endelig et skridt af den nye regering til lettelse og afhjælpning af et af de hårdeste tryk, der hviler på almueklassen på landet, et skridt, som forhåbentlig snart vil føre til flere i samme retning”.

Og ved Bondevenne-selskabets generalforsamling den 25. maj 1848 udtalte formanden, Balthazar Christensen, sin påskønnelse af, at dette første punkt på selskabets program nu var bleven til lov ved forordningen af 5. maj 1848. 

Hvem der indenfor martsministeriet var den egentlige ophavsmand til denne første demokratiske jordlov i Danmark, kan ikke konstateres nu, da statsretsprotokollen fra 1848 så vidt vides intet indeholder derom. Men meget sandsynligt er det Tschernings navn, som her må nævnes. I sin egenskab af krigsminister og som den, der skulde rejse det danske folk til begejstret deltagelse i den samtidig udbrudte krig, har han sikkert følt sig forpligtet til at gennemføre løfterne fra “Bondevennerne”s program. Og han har sikkert af lignende gode grunde været lydhør overfor de røster, der netop i den samme urolige tid havde lydt fra bondealmuens side, også netop i Almuevennen, om dette hjemrets-kravs nøje sammenhæng med værnepligten, hvilken jo dengang kun påhvilede bondestanden (hvorfor forordningen jo også kun var givet for landet). 

“Hvorfor skal vi drage ud for at ofre liv og blod for et fædreland, hvori vi ikke har ret til en fodsbred jord, hvis vi vender levende tilbage fra kampen?” 

Dette var omkvædet i datidens brede lag på møder, i samtaler og avisartikler. Og der kan næppe være tvivl om, at kongens løfte til folket ved hin midlertidige forordning om, at hver dansk mand skulle være sikret plads til eget hjem på fædrelandets jord, uden ydmygende vilkår, kan have bidraget mægtigt til hos den menige mand at rejse og øge den folkelige begejstring (også for felttoget) i 1848, som det var martsministeriets uvisnelige fortjeneste at have skabt, og som siden i sine videre følger førte til den første grundlovs vedtagelse året efter. 

Dette kom også stærkt frem, da forordningen to år senere blev forelagt på ny i landstinget, hvor Anders Sandø Ørsted først blev stillet overfor denne lov. Men derom nærmere i en følgende artikel.

II. 

Skønt den provisoriske forordning af 5. maj 1848 om tvangskøb af jord til husvildeboliger var udfærdiget af den enevældige konge før grundloven, og derfor ikke trængte til rigsdagens senere bekræftelse – blev man dog enig om at forelægge forordningen til forhandling og stadfæstelse for den i 1850 sammentrædende rigsdag for derved at opfylde den nye grundlovs forudsætning om midlertidige loves senere forelæggelse. 

Og medens folketingets forhandlinger derom først fandt sted i april 1850 og ikke frembyder særlig interesse, selvom også N. F. S. Grundtvig deltog kort i ordskiftet, kan her kortelig dvæles ved lovforslagets mere grundige behandling forud derfor i landstinget i februar 1850. 

Nu var det frisindede marts-ministerium for længst gået af, og mere konservative strømninger var kommen til orde. 

Justitsminister C. E. Bardenfleth ville forelægge lovforslaget i landstinget. – Hans tale derom viser da også, at tiderne havde skiftet siden 1848. – Han talte næsten undskyldende om de forhold, som havde bestemt denne mærkelige jordlovs fremkomst to år forud: de urolige tilstande, krisen, de aldeles uvante fordringer, man dengang måtte stille til landets undersåtter – alt dette forklarede at man måtte imødekomme ønsker, der fremkom fra forskellige steder i landet, – fra den fattige stand, som stemmende med retfærdighed og billighed … osv.” 

Helt glad var man fra regeringens side åbenbart ikke ved nu, da folkebevægelsen var faldet nogenlunde til ro, selvom krigen (febr. 1850) endnu ikke var endt, at skulle vedtage en sådan lov, som jo i visse henseender kunne siges at være revolutionær. 

Men her var det, at den gamle “stokkonservative” statsmand og berømte retslærde Anders Sandøe Ørsted rejste sig som Landstingsmand for at udtale de ord, som fortjener at gengives som et udtryk for en ærlig og oprigtig konservativ-folkelig tænkemåde overfor den nye reformlov. Ørsted sagde nemlig omtrent følgende:
“Denne provisoriske forordning var jo en følge af de daværende tilstande og bevægede stemninger i folket, og de fordringer, der efter ministeriets mening derved stilledes til lovgivningen. Og uagtet jeg for min person ikke delte eller deler denne opfatning, så kunne det dog ikke falde mig ind nu, da det er sket, at bestride denne lovs berettigelse … osv”.

Men også andre interessante udtalelser fra denne landstings-forhandling  i  foråret  1850  om  hin  jordreformlov  fortjener  at  gengives  til påmindelse.  

Således dr. theol.  pastor Kierkegårds udtalelse om, at forordningen var “et nødskrig” på fædrelandets vegne til det danske folk; og at en sådan ekspropriationslov kan “bestå i 20 år og bære velsignede frugter, selv om den ikke kommer til virkelig anvendelse, nemlig fordi, når sognerådet har denne ret, vil man finde andre udveje til at ordne sagen for at undgå denne tvang.” 

Også bondemanden Søren Pedersens ord om, at det her rejste krav om ret til jord for enhver også var et kristeligt krav fortjener at antegnes.
I den henseende bør også fremdrages et ualmindeligt klart skrevet stykke af Bondevennen, optaget i Almuevennen 1850, s. 191:
“Husly er en af livets vigtigste fornødenheder. Vore fattige kunne ikke, som lazaronerne i Italien, ligge på gaden; dertil er vor vinter for lang og for hård. Selv kreaturet må her have tag over hovedet, og når mennesket ikke skal leve som dyr, kan det ikke nøjes med jordhytter eller leve flere familier samlede i et snævert rum. Også i denne henseende  vokser fornødenhederne med oplysningen, og navnlig kan den frie borger gøre fordring på at bo som et menneske. Men familiernes antal tiltager med folkemængden, og man har beregnet, at der behøves omtrent 15.000 nye boliger hvert år for at tilfredsstille den voksende trang til bolig. – Man ser derfor også hvert år nye hjem rejse sig omkring på landet. Men jo mere jorden vokser i værdi, jo mere man lærer at sætte pris på enhver plet, des vanskeligere bliver det at få en plads at bygge på.”

Overfor den indvending, at det dog måske ikke kunne kaldes det “almenvel”, som grundloven forlangte, at tvangskøbe jord fra en mand for at give det til en anden mand, udtalte landstingsmand Thalbitzer disse djærve ord: 

“Når vi har fundet det rigtigt at ekspropriere jord til kirkegårde, altså for at skaffe en passende plads til statens borgere under jorden, så må jeg også mene, at det er rigtigt, at det samme sker for at skaffe en passende plads til statens borgere over jorden.” 

Resultatet blev da også, at loven vedtoges af rigsdagen væsentlig i samme skikkelse som forordningen af 5. maj 1848, og blev til loven af 4. juli 1850, der gælder i Danmark den dag i dag. 

Det er yderligere ved flere minister skrivelser erkendt, at sognerådets ved lov givne ret til ekspropriation er sognerådet pligtig at bringe til anvendelse, når det ikke på anden måde kan skaffe de husvilde tilbørligt husly, ligesom der er foreskrevet nærmere regler for, hvilke krav der kan stilles til de bygninger, som sognerådet eventuelt må lade opføre for at opfylde forpligtelsen mod de husvilde. Amtsrådets samtykke hertil er end ikke nødvendigt, med mindre lån dertil skal optages. Jorden forbliver normalt kommunens ejendom. 

Som følge heraf har altså enhver husvild person på landet (loven af 1850 stiller end ikke, således som forordningen af 1848 noget krav om, at den husvilde kan ernære sig i kommunen) lovlig ret til af sognerådet at kræve sig mod at erlægge den i egnen sædvanlige husleje – anvist passende husly. Og sognerådet har, hvis det ikke på anden måde kan efterkomme dette krav, lovlig ret til straks at skride til ekspropriation af et jordstykke til derpå at opføre fornødent hus til de husvilde efter lovens regler. 

Når denne lov er næsten ukendt i vort land – fordi den har været så overmåde lidet, om overhovedet nogensinde, benyttet efter sin ordlyd, så er det åbenbart af den grund, som landstingsmand pastor Kierkegård i 1850 forud udtalte, fordi allerede tilstedeværelsen af lovens tvangsregel har været tilstrækkelig til at forhindre dens direkte anvendelse, idet man ad anden vej har forstået i mindelighed at afhjælpe de husvildes trang til passende bolig. Men naturligvis også, fordi de samfundsklasser, der som husvilde kunne kræve loven opfyldt, overhovedet har været vidende om, at der bestod en sådan lovlig ret for dem til at kræve jord og bolig. – Dog denne ikke-brug af loven af 1850 betyder selvfølgelig ingenlunde, at det deri liggende lovløfte ikke når som helst på ny kan rejses af de husvilde og sognerådet, for så vidt der opstår denne nødstilstand, som var forudsætningen for lovens tilblivelse for 75 år siden. 

Som et betydningsfuldt mindesmærke fra vor frihedstids første­grøde på den sociale lovgivnings område står i alt fald denne lille lov af 4. Juli 1850 – ja, som en fuldbyrdelse af indskriften på frihedsstøtten: “Kongen bød, stavnsbåndet skal ophøre, landbolovene gives orden og kraft”.