af Severin Christensen
fra tidsskriftet RET, nr. 10-12, 1920

Thomas Paine – en retsdemokrat fra revolutionstiden

For over hundrede år siden var der i England en biskop ved navn Watson, som holdt en prædiken, hvori han anpriste Guds visdom og godhed, fordi han havde skabt både rige og fattige. Denne gejstlige synsmåde fremkaldte et indlæg fra Thomas Paine, der gjorde gældende, at så vidt han vidste, havde Gud ikke skabt andre menneskelige væsener end mand og kvinde, men at han til gengæld havde givet dem jorden til arv og eje. 

Paines indsigelse blev til en hel lille afhandling om jordret (Agrarian Justice*), som det ikke er uden interesse at opfriske. Man er nu overalt klar over, at Henry Georges hovedtanke har været fremsat adskillige gange før Fremskridt og fattigdom udkom. Navnlig har Patrick Dove udførligt fremstillet og begrundet den i Teorien om det menneskelige fremskridt (1850). Også andre forgængere må nævnes, f.eks. De franske fysiokrater, desuden Ogilvie (1765-1819), Thomas Spence o.a. 

*: udgivet på dansk: Ligeretten til jorden /pma

Derimod er den nævnte afhandling af Thomas Paine så godt som gået i glemmebogen: som vi skal se meget med urette. 

Hvad der særlig slår Thomas Paine (ligesom for øvrigt Henry George), er, at både de rigeste og usleste af den menneskelige race findes netop i de lande, der kaldes civiliserede. Men nu kan man nok, siger han, gå ud fra en primitiv til en civiliseret tilstand, men ikke omvendt, thi den primitive tilstand kræver ti gange så stort et areal og ti gange så mange råmaterialer som den civiliserede. Vi kan derfor ikke nu gøre andet end at bevare de fremskridt, civilisationen har skabt, og søge at råde bod på ulemperne. Men den første betingelse herfor er, at intet menneske, der fødes under civiliserede forhold, skal være værre stillet, end hvis han var født før denne periode. En kendsgerning er det imidlertid, at der findes mange millioner overalt i Europa, der er meget værre stillede, end om de var født blandt indianer i Nordamerika. 

Forholdet er nemlig det, at jorden i sin naturlige ukultiverede skikkelse var og stadig burde have været den menneskelige races fælles ejendom. Således ville hvert eneste menneske være født som livsvarig samejer (a joint life proprietor) af jorden og alle dens naturlige frembringelser. 

Men jorden, fortsætter Paine, er i sin naturlige tilstand kun i stand til at underholde et ringe antal beboere, sammenlignet med, hvad den formår i dyrket tilstand. Og da det syntes umuligt at adskille de forbedringer, opdyrkningen har skabt, fra jorden selv, hvorpå forbedringerne er foretaget, opstod tanken om jordejendom af denne uopløselige knude! Men det er derfor lige uimodsigeligt, at det er værdien af forbedringerne og ikke selve jorden som er personlig ejendom. Enhver ejer af dyrket jord skylder derfor fællesskabet en jordrente. 

Jeg ved ikke noget bedre udtryk end dette, siger Paine beskedent. Men beskedenhed lønner sig ikke altid; thi uagtet vi i 1920 ikke er kommet længere end til dette udtryk grundskyld, har vi måske ubeskedent tilegnet os begrebet uden at skænke ophavsmanden en tanke. Kun historisk uvidenhed kan foranledige til at give Henry George hele æren. 

Også den historiske oplysning, som Henry George har fra Lavelaye, at ejendomsret til jord er et moderne begreb, der begyndte på et temmelig sent trin af civilisationen, findes hos Paine. Der kunne heller ikke findes nogen sådan oprindelig ret, siger han. Thi mennesket skabte ikke jorden, og skønt han havde en naturlig ret til at benytte den, havde han ikke ret til at afgrænse nogen del af den som ejendom i det uendelige; heller ikke ved vi af, at jordens skaber har indrettet noget kontor, hvorfra de første skøder skulle være udstedt. Hvorfra opstod da tanken om jordejendom? Jeg svarer som før, at da dyrkningen begyndte, begyndte også tanken om jordejendom, idet det var umuligt at skille den forbedring, dyrkningen medførte, fra selve jorden, på hvilken forbedringen havde fundet sted. Værdien af forbedringen oversteg værdien af den naturlige jord så stærkt, at den var ved at opsluge denne; så at til sidst alles fællesret blev sammenblandet med individets ret til dyrkningens resultat. Men der findes ikke des mindre forskellige slags rettigheder, og de vil vedblive at findes, så længe jorden står … Medens jeg derfor forsvarer alle deres rettigheder, som er blevet arveløse ved indførelsen af privat jordeje, forsvarer jeg lige såvel besidderens ret til den del, der er hans.” 

Det er mærkeligt at se, hvorledes beskæftigelsen netop med jordspørgsmålet åbner blikket for forskellen på ret og humane gaver. Så godt som alle forfattere, der har skrevet imod jordmonopolet, er klar over, at det er et retsspørgsmål; også Paine mener det nødvendigt at fremhæve, at det drejer sig om ret, ikke om barmhjertighed (charita), og denne gamle revolutionsmand mente i sin naivitet, at den politiske, demokratiske revolution ville åbne en bekvem vej til økonomisk retfærdighed. Han hævder, at en plan som denne ville gavne revolutionen ved den energi, der udstråler fra bevidstheden om retfærdighed. 

Men det interessante ved Paine standser ikke her; han er ikke som så mange af grundskyldens senere tilhængere tilfreds med, at jordrenten inddrages; som den klare logiker, han er, vil han vide lidt besked med, hvad der så videre skal ske, og selvom hans tanker i så henseende ikke er afklarede, går de dog i rigtigere retning end deres, der lader spørgsmålet ligge. 

Der skal ifølge hans plan dannes et nationalt fond. Tilvejebringelsen af dette sker ikke ud fra hans egne principper, hvad der vel til dels kan forklares af, at man ikke den gang tænkte sig muligheden af, at den rene grundværdi lod sig udregne nøjagtigt i praksis. Fonden baseres, ret vilkårligt, på en vis procent af hele formuen, og disse inddragelser skulle kun finde sted, når ejendommen ved dødsfald går over fra en besidder til en anden. 

Af dette fond skulle der udbetales enhver person en sum af 15 pd. Sterl., når han blev 21 år gammel, som en delvis kompensation for tabet af hans naturlige arverettigheder til jorden. Desuden skulle alle personer, der var over 50 år, have 10 pd. Sterl. årlig, så længe de levede. Endelig blev der tilbage en rest, der skulle tildeles arbejdsinvalider som blinde og lamme. 

Når et ungt par begynder sin tilværelse, siger Paine, er der umådelig forskel på, om de begynder med ingenting eller med 15 pd. Sterl. i lommen. Da kan de købe en ko og skaffe sig det nødvendige til at dyrke nogle få acres jord og det ville mægtigt forøge den nationale velstand, hvis der skabtes en mængde sådanne små hjem. Det er bedre at forebygge fattigdom end at bøde på den, og det kan bedst ske ved at sætte alle 21årige i stand til at skabe sig en eksistens. 

Selvom vi må indrømme, at det er en yderst primitiv måde, hvorpå Paine tænker sig jordmonopolet neutraliseret – en dårlig udførelse af hans egen klare teori, kan man sige – så er ovennævnte tanke, at lade fondens beløb komme de enkelte borgere til gode, i stedet for det mystiske kollektivvæsen, staten, slående rigtig i princippet. Han lader derfor heller ikke planen kollidere med beskatningen, og hans forslag er derfor ikke en skattereform, men en fordelingsreform. De nyere fysiokrater, efter George, har begået den fejl alt for stærkt at fremstille jordmonopolets løsning som en skattereform og betragte staten som et væsen, der havde noget til gode. Paine har ganske ret: fonden tilhører de enkelte, som kompensation for deres tabte arverettigheder. Hvad en stat derefter skal bruge, kommer i 2. række, det kan strengt taget ikke tages forlods. Dette spørgsmål har sin berettigelse; og blot det ikke tabes af syne, har det måske mindre at sige, om forholdet mellem nødvendige offentlige udgifter og overskudsandele ordnes som i retsforbundets program. 

Thomas Paine fortjener at erindres som en af de få revolutionsmænd, der forstod, at den parlamentariske omvæltning intet betød, hvis den ikke ledsagedes af en økonomisk retsordning. “Det er en omvæltning i kulturforholdene, der må give den franske revolution sin fuldendelse. Den overbevisning, at det parlamentariske styre er den sande styreform, trænger nu igennem hele verden over …, men når et kultursystem vokser ud af denne styreform og organiseres således, at der ikke vil findes nogen mand eller kvinde i republikken, som ikke ejer nogle få midler til at begynde sit liv med og til at undgå den fattigdom, som under andre regeringer rammer alderdommen, vil den franske revolution have en advokat og allieret i alle nationers hjerter.”