fra tidsskriftet RET, nr. ?(kommer senere) 1920
af Sophus Berthelsen

Dette er den stolte og tillige rammende titel på en række afhandlinger, som vor svenske meningsfælle, kammerherre Aug. Schvan for kort tid siden lod fremkomme i Fyns Venstreblad, og som han nu har gennemset og udgivet som bog på Steen Hasselbachs forlag. En enkelt af dem, Arbejdets ret, vil findes optaget i næste hefte af RET, og i 3-4 af dettes tidligere hefter fandtes andre brudstykker af Aug. Schvans klare og vækkende tanker. 

RET, der før har haft den tilfredsstillelse at introducere store nye reformtanker for danske læsekredse, regner det også for en ære at have været blandt de første til at frembære de banebrydende ideer, hvormed kammerherre Aug. Schvan har beriget og befrugtet dansk tænkning siden han for næppe et år siden kom til vort land. 

Vi holder det nemlig for ikke at være nogen overdrivelse, når vi tillægger denne mands reformplaner en i god forstand revolutionerende betydning herhjemme – en kraftig lyskaster og lyssamler har vi fået midt i en verden af mørke, uro og forvirring! 

Dette nye lys over gamle sandheder og over den allernyeste tids særlige situation, er det, at denne gode svenske officer og diplomat, forfatter og verdensmand har bragt os, og har fremsat i sin nu udkomne bog, som vi herved anbefaler til læsning og eje for enhver frisindet dansk mand og kvinder, der ønsker at være på højde med sin tids bedste viden om de samfundsspørgsmål, hvoraf også hver enkelts frihed og ret afhænger. 

Med overlegen sagkundskab og klarhed fremlægger forf. sine revolutionerende ideer og synspunkter. Han har andetsteds udtalt, at hans tanker i nogen grad er blevet påvirkede af, hvad han, til dels til sin overraskelse, fandt i Danmark, og som han forud ad anden vej var nået til at overveje. Han yder åbent sin hyldest til den danske frihedsfølelse, vort andelsvæsen, vor talrige jordbrugerstand, vor frie skoletanke og vor frie valgret. Og han hævder fuldt ud, at grundskyldsreformen må være basis for enhver samfundsøkonomi. Men han sammenfatter alt dette, og hvad han fra sine egne studier og rige erfaringer i Sverige, Tyskland, Østrig, Frankrig, England og Amerika har hjembragt, i en enkelt stor plan for den nuværende magtstats eller voldsstats omdannelse til en virkelig retsstat, den, vore egne retsdemokrater allerede i nogen tid har syslet med planer til og delvis udformet. Og Aug. Schvan tror på, at netop Danmark og det danske folk er kaldet til, og har de fleste betingelser for at tage denne stortanke op til endelig realisation, – netop hvad der også var stortanken hos den største af alle danske: N. F. S. Grundtvig. 

Dette udvikler Schvan i sin nye bog: Den retfærdige revolution – ikke blot i store og levende hovedtræk, men i de allerfleste enkeltheder. Det er ikke det mindst værdifulde ved denne mærkelige bog, at den giver sine ideer en talmæssig underbygning, som vidner om et kendskab til en stats forskellige administrationsgrene og retsforhold, der ikke er almindelig blandt skrivende filosoffer. Hans afsnit om vore fremtidige militære forhold, seddelmonopolet, retsstatens administration og ikke mindst det eneste virkeligt effektive Folkenes Forbund er mønsterværdige i deres klarhed, trods den knapt tilmålte plads. Vi må på ny henvise vore læsere til bogen selv – de vil efter læsningen indrømme at være blevet oplyste og påvirkede deraf i sælsom grad. 

En ganske speciel omtale fortjener her Aug. Schvans særlige forhold til Henry Georges lære. Oprindeligt er han nok – som det er gået enkelte andre selvstændige ånder – nået til dens sandheder ad anden vej end ved direkte påvirkning fra mesterens værker. Ved at fæste sin særlige opmærksomhed på det ejendommelige indgreb i den enkeltes frihed, som ligger i privatmandens enerådighed over et stykke af fædrelandets jord, hvortil alle har den lige ret, der er frihedens betingelse, og på det vederlag derfor, som alene kan opveje dette frihedsindgreb, er Aug. Schvan nået til sin ubetingede anerkendelse af grundskyld som det bærende økonomiske underlag for retsstaten – hvortil kommer seddelmonopolets afkastning. 

Men – som det nærmere fremgår af artiklen Overgangen til retsstaten i RETs september-hefte – retter Schvan en vis kritik imod en side af Henry Georges lære, eller snarere imod dennes praktiske udformning i det nuværende samfund. Og denne kritik rammer da også den danske Henry George bevægelse, som her nøje har fulgt mesterens tankegang. 

Nedskriveren heraf, der erkender sig medansvarlig for den danske bevægelses prægning og retningslinier, griber derfor gerne lejligheden til en nærmere redegørelse i denne anledning. 

Da vi i dette århundredes begyndelse rejste en ny Henry George bevægelse herhjemme mente vi med Henry George, at en skridtvis gennemførelse ikke blot var den bedst gennemførlige, men også den eneste rette. Forinden nedskriveren offentligt optrådte som reformens talsmand var udarbejdet et fuldstændigt system af love derom med en finansplan, som byggede på fuld grundskylds gennemførelse i løbet af de 20 år til 1920 – gennem en gradvis overgang. Og var denne plan blevet fulgt, havde den sikkert bevist sin egen rigtighed også med hensyn til, at forholdet til prioritetsgælden og den øvrige private formuemasse derved ville være blevet løst jævnt og roligt uden nogen revolution af realkreditten. 

Forudsætningen var her, at en ombytning af grundskylden med de daværende forbrugs- og ejendomsskatter ville betyde en sådan daglig fordel for hele det arbejdende landbrug og selv for den menige husejerstand i byerne, at de med lethed vilde kunne forrente, afdrage og indfri deres pantegæld, samtidig med at den nuværende grundskyld ville hindre stiftelse af sådan ny prioritetsgæld, der ikke motiveredes ved nye bygninger og andre produktive forbedringer. Derimod ville det store ekstensive landbrug såvel som arealspekulationen ved byerne selvfølgelig blive påvirket selv ved en mindre grundskyldsprocent. Og da der ingen nævneværdig prioritetsgæld findes på spekulationsarealerne og kun en forholdsvis ringe del fandtes på storgodserne, ville virkningen på begge disse jordejeformer kun være enten en intensivere drift af jorderne eller en hastigere realisation og, udstykning til faldende jordpriser, hvad der netop dengang ville have haft en overordentlig heldig social indflydelse, også til løft af arbejdslønnen ad naturlig vej. Henry George bevægelsens virkeplan med sin skridtvise overgang var derfor formentlig uangribelig rigtig, og dens indflydelse på de store formuemasser ville blive disses billiggørelse derved, at de voksende anbringelsesmuligheder i den stigende jordværdi, som i virkeligheden er den sande årsag til den stigende rente, ville bortfalde ved grundskyldens indtræden på den private jordrentes plads. En vistnok jævnt faldende renteafkastning ville underhule kapitalens værdi som rentekilde, og lette produktionen i mægtig grad, – indtil enhver opsparet kapital omsider engang fik samme naturlige og retfærdige skæbne som egernets sammensparede nøddebeholdning og biernes honninghøst: at blive fortæret, uden nogen evne til at skabe arbejdsfri indkomst! 

Den store retfærdige revolution ville ad denne rolige vej gennemføres jævnt og gradvist: samfundet ville få sin samfundsskabte grundrente, arbejderen sin af skatter og monopoler ubeskårne arbejdsløn, og af kapitaler ville kun findes de gennem fortrinligt arbejde og forstandig opsparing opsamlede summer, der normalt ikke kunne afkaste videre rente, fordi ingen lånetrang normalt var for hånden. 

– Men vort århundrede, Henry George tankens århundrede, skred frem – uden at vor gode rolige plan blev gennemført. Frisindede kredse begyndte at vejre sandheden deri, men turde ikke gå med –  navnlig bundet af den ortodokse nationaløkonomis bagstrævere. Og de fleste andre kredse hånede eller direkte modarbejdede bevægelsen. Selve denne spaltede sig desuden i stedet for at løfte i flok, – og lukkede sig delvis ind i el privat blegsottigt broderskab til stille andagt og egen opbyggelse – i stedet for at give styrke til foregangsmændenes stedse standende kamp for frihed og ret. 

Og imidlertid skred verden fremad – eller nedad skråplanet mod det økonomiske kaos, som omsider førte til den endnu ikke afsluttede verdenskrig, der nødvendigvis må føre til en verdensbankerot. 

I dag må det vist nok indrømmes, at den alt for langsomme gennemførelse af den reform, som alene kan hele vendens økonomiske sår, grundskylden, nu ikke længere er mulig, hvis det syge samfund skal reddes. Nu må diætetikken afløses af kirurgien, de ophobede storformuer, som nu mere end nogensinde må erkendes at bestå ar privat ophobet grundrente og anden monopolrente, kan nu ikke længere angribes med virkning ad hin indirekte vej, men kun ved direkte indgreb, samtidig med at grundskyldsreformen indføres i alt væsentligt fuldt ud, sammen med den fuldkomne frihandel 

Her er det, at Aug. Schvan er kommet som en forløser af, hvad retsdemokratiet og George-mænd herhjemme alt var i færd med at udtænke og udforme. Han samler med overlegen kyndighed og forståelse alle trådene til en enkel og klar reformplan, netop den retfærdige revolution som han nu har forelagt den danske almenhed i korte, men tydelige træk i sin nye bog. Gid den må blive læst, forstået og fulgt. 

Hertil ønsker også vi at bidrage. 

Men idet vi yder forfatteren vor varme og ubetingede hyldest for denne intelligente og faste plan til den nye retsstats gennemførelse i vort fædreland, og kun med hensyn til få væsentlige enkeltheder og tal kan ønske at tage visse forbehold, – må vi dog hævde, at den af os ved dette århundredes begyndelse lagte virkeplan for samme formåls fremme var for sin tid den rigtige og kun ved årenes skæbnesvangre begivenheder og samfundets tiltagende sygdom gradvist er blevet for svag til at he1bredc onderne. 

Altid enig i mål og nu også i midler, slutter vi os i alt væsentligt til Aug. Schvans retfærdige revolution 

Nu gælder det om, at alle venner af frihed og ret kan samles om den politiske handling for gennemførelsen af denne ublodige, men dybtgående og fuldt retfærdige ændring i vort samfunds økonomiske forfatning. 

RET slutter sin femtende årgang med at melde sig til tjeneste for dette formål i sin sekstende. 

***

Læs evt. hele bogen Retfærdig revolution
Vil nok ikke accepteres af mange læsere i dag. Og nok heller ikke, da den udkom. Kunne dette være en af grundene til, at grundskyldstanken ikke slog igennem? /pma