fra tidsskriftet RET, nr. 1, oktober 1910
Viggo Ullmann (1848-1910)
af Jakob E. Lange
Udgivet som Særtryk 1910
Norge har ved Viggo Ullmanns død mistet en af sine rigest begavede sønner. Men også for os hernede i Danmark er tabet føleligt. Ullmann var jo gennem en lang årrække knyttet til det folkelige oplysningsværk herhjemme og hans fribårne tanker forplantede sig med kraft i vide kredse.
Det slægtled i Norge hvis mest fremragende personlighed Bjørnson var, stod vel almindeligvis i et nærmere og varmere forhold til Danmark end bådc det foregående og det, der nu er vokset frem. Det mærkes let, når man færdes deroppe, at det er den ældre generation, der har de fineste og stærkeste åndelige forbindelsestråde med personer og livsstrømningen i Danmark. Ikke blot gennem skandinavismens feststemning, men fuldt så meget gennem vor trængselstid i 64, var der knyttet bånd af varm sympati. Og foruden båndene, der bandt til broderen i nød, var der tillige hos mange den menneskelige samfølelse, som udstrålede fra den grundtvigske kreds og voksede gennem fælles arbejde for folkets åndelige frigørelse.
Blandt disse var Ullmann en særegen og fremragende personlighed. Han ikke blot kæmpede i en menneskealder for højskolens sejr i Norge, han gav sin indsats i stræbet efter at bevare den frisk og levedygtig i Danmark.
Grundvigs dybe sans for åndsfrihed og hans blik for sammenhængen i menneskeslægtens levnedsløb fandt tidlig hos Ullmann en levende forståelse. Men han føjede dertil sine stærke krav på linernes forlængelse, krav, der snart bragte ham ud i pionerernes fortrop. Og medens Grundtvigs historiske opfattelse for adskillige af hans disciple snart skrumpede ind til at blive et led i deres frygt for alle store og djærve spring blev den for Ullmann en underbygning for hans trang til levende og energisk fremskridtsvirke. Såvel hvor det gjaldt kirkelige frihedskrav og brud på ortodoksiens spændetrøje som hvor det gjaldt folkelig-politisk frigørelse, var han altid at finde i første linie. Derfor virkede han ved de talrige lejligheder herhjemme, hvor han førte ordet, ikke blot ved sit vidtskuende syn udvidende men ved sin fremlængsel befriende, hvor man herhjemme var ved at gro fast i tilfredshed med det alt opnåede. Han blev de usvækkede krav og de nye ideers talsmand.
På et punkt har dette fået særlig stor betydning, utvivlsomt den største, som Ullmanns virke har fået for os, og det indtil videre netop særlig her i danmark, mere end i Norge. Medens vi danske gerne roser os af at være de nye verdens-idéers færgemænd til det øvrige Norden, blev Ullmann for os ny-ideernes forkynder på et punkt af afgørende betydning.
Hvorledes Ullmann opdagede Henry George ved jeg intet om. Men han havde alle forudsætninger for til fulde at forstå den dybe betydning og rækkevidden af denne mands ideer om folkelighed og personlig frihed som fremskridtets grundvilkår, og om den økonomiske frigørelses afgørende betydning for folkenes liv, og allerede i 1886 forelå fra hans hånd en omhyggelig oversættelse af Fremskridt og fattigdom.
Selvfølgelig kunne Ullmann ikke nøjes med stiltiende at sende de nye ideer ud i verden som sort på hvidt i en bog. Han var jo, som få, det levende ords mand. Og på store efterårsmøder på Stenum, Vestbirk og Mellerup højskoler slog han da til lyd. Hvem, der nogen sinde har hørt Ullmann i hans velmagtsdage, vil forstå, hvorledes de nye, mægtige tanker, båret af Ullrnanns åndfulde tale, måtte virke på modtagelige sind.
Og der var sådanne sind i Danmark og da nu tillige fra anden side tankerne snart førtes frem herhjemme, begyndte de virkelig så småt at slå rod og gro, snart mærkedes det på kritikkens hvasse pust, at der her ikke blot var tale om filosofi og historiske syner, men om økonomi og politik, at der var rørt på en ny måde ved spørgsmål af afgørende betydning.
I disse vore hjemlige kampe kunne naturligvis Ullmann ikke tage virksom del; dem måtte vi selv udkæmpe. Men dog vedblev han at have betydning for sagens fremgang hos os. Hans navn og veltalenhed kastede glans og vakte opmærksomhed for sagen, hvor flokken af mindre kendte forkæmpere ikke ville have kunnet gøre det. Han var således hovedtaler ved det to-dages forhandlingsmøde (Odense, oktober 1889), der førte til dannelsen af den første sammenslutning til arbejde for Henry Georges ideer. Og ved at stille pladsen i sit lille månedsskrift Vor tid til rådighed, så bladet kunde tjene som organ for bevægelsen, bragte han os ud over en betydelig vanskelighed: Ganske lille, som kredsen var, kunne den ikke bære et særligt dansk blad; nu skulde bladet søge at samle meningsfæller i begge lande.
Skønt Georges andre hovedværker: Beskyttelse eller frihandel og Samfundsspørgsmål også var blevet oversat i Norge, var der dér åbenbart kun ringe fremgangsmuligheder. Mere og mere optog i de år den store fremrykning mod selvstyrets fuldstændiggørelse og opgøret med Sverige næsten al viderestræbende politisk energi.
Og som så ofte andet steds fulgte med denne nationalpolitiske anspændelse en slappelse i interessen og brist i blikket for, hvad der kunne tjene til økonomisk frigørelse. Protektionistiske strømninger blev fremherskende, selv inden for “Venstre”, i den nationale selvhævdelses navn. Og medens man kæmpede for egne konsuler, syntes ungdommens skarevise fordrivning fra fædrelandet at være en sag af forholdsvis ringe betydning.
For at udvide stemmeretten gjorde man jordløse arbejdere til “myrmænd” ved at skaffe dem skøde på en værdiløs moseplet men om virkelig at skaffe underklassen del i fædrelandets jord og dermed grundlaget for økonomisk selvstændighed var der mindre tale. Man havde jo ej heller, som i Danmark et slægtled tidligere, lært at kæmpe folkets kamp i jordspørgsmålet, i striden mod en overmægtig adelig godsejerklasse.
Under disse forhold svigtede Vor tids norske kreds, og efter et par års forløb måtte Ullmann lade bladet gå ind. Her i Danmark havde dog tankerne slået således rod, at de kunne overleve agrarpolitikkens tørkeperiode. Men i Norge syntes der foreløbig intet at gøre. Når ikke den økonomiske reaktion blev værre end som så, skyldtes det vel for en væsentlig del, at mænd med videre sigte, som Ullmann, kastede sig aktivt ind i øjeblikkets national-demokratiske kamp. Ulmann var utvivlsomt det radikale venstres betydeligste talsmand i folket og fik også megen indflydelse i stortinget, hvor han valgtes til præsident. Men til at træde ind i ministeriet ansås han åbenbart for alt for farlig og efter nogle års forløb trak han sig ud af tinget og blev amtmand, med bopæl i Skien.
Her arbejdede han videre på sit store historiske hovedværk, Verdenshistorien, hvoraf 4. bind, der fører fremstillingen op til 1870, udkom kort før hans død. Her fra det sydlige Norge vedblev han også at gæste Danmark som ordfører. Og da så selvstyret var befæstet og landets nationale enestand var nået i 1905, syntes tidspunktet endelig at være kommet for en ny kamp for de tanker, der var hans gamle kærlighed.
Han var da også straks med til at samle de få og spredte kræfter til en norsk Henry George forening, i samklang med den ny aktivitet, der i Danmark var begyndt kort efter systemskiftet. Men desværre var det som bekendt kun kort tid, han kunne tage virksom del i arbejdet. Skønt ikke endnu gammel af år var hans rastløst arbejdende hjerne, der havde båret så mange tanker ud til hans folk slidt op, og hans sidste leveår blev et aftenmørke, hvor døden kom som en befrielse.