S. Berthelsen
De danske husmænd
1864 – 1914
Tilbageblik og fremblik
Slagelse 1914
Hvad udad tabtes,
skal indad vindes.
Ofte er det sagt, at landtabet udad i 1864 alt var erstattet gennem den landvinding, som hedeselskabet har skabt ved tilplantning af Jyllands heder. Men dette er næppe helt rigtigt. Fornøjelig er ganske vist de store jyske plantninger til en vis grad – men deres økonomiske bidrag til landets velstand er omtvistelig, deres evne til at vederlægge arbejde og udlæg ingenlunde fastslået. Så er hedeselskabets vandings-, mærglings- og moseforetagender en meget værdifuldere erobring af nyt ydedygtigt land.
Men af endnu langt større værdi for vort folks timelige og åndelige velfærd turde den landvinding være, som de danske husmænd har skabt, særlig i sidste halvdel af de forløbne 50 år igennem deres vakre arbejde og samvirke. Og dets fortsættelse lover endnu rigere grøde.
For 50 år siden fandtes kun forholdsvis få husmænd med selvstændigt jordbrug, og de var oftest kun tilbehør til et større, gårdmandens eller herremandens.
Vore dages ranke husmandstype – der lever selvstændigt af egen jord og eget virke – er først blevet mulig ved centrifugen og andelsbevægelsen. Først denne gav husmandskoens mælk og husmandsgrisens flæsk lige værd med stordriftens. Docent N. Fjord og hans mænd åbnede vejen for dette fremskridts-tog, og snart fulgte store skarer af husmænd, fra sogn til sogn, foregangsmændenes vink og eksempel. Hvor økonomisk vinding er sikker løn for øget virke – dér vokser folkets evner og kræfter, og lykken blomstrer.
Senere har husmændenes egne selvstyrede organisationer i stigende grad taget standens dygtiggørelse i sin hånd; gennem foredrag, vejledning, konsulenter, forsøgsmarker, indbyrdes kontrol, fællesindkøb og andel nyttigt samvirke, har husmandsforeningerne bidraget mægtigt til, at det ypperlige husmandsbrug er i stærk fremvækst så godt som over alt i landet, selvom der endnu er meget at udrette. Og en kendsgerning er det nu, at dansk jord i husmands hånd giver større og bedre udbytte for landbrugeren og for samfundet, end ved nogen anden driftsform.
Danmarks talrigeste landbrugerstand, i de ca. 150.000 husmandshjem, ejer snart landets bedst udnyttede jord, om end langt fra den frugtbareste. Og endnu optager de dog kun 1/7 af landets areal – ikke mere end de 2.000 herregårdes jord –, så der er ubegrænsede udviklingsmuligheder i vort land for tilvæksten af husmandsdrift og husmandshjem mindst i 200 år endnu.
En ejendommelig og særlig virksom form for standens dygtiggørelse har danske husmænd fundet i husmandsrejserne; de fortjener særligt at nævnes som en simpel og genial løsning af vor tids største folkepædagogiske opgave: løftning af de underste folkelag til videre livssyn og større åndelig kraft og bevægelighed –ved forholdsvis små midler.
Hvad Pestalozzi var for barneskolen og Grundtvig og Kold for ungdomsskolen, det har i nogen grad opfinderen af de danske husmandsrejser, gamle forstander Anders Jørgensen, Høng Højskole, været for den ypperlige manddomsskole, som de danske husmandsrejser faktisk er blevet for vort lands talrigeste landbrugerklasse. Det er en enestående og ægte dansk kulturbevægelse, som intet andet land eller folk har mage til, og som endnu næppe har fået den forstående påskønnelse, den fortjener.
Hver sommer drager nemlig tusinder af lærelystne husmænd og husmandskoner – fordelte i større eller mindre grupper og selskaber – ud fra deres små hjem, rundt, på kortere eller længere rejser (1-6 dage), til nærmeste egn eller til andre landsdele, hvor de, efter forud nøje lagte planer og under kyndigste vejledning, besøger en række veldrevne husmandsbrug eller større mønsterbrug. De får lejlighed til at spørge ud om og op notere alt, hvad de finder af nyt og godt, til at kaste blikket ud over dagligt slid og hjemligt sogneskel. Stifte bekendtskaber, ser lidt fremmed natur, historiske og minderige steder, kirker og byer og landskaber – måske for første og eneste gang. Og sluttelig samles i reglen alle disse rejsende småsværme til et større møde i hver landsdel, ofte samtidig med en landbrugsudstilling eller dyrskue, og her taler vort lands bedste ordførere til disse tusinder af små, selvstændige landbrugere om folkeligt fællesskab og løftning.
Dybere er vistnok ingen kulturbevægelse gået. Man må have deltaget i sådanne rejser og møder, læst disse husmænds og husmandskoners tit velformede og vittige beskrivelser af rejsens hændelser, hørt deres egne gengivelser af rejsens indtryk og virkning, erfaret det sving i tanke og handling, som denne oplevelse har bibragt deltagerne (og derved ofte hele naboskabets husmandsfolk, som delagtiggøres i rejsens udbytte), for at forstå rækkevidden og betydningen af denne “indbyrdes undervisning” i bedste forstand. De danske husmandsrejser er, fra ganske små og få forsøg, vokset jævnt og roligt til en folkevandring, til en institution, som i folkeopdragende betydning snart kan stå mål med vor højskole, ifald den rette linje ellers fastholdes.
En anden faktor, som i reglen nævnes som værdifuld løftestang for vor økonomisk selvstændige husmandsstands tilblivelse, er husmandskreditforeningerne af 1880, der oprettedes for at skaffe pengemidler til rejsning af husmandshjemmene. Nægtes kan det ej heller, at den lette larmeadgang har hjulpet til at give bevægelsen fart. Og var disse kreditanstalter blevet formet alene som lånekasser for produktive formål, havde alt været såre godt. Desværre måtte lånene – følgende sædvanen i vor tinglige retspraksis – tillige omfatte købesummerne for jorden; og efter de for dennes pris gældende naturlove, måtte den lette låneadgang her virke til at drive jordpriserne opad til skade for de jordkøbende husmænd. Kreditforeningerne har derfor ikke virket til at forbedre de økonomiske livsvilkår for husmandsstanden i almindelighed, således som meningen var. Det står som et åbent spørgsmål, hvorvidt den af husmændene selv, for sekundære lån oprettede hypotekforening mulig under gunstigere samfundsforhold kan omformes til en virkelig driftslånekasse uden slige skadelige bivirkninger.
Heller ikke de velmente private udstykningsforeninger, som har dannet sig for med eller uden offentlig hjælp at indkøbe større gårde for at udstykke dem til husmandsbrug, har normalt kunnet undgå at medvirke til jordprisernes højnelse, idet de bringer en ny sælger på markedet med efterspørgsel rettet mod den samme begrænsede jord. Undtagelsesvis har dog enkelte af husmændene selv ledede udstykningsforetagender haft held til at undgå denne farlige bivirkning.
En anden lovforanstaltning, som også i alt fald fra nogle sider var ment som en støtte for husmandsstanden, er ligeledes mislykket af tilsvarende grunde, nemlig de såkaldte husmandslove. Ved disse bevilgedes statsmidler (i form af billige lån) til nyoprettede husmandsbrug; men virkningen var atter her: jordprisernes stærke opgang til glæde kun for jordsælgerne, men til skade for jordkøberne og ikke til videre gavn for “statshusmændene”, der som regel sidder med for stor gæld. Husmandsbevægelsens ledere søger nu også at komme bort fra denne ordning og peger i stedet derfor på en jordreform, hvorved hver myndig mand og kvinde på land som i by gives lovsikret ret til at erholde jord til bopæl og erhvervsplads på rimelige afgiftsvilkår, men uden statsgaver. Det vil være forbeholdt måske en nær fremtid at gennemføre denne betydningsfulde reform, som i virkeligheden kun fornyer en i nordisk lov og sædvane fra gammel tid hjemlet folkelig retsorden. Men endnu lider husmandsbevægelsen under trykket af de kunstigt opdrevne høje jordpriser og den deraf følgende stigende jordgæld, som forlods kræver sine renter, før husmanden selv kan få løn for sit arbejde; derved forspildes så meget af de danske husmænds store økonomiske landvinding.
Til samme sørgelige resultat bidrager også vor dårlige skattelovgivning, som systematisk har lagt voksende indirekte toldbyrder på den flittige og dygtige husmand (85 kr. for jord i husmandshånd mod 16 kr. for samme jord i herremandshånd) og direkte skat (husmandsjord skyldvurderes til 13.200 kr. mod stordriftsjord 6.200 kr.), så at stat og kommune selv deltager i dette ødelæggelsesværk mod vor mest løfterige, folkelig-økonomiske fremskridtsbevægelse.
Lykkeligvis har husmændene selv i tide fået øjnene åbnet for disse misforhold, og peget på det rette middel derimod. Deres organisationer protesterede alt i 1902 mod hine tendenser i skattelovene af 1903 omend uden held, da de var for få. Men den da vedtagne og siden med voksende kraft fastholdte Køge-resolution angav samtidig de veje og midler, som statens lovgivning bør gå, for at afbøde hine økonomiske skævheder: stigende jordgæld og skattebyrder. Husmændenes Køge-program kræver tværtimod afskaffelse af al told og skattebyrde på arbejdsfortjeneste, forbrug og omsætning (ikke blot for husmænd, men for hele folket), og indførelse i stedet derfor af en afgift på de samfundsskabte jordværdier på land som i by, hvorved alt arbejde frigøres, grundspekulation og monopolvælde hindres, varepriser og husleje sænkes og jorden billiggøres for det arbejdende folk. Denne grundskyldreform, som tillige betyder den fuldkomne frihandel gennemført, er det de danske husmænds uvisnelige fortjeneste at have proklameret og siden fastholdt som deres urokkelige vilje, indtil de nu står som en fasttømret politisk magtfaktor intet politisk parti kommer uden om.
Den danske husmandsbevægelse er derigennem blevet bæreren herhjemme af den store verdensreform, som er knyttet til Henry Georges navn, og som i vore dage sætter skel i folkenes indre og ydre politik.
Og medens verden hidtil oftest – når en ny underklasse, målbevidst og organiseret, rykkede frem til politisk myndighed – skælvede for hævn og magtmisbrug, så har man intet at frygte af den danske husmandsbevægelse, som nu rykker frem til politisk magt og kræver sin ret. Thi dens krav er kun: ligeret med alle samfundsklasser, opad som nedad, lige stemmeret i råd og på tinge, lige skat af lige jord – og alle særrettigheder, også de økonomiske, afskaffet for stedse. Men dette program er intet standskrav og skaber ingen klassekamp. Det er et folkekrav for alle klasser og bygger på fred og forståelse.
Derfor slutter nu flere og flere, også uden for husmændenes egne tusinder, sig til dette fremskridts tog, som dag for dag drager fremad og opad i vore dages Danmark.
Folk af alle samfundsklasser fylker sig om Køge-resolutionens fane, som den, der skal vise vej for vort samfundsstyre, og selv lønarbejderne på land som i by vender sig bort fra den golde tyske omvæltningslære til det fribårne danske opbygningsværk, som husmandsprogrammet forkynder. Ja, selv udlandets frisindede kredse retter i stigende grad opmærksomheden mod denne danske husmandsbevægelse, som har skabt tusinder økonomisk selvstændige små hjem og samtidig vist vej på det socialpolitiske område.
Husmændene har bevist rigtigheden af digterens skønne ord om, at “Her er sommersol nok, her er sædejord nok”, – de har vist verden, at det er muligt at skabe en folkekultur uden proletariat – men tværtimod med hundredtusinder af velstående hjem som det høje og sikre mål.
Hvad delle betyder for Danmarks fremtid, også i national henseende, skal her blot antydes. Men det er givet, at et land, som er tæt befolket af en velstående husmandsstand, der sidder økonomisk sikker på egen jord, – det lader sig overhovedet ikke let eller varigt erobre, hverken ved bajonetter eller rentegårdssystemer. “Giv os et fædreland, som vi føler er vort, så skal vi nok forsvare vor arne,” blev der engang af en “proletar” råbt op til en forsvarsagitator, – og der var en dyb sandhed deri.
Det er denne følelse af, at eget hjem på egen jord er forudsætning for alle gode borgerlige dyder; som også de danske husmænd har forstået, og som de roligt, målbevidst og uimodståeligt arbejder for at gøre til virkelighed for hele folket.
Derfor fortjener deres bevægelse alle gode dannemænds varmeste sympati. Og vi bør alle kunne istemme den sang, som nu så tit synges ved husmandsmøderne, og som slutter således:
Fædreland – folkets hjem!
Kun på ret og frihed bygge
Vi vor fred og folkelykke,
Vise verden vejen frem!
Da skal Dannebrog udfolde
frit sin dug fra hus og havn.
Alle holde
højt i ære Danmarks navn.