C. Lambek: Problems of Morality and Moral Justice
(C. A. Reitzel)
fra Børsen, tirsdag 23. sept. 1952 af en.

C. Lambek, som døde i 1947 i en alder af 77 år, havde det i én henseende ligesom Søren Kierkegaard: Han udgav sine skrifter om retsmoralske problemer på egen bekostning. Men i øvrigt var Lambek i høj grad en dennesidig filosof, der tog praktisk på etiske og moralske problemer og søgte at bringe dem i forbindelse med hverdagens og samfundets liv. Han gik i sin stræben ikke blot ud fra den frugtbare tanke, at der findes samfund, som bedre end andre egner sig for mennesker med disses naturlige egenskaber, men han mente endog at kunne fastslå, hvilket slags samfund der er det endegyldige. Sammen med Severin Christensen og Axel Dam danner han en trio, på hvis ideer og anskuelser det politiske parti Retsforbundet i udstrakt grad bygger som teoretisk grundlag.

I den foreliggende – engelsksprogede – bog gives en række at disse anskuelser i kortfattet form, idet Lambek forsøger at opbygge en slags moralsk matematik, hvor han går ud fra et “selvindlysende” aksiom og herpå pr. logik rejser en sammenhængende tankestruktur. Forsøget er interessant, og det indeholder ikke få dybe tanker, men der kan rettes den indvending mod det, at det ikke er konsekvent gennemført. Aksiomet, der danner grundstenen, er dette: at normale personer, så vidt det ligger i deres magt, vil søge at undgå spildte anstrengelser, forgæves ofre og håbløse forsøg – eller hvad der kaldes “praktisk selvmodsigelse”. Dette er utvivlsomt et udmærket arbejdspostulat, men forbindelsen mellem dette og den følgende tankebygning er ingenlunde klar og efterfølges af andre postulater, skønt det netop citerede hævdes at være det eneste universelt gyldige, f.eks. nederst p. 37: “En uafhængig livsform er simpelthen menneskets eneste vej til fuld udvikling.” (og hvad er så “fuld udvikling”? Hvilken målestok anvendes?) Dette nye postulat hævdes også (p. 38 nederst) at være “universelt gyldigt”.

Forfatteren støtter sig ofte på udtalelser som: “Det er indlysende”, eller det førciterede “simpelthen”. På p. 40 siger han, at det vil ikke være vanskeligt for den jævne mand at forstå, hvad og hvor meget han skylder andre, hvis han tager i betragtning, hvordan han venter, at andre vil stille sig overfor ham. Men praksis viser, at det netop er uhyre vanskeligt for den jævne mand. Livsytringerne hos mennesket hviler ikke i den grad på logik, som Lambek går ud fra. På flg. side hedder det, at “det er indlysende, at produktionsværdierne ville falde til et minimum, hvis den gamle regel, at den, der sår, også skal høste, forkastes”. Det er muligt, at det er indlysende for os, men det er f.eks. ikke indlysende for kommunisterne.

P. 51 dukker et nyt postulat op, nemlig, at et stabilt lovgivningssystem kun kan skabes på “en basis af rettigheder, som er lige for alle og universelt gyldige”. Dette efter at forfatteren selv på p. 16 øverst har hævdet, at “ideen om universelt gyldige regler for livets udfoldelse er et blændværk.” og således videre.

“Grundtanken i den filosofiske bygning er den, at mennesket udfolder sig bedst i individuel frihed – begrænset af andre menneskers ret til udfoldelse. Heri ligger først og fremmest dette lille værks værdi: det er et monument over den individualisme og frihedstrang, som vore dages organisation er ved at kvæle og sløve. Det er en stimulans fra en tid, som er svunden, og til en tid, der måske kommer igen. Kun kunne man ønske, at forfatteren havde haft mindre klare ideer om værkets konklusion, dengang han fremsatte præmisserne.