Landbokommissionens betænkning. (1896)
af Vilh. Lassen.
fra tidsskriftet Tilskueren, sept. 1896

Hver gang man beskæftiger sig med muligheden af agrariske fremskridt i vore dage, kommer man til at beundre, hvad der i den retning blev gjort i slutningen af det 18. århundrede. Da var der mod til at gribe ind i de økonomiske forhold. Da tog man, uden at betænke sig, rettigheder, hvor der var for mange, og man lagde byrder på dem, der hidtil intet havde haft at bære; hvad man havde taget oventil, det gav man til almuen, for at skabe den muligheden for at gøre fremskridt. I vore dage er man så ængstelig over de “velerhvervede rettigheder” og så pernittengrynsagtig i sine betænkeligheder, at man ikke kommer ét socialt skridt fremad i de love, man giver. Man kan ikke flytte foden uden at træde på noget, og i al verdens — i hvert fald i alle Danmarks — kommissioner er det eneste fastslåede dette, at intet må der trædes på. Derfor bliver foden, hvor den er. I det 19. århundredes slutning løses ingen stavnsbånd, og der lægges ikke bånd på godsejerne for at hindre deres frie skalten med godset. Der skrives betænkninger; de er store af tykkelse og brede i siderne; de koster mange penge; men der er ikke én modig fremskridtstanke i dem. I den sidste, der er kommet til, karakteriseres det som “indgreb i ejendomsretten”, hvis det ved lov påbydes, at særskilt matrikulerede huse med jord ikke må drives under gårde. Det var Lüttichau’ernes og Beenfeldt’ernes standpunkt for 100 år siden! Nu er det den sidste “store” landbokommissions. Og det er ikke alene godsejernes. Husmændene i kommissionen, også de, som hører til venstre, har skrevet under på det. Først, når man holder sig det klart, får man det rette indtryk af, hvor dybt vi stikker i reaktionen.

For 100 år siden havde man den samme anskuelse, som dikterede nedsættelsen af landbokommissionen i 1894. Anskuelsen er den, at det er en fordel for samfundet i det hele, en styrkelse af dets økonomi, når der bliver mange selvstændige, jorddyrkende husmænd. Der var den gang ikke langt fra anskuelse til handling. I en række forordninger bestemtes det, at der ved udskiftningen skulle udlægges tilstrækkelige lodder til husmændene. Forordn. 25. marts 1791 bestemmer, at når en jorddrot ikke kunne få bortfæstet en bondegård og derfor ville henlægge dens areal til andre bøndergårde, så skulle han på den nedlagte gårds grund opbygge 2 nye huse med et tilliggende af 6 tdr. land middeljord; endvidere skulle han tillægge hvert hus i byen, som ikke havde 3 td. land, så megen jord, at dette mål nåedes. Ja, jorddrotten gjordes endog ansvarlig for disse huses bestandige vedligeholdelse under straf af bøder. Ved en skovforordning af 1805 tillades nedlæggelse af enkelte bøndergårde til fredskov på betingelse af, at der i hver nedlagt gårds sted oprettes 2 nye huse med 3 td. land middeljord til hvert. Endelig blev bevilling til sammenlægning eller nedlæggelse af bøndergårde i det hele betinget af, at der for hver gård oprettedes to ny huse med 3 td. land.

Der var i disse forordninger en kraftig vilje til at tvinge husmandshusene frem. Men som så meget andet af det gode, der blev lavet i kronprins Frederiks tid, blev det aldrig ført rigtigt igennem. Da reaktionen snart efter havde bemægtiget sig administrationen, slettede denne gennem praksis lovene ud. Enkelte af dem blev endog udtrykkeligt ophævede, og snart var det, som om de ikke havde eksisteret. Hertil bidrog også konjunkturer og drift i datidens landbrug. Kornpriserne blev snart høje, og kornsalget var landbrugets hovedindtægt. Under den drift, der fulgte heraf, kunne det ganske lille landbrug ikke konkurrere med det store. Tilbøjeligheden blev til sammendragning af jorden, og der vistes det selvstændige husmandsbrug grumme lidt interesse.

Nu har husmandsbruget ganske anderledes gode betingelser for at klare sig. Andelsbevægelsen har hævet det op på siden af de andre landbrug. Husmanden kan nu være medlem af andelsmejeriet, der laver hans mælk til det samme smør som gårdmandens og proprietærens. For smørret og flæsket får han samme pris hjem som de store landbrug. Det landbrug, der nu om dage betaler sig, er det, der lægger vægt på kreaturholdet og på at dyrke jorden med foderplanter. Men ingen kan dyrke roer, kartofler, gulerødder som husmanden — han og hans familie kan holde dem rene — og ingen kan pleje og røgte sine kreaturer som han. Han kan sommerstaldfodre, hvorved foderet rækker meget længere, end når det tøjres op på marken. Forholdsvis holder det gode husmandsbrug flere køer på arealet end noget andet slags landbrug, og de gode husmandskøer giver mere end alle andre køer. Ingen kan fede en gris så billigt op som en husmand, og visse af landbrugets bierhverv som fjerkræavlen og — for de mere fremmelige — frøavlen ligger naturlig for husmanden. Følgen heraf er 3 ting: 1) at for tiden klarer de selvstændige, jorddyrkende husmænd sig bedre end nogen anden klasse af landbrugere, 2) at den jord, der ligger til disse husmandsbrug, ikke falder i pris, således som al anden jord, 3) at jorden når sin højeste kultur, hvor den er i dygtige husmænds hænder. I de første ²/₃ af vort århundrede var husmandsbrugets forhold til det større landbrug som det lille håndværks nu er til storindustrien. Nu er stillingen en helt anden. Hvis husmandsbruget nu kan få strakt sine vinger, er der luft nok under dem, og det vil sejle en kraftig flugt fremad.

Den i henhold til lov af 13. april 1894 nedsatte landbokommission skulle have været et af midlerne til at få vingerne foldede ud.

* * *

Man skal være alvorsmand og endda en meget ihærdig alvorsmand for at komme igennem landbokommissionens nys udsendte betænkning med bilag. Det er nu ganske vist heller ikke betænkningers opgave at være morskabslæsning, men på den anden side ville det dog ikke være nogen ulykke, om de fremtrådte i en sådan form, at de blev læst. Herimod er denne godt garderet. De statistiske undersøgelser, den er så rig på, er formodentlig fortræffelige, betragtet som øvelser enten til en statistisk magisterkonferens eller til nationaløkonomisk eksamen. Men en betænkning skrives for lægmand. Staten giver ikke disse penge ud for at få en lærd øvelse, men for at få en let fattelig, i klare linjer trukket redegørelse for herhen hørende forhold. En sådan ville finde mange læsere; selv husmænd ville studere den med udbytte. Men de, der læser denne betænkning og dens bilag helt igennem, kan man vistnok tælle i halve dusin.

Dog — de redigerende herrer skal ikke være ene om skylden. Formens klarhed er afhængig af indholdets klarhed. En klar tanke kan nemt gives en klar form; en uklar tanke er det ikke let at give en tiltalende form. Men tanken — den ledende — i landbokommissionens betænkning er ikke klar. Der er flere ledende tanker; de er hinanden modsatte, og de er ikke smeltet sammen til nogen enhed. En tanke er der, som hedder: manglen på arbejdskraft ved de store gårde. En anden er der, som hedder: de små godt drevne husmandsbrug, som skaber selvstændige hjem. De to tanker fører ikke samme sted hen. Den ene er herremandstanke, den anden er husmandstanke. I betænkningen ofrer man sig først et lille stykke tid for den ene f.eks. den om de små, selvstændige husmandsbrug, men iler så over til den anden og bruger den som ledetråd et lige så langt stykke tid; så dyrker man atter den første o.s.fr. Men to modsatte tanker, flettede og vævede således ind i hinanden, giver ikke smukt arbejde. Hensigten kan være ærlig nok. Det er den gamle historie, at man på den ene side vil en reform, og på den anden side ikke vil støde dem, som ikke synes om den reform. Man har gjort et forsøg på at mikse lidt af en hus-mandsreform og lidt af en herremandsreform sammen til noget i retning af et socialt forslag. At ikke ét af kommissionens medlemmer her kunne plante et enten — eller! Om han så skulle have spaltet kommissionen dermed, så at en del af den havde forfulgt den ene af tankerne, en anden del den anden!

For at skabe gode, ypperligt dyrkede husmandslodder er det nødvendigt, at disse er så store, at de i alt væsentligt kan være basis for husmandens økonomiske eksistens. Han må kunne ofre lodden sin energi. Men så kommer den anden tanke og melder sin frygt: de store gårde har på visse tider af året[1] mangel på arbejdskraft. Hvis nu landarbejderne får så meget jord, at de i det væsentlige kan leve af den, så bliver det ringere med arbejdskraften, medens meningen var, at det skulle blive bedre. Derfor skal husene være mindre. De må kun være til 1 ko. Et sådant hus kan familien ikke nær leve af. Mand og kone må søge arbejde ude både forår, sommer og høst. — De to hinanden gennem hele betænkningen krydsende tanker har fundet deres resultant deri, at kommissionen i selve sit forslag sætter jord til “en ko og to får”[2] som minimum (3 á 4 td. land middeljord c: middelgod jord). Samtidig skriver kommissionen i bemærkningerne til forslaget: “At der gives adgang til erhvervelse af lodder, hvorpå den dygtige arbejder kan holde 2 køer, er derhos anbefalet fra ikke få steder. Når henses til, at der ikke hele året rundt kan haves mælk af én ko, samt at holdet af to køer hverken i henseende til husrum eller pasning stiller væsentlig større krav end holdet af 1 ko, er det også forklarligt, at det at kunne holde 2 køer er en stor fordel frem for kun at kunne holde 1. Husejendomme til to køer er derfor søgte, og efter deres størrelse værdifulde, ligesom deres værdi er forholdsvis konstant, hvorfor de som panter betragtede er mere betryggende.” Bemærkningerne taler altså ét sprog, forslaget et andet. Kommissionens flertal nærer håb om, at husmandsloddernes størrelse vil komme til at rette sig noget efter de lokale forhold. Et forfængeligt håb! Den endelige afgørelse af, til hvilke husmandsbrug der skal ydes den i forslaget fastsatte støtte af staten ligger i amtskommissionen; den består af 3 medlemmer, af hvilke 1 (formanden) vælges af landbrugsministeren og de andre 2 af amtsrådet. Det vil på andet dansk sige, at det store hartkorn får to venner i enhver sådan kommission, det lille mulig 1. Disse kommissioner vil sikkert alle anse lovens minimumsgrænse — 1 ko — som den samfundsgavnligste, og de vil foretrække de ansøgninger, som forlanger mindst jord.

Det er imidlertid mere end mærkeligt efter kommissionens eget forslag at se forfatterne af den voluminøse betænkning slide i spørgsmålet om arbejdskraften. Flertallets forslag går ud på ved statens hjælp gennemsnitlig at skaffe 1 — skriver én — jordbesiddende husmand til hver landkommune om året. For denne ene mand gøres der gilde i betænkningen i halvhundredsidige undersøgelser over hans indflydelse på arbejdskraften. Men han har ingen, og han kan aldrig få nogen. Enten han har så meget jord, at han kun vil arbejde for sig selv, eller han har så lidt, at han løber ude på arbejde al tid, så vil denne ene fugl hverken kunne gøre sommer eller vinter på arbejderspørgsmålet i kommunen. Hans arbejde vil fylde som en dråbe i sognets gadekær. Hvis det er tørt i forvejen, kan ingen se dråben, og hvis det er fyldt, kan ingen mærke, at den kom til. De huse med jord, staten kan skaffe til veje, vil ikke kunne få nogen nævneværdig indflydelse på arbejdskraftens rigelighed i en overskuelig række år.

De nuværende landejendomsbesidderes arbejdsforhold bliver lige gode og lige dårlige, uafhængigt af disse huse. Først i næste generation, hvis udstykningen fortsættes, vil det kunne kendes. Og da vil det kendes på den måde, at der i disse huse er opvokset en ungdom, i hvilken der er stof til dygtigt tyende på landet, en ungdom, der ikke vil løbe fra landbrugets arbejde, når der åbnes den udsigt til, at den i manddomsalderen kan komme i selvstændig besiddelse af jord. — Husmandsspørgsmålet burde være fuldstændig revet løs fra spørgsmålet om arbejdskraften. At gå efter dette sidste er at gå i mosen. Den mangel på arbejdskraft, som mulig nu findes enkelte steder, lader sig ikke rette ved statens hjælp. Mangel på arbejdskraft er desuden noget, som står i dag og i morgen er forbi; om to år kan konjunkturerne have skabt arbejdsløshed i stedet. Skal vi lovgive om husmandsbrug efter det?

Her støder vi nu på spørgsmålet: men skal vi så ikke have store husmandsbrug? Er brugene til de to køer nok? Bliver disse mennesker da ikke også afhængige? Store husmandsbrug til en hest og 5 – 6 køer er gode, men dem er det ikke statens sag at skaffe. Alene til at tilvejebringe besætning og inventar og til at drive dem hører der kapital, og det er ikke folk med kapital, staten skal tage under armene. Statens hjælp er noget ekstraordinært, og når den ydes, skal det være til de mest trængende. De husmandsbrug, som det bliver statens sag at fremskaffe, bliver altså dem, som landarbejdere uden nogen synderlig kapital kan overtage.

Selvstændigheden beror nu væsentligst på trækkraften. Indtil for kort tid siden regnede man til trækkraft kun heste og stude; nu regner man også køerne med. Det har nemlig vist sig, at køerne lader sig spænde både for plov, harve og vogn, og at de ikke lider under arbejdet, når de benyttes med fornuft og med måde. Autoriteter på husmandsbrugets område: Hansen, Marsvinslund, lærer Christensen, Søndertranders, og statskonsulent Riedel har alle anbefalet husmændene at bruge deres køer. Det er kun ganske få år, der er arbejdet på at få småfolk til at lade køerne trække, men tanken har vundet megen indgang. Allerede nu dyrker over ¹/₃ af de husmænd, der overhovedet dyrker selvstændigt, deres jord med køer, og særlig bliver denne trækkraft benyttet i Jylland. Efterhånden som den vinder indgang, vil den give husmandsbruget endnu et fortrin frem for det øvrige landbrug; thi køerne er naturligvis langt den billigste trækkraft. — Husmandens uafhængighed er da givet dermed, at han har to køer at spænde for. Her har vi minimum. Men kan husmanden leve af bruget med de to køer? Måske ikke helt i de første år. Han vil i sine unge år supplere sin indtægt ved af og til, når godt arbejde byder sig på en gård, da at søge det. Dyrker han sin jord godt, vil han imidlertid efterhånden få sat den så meget op i kultur, at der kan holdes 3 køer på den, og også i svinestien vil beboerne formere sig. Han vil da — også efter hvad kommissionen mener — med sin familie kunne leve helt ud af sin lod. Og med den relativt meget store gødningsmængde, med den omhyggelige renselse af jorden, som følger det lille landbrug, vil han gøre lodden til et mønsterbrug, i hvilket jorden er mere værd, end hvor store dele af den ligger samlet på enkelte hænder.

* * *

Kommissionens flertalsforslag går ud på, at den landarbejder, der skal have jord, får den i selveje. De fornødne penge dertil får han dels hos husmandskredsforeningerne, dels hos staten, dels skal han selv møde med noget. Husmandskredit-foreningerne eller andre særlig dertil oprettede pengeinstitutter, låner ham halvdelen af, hvad jord, bygning, besætning og inventar anslås til; statskassen låner derefter i 2. prioritet ⁸/₂₀ af det samme beløb, og endelig skal landarbejderen selv stille med ²/₂₀. Maksimum for ejendommens værdi er af kommissionen sat til 4000 kr. — For øvrigt et i forhold til loddens størrelse højt maksimum. Regner vi med denne sum, låner husmandskredsforeningen 2000 kr. i 1. prioritet, statskassen 1600 kr. i 2. prioritet og manden har selv 400 kr. Af kreditforeningens 2000 kr. er det ene tusinde afdragsfrit, det andet afdrages med 1/2 % årligt i 60 år. Kreditforeningens lån udbetales med 3½ % obligationer, der forudsættes at være rentegaranterede af staten. Af statens 1600 kr. er de ³/₈, altså i dette tilfælde 600 kr., rentefri og afdragsfri, indtil de øvrige ⁵/₈  er afdraget, omtrent i 60 år.

De 1000 kr. forrentes med 3¼ % 0g afdrages med ½ %. Forrentning og afdrag på ejendommen vil herefter stille sig således:

3½ % af 1000 kr. afdragsfrit kreditforeningslån: kr. 35,00

4 % af 1000 kr. amortisabelt kreditforeningslån: kr. 40,00

3¾ % af 1000 kr. statslån: kr. 37,50

I alt: kr. 112,50.

Denne ydelse vedvarer i 60 år, og det vil altså blive denne afgift, der hviler på huset i første og anden ejers tid.

Vi har her en særegen kategori af ejere. Staten instituerer en klasse skødehavere, der har prioriteter til ⁹/₁₀ af ejendommenes vurderingssummer. Hvis landejendommene i det hele i landet var prioriterede med ⁹/₁₀ af vurderingssummerne, ville det sige, at der skyldtes ¹¹/₁₀ af deres værdi i handel og vandel. Man kan instruere vurderingsmændene, hvordan man vil; man får dog ikke noget andet resultat. Hertil kommer, at ved andre ejendomme hører dog kun jord, bygninger og avl ind under det vurderede; her tages besætning, ja inventar med.

Man behøver ikke at være i tvivl om, at de huse med jord, her er tale om, vil blive dyre i anskaffelsen. Alt det, der skal skaffes ad offentlig vej, er dyrt. Der skal bygges nye bygninger på den købte lod, og nye bygninger på en ejendom gør den pebret. Gennemgående vil disse husmænd have tinglæst mere på sig, end det på nogen måde vil være muligt at sælge deres ejendomme for.

Men heraf følger atter, at man kan ikke tildele disse skødehavere de sædvanlige ejer-beføjelser. Således bestemmer forslaget, at de kan ikke stifte gæld med den virkning, at der kan gøres udlæg, arrest eller beslag i deres huse for den. Dette er vel udtrykket for, at de i virkeligheden ikke er ejere. Prioritetshaverne strækker deres hånd ud over husene og forbyder at røre dem, ikke blot så langt deres fordringer rækker, men overhovedet. Der er også en række andre ejer-beføjelser, som husmændene ikke får. De må ikke bortleje deres husmandsbrug, hverken det hele eller nogen del deraf, således som enhver anden ejer må gøre ved sit. De må ikke bebygge deres jord med huse, der udlejes til andre; ejeren skal selv bebo huset. Han må ikke købe anden jord og lægge til uden landbrugsministerens samtykke; han må ikke sælge en strimmel jord uden landbrugsministerens samtykke, selv om han tilbyder panthaverne hele salgssummen til afdrag; han må ikke mageskifte uden at have spurgt både kreditforening og landbrugsminister, selv om det vil gavne lodden nok så meget. Han kaldes ejer, men en stor del af ejerrettighederne ligger hos kreditforeningen og staten. Han er i det væsentlige kun en bruger, der får lov til at pynte sig med navn af ejer.

Jeg har den indvending mod denne organisation, at den er for indviklet, for lidet letforståelig og for lidet stemmende med vore almindelige rets-kategorier. Hvis en almindelig husmand får forslaget i hånden og efter det vil se, hvordan han ville komme til at sidde i det med prioriteterne i sådant et hus, og hvilke rettigheder han havde, så ville han opgive ævred og få et indtryk af, at det skulle der en prokurator til at granske ud. Og jeg tror, man en gang skulle lære at sky det indviklede og det uklare i lovgivningen. Det er en gift at putte ind i lovene, som efterhånden lægger dem øde; den forgiver dem med fortolkninger, cirkulærer, ministerskrivelser og alt det spidsfindige vås, der er det kunstiges følgesvend, og som vi mere og mere forelsker os i. — Jeg har for l½ år siden i en pjece foreslået, at husmandslodderne gaves i offenligt fæste. Stat og kommune skulle være ejere, husmændene en slags arvefæstere uden ret til at sælge og pantsætte, dog således at der var åbnet dem adgang til at købe stedet for, hvad det stod det offentlige i. Det ville i det hele give de samme rettigheder med hensyn til hus og jord som kommissionsforslaget. Det ville gøre det naturligt at lade landarbejderne få husene uden anden udbetaling end en ringe indfæstning. Og det ville endelig give et klart retsforhold. Hvad arvefæste er, ved folk, både husmanden selv, hans kreditorer og hvem han i øvrigt kommer til at stå i retsforhold til. — Når dette besiddelsesforhold ikke har kunnet vinde tilslutning[3], skyldes det navnet: fæste. Det ord har i tidens løb samlet had om sig, og det had er ikke til at få vasket af det i en fart. Når de to ord “eje” og “fæste” stilles op ved siden af hinanden, så vil alle husmænd øjeblikkeligt og umiddelbart opfatte “fæste” som det lavere, det ringere. Hver enkelt måtte omstændeligt overbevises, før man fik dannet en offentlig mening mellem husmænd for, at fæste nu som fæste til stat og kommune er noget helt andet end fæste i gamle dage til private herskaber. Men når der ikke er stemning for noget af det, der kan kaldes fæste, kunne man være gået den vej, som er anvist i Preussen ved de såkaldte “Rentengüter”. Dels for at fremme den tyske kolonisation i de polske provinser, dels for at fremme udstykningen i selve Preussen, er der blevet skabt lovhjemmel for, at ejendomsret over faste ejendomme kan overdrages, ikke blot mod kontant købesum, men også mod en vedvarende uopsigelig afgift (rente, kalder tyskerne den; en realbyrde kalder vi det). Denne afgift kan fastsættes enten i penge eller i korn. En sådan besiddelse kaldes “Rentengut”, afgiftsejendom. Denne institution ligner vort arvefæste meget, men den ville have det fortrin, at den ingen fortid har. Retsforholdet er klart, og den er netop på sin plads her, hvor selvstændig besiddelse skal overdrages, uden at der er mulighed for udredelse af nogen kontant købesum.

Når husmandskreditforeningerne er draget med ind i organisationen, kan det ikke skyldes hensynet til at formindske statens risiko. Kreditforeningerne har den relativt sikre prioritet, og hvis det går galt, garanterer staten deres obligationer. Men kommissionen har ment, at staten ikke kunne eller ikke ville administrere det fornødne tilsyn med debitorernes husmandsbrug, og for at få et sådant tilsyn etableret ad anden vej er det, at kreditforeningerne er benyttede. — Men tilsynet gennem dem bliver husmændene forholdsvis dyrt. Kreditforeningernes penge er, foruden kurstabet, som vedkommende må bære af egen lomme, ¼ % dyrere end statens. På 2000 kr. lån giver det 5 kr. årlig, og da syn skal holdes hvert 3. år, bliver det 15 kr. for hvert syn over et pant — stadig foruden kurstabet. Det er alt for dyrt. Staten kunne få tilsyn billigere ved direkte dertil beskikkede mænd. — men den kunne også få det helt gratis. Hvis man ikke ville benytte sognerådene dertil, kunne man bruge amtsrådene. Deres formænd (amtmændene) er statsmagtens repræsentanter, og når amtsrådsmedlemmerne drager på syn af veje og jordemoderhuse, ville det ikke være nogen møje at tale om, om hvert medlem skulle have 4-5 huse yderligere at se til i sit distrikt.

I øvrigt må det anerkendes, at forslaget ikke stiller overdrevne fordringer med hensyn til husmændenes pengeydelse. Det tilskud, der foreslås givet af staten, er heller ikke ubetydeligt. Det er — foruden risikoen — rentefrihed for ca. 3 mio. kr.[4] i ca. 60 år. Hvis staten lod være at gå omvejen gennem kreditforeningerne, ville pengene blive endnu lidt billigere, udgifterne altså endnu lidt mindre. Foruden kurstabet og den ¼ % rente ville også det bidrag til reservefonden, som skal ydes, spares. Men selv som forslaget er på dette punkt, ville det være uret at forkaste det. Det er ikke her, dets svage side er.

*  *  *

Det forslag, jeg har omtalt ovenfor, er stillet af 17 af landbokommissionens medlemmer (F. Ahlefeldt-Laurvig, N. Andersen, C. Bech, R. Claussen, F. Friis, H. Gram, M. S. Holm, J. Jensen, N. Mortensen, E. Mørup, Chr. Nielsen, A. Nygård, I. P. Ovesen, Jørg. Pedersen, P. Pedersen (Lem), Hannibal Sehested, G. Tillisch (formand)). 4 medlemmer (Castenskjold, O. Damkier, A. Hage og P. Pedersen) har stillet et mindretalsforslag, der væsentligst skiller sig fra hovedforslaget deri, at det kræver, at arbejderen skal møde med 800 kr. selv for at få jordlod, og ikke vil tillade, at nogen del af statens udlån til husmændene er rentefri. Endelig danner hr. Breinholt det 3. mindretal. Hr. Breinholt er alle udvalgs dr. Stockmann; også i landbokommissionen har han følt sig stærkest, når han stod mest alene. Han stiller et udførligt forslag, som pladsen dog ikke tillader os at komme ind på. Endvidere stiller hele kommissionen et forslag til lov om støtte af staten til anerkendte spareforeninger for tyende- og daglejerklassen. Hensigten med dette forslag er meget god, men det vil dog næppe få overdreven stor betydning; det vil ikke lære usparsommelige mennesker at blive sparsommelige, men det vil give dem, der ingen omvendelse har behov, et par kroner hver i præmie for deres dyd — og det kan jo også være meget smukt. Endelig ledsages betænkningen af en række bilag. Det interessanteste af dem er det af hr. Damkier forfattede, der giver oplysninger om lignende forslag og love i Norge, Sverige, Tyskland og Amerika. Det omfangsrigeste er de statistiske bearbejdelser af sognerådenes og landboforeningernes svar på de af kommissionen udsendte spørgsmål. Desværre var disse spørgsmål meget uheldigt stillede. De tre vigtigste af dem var følgende (gengivne med færre ord): 1) trænger jordbrugerne, særlig de større, til forøget arbejdskraft i den travle tid af året? 2) vil det hjælpe på arbejdskraften, når de jordløse landarbejdere får jord til én ko? 3) er det vanskeligt for dem, der vil købe huslodder at få jord til købs? Spørgsmålenes tendens er klar. De tager sigte på, at “særligt de større” jordbrugere skal hjælpes til den arbejdskraft, de mulig trænger til, og de lægger ikke skjul på, at lodden til en ko har til ærinde at fremskaffe arbejdskraften. For den, der interesserer sig for de selvstændige husmandsbrug, kan besvarelsen af disse spørgsmål ingen interesse få. På det første af dem har 48 % af sognerådene svaret ja; på det andet 56 % og på det tredje 22 %. Landboforeningerne har et betydeligt højere procenttal ja-svar på de to første spørgsmål; det kommer af, at landboforeningernes bestyrelser, der væsentligst består af herremænd, interesserer sig mere for arbejdskraften til de større gårde end sognerådene, som ledes af gårdmændene. De uendelig omhyggelige statistiske undersøgelser over disse besvarelser har heller intet kunnet få ud af dem. Det interessanteste er undersøgelserne om trækkraften, og om bevægelserne i de forskellige husmandsbrug. Vi får her på ny at vide — hvad den officielle statistik allerede havde belært os om — at huse med jord til én ko er i temmelig stærk tilbagegang landet over. Således hjælper naturen sig selv. Den rydder det ud, der ikke duer, og husmandsbrugene til 1 ko duer ikke; de er erfaringsmæssig de slettest drevne af alle husmandsbrug. Hvis kommissionen fik held til at få lavet en række huse til 1 ko, ville den naturlige udvikling hurtigt ødelægge, hvad staten havde bygget op. De ville ikke kunne blive bestående i konkurrencen. Huse med 2 køer er i svag tilbagegang, men det skyldes sikkert kun, at disse huses indehavere forholdsvis hurtigt driver det op til de 3 køer, hvorved de altså kommer op i en højere statistisk klasse. Således er det også, udviklingen skal være for de mindste jorddyrkende husmænd her i landet: begynde med 2 køer, drive det op til 3.

I en indstilling fra landstingsmand Breinholt til kommissionen ang. spareforeninger for tyende skriver han følgende:

“En indvending mod hele tanken er jeg dog forberedt på at finde, og desværre en, som jeg ikke vil være i stand til ganske at afvise, nemlig den: “at tanken kunne i og for sig være god nok, men den er for langsom i sine virkninger …” Ja, således er det unægteligt; vor rastløse tid har ikke råd til at vente, den vil have alt på en gang og helst straks, uden at betænke, at alt hastværk er lastværk, at alt, hvad der skal trives godt og længe, skal vokse langsomt … Man kan vel ved kunst og penge i en fart fremtrylle arbejderhjem en masse, men der er visselig fare for, at de vil blive som drivhusplanter, der en kort tid kan fryde øje og sind, men ikke længe tåle vind og vejr i friluft …”

Det er forstandige ord. Således kan det gå, når der i en snup skal laves en mængde huse uden naturlige betingelser for at bestå. Det er ikke: “meget og i en fart”, der bør være løsenet for husmandssagen. Lad os få det godt, men lad os kun få det langsomt og successivt. Dels er der ikke så overdrevent mange jordløse landarbejdere med energi og lyst til at få fat på en husmandslod; dels skal troen på det lille landbrug og dygtigheden til at drive det vokse jævnt, side om side med antallet. Endnu er der mange tarveligt drevne husmandsbrug, og tarveligt drevne smålodder er en ren ulykke for dem, der har dem. Endnu er der mange landarbejdere, der glæder sig over, at de ikke har jord. Men der er en stab af dygtige husmænd her i landet. En del af dem er på rejse med offentlig understøttelse om sommeren. Det er kernetropper. De har begejstring for at dyrke jord godt, og de har tro på den lille drift; på deres rejser spreder de begejstringen og troen om sig. Det er statens sag at bidrage til at forplante den tro. Hvad staten hidtil har gjort ved konsulenter og præmier for landbruget, har væsentligt haft ærinde til det store og middelstore landbrug. Det har været godt og gjort god gavn. Men nu bør det mindste landbrug drages med ind. Der er meget at gøre til oplæring i at dyrke det typiske husmandsbrug.

Efterhånden som lysten til dette og dygtigheden vokser, er det, at staten skal træde til med at skaffe lodder uden at være karrig og uden at have bihensigter. Det skal være en jævn udvikling; disse huses komme vil hverken trække mærkeligt fra eller lægge mærkeligt til i den arbejdskraft, der står til de nuværende besidderes rådighed. Men de skulle gerne komme i det trit, at de holdt skridt med befolkningens naturlige tilvækst på landet, så at de kunne bidrage til, at jorden holdt på, hvad der var dens, og ikke vedvarende lod byerne og Amerika røve en stor mængde af dens sønner, derimellem de modigste. Hvis det lykkes, vil det være ensbetydende med, at landet går fremad i kultur, jorden i sin ydeevne. Det kan nås, når de lovgivende faktorer vil se sagen i dens renhed uden påhæng af uvedkommende hensyn. Målet er husmandsbruget, og midlerne er ikke, hvad der gavner andre, men hvad der gavner husmændene. — I byerne har aktieselskaber og industrikonger banet vejen for troen på den socialistiske fællesdrift. Hvis man tog sig varmt nok og uegennyttigt nok af husmandssagen, ville den tro vinde meget lidt indgang på landet.

[1] Kommissionsbetænkningen oplyser selv, at på adskillige af de egne, hvor der klages over mangel på arbejdskraft om sommeren, meldes der arbejdsløshed om vinteren.

[2] Et af kommissionens medlemmer, folketingsmand J. Jensen-Bælum, bar gjort en fortolkning gældende, hvorefter dette kun skulle være minimum ved de særlig magre jorder. Denne forståelse af den pågældende paragraf er dog lidet holdbar.

[3] Den sjællandske landarbejderorganisation har dog i et andragende til landbokommissionen foreslået, at husene gaves i fæste.

[4] Forslaget bestemmer, at staten i 5 år kan udlåne årlig 700.000 kr. til disse husmandsbrug, i alt 8.500.000 kr.