Max Harteck: Damaschke und die Bodenreform (Deutsche Buchgemeinschaft)
af Axel Fraenckel

Hvis man taler med en tysker om jordspørgsmålet og nævner Henry Georges navn, er det meget få, der kender det eller ved, til hvilke tanker han navn er knyttet. Adolf Damaschkes navn kender imidlertid snart sagt hvert barn. Og Damaschke har ved sit uhyre arbejde efterhånden – måske dog mest hos den generation, der nu er gammel – fået det bragt ind med skeer, at jordspørgsmålet er noget vigtigt. Tillige har han fået det ind i selve den tyske forfatning. Men paragraffen er så vag som den tyske jordreformbevægelse, idet det her opstillede krav kan fortolkes som et ønske om blot at indføre en værdistigningsskat og altså lade de værdier urørt, som eksisterer i dag, men opretholdes ved borgernes fortsatte arbejde. Og revolutionen glemte jo ganske jordspørgsmålet.

Det ser i det hele ud til, al den taktik, Damaschke valgte, var forkert, mens den danske var rigtig, og denne anskuelse bestyrkes ved gennemlæsning af det store værk, der nylig er kommet i Deutsche Buchgemeinschaft, en nyttig institution, der udsender billige, gode og smukt indbundne bøger i oplag på mange gange titusind til dets medlemmer. Værket er et værdifuldt tillæg til Damaschkes bøger og bringer dem, der ikke når at læse disse, gode uddrag af dem; og desuden belyser talrige artikler fra førerens hånd alle mulige emner, der står i forbindelse med denne sag. Nogle skal omtales her. Manglerne i bogen kommer vi sidst til. Det er selve bevægelsens mangler, der her træder frem.

Af Damaschkes liv giver forfatteren en kortere skildring. Han er født 1865 i en ussel lejekaserne i Berlin og så her tidligt den side af jordproblemet, han altid med rette lagde så megen vægt på, at man i Tyskland i videre kredse end i de fleste andre lande ikke først og fremmest tænker på agrarlove, når jordspørgsmålet nævnes. I Frankrig bruger man således altid betegnelsen socialisme agraire, et ulykkeligt ord, stammende i lige linje fra de brave, men alt i alt vist uheldssvangre fysiokrater i det attende århundrede, der forfalskede jordspørgsmålet som alment socialt, således at der endda var et par år under revolutionen, hvor der var dødsstraf for at tale om agrarlovgivning.

Af Damaschkes erindringer gengives i den foreliggende bog nogle linjer, der viser et af hans udgangspunkter som forfatter og agitator: “Når jeg besøgte børnene i kælderhullerne og boligerne, og når jeg så, hvordan det gik disse stakkels piger, der fra tidlig morgen til sen aften syede knaphuller til ti pfennig dusinet og også de unge menneskers skæbne, sagde jeg til mig selv: Alle dannelsesforsøg og alt, hvad man forsøger at give ungdommen på åndelige og sædelige områder, må i tusinder af tilfælde blive forgæves, når denne boligelendighed fordærver ethvert grundlag for et sædeligt og sundt familieliv. Da faldt skællene fra mine øjn, og da tænkte jeg på det, hvorom man ikke taler: hvorfor moder var så bleg og afviste alt, hvad man ville gøre for hende i retning af lidt nydelse og glæde, og da bed jeg tænderne sammen og sagde: lykkes det mig at finde min vej, vil jeg stå på de fattiges side, der stræber at frigøre sig fra dette snavs og mørke og søge op imod lyset – og jeg vil også derved indvinde et stykke tysk kultur.”

Han bliver folkeskolelærer, senere en kort tid redaktør i Kiel – hvor forfatteren siger, at han lader sig snyde af et nyt bladforlag og af misforstået idealisme giver afkald på en lille formue. Han kommer i berøring med mange betydelige personligheder. Tiltales af jordreformbevægelsen 1890 og samler de fire splittede retninger under én hat otte år efter. Fra den tid falder hans store agitatoriske arbejde med mund og pen og bevægelsens vækst.

Svarer resultaterne til dette arbejde? Nej, afgjort ikke. Er et grundlag lagt for fremtiden? Måske.

Rundt omkring i Tyskland er den kommunale politik påvirket af ham. I tide har man mange steder ladet det offentlige købe jorden, så borgerne nu har ingen eller kun ringe kommunal skat. Men det drejer sig kun om enklaver. Rigslovgivningen før krigen, der begyndte med en værdistigningsafgift og senere gik over til en almindelig formueværdistigningsskat, blev en eklatant fiasko. Jordudstykningen gik langsomt og formåede i ingen henseende at skyde breche i den slette jordfordeling. Ved bedriftstællingen 1925 var der i Tyskland 3 millioner små ejendomme på under 2 hektar. De var 59 % af alle landbrugsbedrifter og udfyldte 4 % af den udnyttede jord. Der var 3700 bedrifter over 500 hektar; de udfyldte næsten 25 %, og ville man nævne tallene fra Meklenborg og Østpreussen, ville indtrykket jo være langt værre. Og nu boligerne – det er rædselsfuldt, hvad man må læse i denne bog og måske den hårdeste anklage, der kan rettes mod vor civilisation og de mange såkaldt dannede, der ikke aner, hvad jordspørgsmålet er.

Ifølge beretninger fra Den tyske forening for boligreform lever fem millioner ikke i menneskeværdige boliger. Og man har det indtryk, at om man læser en statistik fra 1910 eller 1930, er så temmelig ligegyldigt. Snarere er det vel blevet værre trods mange enkelt­foranstaltninger. I København bor gennemsnitlig 26,6 personer i ét hus, i Berlin 75,9. Man regner, at 1½ million mennesker lever i sådanne boliger i Berlin, at en adskillelse af alder og køn er udelukket.

Bogen giver talrige opregninger og statistikker om alt sådant. Interessantest er den nære sammenhæng med sygdommenes og forbrydelsernes antal på den ene og boligforholdene på den anden side. Årsagen til denne elendighed er indvandringen til byerne og grundspekulationen. Herpå hviler industriens og højfinansens magt.

Men 2. juli 1929 stod ifølge bogen denne notits at læse i berlinerbladet Der Tag: “Lankwitz er siden i går et badested for katte. Et spejlblankt etablissement med 28 dobbeltrum blev åbnet af den tyske dyrebeskyttelsesforening. Hvert enkelt kattehjem har en vidunderlig smuk ulden og blød stråseng og en lille lys solhave. “Også katten kræver ret og pleje,” betonede foreningens formand, general von Kuhlwein i sin åbningstale. – Naturligvis er kolonihavebevægelsen udbredt i Tyskland, og der er pletvis tegn på fremskridt trods efterkrigens store nød. Men de varige fremskridt er ikke mange til dato. Et meget væsentligt er for nogle år siden sket i Anhalt, men har desværre ikke fundet efterlignere. Der er gennemført en grundværdiskat. Jeg kalder den med vilje ikke nogen grundskyld, thi det i Danmark sejrrigt hævdede retsprincip er ikke sal i højsædet hverken i bevægelsen eller i denne lovgivning. Man har gennemført grundværdiskat efter stigende skala, altså opretholdt magtprincippet, skønt Australien viser de sletteste erfaringer her. Og Anhalt er meget beskeden i sine krav til grundejerne, idet skatten stiger fra 1½ til 5 promille. Alligevel er gunstige virkninger at notere, idet storbedrifterne på over 200 h. gik tilbage fra 58,5 tusind h. til 47,6 t. h., og byggevirksomheden er i høj grad stimuleret. Med glæde læses, at tanken om statslig grundværdiskat ikke ligger ledende rigsdagskredse så fjernt. I juni 1929 trådte et rigsdagsudvalg, valgt af rigsarbejdsministeren, sammen på rigsdagens opfordring for at undersøge spørgsmålet om de nuværende landbrugsskatter kunne erstattes af en enkeltskat. Nu betaler den tyske landmand omkring 16 forskellige skatter, har altså fra 30 til 60 skatteterminer. Da nævnte rigsdagsudvalg trådte sammen, skrev et husmandsblad i Anhalt, at resultatet burde blive en grundværdiskat, og at alle landmænd blandt deres læsere var indforstået dermed. Ja, i Anhalt, men mon man rundt omkring i Tyskland forstår ret meget af denne sag? Jeg mener nej og bygger min opfattelse på flere års ophold i Tyskland og stadig tilbagevenden.

Damaschke er da heller ikke tilfreds med resultaterne og fortæller om et møde for mange år siden med den gamle Wilhelm Liebknecht, der opfordrede ham til at støtte socialdemokratiet. Thi i borgerskabet fandtes ikke den idealisme, Damaschke troede på, idet enhver var enten jordejer eller obligationsbesidder. Nu skriver Damaschke i et kapitel, han kalder Forfejlet liv?, at han ofte har tænkt med bitterhed på denne samtale, når han så jordreformforslag i sidste øjeblik gang på gang glippe, fordi pengemagten satte sig derimod, og når det blev ham klart, hvorledes socialdemokraterne og deres allierede stod ganske uforstående overfor sagen, da revolutionen gav lejlighed til grundlæggende reformer. En socialdemokratisk rigsdagsmand udtalte den gang til ham: “Havde de i årevis arbejdet i vore rækker, ville det vel være gået anderledes.” Som bekendt havde Socialdemokratiet i Danmark omtrent den samme ringe forståelse af jordspørgsmålet, indtil husmandsbevægelsen og Det radikale Venstre gjorde partiet klogere. Det tyske borgerskab, småbønder og arbejdere har altså ikke været så fremsynede, som man var i nabolandet Danmark. Og grunden turde i væsentlig grad være den, at Damaschke vilde vinde bevægelsen venner i alle kredse og derfor formulerede vage krav, der ingen opdragende og æggende virkning havde i befolkningen. I Danmark var man mere målbevidst samtidig med, at man gav bevægelsen den flugt, Damaschke var bange for den religiøsitet eller snarere det etiske grundlag, som uforstående skeptikere stadig morer sig og spotter letkøbt over, men som har haft sin betydning uden i nogen henseende at give bagslag. Damaschke vil hertil svare, at de to folks vilkår og forudsætninger er ganske forskellige. Det er naturligvis rigtigt, men der var altid langt mere schwung i det tyske end i det danske folk, og selvom visse begivenheder og bestemte tænkere påvirkede det danske folk i individualistisk retning, og jordspørgsmålet også i Danmark fik sin farve ved, at bonden her aldrig havde været berøvet sin jord, så var der meget andet, der kunne have givet jordspørgsmålet et skub fremad i Tyskland, hvis rent intellektuelle opdragelse havde nok så dybe rødder, og hvor store tænkere, også stærkt individualistiske, som Kant, Goethe, Fichte, Nietzsche, Humboldt, hver især ligger på lige linje med det 19. og 20. århundredes ligeretskrav.

Denne bog handler om mange ting. Der er fortræffelige kapitler om bolig og jord og skat, om hypoteker og meget andet praktisk. Vi finder udtalelser af fremragende mænd, bidrag til bevægelsens og dermed også Tysklands historie. Her er en kort, sikkert ubestridelig oversigt over de folk, der forfaldt eller forsvandt, fordi de gav sig gud mammon i vold og altid dermed den store jordbesiddelse. Der findes bag i bogen ypperlige registre, hvorved vi let kan slå op på alt væsentligt i en fart, både navne og sager. (Dette mangler for ofte i nordiske bøger.) Men et ord findes ikke i hr. Max Hartecks værk, og det er ordet frihandel. Det var under dette løsen, at de danske landboere sejrede for et halvhundredår siden, og meget tyder på, at det var gået de tyske landboere bedre, om de havde fulgt naboen. Nu skete der det, at Tyskland blev industristaten, der masede sig frem og vakte Englands nid. Blev folket lykkeligere? Blev dets herredømme varigt? Vi vil ikke fortsætte disse spørgsmål, da man let vil tro, at ondskabsfuldhed dikterer dem. Intet ligger disse linjers forfatter fjernere. Men spørgsmålene påtrænger sig. Hvorfor strøg Damaschke Henry Georges frihandelskrav af sit jordprogram? Jo, han skulle være snedig. Han skulle bøje sig for de magttendenser, der ledede det ny rige. Måske havde han haft og mente, de små fremskridt var nødvendige. Men derved svigtede han det bedste i jordreform idéerne, meget af det, der giver dem frihedens og rettens præg. Og derved fjernede han fra reformprogrammet det, der i væsentlig grad fik de danske husmænd med. Man kunne fremhæve ligeretskravet med meget større styrke, når frihandelen ikke glemtes. Det lå i bondens interesse ikke at skatte til den toldbeskyttede industri. Og det gav kravet om skatteplyndringens afskaffelse vægt, når tolden også omtaltes. I stedet er den tyske toldbeskyttelse i tavshed blevet knæsat af de tyske jordreformatorer, både industriens og landbrugets, men mens landbruget kummerligt opsnapper en smule kødtold her, lidt smørtold der og dog sidder sløjt nok i det, forstår den industri og højfinans, til hvilke landboerne skatter, intet af dyberegående landboreformer.

Hertil kommer, at frihandelen først kan få sin egentlige begrundelse og komme helt til sin ret sammen med jordens frigørelse. Uden den er frihandel et skin. Og sammenhængen mellem de to sager er på mange andre områder til stede. Hvis Tyskland vil med i det europæiske arbejde for frihandel, der ganske vist endnu er spredt og haltende, vil jordreformbevægelsen endnu kunne få en stor opgave, der rækker langt ud. De, der frygter toldnedsættelse dels på grund af nedgang i indtægterne, dels på grund af ringere arbejdsmuligheder for den industri, der må af med noget af beskyttelsen, vil i grundskylden have en fortrinlig erstatning. Der er tid endnu, dr. Damaschke.

Her er folk med forskellige religiøse og politiske anskuelser bag Georges idéer, og man har ingenlunde glemt den praktiske politik eller ikke set, at der ofte måtte krydses for at nå frem. Målet var social retfærdighed, og om man mener, at Gud har givet jorden til menneskene eller holder sig til det moralske krav, at den tilhører folket, fordi intet menneske har skabt den, og fordi den er råstoffet for alt arbejde – eller om man siger, at de samfundsskabte værdier tilhører samfundet, og de af den enkelte skabte tilhører den enkelte, det er jo for sagen ret ligegyldigt, hvilket har vist sig i de lande, som her er nået videre end Tyskland. Sagen er her blevet forflygtiget af andre såkaldte sociale bestræbelser, navnlig et ødelæggende, nu ved forholdene sammenbrudt forsikringssystem. Og den nu så mægtige nationalsocialisme er ikke netop præget af retstanken.

Damaschke nøjedes med ret vage teorier om at jorden ikke var en vare som enhver anden og derfor måtte stilles under særlig lovgivning. Den i og for sig så forstandige sætning går igen overalt hos ham. Båret frem med lidt mere dristighed og mod ville den måske have sejret i afgørende øjeblikke. Men Damaschke havde ladet sig slå de bedste våben af hænde. Interessant og beundringsværdig er hans kamp for at skaffe de hjemvendende krigere en særlig boligret. Med spænding læser man samtalerne i skyttegravene mellem ham, Hindenburg og Ludendorf. Særlig Hindenburg viser sagen stor interesse og varm begejstring. Men ak, planerne strandede på bagstræbet, der sad i Berlin, særlig kejseren og Helfferich.

Og den nuværende rigspræsident, hvis brev findes i facsimile som indledning til bogen, lod sig jo i kendelig grad besnakke af de øst­elbiske junkere i det øjeblik, Brüning var ved at gennemføre en radikal jordreform.

Det er nævnt i denne artikel, at ordet frihandel savnes i bogen, og der er da heller ingen forbindelse mellem Damaschkes bevægelse og den internationale sammenslutning for grundskyld og frihandel. Der er et andet navn, man forgæves søger efter i bogen. Det er såmænd Danmarks. Mens forfatteren taler om alle mulige andre landes jordpolitik, også sådanne, der står i absolut modstrid med den tyske bevægelses tanker, så værdiger hr. Harteck ikke et ord til det naboland, i hvilket tusinder af hans landsmænd bor, og som selv har tusinder hjemmehørende i Tyskland. Tilmed har Danmark gennemført jordreformer mere dybtgående end måske noget andet land. Det må derfor vække pinlig forundring for dem der føler slægtskabet med det tyske folk, at se Danmark således behandlet af kredse, der burde gå i spidsen i internationale anliggender.

Dr. Damaschke bør tage afstand fra denne opsigtvækkende udeladelse. Thi heltebogens genstand er en overlegen personlighed, hævet over dum nationalisme, fjern fra misundelse eller nag.